1. Smittede pr testede
Jeg har i længere tid ledt efter nogle tal, hvor antallet af smittede i Aarhus og andre kommuner sættes i relation til antallet af testede. Altså ikke kun antallet af smittedei absolutte tal, som pressen hele tiden refererer til, men som jo ikke giver mening uden antal af testede. Jeg har kun kendskab til de nationale tal, hvor udsvingene er ret små.
Men jeg kan altså ikke finde noget, som undersøger den lokale udvikling på dags-, uge- og månedsbasis.
Men her pr d. 11. august har jeg har fundet en statistik med kommunespecifikke tal på Jyske-Vestkystens hjemmeside, som selv refererer til SSI. Denne statistik dækker dog hele perioden fra marts til i dag, og er altså ikke følsom i kronologien.
Her kan man læse, at selvom der muligvis er lidt dagsudsving, så er der samlet set ikke er særlige problemer i Aarhus, som ligger langt nede i rækkerne med blot 11 smittede pr 1000 testede.
Her er tallene for landets kommuner. Ikke for døde, respiratorer eller indlæggelser, blot for ”smittede” store og små mennesker, hvoraf mange slet ikke udvikler symptomer.
Antal smittede pr. 1000 testede for hele epidemien, opgjort pr. d. 11. august, efterfulgt af et kolon og navnet på de pågældende kommuner:
31: Glostrup
30: Ishøj
29: Vallensbæk
26: Slagelse, Brøndby
25: Albertslund
23: Holstebro, Hvidovre, Egedal
22: Herlev
21: Høje Taastrup
18: Gladsaxe
17: Ringsted, Frederiksberg, Helsingør, Rødovre
16: København, Herning, Ballerup, Køge, Gentofte
15: Solrød, Rudersdal
14: Holbæk, Lyngby, Frederikssund, Sorø
13: Tårnby, Hørsholm, Hillerød, Lolland, Fredensborg
12: Faxe, Greve, Lejre
11: AARHUS, Kalundborg, Næstved, Roskilde, Gribskov, Furesø
10: Gulborgsund, Ringkøbing, Halsnæs
9: Nyborg, Dragør, Stevns, Silkeborg, Svendborg, Vordingborg, Vesthimmerland
8: Bornholm, Ikast
7: Odense, Skive
6: Esbjerg, Kolding, Skanderborg, Fredericia, Mariager, Allerød, Middelfart
5: Aalborg, Morsø, Billund, Viborg, Aabenraa, Favrskov, Thisted, Jammerbugten
4: Vejle, Horsens, Frederikshavn, Fåborg, Kerteminde, Rebild, Vejen
3: Randers, Varde, Syddjurs, Assens, Tønder
2: Norddjurs, Hedensted, Haderslev
For disse minital vil man nu indføre det helt store biopolitiske maskebal.
Kigger vi på døde og indlæggelser og respiratorer er der heller ingen udvikling. Alt ligger stille som en sygdomsramt sygdom.
Skriv gerne hvis i har disse tal fordelt på dage, uger og måneder.
https://jv.dk/artikel/se-corona-tallene-for-testede-og-smittede-i-din-kommune
2. Nulstilling
D. 11. august er der kun 16 indlagte med corona. Der er 1 på intensiv og 0 i respirator. Kurven er grønnere en grøn. Alle betingelser for at opretholde den nedlukning, som blev gennemført imod “myndighedernes anbefaling”, er ophørt.
Der sker ingenting i tallene, udover at der bliver smittet nogen en gang imellem, som altså ikke kommer på sygehuset.
Dagens opløftende nyhed er, at Aarhus Festuge gennemføres. Tak for det. Det bliver dejligt at høre Fede 80’ere i teltet på Pustervig og trykke sine medborgere i hånden, mens de nye studerende summer rundt i rus-stemning.
Jeg cykler naturligvis ind til byen, for busserne er fuld af maskerede og frygtsomme neutraler.
Verden er fuld af smøger og baciller, store og små.
PS: Kort tid efter jeg skrev denne note, blev festugen aflyst, og faktisk var – fandt jeg ud af – Pustervig-aktiviteterne, som jeg omtaler – allerede forinden aflyst af de cafeer, som stod for dem.
3. Anti-pædagogik
Ifølge DR.dk indføres nu mundbind på de tyske skoler, også i undervisningen.
Drakoniske begrænsninger pga. små statistiske udsving i dødens bogholderi.
I Danmark, hvor de overordnede tal minder om de tyske, har der ikke været et eneste corona-dødsfald for børn og unge, dvs. for personer op til 30 år.
Men nu må børnene lide, og der er ingen udvej.
4. Den farligste statsminister i mands og kvindes minde
Jeg frygter der værste, når den farligste statsminister i mands og kvindes minde holder pressemøde i morgen. Det må jeg indrømme.
Men jeg har da forstået på et indlæg i Politiken, som har interviewet en række af de ellers affirmative biopolitiske “eksperter”, som i dette tilfælde for en gangs skyld er hyperkritiske, at der er tale om følgende logik:
Hvis nu alle verdens 8 mia. indbyggere + alle hunde, flagermus, mink og stegte ål bruger mundbind, så vil vi kunne forhindre, at en søstjerne i de skotske farvande bliver smittet.
Dertil kommer, at vi har lukket munden på alle og fjernet ansigtet fra verden. Desuden har vi indført det helt store udskamningskontrolsystem i samfundet, hvor DDR vil ende som det rene mønsterdemokrati.
Hvorfor? For en profylaksisk totalitarisme.
Længe leve Frederiksens totale afsked!
Mundbindslogikken: https://politiken.dk/indland/politik/art7887764/Tusinder-skal-b%C3%A6re-mundbind-for-at-forhindre-%C3%A9t-smittetilf%C3%A6lde
Kontrolsystemet: https://www.berlingske.dk/samfund/danskerne-angiver-og-overvaager-hinanden-under-coronakrisen-vores-tillid
5. Sker der noget?
Sker der egentlig noget? Ikke med sygdommen, men heldigvis med de unge, som nu går i gang med at protestere og dermed endelig viser noget samfundssind:
a) Sker der noget?
Fra slut-juni til midt-juli steg antallet af positivt testede fra omkring 15 til 40 om dagen.
Fra midt-juli og til start/midt-august steg samme tal fra omkring 40 til 120 om dagen. Tallet er nu faldende. Vi taler hele Danmark! Altså lave absolutte tal.
I samme periode er antallet af testede ca. firedoblet ifølge SSI’s dashboard, hvis jeg ellers forstår graferne rigtigt. Her i runde tal:
Uge 23: 26.000
Uge 28: 44.000
Uge 33: 108.000
Så denne stigning forklarer en del.
Tidligere fik vi at vide, at man efter 14 dage vil kunne mærke en smittestigning på antallet af nyindlæggelser. Nu er der gået en måned siden stigningen startede, men antallet er nyindlæggelser ligger stadig helt stabilt på omkring 4 om dagen. Alle de andre hovedtal er også stabilt lave, for nu at sige det mildt.
Så der er lidt flere smittede, men ingen syge.
Der sker jo intet? Men alligevel går politikere og medier amok?
b) Gymnasieeleverne protesterer:
Under hele epidemien er der kun 1 død person under 50 år. I denne aldersgruppe er der altså ingen risiko. Man får jo helt ondt i maven ved at tænke på det overgreb, som landets børn og unge har været udsat for siden marts. De må ikke gå i skole, de må ikke rejse, de må ikke mødes osv..
Og nu er den gal igen. I Aarhus må de unge ikke komme i gymnasiet.
I nedenstående link er der et fint læserbrev fra to kommende 1.g’er i Aarhus. De trænger til at komme i skole, skriver de, og de er trætte af computerlæring.
Problemet er så, at prisen for at komme i biostatens skole måske bliver, at eleverne og lærerne skal tage mundbind på. Sådan foregår det i Roskilde og Nyborg. Og i Nyborg har de også ansat et vagtkorps til at kontrollere sagerne. Det er skam meget alment biopolitisk dannende og studieforberedende det hele.
Så hvis de unge kommer i skole, kan de sidde der i deres forstærkede og udvidede nedlukning og ligne neutralier, selvom det ikke vil udgøre nogen som helst seriøs risiko at ligne unge mennesker med mund og smil osv.. Hvor er det synd og ondt.
I Aarhus er der decideret elev-aktioner. Gymnasieeleverne hænger bannere på ved rådhuset. Det kan vi lide!
Professor Søren Riis Paludan mener ligesom de unge, at lukningen af gymnasierne i Aarhus er ”ude af proportioner”, og det har han jo helt ret i.
Men ærligt talt: ”proportionerne” forsvandt d. 11. marts, da regeringen forlod ”proportionalitetsprincippet” til fordel for et ”ekstremt forsigtighedsprincip” og dermed overgik til at være en biostat.
Links:
Læserbrev i Politiken:
https://politiken.dk/debat/art7886239/Lad-os-da-komme-i-skole
Interview med Søren Riis Paludan: https://www.tv2ostjylland.dk/tv2dk/forsker-giver-elever-ret-ude-af-proportioner
Elev-aktion i Aarhus imod lukningen af byens gymnasier: https://stiften.dk/artikel/politiet-stoppede-gymnasieelevers-natlige-aktion
6. Modsætningsfuld journalistik
I dagens Politiken undersøger den corona-affirmative journalist Anders Legarth Schmidt i en helsidesartikel bevægelserne i de forskellige tal, som skulle angive, at sygdommen har udviklet sig negativt. Han kommer frem til følgende:
- Smittetallene har i det seneste uger været aftagende, selv i absolutte tal.
- Sætter man antallet af smittede i forhold til antallet af testede, som han mener vil være det mest korrekte, så forsvinder det seneste ”udbrud”. Hans tal for dagene i uge 33 er følgende: 0,5% – 0,4 – 0,5 – 0,3 – 0,3 – 0,5 – 0,2. Jeg kan supplere med, at tallene i uge 32 svingede mellem 0,2% og 0,4%, og i uge 31 mellem 0,2% og 0,3%. Dette tal har ligget stabilt lavt siden starten af juni. Kun i uge 28 og 29 var tallet helt ekstraordinært lavt mellem 0,1 og 0,2. Til sammenligning svingede disse tal i uge 11 fra 2,6% til 16,1%, men dengang testede man heller ikke ret mange.
- Det almene smittetryk er ifølge SSI-tal fra i går faldet til omkring mellem 0,5 og 1, afhængig af opgørelsesmetode.
- De smittede er unge, som ikke bliver syge, og de gamle bliver ikke smittet videre.
- Næsten ingen er indlagte.
Med disse konklusioner, så tror man jo, at journalisten fortsætter i et lidt kritisk spor, men det gør han ikke:
Anders Legarth Schmidt synes, at vi skal ”danse med coronaen”. Denne dans finder sted i noget han kalder for ”vores opførsel”, f.eks. i ”kantiner”, i Netto, ved universitetets introduktionskurser, ved knus og kram, og vi skal leve med ”indtørrede hænder” osv..
Hvis “vi” ikke “opfører os”, så “springer coronaen videre” hedder det faretruende fra smittebærerens dagblad.
Denne ”vores opførsel” er en ”stor coronajoker”, siger han. Han fortæller, at vi skal ”holde paraderne oppe” ellers får det ligefrem ”gigantisk betydning”.
Men siden ”genåbningerne”, som er biopolitisk kode for ”forstærket nedlukning”, er der ikke sket en pind, på trods af drakoniske risikomodeller som angiveligt var baseret på såkaldte ”matematiske modeller”.
Alligevel er der nu mundbind og vagtværn og diskursiv lukning over hele linjen, og alligevel skal vi ”danse”, og endda ”længe endnu”, står der. Det er ”Mette Frederiksens nye yndlingsudtryk”, lyder det lidt underdanigt.
Så Anders Legart Jensen dokumenterer, at der ingen sygdomsudvikling er, men alligevel taler han for adfærdsregulering på den mest nidkære klinge?
Link: Artiklen ligger ikke online.
7. Biostatens nye regnskab: Smitteregnskabet.
Man ville undgå en rød kurve, den kom aldrig. Man ville ligefrem forbyde børn at lege sammen.
Man var bange for, om man havde respiratorer nok. Det havde man. I skrivende stund er der én person i respirator.
Man var også bange for, at folk døde. Det gjorde de ikke. Næsten ingen dør. I Sverige dør folk cirka som under en hård influenza.
Så fokuserede man på indlæggelser, men næsten ingen blev indlagt. I skrivende stund er der 16 indlagte. Det er barokt.
Så genåbnede man med vilde prognoser, men der skete ingenting.
Så panikkede man, fordi der var en demonstration i hovestaden og en ved Randers fjord og en minkfarm. Der skete intet. Og så videre.
Man var ved at miste magten.
Men nu pr. 14. august har regeringen pludselig droppet alle disse tal, som altså er lave som Marianergraven. I stedet vil man nu implementere sit ”ekstreme forsigtighedsprincip” på “smitten” som sådan. Pyt med at folk ikke bliver syge og ingen dør. Nu må ingen blive smittet. Alle er potentielle smittebærere. Stiger et smittetal med ganske få tilfælde, går politikere og medier amok.
Folk skal bære en app og skal kontrolleres af vagtværn. Der testes 100.000-vis og det koster milliarder, har jeg ladet mig fortælle. Man finder næsten ingen smittede, men altså selvfølgelig nogle få.
Derfor lukker man gymnasier i hele Aarhus, selvom ingen børn eller unge er døde af sygdommen i hele landet. Faktisk er der kun død en eneste person under 50. Og studerende introduceres til deres studier over mobilen.
Professor Søren Riis Paludan er kritisk:
”I begyndelsen havde vi en målsætning om, at vi ikke måtte løbe tør for respiratorer og så videre. Det kom vi aldrig i nærheden af. Siden har det aldrig været udtalt, hvad målsætningen er. Vi har næsten ingen hospitalsindlagte, så hvad er målet nu? Nul smittede? Her skal man bare huske, at den totale inddæmning af virus ikke er foreneligt med et åbent samfund.”
Paludan har mere ret, end jeg tror, han ved. Regeringens nye ekstreme forsigtighedsstrategi, som går direkte på smitten, er ”ikke foreneligt med et åbent samfund”. Strategien er en totalitær profylakse, som omdanner menneskets eksistentiale til at være smittebærer. Og imellem disse ensomme eksistenser befinder sig to objekter, nemlig masken og skærmen. Mennesket er et digitalt neutrum.
Hvorfor finder nogen – især de unge – sig i det? Jeg forstår det ikke.
8. Gymnasierne
A
D. 21. august har rektorer og bestyrelser fra alle gymnasier i Aarhus på vegne af deres elever fået nok, de har skrevet et fælles brev til regeringen, hvor de protesterer mod lukningen af byens ungdomsuddannelser.
https://www.facebook.com/aarhuskatedralskole/posts/3244322432301239
Og dagen efter skrev samme kreds af gymnasierektorer direkte til byens borgmestre og relevante rådmænd.
https://www.facebook.com/aarhuskatedralskole/posts/3247002308699918
Tak for dette mønstereksempel på politisk dannelse og samfundssind.
B.
TV2-øst fortalte samme dag om rektor Martin Ingemann fra Egå Gymnasiums kritik af nedlukningen af de aarhusianske gymnasier og om gymnasielevernes protester.
I hele Midtjylland er der indlagt 5 personer med Corona og ingen på intensiv. Der er døde 0,0000 mennesker under 30 i hele landet.
Men de unge skal holde for. Heldigvis er der nu kritik.
Martin Ingemann og hans bestyrelsesformand Niels Petersen er også medunderskriver på alle aarhusianske gymnasiers brev til regeringen, som jeg omtalte under pkt. A.
Links:
Artikel på TV2-øst: https://www.tv2ostjylland.dk/aarhus/rektor-i-aarhus-vi-er-ved-smide-tre-aargange-paa-gulvet
Sagen blev dækket i flere af de nationale medier, herunder Danmarks Radio:
C.
Ifølge professor Søren Riis Paludan er der ikke grundlag for at opretholde de biopolitiske restriktioner på de aarhusianske gymnasier og heller ikke mere generelt.. Det kan man læse om her:
https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7895694/Professor-om-dagens-coronatal-
D.
På en stor uddannelsesinstitution i Esbjerg, “Rybners”, som huser stort set alle de ungdomsuddannelser, man kan komme i tanke om, skal elever og lærere nu gå med mundbind overalt undtagen i klasseværelset.
Det har rektor bare sådan lige bestemt. Mærkeligt at have en sådan enevældig magt. Lærerne skal endda have “visir” på.
Selv en af de helt store forsigtigheds-ideologer, virologen Allan Randrup Thomsen, er kritisk. Jeg var lige ved at falde ned af stolen, må jeg indrømme, af glæde of course.
På UC-syd er prorektor, Alexander von Oettingen, også klar til at indføre mundbind, hvis de unge ikke kan “overholde afstandskravet”, som han udtrykker det. Det er biopolitisk opdragelse, så det klodser. Meget skuffende udmelding fra den ellers gode von Oettingen.
På EUC-Syd er der mere proportionalitet. Her siger direktøren, at mundbind er “for langt at gå”, men dog kun “lige nu”, som det truende hedder.
DR har intervievet tre elever, som lyder meget tilfredse. Jeg fælder en tårer. Men de slipper for hjemmedatalæring, fremgår det, og de vil gerne følge “skolens forsigtighedsprincip”, som det kaldes i det biopolitiske nysprog. I stedet får de mundbind på.
Ingen ved hvorfor, for ingen unge lader til at blive syge af coronaen. Men måske skal alle børn og unge bare gøres gamle? Er hele samfundet en slags plejehjem?
Den omvendte logik lader til at være følgende: Jo bedre biostatistikken udvikler sig, desto stærkere profylaksiske foranstaltninger sætter lokale og opskræmte ledere i værk.
E.
Visir-læreren:
På den københavnske handelsskolekoncern Niels Brock gennemtvinges nu, at lærerne skal bære visir i undervisningen.
Det er ikke noget sundhedsmyndighederne anbefaler, men noget rektoren sådan lige synes. Han siger: “Vi vil hellere gå et skridt længere end et skridt for lidt”, og så gentager han det lige, så vi har forestået, selvom alle de biopolitiske tal nærmest er i nul.
Rektoren udtrykker dermed den Mette Frederiksen-filosofi, som har hærget samfundet siden d. 11. marts exact, og som har udryddet proportionalitet og politisk dømmekraft.
Dengang hed det radikaliserede og biototalitære princip “en død er en død for meget”. Nu er denne radikalitet på en måde blevet radikaliseret. Nu hedder det snarere “en smittet er en smittet for meget”. Dermed er den totale profylakse radikaliseret til en total behandling. Adfærden tager udgangspunkt i: “Du er allerede smittet”. Gymnasiet er dermed et slags hospital. Opdragelsen er hospitaliseret. Biostaten agerer pædagogisk.
I nogle klasseværelser har rektor også hængt plexiglasplader op.
På andre gymnasier er der mundbind og vagtværn, dog ikke i klasserne. Det kommer også på Niels Brock lige om lidt, fornemmer man (jvf. udtrykket “endnu”). I Aarhus ligger undervisningen underdrejet på sjette måned. Ungdom er vist sådan en slags biopolitisk forbrydelse.
Lærerne støtter deres antipædagogiske rektor. De er bange. Hvorfor er de lærere? Jesus og Sokrates var ikke bange, og de havde endda grund til at være det.
Direktøren for koncernen efterspørger mere “fleksibilitet”.
https://gymnasieskolen.dk/laerere-skal-undervise-med-visir
F.
I anledningen af at stort set ingen dør, indlægges, er på intensiv eller er i respirator – og at denne tilstand nu har varet i månedsvis — så er det da bare så dejligt “ekstremt forsigtigt”, at man sådan lige oven i købet ødelægger den kollektive transport og udsletter både ansigtet og ungdommens skoleliv.
Hvor kommer denne totalitære skolefjendtige profylakse fra?
9. Jonas Herby om svenske dødstal
Cepos’ Jonas Herby reflekterer over de ganske normale svenske dødstal, som endda er korrigerede.
http://punditokraterne.dk/2020/08/23/here-comes-metteeee
10. Nye mundbindsregler i skolerne
Biostaten lægger nu for alvor sin klamme smittehånd over landets pædagogiske liv. Dermed omdannes elever til “smittebærere”. Selv når eleverne demonstrer, er de “smittebærere”, iført bind og afstand så de kun kan kommunikere via apps og lange øjne.
Først lukkede man gymnasieleverne ude af deres skoler, iførte dem masker og ledsagede det hele af adfærdsregulerende vagtværn.
Og nu orkestreres en smitteopsporingssystematik for folkeskolens børn, som også selektivt kan iføres masker mere eller mindre efter panikramte skolelederes forgodtbefindende, og hele klasser skal lukkes ned, hvis en enkelt er smittet osv..
Imens går alle statistikker i bund. Men biostaten stopper ikke, før alting er helt i 0,00000. Det vil sige, før alt liv er parkeret bag lås og slå i et teknologisk og ansigtsløs profylaktisk jerngreb.
Om børns brug af masker: https://www.folkeskolen.dk/1851258/ministeriet-svarer-paa-spoergsmaal-om-mundbind-i-skolen
Om smittekontrol på skolerne: https://www.folkeskolen.dk/1851498/sundhedsmyndighederne-vil-nu-overvaage-smitte-paa-skoler
Undervisningsministeriets nye retningslinjer: https://www.uvm.dk/aktuelt/i-fokus/information-til-uddannelsesinstitutioner-om-coronavirus-covid-19/spoergsmaal-og-svar/grundskolen
11. Bill Gates og frihedsbegrebets problemer
I dag, pr. d. 26. august, har man fundet 57 smittede i hele DK. Der er kun 19 indlagte og ingen dør. Og ifølge ourworldindata er smittede/testede-forholdet helt nede i 0,2%. Det jo absurd lavt.
Men alligevel strammer staten den biopolitiske skrue overalt, ikke mindst over for børn og unge og rejsende, men også mere bredt. Det myldrer med datalæring, bureaukratiske mellemrestriktioner, visirer, masker og vagtværn.
Så jo bedre det går, desto flere restriktioner. Nedlukningens filosofi breder sig ned i detaljen. Samfundet som sådan skal hospitaliseres.
Og allerværst, Frihedsbegrebet gøres nu til et problem, som sættes i modsætning til asiatiske styres effektivitet. Det sker f.eks. for Bill Gates i dette interview. På den måde bekræfter han den uddannelsespolitiske tendens i OECD, hvor direktør Andreas Schleicher har brugt PISA-placeringer i samme kinesiske logik.
Dermed svækker man mulighederne for politisk handling i f.eks. Hongkong og i Hviderusland, men også herhjemme. Og i dag har politikerne i Berlin ligefrem forbudt en coronakritisk demonstration. Begreber som pædagogisk og videnskabelig “frihed” vil også tage skade ligesom det folkelige liv generelt.
Links
Interview med Bill Gates: https://www.marketwatch.com/story/bill-gates-the-worst-of-the-pandemic-is-yet-to-come-and-freedom-played-a-part-in-the-disappointing-us-response-2020-08-20?
Om situationen i Berlin: https://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE12370683/berlin-forbyder-coronademonstration/?st=1&
12. IMHE’s maskeberegninger og finansiering
I Danmark er der døde svarende til 25% af en influenza, dvs. 623 personer. Det er sket uden brug af masker, og tallet er stagneret kraftigt siden genåbningen.
Men det amerikanske forskningscenter IMHE forudsiger alligevel, at hvis vi ikke implementerer såkaldte “universal masks”, så vil dødstallet i Danmark allerede pr d. 1. december 2020 stige med over 500%, nemlig til 3829, dvs. svarende til 1½xinfluenza, hvilket jo ikke engang i sig selv ville kunne begrunde en nærmest uendelig nedlukning.
Men uanset, så er IMHEs tal absurde. Usikkerheden er da også uden sidestykke, nemlig mellem 796 til 19327 døde. Det minder om Kåre Mølbaks “matematiske modeller” ifm. genåbningscenarierne i april, som skulle forskrække de biopolitiske kadrer, hvilket også skete. Mølbaks forudsigelser viste sig at være helt hen i vejret. Det var dengang, Mølbak også ville forbyde børn at lege sammen.
Jeg har noteret mig, at IMHE har modtaget en donation fra Bill Gates på hele 279 mio. dollars, dvs. ca. 1,8 mia. kr., til at lave de vilde prognoser.
Og Bill Gates ser “frihed” som et problem. Det ved vi fra det interview, jeg omtalte i afsnit 11. Til gengæld er han et slags medium for den syntese mellem tech-kapitalisme og global kommunisme, som nu kan udfylde mellemrummet mellem de skræmte maske- og visirbårne afstande, så al “leg” forsvinder.
Links:
IMHE’s forudsigelser for Danmark: https://covid19.healthdata.org/denmark?view=total-deaths&tab=trend
Direktørens erklæring: http://www.healthdata.org/about/director-statement