1. Poetisk bearbejdning: Skoven
a.
Ridderen, som kommer fra skoven, elsker ærten, så må han tage reglen med. Heldigvis har han sit skjold.
(prinsessen er hans regel: Lidt irriterende nogle gange, men også tilværelsens bevægelige struktur, en bølgende fletning).
Prinsessen elsker skoven, så må hun tage kragen og træskoene med
(Hvor er han? Her er lidt mørkt, hun farer vild og griber ham, da han falder ned fra træet).
Det er afhandlingens begyndelse.
b.
Når skjold møder skjold: Oh skræk
Når skov møder skov: Bøssens liv, et stort anlagt løbende og syngende mørke, hvor piger spiller på instrumenterne.
c.
Når regel møder regel: Oh skræk
Når ært møder ært: Det lesbiske liv, en rødmende blødhed under madrasserne.
d.
Hvis ridderen er uden prinsesse, mister verden regler, skoven gror til. Ridderen bliver til en mand.
Hvis prinsessen er uden ridder, mister verden interesse, ærten græder. Prinsessen bliver til en kvinde.
Citat: ”Du klatrer rundt i dine træer hele dagen, Pas på, du ikke falder, Falder ned i mine arme” (Fra Rigmors sang ”træ”, https://lyricstranslate.com/en/rigmor-tr%C3%A6-lyrics.html)
2. MeToo i Politik
I dag har 322 kvinder og Politiken været en tur i fornedrelsens land.
Avisen har trykt et brev fra 322 kvindelige politikere, og brevet var vedhæftet 79 små twitteragtige mere eller mindre lumre erfaringer med unge kolleger og ældre chefer. Der er ingen afsender, ingen sammenhæng, ingen dato, ingen adresse og ingen ret. Det er anonymiserede lunser af tilfældige og pornografiske ord, som undergraver kvindens selvstændighed på det groveste og er en skændsel for publicistisk virksomhed.
Nu kaldes der på samtykke og regler og kønsfrie arbejdspladser, og disse kald går hånd i hånd med angst, berøringsforbud, whistleblowers, evalueringer, digitalisering og teknificeret kønskonstruktivisme. Det er den helt forkerte vej for landets mænd og kvinder efter min mening.
Men hvad så?
Lad mig først sige, at ligesom jeg ikke har den mindste respekt for de ansigtsløse kvinder, som er trådt frem med deres flagrende og grimme ord, så har jeg heller ingen respekt for de mænd, som forveksler kønslivet med en pornofilm. Det hele er så uværdigt og hæsligt, at det er til at få ondt i pikken af.
Lad mig dernæst sige, at Danmark er et af de mest ligestillede samfund, der findes. Her hersker en udstrakt kønsfrihed, som alle jeg kender eller har kendt har haft stor glæde af at være i og deltage i, og der findes et vidt forgrenet net af børnehaver og orlovsordninger, der understøtter denne praksis. Det giver en frimodighed og en vekselvirkning, som ind imellem er den gammeltestamentlige højsang værdig, og det er en fornøjelse af følge de unge kæreste- og ægtepar ud til denne kultursammenhæng.
Det er DETTE poetisk-demokratiske kønsliv, som er kulturens kerne. Alt det skrækkelige bræk, som Politiken og andre mener er ”en sexistisk kultur”, og som man nu vil forsøge at komme af med ved at regel- og samtykkebasere det erotiske liv, er undtagelser.
Disse undtagelser har i et eller andet omfang har rod i naturens udfald. Der vil altid være mænd, som forløber sig. Spørgsmålet er, hvad man gør ved naturen i sin undtagelsesform, men spørgsmålet er ikke, hvordan man dræber naturen som sådan.
Som det er nu, er man gået i gang med at rive et skønt hus ned, fordi der er en punkteret rude i gæsteværelset. Denne ondskab mod kvinden, kalder man så for ”feminisme”.
Men hvad så? Mine svar er følgende:
1.
Opdrag dine døtre i kunsten at give en lussing, hvis mandenaturen tager et af sine undtagelsesvise ulækre udsving. Det kan være en fysisk lussing med flad hånd eller en lussing formet af ordenes lammende tråde eller begge dele. En sådan lussing er kvindeopdragelsens kunstværk. Sådan skal den hænge på væggen! Find evt nogle andre døtre, som også kender kunsten. Det kaldes for “girl-talk”.
Hvad er fordelene ved det? Jo, det er, at kvinden styrker sin selvbevidsthed, og at manden lærer at skamme sig.
Først skammen: Hvis f.eks. en mellemleder forløber sig og får en hård og velanbragt lussing af en ung kvinde, så vil han aldrig mere forløbe sig mod hende igen. Han vil endda i reglen være som et lam, endda et skamfuldt lam. Han vil skamme sig og frygte kvindens hævn i fremtiden. Denne mand vil nu være opdraget af kvinden.
Dernæst selvbevistheden: Efter lussingen kan kvinden forlade manden i fuldstændig selvbevidsthed, med svajende kjole, under skøn fanfare og med stolt og rank ryg.
Hun vil nu gå med store skridt ned på Rådhuspladsen og lytte henført til en sanger, som protesterer mod mundbind og coronasamfund.
Under Københavns måne vil hun hengive sig helt uden samtykke og i fuldstændig passivitet til den unge sangers ord og krop. Begge vil synge frit. Herefter vil de blive gift i kirken og støtte hinandens livsbaner og få små børn. Disse børn vil blive opdraget i syngende selvbevidsthed, og de vil se romantiske film om, hvordan man kan få hinanden på mange måder. Og ingen fra den familie vil nogensinde underordne sig et samfund eller en relation, som ikke er baseret på frihed. De vil være demokrater af guds nåde, og det hele kommer fra en lussing, som kvinden gav i sin ungdom.
Men den mellemleder, som havde forgrebet sig, han vil sygne hen i skam og være en kedelig og tør husbond for den kvinde, som måtte bøje sig for hans nu tavse og akavede kys. Han vil melde sig ind i ethvert parti, som støtter magten. Men fordi han engang fik en lussing, så vil han trods alt gøre det med dårlig samvittighed, og han vil derfor altid takke den unge kvinde, som han fik lussingen af som en gave. Og hver gang han takker, vil han trods alt få et ægte kys af sin hustru.
2.
Resten – altså deciderede overgreb – må loven tage sig ubønhørligt af. Altså en ægte lov under frihedens og ikke samtykkets regel.
Link til Politik-metoo: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7938429/En-blandt-os-blev-til-et-politisk-landsm%C3%B8de-spurgt-af-et-mandligt-medlem-om-den-korte-kjole-var-et-tegn-p%C3%A5-at-hun-gerne-ville-kneppes-af-ham-senere
3. To radikale traditioner
Hvad er på spil i RV? Jeg ved det. Svaret finder man i et digt fra 1932.
Digtet er en hyldest til den tyske teolog Karl Barth. Det handler om, hvordan et stort Guds Nej kan afstedkomme et kæmpe Ja til livets ting. Karl Barth var hovedinspirationskilde til den teologiske bevægelse Tidehverv, som ville redde Gud efter skyttegravene, og som fik afgørende indflydelse på dansk åndsliv og politik via et sammensurium af hjemlige inspirationer fra Kierkegaard, Grundtvig og det moderne gennembrud.
Dette digt bærer RV’s konflikt i sig. Hvordan det?
Digtet er skrevet af Bodil Koch (1903-72), som sagt i 1932. Koch blev efter krigen socialdemokratisk kirkeminister og kulturminister, og hun var stærkt kvindepolitisk engageret. Hun var også teolog og desforuden gift med Hal Koch, som selv var teolog og en slags dannelsesprins for centrum-venstre efter krigen, ikke mindst pga. hans opfattelse af demokrati som en livsform med rødder hos både Sokrates, Jesus og Grundtvig.
Koch-ægteparret stiftede Krogerup Højskole, hvor de nye venstretidehvervske principper skulle udleves. Blandt lærerne var ægteparret Else og Mads Lidegaard, som var interesseret i Grønland, Grundtvig og mange andre ting. Kort sagt: Top of the pops.
Der er altså en dyb forbindelse mellem Tidehverv og det moderne centrum-venstre som åndsbevægelse.
Else og Mads fik sønnerne Bo og Martin Lidegaard. Bo blev chefredaktør for den radikale avis Politiken, mens Martin blev decideret politisk aktiv hos de radikale. De to brødre voksede op på Krogerup Højskole, hvor Else og Mads boede og underviste i Bodils og Hals ånd. Ude i samfundet slyngede reformpædagogik og grundtvigianisme sig om hinanden. Skolehistorikeren Roar Skovmand knyttede forbindelsen fra Krogerup til lærerhøjskolen og seminarierne.
Flere af Auken-folkene var også i omegnen, blandt andet Gunvor, som var gift med Informations venstrefløjs-grundtvigianer Ejvind Larsen, og Margrethe. De var VS’ere og SF’ere. Også de var knyttede til Tidehvervs tankegods omkring den grundtvigsk-moderne Studenterkredsen, som havde eksisteret siden forrige århundrede som en slags motor for ”åndsfrihed”, der jo stadig er nævnt i folkeskolens formål. Og Svend Auken var vist nok også med i kredsen, selvom han ikke var teolog. Ida Auken skrev endda bogen ”Dansk” forrige år, hvor hun talte varmt om danske teologiske traditioner, og hun skrev også speciale om netop Karl Barth. Broderen, Sune Auken, skrev disputats om Grundtvig.
Tidehverv blev ganske vist spaltet i 1960’erne. Udbryderne blev til 1970-80’ernes centrum-venstre. Løgstrup var iblandt dem. Det var kort sagt grundtvigianerne. De endte hos SF, Socialdemokratiet og de radikale, og de fik en vis indflydelse på skolereformerne i 1975 og 1993 og på de folkelige bevægelser på venstrefløjen. Det var sekulariseret ånd. Det store Ja, men dog nej til EF. De tilbageværende tidehvervsfolk var Kierkegaard-folk, endda den sene Kierkegaard. De skabte Dansk Folkeparti. Her var det Nej’et, der fik overhånd. Senere blev denne ulykkelige spaltning mellem den tidlige Grundtvig og den sene Kierkegaard forstærket af indvandringen, og til sidst blev det hele smadret af den ny centrum-venstre konkurrencestatsideologi, som gjorde alle til indvandrere.
Martin Lidegaard og Ida Auken er altså ud af hele denne venstretidehvervske sammenhæng, som selv har rod i tidehverv som sådan fra 1920’erne og videre tilbage fra 1800-tallet.
Sidst, denne sammenhæng markerede sig, var for et par år siden på folkemødet. I Højskolernes telt endte Sørine Gotfredsen og Ida Auken i den helt store forbrødring, mens klapsalverne rungede i flere minutter. For en kort stund samledes det gamle Tidehverv igen. Det var yndigt.
Fra 1990’erne voksede et teknokratisk opgør, som var præget af konkurrencestatstemaer, frem hos RV. Det startede i det små med Uffe Elbæks deltagelse i Kompetencerådet og med Vestagers tid som undervisningsminister, men disse bevægelser blev i starten holdt i skak af Marianne Jelved, som jo var ud af den seminarietradition, som lå tæt på Koch, Lidegaard, Ole Vig Jensen og Auken. Partiet stemte da også imod den teknokratiske folkeskolereform i 2006. Men teknokratiet fortsatte i dybden hos scient.pol.’en Morten Østergaard og hos hans scient.pol.-væbnere Zenia Stampe og Sofie Carsten Nielsen, hvor traditionen var totalt fraværende. I forbindelse med arbejdet med 2013-skolereformen, som var en forstærkning af 2006-reformen, var RV da også fyr og flamme. Det var sørgeligt. Et politisk parti uden fortid og pædagogik kan ikke være politisk.
Bodil Koch tabte i den forstand stafetten i 2007 og endnu mere i 2013, hvor RV blev til et banalt teknokratisk konkurrencestatsparti. Kvinden tabte til det ”feminine”. Få år senere røg Martin Lidegaard helt ud af ledelsen.
Det, der skete med Østergaards afgang, er blot, at teknokratiet har forstærket sig selv med en identitetspolitisk og nidkær regnskabs-feminisme som ledsager, hvor hele verden er fyldt med ond ”kultur”. Denne forstærkning kunne ikke bruge Østergaard til noget, så ud med ham. Så i stedet for teknokrati får vi feministisk teknokrati. Med ondt skal ondt fordrives. Det er en slags moderne gennembrud i en radikal forfaldsform, som kaldes for identitetspolitik og verdensmål med åndstraditionen i Marianergraven. Det er et frontalt opgør med det historisk-poetiske, som elsker kønnenes og det sociale livs udtryksformer. Faktisk står Jens Rohde efter eget udsagn for en mere klassisk Brandes-linje, og med sin støtte til Lidegaard holder han jo også på Bodil Koch-linjen i den aktuelle sammenhæng. I sit facebookopslag d. 15. oktober skriver han ganske vist, at Auken er tilhænger af ”den gamle udgave af Grundtvig”. Men det passer ikke. Hun tilhører den grundtvigske modernisme, som netop har indoptaget det moderne gennembruds dyder, dvs. ånden fra Bodil Koch. Så snart han opdager det, får han det lettere.
Bodil Kochs stedfortrædere forsøgte for et par dage siden at stille op med Martin Lidegaard som alternativ til Carsten Nielsen, men scient.pol.-damerne fik kuppet ham ud af sideporten ved at kolportere nogle luftbårne rygter, sådan lidt ala pigegruppen i folkeskolen.
Men så svarede den virkelige prinsesse, Bodil Koch, igen, nu via Ida Auken, som i går – formodentlig i fuld forståelse med Jelved og Lidegaard – satte sit venstretidehverv/Hal Koch/seminarie-angreb ind på teknokratiet, endda i en nyfeministisk sprogdragt.
Man må da håbe, at Auken/Jelved/Ride/Lidegaard vinder. Det er dansk essens mod identitetspolitisk teknokrati.
Hvad med partiets formand, Svend Thorhauge? Ja, han er splittet. Han er selv ud af højskoletraditionen, men var i sin studietid optaget af Niklas Luhmanns systemteori, som ledsagede de teknokratiske 00’ere big time, og som jo stod for et frontalopgør på den grundtvigske tradition. Derfor er han faktisk mest til Carsten Nielsen+lidt skønsang efter min vurdering.
Corona er ikke de radikales tema. Man er mere interesseret i lumre skandaler, som dækker over åndshistorien. Men hvis partiet havde tid til at drøfte emnet, vil de måske mene, at coronaen er et positivt forvarsel til et bedre samfund? Denne eklatante fejl fremturer Bjørn Bredal, en af højskolefolkene, med i en aktuel kronik i Politiken. På en måde svarer det godt til Hal Koch, blot til den uheldige side af Koch, som jo bifaldt den underdanige samarbejdspolitik med tyskerne under krigen, faktisk i opposition til Løgstrup, som pludselig var blevet handlingens mand. Bo Lidegaard førte samme underdanighedslinje på Politiken, dengang Corydon kørte showet omkring skolereformen. Lidegaards far var ellers modstandsmand. Så var der mere schwung over Bodil, som jo var decideret tidehvervs-poet, hvilket altid har borget for en god moralsk styrke sådan lidt a la Kaj Munk og Inger Merete Nordentoft, uanset om man var enig eller ej. Faktisk tror jeg, at Bodil ville blive mere på jorden uden mundbind, så måske er det åbne ansigt RV’s egentlige oprindelse?
Bodil Kochs digt fra 1932? Jeg fandt det i Studenterkredsens blad fra maj 2020. Det kommer her. Og det vidner om en stadig og tavs struktur i landets politiske og åndelige liv, forbindelsen mellem ja og nej:
1.
Et billede – van Goghs gyldne hvedemark
et blomsterbundts form, dets dybe lilla farve
og glæden ved mennesker fylder mig i dag
Fylder mig i dag.
2.
Jeg læser en bog, en bog der ved,
at over alt dette står der skrevet et nej.
Guds nej over hver ting, jeg holder af.
Hver ting jeg holder af.
3.
En bog der ved, at ud af dette nej
fødes et ja, som er det eneste.
Et ja til det umulige, det ikke-værende,
det ikke værende
som er.
4.
Jeg vælger billedet og blomsten, dig og mig,
Jeg siger ja til hver en ting, jeg holder af.
Guds nej ved ligefuldt, at jeg er den værende,
At jeg den værende
er ikke.
(også bragt i som debatindlæg i Kr. Dagblad, d. 16. oktober: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/lektor-de-radikales-krise-er-en-dyb-strid-mellem-venstretidehvervske-hoejskolefolk-og)
3. Skovens forsvinden
Umiddelbart virker Morten Østergaard ikke som et mandfolk, mere som en lille dreng uden skov. Til gengæld virker Lotte Rod som et kvindemenneske, et snefnug, en ært uden regel. Sofie Carsten Nielsen virker også som et kvindemenneske, men her som en regel uden skov. Til gengæld virker Martin Lidegaard som et mandfolk fra Krogerups skove, men nu må vi se, om han også er en ridder. Lidegaards prinsesse, Marianne Jelved, klædte ham på og stod bag med fuld regel. Udover Jelved var der ingen dronninger eller prinsesser i miles omkreds. Der er kun en dreng, et par kvindemennesker og altså måske et mandfolk. Og hvor er moderen? Er hun opslugt af ekstremistisk profylakse, hvor alt liv lukkes inde i en livmoder uden en ridder i miles omkreds? Men kan man så være en moder? En moder må have et fædreland. Men så nærmer vi os skovene og prinsesserne.
5. Teologisk bearbejdning: mand, kvinde og barn
Først skabte Gud mennesket. Det sker både i kapitel 1, i den store skabelsesakt, og så en gang til i kapitel 2, hvor mennesket skabes af ”jord og Guds livsånde”. Først bagefter lavede han en pæn skov, som blev kaldt ”Edens Have”.
Det er altså ikke manden og ikke kvinden som skabes, men mennesket. Han hed så Adam, men det var ikke et drengenavn på det tidspunkt, blot et menneskenavn. Ja, Adam betyder slet og ret ”menneske”.
Så ser Gud, at hans menneske er alene. Derfor skaber han et andet menneske ud af det første. Så er de to mennesker. Stadig har de ikke noget køn.
Adam kalder sit medmenneske for ”kvinde”. Og første fra dette øjeblik omtales Adam selv som en ”mand”. Først her er kønnet skabt, altså i forbindelse med den almindelige navngivning, som Adam har gang i. Men vi er stadig i Paradiset. Kønnet skabes før syndefaldet.
Først da Adam giver sin medhjælp navnet ”kvinde”, bliver han selv en mand.
Så på en måde kom kvinden et splitsekund før manden, som selv lige før havde været ukønnet menneske, som ikke var en mand. Konklusion: De to køn skabes på (næsten) samme tid i samme sproghandling og ud af den almene skabte kategori ”menneske”, som består af jord og ånd og liv.
Manden kom altså nærmest sidst, men med en oprindelig erindring fra ensomheden i Edens Have, dvs. fra skoven. Kvinden husker også skoven, men kun i tosomhed.
Kvinden har på dette tidspunkt endnu ikke noget navn, som Adam jo har det, men ordet “Adam” betyder blot menneske, så på en måde er det ikke rigtigt et navn.
De to mennesker går rundt i haven uden tøj på, og de skammer sig ikke. Det lyder altså utroligt hyggeligt.
Så kommer syndefaldet, som skyldes kvindens lokkende sanselighed og mandens halsende nysgerrighed. Gud skælder ud og lover blod, sved og tårer både på marken og på fødselsgangen, samt underkastelse i skidt og kanel (Senere fortryder han lidt, men gjort er gjort).
Lige her, efter al skæld-ud’en og i en pudsig indskudt sætning, navngiver Adam sin ledsager endnu en gang. Nu ikke blot som ”kvinde”, men også som ”Eva”.
Begrundelsen herfor angives at være, at Eva jo nu skal være ”mor til alle mennesker”. Så kvinden kom før ”moderen”. Og Moderen kom sammen med kvindens kaldenavn. Og navnet Eva betyder da også “alt levende”, så det hele passer så godt.
Lige efter, at Adam har givet kvinden navnet ”Eva” og altså omtalt hende som ”alles moder”, fortryder Gud pludselig sin overdrevne straf og bliver lidt omsorgsfuld. Det er som om, han bliver lidt rørt af det der med ”moderen”. Gud giver derfor de unge mennesker lidt skindtøj med på rejsen. Han siger også, at mennesket nu er ”blevet som en af os”. Så mennesket er blevet lidt som en Gud, hvilket jo også lå i det med ”livsånden og alt levende”. Der er en livsfilosofisk forbindelse mellem kvinden og Gud (hos de radikale hedder det: Livs-hånden:-)). Måske betyder udtrykket ”en af os” også, at Gud er ved at lære af mennesket.
Her slutter denne del af historien. Bagefter kommer alt det med Kain og Abel og agerbruget.
I Kapitel 5 opsummeres logikken: Først skabes mennesket, og mennesket ligner Gud. Derpå skabes manden og kvinden i ét hug. Så igen: Adam er ikke en “mand”, før hans ledsager får navnet ”kvinde”.
Herefter kommer kapitel 6 og 7, som er Guds forsøg på at plante lidt moral ind i den omsiggribende hedonisme. ”Gudssønnerne” synes jo, at ”menneskedøtrene” er smukke, og de knalder alle sammen løs og bliver ”talrige”. Derfor siger Gud, at mennesket kun kan blive max 120 år. Godt med en effektiv sundhedsstyrelse. Så nu har vi både køn og alder og samvittighed.
Nogle af de voksende menneskemængder er derudover også onde. Gud fortryder sin skabelsesakt og måske også sin syndefaldsstraf, hvor han jo på en måde mistede den daglige kontrol. Han beslutter sig derfor for at udrydde alle. Han laver en syndflod.
Men igen, sidst i kapitel 8, fortryder Gud big time. Han siger, at han ”aldrig mere vil forbande jorden, på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af”, og han vil aldrig mere ”udrydde alt levende”, som han ”netop har gjort”.
Jeg har tre fortolkninger af Guds anden fortrydelse:
Den ene fortolkning handler om, at ”alles moder” og omsorgen efter den første fortrydelse – altså sammenhængen mellem ‘livsånden og alt levende’ – igen kommer op i Gud. Det vil følge logikken fra den første fortrydelse.
Den anden fortolkning knytter sig direkte til tekststedet. Her står der, at Gud indånder ”den liflige duft” af Noas “brændoffer”. Noas kirkehandling giver simpelthen Gud lidt selvfølelse efter hans enorme arbejdsindsats og lejlighedsvise fejltagelser.
Og nu er vi fremme ved pointen: Den tredje grund til Guds fortrydelse er nemlig, at mennesket jo kun ”vil det onde fra ungdommen af”. Det betyder, at barndommen er ud af ham selv og dermed i en særlig kontakt med Edens Have, dvs. før syndefaldet. Barnet er fra ”skaberens hånd”, som Rousseau sagde i 1762, dvs. uden synd. Barnet er ikke en del af arvesynden. Det er altså en god opdagelse, synes jeg. Det giver ganske vist et lille problem med ”dåben”, men vi er jo lang tid før kristendommen, så det kan vi lade ligge.
Måske er det derfor, at Rousseau i 1762 skriver sit opdragelsesværk til ”den kærlige og forudseende moder”, som skal tage vare på de ting, som udgår af ”skaberens hænder”, samtidig med, at han lader en lidt kønsløs hovmester, som ikke er faderen, opdrage Emile i et slags syndsfrit kundskabsparadis.
Man bør være tilbageholdende med at opdrage for meget på børn, som er gjort af Guds livsånde. De voksne må agte naturens børn på samme måde, som mennesket ifølge skabelsesberetningen skal agte naturen i almindelighed, i al fald hvis man følger teologen Ole Jensens analyse af bæredygtighedens teologi.
Herfra flyder så pædagogikken, barndommens uskyld og reformpædagogikken direkte fra Edens Have.
Måske er dette starten på forståelsen af Biblen som den proces, hvor ånden lærer mennesket at kende, livsånden i mennesket, som underviser sig selv.
6. Universiteter og dronninger
I et interview på tv2, forsøger Sofie Carsten Nielsen at trække veksel på Morten Østergaards forsøg på at gøre sin pligt over for Rod. Det her show er vist enden for de radikale, både moralsk og politisk. Alle rødder til den radikale tradition er nu kappet til fordel for en teknokratisk nyfeminisme, som ikke aner, hvad et mandfolk er, og som nu synker ned i et bundløst moralsk intet.
Østergaard holdt sit ord som en mand og beskyttede den unge snowflake-ært, som misbrugte sin nervøse erindring, men han blev underløbet på det groveste.
Og for mit vedkommende er det her også enden for Metoo. I starten var jeg noget skeptisk over for Marianne Stidsens kritiske analyser af fænomenet, men det er jeg ikke mere.
Derfor er den aktuelle metoo-manifestation fra universitetsverdenen heller ikke at regne for andet end en blanding af tilfældige episoder uden adresse, sammenhæng og dato og en ideologisk overophedning.
Der er ingen sexistisk “kultur” eller “hverdagssexisme” på universitetet, det kan jeg love for. Jeg har gået rundt på universitetet i nu 22 år i både hverdag og kultur og har aldrig oplevet eller hørt om det mindste. Derfor kan der jo ikke være tale om en “kultur” eller “hverdag”, det ligger i begreberne som sådan.
Tværtimod har der været ligeværd over hele linjen i alle 22 år; et ligeværd, som er opbygget af mænd og kvinder siden 1870’erne og også før, ikke mindst ved radikal hjælp, og som udgør “kulturen” som sådan, men som nu synker i grus i denne sexistiske anti-sexisme, som gør kultur og hverdag til ondt liv og reducerer alt til kønnenes laveste fællesnævner.
Interview med Sofie Carsten Nielsen: https://nyheder.tv2.dk/…/2020-10-08-lotte-rod-bad-selv…
Interview om uni-metoo: https://omnibus.au.dk/…/nu-rettes-metoo-spottet-mod…/…
7. Jelveds “superland”
Det radikale Venstre har forladt partiets tradition og er overgået til en nyfeministisk og livsfjendsk ideologi, som mener, at Danmark er sexistisk helt inde i hverdagen og kulturen, hvorved de selv bliver sexister.
Men hvad siger de rigtige radikale? Altså Jelved/Lidegaard-fløjen? Højskole- og seminariefløjen? Mand og kvinde?
Det kan man læse om i dag i Politiken. Her har Jelved nemlig et længere indlæg, som i al dets elegante tavshed siger alt:
Jelved skriver ikke et ord om køn eller race eller om den aktuelle sag. Hun svæver over vandene.
Jelved starter med at skrive om den radikale tradition og fortæller derefter, at det er “livgivende” med politisk samarbejde, og at Danmarks endda er et “superland”.
I en bisætning får hun lige sagt, at nogle radikale “kan ryge ud af en tangent”.
Det er det radikales måde at vise foragt for radikale på.
Superland mod sexistisk land.
De radikale har forladt de radikale.
Link til Jelveds debatindlæg fra d. 10. oktober: https://politiken.dk/debat/art7956676/%C2%BBDer-mangler-et-tillidsfuldt-samarbejdsklima-mellem-de-partier-der-i-f%C3%A6llesskab-vil-tage-ansvaret-p%C3%A5-sig%C2%AB
8. De radikales onde land
Jeg har nu forstået på de nye radikale ideologer, at Danmark er gennemsyret af systemisk-strukturel-kulturel racisme samt af både sexisme, patriarkalisme, neo-kolonialisme, slaveejermentalitet og almindelig ondskab, og at der flyder med corona-lig på gader og stræder.
Jeg har ganske vist aldrig oplevet noget af alle disse dårligdomme nogensinde. Jeg kender kun selvbevidste kvinder og mænd samt danskere og udlændinge, som omgås helt almindeligt, som det nu defineres i den ene og den anden kontekst. Jeg har heller ikke set nogle lig, bortset fra en død mus i udhuset.
Men jeg må jo bo på Pluto, og det er jo nok Plutos og ikke Danmarks historie og pædagogik, jeg har studeret.
Heldigvis er jeg enig med den tidligere radikale leder Marianne Jelved, som siger, at vi lever i et superland. Problemet er blot at dets politikere gør alt for at nedgøre det.
Den tidligere næstformand hos de radikale, Søren Bald, er vist enig med mig. Det kan man læse om i et læserbrev fra dagens Politiken, hvor han beskriver de nye sexisters ekstremisme. Bald forstår udmærket, hvis folk stemmer på nogle andre.
Måske er det snarere de nyradikale sexister, som bor på Pluto?
Bald er skolelærer og højskoleforstander. Dermed deler han arvegods med Jelved og Lidegaard, som har rødder i hele efterkrigstidens centrum-venstre dannelse.
De nysexistiske radikaliserede kvinder er derimod cand.scient.pol’er med ubestemt social arv. De står for en slags teknokratisk sexistisk feminisme, som reducerer landets rige praksisser til laveste fællesnævner.
Jeg er forresten også selv scient.pol., men heldigvis var min morfar præst og min farfar maskinmester. Begge havde de dejligste hustruer, som i dag ville have haft et fint job, men som ikke var spor undertrykte dengang.
9. Musikblad dræber musik og sprog
Den nye sexismes værste fjende er ikke bare radikale mænd med løse hænder. Det er sproget som sådan. Der er tale om en ren og skær kulturel destruktion.
Senest kan man se det i musikmagasinet Gaffa. Her skriver redaktør Sidsel Thomassen følgende til sine medarbejdere i et ondt brev, som hedder “Gaffa mod sexisme – et opråb og en påmindelse”:
“Det forventes med rette, at vi tager problematikken om sexisme i musikbranchen alvorligt og gør vores til at modarbejde de indgroede vaner, der er med til at fastholde os alle i et uddateret kønsbillede. Der, hvor vi primært kan sætte ind, er i vores brug af sproget. Sprog har en særlig evne til at fastholde os i gamle kønsstereotyper”
Og hvilke ord tilhører mon det “uddaterede kønsbillede”?
Jo, bladets skribenter anmodes om skribenterne blandt andet til at luge ud i ord som “alf, sylfide, fe, prinsesse, sexbombe, diva, viking, troldmand og hanløve.”
Og i et ledsagende interview i Politiken siger Signe Thomassen, at grunden til, at man efter hendes mening ikke bør bruge ordet “prinsesse”, er, at man i så fald antyder, den pågældende kunstner gerne vil være dronning, selvom en virkelig prinsesse netop er defineret ved at være ligeglad med at være dronning, men blot bliver det alligevel.
Det værste er blot dronninger, som aldrig har været prinsesser.
Så Annie Lennox er ikke en diva, og Dusty Springfield er ikke en prinsesse? og Elvis Costello er ikke en alf? Og Bruce Springsteen er ikke en viking? og Katy Perry er ikke en sexbombe?
Hvilket drab på kunst, pop og rock’n roll! Bladet ender i favnen på algoritme-journalistikken, dvs. i posthumanismen, som er dybt forbundet med den nye feminisme.
I de mest radikale versioner af den form for feministisk posthumanisme, som i særlig grad har forstået logikken, er det faktisk ikke manden, der er hovedfjenden, men derimod “moderen”.
Og uden moder er der ingen sprog, intet modersmål.
Det er faktisk ødelæggelsen af sproget, som efter min mening er den virkelige trussel fra den nye hypersexisme og racistiske antiracisme, som nu har bemægtiget sig samfundet.
10. De radikales kønsliv
Folketingsgruppen skal stemme om, hvem der skal være ny formand for gruppen. Ved mødet står der 8-8 mellem Carsten Nielsen og Lidegaard. Pludselig lancerer Sofie Carsten Nielsens følgesvendinde, Zenia Stampe, et luftbåret rygte, som hun har fra Carsten Nielsen, om, at Lidegaard skal have danset “for tæt på” en eller anden dame til en eller anden fest.
Lidegaard ved ikke, hvad eller hvem de to vimsende sexister snakker om, men han vil da ikke udelukke, at han har gjort et eller andet, som enhver fornuftig mand eller kvinde med et kønsliv går og gør en gang imellem, altså danser sådan lidt tæt, mens de lugter af rødvin.
Magen til elendig småtskåret normstormende og tøset nypuritanisme skal man da lede længe efter.
Efter denne fremvisning af kvindekønnets værste adfærds-sider står der pludselig 12-4 til dronningen og hendes følgesvendinde.
Er der ingen mandfolk hos de radikale?
Og jeg kan nu forstå, at de radikale feminister nu også har forårsaget, at alle mulige har kastet sig over den linke herre Christian Friis Bach, som åbenbart også har kysset en af de radikale sexbomber.
Nu mangler de to strategiske dronninger bare at kyse Jens Rohde, der som en sand ridder forsvarede Lidegaard, og prinsessen Marianne Jelved, hvis regel stod bag Lidegaards kandidatur.
11. Ny radikal næstformand
Den nye feministisk-teknokratiske ledelse i RV, som har udslettet den radikale essens med de mest utrolige midler, har nu konsolideret sig med en tro væbner, Andreas Steenberg, som næstformand i gruppen.
Steenberg har samme alder som metoo’erne, har levet hele sit liv i RV, og er også scient.pol. og har haft en række tekniske ordførerskaber. Han skal nok gøre, som der bliver sagt.
Sofie Carsten Nielsen har dermed konsolideret sin magt og omgiver sig nu kun med folk fra egen fløj. Martin Lidegaard forsvandt allerede fra ledelsen efter sidste valg, og der er heller ingen plads til ham nu. Heller ikke til hans støtter Jelved, Auken, Rohde eller andre.
De radikale har nu endegyldigt bekræftet den teknokratiske symbiose, som de indledte i 2007 og fuldførte i 2011, og som Socialdemokratiet gennemgik omkring år 2000 i forbindelse med konsolideringen af den såkaldte konkurrencestat. Nu kan de 40-årige fra S og R, som er opdraget i forfaldets ånd, endelig arbejde sammen, men desværre i rene forfaldsversioner. De er nu af samme kød.
Den gamle fløj har kun fået en ydmygende såkaldt ”kontaktperson” til ledelsen. Det bliver Marianne Jelved. Man må da håbe, at hun omdanner sin rolle til at være en ”kontaktsport”. Men det er hun nok for gammel til. Der er tale om en symbolsk og ydmygende post, som skal lukke munden på de egentlig radikale.
Og så alligevel måske ikke? Jelved spillede få dage efter sin tiltræden som ”konaktperson” ud med en oprørsk kritik af den nye ledelse for ikke at samarbejde nok med de andre partier
Ledelsens ny håndplukkede næstformand, Andreas Steenberg, måtte slå knuder på tungen i et kæmpe ikke-svar.
Dermed reproduceres de konflikter, som arbejde under metoo-striden, fra dag ét under det skrøbelige kompromis.
Partiet er i opløsning. Jelved-fløjen må finde nye græsgange.
Eller måske kan de to fløje mødes under en fælles opslutning bag biopolitikken? Så vil man jo både ”samarbejde” om Nedlukninger, plus at coronaen kan virke som stepping stone for etableringen af en ny klimastat, som den nye teknokratiske metoo-ledelse har i kikkerten?
Politikens Andreas Bækgaard har en udmærket gennemgang af sagen i gårsdagens avis, som jeg vedhæfter.
Metoo har været et rent middel til at bestyrke det nye radikale værdi-teknokrati.
Om lidt eksploderer partiet. Jeg foreslår, at følgende personer slår sig sammen:
Marianne Jelved, Martin Lidegaard, Ida Auken, Jens Rohde, Merete Riisager, Carolina Magdalene Maier, Lars Løkke. Der mangler lidt en person eller to fra en social tradition, men jeg kan ikke komme i tanke om nogen, så de kan foreløbig hedde X og Y.
Riisager og Maier kan dele ledelsen. De kan fordybe sig og puste lidt livsånde ind i al den forsømte jord.
Skattepolitikken kan man lade en algoritme om at udarbejde.
Der mangler virkelig et mandfolk hos de radikale, dvs. en mand eller kvinde med erindring fra livet i skovene.
En analyse af de radikales situation i Altinget: https://www.altinget.dk/artikel/holstein-om-ny-rokade-i-radikale-jelved-kan-bruges-som-fredsbevarende-styrke?SNSubscribed=true&ref=newsletter&refid=forsiden-morgen-211020&utm_campaign=Altinget.dk&utm_medium=e-mail&utm_source=nyhedsbrev&
Bækgaard om situationen, Politiken: https://politiken.dk/…/Sofie-Carsten-Nielsens…
https://www.dr.dk/…/skarp-jelved-efter-comeback-hos…
12. Frank Jensen
I sidste uge udslettede det nyfeministiske raid hele den humanistiske fløj hos det Radikale Venstre. I dag (d. 20. oktober) har bevægelsen taget endnu et offer, nemlig Frank Jensen, som i 1992 netop støttede Svend Auken, der lå tæt på selvsamme RV-fløj. Jensen var en sand ridder, for alle vidste at Auken ville tabe.
Auken tabte dengang til teknokraten Poul Nyrup Rasmussen, som i 1990’erne førte centrum-venstre ind i konkurrencestatens individualiserede teknologibegejstring og dannelsestab, med disse tabs ledsagende identitetspolitiske konsekvenser, som MeToo er et regelret udtryk for.
I 2005, altså 13 år efter, stillede Frank Jensen så op som partiets formand, men tabte denne gang til Helle Thorning-Schmidt. Og det var jo Thorning, som forstærkede Nyrups konkurrencestat i yderligere teknokratisk retning, og som sammen med Antorini og Corydon førte Socialdemokratiet ind i de konkurrencestatslige skolereformer i både 2006 og 2013; i 2013 ikke mindst sammen med den nye teknokratiske fløj hos RV.
På den måde kan man godt sige, at Svend Auken og Frank Jensen i dag har tabt til Nyrup for tredje gang.
Jeg synes, at alle aviser burde ophøre med at omtale disse smålumre sager fra værtshuse og personalefester mm.. Det er i flere af tilfældene ydmygende for de pågældende kvinder selv, både pga. episodernes manglende alvor og sammenhæng, pga. episodernes alder og pga. deres ubehagelige karakter af retsløs masseudskamning.
Desuden tager den offentlige samtales almene kvalitet skade, og dygtige folk vil miste lysten til at påtage sig politisk ansvar.
Derudover undergraver den underliggende ideologi og lumre eksempler alvoren af et begreb som “seksuel krænkelse”, og skrækkelige ord som “seriekrænker” mister al substans.
Den underliggende ideologi ender faktisk med at blive til et opgør med køn, erotik og sprog som sådan.
Og hvem ved, det ender måske med, at man skal have samtykke til at åbne munden? Måske kommer der en samtykkeapp, som skal hakkes af, før man kan indlede en samtale? Den kan måske interagere med smitteappen?
Endelig reducerer nyfeminismen Danmark til at være en sexistisk og racistisk kultur, selvom det stik modsatte er tilfældet. Det ved jeg helt sikkert, fordi jeg har haft min gang i kulturen i 57 år, og hvis der ligefrem havde været en “kultur”, så ville jeg jo støde på sexisme og racisme jævnligt, hvilket jeg ikke har. Det er logik slet og ret. Vi har jo heller ikke en “indbrudskultur”, selvom vi har indbrud rundt omkring.
Tværtimod er normen det stik modsatte. Landet er fyldt med selvstændige og hensynsfulde mænd og kvinder, som prøver sig frem og træder lidt i spinaten en gang imellem under himlens farver.
Heller ingen af dem, jeg har spurgt, har været udsat for “krænkelser”. Så der kan ikke være tale om “kultur”.
Nyfeminismen er derfor snarere et ideologisk opgør med “kultur”, liv og vitalitet som sådan. Det skyldes, at den har rod i en filosofi, som hader eksistens og tingslighed i verden. Nyfeminismen vil afvikle køn som sådan. Den er både mænds og kvinders værste ledsager.
13. Hvem minder om Trump?
Hvad står Trump for? Han står for en trussel mod demokrati og dannelse. Hvem står for det samme herhjemme? Det gør især Socialdemokratiet, SF og de radikale. Hvorfor gør de det? Det gør de, fordi de støtter konkurrencestaten og biostaten, som jo står for et opgør med netop demokrati og dannelse.
Derfor ligner disse tre partier Trump.
Hvem ligner den seriøse del af protestbevægelsen mod coronaen? Ja, den ligner Roosevelt og the Founding Fathers. Hvorfor? Fordi den arbejder for demokrati, institutioner og dannelse, dvs. det modsatte af S-SF og RV.
Så en stemme på S, SF og RV er derfor også en slags stemme på Trump.
Trump og centrum-venstre minder yderligere om hinanden ved deres identitetspolitiske radikalisme. For Trump er identitetspolitikken populistisk, hvilket er det folkeliges forfaldsform, mens den hos S,SF og RV fører til en opløsning af pluralitet, køn og sprog; den er antifolkelig, kan man sige.
Det er mikrodiversitet under samme herretegn, nemlig i begge tilfælde et opgør med “folket”, og dermed med demokratiet.
Der er dog også forskelle på Trump og så stort set alle danskere, både høj og lav. Trump er nemlig plattenslager og løgner, og det er der ingen danskere, jeg kender, som er; heller ikke på Borgen.
Tilføjelse: Noter fra racismedebatten i juni:
1. Tre racismebegreber
1.
Traditionel racisme: Privilegier og lovgivning efter hudfarve. Dette skrækkelige princip findes stadig i visse kredse på højrefløjen og udmønter sig mere bredt i f.eks. ghettopakken.
2.
Identitetspolitikkens forstærkede racisme, den såkaldte “racialisering”: Hudfarve gøres her til en generaliseret diskurs og struktur som sådan. Den generaliserede hudfarve-ækvivalens udmanøvrerer andre egenskaber og præstationer, og den hævdes uanset privilegier og andre forskelle. Samfundets historier som sådan reduceres til ”sorthed” og ”hvidhed”, som helst skal repræsenteres i et hudfarve-regnskab med ”deklarationer”. Dette skrækkelige princip er dominerende på venstrefløjen.
Denne form for racisme kalder sig selv anti-racisme, men det er det modsatte, nemlig en forstærket racisme. Den hudfarver alle ting og aktiviteter, og udrydder tingenes essens og pluralitet.
3.
Coronaen kommer imellem og reducerer alt til nøgen overlevelse. Hudfarven kan nu kobles på det nøgne liv, hvor især “sorte” livsformer nedgøres til smittekurvediversitet.
Dermed får vi en biopolitisk forstærkning af identitetspolitikkens forstærkede racisme: Den generaliserede hudfarve hægtes op på ”overlevet” liv som sådan frem for på liv og pluralitet. ”Black lives matters” udvikler sig midt i denne kategori med nye omvendte og uniformerende racismeformer, hvor den identitetspolitiske ”hvidhed” ekskluderes, og hvor kunst og historiske produkter og praksisser ødelægges og omskrives og deklareres med henvisning til det reducerende ”hvidt” og “sort” liv.
2. Den forstærkede racismes kritik af Ole Wæver
a) Racialiserende-racistisk indlæg:
I forbindelse med diskussionen af racismeanklagen mod Ole Wæver havde tre forskere i afrikastudier ved Københavns Universitet d. 17. juni et indlæg i Politiken i forgårs, hvor de forsvarede anklagen.
Indlægget er et godt eksempel på strukturracismens racialiserende effekt.
Først reduceres hele den vestlige videnskabsinstitution til at være en racistisk illusion. Det sker f.eks. i dette citat:
“Racisme i Howell og Richter-Montpetits brug af ordet ligger i den illusion, at man kan sige noget objektivt om verden.”
og igen i dette citat:
“hele vores vestlige videnssystem er bygget på ideer om universalitet og objektivitet, som reproducerer racisme og kolonialisme.”
Dette er vilde reduktioner.
Derpå trækker indlæggets forfattere så på selvsamme universitets-institution, som de selv lige har racialiseret:
“Handler den akademiske verden ikke om at diskutere og kritisere teorier og være i konstant dialog? Hvis ikke – hvad dælen laver vi så?”
Men “kritik” og “konstant dialog” er da lige præcist et resultat af europæisk universitetstradition og interesse for objekter og almenhed, altså – ifølge forfatterne selv – af racisme.
Forfatterne er derfor racister, endda forstærkede, fordi de racialiserer de institutioner, som i høj grad har båret kritik, kundskaber og lighed frem i verden, og som dermed løbende har stået som et pulserende værn mod fordomme og umenneskelighed.
Konklusion: De tre Afrika-forskerne mangler at studere Europa. I stedet ender de med en udvidet racisme.
b) Steffen Groths svar:
Lektor Steffen Groth havde i d. 20. juni en kommentar om det samme indlæg, som jeg lige har kommenteret.
Groth fortæller f.eks., hvordan kritikkens postkolonialistiske udgangspunkt ender som “en skyggeagtig gentagelse af de vilkårlige, undertrykkende vidensformer, som perspektivet blev skabt i en frontal konfrontation med”. Det er denne “skygge”, der lægger alt i mørke, som gør, at jeg omtaler denne særlige form for “anti-racisme” som en “udvidet racisme”.
Groth kalder kritikken for “en postkolonialistisk bulldozer” og gør opmærksom på, at det faktisk var “universalismen” og dens forbindelse med den amerikanske forfatning, som har inspireret anti-racismen i første omgang. Kritikerne skyder dermed sig selv i foden, når de går til angreb på “universalismen” som sådan.
Groth har her fat i det forhold, at identitetspolitikken har en ødelæggende effekt på samfundets institutioner, som i høj grad er etableret i folkelige og demokratiske kampe, ofte i opgør med forskellige former for forskelsbehandling.
Groth er selv meget kritisk overfor dansk indvandrerpolitik, og derfor er det ekstra godt, at kritikken af kritikken kommer fra ham. Det vil have en opdragende effekt på flere fra Enhedslisten. Pelle Dragsted kommenterede da også Groths indlæg på facebook med et “tak fordi du altid er en balanceret stemme”.
Det er indlæg som Groths, der gør, at den egentlige antiracismens kamp for pluralitet og lighed kan beskytte sig mod den udvidede racismes destruerende effekt.
Links:
Link til indlæg i Politiken, d. 17. juni: https://politiken.dk/…/Er-Ole-W%C3%A6ver-virkelig-s%C3%A5-s…
Steffen Groths svar i Politiken, d. 20. juni:
https://politiken.dk/…/Tre-fundamentale-fejl-i-kritikken-af…
Kritikken af Ole Wævers arbejde og både hans korte og lange svar på kritikken kan man finde her: https://cric.ku.dk/Publications/RacismReply/
3. Stram Sprit
Jeg har et forslag til et nyt venstrefløjsparti: Det nye navn bør være ”Stram Sprit”.
Dette navn refererer til henholdsvis det identitetspolitisk parallelle “Stram” Kurs og til Pernille Skippers biopolitiske af-“sprit”-ningsfiksering. Altså “stram sprit”.
Dermed understreges venstrefløjens nye selvforståelse, som pt. består af to analytiske emner, nemlig en racialiseret strukturel hvidhedsdiskurs og drømmen om biostatens verdenskommunistiske effekt.
Derimod er de gamle emner som socialt demokrati, klassekamp, offentlighed, kritik og pædagogisk frihed på stærk tilbagemarch. Disse emner er noget fra “gamle dage”, som et eller andet sted selv burde ”varedeklareres” som noget neokolonialt hvidheds-snavs, selvom emnerne har rødder i opgørene med både skyttegrave og Holocaust.
Så kan det nye parti overlade den virkelige antiracisme til gammelgrundtvigianere, tidehvervsfolk og reformpædagoger, dvs. det gode gamle centrum-venstre, som måtte genfinde 1800-tallets tradition efter Holocausts faktum, og som har lighed som forudsætning i stedet for blot som mål.
4. Fordomme
a.
Hvorfor er folk imod fordomme? De er da vort kæreste eje. Flere af dem, tak.
Spørgsmålet er blot, hvilken poetisk og legende sammenhæng de dejlige fordomme – sammen med sagens og tingenes historiske lag, essens og pluralitet – vekselvirker i.
Fordomme er derfor oplysningens og pædagogikkens ven. De er det stik modsatte af “identitet”.
Spørger man til “identitet”, har man mistet “fordommen” , dvs. sin historisk-poetiske eksistens.
Så vi skal ikke udrydde fordomme, tværtimod. Vi skal finde dem i dybet af de fælles ting, som skal vedligeholdes og ikke rives ned.
b.
Dem, som ingen fordomme har, vil aldrig forstå en pind.
De identitære bevægelser vil udrydde fordomme. De vil derfor også udrydde forståelse. Identitet er pinde-brænde, pinde fra sønderskudte fordomme.
Fordommen er altings fineste start og endemål. Den er menneskets genskabelse af sætningernes sagshorisonter i leg og spil. En dialog hid og did gennem slægterne og horisonterne.
Så problemet med identitet til både højre og venstre er dens mangel på fordomme.
c.
Hvad er DFernes problem? Det er, at de har for få fordomme. Sådan er det, fordi partiet voksede sig stort som identitetspolitisk vedhæng til konkurencestatens opgør med alle fordomme. Fra dette “intet” kunne DF rejse sig som et fordomsreservat, altså med for få fordomme.
Hvad er de nye venstrefløjsracisters problem? Det er, at de udrydder alle fordomme og al pluralisme og dermed efterlader os som historieløse kroppe. De nye venstrefløjsracister er i den forstand af samme ånd som DF og konkurrencestaten. Hvem, det er værst, afgøres fra tue til tue.
I baggrunden bølger fordommenes levende hav og urtidsvinde. De er hele dannelsens fødthed og praksis, fuldstændig lykkelig og identitetsløs på moders-mål i fædrenes land, en nat-ional materialisering i en “matter that matters” af europæiske og verdensborgerlige begyndelser.
d.
Min holdning til statuer, bøger mm.: Fjern intet og vedligehold alle ting.
Eventuelt hærværk mod fælles ting, sprog og erindring bør straffes med en uge i kachotten samt med to år i selskab med regeringens smittestopsapp, med samtlige retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen og med tvangsstudier af præcisionen på Kåre Mølbaks matematiske modeller.
Hærværksmændene skal også bære – efter eget valg – enten burka eller mundbind, og endelig skal de tvinges til at pjaske med farver på PAPIR, så de lærer at elske alle flotte blegansigter, negere og rødhuder som værende lige for Vor Herre, som jo skabte hele verdens farverigdom og pluralitet.