1.
I gårsdagens Berlingske havde jurist og tidligere forskningschef ved Danmarks Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen en analyse af demokratiets tilstand i lyset af sidste uges beslutninger. Han frygter – ligesom flere af de jurister og borgere jeg har refereret i tidligere indlæg -, at vi er ved at svinge fra demokratiske til autoritære tilstande. Her tænker han især på regeringens forsøg på at skjule Sundhedsstyrelsens skepsis mod nedlukningen af samfundet i sidste uge.
Oluf Jørgensen sætter også sin case i forbindelse med den problematiske offentlighedslov, som blev vedtaget af den tidligere S-regering i 2015. Man glemmer ikke så let den daværende justitsminister Morten Bødskov og hans frygtelige forsøg på at snige sig udenom i Deadline. Jeg lærte noget den aften, hvor skolereformen jo også rullede i fuld centralistisk uniformitet og anti-kritik. I dag gør Bødskov karriere som skatteminister i Mette Frederiksens regering, som styres af ungsocialdemokrater og deres ledsagende kammersjuk-rådgivere (ministrenes gennemsnitsalder er 41 år, og den ældste minister er 55).
Vi trænger til en generationsanalyse af de socialdemokrater, som er født omkring 1980. Det vil forklare en del af tilbøjelighederne, tror jeg. Det handler om ånden fra Tony Blair, for nu at sige det kort. Vi er i sporet fra “den tredje vej”.
2.
Nu vi er ved Socialdemokratiet, så er det interessant, at de aktuelle tiltag støttes af mange, som jeg vil kalde Bjarne-Corydon-tilhængere, og som typisk bevæger sig i omegnen af Berlingskes debatsegment. De vil gerne have en stærk stat, og det var – i deres optik – Corydon, der sørgede for at effektuere dette ønske. Og Mette Frederiksen står så for en fortsættelse af denne linje, må man forstå. Ledsages dette ræsonnement af lidt konservatisme, så kommer Corydon pludselig til at stå som genskaber af en stærk nationalstat, en slags stats-liberalisme.
Men Corydons baggrundsteori, som er teorien om konkurrencestaten, gør skam op med nationalstaten og dennes folkelige og poetiske grundlag. Derfor er den corydonske version af nationalstaten ikke en stærk nationalstat. Der er derimod en teknokratisk totalstat, som opsuger læring, der omdannes til økonomisk optimering. Det er ikke en stærk stat, men en svag og aktiv stat.
Det hele handler om følgende: Corydon etablerede en stærk stat ved at gøre den svag og aktiv. Staten blev svag, fordi den blev afkoblet fra pædagogik, dannelse og demokrati. Men den blev også aktiv, fordi den skulle være effektiv og total. For Corydon handlede denne proces om arbejdspladser og økonomisk vækst i globaliseringens hav. Pædagogisk set blev det til “læring”. Det var fuldbyrdelsen af 00’ernes ånd.
Mette Frederiksen var lige ved at føre denne svage og aktive stat hen til klimapolitikken, men Coronaen kom i vejen. I stedet omdannede hun Corydons svage og aktive stat til en sundhedsstat, som så måske efterfølgende igen kan omdannes til en klimastat. Der er lipservice til Corydons total-økonomisme med enorme summer til den ledsagende økonomiske understøtning og kontrol.
Corydon ville omdanne den dannelsesfrie læring til økonomisk optimering. Mette Frederiksen vil omdanne økonomisk optimering til sundhedsegalitarisme i økonomen James Heckmans ånd. Heckman er da også hovedinspiration for både undervisningsministeren og forskningsministeren. Frederiksen vil gøre hele samfundet til et hospital, til en undtagelse, til en kropslig isolation. Herfra kan man så implementere noget, som alle regeringer, også Lars Løkkes, er enige om at bifalde, nemlig digital disruption.
Regeringens aktion er altså en direkte men udvidet forlængelse af Corydons politik. En slags Corona-corydonisme.
3.
Der har også været et kritisk indlæg i Information af lægen Lisbeth Rose. Hun mener, at regeringens initiativer er et udtryk for en ny form for sundhedspolitisk totalitarisme. Hun skriver:
”Hvordan særloven skal bruges i praksis, begrænses nok kun af fantasien. Det leder tanken hen på støvletramp ved folks hoveddør og armbind med mærkning af de smittede. Eller måske vi skal male et hvidt kryds på indgangsdøren som under pesten?
Det, vi er vidne til lige nu, er et kæmpe stort uhyggeligt politisk og socialt eksperiment, hvor man hjælpeløst kan sidde på sidelinjen og se, hvad angst gør ved folk, og hvordan man på ingen tid kan fratage mennesker friheden til at leve normalt i hensynsfuld omgang med sine medmennesker.”
Det er, som om det passer.
4.
Jeg har prøvet at finde tallene for influenzarelaterede dødsfald i Italien, hvor der i skrivende stund er døde 2978 personer af Corona. Det eneste, jeg har kunnet opstøve, er en rapport om sagen fra november 2019, der nævner tal fra 2012 til 2016. Her ser det ud til, at antallet af influenzarelaterede dødsfald var stærkt stigende i perioden, for at toppe foreløbigt i 2016 med 24981, dvs. 8 gange det aktuelle Corona-niveau.
I Danmark var der 2822 influenza-døde i 2018, som mig bekendt er den værste sæson herhjemme. Opskaleres det til Italiens størrelse, skulle det betyde ca. 30.000 døde i Italen, hvilket formodentlig passer meget godt med coronaens effekt.
Italien er særligt udsat, dels på grund af befolkningssammensætningen med mange gamle, og dels pga. meget fysisk hverdagskontakt, socialt liv, kindkys etc.. Men denne livsform er jo også med til at producere livskvalitet og alderdom i det hele taget. De mange influenza-dødsfald har ikke ændret på denne livssammenhæng. Men det gør Coronaen nu, selvom den formodentlig ikke kommer til at forårsage væsentligt flere døde end influenzaen. Konsekvensen af et sådan brud i kulturmønstret kan meget vel betyde lavere livskvalitet og dermed en levealder, som vil falde til de almindelige europæiske niveauer. Hvordan registrerer man mon den form for dødelighed?
Af en artikel på TV2 fremgår det, at 99% af alle Corona-døde i Italien var syge i forvejen. Jeg noterer det lige i forbifarten. Hos Worldometer.com kan man læse, at risikoen for at dø, generelt er meget lav, med mindre man er gammel, hvor den kun er forstørret lav.
5.
Først gjorde man natur og kultur – f.eks. køn, land, arbejde og dannelse, – til sociale konstruktioner, som skulle ”normstormes”, som man kalder det i dag. Derpå kom 1980’ernes grådighedsfilosofi, som efter murens fald blev globaliseret, hvilket skete med begejstret tilslutning fra mange af de gamle normstormere, herhjemme skete det især via det Tony Blair-inspirerede ”Mandag Morgens Kompetenceråd” (1998-2001). Globaliseret grådighed og normstorming blev gift, og det er det stadigvæk, kun afbrudt af lejlighedsvise ægteskabelige trakasserier.
Fra 00’erne til i dag blev en hel generation, som modnedes i essensen af de foregående processer, data-disruptet. Græsplænerne lå øde hen. Læringsbegrebet blev det nye systems elektronifiserede pumpe.
Herfra kunne efterladenskabernes bagside, dvs. natur og kultur, vende tilbage som regnskab, monster og trussel. Kulturen omdannedes til forskellige former for populisme og socialt konstruerede ”stereotyper”. Og naturen blev omdannet til ekstreme naturfænomener. Den moderne klimabevægelse er bygget op på denne ”bagside”. Her kaldes det for ”mørkets pædagogik”. Det har ikke noget med økologi eller med naturen som sådan at gøre. Mange klimaideologer ser frem til at høste konsekvenserne af Corona-statens erfaringer. De ser den som en øvelse i centraliseret og datadirigeret Co2-styring af den natur, man selv har udgrænset.
Nu kommunikerer naturen igen. Den har afleveret en virus. Men naturen er venlig, for det er en forholdsvis mild virus, som indtil nu kun har dræbt sølle 9000 mennesker på verdensplan. Måske var det meningen, at Coronaen skulle havde gjort mennesket modstandsdygtig over for den næste virus, som kan blive langt farligere? Hvem ved? Men i stedet for at tage imod i god ro og orden, mens man afbøder det værste og lader livet og dets institutioner og pluralitet gå sin gang, så skal virussen, denne tale fra naturens bagside, kontrolleres. Kontrollen skal ske via kontrol af resterne af menneskelig adfærd. Og det kan kun ske via en altomfattende omdannelse af samfundet til et hospital.
Konsekvensen er, at vi bliver til et unaturligt menneske i en unaturlig natur. Derfor må dette unaturlige menneske kontrollere både den ydre og den indre natur som bagsider. Den ydre natur kontrolleres via dataficeret videnskab, og den indre natur onduleres via total-hospitaliseret adfærdskontrol og almen skam ved berøringer og nærhed.
Man skal gøre noget, men man skal ikke gøre alt!
Links:
Jurist Oluf Jørgensen i Berlingske, d. 18. marts: https://www.berlingske.dk/kronikker/vi-skal-stadig-kunne-kende-forskel-paa-demokratiske-og-autoritaere
Lisbeth Rose med kritisk indlæg i Information: https://www.information.dk/debat/2020/03/skraemmende-nemt-kan-fratage-folk-frihed-spreder-panik?
Artikel om influenza i Italien: https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S1201971219303285
Artikel om Corona-dødes sygdomsprofil på TV2: https://nyheder.tv2.dk/udland/2020-03-18-99-procent-af-corona-doedsofre-i-italien-var-syge-i-forvejen
Alderssammensætning for Corona-dødsfald: https://www.worldometers.info/coronavirus/coronavirus-age-sex-demographics/
Tidligere smittede tanker:
Smittede tanker 1: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-d-12-marts.html
Smittede tanker 2: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-2-d-13-marts.html
Smittede tanker 3: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-3-d-15-marts.html
Smittede tanker 4: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-4-d-16-marts.html
Smittede tanker 5: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-5-d-17-marts.html
Smittede tanker 6: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-6-d-18-marts.html
Forleden gik jeg mig en tur i akademihaven i min højtelskede lille Sorø by, hvor jeg er så heldig at bo. I denne lille vestsjællandske perle, hvor jeg agter at leve til mine dages ende, synger Danmarkshistorien til lut og harpe fra alle tænkelige revner i vores fredede bygninger, vores gamle Akademi, den tilhørende Akademi-have og ikke mindst vores majestætiske klosterkirke, hvor Holberg er begravet. Jeg kunne nævne meget mere, men alt denne ånd og historiske musik er for overvældende at formidle på retfærd vis for en lille eks-SFer som mig; det kræver vist en poet af et mere national-konservativt sindelag.
Men her går vi i byen og haven og holder afstand til hinanden, men smiler også en tand mere sympatisk og indlevende end vi plejer, mens alle, uden undtagelse, følger regeringens forsøg på at komme Corona-smitten til livs, inklusiv de truede butikker og restauranter. Der er skilte og forklaringer og kontaktnumre overalt, alle hjælper til. Det er en fantastisk følelse af sammenhold. Det er som det gamle Danmark mod Briten eller Svensken eller hvem vi nu har fået tæsk af igennem tiden, blot hedder fjenden Covid-19.
Hvilket sammenhold, hvilken ånd! Fuldstændig uovertruffen, når man som lille jeg er vokset op i Greve, der i min barndom var symbol på alt hvad man kan associere med socialt forfald. Da jeg i akademihaven passerer vores Holberg-statue, kan jeg ikke nære mig for at spørge ham om min kollega, Thomas Rømer, hvis tanker kan være både underholdende, gådefulde, postulerende, provokerende og til nogle gange ligefrem inspirerende, men som jeg for tiden ikke fatter et levende kuk af.
Mig: ”Du Ludvig, ham Thomas der, han burde da ellers være fan af alt hvad vi står for herude i Sorø, men bruger vist Corona til noget pædagogisk-politisk spin mod socialdemokratiet. Hvad har dette med Danmark, fortid og ånd at gøre?”
Ludvig: ”De ej poeter ere, som ikkun drikker vand”
Mig: ”Nåeh…oookay…men det virker som en lidt letkøbt forklaring, er det virkelig hele historien?”
Ludvig: ”Det er bedre at studere med måde end at blive gal af for megen lærdom”
Mig: ”Ja, der er måske også noget der, nu du siger det, men kan dette ikke reguleres på en eller anden måde?”
Ludvig: ”Et menneske er som en løbsk hest; jo mere man holder den i tømmen, jo mere får den lyst til at løbe.”
Mig: ”Jeg er dybt imponeret, man skulle tro du kendte Thomas personligt, Ludvig, men vil det sige, at der ikke rigtig er noget at gøre, når Thomas er i det humør?”
Ludvig: ”Det går med lærde og kyndige folk som med kornstrå; spirerne står i vejret som med oprakt hoved, så længe de er tomme; men når aksene kommer til modenhed, begynder de at ydmyge sig og bukke med hovedet.”
Mig: ”Jeg ligger for dine fødder Ludvig, der er ingen der kan sige det som dig. Kan du fortælle mig, hvad jeg selv skal gøre for at blive en god lærd?”
Ludvig: ”Der må ikke spørges, om én er mest lærd, men om han er bedst lærd, ikke hvo der haver lært mest at tale, men hvo der have lært bedst at leve.”
Mig: ”Tusinde tak, Ludvig. Det giver rigtig god mening, for her i Sorø, blandt Danmarkshistoriens uudtømmelige kilder, der lever vi ikke lærd, thi havde Dansken været dette i ånd, ville vi have vundet vores krige eller aldrig kæmpet dem. Men lever vi ikke lærd, så lever vi dog bedst.”
Ludvig: ”Skål”