Smittede tanker 72: Proportionalitetsprincippet og det ekstreme forsigtighedsprincip

Nedlukningen d. 11. marts markerede et skifte fra et ”proportionalitetsprincip”, som Sundhedsstyrelsen havde stået for, til det såkaldte ”ekstreme forsigtighedsprincip”, som regeringen stod for, og som derved vandt magten i hele samfundet.

Hvad gik tabt ved dette skifte? Ja, det er faktisk mere omfattende, end mange tror. Her er fem niveauer i proportionalitetsprincippet, som altså alle blev nivelleret og i filosofisk forstand udslettet d. 11. marts. De første tre niveauer vedrører sundhedsområdet, mens de to sidste niveauer handler om bredere hensyn:

  1. Man får en reduktion af coronaen som sygdom betragtet. Den nye sygdom reduceres til smitte- og dødsstatistikker, men dens mere samlede eksistens, funktion og konsekvens for patientens helbred mister man sansen for.
  2. Man glemmer andre sygdomme, og selv hvis man husker dem, så er der en tendens til at reducere dem på selvsamme måde, som jeg markerede under punkt 1. Men typisk negligeres andre sygdomme slet og ret, både økonomisk, forskningsmæssigt og sundhedsfagligt.
  3. Man glemmer den grundlæggende sans for sundhedsvæsenets nationalt forankrede kundskaber. De nationale sundhedsmyndigheder og epidemikommissioner har udviklet viden om folkesundhedens sammenhæng med befolkningens livsformer og landets politiske strukturer. Men al denne viden negligeres og afvises med henvisning til globale smittedata, dvs. til den ”ekstreme forsigtighed”.
  4. Man glemmer de juridiske sider af proportionalitetsprincippet, som vedrører det forhold, at politiske og administrative beslutninger skal indeholde en fornuftig relation mellem mål og middel, samt at denne ”fornuftige relation” skal være præget af retsstatens principper. Glemmer man det, tillader man staten at gøre alt for at minimere smittestatistikken, hvilket er præcist, hvad der sker. Konsekvensen er, at det civile samfund og dermed demokratiet eroderer.
  5. Man glemmer, at der findes andre samfundsområder end sundhedsområdet, som jo endda selv var reduceret. Det betyder, at pædagogik, jura, politik, socialt liv og demokrati reduceres og underordnes smittestatistikkens reduktion, jf. punkt 1. Dermed sætter det ”ekstreme forsigtighedsprincip” sig ned i pædagogikken og moralen og i familierne. Ofte ledsages denne reduktion af forøget magt og styrke for den globale IT- og sundhedsindustri, som skal udfylde de nye berøringsangste afstande.

Så det ”ekstreme forsigtighedsprincip”, som samfundet nu har været underlagt siden d. 11. marts, reducerer ikke blot coronaen selv, men også historien, samfundet, pædagogikken og politikken, til smittestatistikker. Vi får et mundbindssamfund. Og der er ingen stopklodser, for stopklodserne hørte jo hjemme i regi af proportationalitetsprincippet. Derfor vil det ekstreme princip sætter sig mere og mere nidkært igennem.

Det hele skete i et enkelt øjeblik. I og med Nedlukningen, onsdag aften d. 11. marts, omdannedes hele samfundets plurale og demokratiske sammenhæng til et eneste overgribende princip. Hermed indstiftes en ny statsform, nemlig biostaten. Det sker øjeblikkeligt, i et enkelt nu. I dette øjeblik bliver staten svag og aktiv, hvilket er det modsatte af den demokratiske stat, som er stærk og passiv. Samfundet suges hermed ind i et revolutionært overgribende statistik-biologisk princip.

Det er derfor, at det ”ekstreme forsigtighedsprincip” er totalitært. Det udsletter det civile samfund og dermed demokratiet. Det omdanner alt menneskeligt liv til kausale variable, som skal optimere de biopolitiske smittestatistikker.

Ingen sygdom på denne jord eller på nogen anden jord kan retfærdiggøre denne konsekvens.

Proportionalitetsprincippets svar til biopolitikken er derfor følgende: Man skal gøre noget, men man skal ikke gøre alt, og det gælder på for alle de fem niveauer, jeg har beskrevet.

Det svarer til at nedlukke Nedlukningen.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.