1.

I Weekendavisen gør den norske journalist, John Hustad, opmærksom på en af de afledte effekter af isolationspolitikken. Han er nervøs for sin gamle og syge mor, som han nu ikke kan besøge pga. smittefare. Husted skriver: ”Mangel på social kontakt er en større dræber, end Corona nogensinde kommer til at blive”, og videre: ”Før Mette Frederiksen holdt sin nu verdensberømte pressekonference, ville Norge lige vente og se. Nu har vi importeret dette drakoniske regime fra Danmark. Min mor kommer ikke til at overleve dette krigsregime”.

Spørgsmålet er, hvad den omfattende menneskelige isolation – forstærket af den tilstødende økonomiske krise – kommer til at have af sociale og psykologiske effekter, både for gamle og syge, men også for yngre og raske mennesker. Isolationen risikerer at forårsage ensomhed, psykiatriske diagnoser, desperation, opløste familier og ulykke. Enhver ven og pårørende er en “smittebærer”, som man kun kan mødes med via Facetime. Man er alene og altid skyldig. Det er folkesygdommens formel.

 

2.

Nu vi er ved den “økonomiske krise”, som jeg lige nævnte: Her er der lagt op til den helt store nedtur. Samfundslivet er lagt ned, og arbejdsløsheden stiger allerede nu drastisk. I Weekendavisen taler Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, om, ”at vi allerede har set en brutal nedgang i store dele af dansk erhvervsliv”.

Denne nedsmeltning vil få uoverskuelige konsekvenser for mange mennesker, både børn og voksne. Tabene for alle sociale klasser vil formodentlig overstige finanskrisen i 2007.

Regeringen, som i høj grad selv har skabt hele denne situation, forsøger nu at lyde som Moder Theresa, selvom den jo er det modsatte, jvf Hustads “krigsregime”. I DR hørte jeg, at staten allerede har lovet ca. 300mia kr. væk, og at der er åbne kasser langt ind i uendeligheden. Det er efter min mening et vanvittigt neo-kommunistisk projekt at tro, at staten kan understøtte en kompleks og moderne økonomi på den måde. Jeg har ikke den mindste tiltro til, at der er styr på denne del af krisen.

Så konsekvenserne er omfattende for både den offentlige og private økonomi. Sættes disse konsekvenser sammen med Hustads ”krigsregime”, så kan vi se frem til store sociale og psykologiske omkostninger for mange mennesker. Måske endda dødsfald? Men hvor skal de tælles?

 

3.

Corona-virussen har også aktiveret de europæiske filosoffer. Her kan man få en god fornemmelse af begrebernes udsving.

Den fremtrædende italienske filosof, Giorgio Agamben, skrev d. 26. februar en artikel i den italienske venstrefløjsavis “Il Manifesto”. Artiklen blev oversat til engelsk som ”The state of exception provoked by an unmotivated emergency”. Senere er endnu et at Agambens bidrag ”Smitte” blevet oversat til dansk.

Den slovenske filosof, Slavoj Zizek, kritiserede d. 16. marts Agambens første artikel. Det skete i artiklen ”Monitor and punish – yes please”, som efterfølgende blev oversat til dansk i uddrag som: ”Overvåg og straf? ja tak!”. Der er en solid sarkastisk reference til Foucault i den barokke titel.

Lad os høre, hvad de to herrer har på hjerte:

 

Agamben 1:

Agamben tager udgangspunkt i de italienske myndigheders beskrivelse af situationen i februar. Myndighederne skrev, at Corona er en ”variant of flu”, som kun kræver en afgrænset sundhedspolitisk indsats. Agamben undrer sig herefter over, hvorfor denne udvidede influenza kan afstedkomme så store reaktioner. Her må man lige betænke, at influenzarelaterede dødsfald i Italien kostede ca. 25000 mennesker livet i 2016. Pt er ca. 4000 døde af Corona i landet.

Agamben mener, at der er tale om to filosofisk-kausale processer. For det første finder han en politisk generalisering af ”undtagelsestilstanden”, som er et af kernebegreberne i hans kritiske filosofi. Coronaen gør undtagelsestilstanden til normal politik, mener han. Deri har han helt klart en pointe. F.eks. kaldte Martin Krasnik sin artikel om sagen i WA i sidste uge for ”Undtagelsestilstand”, og der er flere andre, som har brugt ordet. Og i Frankrig og Spanien er der direkte udgangsforbud.

Her er logikken: Hvis der blot er én smittet person i et område, vil den generaliserede undtagelsestilstand producerer en ”real militarization”. Derfor sker der følgende: ”Such a vague and indeterminate formula will allow the government to rapidly extend the state of exception to all regions as it is practically impossible that other cases will not appear elsewhere”. Altså en fremstormende undtagelsestilstand. Logikken i simpel format: Der er en død Corona-smittet person et eller andet sted, derfor må vi lægge hele samfundet ned med tilhørende kontrol.

Agamben opregner herefter en række frihedsovergreb, som følger af denne logik, og som vi allerede har stiftet bekendskab med, f.eks. indgreb i forsamlingsfrihed, aflysninger af alle begivenheder, suspension af pædagogiske aktiviteter, lukning af kulturinstitutioner, afbrydelse af rejser og etablering af karantæner. Han nævner ikke grænselukninger eller disse tiltags globale effekt. Det kunne han nok ikke forestille sig dengang i slutningen af februar, selvom han normalt har en god forestillingsevne.

For det andet taler Agamben om en særlig tilstand af frygt, som i de senere år har etableret sig på det individuelle niveau, og som nu slår over i en kollektiv panik. Han siger ikke mere om det.

Agamben slutter derfor med følgende konklusion, hvor friheds- og frygt-argumentet spiller sammen:

”Therefore, in a perverse vicious circle, the limitation of freedom imposed by governments is accepted in the name of a desire for safety, which has been created by the same governments who now intervene to satisfy it”.

Verden ender som en kæmpestor undtagelsestilstands-lejr, en slags global Guantánamo. Vi er alle internerede, isolerede og rettighedsløse, og det er skaberen af lejren, som nu – i en barok form for “godgørenhed” – vil drive lejren.

Vi ser endda aktuelt en undtagelse i undtagelsen, som jeg ser det. Det sker f.eks., når folk i fængslerne ikke må modtage besøgende, hvilket der forståeligt nok er protester imod. Af alle steder i verden bør fængslerne holdes åbne for besøgende. Næst efter fængslet er det også vigtigt, at man holder kirken, familien, værtshuset, børnehaven, Folketinget, skolen og familien åbne. Disse steder må man ikke lukke ned under nogen omstændigheder, selv ikke hvis det var pest og ebola, som havde ramt landet.

 

Agamben 2:

I et andet essay “Smitte”, reflekterer Agamben over smittens sociale og moralske effekt. Han undersøger ’smittebæreren’, som han – med udgangspunkt i italiensk middelalder- og renæssancehistorie – kalder for en ”smører”.

Agamben skriver følgende, med en herlig afsluttende parentes: ”Det, der efter min mening er endnu mere trist end de frihedsbegrænsninger, som er en konsekvens af bestemmelserne, er den svækkelse af forholdet mellem mennesker, som de kan frembringe. Ens næste, uanset hvem hun end måtte være, selv en, som man har kær, må man hverken nærme sig eller røre. Tværtimod skal der holdes en afstand, som ifølge nogle skal være på én meter, men som ifølge de såkaldte eksperters seneste anbefalinger bør være på 4,5 meter (interessant med de halvtreds centimeter)”.

Så denne særlige ensomhed – der jo også var emnet for John Hustads indlæg, jf. punkt 1 – og den tilstødende sociale skam som ”smittebærer”, lægges altså oveni det frihedstab og den generaliserede frygt, som var emnet for Agambens første essay.

Og når både isolation og den sociale skam er fuldbyrdet, så kommer løsningen, nemlig maskineringen af det bange og isolerede individ: ”at man udelukkende udveksler digitale beskeder, at maskinerne, alle steder hvor det er muligt, erstatter enhver kontakt – enhver smitte – mellem mennesker”.

Amazon og Google har kronede dage.

Logikken er ubønhørlig.

 

Zizek:

Slavoj Zizek mener, at Agambens læsning af situationen er en ”ekstrem udgave af en udbredt venstreorienteret position”, en slags ekstremistisk Foucault-ideologi. Han siger, at Agambens kritik ikke vil ”få virkeligheden til at gå væk”. Det er meget overfladiske bemærkninger, som nok hænger sammen med, at Zizek faktisk har en meget optimistisk opfattelse af situationen. Han mener, at epidemien vil forøge ”international solidaritet”. Agamben mente jo snarere, at situationen vil føre til en form for global isolation bestående af skrækslagne undtagelsestilstande omgivet af datamaskiner.

Zizek mener med reference til en tilfældig amerikaner, at Europa og Vesten vil reagere demokratisk, og han fortæller også, at han, altså Zizek, er mere bange for virus end for dataficeret overvågning. Han sammenligner uden videre Agamben med Trump, fordi ingen af dem ifølge Zizek har forstået, at social og kropslig isolation under de nuværende omstændigheder er et udtryk for solidaritet.

Zizek mener at den ”internationale solidaritet” er et udtryk for en ny form for ”kommunisme”, hvilket han opfatter som noget positivt. Han henviser til en WHO-udtalelse, der lægger op til en omfattende sundhedspolitisk kontrol med regeringsapparaterne. På den måde mener Zizek, at Coronaen positivt peger i retning af et opgør med nogle stereotyper, som han meget simpelt klassificerer som nationalisme og global kapitalisme. Zizeks kommunisme ender som en omfattende global politisk kontrol, der skal udrydde det åbne samfund, demokrati og historisk-poetisk sammenhæng.

Zizek abonnerer på en forfaldshegelianisme. For Hegel bevægede ånden sig dialektisk mellem åndens bedste skikkelser. Men Zizek tager udgangspunkt i forfaldsskikkelserne, dvs. national populisme og en plat socialkonstruktivisme. Dem vil han syntetisere til en ny kommunistisk verdensånd, som skal kontrollere det hele, og som uden tvivl kommer til at bestå af WHO, OECD og Verdensbanken. Vi ender med en teknokratisk verdensånd. Det er forfaldsdialektik. Zizeks markering er efter min mening udtryk for en kritisabel politisk og filosofisk naivitet, som fjerner stedslighed og rodnet.

På den måde bekræfter han Agambens værste anelser. Og det siger jeg, selvom jeg selv er stærk kritisk over for både Foucault og socialkonstruktivisme, dvs. to simple kasser som Zizek uden videre og alt for ureflekteret proppper Agambens betragtninger ned i, så Zizek kan løbe løbsk med sin globale tekno-verdenskommunisme, hvor han kan leve i et dataovervåget fællesskab uden virusser.

Søren Mau diskuterer i Information d. 21. marts Agambens synspunkter, som han ikke er tilfreds med. Mau spørger derpå, hvad en ”progressiv” reaktion på krisen så bør være? Nu er jeg ikke selv spor progressiv, så spørgsmålet interesserer mig ikke det fjerneste. Men det er tankevækkende, at Mau ikke har noget svar, ud over nogle vage antydninger, der, som jeg læser dem, peger i retning af Zizeks position. Vores aktuelle venstrefløj ender hos Zizeks verdenskommunisme, tror jeg. Overvåget og tryg.

 

4.

Ifølge epidemiloven er Corona ikke klassificeret som en ”almen farlig sygdom”. Så ved man da lige det! Hvad mon der sker, hvis der bryder en ”almen farlig sygdom” løs?

 

5.

Det er – både i virus- og i raske tider – godt med grænsekontrol, men det er dårligt med grænselukning og grænseløshed. Hvorfor er det så svært at ramme midten?

Professor Ole Wæver kritiserede i øvrigt grænselukningen kraftigt i sidste uge, og han gentog kritikken i Politiken her i dag.

 

6.

I Danmark dør der 55000 mennesker om året, dvs 150 om dagen. I 2017/18-sæsonen døde der 2822 af influenza. I skrivende stund er der 13 døde af Corona, og flere af dem er døde af andre ting end Corona, hvis jeg har forstået det ret.

 

Man skal gøre noget, men man skal ikke gøre alt!

 

Referencer:

Jon Hustad: ”Min mor og corona”, WA, d.20. marts.https://www.weekendavisen.dk/2020-12/samfund/min-mor-og-corona

”Overlevelseskamp”, om Coronaens økonomiske konsekvenser, WA, d. 20. marts.

Agamben, G.: “The state of exception provoked by an unmotivated emergency”, d. 26. Februar:  http://positionswebsite.org/giorgio-agamben-the-state-of-exception-provoked-by-an-unmotivated-emergency/

Agamben, G.: ”Smitte”, Eftertrykket.dk, d. 18. marts: https://www.eftertrykket.dk/2020/03/18/smitte/

Zizeck, S.: ”Overvågning og straf? Ja tak!”, d. 20 marts: https://www.eftertrykket.dk/2020/03/20/overvaag-og-straf-ja-tak/, fuld tekst på engelsk, d. 16. marts: https://thephilosophicalsalon.com/monitor-and-punish-yes-please/

Søren Mau: ”Har vi virkelig kun staten og coronaen at vælge imellem”, Information, d. 21. marts. https://www.information.dk/moti/2020/03/virkelig-kun-staten-coronaen-vaelge-imellem?

Er Corona en ”alment farlig sygdom”? Nej, siger Sundhedsministeriet: https://www.sum.dk/Temaer/~/media/01-COVID-19/Q-og-A-vedr-bekendtgoerelse-L133.pdf

Ole Wævers kritik af grænselukningen, Politiken, d. 21. marts: https://politiken.dk/debat/art7718050/En-politik-bliver-ikke-mere-rigtig-af-at-den-spreder-sig-internationalt

Tidligere smittede tanker:

Smittede tanker 1: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-d-12-marts.html

Smittede tanker 2: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-2-d-13-marts.html

Smittede tanker 3: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-3-d-15-marts.html

Smittede tanker 4: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-4-d-16-marts.html

Smittede tanker 5: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-5-d-17-marts.html

Smittede tanker 6: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-6-d-18-marts.html

Smittede tanker 7: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-7-d-19-marts.html

Smittede tanker 8: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-8-d-20-marts.html