Socialdemokratiets deroute – fra levende bevægelse til regnemaskine-organisation

Jeg sidder og læser i det socialdemokratiske kulturpædagogiske manifest ”Mennesket i centrum – bidrag til en aktiv kulturpolitik”. Bogen, som er på 200 sider og består af 18 artikler, er udgivet i 1953 på det socialdemokratiske forlag Fremad. Hovedskribenten er Julius Bomholt, som har skrevet fem af artiklerne, heriblandt de tre første. Socialdemokraten Hans Hedtoft, der indledte sin anden periode som statsminister i netop 1953, har skrevet forord. Hedtoft skriver bl.a.:

”Hver eneste samfundsborger skal ikke blot dueliggøres til livets praktiske opgaver, han skal også have mulighed for at tilfredsstille sin skønhedsglæde, sin kunstneriske længsel, sit behov for alt det, som ligger udover tidens og rummets grænser. En virkelig demokratisk kulturpolitik må også værne om alt dette for at sikre menneskelighed, tolerance og vidsyn i det moderne samfund, der ellers truer med at gøre os isolerede, specialiserede, ensidige – åndeligt enøjede”

Bomholt var undervisningsminister 1953-57, hvor han efterfulgtes af den radikale grundtvigianer og skolepolitiker, Jørgen Jørgensen. I fællesskab fik de Den blå betænkning og en ny skolereform igennem. Senere blev Bomholt landets første kulturminister. I bogen er der også et kapitel af CC. Kragh-Müller, som var rektor ved Bernadotteskolen og med i miljøerne omkring Montessori-bevægelsen i Danmark. Der er også indlæg af Lis Groes, K.B. Andersen og flere andre. Jeg vil omtale en del af artiklerne nedenfor, hvor det har pædagogisk relevans.

 

1. Julius Bomholt

I bogens første kapitler, ”Kulturelt demokrati” og ”Aktiv humanisme”, sætter Bomholt sit parti ind i en historisk og åndelig sammenhæng. Det er en hyldest til europæisk kultur, solidaritet og åndsfrihed. Der er både plads til Erasmus af Rotterdam, den danske digter Paul la Cour og Karl Marx. Det er stærkt afslappende og tankevækkende på samme tid.

I en tredje artikel, ”Stat og kultur”, drøfter Bomholt folkeskolens formål (fra 1937). Han forbinder formålet med undervisningspligtens forankring i familien, i det civile samfund og i de frie skoler, som i sig selv begrunder ånden i folkeskolens lov. Her er han helt på linje med netop Jørgen Jørgensen, som faktisk skrev 1937-formålet, og også med højskolekoryfæet Holger Kjær, der har skrevet en hel bog om emnet. Ifølge den radikale Asger Baunsbak-Jensens gennemgang af Jørgensens og Bomholts ministertid i bogen ”28 danske undervisningsministre” arbejdede Bomholt og Jørgensen da også tæt sammen. Selv fremhævede Holger Kjær både Jørgen Jørgensen, men også den tidligere Venstremand og Askov-forstander Jacob Appel, for deres arbejde i den pædagogiske friheds tjeneste. Faktisk fandt jeg ”Mennesket i centrum” via bøger af Kjær og Baunsbak-Jensen.

I denne sammenhæng, som altså vedrører forholdet mellem pædagogisk frihed og staten, har Bomholt et langt citat fra en tale fra 1927 af Arbejdernes Oplysningsforbunds første leder, Harald Jensen. Jensen taler dunder mod visse politikeres krav om ”neutralitet” som modydelse til offentlige tilskud. Læs her de skønne ord:

”Man talte i rigsdagen om, hvorvidt det nu var et neutralt arbejde, der udførtes. Et neutralt arbejde! Det vil sige: uden præg, uden livssyn, uden tro, uden styrke, uden begejstring, uden kærlighed, uden ånd. Nej, i sandhed, det er ikke et neutralt arbejde. Et oplysningsarbejde bliver ikke neutralt, fordi det er i overensstemmelse med en tidsherskende økonomi, filosofi og moral. Og det bliver ikke uneutralt, fordi dets stamme har en anden rod og dets krone søger andet lys end stråleglansen fra Grundtvigs stærke ånd. Det neutrale arbejde udføres på månen – ikke i Danmark eller noget andet sted i verden. Om der er grund til at støtte et kulturelt arbejde, som gr ud på at højne den danske arbejderklasse, vække dens sans for bøger, nære dens trang til kundskaber, udvikle dens sunde åndsevner, give den noget mere at leve for end dagligt slid og træge bekymringer, ja, det må de afgøre, som forvalter statens penge.” (s. 42)

Senere i bogen har Bomholt en artikel med titlen ”Videnskab og forskning”. Artiklen er en ubetinget kærlighedserklæring til den frie videnskab. Læs f.eks. denne konklusion:

”Som tidligere bemærket må et demokrati, der vil respektere grundlaget for sin egen eksistens, sørge for, at det videnskabelige arbejde har ubetinget frihed. Det videnskabelige arbejdes trivsel er af den største betydning for demokratiets fortsatte vækst. Der er her en sammenhæng, som ikke altid belyses tilstrækkeligt klart (…). Ligesom demokratiet værner om videnskaben, kan videnskaben til gengæld gavne demokratiet ved at opdrage det til respekt for den frie, søgende tanke, ved at betone selvstændigheden i undersøgelse og tilegnelse, og ved at fremme saglighed og tolerance.”

 

2. Lis Groes

Kvindesagsforkæmperen og modstandskvinden, Lis Groes, har skrevet en strålende artikel, som hedder ”hjemmet”, der både betoner kvindens frigørelse, familiens betydning og mandens nye pligter i en ny sammenhæng mellem familie og samfund. Hun taler om ”hjemmet som grosted” og om sammenhængen mellem det lille hjem og det ”store hjem”, hvor kvinden ”ikke lades tilbage”. Det er velfærdsstaten som en historisk-kropslig og følelsesmæssig-kønslig sammenhæng, der her tales frem. Hun slutter med: ”Kvinden må mere ud i samfundet, manden mere ind i hjemmet, hvis vi skal nå den rette balance i fremtidens familieliv”.

Lis Groes og Inge Merete Nordentoft, som efter Ungarns-krisen i 1956 vendte tilbage til socialdemokratiet, er sande lærerinder. Begge havde en omskiftelig opvækst og rødder i spejderbevægelsen og i modstandsbevægelsen. Groes var dog ikke læreruddannet.

 

3. Fire artikler om pædagogik

Udover de ting, jeg har nævnt hos Julius Bomholt, er der er fire artikler, som går direkte på pædagogik:

a.

Den allerede nævnte reformpædagog C.C. Kragh Müller skriver om ”Demokrati og opdragelse”. Han tager udgangspunkt i John Dewey og skriver i tidens fine stil:

”Det er vist John Dewey, der har sagt, at den virkelige fare for demokratiet ikke er eksistensen af fremmede totalitære stater, men det forhold, at der i vor egen tænkemåde og i vore samfundsorganer findes sådanne indgroede vaner, som kan føre til ydre autoritet, ensretning, underkastelse og uselvstændighed”, s. 76.

Krag Müller har ikke samme sans for den historiske sammenhæng som Bomholt, men det demokratiske sindelag og pædagogik har de til fælles, og den generelle reformpædagogiske holdning kan man se i Krag Müllers tale om ”frit skabende arbejde” og om den moderne ”fritid”, der jo minder om Bomholts fokus på “fantasi” (se nedenfor).

Men tager man Dewey væk, så ender Krag Müller i moderne skolereformstænkning, så vidt jeg kan bedømme det. Det kan man f.eks. se ved nogle nedladende bemærkninger om ”intelligens”, som Dewey jo ellers selv er optaget af. Krag Müller har ikke sans for denne dobbelthed, hvilket peger frem mod vores aktuelle skoletænkning, som jo også kaldes for ”socialdemokratisk”. Bomholt ville aldrig skrive på den måde. Han taler tværtimod om vigtigheden af, at landet har en åndelig elite (s. 18).

b.

Den anden artikel om pædagogik, ”Folkeskolens struktur”, er skrevet af Bomholt selv. Bomholt stiller det, han positivt kalder for ”det langsomme demokratis” krav om ”samarbejde og tolerance”, op mod industrisamfundets krav og lydighed og rationalitet. Begge dele kan desværre lukke ånden. Bomholt selv lægger derfor vægt på ”retssindighed, evne til indlevelse, evnen til koncentration, sansen for proportionerne, og fantasi”. Ja, især fantasi og frihed skal ”åbne for demokratiets muligheder”, som der står. Det er skolens formål. Demokratiet kan altså ikke leve ude ånd.

Herfra udfoldes et mere traditionelt reformpædagogisk program i en meget tidsbunden ramme – f.eks. via et opgør med mellemskolen og delvist også med eksaminer i folkeskolen (men ikke i gymnasiet, understreger han, og desuden modereret af eventuelle folkelige forventninger). Man skal huske på, at disse ideer for Bomholt hænger sammen med dansk friskole- og arbejderbevægelse og europæisk humanisme. Mellemskolen blev faktisk afskaffet i 1958 af Bomholt og Jørgen Jørgensen i fællesskab. Bomholt taler også, i interesse for både fortid og fremtid, om, at der skal være ”et nært samarbejde mellem forældre og lærere”. Samarbejdet skal have en ”åbensindet karakter”. Det ligger i forlængelse af hans friskoletanker.

Derpå skriver Bomholt om læreruddannelsen i stik modstrid med vores aktuelle ideer. F.eks. siger han, at faget “pædagogik” skal dominere. Der står følgende:

”Det må ønskes, at der gives læreruddannelsen så vide rammer, at seminariet kan slippe for lektiepræget og blive det, det bør være: En pædagogisk institution for mennesker, der ønsker at opdrage og undervise børn, med pædagogik og praktisk skolegerning som de dominerende fag” (s. 95).

Bomholt taler også for en udbygning af Statens Lærerhøjskole i overensstemmelse med Emdrup-planens idealer fra 1945.

Og til allersidst har Bomholt en skøn pædagogisk-filosofisk markering for sit ånds-baserede Socialdemokrati, hvor skolen udråbes til at være ”tjener for friheden”:

”Vi kan gøre vor frie skole, som vi alle er stolte af, endnu friere, hvis vi lader lærere og forældre få større ansvar. Lad livet selv afgøre, hvilke former, der skal føres videre. Vi har store værdier at forvalte. Den største af dem er friheden, selve fundamentet for vores kultur, vor livsform, og den bedste skole er den, der har mod til at være tjener for friheden”, s.95.

c.

Per Hækkerup, som på det tidspunkt var kommet i Folketinget, har skrevet en artikel om ungdomsuddannelser, som med sit meget praktiske anliggende mest har historisk interesse.

d.

En anden socialdemokratisk åndspersonlighed, K.B. Andersen, som i 1953 var forstander for arbejderhøjskolen i Roskilde, drøfter i en fjerde pædagogisk artikel den socialdemokratiske bevægelses forhold til folkehøjskolen. Han vil have højskoleånd ind i arbejderbevægelsen. Han slutter med at sige:

”Måske og sandsynligvis er arbejderbevægelsens folkehøjskoler en af de veje, hvorigennem bevægelsen holdes levende og ikke blot organisationen i gang”.

Det moderne socialdemokratis opgør med den grundtvigske tradition er et eksempel på at livet, bevægelse og ånd har forladt partiet. Nu holder man blot ”organisationen i gang”.

K.B. Andersen blev selv undervisningsminister fra 1964-68, hvor han blandt andet gennemførte en vigtig læreruddannelsesreform i 1966. Bomholdt selv, som var teolog, var iøvrigt også forstander for en arbejderhøjskole (Esbjerg, 1924-29).

 

4. Konklusion

Det er mærkeligt at læse Bomholts bog i dag. Den virker totalt anti-socialdemokratisk. I dag udgiver socialdemokrater bøger om ”de lærdes tyranni”, de laver totalt teknokratiske uddannelses-udspil, og den socialdemokratiske undervisningsminister og uddannelsesminister er i en ny socialdemokratisk einheit opslugt af en blanding af ”regnemaskiner” og velfærdsøkonomisk humankapital.

 

Litteratur

Bomholt, J. m.fl. (1953). “Mennesket i centrum – bidrag til en aktiv kulturpolitik”, København: Fremad.

Baunsbak-Jensen, A. (2003). “28 undervisningsministre – 1903-2003: En personlig beskrivelse”, Herning: Poul Kristensens Forlag.

Holger Kjær: ”Dansk skolepolitik og mindretalsret – fra Jacob Appel til Jørgen Jørgensen”, Lohses Forlag, 1979.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.