Sophia-konference på Vartov – Marianne Jelveds ideologi

I dag har jeg været til konference på Vartov ved Rådhuspladsen i København. Det var tænketanken Sophia, der havde arrangeret en dag om folkeskole og dannelse.

Hvem var med? Ja, der var ingen fra det pædagogiske oligarki (DPO), så vidt jeg kunne se. Ingen Jens Rasmussen, ingen Andreas Rasch-Christensen, ingen repræsentanter fra den officielle skole-hjem-organisationen eller fra elevorganisationen, ingen Stefan Hermann eller andre professionshøjskolefolk, ingen pædagogiske ledere – kort sagt: Ingen. Vi andre løber rundt til læringsdage i evidensoligarkiets cirkler og skriver efterfølgende udførligt ud i det blå om pædagogikkens tilstand. Men oligarkiet er ligeglad, simpelthen. Men ok, måske overså jeg en eller anden? Men jeg tror det altså ikke. Og der var kun en politiker, nemlig Marianne Jelved som jeg vender tilbage til om lidt, og naturligvis var der slet slet ingen KL-folk. Og hvor var skoleder Mohammed Bibi fra Agedrup og alle de andre fra Odense? Var de væk, måske fordi Erik Schmidt var fotograf ved konferencen? Og alle kommunalpersonerne fra fremtidens skole i Aalborg, hvor eleverne er kommunale ”visionsagenter”? Eller dem fra Tårnby, hvor lærerne stempler ind og ud som proletarer? Eller Ny-Nordisk-Skole-kaninerne der mener, at åndsvidenskaben er onani? Vik-vak-væk var de alle sammen.

Men hvem var der så? Jo, der var gode og fremtrædende Sohpia-folk som Peter Kemp og Dorte Jørgensen. Der var kritiske, bekymrede og engagerede skolefolk fra hele landet, og der var folk fra den nye forældreorganisation imod folkeskolereformen. Der var kort sagt rigtig mange – af folk med stort set samme holdninger. Nå ja, måske ikke ”samme holdninger”, men vi var så i det mindste samlet i vores efterladte uenighed. Vi var en slags menighed – uforskyldt.

 

1. Biskoppens og Steen Nepper Larsens indlæg

Der var mange gode indlæg. F.eks. talte biskoppen fra København, Peter Skov-Jakobsen, varmt og kompetent om Løgstrup og skolen. Og da konferencelederen, Stig Skov, spurgte til kirkens og teologiens rolle i pædagogik, svarede biskoppen, at en moderne kirke skulle værne om spørgsmålene frem for svarene. Lige da han sagde det, var jeg meget tæt ved at give kirkens mand en krammer nede fra bagerste række, hvor jeg altid sidder af gammel vane.

Steen Nepper Larsen væltede også salen i sin karakteristiske åbenhjertige stil, så selv min konservative bekendte, der sad ved siden af mig, smilede begejstret, og sagde, at det slet ikke gjorde noget, at Nepper var ræverød. Dermed bekræftede hun mig i min yndlingstese, nemlig at skellet i dansk uddannelsespolitik ikke går mellem rød og blå men derimod mellem kultur og ikke kultur – uanset om man er rød eller blå. Det giver lidt håb.

 

2. Dagens lavpunkt: Marianne Jelved

Dagens lavpunkt var faktisk det første oplæg. Det var kultur- og kirkeminister, Marianne Jelved, som ellers tog salen med storm, og det var helt ufortjent efter min mening, og det er denne ambivalens, jeg vil prøve at forklare nu:

Først den positive side: Jelved skældte ud på KL og Michael Ziegler, som hun beskyldte for at bære hovedansvaret for det skolepolitiske kaos, vi oplever for tiden. Ziegler burde simpelthen være kommet Bondo i møde, hvis han bare havde været ”lidt vis”. Hurra hurra – det er jeg totalt enig med hende i. Folkeskolen.dk havde da også lagt en artikel på bladets hjemmeside om Jelveds udtalelser, nærmest før konferencen var slut, og det er også i orden efter min mening, for Bondo har fortjent noget opbakning for sin heltemodige indsats i forbindelse med lockouten. Jelved gjorde Ziegler og KL til grin i Vartov, og det var dejligt. Men latterliggørelsen havde været mere på sin plads for halvandet år siden, det er klart. Nu er den på en måde selv lidt latterlig, er den ikke? Og hvem bestemmer det hele for tiden. Ja, det gør jo KL, og Jelved og hendes parti og regering har ansvaret.

Dermed bevæger vi os over i det ambivalente: For det første talte Jelved varmt og lækkert om gode grundtvigianske dyder. Der var både folkelighed, civilsamfund, frihed og medborgerskab. Der var det hele. Hun sagde ligefrem, at læreren stod i borgerens og ikke i statens tjeneste. Ja, hun sagde endda, at læreren godt nok skulle følge loven, men så heller ikke mere. Hurra igen – og så alligevel; de fleste kunne nok høre, at det ikke lød så godt fra en politiker, som selv havde trykket på ja-knappen i landets parlament og dermed stemt for en lov, der er et udtryk for, at “lærer og folk” netop adskilles og forfalder til læringsdesigner og læringsagent, til styring og læring. Loven er simpelthen den mest detailregulerende statsliggørelse i mands minde. Jelveds morale er: ”Følg ikke den lov, som jeg, mit parti og min regering har lavet, alt for nidkært – selvom jeg godt ved, at jeres arbejdsgivere faktisk fortolker den ekstremt nidkært, og selvom loven i sig selv også – det ved jeg også godt – er nidkær på alle måder”.  Hallo fru Jelved! Det er noget galt! Det var ikke dejligt. Det var en form for løgn efter min opfattelse.

For det andet sagde Jelved, at dannelse og kompetence var helt forenelige. Hun henviste til professor Knud Illeris, som et eller andet sted har sagt, at kompetence blot er en operationalisering af dannelse. Da hun sagde det, havde jeg ikke lyst til at råbe hurra, hvilket jeg nok skal uddybe lige om lidt.

Jeg plejer ellers ikke at sige noget på den her slags møder, fordi jeg er så genert, men det blev alligevel for meget at høre på til sidst.  Så jeg rejste mig op og forklarede, at den nuværende skolereform er konstrueret af politikere, teoretikere og eksperter, som i de sidste 20 har set det som deres fremmeste mål at ekskludere både dannelse, folkelighed og grundtvigianisme fra vores skole og uddannelsestænkning.

Men det var Jelved helt uenig med mig i sagde hun, for vi har jo folkeskolens formålsparagraf, og det, der står i loven, skal jo holdes – også på trods af politikeres ”uvidenhed”, som hun vist nok udtrykte det. Men havde hun ikke lige sagt, at man ikke skulle overholde loven alt for meget? Og hvad mener hun med, at “politikerne er uvidende”? Det sejlede rundt lige der omkring.

Jeg er jo helt enig med Jelved i, at man skal huske på skolens formål, og jeg bestiller nærmest ikke andet end at minde om den, men det er jo lige præcist den totale glemsomhed hos ALLE dem, der bestemmer, der er problemet. Jelved tror måske bare, at tingene vil løse sig selv? Sådan hovsa-agtigt? Men ingen – og tænk lige på, hvor mange ”ingen” er; det er jo alle dem, som ikke var med til konferencen – altså ingen interesserer sig for denne paragraf, eller for de diskussioner, den svømmer i. Paragraffen betyder intet, og om få år vil Antorini eller Karen Elleman, eller hvem der nu er undervisningsminister, formodentlig erstatte den med noget med “læring og erhvervslivet”. Men så er Jelved på pension, og så fortryder hun måske det hele.

Hvordan kan Jelved egentlig være enig med mig i noget, som hun er uenig med mig i, nemlig at formålet glemmes af uvidende politikere? Og hvorfor tror hun, det kun er politikere? Det er da også pædagogiske teoretikere og mange andre. Ja, faktisk alle dem, som ikke var til stede i Vartov. Det er ikke seriøst. Og da Jelved så på et tidspunkt sagde at ”Jeg ER det radikale venstre” – hvorefter hun ikke bare kunne skyde skylden på Morten Østergaard og de andre mekanikere, som hun ellers var godt i gang med – så var modsætningen til at tage og føle på. Hvis man ER sit parti, så har man også ansvaret for ”de uvidende politikere” i sit parti. Ellers skal man ikke puste sig op som en anden frø.

Jelved tog på den måde et altomfattende ansvar for skolereformens indhold og tænkning; et indhold, der er udformet af folk, der er imod selvsamme værdier, som Jelved sødt stod og forsvarede fra Vartovs talerstol, men som de radikales skoleordfører Lotte Rod bestemt ikke har ført sig frem med, hverken i  folketingets forhandlinger eller andre steder. Det er ikke i orden.

Jeg tror faktisk, jeg har en slags forklaring på modsætningen. Forklaringen består af to elementer.

For det første sagde Jelved, at konkurrencestaten er et vilkår. Det er den stat, der vokser frem, og som vi har, sagde hun. Tidligere har hun ganske vist kritiseret Ove Kaj Pedersen for det ene og det andet, og i dag var hun vist nok, tror jeg, også kritisk overfor konkurrencestatens konsekvenser, men altså ikke overfor dens eksistens, hvorved hun følger regeringens åbent erklærede ideologi fuldstændigt. Det er altid et meget dårligt signal, når folk – ikke mindst magfulde folk – accepterer konkurrencestaten som begreb, for dermed mister de evnen til kritisk refleksion over statsbegrebet som sådan, hvorefter pædagogik og dannelse triller ud i grøftekanten til fordel for en masse nysprog. Så får vi ny=ikke, som jeg plejer at syge. Nå, men hermed vil jeg blot sige, at Jelved med sin accept af begrebet faktisk sælger hele skoletraditionen, og det er blot konsekvenserne og ekkoet af dette salg, vi kan høre, når hun både tror og ikke tror, at skoletraditionen er velbevaret i den nye skolereform, og at “skolens formål” nok skal klare det hele helt alene mod de “uvidende politikere”, hvem de så end er.

For det andet roste hun som sagt Knud Illeris for hans kompetencebegreb, og er Illeris ikke også megakritiker af konkurrencestaten? Jo, men igen – kun af dens konsekvenser og ikke af dens begreb. Desuden bærer Illeris selv et stort ansvar for det nuværende pædagogiske forfald. Det var nemlig ham, der var en af de allermest fremtrædende personer i opgøret med dansk skoletradition og skolens formål tilbage i sin ”Modkvalificeringens pædagogik” fra 1981. I stedet satte han et dannelsesfrit ”læringsbegreb” op overfor en stor udiffentieret klump, der vist nok var den sorte skole, og det var dér, i reaktionens sorte haller, at dannelsen kunne bo. Det frisatte læringsbegreb skulle så fremme den socialistiske revolution og så videre på den galej. Illeris var altså med til at sætte fokus på det selvsamme læringsbegreb, som nu i størknet form har sat sig tungt og iltfattigt på vores skoler. Nu synes Illeris nok, at det er blevet lidt for meget med al den læring, men det er hans egen skyld, og denne kæmpeSKYLD  har han slet ikke reflekteret over. Og der står så Jelved, sammen med Illeris, og siger at kompetence- og læringsbegrebet er en operationaliseret dannelse. Men det passer ikke. Illeris’ begreber markerer en helt generations OPGØR med formål og dannelse. Sådan er det simpelthen bare. DPO’s og dermed skolereformens læringsbegreb kan spores direkte tilbage til en radikalisering af Illeris’ distinktioner fra dengang.

Jelved er sovset ind i en tidlig version af det læringsbegreb, der pt. ødelægger det hele, og hun anerkender, at staten er en konkurrencestat. Hun har derfor ingen begrebsmæssig modstand at trække på. Hun må trykke på ja-knappen, og trykket kan så ledsages af tom ideologisk snak om Grundtvig, modstand og dannelse lige midt i Vartovs ånde. Men det er ikke andet end staffage. Hun er derfor faktisk langt værre end de allermest instrumentalistiske uddannelsespolitikere.

Er jeg ikke lidt grov der? Nej, jeg er ikke grov. Jelved er værre end de andre af følgende grund: De andre tvinger blot en ond skolepolitisk realitet igennem. Jelved tvinger på samme måde, for hun trykker jo på stemmeknappen, men hun dækker samtidig over de onde realiter med de ord, som danske PÆDAGOGER og LÆRERE  netop skal bruge til at gøre op med de onde realiteter. Landets pædagogiske ord bliver dermed brugt  til at gøre op med landets pædagogik.

Jelveds tale var ren ideologi af værste skuffe. Nemlig den slags søde ord, der skal dække over en nedrig realitet.

 

Referencer:

Folkeskolen.dk’s dækning af konferencen: http://www.folkeskolen.dk/553412/jelved-ude-med-riven-kl-skyld-i-lockout#553420

 

4 tanker om "Sophia-konference på Vartov – Marianne Jelveds ideologi"

  1. Lad det være sagt med det samme, at jeg ikke deltog i konferencen, men jeg må indrømme, at det jeg læste Folkeskolens dækning af mødet, så var jeg mildest talt forbløffet.
    En ting er, at en minister stiller sig op og siger, at lærerne kun skal følge loven nødtørftigt – en anden er, at hun tilsyneladende fuldstændigt har glemt, at samtlige lærer på det statslige område, hvor hun sammen med den øvrige regering er arbejdsgiver, også blev lockoutede. En lockout som var nøje orkestreret af hele regeringstoppen, de øverste embedsmænd i hhv KL og Moderniseringsstyrelsen og af den politiske ledelse i KL.
    Jelved udtalelser, såfremt de både her og i Folkeskolen er citeret korrekt er hykleri af værste skuffe og burde have afstedkommet buh-råb og ikke klapsalver..

Skriv en kommentar