Stefan Hermann og “skolegårdslogik”

Rektor ved Københavns Professionshøjskole, Stefan Hermann, er blevet interviewet til Weekendavisen af Klaus Wivel. Interviewets overskrift er “Skolegårdslogik”. Sidst Herman blev interviewet var i Politiken Skoleliv i november 2019. Sidstnævnte interview, som hed ”Kongen af uddannelse”, var så underdanigt, ligegyldigt og ukritisk, at det var pinligt.

Wivels interview er ikke underdanigt, tværtimod. Det er dog heller ikke kritisk. Det er bare fyldt med indhold på sådan en slags ligeværdig måde.

Interviewet er ikke kritisk, fordi Wivel ikke spørger ind til Hermanns kærlighed til konkurrencestat og Globaliseringspolitik, til hans kritisable rolle i at fremføre hele skolereformdagsordenen helt tilbage fra omkring 2005, eller til hans opgør med den grundtvigske tradition i bredeste forstand.

Men Wivels interview er heller ikke underdanigt – eller bare affirmativt for den sags skyld –, fordi Wivel hverken omtaler Hermanns virkelige præstation, nemlig hans støtte til lærer Erik Schmidt over for Odense Kommunes og KL’s raid mod ytringsfriheden fra 2014-2019, eller nogle af Hermanns beslægtede men mindre betydningsfulde aktioner. Hermann er en pudsig blanding af oplysningsfilosofi, Foucault-begejstring og konkurrencestatsteknokrati, dog mest det sidste.

Men hvad er da det aktuelle interviews indhold? Jo, det handler om identitetspolitik. Hermann er tilhænger af den såkaldte ”Chicago-erklæring”, som er en akademisk funderet kærlighedserklæring til ytrings- og forskningsfrihed. Danske universiteter, som er ramt af identitetspolitikkens elendigheder, burde underskrive denne erklæring med det samme. Den eneste forskningspolitiske ordfører, som mig bekendt har omtalt erklæringen positivt, er Henrik Dahl fra LA.

Hermann er imod den opløsning af kunst- og karnevalstraditionerne, som følger med identitetspolitikken, hvor man jo ikke må klæde sig ud som et eller andet, som kaldes ”stereotyper”, der ofte endda klassificeres som ”racistisk, neokolonial, hvid og patriarkalsk”. Den slags har vi set både på KU og AU, men også i kredse omkring forfatterskolen og Politiken. Dermed beskytter Hermann i høj grad pædagoguddannelsens essens – og dermed også pædagoguddannelsens bidrag til kundskabsudviklingen som sådan – imod nogle unges totalt destruktive omgang med kunst og kreativitet.

Hermann gør også grin med nogle studerendes kritiske reaktion på et debatarrangement, som Hermann afholdt med nogle af sine helte på Københavns Professionshøjskole. De studerendes kritik gik dog ikke på det med ”helte”, men på at panelet bestod af tre ”hvide mænd”, som vel at mærke var rimeligt progressive. I det hele taget kritiserer Hermann behovet for at kvotegøre alting, f.eks.:

”Vi skriver eksempelvis i vores stillingsopslag, at Københavns Professionshøjskole hverken skeler til køn, alder etnicitet eller religion, men alene til kompetence og talent. I en efterfølgende debat blev det gjort gældende, at vi var de facto racister af den grund. Logikken var, at man løj, hvis man hævdede, at man ikke skelede til de kategorier. Derfor er holdningen, at vi lige så godt kan sætte løgnen i system og indføre kvoter. Så og så mange med anden etnisk herkomst, så og så mange kvinder, så og så mange handicappede. Deri ligger en afsindig opgivelse af idealet om at prøve at stille sig i en upartisk position”.

Og Hermann konkluderer om denne ”løgns” praktiske materialisering: ”Skal konsekvensen være, at fordi sandheden ikke findes, bør vi sætte løgnen i system?”.

Det synes jeg er godt udtrykt.

Hermann taler kritisk om ”en ny vibrerende følsomhed”, som han med rette mener fører direkte til ”intolerance” og ”moralisme”. Han forbinder også temaet med Muhammed-tegningerne, som han helt klart mener bør bruges i undervisningen i skolen.

Hermann siger, at han føler sig ”kørt over”. Måske er det fordi, at han selv til dels er en del af problemet. Han er på en måde på samme vejbane som identitetspolitikken. Sådan er det, fordi meget af den nye identitetspolitik udspringer af den såkaldte post-strukturalisme fra især Foucault, som Hermann er ekspert i, og som dominerede hans skoleanalyser i starten af 00’erne. Foucaults opløsning af sted og pædagogik er nu blot radikaliseret til at være en opløsning af køn og humanitet som sådan, forenet i posthumanistisk feminisme, som er en dyb forfaldsform af menneskelig pluralitet og eksistens.

Det var dette poststrukturalistiske grundsyn, som gjorde, at Herman efter murens fald forbandt sin kritik af hans barndoms venstregrundtvigianske omgivelser med den grundtvigske tradition som sådan; en tradition, som jo ellers er langt bredere end SF. Antorini, som vist var ven med Hermann i de år, gjorde samme fejl. Også hun troede, at SF-grundtvigianismen var lig med grundtvigianisme som sådan. Hun forbandt dog ikke sin post-1989-forvirring med Foucault, men med den fremstormende systemteori, som hun havde fra sin daværende mand, ovennævnte Henrik Dahl, som vist nok havde det fra skolereformsideologen Lars Qvortrup. Men forskellen mellem poststrukturalisme og systemteori endte i disse kredse med ikke at være så stor, fordi begge teorier forbandt sig med kredsen omkring skolereform og teorien om konkurrencestaten. Det var den sump, Hermann desværre havnede i, selvom han som Foucault-mand i udgangspunktet egentlig burde være kritisk overfor systemteorien. Det var han faktisk også i starten omkring 2003, men han glemte det hurtigt, fordi han røg ind i forskellige globaliserings- og kompetencerådssammenhænge, hvorefter konkurrencestatskærligheden tog overhånd i kombination med Foucaults anti-pædagogik.

Men indimellem stråler Hermann som ”en konge”. En rigtig seminarieforstander, som opdrager sine elever, når de er på afveje.

Selv blev jeg aldrig “kørt over”, fordi jeg blev stående ude på marken med røjsere og gul regnfrakke, mens jeg tyggede på nogle pæredanske kæpheste og deres rødder i hele verden.

 

Links:

Interview med Stefan Hermann i Weekendavisen, d. 14. februar 2020: ”Skolegårdslogik”. https://www.weekendavisen.dk/2020-7/samfund/skolegaardslogik

Interview i Politiken Skoleliv, november 2019, se kapitel 13 i dette facebookdrys: http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-66-november-2019.html

Chicago-principperne fra 2014: https://freeexpression.uchicago.edu/

Analyse af Hermanns tidlige arbejde i Nyt Dansk Udsyn, 2013, nr.2: https://www.yumpu.com/da/document/read/17669667/nyt-dansk-udsyn-velkommen-til-nyt-askov

Hermanns kritik af Qvortrup i 2003: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-kritik-af-lars-qvortrup-i-2003.html

Hermanns opgør med dansk pædagogisk tradition i 2012: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-opgoer-dansk-paedagogisk-tradition.html

 

 

 

3 thoughts on “Stefan Hermann og “skolegårdslogik”

    • Kære Henrik
      Mange tak for feedback og for dit link til din kommentar i WA om interviewet med Hermann. Jeg er jo helt enig med ham i denne sag, hvilket faktisk er en noget uvant situation for mig. Normalt er vi ret uenige om skole- og uddannelsespolitiske emner.
      Jeg er stor tilhænger af kønslig, kulturel og politisk pluralitet, men den kan efter min mening ikke realiseres med posthumanisme og poststrukturalisme i omegnen, eftersom disse retninger ikke kan finde nogen kærlighed til fortiden, og uden en sådan følelse, kan intet nyt blive til.
      mvh Thomas

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.