Stefan Hermanns kritik af Lars Qvortrup i 2003

I Erik Schmidts blad ”Opinion”, som udkom i 12 numre fra 2001-2004, er der i nr. 10 et tankevækkende interview med Stefan Hermann, som i dag er magtfuld rektor på Københavns Professionshøjskole, en slags postmoderne Gigantium. Dengang var han en frisk ung cand.scient.pol.

Hermann kritiserer Luhmann og Lars Qvortrup kraftigt. Det centrale sted i interviewet fortæller Hermann, at Luhmann repræsenterer et opgør med Habermas’ forankring af pædagogikken i ”livsverdenen”, eller i ”det normative fnidder”, som Herman ironisk kalder det.

Hermann spørger sig selv, om man kan det? Altså løsrive pædagogikken fra normativitet? Han svarer følgende:

”Når Jens Rasmussen f.eks. på et tidspunkt hævdede, at børn i dag ikke er urolige, de er livlige, så går han nogle værdier gældende.

Det gør Lars Qvortrup også, når han påstår, at man i det moderne samfund ikke kan opretholde en forestilling om en almen dannelse på baggrund af et fælles sæt af værdier. Derefter siger han, at det drejer sig om at lære børn at mestre de mange koder i stedet for at give dem almen dannelse.

Faren herved er efter min mening, at almendannelsen gøres til sociologisk tilpasning. Der er på sin vis tale om et funktionalistisk tyranni.”

Lidt senere skriver Hermann, at ”Luhmann – uden at ville det – baner vejen for en forplumring og en nivellering af værdierne”.

Så ifølge Hermanns analyse kan man konkludere følgende:

  1. Luhmann og hans proselytter er decideret normative i deres opgør med normativitet.
  2. I stedet for dannelse indsætter luhmannianerne en dannelsesfri sociologisk funktionalisme, et ”tyranni”. Vi får en tyrannisk normativitet som normativitetserstatning.
  3. Samfundets formålstraditioner “forplumrer”.

Hermann glemte stort set disse indsigter over de næste 15 år. Men nu er det tid at finde dem lidt frem igen, tror jeg.

For nylig var der faktisk en lille genindspilning af Hermanns kritik af Qvortrup. Det var i en diskussion om trivsel. Måske har Hermann fundet sig selv lidt frem igen? Men ok, det er i småtingsafdelingen.

Desværre var det en bestemt aftapning af Foucault, der allerede dengang udgjorde Hermanns alternativ, hvilket også fremgår af interviewet, og her er de kritiske muligheder desværre stærkt begrænsede. Her ender alt i strategi. Det var nok også derfor, at Hermann endte med at indgå i den ”tyranniske funktionalisering” med fuld honnør.

Så vi skal nok ikke forvente os noget UC-opgør med ”tyranniet”. Især ikke, hvis man tager sektorens aktuelle læreruddannelsesudspil i betragtning, som er ren ”funktionalistisk strategi”, og som i høj grad bygger på “tyranniet” selv.

 

Referencer:

Erik Schmidt (2003): ”Luhmann og Foucault for dummies”, Opinion, nr. 10, s.26-27.

Om den aktuelle trivsels-diskussion mellem Hermann og Qvortrup: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156389839769481&id=837549480

 

En tanke om "Stefan Hermanns kritik af Lars Qvortrup i 2003"

  1. Interessant – har lige læst Fremmedgørelse og Acceleration af Rosa. Helt samme analyse af det funktionelle tyrani og totaliteten i det. Jeg begynder så småt at forstå en smule.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.