Stefan Hermanns larm

Jeg har nogle bemærkninger til en episode, som jeg ønsker at registrere her med fuldt link-system, så sagen ikke ryger i glemmebogen. Det drejer sig om et indlæg på folkeskolen.dk, ”I al stilfærdighed”, af rektor for Metropol, Stefan Hermann.

Under en af mine tidligere ansættelser havde jeg en mellemleder, som – hvis der var lidt kritisk aktivitet blandt de ansatte – altid brugte udtrykket: ”Jeg vil blot i al stilfærdighed påpege….”. En gang imellem, når han varierede lidt, kunne han også finde på at sige: ”Det, jeg siger, er bare….”. Jeg tror, han havde lært det på et eller andet lederkursus. Han brugte altid formuleringerne, når han var presset, og når argumenterne slap op. Det var en form for magtdemonstration, der havde den sælsomme effekt, at han fik sin vilje, som desværre ikke altid var iklædt fornuftens gevandter.

Disse udtryk var derfor en form for ”larm”, der tvang virkelig samtale ud i grøften. En form for ”kritikkens U-vending”, som sociologen Rasmus Willig kalder det. Jeg vender tilbage til denne usympatiske og larmende strategi lige om lidt, fordi rektor Stefan Hermann har skrevet et indlæg på folkeskolen.dk, der netop, som sagt, hedder ”I al stilfærdighed”[1]. Et indlæg, der mere lyder som et indlæg til Metropols ansatte end som et selvstændigt indlæg til medborgere og pædagogisk interesserede.

1. Den larmende baggrund

Kort til den overordnede kontekst: Stefan Hermann er en magtfuld mand i dansk skolepolitik, ja faktisk var han allerede i 2016 den 39. mest magtfulde mand i hele landet. Han har siden ca. 2010 siddet i det ene og det andet læringsråd, herunder Rådet for Børns Læring, dialoggruppen for Ny Nordisk Skole og tænketanken DEA’s ungdomsuddannelseskommission. Hermanns nyeste bog har desuden fået en begejstret anmeldelse af læringsarkitekten Christine Antorini i DJØf-bladet. Ja, der var nærmest hud mod hud på facebook, da Antorini annoncerede anmeldelsen[2]. Der er ”kærlighed til læring”, som man siger, hvilket plejer at betyde, at alle andre har ”modstand mod læring”.

Jeg har tidligere drøftet Hermanns sparsomme publikationer udførligt og klassificeret dem som en del af den proces, som har udraderet formåls- og dannelsesdiskussioner fra dansk skolepolitik[3]. Klimakset i hele denne proces er skolereformen; det, jeg også kalder for læringsrevolutionen.

Hermann bærer et stort ansvar for dette forfald. Horisonten har blandt andet rod i en åbenbart problematisk situation i aarhusiansk politologi i slutningen af 1990’erne. På Statskundskab i Aarhus har den tilsyneladende stået på en blanding af Foucault-mekanik og velfærdsstatsstyring. I al fald deler både Hermann, Bjarne Corydon og Arne Eggert (KL), som alle er en del af denne årgang, forskellige kombinationer af dette grundsyn. Alle har desuden stået centralt i implementeringen af skolereformen. Corydons bekendte, Ove Kaj Pedersen, har desuden leveret en stor del af det begrebsmæssige skyts til 10’erversionen af dette paradigme, den såkaldte ”konkurrencestat”; et paradigme der også har indfanget vitale dele af DPU og centrum-venstrepressen. Det er det, jeg også kalder for Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO)[4].

Som nævnt har Hermann for nylig skrevet en pamflet, Hvor står kampen om dannelse? Hermann mener, at ”kampen” består af to ”positioner”. Den ene er en såkaldt ”politisk-administrativ” position, som inkluderer alle vennerne. Dette frontalopgør med dannelse og pædagogik beskrives uden videre og dybt modsætningsfuldt som en ”dannelses”-position. Heroverfor sættes en anden ”dannelsesposition”, der angiveligt indeholder alt fra nationalkonservative til gamle hippier og alt muligt ind imellem, dvs. hele den kæmpestore pædagogiske teori og folkelige tradition; ja, faktisk ”dannelse” som sådan. I et ledsagende interview hedder det endda, at det er vennerne, der stiller de gode spørgsmål[5]. Der er ingen analyse, ingen præcision og ingen selvstændig pædagogisk inter-esse i den ellers velskrevne bog.

2. Hermanns generelle larm

Med disse yderst begrænsede faglige ressourcer har Hermann tilmed den magtens frækhed at tale ned til alle mulige, der forsøger at få lidt fornuft ud af foretagendet. Her er nogle eksempler:

Den omfattende, grundige og nuancerede kritik af den læringsrevolutionære ideologi, som er formuleret fra mange forskellige perspektiver, f.eks. i udgivelserne Uren Pædagogik 1+2, afvises uden videre og gentagne gange med overfladiske henvisninger til mangel på empiri og analyse, selvom kritikken i både substans og bredde ligger mange hektar over Hermanns egen indsats.
Hermann mener, at Svend Brinkmanns omfattende videnskabelige og folkelige arbejde er ”populisme”[6]. Dermed støtter han uden videre op om Informations og Rune Lykkebergs primitive kampagne mod en af landets førende intellektuelle. Det er klassisk centrum-venstre ideologi, hvor alle, der ikke har konkurrencestat, arbejdsmarked og læring som ledestjerner, fremstilles som skøre i bolden, selvom de har et omfattende videnskabeligt virke bag sig. Dermed ender pædagogik, dannelse og humaniora i samme gruppe som Donald Trump. How low can you go?
Hermann omdanner kritik til selvkritik. Lærerne skal udøve selvkritik, så de forstår Corydons ”rigtige spørgsmål”. Denne vending fra kritik til selvkritik er en direkte konsekvens af en mekanisk omgang med Foucault. Desværre finder man samme problem hos andre af Lars-Henrik Schmidts elever, blandt andet hos DPU’s leder Claus Holm, som også har talt nedladende om en flittig og rigt publicerende forsker, Rasmus Willig, og faktisk også om mig selv[7]. De ender alle i favnen på konkurrencestaten som vilkår. Det er det, jeg kalder for en poststrukturalistisk ja-hat.

3. Hermanns aktuelle larm

Alt det ovenstående er blot nogle eksempler fra den nærmeste fortid. Men det er i denne rille, man skal forstå Hermanns aktuelle ”stilfærdige” larm på folkeskolen.dk. I al ”stilfærdighed” gør han nu opmærksom på følgende:

i. Kritikken af Folkeskolens redaktion

Hermann starter sit indlæg med et støjende og larmende angreb på Folkeskolen.dk’s journalist og redaktion. De har formastet sig til at referere og citere fra en stort anlagt konference om New Public Management og datastyring, som Hermann har optrådt på, vel at mærke uden at orientere Hermann selv[8]. Det burde bladet ikke have gjort, mener Hermann, og han har decideret klaget sig til redaktionen. Redaktionen makkede delvist ret og rettede i nogle citater, men Hermann er stadig ikke tilfreds, så nu laver han et blogindlæg. Folkeskolens redaktør, Hanne Birgitte Jørgensen, svarer udmærket for sig på tråden, selvom hun efter min mening burde have været lidt skarpere i afvisningen af Hermanns usympatiske magtdemonstration. Hvor var vi henne, hvis journalister skal bede om godkendelse til at referere fra en konference?

Desuden: Hermann må jo mene, at hans citatkorrektioner markerer nogle store betydningsskred, siden han henvender sig til redaktionen og skriver sit blogindlæg. Men det gør de overhovedet ikke.

Citat-ændringerne hører tværtimod under det, jeg kalder for læringsrevolutionær mikrodiversitet. De gør nærmest ingen forskel! Kun i Hermanns egen lille ”stilfærdige” verden. Og hvorfor skulle det ikke være journalisten, der har hørt korrekt, frem for Hermann, der husker korrekt? Det er da set før. Jeg stoler mere på en dygtig journalist end på en magtfuld og fornærmet pædagogisk oligark i den sammenhæng. Det må jeg indrømme. Især når man tager konteksten, som jeg beskriver i dette indlæg, i betragtning. Men som sagt er det faktisk nærmest lige meget, hvem der husker og hører rigtigt og forkert, fordi korrektionerne er så minimale, at de ingen forskel gør. Men læseren kan jo selv læse med og vurdere sagen, og Hermann opnår med sin larmende støj, at diskussionen mister kontakt med sagens kerne, der som sagt er ens uanset formuleringerne.

ii. Kritikken af lærer Mette Frederiksen

Hermann går derefter direkte til angreb på lærer Mette Frederiksen, som har skrevet om konferencen med udgangspunkt i Folkeskolen.dk’s oprindelige referat[9]. Han bruger over halvdelen af sit indlæg på at gå efter den ene og den anden detalje, som han mener, Frederiksen har misforstået. Men sagen er, at Frederiksen ikke har misforstået det mindste,

Hermann kritiserer tre ting ved Frederiksens indlæg. For det første er han sur over, at Frederiksen mener, at Hermann går ind for ja-hatte. Hermann mener ikke, at det passer, men det gør det. Det er blot den særlige form for post-strukturalistiske ja-hat, jeg beskrev ovenfor, og som kører sammen med læringsrevolution og konkurrencestat på kryds og tværs. Hermann er helt klart en af landets stærkeste ja-hatte, og han nedgør med sit indlæg og virke derfor en hel profession, som han også reducerer til en poststrukturalistisk ja-hat. Fuldstændig som Frederiksen skriver.

Derudover kritiseres Frederiksen for at sige, at Hermann er vild med data. Men det kan jeg da love for, at hun har fuldstændig ret i. Hermann skrev en legendarisk kronik med EVA’s Mikkel Haarder og skolelederforeningens Claus Hjortdal, hvor den stod på datastyring forever[10]. De to aktuelle konferencer, som Metropol er medarrangør af og bidragsyder til, omdanner desuden New Public Management til nidkær datastyring. Konferencernes oplæg, sammensætning af bidragsydere og det generelle indhold er virkelig barske løjer for folk med kritisk og pædagogisk sans[11]. Folkeskolens referat af Hermanns bidrag til konferencen – som altså fik Hermann til at klage til redaktionen og skrive sit kritiske indlæg – er desuden fyldt med datalæring. Hermann mener blot, at lærerne nu skal bruge data konstruktivt for at undgå yderligere central styring. Men det er da datakærlighed om noget. Tvunget kærlighed.

Den overordnede logik er følgende:

I stedet for åndsvidenskab, dannelse, normativitet og skole sættes rådatalandskaber og læringsudbytteoptimering som de altoverskyggende pædagogiske og uddannelsespolitiske markører.
Dermed frigøres data fra pædagogik. Data bliver til en form for ny-positivisme, der kan regerer de pædagogiske og administrative systemer.
Derpå re-defineres både undervisning og lærerens dømmekraft under databegrebets herredømme, dvs. som datastyring for læringsoptimering. Det er denne del af processen, som Hermann går ”konstruktivt” ind i. De to første punkter har han ikke forstand på, for det er jo bare nogle ”dannelsespositioner”.

Denne logik er et regelret opgør med skolens essens og formål og faktisk også med lærernes professionsideal, som det er formuleret hos Danmarks Lærerforening, og det har ABSOLUT intet med dømmekraft at gøre. Helt ærligt: Der er ingen ”data” i skoler. Derimod er det pædagogisk viden, som er forbundet til fag, kundskabsudvikling og skoleforståelse, dvs. f.eks. diktater, stile, matematikprøver og i det hele taget en interesseret omgang med hinanden og materien. Desværre kommer Frederiksen i sit indlæg til at anerkende ”data-begrebet”. Det skulle hun efter min mening ikke have gjort. Data hører til lærings-sproget og ikke til uddannelsessproget, som hollænderen Gert Biesta ville have udtrykt det.

Men til konklusionen: Mette Frederiksen har fuldstændig ret i sine tre kritikpunkter: Dvs. at Herman ”nedgør en hel profession”, han ”elsker data”, og han har en ”ja-hat” på.

Der er så også lige den krølle ved Hermanns raid mod Frederiksen, at Frederiksen er meget begejstret for Merete Riisagers virke, og anerkendelsen er faktisk gensidig[12]. Det ved Herman naturligvis udmærket. Den helt overdrevne reaktion mod Frederiksen kan derfor kun opfattes som et forsøg på at skyde en kile ind mellem Riisager og den pædagogiske tradition, som Frederiksen repræsenterer. Det er god gammeldaws machiavellisme efter min mening. Men Hermann må sørme følge godt med, for han har ”i al stilfærdighed” ligefrem registreret, hvilke facebook-opslag Frederiksen har ”liket”. Det virker ærligt talt lidt nervøst efter min opfattelse.

iii. Kritikken af Niels Christian Sauer

Nå, men det er ikke kun Fredriksen og Folkeskolen.dk’s redaktion, der har forbrudt sig mod Hermanns Metropol-normer. Lærer Niels Christian Sauer skal også formanes ”i al stilfærdighed”. Sauer har nemlig bidraget til et portræt af Hermann, som Politiken bragte i sidste uge[13]. Portrættet var en ren kongekåring på 1. sektions side 6, altså under den almene nyhedsdækning og uden særlig anledning. Arne Eggert og Bjarne Corydon bidrager med søde bemærkninger til konge-portrættet.

Sauer starter faktisk sin kommentar til portrættet med at bidrage til den irriterende jubeltone. F.eks. siger han, at Hermann har en ”dyb respekt for lærerprofessionen”, og at han har ”indsigt og format”. Sauer forstår derfor ikke, at Hermann gik ind for Lockouten i 2013. Det er i denne konkrete sammenhæng, og efter den generelle lobhudling, at Sauer siger, at Hermann ”opfører sig som en lille hund, der sagde hvad magthaverne vil have”. Det ”afviser” Hermann dog, som der står i portrættet, hvilket jo må få Sauer til at korrigere sin mere overordnede ros?

Men Hermann lægger kun mærke til det med ”hunden” og slet ikke alt det andet. Det er ikke så ”stilfærdigt”, men igen bare nervøst. Efterfølgende beklager Sauer endda udtrykket, men det er der ingen grund til efter min mening. I den konkrete sammenhæng er udtrykket overhovedet ikke problematisk. Både fordi rammen er så ovenud positiv, fordi Herman ikke ”er”, men kun ”opfører sig” som en lille hund, og fordi hunden er lille og ikke stor.

Faktisk har jeg selv lavet en klassifikation af de læringsrevolutionære post-strukturalister med udgangspunkt i hunde-metaforen[14]. Jeg arbejder med kategorierne vogter, vagthund, vovse og vuffer med udgangspunkt i en distinktion, som Platon laver i sit hovedværk Staten. I dette klassifikationssystem er Hermann helt klart en vovse. Hvis Sauer skulle have været mere begrebsmæssig præcis, skulle han derfor have skrevet, at Herman er en vovse, selvom netop ”en lille hund” jo faktisk kommer tæt på. Og hvad er en vovse? Det er en person, der lægger sig ved magten og passer på den, indtil magten skifter vel at mærke. Så løber personen hen til det nye herretegn og putter sig. Det er som sagt en post-strukturalistisk ja-hat. Nedenunder støjer vufferne så. Det er alle konsulenterne med de erklærede ja-hatte.

Men Sauer og jeg er slet ikke de eneste, som synes, at skolepolitik fint kan forstås med hunde-begrebet. I en længere kommentar til Hermanns artikel, altså på selve debattråden, har ph.d., Benny Bang Carlsen, en herlig klassifikation. Selv klassificeres jeg som en venlig og stridslysten Rottweiler. Hermann er en blanding af en Terrier og en kamphund. Sauer er en Schæferhund. En af de andre debattører på tråden kaldes en ”sød Labrador”. Jeg synes, vi skal udvikle disse ”hvis du var en hund, hvilken race ville du så være”-leg. Vi kan også lave det med biler. Måske er Hermann en Opel Manta – en bilmodel fra 1970erne, der så smart ud, men havde en lille motor?

iv. Kritikken af undertegnede

Selv blander jeg mig også på tråden. Det kan man selv læse, hvis man har lyst, men jeg noterer mig, at Hermann svarer med følgende karakteristik af mit arbejde: ”Du skriver temporigt og inciterende (….), men jeg savner en stærkere empirisk og analytisk substans. Det forbliver på overfladeniveau”.

Selvom jeg sikkert tager fejl i alt muligt, så har jeg i objektiv forstand skrevet 6 tykke bøger og et utal af danske og engelske artikler om disse emner; herunder en række grundige analyser af alt fra pædagogiske grundbegreber, policytekster og til mødeindkaldelser og kommunale evalueringsrapporter. Desuden er jeg nok den mest empirisk orienterede pædagogiske teoretiker i landet, men selvfølgelig ikke i den banale ”evidens”-forstand. Derimod er Hermanns eget arbejde netop velskrevet og overfladisk og smalt, hvilket stort set alle inden for fagområdet, som jeg kender, er enige om. Hermann skriver bøger med irriterende og overfladiske distinktioner, referencer til lidt OECD/Rambøl/ministerium-huttelihut, noget Foucault-mekanik og nogle kronikker med de nedre lag af DPO. Men vi andre, f.eks. Brinkmann og jeg, som forsøger at få styr på hele den filosofiske og praktiske sammenhæng, er ”overfladiske” og ”populister”?

4. Konklusion

Stefan Hermanns støjende markeringer vidner om en miserabel faglig tilstand blandt landets læringsrevolutionære magthavere. Han skulle tage at forholde sig til den omfattende samling af argumentation og dokumentation, som alle mulige fortæller om alle mulige steder, både i videnskabelige, praktiske og folkelige sammenhænge. Men det kan han ikke. Han kan – i al stilfærdighed – bare larme.

Noter:

[1] Stefan Hermanns indlæg: https://www.folkeskolen.dk/604088/i-al-stilfaerdighed

[2] Antorinis anmeldelse: http://www.djoefbladet.dk/blad/2016/19/st-ae-dige-parter-har-sv-ae-rt-ved-at-lytte-til-hinanden.aspx. Facebookopslaget er desværre slettet.

[3] Analyse af Hermanns arbejde: http://ibenbenedikte.dk/wp-content/uploads/2017/01/%E2%AD%90Nyt-Dansk-Udsyn-Nr-2-1.pdf

[4] Se f.eks.: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki.html

[5] Se https://www.folkeskolen.dk/595355/braekjern-til-en-fastlaast-dannelsesdebat

[6] Hermanns anklage mod Brinkmann: https://www.information.dk/indland/2016/08/ogsaa-blevet-forfoert-brinkmanns-populisme

[7] Se http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/vi-skal-genopfinde-arbejdsdelingen-mellem-forskning-og-politik/ og https://www.folkeskolen.dk/505720/oplaeg-paa-det-alternative-soroemoede

[8] https://www.folkeskolen.dk/603797/rektor-laererne-skal-erobre-skoledata-tilbage-

[9] Mette Frederiksens indlæg: https://www.folkeskolen.dk/603843/ingen-maa-gaa-ud-af-lokalet-uden-at-have-taenkt-en-selvstaendig-tanke

[10] Hermanns kronik i Politiken: http://politiken.dk/debat/kroniken/art5591787/Vi-vil-have-en-st%C3%A6rk-og-stolt-skole

[11] To konferenceprogrammer: http://download.ramboll-environ.com/Ramboll/NPM_programinfo_Aarhus.pdf og https://www.phmetropol.dk/om+metropol/kalender/2017/01/efter+new+public+management