Stefan Hermanns opgør med dansk pædagogisk tradition

I 2012 skrev Stefan Hermann en artikel i det læringsrevolutionære tidsskrift “Dafolo”. Artiklen, som hedder ”Professionaliseringens indre barrierer”, er i sig selv uinteressant, men som forskningsobjekt er artiklen unik. Den er nemlig et supereksempel på den herskende ånd fra 2000’erne; en ånd, der vil af med både dannelse, national tradition og faglig organisering. Kort sagt: Det er en artikel, der er helt i skolereformens ånd, og som passer 100% ind i nogle overordnede overvejelser, jeg gjorde mig i bogen “Uren pædagogik” fra 2011.

Hermann mener, at der er behov for det, han kalder for en ”(gen)myndiggørelse af læreren”. Men, siger han, desværre kan denne myndiggørelse ikke realiseres, fordi der findes noget, han kalder for ”indre barrierer for professionalisering”.

Og denne ”professionalisering” skal vel at mærke underordne sig den fremstormende konkurrencestatsteori. Hermann siger direkte, at lærerne er ”…. de helt centrale agenter i nationernes mobilisering af de menneskelige ressourcer i lyset af den globaliserede videnøkonomi”. (det manglende ”s” er ikke en fejl. Det er sådan noget UC-sprog, som er moderne i de kredse).

Og denne primitive globaliseringsforståelse er skam ledsaget af behørig reference til både Ove Kaj Pedersens bog Konkurrencestaten fra 2011 og til Lars Qvortrup og til Hermann selv. Det kører som efter en skabelon.

Denne konkurrencestatsreference definerer herefter hele horisonten for den efterfølgende analyse; dvs. at vi – i overensstemmelse med grundteorien – havner i et rent opgør med hhv. dannelse og traditionelle fagforeninger, som konkurrencestatsteorien jo definerer som noget fra en hedengangen statsform.

Men hvad er så de ”barrierer” for lærernes “myndiggørelse” og ”professionalisering”, som Hermann mener at have identificeret? Jo, der er to barrierer:

 

1. Nærhedens metafysik

Den ene barriere vedrører det, som Hermann kalder for ”nærværets metafysik”. Hvad er det? Jo, det er dén pædagogik og uddannelsestænkning, der er inspireret af ”teologerne Grundtvig, K.E. Løgstrup og Hal Koch”. Teologerne er skyld i, at

”…læreruddannelsen historisk har socialiseret de studerende med et stærkt etos og en professionsetik båret af værdier som fællesskab, demokrati og trivsel”.

Som om det nu skulle være et problem? Det er fuldstændig som at være til konference på DPU, når man læser den slags.

Nu har jeg faktisk ingen anelse om, hvorfor disse tre tænkere og hele den store og rige tradition, de repræsenterer, skal reduceres til ”nærværets metafysik” eller, som Qvortrup kalder det i sin drøftelse af professionel myndighed, til ”fundamentalistisk fænomenologi”. Både Grundtvig, Koch og Løgstrup og deres virkningshistorie trækker da på hele idehistorien og med fuldt politisk og filosofisk udsyn. Hvorfor er det reduceret til ”nærvær”? Og hvorfor er ”nærværet” i det hele taget et problem? Skal vi ikke have nærværende lærere? Jeg er lost in France. Det er simpelthen for skævt stillet op. Kom dog ud af denne 00’er-hørm!

Ok, tænker jeg så, måske kommer der nogle andre tænkere på banen? Men det gør der faktisk ikke. Vi får blot nogle løse referencedrys til Ove Kaj Pedersen, Lars Qvortrup, nogle EVA-rapporter, Niklas Luhmann og en minister fra Ontario. Igen ser vi denne skabelon-agtige og fantasiløse omgang med materien. Man må formode, at disse ’store tænkere’ skal udgøre en slags ophøjet og særlig oplyst ”fjernhedens forstand”? Helt ærligt, det er altså frem med øv-hatten, hvis det skal være på den måde.

 

2. Danmarks Lærerforening

Den anden af Hermanns barrierer er Danmarks Lærerforening. Hermann er helt forskruet på DLF, som han bruger flere sider på at rakke ned. DLF – kan man forstå – gør intet godt i verden, men producerer blot ”tællelighedens regime”; dvs. et ”bureaukrati”, som trækker ”i retning af skematisering og flittig brug af Excel”.  Foreningen er, hedder det, domineret af en ”lønmodtagerstrategi”.

Men mig gjorde foreningen faktisk op med ”lønmodtagerstrategien” i 00’erne og slog ind på en professionsstrategi? F.eks. udviklede man et ”professionsideal” i 2002? Men Hermann er bare sur på fagforeninger, det er helt klart. Så vidt jeg husker blev denne vrede også overført til Metropols ansatte.

Og pædagogikken er da reduceret til regneark som aldrig før, efter at Hermanns corydonisme kom til? DLF gjorde ret i at være oppe på dupperne.

Heldigvis har jeg selv en helt almindelig lokalaftale, så jeg slipper for at tælle.

 

3. Lidt kommentarer til de to barrierer:

a.

Må jeg gætte lidt? Måske mener Hermann bare, at 00’ernes skole havde et kundskabsproblem? Jeg kan jo ikke vide det, for han skriver ikke noget om det. Men hvis det er det, han mener, så er jeg helt enig. Men hvorfor det skal ledsages at et opgør med både fagforeninger og vores pædagogiske tradition, ved jeg så til gengæld ikke, altså som i “slet ikke”.

Årsagen til kundskabsproblemet er da netop det opgør med traditionen, som indledtes i 1970’erne, som Grundtvig i sagens natur ikke kan holdes ansvarlig for. Men nu skal traditionen gøres til problemet? Det lyder fuldstændig som da evalueringsforskeren Peter Dahler-Larsen tilbage i 2005 erklærede, at ”den grundtvigske tradition er skadelig for skolen”, og Qvortrups anti-grundtvigianisme er jo også legendarisk. Det hele ender i et endnu mere radikalt kundskabsforfald end før, og det forfald har et navn, nemlig ”læringsmålsstyring”.

Svaret på kundskabsproblemet er derfor mere og ikke mindre tradition, tilsat et ordentligt skud almenpædagogik.

 

b.

I 2013, dvs. et år efter publiceringen af artiklen, var Hermanns vision realiseret. Skolereformen gjorde det totalt af med enhver form for ”metafysik”, og Hermanns ven, Bjarne Corydon, tog sig af fagforeningerne. Men jeg har nu ikke indtryk af, at tælleligheden er blevet mindre, for nu at sige det mildt? Tværtimod rumsterer tælleligheden nu helt inde i elevernes stakkels hjerner via de kundskabsdræbende ”læringsmål”.

I dag står Hermann for at blive formand for foreningen Danske Professionshøjskoler og formodentlig også rektor for et nyt stort UCC/Metropol. Her skal han arbejde sammen med foreningens nye direktør, som kommer direkte fra Moderniseringsstyrelsen, hvor hun var med til at implementere lockouten af lærerne, som jo ledsagede den anti-metafysik, som Corydon var ”stolt af”.

Og i 2010, to år før artiklen i Paideia, skrev Hermann sammen med tre andre UC-rektorer og Lars Qvortrup en kronik, hvor de sammenlignede Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King. Det er sådan noget ”fedteri”, som desværre er blevet almindeligt. Men måske er det Lars Løkke, der skal erstatte ”teologerne”? Det er sørme party-time i DK.

Jeg savner noget metafysik og nogle gode fagforeninger.

 

 

Referencer:

Hermann, S. (2012).”Professionaliseringens indre barrierer”, Paideia, nr. 3. s.8-22.

Lars Qvortrups opgør med Grundtvig: http://www.thomasaastruproemer.dk/lars-qvortrup-og-grundtvig.html

Peter Dahler-Larsens opgør med ”Den grundtvigske tradition”: https://www.folkeskolen.dk/32977/den-grundtvigske-tradition-er-skadelig-for-skolen

Kronik, hvor Lars Løkke sammenlignes med Martin Luther King: https://www.b.dk/kronikker/10-4-loesning-til-folkeskolen

Analyse af Hermans forfatterskab frem til 2012: http://ibenbenedikte.dk/wp-content/uploads/2017/01/%E2%AD%90Nyt-Dansk-Udsyn-Nr-2-1.pdf

Aktuel diskussion af Hermanns ”larmende stilfærdighed”: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-larm.html

Skriv en kommentar