Styringsdidaktikken er død – længe leve didaktikken!

I december 2014 skrev Claus Holm en leder i DPU’s tidsskrift Asterisk. Lederen er under al kritik, men den siger noget om, hvilken miserabel tilstand landets pædagogiske tænkning befinder sig i, og det vil jeg begrunde nu:

Overskriften er følgende: ”Didaktikken er død, længe leve didaktikken”

Hvad der gemmer sig bag denne catchy overskrift, kan man om læse i lederens afsluttende ord:

”Den indholdsstyrede didaktik er død, længe leve den læringsmålsstyrede didaktik”.

Dette radikale skifte, ”læringsrevolutionen” som det indholdsløst hedder på de ministerielle enge, knyttes direkte an til en positiv vurdering af folkeskolereformen, som ifølge Holm ”flytter fokus fra undervisningens indhold til undervisningens resultater i form af elevudbytte”. I anden sammenhæng har Holm desuden været fortaler for konkurrencestaten som et ny-marxistisk ideal, så citaterne står med fuldt hornorkester.

 

1. Didaktik er ikke ”styring” men undervisning

Først er der ”styrings”-problemet. Uanset om det er læringsmål eller indhold, så taler Holm jo om ”styring”. Men hvorfor det? Didaktik har da ikke noget med ”styring” at gøre? Allerede ved brugen af begrebet ”styring”, har man faktisk afvist didaktikken, så det ledsagende ”død…leve” kollapser allerede i udgangspunktet.

Men hvad er da ”didaktik”? Ja, det er læren om undervisning, dennes indhold, metode og filosofiske og sociale forankring. Det har ikke noget med ”styring” at gøre. Det var Knud Illeris, der påbegyndte forfaldet i 1980 ved at tale om “deltagerstyring”, men Holm mangedobler forfaldet med hans allestedsnærværende styringsiver. Det er muligt, at en eller anden fra KL synes, han vil ”styre” didaktikken, men didaktikken i sig selv er det modsatte af ”styring”; ja, det kan ligeså vel være anti-styring, dvs. studiet af, hvordan mennesker og ting kommer til syne i et frit pædagogisk liv.

Didaktik er altså først og fremmest knyttet til ”undervisning”, som er en åndsvidenskabelig og pædagogisk kategori, der kun i en smal sociologisk forstand har noget med styring at gøre. Holm har alene ved sin ”styringsmetafor” aflivet sit emne, nemlig didaktikken, og det, han er fortaler for, nemlig den læringsmålsstyrede ”didaktik”, er derfor slet ikke didaktik, men noget uformeligt KL/konkurrencestats-noget, som efter min mening bør udryddes fra de højere læreanstalter.

Konsulterer man en nyere bog på området, Læringsteori og didaktik, spiller styringsbegrebet da heller ingen rolle, og det endda på trods af, at en af redaktørerne deler den ene halvdel af Holms teoretiske grundlag, nemlig systemteorien. Og kapitlet om “læringsmål” (kapitel 16), der også er skrevet af en af en systemteoretiker – en af de reflekterede af slagsen – hedder heller ikke noget med “styring”, men omtales blot som “læringsmålorienteret”. Den pågældende position placeres i øvrigt inden for rammerne af klassisk amerikansk behaviorisme.

Endelig: Didaktik kan heller ikke have ”læring” som det overordnede begreb. Hvorfor ikke? Nej, fordi didaktik ikke er en læringsteori, men en undervisningsteori. Det, Holm måske er ude efter, er en god ”læringsteori”? Men den vil han aldrig kunne finde, hvis han lader sig ”styre” af et læringsbegreb, der er defineret ved at være et opgør med “indhold”. En god læringssteori er tværtimod fyldt med indhold; ja, der er indhold i massevis.

Holm mister altså sansen for både undervisningens og læringens pædagogiske fundering. Han af-pædagogiserer de centrale pædagogiske begreber. Han gør både verden og subjekt mindre og mindre, mens pædagogikkens opgave er at gøre dem større og større.

 

2. Holms misforståelse af ”indholdet”

Men selvom vi ser igennem fingre med det skrækkelige ”styrings”-begreb, som burde ekskluderes fra pædagogisk teori og praksis, hvad mener Holm så egentlig med ”indhold”? Ja, det fremgår af følgende citat, hvor han følger op på sin målstyringsdidaktik:

”Det betyder, at lærerens didaktiske ekspertise fremover forventes at knytte sig til, hvad den enkelte elev skal lære, og ikke til en bestemt og fagligt konstitueret viden.”

Så ”indhold” er en ”bestemt fagligt konstitueret viden”? Jeg forstår ikke, hvad Holm taler om. Indhold i et didaktisk perspektiv vedrører hele refleksionen over forholdet mellem et fags samlede virkelighed og dets repræsentation i klasseværelset. Det er det modsatte af styring, og det er det modsatte af ”bestemt kanoniseret viden”.  Didaktik er simpelthen den videnskab og den aktivitet, der giver indholdet både nærvær og ubestemthed på samme tid. Didaktikken er kunsten at navigere i forholdet mellem det bestemte og det ubestemte, mellem kulturens, videnskabens og klassens sætninger. Didaktik er derfor det modsatte af ”styring” af en ”kanoniseret viden”. Didaktik er tværtimod den undervisningsmæssige iscenesættelse af ”viden” i større dybde, hvilket også hedder ”kundskaber”. Og de læringsteorier, f.eks. hos John Dewey og i den situerede læring, som trækker på et indholdsbegreb, taler hverken om ”viden” eller om “læring” på den simple måde, som Holm lægger op til.

 

3. Folkeskolereformens styrings-forum

Endelig fremhæves som sandhedsvidne på det, jeg vil kalde for didaktikkens opløsning, det såkaldte ”Forum for Koordination af Uddannelsesforskning”, som blot er endnu mere styring, blot her som ”koordination”.

Denne ”forskningsstyring” blev etableret sammen med folkeskolereformen, og styrmændene er blandt andet Jens Rasmussen, Andreas Rasch-Christensen, Lise Tingleff fra UCC, Arne Eggert fra UVM, skolelederformanden Claus Hjortdal og KL’s Henrik Casper, dvs. folk fra forskellige lag af Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO). Der er, så vidt jeg kan bedømme det, ingen vægtig pædagogisk, socialvidenskabelig eller humanistisk endsige kritisk forskning repræsenteret i udvalget.

Forummets kommissorium er at koordinere forskningen under folkeskolereformens principper. Som det hedder på ministeriets hjemmeside: ”Etableringen af det nye forum skal understøtte den bevægelse mod en evidensbaseret og praksisnær uddannelsesforskning, som allerede er i gang…”

Men i så fald er det forum, som Holm henviser til, jo allerede politisk præ-struktureret til at gå ind for det, som Holm bruger forummet til at vise. Det går ikke. Det kan man ikke bruge til noget. Det er ikke en fri henvisning. Det er en oligarkisk lukning efter min mening.

Endelig vil jeg bemærke, at lærer Erik Schmidt, der i 2014 fik en advarsel af Odense Kommune for at kritisere den selvsamme læringsmålstyring, som Holm hylder med sin revolutionære parole, i forbindelse med prisoverrækkelsen af ”årets sveske 2015” holdt en længere tale, hvor han også kritiserede Holms leder.

Hvad bør vi gøre? Vi bør løsrive de pædagogiske begreber fra ”styring” og ”koordination”. Vi bør have didaktik, læring og pædagogik i fri dressur med bundtræk i hele den pædagogiske tradition.

Det er uroens, fornuftens og kundskabernes herlige sted. Længe leve didaktikken!

 

Referencer:

Claus Holms leder: ”Didaktikken er død, længe leve didaktikken”: http://edu.au.dk/fileadmin/edu/Asterisk/72/Asterisk-72-s2.pdf

Link til Forum for Koordination af Uddannelsesforskning: http://ufm.dk/uddannelse-og-institutioner/rad-naevn-og-udvalg/forum-for-koordination-af-uddannelsesforskning

Erik Schmidts tale ved modtagelsen af årets sveske: https://www.youtube.com/watch?v=aqiy4w1IwmA

Qvortrup, A. & Wiberg, M.: Læringsteori og Didaktik, København: Hans Reitzels Forlag, 2013

Didaktik, læreren i kødet og sætningernes fylde, et tidligere indlæg om didaktik her på bloggen.

Claus Holms tale til kandidater i Uddannelsesvidenskab i november 2015.

 

Skriv en kommentar