I Odense fortsætter politikerne med deres “postmoderne ondskab”, som jeg kalder det.
Helge Rasmussen, en af Erik Schmidts kolleger, stillede et spørgsmål om kommunens advarsel til Schmidt på byrådsmødet d. 29. oktober 2014. Rasmussen bad simpelthen om, at man trækker advarslen til Erik Schmidt tilbage (se referencer og Rasmussens spørgsmål i bunden af indlægget).
Først svarer borgmester Anker Boye let nedladende, at der er ytringsfrihed over det hele i Odense. Det samme siger rådmand Susanne Crawley Larsen. Larsen taler, som vi også så i hendes grundlovstale, endda med store og henrivende ord. F.eks. hedder det, at ”ytringsfriheden er givet til vores generation”, og Crawley Larsen ”vil ikke diskutere, om vi har ytringsfrihed i Odense Kommune, for det har vi!”.
Men det er bare løgn det hele, for Erik Schmidt – en erfaren, flittig og engageret lærer – må ikke sige, hvad han mener om skoleloven eller om “normaliseringsloven” eller om den måde, hvorpå disse “love” implementeres i Agedrup , og han må ej heller kritisere sin uvidende og ungdommelige skoleleder Mohammed Bibi, der kun vil have hellig ild og læringsmaksimering, og som ikke engang kan dukke op til Schmidts afskedsreception med et håndtryk under armen.
Det er faktisk Bibi, en ny slags læringshersker, som burde tildeles en advarsel, men almindelig professionel dømmekraft er helt uden for Crawleys og Boyes kommunale horisont.
Men hvordan kan Odenses politikere lyve sådan? Det kan de kun, fordi de siger, at Agedrup-sagen er en ”personale-sag”. Men ærligt talt! Schmidt-sagen er ikke en ”personale-sag” på en måde, der objektivt eller juridisk set forhindrer Boye og Crawley Larsen i at handle efter ytrings- og åndsfrihedens principper. Den er kun en ”personalesag”, fordi Odense Kommune selv definerer og konstruerer den som en sådan.
Dermed ender vi med en dobbelt ondskab:
Først fremhæver man frihedsrettigheder samtidig med, at man undergraver dem i handling.
Og dernæst vil man med henvisning til et ”objektivt” forhold, dvs. ”personale-sags”-forholdet, ikke udtale sig om Agedrup-sagen, selvom man jo helt selv har konstrueret selvsamme “forhold”, som derfor de facto er SUBJEKTIVT, dvs. at kommunen kan ændre forholdet med det samme, hvis de vil.
Der er derfor to pointer, som en fynsk lærer kan drage:
1. Du har ytringsfrihed, men du må ikke bruge den.
2. Bruger du den alligevel, bliver du en “personale-sag”, hvorefter vi ikke kan drøfte dine synspunkter mere.
Begge pointer lukker munden på folk, samtidig med at man priser det modsatte. Det er jo en helt særlig form for undertrykkende logik.
Utroligt at de andre byrødder bare sidder helt stille. Har de ingen moral?
(Desuden glorificerer Crawley Larsens sin inkompetente direktør/skoleleder: “Til det med at trække advarslen tilbage, vil jeg bare sige: Hvem er jeg, eller hvem er andre, hvis vi tror, at vi bedre end dem, der var i situationen, er bedre til at bedømme den her sag”
Det var dog et utroligt argument: Man har da tit hørt om, at en sag “bedømmes” forkert af folk, der har været midt i en “situation”. Ja, ofte er netop det forhold, at man er i en “situation” medvirkende til, at man bedømmer alt for impulsivt og interessebetonet.
Desuden: Eftersom det allerede er bevist, at skoleleder Mohammed Bibi og hans skoledirektør Ina Ahrensbergs dømmekraft vedrørende skoleudvikling er helt hen i vejret, hvorfor skulle de så kunne vurdere den aktuelle situation korrekt? Det er jo ikke andet en ren og skær ansvarsforflygtigelse fra rådkvindens side).
Referencer:
Video fra byrådsmødet. Mødet starter med Helge Rasmussens spørgsmål uden for dagsorden: http://odensekommune-entwebtv.digizuite.dk/Default.aspx?bhcp=1
Folkeskolen.dk’s dækning af mødet: http://www.folkeskolen.dk/551963/odenses-politikere-vil-ikke-traekke-advarsel-tilbage
Helge Rasmussens spørgsmål på skrift:
Mit navn er Helge Rasmussen. Jeg bor Lunden 59 i Agedrup, og jeg er lærer på Agedrup Skole.Jeg takker for denne mulighed for at ytre mig frit i et par minutter, og tak for jeres opmærksomhed. Det er et tegn på den frihed, der har eksisteret i mange år her i landet, og den skal vi beskytte og værne. Især nu, hvor den er truet.
Det er derfor jeg har et par spørgsmål til borgmester Anker Boye. Du er vores øverste chef, og det er din HR-afdeling, der har medvirket i sagens kerne: Advarslen i foråret til Erik Schmidt.
Jeg står her som del af en gruppe lærere, der har samlet over 2000 underskrifter for ytringsfriheden. Vores kollega Erik Schmidt fik i foråret en tjenstlig advarsel for at ytre sig imod skolens ledelse. Den vil vi gerne have trukket tilbage.
Ikke fordi vi nødvendigvis er enige med Erik i alt, men fordi det er en ret at udtrykke sig, OGSÅ kritisk og OGSÅ negativt.
Når det overhovedet kan komme på tale at uddele en advarsel for Eriks ”forseelse”, så er det fordi tingene er skredet i Odense Kommune. Jeg ved ikke, om du er klar over, at der de sidste år er skabt en kultur, hvor det at sige ja til noget er i orden, mens tvivl, nej og skepsis skal ties ihjel. Ja til ja-sigere, og nej-sigere tolereres ikke. Sådan er det desværre blevet.
Vi kender naturligvis mest til problemerne for lærerne, der – som nogen måske kunne tro – IKKE startede med advarslen til Erik Schmidt. Den var bare toppen af isbjerget, og skulle nok bruges til at stramme tavshedsskruen yderligere. Sådan føler mange det i hvert fald.
For et par uger siden kunne man fx læse i Fyens Stiftstidende:
”Fyens.dk har talt med en lang række lærere fra flere skoler i Odense. De kan alle nikke genkendende til problemerne, men har ikke ønsket at udtale sig af frygt for reprimande fra deres ledelse.”
Sådan fungerer det altså stadig, og dermed forvandles vi til en flok tavse nikkedukker, der accepterer en topstyret dagligdag, hvor ledere på mange niveauer sender ordrer og planer nedad i systemet. Vi skal så bare parere ordrer.
Er det den rigtige vej? Skaber det dynamik og udvikling?
Vi mener det ikke. Det bliver en organisation, hvor dialog, debat, kritik, ærlig bekymring fra os på gulvet mangler. Fra os, der i sidste ende skal udføre arbejdet. Det ender galt. Ingen kan være tjent med det, om man er borgmester, leder eller menig medarbejder.
Derfor følgende spørgsmål:
– Vil du trække Erik Schmidts advarsel tilbage og dermed signalere, at den var en fejltagelse, og at ytringsfriheden skal tilbage til de offentligt ansatte i Odense?
– Vil du arbejde for en fremtid for kommunens ansatte, hvor frygten for at ytre sig er væk. Hvor det måske endda er velset også at være kritisk, så vi kan være med til at udvikle tingene positivt nedefra?