D. 3. maj stikker Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær (SJ) hovedet ud af den administrative busk. På folkeskolen.dk skriver de indlægget “At takke ja og takke nej – præmisser for kritisk debat“.

Staunæs og Juelskjær tager til mæle, men hvad skriver de? De reflekterer over, om de har lyst til at svare på min kritik, og de kommer frem til, at det vil de ikke – af den ene og den anden grund. Det er helt fint med mig. Sådan noget tænker jeg også selv over, når jeg bliver kritiseret. Gider/vil/kan/bør man svare?

De må selvfølgelig meget gerne svare, og det var også derfor jeg skrev Staunæs og inviterede til feed-back. Men jeg hverken krævede eller forventede det. De kunne fint bare lade være. Og det var også det, jeg troede, de gjorde indtil sidste fredag.

SJ får det til at lyde, som om de kan forsvare deres klage ved blot reflektere over, om de vil svare.

Men det er ikke i overensstemmelse med realiteterne. SJ har svaret. De har svaret via universitetets ledelse, og dermed oversætter de kritisk virksomhed til en administrativ sag, hvilket er et groft angreb mod både et demokratisk samfunds kerneværdier og videnskabens egen essens. Denne reduktion af kritik til administration kan man allerede se i indlæggets første linje, hvor der skrives: ”Der verserer en personalesag”, hvilket er en lamslående omskrivning af realiteten, som er: ”Der kører en lemlæstet ”faglig”, tæmmet og lukket forklaringskamp via universitetsledelsen”.

Der er ingen begrundelse i indlægget for, at SJ har valgt at gå til ledelsen. SJ foregiver, at deres tekst handler om ”at takke ja og takke nej”, men det gør den ikke. Den handler derimod om at undgå at begrunde, at man ”takker ja” på en måde, som er videnskabeligt og demokratisk stærkt kritisabel.

Derfor står blot tilbage de begrundelser, som ekstremt kort er angivet i de ubehjælpsomme klager til universitetet: Nemlig at jeg forveksler videnskabens beskrivende og værdimæssige aspekter (er/bør), at jeg ødelægger SJ’s samarbejdsrelationer/universitetets anseelse/muligheden for at gøre sig gældende, og at jeg mobber dem.

Først ”er-bør”-problemet: Jeg er formodentlig en af de pædagogiske forskere i landet, der ved mest om dette spørgsmål (se f.eks. Rømer 1993). Men den diskussion, som kunne være taget – så et kritisk publikum kunne oplyse sig selv – er nu umuliggjort. Indtil SJ kommer med noget langt mere kvalificeret om ”er-bør”-problematikken, fastholder jeg min tese 100%; en tese som bygger på års studier i dansk pædagogik: Nemlig at SJ’s behandling af skolespørgsmål hviler på en udeklarerbar normativitet, der ender ud i en radikal accept af skolereformens skolefilosofi. Jeg kan jo ikke gøre andet, end at fastholde, hvad jeg kan se. Også selvom jeg åbenbart ikke må sige det offentligt, men må tvinges til at forklare den overfor nogle universitetsjurister.

Dernæst er der det med hensynet til samarbejdsrelationer og universitets anseelse, og hensynet til råd og nævn mm.: Min opgave som pædagogisk filosof er at være helt og aldeles ligeglad med den slags hensyn. Social blindhed er mit job, og det forsøger jeg at udføre. Videnskab handler om at kunne orkestrere en fri og systematisk undersøgelse uafhængigt af magtrelationer og sociale hensyn. Det kommer faktisk bag på mig, at nogen seriøs forsker kan hævde det modsatte i et så blåøjet forfald, som det kommer til udtryk i klagen. Jeg burde have lønbonus for min blindhed, og SJ burde slæbes igennem universitetsbureaukratiet for deres reduktion af videnskabelig dyd og frihed.

Endelig hævdes det jo, at jeg ”mobber”: Men min tekst er helt efter bogen på alle måder. Den er 0,00% mobning i bedste kritiske tradition, og SJ’s vanvidspostulater om “had og tilsvining” bør….. ja, jeg mangler ord lige der. Jeg vil foreslå, at ord knyttet til arbejdsmiljø og børneliv helt ekskluderes fra offentlig og fri debat. Hvis kritik oversættes til mobning, så har vi et mobbeuniversitet og et mobbesamfund – ja, så har vi faktisk “mobning” over det hele. Men jeg mobber ingen. Jeg forsvarer derimod ofte uretfærdighed. Men jeg forsøger at skille person og sag ad, at flå dem fra hinanden, så sagen kan træde frem for videnskabelig og normativ iagttagelse. Det er denne adskillelsesproces, der jo er saglig i dybden, som SJ forveksler med ”mobning”, hvorved de trækker hele samfundets grundlæggende værdier og essens med i deres intellektuelle fald.

Konklusionen på sagens indhold, som står i en ”administrativ klage” og som derfor er “takket ja”, er følgende: 1. Staunæs og Juelskær reducerer et videnskabsteoretisk omstridt emne, nemlig er/bør-problematikken, til en administrationssag. 2. Videnskab reduceres til et spørgsmål om status og anseelse. 3. SJ reducerer en offentlig og fælles kritik til simpel psykologi.

Intet af dette finder vi dog nogensinde ud af, fordi SJ har reduceret sagen til en personalesag. De har dermed monopoliseret deres egen lille konstruktion af verden til den fælles sandhed – med store konsekvenser for landets lærere og pædagoger og det pædagogiske liv i det hele taget.

Referencer:

Rømer, T.A. (1993). Videnskab og værdier – fra et værdirelativistisk til et post-empiristisk værdibegreb, Specialeafhandling, Aarhus: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.