Svar til Hans Henrik Knoop vedrørende Brinkmanns strid med den positive psykologi

Herværende indlæg er et svar til Hans Henrik Knoops svar på mit indlæg “Svend Brinkmanns strid med den positive psykologi”. Både indlæg og svar kan læses her:

http://www.thomasaastruproemer.dk/svend-brinkmanns-strid-med-positiv-psykologi.html

Man kan på tråden også læse et fint indlæg af Tattiana Roda, som jeg også kort omtaler neden for.

————————————

Kære Hans Henrik

Tak for dit svar, som efter min mening i hele dets struktur bekræfter mine to kritiske anmærkninger mod den positive psykologi (PP); nemlig at PP har et problematisk forhold til den filosofiske tradition, og at den bygger på en konstrueret distinktion mellem det positive og det negative, der gør, at disse begreber ikke kan slynges ind i hinanden for alvor, hvorved man mister menneskets konkrete liv og tilværelse af syne, hvilket jo ikke er så godt for en psykologisk teori.

1. Psykologi og filosofi

Det virker som om, du vil skelne meget kraftigt mellem filosofi og videnskab. Du siger, at filosofien spørger frit, mens videnskaben finder ”autoritative svar – også hvad angår dybe spørgsmål om ontologi, epistemologi og moral”. Det er sætninger af denne type, der bekræfter min bekymring over den positive psykologis forhold til filosofien og disciplinens sans for egne begrænsninger.

Filosofi spørger ikke blot ud i det blå, som du synes at mene. Man kan, skriver du, ”lige så godt lade sig inspirere af enhver anden form for filosofi, nu hvor man som filosof har ret til at tænke og tro hvad man vil – uanset videnskabelige indsigter”. Men filosofi er ikke tro overfor videnskab. God videnskabelig eller psykologisk filosofi, som Brinkmann bedriver, funderer tværtimod de begreber, vi omgås med i både spørgende og svarende bevægelser. En videnskabsfilosofi giver begreberne liv, fylde og sammenhæng med en intellektuel tradition. Den giver sandhed, og den er kærlighed til sandhed; et forhold som er særligt relevant for en teori som PP, som ønsker at udtrykke sig teoretisk og empirisk om intet mindre end ”lykke”. Uden filosofi er der ingen spørgsmål, og uden spørgsmål er der ingen svar, heller ikke ”autoritative svar”. Uden filosofi får man kun ”evidensbaserede” svar, som kan defineres som svar baseret et begrebsmæssigt postulat, dvs. på spørgsmål stillet af andre, som ikke selv har et spørgsmål.

En videnskab, der mener, at dens grundbegreber kan arbejde uden filosofisk aktivitet i og omkring selve begrebsdannelsen, mister simpelthen kontakten til sandheden. Den mister sin spørgende og dermed også sin svarende kraft. Med din afvisning af filosofiens sandhedsfordringer, udelukker du faktisk positiv psykologi fra sandheden, hvorved PP får problemer med at være en videnskab overhovedet. Det er også derfor, tror jeg, at teoriens nedre konsulent-segment ikke kan fastholde de analytiske begreber og alt for let bliver til ja-hatkonsulenteri.

Jeg tror, at dette syn på forholdet mellem filosofi og videnskabelige begreber er en god neo-kantiansk pointe fra omkring år 1900. Det var også sådan, sociologien blev bygget op i 1920’erne, hvilket har givet netop denne disciplin en stærk teoretisk tradition, der har bedre muligheder for at stå imod evidensbegrebets indbyggede postulat.

Det er lige præcist dit problematiske syn på filosofi, der gør, at du kan tro, at din filosofitømte lykke-videnskabelighed kan give ”autoritative svar” på spørgsmål, man kun har “autoritative svar” på, hvis man har taget filosofien, altså sandheden, ud.

Jeg vil altså ikke bare have ”koblet”, som du skriver, filosofien til PP. Jeg vil have PP funderet på filosofiske refleksioner a la Brinkmanns, noget man forsøger lidt på selv med de smalle Aristoteles-læsninger, men som man ikke kan realisere, fordi man har tømt Aristoteles for social og politisk filosofi, blandt andet fordi man mener at Ludwig Wittgenstein er Darth Wader.. Filosofi er ikke noget ydre i forhold til videnskabelige begreber. Den er noget indre. Lykke er et filosofisk begreb og ikke et empirisk begreb, og uden bevidsthed herom, vil man aldrig kunne lave en god empirisk analyse af lykkens tilstand. Man vil ende med at konstruere dansende skygger på en væg.

Du nævner også Jonathan Haidts arbejde. Jeg kender ham ikke særligt godt, men tror ikke umiddelbart, at han kan tilbyde et fundament, som er særligt interessant, fordi han har tendens til at gøre menneskelig strid og forankring, altså politik, til et problem. Men ok, jeg må jo læse den bog, du nævner, for at udtale mig mere kvalificeret.

Du kritiserer Brinkmanns råd om at stå fast, fordi det minder dig om Islamisk Stat, men det er altså ikke det, det handler om her. Islamisk stat står netop ikke fast. Den indoktrinerer og tilpasser. At “stå fast” i Brinkmanns forstand er at finde og udvikle en holdning, med udgangspunkt i æstetisk og historisk sans, så man kan stå selv på fast grund i livet. Det er selv-standighed, og det er tilværelsesoplysning; ja, det er definitionen på den græske borger i en bystat, og det er faktisk det, der ligger i folkeskolens formålsparagraf, når den taler om “åndsfrihed” og “handling”.

Det samme gælder i høj grad, når vi taler om det, du kalder for ”akademiske debatter”. Netop her er strid, selvstændighed, kritik og modstand fuldstændig centrale for videnskabelig udvikling. Videnskabsteoretikeren Thomas Kuhn betegner ligefrem vigtige videnskabelige landvindinger som ”revolutioner”, og vi har samme tema kørende mange andre steder, hvor begreber som antagonisme og uenighed står centralt. Immanuel Kant siger ligefrem, at man skal have ”mod” til at bruge sin egen forstand, og at oplysningen skrider frem via strid, kritik og konflikt. Ja, demokratiet er simpelthen grundlagt på modstand, revolution og folkelig tilsynekomst. Inde i demokratiets ja er der med andre ord et rungende nej. Der minder lidt Løgstrups “Nej” over for Hal Kochs ja-hat under besættelsen, hvor de så forskelligt på samarbejdspolitikken.

Disse forhold kan ikke formidles med et ”begge dele”, som du siger. Et både-og er en nedskrivning af problemstillingen til et ikke-filosofisk område, hvor man tror, man kan finde ufilosofiske autoritative svar om ontologi og moral. Et både-og er en afvisning af det spørgende, af filosofien. Desuden er det stort set altid på enten ”bådes” eller ”ogs” præmisser. Både-og er ikke en videnskabelig, men en strateigisk tilstand

2. Det negative og det positive

Så er der spørgsmålet om forholdet mellem det negative og det positive, som jo er min anden pointe. Jeg har hørt det fine interview, du henviser til, med professor Barbara Fredrickson, og jeg må sige, at det bekræfter hele min pointe fuldstændig, nemlig at positiv psykologi er skabt af en opsplitning af livet i to begreber, der efterfølgende ikke kan komme i kontakt med hinanden som andet end strukturelle koblinger. Derfor sker der det, at det sociale og politiske liv, altså livet i sin helhed, gøres til noget ”negativt”, til noget næsten fraværende, og noget som kun i små og afgrænsede sektioner kan komme i nærheden af det, man helt ufilosofisk kalder for ”flourishing”, som åbenbart erstatter ”lykken”, og som er “noget andet” end det negative. Man konstruerer en dualisme, som blokerer for adgang til egentlige psykiske processer. Hele dit eget svar til mig bekræfter også den grundlæggende mur mellem positive og negative følelser, som alt muligt skal passe ind i. Jeg siger ikke, at du mener at ”negative følelser skal forbydes”, som du skriver. Slet ikke faktisk. Men jeg siger, at din disciplin opdeler livet i alt for enkle og ufilosofiske kategorier, hvilket gør, at den mister sin spørgende bevægelse og dermed kommer til at virke tvangsmæssig i forbindelse med dens anvendelse, og at PP derved må skjule sit sandhedstab under evidensens alt for simple fanfare.

Det samme sker, når du skriver, at ”selve grundlaget for PP bl.a. er en bred erkendelse af, at negative oplevelser slår hårdere end positive”. Med den sætning forudsætter du gyldigheden af hele min kritik, fordi du bygger på en forskel mellem negative og positive oplevelser, som tager negativiteten ud af det værende, altså det, du hævder, er ”positivt”. Det samme gælder for dine formuleringer i dit citat fra din facebook-opdatering. Også her forudsætter du den distinktion, jeg kritiserer f.eks.: ”Hvad PP så kan bidrage til, er at undgå, at negativiteten bliver for dominerende, som det så MEGET let kan ske”. Sådan en formulering kan kun materialisere sig på baggrund af, at tilværelsens sumpede, snavsede og urene helhed er blevet forsimplet af en positiv-negativ distinktion, der rekonstruere helheden i sit eget billede. Jeg vil simpelthen have krøllet disse begreber langt mere sammen og sammen med livet selv, så psykologien kan henvende sig til tilværelsen som sådan og lade denne komme til syne i sin gavmildhed, som Tattiana Roda skriver det i sit fine indlæg her på bloggen. Det tætteste jeg i dit video-interview kommer på substansen er der, hvor du beder Barbara L. Fredrickson analysere lektor Claus Holms ”melankoli”. Men hvis man skal videre ad den vej, så skal filosofien ikke ”kobles”, men ind i begrebsdannelsen som sådan, hvorved livsprocesserne strømmer ind over negativ/positiv-distinktionen, og psykologien myldrer ud i landskabet som en sand social, politisk og normativ disciplin.

Du skriver, at jeg gerne vil have mere ”lykke” ind i PP. Det forstår jeg ikke helt. Det skriver jeg vist ikke noget om. Jeg bruger blot ordet ”lykke”, fordi det nævnes hyppigt alle steder hos PP. Du foreslår nogle andre begreber i stedet for, og det er fint nok. Man må for min skyld gerne kalde det noget andet, hvis man har lyst. Men man skal også være forsigtig: Hvis nogen i stedet for “lykke” ønsker at tale om f.eks.”trivsel” eller endda ”optimale processer”, vil PP fjerne sig yderligere fra en filosofisk fundering og formodentlig ende som en ren styringsteknologi. Derfor bør man ledsage den slags ændringer med filosofiske og sociologiske overvejelser over de nye begrebers indhold og omgivelser. Gør man ikke det, tager man nemlig al den filosofitømte men dog filosofirelaterede “lykke” direkte med ned i ”trivselsmålinger” og ”procesmålinger”, hvorved ”lykke” bliver til en form for operativ tvang, som efter min opfattelse vil skabe ulykke på den lange bane, uanset om målingerne skulle giver topkarakterer.

Endelig kan jeg forstå af dit svar, at du og Brinkmann slet ikke er så uenige endda. Jeg håber ikke enigheden tager overhånd. Det kommer der ingen lykke ud af. Det er blandt andet også for at holde striden lidt ved lige, at jeg har skrevet mit indlæg. Som jeg ser det, er I radikalt uenige, og denne uenighed og polemik skal helst udvides og kultiveres, så sandheden, altså filosofien, kan finde en sprække at arbejde i, så psykologien bliver spørgende og derfor også svarende og virkende, som Brinkmann i al fald i sit hidtidige virke har lagt op til, som jeg forstår det.

Jeg vil slutte med et godt aristotelisk princip: Hvad der er positivt og negativt – hvad der er dyd, og hvad der er last – afgøres i vekselvirkning med den situation, et liv bliver til i. Herinde finder man lykken.

3 tanker om "Svar til Hans Henrik Knoop vedrørende Brinkmanns strid med den positive psykologi"

  1. Kære Thomas.

    Tak for dit gensvar. Jeg har læst det nogle gange og kan godt se, det er kompliceret.

    Jeg tror meget vil være lettere, hvis du blot er villig til at acceptere ”Positiv Psykologi” (PP) som EGENAVN, der er valgt for at signalere, at feltet fokuserer videnskabeligt på, hvad der gør livet værd at leve (og I DENNE BETYDNING opleves ”positivt”). PP er trivselsvidenskab, kort og godt. Jeg forstår på dig, at du ikke kan lide navnet, men det blev sin tid valgt som det mindst ringe blandt de mange kandidater, og nu lever vi altså indtil videre med det. Alle forældre vælger navne til deres børn og således også forskerne bag Positiv Psykologi (Maslow, Seligman, Csikszentmihalyi etc.).

    Det er bare et navn, Thomas. Det rummer ikke skjulte forbud for noget som helst. Det er tværtimod et navn, som betegner et videnskabeligt område, hvor ikke mindst frihed, ansvar, selvbestemmelse, social forbundenhed og retten til mening i arbejdslivet i dag figurerer som veldokumenterede forudsætninger for trivsel. Det er et navn, som henviser til viden, der kan bruges som effektivt bidrag til at forebygge mistrivsel på enhver arbejdsplads og i enhver anden menneskelig sammenhæng. Selvfølgelig skal der meget andet til også, men decideret videnskab om trivsel er potentielt vigtig/gavnlig for os alle.

    Man KAN selvfølgelig kritisere PP-navnet for indirekte at signalere, at al anden psykologi er negativ. Men sådan BEHØVER man jo ikke at opfatte det – og især ikke når det jo er krystalklart, at ingen mener det på den måde(!) Det kræver blot lidt velvilje at acceptere navnet, som det er – uden en masse fordomme – lige som de fleste accepterer navnet ”Humanistisk Psykologi” uden bibetydning af, at al anden psykologi dermed må være dømt inhuman. Med lidt god vilje går det alt sammen (hvis man da stadig må tale om, at noget er godt/positivt).

    Mht. det komplicerede i megen filosofi kommer jeg i øvrigt til at tænke på, at Svend B. engang fortalte mig, at hans gamle læremester, Steinar Kvale, var nået frem til (gengivet efter hukommelsen), at længden af de studerendes metodeafsnit var omvendt proportional med kvaliteten af deres eksamensopgaver, fordi de lange metodeafsnit typisk afspejlede, at der var en masse forbehold (svagheder) ved metoden, som selvfølgelig ville tendere til at påvirke opgaverne negativt. Kvale var i øvrigt leder for et center for metodeudvikling.

    Man kan overveje, om ”filosofisk fundering af videnskab” rummer samme risiko, hvis den komplicerede filosofi reelt gør det sværere at kalde en skovl en skovl og en spade en spade. Hvis skovlen og spaden først skal ”slynges ind i hinanden”, inden man må bruge dem. Jeg driller og forsimpler selvfølgelig lidt her, men når jeg nu endnu en gang tænker på, hvor mange studerende, som gennem årene har fortalt mig, hvor lidt de reelt har fået ud af de mange timers videnskabsteori, videnskabsfilosofi, etc. – i skærende kontrast til hvor stor betydning det ofte tillægges af deres lærere – og at de stort set ikke siden hen har brugt det til noget i arbejdet som fx lærere eller pædagoger – kan man da om ikke andet ydmygt spørge, hvad det er rimeligt at forvente sig af filosofi, hvis man skal beskæftige sig med det. Selvfølgelig er det vanskeligt at svare præcist, men som filosoffen Ludwig Wittgenstein påpegede, kan alt hvad der kan siges også siges klart, så ifølge ham behøver filosofi i hvert fald ikke være svært tilgængelig for at være god.

    Andre er gået længere i deres kritik og har åbenbart helt opgivet større eller mindre dele af filosofien. Nobelpristageren Richard Feynman citeres fx hyppigt for sin overbevisning om, at ”videnskabsfilosofi er lige så brugbar for forskere, som ornitologi er for fugle”, og fysikeren Stephen Hawking har direkte erklæret filosofien for død: http://www.telegraph.co.uk/technology/google/8520033/Stephen-Hawking-tells-Google-philosophy-is-dead.html – fordi filosofien ikke er fulgt ordentligt med videnskaben. Så uanset hvad man mener om begrebet ”kobling mellem filosofi og videnskab”, kan man her i hvert fald konstatere, at der ikke nødvendigvis er megen respekt for den.

    Selv mener jeg ikke, vi kan undvære filosofi, men ubrugelig filosofi er selvfølgelig ubrugelig, og hvis jeg forstår dig ret, mener du også, vi nødt til at kunne skelne mellem god og dårlig filosofi. I givet fald er jeg i hvert fald enig, og vil gøre opmærksom på, at trivselsvidenskab (PP) faktisk er et af de videnskabelige områder, som i dag mest direkte udfordrer nogle af de stærkeste filosofiske dogmer. Humes Lov om, ”at man ikke kan slutte fra ”er” til ”bør”” bliver fx i stigende grad kompromitteret af argumentet om, at enhver moralfilosofi vedr. menneskelig trivsel nødvendigvis må tage højde for ajourført viden(skab) om, hvad der skal til for at mennesker trives. Vi BØR i dag således (også) basere moral på VIDEN i disse anliggender, hvis vi virkelig vil mennesker det godt – og dette potentielt i en grad, som med tiden vil få visse filosofier til at fremstå direkte forkerte. Og det er jo ikke filosofi-fjendsk, men reelt filosofi-fremmende.

    Med venlig hilsen
    Hans Henrik

  2. PS.

    Bør nok for god ordens skyld tilføje, at såfremt dit afsluttende, aristoteliske princip:

    ”Hvad der er positivt og negativt – hvad der er dyd, og hvad der er last – afgøres i vekselvirkning med den situation, et liv bliver til i. Herinde finder man lykken.”

    – er udtryk for dit grundsyn på lykken og en form for filosofisk forankring heraf – ja, så er du derved enig med stort set hele det positiv-psykologiske fagfelt, til trods for at din tekst ovenfor munder ud i det modsatte synspunkt.

    Som du kan læse og høre overalt i PP, er man enige om, at det fx er godt (overlevelsesfremmende) at have det skidt (opleve negative emotioner), hvis man står over for en sulten isbjørn. Der er også enighed om, at karakterstyrker og dyder kan overdrives og misbruges, og at konteksten/situationen altid er delvist bestemmende for, hvad der er godt at gøre. Den uenighed, du så gerne vil have tydeliggjort, bliver i forsøget nærmest ophævet. Dét nuanceløse liv, du frygter, frygter man også i PP-feltet, så vi er i den forstand på samme side.

    Her er i øvrigt et program om Aristoteles på besøg i København, hvor han besvimer i mødet med de videnskabelige fremskridt – og en efterfølgende samtale mellem en dansk filosof, Søren Gosvig Olesen, og en professor i filosofi, som ikke betragter sig selv som filosof, Vincent F. Hendricks: http://den2radio.dk/udsendelser/filosofiens-vilkar/

    Det undersøges i programmet, om det virkelig kan passe, at filosofien er død, og resultatet er vist nok, at filosofien ikke er død, men blot har svært, fordi ”videnskaben skrider fremad mens filosofien står stille”, som det omtrentlig formuleres. Men holdningerne fra fagfolket er mildest talt divergerende. Hendricks mener fx, at filosofi er en parasit på videnskab, mens Gosvig Olesen mener det stik modsatte. Der er heller ikke rigtig enighed om, hvorvidt filosofien ER en videnskab eller ej – eller for den sags skyld om, hvorvidt man skal bruge videnskabelige metoder i det filosofiske arbejde. Nogle filosoffer arbejder primært spekulativt – andre ligger tættere på videnskabelig praksis. Der gøres opmærksom på en masse brudflader og problemer i filosofien, og på hvordan man ikke mindst bør være opmærksom på faren for filosofisk storhedsvanvid (megalomani), fordi det ifølge Hendricks nærmest er umuligt længere at opretholde ideen om, at filosofien skulle være videnskabernes videnskab, som Aristoteles mente, fordi videnskaberne er blevet for avancerede. Interessant er også, at Hendricks bygger dele af sit (mere eller mindre filosofiske) arbejde direkte PÅ videnskab – dvs. for ham er filosofien selv i dag forankret i videnskab, snarere end omvendt.

    Så hvis du fortsat mener, at PP bør forankres bedre i filosofi, vil jeg gerne, inspireret af ovennævnte, endnu en gang supplere med forslaget om at filosofien tilsvarende forankres bedre i videnskab (såsom PP) jf. eksempelvis min pointe ovenfor vedr. Hume’s Lov. Også jeg ser gerne filosofi og videnskab som det hele, det oprindeligt var, om blot denne helhed vil vise sig bedre end delene.

  3. Kære Hans Henrik
    Tak for din kommentar og dit PS. Jeg synes ikke, kommentarerne føjer så meget nyt til.de fremførte synspunkter og argumenter. Efter min opfattelse står forskellene fint nu. Jeg håber interesserede kan bruge diskussionen til noget.
    mvh Thomas

Skriv en kommentar