Svend Brinkmanns strid med den positive psykologi

I november – december 2014 løb der en diskussion af stablen, som var interessant. Det var en debat mellem lektor Hans Henrik Knoop, der er landets førende positive psykolog, og professor Svend Brinkmann, der i mange år har drøftet en række af psykologiens grundlagsproblemer i et bredt felt af danske og internationale udgivelser. Gitte Haslebo, som ejer et konsulentfirma, blandede sig også. Der var fem indlæg i diskussionen + det løse (der er links neden for).

Det var faktisk nærmest en strid. Kinderne blev lidt røde, og man var også i det røde felt, som det hedder, og det var dejligt. Den positive psykologi havde sørme fået nej-hatten på, og dens fortalere gik med den nye hat på håret lige i anklerne på nej-hattens store fortaler, nemlig Brinkmann selv. De positive psykologer glemte alt om trivsel- og lykkemålinger en stund og kastede sig i stedet ud i et brændende og emotionelt forsvar for noget, man holdt af. Man ”stod fast”, og man sagde ”nej”. Ja, man fulgte på en måde Brinkmanns råd, endnu mere end han selv gør. Ok indrømmet, nu driller jeg lidt :-).

Hvordan lyder et ”rødt felt” så? Det lyder som følger: Knoop ønskede at rette ”en alvorlig kritik mod stort set hver eneste sætning”, som var ”grundlæggende misforstået”. Ja, bogen var ligefrem ”uetisk”. Brinkmann gjorde sig skyldig i en ”grotesk ensidighed… for at få opmærksomhed”, og hans pointer var ”fjollede” og udtryk for et ”begrebskollaps”.

Det hele kom sig af, at Brinkmann havde skrevet en tankevækkende og meget rost bestseller, Stå fast, som i forlængelse af hans mangeårige virke var et frontalt opgør med selvhjælpslitteraturen, herunder dele af den positive psykologi. Brinkmann opfordrer i sin bog til, at man en gang imellem tager en nej-hat på, leder efter sine rødder, læser nogle gode romaner, fyrer sin coach og fokuserer mere på det negative. Sagt på en anden måde: Brinkmann manede til æstetik, eksistens, fornuft, kritik, passivitet, etik, politik og historisk sans. Alle os, der har vores gang i postmoderne organiserende organisationer, som er omgivet af alle muliges X-faktor, og som dagligt læser læserbreve fra præstationsbesatte teenagere, ved jo godt, hvad han taler om, og der var da også bifald fra højre til venstre i samfundssalen (selv Politikens litteraturredaktør var begejstret). Men det var åbenbart provokerende og kontroversielle synspunkter for den positive psykologi.

Jeg vil ikke gå ind i diskussionen som sådan, men blot bruge den som afsæt til at pege på nogle problemer med positiv psykologi, som den omtalte strid har hjulpet mig til at forstå, og som faktisk er meget vigtige al den stund, at positiv psykologi har stor indflydelse blandt pædagoger, skoleledelser og organisationsfolk i hele landet. Ja, faktisk vil jeg argumentere for, at Brinkmanns indsats i virkeligheden er et bidrag til en positiv psykologisk grundforskning, blot uden at være specielt positiv. Den positive psykologi burde altså være lykkelig for Brinkmanns bidrag – men det er den altså mildest talt ikke. Hele diskussionen siger noget om den eksisterende version af positiv psykologi, fordi denne altså afviser tekster som simpel polemik og det der er værre, selvom den pågældende tekst faktisk er et bidrag til disciplinen selv. Brinkmanns indsats har på den måde fået nogle grundproblemer i den positive psykologi til at vise sig, ved på sin vis selv at være endnu mere kvalificeret positiv psykologi end den positive psykologi selv.

Nu er jeg jo ikke selv psykolog, så jeg er ikke ekspert i den forstand, men tager jeg fejl, lader jeg mig som altid gerne belære, og mine hovedanker vedrører faktisk ikke det psykologiske, men det begrebslige, der jo på en måde kommer før det psykologiske.

 

Positiv psykologis grundlag

Positiv psykologi hviler på følgende grundlag:

1. Konstruktionen af en omfattende “negativitet”, der ikke kan bruges

Positiv psykologi beskæftiger sig med menneskelig lykke, og man bygger sit lykkebegreb op på en radikal skelnen mellem det positive og det negative. Konsekvensen af en sådan skelnen er, at lykken ikke kan indeholde det negative. Det positive defineres som fravær af negativitet, og ”lykke” defineres derfor som positivitet. Man er træt af diagnoser og sygdom, og man vil i stedet tale om lykke og trivsel – altså positivitet i stedet for negativitet. Uanset hvilken international eller dansk positiv psykolog, man studerer, kan man ikke finde nogen ”positiv” bestemmelser af strid, negativitet, sygdom og kritik, som andet en one-lines og tilfældige besværgelser. Man har udelukket den snavsede politiske, etiske og sociale virkeligheds sammenhæng med lykken helt fra grunden af. Det er altså ikke blot et smalt sygdomsbegreb, man afviser. Det er negativiteten som sådan, der er dømt ude, hvilket fra mit synspunkt vil sige alt (inde i alle ting er en undtagelse, jf. Georgio Agamben). Og konsekvensen heraf er, at kulturanalysen bliver ekstrem instrumentel og simpel. Positiv psykologi bliver faktisk også omklamrende for et fornuftsvæsen, fordi den ud fra et opgør med psykiske diagnoser breder sit positivitetsbegreb langt ind over de alment negative områder, som bør være med-definerende for lykken som sådan, hvorved en egentlig lykke jo ikke kan blomstre. Her er Brinkmann langt mere nuanceret. Brinkmann er iøvrigt også kritisk overfor diagnoser, faktisk endnu mere kritisk end den positive psykologi, hvilket er muligt, fordi han vil sætte diagnosen i relation til lykken frem for ”i stedet for” lykken (Brinkmann 2014b). Brinkmann udelukker ikke negativitet fra det positive, men forsøger at indskrive begreberne i hinandens indre.

Så Brinkmann interesserer sig altså også for lykken, men netop i relation til menneskets liv – herunder dets problemer og dets kampe, der altså blot ikke klassificeres som ”negativitet” og ”sygdom” og derved forsvinder. Negativiteten forstås som en del af menneskets psykologi som sådan. Brinkmann arbejder herved på at fremme lykken i samfundet uden at afvikle menneskets problemer og uden at reducere problemerne til et særskilt diagnostisk felt. På den måde kommer psykologi og lykke i Brinkmanns arbejde til at spille sammen, i modsætning til hvad der er tilfældet hos den positive psykologi, som har udelukket problemer og negativitet ved hele sit begreb om ”det positive”. I positiv psykologi betyder ”lykke” ikke kun lykke, men også ”lykke”, som er fri af negativitet, hvilket er det modsatte af lykke; en fælde som Brinkmann slet ikke falder i.

Dette samspil mellem negativitet og lykke, som Brinkmann undersøger, er muligt, fordi han ikke er bundet af termen ”positiv psykologi”. Hos den positive psykologi er det positive og det negative jo som nævnt adskilt radikalt fra starten, og dermed kan begreberne ikke komme i kontakt med hinanden igen i deres fylde, og det sker da heller ikke. Vi får blot et helt friktionsløst og postuleret trivsels- og lykkeskema, som kan måles og evidensbaseres i en nærmest totalitær begrebsmæssig struktur. Nu har Knoop faktisk selv sagt, at han er lidt ked af denne opdeling, og at han gerne vil gøre positiv psykologi mere ”almenpsykologisk”, som det hedder. Ind imellem kan man da også mærke et lille skvulp, men i de store træk – ja, faktisk også i de små – er det umuligt. Præmissen har sat sig fast, og det er denne begrebsmæssige fastlåsthed, som eksploderer i Knoops og også Haslebos reaktioner, samt i alle de indlæg, som jeg er stødt på, der arbejder inden for den positive psykologis horisont. Så når Knoop siger, at den positive psykologi på ingen måde vil ”negligere det negative”, så må man forstå det som en sætning, der kommer fra den positive side af en begrebsmæssig kløft, som den positive psykologi selv har konstrueret. Objektivt set er der ingen forståelse af negativiteten, tværtimod. Den positive psykologi er derfor ikke en ”almen psykologi” (Knoop i Nørby & Myscak 2014, s. 46). Den positive psykologi er en konstruktion, der gør mennesket blind for negativitet, eller som højst kan se negativiteten som små isolerede pletter på en konstrueret og begrebslig nethinde.

2. Problemet med det filosofiske fundament

Dette peger på et mere grundlæggende problem, som vedrører brugen af den græske filosof Aristoteles. Brinkmann læser Aristoteles med fuld filosofisk reference og i sammenhæng med en bred indsigt i forskellige beslægtede filosofiske, sociale og psykologiske forfatterskaber og teorier, herunder John Dewey, Ludwig Wittgenstein og hele det situerede læringsparadigme. Dermed kommer han i kontakt med tilværelsens bredde og grund, altså med de psykologiske begrebers rødder. Ikke mindst har Brinkmann helt styr på det forhold, at Aristoteles’ lykkebegreb ikke kan reduceres til trivselsmålinger på adskilte abstrakte variable, som en af den positive psykologis guruer Martin Segelmans tenderer til, men at Aristotelisk lykke snarere må ses i sammenhæng med politiske, normative og livsfilosofiske emner. Det er også derfor, at Brinkmann i modsætning til Haslebo og Knoop kan gennemføre en ordentlig kulturkritik.

Den positive psykologi er ligeledes inspireret af Aristoteles, ikke mindst via den allerede nævnte amerikanske psykolog Martin Seligman, som er en central reference alle steder. Men denne inspiration bygger ikke på nogen grundig og bred læsning af græsk filosofi, og Aristoteles bruges mest af alt bare som en tom betegner for at beskæftige sig med lykken som et kvantitativt og skematiseret begreb. Seligmans tekster, i al fald dem jeg har været i kontakt med, er faktisk overraskende simple. Referencen til Aristoteles hos den positive psykolgi er dermed fagligt set tynd – i modsætning til hvad der er tilfældet hos Brinkmann, hvor der arbejdes helt anderledes seriøst med psykologiens filosofiske aspekter.

Seligmans problemer stammer blandt andet fra, at han faktisk selv var elev af Wittgenstein, men at han efterfølgende ærgrede sig over denne forbindelse, et forhold der også trækkes frem i Knoops indledning til en af Seligmans bog At lykkes. Seligmann kalder ligefrem Wittgenstein for filosofiens ”Darth Wader” (Seligman 2011, s.67). Det er lige præcis dette radikale opgør med den sproglige og sociale vending hos Wittgenstein – der ellers inspirerede en hel kritisk generation – der gør, at Seligman ikke efterfølgende kan finde et socialt sted til sin “lykke”. Det sociale, altså alt det beskidte, urene og negative, tages ud af psykologien, fordi det minder Segelman om en ond stjernekriger. På en måde kan man godt sige, at Seligmans indre opgør med Wittgenstein kan aflæses direkte i Knoops vilde kritik af Brinkmanns betoning af menneskets situerethed. Det er nok lidt anderledes med Haslebo, som mere lægger vægt på det narrative, og derfor formodentligt er tættere på Wittgensteininspireret psykologi.

Men, spørger læseren, trækker den positive psykologi så ikke på andre filosoffer end Aristoteles? Ikke ret meget. Der sættes så vidt jeg ved ingen andre i stedet, så alt for meget kommer til at afhænge af Aristoteles-analysen. Så altså: Den positive psykologi er smalt funderet som videnskabelig disciplin og endda endnu mere smal som et tilbud til den pædagogiske praksis, eftersom der slet ingen referencer er til pædagogisk teori.

(I parentes bemærket vil jeg også sige, at jeg inden for retorikfaget er stødt på en samlæsning af Martin Seligman og John Dewey, som har en virkelig dårlig og reducerende effekt på Deweys filosofi, hvis tænkning faktisk ligger langt mere i forlængelse af den Aristoteles, som Brinkmann skriver frem med referencer til brede bevægelse i den filosofiske tradition (Stroud 2008))

Så mine vigtigste konklusioner er følgende: Brinkmann formulerer en lykkepsykologi, der indbefatter menneskelivets negative sider, og som derfor ikke har de problemer med ”det negative”, som man finder hos den positive psykologis fortalere. Desuden funderer Brinkmann sin psykologi langt grundigere i en bred læsning af Aristoteles. Hans inddragelse af den aristoteliske inspiration er på den måde mere moderne, simpelthen fordi den ikke er spor Wittgenstein-forskrækket.

Brinkmann er derfor efter min opfattelse landets væsentligste positive psykolog, fordi han jo også beskæftiger sig med “lykken”, men alligevel får han dårlig presse hos de positive psykologer? Men den dårlige presse skyldes altså, hvis jeg har ret i ovenstående, at de positive psykologer har kæmpe-problemer med det negative, og fordi de bygger på Seligmanns alt for smalle brug af Aristoteles, der er ledsaget af et stjernekrigsopgør med den moderne sociale tradition.

3. Et par yderligere kommentarer:

1. Kommentar til Haslebo

Haslebo, som er ivrig skolereformtilhænger – formentlig fordi hun ikke har fulgt Brinkmanns fine råd – mener, at man skal ”tale om forhåbninger i stedet for problemer” (Haslebo 2). Men det er lige præcis den slags opdelinger, der udgør et totalitært potentiale hos den positive psykologi. Væk med problemerne og ind med forhåbninger i stedet for. Forhåbninger bliver derved en form for tvang, og vi skal jo tænke på, at disse ideer bruges af HR-folk, som er helt underlagt skiftende politisk ledelser, af organisationsfolk, mellemledere og af forskellige nedre policy-organer, som går og bestemmer over vores lærere og pædagoger. Der er ingen ordentlig politik eller pædagogik, som kan bruge den form for positiv psykologi til noget.

Haslebos forslag ender som en ren kritikdræber, hvor al kritik tvangsomskrives til et håb uden negativitet, hvilket jo ikke er andet end et falsk håb, og det hele foregår fuldstændig efter den begrebsmæssige skabelon – denne afvisning af det negative – som jeg redegjorde for lige før. Haslebo har slet ikke sans for den filosofiske og kulturelle spændvidde i Brinkmanns bøger, og hun sander helt til i sine små konsulentideer.

Det eneste sted, hvor det bliver lidt interessant, er der, hvor Haslebo siger, at selvudviklingsbølgen har årsag i liberalismen fremfor i det, som Brinkmann med henvisning til den tyske sociolog Hartmund Rosa, kalder for det accelererende samfund. Haslebo begrunder ikke synspunktet nærmere, men det er bestemt Brinkmann, der har fat i den lange ende efter min opfattelse. F.eks. må man betænke, at den såkaldte ”konkurrencestatsideologi” promoveres af selvsamme skolereformstilhængere, som Haslebo tilhører, og at denne ideologi er skabt af gamle kommunister og suser rundt inde i dansk centrum-venstres indre organer. Igen er Brinkmann, med sin henvisning til moderne tysk sociologi, langt mere opdateret og reflekteret i sin problemanalyse, end hans kritikere er det.

2. Kommentar til Knoop

Knoop mener, at han i sin anmeldelse kan tilbagevise alle Brinkmanns råd. Men det er altså utroligt. Her må man lægge til grund, at Brinkmanns generelle virke og hans syv råd til sammen er uhyre velbegrundede, og at de er formuleret i en meget bredere og dybere forskningsindsats end Knoops egen. Hele den perlerække af tankevækkende argumentationstråde, som Brinkmann har præsteret i de sidste 10 år, har Knoop så vidt jeg ved ikke kommenteret, i al fald ikke i de tre tekster, jeg har kigget på. Men når Brinkmann så, måske pga. manglende respons, sætter nogle ting lidt på spidsen, så mener Knoop, at han kan affærdige dem med simple eksempler, og han er endda fræk nok til nedladende at tale om ”fjollede pointer” og ”begrebskollaps”, selvom det stik modsatte er tilfældet. Knoop burde lytte meget mere grundigt til Brinkmann, fordi Brinkmann og ikke Knoop er den førende psykolog vedrørende lykke i landet. Grunden til det er, som allerede nævnt, at Brinkmanns argumentation indeholder det ”negative”, og fordi hans grundlagslæsninger er mere funderede.

Knoop slutter med følgende utrolige og pinlige svada: ”At en tilfældig filosof tilfældigvis lader sig inspirere af stoisk jernalderfilosofi for at lære at affinde sig med en given skæbne snarere end at finde en ny, er noget nær det mest tyndbenede grundlag for en debat, man kan foreslå et samfund, der i den grad trænger til at udvikle sig mod noget bedre. Så kære SB (og andre der måtte øjne en hurtig business opportunity ved at skrive ”grotesk ensidigt” som SB): Vi har ikke tid til den slags spild af tid. I en roman kan man skrive, som man vil, men når man optræder som forsker, der får penge for at skabe og nuancere viden, er det først og fremmest ens pligt at gøre netop dét.”

Er det Brinkmann, der er en ”tilfældig filosof”? Selvom han er langt mere filosofisk funderet end Knoop selv, og selvom han formodentlig er landets mest publicerende og internationalt fremtrædende forsker i skæringspunktet mellem psykologi og filosofi? Og er det stoicismens store tænkere, som har påvirket vores moderne liv dybt, der er en ”jernalderfilosofi”? Knoop gør ikke sig selv en god gerning med så lavt og filosofifjendsk et niveau. Det er da tværtimod decideret nytænkende af Brinkmann at arbejde med stoisk filosofi i denne sammenhæng. Der er naturligvis mange ting at diskutere, men at affærdige det som ”jernalderfilosofi” af en ”tilfældig filosof”? Den går simpelthen ikke. Og hvad så med Stegelmans interesse for Aristoteles? Er Aristoteles også jernalderfilosofi? Eller hvad med alle moderne tænkeres inspiration fra antikkens filosofi? Og endelig skal man for anden gang i anmeldelsen læse, at Brinkmann kun tænker på egen vinding, i citatet markeret som Brinkmanns postulerede fokus på ”business-opportunities” i kursiv og det hele. Det er utroligt, at sådan en underlødig anklage skal komme fra en repræsentant for den positive psykologi, som er blandt de mest kommercielt indstillede og anvendelsesorienterede forskningstilgange i landet med et mylder af konsulenthuse og rejselystne metoder i underskoven, senest det såkaldte True North. Faktisk er jeg ikke i tvivl om, at den stoiske filosofi kunne bidrage til at udvikle den positive psykologi, men den mulighed har Knoop jo helt udelukket med sine, undskyld mig, primitive formuleringer.

 

Afslutning

I stedet bør man efter min mening spørge Brinkmann, hvad han vil sige til følgende definition af positiv psykologi: ”Positiv psykologi er et verdensomspændende forsøg på i højere grad at prioritere, hvad der er godt ved mennesker, end hvad der er galt med dem – en bestræbelse på at komme i bedre humør ved at fokusere mere direkte på det, man kommer i godt humør af og bruge det som afsæt for mere effektivt at gøre noget ved det, man er ked af” (Lyhne & Knoop 2007, s. 7).

Jeg tror, Brinkmann vil kalde det en ”ja-hat”, og heldigvis er det ikke en ros hos ham. Men måske er der noget ”galt” med mig? Jeg skal måske gå lidt mere op i mit ”humør”? Helt ærligt: Det har jeg simpelthen hørt for meget The Clash til. Jeg kan snarere mærke en træls form for omklamring heromkring, et ”ubehag ved metanarrativer” uden filosofi, for nu at trække på en af Jean Francois Lyotards berømte formuleringer af den postmoderne tilstand, når den er sund. Jeg får lyst til at råbe NEJ! for at komme i godt humør, for at trives.

Pointen er, at Brinkmann sætter sine fingre præcist og effektivt på en række af den positive psykologis ømme punkter, for hvornår har man hørt en positiv psykolog tematisere emner som negativitet, passivitet, historie, æstetik, kritik, filosofi, fornuft, dømmekraft, kreativitet og etik? Nej vel? Det har vi ikke hørt om andet end i fjerde bisætning. I stedet for at kamme over i primitiv og fornærmet kritik, burde Knoop og Haslebo sige pænt tak og studere landets førende lykke-psykologs ideer i al deres argumentatoriske og internationale magt og vælde.

Se videre diskussion på: Svar til Hans Knoop vedrørende Brinkmanns strid med den positive psykologi.

Referencer på nettet:

Knoops anmeldelse af Brinkmanss bog i ledelseidag.dk, 2014, nr.9: https://www.lederne.dk/ledelseidag/Artikler/Seogeftermndogaar/2014/nr9oktober/Opgoermedbrinkmannsfordummendeensidighed.htm

Brinkmanns svar på Knoops anmeldelse i ledelseidag.dk, 2014, nr.10: https://www.lederne.dk/ledelseidag/Artikler/Seogeftermndogaar/2014/nr10november/svarpaaindlaeggetopgoermedbrinkmannsfordummendeensidighed.htm

Gitte Haslebos kritik af Brinkmanns bog, nr. 10: https://www.lederne.dk/ledelseidag/Artikler/Seogeftermndogaar/2014/nr10november/ladbarebrinkmannhavedetlidtsjovt.htm

Brinkmanns svar til Gitte Haslebo, nr. 1: https://www.lederne.dk/ledelseidag/Artikler/Seogeftermndogaar/2015/Nr.+1+Januar/desvagemaavelogsaagernevaereher.htm

Gitte Haslebos (1) kommentar til Brinkmann i ledelseidag.dk, 2015, nr. 1: https://www.lederne.dk/ledelseidag/Artikler/Seogeftermndogaar/2015/Nr.+1+Januar/repliktilsvendbrinkmannensvagkulturkritikudenhandlingspotentiale.htm

Gitte Haslebos (2) ”gode råd til skolebestyrelsen”: http://www.skoleborn.dk/aug_2014/gode-rad-til-skolebestyrelsen.html

Dorte Birkmose i diskussion med Knoop: http://dorthebirkmose.dk/?p=696

 

Diverse referencer:

Brinkmann, Svend (2014): Stå fast, København: Gyldendal.

Brinkmann, S. (2014b). “Rene løsninger på urene problemer?: om patologisering i pædagogikken”, i Uren pædagogik 2, Aarhus: Klim

Rene løsninger på urene problemer?: Om patologisering i pædagogikken

Lyhne, J. & Knoop, H.H. (2007). Positiv psykologi – positiv pædagogik,  Dansk Psykologisk Forlag

Nørby, S. & Myszak, A. (2014). Positiv psykologi – en introduktino til videnskaben om velvære og optimale processer, København, Hans Reitzels Forlag.

Seligman, M. (2011). At lykkes – en perspektivering af positiv psykologi om lykke og trivsel

Stroud, S.R. (2008). “John Dewey and the Question of Artful Communication”, Philosophy and Rhetoric, Vol. 41, No. 2, s. 153-183.

5 tanker om "Svend Brinkmanns strid med den positive psykologi"

  1. “Man” vil jo gerne have en “Enten-Eller”, og lade sig underholde ved at beskue alting, inklusiv faglige debatter, som en slags fodboldkamp (Hvem hepper jeg på?! … Hvis de vinder, så fejrer jeg, og hvis de taber, så finder jeg nogen – intern eller ekstern – at give Skylden …) …. min kommentar er kort sagt: “Den lykkelige Sisyphus” …?

    Den lidt længere version:
    Det virker, når man terapeutisk knytter sig til klientens lidelser for aktivt at undersøge, hvilken “højere-ordens” lykke, denne peger i retning af for klienten. Men i det øjeblik, man anvender sine egne normer for, hvad er “positivt” og hvad er “negativt”, spærrer man for klientens udvikling.(Det ser umiddelbart ud til, at hver af parterne forbeholder sig denne ret …!)
    Hver person jeg møder er for mig en “blank slate”, og derfor gør jeg mig netop umage med at gøre mig selv til en “blank slate”, som klienten kan skrive sig på. Når der påberåbes “historisk” sammenhæng, så vil jeg tillade mig at “påberåbe” psykologiens bedstefar. (Hvem er psykologiens fader? Mange ville svare: Øøh … Freud ….?). Brentano, der var lærermester til ikke kun Freud, Husserl og Steinar, men mange andre indflydelsesrige figurer, skrev faktsik et værk om psyken, som jeg vil hermed opfordre Brinkmann til at “sætte på pensum” for alle kommende psykologer. Brentanos pointe er kort sagt, at metoden til erkendelse “om”/”af” psyken er “indre perception”. Det vil også sige, at vi kun kender “psykens” væsen i den grad, at vi kender vores egen psyke.
    Hvis vi vil ændre noget (hos klienten) skal vi selv som psykologer være total åben overfor at lære af vores klienter. “Enten-Eller” virker kun på eget terrotorium. Når vi bevæger os ud i et andet menneske så er vi på ukendt grund.
    Derfor bør psykologi-studiet være mere fokuseret på at konfrontere de studerende med sig selv, snarere end at pådutte dem hvad Svend eller modsatte siger. (“Men det er så dejligt at Vide, at man har ret ….”).
    Man har ingen rettigheder når man som terapeut taler med et andet menneske. Man er gæst i den andens verden. En god gæst er bevidst om sin gæstestatus.

    Og jeg kommer her til at tænke på en sand narrativ:

    Jeg var en gang i Montreal til en fin akademisk konference, IHSRC 2012. Jeg var indlogeret på et meget lille kollegieværelse … og jeg havde jetlag i stor stil. Det bevirkede, at jeg vågnede kl. 2:00 om natten. Altså “Pling”, lysvågen. Energifyldt og “ready-to-go”. Men konferencen startede først om syv timer …. og (dyb selverkendelse) jeg er “afhængig” af at få kaffe til at starte dagen på. …. Hvad gør jeg så? Tja, jeg klæder mig i “konference-acceptabelt tøj” (I dette tilfælde en over-knæ skirt, flot bluse og en perlekæde til en værdi af titusinde kroner som jeg havde fået i gave, høje hæle ….) og går ud i Montreal’s gader på jagt efter et sted, der har åbent og sælger kaffe. Jeg går. Og jeg drejer til højre og til venstre. Og alting ser mørkt og lukket og skummelt ud. Og jeg går. (Sådan er det at have et afhængighedsforhold. Til kaffein eller andet. Man søger …). Og jeg gik ned af en mørk gyde, og bemærkede fire “hoodies” (fire mænd klædt “gangster-agtigt” på med hætte trukket ned omkring ansigtet) i et “bygningskrog” …. Jeg gik imod dem, klædt som en (delvist falsk – men med en perlehalsklæde til titusinde kroner “synligt”) “million” og ….
    Ingenting. Jeg frygtede intet, og forventede intet.
    Jeg observerede, at een af de fire brød ud og bevægede sig mod mig. Jeg observerede … at han IKKE havde været på en “Swiss Finishing School” i det hans gang var nærmest beslægtet med det “vi akademikere” forbinder med “neanderthal” ….
    Det væsentligste at bemærke i denne fortælling er netop nu: (Som jeg først ser bagefter: “Du burde have været bange!”) … Jeg var IKKE bange.

    (Hvordan havde du haft det? Hvad siger det om dig? …)

    Manden med sin hættetrøje trukket over hovedet kom hen imod mig og sagde noget på fransk. Jeg undskyldte, at jeg ikke kunne tale fransk. Derefter gjorde han sig umage og spurgte mig på engelsk: “Har du en cigarette?”.
    Ja, hjertensvarme, jeg havde cigaretter ikke blot til ham, der havde stået frem, men naturligvis også hans makkere. Vi stod og røg sammen. Jeg spurgte dem til deres situation. De havde længe været hjemløse. Vi snakkede … og det var “mega” hyggeligt … indtil mit “stof-misbrug” meldte sig …. Og jeg måtte sige: “Det har været meget hyggeligt at snakke med jer … men jeg har det bare sådan, at jeg SKAL finde en kop kaffe….”.

    Virkelig historie: Disse fire hjemløse fransktalende hoodies udvekslede et par ord ….

    Og så sagde den ene: “Vent lige …”

    Og så gravede de alt op af deres lommer, de kunne finde, og lagde mønterne over i min hånd:
    “Den kaffe er på os”.

    Og så møder jeg op i akademiets højborg og hører en verdensberømthed giver tale om “gæstfrihed”.

    Hvor lærte jeg mest af? Akademiets udkårne, som tjente mange tusinde dollars på sin optræden? Eller fire hjemløse, der udtømte deres lommer for at give mig en kop kaffe, trods det, at de kunne se blot på min halskæde, om ikke på min “konference-smarte” tøj, at jeg sagtens kunne betale for min kaffe ….(Eller “nedlægge mig” …. men: er hjemløse menneske nødvendigvis “umenneskelige”????) Mens de, fire tilsammen, kunne tømme deres lommer for mig … OG ALLIGEVEL IKKE ENGANG HAVE PENGE NOK TIL EN KOP KAFFE. Men være skamløse over at give de sidste mønter de havde på lommerne …. tilsammen: en halv kop kaffe.

    Jeg takkede nej til disse fire “hoodies”, og forsikrede dem om, at jeg var bedre i stand til at betale for min kaffe end de var i stand til det ….. Men alligevel ….. Kontrasten til en meget velbetalt akademiker, der skulle holde tale om “gæstfrihed”, ………..?

    Det giver anledning til mange spørgsmål. Og ikke mindst et blik på uddannelsen af psykologer.

    ???

    “Hvad er Akademiet egentligt værd?!”
    (Vi kender svaret. Hvem står frem?).

  2. Kære Thomas.

    Tak for din fortsatte interesse i positiv psykologi og dit oplæg her. Du var så venlig og sende mig en besked om, at du havde skrevet indlægget her med håb om, at jeg ikke blev alt for vred på dig 🙂 Det var pænt af dig, og jeg er ikke spor vred. Men jeg må sige, at jeg er lidt træt af endnu engang at skulle bruge kræfter på at opklare nogle grundlæggende misforståelser, som bare bliver ved med at optræde. Jeg vælger at tro, at det er fordi PP-feltet, inkl. undertegnede, ikke kommunikerer tydeligt nok, så det forsøger jeg nedenfor kort at råde lidt bod på.

    Inden jeg dog kommenterer dit indlæg, er det måske på sin plads at fortælle evt. læsere, at vi allerede har diskuteret disse forhold i forskellige sammenhænge, og at Svend Brinkmann og jeg, som du ved, lige nu faktisk skriver på en bog sammen for at gøre det tydeligt, hvad vi er enige om (det meste), men også tydeliggøre evt. reelle uenigheder om, hvordan man bedst kan forstå og menneskeliggøre samfundsudviklingen. Så der er ikke tale om nogen krig, og vores debat ind over vinteren kan du blot læse som direkte svar på gensidig tiltale, som nu lander i dialogisk civilitet og gensidig respekt – vel at mærke uden at miste kant.

    Mine kommentarer til dit indlæg er så følgende:

    • Du vil gerne have filosofien koblet bedre til positive psykologi, ja gerne have positiv psykologi bedre funderet i filosofi, og det kan man vel kun byde velkommen, hvis filosofien ikke kommer til at stå i vejen for videnskabelige indsigter. Filosofi har jo altid været optaget af at stille spørgsmål, men med videnskab er det i stadigt stigende grad blevet muligt at finde autoritative svar – også hvad angår de dybe spørgsmål om ontologi, epistemologi og moral. Filosofi må i dag derfor også stå sin prøve, og når jeg (med et glimt i øjet må jeg hellere sige) skriver om Svend som ”tilfældig filosof”, er det jo ikke personligt nedladende, hvilket jeg jo også understreger i min kritik af ham umiddelbart inden fremdragne citat, men derimod for at tydeliggøre, at man jo lige så godt kunne lade sig inspirere af enhver anden form for filosofi, nu hvor man som filosof har ret til at tænke og tro, som man vil – uanset videnskabelige indsigter. Denne filosofiske frihed er selvfølgelig en filosofiens styrke, men det kan også blive en svaghed, hvis det blænder for, eller direkte afskærmer fra, videnskabelig indsigt, som Svends bog mange steder er i overhængende fare for at gøre. At stå fuldstændig fast er fx sjældent en god idé – i hvert fald ikke bogstaveligt – og end ikke på fundamentale principper, selv om de er der for at skabe stabilitet. Hvis Kurderne og Islamisk Stat fx hver især ”står fast” på deres, er krig til den bitre ende (den ene parts udslettelse) uundgåeligt. Det samme gælder i akademiske debatter/krige. En fredelig verden forudsætter både ro og bevægelse, både åbenhed over for nyt og skeptisk afprøvning af nyt – for og af alle. Ikke noget med at stå fast og ikke noget med at gøre op med udviklingstvang. Begge dele er strengt taget umuligt, og der er ingen grund til at antyde andet med titlen på en bog. Vi ved begge, at Svend stort set er enig i dette, men er hans læsere også det monstro? Eller skal de nu til at bruge ekstra møder på at finde ud af en hel masse, man godt ved i forvejen?

    • Det er i øvrigt ikke rigtigt, at PP er så løst koblet til filosofi, som du beskriver. Hvis du gerne vil læse mere om, hvordan positiv psykologi er forankret bredt i filosofi – og langt ud over det aristoteliske eudaimoni-ideal mv. – kan jeg anbefale Jonathan Haidt’s ”The happiness Hypothesis”: http://www.happinesshypothesis.com

    • Mht. din hypotese om, at det negative er udelukket fra positiv psykologi, ved jeg fortsat ikke, hvor du har det fra. Her er et citat fra et af mine facebook-indlæg, som du endog selv har liked…: CITAT: ” Vedr. ”det negative i positiv psykologi” har jeg aldrig forstået, hvorfor folk har troet, at det negative ikke havde plads i positiv psykologi, og fandt derfor også Stå Fast’s kritik af dette delvist uberettiget. Nogle få eksempler: 1) Teorierne om positivitets-ratioer har aldrig været 3:0 /5:0 etc. men 3:1 / 5:1 etc. 2) Teorier om positivitet i kommunikation peger heller aldrig på at negativitet skal undertrykkes og falskhed fremmes, hvis man skal lykkes. 3) Selve GRUNDLAGET for PP er bl.a. en bred erkendelse af, at negative oplevelser slår hårdere end positive (dvs. PP er født med erkendelsen og anerkendelsen af negativitet). 4) Behovsteorier bygger på en generel forståelse af, at en vis negativitet i form af en mangel (et behov) er en forudsætning for tilfredsstillelse (positiv oplevelse). Kort sagt: der er negativitet over det hele inden for PP – og hvergang der måles trivsel måles der selvfølgelig samtidig mistrivsel (etv. mgl. trivsel)! Hvad PP så kan bidrage til, er at undgå, at negativiteten bliver for dominerende, som det så MEGET let kan ske. Husk på, at vi som levende organismer qua loven om entropi VIL få det dårligt, hvis ikke vi gør noget aktivt for at få det godt! Så når man lever i et samfund med masser af mere eller mindre meningsløs negativitet – hvor fx stadigt flere defineres som syge, hvor masser af elever og studerende mistrives, hvor masser af mennesker føler sig kørt over på jobbet, hvor masser af debatter vander ud, fordi folk bliver så sårede at de ikke vil kommunikere længere, hvor brutaliteten i politik og erhvervsliv ofte minder om regulær mobning – og hvor nyhedsformidlingen er så fyldt med katastrofer kombineret med oplevelser af ikke at kunne gøre noget ved dem at mange reelt trænes i hjælpeløshed / demokratisk apati – ja så er der selvsagt al mulig grund til at undersøge, hvordan vi kan gøre det bedre. Positiv psykologi (i let omskrivning defineret som studiet af hvordan negative og positive oplevelser kan kombineres livsbekræftende) er selvfølgelig blot en lille del af løsningen, men den er vigtig. Så det er skønt at opleve, at vi gennem en debat som denne kan samles om det med både filosofiske og psykologiske fagligheder fuldt intakte og anerkendte, og Svend og jeg arbejder allerede på at tage et næste skridt i sagen.” CITAT SLUT. Hvordan du med viden om dette fortsat kan mene eller tro at negativitet ikke har plads i PP, forstår jeg således ikke rigtigt. Svend og jeg har i øvrigt en del gange optrådt i samme artikler og debatter i forskellige dagblade gennem de seneste mere end 5 år, og heraf vil du også kunne læse, at der ikke er nogen, som argumenterer for at negative følelser skal forbydes, at ytringsfriheden skal begrænses, eller hvad PP ellers bliver kritiseret for at lægge op til. Det er noget helt andet, der er på spil, siden disse misforståelser / denne desinformation bliver ved med at dukke op, og det vil være godt at få sat skarpere kritisk fokus på, hvorfor de bliver ved med at dukke op…Også denne video – https://vimeo.com/38567317 – optaget i Diamanten den 24.6.2010 hvor jeg interviewer Barbara Fredrickson, en af verdens førende emotionsforskere og den kommende præsident for International Positive Psychology Association – tror jeg understreger, at PP er alt andet end den karikatur, du fremstiller i dit oplæg, og at der faktisk pågår vedvarende overvejelser i PP-feltet over, hvordan man undgår netop den ensidighed, du tror PP står for. Din idé om at der ikke er plads til negativitet i positiv psykologi er ganske enkelt en misforståelse. Og heldigvis da 🙂

    • Du vil også gerne have mere ”lykke” ind i PP, men der er faktisk en tendens til ikke at anvende begrebet ”lykke” (happiness) så meget længere, fordi det er så udvandet og bruges i så mange betydninger – og i stedet bruge mere videnskabeligt operationelle begreber såsom selvbestemmelse, positive emotioner, engagement, mening, sociale relationer, nysgerrighed, foretagsomhed etc. Lykkeforskning findes dog stadig som afgrænset forskningsfelt, og vores kollega fra AU, Christian Bjørnskov, er nok den herhjemme, som ved mest om lige det. Christian har for nylig udgivet en Tænkepause med titlen ”Lykke”, hvoraf fremgår, hvordan denne forskning både overlapper med PP og afgrænser sig herfra.

    • Afslutningsvist vil jeg understrege, at jeg ikke tror, der er meget perspektiv i at se filosofi og videnskab som modsætninger, og at disse fagfelter under alle omstændigheder vil motiveres til at ignorere hinanden, hvis det bliver tilfældet. Til skade for alle. Og igen: PP er ikke oprettet i protest mod filosofien, selvom nogen, som Seligman, har dårlige erfaringer med filosoffer, og så alligevel lader sig inspirere af Aristoteles – og andre, som biologen Richard Dawkins, har spurgt sig selv offentligt, om han nogensinde har lært noget af en filosof – og når frem til at svare bekræftende hvad angår i hvert fald Daniel Dennett, der netop formår at bygge en stærk bro mellem filosofi videnskab – ad hvilken man kan gå begge veje.

    Håber det giver mening
    Hans Henrik

  3. Hvis den positive psykologi ikke i så høj grad var arbejdsgivernes nye effektivitetsknap, så kunne den muligvis kandidere til at være positiv. Men den opererer, i skjult tjeneste for det mål, at få den enkelte til at vende det problematiske indad og yde mere – uanset kontekst. Der vil formentligt blive opmærksomhed vendt mod fænomenet, den dag folk stopper op og spørger sig selv, kan alle problemer i grunden skyldes noget der er min egen skyld. Så al udvikling tro, så vil den opfattelse: JEG KAN ÆNDRE ALT, alt er min egen skyld, kunne stå ligeså sært forpjusket tilbage som 70`ernes: “Det er samfundets skyld”. Skyld og skam er årsag til at vi godtager nutidens dogmer, for vi vil så gerne elskes og være en succes. Det er samme fænomen der er på spil, når folk der åbenlyst har tabt noget, beskriver det som en sejer. I Kina har man fænomenet:” At tabe ansigt”. Her svare man ja, til selv opgaver eller meninger man ikke deler, endda ofte smilende. Der er måske en allerede udbredt kinesisk indflydelse i vesten, som vi har godtaget, som man i 60èrne blev betaget af Amerika, og endnu tidligere i 1700 tallet, var det fransk etikette og sprog der fik opmærksomheden. Det er min opfattelse at vi i nutid har to sprog for det samme et ærligt og et falsk. Det ser jeg som et sundhedstegn, at folk f.eks. i det offentlige har lært sig at tale på den acceptable måde med mellemledere og andet godtfolk, i den overfladiske positive tone, men når lysene slukkes og vi er alene har alle helt styr på virkeligheden.

  4. Kære Line.

    Tak for din kommentar.

    Jeg tror, jeg er enig med dig i det meste – og i hvert fald i, at ikke alt er “samfundets skyld”, og at man ikke er sin “egen lykkes smed” i et og alt heller. NOGET er samfundets skyld og NOGET er op til een selv. Og der er ingen grund til at tro, at positiv psykologi skulle gøre os blinde for dette, hvis hvis vi holder øjnene åbne.

    Positiv psykologi er defineret som videnskab om, hvordan individer og fællesskaber kan trives. Der er inden for feltet siden 2000 publiceret over 1.300 videnskabelige artikler i anerkendte tidsskrifter, som du fx kan læse om her:

    http://www.tandfonline.com/doi/pdf/10.1080/17439760.2014.943801#.VRKGj_mG_h4

    Og positiv psykologi bygger gennemgående på en forståelse af, at trivsel BÅDE afhænger af individers prioriteringer OG omgivelsernes karakter. Der er stadig ikke et spørgsmål om enten-eller – uanset hvor mange gange denne misforståelse bliver ventileret, og hvor svært det åbenbart er at forstå for nogen – og selv om det ind imellem virker som om, nogen meget nødig vil forstå det(!)

    At erklære sig som modstander af positiv psykologi svarer dermed til at erklære sig som modstander af al mulig anden videnskab. Det kan man selvfølgelig vælge at gøre, men jeg ser ingen grund til at anbefale det – og da slet ikke med henvisning til, at viden kan misbruges. For vores bedste våben mod også misbrug af viden er jo…viden – og vi kan tilmed glædes over, hvordan viden skabes i en stadig kombination af ÅBENHED over for nye hypoteser/teorier/ideer/spørgsmål/metoder/resultater og SKEPTISK afprøvning heraf (peer-review/debat/diskussion. Tænk hvis man levede i et land, hvor man tabuiserede nye idéer (som PP) eller forbød seriøs afprøvning dem! Det ville være lig fundamentalistisk diktatur, som det ville være forfærdeligt at leve i. Og tænk hvis noget sådant udviklede sig, bl.a. fordi man havde ignoreret kilderne til trivsel, selvom de var kortlagt videnskabeligt…

    Så jo, der er masser af plads til kritik af også positiv psykologi, om blot man har sat sig ind i, hvad det er, først. Det er sådan viden skabes.

    Med venlig hilsen
    Hans Henrik

    PS. Jeg har skrevet en lille letlæst Tænkepause om PP, hvor jeg bl.a. uddyber, hvordan man kan håndtere negativitet positivt og positivitet negativt 🙂 –

    http://da.unipress.dk/udgivelser/p/positiv-psykologi/

Skriv en kommentar