I november – december 2014 løb der en diskussion af stablen, som var interessant. Det var en debat mellem lektor Hans Henrik Knoop, der er landets førende positive psykolog, og professor Svend Brinkmann, der i mange år har drøftet en række af psykologiens grundlagsproblemer. Gitte Haslebo, som ejer et konsulentfirma, blandede sig også. Der var fem indlæg i diskussionen + det løse (der er links nedenfor).

Det var faktisk nærmest en strid. Kinderne blev lidt røde, og man var også i det røde felt, som det hedder, og det var dejligt. Den positive psykologi havde sørme fået nej-hatten på, og dens fortalere gik med den nye hat på håret lige i anklerne på nej-hattens store fortaler, nemlig Brinkmann selv. De positive psykologer glemte alt om trivsel- og lykkemålinger for en stund og kastede sig i stedet ud i et brændende og emotionelt forsvar for noget, man holdt af. Man ”stod fast”, og man sagde ”nej”. Ja, man fulgte på en måde Brinkmanns råd, endnu mere end han selv gør. Ok indrømmet, nu driller jeg lidt :-).

Hvordan lyder et ”rødt felt” så? Det lyder som følger: Knoop ønskede at rette ”en alvorlig kritik mod stort set hver eneste sætning”, som var ”grundlæggende misforstået”. Ja, Brinkmanns bog var ligefrem ”uetisk”. Brinkmann gjorde sig skyldig i en ”grotesk ensidighed… for at få opmærksomhed”, og hans pointer var ”fjollede” og udtryk for et ”begrebskollaps”.

Det hele kom sig af, at Brinkmann havde skrevet en tankevækkende og meget rost bestseller, Stå fast, som i forlængelse af hans mangeårige virke var et frontalt opgør med selvhjælpslitteraturen, herunder dele af den positive psykologi. Brinkmann opfordrer i sin bog til, at man en gang imellem tager en nej-hat på, leder efter sine rødder, læser nogle gode romaner, fyrer sin coach og fokuserer mere på det negative. Sagt på en anden måde: Brinkmann manede til æstetik, eksistens, fornuft, kritik, passivitet, etik, politik og historisk sans. Alle os, der har vores gang i postmoderne organiserende organisationer, som er omgivet af alle muliges X-faktor, og som ind imellem støder på læserbreve fra præstationsbesatte teenagere, ved jo godt, hvad Brinkmann taler om, og der var da også bifald fra højre til venstre i samfundssalen (selv Politikens litteraturredaktør var begejstret). Men der var åbenbart tale om provokerende og kontroversielle synspunkter for den positive psykologi.

Jeg vil ikke gå ind i diskussionen som sådan, men blot bruge den som afsæt til at pege på nogle problemer med positiv psykologi, som den omtalte strid har hjulpet mig til at forstå, og som faktisk er meget vigtige, al den stund at positiv psykologi har stor indflydelse blandt pædagoger, skoleledelser og organisationsfolk i hele landet. Ja, faktisk vil jeg argumentere for, at Brinkmanns indsats i virkeligheden er et bidrag til en positiv psykologisk grundforskning, blot uden at være specielt positiv. De positive psykologer burde altså være lykkelige for Brinkmanns bidrag – men det er de altså mildest talt ikke. Hele diskussionen siger noget om den eksisterende version af positiv psykologi, fordi denne altså afviser vigtige tekster som simpel polemik, og det der er værre, selvom den pågældende tekst faktisk er et bidrag til disciplinen selv. Brinkmanns indsats har på den måde fået nogle grundproblemer i den positive psykologi til at vise sig, ved på sin vis selv at være endnu mere kvalificeret positiv psykologi end den positive psykologi selv.

Nu er jeg jo ikke selv psykolog, så jeg er ikke ekspert i den forstand, men tager jeg fejl, lader jeg mig som altid gerne belære, og mine hovedanker vedrører faktisk ikke det psykologiske, men det begrebslige, der jo på en måde kommer før det psykologiske.

 

Positiv psykologis grundlag

Positiv psykologi hviler på følgende grundlag:

1. Konstruktionen af en omfattende “negativitet”, der ikke kan bruges

Positiv psykologi beskæftiger sig med menneskelig lykke, og man bygger sit lykkebegreb op på en radikal skelnen mellem det positive og det negative. Konsekvensen af en sådan skelnen er, at lykken ikke kan indeholde det negative. Det positive defineres som fravær af negativitet, og ”lykke” defineres derfor som positivitet. Man er træt af diagnoser og sygdom, og man vil i stedet tale om lykke og trivsel – altså positivitet i stedet for negativitet.

Uanset hvilken international eller dansk positiv psykolog, man studerer, kan man ikke finde nogen ”positiv” bestemmelser af strid, negativitet, sygdom og kritik, som andet en one-lines og tilfældige besværgelser. Man har udelukket den snavsede politiske, etiske og sociale virkeligheds sammenhæng med lykken helt fra grunden af. Og det er altså ikke blot et smalt sygdomsbegreb, man afviser. Det er negativiteten som sådan, der er dømt ude, hvilket fra mit synspunkt vil sige alt (inde i alle ting er en undtagelse, jf. Georgio Agamben).

Konsekvensen heraf er, at kulturanalysen bliver ekstrem instrumentel og simpel. Positiv psykologi bliver faktisk også omklamrende for et fornuftsvæsen, fordi den ud fra et opgør med psykiske diagnoser breder sit positivitetsbegreb langt ind over de alment negative områder, som bør være med-definerende for lykken som sådan, hvorved en egentlig lykke jo ikke kan blomstre. Her er Brinkmann langt mere nuanceret. Brinkmann er iøvrigt også kritisk overfor diagnoser, faktisk endnu mere kritisk end den positive psykologi, hvilket er muligt, fordi han vil sætte diagnosen i relation til lykken frem for ”i stedet for” lykken (Brinkmann 2014b). Brinkmann udelukker ikke negativitet fra det positive, men forsøger at indskrive begreberne i hinandens indre.

Så Brinkmann interesserer sig altså også for lykken, men netop i relation til menneskets liv – herunder dets problemer og dets kampe, der altså blot ikke klassificeres som ”negativitet” og ”sygdom” og derved forsvinder. Negativiteten forstås som en del af menneskets psykologi som sådan. Brinkmann arbejder herved på at fremme lykken i samfundet uden at afvikle menneskets problemer og uden at reducere problemerne til et særskilt diagnostisk felt. På den måde kommer psykologi og lykke i Brinkmanns arbejde til at spille sammen, i modsætning til hvad der er tilfældet hos den positive psykologi, som har udelukket problemer og negativitet ved hele sit begreb om ”det positive”. I positiv psykologi henviser ”lykke” ikke kun til lykke, men også til en ”lykke”, som er fri af negativitet, hvilket er det modsatte af lykke; en fælde som Brinkmann slet ikke falder i.

Dette samspil mellem negativitet og lykke, som Brinkmann undersøger, er muligt, fordi han ikke er bundet af termen ”positiv psykologi”. Hos den positive psykologi er det positive og det negative jo som nævnt adskilt radikalt fra starten, og dermed kan begreberne ikke komme i kontakt med hinanden igen i deres fylde, og det sker da heller ikke. Vi får blot et helt friktionsløst og postuleret trivsels- og lykkeskema, som kan måles og evidensbaseres i en nærmest totalitær begrebsmæssig struktur.

Nu har Knoop faktisk selv sagt, at han er lidt ked af denne opdeling, og at han gerne vil gøre positiv psykologi mere ”almenpsykologisk”, som det hedder. Ind imellem kan man da også mærke et lille skvulp, men i de store træk – ja, faktisk også i de små – er det umuligt. Præmissen har sat sig fast, og det er denne begrebsmæssige fastlåsthed, som eksploderer i Knoops og også Haslebos reaktioner, samt i alle de indlæg, som jeg er stødt på, der arbejder inden for den positive psykologis horisont.

Så når Knoop siger, at den positive psykologi på ingen måde vil ”negligere det negative”, så må man forstå det som en sætning, der kommer fra den positive side af en begrebsmæssig kløft, som den positive psykologi selv har konstrueret. Objektivt set er der ingen forståelse af negativiteten, tværtimod. Den positive psykologi er derfor ikke en ”almen psykologi” (Knoop i Nørby & Myscak 2014, s. 46). Den positive psykologi er en konstruktion, der gør mennesket blind for negativitet, eller som højst kan se negativiteten som små isolerede pletter på en konstrueret og begrebslig nethinde.

2. Problemet med det filosofiske fundament

Dette peger på et mere grundlæggende problem, som vedrører brugen af den græske filosof Aristoteles. Brinkmann læser Aristoteles med fuld filosofisk reference og i sammenhæng med en bred indsigt i forskellige beslægtede filosofiske, sociale og psykologiske forfatterskaber og teorier, herunder John Dewey, Ludwig Wittgenstein og hele det situerede læringsparadigme. Dermed kommer han i kontakt med tilværelsens bredde og grund, altså med de psykologiske begrebers rødder. Ikke mindst har Brinkmann helt styr på det forhold, at Aristoteles’ lykkebegreb ikke kan reduceres til trivselsmålinger på adskilte abstrakte variable, som en af den positive psykologis guruer Martin Segelmans tenderer til, men at Aristotelisk lykke snarere må ses i sammenhæng med politiske, normative og livsfilosofiske emner. Det er også derfor, at Brinkmann i modsætning til Haslebo og Knoop kan gennemføre en ordentlig kulturkritik.

Den positive psykologi er ligeledes inspireret af Aristoteles, ikke mindst via den allerede nævnte amerikanske psykolog Martin Seligman, som er en central reference alle steder. Men denne inspiration bygger ikke på nogen grundig og bred læsning af græsk filosofi, og Aristoteles bruges mest af alt bare som en tom betegner for at beskæftige sig med lykken som et kvantitativt og skematiseret begreb. Referencen til Aristoteles hos den positive psykologi er dermed fagligt set tynd – i modsætning til hvad der er tilfældet hos Brinkmann, hvor der arbejdes helt anderledes seriøst med psykologiens filosofiske aspekter.

Seligmans problemer stammer blandt andet fra, at han faktisk selv var elev af filosoffen Wittgenstein, men at han efterfølgende ærgrede sig over denne forbindelse; et forhold der også trækkes frem i Knoops indledning til Seligmans bog At lykkes.

Seligmann kalder ligefrem den meget socialt orienterede Wittgenstein for filosofiens ”Darth Wader” (Seligman 2011, s.67). Det er lige præcis dette radikale opgør med den sproglige og sociale vending hos Wittgenstein – som ellers inspirerede en hel kritisk generation – der gør, at Seligman ikke efterfølgende kan finde et socialt sted til sin “lykke”. Det sociale, altså alt det beskidte, urene og negative, tages ud af psykologien, fordi det minder Seligman om en ond stjernekriger. På en måde kan man godt sige, at Seligmans indre opgør med Wittgenstein kan aflæses direkte i Knoops vilde kritik af Brinkmanns betoning af menneskets situerethed. Det er nok lidt anderledes med Haslebo, som mere lægger vægt på det narrative, og derfor formodentligt er tættere på en Wittgensteininspireret psykologi.

Men, spørger læseren måske, trækker den positive psykologi så ikke på andre filosoffer end Aristoteles? Ikke ret meget. Der sættes, så vidt jeg ved, ingen andre i stedet, så alt kommer til at afhænge af Aristoteles-analysen.

Så altså: Den positive psykologi er en smalt funderet videnskabelig disciplin og endda endnu mere smal som et tilbud til den pædagogiske praksis, eftersom der slet ingen referencer er til pædagogisk teori.

(I parentes bemærket vil jeg også sige, at jeg inden for retorikfaget er stødt på en samlæsning af Martin Seligman og John Dewey, som har en virkelig dårlig og reducerende effekt på Deweys filosofi, hvis tænkning faktisk ligger langt mere i forlængelse af den Aristoteles, som Brinkmann skriver frem med referencer til brede bevægelse i den filosofiske tradition (Stroud 2008))

Så mine vigtigste konklusioner er følgende: Brinkmann formulerer en lykkepsykologi, der indbefatter menneskelivets negative sider, og som derfor ikke har de problemer med ”det negative”, som man finder hos den positive psykologis fortalere. Desuden funderer Brinkmann sin psykologi langt grundigere i en bred læsning af Aristoteles. Hans inddragelse af den aristoteliske inspiration er på den måde mere moderne, simpelthen fordi den ikke er spor Wittgenstein-forskrækket.

Brinkmann er derfor efter min opfattelse landets væsentligste positive psykolog, fordi han jo også beskæftiger sig med “lykken”, men alligevel får han dårlig presse hos de positive psykologer? Men den dårlige presse skyldes altså, hvis jeg har ret i ovenstående, at de positive psykologer har kæmpe-problemer med det negative, og fordi de bygger på Seligmanns alt for smalle brug af Aristoteles, der er ledsaget af et stjernekrigsopgør med den moderne sociale tradition.

3. Et par yderligere kommentarer:

1. Kommentar til Haslebo

Haslebo, som er ivrig skolereformtilhænger – formentlig fordi hun ikke har fulgt Brinkmanns fine råd – mener, at man skal ”tale om forhåbninger i stedet for problemer” (Haslebo 2). Men det er lige præcis den slags opdelinger, der udgør et totalitært potentiale hos den positive psykologi. Væk med problemerne og ind med forhåbninger i stedet for. Forhåbninger bliver derved en form for tvang, og vi skal jo tænke på, at disse ideer bruges både af HR-folk, som er helt underlagt skiftende politisk ledelser, og af organisationsfolk, mellemledere og af forskellige nedre policy-organer, som går og bestemmer over vores lærere og pædagoger. Der er ingen ordentlig politik eller pædagogik, som kan bruge den form for positiv psykologi til noget.

Haslebos forslag ender som en ren kritikdræber, hvor al kritik tvangsomskrives til et håb uden negativitet, hvilket jo ikke er andet end et falsk håb, og det hele foregår fuldstændig efter den begrebsmæssige skabelon – dvs. afvisningen af det negative – som jeg redegjorde for lige før. Haslebo har slet ikke sans for den filosofiske og kulturelle spændvidde i Brinkmanns bøger, og hun sander helt til i sine små konsulent-ideer.

Det eneste sted, hvor det bliver lidt interessant, er der, hvor Haslebo siger, at selvudviklingsbølgen har årsag i liberalismen fremfor i det, som Brinkmann med henvisning til den tyske sociolog Hartmund Rosa, kalder for det accelererende samfund. Haslebo begrunder ikke synspunktet nærmere, men det er bestemt Brinkmann, der har fat i den lange ende efter min opfattelse. F.eks. må man betænke, at den såkaldte ”konkurrencestatsideologi” promoveres af selvsamme skolereformstilhængere, som Haslebo tilhører, og at denne ideologi er skabt af gamle kommunister og suser rundt inde i dansk centrum-venstres indre organer. Igen er Brinkmann, med sin henvisning til moderne tysk sociologi, langt mere opdateret og reflekteret i sin problemanalyse, end hans kritikere er det.

2. Kommentar til Knoop

Knoop mener, at han i sin anmeldelse kan tilbagevise alle Brinkmanns råd. Men det er altså utroligt. Her må man lægge til grund, at Brinkmanns generelle virke og hans syv råd til sammen er uhyre velbegrundede, og at de er formuleret i en meget bredere og dybere forskningsindsats end Knoops egen. Hele den perlerække af tankevækkende argumentationstråde, som Brinkmann har præsteret i de sidste 10 år, har Knoop så vidt jeg ved ikke kommenteret, i al fald ikke i de tre tekster, jeg har kigget på. Men når Brinkmann så, måske pga. manglende respons, sætter nogle ting lidt på spidsen, så mener Knoop, at han kan affærdige dem med simple eksempler, og han er endda fræk nok til nedladende at tale om ”fjollede pointer” og ”begrebskollaps”, selvom det stik modsatte er tilfældet. Knoop burde lytte meget mere grundigt til Brinkmann, fordi det er Brinkmann og ikke Knoop, der er den førende psykolog vedrørende lykke i landet. Grunden til det er, som allerede nævnt, at Brinkmanns argumentation indeholder det ”negative”, og fordi hans grundlagslæsninger er mere funderede.

Knoop slutter med følgende utrolige og pinlige svada:

”At en tilfældig filosof tilfældigvis lader sig inspirere af stoisk jernalderfilosofi for at lære at affinde sig med en given skæbne snarere end at finde en ny, er noget nær det mest tyndbenede grundlag for en debat, man kan foreslå et samfund, der i den grad trænger til at udvikle sig mod noget bedre. Så kære SB (og andre der måtte øjne en hurtig business opportunity ved at skrive ”grotesk ensidigt” som SB): Vi har ikke tid til den slags spild af tid. I en roman kan man skrive, som man vil, men når man optræder som forsker, der får penge for at skabe og nuancere viden, er det først og fremmest ens pligt at gøre netop dét.”

Er det Brinkmann, der er en ”tilfældig filosof”? Selvom han er langt mere filosofisk funderet end Knoop selv, og selvom han formodentlig er landets mest publicerende og internationalt fremtrædende forsker i skæringspunktet mellem psykologi og filosofi? Og er det stoicismens store tænkere, som har påvirket vores moderne liv dybt, der er en ”jernalderfilosofi”? Knoop gør ikke sig selv en god gerning med så lavt og filosofifjendsk et niveau. Det er da tværtimod decideret nytænkende af Brinkmann at arbejde med stoisk filosofi i denne sammenhæng. Der er naturligvis mange ting at diskutere, men at affærdige det som ”jernalderfilosofi” af en ”tilfældig filosof”? Den går simpelthen ikke.

Og hvad så med Stegelmans interesse for Aristoteles? Er Aristoteles også jernalderfilosofi? Og endelig skal man for anden gang i anmeldelsen læse, at Brinkmann kun tænker på egen vinding, i citatet markeret som Brinkmanns postulerede fokus på ”business-opportunities” i kursiv og det hele. Det er utroligt, at sådan en underlødig anklage skal komme fra en repræsentant for den positive psykologi, som er blandt de mest kommercielt indstillede og anvendelsesorienterede forskningstilgange i landet med et mylder af konsulenthuse og rejselystne metoder i underskoven, senest det såkaldte True North. Faktisk er jeg ikke i tvivl om, at den stoiske filosofi kunne bidrage til at udvikle den positive psykologi, men den mulighed har Knoop jo helt udelukket med sine, undskyld mig, primitive formuleringer.

 

Afslutning

Her er en af Knoops definitioner på positiv psykologi:

”Positiv psykologi er et verdensomspændende forsøg på i højere grad at prioritere, hvad der er godt ved mennesker, end hvad der er galt med dem – en bestræbelse på at komme i bedre humør ved at fokusere mere direkte på det, man kommer i godt humør af og bruge det som afsæt for mere effektivt at gøre noget ved det, man er ked af” (Lyhne & Knoop 2007, s. 7).

Jeg tror, Brinkmann vil kalde det en ”ja-hat”, og heldigvis er det ikke en ros hos ham.

Og de nye psykologer synes, at der noget ”galt” med mig? Jeg skal måske gå lidt mere op i mit ”humør”? Helt ærligt: Det har jeg simpelthen hørt for meget The Clash til. Jeg kan snarere mærke en træls form for omklamring heromkring, et ”ubehag ved metanarrativer” uden filosofi, for nu at trække på en af Jean Francois Lyotards berømte formuleringer af den postmoderne tilstand, når den er sund. Jeg får lyst til at råbe NEJ! for at komme i godt humør, for at trives.

Pointen er, at Brinkmann sætter sine fingre præcist og effektivt på en række af den positive psykologis ømme punkter, for hvornår har man hørt en positiv psykolog tematisere emner som negativitet, passivitet, historie, æstetik, kritik, filosofi, fornuft, dømmekraft, kreativitet og etik? Nej vel? Det har vi ikke hørt om andet end i fjerde bisætning.

I stedet for at kamme over i primitiv og fornærmet kritik, burde Knoop og Haslebo sige pænt tak og studere landets førende lykke-psykologs ideer i al deres argumentatoriske og internationale magt og vælde.

Se videre diskussion på: Svar til Hans Knoop vedrørende Brinkmanns strid med den positive psykologi.

Referencer på nettet:

Knoops anmeldelse af Brinkmanss bog i ledelseidag.dk, 2014, nr.9: https://www.lederne.dk/ledelseidag/Artikler/Seogeftermndogaar/2014/nr9oktober/Opgoermedbrinkmannsfordummendeensidighed.htm

Brinkmanns svar på Knoops anmeldelse i ledelseidag.dk, 2014, nr.10: https://www.lederne.dk/ledelseidag/Artikler/Seogeftermndogaar/2014/nr10november/svarpaaindlaeggetopgoermedbrinkmannsfordummendeensidighed.htm

Gitte Haslebos kritik af Brinkmanns bog, nr. 10: https://www.lederne.dk/ledelseidag/Artikler/Seogeftermndogaar/2014/nr10november/ladbarebrinkmannhavedetlidtsjovt.htm

Brinkmanns svar til Gitte Haslebo, nr. 1: https://www.lederne.dk/ledelseidag/Artikler/Seogeftermndogaar/2015/Nr.+1+Januar/desvagemaavelogsaagernevaereher.htm

Gitte Haslebos (1) kommentar til Brinkmann i ledelseidag.dk, 2015, nr. 1: https://www.lederne.dk/ledelseidag/Artikler/Seogeftermndogaar/2015/Nr.+1+Januar/repliktilsvendbrinkmannensvagkulturkritikudenhandlingspotentiale.htm

Gitte Haslebos (2) ”gode råd til skolebestyrelsen”: http://www.skoleborn.dk/aug_2014/gode-rad-til-skolebestyrelsen.html

Dorte Birkmose i diskussion med Knoop: http://dorthebirkmose.dk/?p=696

 

Diverse referencer:

Brinkmann, Svend (2014): Stå fast, København: Gyldendal.

Brinkmann, S. (2014b). “Rene løsninger på urene problemer?: om patologisering i pædagogikken”, i Uren pædagogik 2, Aarhus: Klim

Rene løsninger på urene problemer?: Om patologisering i pædagogikken

Lyhne, J. & Knoop, H.H. (2007). Positiv psykologi – positiv pædagogik,  Dansk Psykologisk Forlag

Nørby, S. & Myszak, A. (2014). Positiv psykologi – en introduktino til videnskaben om velvære og optimale processer, København, Hans Reitzels Forlag.

Seligman, M. (2011). At lykkes – en perspektivering af positiv psykologi om lykke og trivsel

Stroud, S.R. (2008). “John Dewey and the Question of Artful Communication”, Philosophy and Rhetoric, Vol. 41, No. 2, s. 153-183.