I juli-august 2004 udspandt der sig en diskussion i Informations læserbrevsspalter om Niklas Luhmanns fremstormende systemteori og dens betydning for pædagogisk og socialt arbejde. Episoden har sin egen historiske og aktuelle betydning, som gør den vigtig at huske og skrive ned. Nedenfor kan man derfor læse alle syv læserbreve:

Diskussionen indledtes af VUC-studerende Hanne Schmidt, som i dag mig bekendt er en offentligt kendt arkitekt. Hun have fulgt med i den offentlige debat i Informations spalter og var på VUC blevet præsenteret for systemteorien i bøger, som var skrevet af en række af landets førende sociologer. Hun var i den forbindelse blevet nervøs ved systemteoriens tekniske og anti-normative træk og for de praktiske konsekvenser heraf. Som hun skriver i sit sidste indlæg:

“Teorien bliver brugt til at dehumanisere og forenkle komplekse problemer, som mennesker har. Den bliver brugt til at opfylde kvantitative krav fra kommuner og stat”.

Undervejs i hendes to indlæg får man desuden en fin fornemmelse af, hvilken ekspanderende rolle teorien i disse år spiller, både i Information og i diverse professionsmiljøer, en rolle som sandelig ikke er aftaget med tiden.

Schmidts overvejelser får den ligeså fremstormende systemteoretiske professor, Lars Qvortrup, i kridthuset. Qvortrup mener slet ikke, at der er de problemer, som Hanne Schmidt beskriver, selvom hele hans svar efter min opfattelse emmer af netop den teknificering og det opgør med etiske og politiske spørgsmål, som Schmidt sætter fingeren på. Men Qvortrup mener, at den VUC-studerendes indlæg er ”nonsens og uanstændigt”, og ”overskrider grænsen” med ”5. kolonne”-virksomhed. Han er lidt vild ham Qvortrup, når han sådan fører kulturkamp under systemteoriens vajende faner; dvs. når han gør systemteorien til ren normativitet. Han har også kaldt teologen Peter Kemp for gadedreng, småfusker, plattenslager og løgner, og andre har også fået det glatte lag i tidens løb. Det er nok det man kalder for “2.ordens iagttagelse”.

Det var i øvrigt samme år, altså i 2004, at Qvortrup skrev, at Grundtvigs begreb om folk var ”dødsensfarligt”. Ja, det var simpelthen lige i de år, hvor systemteorien blev en ny religion for en hel generation af pædagogiske forskere. Selv Antorini fortæller i en af sine bøger, hvor begejstret hun var for Qvortrups arbejde, nu hvor alle nationale og sociale traditioner havde spillet fallit. At det er religiøst fremgår tydeligt af det stærkt affektive og usympatiske vokabular, der tændes af snart sagt alle former for kritik.

Derpå blander lektor Asger Sørensen sig i debatten på Schmidts side. Jeg tror faktisk godt, man kan sige, at det er venstrefløjen, der vågner i både Schmidts og Sørensens indlæg. Højrefløjen sover på det tidspunkt sødt, mens den glider over i regeringens globaliseringsstrategi, som jo stadig arbejder med udgangspunkt i Niels Egelunds formålsopgør og det hele. Men ok, venstrefløjen sover da bestemt også, eftersom mange jo efterhånden skrider over i systemteorien, og det der ligner. Men altså ikke Schmidt og Sørensen. De er opmærksomme. Det er dejligt.

Sørensen, som jo er sociologisk interesseret filosof, giver en mere traditionel og faglig begrundelse for Hanne Schmidts synspunkter, hvilket man selv kan læse nedenfor. Sørensen skriver også, at Qvortrup er ”professoral nedladende” over for Schmidt, og det kan man da roligt sige er rigtigt.

Denne lille markering og Qvortrups efterfølgende svar er faktisk indledningen til en fælles historie for Qvortrup og Sørensen. Seks år efter, altså i 2010, forsøgte Qvortrup – i sin egenskab af dekan for DPU – at afskedige Sørensen med henvisning til, at Sørensens filosofiske forskning ikke var relevant for DPU. Det var samme år, som Qvortrup sammen med bl.a. Stefan Hermann sammenlignede Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King og skrev, at vi skulle gå fra normativitet og holdninger til evidensbaseret forskning, så Lars Løkkes “danske drøm” kunne realiseres. Den kronik, som blot var en dråbe i et oprørt hav, står som en kæmpebekræftelse af Hanne Schmidts præcise fornemmelser.

Til sidst svarer Qvortrup så efter samme læst, som de pædagogiske systemteoretikere stadig rejser rundt med, men som intet ændrer på, at Schmidt og Sørensen har nogle centrale pointer, hvilket de jo fint begrunder. Qvortrup ender med at trække sig tilbage i elfenbenstårnet – med begrundelser som bekræfter kritikken fuldstændig – fordi Sørensen i sit lange og overfaglige indlæg har formastet sig til at sige, at Qvortrup har svaret Schmidt i ”professoral nedladenhed”, hvilket jo åbenlyst passede. Sørensen og Schmidt slutter læserbrevsserien af i god ro og orden.

I dag beskæftiger Lars Qvortrup sig med læringseffektivitet på et datainformeret grundlag, og han mener, at pædagogisk forskning handler om at optimere det komplekse læringssystems læringseffekt til hjælp for de politisk- administrative niveauers ønsker. Det er jo bare 2016-versionen af 2010 kronikken. Det er det, jeg kalder for “systemteoretisk kulturkamp” i den læringsrevolutionens fase 3.

Qvortrup taler stadig ned om åndsvidenskab og filosofi, og i 2015 måtte Peter Kemp indrullere ham under halvdannelsens kategori. Ja, Schmidts og Sørensens pointer er bekræftet af en lang række personer inden for den pædagogiske forskning på kryds og tværs, senest i de sidste to numre af det fynske ”Lærerbladet”.

Det var sørme godt, at Asger Sørensen, pga. omfattende protester mod den omtalte afskedigelse, blev hængende på DPU. Qvortrup måtte derimod forlade DPU. Han drog til Aalborg, hvor han oprettede sit læringsrevolutionære læringscenter, LSP, der nu er vendt tilbage til DPU under navnet ”Nationalt Center for Skoleforskning”, hvis grundlæggende filosofi er præcis de synspunkter, som Schmidt og Schmidt kritiserer.

Schmidt og Sørensen burde have en præmie for deres analytiske, emotionelle og prognostiske kompetencer.

Her er de syv indlæg i debatten:

 

A. Liberal 5. kolonne

Hanne Schmidt, Arkitekt, VUC-studerende, Information, d. 6. juli 2004 

Sociologen Niklas Luhmanns systemiske teori har infiltreret vores begrebsopfattelse – fra organisering af pædagogisk arbejde til indholdet i snart hver anden debatklumme i nærværende avis.

Ifølge Luhmann består samfundet af lukkede sociale og psykiske systemer, som forholder sig hver for sig til en omverden, i vedvarende forsøg på at reducere kompleksiteten i samfundet gennem kommunikation. Han begrunder begrebet mening alene som en reduktion af kompleksitet og som kommunikation. Han afviser alle de normative, etiske og moralske aspekter, som vi andre lægger i kommunikation mellem mennesker og systemer, og som må være det, der gør en forskel mellem godt og ondt.

I pædagogiske kredse er hans teorier omdannet til en metode, hvor det væsentligste aspekt ligger i problemreduktionen, dvs. isolering af problemfelter med mulighed for effektivitet i læringen eller den socialpædagogiske indsats som udformes som en resultatkontrakt mellem institution og kommune.

Systemisk metode er et tilsyneladende teknisk og effektivt redskab til både ændring af adfærd og bibringelse af konkret viden, hvor man kan se bort fra sociale og psykologiske forhold, som ligger uden for pædagogisk rækkevidde. Altså også en god metode til at få mennesker til systematisk at acceptere tilpasning og forandringsparathed på arbejdspladser og institutioner.

Alle siger, at kompleksiteten i samfundet stiger, og derfor skal politik, økonomi, forskning, behandling og læring nødvendigvis decentraliseres i mindre systemer og subsystemer for at kunne tilpasse sig den individualiserede virkelighed.

Udbredelsen af den systemiske metode kommer i kølvandet på krav til altings udmøntet i målbare resultater, også i det sociale og omsorgsbetingede arbejde.

I liberalismens og i udliciteringens navn er udbud og efterspørgsel blevet det vigtigste i det offentlige rum. Vi ser det i medier og kunst, rengøring, revalidering og omsorg, hvor alle kommer i klemme i indbyrdes konkurrence. Der sker en polarisering, hvor flere og flere kæmper om at få en bid af kagen, og hvor det ene system kan og skal rydde det andet af vejen, da dets funktion og overlevelse er bestemt af markedet.

Alle postulerer, at det offentlige ikke er på omgangshøjde med udviklingen, og det forhindrer mulighederne for forandring, og selv institutioner, der fungerer godt, skal ændre sig hele tiden.

Som fhv. statsminister Poul Schlüter mener Luhmann, at ideologier er noget bras. Men i stedet for politisk og samfundsmæssigt at imødegå opløsning, sniger denne systemiske teori sig ind i alle samfundets fuger og påvirker den enkelte i sin egen selvreference.

Som idé er systemisk teori udtryk for den humanistiske tankegangs endelige demontering. Ved at vi overbevises om systemteorien som forklaringsmodel på hvad som helst, ser jeg en afvisning af demokratiet og den personlige udvikling forankret i fællesskabet.

 

B. Uanstændigt om Luhmann

Lars Qvortrup, professor ved SDU, Information, d. 15. juli 2004

Man skal læse meget, før øjnene triller ud – men Hanne Schmidt overskred med sin kommentar om Luhmann som liberal 5. kolonne (Information 6. juli) unægteligt grænsen.

Luhmann skulle ifølge HS »afvise alle de normative, etiske og moralske aspekter«. Han skulle alene interessere sig for »effektivitet i læringen«. Han skulle mene, at »ideologier er noget bras«. Ja, HS ser Luhmanns teori som »en afvisning af demokratiet og den personlige udvikling forankret i fællesskabet.«

Alle påstandene er nonsens. Den sidste er til og med uanstændig.

Afviser Luhmann alle moralske aspekter? Nej, af hans afsluttende 1200 siders storværk, »Samfundets samfund« (1997), fremgår det, at det modsatte gør sig gældende. »En fuldt udviklet moral er en overordentlig kompliceret mekanisme til social koordination«, skriver han (s. 245) som opsamling på en af bogens mange og omfattende moral-analyser.

Men det betyder ikke, at Luhmann er forelsket i moral. Det er nemlig ham, der er ophavsmand til den vigtige pointe, at moral repræsenterer et ensidigt perspektiv, mens ret er resultatet af fastlæggelsen af gensidige perspektiver (en pointe Habermas efterfølgende har overtaget). Det er vigtigt at kende moralens grænser, hvad enten man som pædagogen har med børn eller – som Bush – med storpolitik at gøre.

Påstanden om at Luhmann alene skulle interessere sig for effektiviteten i læring, er absurd. Hos Luhmann lærer man at skelne mellem undervisning og læring og at ’læring‘ ikke kan skabes sådan i kausal forstand. Dertil er eleven simpelthen for kompleks.

Mener Luhmann, at »ideologier er noget bras«? Nej, i bogen om samfundets samfund bruger han de sidste 300 sider på at analysere det, han kalder samfundsmæssige selvbeskrivelser – dvs. ideologier. Ideologier er ikke »bras«, men sociale realiteter, som man som sociolog må forholde sig analytisk til.

Afviser han »den personlige udvikling forankret i fællesskabet«? Næh, tværtimod brugte han det meste af sit forfatterskab på at finde ud af, hvad dette »forankre« betød. Han udviklede begrebet »strukturel kobling« mellem individ og samfund for derved at undgå såvel social determinisme som individualisme.

Men det er måske her, problemet ligger. Luhmann havde et valgsprog som lød, at videnskab har det som rødvin – for at være god skal den være tør. Lyder »strukturel kobling« ikke varmt nok, HS? Til gengæld er begrebet analytisk præcist.

Og så endelig til påstanden om, at Luhmann skulle afvise demokratiet. Den er ikke blot forkert. Den er en uanstændighed. Som sin jævnaldrende, Jürgen Habermas, viede han sit liv til analysen af det moderne samfunds mulighed, det projekt som blev afbrudt i deres fælles ungdoms-mareridt, nazismen, og som de derfor desto mere forpligtet tog på sig som livslang videnskabelig opgave.

Til dette projekt skrev Luhmann ikke alene 50 bøger. Han sled sig ihjel på det. Hvad med at læse blot en brøkdel af dette livsværk, HS, før du rykker i felten med dine 5. kolonne påstande?

 

C. Luhmann og os ikke-akademikere

Hanne Schmidt, Information, d. 19. juli 2004.

Lars Qvortrup er indigneret af min tolkning af Luhmann, og jeg indrømmer gerne, at jeg ikke har læst kilden himself, men nogle bøger redigeret af Jens Rasmussen, Heine Andersen og Bo Kaspersen i forbindelse med en lille bitte uddannelse på VUC, som her handlede om at forstå, hvad systemisk teori og metode er på et Reva-center.

Jeg har ikke gået på universitetet, og mit indlæg var først og fremmest ment som et indlæg i debatten om forskernes pligt til at delagtiggøre os andre i, hvad de går og snakker om på universiteterne, som måtte berører alle os andre her i samfundet.

Jeg tror gerne, at Luhmann selv har haft de bedste hensigter i sin samfundsforståelse, men min nylige interesse for det systemiske udspringer af, hvad den anvendte brug og forståelse, hans teorier har ført til lands, og det bunder kun i min begrænsede læsning og så de begrebsopfattelser og formuleringer, jeg nu læser ud af min avis.

Men ikke mindst af, hvad man i socialpædagogiske kredse forstår ved systemisk metode: For siden jeg hørte ordet, har jeg spurgt alle pædagoger og socialrådgivere, jeg har mødt om, hvad det betyder, og det bliver jeg ikke meget klogere af – ud over at det handler om at begrænse og isolere problemerne.

Når jeg så spørger et par akademiker, hvad det handler om, bliver de helt vilde i blikket, og stemmen går i falset, og de fortæller mig, der foregår en rasende diskussion internt i de miljøer, de færdes i – og det bliver jeg jo heller ikke klogere af.

Men efter at have læst nævnte herrers tolkninger har jeg svært ved ikke at se, at Luhmanns teorier passer som fod i handske med liberaliseringsbølgen i de sidste 20 år. Om han personligt har haft andre humanistiske sociale og psykologiske forestillinger, aner jeg ikke.

Mit ærinde i forhold til det med Luhmann handler om, at I som ved noget og som kan se sammenhænge og fører en rasende diskurs i jeres lukkede systemer, ikke delagtiggør offentligheden i teoriernes effekt på vores dagligdag.

Derfor håber jeg inderligt, at I som sidder i jeres teoretiske slotte, (samt dagbladet Information) gider åbne for en diskussion om systemisk teori og metode, som indebærer en retorik og et sprogbrug, der bruges overalt, i ungernes børnehave, på Sundholm og på socialkontoret og hos ansatte i IBM og selv i Georg Metz‘ uforudsigelige betragtninger i sine ugentlige klummer.

 

D. Qvortrups nedladenhed

Asger Sørensen, ekstern lektor ved Handelshøjskolen (Kbh.), Information, d.21. juli 2004

Hanne Schmidts indlæg om Niclas Luhmann 6. juli rammer åbenbart ikke helt ved siden af; Det har i hvert fald ramt Lars Qvortrup, der lader sig forarge på mesterens vegne (15. juli). Men hendes karakteristik af Luhmann er faktisk også rammende, og det kan selv nok så megen forargelse ikke skjule. For jo, ideologier er for Luhmann ’noget bras’. I Soziologie der Moral fra 1978 viser Luhmann kun foragt for Habermas og humanisters brug af ’reklamebegreber’ som ’emancipation’ og i negativ udgave ’udbytning’. I stedet for moral, der blot forstærker konflikter, foretrækker Luhmann en værdifri videnskabelig sociologi om moralen. Og som man f. eks. kan læse i Paradigm Lost fra 1989, vil han helst omdefinere etikken, så den ikke på forhånd tager parti for det gode, men kun empirisk tematiserer forskellen mellem godt og ondt. Luhmann afviser ikke, at ’normative, etiske og moralske aspekter’ eksisterer, men han afviser at tage et moralsk standpunkt.

Og, jo, med hans positivistiske systemteori kan man ikke beskrive eller værdsætte en ’personlig udvikling forankret i fællesskabet’. Han betragter alle sociale forhold, inkl. læring og uddannelse, ud fra forskellen mellem system og omverden. Et socialt system er et lukket kommunikationssystem, der som en computer betjener sig af binære koder. Disse er meningsfulde inden for systemet, således som f.eks. kodeforskellen magt/ikke-magt er meningsfuld for det politiske system. Et system er omverdensfølsomt, men kan med sine koder ikke forstå sin omverden. Det kan lære, men kun af sig selv. For Luhmann er ansvar for egen læring ikke et liberalt pædagogisk ideal, men sådan al læring foregår. Trods hans megen snak om kommunikation, har hans begreb om mening intet at gøre med fælles forståelse. Habermas kritiserer systemteoriens forståelse af kommunikation for at afkoble sproglig forståelse og udvide grænserne for kapitalistisk handlingsrationalitet. Fællesskaber er for Luhmann sociale systemer, der er omverden for hinanden og derfor ikke kan kommunikere indbyrdes. De enkelte mennesker er som psykiske systemer tilsvarende kun omverden for hinanden og for ethvert socialt system. Den ’strukturelle kobling mellem individ og samfund’, som Qvortrup fremhæver, er blot Luhmanns måde at udtrykke umuligheden af kommunikation mellem systemer. Han afviser ikke demokratiet; men i den udstrækning, demokrati forudsætter dialog, hvor individer forstår hinanden og betragter sig som dele af et fællesskab, er Luhmanns begreber ikke fremmende for troen på demokratiets muligheder.

Så Qvortrups professorale nedladenhed er i denne sammenhæng helt malplaceret: Hanne Schmidt har opfattet rigeligt Luhmann, men i modsætning til Qvortrup forholder hun sig kritisk til den påståede værdifri udlægning af samfundets normativitet, og en sådan aflæsning bør enhver lærer hilse velkommen i et demokratisk samfund.

 

E. Påtale: Luhmann: Ingen af dem har ret

Lars Qvortrup, Information, d. 23. juli 2004 

Stakkels Niklas Luhmann. I et indlæg d. 6. juli påstår Hanne Schmidt, at Luhmann, hvad angår pædagogik, alene interesserer sig for effektivitet i læringen. I en støtteerklæring d. 21. juli stiller Asger Sørensen sig på HS’s side, samtidig med at han beskylder Luhmann for det stik modsatte, nemlig med sin teori at understøtte ansvar for egen læring.

Så hvem har ret, HS eller hendes væbner, AS?

Sagen er, at det har ingen af dem. I sine omfattende studier af uddannelsessystemet, som han fremlagde i fem store bøger om emnet, delvis i samarbejde med Karl Eberhard Schorr, adskilte han begreberne undervisning og læring og påviste, at den strukturelle kobling mellem dem foregår i klasselokalets interaktion. Han skabte med andre ord et teoretisk grundlag, så vi kan komme ud over det dårlige alternativ: den behavioristiske tro på undervisningseffektivitet og forestillingen om ansvar for egen læring.

Men nu gør jeg mig jo skyld i dødssynden ’professoral nedladenhed’, som AS så venligt siger. Jeg er nedladende, fordi jeg forsøger at redegøre for, hvad Luhmann nu faktisk har skrevet og for efter bedste evne at rette misforståelser. Vel, når jeg nu alligevel har forsyndet mig, kan jeg vel ligeså godt fortsætte.

AS savner et moralsk standpunkt hos Luhmann. Hvad angår moral, er det Luhmanns opfattelse, at sociologien skal beskrive moralsystemers måde at fungere på. Derfor moraliserer han ikke, og derfor kritiserer han moraliserende sociologer.

Men det betyder ikke, som AS tror, at Luhmann »i stedet for moral« foretrækker »en værdifri videnskabelig sociologi om moralen«. Moral og videnskab er ikke alternativer. Derfor sammenligner han ikke moral og videnskab, men forskellige bud på videnskabelige beskrivelser af moral.

Det indebærer ikke, som AS tror, at Luhmann er positivist. Tværtimod har ingen som Luhmann understreget, at enhver beskrivelse og analyse af samfundet sker fra en position i samfundet. Ja, det er faktisk grundpointen i det afsluttende storværk, Die Gesellschaft der Gesellschaft.

En kritisk sociologi, skriver han i en gennemgang af den såkaldte positivismestrid, skal ikke bare levere ’anti‘-begreber. Den skal bestræbe sig på at indtage det, han kalder anden-ordens iagttagelser, dvs. beskrivelser af, hvordan for eksempel den moralske strid mellem pro- og antagonister er kommet i stand. Først her bliver den for alvor – kritisk. Men også anden-ordens iagttagelser er iagttagelser fra en position i samfundet, og det må anden-ordens iagttageren naturligvis redegøre for.

HS håber i sit indlæg d. 19. juli, at vi som sidder i vores teoretiske slotte gider tale et sprog, som andre forstår. Kære HS: Jeg gør, hvad jeg kan, i respekt for at teorier jo faktisk er – teoretiske! Men hvis prisen er at blive stemplet som arrogant og nedladende, er det i hvert fald sikrere og måske også bedre at trække sig tilbage til elfenbenstårnet.

Der generer man kun sine kolleger.

 

F. Luhmann – videnskab og kritik

Asger Sørensen, Information, d. 6. august 2014

Professor Qvortrup har med sit indlæg om Luhmann (15/7) bestræbt sig på at oplyse om teorier. Takken har været en stempling som ’arrogant og nedladende’, og han overvejer nu at trække sig tilbage i det ’sikrere’ elfenbenstårn (23/7). I hast derfor nogle afsluttende polemisk-oplysende bemærkninger.

I min kritik af Q’s Luhmann-lovprisning (21/7) kommer jeg på ét punkt i modsætning til Hanne Schmidts kritik af Luhmann (6/7). HS indrømmer, at hendes kritik bygger på danske udlægninger (19/7), men Q vælger alligevel at fokusere på denne uenighed og ikke svare på min mere grundlæggende af kritik. En professor, der oplyser folket, fokuserer på det væsentlige, og det må betyde, at Q accepterer min udlægning af Luhmanns sociologi, altså at systemteoriens begreber ikke er berigende for pædagogik, etik og politik, der værdsætter og arbejder for en personlig udvikling forankret i et demokratisk fællesskab.

Q anfægter min karakteristik af Luhmanns sociologi som positivistisk og kalder den kritisk. For Q er det afgørende, at ’enhver beskrivelse og analyse af samfundet sker fra en position i samfundet’, og at det giver anledning til anden-ordens iagttagelser af, hvordan moralsk strid ’kommer i stand’. Også anden-ordens iagttagelser sker fra en position i samfundet, og sociologien skal derfor redegøre for denne position. En redegørelse må imidlertid også ske ud fra en position, og hvis sociologiens videnskabelighed afhænger af denne redegørelse, så står Luhmann og Q over for det berømte Münchausens trilemma, altså enten uendelig regres, cirkelslutning eller dogmatik. Kritik er at kritisere beskrivelsers og redegørelsers gyldighed, dvs. at sortere mellem de rigtige og de forkerte. Luhmann tilstræber som Weber konstruktionen af en værdifri, ikke-moraliserende beskrivelse af samfundet, og derfor er hans kritik positivistisk. Ikke-positivistisk kritiksøger derimod at tydeliggøre samfundsmæssig uretfærdighed for at begrunde politisk handling. Det er sådan ordet kritik bruges af såvel liberale (kritisk rationalisme) som af marxister (kritisk teori). At betegne Luhmans sociologi som kritisk er derfor i bedste fald vildledende.

Som alle store tænkere udvikler Luhmann sig dog. I 1978 foretrækker han en moralfri sociologisk beskrivelse af moralsystemet frem for den filosofiske etiks og den kritiske teoris moraliserende stillingtagen. I 1997 anerkender han den grundlæggende forskel på filosofisk etik og videnskabelig sociologi og afholder sig explicit fra at vurdere etikkens gyldighed. Det værk, som Q refererer til, har jeg ikke læst, men jeg tror ikke vores uenighed bilægges dér. I Acta Sociologica fra 2000 påviser Dag Østerberg dette værks kynisme og foragt overfor alt venstreorienteret.

 

G. Tilbage på bænken

Hanne Schmidt, Information, d. 7. august 2004

Replik til Lars Qvortrup: I 1970 hed det på Arkitektskolen først rød, så arkitekt, da vores studier gerne skulle være til gavn for almenvellet. Ja, teorier er teoretiske, men gennem tolkning bringes de ofte i praktisk anvendelse.

Luhmanns opfattelse af et samfund som kommunikation mellem lukkede systemer, udgør for mig en ren naturvidenskabelig teori, som udelukker de komplekse sociale og psykologiske samspil vi som mennesker er bundet til.

Når jeg anskuer systemisk teori som et problem, er det fordi den udmønter sig i en systemisk metode i pædagogiske sammenhænge, hvor den udgør et paradigmeskift i forhold til at anskue eleven, klienten eller medarbejderen som et helt menneske – Eleven kan få UG uanset social bagage, klienten fast arbejde, uanset håbløse personlige problemer, medarbejderen skal alene fokusere på erhvervsmæssig kompetence, og alle er vi lukkede psykiske systemer, som må finde en kobling til hinanden og til samfundets øvrige institutioner.

Luhmann skelner mellem undervisning og opdragelse som tilsigtede ændringer af psykiske systemer, og socialisering opfattes som utilsigtede ændringer som sker i sociale sammenhænge. Undervisning og opdragelse kendetegnes ved, at man definerer den tilstand eller adfærd, man ønsker at opnå og ud fra det vælges et pædagogisk middel for at opnå det som ikke sker af sig selv.

I læringssystemet opererer Luhmann med en kommunikationsproces som udgøres af fire selektioner, hvor der sondres mellem den kommunikation som viser sig i information, adfærd og forståelsen, men processen er først realiseret i en fjerde selektion, som udgør en forståelseskontrol, og ansvaret for forståelsen ligger hos eleven selv.

Denne model på kommunikation og intenderet læring/opdragelse, anvendes i udstrakt grad i flere socialpædagogiske miljøer – man fokuserer på adfærdsændringer med det ene formål at skaffe folk ’rigtigt’ arbejde, og når folk med kniven på struben (tab af bistandshjælp) gør som pædagogen vil i den fjerde selektion, er kommunikationen set som systemisk metode gennemført og resulatkontrakten med stat/kommune opfyldt. Om klienten ender tilbage på bænken efter et år eller to tæller ikke i den årlige statistik.

Teorien bliver brugt til at dehumanisere og forenkle komplekse problemer som mennesker har. Den bliver brugt til at opfylde kvantitative krav fra kommuner og stat. Den bliver brugt til at opfylde krav til rationaliseringer og forandringsparathed – uanset de omkostninger, det har for udviklingen af ’det hele menneske’, samt fortrænger forståelsen for fællesskab og solidaritet som forudsætning for samfundets sammenhængskraft.

Jeg forstår ikke din afvisning af kritiske holdninger til Luhmann, og hvis teorier ikke har reel betydning for samfundsudviklingen – hvorfor så overhovedet beskæftige med dem i eller udenfor elfenbenstårnet?

 

Referencer:

Asger Sørensen har senere uddybet sin kritik følgende udgivelse:

Sørensen, A. (2012) : Den moralske virkelighed, NSU Press.