Svend Brinkmann er nok den intellektuelle personlighed, der i nyere tid har gjort mest for pædagogikken og videnskaben i dette hele land. Allerede i 2006 kastede han sig ud i en grundig gennemgang af John Deweys filosofi, efterfulgt af en flot strid med den indflydelsesrige positive psykologi og ledsaget af en mere almen kritik af diagnosticeringens og selvrealiseringens teorier. Senere har han videreudviklet sine ideer i en række populære, men stadigvæk dybt seriøse udgivelser om religiøse, etiske og eksistentielle emner. Ikke mindst det folkelige gennembrud ”Stå fast” fra 2014, ledsaget af 2016-udgivelsen ”Ståsteder”, viste mange mennesker en vej ud af det omsiggribende nysprog. Med udtryk som ”tag nej-hatten på” og ”gamle ideer til en ny verden” skabte han et frihedsrum for både professionelle, forskere og almindelige borgere, hvor man kunne være i dialog med fortidens ting og disses talerier. Undervejs har han også bidraget til kritikken af store dele af den læringsideologi, der har domineret det pædagogiske og politiske parnas i hele hans voksenliv, bl.a. i arbejdet med Uren Pædagogik-serien. Senest har han udgivet den rigt facetterede bog ”Tænk”, der er et glødende forsvar for nødvendigheden af humanistisk forskning og filosofisk aktivitet i samfundet.

Brinkmanns arbejde bygger på en lang række filosofiske og psykologiske kilder, hvor både den sociale og den individbårne tradition har haft stor betydning. I filosofien trækkes det sociale ind via især Aristoteles og John Dewey. Sidstnævnte har Brinkmann som sagt skrevet en fremragende introduktion til, inspireret af en af hans lærere, filosoffen Hans Fink. Og i psykologien henter han det sociale hos den russiske psykologi og dens arvtagere, dvs. hos Lev Vygostky og den såkaldte situerede læring. Her er han inspireret af en anden af sine lærere, nemlig professor Steinar Kvale. Brinkmann er elev på den store filosofiske klinge. Store dele af ”Tænk” trækker på disse inspirationer.

Men Brinkmann har også sans for individet og dettes kultivering. Det viser sig ved den hyppige inddragelse af f.eks. Søren Kierkegaard og stoicistisk filosofi. I ”Tænk” er det dog især Hannah Arendt, der sammen med Sokrates har til opgave at individualisere det sociale, eller hvordan man nu skal udtrykke det. Det er dannelsesbegrebet, som i særlig grad kommer til at bære denne sammenhæng. På en måde gør Brinkmann hele samspillet mellem tænkning, dannelse og samfund til omdrejningspunktet og passage for et mylder af intellektuelle og praktiske ideer.

”Tænk” fremstår som et storslået populærfilosofisk værk, hvor ovenstående kilder for alvor materialiserer sig. Tænkningen bliver en skøn invitation til kundskabsmæssig fordybelse, rettet til en befolkning og en forskning, der ellers mere og mere befinder sig under instrumentalismens kolde åg. Tag Sokrates og Hannah Arendt i hånden og gå ud i verdens lag!

Dertil kommer, at Brinkmann har haft et meget aktivt videnskabeligt og intellektuelt liv. Han har skrevet flittigt om pædagogiske og psykologiske emner i både danske og internationale tidsskrifter, han har haft indlæg i mange af landets medier, og han har holdt foredrag i overalt og været radiovært for nogle dybt seriøse udsendelser med fremtrædende forskere og kulturpersonligheder. Han har haft et ”virke” i ordets bedste betydning, dvs. det modsatte af en plat og opportunistisk ”karriere”. Derfor har han heller ikke “taget skade”, som man siger. Al hans arbejde har været båret af fuldstændig personlig og faglig integritet og beskedenhed.

Med dette rige og dybt seriøse baggrundstæppe, som jeg kun har nævnt en flig af, har Brinkmann ydet en enorm og positiv indflydelse på hele samfundets evne og mulighed for at drøfte samfundsfilosofiske emner. Det er svært at forestille sig nogen, der fortjener et større tak end han for at give sprog og energi til humaniora, pædagogik og samfundsvidenskab. Relevansen heraf er netop blevet aktualiseret ved Reformkommissionens og regeringens aktuelle angreb på selve universitetets ide, som jo netop bygger på dannelsens begreber.

Med denne viden om Brinkmanns arbejde og virke har det været meget mærkeligt for mig at studere nogle af de kritikker, som Brinkmanns arbejde på det seneste har været genstand for i nogle af landets medier.

Hvorfor denne kritik? I det følgende vil jeg forsøge at adressere dette spørgsmål på min egen måde, vel vidende at Brinkmann selv har svaret både den ene og den anden kritiske røst:

 

1. Kronik af Matthias Dressler-Bredsdorff

D. 25. august anmelder Matthias Dressler-Bredsdorff (MDB) bogen ”Tænk” i Politiken. Den får to hjerter. Hvad er der galt? MDB starter faktisk med at give Brinkmann ret i hele grundanalysen, men får det så til at lyde, som om at Brinkmanns kritik er nærmest banal. Men det var den sørme ikke i 2012, da Brinkmann gik i aktion, skal jeg hilse og sige, og på de bonede gulve og i mange forskningsmæssige sammenhænge er Brinkmanns analyse stadigvæk totalt fremmedsprog.

MDB mener, at Brinkmann nu står i ”tidsåndens midte”, som Brinkmann endda – påstås det – på en måde ender med at forsvare. Intet kunne være mere forkert. Brinkmann står helt ude på sidelinjen, mens tidsånden kværner som et altopslugende instrumentelt pædagogisk og digitalt system. Brinkmann har da også i både ”Tænk” og i andre bøger nogle ret grundige og kritiske analyser af både den moderne teknologi og dennes anvendelse. MDB’s analyse er derimod en vild forsimplet opfattelse af, at alle denne type problemer nu er væk. Ingen seriøs samfundsforsker vil give ham ret i det.

Det er faktisk MDB, der med sine overfladiske markeringer ender med at bekræfte ”tidsånden” ved at hævde, at Brinkmann med sin stort anlagte kritik står midt i den, selvom han ikke gør.

MDB mener, at Brinkmanns individ er uden sted og krop. Men det er en helt uforståelig markering, eftersom Brinkmann i store dele af bogen arbejder ihærdigt på netop at forbinde tænkningen med det sociale og kropslige liv. Det er jo netop hele dette projekt, der gør bogen så spændende. Det er helt barokt, at MDB overser dette.

MDB reducerer herefter uden videre Brinkmanns arbejde til den ”oplyste middelklasse”. Det er så plat, at det ikke er værd at kommenterer. På den måde kan man godt sende næsten hele filosofi- og kunsthistorien på møddingen.

Så skriver MDB, at Brinkmanns ”syntese” er ”letforståeligt”. Men det forstår jeg ikke, for MDB har jo netop ikke forstået en pind?

Endelig mener MDB at man ikke bør skrive om tænkning, når nu ”Sydeuropa brænder”, som der står med henvisning til sommerens hedebølge. Med den logik udryddes al filosofi, og tænkningen omdannes til et instrument for statistisk klimaoptimering. Det er på en måde MDB, der bliver en del af problemet, og dermed reducerer humaniora til klimaoptimeringsmetoder. MDB ender i en slags instrumentel udvidelse af konkurrencestatens logik, hvor humaniora blot var et redskab til at forøge økonomisk vækst. Det er lige netop her, at relevansen af tænkningen som begreb forstærkes.

Jeg har forsøgt at undersøge, hvad MDBs teoretiske og filosofiske udgangspunkt er, men jeg har desværre ikke kunnet finde ud af det. Det lyder som om, at han hylder en eller anden blanding af poststrukturalistisme og identitetspolitik. Brinkmann skriver selv et sted, at MDB er inspireret af Foucault. Hvis det er rigtigt, forstår jeg meget mere. Det vender jeg tilbage til.

Brinkmann svarede MDB i Politiken d. 29. august, hvor han bl.a. nævner nogle af de ting, som jeg også har lagt mærke til i afsnit 3.

 

2. Kronik af Finn Janning

Filosoffen Finn Janning følger d. 9. september op på MDB’s kritik i en kronik i Politiken. Janning er helt på linje med MDB, men forstærker kritikken af, at Brinkmann ikke kommer med bud på klimakrisen. Det er meget mærkeligt, at et så primitivt krav skal kunne gøres gældende nærmest uanset, hvad man skriver om. Janning og MDB tilhører den desperate generation, tror jeg man kan sige, uden at kende deres præcise alder.

I stedet trækkes så filosoffen Gilles Deleuze op af hatten som en form for guru. Men Deleuze var da selv filosof og inspireret af filosofiske og teologiske ting fra gamle dage- altså alt det, som Brinkmann forsøger at reetablere et grundlag for at diskutere – og mig bekendt løste han ikke noget klimaproblem, for nu at være lidt sarkastisk.

Noget andet er, at Deleuzes’ kritik i dens normale anvendelser er præget af en dyb kritik af humanitet og af institutioner som sådan. I den forstand skriver han i forlængelse af især psykoanalytikeren Wilhelm Reich, som gjorde op med Freuds forsøg på at forene menneske og kultur. Reich blev kendt for orgasmens filosofi og fik stor indflydelse på de mest problematiske sider af dansk reformpædagogik. Deleuze har også på det pædagogiske område præget den særlige blanding af CBS-filosofi og systemaffirmativitet, som Janning selv er uddannet hos, så vidt jeg har forstået. Mennesket og institutionerne opløses i ”affekter”. Skolen bliver til et ”affekt”-system. På DPU er disse ideer meget indflydelsesrige. Og man skal ikke kritisere det, har jeg erfaret, for så vanker der klager til universitetets ledelse for mobning og så videre ud i affekternes tomme rum. Kritik=affekt.

Et af Jannings Deleuze-citater viser netop denne ødelæggende effekt:

”Det, der i sandhed er umoralsk, det er enhver anvendelse af moralske termer, retfærdig, uretfærdig, fortjent, skyld”.

Her bliver moralen til et opgør med al moral. Det er derfor, at Janning tror, at Brinkmanns bog ”Stå fast” handler om at være ”skråsikker”, selvom det forholder sig stik modsat. Kort efter i kronikken er Janning selv moraliserende til den store guldmedalje.

Janning mener så, lader det til, at Brinkmann er en slags freudianer. Jeg tror ikke engang at Brinkmann nævner Freud? Men for Janning bliver alt, der ikke minder om Deleuze, til Deleuzes modstandere. Janning betoner i stedet noget, han kalder for ”fleksibilitet”. På den måde er det klart, at han ender med at gå imod tænkning og dannelse, for tænkningen er netop totalt ufleksibel, både i sig selv og i dens praktiske anvendelse. Den er snarere bevægelig. Deleuze-folkene omdanner kritik til fleksibilitet og affekt. Den kritiske tradition ender med at spise sige selv.

Til sidst opfordrer Janning til, at man ”glemmer guruerne”, men det er en barok markering al den stund, at han selv kun trækker på kun en eneste filosof, helt ukritisk endda, mens Brinkmann er i dialog med brede dele af både den filosofiske, den psykologiske og litterære tradition.

Brinkmanns efterfølgende svar i Politiken, d. 16. september, er virkelig på sin plads. Han understreger Jannings anti- og posthumanisme og dennes problemer med både filosofi, tænkning og samfundsmæssighed. Brinkmann skriver i sit svar, at også MDB har et poststrukturalistisk udgangspunkt. På en måde demonstrerer Brinkmann her noget af den skarphed og stridbarhed, som ind imellem mangler i hans bøger, og som også efterspørges i flere af de mere positive omtaler af den aktuelle udgivelse.

Og ikke mindst peger Brinkmann med dette svar på en meget grundlæggende konflikt i de moderne samfund, nemlig konflikten mellem humanisme og antihumanisme. Det er humanismen, der skal beskytte institutionernes egenart og rodnet, mens antihumanismen omdanner alting til en form for tvangsaktualistisk blanding af magt og affekt.

Men det korte af det lange: Aldrig har vi haft så meget brug for Svend Brinkmanns arbejde som nu, så vi kan fastholde fuld humanistisk og kritisk aktivitet på en og samme tid. Uden Brinkmanns påmindelser sander det hele til i antihumanistisk affekt eller i Reformkommissionens økonomiske nihilisme. Hans arbejde er en form for opfordring til, at alle fortsætter med at tænke selv, dvs. i dialog med verdens stemmer, fra hver deres udgangspunkt. På den måde vil kritikken, fortiden og ideerne myldrer frem over stepperne under Platons sol.

 

3. Andre anmeldelser og omtaler

Diskussionen mellem MDB og Brinkmann blev gentaget i Kr. Dagblad. Her blev MDB interviewet d. 2/9, og Brinkmann svarede d. 6/9. Der kom ikke noget så meget nyt frem så vidt jeg kan vurdere det. Dog forstærker MDB kritikken af Brinkmann for ikke at bidrage til identitetspolitisk udvikling, hvilket ikke stod så tydeligt i anmeldelsen i Politiken. Med denne ekstra indvending – som jo er en afart af klimaargumentet – forstærkes sammenstødet mellem Brinkmanns humanisme og MDBs anti-humanisme.

MDB skælder også ud på noget han kalder for ”tænkningens bureaukrater”. Det er filosoffer, som skriver i fagtidsskrifter, må man forstå. Der er noget rindalistisk over MDB’s foretagende. Sådan en slags left-wing Danmarksdemokrat. MDB fortæller også, at Brinkmann mener, at tænkning er ”noget meget personligt og individuelt”, og at det er dårligt. Men hele Brinkmanns bog handler jo netop om samspillet mellem tænkningen og det sociale liv. Det er meget uforståelige indvendinger, MDB kommer med. Og selvfølgelig spiller personen også en rolle. Vil MDB virkelig benægte det? I så fald kan man godt nedlægge al demokratisk virksomhed.

Brinkmanns bog har også fået mere almindelige og positive anmeldelser, bl.a. af den højrenationale debattør, Rune Selsing, som anmeldte i Berlingske, d. 30. august. Konstellationen er lidt pudsigt, men anmeldelsen er neutral i forhold til Selsings øvrige synspunkter, så der er egentlig ikke så meget at kommentere.

I Weekendavisen anmelder Asker Hedegaard Boye d. 25/8 sådan nogenlunde positivt uden de store armbevægelser. Samme avis har også dækket diskussionen mellem MDB og Brinkmann i en stort anlagt artikel fra d. 16/9. Der kommer dog ikke noget nyt frem som sådan i forhold til de ting, jeg allerede har noteret.

I Information er bogen anmeldt positivt af Michal Agerbo Mørch og samme avis’ såkaldte ”Center for vild analyse” har også en ret nuanceret vurdering af Brinkmanns virke.

De anonyme forfattere bag ”Center for vildd analyse” er dog enig med MDB i, at Brinkmann mangler at diskutere ”Karl Marx, Simone de Beauvoir og Michel Foucault”. Sådan kan man jo blive ved med at nævne alt muligt, der mangler. Men spørgsmålet er godt: Jeg ser selv frem til analyser af disse tre forfatterskabers muligheder for at bidrage til tænkningens filosofi. De er jo alle tre som snydt ud af netop den kulturhistorie, som Brinkmann elsker. Jeg tror dog ikke, det bliver så let at forbinde deres filosofi med tænkningen, selvom det bestemt heller ikke er umuligt. Det kræver under alle omstændigheder en hel anden besindelse på tænkningens tradition end den, som MDB og Janning fremviser. Men en sådan undersøgelse vil helt klart være et spændende og vigtigt projekt, som vil rive disse tre vigtige forfatterskaber ud af de nye og ensomme poststrukturalisters klør, som kun har tænkningens ødelæggelse som konsekvens. Lykkes dette projekt vil det være en Brinkmannsk redning af ungdommen og dermed af kritikken, som er en af “mylderets” udtryksformer.

Vi er i dag endt med den tankeløse ”diversitet” overfor tænkningens ”pluralitet”, dvs. identitetspolitisk statistisk varians overfor eksistensens tilsynekomst i verden. Det er faktisk synd for både Marx, de Beauvoir og Foucault, at de nu bliver brugt i så simple formater mange steder.

Til sidste vil jeg nævne, at der har været to mere fagligt orienterede kritikker af Brinkmanns bog. Det drejer sig dels om Mogens Pahuus’ artikel i tidsskriftet Paradoks og dels om lektor Johannes Adamsens kritik i POV-international. Deres markeringer er ikke knyttet til poststrukturalistiske tilgange, men snarere til hhv. fænomenologiske og nogle andre filosofiske baggrundstraditioner. De er sådan set ikke uenige med Brinkmanns arbejde med at rehabilitere tænkning, men har så den ene og den anden indvending og tilføjelse af mere faglig og begrebsmæssig karakter.

 

Omtalte indlæg om emnet:

Kritisk anmeldelse i Politiken af Matthias Dressler-Bredsdorff, d. 25. august: https://politiken.dk/kultur/boger/art8922371/B%C3%B8r-vi-glemme-Svend-Brinkmann. Brinkmann svarer d. 29. august: https://politiken.dk/kultur/boger/art8940311/Politikens-store-afsl%C3%B8ring-om-mig-er-s%C3%A5-fort%C3%A6rsket-at-det-er-til-at-grine-ad

Finn Jannings kritiske kronik i Politiken, d. 9. september: https://politiken.dk/debat/kroniken/art8949836/Ja-vi-b%C3%B8r-glemme-figuren-Svend-Brinkmann. Brinkmann svarer d. 16. september: https://politiken.dk/debat/art8976612/Svend-Brinkmann-Jeg-vil-kraftigt-advare-imod-det-antihumanistiske-alternativ

Rune Selsings anmeldelse i Berlingske, d. 30. august: https://www.berlingske.dk/litteratur/fem-stjerner-kongen-af-antiselvhjaelp-snuser-til-evigheden-i-vellykket

Debatten omtales i Kr. Dagblad med interview med Dressler-Bredsdorff, d. 2. september: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/anmelder-brinkmann-er-blevet-eksponent-en-farlig-maade-taenke-paa. Brinkmann svarer, d. 5. september: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/svend-brinkmann-svarer-paa-kritik-svaert-tro-anmelderen-har-laest-min-bog-det-virker-som

Anmeldelse i Kr. Dagblad, d. 24. august: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/svend-brinkmann-skriver-saa-mange-boeger-man-som-anmelder-kan-komme-til-gentage-sig-selv-men

Analyse af debatten i WA, d. 15. september: https://www.weekendavisen.dk/2022-37/boeger/staa-baglaens

Anmeldelse i WA, d. 25. august: https://www.weekendavisen.dk/2022-34/boeger/gulvtaeppetaenkning

Anmeldelse i Information: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2022/08/brinkmanns-nye-bog-begejstre-fans-bekraefte-kritikerne

Center for Vild Analyse i Information, d. 17. september: https://www.information.dk/moti/2022/09/svend-brinkmann-tilbyder-to-ting-paa-gang-kritikken-bestaaende-bestaaende#comments-open

Mogens Pahuus’ kritik i ”Paradox”, d. 7. september: https://paradoks.nu/2022/09/07/taenkningens-filosofi-kritiske-bemaerkninger-til-svend-brinkmann/

Johannes Adamsens kritik i ”POV-International”, d. 26. september: https://pov.international/brinkmanns-beskedne-omgang-med-taenkningen/

 

Ældre diskussioner af Brinkmanns arbejde:

Brinkmanns kritik af den positive psykologi, 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/svend-brinkmanns-strid-med-positiv-psykologi.html, og her en slags follow-up:  http://www.thomasaastruproemer.dk/svar-til-hans-henrik-knoop-vedroerende-brinkmanns-strid-med-den-positive-psykologi.html

I 2016 var der også kritik af Brinkmanns arbejde, både fra teologen Sørine Gotfredsen og fra Information/Stefan Hermann, som ligefrem kaldte Brinkmann for populist. Det kan man læse om i afsnit 29, 41, 42, 43 og 45 i dette indlæg fra august 2016: http://www.thomasaastruproemer.dk/3285.html. Diskussionen fortsatte i afsnit 4, 13, 14, 15 18, 32, 45 i dette indlæg:  http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-30-september-2016.html

 

Senere diskussioner af Svend Brinkmanns virke:

Kronik af Anders Stjernholm: “Svend Brinkmann svigter sine læsere”, Politiken.dk, d. 15. april 2023. https://politiken.dk/debat/kroniken/art9265477/Svend-Brinkmann-svigter-sine-l%C3%A6sere.-Hans-prim%C3%A6re-funktion-som-forsker-er-alts%C3%A5-ikke-at-udbrede-behagelige-illusioner

Svend Brinkmann svarer Stjernholm, d. 18. april 2023: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9309430/Jeg-er-glad-for-at-Stjernholm-bruger-krudt-p%C3%A5-en-bog-der-ikke-har-solgt-s%C3%A6rlig-godt-men-han-overser-to-ting-i-sin-kritik-af-mig