Aarhus Universitet (AU) er i frit fald. I går fik vi endnu et eksempel:
Den konkrete anledning er, at Folketinget har besluttet at sammenlægge to udvalg, nemlig Uddannelses- og Forskningsudvalget og Børne- og Undervisningsudvalget.
Dermed vender man faktisk lidt tilbage til ånden fra efterkrigstiden (frem til omkring 2000), hvor både universiteterne og kulturen var under Undervisningsministeriets ressortområde. Men ok, i den aktuelle situation taler vi altså om folketingets udvalg og ikke om ministeriernes ressort-fordeling.
Dette lyder måske lidt teknisk, men det er det ikke, må man forstå på AU’s reaktion:
To af AUs dekaner, Maja Horst fra det såkaldte ARTS og Anne-Mette Hvas fra HEALTH, er nemlig kraftigt imod sammenlægningen. Det kunne man læse om i et indlæg i Altinget d. 27. marts. Man kan tilgå det korte og teknokratiske, men også vitalistiske indlæg i referencelisten.
Det interessante er begrundelsen. Man tror måske, at man skal høre om videnskabelige idealer? Men det skal man ikke, tværtimod. Eller rettere: Idealet er universitetets filosofiske opløsning.
De to dekaners ‘Ideal’ er nemlig et totalt ensporet forsvar for det konkurrencestatsuniversitet, som jo blev etableret ved universitetsloven i 2003, og som siden blev forstærket, ikke mindst på Aarhus Universitet. Man skulle tro, at indlægget var skrevet af Helge Sander (som stod bag reformen i 2003).
Indlægget handler udelukkende om økonomisk konkurrenceevne. Og andre lande opfattes ikke som deltagere i kundskabernes fælles liv, men som konkurrenter om økonomisk og global vækst. Der er heller intet om humaniora eller sundhedsforskning, som jo ellers er de to dekaners faglige områder. Man krummer tæer på universitetets vegne. Og som humanist er det nærmest oprørende læsning.
Ansættelsen af Horst i 2023, som få år forinden havde skrevet en særdeles problematisk bog om universitetspolitik, har forstærket AU’s ideologiske deroute. Hun indledte med at genansætte den konkurrencestatsivrige Claus Holm som leder af DPU, og en helt ukritisk symbiose af IT-forskning og skolereforms-læring lader til at have fået overtaget. Dertil kommer Horsts aktuelle angreb på mange klassiske uddannelser, jvf. den såkaldte “helhedsplan”, som helt flugter med hendes ideologi. Og dette sker altså under konkurrencestatens eksplicitte ramme. Næste samtidig med ansættelsen og Horst fik AU en ny bestyrelsesformand, hvor den kulturkonservative Connie Hedegaard blev udskiftet med en NOVO-direktør. Siden er det gået helt galt.
Maja Horst indleder faktisk en DPU-konference i næste måned, hvor landets største konkurrencestatsmand, Ove Kaj Pedersen, og Claus Holm selv er hovedtalere. Konferencens officielle emne er ånd og demokrati, hvilket jo er konkurrencestatens modsætning. Det er ånd på Horsts og Holms deprimerende præmis. Logikken er nærmest ond. Bjarne Corydon ville have jublet.
Holm har i mange år været en ligeså vild fortaler for konkurrencestaten, som Horst er i sit aktuelle indlæg. Og Holms ideologi har haft stor indflydelse på skolepolitikken siden 2008, hvor DPU jo kom under AU, som selv på det tidspunkt befandt sig i et nærmest ekstremistisk globaliseringsmodus. Herfra vekselvirkede DPU og AU/ARTS ned i et selvforstærkende dyb. Lejlighedsvise fyringsrunder satte det sidste plaster på evt. kritiske munde. Så der kommer nok ikke nogen kritik fra universitets forskere mod Horsts indlæg. Men nu må vi se. I gamle dage ville et sådant indlæg ikke være gået upåtalt hen.
På en måde er Horsts modstand mod sammenlægningen af de to folketingsudvalg lidt overraskende. For i selve den filosofiske substans er de to politikområder jo allerede sammenlagt. Landets børn har været ”soldater i konkurrencestaten” i mange år, for nu at bruge Ove Kaj Pedersens udtryk. Og denne proces har været fremskyndet af DPU og ARTS selv.
Jeg vil kalde det for “teknokratisk vitalisme”. Man bliver på en måde lidt bange.
Jeg har skrevet grundigt om mange af disse bevægelser – herunder bevægelserne i ressortområderne – i bogen ”Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”.
Referencer:
Dekanernes indlæg i Altinget: https://www.altinget.dk/forskning/artikel/dekaner-forskningen-drukner-i-boern-og-undervisning-hvis-folketinget-laegger-to-udvalg-sammen
Om Folketingets beslutning om at sammenlægge udvalg: https://www.ft.dk/da/aktuelt/nyheder/2025/03/faerre-udvalg
Om DPU’s aktuelle konference: http://www.thomasaastruproemer.dk/konference-paa-dpu-demokratisk-dannelse-og-aandelig-oprustning.html
Brian Degn Mårtenssons anmeldelse af Maja Horsts bog: https://www.altinget.dk/artikel/anmeldelse-ny-bog-om-universiteterne-er-fyldt-med-tvivlsomme-postulater-og-grelle-misforstaaelser
Om AU’s “helhedsplan”, se under “Overblik over beslutninger”. https://medarbejdere.au.dk/fakulteter/arts/kandidatreform
Link til bogen ”Universitetet og dets fjender”: https://klim.dk/bog/universitetet-og-dets-fjender/
“Teknokratisk vitalisme”
Det lyder som en noget “uhellig symbiose” mellem en foucaultdiansk Luhmann og Nietzsche, men med masser af digital teknologi i rygsækken og netop uden en aristotelisk skolastisk dydsetik og noget, der nærmest høre hjemme i en Ringenes Herre film.
Hvem der er troldmænd, orker og “rigtige mennesker” synes alligevel lidt uklart i tårnenes “battle of man-kind”. Ingen voksne er nok helt fri for synd, men der er nok forskel på, hvor bevidst man så selv er om dette og om dette overhovedet længere betyder noget.
Gad vide, hvor mange “hobbitter”, der skal til at vælte et tårn eller om dette kun sker i film? Det er der vist noget, der tyder på, men jeg skal ikke være den, der ultimativt spår om fremtiden. Dette gør Tiden for os og vi må så håbe på, at den vil være os alle nådige.