Blachman på skemaet

Thomas Blachman har provokeret det pædagogiske borgerskab. Først var den gal i Deadline d. 27. marts, hvor han gjorde rede for sine tanker om kreativitet og skole. Deadline havde inviteret tre pædagogiske ”eksperter”, som pr video skulle bedømme Blachmans ideer, sådan rigtigt skolemesteragtigt. Da de tre bedrevidende eksperter var endda jævnaldrende middelklassekvinder, og da Blachman jo er en stor drengerøv, som spiller trommer, så blev der noget Klodshans over det hele, som var meget sødt. Blachman verfede da også ”eksperternes” formaninger væk som irriterende myg. Flere lærere burde gøre det samme efter min mening. Fri os fra “forskningen”. Det var herligt fjernsyn. Sigge Winther havde sit hyr den aften.

Og ugen før var Blachman ligefrem inviteret i Folketinget, hvor han var inviteret af 2013-læringsfundamentalisterne fra Socialdemokratiet og Venstre. Han skulle fortælle et helt undervisningsudvalg om sine ideer. Og nu blev Blachman selv omtalt som ”ekspert”. Det siger noget om læringspolitikerne. Han skulle bidrage til udvalgets drøftelse af emnet ”understøttende undervisning”, som er en del af skolereformen. Blachman skrev sig på den måde direkte ind under skolereformens ånd på sin egen skæve måde. Det vender jeg tilbage til. Han synes dog, at udtrykket ”understøttende undervisning” er helt til grin. Han vil have noget ånd, vist nok.

Derpå kom så selve Blachmans eksperiment på DR1, dvs. 6 ugers arbejde med en meget almindelig 8-klasses kreativitet og ideudvikling på en skole i Hvidovre. Arbejdet blev samlet i to programmer, som var produceret af Bull House Media, og blev sendt i forrige uge.

Blachman skulle lige ind og fixe kreativiteten i skolen. Den del af setup’et er skrækkelig. Men også her vækkede Blachman det pædagogiske system. Denne gang var det Alexander von Oettingen, som allerede efter det første program havde fået nok. Det vender jeg tilbage til.

Blachmans eksperiment gik faktisk ikke ret godt, især ikke i første del, som dækker hele 4 uger. Blachman ville nærmest tvinge de unge til selv at få ideer. Der var noget neo-pietistisk over foretagendet, a la ”Du skal tro på Gud, men du skal gøre det selv”. Og ligesom i 1700-tallet foregik det hele i ujævne og uforudsigelige vekselvirkninger mellem autoritære og nærmest intime processer.

Blachman bander og svovler og skælder ud for et godt ord. Det er nærmest usympatisk, og de fleste børn går da også i baglås. Eleverne skal også skrive “kontrakter”, hvor de forpligter sig til at tage processer seriøst, som de endnu ikke ved, hvad består i. Dybt autoritært efter min mening. Men så pludselig er han kærlig og sød som en bedstemor. Godt jeg ikke var barn i den klasse. Der er da også nogle sunde elever, som nægter at skrive under.

I anden del søger Blachman hjælp hos en eller anden pædagogisk ekspert, og skolens lærere hjælper også godt til, kan man forstå mellem linjerne. På den måde, altså med skolens hjælp, kommer der lidt styr på sagerne, og til sidst får eleverne lavet nogle projekter, som er helt ok uden at være ekstraordinære. Det hele sluttes af med et fint arrangement for et stort publikum, hvor venner, familie og kendisser er inviteret i bedste x-faktorstil. En muslimske mor bliver rørt over sin søns præsentation, ligesom i musik-showet. I et efterfølgende radioprogram på P1, som blev sendt her i dag, kan man høre, at de indbudte elever har haft et fint forløb, og det synes læreren også. Det må være de sidste par uger og den underliggende pædagogiske viden, der har plusset op.

Her er lidt yderligere iagttagelser:

1. Om kreativitetspædagogik

Efter sigende følger Blachman en bestemt kreativitetspædagogisk metode, som er udviklet af nogle forskere fra Aalborg. Det står i hvert fald i en af de efterfølgende artikler. Men faktisk får man ikke noget at vide om denne metode, og man ser heller ingen klip fra den, så vidt jeg husker. Hvad er det for en glemt metode, der arbejdes med? Er det ikke dårlig journalistik ikke at fortælle om den?

Og faktisk er det forbavsende lidt, der vises fra selve arbejde med klassens proces. Der er mest klip fra, når Blachman tænder af. Hvad har han lavet alle disse uger? Jeg undrer mig også over, at der ingen materialer er? Hvor er den materie, som kreativiteten skal udspringe af? Hvor er jorden, penslerne, instrumenterne osv.? Der er ligesom ikke rigtigt NOGET, før der lige pludselig står nogle produkter under fremlæggelsen. Hvorfor giver Blachman ikke børnene nogle instrumenter? Han er selv musiker? Lav dog nogle lyde i stedet for at skælde sådan ud. Der mangler lidt “Place on Earth”, hvis jeg må være lidt sjov.

Der er dog en enkelt undtagelse fra første afsnit. Det handler om en dreng, som altid godt har kunnet lide at skrive, men som har mistet gejsten, både fordi skolens formkrav til skriftlige fremstillinger ikke passer ham, og fordi – virker det som om – moren ikke rigtigt har sans for det. Blachman læser en novelle, som drengen har skrevet som 11-årig, altså ca. 4 år før udsendelsen. Her er der endelig noget materie, noget papir og nogle bogstaver. Blachman er begejstret og fortæller drengens mor om sin opdagelse, og moren bliver glad. Det bliver drengen også, og han vokser lige et par centimeter. Det er en fin lille pædagogisk fortælling, som gerne skulle ligge i landets pædagogiske gener. Der sker noget der. Men det er vist ikke en “metode”?

 

2. Kritik af læringsmålsstyring?

På en måde er Blachmans projekt en form for kritik af den skolereform, som projektet ellers er betinget af. Han kritiserer robottænkningen, kassestrategierne og målstyringen, og han bakkes op af forsøgsskolens lærere og leder. Blachman bliver en slags kritisk helt. Spørgsmålet er: Hvorfor bliver han det?

Sidste gang der var dømt fjernsynspædagogisk eksperiment var i 2013. Dengang handlede det om, at 9z på Holme Skole haltede efter en kinesisk diktatur-skole med hensyn til læringstests: ”9.z mod Kina”, hed det ligefrem. Det var i de vilde Pisa-dage. Vi var i skolereformens skød. Det var faktisk meget interessant, og jeg skrev også om det dengang (se alle links i bunden). I dag er vi i data-dagene, så vi behøver næsten ikke Pisa mere, fordi styringen er “mikroialiseret”, hvis jeg må bruge et ord, som vist ikke findes.

Og nu er det hele på en måde omvendt? Nu er det antistyringen, der føres frem? Og med Blachman som medium. Nu får vi en form for kreativitet, som kommer ud af det blå uden nogen faglig og pædagogisk sammenhæng. Uden materie, relation, musik og tradition? Vi ender med alt det modsatte af, hvad en af landets førende læringsforskere, Lene Tanggaard, skriver om. Tanggaard delte da også von Oettingens indlæg prompte og kaldte ham for ”modige Alexander”.

Det minder mig faktisk om noget, som jeg vil forklare:

Uddannelsesforskeren Gert Biesta, som også er kritisk overfor læringstænkningen, og som er en meget interessant tænker, opdeler i en af sine mere uheldige markeringer uddannelsesfeltet i de tre domæner: kvalifikation, socialisation og subjektifikation. De første to domæner, altså kvalifikation og socialisation, er skolereformens område, mens subjektifikation ifølge Biesta handler om at blive til som et unikt menneske. Biesta mener, at man for ofte glemmer subjektifikationen

Selvom Biestas begreb er langt bedre politisk og filosofisk begrundet end Blachmans, så minder Blachmans kreativitet og Biestas subjektifikation i en vis forstand om hinanden. Hvordan det? Jo, derved, at de begge har en ide om, at dannelsesprocesser kan foregå i separate systemer, i særlige og adskilte bobler. Jeg vil tro, at et parti som Alternativitet vil synes om det, fordi man her kan lave nogle helt andre – nogle alternative – processer end de normale. Partiets ordfører, Caroline Magdalene Maier, var da også begejstret for Blachmans indlæg på Christiansborg.Til gengæld virkede hun ikke så begejstret for “understøttet undervisning” som sådan. Hun er i tvivl, hvilket er dejligt.

Jacob Mark fra SF var derimod ikke så meget for at adskille fag fra kreativitet. Han havde nogle gode og kritiske bemærkninger i P1-udsendelsen fra i dag. Der er ved at udvikle sig fin ny-traditionalisme i visse SF-kredse, men desværre kan man ikke læse det ud af deres skoleudspil fra i sommers, og de er jo – i modsætning til Alternativet – også skolereformtilhængere. Både Blachmann og von Oettingen deltog også i radioprogrammet sammen med elever og lærere fra eksperimentet.

Grunden til, at Blachmans projekt og Biestas isolerede subjektifikationsbegreb får en særlig og ny form for opmærksomhed, er, at skolereformens kvalifikations- og socialiseringsforståelse er målstyret, teknisk og traditionsfjendsk; ja, at man simpelthen har tømt skolen for reale pædagogiske processer, som man så efterfølgende reducerer til ”målstyrings-progressions-feedback” og sådan noget. Men så længe det er tilfældet, bliver man jo nødt til at lave isolerede faglige områder a la Blachmans praksis eller andre former for rendyrkede subjektifikationsprocesser. Ellers går hele generationen jo helt til i målstyring overalt? Så hellere et kreativitetsfag en gang imellem. Det er lidt samme logik, der gør, at man må have en litteraturkanon. Danskfaget er jo totalt kompetencifixeret. Men nogen må jo forholde sig til indholdet, og hvis ikke danskdidaktikerne vil, så må politikerne jo. Det er ulykkeligt.

Men det ideelle ville jo være, at de pædagogiske processer kunne komme ind i skolens, fagenes og projekternes liv, hvor kreativitet vil kunne interagere med materie og de forskellige æstetiske traditioner.

Det er som sagt skolereformens adskillelse af kreativitet og indhold, der er problemet. Hvis man vil have eksempler på pædagogiske situationer uden denne adskillelse, kan man se filmen ”Dead Poets society”. Her åbnes elevernes øjne lige midt i litteraturtimen. Eller Harry Potter? Eller Lærenemme Rita? Eller exemplet med Blachman og novelle-drengen ovenfor? osv.. Ja, blev vi ikke alle vækket af en lærers omgang med et indhold engang? Blachmans pædagogiske processer kommer næsten ikke i nærheden af disse processer. En lidt abstrakt undtagelse er dog, når han fortæller Folketinget om sprog, idehistorie og toner. Og hans uafbrudte forsvar for den klassiske danske stil som en frihedsgenre er herlig. Det kunne danskdidaktikerne virkelig lære noget af. Men det materialiserer sig ikke rigtigt, og det er jo først og fremmest, fordi Blachman er tvunget til at lave sit eget fag, eftersom alle de andre fag er læringsmåls- og datastyrede.

Endelig er det værd at bemærke, at Blachman ikke bare kommer fra en blå planet. Som jeg forstår det, er han repræsentant for en mere oprindelig kulturradikalisme, nemlig den som udviklede sig fra 1930’erne og frem til omkring 1970. Her er der højt til loftet, selvstændighed og uforudsigelighed for alle pengene, men samtidig er der også dyb respekt for modersmålet og dets poetiske processer. Den tradition trænger vores aktuelle skolen i høj grad til, eftersom den er en form for kulturradikalisme i forfald. Men Blachmann kan ikke komme hen til skolens fag og ånd, eftersom “ånden” er besat af forfaldet. Det er derfor, han står og råber lidt.

 

3. Von Oettingens kritik

Alexander von Oettingen tændte helt af allerede efter den første udsendelse. Det kan man læse om i hans kommentar Politikens Skoleliv, og der var en hel masse fra miljøerne, som likede og delte.

Som sagt er det både-og i min optik. Blachman-inspirerede øvelser og samvær er helt nødvendige under den nuværende skolereforms regime – hvor både lærere og elever bliver til teknikere -, selvom ideerne bør have større indholdsmæssig og didaktisk materialitet. Men Blachmanøvelserne er ikke gode under et ordentligt pædagogisk formål, hvor de kreative processer og lærernes personlighed spiller sammen med elevens omgang med den kulturelle materialitets fulde dybde. Og noget personlighed i undervisningen er jo altid godt.

Von Oettingen har sit teoretiske udgangspunkt i en tysk didaktisk skoletradition, som han har gjort et forbilledligt arbejde med at fortælle danskerne om. Dette udgangspunkt forstærker hans ubehag ved Blachmans nærmest orkestrale og uforudsigelige væren. Von Oettingen vil beskytte skolen som sådan mod indtrængen fra både Blachman, underholdningsindustri, globale OECD-kompetencer og meget andet. Han vil have skolefred og seriøse didaktiske eksperimenter. Det forstår jeg godt. Men problemet er, at uroen allerede er brudt ud. Den brød ud i 2013 med læringsmålsstyring, John Hattie, Luhmann og teknokrati. Skolen er blevet lukket, men desværre også fra sig selv. Uroen er blevet noget indre, en splittelse mellem formål og læring. Men det skriver von Oettingen ikke så meget om, synes jeg. Han nøjes med “lukningen”, men ser (næsten) ikke splittelsen.

Og jeg er nu heller ikke helt så nervøs for, at samfundet en gang imellem melder dets ankomst i skolens liv, det må jeg indrømme. Jeg er lidt gammel-grundtvigsk og Dewey-glad lige der. Det er straks værre, når ham der ”konkurrencestaten”, personificeret ved Antorini og Corydon, vil bestemme det hele. Så skal skolelederen og læreren stå vagt som en garder. Men så er vi tilbage ved skolens indre splittelse og Blachmans nødvendighed.

Von Oettingen fik støtte, også i Politiken Skoleliv, af leder af pædagoguddannelsen på UC-Absalon, Trine Ankerstjerne, som faktisk også var indkaldt som ekspert til høringen i Folketinget. Ankerstjerne mener, at Blachman “underminerer fagligheden i folkeskolen”. Hun vil have pædagoger i stedet for Blachman til at lave understøttet undervisning, for nu at sige det lidt firkantet. Nu ender hun med at støtte den tyske didaktik, der ikke har sans for dyderne i den reformpædagogiske tradition. Faktisk er Blachman jo er rundet af samme kulturradikale tradition, som dansk fritidspædagogik er. Der er en mærkelig modsætning lige der. Havde vi været på Sofie Rifbjergs “Kursus” i 1930’erne, som var forløber til pædagoguddannelsen, så var Blachman helt klart inviteret som underviser. Nu underminerer han noget, der hedder “faaaagligheden”.

Endelig kommer von Oettingen i kampens hede til at sidestille Rudolf Steiners fine pædagogik med DDR og Tvind. Det fik han lidt på puklen for af den ene og den anden, og han beklagede også meget. Det var en finke. Nu skal han til rundvisning og kaffe på en Steinerskole, hvor de jo også arbejder med kreativitet, men blot på en helt anden måde end Blachmann. Steiner kan sætte en mild æterisk glorie over selv den skrappeste kamphane.

Så konflikten mellem von Oettingen og Blachman er nok blevet lidt forstørret er mit bud.

Det sjove er, at de medvirkende lærere og elever i radioprogrammet på P1 faktisk var på Blachmans hold. Det samme var lærer Lasse Bak Sørensen, som tog Blachman i forsvar på Folkeskolen.dk, ud fra overvejelser, der ligner mine, hvis jeg da har forstået ham ret.

Men kreativiteten skal på sin vis ind i hele skolens liv, for ellers bliver der ingen virkelige kundskaber eller kreativitet.

Interessant program, selvom det journalistiske grundarbejde kunne have været bedre.

 

Links:

Blachman på skemaet 1+2, DR1: https://www.dr.dk/tv/se/blachman-pa-skemaet/-/blachman-pa-skemaet-1-2

Interview med Blachman i Deadline, d. 27. marts: https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-9/deadline-2018-03-27

Alexander von Oettingens kommentar i Skoleliv: https://skoleliv.dk/debat/art6456481/Blachmans-tv-program-er-et-p%C3%A6dagogisk-overgreb

Journalistisk dækning på Journalisten: https://journalisten.dk/prorektor-mener-dr-haenger-folkeskolen-ud

Radiodebat på P1: https://www.dr.dk/radio/p1/p1-debat/p1-debat-2018-04-25

Lasse Bak Sørensen: https://www.folkeskolen.dk/632478/do-you-teachers-realise-how-boring-you-are

Analye af ”9z mod Kina” fra 2013: ”For meget kinesisk eller for lidt dansk?” http://www.thomasaastruproemer.dk/for-meget-kinesisk-eller-for-lidt-dansk.html

Blachman i Folketinget ifm høring om skolereformen, d. 14. marts (om understøttende undervisning): http://www.ft.dk/aktuelt/webtv/video/20171/unu/tv.4333.aspx?as=1

Folkeskolen.dk’s dækning af Blachmans TV-program: https://www.folkeskolen.dk/632348/blachman-saetter-skolen-fri

Trine Ankerstjernes indlæg om emnet: “En statist som Blachman underminerer fagligheden i folkeskolen”, Politiken Skoleliv, d. 26. april.

 

Skriv en kommentar