Ti faser i pædagogisk teori: Fra udslettelse til tilsynekomst

Nedenfor har jeg kort beskrevet ni faser i pædagogisk teori siden omkring 1980: Fase 1-4 udgør en forstærkende sammenhæng, som tiltagende opløser pædagogisk praksis. Fase 5-10 hænger også sammen, men her som en genopbygning af pædagogikkens landsskab, indhold og betydning.

 

A. Fase 1-4: Udslettelse af pædagogikken

Fase 1: 1980

Læring udskilles fra formål, praksis og fortid. Læring sættes i stedet i utopiens tjeneste, i socialismens tjeneste.

Fra dette tidspunkt får vi en løbende og forstærkende marginalisering og udsletning af pædagogiske formål, pædagogisk praksis og af fortidens pædagogiske betydning som sådan. Det hele opfattes som kapitalistisk og autoritær undertrykkelse.

 

Fase 2: 1990

Efter murens fald går den nu frigjorte “læring” i selskab med en frit svævende “refleksion”, et begreb som hentes i en række konstruktivistiske teorier. Vi får forskellige versioner af “Ansvar for egen læring”.

Pædagogik er stadig begrebsliggjort som ”læring” og løsrevet fra formål, pædagogisk praksis og fortid, nu knyttet til “røv til bænk” og “tomme tavler” osv..

 

Fase 3: 2000

“Læring” forbinder sig nu med det mere sociologiske “kompetence”, især med IT-kreativitet, globalisering, informationssamfund og global konkurrence som tilstødende markører. Der er tale om en sociologisk/Giddens-inspireret, men også økonomisk, bestemmelse.

Denne fase udvikles med reference til Tony Blairs ”den tredje vej”, og herhjemme via Mandag Morgens ”kompetenceregnskab”.

Pædagogik gøres igen til noget reaktionært, nu til “industrisamfundet”, og er derfor stadig begrebsliggjort som “læring” og løsrevet fra formål, pædagogisk praksis og fortid.

 

Fase 4: 2004

Læring underordnes evalueringsbegrebet, stadig med økonomi og global konkurrence som centrale ledsagende kategorier. Det sker herhjemme via Globaliseringsrådet og Skolerådet. Processen understøttes af systemteorien med en fedtfattig og afpillet Foucault som sidevogn.

Pædagogikken er stadig – og nu fuldstændig radikalt – løsrevet fra formål, pædagogisk praksis og fortid. “Relevansen” og “arbejdsmarkedet” bliver enerådende.

Processen topper herhjemme med vedtagelsen af de uddannelsespolitiske reformer omkring 2013.

Herfra kommer der en vis indflydelse fra de næste faser, fase 5-10.

 

B. Fase 5-10: Pædagogikkens genkomst

Fase 5: 2004

Gert Biesta skriver ”Against Learning”. Han annoncerer pædagogikkens og formålets genkomst som ”unikke tilsynekomster” præget af ”risiko”, under stærk inspiration fra Hannah Arendts handlingsfilosofi. Dog ingen drøftelse af fortid og ingen egentlig pædagogisk praksis, hvilket især skyldes Foucaults indflydelse, som umuliggør kærlighed til fælles ting.

 

Fase 6: 2011

Gert Biesta og Carl Anders Säfström udgiver ”A Manifesto for Education”, som peger direkte på pædagogikkens egenart, som noget der findes, og som skal forsvares. Derved åbnes pædagogikkens essens og dens spørgsmål på ny med en række kortfattede undersøgende indholdsbestemmelser. Blandt andet gøres pædagogik til en ”tension” mellem ”det, som er” og ”det, som ikke er”. Dermed lægges der op til fortidens genkomst (jvf. “det som er”), hvilket dog ikke realiseres i manifestet, der til gengæld nævner “autoritet” og “frihed”.

 

Fase 7: 2013

Jan Masschelein og Maartens Simons udgiver ”A Defence of the School – A Public Issue”, hvor den pædagogiske egenart og skolen som sådan defineres som en suspenderet omgang med verdens ting. Dermed er ”læringen” helt væk. I stedet har vi fået indhold og dannelse og pædagogisk essens. Der mangler dog stadig sans for ”the past”.

 

Fase 8: 2017

Naomi Hodgson, Joris Vlieghe og Piotr Zamojski skriver – med udgangspunkt i fase 6 og fase 7 –  et ”Manifesto for a Post-Critical Pedagogy”, hvor den pædagogiske egenart accentueres som kærlighed til verdens ting i sig selv.

Manifestet er påvirket af især Hannah Arendts uddannelsesfilosofi, og det er kritisk mod den poststrukturalistiske tradition, som kaldes for “et had til verden”, og som anklages for at føre til identitetspolitik og politisk korrekthed.

 

Fase 9: 2019

Joris Vlieghe og Piotr Zamojski skriver ”Towards an Ontology of Teaching – Thing-Centrered Pedagogy, affirmation and love for the world”, som er en uddybning af fase 7 i en endnu mere ontologisk retning, f.eks. med stærk anknytning til den pædagogiske betydning af ”the subject matter”.

Der er dog stadig en ret begrænset interesse for “the past”, som ellers står centralt hos Arendt. Det skyldes formodentlig en lidt noteagtig tilslutning til posthumanistisk teori (Judith Butler og Donna Haraway), som ellers om nogen står for netop det “had til verden”, som forfatterne jo kritiserer, jvf. fase 8.

 

Fase 10: 2021

Opdagelsen af ”fortiden” som pædagogikkens og tilsynekomstens centrale begreb og forudsætning? Et kritisk opgør med posthumanismens og identitetspolitikkens had til “fortiden”? Kærlighed til fortidens essenser, dialoger og etager, som kritikkens, tilsynekomstens og den Arendtske natalitets egentlige grundlag.

Menneskets og naturens egentlige pædagogiske økologi?

Fuld indfrielse af Hannah Arendts filosofi, som er “The crisis in Education” i “Between Past and Future”, en række “øvelser i tanken”. Herfra summer atter en virkelig pædagogisk praksis i fuld tingslig dybde med omsorg for tingenes etager, som viser sig under suspensionens sol.

1 thought on “Ti faser i pædagogisk teori: Fra udslettelse til tilsynekomst

  1. Heisan. Det siste jeg har fått med meg hva gjelder skole og utdanning å gjøre er innføringen av begrepet “Teknodannelse”. Har du noen kommentar til det?
    Mvh Camilla Fadum

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.