1. Hvad er en liberal erfaring?
Hvad er en liberal erfaring? En liberal erfaring er i individet, men den er ikke en subjektiv oplevelse, der blot drysser forbi og passerer mine sanseevner. Den er ikke blot en faktuel registrering af sanseindtryk. Den liberale erfaring er en erfaring, der suger omverdenens ting, farver, samtaler og materialer ind, og gestalter dem igen og igen i en ny og egen subjektiv helhed. Ligesom et hus, der starter med at være spredt materie, som derpå samles, rejses og males, så det stråler og samler hele gadens opmærksomhed, for til sidst at forene sig med en families liv og dens detaljerede og kulørte indretning.
Den liberale erfaring er altså som en bygning. Verden støvsuges for indhold og omdannes til min bygnings indhold. Indhold er i den liberale erfaring altid et erfaret indhold; det vil sige, at erfaringen har ændret og struktureret indholdets karakter. Denne erfaringsproces er en æstetisk og praktisk handling, en subjektiv dans mellem form og indhold i et virksomt og byggeligt liv. Så individet til sidst efter års pleje står som en egen strålende og selvskabt ting, hvis fulde bygning har ordnet al kulturens materiale som sit eget; en bygning der lokker andre ting ind i dens omegn, så man får et praktisk virke i samfundet. Man virker og får virkning. Man er et individ. Ikke et individ i en mængde eller på et marked, ikke som et atom, der ligner alle andre, men et individ som er unikt, uoversætteligt og alene, selv i godt selskab.
Denne bygning er min egen, og dens frugter er også delvist mine. Den liberale erfaring er derfor et ejendomsforhold. Det er skabelsen af det ejendommelige til en ejendom. Til noget særegent, til mit. Til min virksomhed, der virker og værker.
Den proces, hvor alting suges ind og omdannes til en subjektiv bygning, der lokker mennesker og ting i dens omegn, er en livslang handling i alle øjeblikke og er derfor også etisk. I bygningen, som jeg har rejst og ejer – altså i hele min ejendom – er nemlig et ansvar. Bygningen, ejendommen og dens have må passes og altid være i en tilstand, hvis særegne kombination af form og materie jeg kan gå i. Og hvis der er mennesker i og rundt om min bygning, ansatte, børn og familier, så er det mit ansvar, at denne helhed, som er min, får farver. At den lokker, stråler og samler, at den klemmer på sindene, så de smiler, så de selv samler sig i bygninger, så alles bygninger myldrer frem som i det vilde vesten.
Denne æstetiske og etiske handling, hvormed alt suges ind og får form, er en fri handling. Den kan, for så vidt erfaringen er liberal, ikke finde sted i autoritetsstrukturer, og heller ikke under naturens tvang. Hvis den liberale erfaring sker under kausal eller statslig kommando, bliver den til vissen underdanighed, og dens bidrag til menneskeheden bliver et mekanisk individ, der regulerer kunstige bygningers varmeanlæg eller grådigt løber efter penge. Al autoritet må, for den liberale erfaring, selv være grundlagt i frihed, og i denne ikke statslige og ensomme frihed er man paradoksalt nok i selskab med alle andre mennesker, for så vidt de er mennesker og ikke underlagt kausalitet. Og det er i denne paradoksale frie ensomhed, at man rejser sin bygning.
Liberal dannelse er bygningsprocessen, det er livets samlede gestalt i frihed, hvormed bygningen får æstetisk, praktisk og etisk form. Dette har intet at gøre med at købe og sælge koncepter, med markedsmekanismer, kontrakter eller med pisalister og andet skidt. Den liberale erfaring er praktisk, fordi den handler om at bygge, eje og virke, men upraktisk fordi den er fri. Den dannede liberalist er eksistentielt alene og derfor social i dybden. Han har lært at være – sig selv.
Men den liberale erfaring kan ikke stå alene. Den mangler en konservativ og en socialistisk erfaring for at kunne stå selv, for ikke at forfalde til markedsmekanik og ligefrem egoisme, som det sker for den del af vores hjemlige liberalisme, der har udviklet sig til en mekanisk menighed omkring den ekstremistiske filosof Ayn Rand. Men den liberale erfaring er vigtig, og uden den mister de to andre erfaringstyper sans for individualitetens betydning.
2. Hvad er en konservativ erfaring?
Hvad er en konservativ erfaring? Det er mødet med et samfunds tradition, dets væren, og en ledsagende berusende kærlighed til traditionen og trang til at beskytte den. Det kan vise sig på mange måder. Når det viser sig for en intellektuel, så sker det via erfaringen af, at et samfunds kunst og filosofi, på trods af årtiers eller århundreders afstand, stadig er nær. Man sidder og læser en Grundtvigtekst fra 1832 eller et af Paul la Cours arbejder fra 1948, og pludselig er det som om, at årene er væk, at de to forfattere sidder lige ved siden af, og at de er helt nutidige, men også på en måde fremtidige, og at de minder en om, hvem man er, og de kalder en til interesse for fremtiden, til handling. Det er lige før, man gør sig anstrengelser for at rive sig lidt løs for at fastholde sig selv i et eller andet, som man meningsfuldt kan kalde for nutid.
Man glemmer aldrig denne klistrende erfaring, hvor man bindes til sin tradition og sit lands dialoger, og hvor man finder sine handlingers bestemmelse, hvor man fødes til et politisk og offentligt liv. Dette sammenstød, eller befrugtning om man vil, gør en lidt groggy. Man tændes til omsorg – som om man har fået et lille barn. Man vil beskytte og pleje denne erfaring. Man vil, at alle skal kende til denne særlige væren, som strømmer og vokser i os. Her er der ikke noget med, at vores historie er en ”kulturarv”, som man hører det fra Rasmus Jarlov, der altid larmer surt. Det er mekanikkonservatismens udtryk. Nej, traditionen er netop ikke en arv fra gamle dage, som man kan putte i en ”kulturkasse”. Traditionen er tydelig tilstedeværende lige nu og her som en farverig hvisken, og opgaven er nærmest at slippe den lidt, så man kan få lidt privatliv. Konservatismen er ikke at blive væk i en kulturarv. Det er at rive sig på og rive sig fra en tradition, der klistrer og gærer, og som man samtidig vil beskytte for alt i verden.
Man ser det samme hos en række af de store konservative. Edmund Burke formulerede sin rablende kritik af den franske revolution af ren og skær omsorg for engelske politiske tradition. Herhjemme kender vi det samme fra Kaj Munks vanvidsridt, som kostede ham livet og reddede Danmarks ære, samt hos Martin A Hansens næsten passive forbundenhed til historien. Måske bør man også nævne Martin Heidegger og Hannah Arendt, som også kritiserede moderniteten sønder og sammen, fordi de havde været i snak med et par antikke grækere. Hos alle disse forfattere, hvis holdninger til konkrete ting og sager er vidt forskellige, selvom de alle er blevet kaldt for konservative, er der et rablende og et grublende element, et element af, at nogen er kommet lige fra mødet med deres tradition, som de ikke kan genkende mere i deres aktuelle omgivelser, og så denne næsten vanvittige og ofte revsende, men alligevel rationelle, kasten sig over nutiden for dens mangler i omsorg for fremtidens relation til fortiden, hvormed de alle sammen netop bliver moderne og river sig løs fra deres hviskende luft.
Dette er opskriften på en konservativ erfaring, på en konservativ revolution. Den udgår fra, at en måske næsten glemt tekst fra Europas åndelige organisme strejfer sindet. Det er, når det er bedst, traditionens tidsløse hvisken, dens poetiske konsekvens og omsorgen overfor sætningernes rækkefølge, som tvinger den konservative ud i det moderne liv, som, han ellers mente, var fortabt.
Kan en liberalist eller en socialist ikke have denne erfaring? Jo, det kan han, og det har han, men han kan ikke have den i kraft af liberalistisk eller socialistisk filosofi, kun i kraft af konservativ tænkning. På den måde udgør den konservative erfaring et værdifuldt bidrag til forfinelse og berigelse af alle menneskers liv, til humaniteten. Men den er usynlig. Den er i mørket. I det mørke, som har fået en form.
3. Hvad er en socialistisk erfaring?
Hvad er en socialistisk erfaring? En socialistisk erfaring er i det sociale. Ikke som et individ, der blot gør sig erfaringer i socialt samvær, men som et individ der går op i og forsvinder i det sociale, et individ som forsvinder, opsluges af og genfødes i det sociale, som lader det sociale strømme igennem sig, klemme på organerne, indtil kroppen flytter sig og munden åbnes. Det sociale skabes og bliver til, ved at det griber og omformer det individuelle i en proces, der overskrider selvsamme individ og udsletter det, så det kan erfare sig selv i sin rene socialitet.
Nu må man ikke misforstå ”det sociale”. Det handler ikke om kontanthjælp eller velfærdsstater. Det handler heller ikke om at være social over en gang firmands-whist. Det sociale er en handling, en fælles handling og et kollektivt tryk mod noget, som ellers er sat som et vilkår. Det sociale er politisk, det er fælles vilje over for fælles vilkår. Man forlader sine private erfaringsrum og mødes på en åben plads, hvor man finder ud af, at alles private erfaringer ligner hinanden. De private erfaringer smelter sammen til en kollektiv og fælles strøm, der handler som ét legeme med én mund. Man flytter sig i flok, man marcherer, ikke som i hæren under kommando, men alene bevæget af en fri og kollektiv hånd. Man larmer og buher og vifter med skilte og bannere, man er kaldet af en fælles handling, som man bader i. Vilkår er blevet til vilje.
Men der er et yderligere aspekt. Det handler ikke blot om en fælleshed, for i så fald vil vi mere tale om en republikansk erfaring, eftersom ”res publica” betyder den fælles ting. Det yderligere aspekt, som både er en dyd men også et problem, er den socialistiske erfarings forhold til arbejdet. Den socialistiske erfaring kommer fra den fælleshed, der vedrører vilkår i arbejdslivet. Den kommer fra forskellige menneskers og gruppers placering i forbindelse med et økonomisk systems reproduktion. Det moderne liv splitter produktionsprocessen op i smådele og efterlader arbejdere i et privat forhold til deres produkter, selvom dette forhold i sin essens er kollektivt. Det er denne spaltning mellem det kollektive og det private i produktionen af varer, der nogle gange afstedkommer ryk, hvor det private strømmer ud på pladserne og finder sammen i den kollektivitet, som egentlig er der på forhånd. I det kæmpestore ryk har vi en kommunistisk revolution, hvor kollektiviteten tager fuldstændig over, men i de små ryk har vi arbejdskampe her og der. Den socialistiske erfaring stammer derfor fra økonomiens indre, ikke fra dens overflade. Erfaringen stammer altså ikke fra markedet overflade, men fra markedets indre sociale lovmæssigheder.
Dette er en dyd. At en kollektivitet finder sig selv er menneskeligt, og at kollektive vilkår omdannes til kollektive viljer er en gevinst.
Men der er to problemer, der ledsager den socialistiske erfaring, når den viser sig. Begge problemer peger på vanskeligheder, når socialismen overgår fra at være en erfaring til at være en ideologi. Det første problem er, at socialismen udspringer af og dermed også er betinget af et syn på arbejde, som den selv afviser. Man vil gerne fremme dyder og handling, der er knyttet til arbejde udført i frihed, men kommer til at tage udgangspunkt i arbejdets fælles vilkår og tvang. Prototypen på socialisten bliver derfor lønarbejderen, fordi hans arbejdsliv og produkter er uden specificitet. Man ser det samme, når gamle socialister i dag accepterer, at vi er ”soldater i konkurrencestaten”. Arbejdet er ens for alle. Men arbejdets egentlige dyd – forstået som fremstilling af smukke og nyttige ting, der ikke blot forbruges, men blot bruges, altså håndværkets, kunstens og lærerens aktivitet, som aldrig er ens – kan derimod ikke tematiseres under kollektivitetens begreb. Det er nemlig ”work” snarere end ”labor”. I kunst og håndværk, altså i ”work”, er alting ejendommeligt og individuelt, og disse processer kan ikke indeholdes i socialismens arbejdsbegreb, som er ”labor”, selvom netop ”work” hører til en seriøs socialismens håb og mål.
Det andet og beslægtede problem vedrører det forhold, at den socialistiske erfaring kun kan finde sted på grund af en splittelse, nemlig splittelsen mellem det private og det kollektive, som man samtidig vil bringe til ophør. Den indeholder derfor sin egen ruin. For at opretholde sig selv må den derfor bruge tvang. Ellers må den overgå til liberalistiske eller konservative erfaringer, og dermed mister den socialistiske erfaring jo sin specificitet.
De to problemer peger på, at den socialistiske erfaring ikke kan være en ideologi uden at blive til en tvang og dermed umenneskelig, men at erfaringen ligegodt er en nødvendigt middel til at frigøre menneskelighed. Det er denne dobbelthed, der konstituerer den socialistiske erfarings dyd og problem på en og samme tid.
Når lærerne har demonstreret imod Kommunernes Landsforenings lukning af skolerne, så har de haft en socialistisk erfaring, hvor de er blevet revet med af kollektivitet og har fået nye ord, handlingsudtryk og solidaritet, og det er godt. På den anden side kan denne kollektivitet ikke forbindes med læreren som kunstner og håndværker, der arbejder i dybt ejendommelige pædagogiske processer, der ikke kan sættes på formel. Lærerens overordnede kald er derfor liberalt og konservativt.
Konklusion
Et godt samfund er fyldt med både konservative, liberale og socialistiske erfaringer, der vekselvirker, udvikler sig og holder hinanden i en gærende og stridbar nærhed. Modsat nu, hvor konservatisme er kulturtvang, hvor liberalisme defineres af en blanding af Ayn Rand og markedsøkonomi, og hvor socialisme er sociale metoder til fremme af konkurrencestatens ydeevne på globale ranglister.