Fire debatindlæg i sagen om Mikael Busch’ bog om Bjarne Corydon + et ekstra indlæg

(opdateres løbende)

Der har været fire debatindlæg om Mikael Busch’ fine bog om Bjarne Corydon, som især Politikens anmelder Kristian Madsen blev nærmest krænket over (se links i bunden).

A. Micael Pedersen i Berlingske (d. 20 februar).

B. Jørgen Stabenfelt i Politiken (d. 24. februar)

C. Brian Degn Mårtensson i Kristeligt Dagblad (d. 25. februar).

D. Niels Christian Sauer i Politiken (d. 26. februar)

Her er de fire indlæg, suppleret med et ekstra indlæg i Politiken fra 2015 af selvsamme Jørgen Stabenfelt, der handler om en anden, men alligevel beslægtet, sag:

 

A. Michael Pedersen i Berlingske, d. 20. februar

”Corydons kartel:

Der er lige udkommet en kritisk bog om Bjarne Corydon. Jeg forstår godt, at Corydon ikke fylder meget på de nuværende socialdemokraters dagsorden, men han fylder desværre stadig en del for os, der arbejder i den offentlige sektor. Det var ham som finansminister, der forringede vilkårene for alle os, der arbejder med mennesker i dette samfund. Thorning, Antorini og Corydon er nu alle væk fra dansk politik, men især sidstnævnte huserer stadig i debatten i Danmark, da han jo er chef på Børsen.

Faktum er, at Corydon & co. gjorde hverdagens trummerum mere besværlig og stresset for os, fordi vi skulle arbejde effektivt frem for grundigt. Det var »new normal« og Don Corydone. Og det samfund fik vi så. Det er skidt for os ansatte, men det er værre for de borgere, vi skulle forestille at hjælpe i hverdagen.

Derfor er kritikken af Corydon vigtig, og derfor er Mikael Buschs bog vigtig. Socialdemokraterne har travlt med at glemme deres nære fortid. De vil vist hellere tale om Stauning og Krag, og det er da forståeligt nok. Det, der ikke er forståeligt, men derimod beklageligt, er, at man ikke ønsker realpolitisk at distancere sig fra Corydons æra. Er det fordi, statsministeren selv var en del af Corydons kartel?”

 

B. Jørgen Stabenfelt i Politiken d. 24. februar

”Kristian Madsens anmeldelse af Mikael Busch’ bog om Bjarne Corydon (19.2) er arrogant, grovkornet og ondskabsfuld i en grad, som jeg ikke tidligere er stødt på i Politiken, og jeg har læst avisen i over 60 år.

Hvilke motiver, der kan ligge bag denne svinagtige anmeldelse, kan man kun gisne om. Alene den indledende kommentar er dybt forkastelig og helt ude i hampen. Sådan behandler man simpelthen ikke en forfatter:

”Lad venligst føre til protokols, at bødlen er gået i forbøn for offeret. Jeg har tryglet redaktøren: Kan vi ikke blot lade denne bog gå i glemmebogen, ligesom vi hver uge ignorerer snesevis af udgivelser, der ikke findes værdige til læsernes – din – tid. Nej, sagde de ubarmhjertige redaktør. Når et velestimeret forlag smider ”den første biografi” om Bjarne Corydon på gaden, og den viser sig at være produceret af en vred amatør, så har vi en forpligtelse til at advare læseren.”

For kort tid siden blev TV-anmelder Bo Tao Michaellis tvunget til at give TV-værten Lise Rønne en undskyldning, fordi han havde formastet til at skrive, at hun vimsede småneurotisk rundt i lokalet. Politiken stillede en kronik til rådighed for Lise Rønne, hvor hun tog til genmæle, og kulturredaktøren undsagde Bo Tao i et indlæg et par dage senere. En praksis, der er ret uhørt, at en redaktør på den måde desavouerer en medarbejder, men den såkaldte ”barmhjertige redaktør” burde gøre det samme i dette tilfælde.”

 

C. Brian Degn Mårtensson i Kristeligt Dagblad, d. 25. februar

“Corydonismen er åbenbart hellig:

Med stor interesse har jeg læst gymnasielektor Mikael Buschs nye bog om tidligere finansminister Bjarne Corydon, ikke mindst grundet de mange dårlige anmeldelser, den har modtaget. Særligt Kristian Madsens nedsabling af Bjarne Corydon og nødvendighedens politik i Politiken med onlinetitlen “Pinagtig og ulidelig ‘biografi’ om Bjarne Corydon burde aldrig have været udgivet” var specielt arrig og frådende. Kristian Madsen, der før sin nuværende ansættelse på Politiken har været både DSU-formand og taleskriver for Helle Thorning-Schmidt, finder det dybt forkasteligt, at en gymnasielærer som Mikael Busch tillader sig at skrive en bog om noget så helligt som selveste Corydon. Kristian Madsen vil derfor “advare” Politikens læsere imod en “vred amatør”, der har skrevet en “pinagtig” og “ulidelig” biografi, og angriber tilmed forlaget People’s Press for overhovedet at indlede sig på noget sådant. Også på Altinget.dk og i Berlingske har man anmeldt bogen overvejende dårligt. Især går det igen, at Mikael Busch efter sigende skulle udbrede konspirationsteorier og usande rygter. Andre steder er bogen blevet mere positivt modtaget.

Jeg har som sagt læst bogen og er overrasket over anmeldelsernes overvejende hårdhed. For det første er bogen velskrevet, sober og veldokumenteret. For det andet konstruerer forfatteren hverken konspirationsteorier og spøjse rygter. Som et led i bogens formidling referer forfatteren diverse offentligt tilgængelige vinkler og teorier omhandlende de mange spektakulære sager fra Corydons tid som finansminister: Dong-salget, pression af arbejdsmarkedets parter og skolereformen.

Mikael Busch opfinder ingen teorier eller rygter, men gør hvad enhver biografist bør gøre: Han refererer og opsamler, hvad der er blevet ment og sagt om emnet. Netop i tilfældet Corydon er det ekstra vigtigt, da lukketheden omkring Morderniseringsstyrelsen og Corydon selv var ekseptionel, og ingen kan påstå at have det fulde overblik over, hvad der egentlig hændte. Det gør Busch heller ikke. Han opsamler og refererer.

I indledningen gør Busch det tilmed klart, at Corydon ikke har ønsket at medvirke i bogen, og at det fremlagte materiale af gode grunde ikke kan være den endegyldige sandhed. Ej heller påstår Busch, at han selv kan være fuldstændig neutral eller objektiv, da han som gymnasielærer personligt er blevet ramt af corydonismen. Busch spiller med helt åbne kort, og behandler stoffet så nøgternt og sobert som muligt.

De vrede anmeldelser peger ikke på egentlige, faktuelle fejl eller andre konkrete grove mangler ved bogen, men holder sig til en generel tilsviningspraksis. Egentlige begrundelser får man ikke. Da Corydons Moderniseringsstyrelse orkestrerede overgrebet på landets lærere tilbage i 2013, var Politiken blandt reformarbejdets største støtter. Selvom det sidenhen har vist sig, at hverken folkeskolen eller gymnasiet er blevet det mindste bedre af de mange forandringer, holder avisen ligesom regeringen fast: Corydonismens instrumentelle strukturalisme er og bliver sandheden, og ingen bør derfor kritisere denne. Ej heller en stilfærdig biografist, der blot refererer samtidens synspunkter på fælles anliggender. Lever vi efterhånden i et nyt DDR?”

(teksten er kopieret fra Brian Degn Mårtenssons facebookprofil, hvor der også er link til selve klummen)

 

D. Niels Christian Sauer i Politiken d. 26. februar

“Hvordan kan Politikens redaktion dog finde på at sætte forhenværende forbundsformand for DSU, tidligere taleskriver for Helle Thorning, Kristian Madsen, til at anmelde Mikael Buschs bog om Bjarne Corydon (Pol. 18.2)? Ville de også sætte en veganer til at anmelde Restaurant Bøf?”

 

+E. Læserbrev af Jørgen Stabenfelt, indsendt til Politiken i maj 2015, men afvist af debatredaktionen

”Uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang har i Politiken d. 7.5 et indlæg med overskriften ”Forskere på Aarhus Universitet gik lige i Thomas Rømers fælde”.

Overskriften er helt misvisende, og indlægget er i bedste fald usammenhængende, i værste fald pinligt, idet det indeholder en sviner mod Thomas Rømer, der er utilstedelig og ubegrundet.

Først baggrundshistorien: Thomas Rømer har offentligt i blogindlæg og på de sociale medier kritiseret to kvindelige forskere, Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær for en artikel om klasseledelse, de har begået. De to kvinder er blevet så tøsefornærmede, at de har klaget til dekanen på Aarhus Universitet og anklaget Thomas Rømer for chikane, cyberbullying m.v.. Dekanen har efter en samtale med Thomas Rømer vurderet hændelsesforløbet og på den baggrund resolveret, at der ikke skal foretages yderligere i sagen. Ved møderne med de involverede parter, har han gjort det klart, at der skal være meget vide rammer for den faglige og saglige kritik af andres videnskabelige arbejder.

Som journalist på Politiken, der har sine rødder i radikalismen og den frie forskning, har Fuglsang civilcourage nok til at se, at her går de to kvinder helt galt i byen, og han finder da heller ikke Rømers kritik forfejlet eller særlig hårdhændet.

Thomas Aastrup Rømer har gjort det, en universitetsansat forsker har pligt til, han har kritiseret.

Hvad er det så for en ”fælde” han har lagt? Det er rent sludder.

Det forekommer mig, at Fuglsang har svært ved at finde fodfæste i den standende uddannelsesdebat. Har han en skjult agenda? Er han i virkeligheden folkeskolereform- og konkurrencestatsaffirmativ? Ellers kan jeg ikke få denne nedeladende og uforskammede afslutning på hans indlæg til at falde på plads:

”At klage over en figur som Thomas Rømer er at tildele hans skriverier en betydning, de ikke har. Og uanset hvad forskere klager over, at manden i sin gode ret til at ytre sig.”

Hvorfor skal Rømer nedgøres på den måde? Hvad er formålet? Han er en velanskreven forsker, der i denne sag er blevet bakket op af mange betydelige forskere og skolefolk. Det er altså ikke en landsbytosse, der render rundt ovre i Aarhus og leverer betydningsløse skriblerier.

Fat det, Jacob Fuglsang.”

(Sjovt nok ringede Fuglsang aldrig til mig, før han skrev, at jeg havde lavet denne ”fælde”, selvom jeg ville kunne afkræfte hans “konspirations”-teori på stedet. Og han begrundede jo heller ikke sin fælde-teori. Ja, faktisk har Fuglsang – eller andre fra hans redaktion – aldrig kontaktet mig om noget som helst. Kristian Madsen, som mener, at Buschs veldokumenterede bog er udokumenteret, stiller åbenbart helt andre journalistiske krav til Busch, end han ser ud til at stille til Politikens uddannelsesredaktion?)

 

Links:

Link til Brian Degn Mårtenssons indlæg på Facebook: https://www.facebook.com/briandegn.martensson/posts/2955514364507722 Mårtenssons efterfølgende klumme i Kristeligt Dagblad, “Corydonismen er åbenbart hellig”, kan man læse her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kommentar/corydonismen-er-aabenbart-hellig?fbclid=IwAR3HnMQZhKsmFNQ_1mz3VjbvmcIx5IlgxL0bCkSnqrZaj9LCaH3f2d3zP4E

Link til omtale af Kristian Madsens anmeldelse af Mikael Busch’ bog med videre links etc.: http://www.thomasaastruproemer.dk/politikens-kristian-madsen-anmelder-mikael-buschs-corydon-biografi.html

Min egen anmeldelse af Mikael Busch’ bog: http://www.thomasaastruproemer.dk/anmeldelse-af-bjarne-corydon-og-noedvendighedens-politik.html

Link til yderligere omtale af Busch’ bog: http://www.thomasaastruproemer.dk/mikael-busch-mesterstykke-og-kristian-madsens-fallit-paedagogikkens-to-verdener.html

Mere om klagesagen i 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.