Tre slags fundamentalisme omkring murens fald

Hvad er den største trussel mod dansk pædagogik og kultur? Det er en form for sekulær fundamentalisme, dvs. en skråsikker tæmning af tingenes og opmærksomhedens vekselvirkning ved hjælp af forskellige effektive sociale teknikker, som fundamentalisten ofte ikke selv kan se, fordi han er nervøs ved samfundets uregerlige omskiftelighed og dets historiske og sociale indre. Hvordan er det for en trussel? Lad mig starte fra en ende af. Pointen er, at dagens fundamentalisme, konkurrencestatsideologien, bygger på to tidligere bevægelser, nemlig strukturalismen og nyliberalismen, der efterfølgende udviklede sig til egne former for fundamentalisme.

  1. Fundamentalisme A – Den marxistiske strukturalisme: Først kom ungdomsoprøret, hvis glade anarkisme egentlig godt kunne have været – og også delvist blev – omfattet af en åben dansk tradition. Oprøret blev dog, på det intellektuelle niveau, i løbet af 1970’erne opslugt af en marxistisk strukturalisme. Hvad er det? Det er det syn, at handling og pædagogik er umuligt, fordi der intet er at holde af, fordi alt er økonomisk determineret, fordi alt er strukturer, og fordi man derfor højst kan udvikle permanent ”krisefølsomhed” eller alternativt decideret politisk ”terror”. Der var ingen fornuftig middelvej, fordi fornuften i sig selv var ”borgerlig”. Frem til 1989 måtte strukturalismen dog kæmpe med en venstregrundtvigiansk bevægelse, der fastholdt den nationale og pædagogiske tradition, men mange grundtvigianere var desværre også maoistisk funderet og meget EF-skeptiske, hvilket de måtte betale for med en intellektuel nedgradering i forbindelse med murens fald, hvor forskellige kombinationer af det ”europæiske” og det antisocialistiske pludselig blev en dyd. Venstrefløjen splintredes herefter i dels en teknologisk og værdifri fløj i systemteorien, og dels i krøllede og selvudslettende forsvar for Islam, hvis den da ikke udartede til almindelig underdanighed.
  1. Fundamentalisme B – Ny-liberalismen: Først omkring 1980 kom de borgerlige omvæltninger i Vesten under Thatcher, Kohl, Reagan og sågar Schlütter, der alle af forståelige årsager ønskede at skabe lidt økonomisk dynamik i deres respektive samfund, og til det formål skulle de jo bruge noget filosofi, som de fandt i amerikansk ny-liberalisme. Efter 1989 bristede alle socialistiske illusioner, som søgte over i et højst besynderligt forsvar for Islam, mens de nyliberale ideer nu kunne brede sig helt uden refleksion ind over alle kulturens områder. Forskellige kombinationer af Rand, Hayek, Nozick og Popper skyllede ind i Danmark, især via foreningen Libertas’ indflydelse. I dag er det Rand-fløjen, der – repræsenteret ved Saxo-banks indflydelse – står stærkest, hvilket afstedkommer udtryk som ”taberfabrikken” og et generelt had til fællesskab og almenvellet. Ja, det mindste moralske krav til en global virksomhed bliver mødt med hån i de kredse, og det er også tiltagende tydeligt, at ny-liberalismen faktisk hvilede på et opbør med europæisk liberalisme. Ayn Rand opfatter ligefrem Immanuel Kants filosofi som årsagen til det værste hun ved, nemlig “altruisme”, som hun sætter i direkte forbindelse med Sovjetunionen (!!). Her er ingen pædagogik mulig, fordi al moralsk værdi er knyttet til egeninteressen i Dollarens tegn. Ja, efter sigende står der et dollartegn ved Rands gravsten i stedet for et kors. Stort set alle bevægelser med udgangspunkt i Libertas, som i dag sidder rundt omkring i især LA og CEPOS, er præget af denne strømning, der intellektuelt set er ligeså lukket, som den marxistiske strukturalisme endte med at blive.
  1. Fundamentalisme C: Konkurrencestaten: Begge ovenstående fundamentalismer er børn af den kolde krig, hvis afvikling og ledsagende finanskrise får den paradoksale konsekvens, at dele af ny-liberalismen og den marxistiske strukturalisme faktisk flyder sammen i den nye ideologi, konkurrencestaten. Denne ideologi adskiller sig fra den marxistiske strukturalisme derved, at den marxistiske teorigrund er fjernet, mens både økonomi- og strukturfikseringen lever videre. Alting udledes stadig af økonomiske strukturer, ”krisefølsomheden” opretholdes som pædagogisk filosofi, opgøret med dannelsesfilosofien overtages direkte og pædagogik og politisk handling umuliggøres. Kun de sociale klasser er væk. Det nye ”dannelses”-ideal er en blanding af ”en økonomisk soldat” og en individuel og æstetisk ”opportunist”. Vi får kun tilpasning til økonomiske strukturer. De dele af nyliberalismen, som ikke holder Rand-fanen højt – Rand hadede bureaukrati – overgår til Neo-liberalisme og New Public Management tænkning, hvorefter den offentlige sektor skal udstyres med markedsmekanismer og alle faglige traditioner opsluges i et nivellerende “service”. Det er denne bevægelse, der netop nu bliver kærester med den efterladte strukturalisme i teorien om konkurrencestaten. Konkurrencestatsideologien samler på den måde et rystet, efterladt og dødkedeligt højre og et ditto venstre under et nyt fundamentalistisk herredømme, der nu bliver til ”nødvendighed”, fordi der jo ingen opposition er, eftersom både højre og venstre er inkluderet.

Er der noget, som ikke er “fundamentalisme”? Ja, det er der: Folkelighed og europæisk oplysning, humanisme og pædagogik – alle de ting, vi i forvejen bader i og har gjort det i 2500 år. Det er da let nok. Måske er det, som Hans Hauge engang udtrykte det, de seneste 20 år frem for de foregående 2000 år, der er en parentes? Men alle ovennævnte bevægelser hader eller glemmer i forskellige kombinationer vores muligheder og fundament, og så er det, at sætningerne kommer ud af munden og tastaturet i de nedslående rækkefølger, som vi ser i de tekster om pædagogik og uddannelse, som kommer fra tænketanke, regering, kommissioner etc. i disse år.

Kan man bedrive “kundskabsbeskyttelse”, altså pædagogik, i dette åndelige og politiske klima, som desværre for tiden definerer, hvad en ja-hat er? Det er klart, at det er op ad bakke, for “klimaet” strøer jo om sig med “advarsler” etc., men der er på den anden side heller ikke andet at gøre end at forsøge igen og igen, når det nu er så “let”, som jeg påstår.

Jeg går ind for dansk og europæisk tilsynekomst. Det er ånden fra 1989 – frem for sure og lukkede tæmninger af alle vores ting og sager, som nu skal styres af tre fundamentalismer i ren og skær kineserangst.

 

En tanke om "Tre slags fundamentalisme omkring murens fald"

  1. Interessant overblik, men er det ikke lidt for systemteoretisk :-)? Jeg ser i hvert fald et mere broget forløb. Hvis vi starter et lidt andet sted så springer du over den brede vifte af struktur/aktør teorier der generelt afløse strukturalismen i dens (blandt andet) marxistiske varianter. Den postmoderne bølge synes også forsvundet. Billedet af 70-erne er vist også for simpelt. Det var i de år, der også opstod en lang række tværfaglige strømninger, der senere blandt førte til dannelsen af nye fag som informationsvidenskab og medievidenskab. Det indebar ganske rigtigt et brud med den Vilhelm Andersen-ske dannelsestænkning og i nogen grad også med subjekt-filosofien og klassisk moderne dualistisk tænkning. Hvis der er et dannelsesbegreb – og det kan man godt diskutere – i disse strømninger er det nok mest knyttet til netværksteori (der er flere varianter) der typisk betragter identitet som nært knyttet til eller ligefrem dannet i de netværksrelationer, individet tar del i. Værdier tematiseres mange steder i denne forskning, men typisk i forhold til film og TV i og senere naturligvis i forhold til digitale medier. Der er også et materialistisk spor fordi man firkantet sagt flyttet Descartes ‘res cogitans’ ind i hans ‘res extensa’ – bevidstheden ses som fysisk realiseret i tid og rum til gengæld må man opgive den newtonske determinisme. Det 20.århundredes verdensbillede var bygget på en faglig lagkage: i bunden fysisk, så biologi, så psykologi så samfund og kultur, hvor hvert lag blev anskuet for sig enten som autonomt eller determineret nedefra. Det er blevet kaldt psykofysisk parallelisme. Det 21. århundrede bliver præget af pysko-fysisk interaktionisme. Jeg tror det er deromkring man måske skulle reformulere et dannelsesbegreb.

Skriv en kommentar