Nedenfor kan man læse femten analyser og kommentarer til periodens uddannelses- og universitetspolitiske temaer.
1. Den 7. marts: DPU holder endnu en konkurrencestatskonference
DPU’s institutleder, Claus Holm, står endnu engang i spidsen for en konkurrencestats-konference. Han svinger selv den begrebsmæssige lunte med referencer til Ove Kaj Pedersen, og nogle af hans støtter. Lars Qvortrup, skal stå for kritikken, fremgår det. Det er nok det, dekan Johnny Laursen kalder for “pluralitet”.
Her er det indledende citat fra konference-oplægget, som bærer stærkt præg af Holms ideologi:
“Selvforsørgelsen og arbejdets egenværdi er bærende elementer i det danske velfærdssamfund. Dette aktualiseres i regeringsgrundlaget, som netop understreger behovet for at aktivere den såkaldte restgruppe af unge, som står uden for arbejdsmarkedet, samt for at øge rekrutteringen til de erhvervsrettede uddannelser. Men kan disse mål realiseres uden at gentænke folkeskolens rolle i forhold til at forberede eleverne på arbejdslivet og på de forventninger, som samfundet stiller efter skolepligtens udløb?”
Konferencens indholdsmæssige og begrebslige struktur følger direkte sporet fra DPU’s almene kommunikation og fra en række tidligere stort anlagte konferencer, hvor Holm også har spillet en hovedrolle, jvf. nedenstående links.
Det er ren magt.
Links
Aktuel konference: https://dpu.au.dk/praksisfaglighed
Eksempler på tidligere DPU-konferencer med samme struktur:
Konference om konkurrencestaten, november 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/konkurrencestatens-krav-til-dannelse-kommenteret-referat-fra-konference-pa-dpu-aarhus-universitet-d-20-november-2013-i-emdrup-kobenhavn.html
Konference om skolens formål, august 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/referat-af-konferencen-folkeskolens-formaal-til-eftersyn-d-19-august-2015-paa-dpu.html
Konference om livsduelighed, maj 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/livsduelighed-paa-dpu.html
Konference om professioner, april 2018: http://www.thomasaastruproemer.dk/konference-paa-dpu-oproer-underkastelse.html
2. Den 14. marts: Sappho-prisen: Video og manuskript
Der er nu muligt at tilgå en youtube-video fra prisuddelingsarrangementet fra den 11. marts, hvor jeg modtog Trykkefrihedsselskabets Sappho-pris; herunder både selskabets motivering og min egen takketale.
Jeg har også lagt talemanuskriptet på min hjemmeside, hvis man hellere vil se talen på skrift. Her samler jeg også løbende info om begivenheden.
Links:
På video: https://www.trykkefrihed.dk/sapphoprisen-2023-thomas-aastrup-roemer.htm
På skrift: http://www.thomasaastruproemer.dk/trykkefrihedsselskabets-ytringsfrihedspris-sappho-prisen.html
3. Den 17. marts: Årsmøde i Dansk filosofisk selskab
I forrige uge, den 2.-4. marts, var jeg til det 24. årsmøde i Dansk Filosofisk Selskab. Det foregik på DPU, så jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle deltage, men heldigvis tog jeg afsted.
Konferencen blev åbnet af selskabets formand, Asger Sørensen. Selvom konferencens tema var naturfilosofi, så valgte han at tale om pædagogikkens tilstand her i Danmark, hvilket jeg var virkelig glad for.
Sørensen fremhævede den demokratiske dannelses dyder, især med reference til politisk teori, til den unge Marx og til Løgstrup, som jo i 1981 holdt forelæsning om skolens formål fra selvsamme talerstol, som Sørensen nu stod på. I den forbindelse kritiserede han institutleder Claus Holms konkurrencestatsbaserede og teknokratiske syn på pædagogik og forskning, og han nævnte Holms fyring af mig som et eksempel på pædagogikkens og forskningens krise.
Faktisk skulle Claus Holm ifølge det oprindelige program have indledt konferencen, men han havde meldt afbud. I stedet havde han sendt sin nye viceinstitutleder, Anna Skyggebjerg, som har forladt et strålende virke som børnelitteraturforsker til fordel for et job som mellemleder under Holms herredømme.
Jeg skal lige vænne mig til, at jeg – selvom jeg slet ikke kendte hende – forsvarede Skyggebjerg kraftigt både internt og i offentligheden, da det nye globale AU i 2011 tvangsflyttede børnelitteraturen til Aarhus. Nu sad hun så helt tavs og med den fjerne og allestedsnærværende institutleder under hatten og lyttede til Asger Sørensens kraftfulde kritik af tingenes tilstand. Hendes introduktion til konferencen var da også ekstremt kort.
Skyggebjergs forgænger som viceinstitutleder, Christian Kjeldsen, som altid bakkede Holm op, og som også efterfulgte Lars Qvortrup som leder af det læringsideologiske Nationalt Center for Skoleforskning, vil nu være professor skriver han på facebook. Det skal han nok blive.
Skal vi blive i paradoksernes verden, så er det værd at minde om, at Claus Holm jo støttede Lars Qvortrups forsøg på at fyre tre filosoffer i 2010, fordi deres forskning ikke var ”relevant”. Asger Sørensen var netop en af disse filosoffer.
Jeg vil derfor kalde det hele for et universitetspolitisk drama. På en måde er det lidt traumatiserende.
Min egen skæbne blev, udover altså i Sørensens åbningstale, også omtalt tre gange i parallelsessionen ”forskningsfrihed og akademisk frihed”, hvor jeg sad det meste af tiden, fordi jeg er ved at skrive en bog om emnet:
For det første nævnte lektor i pædagogisk filosofi, Anne-Marie Eggert Olsen, fyringssagen som et eksempel på universiteternes opgør med sig selv. Hun mente, at fyringen var et brud med Aarhus Universitetets vedtægt, dvs. dets kontrakt med staten, hvori der bl.a. står følgende i §4:
”Aarhus Universitetet vil udvikle videnskaben og bidrage kritisk til øget erkendelse ubundet af herskende videnskabelige og samfundsmæssige opfattelser. Aarhus Universitet vil derfor for sine forskere skabe vilkår, som fremmer kreativitet og en kritisk indstilling over for opfattelser og synspunkter, der i såvel forskningen som det øvrige samfund fremstår som etablerede sandheder”.
På en måde er universitetet ikke mere en del af staten, men kun af universitetets brud med staten. Dermed ender AU som en slags privat erhvervsakademi uden filosofisk eksistensberettigelse.
Jeg har skrevet til universitetets rektor og bestyrelsesformand om dette juridiske forhold, men han har ikke svaret.
Også professor Jacob Dahl Rendtorff, som leder et forskningsprojekt om ”the public intellectual”, omtalte fyringssagen i et kritisk lys. Han mente, at fyringen var et udtryk for, at der er noget galt med de universitetspolitiske strukturer. Hans kollega i projektet, Sandra Frost Campos Guimay, satte analysen i relation til Hannah Arendts filosofi.
Endelig omtalte Asger Sørensen igen sagen i sin egen præsentation om ”Akademisk frihed i forfald”, hvor han tog udgangspunkt i sin dybt tankevækkende bog “Asger Sørensen går på universitetet”.
Derudover vil jeg kort omtale et par interessante oplæg i samme session:
Maria Toft, som i december skrev om sine ubehagelige oplevelser med publikationstyveri på KU, bidrog med et engageret og interessant oplæg om videnskabens fremtid. Oplægget hed ”Poetisk videnskab” og var bl.a. inspireret af Grundtvigs universitetstanker.
Og lektor emerita fra SDU, filosoffen Cynthia Grund, holdt også et fantastisk oplæg om sine oplevelser i amerikansk, finsk og dansk akademia. I pausen kritiserede hun også Holms fyring på det kraftigste.
Der var også en interessant session om dannelse, hvor Merete Wiberg fortalte om begrebets moderne paradokser, mens Søren Harnow Klausen i højere grad understregede begrebets enhed. Det var en fin diskussion.
To af keynote-speakerne, Joaquin Vldivielso og Kate Soper, som jo talte om konferencens tema (naturfilosofi), havde nogle interessante og kritiske betragtninger om forholdet mellem humanisme og posthumanisme, hvilket jeg også selv har interesseret mig for i artiklen ”Bæredygtighedens indre modsætning”.
En tredje taler, Karen Barad, som talte over zoom, havde derimod ingen kritiske bidrag. Hun messede, mens hun viste videoer med lynnedslag. Barad blev introduceret af lektor Malou Juelskjær, som i 2015 klagede til universitetets ledelse over mit arbejde i det mest utrolige vendinger. Hun er i den forstand en del af AU’s nye struktur.
Mange tak til arrangørerne for en god konference og ikke mindst for at sætte spot på Claus Holms overgreb på den pædagogiske tradition og så videre.
https://dpu.au.dk/om-dpu/arrangementer/arrangement/artikel/dansk-filosofisk-selskabs-aarsmoede-2023
4. Den 17. marts: Nyt fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen
Nu er der nyt fra Medarbejder og kompetencestyrelsen. Skjulte og mærkelige og luftige klager suser rundt med dramatisk effekt. Lad mig forklare:
Den 24. januar skrev dekan Johnny Laursen et helt utroligt debatindlæg på folkeskolen.dk, ”Blæst over uddannelsesforskningen”, som jeg har omtalt og delt flere gange.
Jeg skrev et svar på min blog, som jeg løbende reviderede, og som jeg til sidst sendte til folkeskolen.dk. Her ønskede man imidlertid ikke at bringe mit indlæg, bl.a. fordi det ikke var principielt nok og ikke bragte debatten videre, som det hed. Det forstod jeg ikke noget af.
Min advokat fra DM har i dag imidlertid fået bekræftet af Medarbejder- og kompetencestyrelsen, at fyringen er baseret på lige præcis den logik, som jeg undersøger i Laursens indlæg, og som jeg også nævner i min indsigelsestekst fra d. 12. december.
Det vil sige, at fyringen bygger på nogle helt ubestemte anklager om at være ukollegial. Klagerne er helt uden navn og adresse og materie, og jeg aldrig har fået forelagt indholdet eller hørt fra min ledelse om, at der skulle være nogle problemer, tværtimod.
I fyringsbrevet står der da også, at der ikke noget at kritisere mig for i forhold til dette emne, hvilket der så åbenbart er alligevel, selvom ingen ved, hvad det drejer sig om, eller hvorfor ingen har banket på min dør, hvis der skulle være et eller andet.
Jeg har heller ikke hørt om, at man sådan skulle sende skjulte anklager til institutlederen for at angive den ene eller den anden uden at træde frem?
Er det sådan man gør på Aarhus Universitet?
Så forstår jeg bedre, at den seneste arbejdsmiljørapport fra ARTS var så dårlig, at den ligefrem blev omtalt i Politiken.
Jeg har ellers modtaget nogle artige formuleringer i tidens løb, som jeg måske skulle have luftet sådan under bordet, lidt ligesom i en dysfunktionel skoleklasse?:
Blandt andet fra Holm selv, da han i al offentlighed og med fuld titel skrev, at en pristale jeg holdt var ”polemisk dumdristig”.
Eller da en af Holms støtter, psykologen Morten Nissen, kaldte mig en “Paria”, fordi jeg havde tilladt mig at kritisere ideologien bag hans forskningsprogram.
Eller da Lars Qvortrup kaldte Peter Kemp for en “plattenslager”.
Og Så Videre.
En helt utrolig arbejdsplads. Et autoritært og dybt traumatiserende sted. Det gør ondt i hjertet at sige det: …..så jeg siger det ikke.
Link:
Link til analyse af Laursens tekst: http://www.thomasaastruproemer.dk/johnny-laursen-forsvarer-fyringerne-paa-dpu.html
Link til indsigelsestekst: http://www.thomasaastruproemer.dk/indsigelse-vedroerende-varslet-afskedigelse.html
5. Den 19. marts: Dekanens paradoksale udmeldinger
I formiddags fortalte jeg, at universitetet og Medarbejder- og kompetencestyrelsen mener, at jeg har været ukollegial, selvom alle MUS-referater og så videre tyder på det stik modsatte.
Ok, så tror man jo, at der er tale om, at universitetet og styrelsen forveksler kollegialitet og kritik. Denne forveksling har vi jo set før.
Men det har man faktisk også afvist. Den 17. januar 2023 skriver dekan Johnny Laursen nemlig følgende til mig:
“Jeg kan desuden gentage, at videnskabelig kritik eller de andre former for faglige holdninger, som medarbejderne på DPU måtte have fremført i offentligheden, ikke har indgået som kriterier eller på anden måde påvirket resultatet.”
Så mit kritiske arbejde er altså ikke lagt til grund, og det kan derfor heller ikke klassificeres under “kollegialitet”. Og som det fremgår af ordet “gentage”, så er der ikke tale om nogen tilfældig markering.
Og i fyringsbrevet skriver man, at der ingenting er at kritisere på de fire kriterier.
Jamen så er er jo ingenting? Andet end Claus Holms totale og ideologiske opløsning af DPU og Aarhus Universitet. Men hvad foregår der så i Medarbejder- og kompetencestyrelsen?
Men så alligevel: Johnny Laursens formulering står i stik modsætning til et indlæg, han skrev på Folkeskolen.dk, hvor han selv i høj grad forvekslede kollegialitet og kritik. Holm tager dermed Johnny Laursen og fakultetet ARTS med i faldet, mens man siger det modsatte af det man gør.
Paradokserne er nærmest uendelige.
6. Den 19. Marts: The end of ARTS
De højreorienterede siger, at mænd ikke må klæde sig ud som damer og da slet ikke som prinsesser.
De venstreorienterede siger, at blegansigter ikke må klæde sig ud som indianere og da slet ikke som afrikanere.
Ledelsen på AU siger, at videnskabsmænd ikke må klæde sig ud som kritikere, og da slet ikke som kritikere af ledelsen på AU.
Ingen må gøre noget som helst.
Derfor: Hvis man gør ”noget som helst”, altså det mindst pip, så ”overskrider man grænserne for den gode tone”, som ledelsen på AU udtrykker det. Det kaldes også for “mobning, tilsvining eller modstand mod læring” og så videre.
Det er kritikkens og kunstens endeligt. Det er tavshedens tyranni. Der er kort sagt tale om en ny form for magt, der består af en symbiose mellem konkurrencestat og poststrukturalisme.
Der er kun et svar på dette tyranni, og det er: På med kjolen, fjerdragten og den løbske og lykkelige tunge.
Det vil sige karnevalistisk kunst og social og filosofisk kritik.
7. Den 20. marts: Kaosset på Aarhus universitet fortsætter
Midt i fyringsrunden på DPU fortalte bestyrelsesformanden, at universitetet skam var på en ”vækstrejse”, og rektor forudså ”vækst i de samlede indtægter i de kommende år”. Det var en ydmygelse af DPU.
Og nu – blot få måneder efter disse livlige meldinger – fortsætter kaosset med store og pludselige besparelser uden seriøs begrundelse. F.eks. har man for få år siden intensiveret sine investeringer i aktier, som man så har tabt på. Og de studerende møder pludselig ikke op til undervisningen. Det hele eksploderer ud af ingenting. Det er jo økonomistyring af værste skuffe. Man kan læse om det i nedenstående artikel i Forskerforum.
Men ledelsen er altså på en ”vækstrejse”.
Dette ”vækstrejse-universitet” – også kaldet ”the global university” – blev etableret i Aarhus i 2011. Ledelsen talte om ”det frække universitet”, som skulle går “fra viden til handling”. Det var ”verdensklasse”, hed det sig. Det vil sige et universitet uden dannelse.
Der rumles med fyringsvarsler til højre og venstre med stor hyppighed, mens ledelsen messer ”vækstrejse” og ingen fare på færde.
Alle, der har haft en selvstændig stemme, må dukke sig, for vi ved nu, at enhver institutleder og dekan på AU kan fyre efter ideologisk og subjektiv tilbøjelighed.
8. Den 21. marts: Alting skifter
Der er et meget mærkeligt skred i Claus Holms fyringsbegrundelser, som tyder på et administrativt og universitetspolitisk kollaps i DPUs og AUs systemer. Lad mig forklare:
A.
I varslingen fra den 29. november tales der alene om de fire fyringskriterier og om en ”samlet vurdering” af disse kriterier:
”Det er ud fra en SAMLET VURDERING AF DE OPSTILLEDE UDVÆLGELSESKRITERIER ledelsens vurdering, at du er blandt de medarbejdere, som ARTS/DPU i den givne situation bedst kan undvære, henset til, at ARTS/DPU som helhed skal være bedst muligt i stand til at varetage sine opgaver med de funktioner, kvalifikationer og forventninger til kollegialt samarbejde, som ledelsen vurderer, at der er behov for i forhold til ARTS/DPUs fremtidige opgavevaretagelse.”
B.
I min indsigelse fra den 12. december forklarer jeg så, at jeg gør det godt på alle de fire kriterier, og derfor også på den ”samlede vurdering”, i forhold den ”fremtidige opgavevaretagelse”.
C.
I selve fyringsbrevet fra d. 16/12 sker der så to meget mærkelige ting:
For det første giver Holm mig ret i, at der ikke er noget at udsætte på mit arbejde på de fire selvvalgte kriterier og derfor heller ikke i den samlede vurdering. Det sker her:
”Afskedigelsen af dig er således IKKE ET UDTRYK FOR KRITIK af dit arbejde eller din indsats i forhold til forskning, undervisning eller kollegialt samarbejde.”
Hermed burde varslingen være trukket tilbage.
Men for det andet: Pludselig – i sætningen efter – adskilles det ”fremtidige” fra de fire oprindelige kriterier, som jo nu ikke mere lader til at have haft betydning.
Det nu isolerede udtryk, det ”fremtidige”, sættes i stedet i relation til et helt nyt ”bagvedliggende hensyn”, som angives at ligge ”ud over” de fire kriterier. Her er citatet fra fyringsbrevet:
”I en situation hvor ledelsen er nødsaget til at afskedige medarbejdere for at bringe balance i lønbudgettet, er ledelsen OGSÅ nødt til at interessere sig for, hvordan de opgaver, der forventes at skulle varetages fremadrettet, kan løses. Dette BAGVEDLIGGENDE HENSYN indgår også – UD OVER de fastsatte kriterier – i den samlede vurdering.”
Der er altså dermed etableret et okkult ”femte kriterium”, der i radikal forstand forskyder og ændrer på varslingsbrevets begrundelse. Dermed kan man fastholde fyringen. Det er dybt inkompetent og undertrykkende.
D.
Men ikke nok med det: For nu er sagen nemlig taget op i Medarbejder- og kompetencestyrelsen. Og her taler man pludselig alligevel ikke mere, som jeg er orienteret, om noget ”udover”. Nu er man i stedet vendt tilbage til et af de oprindelige kriterier, nemlig kriteriet om ”kollegialt samarbejde”, hvor man jo ellers havde accepteret min tilbagevisning. Men der er ingen begrundelser eller dokumentation.
Sagen er, at denne ”tilbagevenden” omdanner ”kollegialt samarbejde” til et opgør med “videnskabelig kollegialitet”, dvs. et opgør med kritikkens og videnskabens væsen.
Kor sagt: Alting skifter hele tiden. Der er ingen begrundelser eller dokumentation, så nu kan jeg – den stakkels borger – starte forfra?
Hvad fanden bilder de sig ind?
(PS: mine versaler i citaterne)
9. Den 21. marts: Åndsfrihedens kritiske dyder
Leder af Grundtvig Akademi, Ingrid Ank, har i morgendagens Kr. Dagblad et flot indlæg med ”27 forslag til mere åndsfrihed” i bedste grundtvigske ånd.
Der er mange gode forslag. Jeg hæftede mig især ved forslag nr. 17:
”De videregående uddannelser i Danmark skal understøtte et åbent, frit og debatterende studiemiljø, hvor synspunkter eller overbevisninger ikke er udelukket på forhånd – heller ikke, når nogen måtte føle sig krænket”
Dermed er Ingrid Ank helt på linje med den officielle politik på Aarhus Universitet. I universitetets officielle erklæring om ytringsfrihed fra april 2022 står der nemlig f.eks. følgende:
”I den akademiske debat, forskningen og undervisningen skal idéer og tanker frit kunne undersøges og diskuteres. Dette gælder også selv om disse for nogen kan forekomme at være ubehagelige, forkerte eller endda anstødelige. Det er op til den enkelte at udfordre ideer eller holdninger, som vedkommende er uenig i.”
Til gengæld er Ank helt og aldeles uenig med Aarhus Universitets ledelse, dvs. Claus Holm, Johnny Laursen og Brian Bech Nielsen, som fyrer flittige forskere på gråt papir, fordi deres helt almindelige kritiske aktivitet ”flere gange langt overskredet grænserne for ordentlig tone”, som Johnny Laursen skrev det i et indlæg på folkeskolen.dk.
Og Claus Holm fortalte i Altinget den 17. marts, at børnehavernes vigtigste opgave er at ”udvikle læring og kompetenceudvikling”.
Han vil have ”læringens livsform”. Han ved slet ikke, at der findes noget, der hedder ”åndsfrihed”, tror jeg. Det er derfor, at overgrebene på pædagogikken er så vedvarende og konstante.
Kort sagt: Ank er enig med AU, som til gengæld er uenig med AU’s ledelse.
Men så er AU’s ledelse jo i modsætning til AU?
Men hvem skal så fyres?
PS:
Ingrid Ank skrev da også under på det protestbrev, som 40 fagpersoner sendte til AU’s ledelse i starten af december 2022 (jvf. link). Dermed forsvarede de AU mod AU.
PPS:
Ingrid Anks forslag nr. 2 er også godt:
”Læreruddannelserne har en særlig opgave i forhold til at belyse den danske åndsfrihedstradition”.
Men den går ikke på DPU, hvor Holms åndsfælle, professor Jens Rasmussen, har spillet hovedrollen i at instrumentalisere læreruddannelsen og derudover indsender fornærmede mobbe-anklager til ledelsen, når han bliver kritiseret.
Jeg vil også fremhæve Anks forslag nr. 16: ”Der skal være bedre mulighed for at etablere frie – herunder også værdibaserede – universiteter og andre videregående uddannelser”.
Og ja tak. Det er der brug for. Ikke mindst, når det globaliserede AU gør op med det egentlige AU. Forslaget er også en støtte til tanken om endnu et frit seminarium i landet, som går stik imod Claus Holms lærings- og konkurrencestatsideologi.
Der er derfor brug for, at grundtvigianere, Cepos-liberalister, folkesocialister, kulturkonservative, ungmarxister, friskolefolk og alle andre, som har et frihedsbegreb, slår sig sammen i et kraftfuldt opgør med den nye stats totalitære tilbøjelighed.
Så kan denne fine og mærkelige gruppe finde nogle taburetter i et kælderlokale og diskutere frihedens nærmere karakter på åndsfrihedens smukke præmis, lidt ligesom Aarhus Universitet startede i et kælderlokale på Nørre Allé i 1928.
Links:
Link til protestbrev mod fyring, hvor Ank skrev under: https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-protest-mod-dpus-varsel-om-fyring-af-lektor-thomas-aastrup-romer/4690136
Link til Claus Holms artikel i Altinget: https://www.altinget.dk/forskning/artikel/dpu-leder-paedagoguddannelsen-maa-og-skal-tiltraekke-flere-fagligt-staerke-studerende
Link til de 27 forslag: http://aandsfrihed.dk/27-forslag-til-mere-aandsfrihed/
10. Den 23. marts: Nye fyringsrunder hos de højere uddannelser
I dag er der annonceret store nedskæringer og fyringsrunder på både UC Syd og SDU.
A. UC Syd:
Sidste år var der også en stor fyringsrunde på UC Syd, hvor man ellers lige havde ansat tre nye og dyre direktører.
I denne omgang går det især udover læreruddannelsen i Haderslev, hvor der skal fyres big time. Men har UC Syd ikke lige etableret nye professionsuddannelser i Tønder?
Det hele virker meget pludseligt og tilfældigt, set udefra. Og faktisk også indefra. For i Jyske Vestkysten står der, at ekspres-fyringerne kommer helt bag på de ansatte.
Og folk skal allerede sidde klar på tirsdag, fremgår det. Må man gøre det så hurtigt?
B. SDU:
Også SDU barsler med fyringer. Det kan man læse både i Forskerforum og i af en nyhed, som universitetet selv har lavet. Her tager man sig dog lidt bedre tid.
Begrundelserne tyder på ekstremt dårlig administrativ styring.
For et par dage siden var det AU, som endnu engang varslede fyringer.
Både på Fyn og i Sønderjylland lægges der op til yderligere nedskæringer i de kommende år. Dermed annonceres et konstant pres.
Der er noget helt galt. Og hvem i UC- og universitetssektoren kan eller tør kritisere og undersøge frit, når kontinuiteten er så ringe? De ansatte kan nu vente på, at det, som man på DPU og AU kalder for de ”bagvedliggende hensyn” og ledelsens “strategier”, kan slå ned som nye lyn.
Links:
Artikel 1 om UC Syd: https://jv.dk/sydjylland/sparerunde-for-millioner-gennemfoeres-paa-tirsdag-for-faa-unge-vil-vaere-laerer-saa-nu-skal-underviserne-fyres
Artikel 2 om UC Syd: https://jv.dk/sydjylland/stor-fyringsrunde-under-opsejling-personalet-foeler-sig-koert-over-kalder-beslutningen-for-klart-aftalebrud
Nyhed om SDU: https://www.sdu.dk/da/nyheder/aktuelt_fra_sdu/information-om-universitetets-oekonomiske-situation
Forskerforum om SDU: https://www.forskerforum.dk/aktuelt/2023/marts/ny-sparebombe-sdu-rammes-af-kaempe-besparelser
11. Den 26. marts: DPU – et ideologisk sted
DPU er en statsfinansieret del af Aarhus Universitet. Men på DPU’s officielle nyhedsside har der ikke været én eneste nyhed om efterårets og vinterens nedskæringer og fyringer, eller for den sags skyld om hele den diskussion, der har været i den forbindelse.
Tværtimod, har der hele vejen igennem været fri mikrofon for læringsdiskursens tilhængere.
Hvordan kan man tillade sig det? Et universitet må da fortælle om de forskellige ting, der sker, når det nu modtager statsstøtte? I stedet understøttes ideologien af Aarhus Universitets ledelse.
Og går man ind på DPU’s facebook-side, så er mønstret helt det samme. Her finder man samme systematiske marginalisering og udelukkelse af den kritiske tradition, til fordel synspunkter som ligger inden for rammerne af institutleder Claus Holms yderliggående læringsideologi.
Hvorfor er der f.eks. ingen omtale af Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde, som ellers blev afholdt på DPU i starten af marts 2023?
Her var der ellers en omfattende kritik af DPU, som kommunikationsholdet kunne have rapporteret fra. I stedet annoncerede DPU over hele fladen en række konferencer, der lå inden for læringsideologiens rammer.
Jeg forstår faktisk ikke, at et så lavt og ideologisk niveau kan opretholde skattemidler.
12. Den 1. april: Skolereformens realitet
Skolereformens grundlæggende forlig og struktur gælder stadig med 100%.
I dag kom Undervisningsministeriets årlige statusredegørelse, der handler om, hvordan det går på reformens tre politisk fastsatte måltal, jf. link. Som det fremgår af f.eks. Berlingskes artikel, går det ad Pommern til på alle målestokke, og det har det stort set gjort gennem alle årene.
Så selv ikke på reformens egen præmis, kan man konstatere fremskridt, tværtimod.
DPU’s ledende organer understøttede i sin tid reformens tilblivelse og implementering kraftigt og bidrog dermed til, at forligskredsen i 2014 erstattede skolens begreb og formål med ”læringens livsform”. Siden har DPU’s ledelse løbende og effektivt marginaliseret og udstødt de personer og fagmiljøer, som råbte vagt i gevær fra starten.
Og den seneste ministerielle rapport er ikke nogen enlig svale: ”Læringens livsform” er nu blevet evalueret i omkring 120 rapporter, som alle helt har købt læringens præmis. Kritisk forskning er stort ikke-eksisterende i materialet.
Jeg har samlet alle evalueringsrapporterne i en blog, jf. link.
Spørgsmålene er: Hvornår sprænger man forliget? Men hvem skal så hjælpe med begreberne? Og hvad skal man med et DPU, som har understøttet dårligdommene så kraftfuldt og autoritært?
Links:
Berlingskes artikel fra i dag: https://www.berlingske.dk/samfund/dumper-paa-fire-ud-af-fire-maal-ikke-et-eneste-formaal-er-opnaaet-med
Link til ministeriets pressemeddelelse og statusrapport: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/marts/230330-status-paa-folkeskolereformens-maalsaetninger-i-skoleaaret-20212022
Oversigt over evalueringer af skolereformen: http://www.thomasaastruproemer.dk/evalueringer-af-skole-laereruddannelse-mm
13. Den 2. april: Punktum?
Jørgen Grønnegaard Christesen gennemgår i Weekendavisen den aktuelle udvikling i minksagen, under overskriften ”Punktum”.
Grønnegaard tror egentlig ikke, at de ansvarlige har gjort noget i en ond mening. Det er faktisk endnu værre. Der er på en måde tale om en langt større uansvarlighed, hvilket kommer til udtryk i Grønnegaards afsluttende replik:
”De er ofre for et system uden bremser, som de uden omtanke selv har været med til at skabe.”
Det er jo en form for fordoblet eichmannificering. Tænk på hvor slemt det er.
Grønnegaard har selv gjort en stor indsats for at kortlægge denne nye ”skabelse”. Det skete i en stor og kritisk evalueringsrapport om nedlukningens første uger, dvs. en analyse af den grundlæggende korrektion i samfundets indre, hvorfra der stadig pulserer ustyrlighed, pludselighed og overgreb i kaotiske kvantitative og teknologiske urytmer.
Jeg kan heller ikke lade være med at notere mig, at Grønnegaard stod for den nok mest ramsaltede offentlige kritik af Aarhus Universitets store centraliseringsaktion i ånden fra ”fra tanke til faktura”, nemlig den såkaldte ”faglig udviklingsproces” fra 2011.
Denne store plan om ”verdensklasse”, som var en af 2010’ernes mange forløbere til nedlukningens logik, støttes stadigvæk med 100% af alle universitetets ledende organer.
En anden kritiker, litteraten Hans Hauge, sagde i samme ånd som Grønnegaard, at universitetet var gået ”Fra Adorno til Arla”. Det passede fint med nye globale dekan for det reformerede humaniora. Hun ville gå ”fra viden til handling” på det ”frække universitet”. Der var noget nedlukning over hele ånden. Universitetet eksisterede ligesom ikke rigtigt mere.
Grønnegaard og Hauge tilhører samme generation. De var ældre herre allerede i 2012. De gik derfor under radaren for det nye systems ravage. De var beskyttet af det, som Hans Hauge veloplagt kaldte for ”senil ulydighed”. Det var Linda M. Koldau derimod ikke. Hun fik samme år kontorarrest af ”det frække universitet” for at sige sin mening, og allerede i 2012 gik det nye rektorat amok i strategiske ledelsespuljer og massefyringer.
Læringsbegrebet spillede en central rolle i denne opløsning af en fin gammel institution, og dets kraft er blevet forstærket uafbrudt lige siden.
De gamle kritiske miljøer var tavse som graven, hvis de da ikke støttede overgrebet. For eksempel noterede jeg mig allerede dengang, at Rane Willerslev, som dengang var lektor ved AU, synes godt om de nye tider. Og flere andre støttede ledelsens utrolige aktioner mod Koldau.
Resten er historie. Et punktum.
Links:
Link til Grønnegaards aktuelle kommentar: https://www.weekendavisen.dk/2023-13/samfund/punktum
Link til gennemgang af Grønnegaards rapport om nedlukningen: http://www.thomasaastruproemer.dk/biostatens-politiske-og-filosofiske-konstruktion-analyse-af-udredningsgruppens-rapport.html
Link til Grønnegaards kritik af Aarhus Universitet, fra Politiken: http://forskningspolitiskarkiv.blogspot.com/2012/03/aarhus-stander-i-vade-aarhus.html
Link til diskussion mellem Grønnegaard og Willerslev om AU: https://auhist.au.dk/showroom/praesentationer/aviser-blade-og-magasiner-fra-au/univers/2010/artikler/fagligudvikling/topstyretelleraabenproces
14. Den 3. april: Claus Holms universitet: generøsitet eller nidkærhed
I 2010 skrev DPU’s nuværende institutleder, Claus Holm, et forsvar for kritikkens vigtighed i AU’s blad UNIvers, nr. 1. Han kaldte kritikkens sted for “det generøse universitet”. Holm mente, at forskerne er blevet for tilbageholdne med kritik.
Han skriver f.eks.:
“Kritik er den intellektuelles livsform – heri består den intellektuelles særlige styrke og værdighed. Men hvorfor er kritik så central for den intellektuelles identitet? Et kort svar er, at kritikken er den videnskabelige livsnerve. Forskeres vilje til at korrekse hinanden er afgørende for, at der bliver skabt plads til ny og bedre viden. Men der er tegn på, at det er blevet politisk ukorrekt at kritisere hinanden blandt forskere inden for samfundsvidenskab og humaniora. Hvorfor?”
Holm mener, at problemet skyldes postmodernismens relativering af sandhedsbegrebet, så alting bliver til en ”personlig fortolkning”. Det sandhedsbegreb, han ønsker at sætte i stedet, fremgår dog ikke. Det må man læse om andre steder.
Holm slutter i en nærmest radikaliseret Karl Popper-stil:
”Et universitet er ikke et universitet, fordi forskere kun er venlige over for hinanden. Det er et universitet, fordi forskere er i stand til at mestre en professionel ondsindethed. Derfor har et generøst universitet brug for en generøs stat, der understøtter forskernes modige satsninger og dristige hypoteser. Men på universitetet har man også brug for at være generøse over for hinanden med fagligt giftige udvekslinger.”
Frederik Stjernfeldt kommenterede Holms indlæg i UNIvers, nr. 2, altså i det efterfølgende nummer. Stjernfeldt er helt enig med Holm. Stjernfeldt bidrager desuden med følgende forklaring på kritikmanglen; et guldkorn, som Holm vist har glemt:
”Man kan så leve i fred, hvis man undlader at kritisere det vrøvl, der foregår på nabokontoret, så kollegaen til gengæld lader det vås i fred, der foregår på ens eget kontor. Så kan man hilse høfligt på gangen, og den gode tone på instituttet forstyrres ikke.”
Det er DPU’s situation under Holms ledelse, som Stjernfeldt beskriver så fint.
To andre forskere svarede også på Holms indlæg, nemlig professor i statskundskab, Karsten Lippert Rasmussen, og lektor i historie, Søren Hein Rasmussen. Især sidstnævnte er nervøs for ”det ondsindende”, og begge forsvarer “det godsindede”. Selvom jeg selv bestemt ikke synes om ordene ”ondsindethed” og ”giftighed”, som lugter alt for meget af Nietzscheansk-strukturalistisk samtidsdiagnose, så går der måske lidt krænkelse i foretagendet hos de to Rasmussener. Og at gøre det “godsindede” til kritikkens kernebegreb er i hvert fald helt off the point.
Men udtrykket ”ondsidethed” får på en måde får sin egen bagvendte gangart ind i DPUs historie via Holms virke. Få måneder efter sit indlæg deltog Holm i forsøget på at fyre tre filosoffer på DPU, fordi deres forskning ikke var “relevant”. Og – også i 2010 – skrev han med fuld cheftitel, at en pristale, jeg holdt på Askov højskole, var udtryk for ”polemisk dumdristighed”. Det var ikke videnskabeligt ondsindet, blot ondsindet. Og årene der fulgte, gjorde Holm alt for at marginalisere kritikken med klager, stillingsnedlæggelser og fyringer, samtidig med at “kritik” stort set aldrig nævnes.
Så pludselig bliver den ”generøse kritik” til en bagvendt og organisatorisk kritik, dvs. en antikritisk kritik, der dræber den videnskabelige kritik. En virkelige “ondskabsfuldhed” og “giftighed”, der traumatiserer kritikeren. På den måde bliver “generøsitet” til “nidkærhed”.
Begrebet om ”det generøse universitet” fyldte meget på DPU i januar 2010. Men det lader til at stoppe efter filosoffyringerne, som jo finder sted kort tid efter. Herfra bliver det hele væk. Det er som om, at fyringssagen bliver den årsag, der får det ”generøse universitet” til at slå om i sin modsætning? I ”ondskabsfuldhed og giftighed”.
Links:
Link til Holms indlæg: https://auhist.au.dk/showroom/praesentationer/aviser-blade-og-magasiner-fra-au/univers/2010/artikler/nr1/debatdetgeneroeseuniversitetmaaikkemistesingiftighed
Frederik Stjernfeldts indlæg: https://auhist.au.dk/showroom/praesentationer/aviser-blade-og-magasiner-fra-au/univers/2010/artikler/fagligudvikling/debat/debatomkritikogsandhed
Kasper Lippert Rasmussens indlæg: https://auhist.au.dk/showroom/praesentationer/aviser-blade-og-magasiner-fra-au/univers/2010/artikler/fagligudvikling/debat/debatgodsindetkritikerikkedaarligkritik
Søren Hein Rasmussens indlæg: https://auhist.au.dk/showroom/praesentationer/aviser-blade-og-magasiner-fra-au/univers/2010/artikler/fagligudvikling/debat/debatgeneroeseforskereerikkegiftige
Appendix: Her er nogle ledsagende søgninger på begrebet ”det generøse universitet”, som alle dukker op 2009-10:
- Qvortrup taler, også i januar 2010, om ”det generøse universitet” på lederspalten i DPU’s blad Asterisk. Han mener faktisk, at Asterisk, som redigeres af Holm, er et eksempel på generøsitet. Men Qvortrup nævner intet om ”kritik”, som jo er temaet for Holms indlæg i UNIvers. I samme nummer har Holm selv et indlæg, hvor han både fremhæver tilpasningen, men også nævner kritikken i en let nedtonet ånd ift. artiklen i UNIvers. ”Kritikken” skal medvirke til at holde ”bullshit” i ave, hvilket jo er ok, men også en noget nedtonet reduceret ift. UNIvers-indlægget. https://dpu.au.dk/asterisk/udforsk-asterisk/asterisk-50
- Holm har en lang artikel om ”det generøse universitet” i Turbulens.net i 2009. Her taler han mærkeligt nok ikke om kritikkens egenart og betydning. Holm bruger her sin systemteori til at angive forskningssystemets uafhængighed fra staten, men det kollapser så alligevel. På den måde minder konklusionen mest om Qvortrups i en form for teknisk-reflekteret tilpasning til universitetsloven. Jeg kan ikke finde markeringer, der minder om UNIvers-artiklen: https://turbulens.net/det-generoese-universitet/
- Emnet refereres også i Information i en omtale af et DPU-seminar om forskningskommunikation, også fra januar 2010. Her taler Holm både om, at man skal ”bullshitte”, men også om at man skal kritisere på en måde, der minder om UNIvers-artiklen. Det hele virker meget fleksibelt. Jens Erik K, som på det tidspunkt er institutleder, taler ind i samme principløshed. https://www.information.dk/indland/2010/01/forskere-ogsaa-bullshitte
15. Den 4. april: Forskningskommissionen, 2000
Universitetsloven fra 2003 byggede på arbejdet fra en såkaldt Forskningskommission, der blev nedsat i 2000 af IT- og forskningsminister Birthe Weiss efter en bred politisk aftale om ”principaftale om forskning”.
Forskningskommissionen afrapporterede i to bind i september 2001, jf. links. Bind 2 er hovedrapporten.
Rapporten er en begrebsmæssig slagtning af universitetet som institution og ide. Der er tale om en dybt teknokratisk rapport i konkurrencestatens mest simple og altomfattende ånd. Det er universitetslovens indre. Det kom faktisk bag på mig, at begrebsstrukturen var så radikaliseret.
Og så er der et par interessante personmæssige forbindelser, som jeg vil fremhæve, og som trækker tråde frem til både Reformkommissionen og til Aarhus Universitet:
A. Lauritz Holm-Nielsen:
Kommissionens næstformand var Lauritz Holm-Nielsen fra Verdensbanken.
Holm-Nielsen blev fra 2005 rektor for AU, hvor han iscenesatte en enorm reorganiseringsproces, som har haft dybe og problematiske konsekvenser for AU, og som var 100% i Forskningskommissionens ånd. Det var denne proces, som bl.a. Jørgen Grønnegaard Christensen var ekstremt kritisk overfor.
B. Nina Smith:
Det anden medlem af Forskningskommissionen, jeg vil omtale, er økonomen Nina Smith, som faktisk også er medlem af Forskningskommissionens aktuelle udgave, nemlig Reformkommissionen. Smith har op gennem 00’erne siddet i en lang række udvalg, som har haft en ødelæggende effekt på skole og uddannelse, herunder f.eks. Globaliseringsrådet og Skolerådet.
Og Smith var faktisk pro-rektor for AU fra 2007-09, da Holm-Nielsens magt ekspanderede.
C. Konklusion:
Jeg har ikke tidligere været opmærksom på denne sammenhæng mellem universitetslovens forberedelse og AU’s ledelse og udvikling.
Og sammenhængen mellem Forskningskommissionen og Reformkommissionen står endnu mere klart nu end før.
Links til Forskningskommissionens rapport:
Bd. 1: https://ufm.dk/publikationer/2001/forskningskommissionens-betaenkning-bind-1
Bd. 2: https://ufm.dk/publikationer/2001/forskningskommissionens-betaenkning-bind-2