Uddannelsesdebatten 2016 i Nr. Nissum

I dag har jeg været i Nr. Nissum til ”Uddannelsesdebatten”. Man har fået strammet lidt op på det organisatoriske omkring debatterne, så det er jo godt. Men det er stadigvæk lidt for meget Tordenskjolds soldater fra de nedre lag af Danmarks Pædagogiske Oligarki suppleret med lidt fagforeningsinteresser og nogle VIA-direktører. Næste år kommer Gerd Biesta efter sigende. Det bliver for vildt, som man siger.

 

1. Formiddagsdebatten om sociale udfordringer og skolens formål

Nå, men vi startede med en sang af Grundtvig. Derefter kom alle anti-gruntvigianerne. Sådan gør man i Danmark. We love you and we leave you.

Hvem var anti-grundtvigianerne? Ja, det var Hans Henrik Knoop, Andreas Rasch-Christensen, Per Fibæk Laursen og Lars Olsen. De tre sidstnævnte var med i Antorinis Ny Nordisk Skole, som jo var skolereformens rugekasse. Ordstyreren var Politikens Jacob Fuglsang, hvis yndlingsforsker er Rasch-Christensen. Fuglsang har altid en frisk statistik ved hånden. Det er sådan lidt postfaktuelt over ham, og det er der også over Rasch-Christensen efter min mening: “forskningen viser”…. “udfordringer”……”sikre”…..zzzz..

Hvad skulle panelet snakke om? De skulle snakke om ”den sociale udfordring og formålet med skole og uddannelse”. De snakkede nu kun om det første, altså ”den sociale udfordring”, som åbenbart kunne reduceres til at ”20% klarer sig dårligt”. Og hvilke metoder kan vi bruge for at ”sikre”……osv? Det er opskriften på en dårlig diskussion, og det var lige, hvad vi fik. Lige indtil den nye landsformand for de radikale, Svend Thorhauge, spurgte, om ikke den ”sociale udfordring” havde noget at gøre med dannelse? Og det var jo et godt spørgsmål, for var det ikke ”formålet med skole og uddannelse”, som debatten jo også skulle handle om?

Thorhauge fik dog intet svar. Kun Fibæk kommenterede med sin karakteristiske signatur. Han mente, at vi helt skulle holde op med at tale om dannelse, men at han da godt kunne lidt Grundtvig-sangen. Der er en måske alligevel en lillebitte skabsgrundtvigianer gemt i ham, hvis man graver dybt nok ned, men det der radikale dannelsesopgør er altså alt for meget uanset hvad. Men Fibæk er mig bekendt også radikal ligesom Thorhauge, hvilket dog ikke er nogen garanti for nationale dannelsesinteresser, efter at de radikale er blevet til et Arbejdsmarkedsparti. Vi ender med en slags arbejdsmarkedsgrundtvigianisme, og så er vi altså for tæt på Ove Kaj Pedersen, der jo også fører sig frem som Grundtvigianer. Men Ok, også her er vi ovre i den postfaktuelle afdeling. Både Fibæks og Over Kaj Pedersens sætninger stammer fra nogle diskussioner i 00’erne, som jeg ikke lige orker at gøre rede for.

Rasch-Christensen sagde nogle pæne ord om børnehaver. Han er sådan begyndt at sige pyntelige ord om det ene og det andet. Men det er ikke noget fremskridt, hvilket Thorhauge vist nok tror. Rasch-Christensen jo har stået og står stadig i spidsen for en række af de mest læringsideologiske initiativer i landet, senest læringsmålstænkningen i børnehaverne, Fælles Mål, og også det nye nationale skoleforskningscenter. Hvis vi skal tale om et brud med de forskrækkeligheder, Rasch-Christensen har forvoldt i uddannelsespolitikken siden ca. 2010, mangler vi stadig et KÆMPEopgør på skrift og noget seriøst handling,. Hans pæne ord ender slet og ret som et ideologisk dække for en læringsideologisk politisk realitet, og så vil jeg ærligt talt hellere have den rene vare.

Og ang de radikale: Så synes jeg bedre om Lotte Rods og Marianne Jelveds linje i partiet, som er mere uforsonlig overfor læringsieologien. Men kort sagt: De radikale sejler rundt. Nå, men det kan være Biesta får orden på det næste år?

 

2. At finde mening med lærerjobbet

Bagefter var jeg til en virkelig god og velstruktureret debat, som handlede om ”at finde mening med lærerjobbet”. Per Fibæk holdt et blændende oplæg med udgangspunkt i sine nye bøger. Han fortalte, hvordan lærerne heldigvis altid har haft en form for sorteringsmekanisme, som kun tager det bedste fra de mange højprofilerede ideer, der ruller ind over skolen i en lind strøm. Men, sagde han, denne barriere kan også blive for stærk, hvilket han f.eks. mente var tilfældet i 1980’erne, hvorved skolen mister folkelig opbakning. Han fik i øvrigt også nævnt Marianne Jelveds ”NEJ” til målstyret undervisning, vist nok som noget positivt? Men ok, selvom Fibæk som sagt vist nok er radikal, så er han ikke grundtvigianer som Jelved. Derfor endte han tæt på instrumentalisterne i starten af 10’erne, men er måske ved at bevæge sig lidt? I al fald får målstyret undervisning et dejligt fur, fordi Fibæk mener, at det er et eksempel på en af disse overophedede pædagogiske vinde, som kommer og går. Men alligevel trækker han på Hattie i andre sammenhænge? Nå, nok om det.

Derefter kunne man høre Skolelederforeningen i totalt pædagogisk forfald. Næstformand Dorte Andreas forsvarede synlig læring, fordi ideologien jo er “evidensbaseret”, og “en lærer har da altid arbejdet med mål”, som hun sagde. Andreas mente, at lærerne havde for mange barriere på Synlig Læring. Der var ingen sprækker i den tykke isflage.

Dorte Andreas kommer jo fra Odenses Skolelederforening, og hun stod i egenskab heraf formodentlig bag den skoleleder, Mohammed Bibi, der tilbage i 2012 – efter blot få måneders ansættelse – gav den fremtrædende lærer Erik Schmidt en advarsel for at kritisere læringsmålstyringen. Hyggelig fætter. I dag er Andreas så rykket op i skoleledergraderne. Og hvem har så overtaget hendes post som skolelederformand Odense? Ja, det har Mohammed Bibi himself. Hvilken ironisk ring! Og i parentes: Skoleledernes formanden Claus Hjortdal,  som i sin tid førte sig frem som formand for “Ny Nordisk Skoles akademiråd”, skriver ubehjælpsomme og rasende mails til folks arbejdsgivere, hvis de kritiserer ham i pressen. Hvilken vild forening.

Anders Bondo sad også i panelet. Han kæmpede en sej men åbenlyst forgæves kamp mod skolederforeningens elendigheder. Bondo kritiserede også både læringsmålsstyringen, den kommunale læringstotalitarisme og konkurrencestatsteoriens opportunistiske menneskesyn, så han får en krammer af mig.

Dagens højdepunkt var imidlertid den lokale konservative politiker Stefan Agger, som også er gymnasielærer. Han var den, der virkelig kunne sætte ord på den moderne skoles udfordring. Ja, han lød nærmest som en blanding af Svend Brinkmann og Alexander von Oettingen med sit fokus på skolen i sig selv, på betydningen af frie lærer-elev-relationer og på indhold i en og samme skønne bevægelse. Men det er måske den slags ting, som Fibæk mener vi skal holde op med at tale om? Jeg forstår det ikke.

Lige først var både Anders Bondo og Uffe Rostrup fra de Frie Grundskoler ved at skælde Agger ud, fordi han nævnte “litteratur og symfonier” som indholdseksempler. Det lød på mig, som om de to fagforeningsledere var ude i den rene automatreaktion. Jeg syntes i al fald, at det var for groft, for Agger havde salens bedste skoleforståelse, så jeg lavede et lille forsvar. Enhver politiker, der taler om litteratur og symfonier og skole i en og samme sætning skal have klapsalver. Især Bondo korrigerede da også. Agger mindede mig lidt om nogle af folkene bag GL’s liste 2, dvs. moderne lærere med faglig pligt og sans for gymnasiets og skolens tradition. Blot var han endnu mere vild i sin objektorienterede tilgang til pædagogikken. Bagefter hørte jeg, at han fik ros af sin gymnasierektor. Den rektor ville aldrig kunne være i Andreas skolelederforening, men han skal da lige vide, at gymnasiernes rektorforsamling er ligeså eksede med synlig læring, som Andrea var. Hvorom alting er: Jeg spår Agger et fint uddannelsespolitisk virke, hvis han holder fast.

Jeg rakte også hånden op, for jeg syntes, at panelet virkede alt for enigt i starten. Fuglsang, som denne gang styrede debatten særdeles kompetent, gav mig lov til at aflevere følgende to pointer:

1. Synlig læring og læringsmålsstyring er et direkte opgør med dansk skoletradition.

2. Eftersom man i skolepolitikken ønsker at gå fra “undervisning til læring” og fra “indhold til læring”, så ender vi jo med en lærer, der hverken har et indhold eller som kan undervise. Vi får en lærer uden undervisning og uden indhold. Det er jo logik. Derfor må man håbe, at så mange lærere som muligt har det svært i læringsskolen. Det vil være et tegn på at de elsker deres arbejde.

Derpå hørte enigheden heldigvis op.

Til frokost fik jeg to røde pølser og en Magnum, mens solen skinnede.

Alt i alt en herlig dag.

 

Diverse links:

Program for Uddannelsesdebatten 2016

Referat fra Uddannelsesdebatten 2015

Skriv en kommentar