UC-VIA har for fjerde gang afholdt den såkaldte ”Uddannelsesdebatten” på det gamle seminarium i Nr. Nissum. Jeg plejer at skrive en kort beskrivelse af nogle af mine indtryk, så det gør også af denne sæsons udgave af arrangementet.
Uddannelsesdebatten handlede om ”kvalitet i uddannelsessystemet”, hvilket er et virkelig dårligt udgangspunkt for en god diskussion. Vi havner alt for let i, at noget skal ”udfordrer, definere og sikre”, som det plejer at lyde i Politiken og andre steder. Det var da i høj grad også, hvad der skete, selvom der naturligvis også var nogle undtagelser.
Dag 1: d. 8. september:
Arrangementet indledtes med en sang af Grundtvig. Det har vi også gjort de andre år. Normalt efterfølges sangen af et arrangement, som er totalt anti-grundtvigsk, men det kan man ikke helt sige er tilfældet denne gang, hvis jeg skal være lidt venlig.
a.
Første key-notespeaker var Katrin Hjort, som er professor ved SDU. Det er nogle år siden, jeg sidst har hørt Hjort, og måske husker jeg bare fejl, men jeg havde regnet med en moderniseringskritisk analyse af styringsstrukturer i den offentlige sektor, sådan lidt i KUA og RUC-traditionen. Men det var der nu ikke så meget af. I stedet fik vi en filosofisk kærlighedserklæring til dannelse, poesi og Grundtvig. Det var dejligt.
Hjort mente, at hun talte om det, som alle kunne enes om. Men deri tager hun fejl, eftersom skolereformen er bygget på den dybeste afsky for netop dannelse, poesi og Grundtvig. Dermed kom hun til at tale lidt henover en faktisk strid, og oplægget mistede, trods de gode intentioner, kritisk præcision.
b.
Dernæst var de to ministre, Søren Pind og Merete Riisager, på scenen. Pind indledte med en hyldest til kultur og dannelse, og også han nævnte 1800-tallets nationale filosofi. Men så snart han var færdig med al den søde glasur, fik den ellers ikke for lidt med målstyringsideologi af værste skuffe.
Pind fortalte ligefrem, at alt det, som ikke kan måles, bare er æterisk magi og hokuspokus. Det naturligvis et dybt ånds- og dannelsesfjendtligt synspunkt, som bør skræmme alle til at tale. Det er også ren skolereformsfilosofi a la ”slut med synsninger, nu skal vi have viden”. I en efterfølgende debat betegnede Stefan Hermann da også synspunktet som udtryk for ”åndeligt dovenskab”. Jeg sender lige en krammer til Hermann for at stå frem som en rigtig seminarie-rektor.
Det er klart, at Pind blot bruger sit nuværende ministerium som forberedelse til sin videre politiske karriere. Han lyder fuldstændig som Esben Lunde Larsen gjorde i sin tid, da Larsen var forsknings- og uddannelsesminister.
Jeg tror, at Pinds egentlige interesse kom til udtryk, da han talte om, at ”fremtiden ligger i en tæt tåge, som er tæt på”. Lægger man det synspunkt sammen med Pinds nylige forsvar for disruption – et indlæg som han skrev sammen med formanden for Dansk Industri – står det klart, at Pind er tæt på regeringens indre disruptionsfilosofi. En filosofi som, hvis den overføres direkte på uddannelse, ender helt galt.
Derpå kom Riisager, og jeg havde håbet, at hun ville irettesætte Pind for at vise, hvem der var eksperten på området. Men det gjorde hun ikke. Hun er åbenbart Pinds underordnede? Hun virkede i øvrigt lidt stresset i dag. Hun havde ellers muligheden for at markere sig tydelig og skarpt, f.eks. om de aktuelle sager, hun er involveret i – nemlig brevsagen og spørgsmålet om www til eksamen. Men det gjorde hun ikke. Hun fortalte selvfølgelig også nogle fornuftige ting, som i substansen var i stik modstrid med Pinds målingstotalitarisme, men hendes markeringer havde ingen adresse.
Riisager placerede sig dermed i periferien af regeringen, og der kan man ikke stå som ambitiøs undervisningsminister. Især ikke i Riisagers ambivalente situation. Hun må bryde det ministerielle hierarki lidt.
c.
Dernæst var der en debat, der hed ”Samtale om kvalitet i det danske uddannelsessystem – hvordan forstår vi kvalitet i et videns, dannelses- og økonomisk perspektiv?”
Anja Bo modererede og følgende personer deltog:
Mikkel Haarder (EVA), Noemi Katznelson (CeFu), Stefan Hermann (Metropol), Stina Vrang Elias (DEA) og Sana Doost (DSF)
Et fagligt set yderst smalt besat felt, for nu at sige det mildt. Andre gange har Anja Bo formået at så skår i det klæbende sprog, men det skete desværre ikke i dag.
Det er ikke meget jeg, har noteret. Men jeg bed mærke i, at dagens største bifald gik til Katznelson for hendes levende og alvorlige beskrivelse af unges selvevaluerings- og ydrestyrings-mani. Ja, sagde Katznelson, unge lærte i dag faktisk primært at agerer instrumentelt og målorienteret. En pointe, der efter min mening er i fuld overensstemmelse med læringsmålstyringens dannelsesideal.
Katznelson er stærk, når hun fortæller om disse emner. Mindre stærk er hun, når hun promoverer karrierelæring rundt omkring. Hun kan åbenbart ikke se, at karrierelæring er en integreret del af det ungdomssociologiske problem, hun beskriver. Endelig var Katznelson i sin tid med i Antorinis Ny Nordisk Skole, som jo lå til grund for folkeskolereformen. Den slags kræver en slags selvransagelse efter min mening. Måske endda ”selvkritik”, som Stefan Hermann kalder det, når andre end ham selv siger noget. For det var under Ny Nordisk Skokle, at “økomiseringen” af skolen for alvor blev operationel.
En anden ting, jeg noterede er, at Vrang Elias, som ellers har kørt benhård arbejdsmarkedsideologi ned over uddannelsessystemet, ser ud til at have flyttet sig lidt. Der er mere bløde toner, hvilket endda blev bekræftet i en debat dagen efter. Det lyder på Vrans Elias som om, at kvalitet kun i begrænset omfang kan måles, og at uddannelsstederne godt kan have egne traditioner og kvaliteter. Og det er jo det modsatte af Søren Pinds synspunkt. Jeg ved ikke, hvor dybt det stikker, men nu har jeg noteret det som dagens lille lyspunkt.
Mikkel Haarder fra EVA sagde som sædvanlig absolut intet. Det er lidt pinligt efter min mening. Hermann sagde derimod en række fornuftige ting om stof, indhold og undervisning, som han endda gentog i en senere debat. Desværre kniber det for ham at implementere sine ideer. Hans måde at stille dannelsesproblemet op på i bogen ”Kampen om dannelse” forhindrer ham på en måde i at gå ind i sagens kerne for alvor. Han bliver i ”kvaliteten” for nu at sige det på den måde. Han mangler lide det endelige teoretiske og filosofiske gennembrud, før han kan blive en rigtig seminarierektor.
d.
Derpå var der workshops. Jeg gik ind i en workshop, der handlede om teknologi og uddannelse. Workshoppen var arrangeret af STIL, som står for Styrelsen for IT og Læring under Undervisningsministeriet. En styrelse vi ikke har hørt noget som helst godt fra indtil nu, hvilket ordene i dens navn, “læring og IT” jo også indikerer.
Her hørte vi på en meget teknologibegejstret ung mand, som hed Jakob Haarder. Han lagde ud med at kalde det ugens nedtur, at Riisager havde forbudt brugen af internet ved gymnasiets eksaminer. Gad vide, hvad Riisager siger til, at hendes embedsmænd synes, at hendes politik er ”nedtur”? Men Harder skal da have tak for at lægge kortene på bordet.
Efterfølgende holdt Mikala Hansbøl fra UC-Metropol, hvor Stefan Hermann jo er rektor, et informativt og velstruktureret oplæg om nogle indholdsmæssige sider af emnet. Bagefter ville Harder gerne have Hansbøl til at sige, at der skulle mere IT ind i børnehaverne. Men det var Hansbøl ikke umiddelbart interesseret i. Hun virker meget mere seriøs end IT-styrelsen, hvorfra alle de skrækkelige datainitiativer hagler ned over skolen. Det sker i samarbejde med KL og flere andre mellemorganer.
Derpå kom der en person fra LEGO, som sagde en masse om, at man skulle være robust og fleksibel og sådan noget.
Desværre kunne jeg ikke deltage i resten af workshoppen, for jeg var pludselig blevet lidt søvnig. Om det var LEGO-foredraget eller det forhold, at jeg havde delt en flaske vin med Keld Skovmand aftenen før skal jeg ikke kunne sige. Under alle omstændigheder lagde jeg mig ud i min nye VW, hvor sæderne kan slås ned. Efterfølgende erfarede jeg, at Skovmand også havde taget sig en morfar, så det var jo lidt sjovt.
e.
Dagens sidste debat handlede om, ”hvordan vi skaber kvalitet på de videregående uddannelser?”
Moderator var Andreas Rasch-Christensen, og deltagerne var følgende: Sofie Carsten Nielsen (RV), Stefan Hermann (Metropol), Christine Antorini (A), Mikkel Haarder (EVA), Stina Vrang Elias (DEA), Christopher Ammentorp (Studenterforum UC), Berit Eika (AU).
Ligesom formiddagens debat var der altså tale om et uhyre smalt panel, og i dette tilfælde var moderatoren, Rasch-Christensen, selv dybt integreret i den altomfattende læringstænkning, der hærger overalt. Debatten var da også en decideret ørkenvandring. Hele den enorme kritik af læreruddannelsen, som findes alle steder på UC’erne, blev konsekvent fortiet. Heldigvis fik Brian Degn Mårtensson fra salen spurgt kritisk til Antorinis sædvanlige ”virkelighedsnære forskning”, og en meget kvik pædagogstuderende, hvis navn jeg desværre ikke kan huske, havde også masser af gode spørgsmål til pædagoguddannelsensproblemer. Rasch-Christensen ville helst snakke om fremdriftsreformen, hvilket fik alle politikerne til at bryde ud i jubel, ledsaget af professor ved AU, Peter Lauritsen, som vist nok er radikal. Han fik da også en krammer af Carsten Nielsen efter mødet, så vidt jeg husker. Især Antorini gjorde meget ud af, at man bør skille fremdriftsreformen fra “kvalitetsdiskussionen”. Ja ja, så kan de snakke om det til verdens ende.
Desværre var der ingen resonans i panelet på emnet som sådan. Kun Hermann fik sagt nogle fornuftige ting og Stina Elias Vrang faktisk også. Men det var helt på yderkanten. De to politikere i panelet, Antorini og Carsten Nielsen, var totalt uden substans. Især Antorinis indsats var kritisabel. Det er som om, at hun stadig lever i 2012. Corydon sad lige i nakken.
Dag 2: d. 9. september:
a.
Dagen indledtes med et glimrende foredrag af Gert Biesta. Han havde tydeligvis ikke meget til overs for ”kvalitet”s-begrebet. Desuden opfordrede han til, at man ikke kun talte om mål, men også om formål. Han mindede også om, at skole jo betyder ”fri tid”, og at skole derfor bør stå i en vis spænding til sociologi og økonomi. Endelig tegnede han sine efterhånden berømte tre uddannelsescirkler, som man selv må læse om, hvis man har lyst.
Det var især mål/formåls-distinktionen, som kom til at arbejde videre resten af dagen.
b.
Dernæst var der en debat, der hed ”Stemmer fra virkeligheden”, hvilket jo er en skrækkelig titel.
Deltagerne var Mette Frederiksen (lærer), Johnny Gaardsdahl (pædagog), Mette With Hagensen (Skole og forældre), Rikke Toft (socialrådgiver) og Mette Nilsen (KL)
Politikens Jacob Fuglsang var moderator.
Frederiksen og Gaardsdahl var debattens absolutte højdepunkter. Frederiksen kritiserede læringsmålstænknignen og målstyringen i de allerkraftigste vendinger, og Gaardsdahl talte om, at børnehaven var et sted for begyndelser. Der var fuld knald på fagligheden. De fik masser er dejlig taletid. Jeg slappede helt af.
KL-kvinden stod bare og sagde en masse ingenting, hvilket er meget naturligt, fordi hendes organisation jo er et ingenting. Hvorfor sagde hun ikke noget om, at KL’s ledelse – helt udenom hendes eget skolepolitiske udvalg – forsøger at snige en ændring af skolens formål igennem? Og hvorfor blev hun ikke spurgt om det. Og hvorfor blev hun ikke spurgt til kommunernes omfattende brug af adfærdsregulerende koncepter, som står i stik modsætning til Johnny Gaardsdahls markeringer? Og hvorfor skulle vi ikke høre om KL’s disruptionsideer, f.eks. at robotter skal skifte ble på små børn.
Fuglsang blev flere gange buuhet ud, fordi han misforstod især Frederiksens pointer. Han ville konstant oversætte diskussionerne til procenter og udfordringer. Han forsøgte også at forsvare John Hattie. Hvorfor forsvarede han ikke en ordentlig pædagog?
Fuglsang har ligesom Rasch-Christensen spillet en væsentlig rolle i hele læringsrevolutionen. Ja, Fuglsang har endda skrevet, at Rasch-Christensen er hans yndlingsforsker, og så siger jeg ikke mere. Desuden er Fuglsang tydeligvis bon-kammarat med den ene og den anden. Der er for meget lukket klub, skolereform og Hattie-bibel over foretagendet.
Debatten blev for alvor komisk, da Mette Nielsen fra KL sagde: ”Jeg føler mig lidt alene her”, hvortil Fuglsang replicerede: ”Men du har jo mig”. Det passede. De to var som en slags venner. KL og Politiken.
Det mere nedslående indtryk var, at Mette Nielsen og Fuglsang i fællesskab fik det til at lyde som om, at Hattie-begejstringen var praktikernes egen skyld. Det indtryk blev forstærket i de efterfølgende debatter, hvor ordførerne fra V og A fik antydet det samme. Alle forsøger at tørre ansvaret af på pædagogen og læreren, selvom de har hele ansvaret selv. Det er under al kritik.
c.
Den næste debat hed ”kvalitet i folkeskolen”. Debatten indledtes med et skuffende indlæg af Hermann, hvor han slet ikke fulgte op på dagens tidligere markeringer. Han kunne lige svinge sig op til at tale om en ”meningskæde”, og så sluttede han af med en slide med skolens formål, som stod helt ukommenteret. Det var helt i ånden fra hans skrækkelige bog, hvor man er konservativ pædagog, hvis man ikke er vild med Corydon og KL.
Så var Herman bedre dagen før, da han kaldte Søren Pind for åndelig doven. Den slags skal vi have noget mere af.
Selve debatpanelet var dårligt: De to læringsrevolutionære politikere, Annette Lind (A) og Anni Matthiesen (V) fik lov til at spille en kæmperolle. Skoleledernes formand Claus Hjortdal, som er en slags mellemlederreformtilhænger, var der også.
Bondo, som også var der, var derfor helt alene. Heldigvis gjorde han det godt. Han høstede et godt bifald på at sige, at læreren ikke er ”en standard”, et synspunkt, han adresserede til Søren Pind, hvilket gjorde mig glad. Han sagde også, at udviklingen var ”dødsensfarlig”. Bondo fik opbakning bredt i salen, hvorfra der var stærke indlæg fra både Keld Skovmand og Mette Frederiksen. Desværre var de to politikere som støbt i sproglig beton. Det var tragisk at overvære. Hvem stemmer dog på dem?
Fulgsang var igen moderator og formåede endnu engang at tale alle kritiske synspunkter ned under tabellerne. F.eks. oversætter han konsekvent formål til mål, selvom hele debatten hvilede på netop dette skel, som Biesta jo lige havde introduceret, og som Mette Frederiksen havde forstærket. Fulgsang kunne ikke engang sige ”meningskæde”, som jo er Hermanns ord for dannelses- og formålsdiskussionen. Og det endda selvom Hermann netop har udviklet det ord for at få dannelse i kontakt med ”styringskæden”.
d.
Til sidst var der afslutningsdebat. Igen fik Annette Lind og Anni Matthisen lov til stå for det politiske niveau. Det var skrækkeligt på alle måder. Bondo gav den igen gas, men han var jo også varmet op.
I afslutningsdebatten var der sørme også en nyskabelse, nemlig deltagelse af Brian Degn Mårtensson, som er en af landets førende skolekritikere. Han knyttede den danske skoles succes an til hele landets historie, han talte om en splittet uddannelsessektor og om betydningen af kærlighed; et emne, der diskuteres livligt i megen aktuel pædagogik.
Han fortalte også, at staten ikke skal lave borgere, men et det omvendt er borgere, der skal opdrages til at skabe staten. Endelig sagde han, at han faldt lidt i søvn, når der gik tal og udfordringer i sagen, dvs. når Fuglsang mumlede gamle ord sammen med Lind og Mathiessen. De fleste af pointerne blev afleveret på trods af en række ikke særligt inspirererende spørgsmål fra Fuglsang a la: “hvad vil du sige til finansministeren” og “kan du udtrykke det hele med et ord”.
Så det var optur.
e.
Uddannelsesdebatten afsluttedes med en strålende 10-minutters bemærkning fra den lokale leder af læreruddannelsen, Torben Roswall. Han fortalte udførligt om dengang, man opfandt ”meteren” og kritiserede ønsket om at finde en uddannelses-meter, dvs. en enkelt kvalitetsstandard. Han havde desuden fundet en aktuel ph.d. afhandling, hvoraf det fremgik, at jo mere kritisk dokumentation man fremlagde for politikere, desto mere holdt de på deres udgangspunkt. Og det var jo noget af en kommentar til Lind og Mathiessen. Det hele var med reference og citat. Sådan rigtig ånd, så man blev helt glad.
Hvorfor deltog Roswall ikke i debatten? Og for den sags skyld de mange andre dygtige lærere fra VIA og andre steder? Hvorfor skulle vi høre så meget på Tordenskjolds soldater og deres to moderatorvenner?
Links og referencer:
Uddannelsesdebattens hjemmeside og program:
http://uddannelsesdebatten.dk/
Tidligere Uddannelsesdebatter:
2016: http://www.thomasaastruproemer.dk/uddannelsesdebatten-2016-i-nr-nissum.html
2014: ???
Andre reportager fra Uddannelsesdebatten 2017:
“Hvorfor deltog Roswall ikke i debatten? Og for den sags skyld de mange andre dygtige lærere fra VIA og andre steder? Hvorfor skulle vi høre så meget på Tordenskjolds soldater og deres to moderatorvenner?”
Hvem beslutter, hvem der må deltage i de styrede debatter?