Nedenfor kan man læse tretten analyser og kommentarer vedrørende periodens uddannelses- og universitetspolitiske temaer.
- Tre refleksioner om forholdet mellem undervisning og videnskab
- Nils Bredsdorffs forsvar for videnskab og kritik
- Da “forskningen” tog magten fra Humboldt
- Øjvind Larsens kritik af konkurrencestatens universitet: “En totalitær styreform”
- Pædagogisk oprør
- Aktuel pædagogisk kritik af DPU og Claus Holm
- Lærke Grandjeans omtale af ”I skolereformens kølvand”
- Rygter efter bogen om DPU
- Kronik om “skolereformens kølvand” i Politiken
- Flot anmeldelse af ”I skolereformens kølvand” i Folkeskolen
- Reformkommissionen
- Advokatundersøgelse: DPU har brudt forvaltningsloven
- Pædagogisk filosofi
- Det pædagogiske paradoks
1. Den 10. april: Tre refleksioner om forholdet mellem undervisning og videnskab
Universiteternes deroute forbindes ofte med universitetsloven fra 2003 og Helge Sanders (V) 10 års periode som forskningsminister fra 2001 (”fra tanke til faktura”). Det forstår man sådan set godt.
Men der er nogle bagvedliggende processer, som man måske også bør interessere sig for. Jeg understreger, at det hele pt. er hypoteser:
A. Universitetslovens forarbejder:
Universitetsloven fra 2003 bygger på den såkaldte Forskningskommissions arbejde fra september 2001. Denne kommission blev nedsat i 2000 på baggrund af en politisk aftale fra d. 24. maj 2000 mellem følgende partier:
Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Centrum Demokraterne, Det Radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti og Frihed 2000.
Denne aftale have selv rødder i en aftale mellem Finansministeriet og Forskningsministeriet fra d. 29. februar 2000.
Forskningskommissionens rapport fra september 2001 er et 100% konkurrencestatsdokument, som lægger direkte op til universitetsloven i 2003. Rapporten minder meget om den aktuelle Reformkommissions arbejde.
Det er også værd at nævne, at Danmarks Forskningsråd, som vist nok etableres fra 1996 havde en kraftig teknisk-erhvervsorienteret sammensætning. Dette råd kom nærmest til at ligne de universitetsbestyrelser, som udviklede sig af 2003-loven.
Men Helge Sander kommer først til i november 2001. Det var socialdemokraten Birthe Weiss, som var forskningsminister i perioden 1999-2001. Hele lovens ideologiske grundlag er altså udarbejdet under Poul Nyrups regeringer.
B. Forsknings- og teknologiministeriet i 1993
Dette faktum bragte mig på sporet af et andet forhold. Det viser sig nemlig, at forskningens første ministerium blev skabt samtidig med Nyrups første regering i 1993. Det var også i 1993, at der med det samme blev indledt en delvis tradition for at forbinde forskning og teknologi i ministeriets navn. Den første version af ministeriet hed “Forsknings- og teknologiministeriet”.
Denne navne-tradition ophørte faktisk først for alvor i 2011, hvor ministeriet fik navnet ”Uddannelses- og forskningsministeriet”, som det stadigvæk hedder. Det var her, i 2011, at lærer- og pædagoguddannelserne forlod Undervisningsministeriet og kom under forskningsområdet. Resultatet var, at den radikale minister, Morten Østergaard, gik amok på læreruddannelsen med hele det nyreformerede DPU som ivrig og ukritisk ledsager.
Her er et eksempel på forskning-IT-forbindelsen: I 2000 stod der på ministeriets hjemmeside: ”IT- og Forskningsministeriet har det politiske ansvar for forskning, informationsteknologi og telekommunikation”. Denne forbindelse mellem forskning og IT har man fortsat.
Helt frem til marts 1998 var universiteterne ligesom læreruddannelsen og folkeskolen under Undervisningsministeriet. Det nye forskningsministerium fra 1993 var altså nærmest en tom skal frem til 1998, hvor universiteternes forskningsaktiviteter så kom under det nye ministerium. Og først i 2003 fik forskningsministeriet ansvar for universiteternes undervisning.
Nuvel, det brud mellem ”undervisning” og ”forskning”, som dermed etablerede sig fra 1998, har en form for symbolsk realitet. For dermed fjernes ”Undervisningen”, dvs. undervisningsfriheden, fra universiteterne. I stedet satte man læring og teknologi, som kunne løbe sammen med et teknisk begreb om ”forskning” i en form for opgør med ”videnskaben”.
Men hvad så med Undervisningsministeriet, som jo pludselig var uden den ”videnskab”, som selv var blevet til ”forskning- og teknologi” uden ”undervisning”? Jo, dette gamle ministerium blev jo så til ”undervisning” uden ”videnskab”, dvs. uden ”kundskaber”. Vi gik derefter ”fra undervisning til læring”, som det hed. Undervisningsministeriet blev til en slags ”læringsministerium”, som modarbejdede skolens formål, som ellers netop satte ”kundskaber” centralt. Og Forskningsministeriet modarbejdede videnskaben, som jo er afhængig af undervisningens begreb.
Videnskab, uddannelse og kundskaber omdannes dermed til forskning, data og læring, mens disse begrebers forbindelse til menneskets forsamlings- og tænkningspraksis går i opløsning.
C. Nyrup og centrum-venstre i 1992
Endnu en refleksion er, at Nyrup jo blev socialdemokratisk partiformand i 1992, altså året før etableringen af ”Forsknings- og teknologiministeriet”. Nyrup vandt over Auken, som tilhørte den gamle centrum-venstre tidehvervsfløj, dvs. efterkrigstidens humanisme.
I 1993 blev Auken så miljøminister under Nyrup, og dermed flyttede de socialdemokratiske åndsrester hen i miljøpolitikken, hvor den stadig spræller. Imens kunne undervisningspolitikken, som ellers sammen med kulturpolitikken havde været centrum-venstres efterkrigstids-åndsideal, reduceres til læring, evidens og teknik, hvor den også stadig spræller.
Omtrent samtidig med Forskningskommissionen, i 1998, oprettedes Kompetencerådet, som også gav den fuld gas med læringsbegrebets opgør med kundskabstraditionen. Dette råd var også initieret af centrum-venstre kredse (Mandag Morgen). Kompetencerådets arbejde beskriver jeg grundigt i min bog om ”Skolens formål”.
Det var Nyrup-ånden, dvs sådan lidt a la Tony Blair, hvis regering i 1998 udgav “The learning age”. Skrækkeligt.
2. Den 11. april: Nils Bredsdorffs forsvar for videnskab og kritik
Nils Bredsdorff (1946-2012) tilhørte som ung den klassiske venstrefløj i SF/VS. Senere blev han samfundsforsker og forskningsbibliotekar på RUC.
I 2008 skrev han et par virkeligt tankevækkende artikler om universitetspolitiske emner (jvf. link). Artiklerne handler om, hvordan principperne fra universitetsloven i 2003 udviklede sig ud af 1970-lovens styringsinteresser. Herfra blev videnskabens kritiske principper løbende undermineret af en blanding af de nye universitetsledelsers autoritære magt samt diverse forsøg på at marginalisere og censurerer kritisk aktivitet.
Bredsdorff kommer – især i det andet essay – ind på dels universitetsledelsens og institutledelsens nye magt og dels forfaldet i den kollegiale kritik, et forfald jeg jo selv i høj grad kender til.
Der er som om, at Bredsdorff skriver om DPU og ARTS, ikke mindst om institutleder Claus Holms primitive og uciviliserede forsøg på at tage magten over dansk pædagogisk forskning samt om dekan Johnny Laursens autoritære forfølgelse af videnskabelige kritikere. Der er nærmest en 1:1 relation mellem Bredsdorffs gennemgang og den empiriske realitet.
Her er fem citater fra Bredsdorffs artikel:
- Institutledelsens magt og ”interne stridigheder”:
”Institutlederens instruktionsbeføjelser åbner en ladeport af misbrugs- og styringsmuligheder. Masser af videnskabssociologiske undersøgelser af alle fagområder viser, de vil blive brugt i faglige, institutionspolitiske og personlige stridigheder. Problemet er, at den interne, fagligt baserede kontrolmulighed, som den kollegiale styrelse indebar, er fjernet”. (s. 38)
- Ødelæggelsen af videnskabelig kollegialitet (”venligt-fjendtlige samarbejde”):
”På baggrund af den lange selvstyrehistorie er der en sej tradition for, at universiteterne samtidig pålægger sig selv restriktioner på formen – det der har udviklet sig til elaborerede speech codes, som tenderer til at støde sammen med forskerens forpligtelse til kritik og det såkaldte venligt-fjendtlige samarbejde mellem forskerne. Det er dilemmaer, der kun kan behandles på fagligt plan ved fri afvejning blandt ligemænd”. (s. 36)
- Udvidet ytringsfrihed og angreb på kritiske forskere:
”Forholdet mellem det ansættelsesmæssige/administrative og det akademiske i en universitetsansættelse er så komplekst at ytringsfriheden også gælder de interne ledelsesmæssige forhold på universitetet. Ellers ville tilsyneladende ikke-akademiske forhold kunne forvandles til hindringer og vanskeligheder for obsternasige eller upassende forsker”. (s. 37)
- Kritik af kollegers forskning bør fremmes:
”Hvis forskning er søgen efter systematisk, rationel og kritiserbar viden og samtidig den aktive kritik af enhver videnskabelig påstand, så er studenternes og omverdens eneste garanti for, at undervisningen er på højest videnskabelige niveau og dermed forskningsbaseret, at lærernes kritiske refleksion over kollegers forskning og undervisning muliggøres og dyrkes/fremmes/institutionaliseres”. (s. 40)
- ”Retten og pligten til kritik” bør institutionaliseres for at undgå ”skjult censur og faglig forfølgelse”:
”Forskerne må selv acceptere aktivt at deltage i og udsætte sig for den faglige kritik og kontrol. Dette kan medføre vanskeligheder i forholdet til kolleger, andre forskningsgrupper og universitetsforvaltningen og ledelserne. For at fungere må denne kritik derfor støttes af nogle institutionaliserede regler, som kan værne om retten og pligten til kritik. Kritikken som integreret element i forskningen har formelt altid eksisteret, men reelt været fraværende. Denne institutionalisering eller i al fald legitimering af faglig kritik af kolleger har en anden og meget vigtig side: Den åbne og tvungne kritik er den eneste måde at forhindre skjult censur, ’silencing’, marginalisering og faglig forfølgelse”. (s.42)
Så allerede i 2008 forudså Bredsdorff den filosofiske realitet, der nu for alvor har sat sig igennem på Aarhus Universitet og på DPU.
Bredsdorff var også aktiv i kredsen omkring bloggen ”Forskningsfrihed”, og hans kritik førte faktisk til nogle ændringer af universitetsloven i 2011, som gav en lidt bedre sikring af forskningsfriheden, end der var lagt op til.
Link til Bredsdorffs artikel: https://ojs.ruc.dk/index.php/skr/article/view/7
3. Den 12. april: Da “forskningen” tog magten fra Humboldt
I en artikel fra 2012, ”Reformbølgen tager form”, som står i bogen ”Dansk forskningspolitik efter årtusindskiftet”, har Kaare Aagaard, som i dag er forskningsleder på UC VIA, en interessant betragtning om de forskellige ministeriers magt over universiteterne.
Sagen er nemlig den, at selvom ”Forsknings- og teknologiministeriet” allerede blev etableret i 1993, så kom universiteterne først fuldt og helt – dvs. med både undervisning og forskning – under dette ministerium fra 2001, hvor ministeriet fik navnet ”Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling”.
Før det havde Undervisningsministeriet helt eller delvist svunget taktstokken over universiteterne.
Det er i den forbindelse, at Aagaard skriver følgende om 2001:
”Undervisningsministeriet, der ellers frem til dette tidspunkt havde stået som den ministerielle eksponent for nogle af de traditionelle Humboldt-inspirerede styringsopfattelser, og som i perioden fra 1993 og frem også i visse henseender havde fungeret som en modvægt til Forskningsministeriets styringsambitioner, var dermed sat helt uden for indflydelse i forhold til såvel forskningen som undervisningen på universiteterne” (s. 51, se også s. 334))
Så Humboldt boede i Undervisningsministeriet, mens opgøret med Humboldt boede i Forskningsministeriet.
Det er da interessant.
Nogle år senere forsvandt Humboldt og pædagogikken også fra Undervisningsministeriet. Det blev for alvor stadfæstet efter 2006, hvorfra skolepolitikken blev overtaget af nogle af de økonomer, som også havde stået bag den nye forskningspolitik. Det er det, man kalder en uheldig forstærkning.
Reference: Kaare Aagaard (2012). ”Reformbølgen tager form”, i Aagaard, K. & Meilgaard, N.: Dansk forskningspolitik efter årtusindskiftet, Aarhus Universitetsforlag.
4. Den 14. april: Øjvind Larsens kritik af konkurrencestatens universitet: “En totalitær styreform”
Tidsskriftet Social Kritik havde i nr. 129, 2012, et virkeligt godt temanummer om universitetspolitik. Der er mange gode artikler.
Her er lidt noter fra Øjvind Larsens åbningsartikel. Øjvind Larsen var i 2012 lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS.
Larsen taler for både klassisk akademisk frihed og demokratisk styreform. Det er altså Humboldt + universitetsdemokrati. Dette “+” skal man altid have in mente, når man vurderer kritikken.
Her er nogle af Øjvind Larsens kommentarer til den universitetspolitiske situation omkring 2011, hvor 2003-loven for alvor var ved at sætte sine spor:
- Den totalitære styreform:
”Der er tale om en totalitær styreform, som transformerer hele universitets organisation og indre virkemåde på en sådan måde, at der ikke længere er plads til den form for kritisk omtanke, faglighed, dannelse og uddannelse, som tidligere var målestokken for et universitet.”
- Dannelsens og spørgsmålenes kollaps:
”Målet med universitetet er ikke længere forskning og dannelse forstået som en spørgen, der står i centrum, men det er blevet instrumentel produktion af viden som på en fabrik, som rammende blev beskrevet af en tidligere forskningsminister med en målsætning om, at der skulle være en direkte sammenhæng mellem forskning og faktura, altså mellem forskningen og dens økonomiske omsættelighed.”
- Tabet af “diskuterende offentlighed”:
”På det nye universitet er det et problem, at kun få studenter og ansatte offentligt reagerer og reflekterer over universitetet indenfor universitetets egne rammer. Der er ikke længere nogen diskuterende offentlighed på universitetet. Der er sat en ny diskurs, som fremstår med en tvingende indre rationalitet, som er vanskelig at sige imod, fordi den afspejler den dominerende politiske og økonomiske rationalitet i samfundet.”
- Akademia går til grunde:
”Tværtimod er den akademiske frihed gået til grunde i denne nye model”.
Temanummeret indeholder også mange andre tankevækkende artikler. Dem vender jeg muligvis tilbage til.
5. Den 14. april: Pædagogisk oprør
Landets nok mest selvstændigt tænkende uddannelsespolitiske aktør, Carolina Magdalene Maier, undrer sig i et facebook-opslag over, at undervisningsminister Mattias Tesfaye kalder på et “pædagogisk oprør”.
Hendes undren skyldes, at Tesfaye tilsyneladende er helt ubekendt med det omfattende “pædagogiske oprør” i form af den “urene pædagogik”, som har fundet sted og bredt sig siden 2011, især under Merete Riisagers regeringsperiode som undervisningsminister og med støtte fra Maier selv.
Tesfaye markering fandt sted på en konference om “trivsel” på DPU. Og DPU har om nogen været den centrale videnspolitiske passage for den læringspolitiske strømning, som undervisningsministeren kalder til “oprør” imod. Ikke mindst Lars Qvortrup, som var en central person på konferencen, har spillet en enorm rolle for alt det, som der nu skal gøres “oprør” imod.
Mange tak til Maier for at minde om disse modsætninger.
Maiers facebook-opslag: https://www.facebook.com/carolinamagdaleneprivat/posts/pfbid021rw5qKM5u9jkCWQmBCC16j6YRwkTP83y3HhMTdiCqdyWpouztMq3Hq1cbaxRUSfTl
Link til artikel om Tesfayes ”oprør”: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/tesfaye-om-mistrivsel-der-er-brug-for-mindre-psykologisering-og-mere-paedagogik
6. Den 20. april: Aktuel pædagogisk kritik af DPU og Claus Holm
Cand.pæd. Helge Christiansen kritiserer i dagens Folkeskolen.dk DPU for at være for ukritisk over for folkeskolereformen. Christiansen noterer følgende i sit indlæg, som han har skrevet i forbindelse med en debat om en aktuel bogudgivelse:
”Men det var først og fremmest DPU-leder Claus Holm og indflydelsesrige, toneangivende forskere som Niels Egelund og Lars Qvortrup, der burde sige undskyld til lærerne for deres fatale fejltagelser.”
Og videre hedder det om Holms mangeårige og vedholdende opgør med skolens formål:
”Claus Holm fortsætter samme linje, som var bærende for skolereformen. Det centrale i folkeskolens undervisning er ikke opdragelse til demokrati, tilværelsesoplysning og fællesskab, men læring, der fører til, at eleverne mestrer deres egen læring.”
I kommentarsporet kvitterer en anden skolelærer, den aktive debattør og tidligere HB-medlem af DLF, Niels Chr. Sauer, med følgende ramsaltede konstatering:
”Lad mig sige det rent ud: Claus Holm er en flink og smilende mand, og han har aldrig gjort mig noget. Men han og kredsen omkring ham på DPU virker temmelig ligeglade med folkeskolen og røber med jævne mellemrum et rystende ukendskab til dens virkelighed.
Han er på åbenlys kollisionskurs med folkeskoleloven (formålsparagraffen), som han vil have ændret. Han fører en uerklæret krig imod dens forsvarere og lider tydeligvis af magtbrynde (von Oettingens nedlagte professorat, fyringssagerne). Han lovpriser igen og igen Ove Kaj Petersen og hans konkurrencestatsbegreb.
Hvad kvalificerer ham til at indtage posten som øverste leder på Danmarks Pædagogiske universitet – på niende år? Han hører snarere hjemme på Copenhagen Business School. Hvorfor rejser der sig ikke en storm imod hans gøren og laden i den pædagogiske verden? For meget flinkeskole?”
Selv forstår jeg heller ikke, hvordan skoletraditionens nok største modstander kan være leder af skolens videnskab. Det kan jo kun gå galt. Både step by step og i pludselige aktioner.
https://blog.folkeskolen.dk/blog-dansk-danskundervisning/magtelitens-ulidelige-arrogance/4711215
7. Den 1. maj: Omtale af ”I skolereformens kølvand”
Lærke Grandjean har lavet en virkelig flot og grundig omtale af “I skolereformens kølvand” til folkeskolen.dk.
Hun lægger især vægt på bogens indledende karakteristik af skolereformens struktur, men gennemgår også en del af bogens øvrige indhold, herunder sagerne om Keld Skovmand og Erik Schmidt samt kontakterne mellem OECD, teknologi og forskning.
Endelig sætter hun bogen i relation til afskedigelserne på DPU.
God 1. maj til alle, og tak til Lærke Grandjean
Link til Lærke Grandjeans indlæg: https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/i-skolereformens-kolvand-kritik-justering-og-forstaerkning-af-thomas-aastrup-romer/4713288
8. Den 1. maj: Rygter efter bogen om DPU
Der sker noget på DPU, har jeg hørt. Jeg lancerer lige rygterne, (punkt 1 og 2) og så lidt mere (punkt 3 og 4). Suppler eller korriger endelig.
A. Nedskæring af pædagogisk filosofi
Claus Holm vil skære kraftigt ned på pædagogisk filosofi. F.eks. vil han nedlægge Aarhus-uddannelsen (”pauserer”, som det hedder på nysprog).
Nedskæringen er en del af en samlet omstrukturering af ca. 11.000 timer, hvor pædagogisk filosofi på en eller anden måde skal bære ca. 3000. Mon ikke der skal flyttes timer til Claus Holms strategi? Det er helt efter bogen.
B. Ny afdelingsstruktur
Holm vil også ændre DPU’s afdelingsstruktur, har jeg hørt. Hans to favoritter, Afdeling for pædagogisk psykologi og Afdeling for uddannelsesvidenskab, opretholdes. Det var især i disse afdelinger Holm hentede sine støtter i december 2022. (f.eks. Morten Nissen og Lars Geer Hammershøj).
Derudover etableres en Afdeling for sociologi, antropologi og filosofi. Dvs. en slags rest-afdeling for tre af de gamle afdelinger. Her samler man kritikkens rester op i humanteknologiske og socialkonstruktivistiske strategier. Mon ikke Holm ansætter en posthumanistisk orienteret antropolog som afdelingsleder? Det er mit bud.
Endelig kommer der en form for Afdeling for didaktik, som udover de didaktiske miljøer opsluger den gamle lærerhøjskole-rest, ”Generel pædagogik”, som tidligere var sammen med pædagogisk filosofi. Denne flytning vil tømme Generel Pædagogik for filosofisk og pædagogisk indhold. I stedet vil faget tage farve af en filosofifjendtlig didaktiske forskning, som pt. er kraftig farvet af Jeppe Bundsgaards OECD-begejstrede pisa-pædagogik og såkaldte scenariedidaktik.
Bundsgaard og hans miljø er også blandt Holms udvalgte støtter, både i december 2022, men også længere tilbage.
På den måde befæster Claus Holm sin autoritære magt over instituttet, og hans udvalgte mso-professorater kan styre dansk pædagogisk forskning. Det er også helt efter bogen.
C. Faculty of Education
Under disse forandringer ulmer et ”Faculty of Education”, som udspringer af Reformkommissionens indre. Her er Holms mentor, Lars Qvortrup, den førende faglige deltager, mens resten styres af økonomer fra 2000’erne. Det er også helt efter bogen.
D. Ny ledelse på universitetet/fakultetet
Dertil kommer nogle skift i ledelsen af AU, hvor bestyrelsen i december 2022 blev tømt for dannelsestanker (Connie Hedegaard og Jørgen Carlsen gik af). Den nye formand, Birgitte Nauntofte, er støbt ud af Universitetsloven fra 2003 og dennes opgør med videnskab og pædagogik.
Dertil kommer, at bestyrelsen lige har ansat en ny dekan for ARTS, nemlig Maja Horst, som ifølge en bog fra 2018 er imod noget, hun kalder for ”frihedskæmpere”. Brian Degn Mårtensson skrev en interessant og særdeles kritisk anmeldelse af bogen i 2018. Horst afløser Johnny Laursen, som siden 2014 har kørt i tæt parløb med Holm. Det hele er helt efter bogen.
Men som sagt er punkt 1-2 rygter. Suppler endelig. Jeg beklager naturligvis, hvis der skulle være tale om halve vinde.
Link til Brian Degn Mårtenssons anmeldelse af Maja Horsts bog: https://www.altinget.dk/artikel/anmeldelse-ny-bog-om-universiteterne-er-fyldt-med-tvivlsomme-postulater-og-grelle-misforstaaelser
9. Den 2. maj: Kronik om “skolereformens kølvand” i Politiken
I dagens kronik i Politiken analyserer jeg de seneste års skolepolitiske udvikling og denne udviklings historiske baggrund. Det sker med udgangspunkt i bogen ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”, som udkom officielt i går.
10. Den 2. maj: Flot anmeldelse af ”I skolereformens kølvand” i Folkeskolen
Jens Raahauge har skrevet en nærmest smuk anmeldelse af ”I skolereformens kølvand” til folkeskolen.dk. Raahauge lægger ud med en ret lang refleksion over omslagets brusende kølvand. Han er i tvivl om skibets retning. Løber kølvandet kritisk nedad? Eller går stræbende det opad som i en strofe fra ”En rejselysten flåde”, der jo handler om genforeningen i 1920?: ”Her er Danmark, dit og mit / med sin kølvandsstribe”.
Så Raahauge, som selv er dansklærer, havner i en bevægelig, kritisk og national struktur. Det lyder dejligt. Kølvandet vender på en måde begge veje. Godt set.
Dernæst roser han i en ret grundig passage bogens metode, det såkaldte ”vidnesbyrd”, som jeg har fra den svenske filosof Marie Hållænders dybt inspirerende refleksion over Odysseus’ hustru, Penelope.
Derefter gennemgår han kort bogens struktur. Tak for det.
Undervejs reflekterer Raahauge lidt over bogens kritiske form. Han skriver, at kritikken indimellem er lidt for krasbørstig. Men lige før skriver han det modsatte, så det lyder jo også godt. Han ender med at sige, at kritikken er ”kradsende”. Et skønt udtryk.
Raahauges tvivl om ”kradseriet” hænger sammen med, at han er anfægtet:
”Det er for mig vanskeligt at acceptere, at den nordiske pædagogiske tradition, der har rødder i humanisme og oplysningstænkning, erstattes af en databaseret, teknokratisk og instrumentel tilgang til pædagogik. Men det er op ad bakke. For eksempel er de nye studerende ved de pædagogiske uddannelser unge, der for de flestes vedkommende har reformskolen som erfaringsgrundlag.”
Til sidst konkluderer han følgende:
“Thomas Rømers bog bærer på dokumentation og vidnesbyrd, som trods dens sine steder for kradsbørstige form, gør den til en inspiration til fortsat ageren mod den tænkning, der ligger bag afhumaniseringen af den nordiske skoletradition.”
Mange tak til Jens Raahauge.
Link til anmeldelse: https://www.folkeskolen.dk/folkeskolereform-malstyring-paedagogik/skolen-traenger-til-en-kaerlig-and/4709468
11. Den 5. maj: Reformkommissionen
A. Etableringen
Reformkommissionen blev etableret i efteråret 2020 i direkte forlængelse af konkurrencestatens ideologiske og personbårne essens. Herudover var der tilføjet en stænk af nedluknings-radikalisme. Det kan man læse om i dette indlæg (især i indlæggets afsnit 2):
http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-68…
Dermed er selve filosofien på plads: 90% konkurrencestat + 10% biostat + 0% pædagogik.
B. Tvangstests til alle
Denne ånd giver sig til kende i kommissionens mest totalitære forslag, nemlig ideen om at alle 2-3-årige børn skal tvangs-sprogtestes. Og hvis forældrene ikke er interesseret, så fratages de børneydelsen.
Begrundelsen for dette statslige indgreb i civilsamfundets kernerettigheder er en statistisk konciperet social lighed ift. ungdomsuddannelse. Det vil sige, at det især er økonomer som Erik Hanushek og James Heckman, der er på færde. Og især Heckman står jo helt centralt i den moderne socialdemokratisme via Pernille Rosenkrantz-Theils bog om emnet.
Både Hanushek og Heckman er en central ideolog i konkurrencestatens ideologi. Det fremgår f.eks. af værket ”Pædagogikkens idehistorie” fra 2017. Jeg drøfter også ideologien grundigt i min seneste bog ”I skolereformens kølvand”.
Disse tvangstest kan efterfølgende indgå i omfattende digitale registreringssystemer, der kan understøtte en altomfattende teknisk forskning. Og denne ”forskning” kan fortsætte med at overtræde grænsen mellem privat og offentlig og dermed optimere postulerede og undertrykkende statistikker langt ud i fremtiden. Pædagogisk metode vil blive defineret entydigt og instrumentelt af denne logik.
Dette tvangsindgreb er nok det mest totalitære forslag i rapporten.
C. Faculty of Education
Dertil kommer forslaget om at etablere et ”Faculty of Edcuation”, som muligvis skal erstatte DPU (det står lidt uklart). I efteråret 2022 fik jeg aktindsigt i en del af baggrundsmaterialet og skrev i den forbindelse følgende, som jeg lige har kørt over i dagens anledning:
Reformkommissionen er som tidligere nævnt en form for forlængelse af den nedsmeltning og instrumentalisering af samfundets pædagogiske liv, som fandt sted i regi af Globaliseringsrådet og Skolerådet fra 2006 til 2013, og som førte direkte frem til skole- og læreruddannelsesreformerne i 2013. Det kan man se alene ved det forhold, at der er et stærkt overlappende persongalleri i de forskellige råd, herunder ikke mindst de indflydelsesrige økonomer Jørgen Søndergaard og Nina Smith. Kommissionen kalder sig da også for “kommission for 2. generationsreformer”, som netop henviser til 00’ernes reformer, som altså var ”1.generation”.
I oktober 2022 kom en meget vigtig ting frem i lyset, som har været nærmest hemmeligt. Det drejer sig om, at Reformkommissionen arbejdede med at etablere et såkaldt ”Faculty of Education”, som skal have en særlig praksisnær og evidensbaseret karakter. Det nye fakultet skal dække ”fra dagtilbud til ph.d.”, som det hedder. Den forskning, som skal etableres i dette ”faculty”, skal ligne ”lægernes kliniske forskning”, skriver Jørgen Søndergaard, der er formand både for Reformkommissionen som sådan og for selve ”faculty”-gruppen. Han kalder sin ’klinik’ for ”større/bedre kobling mellem forskning og praksis”. Man vil også sørge for “udvikling og udbredelse af digitale undervisningstilbud”. Det hele foregår helt uden kritiske omgivelser.
Det omfattende arbejde med disse ”faculty-tanker” blev sat i gang i maj 2022. Der har frem til efterårsferien 2022 været afholdt to ud af fem møder om hhv. dagtilbud/skole og gymnasier/erhvervsuddannelser. Snart følger resten af uddannelsessystemet. Møderækken og afrapporteringen skulle efter planen have været afsluttet i slutningen af oktober, men folketingsvalget i november 2022 kom lidt i vejen.
Der er ikke noget på nettet om det nye ”faculty”, så vidt jeg kan se, før nu. Men i oktober 2022 fik jeg hele 1250 siders aktindsigt om emnet fra Reformkommissionen. Faktisk tror jeg – selvom jeg ikke er helt sikker – at det er meningen, at dette ”faculty” skal overtage eller definere DPU’s rolle som videreuddannelsessted for pædagoger og lærere. F.eks. står der i kommissoriet – i en mærkelig form for datid – at man skal ”lære af erfaringerne med et DPU”, underforstået at der nogle dårlige erfaringer. DPU er også det eneste, der har fået lov til at indsende et længere notat om sin organisation til arbejdsgruppen. Og på nogle slides, som er lavet af tænketanken DEA’s direktør, Stina Vrang, er der et billede af DPU’s bygninger i Emdrup under overskriften ”Faculty of Education”. Men ok, det er bare en fornemmelse. De konkrete institutionelle konsekvenser kan jeg ikke helt gennemskue af materialet, men tankegangen er helt klar.
Hvem er de mest toneangivende kræfter i den centrale arbejdsgruppe for Faculty of Edcuation under Reformkommissionen? Ja, det er gamle kendinge fra skolereformsegmentet:
De første tre er også med i Reformkommissionen som sådan, hvilket understreger initiativets betydning:
– Jørgen Søndergaard (økonom, formand) (også med i Skolerådet)
– Nina Smith (økonom) (også med i Skolerådet)
– Per B. Christensen (med i mange vigtige skolereforms-organiseringer, f.eks. AP Møllers forskoleudvalg)
Dertil kommer følgende:
– Lars Qvortrup (stærk tilhænger af skolereformens læringsfilosofi, tidl. leder af DPU)
– Dorte Bleses (AUs Trygforskningscenter, ekstremt på Heckmans lighedsideologi)
– Bjarne Wahlgren (lidt anonym og tilpasningsdygtig forsker i teori/praksis)
– Stefan Herman (rektor, KP)
– Hanne Leth Andersen (rektor, RUC)
(De sidste to er dog underligt fraværende i materialet).
Et af medlemmerne, Lars Qvortrup, er begejstret. Han skriver et sted i materialet (mail pr. d. 17/5-2022): ”Et Faculty of Education som skitseret er noget, jeg i mange år har arbejdet for”. Det var da også netop et sådant fakultet, han forsøgte at omdanne DPU til, da han var dekan i 2008-11, og som dengang producerede det ”relevanskriterium”, som han kunne fyre filosoffer med.
En række andre velkendte navne fra skolereformens ideologiske kreds har også været knyttet til arbejdet. F.eks. er der oplæg fra folk som
– Simon Calmar Andersen (tidligere i Skolerådet, også stærkt på Heckman-fløjen)
– Stina Vrang, direktør i DEA (DEA er helt uden filosofisk indhold, også på Heckman-fløjen)
Der er ikke noget fra den kritiske og pædagogiske tradition.
Og i de forskellige forskningsoversigter, som er vedlagt materialet, er der stort set renset for seriøs pædagogisk videnskab, mens det derimod myldrer med organisationer og koncepter som DEA, VIVE, LSP-teknologi og så videre. Og på samme måde er der en række bilag, hvor hele 2000’er-tænkningens organiseringer helt ukritisk ridses op, mens alt andet forties, herunder den store kritiske aktivitet, der har været gennem årene.
D. DPU-konference om praksisfaglighed
Det er også værd at fremhæve, at DPU den 3. maj 2023, altså samme dag, som Reformkommissionen offentliggjorde dens aktuelle rapport, holdt en konference om “praksisfaglighed” med deltagelse af folk som Claus Holm, Lars Qvortrup og Ove Kaj Pedersen. Og “praksisfaglighed” er netop et af Reformkommissionens kernebegreber”.
Disse processer spiller formodentlig sammen med de ret omfattende ændringer af DPUs struktur, som jeg omtalte for et par dage siden.
Her er det indledende citat fra konference-oplægget, som bærer stærkt præg af Reformkommissionens ideologi:
“Selvforsørgelsen og arbejdets egenværdi er bærende elementer i det danske velfærdssamfund. Dette aktualiseres i regeringsgrundlaget, som netop understreger behovet for at aktivere den såkaldte restgruppe af unge, som står uden for arbejdsmarkedet, samt for at øge rekrutteringen til de erhvervsrettede uddannelser. Men kan disse mål realiseres uden at gentænke folkeskolens rolle i forhold til at forberede eleverne på arbejdslivet og på de forventninger, som samfundet stiller efter skolepligtens udløb?”
Man kan læse mere om konferencen her: https://dpu.au.dk/praksisfaglighed
E. Efterskoler
Endelig er der Reformkommissionens syn på skoler og især på efterskolerne. Jeg må lade det fare i denne omgang. Jeg vil ikke have ødelagt min Spot-festival, som starter om få timer. Men jeg vender muligvis tilbage med en vurdering.
Link til Reformkommissionens aktuelle materiale: https://reformkommissionen.dk/udgivelser/nye-reformveje-2/
11. Den 8. maj: Advokatundersøgelse: DPU har brudt forvaltningsloven
Dansk Magisterforening har bedt en ekstern advokat om at vurdere min afskedigelsessag. Advokaten har lavet et notat, som fylder 14 sider. Advokaten mener, at Claus Holm og Aarhus Universitet har brudt forvaltningslovens regler på to måder:
“- dels idet man har forsømt at partshøre Thomas Aastrup Rømer om nogle faktuelle forhold, som indgår i Aarhus Universitets afgørelse og
– dels idet begrundelsen for afskedigelsen ikke på fyldestgørende vis redegør for, at disse faktuelle forhold har indgået i beslutningsgrundlaget.”
Disse “faktuelle forhold”, jvf. første pind, kom ifølge rapporten frem i forbindelse med et møde med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen i marts 2023. Det drejer sig om tre helt ubestemte henvendelser til DPU’s ledelse. Jeg har ikke hørt om nogle af disse henvendelser før, og jeg kender stadig ikke til deres indhold. Og i fyringsbrevet skrev Holm, at der ingen kritik var under det kollegiale kriterium.
Jeg har da også kun fået ros for min kollegiale indsats i forbindelse med mus-samtaler mv.
DM ønsker dog ikke at rejse sag mod universitetet, fordi disse lovbrud angiveligt bliver ”absorberet” af arbejdsretten, som det hedder med henvisning til en højesteretsdom fra 2007. Vi er i en retlig sump.
Men kort sagt: Universitetet har brudt loven. AU er ikke rettens sted.
Og mere alment: Måske skulle man flytte til en retsstat?
Advokatvurderingen kan tilgås her: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Notat-om-opsigelse-ved-AU.pdf
12. Den 9. maj: Pædagogisk filosofi
A. Paradoks:
Jo mindre samfundet efterspørger pædagogisk filosofi, desto mere har samfundet brug for pædagogisk filosofi (Konkurrencestatens og DPU’s situation).
Men i samme øjeblik samfundet efterspørger pædagogisk filosofi, så ophører fagets relevans (f.eks. dannelse som trivsel/verdensmål/ideologi).
Så enten er faget relevant, men uønsket, eller også er faget ønsket men irrelevant.
B. Forklaring:
Hvorfor er det sådan? Det er fordi, at pædagogisk filosofi konstant spørger til de begreber, som pædagogiske praksisser og institutioner er skabt ved.
Derfor: Når samfundet ikke efterspørger pædagogisk filosofi, så er det et tegn på institutionernes og pædagogikkens forfald. Og når samfundet efterspørger pædagogisk filosofi, så er det et tegn på spørgsmålenes og filosofiens forfald.
C. Uddannelse:
Hvem kan uddanne til dette krydsfelt, til denne strid mellem institution og spørgsmål?
Det kan kun et universitet, et seminarium eller en skole, som er stiftet for spørgsmålenes og institutionernes egen skyld, og som via denne særlige egenarts praksis kan opdrage samfundets begreber og politik. Dermed etableres ”den frie tid” i alle mennesker og på alle steder som en livets højborg og slotsplads.
Denne mulighed går desværre imod både DPU’s og UC’ernes grundlæggende konstitution.
D. Ledelse:
Ledelse af pædagogik og kundskabsudvikling har i den forbindelse kun en eneste opgave. Nemlig intet at gøre samt at kæmpe imod alle, der vil gøre noget, dvs. som vil bestemme over den frie tid.
Så en skoleleder drikker kaffe på kontoret og skriver kritiske breve til KL om at holde sig væk. Ikke andet.
Imens synger børn og voksne sange fra fortiden, f.eks. Ingemann, Sys Bjerre eller ”We don’t need no education”, mens de kigger blødt op på væggen, hvor der hænger billeder af tænkere og digtere og olympiske helte. Eller måske går de ture i skoven, hvor de rører lidt ved blomsterne, mens solen drysser sine stråler ud over barnehuden.
13. Den 9. maj: Det pædagogiske paradoks
Det måske vigtigste værk på dansk om pædagogik siden 2. verdenskrig er Alexander von Oettingens bog ”Det pædagogiske paradoks – et grundstudie i almen pædagogik”, som udkom i 2001 på forlaget KLIM.
Her er nogle grunde til, at bogen er så vigtigt:
A.
Bogen udkom i 2001, samtidig med at lærings- og konkurrencedagsordenen for alvor sætter sig igennem i samfundet, f.eks. i form af ”Ansvar for egen læring” og ”vidensøkonomien”.
Men bogen har en form for naivitet. Det samfundsmæssige pres nævnes nemlig slet ikke. Dermed får ”paradokset” en egen opmærksom og nærmest naiv selvstændige kraft.
B.
Pædagogikkens ”paradoks” gør, at der indstiftes en form for filosofisk begrundet umulighed i pædagogikken, som går stik imod læringsdagsordnen. Paradokset bliver dermed en radikal filosofisk åbning i samfundet. Bogen bliver dermed det første rent pædagogiske grundlagsstudie i mange år.
C.
Bogen relaterer heller ikke til de grundtvigske og reformpædagogiske temaer, som ellers i mange år havde domineret resterne af pædagogikken, som altså allerede i 2001 var en truet art. Denne undladelse var lidt irriterende ved første blik, men den skulle siden vise sig at blive en kæmpegevinst, også for reformpædagoger og grundtvigianere.
D.
Via pkt. A-C vandt bogen en form for faglig selvstændighed fra det politiske og fra de mere traditionelle pædagogiske linjer i landet. Bogen blev et slags brag.
E.
Men hvad sker der så inde i det nye og frie område, som von Oettingen havde etableret?
Jo, von Oettingen rehabiliterer den tyske tradition (især Kant, Schleiermacher og Herbart) samt dennes indflydelse på dels Dietricht Benner og ikke mindst på Knud Grue-Sørensen, som var professor i pædagogik i København 1955-1974. Dermed rehabiliteres ”undervisningen” som grundbegreb; et begreb, som ellers var truet både af konkurrencestatens temaer og af de pædagogiske rester (dvs. af Grundtvig og reformpædagogik).
Grue-Sørensen havde faktisk spillet en stor rolle for læreruddannelsen i 1960’erne, men var gået lidt i glemmebogen efter at Bourdieu-folkene tog over i København. Nogle år senere, i 2006, skrev von Oettingen endda en afhandling om Grue-Sørensens pædagogiske tænkning, hvor ”paradokset” udvides til ”antinomier”, hvorved den pædagogiske filosofis centrale funktion i samfundet cementeres.
I ”Det pædagogiske paradoks” indledes desuden med en drøftelse af Rousseaus bidrag til ”paradokset” – nemlig at barndommen er radikal åben. Dermed får von Oettingens filosofi en særlig blødhed, som ikke altid kendetegner ”herbartianeren”, og som gør, at reformpædagoger også kan deltage i diskussionen. Von Oettingen bevarer dog det lidt ujævne forhold til både reform- og højskolepædagogik.
Det er måske også derfor, at Danmarks Lærerforening både kan have et professionsideal (fra 2003), som er løgstrupsk inspireret, og et folkeskoleideal (fra 2019), som er von Oettingen-inspireret. Anders Bondo så ikke på dette som modsætninger, hvilket andre ville have gjort.
F.
Von Oettingen bliver også en helt central person i udviklingen af den pædagogisk filosofi, som netop grundlægges som universitetsdisciplin på DPU i 2001. Dermed kommer bogen til at definere et helt fags selvstændighed, dvs. en ny (og gammel) form for undersøgende omgang med den pædagogiske fortid. I forordet til disputatsen fra 2006 takkes hele det nyetablerede pædagogisk-filosofiske miljø. Også fremtrædende højskole- og seminariefolk fra de sønderjyske egne får en tak.
På den måde bliver von Oettingens bog til det værk og værktøj, som løfter det ”nye” fag, ”pædagogisk filosofi”, ind i en række af de kritiske indsatser, som efterfølgende bidrog til at holde pædagogikken ved lige, f.eks. i form af Peter Kemps arbejde med “verdensborgeren” i 2000’erne. Peter Kemp var jo den første institutleder ved pædagogisk filosofi, som han ankom til med god erfaring fra det teologiske stridskabinet.
Og senere, i 10’erne overtog Uren Pædagogik, som både von Oettingen og Kemp bidrog til, de kritiske aktioner. Men Uren Pædagogik kunne aldrig have eksisteret uden de andre.
Og von Oettingens indsats bidrog via hans interesse for dannelsestraditionen til at holde andre inspirationskilder som f.eks. Gert Biesta i en form for kritisk kontrol. Biesta kom jo ud af Foucault-traditionen, hvor Bildung ofte blev simplificeret alt for kraftigt.
G.
Jeg havde faktisk glemt, at Alexanders bog var fra 2001. Men ved dette årstal og ved bogens selvstændige insisteren på pædagogikkens egne begreber, kommer bogen til at indtage den vigtige historiske og faglige plads, som jeg har forsøgt at beskrive.
H.
Senere relaterede von Oettingen sine tanker lidt mere til samfundsmæssige emner, selvom den slags ikke har haft hans store faglige interesse. Det sker f.eks. i bogen ”Almen didaktik” fra 2016 og ikke mindst i den fremragende pamflet ”Pissedårlig undervisning” fra 2019, hvor samfundet og pædagogikken slås, så det brager.
Men samfundsanalysen og den bredere kulturanalyse står trods alt lidt tyndt, så von Oettingen måtte hele tiden kæmpe imod Luhmannianernes lokkende toner, som prægede tiden, men som også Kemp tordnede imod.
I.
Men alle med kærlighed til pædagogik bør alle være dybt taknemmelige. Von Oettingen åbnede og forsikrede linjen mellem fortid og fremtid, så pædagogikken kunne vise sig og arbejde på det allermest kritiske tidspunkt i pædagogikkens historie. Uden denne bog havde den filosofiske kritik af pædagogikken måske ikke eksisteret som andet end sporadiske tilfældigheder.