Nedenfor kan man læse fjorten analyser og kommentarer vedrørende forskellige pædagogiske og uddannelsespolitiske temaer i perioden fra den 10. maj til den 31. maj 2023. Teksterne er bearbejdninger af opslag på Facebook.
- Dansk Magisterforenings advokatundersøgelse af fyringssag
- Ministeriets fyringsbegrundelser pr. marts 2023
- Omtale og billeder fra bogreception
- Juraen om “ubestemte samtaler” i afskedigelsessager
- Ny rapport om danske universiteter
- Brian Bech Nielsens synspunkter
- Brian Bech Nielsens forskningspolitiske kollaps
- Svend Erik Stybe om ”livssyn” i 1959
- Artikel i UNIavisen om universitetsreformen
- LA’s og liberalismens løfter
- God leder i Berlingske fra 2015
- Ny dekan på ARTS passer fint til ARTS
- Kronik om DPU i JP-Aarhus
- Ombudsmandens afgørelse
1. Den 10. maj: Dansk Magisterforenings advokatundersøgelse af fyringssag
Folkeskolen.dk har i dag skrevet en artikel om den advokatundersøgelse, som analyserer DPU’s institutleder Claus Holms fyring af undertegnede d. 16. december 2022.
Journalisten fortæller, at universitetet ifølge advokaten har brudt forvaltningsloven hele to gange i processen, dels vedr. mangelfuld partshøring og dels vedr. mangelfuld begrundelse. Der er altså tale om vigtige mangler og retsbrud.
Alligevel mener advokaten ikke, at der kan føres sag imod universitetet, fordi bruddene på forvaltningsloven angiveligt ”absorberes” af arbejdsgivernes rettigheder. Hvis det er korrekt, så kollapser retssikkerheden.
Artiklen omtaler også, hvilket er korrekt, at jeg har klaget til ombudsmanden: dels over de angivne brud på forvaltningsloven, og dels over at forvaltningsloven på den måde kan ”absorberes”.
Jeg har også sendt materialet til universitetets ledelse, for uanset om der kan føres retssag eller ej, så går det jo ikke, at en offentlig myndighed tager afgørelser med så kraftige retsvirkninger, når den pågældende beslutning ikke lever op til forvaltningslovens regler.
I linket til artiklen kan man læse mere om de angivne lovbrud og linke videre til selve advokatundersøgelsen.
Link til artiklen: https://www.folkeskolen.dk/dpu/skoleforsker-gar-til-ombudsmanden-efter-fyring/4715131
Tidligere FB-opslag om emnet: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02FMDgDnd4Wp6b5tLoogJVU1wqgTzwb4WyQiv5xKxTXoGwaqNi42cQvDj1cVUkDe78l&id=837549480
2. Den 12. maj: Ministeriets fyringsbegrundelser pr. marts 2023
Lad os se på advokatvurderingens omtale af de fyringsbegrundelser, som pludselig er dukket op i forbindelse et møde i ministeriet i marts 2023, og som jeg altså slet ikke har hørt om før.
Jeg har altså på sin vis lavet min indsigelse imod fyringsvarslet på falske præmisser. Begrundelserne kommer og går i helt tilfældige ryk.
Jeg har i det følgende uddrag fra advokatens tekst lagt min egne fremhævede kommentarer ind undervejs. Citatet stammer fra tekstens s. 5:
”Jeg har den 14. marts 2023 fra DM modtaget oplysning om, at der samme dag blev afholdt forhandlingsmøde mellem DM og Medarbejder- og kompetencestyrelsen, i hvilken forbindelse Medarbejder- og kompetencestyrelsen oplyste følgende:”
Min kommentar: Herefter følger nogle få linjer med noget teknik, og så kommer ministeriets begrundelser:
”I forhold til Thomas Aastrup Rømmer kunne Medarbejder- og kompetencestyrelsen oplyse følgende:
1. kriterie (uddannelsesaktivitet): DPU har set på registreringer i deres registreringssystem (Vipomatic) og +/- 500 timer var normen. Thomas Aastrup Rømer lå på normalen. De 348 timer, som Thomas Aastrup Rømer har angivet, er udskudt forskning og indgår ikke i tidsregistreringen.”
Min kommentar: De 348 overtimer pr. juli 2022 har intet med ”udskudt forskning” at gøre. Det er tal hentet fra AU’s VIPOMATIC-system, som alene tæller undervisningstimer. Styrelsen forholder sig heller ikke til de fremragende undervisningsevalueringer, som jeg havde vedlagt min indsigelse.
”2. kriterie (forskningsaktivitet): DPU har set på publikationer og hjemtagning af eksterne forskningsmidler. Der var tale om både en kvantitativ og kvalitativ vurdering på baggrund af data, og Thomas Aastrup Rømer ligger på normalt niveau.”
Min kommentar: Jeg udgiver ca. en stor monografi om året plus det løse. Hvis det skal betegnes som et ”normalt niveau”, så har Claus Holm virkeligt skruet sine kategorier sammen til dagens anledning, hvilket han formentlig også har.
”3. kriterie (kollegiale relationer): Det blev understreget, at gamle sager fra 2012 og 2015 ikke har indgået i vurderingen. Der har været nyere tilfælde, som ikke har ført til selvstændige tjenestesager, men når de i en besparelsesrunde, skal vurdere, hvem der bedst kan undværes, indgår det i vægtningen/vurderingen – den gode medarbejder. Der har været henvendelser fra 3 afdelinger om en uhensigtsmæssig tone fra Thomas Aastrup Rømer, hvor kollegaer har forsøgt dialog herom, men som Thomas Aastrup Rømer har afvist. Styrelsen oplyste, at de var i besiddelse af email-korrespondance, som understøttede dette.”
Min kommentar: Jeg har intet hørt om disse tre henvendelser – hverken som ”tjenestesag” eller i andre sammenhænge – og der er intet i min personalemappe om nogen “uhensigtsmæssig tone”. Tværtimod har jeg udelukkende fået gode kollegiale tilbagemeldinger ifm. MUS-samtaler og lignende. DPU må være en form for dysfunktionelt sladderuniversitet.
Derimod har jeg selv været udsat for lidt af hvert igennem tiden, for nu at sige det mildt.
Formodentlig kan de omtalte henvendelser føres direkte tilbage til sagerne fra 2012 og 2015, hvor DPU i første omgang forgæves intimiderede min forskningsfrihed.
De ”gamle sager” som omtales, vedrører ikke ”kollegiale relationer”, men alene forskere, som jeg aldrig havde mødt eller samarbejdet med, nemlig Jens Rasmussen og Dorte Staunæs. De mente i 2012 og 2015, at min helt almindelige kritik var lig med mobning og tilsvining og så videre, hvilket blev understøttet af den aktuelle dekan og institutleder. Jeg vandt begge sager med 100%. Sidstnævnte sag kom ligefrem i pressen. Der var dengang tale om et rent læringsideologisk overgreb fra Holms side imod en person, som havde levet op til universitetets egne principper, som disse f.eks. fremgår af AU’s vedtægter. Den aktuelle fyring følger i direkte forlængelse af denne ideologiske struktur, og mit gæt er, at de “tre henvendelser” har rødder i disse kredse og erfaringer.
Dette emne er så frygteligt pinligt for DPU og AU, for at sige det lige ud. Jeg er helt uforstående over for, at DPU’s ledelse kan fortsætte på dette grundlag, og jeg må på det kraftigste anbefale unge mennesker at finde et andet uddannelsessted.
“4. kriterie (svingende eller mindre god kvalitet i opgaveløsningen) blev ikke nævnt.”
Min kommentar: Nå, men det var jo godt. Super opgaveløsnings-kvalitet heromkring.
”For så vidt angår Thomas Aastrup Rømer er det ifølge Medarbejder- og kompetencestyrelsen således navnlig vurderingen af ham i forhold til kriterie 3, som har ført til, at Thomas Aastrup Rømer vurderes til at være blandt de medarbejdere, som bedst kan undværes.”
Min kommentar: Der er intet at udsætte på kriterie 3. Tværtimod har jeg kæmpet for mine kolleger imod ledelsens overgreb, f.eks. mod fyringer og tvangs-forflytninger. Jeg burde snarere have en kollegial pris for nu at sige det lige ud.
Allerede i 2010 kaldte Claus Holm som dekan mit arbejde for ”polemisk dumdristighed”.
Herefter slutter advokaten:
”Ifølge det over for mig oplyste, er Thomas Aastrup Rømer ikke blevet foreholdt de omtalte henvendelser fra 3 afdelinger, ligesom jeg lægger til grund, at Thomas Aastrup Rømer ikke er blevet partshørt om disse oplysninger, herunder om, at disse oplysninger indgår i grundlaget for afskedigelsen. Jeg er ikke blevet forelagt de pågældende henvendelser, men Thomas Aastrup Rømer har via egenindsigt i sin personalesag fået oplyst, at de omtalte henvendelser ikke er registreret på Thomas Aastrup Rømers personalesag.”
Advokaten mener, at der hermed tale om to brud på forvaltningsloven, men at disse brud ikke gør afskedigelsen ulovlig.
Aarhus Universitet er nu et lovløst sted efter min mening. Claus Holm har slet og ret tilranet sig magten over den statsbetalte pædagogiske videnskab med universitetsledelsens fulde opbakning. Herfra står den på en blanding af konkurrencestat, læring, OECD og tavshed. Denne struktur vil sive ned gennem niveauerne.
Link til advokatens notat, se især s. 5: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Notat-om-opsigelse-ved-AU.pdf
3. Den 16. maj: Omtale og billeder fra bogreception
Den 15. maj afholdt forlaget Fjordager en reception i anledning af udgivelsen ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”. Omtale og billeder kan tilgås på dette link til redaktør Erik Schmidts facebook-opslag:
4. Den 17. maj: Juraen om “ubestemte samtaler” i afskedigelsessager
I DM’s advokatvurdering af min fyring (se afsnit 3) henvises der til Mette Søsted Hemmes bog “Afskedigelse – procesuelle krav” fra 2021. Advokaten mener, at Hemmes konklusioner retfærdiggør, at DM ikke vil få noget ud af at forfølge sagen ind i de retlige systemer.
Det er da også korrekt, at Højesteret i 2007-09 afsagde tre domme, som stiller den fyrede person klart dårligere end tidligere. Disse tre domme betyder, at forvaltningsloven får mindre vægt i forhold til arbejdsgiverens skøn end tidligere. Det er slemt nok, for nu at sige det mildt.
Men Hemme skriver to ting, som korrigerer og nuancerer dette billede, hvilket DM’s advokat ikke har blik for:
A.
Retstilstandens mere specifikke karakter er generelt set “uafklaret”, hvilket jo et argument for at teste sammenhængen mellem ret og omstændigheder. F.eks. skriver Hemme følgende om afskedigelser ifm fyringsrunder:
“Sammenfattende må det betegnes som uafklaret, hvorvidt der ud over de generelle kriterier er pligt til at høre over konkrete oplysninger, der kommer medarbejderen til ugunst ved udvælgelsen af medarbejdere i forbindelse med større personalenedskæringer, men rimeligheden af en sådan retstilstand kan i hvert fald overvejes” (s. 146)
Og lignende formuleringer nævnes flere gange i bogen. Så advokatens skråsikkerhed har ikke rod i den kilde, han selv refererer til.
B.
Derudover er der et såkaldt “bestemthedskrav”. Og det særlige eksempel, der fremhæves, dækker lige præcis situationen i min egen fyring, som jo blev effektueret ud fra tre helt ubestemte klager/småsladder:
“Sammenfattende må der ved vurderingen af, hvor bestemte oplysninger myndigheden skal partshøre over, tages udgangspunkt i, hvad begrundelsen for den påtænkte afskedigelse er. Eksempelvis vil det ikke være tilstrækkeligt at henvise til ubestemte samtaler og dokumenter ved en opsigelse på grund af samarbejdsvanskeligheder.” (s.146)
Det vil sige, at fyringsbegrundelsen i mit tilfælde er et særligt groft brud på forvaltningsloven. Men dette burde jo føre til, at den “uafklarede” situation bør testes?
På baggrund heraf synes jeg ikke, at advokaten har ret i sin markering.
Referencer:
Mette Søsted Hemme: “Afskedigelse – processuelle krav: Forskelle og ligheder mellem afskedigelse på det offentlige og det private arbejdsmarked”, Juridisk Institut, Aarhus Universitet, 2021
Link til advokatens notat: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Notat-om-opsigelse-ved-AU.pdf
5. Den 23. maj: Ny rapport om danske universiteter
Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) har lavet en rapport om universiteternes tilstand. Rådet har 9 medlemmer og hele 8 af disse kommer fra naturvidenskabelige/tekniske områder. Alle er politisk udpegede. Det er meget skævt efter min mening. Rådet støtter da også op om universitetsloven, fordi den er mere rettet efter ”samfundets behov”, som der står.
Den filosofiske og forskningspolitiske kvalitet er kort sagt ikke noget at råbe hurra for.
Men i rapporten er der en vigtig kritik af, at forskningsfriheden har trange kår. Her er nogle citater:
”I 2011 blev det i universitetsloven endvidere præciseret, at forskerne ikke må pålægges opgaver, så de reelt fratages deres forskningsfrihed. Rådet konkluderer desuagtet, at forskningsfriheden stadig er under pres. Det handler om tid og ressourcer til forskning, men også om frygten for repressalier på grund af forskernes valg af forskningsområder og formidling heraf.” (s. 9)
Og videre hedder det i følgende (lidt lange) citat:
”Forskernes forskningsfrihed er afgørende for forskningens kvalitet og relevans på kort og på langt sigt. Det omfatter også forskernes frihed til at adressere forskningsfaglige og politisk kontroversielle emner med de nødvendige ressourcer og frihed fra forpligtelser, der begrænser forskningstiden.
DFiR konkluderer, at forskningsfriheden på de danske universiteter er under pres. Flere forskerne bliver pålagt forpligtelser, der begrænser deres forskningstid væsentligt, og de modtager ikke nævneværdige forskningsmidler fra deres institut. Det begrænser deres forskningsfrihed. Samtidig frygter mange af de forskere, der forsker i kontroversielle emner, repressalier. De mener også, at der mangler opbakning fra deres ledelser i disse sager. Der er imidlertid også en række lyspunkter. For eksempel er det få forskere, der afholder sig fra at forske i kontroversielle emner, eller som har følt sig presset til at tilbageholde eller ændre deres forskningsresultater af usaglige grunde i forbindelse med publicering.
DFiR mener, at forskningsfriheden skal sikres bedre. Det forudsætter understøttelse af forskning i forskningsfagligt kontroversielle emner samt løbende monitorering og evaluering af forskningsfriheden”. (s. 13)
Mit spørgsmål er nu: Hvis forskningsfrihed er ”afgørende for forskningens kvalitet og relevans på kort og lang sigt”, så må det jo betyde, at man ikke kan stole på den forskning, som har effekt på forståelsen af ”samfundets behov”. Det er jo logik, eftersom forskningsfriheden angiveligt er “under pres”. Men hvordan kan DFiR i så fald gå ind for universitetsloven? DFiR roder her rundt i universitetsfilosofien, som jeg ser det.
Endelig kommer DFiR med følgende udmærkede anbefaling:
”Forskningsfriheden kan sikres ved, at universitetsledelserne tydeligt støtter op om medarbejdere, der ender under uretmæssigt pres som følge af deres forskning eller forskningsformidling, herunder specielt de forskningsfagligt kontroversielle emner” (s. 13)
Man kan roligt sige, at DPU og AU har forbrudt sig imod disse principper og anbefalinger. Her forfølger man forskere, som undersøger emner, som ledelsen opfatter som ”kontroversielle”, selvom disse emner endda af mange andre anses for at være helt almindelige.
Information har en fin artikel om DFiR’s rapport. Her udtaler rektor for AU, Brian Bech Nielsen, sig i sin egenskab af formand for Danske Universiteter. Journalisten skriver følgende:
”Danske Universiteters formand genkender dog ikke, at forskerne skulle have grund til at frygte sanktioner, hvis de udtrykker sig kritisk om ledelsens beslutning.”
Det er meget foruroligende, at Bech Nielsen ikke er bekendt med, at AU i høj grad sanktionerer kritisk arbejde. Det lover ikke godt. Men jeg må lade det ligge, for jeg mangler ord.
Professor i statskundskab, Ole Wæver, som er medlem af Videnskabernes Selskab, udtaler sig også. Han er bestemt ikke enig i DFiRs formands positive vurdering af universitetsloven:
»Danmark gik (med Universitetsloven, red.) meget langt og omlagde til et system, der er enstrenget top down. Internationalt set gik vi fra at ligge i den ene ende af spektret til at ligge helt i den modsatte ende målt på medarbejderindflydelse og forskningsfrihed,«
Ole Wæver var blandt initiativtagerne til underskriftsindsamlingen imod fyringerne på DPU.
Links:
DFiR’s rapport: https://ufm.dk/forskning-og-innovation/rad-og-udvalg/danmarks-forsknings-og-innovationspolitiske-rad/projekter/universiteter-for-fremtiden
Informations artikel om rapporten: https://www.information.dk/indland/2023/05/ny-rapport-universitetsloven-kostet-dyrt-demokratisk-kultur-forskningsfrihed
Om indlægget af bl.a. Ole Wæver om fyringerne på DPU: http://www.thomasaastruproemer.dk/underskriftsindsamling-imod-fyringer-paa-dpu.html
6. Den 23. maj: Brian Bech Nielsens synspunkter
Rektor for Aarhus Universitet, Brian Bech Nielsen, har nogle meget kontroversielle synspunkter, jf. dagens artikel i Information, om DFiR’s rapport ”Universiteter for fremtiden: Tyve år med universitetsloven”:
a) Bech Nielsen mener, at der i dag er lige så meget medarbejderindflydelse på danske universiteter som før universitetsloven fra 2003, hvor både rektor og dekaner ellers var valgt af medarbejderne.
b) Bech Nielsen er slet ikke bekendt med, at forskeres ytrings- og forskningsfrihed har været under pres på de indre linjer, selvom det har været dokumenteret mange gange.
c) Bech Nielsen hæfter sig alene ved, at en evt. trussel mod forskningsfriheden kommer fra private aktører, selvom det af DFiR’s rapport fremgår, at truslen i høj grad også kommer fra andre forskere og faktisk også fra ledelserne (s. 54ff).
Det er helt absurde synspunkter efter min mening. Han har jo ikke fulgt med i de sidste 20 års diskussioner.
Brian Bech Nielsen er netop udpeget til at lede Aarhus Universitet i yderligere fem år. Han er også formand for Danske Universiteter.
Links:
DFiR’s rapport: https://ufm.dk/forskning-og-innovation/rad-og-udvalg/danmarks-forsknings-og-innovationspolitiske-rad/projekter/universiteter-for-fremtiden
Informations artikel om rapporten: https://www.information.dk/indland/2023/05/ny-rapport-universitetsloven-kostet-dyrt-demokratisk-kultur-forskningsfrihed
7. Den 23. maj: Brian Bech Nielsens forskningspolitiske kollaps
Asger Sørensen har i sin fremragende bog ”Asger Sørensen går på universitetet” fra 2020 fundet nogle gode artikler, hvor en række centrale personer går stik imod AU’s rektors aktuelle udmeldinger om universitetsloven, som jeg omtalte tidligere i dag:
A.
Først er her en række citater fra en artikel i Information fra 2012, som er skrevet på foranledning af Koldau-sagen:
Lektor Mogens Ove Madsen, AAU: ”Universitetsloven har skabt en organisationsform, hvor ledelsen er blevet løsrevet fra dem, det handler om, nemlig de ansatte”.
Professor i teologi, Viggo Mortensen, AU: ”Man fremelsker en spyt-slikkerkultur”.
Lektor Hans Hauge, AU: ”Vi ældre kan godt udvise en vis form for senil ulydighed, men de fleste på universitetet holder kritikken for sig selv for ikke at lægge sig ud med nogen”
Professor i Statskundskab Tim Knudsen, KU: ”Det er helt misforstået, hvis de alt for magtfuldkomne, men ofte forvaltningsmæssigt dårligt uddannede ledere, vi fik med den nugældende universitetslov, mener, at de skal undertrykke eller fjerne faglige uenigheder”.
B.
Asger Sørensen nævner også en fantastisk kronik fra 2012 af kirkehistoriker Henning Lehmann, som faktisk var rektor på AU i 1983-2002; den sidste rektor i klassisk stil under den gamle styrelseslov.
Lehmann siger bl.a.:
”Placerer man verdens universiteter på en kompasrose med de mest centralistiske, top- og statsstyrede mod øst og dem, der står nærmest idealet: det autonome universitet med kollegialt selvstyre, mod vest, må man sige, at den danske kompasnål tog et voldsomt udsving mod øst i 2003.”
Og videre hedder det:
”Den faglige bunds mulighed for indflydelse på toppens afgørelser er stærkt svækket i den proces, der er forløbet fra 1990ernes stærkodder-filosofi over 2003-lovens mafiøse forbilleder til en stærkt centralistisk, top-down-tænkt universitetsstruktur med meget store enheder, hvor en hvilken som helst dekan kun kan være fagkyndig på en brøkdel af sit ledelsesområde.
Og endelig:
”Skulle man ønske et akademisk universitet med et udholdeligt sprog tilbage, er man nok nødt til at spørge: Er de spæde ansatser til stilfærdig protest og sprogrenselse inden for murene stærke nok? Eller skal der flere skandaler og konstaterbare kvalitetsdyk til og flere rollemodeller, der falder ud af rollen? Eller kunne dette eller hint bestyrelsesmedlem finde på ikke at ville være tante i en autoritær, patriarkalsk (m/k) familiestruktur?”
Så Brian Bech Nielsen, AU og Danske Universiteter har ifølge AU’s gamle rektor et ”mafiøst forbillede” i en “autoritær, patriarkalsk familiestruktur”.
Tak til Asger Sørensen for at gøre opmærksom på disse artikler.
Links:
Artikel i Information: https://www.information.dk/indland/2012/02/universitetsloven-skabt-spytslikkerkultur
Indlæg af Henning Lehman: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/er-der-en-linje-i-de-seneste-50-%C3%A5rs-universitetshistorie
8. Den 26. maj: Svend Erik Stybe om ”livssyn” i 1959
I 1959 holdt filosoffen Svend Erik Stybe seks forelæsninger til ”Statsradiofoniens Søndagsuniversitet”. Forelæsningerne udkom efterfølgende på Munksgaards Forlag med titlen ”De store tænkere og vort livssyn”.
To bemærkninger:
A. Om pædagogik og politik.
Den femte forelæsning har følgende titel: ”Det politiske og det pædagogiske problem: Hvordan skal vi indrette samfundet?”
Så ”politik” og ”pædagogik” er en del af det samme ”problem”.
Stybe forklarer:
”Det kan måske umiddelbart fremkalde undren, at de politiske og pædagogiske problemer bliver behandlet i én sammenhæng. Ser man dybere i sagen, vil man dog snart indse, at der i virkeligheden er tale om to sider ved samme spørgsmål. Spekulationer vedrørende indretning af samfundene er uløseligt knyttet sammen med tanker om, hvordan man skal forbedrede mennesker til at leve i disse samfund.” (s. 60, ordet “samme” er kursiveret)
Denne syntese mellem pædagogik og politik er i dag helt gået i glemmebogen, hvilket har en række problematiske konsekvenser for både pædagogik og politik: Pædagogik bliver til ”læring”, og politik bliver til ”målstyring”. Den tekniske sammenføring af disse to forfaldsbegreber er så ”læringsmålstyring” eller “evaluering”.
2. Eksistensen
I sin første forelæsning drøfter Stybe, hvorfra et ”livssyn” egentlig stammer. Her forklarer han, at et livssyn naturligvis hænger sammen med social klasse, temperament, familieforhold og meget andet. Og han slutter med at understrege eksistentialismens moderne betydning for emnet:
”Der vil i en tid som vor, hvor hele verden synes at skulle støbes om, være mange mennesker, der føler sig usikre. De erkender sig selv som væsener, der skal handle og tage stilling til problemerne, de ved blot ikke hvordan. Derfor overvældes de af den angst, der er blevet så fremragende skildret af existentialistike forfattere.” (s.19)
Problemet i dag er, at man har forladt ”eksistensen”. I stedet er man overgået til ”identiteten”. Derfor har man ikke noget filosofisk værn mod ”angsten”, som kun kan slukkes af teknikken. Dette tab af eksistens svarer til tabet af syntesen mellem pædagogik og politik (jf. punkt 1).
Jeg tænkte på, om de aktuelle diskussioner vedrørende ”trivsel” har noget med dette at gøre?
Reference:
Svend Erik Stybe: ”De store tænkere og vort livssyn”: København: Munksgaards Forlag.
9. Den 27. maj: Artikel i UNIavisen om universitetsreformen
UNI-avisen har en virkelig flot artikel om universiteternes udvikling siden 2003. Artiklen myldrer med interessante refleksioner af lektor Asger Sørensen, lektor Katja Brøgger og post.doc. Andreas Kjær Stage, alle fra Aarhus Universitet.
De tre forskere understreger 2003-reformens altomfattende og revolutionære og – som jeg forstår det – ødelæggende karakter. Reformen var en grænseløs begivenhed, hvor alle forskelle mellem universitet og samfund blev revet ned på den globale økonomis præmis. Og denne effekt blev efterfølgende blev forstærket af Globaliseringsrådet i 2006 og universitetsfusionerne i 2007.
Skolereformen i 2013 var også en integreret del af denne begrebsmæssige og anti-filosofiske proces.
I artiklen kan man nu lærer følgende: Dette global-politiske grundvilkår både ændredes og forstærkedes i 2010’erne ved en form for re-nationalisering. Denne vending/udvidelse/indsnævring bar dog ikke præg af nogen videnskabelig interesse. Der var snarere tale om, at ”den nationale økonomi” blev sat i stedet for ”den globale økonomi”. Vi fik et dobbelt opgør med universitetet.
Fremdriftsreform, dimensionering og det aktuelle fokus på ”arbejdsudbuddet” er eksempler på denne forstærkende vending/fordummelse ind i den nationale økonomis “universalisme”, som vi pt. er vidne til.
Andreas Kjær Stage mener endda, at vi slet ikke har set enden på retningen hen imod et universitet, der er ”en problemknusende maskine” og en ”mejetærsker”.
Universitetet bliver på en måde en del af den udøvende magt, som jeg ser det. Måske skulle man helt holde op med at kalde det for et universitet? I stedet kunne vi lave en styrelse med tilhørende kompetence-center under Finansministeriet? Man kunne så derudover og langt fra “staten” lave et virkeligt universitet, hvor Sørensen, Brøgger og Stage kunne arbejde frit, helt uden det aktuelle trusselbillede, som vi læste om den anden dag i DFiR’s store rapport.
Tilbage til pointen: Stefan Hermann er faktisk inde på samme forskydning fra det globale til det nationale i bladet ”Frie Skoler” og i en interessant kronik i Politiken. Hermann er kritisk over for, at man aktuelt er gået fra ”videnssamfund til produktionssamfund”. Han mener snarere, at ”udfordringen er dannelse og fordybelse”, selvom indholdet heraf står noget ubestemt.
Hermann kritiserer dog især den seneste udvikling. Derimod ser han positivt på globaliserings- og universitetsreformerne fra 2000’erne, som han jo også selv har en aktie i, og som udtrykket ”videnssamfund” er en markør for.
På den måde får vi to kritiske niveauer. De tre nævnte forskere, der kritiserer både 2003-reformen og dens effekt, og Hermann, som forsvarer 2003, men som alligevel kritiserer de aktuelle reformer, og som dermed overser sagens egentlige sammenhæng.
Links:
Link til UNIavisen, d. 31. marts 2023: https://uniavisen.dk/fra-globalt-udsyn-over-national-protektionisme-til-akavet-kompromis-her-er-universitetets-historie/
Interview med Stefan Hermann, Frie skoler, nr. 4, 2023: https://issuu.com/fslforeningen/docs/frie_skoler_4_2023/s/24363680
Stefan Hermanns kronik i Politiken, d. 6. januar 2023: https://politiken.dk/debat/kroniken/art9148579/Rektor-Jeg-h%C3%A5ber-at-jeg-tager-fejl.-Men-n%C3%A5r-jeg-l%C3%A6ser-regeringsgrundlaget-bliver-jeg-bekymret
10. d. 27. maj: LA’s og liberalismens løfter
Alex Vanopslagh er blevet interviewet til Politiken i forbindelse med udgivelsen af sin nye bog ”Vejen til ansvar”. I interviewet taler han for, at dannelsesbegrebet får et større fokus i uddannelsespolitikken og måske også i politikken mere bredt.
Dermed lægger han sig i forlængelse af den strømning hos LA, som især Merete Riisager arbejdede med i sin periode som undervisningsminister, 2016-19, og som stod i en vis spænding til Anders Samuelsen mere nyliberalt inspirerede fokus på skattepolitik.
Riisager talte som cand.pæd., dvs. med direkte kontakt til den pædagogiske tradition. Især lagde hun vægt på skolens kundskabsformål, på en form for pædagogisk-filosofisk psykologi og på fritidspædagogikkens stolte traditioner.
Vanopslagh, som ellers som ungpolitiker i højere grad var en del af den nyliberale side af partiet, taler nu for ” Civilsamfund, fællesskab og kultur”.
Nu har jeg ikke læst Vanopslaghs bog, så detaljerne må vente. Men fordi han i højere grad har rod i nyliberalismen end Riisager, så tror jeg, at ”dannelsen” kommer til at gøre lidt andre ting for ham. Især vil hans liberalisme forlade de meget økonomisk funderede begrundelser, som prægede nyliberalismen. I stedet kan han komme i kontakt med en mere klassisk forfatningsliberalisme; men med det oprindelige frihedsbegreb intakt og forstærket, så det ikke kun er “økonomisk”, samtidig med at den økonomiske frihed bevares under forfatningens ramme.
Med Riisager og Vanopslagh som dansk liberalismes politisk-pædagogiske duo, så vil LA kunne løfte sig langt ud over, hvad f.eks. Venstre er i stand til pt. Og hvis deres projekt lykkes, vil det formentlig inspirere SF og måske også nogle af de andre partier, som har rødder i frihedsbegrebets essenser.
Risikoen for, at dannelsen bliver overflade for helt andre dynamikker er selvfølgelig også til stede.
Den positive fortolkning forstærkes dog af, at kredsen omkring CEPOS sidste år udgav et flot værk ”Borger og stat” på forlaget KLIM, hvor flere af artiklerne trækker på netop den sammenhæng mellem pædagogik og forfatningsliberalisme, jeg lige har omtalt:
– Økonomen Torben Mark Pedersen lægger i sin artikel stor vægt på forfatningsliberalismen i sin gennemgang i liberalismens idehistorie.
– Og en af antologiens to redaktører, uddannelsesforskeren Brian Degn Mårtensson, har en fremragende skolepolitisk analyse, som ligger helt i forlængelse af Riisagers ånd.
– Endelig har bogens anden redaktør, CEPOS’ uddannelsesleder, Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen, en dybt tankevækkende analyse af velfærdsstaten, som i høj grad trækker på forfatningsliberale baggrundsargumenter. Sløk-Madsen kæder sin analyse sammen med fordelingspolitikken, men hans overvejelser har vidtrækkende konsekvenser for forståelsen af både skolereform og nedlukning. Jeg vender muligvis tilbage til nogle af disse indlæg ved en senere lejlighed.
Dertil kommer etableringen af den nye Rahbeks Højskole, som er endnu et liberalt-konservativt dannelsesprojekt. Initiativtageren er Mia Amalie Holstein, som også tidligere har været knyttet til liberale kredse.
Så alt i alt: Det ser spændende ud.
Politikens interview med Alex Vanopslagh: https://politiken.dk/indland/politik/art9361544/Alex-Vanopslagh-i-ny-bog-Dannelse-kan-v%C3%A6re-en-kur-mod-mistrivsel
Om bogen ”Borger og stat”: https://www.borgerstat.dk/
Kredsen bag Rahbeks højskole: https://www.rahbekshojskole.dk/h%C3%B8jskoler%C3%A5det
11. d. 28. maj: God leder i Berlingske fra 2015
Berlingskes lederskribent mener, at jeg med min kritik af centrale tekster fra DPU’s forskere lever op til universitetslovens formål om at formidle forskning og deltage i samfundsdebatten.
Men på DPU er man ikke så glad for den del af universitetsloven. Her kalder man, at helt almindelig kritik er “ukollegial” eller “tilsvining” og så videre ned i grøftekanterne.
Så universitetets formål og DPU er en form for modsætning?
https://www.berlingske.dk/ledere/under-al-kritik
12. d. 29. maj: Ny dekan på ARTS passer fint til ARTS
Maja Horst er netop udnævnt til nye dekan for ARTS på Aarhus Universitet. ARTS dækker over områderne humaniora, teologi og pædagogik.
Horst kommer ikke selv ikke fra et af disse tre områder, men fra en blanding af social-, kommunikations-, og teknologiforskning.
I 2018 skrev hun en bog, hvor hun gik imod noget, hun kaldte ”frihedskæmpere” inden for forskningspolitikken. Brian Degn Mårtensson anmeldte bogen i Altinget og skrev bl.a. følgende:
”Bogen er en øjenåbner af dimensioner! Den viser nemlig, hvor effektivt de seneste tyve års instrumentelle uddannelsespolitik har sat sig igennem, og bogens mellemleder-horisont er helt og aldeles begrænset til en konkurrencestatslig dans på stedet.”
Og Steen Nepper Larsen anmeldte bogen særdeles kritisk i Information ud fra lignende betragtninger.
I et aktuelt interview til AU’s avis “Omnibus” fortæller Horst, at ARTS’ tre områder skal løse ”kriser”, og at der skal være en ”fortælling”. Det lyder som en trussel.
Med dette opgør med og banalisering af humanioras, pædagogikkens og teologiens indhold og tradition passer Maja Horst imidlertid som fod i hose ind i ARTS. Det skyldes, at ARTS siden fakultetets etablering i 2011 har kæmpet hårdt imod universitetets ide og imod fagområdernes kritiske udviklingsmuligheder.
Horsts synspunkter svinger også godt med den nye mere teknokratisk og Novo Nordisk-orienterede bestyrelse på AU, hvor de to dannelsesforkæmpere, Connie Hedegaard og Jørgen Carlsen, nu er væk.
Links:
Interview med Maja Horst i Omnibus, d. 26. maj: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/kommende-dekan-det-er-et-meget-meget-vigtigt-job-at-vaere-dekan-for-arts-lige-nu
Brian Degn Mårtenssons anmeldelse af Maja Horsts bog: https://www.altinget.dk/artikel/anmeldelse-ny-bog-om-universiteterne-er-fyldt-med-tvivlsomme-postulater-og-grelle-misforstaaelser
Steen Nepper Larsens anmeldelse i Information: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/03/bekvem-klichefyldt-gennemgang-universitetspolitiske-landskab
Omtale af ansættelsen, herunder hvem der var med i ansættelsesudvalget: https://www.au.dk/nyheder/artikel/professor-maja-horst-bliver-dekan-paa-arts
13. Den 30. maj: Kronik om DPU i JP-Aarhus
14. Den 31. maj: Ombudsmandens afgørelse
Sagen om Claus Holms afskedigelse af mig er nu endelig afgjort.
Jeg har for et par dage siden modtaget et svar fra Folketingets Ombudsmand på min klage over Aarhus Universitets angivelige brud på forvaltningsloven.
Ombudsmanden vil ikke gå videre med sagen. Hans begrundelse er, at han ikke vil gå ind i sager, som klagerens fagforening har afvist.
Og DM valgte jo at skrotte sagen, vel at mærke med begrundelser der mangler både juridisk og forskningspolitisk præcision. Det har jeg tidligere skrevet om.
I linket nedenfor kan man læse både min klage og ombudsmandens svar.
Sagen er dermed slut. Der er fire konklusioner:
- En universitetsledelse kan afskedige kritikere i lovstridige processer uden begrundelser og dermed tilrane sig autoritær magt over et forskningsområde med store videnskabelige og praktiske konsekvenser.
- Dansk Magisterforening er en form for delmængde af universitetsledelserne. En slags mini-HR, der bekræfter universitetsreformens ånd. Jeg kan ikke forklare det bedre. Jeg er meget skuffet over foreningens indstilling, så jeg må nok melde mig ud efter 30 års medlemskab.
- Jeg bor i et andet samfund, end jeg troede. I en slags forskudt ret. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med det.
- Jeg har fået en klarere fornemmelse af, hvem der er pædagogikkens og videnskabens venner, og hvem der ikke er.
Mange tak til alle jer, som har støttet mig undervejs. Det har været en livgivende erfaring i sig selv.