Nedenfor kan man læse seksten analyser og kommentarer vedrørende forskellige pædagogiske og uddannelsespolitiske temaer i perioden fra juni 2023. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på Facebook.
Indholdsfortegnelse:
- Lidt nyheder fra organisationerne
- Tokammersystem?
- Flot omtale af ”I skolereformens kølvand”
- Tesfayes og Marks aktion
- Per Stig Møller om et evt. tokammersystem
- Hvidbog fra Videnskabernes Selskab
- Flot anmeldelse af ”I skolereformens kølvand”
- Noter til Tesfayes skærmaktion
- Boganmeldelse: Libertisme
- Folkemødedebat om fritidspædagogik
- Ny bog: Skolens demokatiske tilstand
- Uren pædagogik i slut-10’erne
- Skolereformen og Haderslev
- Gert Biesta og Guds første spørgsmål
- Politikens “vantro”
- Første Mosebog
1. Den 2. juni: Lidt nyheder fra organisationerne
Jeg har samlet lidt nyheder fra formiddagens vandren:
A.
Danske Professionshøjskoler har givet sin årlige pris til DEA’s direktør, Stine Vrang Elias. Det var professionshøjskolernes formand, Camilla Wang, som uddelte prisen.
DEA har ellers arbejdet stenhårdt for at fjerne dannelse fra landets uddannelser, men tillykke til Stina alligevel.
Camilla Wang er rektor for UC Absalon. Det var hende, der sørgede for, at Brian Degn Mårtensson i 2017 måtte forlade læreruddannelsesarbejdet. Wang mente ikke, at Mårtenssons ph.d.-arbejde om Grundtvigs pædagogiske tænkning passede ind i Absalons teknificerede forskningsstrategi.
Det var pædagogikkens to verdener, som jeg kalder det.
Men nu vil Wang lave læreruddannelse på Vallekilde Højskole! Man må håbe, at ungdommen foretrækker den virkelige vare på Den Frie Lærerskole i Ollerup. Der er ikke andre muligheder, efter at UC’erne lykkedes med at få nedlagt Herning-initiativet.
B.
Ulrik Haagerups Institut for Constructive Journalism ved Aarhus Universitet har fået nyt bestyrelsesmedlem. Det er Maja Horst, som i går også tiltrådte som ny dekan for Fakultetet ARTS.
Jeg tror, at Horst passer fint ind i denne ”konstrutive” sammenhæng, ligesom hendes holdninger passer fint til AU’s ”global university”. Også tillykke til hende.
Horst har også kastet sig ind i twitter-diskussionen om det nye forskningspolitiske kernebegreb, ”arbejdsudbuddet”. Det bliver spændende at følge.
I går var der i øvrigt afskedsreception for den afgående dekan, Johnny Laursen. Han blev fra alle sider hyldet som en vellidt forsvarer af åndvidenskaben. Han har også sendt søde og omsorgsfulde mails til nogle af medieforskerne, når bølgerne gik lidt højt i pressen, fremgår det. Og AU’s medier strømmede over med ros og smukke ord. Der stod ikke noget om hans syn på kritik og pædagogisk forskning.
Det er det nye humaniora. Mærkeligt sted.
C.
Endelig vil jeg sige, at AU’s universitetslæringscenter, CED, søger en ny professor. Da jeg læste opslaget, kunne jeg dog ikke finde noget professor-agtigt, dvs. noget om videnskab, universiteter eller pædagogik og den slags.
Det lader til, at der snarere søges en form for mellemleder, der kan noget om strategi og penge og måske lidt om læring.
Det lyder måske underligt, men det flugter fint med den universitetspædagogiske linje på centret, som også spiler en kæmperolle på DPU og i dekanatet i det hele taget.
CED ligger direkte under universitetsledelsen, og Maja Horst delte da også straks jobopslaget på Twitter.
Links:
Link til omtale af professionshøjskolernes pris: https://danskeprofessionshøjskoler.dk/stina-vrang-elias-modtager-danske-professionshoejskolers-aerespris-2023/
Link til stillingsopslag ved CED: https://ced.au.dk/en/about-the-ced/vacant-positions/job/professor-at-the-centre-for-educational-development-aarhus-university-denmark
2. Den 2. juni: Tokammersystem?
Jeg sidder på en bar på Frederiksberg og tænker på, om man burde indføre en form for tokammersystem? Et sådant initiativ vil resultere i to gode og modsatrettede konsekvenser:
a) Det vil umiddelbart set svække den lovgivende magt. Det vil kort og godt blive sværere at få vedtaget en lov, fordi der kommer en magtdeling i parlamentets indre. Dermed vanskeliggøres hastelovgivning, dvs. alt fra nedlukning til bededage og 150 mia. til dit og dat.
b) Men på en anden måde vil et tokammersystem faktisk styrke den lovgivende magt. Det skyldes, at regeringen, altså den udøvende magt, får sværere ved at foreslå og gennemføre hastelove.
Det meget uheldige symbiotiske forhold mellem den lovgivende og den udøvende magt, som har udviklet sig over årene, forpurres dermed. Vi får en form for åndelig og demokratisk ro, som vi kan synge og digte om, og som umuliggør pludselige og banale snuptags-flertal.
Den samlende konsekvens bliver, at forholdet mellem den lovgivende og den udøvende magt korrigeres, og at civilsamfundet og forsamlingsfriheden dermed beskyttes.
Det gælder altså om at bryde den aktuelle symbiose mellem lovgivende og udøvende magt.
Men der er forfatningsteoretisk tankespind i al foreløbighed.
3. Den 6. juni: Flot omtale af ”I skolereformens kølvand”
Skolelærer, Tillidsrepræsentant og folketingskandidat for Alternativet, Mark Jewkes, har anbefalet bogen ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”, som udkom d. 1. maj på Forlaget Fjordager.
Mark Jewkes skriver følgende:
”Købt. Som forgængeren “Skolens Formål” er Thomas Aastrup Rømers nye bog en pageturner men også en “gyser”. En kriminalroman: whodunnit? Hvem ødelagde folkeskolen? (Hvad fanden – excusé my french – ved Finansministeriet om pædagogik?). Læs den, før din skoleleder .”
Mange tak til Mark Jewkes for denne fine kommentar..
(Man kan finde citatet på redaktør Erik Schmidts FB-væg)
4. Den 8. juni: Tesfayes og Marks aktion
Mange tak til Tesfaye og til Jacob Mark for deres beskyttelse af pædagogik og humanisme imod det store digitaliseringspres fra KL, disruptionspolitikken, DPU, OECD og mange medieforskere.
Tesfaye:
Generelt forbud mod skærme i dagtilbud. Tesfaye er en slags filosof. Det har jeg vidst siden hans fine bog “Kloge hænder”. Han elsker håndens værk. Det er børnehavens ven og beskytter. Det er Lars Løkkes modsætning.
Den eneste elektroniske dims, der hører hjemme i en børnehave, er en drejeskive-telefon på kontoret, hvis der er brug for en ambulance.
Mark:
Skærme og især mobiler skal ud af skolen, dog reguleret af skolebestyrelsen og med pædagogisk begrundede undtagelser. Dertil kommer en række strålende forslag om bøger, biblioteker og fælles mål.
Mark kan kritisere bredere end Tesfaye, fordi SF heldigvis har forladt forligskredsen.
Nu skal de to herrer blot ind i mødelokalet sammen med andre interesserede, så vi kan få “digital dannelse” i stedet for “digital socialisering”, som medieforskere på DPU kalder det.
Links:
Tesfaye s forslag: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/jun/230604-tesfaye-i-opgoer-med-skaerme-i-dagtilbud
SF’s forslag: https://sf.dk/sf-vil-have-mobilerne-ud-af-folkeskolen-og-investere-i-fysiske-laereboeger/
Interview med Tesfaye i Berlingske, d. 8. juni: https://www.berlingske.dk/danmark/mattias-tesfaye-goer-det-klart-vil-lytte-mindre-til-en-saerlig-gruppe
5. Den 9. juni: Per Stig Møller om et evt. tokammersystem
Per Stig Møller har gjort sig nogle meget interessante tanker om at genindføre Landstinget. Et sådant andetkammer skal tæmme den lovgivende magts aktuelle vildskab, som vi ifølge Møller f.eks. så i forbindelse med nedlukningen og St. Bededagsbeslutningen. Jeg skrev selv om denne logik her på FB for nogle dage siden, så jeg er helt enig med Møller.
I 1953 erstattede man Landstinget med folkeafstemninger i stedet for Landstinget. Folkeafstemningerne skulle holde Folketinget på dydens smalle sti; en funktion, som Landstinget tidligere havde varetaget. men folkeafstemnings-muligheden bruges næsten aldrig.
Spørgsmålet er – og her er jeg inspireret af økonomen Stefan Sløk-Madsen – hvor denne nye ustyrlighed i den lovgivende magt kommer fra? Her er et bud:
Landstinget mister magt allerede fra 1936, og derefter kommer samarbejdspolitikken frem til 1943, hvor Rigsdagen mister legitimitet. Og i 1953 forsvinder Landstinget som sagt helt, mens folkeafstemningerne ikke bruges.
Så staten bliver svag.
Velfærdsstatens tekniske og omfordelende ekspansion er en konsekvens af dette behov for legitimitet uden ledsagende forsinkelsessystemer.
Dermed bliver den svage stat aktiv.
Men langsomt forvitrer den bagvedliggende syntese mellem arbejderbevægelsens og landbrugets frihedsbegreber, som stammer fra 1920’erne (syntese mellem socialisme og grundtvigianisme).
Dermed bliver den svage og aktive stat endnu svagere.
Men når frihedsbegreberne forsvinder, så omdannes alt til teknik, hvilket er definitionen på ”konkurrencestaten”, som er en velfærdsstat uden filosofi og fortid, og som er uden grænser.
Dermed bliver den svage og aktive stat, som er blevet endnu svagere, nu også endnu mere aktiv.
Derfra stammer den nye statslige vildskab og ustyrlighed inde i den lovgivende magt. En vildskab, som opsluger sine egne forudsætninger, dvs. det civile samfunds frihedspraksis.
Kort sagt: Alt kan ske lige pludseligt.
Møller er så lidt nervøs for, at alle mulige partier vil misbruge en evt. grundlovsændring til at indføre diverse mærkesager som klima eller trivsel, og det forstår man jo godt. Det er helt klart et dilemma.
Så mange tak til Møller for interessante tanker.
Jeg vil også nævne, at historikeren Michael Böss forleden havde nogle fine betragtninger om en evt. forfatningsdomstol. Böss er skeptisk over for en sådan domstol af grunde, som går stik imod Stig Møllers analyse, og jeg er ikke helt sikker på at jeg er enig med ham. Men hans begrundelser er faktisk meget interessante, så der er lidt at tænke over. Og selvom om Møller og Böss er uenige om vurderingen af den lovgivende magts problemer, så spiller deres analyser måske alligevel sammen på en konstruktiv måde. Jeg skriver muligvis om det senere, men skal lige tænke lidt mere over sagen.
Links:
Møllers debatindlæg, d. 8. juni: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/demokratiets-fremgang
Böss’ kronik, d. 2. juni: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/michael-boss-pas-paa-med-svaekke-vores-levende-demokrati
6. Den 10. juni: Hvidbog fra Videnskabernes Selskab
Det kongelige danske videnskabernes Selskab drøfter i sin hvidbog fra 2021, hvordan det ser ud med universiteternes syn på forskningsfrihed og styring.
Selskabet fremlægger en række forslag, herunder følgende om sikkerhed i ansættelsen:
”Universitetsansatte forskere bør gives bedre sikkerhed i ansættelsen svarende til tjenestemandslignende vilkår og dermed sikres mod til at forsvare egen fri forskning og engagere sig frygtløst i sit fags udvikling såvel som i den offentlige debat.” (s. 7)
Selskabet henviser her til forholdene i andre lande, som generelt set er langt bedre:
”De internationale anbefalinger er helt eksplicitte, mht. at man ikke kan fyre videnskabelige medarbejdere med vage henvisninger til økonomi, relevans eller samarbejdsproblemer, men skal kunne dokumentere, at der ingen anden udvej er.” (s. 38)
Der er jo rene fremmedord på DPU/ARTS/AU, så man kan roligt sige, at selskabet har en pointe.
Selskabet foreslår også, at institutledernes magt begrænses. Det er også en god ide.
Det er selskabets forskningspolitiske udvalg, der står for hvidbogen. Udvalget består ifølge hvidbogen af nedenstående personer. Der er ingen med fra AU eller fra professionshøjskolerne:
Ole Wæver, (formand, KU)
Jeppe Dyre, RUC
Jesper Ryberg, RUC
Thomas Sinkjær, AAU
Susanne Ditlevsen, KU
Frederik Stjernfelt, AAU
https://www.royalacademy.dk/da/Om-selskabet/Medlemmer/Udvalg-og-komiteer/FPU/Aarsmoede2021
7. Den 11. juni: Flot anmeldelse af ”I skolereformens kølvand”
Lektor Lone Nørgaard har anmeldt bogen ”I skolereformens kølvand” til det liberalt orienterede netmagasin Indblik.dk.
Nørgaard skriver, at bogen er et ”megaprojekt”, og at den endda er ”fremragende”.
Hun skriver også følgende:
”Den lærde forsker fortjener en kæmpe tak for at have kastet lys over en række vigtige årsager til, at det er lykkedes at svække og ødelægge vores uddannelsessystem. Dermed bliver værket en meget betydningsfuld historisk kilde.”
Og videre:
”Med sin omhyggelige dokumentation af, hvordan ganske få mennesker er sluppet af sted med at smadre det fundament, skolen har stået på i flere århundreder, kan ingen, der kan læse indenad, plædere uvidenhed om den katastrofale udvikling.”
Mange tak til Lone Nørgaard for den flotte anbefaling.
8. Den 12. juni: Noter til Tesfayes skærmaktion
A.
Mattias Tesfaye har sagt til Berlingske, at man skal lytte ”lidt mere” til andre forskningsmiljøer, end dem man plejer. Dermed sigter han især til medieforskerne ved AU’s fakultet ARTS, som i mange år har haft stor indflydelse på dette emne.
Blandt medieforskerne selv bliver dette ”lidt mindre” så til, at ministeren slet ikke vil lytte til forskning! Hans markering kaldes endda for ”populisme”. Og den nye dekan for ARTS, Maja Horst, skrev også, at ministeren ”ikke vil lytte” til forskningen.
Det er svært at være nuanceret, må man sige, når ”lidt mere” på den måde omdannes til ”populisme”.
Jeg er heller ikke bekendt med, at medieforskerne selv har diskuteret med de mange digitaliseringskritiske røster, dvs. ”lyttet lidt mere”. Det, som jeg har set i tidens løb, er en form for ufilosofisk og naiv boble, som helt overser sagens filosofiske, politiske og dannelsesmæssige aspekter.
B.
Tesfaye fortæller desuden, at han også kigger på andre landes syn på skærmpolitikken. Han har nævnt Frankrig, USA og Norge. Det lyder jo som en god ide at kigge lidt rundt.
Men det bliver så pludselig til, at han vil lade sin skærmpolitik ”diktere” fra USA, læste jeg et sted! Igen ser vi denne nærmest vilde radikalisering af Tesfayes synspunkt.
Og ligger Silicon Valley og Singularity University ikke i USA? Men det betyder måske ikke noget? Det er det, jeg mener med ”naiv boble”.
Tesfaye siger også, at der er en form for kategoriforskel på ”en skovl og en skærm”. Tak for denne hyldest til håndværket. Men den slags er nok det mest provokerende, man kan sige til den ukritiske medieforskning.
Tesfaye har udfordret den forskningspolitiske magt. Det er der ingen tvivl om. Og magten er blevet nervøs. Den tror, at de digitale systemer er en blanding af en skovl og en lommeregner. Igen ser vi denne naivitet.
Det er især forskeren Stine Liv Johansen, som er blevet en slags omdrejningspunkt for denne diskussion, og som også omtales og interviewes i Berlingskes artikel om sagen. Hun blev i 2019 formand for Medierådet, men blev ”gået” i 2022 af kulturministeren, formentlig fordi hun ville digitalisere børnelivet for meget og for ukritisk, og måske også fordi hun ikke havde sans for de sociologiske og politiske aspekter af sagen.
C.
I morgen kommer et helt andet tech-råd, som blev nedsat i 2022, med sin afrapportering. Her er den mere kritiske Mikkel Flyverbom formand. Flyverbom havde i sidste uge en meget digitaliseringskritisk kronik i Politiken, som han havde skrevet sammen med lægen Imran Rashid, som helt klart er på Tesfayes hold, og som har taget initiativ til en kæmpeunderskriftsindsamling om emnet. Rashid har nærmest været udskammet af de selvsamme medieforskningsmiljøer, som nu nu føler sig lidt forladte.
Men det er selvfølgelig tankevækkende, at medieforskningens robotglade synspunkter ligger i direkte forlængelse af den disruptionsideologi, som blev udviklet under Lars Løkke Rasmussens regering, stærkt bakket op af KL og i direkte forlængelse af skolereformens filosofi. I den forstand er det statens kamp mod staten.
D.
I debatten har man fremhævet en rapport om skærmforbrug i dagtilbud. Rapporten er 2020 og bygger på 3½ års gamle data.
Rapportens anbefalinger er, at der skal være et langt kraftigere pædagogisk fokus på ”digital socialisering”, som det kaldes, dvs. flere robotter og så videre ud af KL- og disruptionstangenten. Der er ingen reservationer overhovedet.
Rapporten viser, at stort set alle dagtilbud bruger digitale medier i pædagogikken. Børn sidder med en skærm i 10 minutter om dagen. Det lyder måske ikke af så meget, men her skal man huske, at det er 10 minutter pr. barn. Hvis der er 20 børn i stuen, så betyder det, at I-padden er fremme store dele af børnehavens hverdag. Desuden tror jeg, at flere af respondenterne, som mestendels er ledere, vil have en tendens til at underdrive tallene. Endelig kan man næppe udelukke, at rapportens undersøgelsesdesign er påvirket af rapportens almene og helt ukritiske ideologi.
For man skal huske på, at rapportens forfattere mener, at der skal endnu mere digitalisering ind i børnehaven. Pædagogerne skal være ”nysgerrige” og ”betragte digitale medier som legetøj”, som det hedder i de totalt ukritiske ”anbefalinger”.
Rapporten viser faktisk, at der er gode effekter ved at begrænse brugen af digitale medier, men det resultat får forfatterne helt skrevet ned i grøften. På den måde følger de en linje, som allerede blev lagt i en tilsvarende rapport om skærme i skolen fra 2018, ”Skærm-skærm ikke”, med delvist samme forfatter. Også her var der god effekt af mobilforbud i skolen, men alligevel mente forfatteren, at et sådant forbud var et problem, fordi børnene jo skulle lære om 21. century skills og så videre.
Rapportens hovedforfattere, Andreas Lieberoth og Ditte Winther-Lindqvist, kommer fra DPU og dermed netop ud af de ARTS-medieforskningsmiljøer, som Tesfaye vil lytte ”lidt mindre til”.
Begge støttede DPU’s og ARTS’ autoritære aktion mod pædagogisk kritik i december 2022. Det vil sige, at begge to i høj grad understøttede, at man ville lytte ”mindre” til nogle bestemte forskere. De var “kompetente”, som man siger.
Links:
Link til interview med Tesfaye: https://www.berlingske.dk/danmark/mattias-tesfaye-goer-det-klart-vil-lytte-mindre-til-en-saerlig-gruppe
Link til rapport om dagtilbud fra 2020: https://dpu.au.dk/fileadmin/edu/Udgivelser/E-boeger/Ebog_-_Hvem_sidder_der_bag_skaermen.pdf
Det nye tech-råd, med Mikkel Flyverbom: https://em.dk/nyhedsarkiv/2022/juni/ny-ekspertgruppe-skal-stoette-regeringens-haandtering-af-tech-giganter/
Kronik i Politiken fra sidste uge af Flyverbom og Rashid: https://politiken.dk/debat/kroniken/art9379960/Eksperter-Det-digitale-Danmark-mangler-en-grundlov
Analyse af 2018-rapporten om skærme i folkeskolen (inkl. link til rapport): http://www.thomasaastruproemer.dk/skaerm-skaerm-ikke-ny-rapport-om-mobiler-i-skolen.html
Støtteerklæringen til Claus Holm, december 2022: https://www.folkeskolen.dk/dpu/debat-kollega-modsvar-i-debatten-om-afskedigelser-pa-dpu/4689601
9. Den 13. juni: Boganmeldelse
Jeg anmelder kun bøger, jeg godt kan lide, og derfor har jeg anmeldt Lene Rachel Andersens tankevækkende bog ”Libertisme – begrib det 21. århundrede” til Årsskriftet Critique.
Bogen er en hyldest til national dybde, åndelig udvikling og verdensborgerlig interesse. Det er især friheds- og dannelsesbegreberne, der svinger taktstokken.
Andersen kalder sin dannelses- og frihedsvision for ”metamodernitet”, hvilket er det modsatte af en såkaldt ”hypermodernitet”, som er en form for teknologisk og global dystopi.
Men alt det kan man læse lidt mere om i anmeldelsen og meget mere om i selve bogen.
10. Den 14. juni: Folkemødedebat om fritidspædagogik
I det Radikale Venstres telt afholder MF, Lotte Rod, et såkaldt ”fritidspædagogisk værksted” om formålet med fritidspædagogik.
Jeg sidder i panelet sammen med følgende personer, som nok skal gøre mig klogere:
Trine Ankerstjerne, BUPL
Keld Skovmand, UCL
René Hedegaard Nielsen, afd. leder ved klubben ”Stedet” i Viborg.
Jeg skal formentlig snakke lidt om, hvad et formål egentlig er for noget – nemlig på sin vis det modsatte af ”et mål” – og derfor også om fritidspædagogikkens skønne baggrundstraditioner, dvs. skrammologi, demokrati, værksted og dannelse; åndens og hændernes livlige flok.
For-mål er for-tid, og dermed også for-fatning. Kort sagt: Det fælles liv på slægternes frie gårde og på arbejdernes energiske fælled.
Og så kommer jeg måske også til at rose både Lotte Rod og Merete Riisager for deres interesse for dette emne, hvis substans efter min mening står i modsætning til den skolereform, som de radikale (men ikke Risager) promoverede så kraftfuldt i sin tid, og hvis ånd stadig hersker, for tiden i form af en statistisk og tvangsmæssig ”trivsel”.
Mine egne børn gik faktisk på fritidshjem i Aarhus omkring årtusindeskiftet, dvs. lige før, at institutionsformen blev næsten nedlagt og i stedet underlagt skolen, nu som en “ordning” . Der var protestoptog på Park Allé.
På det pågældende fritidshjems hoveddør stod der “mobilfri zone”.
Og selv var jeg pædagogmedhjælper på fritidshjemmet Skovvang tilbage i 1984-85. Det var der, jeg mødte min store kærlighed ved en listig manøvre. Fri tid er starten på al kærlighed. Vi demonstrerede selvfølgelig også imod Poul Schlüter med flotte bannere og så videre, hvis vi da ikke spillede simultan-skak med Gøgler-Harry, som huserede i Århus Nord i de år.
Det hele foregår på fredag kl. 12 på Cirkuspladsen i Allinge (telt C10)
11. Den 19. juni: Ny bog: Skolens demokratiske tilstand
Der er er kommet en ny bog på Hans Reitzels Forlag. Den hedder ”Skolens demokratiske tilstand – dekalog, didaktik og dialog”.
Udgivelsen blev præsenteret ved et arrangement på folkemødet, hvor alle tilhørerne – herunder jeg selv – sørme fik et gratis eksemplar.
Bogen er skrevet af trekløveret Keld Skovmand, Lene Tanggaard og lærerinden Mette Frederiksen. Alle tre var centrale personer i Merete Riisagers Rådgivningsgruppe omkring 2017, hvor de understøttede Riisagers såkaldte ”justering” af skolereformen med en række flotte og kritisk anlagte seminarer og rapporter. Jeg skriver en masse om det i min seneste bog ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”.
Det fremgår også, at den ny bog udspringer af en række møder på Testrup og Ryslinge højskole, også omkring 2017. Der var gang i den kritiske bevægelse i de år.
Og nu har vi så fået endnu en hel bog om emnet. Det er svært at få armene ned over denne genopfriskning af ånden fra de kritiske år.
Udgivelsen er finansieret og støttet af Københavns Lærerforening, hvis formand, Katrine Fylking, svinger håndtasken i et kort og kritisk forord, hvor hun fortæller om ”topstyring, tidsstyring og målstyring”, om at ”skolen er bragt ud af balance”, og om at ”åndsfrihed, ligeværd og demokrati er sat under pres”. Her kunne de centrale dele af DLF lære noget, synes jeg.
Dernæst følger selve bogens tekst, hvor de tre forfattere fortsætter Fylkings kritiske linje. Vi lærer, at skolen er præget af ”overfladisk ensretning og åndløs dokumentation”, og der tales om en ”fejlslagen skolereform”.
Men det meste af bogen er faktisk meget opbyggeligt. Der er tale om et omfattende forsvar for skolens formål og dettes tradition og filosofi samt det tilhørende kundskabsliv. Det er §1 og §5 i syntese, for nu at sige det på den måde.
Der står intet om arbejdsudbud, trivsel, klimamål, verdensmestre eller identitetspolitik. I stedet handler skolen om åndsfrihed, ligeværd og demokrati, og forfatterne har lavet ti flotte bud på en demokratisk pædagogik, som endda er præget på stentavler for at understrege betydningen af pædagogikkens urtidsprocesser.
Der er også et flot citat fra genforeningssangen ”Som en rejselysten flåde” om det frie og ”morgenmuntre og lattekrogede” sprog og så videre. Skolen er et ”kaldsfællesskab”, lærer vi.
Filosofisk set er det især Gert Biestas indflydelse, der svinger taktstokken, men der er også solide reference til John Deweys arbejde. Heroverfor sættes så den ”lærings-revolution”, som skolereformen jo var tænkt som, og hvis filosofiske struktur stadig er operativ, ikke mindst i kredsen omkring DPU’s autoritære ledelse, som især Skovmand da også måtte kæmpe imod i de kritiske år.
Der er også nogle gode upraktiske metoder til klasseværelset. Der er trods alt solid didaktisk repræsentation i forfattertrioen.
Måske mangler der lidt reference til de mere aktuelle diskussioner? Det er lidt som om, at bogen er skrevet i 2017. Men på en måde er det uaktuelle også en slags styrke.
Måske skulle man dele bogen ud til alle landets lærere og kommuner og selvfølgelig også til skolereformens forligskreds?
PS: På s. 45 er der en lille tabel med ordoptællinger til ministeriets 47-siders lange vejledning om læringsmålstyret undervisning fra 2014. Her er nogle eksempler fra optællingerne:
Læring: 418 hits – Dannelse: 0 hits
Mål: 459 hits – Åndsfrihed: 0 hits
https://hansreitzel.dk/products/skolens-demokratiske-tilstand-bog-59598-9788702404180
12. Den 20. juni: Uren pædagogik i slut-10’erne
I går omtalte jeg Skovmands, Tanggaards og Frederiksens nye bog om demokratiets tilstand. I den forbindelse rendte et par andre udgivelser mig i hu.
Midt i kritikkens tid, i 2017, udkom en tankevækkende bog, der samlede tidens ånd op, dvs. en form for ”uren pædagogik”. Jeg tænker her på bogen ”Ustyrlighedens paradoks – demokratisk (ud)dannelse til debat”. Bogen er skrevet af to lektorer ved SDU, nemlig Herdis Toft og Dion Rüsselbæk Hansen.
Bogen indeholder en kritisk drøftelse af forholdet mellem demokrati og dannelse, og den bygger på interviews med en række af tidens toneangivende kritikere, herunder tre politikere:
Merete Riisager (LA)
Jakob Mark (SF)
Carolina Magdalene Maier (dengang Å)
Fagligt set var forfatterne inspireret af udenlandske filosoffer som J. Ranciére og G. Agamben. Herhjemmefra er det især Lars-Henrik Schmidt og kulturforskeren Henrik Kaare Nielsen, der svinger inspirationsstokken, og som også er interviewet. Og Grundtvig spiller faktisk en ikke ubetydelig rolle i sagen.
De to ret radikale latinske filosoffer gør gode ting ved de danske inspirationskilder, som ellers nogle gange godt kan gå lidt i stå. Det hele ender ud i en god sans for magtens veje, for nu at sige det på den måde. Selv World Economic Forum får et fur.
Bogen gav faktisk anledning til en fin konference på Christiansborg, hvor “dannelsen” fik et kærligt kram. Det var tider!
Vi er jo i 2017, så det var efter, at Lars-Henrik Schmidts og Claus Holms intellektuelle veje skiltes. Denne skilsmisse kan man faktisk læse om i en anden bog, ”Livsduelighed – fra Grundtvig til konkurrencestat”, som docent ved KP, Pia Rose Böwadt, udgav i 2019. Bogens analyser er en omfattende kritik af Claus Holms pædagogiske konkurrencestatsideologi, som jo består i et opgør med hele den Løgstrupsk-Grundtvigske strømning i dansk pædagogik, dvs. netop den strømning, som Toft og Hansen arbejder med at få i tale på den kritiske teoris præmis.
Fra omkring 2007 gik Holm sammen med Lars Qvortrup og Jens Rasmussen i stedet for med Schmidt; en konstellation, som også Toft og Hansen er særdeles kritisk overfor i et kapitel, der kaldes ”Styrings- og systemlogikker”, hvor KL-DPU-Hattie-symbiosen får kritik.
Fra nu af bestod Schmidts rest-påvirkning af Holm blot i, at man skulle nyde at være i konkurrencestaten. Herfra styrtede DPU i grus.
Denne situation belyses faktisk også i Peter Kemps bog ”Løgnen om dannelse – opgør med halvdannelsen”, som udkom i 2015, hvor ikke mindst Qvortrup, Jens Rasmussen og Antorini kritiseres for deres uretmæssige ekspropriation af dannelsesbegrebet.
Kemp var tidligere institutleder for pædagogisk filosofi, som Qvortrup og Holm havde forsøgt at nedlægge, fordi den slags ikke var “relevant”.
Kigger man i Holms ph.d.-afhandling fra 2012 får man syn for den ledelsesmæssige og strukturelle sammenhæng. Her kan man læse følgende i forordet:
”Professor og rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet Lars-Henrik Schmidt satsede på forskningsformidling, det samme gjorde professor og dekan Lars Qvortrup for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Jeg takker begge for at inspirere, støtte og skabe plads til at udvikle formidlingsindsatsen ved DPU.
(…)
Professor Jens Rasmussen og lektor Søren Kruse takker jeg for et rigtigt godt samarbejde om bogen ”Viden om Uddannelse” (Rasmussen m.fl. 2007). Og Jens Rasmussen skylder jeg en særlig tak for at stille sig til rådighed som en vedholdende, interesseret og diskuterende vejleder”.
Imens den urene pædagogik bredte sig i 2015-2019, gik Holm og DPU i en slags ventende globaliserings- og digitaliseringsmode. Det passede perfekt til det nye ”global university”, som udviklede sig i Aarhus efter især 2011. Det nye DPU gik i symbiose med det reformerede ARTS under konkurrencestatens overhøjhed.
I dag er både Riisager og Magdalene Maier ude af politik, så Mark står lidt alene. Ranciére taler ingen om, og Agamben er endt som konspirationsteoretiker pga. hans fremragende coronakritik. Lars-Henrik Schmidt er død, og Henrik Kaare Nielsen ved jeg ikke hvad laver.
Så tilbage står blot Claus Holms konkurrencestat og nogle gamle bøger.
Litteratur:
Herdis Toft & Dion Rüsselbæk Hansen (2017). ”Ustyrlighedens paradoks – demokratisk (ud)dannelse til debat”, Klim.
Pia Rose Böwadt (2019). ”Livsduelighed – fra Grundtvig til konkurrencestat”, Hans Reitzels Forlag.
Peter Kemp (2015): ”Løgnen om dannelse – opgør med halvdannelsen”, Tiderne skifter.
Claus Holm (2012). ”Kampen om troværdigheden – forskning i formidling”, Aarhus Universitet.
13. Den 21. juni: Skolereformen og Haderslev
I august 2015 skrev Stefan Hermann sammen med Claus Hjortdal fra Skolelederforeningen og Mikkel Haarder fra EVA en fuldstændig ukritisk hyldest til skolereformen i en kronik i Politiken. Der var dømt ledelse, styring og læring så langt øjet rakte. Her får man virkelig en fornemmelse af, hvorfor “uren pædagogik” var på sin plads i de år.
Allerede tilbage i 2010 havde Hermann, sammen med to andre nye UC-rektorer og DPU-leder Lars Qvortrup, skrevet en underdanig hyldest i Berlingske til Lars Løkke Rasmussen, som de sammenlignede med Martin Luther King.
Professionshøjskolerne og DPU anglede efter identitet hos den nye svage og globaliserede stat, som omdannede pædagogik til “læring”.
Det var denne (førstnævnte) 2015-kronik, som fik lektor ved UC-Syd, Iben Benedikte Valentin Jensen, til at tænde helt af. I en række tankevækkende indlæg og bøger beskrev hun sin filosofiske harme og sine erfaringer med de nye professionshøjskoler. Hun fik endda foranstaltet et fakkeloptog ved Christiansborg, som bl.a. var med til at vække lærerforeningen fra dens slummer i Antorinis Ny Nordisk Skole. Man kan læse om det hele i bogen ”Tag ansvar – opgør med læringstyranniet” fra 2015. En sand heltinde!
Iben kom ud af Haderslevs meget levende seminariemiljø, hvor også de to Dietricht Benner-folk, Alexander von Oettingen og Leo Kommischke-Konnerup, havde deres udspring. Hele flokken (dvs. alle tre) var inspireret af Holger Henriksens store arbejde med pædagogiske emner, og for især Ibens og Leos vedkommende var der også inspiration fra miljøet på Askov Højskole omkring forstander Hans Henningsen. Af forskellige personlige og faglige årsager gik hele denne Haderslev-sammenhæng i opløsning, hvilket efter min mening har været meget uheldigt for læreruddannelsesområdet.
Lektor Niels Buur Hansen var også med i miljøet, og Jørgen Gleerup fra SDU var også en del af sammenhængen på forskellige måder. Faktisk etablerede de sønderjyske og fynske seminarier en form for regionalt alternativ til DPU i 2001 med Gleerup som leder. Og Gleerup var faktisk ret glad for den urene pædagogik, som jo kom frem ca. 10 år efter. Man burde studere alt dette nærmere.
Det er også lidt tankevækkende, at UC Syds rektor i 2010, hvor hovedsædet netop lå i Haderslev, ikke deltog i Qvortrups og Hermanns kronik i Berlingske. Måske var den daværende rektor, Søren Vang Rasmussen, lidt mere kritisk indstillet? Han havde faktisk støttet Gleerups nye center i 2001. Men det er gætværk. Findes der overhovedet noget om UC Syds historie? Eller om de andre UC’er for den sags skyld?
Efter Vang Rasmussen blev Birthe Friis Mortensen rektor i 2012, hvorefter Haderslev-indflydelsen lod til at sive (UC Syd og UC Vest blev også lagt sammen i 2010, og hovedsædet flyttede til Esbjerg, hvilket forstærkede marginaliseringen af Haderslev). Von Oettingen steg i graderne og blev rektor i 2021.
Der var et livligt miljø i Haderslev frem til midt i 00’erne, hvorefter UC’erne og de omtalte kronikker efterhånden tog over. I dag er von Oettingen som sagt rektor på UC-Syd, men jeg ved ikke, hvor meget Haderslev-ånd, der evt. er tilbage i baglokalerne. Holger Henriksen og Iben er døde, og Leo er direktør i Karisefonden, som huser specialpædagogiske opholdssteder.
Dermed er en central inspirationskilde til de fattige professionshøjskoler spredt og tørret ud.
Nedenfor kan man læse begge kronikker (på net-versionen af 2015-kronikken står Hermann angivet som eneforfatter, men de to andre var også med. Det kan man se i papirversionen).
Jeg vedhæfter også en liste med alle Ibens arbejder. Hun gjorde en enorm indsats for den kritiske bevægelse i 2010’erne, og hun bidrog også – kort før sin alt for tidlige død i 2022 – til antologien ”Sidste chance – perspektiver på dannelse”.
Litteratur:
Hermanns, Haarders og Hjortdals kronik, august 2015: https://politiken.dk/debat/kroniken/art5591787/Vi-vil-have-en-st%C3%A6rk-og-stolt-skole
Qvortrups, Hermanns mfl.’s kronik, juni 2010: https://www.berlingske.dk/kronikker/10-4-loesning-til-folkeskolen
Liste over Ibens arbejder: https://www.berlingske.dk/kronikker/10-4-loesning-til-folkeskolen
14. Den 22. juni: Gert Biesta og Guds første spørgsmål
I 1999 skrev Gert Biesta en artikel, hvori han drøfter postmodernismens konsekvenser for pædagogik og eksistens. Han spørger til, hvad mennesket er, hvis man accepterer Foucaults kritik af det moderne subjekt.
Biestas svar er, at det postmoderne ”who” er knyttet til et ”where”.
I den forbindelse har han en tankevækkende reference til 1. Mosebog:
”It is perhaps not without significance that the first question God poses to man (Adam) is precisely this question of location: “Where are you?” (GT, 4:9)
Årsagen til Guds spørgsmål er, at Adam og Eva har gemt sig efter syndefaldet. Men det er jo lidt mærkeligt, og også lidt sødt, at Gud ikke kan finde sin egen skabning.
Så den postmoderne tilstand er funderet i Guds afmagts-spørgsmål, ”Hvor er du?”, som ifølge Biesta også indeholder spørgsmålet: ”Hvem er du?”.
Den postmoderne mand og kvinde skjuler sig i krattet, men kaldes frem af den store ånd i ny og næ. En så skøn beskrivelse, kunne de moderne poststrukturalister sandelig lære noget af.
Dertil kommer, at Gud faktisk forinden har erklæret, at Adam skal dø, hvis han spiser af æbletræet. Eva har dog ikke hørt det fra Gud selv, for hun skabes først bagefter, og Gud retter da også sit spørgsmål eksplicit til Adam. Eva er måske derfor lidt mere frisk i sin omgang med frugterne. Girls just wanna have fun!
Måske er det også derfor, at Gud trækker i land? I stedet for døden giver han dem begge to et dejligt menneskeliv med kærlighed, ejendom, mad og tøj, blot pakket ind i nogle grimme ord. Og det er ikke sidste gang, han fortryder, men det lader jeg ligge her.
Godt at Gud er så blød og gavmild og spørgende. Han er en slags passiv magt, der får mennesket til at titte frem fra mørket.
Tilbage til Biesta: Det er interessant, at han finder svaret på sit postmoderne spørgsmål i Biblen; en linje han faktisk genoptager i 2014 i bogen ”The Beautiful Risk of Education”. Her funderer han undervisningsbegrebet i John Caputos ide om ”the weak god”. Guds ”hvor er du?” er jo på en måde også et udtryk for denne ”svaghed”.
Der er ud af hele den sammenhæng, at Biesta definerer uddannelse som en ”svag aktivitet”. Denne ”svaghed” får dog sin egen kraftfulde tilsynekomst i hans begreb om ”transcendental violence”, som allerede slås an i 1999-artiklen. Dermed bliver ”undervisning” til en slags fremkaldende spørgen til subjektets sted, som får subjektet til at komme til syne. Søren Kierkegaard spiller faktisk også en rolle i 2014-versionen af sagen.
Det bliver dog et problem for Biesta, i al fald i 1999-artiklen, at han oversætter sit ”where” til et spørgsmål om ”space”. Dermed mister han sansen for det centrale postmoderne svar, som snarere handler om ”place”. Menneskets gave/straf er jo ikke rummet, men jorden.
På den måde overser Biesta også, at Hannah Arendt, som han ellers selv omtaler i både 1999 og 2014, i høj grad trækker på den humanistiske og ”earthly” tradition, som Foucaults kritiserer. I stedet ender hun i Biestas analyse som fortaler for “intersubjective space”, hvilket er lidt synd, synes jeg.
Men Biesta har faktisk god sans for Foucaults muligheder, især for den sene Foucaults arbejde med et filosofisk selv, som er præget af stoicismen, og som dermed ikke er uden anknytning til f.eks. Svend Brinkmanns interesser. Brinkmann har dog mere sans for ”stedet”, hvilket skyldes, at han kommer ud af den situerede psykologi. Og selv hvis man medtager Foucaults muligheder, så vil han – altså Foucault selv – altid mangle ord til det centrale spørgsmål:
Where are you?
Litteratur:
Gert Biesta (1999): ”Education, Identity and the Question of Location”, I: Carl Anders Säfström (ed.): “Identity”, Studenterlitteratur.
15. Den 22. juni: Politikens “vantro”
I sensommeren 2018 forsøgte det gamle skolereformssegment at udskamme undervisningsminister Merete Riisager.
Vi var derfor nogle stykker, der gik sammen om en forsvarskronik for Riisager og for pædagogikkens bløde sag imod konkurrencestatens og skolereformens fokus på styring, læring, evidens, fremtid og produktivitet.
Desværre meddelte Riisager kort tid efter sin kommende afgang, og efterfølgende blev de skolepolitiske forhandlinger – efter pres fra reformtilhængerne – ligefrem flyttet over i Finansministeriet. Skolereformen havde sejret.
Men mange af de begreber, Riisager bidrog til at få tilbage på dagsordenen, er i dag stadig til stede i debatten, hvor de til gengæld må kæmpe en hård kamp for at beholde deres betydning.
Her er kronikkens syv forfattere, som kommer fra forskellige faglige og organisatoriske sammenhænge. Der er dog fire folk med rødder i pædagogiske filosofi, et fag som dermed viste sin store relevans i samfundet:
Brian Degn Mårtensson
Niels Jakob Pasgaard
Peter Kemp
Lene Tanggaard
Christian Egander Skov
Mikael Busch
Thomas Aastrup Rømer
Folkene på Politiken havde kaldt Riisager for ”Trump”, og debatredaktøren var ligefrem ”vantro” over kronikkens synspunkter. Han mente, at Riisager var den ”mest katastrofale undervisningsminister i mange år”, og at kronikkens synspunkter var ”konspiratoriske”!
Redaktionen havde tydeligvis ikke kendskab til den omfattende faglige kritik af skolereformen, som havde udviklet sig siden 2014.
Med sine formuleringer forstærkede Politiken derfor relevansen af kronikørernes pointe. Jeg blev også selv beskyldt for konspirationsteorier af DPU’s førende kredse, som da også selv havde trukket Trump-kortet mod Riisager. Og Svend Brinkmann blev kaldt populist i Information og så videre. Den “urene pædagogik”, som byggede på et bredt filosofisk, socialvidenskabeligt og psykologisk fundament, var virkelig snavset i de år.
Jeg beskriver disse emner grundigt i bogen ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”, som udkom i sidste måned.
Links:
Kronik i Politiken, august 2018: https://politiken.dk/debat/kroniken/art6666864/Drop-kritikken-af-af-Merete-Riisager.-Hun-er-den-bedste-undervisningsminister-i-mange-%C3%A5r
Debatredaktørens svar: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6669779/Drop-kritikken-af-Politiken.-Merete-Riisager-er-den-mest-katastrofale-undervisningsminister-i-mange-%C3%A5r
16. Den 23. juni: Første Mosebog
Jeg har en kommentar til 1. Mosebog. Det går ud på følgende:
Gud skaber mennesket to gange. Først i kapitel 1, hvor han skaber mand og kvinde på en gang, og hvor de to turtelduer skal lave slægter og så videre. Det er helt efter bogen og en del af den store skabelsesakt.
Men så skaber Gud mennesket en gang til i kapitel 2. Her foregår det på en lidt anden måde:
Først skaber Gud et menneske og sætter det i Edens have. Dette menneske er Adam. Adam betyder blot ”menneske” på hebraisk, så der er endnu ikke et egentligt køn. Gud truer og siger til Adam, at hvis han spiser af kundskabens træ, så ”skal du dø”.
Det er først efter dette forbud, at Gud skaber en ”ledsager” til Adam. Det har egentlig ikke noget med frugtbarhed at gøre i første omgang. Det handler bare om, at Adam ikke skal være ”alene”. Der skal være et fællesskab.
Derfor skaber Gud en ledsager, som nu omtales som ”kvinde”. Først i dette øjeblik bliver Adam til en ”mand”, og nu skal de så blive ”ét kød”, som der pludselig står. Kvinden er endnu uden navn.
Så kommer slangen og lokker kvinden, som lokker Adam. Det fremgår, at kvinden godt ved, at hun ikke må spise fra træet. De skammer sig og gemmer sig for Gud.
Men måske har kvinden kun hørt om reglen på anden hånd, for da Gud opdager regelbruddet, så kalder han kun på Adam: ”Hvor er du?”, spørger han. Spørgsmålet er: hvor meget ved kvinden egentlig på dette tidspunkt? Hvorfor er det kun Adam, der anråbes.
Derefter kommer Guds straf, men pludselig er der alligevel ingen, der skal ”dø”. Nu handler det om, at de skal føde børn, have tøj på og arbejde med deres fælles jorde og få kundskaber og så videre. Det lyder jo hyggeligt, selvom Gud skælder ud. Og ingen dør. Mennesket får foræret jorden som mand og kvinde. Det er jo ikke en virkelig straf, tværtimod er det en gave. Kort sagt: Gud fortryder.
Først herefter får Eva sit navn, som betyder ”alt levende” på hebraisk. Hun blev ”mor til alle mennesker”, som der står. Så Eva får og giver liv. Guds straf er en gave, hvilket også afspejles i navngivningen. Hermed fødes fødslen, dvs. Hannah Arendts natalitet, som også er politikkens årsag. Det er ”life on earth”, som Arendt kalder det.
Så ”mennesket” og ”alt levende” bygger sig et liv på jorden, som man både kommer af og bliver til. Derfra går det amok i lange liv og slægter, så Gud til sidst må sige, at man altså max må leve i 120 år.
Det lyder hyggeligt. Godt at Gud fortrød det med at ”dø”. Dermed fik vi både løftet, skammen og tilgivelsen og kundskaber og kærlighed på jorden. Og vi slap for at blive 500 år gamle.