Nedenfor kan man læse 38 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske temaer fra januar-februar 2024. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

Indholdsfortegnelse:

1. Brian Degn Mårtenssons pædagogiske betydning
2. 2½ paradoks
3. Eske Willerslev om forskningsfrihed
4. Konference: Den frie ånds krise på universitetet
5. I-pad-kasser til små skoleelever
6. I skolereformens kølvand
7. Universitetet og dets fjender
8. Hvem er LA?
9. Lars Qvortrup som lærernes favorit
10. Kjeld Holm og DPU
11. Forskningspolitik i Norge og Danmark
12. Interview om dannelse i Tænketanken Sophia
13. Tidens profylaktiske princip
14. Uffe Østergaard forsvarer universitetet
15. Hedevig Baggers pædagoguddannelse
16. Interview om universiteter i Berlingske
17. Ånden fra Haderslev
18. Byernes ånd: Synops
19. Regeringens skoleudspil 1: Lærerplaner
20. Regeringens skoleudspil 2: mobiltelefoner
21. Skolekomedie og skoletragedie
22. Ny digitaliseringsstrategi
23. Radioudsendelse om Tænketanken Prospekt
24. Udvidet brug af kunstig intelligens på Aarhus Universitet
25. Ny kritisk universitetspolitisk bevægelse
26. Økonomer og pædagoger
27. Socialdemokratiske refleksioner
28. Om ”nyskabende” forskning på DPU
29. Refleksion 1 over staten M
30. Refleksion 2 over staten M
31. Sovjetisk videnskab
32. Fælles skolemad
33. Agedrup skole
34. Kandidatudvalg, referencepanel og kompetenceråd
35. Forskningspolitiske links af historisk interesse
36. Angrebet på konsistorium
37. Professorater i pædagogik – bedømmelser i 2023 og 2014
38. Universitetet og dets venner
39. Europa-Parlamentet om forskningsfriheden i Danmark

 

1. Den 2. januar: Brian Degn Mårtenssons pædagogiske betydning

I 2019 bad Årsskriftet Critique otte debattører om at svare på spørgsmålet: ”Er der håb for borgerligheden?”.

Den første, der svarede, var den pædagogiske filosof, Brian Degn Mårtensson. Han understregede pædagogikkens fundamentale betydning for både statsforfatning og kulturudvikling. Dannelse er vigtigere end erhvervspolitik, skrev han, og det er jo rigtigt nok. Det er herlig læsning.

Pædagogikken og dens betydning er ellers bestemt ikke noget specielt ”borgerligt”, og den gode hr. Mårtensson langer da også ud til både højre og venstre med præcise uppercuts fra 10’ernes arsenaler. Pædagogikken er jo sin egen, hvilket også fremgår.

Men Mårtensson minder på en måde højrefløjen om dens oprindelse, hvilket har været hårdt tiltrængt i lang tid. I dag er det venstrefløjen, der har glemt alt. Den har også brug for en Mårtensson til at løsne lidt op i alle de puritanske konkurrencestatsregnskaber.

Til sidst i sit indlæg har Mårtensson fem forslag til en borgerlig uddannelsespolitik, som bl.a. består af ”et fuldtonet opgør med social engineering, målstyring, managementidioti og misforstået lighedsmageri”.

Et af disse fem forslag er det følgende:

”DPU – Danmarks Pædagogiske Universitet – er en katastrofefortælling for sig, og jeg ser ingen anden løsning end en nedlæggelse, eventuelt efterfulgt af en etablering af et egentligt institut eller universitet med fokus på pædagogik.”

Så Mårtensson vil på en måde nedlægge DPU for at redde DPU.

Det er godt set i 2019.

Her i 2023 har DPU’s ”katastrofefortælling” konsolideret sin magt over den pædagogiske forskning, så Mårtenssons pointe er vigtigere end nogensinde.

De fire andre forslag handler om skolelovenes formål, om kommunaliseringen af pædagogikken, om uddannelsesinstitutionernes arkitektur og æstetik (de må ikke ”ligne en bank”) og om ”den tåbelige digitalisering”. Men dem må man selv læse. Der er noget at tænke over.

Mårtenssons indlæg har rødder i hans tankevækkende hovedværk ”Konkurrencestatens pædagogik” fra 2015, som var en Kierkegaard-inspireret læsning af den moderne pædagogik, og selvfølgelig også – jvf. bogens titel – en skarp kritik af den konkurrencestatspolitik som peakede i de år. Mårtensson viste, at konkurrencestatens pædagogik var “totalitær”, hvilket jeg er helt enig i.

Han har også flere andre vigtige udgivelser på cv’et:

I 2017 bidrog han f.eks. til antologien ”Uren pædagogik 3”, og i 2014-16 var han en afholdt blogger på folkeskolen.dk, hvor han holdt lærerne i live efter sammenbruddet i 2013. Han blev dermed en skattet debattør på den gamle venstrefløj, som jo dengang var imod konkurrencestaten. Mårtensson deler gaver ud til alle.

I de seneste år har han som tidligere nævnt gjort en kæmpeindsats for at bringe pædagogiske emner ind i det borgerlige Danmarks interesseområder. Det har der været hårdt brug for, for skiftende borgerlige regeringer har siden 2001 været en hovedaktør i cementeringen af konkurrencestatens ideolog. Ovenstående bidrag til Critique fra 2019 er et eksempel på dette arbejde. Og denne indsats blev i 2022 suppleret af storværket ”Borger og stat – en dansk indføring i liberale og konservative ideer”, som Mårtensson redigerede sammen med Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen fra Tænketanken Cepos. Der er 654 sider med myldrende tanker. Så kan de lære det.

Mårtensson er selv cand.pæd. fra DPU. Han blev uddannet, da ”katastrofefortællingen” for alvor fik magten over de pædagogiske rester. Så han ved, hvad han taler om. Efter sin eksamen blev han lektor på læreruddannelsen på UC Sjælland. Men da Mårtensson ville skrive en ph.d. om Grundtvigs pædagogik, så ville ledelsen af professionshøjskolen – imod institutionens sædvane – ikke give ham orlov. Grundtvig var imod ”forskningsstrategien”, som det hed.

UC’erne har samme forhold til Grundtvig, som DPU har til pædagogik. Man kan læse om sagen i Mårtenssons bog ”Mennesket som mål”, som udkom på Akademisk Forlag i 2018.

I dag er Brian Degn Mårtensson forstander for Sorø Fri Fagskole, hvor de formodentlig har en pædagogisk fest, og for nylig har han udgivet en digtsamling, ”Når dagen oprinder”, som jeg dog ikke har læst.

 

2. Den 3. januar: 2½ paradoks:

A. Det nationale paradoks: Fra forudsætning til identitet

Det store paradoks i nyere Danmarkshistorie er følgende:

Hvordan kunne det ske, at det store opgør med den nationale tradition blev gennemført af de nationale selv?

For det var jo det, der skete, med globaliseringsaftalerne i 2006 og videre frem, hvor folk og partier som Fogh, Haarder og DF stod centralt. Her blev alle de centrale institutioner omdefineret fra historiske lag til strategiske optimeringsmetoder.

Således rippet for pædagogik, folkelighed og sted, som jo havde ellers havde defineret det danske liv siden år 1849, blev det danske i stedet til “danskheden”, dvs. et spørgsmål om identitet, som endda blev defineret negativt, nemlig i modsætning til en anden ekspanderende identitet, Islam.

Dermed blev det nationale parkeret, mens hele det oprindelige vejsystem havde skiftet karakter.

Så det nationales største fjende endte med at være de nationale selv.

B. Det sociale paradoks: Fra klasse til strategi

Det store paradoks i venstrefløjens historie er, at opgøret med sociale klasser blev gennemført af venstrefløjen selv.

For det var jo det, der skete, i regi af de sociologerne Ernesto Laclau og Chantal Mouffes arbejde fra slutningen af 1980’erne. Her gjorde man op med de sociale klasser, som var alt for ”ontologiske”. I stedet omdannede man venstrefløjen til et spørgsmål om strategi, diskurs og identitet. Det var identitetspolitikkens grund.

Og Bjarne Corydon elskede dette arbejde, fordi det pegede frem mod en ny strategisk realisme. Dermed kom opgøret med klassebegrebet til at fodre konkurrencestaten.

Bagved lurede også Ove Kaj Pedersens store læremester, den franske strukturalist og kommunist, Louis Althusser, som heller ikke var meget for handlingslivet.

Så det sociales største fjende er socialismen selv.

C. Det kombinerede paradoks: Den nationale venstrefløj

Endelig skal man jo huske på, at ca. halvdelen af venstrefløjen i 1970’erne faktisk var både meget national og meget klassebevidst. Det så man f.eks. i EU-modstanden og i andre folkelige bevægelser. Jeg lader dette tredje paradoks ligge for nu.

 

3. Den 4. januar: Eske Willerslev om forskningsfrihed

Professor ved Københavns Universitet, Eske Willerslev, er blevet interviewet til ScienceReport.dk om ytrings- og forskningsfrihed. Her kritiserer han en række konsekvenser af den universitetslov fra 2003, hvis filosofi stadig gælder.

Willerslev har nogle interessante og højaktuelle pointer. Blandt andet, at forskerne har alt for lidt sikkerhed i ansættelsen, hvilket medfører, at de bliver bange for ledelseslaget:

”Problemet er, at selv såkaldte fastansatte forskere i dag har usikre ansættelser, hvor de risikerer fyring. De fastansatte forskere er derfor dybt afhængige af deres personlige forhold til universitetsledelsen. Det betyder, at de ikke tør kritisere ledelsen på universiteterne.”

Sådan er livet f.eks. på Aarhus Universitet og DPU. Det er tankens død.

Og denne angst har ifølge Willerslev demokratiske konsekvenser:

“Vores demokrati hviler på, at journalister som dig og andre, der kan opsøge faglige kilder, der er uafhængige og tør udtrykke sig i den offentlige rum.”

Det er god gammeldags oplysningsfilosofi, som altså ifølge Willerslev er stærkt truet.

Willerslev argumenterer af den grund for, at institutledere bør vælges frem for ansættes, dvs. for en form for akademisk republik.

Eske Willerslev peger på Cambridge som et alternativ:

”Du kan ikke blive fyret for at kritisere ledelsen eller falde ud med politikere eller andre. Du skal begå ulovligheder for at blive fyret. Det er et helt andet mindset end i Danmark”.

I Norge og i mange andre lande har man en lignende ordning. Her er den angst, som præger det danske system og som lukker mundene og tanken, ikke så påfaldende.

https://sciencereport.dk/forskningsfriheden-under-pres/eske-willerslev-forskningsfriheden-er-i-krise-men-det-er-ikke-fondenes-skyld/

 

4. Den 4. januar: Konference: Den frie ånds krise på universitetet

Lørdag den 24. februar afholder folkene bag Årsskriftet Critique deres årlige konference i Stakladen ved Aarhus Universitet.

Årets tema er meget passende ”Den frie ånds krise på universitetet”.

Jeg glæder mig til at åbne arrangementet med en præsentation af tankerne i min nye bog “Universitetet og dets fjender” og til at høre de andre oplægsholdere, som er professor emeritus fra SDU, Nils Gunder Hansen, og dr. phil. Marianne Stidsen.

Man kan læse mere og tilmelde sig på linket. Håber at se så mange som muligt, der har lyst til at diskutere universiteternes tilstand og måske spise og drikke lidt sammen bagefter.

https://aarsskriftet-critique.dk/2024/01/aarskonference-2024-den-frie-aands-krise-paa-universitetet/

 

5. Den 9. januar: I-pad-kasser til små skoleelever

En lærer, Morten Korsbakke, fortæller på Folkeskolen.dk, at man på hans skole lukker små skoleelever ind i en kasse, hvor de sidder med en i-pad ”i timevis”:

”….de sidder derinde i timevis og i realiteten ekskluderes af klassefællesskabet dag efter dag.”

Det er nok det, man kalder at ”være i trivsel”? Faktisk har man i Silkeborg kommune, hvor Korsbakke er ansat, et program for de små klasser, som hedder ”trivsel på tværs”. Jeg tør næsten ikke undersøge det nærmere.

Der står også, at den pågældende folkeskole har afvist at levere et billede af de pågældende Ipad-kasser, så Folkeskolen.dk og Korsbakke har selv måtte konstruere et realistisk billede.

Jeg er helt tom for ord. Måske kan nogen give mig mælet igen? Måske en journalist, som undersøger sagen? Eller skolens ledelse?

Links:

Korsbakkes indlæg: https://www.folkeskolen.dk/inklusion-specialundervisning-trivsel/laerer-vi-kan-ikke-leve-med-pacificerede-kasseborn/4750346

Trivselsstrategi i Silkeborg: https://silkeborg.dk/borger/boern-og-familie/trivsel-udvikling-og-laering/samarbejdsmodellen-for-trivsel-paa-tvaers

 

6. Den 10. januar: I skolereformens kølvand

I Folkeskolen.dk, nr. 20, 2023, er syv af bladets faste anmeldere blevet bedt om at kåre årets bog.

Jens Raahauge, som er bestyrelsesformand for Tænketanken Sophia og tidligere formand for Dansklærerforeningen, har været så venlig at fremhæve min bog ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning” til hans bud på topplacering.

Raahauge har valgt følgende korte citat fra anmeldelsens konklusion som begrundelse:

”Thomas Rømers bog bærer på dokumentation og vidnesbyrd, som trods dens sine steder for kradsbørstige form, gør den til en inspiration til fortsat ageren mod den tænkning, der ligger bag afhumaniseringen af den nordiske skoletradition.”

Mange tak til hr. Raahauge.

Links:

Den aktuelle omtale på s. 44-45 i dette link: https://issuu.com/folkeskolen/docs/folkeskolen_nr._20_2023

Hele anmeldelsen fra d. 1. maj 2023: https://www.folkeskolen.dk/folkeskolereform-malstyring-paedagogik/skolen-traenger-til-en-kaerlig-and/4709468

Min egen glade kommentar til anmeldelsen kan tilgås i afsnit 10 i dette blogindlæg, hvor man også kan læse Lærke Grandjeans meget positive omtale af bogen (afsnit 7): http://www.thomasaastruproemer.dk/uddannelsespolitiske-og-paedagogiske-noter-d-10-april-d-8-maj-2023.html

 

7. Den 12. januar: Universitetet og dets fjender

På mandag får jeg det første fysiske eksemplar af bogen ”Universitetet og det fjender” i hånden, for bogen er nu ankommet til forlaget fra trykkeriet.

Og Klim har lagt bogen på forlagets hjemmeside med følgende tekst:

”De moderne danske universitetet er i dag underlagt stærke ledelser og strategier, der skal medvirke til at løse samfundets udfordringer. Det lyder måske godt, men desværre har det ikke noget med et universitet at gøre, oftest endda tværtimod.

I bogen ”Universitetet og dets fjender – og om livet på Aarhus Universitet og DPU” kan man læse om, hvad et universitet egentlig er. Med udgangspunkt i den universitetsfilosofiske tradition udarbejdes en skitse til en videnskabelig republik, som er karakteriseret ved nysgerrighed, sandhedskærlighed, politisk uafhængighed og intellektuelt engagement.

Dernæst omtales en række af de universitetsreformer, som har fundet sted i de seneste 50 år, samt den omfattende efterfølgende kritik, der har været. Der argumenteres for, at reformerne er udtryk for et opgør med den omtalte filosofiske sammenhæng og dermed med hele samfundets kundskabsforståelse.

Endelig undersøges og uddybes, hvordan disse ændringer konkret har materialiseret sig i en række sager på Aarhus Universitet og på DPU, som i indbyrdes vekselvirkninger har forstærket de omtalte problemer.”

Bogen kan allerede nu forudbestilles, men den officielle udgivelsesdag er stadig den 23. februar. Dagen efter, den 24. februar, afholder Årsskriftet Critique en konference om forskningsfrihed, hvor jeg skal præsentere bogens indhold, og allerede den 23. februar bliver der muligvis en reception.

Håbet er lysegrønt, men jeg håber alligevel, at udgivelsen fører til en intensiveret debat om universiteternes formål og i bedste fald til en ændring af lovgivningen og af gældende praksis.

https://klim.dk/bog/universitetet-og-dets-fjender/

 

8. Den 13. januar: Hvem er LA?

Jeg er begyndt at abonnere på Alex Vanopslaghs nyhedsbrev.

I sit første brev roser han regeringens forskningspolitik. Han skriver: ”Universitetsreformen indeholder også mange fine takter”.

LA stemte da også for reformen i sommers, men ok: Jeg troede ikke, at man ligefrem pralede med elendigheden her ½ år senere.

Og jeg som troede, at LA var et liberalt parti, som var imod konkurrencestaten? Men nu viser det sig, at de bare er postmoderne socialdemokrater?

Det er som om, at den genopstandelse, som det “borgerlige Danmark” ellers er i gang med, helt er gået Vanopslaghs næse forbi.

Genopstandelsen startede faktisk med LA’eren Merete Riisagers indsats som undervisningsminister, og også Henrik Dahl, som er fra samme parti, har gjort en indsats for kritikken af det erhvervsrettede universitet. Men Riisager er jo væk, og Dahl er på vej til Strassburg, så nu kan økonomerne åbenbart bestemme igen.

Først troede jeg, at markeringen havde rod i LA’s aktuelle tilnærmelse til de radikale, men netop de radikale var, så vidt jeg husker, meget imod universitetsreformen fra i sommers? Så udmeldingen i nyhedsbrevet kan ikke være udtryk for taktik.

Så LA arbejder nu for, at samfundets kundskabsliv underordnes den struktur af økonomiske og statistiske formater, som blev indstiftet via den daværende borgerlige regerings opgør med samfundets liberale, konservative og sociale forudsætninger omkring 2003.

Link til universitets-forliget, juni 2023: https://ufm.dk/uddannelse/videregaende-uddannelse/temaer/forberedt-pa-fremtiden/reform-af-universitetsuddannelserne-i-danmark

 

9. Den 16. januar: Lars Qvortrup som lærernes favorit

I december 2023 fyldte folkeskolereformen 10 år. I den forbindelse havde lærernes fagblad, Folkeskolen.dk, en gennemgang af reformens skæbne. Det tankevækkende er, at bladet kun har brugt én ekspert, nemlig Lars Qvortrup, der om nogen har stået for at understøtte reformens ideer med sin kraftige støtte til John Hattie, målstyring, datalæring, anti-grundtvigianisme og så videre.

Dertil kommer, at Qvortrup i 2021, sammen med sin kollega og åndsfælle, professor Jens Rasmussen, skrev den mest utrolige og ideologiske bog ”Skoleret”, som jeg har gennemgået udførligt i min egen bog “I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning” fra 2023.

Qvortrups og Rasmussens bog er en slags åndsfrihedens kollaps. De to herrer går nærmest amok på uren pædagogik, på Keld Skovmand og på andre, som siden 2013 havde forsvaret lærerne imod skolereformens ideologi.

I 2010 forsøgte Qvortrup som leder af DPU at nedlægge filosofien og at fyre tre pædagogiske filosoffer. Siden blev han uden offentligt stillingsopslag headhuntet af den nye institutleder, Claus Holm, til at stå for et John Hattie- og OECD-inspireret “Nationalt Center for Skoleforskning”. Det var en skandale for de indspiste.

Qvortrup og Rasmussen har også påvirket institutleder og Claus Holm dybt. Der er tale om er et slags antipædagogisk triumvirat, hvis tanker siden 2010 har sat deres autoritære stempel på en tiltagende tavs og forknyt pædagogisk forskning.

Så Qvortrup er nærmest en “hr. skolereformideolog”, dvs. den urene pædagogiks modsætning.

Men hele dette centrale skolepolitiske aspekt nævnes slet ikke i Folkeskolen.dk’s artikel, og der inddrages ikke andre eksperter? Dermed bliver artiklen en blåstempling af den tænkning, der førte til lærerens proletarisering.

Denne skæve og mærkelige prioritering er journalistisk og pædagogisk set kritisabelt, som jeg ser det.

Spørgsmålet er, om denne prioritering er et tegn på en mere generel tilstand på Folkeskolen.dk, hvor man jo har fået både ny chefredaktør og debatredaktør, hvor især førstnævnte ikke kommer fra den pædagogiske verden?

Man har kort sagt købt skolereformens præmis, som jo også blev forstærket af det såkaldte ”Sammen om skolen”, hvor både KL og DLF sidder på KL’s præmis. DLF lader også til at have tabt kontakten til de kritiske miljøer. Og KL er naturligvis decideret uden for pædagogisk rækkevidde.

Endelig vil jeg sige, at Qvortrup i interviewet kun bliver bedt om at gennemgå lovens underordnede detaljer, men ikke selve dens filosofiske struktur, som ellers er angivet i en faktaboks. Også dette forhold er kritisabelt.

Hvis denne iagttagelse er korrekt, så er det et eksempel på det, som jeg i ovennævnte bogtitel kalder for “forstærkning” (af skolereformens ideologi).

Måske det næste trin er “glemsel”.

https://www.folkeskolen.dk/efteruddannelse-folkeskolen-nr-20-2023-folkeskolereform/reformen-der-snublede/4748272

 

10. Den 22. januar: Kjeld Holm og DPU

Biskop Kjeld Holm har skrevet tre erindringsbøger, ”Åbne døre” (2010), ”Man lever af det, man får skænket” (2013) og ”Misklang og samklang” (2017). Her kan man læse, at Holm diskuterede flittigt med hele det rige og komplekse aarhusianske teologimiljø, men at han især var meget fascineret af teologen og filosoffen Peter Kemp.

Det skyldtes ikke mindst Kemps arbejde med ”engagementets poetik”, som groft sagt var en form for formidling mellem Kierkegaard og Grundtvig og mellem teori og praksis, hvor især den franske hermeneutiker, Paul Ricoeur, spillede en hovedrolle.

Denne ”formidling” mellem teori og praksis – altså “engagementets poetik” – var nyttig for den unge idehistoriker, Holm, der politisk set var glad for en blanding af Gert Pedersens SF og Svend Aukens Socialdemokrati, og som skulle have hele efterkrigstidens litterære og teologiske tradition til at passe ind. Holm skriver virkelig smukt om mange af disse relationer.

Senere løb Holm sammen med Johannes Sløk fra idehistorikerne hen til teologerne. De to åndeligt interesserede personer var trætte af de unge idehistorikere, som dengang mente, at alt er politik, hvilket stadigvæk lader til at være venstrefløjens store fejltagelse.

Og Holm blev faktisk også tidligt personlige venner med Kemp, som ellers selv havde sine kampe med det teologiske miljø. Det fremgår af Kr. Dagblads omtale af Kemps begravelse i 2018, som Holm selv forestod med nogle meget personligt udvalgte skriftsteder (jvf. vedhæftet link).

Dertil kommer, at Peter Kemp jo blev leder af Institut for pædagogisk filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitets (DPU) oprettelse i år 2000. Og Keld Holm kom med i det nye universitets bestyrelse, og fra 2005-08 blev han endda bestyrelsesformand.

Keld Holm var faktisk også glad for en anden fremtrædende idehistoriker, nemlig DPU’s rektor Lars Henrik Schmidt, som også Peter Kemp talte godt om, formodentlig fordi Schmidt supplerede sin irriterende strukturalisme med lidt åndsvidenskab.

Hans Hauge skriver i sin nye bog “Det umage par”, om Peter Kemps og Lars Henrik Schmidts tætte forhold på DPU. Han skriver, at de udnævnte hinanden til professorer, og at Keld Holm støttede dem begge, og det er jo interessante informationer.

DPU blev med andre ord skabt ud af et pædagogisk triumvirat af Gud, filosofi og idehistorie.

Denne interessante og kreative treenighed blev smadret i 2008. Her blev DPU opløst som selvstændig institution og i stedet underlagt en globaliseret og instrumentel ledelse på Aarhus Universitet, som forstærkede alle den nye universitetslovs dårligdomme.

Dermed forsvandt Keld Holms samtale med pædagogikken, for der fandtes jo ingen DPU-bestyrelse mere. Schmidt forlod sit rektorat, som jo også blev nedlagt, og Kemp gik på pension. Slut prut finut.

I stedet blev det reorganiserede DPU overtaget  en ny pædagogik-fjendtlig ledelse, hvor den nye dekan, Lars Qvortrup og hans åndsfæller fra 2008 svingede taktstokken med pisalister, målstyring og anden elendighed. Den nuværende DPU-leder, Claus Holm, blev også en del af denne gruppe. Han samlede det hele under konkurrencestatens ideologi, som var imod Løgstrup og så videre. Det var universitetets fjender.

Qvortrup gjorde direkte op med Holm-Kemp-traditionen. Filosofien skulle nedlægges, og Qvortrup kaldte Kemp for både ”løgner” og ”plattenslager” i forbindelse med en debat om læreruddannelsen.

Kemp og Qvortrup var som dag og nat i filosofisk forstand. Det var det gamle imod det nye DPU. Så vidt jeg ved, blandede Holm sig ikke i denne debat, hvilket faktisk er lidt mærkeligt, fordi debatten bl.a. handlede om faget Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab, som folk fra Qvortrups kreds ville af med. Men måske har jeg overset noget.

Jeg er lidt glad for, at Kjeld Holm, som heldigvis valgte at blive præst – hvilket ikke mindst skyldes en fantastisk oplevelse ifm. en tidehvervspræsts smukke ord til en enlig mor – har konfirmeret både mig og en af mine sønner. Det giver lidt Kemp-ånd videre.

Jeg kalder denne “ånd” for ”Korshøjen”, hvor jeg stadig bor. Korshøjen ligger i Ellevang sogn i Vejlby-Risskov, hvor Holm var præst og midtpunkt i omkring 20 år. Her boede en masse røde lejesvende, men Holm var ok, hed det sig, for han var jo ikke teolog.

Desværre skriver Holm ikke ret meget i sine erindringer om hans arbejde for DPU, hvilket både undrer og ærgrer mig.

Jeg er meget stolt over Kemps lille personlige hilsen i hans bog ”Filosofiens verden”: ”Til Thomas – i fælles og engagement og kamp – Peter”.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/sorgens-noedvendige-ledsager-er-taknemmelighed

 

11. Den 22. januar: Forskningspolitik i Norge og Danmark

Jeg er blevet skribent/debattør for Akademikerbladet. I mit første indlæg reflekterer jeg over en dramatisk forskningspolitisk sag i Norge,

Sagen, der handler om en delikat blanding af ytringsfrihed og styringssystemer, udspillede sig i december 2023.

Undervejs i indlægget trækkes tråde til universiteternes situationen i Danmark.

https://dm.dk/akademikerbladet/debat/thomas-aastrup-roemer/norsk-rektor-kritiserede-forskere-og-mistede-jobbet-faa-dage-senere-det-ville-aldrig-ske-i-danmark/

 

12. Den 24. januar: Interview om dannelse i “Sophia – tænketank om pædagogik og dannelse”

Musiker, forfatter og ph.d., Jens Skou Olsen, har interviewet mig for Tænketanken Sophia, hvor han selv er bestyrelsesmedlem.

I nedenstående opslag på Sophias facebook-side fortæller han om interviewet, der ligger som en podcast på tænketankens hjemmeside.

Jens Skou Olsen skriver bl.a. følgende:

”Her i Tænketanken Sophia er vi optagede af at blive klogere på, hvordan vi – som vi skriver i vores programerklæring – “…skaber en pædagogik, som på én gang har rødder og vinger, og som bygger på en fornøden autonomi til dem, der udøver undervisning…”.

Og en gang imellem er vi heldige at møde et menneske, som formår at give en levende stemme til lige præcis denne vigtigste grundsten i Sophia.

Det var min oplevelse, da jeg for nylig fik lov til at møde pædagogisk filosof og Ph.d. Thomas Aastrup Rømer i endnu et afsnit af vores “Pejling af dannelse”-podcast. Jeg gik opløftet og også en smule svimmel fra denne samtale! Vi havde en fortættet dialog, som undervejs udviklede en dyb både erkendelse og genkendelse hos mig. Thomas åbnede mit blik for noget, jeg udmærket kendte til, men endnu ikke havde erkendt i sin fulde konsekvens.”

Mange tak til Jens Skou Olsen for en interessant og lærerig samtale og selvfølgelig også for de meget smukke ord, som jeg er meget beæret over.

Links:

Link til Jens Skou Olsens fb-opslag: https://www.facebook.com/paedagogikogdannelse/posts/pfbid02R2hreFaqfh6Z8PbQKFtQPsF2UXq9vbuUv6tYcgdwgoreUQQSDDKTPSN1rBNAq7Lrl

Direkte link til udsendelsen: https://www.sophia.nu/podcast/35-beskyt-fortiden-saet-fremtiden-fri/

 

13. Den 25. januar: Tidens profylaktiske princip

Man bor i et stort smukt hus, fyldt med herlige kringelkloge og kunstfærdige tapeter.

Desværre er der en punkteret rude i det venstre kældervindue.

Hvad gør man ved det? Skifter ruden? Næ nej, man river da hele huset ned.

Det har også den fordel, at der ikke punkterer flere ruder nogensinde. Både det konkrete problem og alle fremtidige problemer er løst.

Men desværre har man så ikke noget hjem.

Mon det har noget med “mistrivsel” at gøre? Intet hus og intet sted og ingen duggede ruder?

 

14. Den 29. januar: Uffe Østergaard forsvarer universitetet imod universitetets fjender

Allerede i 1998 kunne den fremtrædende historiker, Uffe Østergaard, mærke konturerne af det forskningspolitiske kollaps, som få år senere materialiserede sig i form af universitetsloven fra 2003.

I et indlæg i Information skrev han et glødende, men også nuanceret forsvar for det intellektuelle engagement og for et frit og kritisk universitet. Han ville have et tårn uden elfenben, som han sagde, for det er demokratiets forudsætning:

“På den anden side er engagement og evne til konsekvent at tænke synspunkter igennem til deres logiske konklusion en forudsætning for at den nødvendige frie debat i et demokrati kan trives.”

Men denne centrale demokratiske funktion i universitetet var allerede i 1998 under pres fra “velmenende forskningsministre og alskens andre styrelystne bureaukrater med akademisk uddannelse”, står der, og Østergaard fortsætter:

”Problemet er bare, at det moderne masseuddannelses-universitet ikke er et specielt velegnet til intellektuel refleksion. Der mangler simpelthen tid og ro, for såvel studerende som lærere. Den gamle europæiske institution, universitetet, er blevet inddraget for meget i samfundets tummel og larm, med risiko for at blive direkte instrumentaliseret og nyttiggjort. I forsøget på at beskæftige sig med umiddelbart samfundsrelevante problemer og levere uddannelse og kandidater med umiddelbart relevante kvalifikationer er universitetet blevet dårligt til at løse den kritiske side af sin funktion.

Nu hvor elfenbenet effektivt er blevet pillet af dannelsens højborge, er det måske på tide at kræve tårnet bevaret. Det betyder genoprettelse af universitetets autonomi i forhold til de politiske herskere – velmenende forskningsministre og alskens andre styrelystne bureaukrater med akademisk baggrund. Informationssamfundets støj og ballade vil under alle omstændigheder garantere at der ikke bliver tale om gamle dages isolation og deraf følgende risiko for irrelevans – hvis der nogen sinde har været det.”

Nu er der gået 26 år, siden Østergaard skrev sit indlæg. Siden kom universitetsreformen og dens forstærkende og ledsagende processer, som gjorde præcist det modsatte af Østergaards gode råd.

I stedet lærte vi følgende:

– Vi lærte, at det, som Østergaard kaldte for intellektuelt ”engagement”, uden universitetets filosofiske essens som baggrund forfaldt til ”aktivisme”.

– Og vi lærte, at det sted i Danmark, hvor universitetets fjender satte sig mest effektivt på magten, var på Aarhus Universitet og DPU, som fra 2008 udviklede sig direkte ud af konkurrencestatens ødelæggende organer og dermed ødelagde betingelserne for det intellektuelle og demokratiske engagement og erstattede det med ”relevans og ”nytte”, som Østergaard udtrykker det.

(tak til Thue Kjærhus for at finde dette indlæg af Østergaard frem fra gemmerne)

https://www.information.dk/debat/1998/10/hvem-intellektuelle

 

15. Den 2. februar: Hedevig Baggers pædagoguddannelse

Grundlæggeren af landets første pædagogseminarium, fru Hedevig Bagger, gjorde sig omkring 1890 mange interessante tanker om pædagoguddannelsens indhold, hvilket man kan læse om i dette blogindlæg.

http://www.thomasaastruproemer.dk/hedevig-baggers-paedagoguddannelse.html

 

16. Den 5. februar: Interview om universiteter i Belingske

Christian Foldager har interviewet mig til Berlingske. I interviewet slår jeg et slag for universitetets dyder, autonomi og sandhedskærlighed, og jeg kritiserer universitetets fjender, dvs. det ”erhvervs”-universitet, som blev etableret af Fogh-regeringen fra 2003, og som siden har styrket dets magt.

Jeg fremhæver kort sagt bare de kvaliteter, som jeg selv blev opdraget med under min studietid i Aarhus fra 1986-93; dvs. dengang universitetet stadig bar præg af det universitet, som havde opdraget samfundet i århundreder.

I dag er det derimod ”arbejdsmarkedet”, der opdrager universitetet, og så har man jo slet og ret ikke noget universitet.

Sandhedskærligheden er flyttet til månen, mens Corydons tropper summer i kuben.

Her er et link til interviewet: https://www.berlingske.dk/debatinterview/forfatter-i-haard-anklage-de-borgerlige-er-blevet-fjender-af

 

I dagene efter interviewet kom der en række reaktioner. Nedenfor har jeg listet fire:

A. Marlene Wind

Professor Marlene Wind delte interviewet på X med følgende kommentar:

”Enig med Thomas Aastrup Rømer som i ny bog argumenterer for, at Universitetsreformen fra 2003 ødelagde de danske universiteter med (dårlig) top-styring og management-kultur. Den fri forskning findes stort set ik mere. @Danskeuni @DMCamilla”

Mange tak til Wind, hvis akademiske arbejde var udsat for nogle skrækkelige angreb tilbage i 2011. Jeg skrev lidt om det dengang: http://professorvaelde.blogspot.com/2011/06/

B. Camilla Gregersen

Diskussionen på Winds X-profil foranledigede DMs formand, Camilla Gregersen, til at dele et link til en god kronik fra Altinget. Kronikken, som er fra februar 2021, er skrevet af to lektorer fra RUC, Janne Gleerup og Brian Arly Jacobsen.

Gleerup og Jacobsen er enige i kritikken af 2003-loven og pointerer især dens nærmest skjulte negative effekter, som kommer oven i de åbenlyse angreb på forskningsfriheden:

”Langsomt tilvænnes forskerne at gå på kompromis med egne faglige standarder og bøje sig for de eksternt bestemte genstandsfelter, anviste undersøgelsesvinkler og metoder, der i stigende grad udstikkes som betingelser for midler.”

Det har de fat i noget meget ubehageligt, vigtigt og sandt og sørgeligt.

https://www.altinget.dk/…/forskere-vilkaarene-for…

C. Heine Andersen på Humboldt-forum

Professor emeritus, Heine Andersen, delte interviewet på det såkaldte Humboldtforum. Det kan man læse i dette link: https://www.facebook.com/groups/166751200038468/posts/7126880394025479/

Andersen starter med følgende:

””Forfatter i hård anklage: ”De borgerlige er blevet fjender af universitetet” lyder overskriften til en interviewartikel i Berlingske i dag. Det er stærke ord og en anklage, som man sjældent hører. Ikke det desto mindre er det sandt.”

(…)

Og:

”Der er brug for et selvopgør i den borgerlige lejr, hvis udviklingen skal vendes. Reformerne af vores uddannelsessektor har været forfejlet, og det må de borgerlige indse, hvis de vil rette op på tingene. De ødelagde universiteterne, seminarerne og skolerne i 2000erne.”

Efter disse citater forklarer Heine Andersen situationen med sine egne ord:

”Den forfatter, Berlingske citerer i et stort interview, er Thomas Aastrup Rømer, der indtil for et års tid siden var lektor ved Aarhus Universitet. Thomas har holdt fast i de klassiske idealer om universiteternes rolle til gavn for åndsfrihed og oplyst demokrati.

Det blev for meget for ledelsen, så han blev fyret, uden at der var blevet sat en finger på hans faglige indsats, og uden af der forelå en dokumenteret begrundelse. Grunden var, efter alt hvad der foreligger for mig og mange andre at se, ikke faglig. Jeg har fulgt sagen nøje i mere end 10 år.

Thomas har i mange år været kendt for sine klart profilerede faglige synspunkter på pædagogik og skolepolitik, og for din skarpe kritik af konkurrencestatspædagogik og bestemte faglige retninger.

Det hører med til akademisk frihed, at forskerne frit kan udtrykke deres meninger om universitetets anliggender, herunder om kvaliteten af ledelsens beslutninger. Denne frihedsrettighed har Thomas Aastrup Rømer udnyttet aktivt gennem årene.

Danske universiteter scorer bundplacering i Europa, når det angår akademisk frihed, og for mig som har indsamlet dokumentation og data om i udviklingen i mange år, var det ikke nogen overraskelse, at Thomas Aastrup Rømer blev fyret. I den højt besungne danske model er det let at fyre. Der kræves ingen særlig begrundelse, specielt hvis der fyres flere ad gangen. Derfor er det let og omkostningsfrit for ledelsen at skille sig af med besværlige kritikere for at få lukket munden på dem.

Derfor har de fleste lært at tilpasse sig og dukke nakken. Ledelsen er hverken kontrolleret inde fra eller ude fra, og har dermed hånds- og halsret. Det værste, der kan ske, hvis en fyring dømmes ulovlig i det fagretlige system, er at der skal udbetales en erstatning på nogle måneders løn. Det betales jo af skatteyderne. Genansættelse kommer ikke på tale.

Resultaterne har været katastrofale for den frie debat og den frie forskning. I dette tilfælde er aktionen dog ikke lykkedes fuldt ud. Det er ikke lykkedes at lukke munden på Thomas Aastrup Rømer. Han har nemlig nu udsendt en veldokumenteret og særdeles velskrevet bog, hvor han “langer han ud efter de borgerlige og socialdemokraterne, der ifølge ham smadrede vores fineste dannelsesinstitutioner i 2000erne”. Det er anledningen til Interviewet i Berlingske.

Jeg opfordrer til at læse interviewet i Berlingske. Det burde give stof til eftertanke – og frem for alt er det en glimrende appetitvækker og tilskyndelse til at fremskaffe og læse bogen: “Universitetet og dets fjender – livet på Aarhus Universitet og DPU”.”

Mange tak til Heine Andersen.

D. Henrik Dahl

Henrik Dahl delte interviewet på X med en helt anden vinkel. Dahl kritiserer, at jeg beskylder det borgerlige Danmark for at være en hovedaktør i universitetspolitikken i 00’erne. Her er hans markering:

”Den påstand, der fremføres i dette interview, fortjener hård modsigelse. Flertallet bag universitetsreformen i 2002 var de tre magtpartier Venstre, Konservative og Socialdemokratiet (plus Kristendemokraterne). Imod reformen var dengang Dansk Folkeparti. Plus fra jeg blev LA’s forskningsordfører i 2015 også mit eget parti.

Derfor er det virkelig, virkelig fordrejende at sige, at vore dages universitet er et borgerligt projekt. Det ved forfatteren uden tvivl godt. Men hvis han indrømmer, at han ved det, falder hans overordnede, ideologiske pointe fra hinanden.”

Også tak til Dahl, men jeg synes, han misforstår tingene. For det første lader han til at være enig med mig i selve kritikkens substans, altså at 2003-loven er et problem? Derfor er udtrykket ”hård modsigelse” måske lidt overdrevent?

For det andet var det jo VK-regeringer, der dominerede årtiet, og den gennemgående forskningsminister var fra Venstre. Så jeg synes, at det er helt på sin plads at fremhæve ”de borgerliges” ansvar i denne sammenhæng.

DF’s modstand i 2003, som Dahl nævner, er omtalt i min bog og jeg nævnte det faktisk også i selve interviewet, men det kom altså ikke med i den skriftlige del. At Dahl også har udtalt sig så sent som i 2015, synes jeg ikke ændre ved pointen, og i interviewet jeg nævner faktisk Riisagers parallelle arbejde med skolen. I øvrigt har LA underskrevet universitetsreformen fra i sommers, der ligger i direkte forlængelse 2003-lovens filosofi.

Endelig vil jeg sige, at alt det der med ”det borgerlige” primært udspringer af journalistens interesse. Det er ikke et ord, jeg selv tager op, og det er heller ikke nævnt i bogen.

Men det er da meget paradoksalt, at Danmarks liberale parti var hovedaktør i afviklingen af det liberale universitet, og det gik jo også ud over folkeskolen.

Så Dahl lader til at være enig med mig i substansen. Nu skal han bare overtale sit eget parti og de andre ”borgerlige partier” til at være ”borgerlige” på den rigtige måde , dvs. at ændre loven med 150%.

 

17. Den 5. februar: Ånden fra Haderslev

Jeg har skrevet et essay til Kontrast.dk om sammenhængen mellem “uren pædagogik”, kritikken af skolereformen og en særlig ånd fra seminariet i Haderslev, som udviklede sig fra Holger Henriksens virke, og som prægede en generation af sønderjyske intellektuelle.

Mange tak til Kontrast for at bringe disse skæve pædagogiske undersøgelser.

https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/aanden-fra-haderslev

 

18. Den 5. februar: Byernes ånd: synops

Tidligere i dag fortalte jeg, hvordan “uren pædagogik” spillede sammen med “ånden fra Haderslev”.

Ved lejlighed vil jeg også skrive en anden sønderjysk fortælling, nemlig om “ånden fra Rønshoved”. Både i Haderslev og Rønshoved var der også lidt “ånd fra Askov”.

Både Haderslev og Rønshoved endte på hver sin måde med at spille en stor rolle for den pædagogiske kritik. I dag er det mest i Rønshoved, det sner. I det som i sin tid blev kaldt for “Rønshovedgruppen” huserer bl.a. forstanderparret Thue og Nina Kjærhus, samt tidligere Askov-forstander Morten Kvist og den unge og spændende forsker Rasmus Vangshardt, som er inspireret af Jørgen Bukdahls gamle nynordiske temaer. Bukdahl var selv Askov-ikon, og det nynordiske huserede også i Rønshoved (og i Hillerød). Jeg kom selv med i gruppen omkring 2014.

Det var folk fra denne gruppe, der tog initiativ til et nyt seminarium i Herning, som pludselig ikke var noget for Venstres skolereformbegejstrede ordfører. I den proces kom Michael Böss og filosoffen Peter Kemp med ind i kredsen. De havde dog haft deres egne virksomme historikker, f.eks. om KLM-faget på læreruddannelsen, som jo ikke var uden relation til højskolernes ånd.

Endnu en geografisk undersøgelse kommer nok til at handle om “ånden fra Aalborg”. Der kommer alle professor Steinar Kvales elever fra. Kvale skrev om mesterlære, så skolereformens magtfulde professor, Jens Rasmussen, allerede tidligt røg i kridthuset. Konflikten mellem Kvales mesterlære og skolereformens radikale konstruktivisme/systemteori lå klar allerede omkring 2000.

Kvales dygtige elever er til dels stadig aktive. Især Svend Brinkmann og Lene Tanggaard. Men også mange andre, som jeg nok skal fortælle om, når jeg skriver mit essay om Aalborg-ånden. De er især psykologer.

Og så er der selvfølgelig skolehistorikeren Christian Ydesen, som kommer ud af en lidt anden faglig sammenhæng, men altså også fra Aalborg. Han har fastholdt Pisa-kritikken med rank ryg. Jeg tænker på ham som SF’er af den gode gamle skole.

Dernæst kommer “ånden fra Odense”. Den er ved at gå til i Verdensmål og OECD, selvom den faktisk havde lidt mere kritisk momentum på et tidspunkt, især omkring folk som Steen Beck, Nina Dohn og Keld Skovmand. Men Skovmand blev marginaliseret af DPU-folkene, og nogle af de andre blev lidt tavse eller flød ud i Verdensmål og endda i OECD-dannelse, hvilket fremgår af en aktuel international bog fra miljøet, som er meget skuffende.

Vi må heller ikke glemme Erik Schmidts fantastiske sejr over Odense Kommune i Landsretten i 2019. Sagen er tabu i Odense er mit indtryk.

Endelig er der jo salig Christen Kold.

På den måde kan vi fortsætte med en by ad gangen: Det mærkelige, lidt tavse og konforme København og nogle smukke små lyde fra Ribe. Aarhus og Emdrup har jeg allerede skrevet en hel bog om.

Og så er der naturligvis “Roskildes ånd”, som indeholder ekstremt modsætningsfulde tendenser. Disse tendenser er desværre ikke gjort synlige, men de indeholder faktisk store muligheder. På en måde er RUC-fortællingen af helt særlig interesse.

Og der er sikkert også andre byer og landskaber. På den måde ender vi med et flot pædagogisk Danmarkskort – en hel bog? – omkring det sorte hul i Emdrup/Aarhus.

 

19. Den 6. februar: Regeringens skoleudspil 1: Lærerplaner

Det var en god dag i går. Det skyldes, at rektor Alexander von Oettingen udgav et indlæg på Skolemonitor om folkeskolens læreplaner. Indlægget var en skriftlig udgave af et oplæg, som han holdt for ministeren, forligskredsen og for det såkaldte ”Sammen om skolen”, som består af en række organisationer (DLF, KL osv.).

Alexanders indlæg er en kraftfuld rejse i virkningshistorien fra de tyske filosoffer Herbart og Benner. Det er undervisningens og læreplanens filosofi.

Men det var jo netop ”undervisningen”, som skolereformen gjorde op med i 2013. Vi skulle gå ”fra undervisning til læring”, som det hed dengang.

Efterfølgende var de nye professionshøjskolerne frække nok til at kalde dette opgør med undervisning for ”fremragende undervisning”. Men da var det så, at von Oettingen erklærede, at han i så fald foretrak noget ”pissedårlig undervisning”, hvilket ligefrem blev en bogtitel.

Og på en måde er det mest positive ved det hele, at Alexander holdt sit oplæg INDEN, han blev medformand for den nye ministerielt nedsatte læreplansgruppe. For det vil jo sige, at forligskredsen godt kunne lide hans tanker, der som sagt er et radikalt opgør med skolereformens tankegang.

Men måske har politikerne alligevel været lidt nervøse, for de har, hvilket ellers ikke altid er tilfældet, givet von Oettingen en formandsmakker, nemlig Lise Tingleff fra EVA. Og EVA har om nogen stået for opløsningen af det undervisningsbegreb, som von Oettingen elsker. Det så man i to meget indflydelsesrige EVA-rapporter fra hhv. 2011 og 2012.

Splittelsen i dansk pædagogik er dermed ført ind i den nye gruppe. I baggrunden lurer Reformkommissionen, der jo sætter en overordnede dagsorden, som er helt på EVA’s og skolereformens side. Til gengæld sidder formanden for Merete Riisagers læreplansgruppe fra 2017, Lene Tanggaard, også i den nye gruppe, hvilket er et virkelig godt tegn, for hun er nærmest endnu mere kritisk overfor skolereformens ”læring”, end von Oettingen er. På den anden side støttes EVA-linjen, som jeg vurderer det, af en skoleleder og en SDU-professor.

Men den kritiske linje står stærkt. Det må man med glæde indrømme. Og Tingleff var faktisk også med i Riisagers gruppe i sin tid, hvor EVA-linjen nærmest var udvisket. Hun var dog ikke “medformand”.

Tesfaye genoptager dermed tråden fra Merete Riisagers kritiske linje. Også Riisager satte sit kritiske virke ind på en ændring af skolens læreplaner, hvilket fik en særdeles positiv effekt på skoledebatten.

En lidt åben flanke i Alexanders oplæg er hans punkt 5, der netop handler om evaluering og test. Disse emner er jo ikke et problem i almindelig pædagogiske og faglige sammenhæng, men når EVA og læringsideologien tager over, så står den på nationale test, trivselstest, OECD og digitaliseret styring.

Man må håbe, at von Oettingens store faglighed får lov til at sætte dagsordenen i samspil med Lene Tanggaard, som altså også er med i gruppen.

Von Oettingen repræsenterer i øvrigt den ”ånden fra Haderslev”, jeg skrev om i går, hvor den indflydelsesrige seminarielærer, Holger Henriksen var den dominerende figur. Tanggaards virke er derimod udtryk for ”ånden fra Aalborg”, som blev funderet af psykologen Steinar Kvale. Så den nye læreplansgruppe er en slags syntese mellem tysk didaktisk tradition og den sociale psykologi: Henriksen/Herbart og Kvale. Det er disse to kilder, der skal holde EVA i kort snor.

https://skolemonitor.dk/debat/art9744900/Her-er-seks-forpligtende-pr%C3%A6misser-for-de-nye-l%C3%A6replaner-i-et-dannelsesperspektiv

 

20. Den 6. februar: Regeringens skoleudspil 2: mobiltelefoner

I går var en god dag. Det skyldes, at Undervisningsministeriet udgav dets særdeles restriktive anbefalinger for skærme i skoler og fritidstilbud.

Der står f.eks. følgende bevingede og enkle ord om folkeskolen:

”- Indfør mobilfri skole

-Spær adgangen til ikke-relevante hjemmesider

– Læg tablets og computere væk, når de ikke bruges i undervisningen”

Det er ægte digital dannelse.

Disse tre anbefalinger, som er særdeles håndfast formulerede, er jo en revolution for mange; ikke mindst for digitaliseringsforskerne på Aarhus Universitet, som igennem mange år har forsvaret og forstærket det digitale pres på skolerne.

Og for fritidshjemmene står der på samme måde f.eks. følgende:

”- Indfør mobilfri fritidstilbud

– Rammesæt brug af skærme i fritidstilbud”

Med disse forbud som udgangspunkt, kan man så bruge digitale læremidler, når det er et ”pædagogisk og didaktisk behov”, som det hedder, og der lægges helt klart op til at vælge analoge læremidler, når det er muligt.

Det hele er ganske vist pakket ind i en masse om lokale indflydelse, så man kommer lidt i tvivl om, hvorvidt der blot er tale om et debatindlæg. Men nærlæser man de ledsagende bløde ord, så strammes der alligevel op igen. F.eks. skal eleverne – som jeg forstår det – nok have indflydelse, men kun på nogle ubetydelige detaljer og ikke på selve forbuddet (mod mobiler). Ministeriet tager ansvar. Det er dejligt.

Der er kun tale om ”anbefalinger”, så om et år eller to, kommer der måske en eller anden minister fra Moderaterne, som fjerner det hele i en håndevending. Og man må ikke glemme, at KL er ekstremt teknologibegejstret, ikke mindst sammen med Finansministeriet, så måske løber det hele lidt ud i sandet.

I Politiken gik ministeren amok i smukke ord med følgende højt kvalificerede hyldest til det “pædagogiske rum”, der på en måde spiller sammen med det parallelle arbejde i det nye læreplansudvalg:

“Vi skal erobre klasselokalet tilbage som et pædagogisk rum. Så det ikke bare er en forlængelse af teenageværelset, hvor man streamer, gamer og shopper. Skolen har i mange år underkastet sig de store techfirmaer og været benovet over ny digital teknologi. Man har helt glemt, at skolens eget dannelsesideal kræver, at vi forsvarer klasselokalet som et pædagogisk rum”.

Men tak for en god dag: først med von Oettingen flotte oplæg om læreplaner, som jo også er knyttet til et Tesfaye-initiativ, og nu altså for dette fine angreb på mobiltelefonens, KL’s og disruptionsideologiens magt.

links:

Link til ministeriets anbefalinger: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/feb/240205anbefalinger-om-skaermbrug-klar-til-grundskoler-og-fritidstilbud

Link til interview med Tesfaye i Politiken: https://politiken.dk/danmark/art9739699/Regeringen-freml%C3%A6gger-nye-%C2%BBrestriktive%C2%AB-anbefalinger-om-sk%C3%A6rme-i-skoler-og-sfoer

 

21. Den 6. februar: Skolekomedie og skoletragedie

Jeg lige set Christian Lollikes nye stykke, ”Skolekomedien”, på Aarhus Teater (advarsel: slutningen afsløres)

Stykket kunne også have heddet ”Skolereformen – lærerens død”. Skolereformen handlede jo om at gå ”fra undervisning til læring”, som det hed. Herfra går skolen i opløsning og til sidst mekaniseres og opløses læreren, hvilket også sker i teatret, hvor lærerinden decideret dør af moralsk stress. Det er derfor ikke en ”skolekomedie”, men en ”skoletragedie”.

Det er et fint og tankevækkende teater, Lollike har lavet. Mit eneste kritikpunkt er, at den lærer, der insisterer på at fortælle om Martin A. Hansens bog ”Løgneren”, ikke fortæller, at bogen faktisk handler om en lærer, og endda at Martin A. Hansen selv var lærer og modstandsmand.

For grunden til, at læreren dør i teatret, er jo, at hun ikke gør modstand imod alt fra aulasystemer, ministerielle konsulenter, nysprogs-skolelederen, læringsmålstyring, klima-angst, tic-toc-pædagogik og opløsning af fagene og så videre. Måske er det fordi, at hun er så underligt alene?

Måske mangler jeg også en enkelt elev, der opfører sig lykkeligt, men ok jeg er nok lidt for romantisk anlagt.

Jeg så ellers denne ”skoletragedie” på en dag, hvor Tesfaye virkelig har forsøgt at redde det pædagogiske rum, først med det nye læreplansudvalg og dernæst med de nye skærmanbefalinger. Tesfaye taler som en skolelærer. Måske er det også derfor, at der ikke sidder nogle DPU-folk i læreplansudvalget?

 

22. Den 8. februar: Ny digitaliseringsstrategi

Alle folketingets partier er i dag blevet enige om en ny digitaliseringsstrategi, der sætter endnu mere turbo på et af verdens mest digitaliserede lande.

Teksten refererer direkte til Reformkommissionen, der også ligger til grund for regeringens skole- og uddannelsespolitiske udspil. Der er tale om en kraftfuld og fuldstændig ureflekteret konkurrencestatstekst.

At tænke sig: Alle har stemt for dette dokument.

På denne baggrund falmer Mattias Tesfayes forslag til mobilforbud i skolerne, som jo blev lanceret i forgårs, til en form for lufttomt rum.

Tesfayes anbefalinger svækkes desuden af, at de skal godkendes af kommuner/skoleledere og skolebestyrelser. KL jo er ekstremt teknologiideologiserede, og regeringens nye skoleforslag indeholder mere erhvervsorienterede skolebestyrelser.

Summa summarum: Jeg er bange for, at Tesfayes fine og velmente forsvar for det “pædagogiske rum”, som han kalder det, bliver en meget foreløbig affære.

https://www.regeringen.dk/nyheder/2023/politisk-aftale-paa-plads-om-danmarks-nye-digitaliseringsstrategi/

 

23. Den 8. februar: Radioudsendelse om Tænketanken Prospekt

Jeg vil gerne gøre opmærksom på en podcast, som blev sendt på Radio 24syv i sidste uge.

Kommunikationschef i Tænketanken Prospekt, Rasmus Ulstrup Larsen, har en god dialog med museumsdirektør David Holt Olsen om ideerne bag Prospekt, som jeg selv er tilknyttet.

Ulstrup Larsen fortæller om Prospekts almene emner – etik, medborgerskab og dannelse – og Holt Olsen får fremtvunget lidt ekstra kant.

Jeg hæfter mig især ved, at Ulstrup Larsen siger, at Prospekt ikke er erklæret ”borgerlig”, selvom den er understøttet af især konservative kredse. Det er jo en klar forskel i forhold til CEPOS. Det er som om, at studieværten ikke helt fanger den pointe.

Vi får også at vide, at Prospekt både har et alment oplysende og et kritisk/policy-rettet formål, hvilket flugter helt med min egen oplevelse af sagen.

I løbet af samtalen bliver det også klart, at et af Prospekts centrale emner er kritikken af konkurrencestatens syn på samfund og pædagogik, og debattens deltagere er så venlige at nævne mit eget navn i den forbindelse. David Holt Olsen lyder som om, at han synes godt om denne del af Prospekts samfundskritiske kant.

Hele spørgsmålet om aktiv dødshjælp, som tænketanken har bidraget mærkbart til at problematisere, omtales naturligvis også.

Der er også flere emner – bl.a. en længere diskussion af Kåre Dybvads nye bog – men det må man selv lytte sig frem til.

Jeg er meget glad for at være en del af dette gode initiativ, hvis arbejde og indstilling jeg tror vil interessere mange forskellige grupper fra både højre og venstre.

https://www.taenketankenprospekt.dk/2024/02/01/er-konkurrencestaten-en-fjende/

 

24. Den 9. februar: Udvidet brug af kunstig intelligens på Aarhus Universitet

På Aarhus Universitet går man nu ind for, at de studerende bruger AI ved eksaminer.

Ifølge prodekan Niels Lehmann, som siden 00’erne har været en ledende kraft i universitetets pædagogiske deroute, har forklaret sig til Omnibus.dk. Det værste er næsten, de fire begrundelser, der følger med:

1) Arbejdsgiverne efterspørger AI, og arbejdsmarkedet har brug for AI-kompetencer

2) AI forbedrer læreprocesserne

3) Konsekvensen af de nye regler er, at også den almindelige undervisning skal inddrage AI. Dermed træder ændringerne i kontakt med det helt særlige syn på universitetspædagogik, som har udviklet sig på AI.

4) De svage studerende bliver bedre. AI er derfor demokratisk

Det lader til, at Lehmann ikke ved, hvad et universitet eller en eksamen er. Her er en kort kommentar til hver af Lehmanns fire argumenter:

Ad 1) Universitetet skal ikke indrette sig efter ”arbejdsgivere” eller ”arbejdsmarkedet”.

Ad 2) AI forværrer læreprocesserne, fordi den tager den direkte vekselvirkning mellem selvet og verden ud af pædagogikken. Dermed forfalder tænkningen. De studerende skal derimod møde en bog, som har en forfatter, som selv har tænkt. AI har jo ingen forfatter, og dens tekst skifter fra minut til minut.

Ad 3) Med det tredje punkt udbredes AI-logikken til universitetet som sådan, som dermed kollapser.

Ad 4) Det er klart, at de dårlige elever bliver bedre, når de får lov til at snyde. Dette punkt er lidt pinligt, synes jeg. Og så kaldes det endda for ”demokratisk” ☹.

Lehmann og AU understøtter aktivt en hel ideologi, som vel at mærke meget hurtigt får afledte effekter ind i det øvrige uddannelsessystem, som jo tror, at universitetets fjender er et universitet.

Her er et af Lehmanns centrale citater, der understøtter min fortolkning:

”Hovedrationalet for at åbne for brugen er, at kandidaterne får brug for GAI-kompetencer på arbejdsmarkedet. Men den anden årsag er, at det kan bruges som et læringsredskab, som – hvis det bruges rigtigt – bidrager anseeligt til at forbedre læringsprocesserne. I arbejdsgruppen har vi kigget på nogle undersøgelser, som prøvede at afgøre, hvem der vinder mest ved at anvende det. Og det ser ud til, at de studerende, der normalt klarer sig på niveau med den nederste halvdel, bliver løftet mere end den øverste halvdel. Det vil sige, at der faktisk også er et demokratiseringspotentiale i at bruge det.”

Lehmann satser på en “hurtig indfasning”. Det kaldes også for en “inkluderende tankegang”!

Lehmanns chef, den helt nye dekan Maja Horst, delte straks artiklen på X. Horst har selv skrevet en hel bog om universiteter, der bekræfter den radikaliserede linje til fulde. Hendes første handling var at genansætte konkurrencestatsmanden, Claus Holm, som leder af DPU. Der er en tæt symbiose mellem begreber og personer.

https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/au-lemper-reglerne-for-brug-af-kunstig-intelligens-til-specialer-og-bacheloropgaver

 

25. Den 13. februar: Ny kritisk universitetspolitisk bevægelse

Professor Ole Wæver og den dedikerede forsker, Maria Toft, er gået til angreb på universitetslovens elendigheder. Det er svært at få armene ned, når man læser denne smukke artikel om de to forskeres fantastiske initiativ, som her i foråret udmøntes i regi af det legendariske Nordisk Sommeruniversitet i Göteborg.

Ole Wæver, som også var medunderskriver på protesten imod angrebet på DPU i november 2022, har bl.a. følgende markeringer; her i citat fra artiklen:

”Men i virkeligheden har folk jo ofte meldt sig fuldstændig ud af fællesskabet. Alle prøver at overleve i deres egne små lommer på deres eget lille stykke jord. Der er opstået en kynisme, hvor forskere har lært at spille spillet. De har lært, hvordan man skriver bullshit-dokumenter, der foregiver at leve op til kravene til en forskningsansøgning, som får succes, fordi den bedømmes af nogen, som ikke har forstand på det pågældende forskningsområde”.

Imens forstummer de store og vigtige samtaler på universitetet:

”På alt for mange fag fortæller kollegaer, at ingen længere diskuterer, hvor deres forskningsområde er på vej hen, eller hvad de drømmer om at udvikle. For det er jo ikke længere dem, der træffer de vigtige beslutninger – det gør ledelsen”.

”Stille og roligt holder vi op med at tage os selv alvorligt. Vi har ikke længere en kobling til den nerve, som vi kom for. Det er en langsom, men sikker og massiv underminering indefra. Før eller siden vil det også begynde at slå igennem på vores resultater og skabe konsekvenser for samfundet.”

Ole Wæver beskriver dermed simpelthen den sociale og begrebsmæssige mekanisme, som følger af universitetslovens slogan ”fra tænkning til faktura”; en mekanisme, der i særlig grad inficerede Aarhus Universitet fra midten af 00’erne. I Aarhus ville man gå ”fra viden til handling”, som det hed, og ledelsen talte om ”det frække universitet”.

1000 tak til Toft og Wæver for deres omsorg for samfundet og pædagogikken.

https://uniavisen.dk/de-har-raabt-op-om-forskningens-vilkaar-nu-starter-de-en-modbevaegelse-for-at-faa-glaeden-tilbage/

 

26. Den 13. februar: Økonomer og pædagoger

Anders Fogh Rasmussens VK-regering etablerede i 2006 det såkaldte Skoleråd. Dette råd var befolket af fremtrædende nationaløkonomer som Nina Smith og Jørgen Søndergaard. Rådet fik med sine store og forskrækkelige årlige beretninger en enorm indflydelse på begrebsdannelsen frem til skolereformen i 2013.

Jeg ser frem til, at pladserne i Økonomisk Råd i fremtiden besættes af fremtrædende pædagoger og lærere. Så får vi nok samme kvalitet i den økonomiske politik, som vi siden 2006 har haft i skolepolitikken.

 

27. Den 15. februar: Socialdemokratiske refleksioner

På DR kan man for tiden se en miniserie om Helle Thorning-Schmidt. Den går lidt for meget op i Gucci-tasker og så videre, men der er en interessant pointe, som jeg vil notere via en lille omvej i midten:

Thorning stod på partiets såkaldte højrefløj. I de første år fra 2005 især med Henrik Sass-Larsen som væbner, men også Bjarne Corydon arbejdede sig efterhånden til indflydelse som ny stabschef for partiet. Både Sass-Larsen og Corydon deltager i tv-serien.

Når man sagde ”højrefløj” i slut-00’erne, så tænker man ikke på klassisk liberalisme eller konservatisme. Tværtimod tænker man på Fogh-Rasmussens ny og globaliserede konkurrencestat. Samfundets liberale institutioner blev i disse år omdannet til ukendelighed.

Og så til ”omvejen”: Thorning tager kort sagt tråden op fra Nyrup, som selv var økonom og tæt på de kredse, som i slut-90’erne skabte den tidlige konkurrencestatsideologi, f.eks. i regi af Mandag Morgens Kompetenceråd. Det kan man læse om i Niels Lundes og Henrik Qvortrups biografi om Nyrup (s.100). Her står der også, at Nyrup var begejstret for ideen om at omdanne alt, herunder uddannelse, til human kapital. Som der står om Nyrups interesser i 1991:

“Nyrup koncentrerer sig især om erhvervspolitikken. Som socialdemokratisk ordfører slår Nyrup til lyd for et alternativ, nemlig en stor forkromet industripolitik, kraftigt inspireret af disse års guru inden for feltet, den amerikanske professor Michael Porter. Tingene skal ses i sammenhæng – kapital, uddannelse, arbejdsmarked, infrastruktur, mener han” (Lunde & Qvortrup s. 124)

Det var denne linje, som Fogh-regeringen fra 2001 forstærkede i en bureaukratisk retning, og som Thorning støttede op om. TV-serien fortæller dog ikke, om Thorning har nogle selvstændige politiske ideer. Jeg tror hun løber lidt med Nyrup/Fogh-strømmen.

Konkurrencestaten var ikke noget for socialdemokratiets venstrefløj, hvor Svend Auken og Ritt Bjerregård dominerede, især før Nyrup tog magten i 1992. Auken var bredere orienteret end Nyrup. Han kom ud af studenterkredsens ånd og var tæt på biskop Kjeld Holm, der jo var fan af filosoffen Peter Kemp, mens Nyrup kom af fattige kår og var blevet økonom med nogle meget uheldige inspirationer fra amerikansk managementideologi. Bjerregaard tilhørte den nye RUC-baserede strukturalisme, hvilket man kunne konstatere i hendes berømte skolepolitiske U90-plan fra slut-70’erne. Så Auken tilhørte 1967 og Ritt 1968, for nu at sige det på den måde. I den forstand var de to tilsammen en syntese af ånd og struktur, som også havde en vis forbindelse til 1980’ernes folkelige bevægelser.

Nyrup, som havde været økonom i LO, var mere tekniker. Ifølge Lundes og Qvortrups biografi får Nyrup dog en del af sin åndelige føde fra Informations redaktør. Ejvind Larsen, som var en form for maoistisk grundtvigianer, og som egentlig lå tættere på Auken-linjen. Larsen virkede dog helt naiv ift. det politisk-økonomiske processer, som var under opsejling. Larsen kom især til at inspirere til de nye arbejdsmarkedspensioner, som Nyrup gik ind for. Venskabet mellem de to stammer vist nok fra dengang, at også Auken og Nyrup var venner.

Og nu kommer så pointen fra tv-serien: For Ritt var i løbet af slut-00’erne blevet meget utilfreds med Thornings højredrejning. Hun danner derfor en decideret ”rød skole” i protest. For at dæmme op for Ritt initiativ, tog Thorning kontakt med de endnu mere røde, nemlig SF’ Villy Søvndal. SF og Socialdemokraterne lavede endda et program sammen.

Nu skulle man så tro, at Socialdemokraterne blev mere røde, men det sker ikke. Der sker snarere det modsatte, nemlig at SF bliver mere konkurrencestatsblå. Det er derfor, at SF blev så begejstrede for tankerne bag skolereformen i 2013, som de ellers havde været meget imod. SF taber totalt kontakten med partiets rødder, og resterne af ånden fra både Studenterkredsen og RUC, som jo blev båret af Svend og Ritt, forsvinder også.

Ved regeringsdannelsen i 2011 svigter Thorning sin væbner, Sass Larsen. I stedet knytter hun sig stærkt til den fagligt kompetente og ekstremt ideologiske Corydon, som bliver valgt ind i folketinget, og som ender som en ny magtfuld finansminister. SF kommer med i Corydons regering og det samme sker for de stakkels radikale. Resultatet er skolereformen og så videre, og resten er kollaps.

Dermed blev Thorning-Schmidt en slags passage for etableringen af en forstærket Nyrup- og cand.polit.-fløj, som i dag har omsluttet hele centrum-venstre.

I dag kæmper især Tesfaye lidt i den gamle tradition, men han spræller i nettet, fordi hans parti siden Nyrup har skabt, købt og udvidet konkurrencestatens præmis.

Referencer:

Qvortrup, H. & Lunde, N. (1997): “Nyrup”, Forlaget Aschenhoug.

DRs serie om Helle Thorning Schmidt: https://www.dr.dk/drtv/saeson/statsministeren-helle-thorning_schmidt_432700

 

28. Den 15. februar: Om ”nyskabende” forskning på DPU

I 2013 undersøgte den newzealandske professor, Helen Sword, hvorfor nogle videnskabsmænd var særligt produktive. Det gjorde hun ved at rejse rundt og interviewe udvalgte forskere i hele verden.

På Aarhus Universitet blev der udvalgt to personer, hvoraf jeg var den ene.

I nedenstående artikel kan man læse mere om Swords projekt. Her står der, at de to forskere er valgt, fordi ”de publicerer hyppigt, sikkert og nyskabende”.

Mange tak.

Sword fandt bl.a. ud af, at de mest produktive forskere var ”passionerede” og ”vedholdende”.

Samme år kom skolereformen, og årene efter, fra 2014, gik DPU’s ledende forskere amok i klager mm. over al min ”nyskabende og passionerede vedholdenhed”. Man kan læse mere om disse sager i min nye bog “Universitetet og dets fjender”.

De fleste dukkede dog nakken og fulgte de nye karrieresystemer.

Dermed fik man en underdanig læringsforskning, kraftigt understøttet af den autoritære institutleder Claus Holm og hans ARTS-dekaner, som kommer direkte ud af universitetslovens rugekasse.

Holm, som allerede dengang selv var dekan, mente ligefrem med fuld cheftitel, at mit ”sikre og nyskabende arbejde” var et udtryk for ”polemisk dumdristighed”.

Sådan taler DPU’s ånd. Men trist er det. Meget trist.

https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/skriv-som-de-bedste-og-mest-produktive-skribenter

 

29. Den 18. februar: Refleksion 1 over staten M

I 2022 var V og M oppe i det røde felt på grund af Mette Frederiksens corona-aktiviteter. Hende kunne man sandelig ikke have tillid til, hed det sig, og især V barslede med bål og brand.

Men så kom begge partier med i Frederiksens regering, så de kunne holde kæft, hvilket de gjorde, og siden da blev V og M nærmest lig med S, som selv var blevet lig med V (M) omkring 1995, da Nyrup og Mandag Morgen understøttede det såkaldte ”kompetenceregnskab”.

Og nu vil SF også være med. Partiet vil endda i regering med M. Og det forstår jeg på en måde godt, for SF lærte jo at gå ind for Lars Løkkes bureaukratiske konkurrencestatsvision omkring 2010, hvor Løkke var statsminister.

SF, der ellers havde været imod skolereformen i 2006, gik derfor med hud og hår ind for skolereformen i 2013, der var en radikaliseret 2006-reform. Partiet var blevet en slags M i mellemtiden. Børnene var nu ”aktier”, som det hed på valgplakaterne. Hvilken nedtur for folkesocialismen.

Siden da har SF været et slags M, så ærligt talt: De to partier kan jo ligeså godt gå i regering sammen.

Og på en måde er S, SF, V og M én stor M-regering. Dermed tænker jeg på, at de alle har rod i konkurrencestatens globaliseringsaftaler i 2006, fra dengang M hed V, som jo er en slags S, og som SF altså blev en ideologisk del af i 2010.

Apropos “corona”, som jeg anser for en kæmpe-fortrængning:

Biopolitikken lever nu et lidt gedulgt, men skam særdeles aktivt liv. Den har nu forårsaget, at samfundets borgere anses for donorer uden eksplicit samtykke, og at staten vil hjælpe med at dræbe mennesker. Derudover sidder den i alle hastelovene og i pludselige angreb på helligdage og drakoniske angreb på universitetet og andre steder, som nu alle skal gøres til administrative organer i staten M.

Kort sagt: Man ved efterhånden ikke, hvilke radikaliserede pludseligheder vi vil se i fremtiden, for den svage stat er blevet grænseløs. Nick Hækkerup kaldte ligefrem den nye tilstand for ”frihed”, da han var justitsminister i de gode gamle testcenter-dage. Det hele er lidt M-agtigt, på S-måden.

 

30. Den 19. februar: Refleksion 2 over staten M

SF har udarbejdet et forslag om, at professionsuddannelserne skal kunne udbyde kandidatuddannelser, som skal være “praksisnære”, som det hedder i nysproget.

Uddannelsesordfører, Sofie Lippert, lyder i sit skriv om emnet fuldstændig som en fra Moderaterne (M). Det hele er bare en masse tekniske ord, som oser som en blanding af Antorini, EVA og VIVE, og som ligger milevidt fra folkesocialismens tradition.

For nogle uger siden var Lippert i Deadline, hvor hun også talte om konkurrencestaten på den der særlige affirmative måde, som har kendetegnet venstrefløjen siden omkring 2010.

Jeg savner lidt Jacob Mark, der havde lidt mere sans for materien, især indtil han fortabte sig i FN’s verdensmål.

På AU er man rasende, fordi DPUs de facto monopol er truet. Claus Holm, der om nogen har understøttet den ideologi, som SF og Reformkommissionen nu forsøger at trumfe igennem, mener – endda på DPU’s egen hjemmeside – at DPU under hans ledelse har gjort det godt!

Men Holms ledelse hviler på et dybt opgør med pædagogik og dannelse, så det er lidt komisk fra mit synspunkt. Hans synspunkter er fra et pædagogisk perspektiv endnu værre end SF’s, men altså ud af samme grundlæggende substans.

Og den nye dekan for fakultetet ”ARTS”, Maja Horst, stemmer i. Hun har lige genansat Holm, og hun talte også ned om universitetets filosofi i sin bog om emnet, som udkom i 2018.

Bagved det hele lurer symbiosen mellem universitetsloven fra 2003 og skolereformen fra 2013.

Måske er det trods alt bedre, at de knapt så ideologiske professionshøjskoler tager over, nu hvor DPU helt har tabt den filosofiske tråd. I dag er der efter min vurdering flere selvstændige miljøer på UC’erne end på DPU, hvor tavsheden er nærmest altomfattende.

Men ok, der er tale om mikrodiversitet, hvis man ser på det filosofiske og politiske niveau. Det medgiver jeg.

En positiv ting er, at ministeriet lader til for en stund at have droppet DPU som samtalepartner efter kaosset efter 2013. Hvis vi er meget heldige, så formår Tesfaye at skabe en form for understrøm mellem mere selvstændige faglige miljøer og den skolepolitiske udvikling. Det var også det, som Merete Riisager formåede i sin ministertid.

Links:

SF’s udspil: https://sf.dk/sf-foreslaar-i-nyt-udspil-en-praksisnaer-kandidat-paa-velfaerdsomraadet/

Institutleder Claus Holms reaktion: https://arts.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/sf-vil-skabe-uddannelser-for-laerere-og-paedagoger-som-allerede-findes

Dekan Maja Horsts reaktion: https://arts.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/dekaner-sf-forslag-vil-give-dobbeltarbejde-paa-kandidatuddannelser (også i Altinget)

Brian Degn Mårtenssons anmeldelse af Maja Horsts bog: https://www.altinget.dk/artikel/anmeldelse-ny-bog-om-universiteterne-er-fyldt-med-tvivlsomme-postulater-og-grelle-misforstaaelser

 

31. Den 20. februar: Sovjetisk videnskab

Her er et tankevækkende citat fra filosoffen Michael Polanyi, hvor han refererer til en samtale, han havde med den fremtrædende sovjetiske politiker Nikolaj Bukharin.

“I remember a conversation I had with Bukharin in Moscow 1935. Though he was heading for his fall and execution three years later, he was still a leading theoretician of the Communist party.

When I asked him about the pursuit of pure science in Sovjet Russia, he said that pure science was a morbid symptom of a class society; under socialism the conception of science pursued for its own sake would disappear, for the interest of scientists would spontaneously turn to problems of the current Five Year Plan.”  (Polanyi: “The Tacit Dimension”, Peter Smith, 1966, s.3)

Jeg tror, at Bukharin ville gøre fin karriere på et dansk universitet, som også skal løse diverse “udfordringer”, som står i diverse “planer”

 

32. Den 20. februar: Fælles skolemad

Den nye direktør på CEPOS, Jes Brinchmann Christensen, er imod fælles skolemad. Han mener, at det er et overgreb på forældrenes ansvar. Han har vist nok også noget imod, at måltidet er gratis.

Men skolemad har ikke noget at gøre med forældreansvar.

Fri og fælles måltider forbinder snarere skolelivet med højskolernes og kostskolernes tradition. Så kan man tage hinanden i hænderne og følges ad hen til spisesalen, hvor der er fælles informationer, elevoptræden og sang. Og så kan eleverne sidde i hjørnerne og brokke sig over kokkens brunkål uden en mobiltelefon i miles omkreds.

For nogle år siden besøgte jeg i løbet af samme uge Den Frie Lærerskole i Ollerup og VIA UC i Aarhus. Begge steder ankom jeg ved frokosttid. I Ollerup var der et måltids-skoleliv af den anden verden. På VIA var der tomt og teknologisk.

Det er dette Ollerup-liv, som er den danske skoles hele grundlag. Derfor kan vi ikke få fælles brunkål nok.

Fælles måltider er et bidrag til skolens liv, som er 100% uafhængigt af politiske ideologier som f.eks. Cepos’ særlige form for liberalisme. Det har heller ikke noget med “socialisme” at gøre.

Måltidet er pædagogisk.

Link til Jes Brinchmann Christensens indlæg: https://www.facebook.com/cepos/posts/pfbid0VvfeCQYTQYNPddRLAtzChQaN76jjhv9veNMFidR3F6wrd4UwcBL82HQ3beU1q8kZl

 

33. Den 20. februar: Agedrup Skole

Nu er det så Agedrup skole på Fyn, som bliver trukket igennem det nye lærings-metoo. Man kan læse om det i flere af landets medier.

Hvad der er op og ned i sagen, skal jeg ikke kunne sige, så jeg vil nøjes med at påpege, at netop denne skole har haft en kæmperolle i nyere skolehistorie.

For det var nemlig i 2014 på den ellers særdeles velfungerende Agedrup skole, at en helt nyansat og læringsrevolutionær skoleleder, Mohammed Bibi, gav en af landets førende skolelærere, Erik Schmidt, en advarsel for at sige sin mening på et lærermøde. Det var pædagogikkens to verdener, der tørnede sammen.

Bibi blev støttet af både den kommunale skoledirektør og af den stadig fungerende radikale rådmand.

Schmidt blev støttet af kolleger, tidligere skoleledere og en lang række fagfolk fra hele landet.

Sagen endte i Landsretten over to omgange, hvor det hele endte med, at Schmidt vandt med et brag i november 2018, altså over fire år efter advarslen.

I mellemtiden fortsatte Bibi sit arbejde med at læringsmaksimere skolen, mens Odense Kommune og det dybt kompromitterede KL gjorde alt for at fortie deres eklatante nederlag. Måske har vi en slags årsagsforklaring på den aktuelle misere i denne omegn?

Jeg dækkede sagen tæt i sin tid, og den spiller en stor rolle i min bog ”I skolereformens kølvand”, som udkom sidste år.

Nedenfor kan man læse mere om denne vigtige sag.

Links:

TV2s omtale af den aktuelle sag: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2024-02-19-sager-om-vold-kraenkelser-og-stoffer-paa-skoler-kan-faa-flere-til-at-staa-frem

Om Erik Schmidt sagen 2014-2019: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt

 

34. Den 21. februar: Kandidatudvalg, referencepanel og kompetenceråd

Sommerens politiske overgreb på universitetsuddannelser bliver i disse måneder præciseret via et såkaldt ”kandidatudvalg”, der ledsages af et ”referencepanel”, jvf. link A.

Der sidder ingen folk med kendskab til emnet – dvs. til universitetets eller pædagogikkens filosofi og indhold – i disse organer. I Kandidatudvalget sidder primært rektorer for universiteterne, som jo er forenet i foreningen Danske Universiteter, der helt har accepteret universitetslovens præmis.

Og i referencepanelet sidder en masse erhvervsorganisationer og faglige organisationer. Så her er der heller ingen viden om substansen.

Man har simpelthen udelukket kundskaberne fra behandlingen af emnet. I stedet har organisationerne taget magten.

En lang række af disse aktører + nogle flere, i alt hele 32 organisationer, offentliggjorde i går en kraftfuldt markering med udgangspunkt i en total accept af den aktuelle universitetsreforms fokus på arbejdsudbud. Det skete endda i et finanspolitisk medie, jvf. link B.

I indlægget foreslår de 32 organisationer, at der etableres et såkaldt ”nationalt kompetenceråd”, som skal arbejde sammen med ministeriet om at forme uddannelser efter arbejdsmarkedets behov.

Blandt de 32 organisationer har vi alle de sædvanlige antipædagoger: KL, DEA, Dansk Industri, Danske Universiteter og så videre. Mange af disse organisationer indgår i Kandidatudvalget eller dets referencepanel. Men der er også tilslutning fra BUPL, DM, DLF og endda fra Efterskolernes forening til denne forstærkning af arbejdsudbuddets nye logik. Jeg er helt paf. Man kan selv studere det omfattende system i de vedhæftede links.

Lidt historik om kompetenceråd:

Tilbage i 1998 etableredes det ekstremt indflydelsesrige ”Mandag Morgens Kompetenceråd”, som var en af de første store materialiseringer af konkurrencestaten. Rådet ville lave intet mindre end et ”nationalt kompetenceregnskab”. Dette råd sugede efterfølgende store dele af forskningen og skolepolitikken ind i dets begreber. Fokusset var konkurrenceevne og globalisering, dog ikke arbejdsudbud. Jeg har undersøgt dette i bogen ”Skolens formål” fra 2022.

I 2022 foreslog en række faglige organisationer, at man etablerede et nyt kompetenceråd, som fokuserede på arbejdsudbud, jvf. link C. Det er dette initiativ fra 2022, som er den slet skjulte klangbund for det aktuelle initiativ fra 2024, som altså understøtter, at man gør uddannelsessektoren til et stort arbejdsmarkedskompetenceudbudssystem,

Links:

1. Mere om Kandidatudvalget/referencepanelet: https://ufm.dk/uddannelse/rad-naevn-og-udvalg/kandidatudvalget
2. Aktuel kronik fra 32 organisationer: https://dea.nu/nyheder/faelles-oprab-vi-har-behov-for-et-nationalt-kompetencerad/
3. Omtale af omtrent samme forslag fra 2022: https://www.danskerhverv.dk/presse-og-nyheder/nyheder/2022/november/kompetencerad-skal-vare-fyrtarn-for-dansk-uddannelses–og-arbejdsmarkedspolitik/

 

35. Den 22. februar: Forskningspolitiske links af historisk interesse

I nedenstående link kan man tilgå hele folketingets 1. behandling af Helge Sanders forslag til ny universitetslov fra 2003.

Det er især DF’s Jesper Langballe og de to radikale Margrethe Vestager/Elisebeth Arnold, som er utilfredse med lovens opgør med videnskabens autonomi. Det er som om, at Søren Kierkegaard og Georg Brandes holder i hånd.

Jeg har også lavet nogle andre relevante links.

I 2021 blev Helge Sander interviewet til Uni-avisen. Han fortalte, at han intet havde fortrudt.

Link til forhandlinger ved lovens 1. behandling, 2003: https://www.folketingstidende.dk/…/20021_L125_BEH1_M45…

Link til den endelige lovtekst, 2003: https://www.folketingstidende.dk/…/20021_L125_som…

Link til loven, som den så ud i 1992 ved den forrige reform: https://www.retsinformation.dk/eli/ft/199212K00075

Link til den første styrelseslov fra 1971: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1992/1089

En del af lovene kan også tilgås her: https://lovkilden.dk/document/universitetsloven

Link til interview med Sander: https://uniavisen.dk/helge-sander-forandrede…/

 

36. Den 23. februar: Universitetet og dets fjender: Angrebet på Konsistorium

Fra omkring år 1540 og helt frem til 2003 blev universitetet styret af et såkaldt ”konsistorium”, som er en form for lærerforsamling, der vælger sine egne ledere.

Frem til 1788 bestod konsistorium af alle universitetets lærere. Fra 1850 blev det et repræsentativt organ, men stadig valgt af lærerne. Og i 1970 kom de studerende og universitetets øvrige ansatte med i Konsistorium. Men altså stadig på universitetets egen grundlæggende præmis.

Ordet ”Konsistorium” er latin og betyder ”forsamlingssted”. Dermed knyttes universitetet direkte til Grundlovens §79, som vedrører forsamlingsfriheden. §77 om trykke- og tankefrihed og §76 om undervisningsfrihed spiller selvfølgelig også ind.

Ordet ”konsistorium” kommer af det latinske ”consistere”, som ifølge ordbogen betyder ”blive stående, bestå, standse”. Det er skønne ord.

Hele dette traditionsrige system blev smadret med et eneste hug ved universitetsloven i 2003.

Fra 2003 var det slut med universitetets filosofiske og forfatningsbårne autonomi. Nu herskede fakturaen og dens bestyrelses- og ledelsesvælde, endda med et bestyrelsesflertal af ”eksterne” medlemmer/organisationer.

Denne ødelæggende revolution bredte sig efterfølgende til de øvrige pædagogiske systemer og derfra som en parasit ind i demokratiets indre.

 

37. Den 23. februar: Professorater i pædagogik – bedømmelser i 2023 og 2014

I november 2023 modtog jeg en meget smuk bedømmelse ifm. en ansøgning til et professorat i pædagogik ved universitetet i Trondheim. Min ansøgning til denne fornemme stilling blev rangeret som nr. 1 af de ti ansøgere.

Nedenfor kan man tilgå bedømmelsen i sin helhed.

Man kan også læse en bedømmelse af en anden professoransøgning, som jeg indleverede til DPU i 2014.

Det er selvfølgelig meget mærkeligt at blive fyret fra et pædagogisk universitet med så udmærkede bedømmelser i bagagen.

Ingen af stillingerne blev oprettet af årsager, som fremgår af blogindlægget.

http://www.thomasaastruproemer.dk/to-bedoemmelser-af-ansoegninger-om-professorat-i-paedagogik-2023-og-2014.html

 

38. Den 26. februar: Universitetet og dets venner

I lørdags afholdt Årsskriftet Critique, Tænketanken Prospekt og Konservative Studenter en dagskonference om ”Den frie ånds krise på universitetet”. Det blev en skøn og tankevækkende dag i Stakladen med et diskussionslystent publikum, der fyldte alle bænkene i den propfyldte sal.

Mikael Jalving var dagens veloplagte og effektive spilfordeler, og han indledte med et par gode ord om universiteternes gamle ”konsistorium”.

Dernæst kom de tre foredragsholdere:

Først havde jeg selv fornøjelsen af at fortælle om min nye bog ”Universitetet og dets fjender”, som er et forsvar for universitetets ide imod konsekvenserne af universitetsloven i 2003.

Dernæst fortalte Niels Gunder Hansen om sit liv på universiteterne i to perioder, nemlig før og efter 2003. Niels Gunder var i sit luneste es, og oplægget myldrede med tankevækkende iagttagelser fra et langt liv på universitetet.

Disse første to indlæg supplerede hinanden, vil jeg sige.

Til sidst fortalte Marianne Stidsen om, hvordan hun på KU blev anklaget for plagiat, og at anklagerne blev forstærket af bestemte faglige kredse, der spillede sammen med den lokale ledelse. Det hele endte med, at Stidsen blev helt frikendt af de officielle instanser. I mellemtiden var hun blevet frosset ud, men det lød ikke til, at universitetet har givet hende en gigantisk undskyldning. Stidsen satte processen i relation til identitetspolitiske emner.

Ind imellem var der skønne danske sange, bl.a. ”Som en rejselysten flåde” fra Helge Rodes smukke genforeningsskuespil ”Moderen”, der faktisk foregår i en skoleklasse.

Tjek lige selv sangens fantastiske vers 5 om Danmarks frie sprog, som er kendetegnet af følgende:

”Vinterklart, sommerbroget, morgenmuntert, skumringssvøgt, ligefremt, latterkroget, smilbestrålet, tåredøbt”.

Det er da ”den frie ånds” sprog, eller ”Frejas sprog”, som Rode skriver.

Til sidst var der livlig og “latterkroget” debat i studenterbaren og så videre, og selv var jeg zu hause kl. 04.

Mange tak til arrangørerne og alle de andre deltagere herfra.

Billeder fra konferencen: https://aarsskriftet-critique.dk/2024/02/den-frie-aands-krise-paa-universitetet-billeder-fra-aarskonferencen-2024/

 

39. Europa-Parlamentet om forskningsfriheden i Danmark