Nedenfor kan man læse 37 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra januar-februar 2025. Den geopolitiske situation fylder dog også en del. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.
Indholdsfortegnelse:
- DPU’s essens
- Socialdemokratisk skolepolitik i 2024
- Den hemmelige socialdemokrat
- Center for Karakterdannelse i Grundtvigsk Tidende
- Podcast om karakterdannelse
- Tanke nr. 1: Den statsløse tilstand
- Tanke nr. 2: Fra jorden til rummet
- Genopførelse af skolestrid
- Et ordentligt skænderi
- Liberal Alliance
- Tanke nr. 3: Skal NATO give USA en reprimande?
- Tanke nr. 4: Musk og Weidel
- Konkurrencestat: Kommunernes Landsforening i 2005
- Nina Smith indrømmer fejl
- Tanke nr. 4: Den europæiske venstrefløj
- Martin Ågerups store indsats
- Tanke nr. 5: Benådninger
- De borgerliges opgør med pædagogik
- Skolepolitisk forskydning?
- To nye bøger om nedlukningen
- Opgøret med oplysningen
- Tanke nr. 5: Trumps ydmygelse af højrefløjen
- God kronik om universiteternes tilstand
- Fagfornyelse: En skolepolitisk forskydning?
- Woke på speed!
- Fra forsigtighed til ekstrem forsigtighed
- A. Fejl
- B. Forvirring
- C. Fortrydelse og ydmygelse
- D. Korrektion
- E. Korrektionens udvidelse: Vance’s korrekte fejl.
- Ti minutter om dannelse
- Lotte Rods store indsats for fritidspædagogikken
- Onsdag d. 18. februar 2025
- Trykkefrihedens kollaps
- Fra konkurrencestat til biostat til krigsstat
- Trump/Musk angriber staten
1. Den 2. januar: DPU’s essens
I foråret 2015 skrev den næsten ny institutleder, Claus Holm, og hans åndsfælle, professor Jens Rasmussen, en helt uforbeholden hyldest til skolereformen, jvf. nedenstående indlæg Folkeskolen.dk.
Ifølge indlægget skulle man blot fortsætte læringsmålstrykket i 10 år, så ville den “fantastiske” reform blive en succes! Skolens formål var en by i Rusland.
Hvis man som seriøs forsker dengang kritiserede dette system, som alle andre jo i dag kritiserer, så var livet fyldt med ledsagende overgreb og marginaliseringsprocesser, hvor både Holm og Rasmussen var centrale aktører.
Som man selv kan læse i kommentarsporet til indlægget var Folkeskolen.dk’s læsere ikke begejstrede for Holms og Rasmussens 10 års-hypotese.
I dag er DPU en autoritær tavshedscentral, og man kan derfor som udgangspunkt ikke have tillid til organisationens informationer og forskning.
Hvorfor får dette system lov til at fortsætte?
Kort sagt: Man bør nedlægge DPU og lave et nyt DPU. Ellers mister pædagogikken dens sprog og egenart.
2. Den 2. januar: Socialdemokratisk skolepolitik i 2004
I december 2004 skiftede Socialdemokratiet endegyldigt skolepolitisk kurs. Nu skulle alt og alle evalueres med nye centrale værktøjer, mens graferne fra PISA-listen summede som fluer. Man kan læse om det i nedenstående korte artikel fra Jyllands-Posten.
Det var partiets undervisningsordfører, Pernille Blach Hansen, der svingede hammeren. Der var tale om et opgør med efterkrigstidens pædagogiske tradition, som centrum-venstre i høj grad havde været med til at udvikle. Et hammerslag, som var en slags forlængelse af universitetsreformen fra 2003.
Venstres undervisningsminister, Ulla Tørnæs, jublede. I liberale kredse elskede man den nye grænseløse centralisering. Det var nok dette opgør med den nationale tradition, som man efterfølgende kaldte for “danske værdier”.
Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo, udtaler sig også til sidst. Han lyder lidt rystet.
Få måneder efter artiklen kom Christine Antorini i Folketinget. Ifølge den anonyme forfatter til bogen “Den hemmelige socialdemokrat” var Pernille Blach Hansen nærmest kritisk indstillet, hvis man sammenligner med Antorini, som jo efterfølgende gik helt amok sammen med Corydon og DPU.
https://jyllands-posten.dk/indland/ECE3770355/S-%C3%A6ndrer-sit-syn-p%C3%A5-skolen/
3. Den 6. januar: Den hemmelige socialdemokrat
Jeg har læst bogen “Den hemmelige socialdemokrat”, der handler om den store corydonisering af det gamle arbejderparti.
http://www.thomasaastruproemer.dk/da-socialdemokratiet-kuppede-socialdemokratiet.html
4. Den 6. januar: Center for Karakterdannelse i Grundtvigsk Tidende
Grundtvigsk Tidende bragte for et par uger siden en interessant artikel om Center for Karakterdannelse og et tilhørende projekt om “uenighed”.
Det kan man læse mere om i nedenstående diskussion af artiklens emner.
http://www.thomasaastruproemer.dk/center-for-karakterdannelse-i-grundtvigsk-tidende.html
5. Den 6. januar: Podcast om karakterdannelse
Jonas Norgaard Mortensen, som er leder af Center for Karakterdannelse, har gennemført en række interessante samtaler med nogle af de folk, der er med i centrets faglige panel.
I nedenstående link kan man tilgå alle ni udsendelser, herunder et interview, som udkom i går, hvor det er mig selv, der forsøger at svare på Mortensens gode spørgsmål om dette skønne emne.
6. Den 6. januar: Tanke nr. 1: Den statsløse tilstand
Efter at Elon Musk har vundet præsidentvalget over en aldrende og svag Trump, så får Zuckerberg/Gates endnu lettere ved at besejre resterne af Biden.
Staten består af rystede gamle mænd, som er underlagt en ny global og grænseløs industri.
Herfra kan Musk så henvende sig til den ene halvdel af de svage europæiske stater; nemlig de populistiske organismer, hvor det nationale i forvejen er degenereret til “identitet”.
Zuckerberg/Gates kan så dominere den anden halvdel af de svage stater, hvor de nationale traditioner er omdannet til tilpasningsdygtige organisationer i en flydende vidensøkonomisk globalitet.
EU kan koble sig på Zuckerberg/Gates og dermed de facto styrke Musk, der især knytter sig til de gamle nationale grupper, som jo dermed – lidt paradoksalt – globaliseres.
Snart vil folk savne både Biden og Trump og alt det andet, mens alle i en slags permanent krigsangst ser forvirret rundt på de andre tekno-kroppe for derefter febrilsk at reagere på den kropsnære kunstige intelligens’ konstante påmindelser.
Man kalder dette tekno-globale opgør med statens fundament og rester for transhumanisme. Via dette opgør med mennesket, har man løst alle ”problemer”.
Hvis man skærer begge ben over og erstatter dem med AI-styrede proteser, så kan man jo heller ikke få smerter i den venstre ankel, hvilket jo er et fremskridt.
(PS nogle dage efter denne opdatering accepterede Zuckerberg Musks nye herredømme, f.eks. ved at fjerne sine mange faktatjekkere)
7. Den 9. januar: Tanke nr. 2: Fra jorden til rummet
A.
Først boede mennesket på jorden. Det var ”The human condition”, som Hannah Arendt kaldte det: Det var forsamlingens og opdragelsens liv. Politik var tilsynekomst. Staten var en forfatning, man kunne vedligeholde og forsvare.
B.
Så stak det frigjorte menneske af i globaliseringen, dvs. overalt og uden land (på ”globen”). Det var Zuckerberg, OECD og EU og så videre. Politik blev et redskab.
Resterne af staten blev en konkurrencestat. Dermed blev frihed og forfatning, dvs. det folkelige, instrumentaliseret under den globale økonomis herretegn.
Så reagerede resterne af folket ved en slags tragisk populisme: Giv os jorden tilbage! Vi fik en højre-identitær bevægelse.
C.
Men nu har vi så det nye træk: Nu stikker globen af i rummet, globaliseringen i rumificieringen. Vi får en blanding af rummets satelitter + computerchips i kroppen. Det er Musk. Og dertil de to andre tekno-rigmænd, Peter Thiel og Dryden Brown, jvf. nedenstående artikel fra Politiken.
Dermed får vi konkurrencestatens opløsning i en rummets teknologi, som sætter sig i de forladte kroppe.
D.
Og nu kontakter Musks rumificering så resterne af det folkelige, dvs. identitetspolitikkens polemiske og etnificerede diskurser. Pludselig bliver Musk ven med de højrenationale og med lokale selvstændighedsbevægelser, selvom hans og Trumps retorik egentlig er helt uforenelig med almene politiske normer
Trump følger trop. Han er en gammel mand. Hans gamle ideolog Steve Bannon, som var anarkokapitalist, men også tekno-kritiker, er væk. Nu har vi den forstærkede og grænseløse hyper-anarkokapitlisme. Musk har taget magten. Hvis Bannon kommer tilbage, så må han acceptere det nye vilkår.
De gamle nationalister/populister takker for interessen. Pludselig elsker de rummet, dvs. den accelererede og udvidede globalisering, som vi kalder for rumificering.
E.
Så både nationalister og Musk er imod globalisering, blot fra hver sin side. Derfor bliver de enige. Rummet har penge. En ny slags penge. Euroen er ligegyldig.
Så vi får globalister mod rumificister. Pludselig bliver de gamle globalister, f.eks. EU og OECD, tavse? Og Zuckerberg gør som Musk. Et nederlag for “globaliseringen”.
F.
Vi får en dobbelt spiral, hvor globalisering bliver til rumificering, og hvor teknologien går i kroppen. Her konkurrerer alle om alt, mens de opruster på de efterladte territorier med begrundelser der minder om mørke satellitter.
Men hvem lever så tilbage på jorden, altså i “the human condition”? Det gør pædagogerne og familierne sammen med børnene og deres naboer.
8. Den 10. januar: Genopførelse af skolestrid
Mattias Tesfayes gruppe, der arbejder med folkeskolens fagplaner, barsler med rapporter for tiden. Det, jeg har nået at læse, består af gode ord.
Og gruppens arbejde har allerede udløst en strid, som har sin direkte årsag i skolereformen og dens kølvand. Lad mig forklare:
A. Tesfayes faggruppe:
Faggruppens sammensætning og arbejde bærer præg af det syn på kundskaber og fag, der fra 2016 kom til at udgøre en kritisk korrektion af skolereformens stærke vægt på læring og kompetencer.
Dengang inviterede undervisningsminister Merete Riisager kritikerne ind i sin ”justering” af skolereformen fra 2013. Keld Skovmand og Lene Tanggaard var blandt de bærende faglige kræfter i dette justeringsarbejde.
I det aktuelle arbejde er Tanggaard stadig med, og det samme er Thomas Illum Hansen, som er Skovmands ven, og som også var med i den gamle gruppe. Den pædagogiske filosof, Alexander von Oettingen, der også tilhører dannelsessammenhængen, er formand for den aktuelle gruppe (sammen med en anden).
Både den gamle og den nye gruppe er renset for DPU-folk, som jo totalt havde domineret skolereformens diskurser.
B. Jeppe Bundsgaard, skolereform og DPU
En af de bærende kræfter i skolereformens kompetenceideologi var Jeppe Bundsgaard fra DPU. Han har gjort god karriere i institutleder Claus Holms koncern med sit vedholdende opgør med kundskabernes tradition. Jeg skrev om det i bogen ”Skolens formål” (2022).
Tilbage i 2016 gik Bundsgaard amok på Keld Skovmands banebrydende arbejde i et såkaldt ”peer review” på Folkeskolen.dk, så man måtte krumme tæer. Det skrev jeg om i bogen ”I skolereformens kølvand” (2023).
Og nu genopfører Bundsgaard så striden, jf. nedenstående link. Hans totalt forsimplede syn på kundskaber, didaktik og uddannelse er en direkte forlængelse af DPU’s ideologi.
Man kan også læse hele formandskabet for den nye faggruppes smukke svar til Bundsgaard. Svaret indledes med følgende:
”Jeppe Bundsgaards bekymring og kritik er kendt i skoledebatten og har oplagt også været en opmærksomhed i vores arbejde med det nye format. Vi mener, at han læser anbefalingerne alt for snævert og misser grundlaget.”
Det er jo så sandt, som det er sagt.
Der er en fælles strømning fra Riisager til Tesfaye, som vi bør beskytte og vedligeholde.
Vi er lige midt i 2016.
9. Den 10. januar: Et ordentligt skænderi
I TV2’s “News & Co” fra den 19. december 2024 diskuterer det indbudte panel af debattører/eksperter et nyt og meget interessant projekt, ”Et ordentligt skænderi”.
Projektet, som har rødder i Center for Åndsfrihed og Center for Karakterdannelse, retter sig mod elever i 9-10. klasse. Det handler om at være og udvikle sig i uenighedens ofte ubehagelige og stridbare substans.
I udsendelsen gør Ingrid Ank, der er leder af Åndsfrihedscenteret og desuden redaktør for Grundtvigsk Tidende, rede for projektets indhold og betydning, og derefter bryder panelet ud i begejstring.
Her er et par citater:
Søs Marie Seerup, politisk kommentator: ”Jeg er totalt vild med det”.
Frederikke Ingemann, ph.d. i internationale forhold: ”Det er befriende” og ”kan vi ikke eksportere projektet til bredere dele af det danske samfund?”.
Claus Richter, direktør i Diabetes foreningen. ”Det er jeg helt vild med”.
Dejligt at åndslivet pludselig bryder ind i nyhedsstrømmen.
Links:
Link til udsendelsen (indslaget er omkring time 1:30): https://play.tv2.dk/…/d44d2fea-f602-4eff-999c-8c24ac0e3593
Link til beskrivelse af projektet: https://aandsfrihed.dk/boern-og-unge-skal-blive-bedre-til-at-skaendes/
Link til yderligere omtale: http://www.thomasaastruproemer.dk/center-for-karakterdannelse-i-grundtvigsk-tidende.html
10. Den 10. januar: Liberal Alliance
I nedenstående indlæg i mediet Kontrast.dk reflekterer jeg lidt over Liberal Alliances udvikling. Der sker med udgangspunkt i en læsning af Simon Emil Ammitzbøll-Billes bog ”Insider – fire år med Løkke”, der især omhandler perioden 2015-2019.
Pointen er, at der efterhånden opbygges tre strømninger i partiet:
- En anarko-kapitalistisk strøm, som især Saxobank og Anders Samuelsen står for. Og også lidt Ole Birk Olesen. Ved valget i 2019 bliver Samuelsen ikke genvalgt, og Saxobank trækker sin støtte.
- En Lars Løkke-agtig strøm, som Simon Emil selv og Christina Egelund står for. De slår sig efter 2019 sammen i partiet Fremad, som dog hurtigt går i opløsning. Og i dag er Egelund minister for Moderaterne, hvilket jo bekræfter min matematik.
- En åndsliberal strøm, som Merete Riisager og Henrik Dahl står for.
Så i 2019 falder de to første strømninger væk.
Tilbage står den åndsliberale strømning, og det er da også denne fløj, der sørger for, at Alex Vanopslagh derefter bliver ny formand. Efter min opfattelse gælder det om at fastholde og vedligeholde denne sejr, selvom Dahl i min optik har problemer med substansen. Riisager er tilbage i partiet som rådgiver.
Efterfølgende skriver Vanopslagh den ånds- og kulturliberale bog ”Vejen til ansvar”, bl.a. med bistand fra Riisager og fra filosoffen Brian Degn Mårtensson. En meget vigtigt bog efter min mening.
Siden 2019 er partiet hoppet fra 2% til 14%.
Det er derfor, at der lige nu er en helt unik mulighed for, at LA kan være med til at aktivere de åndelige og filosofiske strømninger i de andre partier, så også disse partiers Løkke-agtige strømninger kan gå væk. Pt. er mulighederne størst hos de radikale efter min vurdering.
Og med Musks sejr i USA risikerer en forstærket anarko-kapitalisme at vende tilbage i radikaliserede og teknologiske formater. Det er en stor risiko for hele højrefløjen, og faktisk også for dele af venstrefløjen.
https://kontrast.dk/…/saadan-fik-liberal-alliance…
11. Den 11. januar: Tanke nr. 3: Skal NATO give USA en reprimande?
Artikel 1 i NATOs traktat fra 1949 består af én lang smuk sætning, der emmer af efterkrigstidens fredsvilje:
“Deltagerne forpligter sig til – som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt – at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler på en sådan måde, at mellemfolkelig fred og sikkerhed såvel som retfærdighed ikke bringes i fare, og til i deres mellemfolkelige forhold at afstå fra trusler eller magtanvendelse på nogen måde, som er uforenelig med De Forenede Nationers formål.”
Både Danmark og Canada, som begge aktuelt trues af Trump, er med i NATO. Det samme er England, hvis siddende premierminister udsættes for grove intimideringer. Panama, som også trues, er med i FN, som jo er nævnt i ovenstående paragraf.
Hvorfor sætter NATO ikke USA på plads? Det vil hjælpe USA med at opretholde USAs egne værdier.
Og traktatens indledende erklæring lyder sådan her.
”Deltagerne i denne traktat bekræfter på ny deres tillid til formålene og grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt og deres ønske om at leve i fred med alle nationer og alle regeringer.
De er fast besluttede på at sikre deres folks frihed, fælles traditioner og kultur hvilende på demokratiets og den personlige friheds grundsætning og på lov og ret.
Deres stræben er at fremme stabilitet og velfærd i det nordatlantiske område.
De er besluttede på at forene deres kræfter til kollektivt forsvar og til bevarelse af fred og sikkerhed. I overensstemmelse hermed er de blevet enige om nedenstående Nordatlantiske Traktat:…..”
USAs adfærd er uforenelig med disse værdier. Nu er der krigsretorik overalt. Det er som om, vi er i slutningen af 1913. Snart ryger også påsken.
https://www.nato.int/cps/en/natohq/official_texts_17120.htm?selectedLocale=da
12. Den 12. januar: Tanke nr. 4: Musk og Weidel
Jeg har lyttet til Elon Musks samtale med Alice Weidel fra AfD.
A.
Musk spørger til AfDs relation til nazismen. Weidel og Musk bliver enige om, at nazisme er kommunisme. Så er det åbenbart ordnet? Vi må lede efter nogle Lenin-referencer i Hitlers taler.
Weidel er ikke nazist, som nogen påstår. Det er helt klart. Hun er imod indvandring og woke, lærer vi. Men hvad med samfundet? Så er vi ved punkt B:
B.
Weidel er snarere anarko-kapitalist, selvom det kun udtrykkes indirekte. Det er Ayn Rand og Margaret Thatcher, der svinger taktstokken.
Det vil sige, at vi får en slags kulturløs hyperindividualisme. Og det er jo det modsatte af fascisme i nogen som helst form. Det er også det modsatte af nationale ideer. Der var ingen reference til tysk kulturhistorie i Weidels markeringer. Vi er i et slags tomt land.
AfD’s evt. eksistensberettigelse ville ellers være at redde tysk kultur fra nazismen, men i stedet droppes det hele!
På den måde bliver Weidel kraftigt disponeret for økonomisk globalisering. Hendes omtale af det tyske uddannelsessystem gik da også på noget med pisa-lister og woke. Der var ikke noget om tysk og europæisk litteratur eller om demokratisk dannelse.
C.
Dermed ligger hun som udgangspunkt tæt på Trump 1.0, som jo også byggede på en slags kulturløs og casino-økonomisk Ayn Rand.
Weidel slutter samtalen med at stille et spørgsmål til Musk, der får Musk til at holde foredrag i 20 minutter. Det handler om Musks planer med at flytte til Mars. Med ovenstående in mente giver det mening, at dette spørgsmål banker på hos Weidel.
Musk fortæller, at han vil befolke både Mars, andre planeter og andre solsystemer. Så kan der komme nogen og redde os, når jorden går under. Det er ”civilisation”, siger han.
Weidels interesse for dette emne har at gøre med, at fusionen Rand/Trump-1.0 og dermed den europæiske nationalisme, som AfD udspringer af, faktisk var skeptisk overfor teknologi og transhumanisme.
Men denne skepsis har Musk nu vendt med 100%. Dermed bliver globaliseringen til en rumificering, og denne begrebslige proces rives Weidel og det identitære højre nu med ind i.
D.
Man kan roligt sige, at Musk har taget magten. Det er Thatcher i rummet for teknopenge.
Til sidst lærer vi, at ingen af dem tror på Gud.
https://www.youtube.com/watch?v=cpjKbWKZn00
13. Den 14. januar: Konkurrencestat – Kommunernes Landsforening i 2005
”På alle fronter oplever det danske samfund et øget udviklingspres i forhold til at omstille til nye nationale og globale markedsvilkår – det gælder såvel offentlige og private virksomheder som den offentlige serviceproduktion.
Det stiller krav om løbende produktionsoptimering, det er kun naturligt, at de samme krav må omfatte folkeskolens og daginstitutionens produkt – læring”.
(fra KL (2005). “Forskning der kan bruges – nyorientering af den pædagogiske forskning”)
14. Den 23. januar: Nina Smith indrømmer fejl
Nina Smith er nok den mest magtfulde økonom i dansk uddannelses- og forskningspolitik. Hun har siddet i et utal af kommissioner siden omkring år 2000. Effekterne af hendes arbejde har været omfattende og katastrofal.
I et interview i det nye medie “Uddannelsesmonitor” reflekterer hun lidt over tiden efter Globaliseringsrådet i 2005. Det var dengang, at – med journalistens ord…: ”flere skulle have en universitetsuddannelse og Danmark være et videnssamfund. Dengang på baggrund af en vision om en mere globaliseret verden, frihandel, udflytning af produktion osv.”
Og så svarer Smith det helt utrolige:
”Jeg anerkender, at vi gik alt for meget i den ene grøft dengang, når det gælder uddannelse. Anders Fogh (V) havde været i Kina, vi fik dårlige Pisa-resultater, og der var en bevægelse mod det teoretiske, som jeg også var del af.”
Nå, så det var altså en kæmpefejl pga. Pisa og Kina, og noget hun kalder for ”teori” (hun aner ikke hvad hun snakker om)?
Men så er det sørme ærgerligt, at denne fejl – dvs. Globaliseringsrådet og Foghs Kina-tur – var årsag til ødelæggelse af hele uddannelsessystemet, afviklingen af seminarierne og endte som det begrebslige grundlag for både læringsmålsstyring, en instrumentaliseret læreruddannelse og alt det andet!
Tankegangen ødelagde iøvrigt også DPU via fusionen med AU, hvor Smith selv sad i bestyrelsen.
Det er rystende læsning! Hvorfor bruger staten rådgivere, der går ”alt for meget i den ene grøft” og makker ret pga. noget tilfældige noget med Kina og Pisa? Dermed bekræfter Smith sin samfundsødelæggende ideologi fra 00’erne med 100%.
Smith har intet lært, selvom hun tror det, og hun viser ingen tegn på at have sat sig ind i den omfattende pædagogiske og faglige kritik, som har udviklet siden 2005.
Denne konklusion bekræftes af, at hun mener, at folkeskolereformen i 2013 var en ”faglig fornuftig reform”, som alene gik i vasken pga. lærerkonflikten. Men der tager hun helt fejl. Reformen i 2013 var en direkte forlængelse af Globaliseringsrådet, som hun selv beskriver som en fejltagelse. Reformen var altså dårlig fra starten, uanset lockout. også ifølge hendes egen logik. Smith forveksler tingene.
Hvad bliver de næste? At Det Økonomiske Råd skal bestå af dagplejemødre?
Der er også et interview med en anden indflydelsesrig person fra skolereformens processer, nemlig den magtfulde Per B. Christensen, men han siger ikke noget interessant.
https://uddannelsesmonitor.dk/nyheder/politik/article17787953.ece?utm_source=Feed&utm_medium=latest
15. Den 23. januar: Tanke nr. 4: Den europæiske venstrefløj
Valget i USA forstærker den krise, som den europæiske venstrefløj i forvejen var i. Men valget forstærker endnu mere højrefløjens krise.
Højrefløjen er altså på en måde langt værre stillet end venstrefløjen. Det er lidt paradoksalt, for umiddelbart har højrefløjen jo vundet?
Lad mig forklare det:
A. Først venstrefløjen:
A1.
Venstrefløjen har været i krise siden murens fald, hvor man opgav ideen om social ontologi og politisk handling; senest symboliseret ved Enhedslistens afvikling af revolutionsbegrebet.
I stedet afleverede venstrefløjen alle sine sølle rester til de gamle fjender, nemlig den nye globalisering, hvor man var gået fra mellemfolkelig vekselvirkning til ekstremt bureaukratiske og statistisk-definerede organisationer som EU, WEF, WHO og OECD; båret oppe af folk som f.eks. Andreas Schleicher (OECD) og Bill Gates (Microsoft + WHO).
A2.
Det er denne nye globaliseringsvenstrefløj, der nu har tabt til Trump. Alle de store IT-kapitalister er nu på Trumps side, undtagen Bill Gates, der jo støttede Australiens ”zero-covid” strategi under coronaen (én smittet betyder total nedlukning, dvs. Taleban x10).
Kort sagt: en socialisme, som i forvejen var i totalt forfald, har nu har tabt til Trump.
B. Men nu højrefløjen. Hvorfor er den endnu værre stillet?
B1.
Også højrefløjen har været i krise siden murens fald. Højrefløjen støttede også den ny globaliserings opgør med de folkelige og filosofiske traditioner. Altså også her en af-ontologisering. Ligesom på venstrefløjen.
I stedet blev det de rige nationale dialoger fjernet og rekonstrueret som en blanding af konkurrencestater og en ”identitet”, der alene var defineret polemisk (dvs. som ”ikke-islam”).
Det var denne sammenhæng, der skabte den postmoderne europæiske højrefløj, som efterfølgende fik dybe konsekvenser ind i f.eks. Socialdemokratiet (f.eks. som totalt historieløse “danske værdier”).
På denne højrefløj var man kritisk over for globaliseringen, selvom man selv blev skabt ved den.
B2.
Men med Trump sker der noget meget interessant. For nu træder den identitære højrefløj i direkte kontakt med de amerikanske vindere.
Og hvem er så disse vindere? Det er den aldrende Trump og alle hans vitalistiske teknokapitalistiske neo-imperialister? Det er en slags globalisering på speed. Og hvad er det så? Det er ”rumificering”.
Vi får ”space” og ”AI” og udvidelse på både land og i rummet. Trump og Musk vil til Mars og videre ud. Alt det der med køn, woke og toldsatser er ligegyldige detaljer i denne sammenhæng.
Det vil sige, at globaliseringen udvides mange gange, nu til en “rumificering”.
Kort sagt: Højrefløjen er gået i direkte alliance med de folkelige traditioners totale modsætning, nemlig rumificeringen, der forstærker globaliseringens effekter.
Konklusion:
Så venstrefløjen overgav sig til sin modsætning. Men højrefløjen støtter nu sin fordoblede modsætning.
Resterne af venstrefløjen blev til globalisme, mens resterne af højrefløjen blev til rumificering, dvs. globalismens udvidelse.
Det er det, jeg mener med, at venstrefløjen har tabt, men at højrefløjen har tabt big-time.
Men hvad gør vi så? Vi forstærker pædagogikkens sprog, som ved sin totale irrelevans aldrig har været mere relevant. I pædagogikken mødes alle i en højskole, både jyder, grønlændere, russere, ukrainere, arabere, israelere, amerikanere og så videre.
Og her fordyber alle sig i hinandens sprog og kulturkreds og finder ud af, at alle er skabt af det samme smukke stof.
Vi bør nok også gå forrest og skære ned på forsvarsudgifterne.
16. Den 24. januar: Martin Ågerups store indsats
Efter min mening er Martin Ågerup en af den nyere danmarkshistories frihedshelte.
Først og fremmest stod han forrest i kritikken af corona-nedlukningerne, både via en række faglige og kritisk orienterede analyser, men også i form af handling i forbindelse med en dybt rørende tale ved en stor demonstration på Rådhuspladsen i København.
Med sine fantastiske aktioner løftede Ågerup CEPOS væk fra de lidt tekniske økonomiske analyser, som var præget af neoliberalismens ideologi, og ind i en liberal og politisk livsform. Ågerup blev kort sagt en foregangsmand.
Og nu er Ågerup igen blandt de første til at minde om, at nedlukningens overgreb slet ikke er adækvat reflekteret. I en helt aktuel kronik i Berlingske skriver han følgende om 2020-22:
”En lang række fundamentale frihedsrettigheder blev i løbet af de næste små to år tilsidesat ad flere omgange, herunder næringsfriheden og forsamlingsfriheden.”
Jeg har selv undersøgt det med “forsamlingsfriheden”, og jeg giver Ågerup 100% ret.
Vi lærer også om, hvordan SVM-regeringen blev stiftet i 2022 med det primære udgangspunkt, at alle skulle holde kæft om nedlukning og minkskandale og så videre. Det var tavshedens sejr. Bagefter kunne man føre nedlukningens logikker videre i alt fra st. bededag til tredje verdenskrig.
Ågerup fortæller desuden om den ny rapport fra den amerikanske kongres, hvor Faucis og Bidens coronapolitik blev kritiseret på det kraftigste. Denne rapport blev totalt fortiet i dansk presse. En skandale af dimensioner.
Vi lærer også om, hvordan faglige og videnskabelige stemmer blev marginaliseret og udskammet af de nye autoritære coronasystemer. Ikke mindst har Ågerup sans for nedlukningsideologernes ensretning af de faglige tilgange. Her i citat:
”De, der under pandemien antydede, at epidemiologer og virologer var for fokuseret på at forhindre smittespredning og overså andre bekymringer og hensyn, fik dengang ikke et ben til jorden, men blev kaldt »bodegavirologer«”
Sidste år nedsatte man en evalueringsgruppe under VIVE, som skal undersøge nedlukningen, men det lyder ikke som om, at Ågerup har tiltro til dette arbejde pålidelighed, objektivitet og effekt.
Endelig vil jeg sige, at Ågerup tidligere har brillieret ved at være en af de få danske økonomer, der har inddraget filosofisk materiale i sine refleksioner. Det kan man læse om i nogle af hans bøger. Jeg er ganske vist ikke enig i hans analyser, men sådan er der så meget. Uden uenighed bliver ingen klogere.
1000 tak til Ågerup for hans store indsats. Det er helt ubegribeligt, at hans betydningsfulde virke i samfundet har resulteret i en afskedigelse fra Tænketanken CEPOS, der i stedet har ansat en anonym embedsmand fra Erhvervsministeriet som direktør. Man har endda også fyret Jonas Herby, der har samme selvstændige profil som Ågerup.
17. Den 26. januar: Tanke nr. 5: Benådninger
Biden har benådet Fauci og folk fra Bidens egen familie. Det er en ”full and unconditional pardon”, som der står, jvf. link.
Men Fauci er aldrig blevet dømt, og der er er ingen retssag. Men hvordan kan man så benåde, endda for alle evt. ulovlige handlinger helt fra 2014 til i dag?
Det er efter sigende sket før – det kaldes for en “preemptive pardon” – men det er ikke almindeligt. Jeg kan ikke helt gennemskue praksis, og der lader til at være lidt forskellige vurderinger.
Nuvel, ifølge den danske ordbog Lex.dk betyder ordet “benådning” følgende:
”Benådning er hel eller delvis eftergivelse af straf eller konfiskation.”
Så der skal altså være en ”straf” eller i det mindste en retssag, hvilket jo ikke er tilfældet i Faucis tlfælde. Så med Bidens afgørelse undermineres begrebet om ”benådning”:
Almindeligvis kan et statsoverhoved som sagt kun benåde en person, der er dømt. Det vil sige, at en konge kan fritage en person for en straf, hvor både straf og brøde eller i al fald en evt. retssags indhold allerede er kendt.
Men med den aktuelle ”benådning” – dvs. et alment carte blanche over 10 år – så ender vi med en meget mærkelig effekt:
Hypotetisk kan der nemlig ske det, at en evt. retssag mod Fauci viser, at han er skyld i alverdens dårligdomme og død og ødelæggelse. Bare for eksemplets skyld: 10.000 døde og en masse ulovligheder derudover. Eller måske en “crime of the century”, som gruppen Supertramp sang i 1974.
Men i så fald bliver der nu ingen straf? Altså uanset brøden.
Dermed kan der opstå en kæmpestor diskrepans mellem brøde og konsekvens, hvilket man ikke ser på samme måde ved traditionelle benådninger, hvor man jo kende brøden.
Pointen er: Biden kan ift Fauci ikke vide, om der er begået noget ulovligt, eller hvad dette “noget” er, mens man ved almindelige benådninger kender til brøde, straf og sagsindhold.
Så den dømmende magt kan fra nu af kun markere skyld, mens den udøvende magt ikke vil effektuere straffen.
For jeg går ud fra, at man stadig kan føre en retssag og fælde dom? Selvom det altså bliver uden konsekvens? Ellers skrider alt.
På en måde leger Biden Gud. At ”be-nåde” bliver til ”nåde” slet og ret.
Måske vil Trump nu være endnu mere ivrig efter at føre sag mod Fauci. For en evt. saglig skyld vil ramme Biden meget hårdt, eftersom dommen ikke kan implementeres pga. Bidens benådnings-aktion.
Så Trump er i kontakt med Gud, som ifølge Trumps indsættelsestale har reddet Trumps liv, og Biden er i kontakt med Gud, fordi Biden kan benåde uden retssag, dom og materialitet.
Den gode Gud må korse sig.
(og så lader jeg alle de absurde “benådninger” af familiemedlemmer, som også er “preemptive”, og dømte kongresstormere, som ikke er “preemptive” men mere klassiske benådninger, ligge)
Links:
Bidens benådning: https://www.justice.gov/pardon/media/1385746/dl?inline
Leksikal omtale på lex.dk: https://lex.dk/ben%C3%A5dning
18. Den 27. januar: De borgerliges opgør med pædagogik
I 2001 ville VKO-flertallet af med noget, man kaldte for “smagsdommere” og “rundkredspædagogik”.
Mange af disse smagsdommere var folk med rødder i den demokratisk-folkelige tradition. Ud med dem!
Og “rundkredspædagogikken” var udtryk for den skønneste pædagogiske praksis, som havde rødder helt tilbage til jernalderens urdemokratier og videre ind i reformpædagogikken flotte eksperimenter. Ud med den. Ikke al den samtale.
Kort sagt: Ud med hele den nationale tradition.
OK, men hvad kom så i stedet for?
Jo, i stedet for den højskoleagtige “smagsdommer” kom nationaløkonomen og evalueringseksperten. Vi fik en grænseløs målestat, også kaldte konkurrencestaten.
Og i stedet for den skønne ”rundkredspædagogik” kom “Pisa-listen” og de nationale test. Kort sagt: Skriv dine svar ind i en statslig datamat. Det var kundskabernes nederlag til “kompetencen”.
Dermed videreførte man faktisk 90’ernes Ansvar for Egen Læring, som var det virkelige opgør med de pædagogiske rundkredse. Og man radikaliserede også den venstreorienterede strukturalisme, som havde problemer efter murens fald.
Kort sagt: VKO forstærkede venstrefløjens værste sider.
Det var ordet “læring”, der var passage for elendighederne.
Men hvad med venstrefløjen? Ja, den ene halvdel overgik selv til Ansvar for Egen Læring. Det skete efter murens fald. Og den anden halvdel købte med 100% ind på konkurrencestatens og globaliseringens opgør med det folkelige og med social ontologi og handling. Det skete omkring 2010.
Kort sagt: Venstrefløjen forstærkede VKOs værste sider, som havde forstærket venstrefløjens værste sider.
På den måde gør alle op med alle, indtil alting er væk. Og nu kan dette nye og tomme alting flyve til Mars med Elon Musk.
Man savner de gamle smagsdommere og rundkredspædagoger og al deres turbulente og pluralistiske fortid. Lad os få dem tilbage. Det vil være bedre for børnehaverne og skolerne, og faktisk også for både venstre og højre.
19. Den 29. januar: Skolepolitisk forskydning?
Dagen har budt på en vigtig uddannelsespolitisk forskydning. Tre partier – RV, K og LA – er kommet med en fælles melding, hvori de beder regeringen om at stoppe/udskyde arbejdet med den nye reform af ungdomsuddannelserne. Det er endda de tre partiledere, som har udtalt sig (DD siger, at de bakker op om erklæringen).
RV og LA har igennem længere tid haft et slags uudtalt åndsfællesskab i pædagogikken. Nu forstærkes det. Endda sammen med K.
Dermed aktiveres en fælles pædagogisk filosofisk åre, som kan få gode konsekvenser i mange andre skole- og uddannelsespolitiske sammenhænge.
Det er dejligt, at kritikken nu funderes bredt, selvom den stadig mangler institutionel og indholdsmæssig dybde. Den pædagogiske forskning er jo stort set tømt for den slags emner.
Men hvor er SF? Hvorfor er partiet så vild med, at pædagogik skal begrundes med henvisning til, at mennesket er et humankapitalistisk instrument, hvilket jo er Reformkommissionens dagsorden? EL er vist allerede ude af forhandlingerne, men jeg er ikke helt sikker.
Det er også spændende, hvad DF siger til de tre partiers melding?
De andre partier må nu også tage stilling til meldingen.
Link:
Omtale af den fælles melding: https://nyheder.tv2.dk/politik/2025-01-28-partier-opfordrer-regeringen-til-at-lave-nyt-udspil-for-ungdomsuddannelser
Min egen kritik af reformerne: https://aarsskriftet-critique.dk/2024/10/konkurrencestaten-oedelaegger-ungdomsuddannelserne-3/
20. Den 2. februar: To nye bøger om nedlukningen
Forlaget Kolbein er på vej med to kritiske bøger om nedlukningen:
Den ene bog har jeg selv skrevet. Den hedder ”Den lukkende nedlukning – dagbog fra biostatens andet år”.
Den anden bog er skrevet af økonomen Jonas Herby, som allerede gjorde et kæmpearbejde med emnet, da han var ansat ved Tænketanken Cepos. Herbys nye bog hedder ”Illusionen af styring – Hvem fik Danmark godt gennem COVID-19-pandemien?”.
Nedenfor har Karl Iver Dahl-Madsen, som er redaktør for forlaget Kolbein, skrevet en kort omtale af de to bøger.
Mange tak til forlaget Kolbein for at holde denne diskussion ved lige. Bøgerne går formentlig i trykken i slutningen af februar.
21. Den 6. februar: Opgøret med oplysningen
Karen Wistoft, som i mange år har været en del af DPU’s magtfulde systemteoretiske miljøer, er i dag docent ved Københavns Professionshøjskole. Her beskæftiger hun sig bl.a. med det nye begreb ”praksisfaglighed”.
I den egenskab har hun skrevet et indlæg til Skolemonitor, der efter min mening er et generalangreb på filosofi og oplysning.
Hun fortæller, at dagens pædagogik lægger for meget vægt på udtrykket ”sapere aude! Hav mod til at bruge din egen forstand!”, som var Kants overskrift for oplysningen: En slags ”tænk selv” og offentliggør dine tanker.
Dette fine udtryk har rødder tilbage til antikkens filosofi, og er blandt de helt centrale fundamenter for menneskelig udvikling og borgerlige offentlighed, dvs. for demokrati og humanisme.
Men Wistoft mener, at ”sapere aude” handler om noget med ”kognitive eller akademiske evner”, og om at for mange går i gymnasiet. Hun ender derfor med en total teknificering af en almen menneskelig aktivitet. Og det er med denne slagtning som baggrund, at hun derefter kan fremføre sit begreb om ”praksislæring”, som pludselig får et u-menneskeligt skær: Vi får kompetente praktikere uden del i fornuftens liv.
Wistofts begrebssætning er et eksempel på det, som en anden fremtrædende systemteoretiker, Jens Rasmussen, i sin tid omtalte som ”metodisk antihumanisme”. Han mente det positivt. Det er konkurrencestatens filosofiske indre.
Wistoft mener endda, at hendes analyse lige er noget for Tesfaye. Det er jeg faktisk kommet i tvivl om, for Tesfaye har netop i et helt aktuelt interview talt om betydningen af ånd på den helt store klinge. Men jeg forstår godt forvirringen, for de aktuelle uddannelsesreformer bygger i høj grad på Wistofts tankegang.
Sagen er, at fornuftens evne tilhører mennesket som sådan. Det er derfor, vi har et demokrati. Det står på ingen måde i modsætning til samfundets livs- og praksisformer, tværtimod. Det gælder om at opretholde den fulde syntese.
Ordet ”praksisfaglighed” er i øvrigt ret nyt, og det er for tiden godt i gang med at sive ind i konkurrencestatens begrebslige systemer. Det er Wistofts indlæg et eksempel på, og i sommers skrev jeg om en praksisfagligheds-konference på DPU, som havde samme tendens.
Karen Wistoft er i øvrigt samlevende med Lars Qvortrup, som jo i 2010 forsøgte at nedlægge filosofien på DPU, og som var vild med den dybt teknokratiske læringsforsker John Hattie. Jeg synes, det er relevant at notere den ægteskabelige forbindelse her, selvom jeg normalt ikke vil nævne det. Tidligere var Wistoft samlevende med nu afdøde dekan, Søren Kruuse, som var endnu en indflydelsesrig systemteoretiker på DPU. Den nuværende leder af DPU, Claus Holm, har samme faglige baggrund i systemteorien. Jens Rasmussen var Holms ph.d.-vejleder, og Holm skrev i 2007 en indflydelsesrig bog sammen med Rasmussen og Kruse. Filosoffen Peter Kemp kaldte bogen for ”antifilosofisk”.
Wistofts antihumanistiske tekst udspringer kort sagt af et magtfuldt og autoritært pædagogisk system, som helt ukritisk har fået lov til at udvikle sig, siden DPU blev fusioneret med Aarhus Universitet i 2008.
Man må håbe, at nogle folk på professionshøjskolerne tager kampen op og forsvarer deres fag og virke.
Links:
Karen Wistofts indlæg: https://skolemonitor.dk/debat/art10272975/Didaktikken-har-fors%C3%B8mt-praksisorienteringen
Mit eget omtale af en konference om praksisfarlighed: https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/faa-slipper-levende-fra-moedet-med-danmarks-paedagogiske-universitet
22. Den 6. februar: Tanke nr. 5: Trumps ydmygelse af højrefløjen
I nedenstående kronik fra dagens Ræson indtager jeg ”et ledigt standpunkt” (tror jeg nok):
Jeg argumenterer nemlig for, at udover, at Trumps sejr selvfølgelig er et nederlag for venstrefløjen, så er hans sejr en decideret ydmygelse af højrefløjen.
Så spørgsmålet er, hvem og hvad der egentlig har vundet?
23. Den 8. februar: God kronik om universiteternes tilstand
De to redaktører og statskundskabsstuderende, August Østergaard Nilsson og Felipe Oscar Bonilla Branner, har en tankevækkende kronik om universiteternes tilstand i Ræson. Jeg har forsøgt at kondensere det, jeg opfatter som kronikkens centrale pointe:
A.
Først gør Nilsson og Branner rede for det moderne socialdemokratis ubehag ved universiteter og videnskab, som af ledende socialdemokrater ligefrem italesættes om ”de lærdes tyranni”.
Dernæst går de over til hovedærindet, som er at drøfte universiteternes indre tilstand. De siger her følgende om ”akademisk frihed”:
”Især ét aspekt ved dansk akademia er nemlig under voldsomt pres. Et aspekt, der utvivlsomt ikke lader sig forbedre med stadig mere nytteoptimerende reformer – nemlig den akademiske frihed.”
Efterfølgende underbygger de dette synspunkt med en undersøgelse af forskningsfrihedens tilstand på europæisk plan. Danmark ligger i bunden. Dog en anelse bedre end Ungarn.
B.
Resten af kronikken handler om den danske situation. Forfatterne indleder med følgende kloge ord:
”Akademisk frihed kræver først og fremmest et uafhængigt universitetsmiljø med frihed fra statslig indblanding i universitetets interne anliggender.”
Dernæst opridses de mange nyere reformer, som angriber dette princip. Alle disse reformer angives at have rod i universitetsreformen fra 2003.
Denne 2003-ideologi gør for det første, at universitetets ledelser ”slikker opad”, som der står, og for det andet kommer der stort pres på den almene ytringsfrihed:
”Det er – for at gøre ondt værre – også blevet noget nær umuligt for akademisk personale at udtale sig kritisk både til ledelsen og i offentligheden, netop fordi ansættelsessikkerheden efter reformen af 2003 er blevet decimeret, ligesom tenure (akademisk fastansættelse) de facto er blevet afskaffet.”
Denne indsigt flugter 100% med min egen analyse og erfaring.
C.
Til sidst forklarer forfatterne, at den akademiske frihed bør funderes i en slags akademisk republik, hvor forskerne også har frihed fra egen ledelse (som jo selv i høj grad er påvirket af 2003-ånden):
”Foruden et universitetsmiljø fri fra statslig indblanding, kræver akademisk frihed selvstyre for de akademisk ansatte. Forskerne skal have autonomi og frihed – også fra deres egne institutioner.”
Der står også meget mere, bl.a. med referencer til både Schopenhauer og Platon, men det må man selv læse.
24. Den 8. februar: Fagfornyelse: En skolepolitisk forskydning?
Der er sket en positiv skolepolitisk forskydning, som jeg kort vil omtale. Det handler om, at alle de store partier nu går ind for, at skolens formål skal være skolens og undervisningens fundament. Det ville ellers have været et revolutionært synspunkt for få år siden.
Det hele drejer sig om den aktuelle ”fagfornyelse”, dvs. en reform af folkeskolens fagbeskrivelser.
Først en kort historik:
Tilbage i 2014, under Antorini, lavede man de såkaldte ”fælles forenklede mål”, som var knyttet til en omfattende læringsmålstyring af undervisningen. Det vil sige, at målene var det stik modsatte af “forenklede”. Det var dengang, at et nyt og autoritært DPU sad på de centrale ministerielle udvalgsposter.
Herefter fulgte en såkaldt ”justering” i Riisagers ministertid, dvs. omkring 2018. Her var der ingen DPU-folk. Tværtimod blev justeringen gennemført af kritikere af læringsideologien, f.eks. Keld Skovmand og Lene Tanggaard.
Nuvel, i 2022 kom Reformkommissionen med dens rapport om skolesystemet. Rapporten var stærkt præget af konkurrencestatens ideologi.
Og i efteråret 2023 udkom regeringens skoleudspil, også med stærk reference til Reformkommissionen.
Dette regeringsudspil blev baggrunden for et politisk forlig om skolen i marts 2022, hvor ”reformkommissionen” ikke var nævnt. Altså en forbedring i forhold til regeringens udspil, medmindre der var tale om en form for “fortrængning”.
En del af dette politiske forlig var den såkaldte ”fagfornyelse”, som skulle bygge på ”skolens formål”. Der blev nedsat et ekspertudvalg uden DPU-folk og med hele tre folk fra dannelsessiden, nemlig Alexander von Oettingen (medformand), Lene Tanggaard og Thomas Illum Hansen. De to sidste var også med i Riisagers gruppe.
Det er denne ekspertgruppe, som her i december 2024 barslede med et meget flot forslag, der for alvor sætter tryk på formål, undervisning og pædagogik. Forslaget blev ledsaget af en stor pædagogisk filosofisk begrundelse på 88 sider, der var et implicit slag i ansigtet på de DPU-kredse, der arbejdede omkring 2014. I denne baggrundsrapport trækkes bl.a. på folk fra lærerhøjskolens tradition, som førende folk fra DPU jo ville gøre op med. Desværre lader rapporten til at leve et ret marginaliseret liv på ministeriets hjemmeside. Det er lidt mystisk.
Jeppe Bundsgaard fra DPU, som var en del af 2014-arbejdet, protesterede i Folkeskolen.dk mod den nye faggruppes arbejde. Gruppens formandskab svarede yderst afmålt. Det var helt efter bogen.
Og i sidste uge godkendte forligskredsen så gruppens arbejde med nogle ganske få justeringer. En af justeringerne var faktisk, at der ikke var formålsparagraf nok i den ellers formålstunge tekst! Denne justering siger virkelig noget om et skolepolitisk skifte, synes jeg.
Der er nu nedsat en endnu en gruppe, der skal følge det videre arbejde med de konkrete fagplaner. Desværre er dannelsesfolkene taget ud, undtagen Thomas Illum Hansen, og formanden kommer fra EVA, som i årenes løb har spillet en særdeles problematisk skolepolitisk rolle. Vi kan derfor forvente en vis instrumentalisering, men nu må vi se. Tilbage i 2014 gik tingene helt galt i disse arbejdsgrupper.
Thomas Illum Hansen og Keld Skovmand har da også været ude med en advarsel mod, at ”formålet” pludselig kan forsvinde igen. Heldigvis er DPU stadigvæk ekskluderet.
Generel vurdering:
Det er tankevækkende, at ekspertgruppen på ingen måde knytter an til Reformkommissionens baggrundsrapporter. Drøftelsen er ført i et regelret pædagogisk sprog, hvilket også var oplægget i kommissoriet og som sagt også i det politiske forlig.
Denne proces betyder, at skolens formålsparagraf i dag slet og ret er hovedreferencen i skolepolitikken, dvs. i hele forligskredsen, som består af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Måske har vi fået en kovending?
Nu venter vi blot på, at disse partier også prioriterer almenpædagogikken og den pædagogiske filosofi, som jo er formålsparagraffen fagområder. En sådan prioritering må ske både forskningsmæssigt og pædagogisk, for emnet er stærkt marginaliseret på DPU og på professionshøjskolerne.
Selv har jeg sendt et forslag om et ”Center for dannelse og pædagogiske formål” til Lotte Rod, Merete Riisager og Mattias Tesfaye. Så må vi se, om disse tre politikere kontakter de andre ordførere, nu hvor de alle sammen er blevet enige om et ny grundlag for skolens liv.
Eller måske er det hele bare er til pynt?
Links i nogenlunde kronologisk orden:
A.
Reformkommissionens rapport om folkeskolen, maj 2023: https://reformkommissionen.dk/udgivelser/nye-reformveje-2/
B.
Regeringens almene udspil, oktober 2023: https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/aktuelt/pdf23/okt/231011-forberedt-pa%CC%8A-fremtiden-2-web.pdf
C.
Ministeriet nedsætter fagfornyelsesgruppe, 31. januar 2024, diverse links:
– Nyhedsomtale: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/jan/240130-ekspertgruppe-skal-komme-med-anbefalinger-til-udviklingen-af-nye-laereplaner-i-folkeskolen.
– Generelt om organiseringen af fagfornyelsen: https://www.uvm.dk/folkeskolen/folkeskolens-maal-love-og-regler/politiske-aftaler/folkeskolens-kvalitetsprogram/fagfornyelsen.
– Journalistiske omtaler: https://skolemonitor.dk/nyheder/art9739367/Nye-fagplaner-skal-v%C3%A6re-en-masterplan-for-skolens-dannelsesindhold og https://skolemonitor.dk/nyheder/art9738587/Ekspertgruppe-skal-komme-med-anbefalinger-til-nye-l%C3%A6replaner.
D.
Politisk forlig om folkeskolen, marts 2024; https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/mar/240319-ny-aftale-om-folkeskolen
E.
Om fagfornyelsesgruppens aktuelle forslag, december-januar 2024:
– Ministeriel omtale: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/dec/241218—fagfornyelsens-beslutningsgrundlag
– Journalistisk omtale: https://www.folkeskolen.dk/fagplaner-faelles-mal-praksisfaglighed/fagplaner-vil-ikke-i-sig-selv-skabe-ny-undervisning-men-her-er-grundene-til-at-vi-tror-pa-at-de-bliver-en-succes/4793468
– Folk fra ekspertgruppens dannelsesfløj (bl.a. Illum Hansen og Tanggaard udgiver en stor ministeriel og pædagogisk filosofisk redegørelse for deres almendidaktiske tankegang: https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/udd/folke/pdf25/jan/250109-grundlag-for-nyt-format-for-folkeskolens-fagplaner.pdf
F.
– Strid mellem ekspertgruppe og Jeppe Bundsgaard, januar 2025: DPUs Jeppe Bundsgaard, som var med i 2014-arbejdet, protesterer mod den nye rapport. Af debattråden fremgår det, at han mener at OECD er et udtryk for dansk pædagogisk tradition. – Man kan læse om denne vigtige udveksling her: https://www.folkeskolen.dk/billedkunst-biologi-dansk/professor-om-nye-planer-for-fagene-jeg-havde-forstaet-at-skolen-skulle-vaere-mindre-kedelig/4794549
– Formandskabets svar til Bundsgaard står her: https://www.folkeskolen.dk/files/2025/01/09/Alexander%20von%20Oettingen%20og%20Lise%20Tingleffs%20svar%20til%20Jeppe%20Bundsgaard.pdf.
– Her er min egen fortolkning af striden: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0qsWZgLP5FXvWsUcaxWKADFnQ4tWqsn8Bmj1eiWJerrG3sHMFiHh1Evj2Rz4yGf8Pl&id=837549480
G.
– Keld Skovmand og Thomas Illum Hansen, som tilhører dannelsesfløjen, minder i et indlæg d. 24. januar 2025 om, at man skal huske at lægge vægt på formålsparagraffen: https://skolemonitor.dk/nyheder/art10256775/Forskere-advarer-mod-at-beg%C3%A5-samme-fejl-i-Danmark
– Lene Tanggaard fortæller om ekspertgruppens tanker i et indlæg i Jyllands-Posten, d. 13. februar. https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/debat/kommentarer/ECE17879013/friske-fagplaner-skal-stoppe-flugten-fra-folkeskolen/
H.
Forligskredsens korrektioner til fagfornyelsesgruppens rapport, d. 6. februar 2025: https://skolemonitor.dk/nyheder/art10280301/%C2%BBDet-g%C3%B8r-det-ikke-lettere-men-det-er-nok-n%C3%B8dvendigt%C2%AB
I.
I starten af 2025 nedsættes en ny rådgivningsgruppe, der skal arbejde med det videre og mere praktiske forløb, d. 6. februar 2025. Her er dannelsesfløjen stort set væk: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2025/jan/250206-arbejdet-med-fagfornyelsen-indtraeder-i-ny-fase
25. Den 12. februar: Woke på speed!
A.
Trump har udelukket et anerkendt medie, Associated Press, fordi det har skrevet om ”den mexicanske golf” i stedet for Trumps identitetspolitisk konstruerede ”den amerikanske golf”.
Det er jo woke på speed!
B.
Tre politiske partier – LA, DF og K – vil fyre en redaktør i DR, fordi de ikke er enige i hans redaktionelle valg?
Man tror ikke sine egne øjne.
C.
Hvad bliver det næste?
At staten skal undskylde for en flot satiretegning?
Eller at politikerne nedlægger et videnskabeligt institut, fordi det er “rødt”?
Links:
26. Den 14. februar: Fra forsigtighed til ekstrem forsigtighed
A.
Biostaten førte til en opløsning af begrebet ”forsigtighed”, som jo normalt indebærer en vis tilbageholdenhed, proportionalitet og dømmekraft, og som derfor er en central del af en demokratisk statsræson.
I stedet indførte man ”den ekstreme forsigtighed”, som er det modsatte af ”forsigtighed”. Vi fik et totalt fokus på risiko. Alt er farligt.
Nu kunne man gøre alt med henvisning til alt. Det var en korrektion af statens og samfundets indre.
Den spagfærdige kritik af den ekstreme forsigtighed blev i løbet af efteråret 2022 fortiet og indkapslet. Det skete ved dannelsen af SVM-regeringen, som videreførte den ekstreme forsigtigheds filosofi og udvidede den til begrebet ”krise”.
Det var fortrængningens logik. Sigmund Freud kunne gøre klar i klinikken.
B.
Det er som om, at denne totale og ekstreme forsigtighedslogik nu udbredes yderligere. Så nu kan man gøre alt overalt med henvisning til alt. Der er ingen forsigtighed.
Trumps totale uforudsigelighed er et empirisk eksempel på den nye tilstand. Det samme er den danske regerings oprustningsmetode.
Nu er epidemiologien skiftet ud med krigseksperterne. Selv skolens formål, der stammer fra den demokratiske forsigtigheds epoke, forbindes nu med krigens og den ekstreme forsigtigheds logikker.
Ville disse ting kunne finde sted uden biopolitikken som baggrund? Jeg tror det ikke.
Denne logik er en af de processer, jeg skriver om i min nye bog ”Den lukkende nedlukning – dagbog fra biostatens andet år”, som udkommer i disse dage.
https://dahl-madsen.dk/2025/02/den-lukkende-nedlukning-dagbog-fra-biostatens-andet-aar/
27. Den 14. februar: A. Fejl
(tilføjet d. 16/2: Jeg er ikke enig med det, jeg selv har skrevet i nedenstående indlæg, men lader det stå, så alle kan se min fejltagelse. Erkendelsesprocessen fremgår af de efterfølgende indlæg)
JD Vance i München:
Den amerikanske vicepræsident JD Vance har i dag fremlagt et storslået forsvar for demokrati, humanisme og ytringsfrihed. Han kritiserede både EU og USA for at glemme egne værdier, som han mener bygger på et fælles fundament. Vi er blevet en trussel mod os selv.
EU’s vidensøkonomiske teknokrater – og dermed de bureaukratiske konkurrencestater og al deres elendige ”misinformations”-vokabular – har forhåbentlig røde ører. Og Vance kritiserer også USA selv i den forbindelse.
Vance taler for, at de vestlige lande og regioner bør arbejde mere med de kulturelle forudsætninger, så folkelig uenighed og pluralisme kan få et dybere fundament, og så man ved, hvad der er værd at undersøge og kæmpe for i sit land og i verden.
Vi går fra læring til pædagogik. Det er skolens formålsparagrafs rige tradition imod skolereformens læringsinstrumentalisme.
Så må vi tage alt det med den amerikanske geopolitik og Elon Musk, som på mange måde går i modsat retning, en anden gang. Disse ting blev stort set ikke nævnt i Vance’s tale. Der var ingen populisme eller teknokapitalisme hos Vance. Tværtimod. På en måde gik han imod hele Trump-systemet? Vance var da også tidligere ekstremt kritisk over for Trump. Måske tegner han en anden tråd i den amerikanske udvikling? Nu må vi se.
Tak til Vance, hvis tanker flugter med Tesfayes forsvar for dannelse og formål i Weekendavisen i sidste uge. Måske kan de amerikanske elendigheder føre til større pædagogisk interesse?
Men det er naturligvis centralt, at pædagogik og geopolitik holdes 100% adskilt. I det folkelige er man venner, selv midt i striden.
Jeg er totalt overrasket over denne strålende tale om folkelighed, demokrati og ytringsfrihed. Jeg håber disse tanker vinder indpas.
Link til tale: https://www.youtube.com/watch?v=pCOsgfINdKg
28. Den 15. februar: B. Forvirring:
Flere forvirrede iagttagelser:
I går knyttede jeg nogle rosende kommentarer til JD Vance’s tale, hvis indhold kom som en stor overraskelse for mig. Jeg beklager, hvis jeg kom til at krænke nogen, og det var sikkert også forkert det hele, selvom jeg ikke helt ved det selv. Men der var jo også mange positive tilkendegivelser, så jeg fortsætter lidt i mit forvirrede og søgende modus:
I dag har Weekendavisens journalist, Jesper Vind, nogle interessante informationer ifm. hans omtale af Vance’s tale, hvor Vance jo forsvarede både demokrati, ytringsfrihed og kulturtradition. Vance sagde endda, at enhver borger har ”visdom”, hvilket er et bedre demokratisk udgangspunkt, end at alle ”de andre” ”misinformerer”, som er den poststrukturalistiske konsekvens. Aristoteles har ikke levet forgæves.
A.
Jesper Vind skriver, at Vance’s tale minder om tankerne i Vance’s bøger, der, så vidt jeg ved, blev skrevet i en tid, hvor han var meget kritisk over for Trump.
Sammenholdes dette med Vance’s afsluttende henvisning til den store demokratiske pave, polakken John Paul 2, så iværksættes en form for åndelig, politisk og katolsk understrøm i Trumps teknokapitalistiske kaos, der snarere er udtryk for en globalisering på speed (som jeg kalder for ”rumificering”). Og katolicismen er jo et eksempel på en kristen udvidelse af Aristoteles’ filosofi.
Denne tese understøttes jo af ”visdoms”-formuleringen, men også af valget af Robert Kennedy som sundhedsminister (Kennedyfamilien er også katolikker, ligesom Biden også er).
Kennedy var jo en stor helt i sin modstand mod den coronapolitiske totalitarisme, som Vance faktisk også nævner i sin tale.
Hvis det er korrekt, så eksisterer der en dyb og måske skjult splittelse i den nye amerikanske regering – en splittelse mellem kulturkonservatisme og teknokapitalisme – som det gælder om at udnytte. Det bliver spændende at følge.
Men jeg må jo hellere læse Vance’s bøger for at se, hvad der er i hans hjerne.
B.
Talen får selvfølgelig meget automat-kritik i de tyske medier, men der er støtte fra chefredaktøren fra den store avis Die Welt, Ulf Poschardt, som siger følgende:
“Den, der ikke forstår, at J.D. Vance kan være et håb for Tyskland og Europa, vil bare ikke forstå det. Og den moraliserende storm mod ham viser mest af alt én ting: At vi bliver mindre betydningsfulde hver eneste dag – både geopolitisk og økonomisk.”
Det ligger lidt i forlængelse af punkt A, synes jeg, selvom jeg muligvis overfortolker.
C.
Talen støttes af Alice Weidel (AfD), som jo også har talt med Musk (jf. fb-opslag, d. 12/1), samt af den yderste venstrefløjs Sahra Wagenknecht. Sidstnævnte har følgende herlige formulering:
”Det må have været et chok for det USA-loyale europæiske establishment, at det netop var en amerikansk vicepræsident, der gav dem en opsang om ytringsfrihed og cancel culture. Helt rigtigt!”
Dejligt at den yderste venstrefløj går imod identitetspolitikkens ødelæggelse af fortiden. I Danmark er det omvendt: Enhedslisten har lige på bedste stalinistiske manér ekskluderet en vigtig kritiker af den kønspolitiske woke-ideologi.
Derimod er “De Grünen” kritiske. Jürgen Trittin mener, at Vance “foragter demokratiet”, selvom talen lyder som en kæmpe hyldest til demokratiet.
D.
Til sidst er det måske værd at nævne, at EU bygger på en slags opgør med den aristoteliske åndstradition, eller måske rettere: en teknificering af den. Dermed omdannes både de enkelte stater og de fælles ”institutioner” til vidensøkonomiske ”organisationer”. I den forstand er det meget logisk, at Vance’s centrale budskab gik ud på at redde Europa fra Europa selv.
Men som sagt: Jeg beklager alle disse forvirrede iagttagelser.
29. Den 15. februar: C. Fortrydelse og ydmygelse
Jeg fortsætter med mine forvirrede iagttagelser, nu den tredje:
I en kronik i Ræson (d. 6/2) forklarede jeg, hvordan Trump/Musk er udtryk for en forstærket globalisering, som jeg kalder for ”rumificering”:
Rumificeringen betyder, at globaliseringen er blevet forstærket til en tekno-territorial struktur, hvor de af globaliseringen svækkede landegrænser, omdannes til stammeagtige ”territorier”, som udfyldes af kunstig intelligens, teknokapitalisme, rumeventyr og en fordoblet identitetspolitik.
Trumps efterfølgende kontakt til den europæiske højrefløj, som nu jubler, er en form for ydmygelse af højrefløjen, fordi den jo nu indrulleres i en forstærket version af den globalisering, som den egentlig var imod.
Årsagen til, at jeg oprindelig var glad for Vances tale var, at han fokuserede på den demokratiske kritik af globaliseringens ideologi og ikke nævnte rumificeringen.
Den kølige analyse er nok, at jeg selv blev ydmyget, men jeg er alligevel glad for, at jeg undervejs fandt en kristen-humanistisk tråd, der umiddelbart står i modsætning til Trump/Musk-ideologien. På den måde er der lidt at holde øje med.
30. Den 16. februar: D. Korrektion
Jeg har foreløbig haft tre fb-indlæg om Vance’s tale. Nedenfor forklarer jeg, hvorfor jeg har taget fejl og herefter ændret i indlæggenes overskrifter.
A.
Først var jeg begejstret. Det var en stor fejl. Jeg troede, at jeg kunne se en splittelse i amerikansk politik mellem Vance og Trump; at Vance var folkelig. Og så jeg var glad for, at EU’s vidensøkonomiske systemer fik lidt tæsk.
Men det er naturligvis naivt. Man kan ikke skille Trump og Vance ad på den måde.
Vance beskyldte Europa for at være mindre demokratisk end USA, hvilket jo er absurd; ikke mindst i lyset af Trumps vilde aktioner. På den måde var talen snarere en slags nysprogs-trussel.
Jeg har derfor omdøbt dette første indlæg til ”Fejl”.
B.
Så blev jeg forvirret. Jeg troede, at splittelsen endda havde et kristent-humanistisk fundament. At splittelsen måske var endnu mere real, end jeg først antog.
Jeg får øje på nogle ting, jeg ikke vidste før, og det er jo fint nok.
Men på en måde forstærkede jeg ”fejlen”, fordi USA’s regering og dermed Trump/Musk pludselig tildeles et filosofisk fundament, som de ikke har, tværtimod.
Jeg har derfor omdøbt dette andet indlæg til ”Forvirring”.
C.
Til sidst fortrød jeg.
Jeg var blevet “ydmyget”, som jeg har kaldt det: Forført til at mene det modsatte af det, jeg mener.
Det samme er sket for store dele af især højrefløjen, hvis vakkelvorne identitære systemer nu støtter Trumps/Musks forstærkede globalisering, som jeg kalder for rumificering.
Rumificeringen er et opgør med det folkelige, som den samtidig forfører, men den er også en forstærkelse af globaliseringen, som den udvider ud i et tekno-rum, hvor de vakkelvorne “grænser” omdannes til “territorier”.
Vi går fra globen til rummet. Det er en ydmygelse af højrefløjen, som jo taler om “folket”.
Mens globalister og rumificister kæmper mod hinanden langt væk fra “the earth”, så ligger den folkelige og historisk-poetiske tradition brak.
Jeg har derfor omdøbt dette tredje indlæg til ”Fortrydelse og ydmygelse”.
D.
Dermed er jeg havnet i overensstemmelse med min analyse i Ræson fra starten af februar.
Prisen for denne korrektion er desværre ikke øget optimisme. Men hvad så?
Jeg ser kun en mulighed, som også har været lanceret af andre: Pædagogikken kunne være et sidste folkeligt sted, men den blev jo omdannet til økonomisk optimering af konkurrencestaten, så der skal arbejdes med begreber og historik.
Så pædagogikken skal genvindes. Man bør virkelig satse på pædagogikkens egenart og historie, for her er der hverken krig eller penge, men kundskaber, fantasi, selvvirksomhed og humanitet.
Herfra kan den næste generation så starte på ny.
31. Den 17. februar: E. Korrektionens udvidelse: Vance’s korrekte fejl
I en række tidligere FB-indlæg (A-D) var jeg først begejstret for Vance’s tale. Efterfølgende fortrød jeg og blev kritisk. I det følgende vil jeg forklare, hvorfor han alligevel har ret, selvom han altså tager fejl. Det hele lyder lidt kompliceret, og det er det også:
A.
Vance mener, at Europas problem er et indre opgør med Europas frihedstraditioner, og at dette opgør består af globalisering og identitetspolitik. Han knytter an til kristne og humanistiske ideer.
Det lyder jo godt, men det er det ikke.
Hvorfor ikke? Fordi, at Vance’s kritik af Europa skal ses som et udtryk for en forstærket globalisering, nemlig Trumps/Musks grænseløse teknokapitalisme, som ikke blot er funderet i globens opgør med jorden, men i rummets teknologiske intet. Og som Hannah Arendt siger ”nothing could be worse”.
Ingen forfatning kan overleve en sådan ideologi i længden.
B.
Men denne enorme og dystre fejltagelse må ikke skjule, at Vance alligevel har ret. Hvis man skræller både den politiske kontekst og de lidt ubehjælpsomme og identitetspolitiske eksempler væk, så står tilbage, at det moderne Europa ifølge Vance er funderet i et opgør med ytringsfriheden og frihedstraditionen i det hele taget.
Passer det? Ja, det passer 100%.
Men hvordan? På to sammenhængende måder:
i)
For det første derved at velfærdsstaterne omkring år 2000 blev omdannet til konkurrencestater, som simpelthen er defineret ved at være et opgør med frihedsbegrebet.
Den første store reform herhjemme i den ny ånd var Helge Sanders universitetsreform i 2003, som slagtede hele universitetstraditionen.
Senere fulgte resten af den civile tradition ned i samme gyde. Først blev seminarierne nedlagt omkring 2008, og i 2013 kom så skolereformen.
Og når frihedstraditionen tages ud af pædagogikken, så eroderes også det omgivende samfunds udviklingsmuligheder langsomt men sikkert, kulminerende med corona-nedlukningen.
Kort sagt: Konkurrencestaten er ødelæggelse af frihed og dermed også af ytringsfrihed. Den er kort sagt det modsatte af velfærdsstaten, som var en syntese mellem frihed og lighed.
Denne proces blev som nævnt forstærket big time under biostatens etablering i 2020-22. Forfatningen får åndenød.
ii)
Denne proces i de nationale systemer blev forstærket efter murens fald i 1989, og dermed er vi fremme ved den anden måde, hvorpå Vance har ret:
I 1989 troede europæerne, at man nu fik nationernes smukke orkester, men det skete ikke. I stedet fik man en ny vidensøkonomisk mastodont, nemlig EU, som omdannede dets borgere til humankapital og tilranede sig mere og mere bureaukratisk dominans, godt og vel suppleret af OECDs elendige magt over de pædagogiske begreber.
Denne udvikling blev forstærket af, at man måtte opgive ideen om en europæiske forfatning. I stedet proppede man nu de ensomme institutioner og forfatningsbegreber ind i de mange bureaukratiske og organisatoriske led.
Så Vance har 100% ret. Europa er med sin vidensøkonomiske forbindelse til globaliseringen helt klart gået til angreb på sin egen tradition. Desværre overser han som sagt, at udviklingen under Musk/Trump er en decideret forstærkning af dette angreb.
Så det gælder om at holde analysen kold og hjertet varmt. Vance har helt ret i sin kritik af Europa, men forstærker samtidig det, han hævder at være imod.
Det er som om, at fakta kommunikerer med fakta og bryder sammen, så noget andet kommer til syne.
C.
Der er tre “løsninger” på dette problem:
Den første løsning er Trumps/Musks regelløse teknokapitalisme. Men det er som sagt slet ikke en løsning. Tværtimod er det en forværring af hele problemet.
Den anden løsning er helt at nedlægge EU eller evt. omdanne og nednormere det til en lille og teknisk organisation for kulturelt og politisk funderede nationalstaters udvekslinger, vel at mærke helt uden bureaukratisk tvang. Man kunne kalde det for ”Fælles kontor for mellemstatslige vekselvirkninger”. Her kan alle deltage, både Ukraine, England og Gaza-striben.
Den tredje løsning er at lave en fuld europæisk forfatning, med omfattende åndelige og nationale frihedsfundamenter. Altså en politisk-filosofisk fundering af Europa frem for en økonomisk. Det vil sige det modsatte af EU. Her vil hverken Hviderusland, Ukraine eller Tyrkiet kunne deltage, med mindre de for alvor finder de østromersk-græske dyder frem. Til gengæld må englænderne gerne føre an.
Og uanset hvilke af de to sidste svar man vælger, så bliver ånden en omfattende poetisk venskabelighed og kulturel generøsitet. En europæisk højskole, hvor alle kontinentets og dets nationers kulturelle stemmer kan komme til syne.
Kort sagt: Svaret på Europas overgreb på Europa er mere europæisk og nationalt liv. Det vil også kunne opdrage USA, som dermed kan bringes på ret kurs. Trumps raid skubber jo konstant til forfatningens grænser. Senest med hans sindssyge formulering: “Den, der redder sit land, bryder ingen love”. På en måde er det snarere USA, som trues af sig selv, hvis man må være lidt fræk.
Følger man løsning 2 og 3 kan også NATO, som jo er forbundet med FN’s mellemfolkelige værdier, fungere igen. Måske skal Grundtvig og Sokrates og alle de andre hyggespredere tage hinanden i hånden og give en fælles opsang til amerikanerne og til EU?
32. Den 17. februar: Ti minutter om dannelse
Nedenfor kan man høre en kort samtale mellem Prospekts kommunikationschef, Tine Obel, og undertegnede om dannelsens og pædagogikkens kritiske situation.
Undervejs kommer vi også ind på et alternativt forslag til et karaktersystem, og til sidst er der nogle forslag til, hvad man kan gøre.
https://www.taenketankenprospekt.dk/2025/02/14/ti-minutter-om-dannelse-med-thomas-roemer-2/
33. Den 16. februar: Lotte Rods store indsats for fritidspædagogikken
Jeg er for alvor blevet opmærksom på Lotte Rods store indsats for fritidspædagogikken.
I nedenstående indlæg kan man læse om nogle af de diskussioner, som Rod har initieret på Christiansborg, hvor hun sammen med Martin Lidegaard for nyligt har arbejdet for at lovfæste klassiske de klassiske fritidshjem.
Det er svært at få armene ned. Hun er virkelig en pædagogikkens ven. Det er åndens, kroppenes og kreativitetens liv i de gamle villaer.
http://www.thomasaastruproemer.dk/lotte-rods-kamp-for-fritidspaedagogikken.html
34. Den 19. februar: Onsdag d. 18. februar 2025
Dagbog fra i dag:
A.
Mette Frederiksen gentager nedlukningens logikker. Vi går fra biostat til krigsstat.
B.
DR fyrer en redaktør og fjerner en udsendelse efter politisk pres. Alle systemer holder nu kæft, og man kan fjerne alt muligt, hvor der er ”fejl” eller noget andet, nogen ikke lige synes om. Messerschmidt vil f.eks. fjerne endnu mere ”socialisme”.
Jeg nåede ikke engang at se udsendelsen. Det er nok det, som Trump kalder for ”ytringsfrihed”, dvs. det modsatte af åndsfrihed.
C.
Trump beskylder Zelenskyj for at være en diktator og meget andet i et langt indlæg på sit eget medie! Jeg er helt tom for ord. Nærmest i en slags politologisk sorg.
D.
Mattias Tesfye revolutionerer ungdomsuddannelserne uden andet forberedende arbejde end konkurrencestatens Reformkommission.
Konklusion:
Jeg tror, jeg snupper et Melodi Grand Prix fra 1983 for at bedøve mig selv. Det var det år, hvor Gry lavede sit rejehop og fik topkarakter fra alle juryerne for sangen ”Kloden drejer”
Det er nok det, som Mattias Tesfaye kalder for ”åndelig oprustning”.
35. Den 20. februar: Trykkefrihedens kollaps
Her i Danmark er man – endda efter et stærkt politisk pres – begyndt at fjerne tv-udsendelser og fyre dygtige redaktører på gråt papir. DR’s ledelse, som har makket ret, har en faglig og etisk rygrad som smeltet smør. Hele kulturtraditionen må vride sig i smerte.
Er der nogen principiel modstand mod denne barokke beslutning? Jeg har ikke hørt noget.
Jeg nåede ikke engang selv at se udsendelsen, før den var fjernet. Men jeg har hørt folk fra både DF og Konservative bruge platte udtryk som ”misinformation”. Så ved man, at man er i identitetspolitisk farvand, hvor der ingen sans er for kulturproduktet i sin helhed. Og disse “politikere” vil endda fortsætte deres nystalinistiske raid imod andre programmer.
Man har afsløret en “fejl”, og så mangler der nogle “fakta”, og så kalder man det “misinformation”, mens alt andet drukner.
Man må angiveligt heller ikke blande sig i en valgkamp i Grønland, fordi Trump har været forbi. Endnu en luk-munden-mekanisme.
Vi befinder os i åndsfrihedens absolutte modsætning.
Og man nøjes skam ikke med at kritisere og korrigere, hvilket jo er en god ting. Nej, man vil udrydde! Ud med programmet! og ud med redaktøren!
Jeg tjekker lige min reol, hvor der står alt muligt:
Der er en eller anden ”fejl” i alle bøgerne, og de har jo også en specifik faglig vinkel, som udelukker nogle andre vinkler.
Men den går ikke. Det er forbudt. Ud med dem! Alt fra Karl Marx til Edmund Burke og Rousseau. Ud!!!!
Og nogle af bøgerne har også omhandlet aktuelle og kontroversielle emner. Ud!!!
Og også ud med alle de redaktører, som har udgivet disse bøger! Ud!!!! Redaktørerne kan afløses af Elon Musks AI-systemer.
Så, nu er der endelig tomt på reolen. Nu er der ingen ”fejl” og inden ”misinformation” tilbage. Kun et par ringbind med gamle lønsedler.
Men hovsa, der står jo lige en bog tilbage? Hvad er er det for en?
Jo, den er sørme skrevet af Morten Messerschmidt fra Dansk Fryseparti. Den er helt fejlfri, inddrager skam alle perspektiver og er helt uden faglige vinkler.
Nogle af disse såkaldt ”borgerlige”, hvilket vist er en identitetspolitisk markør, kalder sig for ytringsfrihedens forkæmpere. De er det modsatte. Ligesom Trump og Vance og DPU. Det er identitetspolitikkens fordobling.
Og hvor er landets redaktører og alle andre? Er de allerede bange?
36. Den 22. februar: Fra konkurrencestat til biostat til krigsstat
Der er en direkte filosofisk og politisk tråd fra biostaten til krigsstaten. Her er to overskrifter fra dagens aviser, der bekræfter denne tese:
Berlingske: ”Jarl Cordua: Nu skal oppositionen huske at sige regeringen imod. Det må ikke blive som under corona”.
Jyllands-Posten: ”Det er ligesom under corona: Panik-Mette gør det igen”.
I min nye bog, ”Den lukkende nedlukning – dagbog fra biostatens andet år”, forudser og undersøger jeg denne sammenhæng mellem nedlukning og krig. Jeg er så ked af at jeg lader til at få ret i denne fordoblede nedlukningsteori.
Og faktisk er vi nu i en tredobbelt nedlukning. Den første var i 2013. Det var dengang pædagogikken blev lukket ned af den nye konkurrencestat. Vi er gået fra Lockout til Lockdown til Warlock.
Det store og grundlæggende problem er kort sagt pædagogikkens nedlukning. Hvis pædagogikken havde holdt fast i 2013, havde man ikke kunne omdanne barnet og borgeren til ”konkurrencestatens soldat” og til en smittepatriot og nu til en soldat som sådan under den ekstreme forebyggelses herretegn.
Links:
Indlæg i JP: https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE17923096/det-er-ligesom-under-corona-panikmette-goer-det-igen/
37. Den 23. februar: Trump/Musk angriber staten
Jeg håber, jeg har misforstået nedenstående forløb, som jeg har læst om i både danske og engelske medier:
A.
Den 22. Februar, kl. 20:46 – altså i går aftes – skriver Elon Musk, som jo er leder af et nyt effektiviseringsorgan, følgende korte besked på mediet X, som han selv ejer:
“Consistent with President @realDonaldTrump’s instructions, all federal employees will shortly receive an email requesting to understand what they got done last week. Failure to respond will be taken as a resignation”.
Man tror ikke sine egne øjne.
B.
Og her er så ordlyden af den i tweetet omtalte e-mail, som få minutter efter tweetet rundsendes til statsansatte i USA. Den ansatte får blot et døgn til at gøre, som der bliver sagt:
“What did you do last week?
Please reply to this email with approx. 5 bullets of what you accomplished last week and cc your manager.
Please do not send any classified information, links, or attachments.
Deadline is this Monday at 11:59 EST.”
C.
Og få minutter senere opfordrer Donald Trump direkte Elon Musk til at fortsætte sin linje, endda i en endnu mere aggressiv form !!! Det sker på mediet Truth Social i følgende tweet, som i originalen endda står i versaler:
”Elon is doing a great job, but I would like to see him get more aggressive. Remember, we have a country to save, but ultimately, to make greater than ever before. MAGA.”
Det er et totalt kollaps i statens funktionsmåde og i almen moral.
D.
Imens rejser Vance rundt og lokker den identitære højrefløj med globaliseringskritik og oplysningsfilosofiske/katolske dyder.
Men Vance’s aktioner er ren “ideologi”, som de gamle marxister sagde: Trum/Musk står for en forstærket globalisering og identitetspolitik, dvs. en udryddelse af de moralske dyder og folkelige traditioner.