Uddannelsespolitiske og pædagogiske noter, januar-februar 2026
Nedenfor kan man læse 17 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra januar-februar 2026.
De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.
Indholdsfortegnelse:
- Hvad er disciplin?
- Opdagelse af barnets verden
- Trumps ytringsfrihed
- Pædagogisk oprør
- Farvel til Tænketanken Prospekt
- Center for karakterdannelse
- Barnet, eleven og pædagogikken
- Tankevækkende kronik af Merete Riisager
- Claus Holms patriotisme
- To anmeldelser af bog om karakterdannelse
- Kronik i Skolemonitor: Skolepædagogisk netværk
- Kronik i Berlingske om pædagogik og autoritet
- Dramatisk modsætning
- Jellebakkeskolen
- Børnerådets kamp mod Tesfaye
- Socialdemokratiets skoleudspil
- Skolereformen og det ny børnesyn
1. Den 2. januar: Hvad er disciplin?
For tiden diskuterer man disciplin og autoritet. Det gjorde faktisk man også i 2014, da skolereformen huserede.
I nedenstående lille indlæg fra dengang reflekterer jeg over begrebet disciplin, bl.a. med udgangspunkt i en af reformpædagogikkens store filosoffer, John Dewey.
Jeg var selv meget glad for dette fund, kan jeg huske, og det er jeg egentlig stadigvæk. Efter min mening er analysen stadigvæk relevant.
I bunden af indlægget er der links til et par interessante kommentarer til debatten fra dengang. Her kan man f.eks. læse Jens Raahauge berette om, hvordan Niels Egelund, der jo var en central bidragsyder til skolereformens diskurser, talte varmt om lussinger.
Disse udtalelser fra Egelund drøftes faktisk også af Per Fibæk Laursen i hans læseværdige artikel “Vender disciplinen tilbage?”, som står i bogen “Klasseledelsens dilemmaer”, som også udkom i 2014. Her kunne man læse Fibæks version af, hvordan “disciplin” degenererede til “klasseledelse”.
I samme bog kunne man også læse en artikel af Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær. Deres kapitel havde følgende karakteristiske titel:
“Klasseledelse ‘all inclusive’. Læringscentreret ledelse af sanser, affekter og rytmer”.
Her var “disciplinen” i frit posthumanistisk fald. Jeg skrev faktisk en kritik af artiklen, men det skulle jeg ikke have gjort. Staunæs og Juelskjær klagede nemlig til universitetsledelsen, støttet af den ny institutleder Claus Holm. Og så røg jeg til tjenstlig samtale. Men ok, det er selvfølgelig også en form for “disciplin”.
Det er som om, at skolereformens opgør med undervisning og indhold og reformens kaotiske individualisering fører til en kaotisk forfladigelse af “disciplin”, som pludselig kollapser og gendannes som “lussinger” og “skæld ud”. Det vil sige til det modsatte af “disciplin” i den forstand, jeg forsøger at beskrive det.
Referencer:
Link til indlæg om disciplin: http://www.thomasaastruproemer.dk/hvad-er-disciplin.html
Link til omtale af klagesag ved DPU: http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu
2. Den 8. januar: Opdagelse af barnets verden
Efter at 1800-tallets fremskridtsoptimisme endte i skyttegravenes røg og gas, forstår man jo godt, at pædagogerne i 1920’erne kiggede til barnets liv i stedet for til den voksnes fallerede moral.
I barnets verden fandt pædagogerne også mange spændende ting, som vi kan bruge i dag. Men de fleste af dem glemte, at det, de fandt, egentlig var skønne og nuttede brokker fra selvsamme fortid, som man mente var skyld i skyttegravene.
Fortiden levede nu i det skjulte, hvilket jo lige var noget for Freud. Frem til omkring 1970 var denne mærkelige tilstand anledning til en strålende iderigdom, for den skjulte fortid var altid virksom.
Men det skjulte har det med at forsvinde, hvilket skete. Fra 1990’erne hed endte barndommens liv som ”ansvar for egen læring”. Nu forsvandt også den skjulte rest og dermed også Freud.
Skolereformen i 2013 var en forstærkning af det ensomme ansvar, mens verdens substans flød rundt i skyttegravens totale glemsel. Nu skulle den voksne tage ansvar for barnets selvansvar ved at udslette sig selv som voksen. Det var skolereformens recept: “Fra undervisning til læring”, ”målstyring” og ”undervisningsdifferentiering”.
Den helt aktuelle version af denne tilstand kalder man “det ny børnesyn”.
Det pædagogiske ansvar blæser i fortidens vinde. På den måde skriver vi ikke 2026, men 1918. Og hvad hedder 1918, når dette årstal transporteres ind i 2026? Det hedder “data” og ”børnesyn” og “økonomi”. Det er skyttegravens effekt, som har glemt skyttegravens effekt.
Det underbevidste har produceret en overflade, som er uden underbevidsthed.
PS:
Her er et eksempel på den endelige opløsning af fortrængningens tilstand: Kommunernes Landsforening skrev i 2005: om “folkeskolens og daginstitutionens produkt”:
”På alle fronter oplever det danske samfund et øget udviklingspres i forhold til at omstille til nye nationale og globale markedsvilkår – det gælder såvel offentlige og private virksomheder som den offentlige serviceproduktion. Det stiller krav om løbende produktionsoptimering, det er kun naturligt, at de samme krav må omfatte folkeskolens og daginstitutionens produkt – læring”.
(fra KL (2005). “Forskning der kan bruges – nyorientering af den pædagogiske forskning”)
3. Den 9. januar: Trumps ytringsfrihed
Trump har travlt med “ytringsfriheden” i Europa. Han er helt til grin. På et amerikansk universitet må Platons Symposium ikke indgå i pensum, fordi der står noget, som kan opfattes som woke, selvom Trump selv er en slags hyper-woke.
Altså Symposion En af antikkens store tekster!
!!??!!??
Tårene løber som dræbersnegle ned af kinden.
Det pågældende amerikanske universitet er gået helt i flyverskjul. Dets bestyrelse og ledelse er helt uden karakterdannelse.
Og det passer skam. Det står selv i nedenstående artikel fra Videnskab.dk.
Den danske pædagogiske filosof og Platon-forsker Anne Marie Eggert-Olsen er rystet. “Det er gennemført politisk censur”, siger hun, og det er jo korrekt.
Hun siger også noget meget klogt, som de nok ikke kan forstå, hverken på amerikanske eller på danske universiteter.
“Universitetet skal være et sted for tankefrihed og sandhedssøgen, ikke en opdragelsesanstalt.«
Eggert-Olsen var blandt underskriverne på protesterne mod DPU’s fyringsaktioner i både 2010 og 2022, som også var et angreb på universitetets ånd. Hun har hjernen på rette sted.
Hvad bliver det næste? At man vil lukke RUC, fordi det er “venstreorienteret”?
Og hvis Symposion er farlig, kan vi godt begynde at rydde ud!!! Hvad bliver det næste? “Den danske sang er en ung blond pige”? eller Tøsedrengenes sang “Indianer”?
Løgstrup og Grundtvig og Brandes skrev vist også noget forkert engang. Og hvad med Heidegger og Marx? Ned i skraldespanden med dem. Ellers kommer Trump efter jer.
Alle kloge mennesker har sagt noget forkert eller noget mærkeligt eller noget tankevækkende. Ud med det hele. Og når reolen er tom, så kan vi placere en buste af Donald Trump eller Morten Messerschmidt på en af hylderne. De har aldrig sagt noget forkert.
Link til artikel på Videnskab.dk: https://videnskab.dk/kultur-samfund/universitet-censurerer-platon-idiotisk-siger-dansk-filosof/
4. Den 13. januar: Pædagogisk oprør
På en nordsjællandsk skole gør man ”oprør” mod det allestedsværende ”ny børnesyn”, som består af en blanding af humankapital, identitetspolitik og kommunalt bureaukrati. Efter min mening er det ny børnesyn faktisk et opgør med barndommen. Det kan man læse om i vedhæftede analyse. Så det er dejligt med den ny åbenhjertighed.
I stedet for at overtage tidens ”børnesyn” har skolens lærere nu formuleret et skolesyn, der bygger på skolens formål, lov og tradition. Det er skønne ord. Man kan læse om skolesynets syv principper i nedenstående artikel fra Folkeskolen.dk.
Det er den heltemodige lærerinde Mette Frederiksen, som endnu en gang træder i karakter som forsvarer af skolens hele essens. Men de syv principper er som sagt udarbejdet af lærerkollegiet i fællesskab.
Det er lærerne mod kommunen. Det er praksis mod KL’s opgør med praksis. En pædagogisk praksis, der opdrager både børn, forældre og samfund.
Det smukke oprør minder mig om Nyelandsvejs nylige oprør mod KP’s forsøg på at nedlægge det gamle seminarium på Frederiksberg. Oprørerne vandt også dengang.
Der er pædagogisk oprør i luften. Det er dejligt. Nu skal ordene bare brede sig – altså lovens, formålenes og institutionernes ord – så pædagogikken kan oplyse staten i overensstemmelse med statens eget forfatning.
Referencer:
Link til omtale af skolens principper: https://www.folkeskolen.dk/skole-goer-oproer-mod-nyt…/
Analyse af det ny børnesyn: http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogikkens-to-verdener-i-koebenhavn-kampen-for-nyelandsvej.html
5. Den 14. januar: Farvel til Tænketanken Prospekt
Til interesserede følgere vil jeg sige, at min tilknytning til Tænketanken Prospekt er ophørt her fra årsskiftet. Jeg har været seniorrådgiver hos Prospekt siden tænketankens opstart i sommeren 2023, hvor jeg har stået for en række pædagogiske og uddannelsespolitiske analyser samt tilhørende podcasts, foredrag mv.. Prospekt var så venlig at samle mig op efter en lidt dramatisk afskedigelsessag på DPU.
Der har aldrig været tale om en decideret stilling, men Prospekt har været flinke til at støtte konferencer, udgivelser og andre aktiviteter, og frem til årsskiftet 24/25 fik jeg også et mindre fast honorar. Men nu er det altså helt slut.
Prospekt forsøgte faktisk at finansiere en mere fast tilknytning indenfor området ”Dannelse og pædagogik”, men desværre har det ikke været mulig at skaffe de nødvendige midler. Nedenfor kan I læse en kort omtale af initiativet, som altså nu er skrinlagt. Faktisk var der mange andre, der i løbet af 2023-24 forsøgte at stable lignende projekter på benene, men også de løb ud i sandet.
Det hele betyder, at jeg pt. er uden institutionel tilknytning. Jeg er derfor åben for henvendelser vedrørende ny stillinger, engagementer og muligheder.
Imens jeg således igen er i venteposition, skriver jeg på trebinds-værket ”Pædagogiske steder – oplevelse, eftertænksomhed og tanke”, som jeg indleverer til forlaget i løbet af marts 2026.
Her er nogle af de analyser, jeg lavede i regi af Prospekt:
– ”Notat om regeringens skoleudspil”, november 2023.
– ”Skolens formålsparagraf har tabt betydning og indhold”, november 2023.
– “Dannelse er vendt tilbage, men hvad betyder det?”, september 2024.
– “Karakterdannelse – skolehistoriske nedslag”, april 2025.
Jeg håber det bedste for Prospekt, for der er brug for tænketankens fokus på emner som dannelse, etik og folkestyre, men jeg er naturligvis lidt nervøs for, at Prospekt i fremtiden formentlig mister en del af sit engagement i pædagogiske og skolepolitiske emner.
Omtale af Prospekts arbejde med ”Dannelse & pædagogik”: https://www.taenketankenprospekt.dk/projekter/dannelse-paedagogik/
6. Den 16. januar: Center for Karakterdannelse
Kristeligt Dagblad bragte for et par dage siden et stort interview med stifteren af det ny Center for Karakterdannelse, Jonas Norgaard Mortensen.
Interviewets anledning er udgivelsen af bogen ”Karakterdannelse – højnelse til humanitet”, som udkom på forlaget KLIM før jul. Jeg bidrager også selv med nogle refleksioner
I artiklen får man en god fornemmelse for det ny centers perspektiv. Her er nogle nedslag:
Mortensen annoncerer en bred, litterær og filosofisk undersøgelse af karakterdannelsesbegrebet, som han knytter direkte til den demokratiske og filosofiske tradition. Undervejs refererer han direkte til både Hal Koch, Aristoteles og Emil/Alfred fra Lønneberg, og i følgende citat tegner han bredden op:
“Vi kan søge tilbage til Aristoteles’ dydsetik, hvor begreber som karakterdannelse og dydsetik har sine idéhistoriske rødder. Men der er også gods at hente i kristendommens teologi, middelalderens skolastik, renæssancens humanisme og oplysningstidens filosofi samt moderne dannelses- og folkeoplysningstraditioner i Norden.”
Den store undersøgelse, som hermed annonceres, hænger sammen med en kritisk analyse af de instrumentelle systemer, som udviklede sig i kølvandet på murens fald. F.eks. står der, at….
”….karakterdannelse, dydsetik og moralfilosofi er blevet fortrængt af videnskabeliggørelse, individualisering, psykologisering, digitalisering og kommercialisering”.
Og denne diagnose knyttes også an til en idehistorisk analyse:
”Særligt i årene efter Murens fald i 1989 var det ifølge Jonas Norgaard Mortensen en udbredt forestilling, at den demokratiske ånd havde vundet, og at man derfor underprioriterede det åndelige og kulturelle, traditionerne, dannelsen”.
Mortensen mener, at der nu er brug for at drage omsorg for ”den demokratiske ånd”. Centrets hjemmeside myldrer da også med citater fra den demokratiske åndstradition.
Interviewet rundes af med følgende hyldest til, hvad man kunne kalde for ‘en pædagogisk praksis i den nordiske tradition’ og dennes kamp med “konkurrencestaten”:
“Mange praktikere har følt sig fremmedgjort i konkurrencestatens jagt på viden og vækst, men ser nu en mulighed for, at de kan få lov at danne hele mennesker. De vil gerne være med til at pudse det nordiske guld af og forfine det ind i vores skoleliv anno 2025. Der er en længsel efter den etiske kultivering af menneskelivet, som er kernen i karakterdannelse.”
Man må virkelig håbe, at det ny center får vind i sejlene. Der er jo tale om en slags genfødsel af den pædagogiske filosofi.
Link til artikel: https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-og-sjael/forsker-vi-skal-genopfinde-arven-fra-alfred-emil-og-aristoteles
7. Den 27. januar: Barnet, eleven og pædagogikken
På en måde kunne man tro, at det ”ny børnesyn” bygger på et opgør med skolen. Lad mig forklare: I børnehaven flyder børn og deres sociale relationer livligt rundt på legepladsen under den åbne himmel, men i skolen bliver børnene også elever af en lærer. Det ny børnesyns udbredelse ind i skolen er derfor umiddelbart børnehavens sejr over og invasion i skolen. Pludselig skal skolen indrette sig efter børnene.
I den forstand er børnesynet et tegn på ”elevens” og dermed også på ”lærerens” kollaps. Det er barnets sejr over eleven og læreren.
Men så alligevel ikke! For det ny børnesyn bygger nemlig også på et opgør med børnehaven. Det skyldes, at et af børnesynets centrale referencer er den amerikanske konkurrencestatsøkonom, James Heckman, der opfatter mennesker som humankapital, hvilket er enhver pædagogs værste mareridt, selvom Heckman er en stor helt på DPU.
Heckman dominerede en række statslige råd og kommissioner i 10’erne, f.eks. det såkaldte ”Småbørnsløftet” fra 2018. Og lige her skete der noget vigtigt: For faktisk forlod BUPL Småbørnsløftet, netop med henvisning til børnesynet. Så børnehavepædagogen er egentlig imod det ny børnesyn!
Det ny børnesyn er også inspireret af en radikaliseret identitetspolitisk bevægelse, den såkaldte ”childism”, som er et opgør med pædagogik. Vi befinder os i en blanding af konkurrencestat (Heckman) og identitetspolitik (childism).
Så det aktuelle børnesyn er ikke kun et opgør med skolen, men faktisk også et opgør med børnehaven og med børnehavepædagogikken. Min åbningstese er derfor forkert.
Børnesynet er snarere et udtryk for KL-segmentets sejr over en demokratisk stat, som selv har tabt til KL, som i staten er repræsenteret ved Socialministeriet og Finansministeriet. Undervisningsministeren har forsøgt at gøre modstand, men tabte slaget til Socialministeriet/KL/Finansministeriet på et samråd før jul, hvor han anerkendte det “ny børnesyn”.
Det ny børnesyn er derfor et udtryk for, at et opgør med børnehaven breder sig ind i et opgør med skolen. Og efterfølgende skjuler man dette ubehagelige opgør bagved nogle søde one-liners om de børn, som man netop har angrebet.
Pædagoger og lærere burde slå ring om deres fag og om barndommen og sige nej til det ny børnesyn for at beskytte barnet, eleven og pædagogikken.
Referencer:
BUPLs aktion i 2018: https://bupl.dk/born-unge/nyheder/derfor-holder-bupl-sig-ude-af-smaaboernsloeftet-vi-har-ikke-samme-boernesyn
Om det ny børnesyn: http://www.thomasaastruproemer.dk/det-ny-boernesyn-fra-socialpolitik-til-almenpaedagogik.html
8. Den 28. januar: Tankevækkende kronik af Merete Riisager
Merete Riisager har skrevet en fremragende kronik til Jyllands-Posten, hvor hun fremhæver sammenhængen mellem frihed, autoritet, fortid, fremtid og demokrati. Disse processer udgør essensen i en virkelig “normproces”, som er fyldt med både kærlighed og kritik. En slags kulturel tingslighed.
Artiklen er et eksempel på en uddannelsesforståelse, som Hannah Arendt engang beskrev som et “between past and future”; dvs et særligt rum. hvor fortidens dybder og fremtidens ideer vekselvirker som erfaring, eksistens og tilsynekomst.
Riisager sætter sine tanker i modsætning til en radikaliseret poststrukturalisme; den såkaldte “normstorming”, som er et angreb på fortiden, og dermed også på fremtiden.
Og udover denne modstilling, som er helt på sin plads, så kan kronikkens synspunkter favne mange forskellige politiske bevægelser. Teksten er på en måde før-politisk, dvs. pædagogisk.
Mange tak til fru Riisager. Man må virkelig håbe, at hun igen bliver undervisningsminister, når hun formentlig kommer i Folketinget efter næste valg. Med sin store indsigt har hun forudsætningerne for at få det bedste frem i alle partier.
Link til kronik: https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE18953327/normerne-skal-bygges-op-ikke-stormes/
9. Den 29. januar: Claus Holms patriotisme
Institutleder ved DPU, Claus Holm, har i Skolemonitor, d. 28. januar, gang i et opgør med de nationale traditioner, herunder den grundtvig-koldske filosofi. Holm kalder den slags for ”en farceagtig fædrelandskærlighed”. Tænk på hvor omfattende og dybe dialoger, der ryger i skraldespanden på denne måde!
Lad os se på logikken:
Holm refererer først til historikeren Søren Mørchs socialkonstruktivistiske nedbrydning af den nationale historie. Det skete i 1990’erne. Holm mener, at vi dermed fik en velfærdsstatspatriotisme. Som om velfærdsstaten og det nationale er modsætninger? Og som om velfærdsstaten blev skabt i 1990?
Nuvel, efter denne ødelæggelse af de nationale dialoger, kom Ove Kaj Pedersens konkurrencestat ind i billedet omkring årtusindeskiftet. Holm skriver:
”En økonomisk patriotisme, der vægtede nyttige og konkurrencedygtige færdigheder, så dagens lys.”
Holms eget virke er en direkte forlængelse af denne kombination af Søren Mørch og Ove Kaj Pedersen. Sidstnævnte har endda været hovedtaler på utallige DPU-konferencer. Det er det moderne DPU’s essens. DPU er en slags konkurrencestatens indre, der omdanner ånd og pædagogik til økonomisk optimering. Der er tale om et pædagogisk og åndeligt kollaps, som Holm selv har stået i spidsen for, eftersom han har været med i DPU’s ledelse siden 2008. Og siden 2015 endda som leder for det hele.
Herfra hopper Holm frem til i dag. For aktuelt kaldes der igen på åndelig oprustning og patriotisme, fortæller Holm, og det har han jo ret i. Man hvad skal man nu stille op med det, når man lige har afvist åndstraditionen og nedbrudt den til blot at handle om at skabe økonomiske soldater? Holm løber igen efter den politiske vind.
Og nu kommer vi så til Holms pointe. Han vil nemlig undgå, at man griber tilbage til baggrundstraditionerne, som han jo har defineret som ”farceagtigt”. I stedet foreslår han, at man måske skal kigge på tyske og franske forfatningstraditioner. Hans egen filosofiske gemmere består af de to franskmænd Althusser og Foucault og af tyskeren Niklas Luhmann. Vi er ikke i det klassiske land.
Jeg er helt enig i, at tysk og fransk filosofi er vigtigt, men begge dele har skam spillet en stor rolle for den ”farceagtige fædrelandskærlighed”, altså den danske tradition. Og en engageret interesse for andre landes kultur skulle da nødigt betyde, at man smider sin egen kultur ud! Herunder jo den danske forfatningstradition, dvs. Grundloven og hele dens substans.
1800-tallet indeholder noget af den største pædagogiske og kulturelle rigdom, man næsten kan forestille sig. Her er Danmark, Tyskland og Frankrig (og andre lande) i fuld vekselvirkning lige midt imellem fortid og fremtid.
Men Holm reducerer det hele til noget “farceagtigt” og nogle strukturalister! Hans sprog af skadet af hans mangeårige kærlighed til konkurrencestaten. Det er lederen af dansk pædagogik, der taler.
På denne baggrund kan man let forstå Holms og DPUs ageren siden omkring 2008, hvor et teknokratisk læringsbegreb fik magten og gik til angreb på pædagogikken. Efter min mening kan man ikke drive et seriøst “Danmarks pædagogiske universitet” på et sådant grundlag.
Holm knytter sin refleksioner til skolens historieundervisning. Det er en dårlig ide. Skolen og historien er ikke et sted for patriotisk opdragelse, men et sted for kærlighed til kundskabernes organisme, som både kan give anledning til patriotisme – vel at mærke i mange lag – og til det modsatte.
Men Holm har i mange år promoveret noget så upædagogisk som en ”økonomisk patriotisme” og ”læring som livsform”, så nu er han efterladt med et tydeligt ubehag ved sin selvkonstruerede ”farce”, som landets pædagogers og læreres praksis ellers udspringer af.
Link til Holms kronik:
10. Den 1. februar: To anmeldelser af bog om karakterdannelse
For et par måneder siden udkom bogen ”Karakterdannelse – højnelse til humanitet”, som jeg også selv har bidraget til. Bogen har for nylig fået to meget forskelligartede anmeldelser, som jeg i det følgende vil sætte lidt i system:
A. Steen Nepper Larsen i Information:
Lektor Steen Nepper Larsen er yderst sympatisk indstillet overfor projektet. Han kalder det Gadamer-inspirerede citat, som lægger navn til bogens undertitel – altså ”højnelse til humanitet” – for ”smukke og slidstærke ord”. Han fortæller også, at ”umiddelbart er der meget godt at sige om dette karakterdannelsesinitiativ”. Nepper Larsen har da også sammen med en række førende idehistorikere bidraget med en udmærket artikel til paralleludgivelsen fra 2023: ”Det skal kendes – dannelse som kommunal vej og vision”.
Især lader han til at synes om bidragene fra Ove Korsgaard, Ole Seier Iversen, Finn Thorbjørn Hansen og Mattias Stølen Due. Og han kritiserer egentlig ikke nogen af artiklerne.
Larsen bruger en del spalteplads på, at der efter hans mening mangler social og politisk kritik i bogen, f.eks. af OECD’s initiativer. Han er også bange for, at karakterdannelsesbegrebet ender med at ligne noget fra Kina, som han lige har besøgt.
Det er helt fint med en kritisk analyse af OECD og af andre lande, men netop den danske version af karakterdannelse er så propfyldt med humanistiske og demokratiske interesser, at både Kina og OECD ender med at stå for det stik modsatte. Det er meget mærkeligt, at Nepper Larsen bruger så meget plads på den kritik. Men det er helt klart fint med en opfordring til at undersøge de emner, han omtaler.
Jeg vil dog lige sige, at mit eget bidrag til bogen netop omtaler forskellige faldgruber ved begrebet, og at jeg ved flere tidligere lejligheder har kritiseret OECD’s holdninger til pædagogiske emner.
Og Nepper Larsen fremhæver faktisk selv karakterdannelsens kritiske potentiale. Det sker i følgende formulering:
”Karakterdannelse er et dydsetisk dannelsesprojekt med lange rødder tilbage til det gamle Grækenland, men det er også et aktuelt forsøg på at sætte formgivningen og kvaliteten af menneskets eksistens i centrum i en tid præget af forhastethed, overfladiskhed og en instrumentel pædagogik og uddannelsespolitik”.
Og går man ind på Center for Karakterdannelses projektbeskrivelse, står der faktisk følgende i samme ånd:
”Den globale og kapitalistiske markedstænkning er blevet udbredt fra at være et økonomisk middel til et mål som samfunds- og styringstænkning: stater er leverandører til et globalt marked i konkurrence og den enkelte borger er forbruger og producent. Dette økonomiske paradigme har taget den åndelige, menneskelige og kulturelle kapital for givet (…).”
Det lyder jo som den rene Kina- og OECD-kritik.
Nepper Larsen taler også om, at bogen er udtryk for en ”fætter-kusinefest”. Det lyder nærmest som om, at han har ventet på en invitation til at bidrage, hvis jeg må være lidt fræk.
Og endelig: Nepper Larsen mener – vist nok lidt kritisk? -, at bogen en ”værdimæssig og ideologisk intervention”. Men det lyder da godt, for det er der sørme brug for? Han har også selv skrevet en del bøger i denne udmærkede genre.
B. Ove Christensen i Kulturkapellet:
Ove Christensens anmeldelse i Kulturkapellet består mest af en mere neutral gennemgang af nogle af bogens artikler, hvor Nepper Larsen snarere lavede nogle få lynnedslag.
Men på en måde mener Christensen det stik modsatte af Nepper Larsen. Lad mig forklare det:
Ove Christensen udviser nemlig ikke nogen eksplicit sympati med projektet, hvilket Nepper jo gør. Han kritiserer det dog heller ikke. Og han mener i modsætning til Nepper, at indlæggene er meget forskelligartede. F.eks. konkluderer han:
”Karakterdannelse er en noget ujævn bog, selvom artiklerne for de flestes vedkommende er velskrevne og interessante bidrag til en diskussion af pædagogiske problemstillinger; dog ikke nødvendigvis den samme diskussion. Der ligger tilsyneladende ikke et fælles projekt bag udgivelsen, selvom tilhørsforholdet til Center for karakterdannelse selvfølgelig er en samlende størrelse.”
Så på den ene side er Christensens anmeldelse den mest positive, fordi der ingen kritik er, og fordi han roser de ”velskrevne og interessante bidrag”. Men på den anden side er Neppers anmeldelse den mest positive pga. hans eksplicitte tilslutning til karakterdannelsens humanistiske grundtanker. Vi skal bare lige huske også at kritisere OECD og Kina.
Links:
Steen Nepper Larsens anmeldelse: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2026/01/ny-antologi-karakterdannelse-ideologisk-intervention-forskning
Ove Christensens anmeldelse: https://www.kulturkapellet.dk/sagprosaanmeldelse.php?id=1179
11. Den 2. februar: Kronik i Skolemonitor: Skolepædagogisk netværk
Nogle af pædagogikkens venner har slået sig sammen i en slags tænketank, som har fået navnet “Skolepædagogisk netværk”. I den forbindelse har de skrevet en flot kronik til Skolemonitor, hvor de giver en faglig og filosofisk forklaring på autoritetens og opdragelsens relation til skolens praksis. Og det sker vel at mærke helt uden den platte polemik, som præger dele af debatten.
Mange tak til denne gruppe, som mestendels består af folk, som i mange år har forsvaret pædagogikkens begreber på forskellige måder. Jeg synes især at genkende Leo Komischke-Konnerups sprogtone i kronikken, men det er blot et gæt.
Her er forfatterne:
- Merete Riisager, Kandidat i pædagogik og fhv. undervisningsminister
- Leo Komischke-Konnerup, Ph.d. i almen pædagogik og skoleforsker
- Lene Tanggaard, professor i pædagogisk psykologi
- Jonas Petersen, skolelærer
- Rasmus Alenkær, Pædagogisk psykolog, aut. Ph.d.
- Mette Frederiksen, skolelærer
- Peter Bendix Pedersen, Formand for Friskolerne
- David Lindekilde, psykolog
Her er nogle få nedslag i teksten:
Kronikken åbner med følgende diagnose:
”Skolens aktuelle krise er ikke en forbigående krise. Set fra et pædagogisk perspektiv lader skolen til at være i færd med helt grundlæggende at erodere og opløse sig som pædagogisk meningsfuld skole.”
Forfatterne skyder skylden på det organisationsvælde, som har udviklet sig siden skolereformen i 2013.
”Det gælder især de politiske, økonomiske og faglige interesseorganisationer, der nærmest er enerådende dagsordenssættende. De har fået langt større indflydelse på skolens pædagogiske forhold end lærerne, skolelederne og skolen selv.”
Undervejs får vi følgende at vide om autoritetens og pædagogikkens væsen:
“Uden anerkendelse af lærerens og skolens pædagogiske autoritet kan der hverken læres eller leves sammen på en pædagogisk meningsfuld måde – i hvert fald ikke hvis denne læren og dette fælles liv forventes at finde sted indenfor en skoles rammer.”
Og kronikken slutter med følgende fine ord i samme ånd:
”Uden anerkendelse af lærerens frihed og pligt til at udvikle og udøve pædagogisk, faglig og personlig autoritet kan der ikke holdes skole i en pædagogisk meningsfuld forstand. Uden pædagogisk autoritet i skolen går det altså ikke.”
Det bliver spændende at høre mere om dette tænketanksinitiativ.
Link til kronikken: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18972294.ece
12. Den 3. februar: Kronik i Berlingske om pædagogik og autoritet
I går fortalte jeg om en spændende kronik i Skolemonitor af den ny gruppering, Skolepædagogisk Netværk. Kronikken drøftede autoritet- og opdragelsesbegrebets betydning for pædagogisk praksis.
I dag bringer Berlingske så en kronik i helt samme ånd. Kronikken er skrevet af en Camilla Huniche, som er vicedirektør i Danske Gymnasier, og en Helene Horsbrugh, der er dagtilbudschef i Københavns Kommune. Dertil kommer 33 medunderskrivere, som primært består af ledere og mellemledere fra skoleverdenen samt andre praktisk indstillede personer. Der er kun to kendte folk fra skoledebatten, nemlig professor emeritus Ove Korsgaard, som er aktiv i det ny Center for Karakterdannelse, og politikeren Lotte Rod.
Med dette primært organisatoriske outlook må jeg indrømme, at jeg ikke havde forventet det store, men der tog jeg lige fejl. Måske er Ove Korsgaard den centrale skribent? Eller måske skal jeg bare tage mig sammen?
Kronikkens emner svarer nøje til gårsdagens kronik. Her er nogle nedslag:
Forfatterne mener, at trivselsmålinger har overtaget resterne af et i forvejen marginaliseret pædagogiske sprog, så generationernes udveksling og skolens formål er truet. En konsekvens heraf er følgende:
”Kravet om, at »mit barn skal trives« ender ofte med at blive hverdagens styringsværktøj i stedet for opdragelse, dannelse og fællesskab, og det overskygger skolens egentlige formål.”
Vi får herefter at vide, at dette problem for pædagogik og formål sætter sig som autoritetsproblemer, hvilket jo også var temaet for gårsdagens kronik.
”I takt med at pædagogikken har mistet terræn, har institutionerne og deres praktikere mistet autoritet. Dygtige praktikere forlader deres fag. Det er for slidsomt at sætte sig i respekt, og institutionernes opgave som opdragere af den yngre generation har mistet legitimitet.”
Derudover møder vi også i denne kronik en flot revitalisering af opdragelsesbegrebet og af den pædagogiske filosofi med fyndige referencer til både Løgstrup og Knud Grue-Sørensen. F.eks. i følgende:
”K.E. Løgstrup skrev, at »medens vi bakser med en opgave, udvikles den karakter, der betinger løsningen af den«. I stedet for at efteruddanne pædagoger og lærere i psykologi, skal vi give børnehavepædagogerne et kursus i guitarspil og sanglege og lade historielæreren dyrke sin nørdede lidenskab for 1864.
Med fagene kan de åbne verden for børn og unge. Og med pædagogik kan vi give børn og unge adgang til andre »livsprismer« end psykologiens. For eksempel litteraturen, filosofien og musikken. Fordi de har brug for mindre spejl og mere vindue!
Tidens udfordringer kalder på, at pædagogik får sin »egenrådige« plads igen. Men det kræver, at dens autoritet bliver genskabt.”
Det er dejligt, at dette segment af praktikere og ledere – og endda bl.a. fra Københavns Kommune – har kastet sig ud i disse emner. Og det er også godt, at Lotte Rod har støttet kronikken. Dermed kommer hendes fine forsvar for fritidspædagogikken i kontakt med en nyvunden interesse for pædagogik og filosofi i stedet for med ”det ny børnesyn”, som i dag bygger på teorier om identitetspolitik og humankapital, dvs. et opgør med barndommen.
Link til kronikken: https://www.berlingske.dk/kronikker/flere-boern-og-unge-mistrives-nu-kommer-en-lang-raekke-fagfolk-med-et-bud-paa-hvorfor
13. Den 3. februar: Dramatisk modsætning
Med udgangspunkt i et samråd i Børne- og Undervisningsudvalget reflekterer Merete Riisager i nedenstående opslag over en form for modsætning i regeringens og måske også i statens indre; ja, nærmest i Mattias Tesfaye selv.
Det er meget interessante tanker, som handler om synet på barndom og pædagogik. Det er den aktuelle version af “pædagogikkens to verdener”, der tørner sammen.
Modsætningen er blevet yderligere skærpet af en helt ny rapport fra Børnerådet til FN, som jeg vender tilbage til en af dagene.
Riisagers opslag: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02DL4vhMR9WtivTT3kQeNquyZ2uFoRbJ3Dp9QZRFf2NGQzdFdSNZ7F5z8DbP5KEUnSl&id=100007780335101
14. Den 3. februar: Jellebakkeskolen
Som stor dreng boede jeg på en gade, der hedder Korshøjen, som ligger i Vejlby-Risskov i det nordlige Aarhus. Der gik jeg på den lokale Jellebakkeskolen fra 1973-1979.
Det er lidt sjovt, at Mattias Tesfaye også har gået på Jellebakkeskolen. Og det samme har den tidligere forskningsminister, Morten Østergaard.
Efter folkeskolen gik jeg på Risskov Amtsgymnasium. Det samme gjorde Østergaard, men jeg ved ikke om Tesfaye også gjorde, eller om han blev murerlærling med det samme.
Ifølge et billede, som Tesfaye har lagt ud i forbindelse med et helt aktuelt skolepolitisk udspil, ser det ud til, at han boede i nabobebyggelsen; et almennyttigt boligbyggeri, som hed Vejlby Vænge. Der boede vi faktisk selv fra 1995-2003, da børnene var små. Jeg føler mig lidt socialdemokratisk, når jeg ser den lille Tesfaye-dreng på billedet.
Men på Korshøjen var man nu generelt set ikke socialdemokrater. Man var snarere marxister. Det var de unges sted. Dengang kaldte man også Korshøjen for ”magisterghettoen”. Morten Messerschmidt ville nok rive det hele ned.
I dag bor jeg stadig på Korshøjen, og mine børn har også gået på Jellebakkeskolen, som nu hedder Ellevangsskolen. Ved siden af skolen ligger Ellevang kirke, hvor den senere biskop Kjeld Holm var præst i mange år. Holm har konfirmeret den ene og den anden. Han var også venner med Peter Kemp og Lars-Henrik Schmidt og formand for DPU’s bestyrelse, før det gik ned ad bakke for DPU fra 2008.
Ellevang er bare verdens navle.
Og Tesfayes ny politiske forslag? Det er dejligt, at Socialdemokratiet gerne vil lave lilleskoler for de små elever, men det er helt sikkert bare valgflæsk, for ellers havde Mette jo bare lavet en hastelovgivning sammen med Troels og Lars. Den slags gennemskuer en gammel elev fra Jellebakkeskolen med det samme. Dette røntgen-syn fik vi af vores samfundsfagslærer, Hans-Jørgen, der fortalte os, at FDB var mega-kapitalistisk. Længe leve Jellen!
Link til Tesfayes opslag: https://www.facebook.com/stemtesfaye
15. Den 4. februar: Børnerådets kamp mod Tesfaye
I juli 2025 sendte Børnerådet dets ”List of Issues” ind til FN’s såkaldte ”Børnekomite”.
Et af Børnerådets kritikpunkter handler om regeringens ny ordensregler for folkeskolen. Så Børnerådet indberetter simpelthen undervisningsministeren for konventionsbrud! Man skulle tro, at revselsesretten var blevet genindført.
Børnerådet refererer også positivt til den rapport om kønspædagogik, som blev udformet af ledende kredse på DPU i 2024. Det er åbenbart et menneskerettighedsspørgsmål at gøre op med ”stereotyper”? Igen er der tale om en slags påtale af Tesfaye, eftersom han i sin tid kaldte DPU-rapporten for ”sjask”. (jf. analyse i links).
Endelig har en aktuel artikel i Altinget godtgjort, at Børnerådet har været særdeles aktiv i en kampagne mod lærerne i efteråret 2025, hvor korporlig afstraffelse nærmest blev fremstillet som normalt. Denne kampagne ligger i forlængelse af ånden i rapportens omtale af Tesfayes ordensreglement. Både Tesfaye og mange andre skældte da også kraftigt ud på Børnerådets kampagne.
Igen ser vi denne konflikt.
Børnerådet refererer også i sin “list of issues” meget positivt til den socialpolitiske ”Barnets Lov”, selvom denne lov bygger på en opfattelse af barnet som ”humankapital”, hvilket er et opgør med “barnet”.
Børnerådet var faktisk tidligt en integreret del af opbakningen til Barnets Lov/det ny børnesyn, som stammer fra kredse i Socialministeriet. Hele dette filosofiske system udgøres af humankapital-teori og identitetspolitik. Herfra er begreberne så strømmet ind over de almenpædagogiske områder, nu endda som FN-indberetninger.
Det er derfor, at samrådet i november, hvor socialministeren og undervisningsministeren på foranledning af LA skulle tale om børnesyn, var så vigtigt. Det var her, at Undervisningsministeren endte med at acceptere det børnesyn, som altså via Børnerådet har angrebet ham siden i sommers.
Disse informationer understreger den hypotese om en splittelse i Tesfayes begrebssystem, som Merete Riisager gjorde rede for i et opslag, som jeg videreformidlede i går.
Links:
Link til Børnerådets rapport, juli 2025: https://www.boerneraadet.dk/vores-viden/2025/materialer/list-of-issues/
Altingets artikel: https://www.altinget.dk/artikel/mails-afsloerer-advarsler-alligevel-delte-boerneraadet-udokumenterede-historier-om-vold-i-skolen
Samlet analyse af ”det ny børnesyn”: http://www.thomasaastruproemer.dk/det-ny-boernesyn-fra-socialpolitik-til-almenpaedagogik.html
Samlet analyse af DPU-rapport om kønspædagogik: http://www.thomasaastruproemer.dk/ekspertgruppe-om-koenspaedagogik.html
16. Den 4. februar: Socialdemokratiets skoleudspil
Socialdemokratiet foreslår alt muligt skolegodt for sølle 5 mia. kroner. Og straks har folk nej-hatten på med alle mulige små og tekniske indvendinger. Kun de radikale bakker helhjertet op, mig bekendt. Tak til Lotte Rod.
Men hvorfor siger alle andre ikke også bare ja med det samme? Altså bare ja til det hele? I så fald kan det hele vedtages inden et valg. Og hvis det sker, så er der jo pludselig ikke mere tale om valgflæsk, men om en skolepolitisk realitet. Og endda med 100% flertal. Og indfasningen kan starte så småt allerede efter sommerferien med fuld effekt i 2028. Og bagefter kan vi jo bare foreslå noget mere godt.
En detalje til ja-hatten:
I en central del af udspillet annonceres de små klasser som ”lilleskoler”. Lilleskolerne er en meget rig reformpædagogisk tradition – en slags højdannelse – som udsprang af kulturradikale miljøer fra mellemkrigstiden. Den første lilleskole blev etableret i 1949. Tænk hvis alle små børn mellem 6 og 10 kunne gå i en virkelig lilleskole. Hvilken herlig fest.
Desværre tror jeg ikke, at valget af ordet ”lilleskole” i det aktuelle udspil har noget kulturhistorisk rodfæste. Men det kan det jo få.
Der er heller ingen referencer til institutioner som OECD eller Reformkommission, som har gjort så meget skade gennem årene, eller noget om “børnesyn” eller anden polemik. Det hele lyder bare sådan lidt pædagogisk/skoleagtigt med madpakker og udflugter og så videre uden mobiltelefoner og statistikker.
Der er også mange andre gode forslag. Ja, der er faktisk ingen dårlige, bortset fra at den begrebsmæssige struktur “trivsel + læring” stadig fungerer som en løs baggrund, hvilket jo indirekte peger ind i skolereformens testsystemer.
Link til udspil: https://www.altinget.dk/artikel/mails-afsloerer-advarsler-alligevel-delte-boerneraadet-udokumenterede-historier-om-vold-i-skolen
17. Den 6. februar: Skolereformen og det ny børnesyn
En af de tre målsætninger fra skolereformen i 2013 var følgende:
”Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan”
Dette mål skulle måles på de nyindførte Nationale Test. Det hele blev sat i modsætning til skolens formål. Formålets rige begreb om ”kundskaber”, der ellers havde stået i alle skoleformål siden 1814, pludselig nu reduceret til at handle om testscore i kæmpestore nationale og globale systemer.
Dette store målsystem fungerer stadigvæk med fuld effekt på det overordnede plan.
Men så var det, at jeg kom til at tænke på noget: I ”det ny børnesyn”, som jo i dag udgør en slags organisatorisk og pædagogisk tvang i mange kommuner og organisationer, er der også en sloganagtig one-liner:
”Alle børn gør det så godt de kan”
Men er det ikke som om, at denne sætning i hele dens syntaks minder om sætningen i 2013-systemet? Barnet defineres jo stadig som en slags målopfylder, og hvis det ikke opfylder mål, så er det nu omgivelsernes skyld, hvorved omgivelserne også defineres som del af målopfyldelsessystemet. Samfundet gøres dermed til en del af skolereformens logik.
Hvis noget i den retning er korrekt, så er det ny børnesyn en integreret del af skolereformens filosofi. Ja, endda en slags forstærkning, fordi nu også omgivelserne – dvs. familien og samfundet og pædagogikken – er blevet en del af målsystemet.
Så først – i 2013 – blev barnet et måloptimeringssystem. Og her i 2026 er omgivelserne også blevet en del af dette måloptimeringssystem.
Et tilsvarende ræsonnement kan muligvis gennemføres vedrørende en anden af 2013-indikatorerne, nemlig at ”elevernes trivsel skal øges”.
Det var herudaf, at man skabte de skrækkelige trivselsmålinger, som erobrede og definerede en hele generation af børns erfaringsliv og personlige udvikling.
Dermed fik vi samlet set et opgør med formålstraditionens interesse for kundskaber og personlig udvikling. I stedet fik vi læring og trivsel. Et ensomt, centralistisk og målstyret sted.
Utroligt at vi gamle mennesker lærte noget, dengang vi og vores venner ikke var defineret som måloptimeringsbørn.
Selv i Socialdemokratiets aktuelle og flotte skoleudspil er ”læring og trivsel” de konstante effekter, og udspillet er jo også udledt af Reformkommissionens økonomiske ideologi, der er forbundet med ideologien bag skolereformen i 2013.
I den forstand får vi små klasser i skolereformens system, selvom skolereformen lagde op til verdens største klasser. Men ideologien er den samme. Det er også derfor, at Tesfaye har svært ved at holde ”det ny børnesyn” på afstand. Hele systemet presser på, så længe der står “læring og trivsel” og “nyt børnesyn” i policy-teksterne.