Nedenfor kan man læse 27 små analyser og kommentarer vedrørende forskellige primært pædagogiske og uddannelsespolitiske (men også andre) temaer fra juli og august 2023. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på Facebook, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer osv..
Indhold:
- En teori om besættelse og smagsdommere
- Fra seminarier til professionshøjskoler
- Amatørens filosofi
- En dobbelt fejltagelse
- “Der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker”
- Bogens beskyttelse på parkeringspladsen
- Lov om bøger
- Martin Luther King og PISA?
- Mette Frederiksens to modsætningsfyldte linjer
- To interessante kronikker
- Fremragende bog om folkeskolen af Niels Chr. Sauer
- Trivsel?
- Pædagogikkens to verdener i 2015
- DPU’s deroute
- En tur i maskinen
- Lidt nyheder fra oligarkiet
- Keld Skovmand drager til Norge
- Konkurrencestatens “stjerneskud”
- DPU søger ny institutleder
- Indlæg om Stefans Hermanns arbejde
- Noter om Fr. Schleiermachers pædagogiske filosofi
- Professor Peter Balling kritiserer Aarhus Universitet
- Spændende bog om åndsfrihed
- Ministeriets ”kandidatudvalg”
- Christine Stabell Benn evaluerer nedlukningen
- Bogafbrændinger: Fra offentlig orden til landsforræderi
- Ny dekan hylder universitetsloven
1. Den 28. juni: En teori om besættelse og smagsdommere
Jeg har tænkt over noget, som jeg i det følgende vil beskrive i al sin foreløbighed:
En af Anders Fogh Rasmussens første aktioner som statsminister i starten af 00’erne var et opgør med samarbejdspolitikken under besættelsen. I stedet hyldede han frihedskæmperne. Han var her bl.a. inspireret af Henning Fonsmarks interessante bog ”Historien om den danske utopi” fra 1990 (long story).
Men der var ikke blot tale om en moralsk markering fra Fogh. Udtalelserne havde også et aktuelt momentum, som rakte ind i fremtiden. Her er to eksempler, som hænger sammen på trods af deres forskellighed.
A.
For det første var der opgøret med ”smagsdommerne”, som vi ifølge Fogh skulle af med. I stedet skulle vi høre folkets stemme. ”Smagsdommerne” var en form for ”samarbejdspolitikere”, og Fogh var en slags modstandsmand, som skød det hele ned i frihedens navn.
Mange af disse ”smagsdommere” var imidlertid rådsdannelser, som havde rødder i efterkrigstidens skole- og uddannelsesudvikling, og som bestod af fagfolk indenfor de områder, som blev drøftet. Disse folk var desuden ofte tæt på folkelige kredse i samfundet. Disse ofte meget seriøse og folkelige rådsdannelser blev nu slået i hartkorn med en banal elitisme, som havde udviklet sig i dele af den kulturradikale presse siden omkring 1970. Måske havde Fogh også Ritt Bjerregaards store og problematiske U90-plan i tankerne.
Men Fogh fjernede det hele, herunder også de seriøse og ofte lovforberedende råd under dække af sit opgør med samarbejdspolitikken.
Og Fogh satte bestemt ikke nogen folkelig stemme i stedet, som han ellers havde annonceret. Tværtimod!
I stedet satte han nemlig økonomerne. Det var allerede startet under den forrige socialdemokratiske regering, som havde nedsat Forskningskommissionen i 1998, men Fogh gik amok i en ekstrem centralisering af hele den pædagogiske sektor, og også af samfundet som sådan. Det var derfor, at de faglige råd blev erstattet af f.eks. Globaliseringsrådet og Skolerådet, som begge var økonomisk bestemt, og som forbandt sig med kredse, som faktisk gik stærkt imod de folkelige traditioner.
Herfra flød en omfattende centralisering og bureaukratisering af samfundet. Besættelsestidens frihedskamp var hermed blevet misbrugt til sin modsætning, nemlig et upolitisk teknokrati.
Dermed endte Foghs opgør med ”smagsdommerne” som et direkte opgør med både det faglige og det folkelige, materialiseret f.eks. i skole- og læreruddannelsesreformerne i 2013.
Dermed skabtes de nye ”smagsdommere”. Det var en destruktion af den folkelige og faglige tradition.
B.
Det andet eksempel er Foghs støtte til krigene i Mellemøsten efter 9/11-2001. Det forhold, at Fogh blev statsminister få måneder efter Manhattan, har nok fremskyndet retorikken om frihedskæmperne. Fogh var i krig, og herfra flød den såkaldte “værdipolitik” ud i ”det totale”. At den konservative Per Stig Møller, som ellers skrev hyldestværker til Kaj Munk, blev udenrigsminister i dette paradoksale inferno, er et kors for tanken, men han havde det heller ikke så godt med det, så vidt jeg husker.
Så Fogh omdannede samfundet til et teknokrati. Og resterne blev til krig og værdipolitik. Begge processer blev legitimeret med henvisning til frihedskampen under besættelsen.
På den måde førte Foghs hyldest til frihedskæmperne direkte til instrumentaliseringen og forarmelsen af det sociale og pædagogiske liv.
Dermed var der indstiftet en ny orden. Fra nu af kunne man ødelægge alt muligt med henvisning til, at landet på en måde stadig var besat. Frihedskæmperens sværd blev til teknokratiets nye våben.
Dermed indførtes en politisk praksis og logik, hvorudfra man kunne forstå alt som en ”krise”, hvilket tillod de politiske magthavere at gøre alt lige pludseligt, helt uafhængig af fag og fortid. Vi fik dels de totale love og dels hastelovene. Skolereformerne var et eksempel på det første (totallov+økonomer+statistik), og Nedlukningen var et eksempel på både det første og det andet (totallov+hastelov+statistikere).
Hvilket paradoks! De danske nationaløkonomer og sundhedsmyndigheder er folkelige frihedskæmpere i Foghs centralistiske globaliseringsopgør med ”smagsdommere”.
Men hvad blev der så af den virkelige frihedstradition? Altså denne mærkelige blanding af konservative, kristne, folkelige og kommunistiske talere? Ja, den behandles på samme måde, som den blev behandlet af samarbejdspolitikerne i starten af 1940’erne, dvs. med udskamning og marginalisering, hvilket jo er opskriften på en logik som hedder: Enten populisme eller globalt teknokrati. En modsætning som Fogh på den måde selv har indstiftet.
Og når så det viser sig, at de virkelige moderne frihedskæmpere havde ret, f.eks. at læringsmålstyringen var forkert og så videre, så er der tavshed og fortrængning og eksklusion fra Foghs nye “frihedskæmpere”.
Det hele minder om månederne umiddelbart efter april 1945.
2. Den 29. juni: Liberalismen og dens modsætning: Fra seminarier til professionshøjskoler
Mit spørgsmål er: Hvorfor endte Anders Fogh Rasmussens liberale frihedshyldest, nemlig bogen ”Fra socialstat til minimalstat”, med at blive til liberalismens modsætning, dvs. som en omfattende teknokratisering og centralisering af samfundet?
Der er flere grunde, men jeg vil her blot fremhæve en:
I bogen reduceres hele efterkrigstidens grundtvigianisme til ”vulgær-grundtvigianisme”. Især stifteren af Krogerup Højskole, Hal Koch, angives som synder, men der er tale om et defacto-opgør med hele den nyere højskoletænkning, herunder ikke mindst ”Den blå betænkning” fra 1960 og dennes ledsagende dybt interessante seminariefilosofi.
Den rige højskoletradition, som gennemstrømmede lærer- og pædagogseminarierne efter krigen, hævdes ligefrem at producere en ”slavenatur”. Det er rystende læsning.
Således frigjort fra moderne dansk ånd og samfundsliv, sætter Fogh retning hen mod nyliberalismens styringsteknikker, som ender med at dominere og indtage samfundets rester, som selv degenererer til ”identitet”.
Dermed ender vi med en form for definition på konkurrencestaten, som jo udviklede sig efter 2001, hvor Fogh blev statsminister.
Foghs opgør med højskoletraditionen og dermed med pædagogikken er samtidig forklaringen på, at vi i 2007 fik professionshøjskoler i stedet for seminarier. Det skete i kølvandet på Foghs Globaliseringsråd, som var et dybt opgør med liberalismens dyder og med seminariernes begreb og eksistens.
Dette paradoks blev jeg bl.a. opmærksom på, da den nuværende forstander for Krogerup Højskole, Rasmus Meyer, på Folkemødet sagde, at pædagoguddannelsens problem faktisk var professionshøjskolerne som sådan.
Camilla Wang, som er forstander på UC Absalon, svarede, at problemerne snarere skyldes globaliseringsaftalerne og ikke professionshøjskolerne. Men de to ting er jo helt det samme, så den går ikke. Debatten foregik i BUPL’s telt. Den var Folkemødets klimaks efter min mening.
Så Meyer og Wang var en reprise på kampen mellem på den ene side den skønne og rige ”vulgær-grundtvigianisme” og så på den anden side Foghs totalitære konkurrencestat, som opsluger pædagogikken og omdanner den til statistisk ”læring”.
Så situationen i BUPL’s telt var følgende: Professionshøjskolerne er ren nyliberalistisk “Fogh”, mens Hal Kochs gamle skole stod for ”liberalismen”.
Fogh Rasmussen er selv grundtvigianer, siger han i bogen. Det siger noget om samfundet, synes jeg. Men det passer på en måde, for han blev jo konfirmeret på Norddjurs af en ”Langballe”, som tilhører den del af tidehvervs-traditionen, som hyldede frihedskampen, og som kom til at lægge ideologi til Dansk Folkeparti. Det er faktisk også Fonsmarks linje. Denne del af Tidehverv var dog mere kierkegaardsk end grundtvigsk, eftersom grundtvigianerne forlod Tidehverv i 1964. Desværre blev den tilbageværende linje parkeret i identitetspolitikken.
3. Den 16. juli: Amatørens filosofi
En profession forfalder i det øjeblik, den bygger sit begreb på et opgør med ama-tøren, dvs. med den frit funderede kærlighed til ting og venner uafhængig af økonomiske interesser (jf. ama=kærlighed).
En mor og far skal f.eks. helst være ”amatører”. Forældreskab og opdragelse er ikke en ”profession”, men en åndelig og praktisk situation frembragt og realiseret ved kærlighed. Enhver virkelig profession har mødre og fædre i dens indre.
Gør en profession op med amatøren, kan den ikke udvikle sig som håndværk, dvs. et håndens værk, der virker og værker, og som skaber værker, der virker og værker; ofte i direkte modstrid med forfremmelser og lønforhøjelser.
Det er også derfor, at de gamle olympiader kun havde deltagelse af amatører. Idrætten var en ædel dyd.
Den belgiske filosof Jan Masschelein ser amatøren som den grundlæggende begreb for læreren og pædagogen. Også hos den engelske gentleman fandt man amatør-idealerne. Begrebet har desuden rødder i den græske antiks idealer.
Amatøren er en filosofisk tilstand, som definerer en profession.
Amatøren er mere end ”et kald”. Han er en forudsætning. En form for indre i alt.
Derfor: Når det ”professionelle” gør op med ”amatøren”, som det sker i konkurrencestaten, så kollapser den professionelle til teknokrati og selvinteresse, og amatøren brister i gråd, mens hans praktiske filosofi marginaliseres.
Denne tendens ser man f.eks. i ”professions”-højskolen og i universitetssektoren.
De gamle seminarier og universiteter var mere i pagt med amatørens idealer. Her talte man aldrig om ”kompetencer” eller ”karriere”, men om filosofi, videnskab, værdier og håndværk.
Amatørens liv er et virke tæt ved samfundets steder. Grundtvig kaldte dette liv for det ”historisk-poetiske”. Michael Polanyi talte om ”tavs viden”. Der er her tale om en åndelig tilstand, som hylder ”praksis”, i modsætning til de fattige udtryk ”praksisnær” og ”praksis-faglighed” som udspringer af et implicit opgør med amatørens rige filosofi.
https://ufm.dk/lovstof/politiske-aftaler/aftale-om-reform-af-universitetsuddannelserne-i-danmark
4. Den 31. juli: En dobbelt fejltagelse
Positionerne omkring koranafbrændingskrisen er præget af en dobbelt fejltagelse:
A. Regeringens kritikere tager fejl:
Man bør efter min mening forbyde alle offentlige afbrændinger af åndsprodukter; bestemt ikke af respekt for “andre kulturer” eller OIC, men udelukkende af respekt for åndsproduktet selv. Med et sådant forbud holder man erindringen om nazismens overgreb på ånden i live.
Er man kritisk overfor indholdet af en bog, så må man skrive, tale eller tegne sin kritik, f.eks. som i Flemming Roses smukke aktion i 2005. Men man må IKKE brænde genstanden.
Børnene skal også lære om dette forbud i skolerne og med fuld historisk reference. Loven bør derfor skærpes, så Paludan og andre ikke kan fortsætte deres aktioner. Hans adfærd er det modsatte af en ”ytring”.
B, Regeringen tager også fejl:
Til gengæld bør man tilskynde til alle former for kritisk og satirisk omgang med åndsprodukter, også hvis det skaber ”splittelse”, ”fornærmer” eller ”skader Danmarks interesser”, når ”vi skal stå sammen” og så videre ud af den totalitære landevej, som regeringen endda i en officiel erklæring har gang i, jvf. link.
Med sin konkrete begrundelse for et afbrændingsforbud, så forstærker regeringen afbrændingens effekt, fordi potentielt alle ytringer nu mister deres åndelige indre, hvis de ikke bidrager til Lars Løkkes platte ‘sammenhold’ og så videre.
Regeringen er farlig for friheden, ikke pga. et evt. forbud mod afbrænding, men pga. hans begrundelser for det, som på en måde minder om Paludans.
Konklusion:
Hvis dette er korrekt, så begår staten et dobbelt overgreb:
For det første tillader man stadigvæk offentlige afbrændinger af åndsprodukter på samme måde som under nazismen.
For det andet vil man forbyde afbrændingerne med begrundelser, som yderligere vil demontere åndens, kritikkens og samfundets udvikling under det totalitære udtryk “stå sammen”.
5. Den 1. august: “Der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker”
Efter min mening bør offentlig bogbrænding forbydes, og man bør fejre forbuddet på store bededag, hvor alle får fri.
Her fra Den Store Danske:
Først definitionen af ”bogbrænding”:
“Tilintetgørelse af bøger, der anses for at indeholde farlige eller “forkerte” meninger.”
Dernæst erindringen, citeret fra samme leksikonartikel:
“I Berlin på Bebelplatz (fhv. Opernplatz) nær Staatsoper er der i 2000 stiftet et mindesmærke over bogbrændingen i 1933 i form af en glasflise ned til et underjordisk rum, der udelukkende består af tomme boghylder. På en bronzetavle står Heinrich Heines profetiske advarsel fra 1823:
“Das war Vorspiel nur. Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen.” (‘Der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker’).””
Så bogbrænding, uanset om det er af koranen eller af Salman Rushdies værker eller Grundloven, er et angreb på ytringsfriheden og humaniteten.
Og dette brændingsangreb på ytringsfriheden forstærkes nu af regeringen, som ligefrem vil af med “fornærmelser” og så videre, som inkluderer mange forskellige ytringer, og som vil føre til et endeløst sammenbrud.
På den måde er regeringen og Paludan i samme slægt, nemlig i opgøret med ytringsfriheden.
6. Den 1. august: Bogens beskyttelse på parkeringspladsen
I 2001 var vi også vidne til et overgreb mod ”bogen”, som også dengang skabte mindelser om historiens had til sætninger og ytringer. Det var dengang, da Nyrup rev sider ud af Fogh Rasmussens bog ”Fra socialstat til minimalstat” foran hele Danmark i stedet for selv at skrive noget.
Dermed bekræftede Nyrup konkurrencestaten, som han selv havde understøttet i slutningen af 1990’erne, bl.a. via det såkaldte ”Kompetenceråd”. Han bekræftede ved sin aktion denne nye statsforms opgør med ånd og historie, som Foghs bog faktisk var fuld af. Foghs bog var mere end blot et nyliberalt manifest. Den var skrevet af et menneske i tiden.
Det tragiske var, at Fogh efterfølgende selv forstærkede og bureaukratiserede Nyrups politik og opgør med fortiden, f.eks. via Globaliseringsrådet i 2005. Dermed brændte han på en måde sin egen bog af en ekstra gang.
Og Lars Løkke, som jo fulgte efter Fogh i slutningen af 00’erne, og som yderligere teknokratiserede Foghs opgør med sig selv, er nu aktuelt i gang med endnu en forstærkning af Nyrups aktion, eftersom han vil forbyde ytringer, som skaber ”splittelse”, når “vi” skal “stå sammen”, hvilket ellers er en af ytringens ræson d’etre at prikke hul i. “Bogen” kan ikke materialisere sig under sådanne omstændigheder.
Konkurrencestaten er en form for opgør med ”bogen”, eftersom denne statsform omdanner kundskaberne og frihedstraditionen til det instrumentelt-statistisk-økonomiske ”læring”, som gør alting til optimeringsprodukter. Resterne, dvs. de nu ensomme følelser, parkeres så i den såkaldte ”værdipolitik”, mens almenpædagogikken, kærligheden, ånden og bøgerne ligger brak.
Det er i denne ”parkeringsbås”, vi befinder os nu, hvor også Paludan er gået til angreb på bogen, mens Løkke er gået til angreb på kritik og frihed og dermed også på bogen.
Imens kører konkurrencestaten sit vilde digitaliserings-statistiske raid i resten af samfundet, dvs. på resten af den betonbyggede parkeringsplads.
7. Den 3. august: Lov om bøger
Her er et forslag til fire paragraffer i en Lov om bøger:
”§1: Enhver form for offentlig afbrænding og vandalisering af bøger og andre åndsprodukter er forbudt”.
I lovens bemærkninger kan der så – med reference til forfatningen – stå, at man meget gerne må kritisere, håne, klæde sig ud, krænke, tegne og latterliggøre og så videre, men altså ikke brænde. Og der gøres ingen forskel mellem koraner eller kommunistiske manifester, statuer, malerier eller Tintin-bøger.
I bemærkningerne kan der også stå, at man med denne lov holder live i erindringen om fascismens bogafbrændinger, og at man derfor bekræfter, at vi stadig lever i efterkrigstidens engagement i kultur, demokrati og dannelse.
I §2 kunne der måske stå følgende:
”§2: Bogafbrændingens historie og andre former for kulturel vandalisering er en obligatorisk del af skolens og ungdomsuddannelsernes undervisning”.
Dermed undervises alle i “bogen” som begreb og dyd. Alle skoler skal også have et kæmpebibliotek med daglige aktiviteter og højt uddannede bibliotekarer.
I §3 kan der stå følgende:
”§3: Ethvert forsøg på via politiske eller organisatoriske aftaler at tvinge ytringers frie eksistens ind under andre landes interesser eller ind under hensyn til et postuleret nationalt sammenhold er forbudt”.
En sådan lov vil umuliggøre Løkkes underdanige aktion, som er en ladeport for allehånde former for undertrykkelse af det frie ord og politisk handling, og som vil sætte sig ned i systemerne på alle mulige forskrækkelige måder.
Endelig kunne der stå følgende i en §4:
”§4: Fjerde fredag efter påske udnævnes til ”store bogdag”.
Dagen er en offentlig fridag fyldt med litterære og kunstneriske aktiviteter, som finansieres gavmildt af staten, uden at den blander sig i indholdet.
8. Den 5. august: Martin Luther King og PISA?
Den toneangivende undervisningsminister, både i 1980’erne og 2000’erne, var Bertel Haarder. Han spillede en kæmpestor rolle i forhold til at omdanne skolen til et statistisk læringsinferno, ikke mindst sammen med Skolerådet og det nye DPU.
Haarder siger nu:
“Jeg var minister, dengang Pisa-chokket kom, og der tænkte vi, at det at gøre eleverne til dygtigere læsere, det ville ikke kunne gøre nogen skade. Men det kunne det så måske alligevel.”
Nå, jamen Hovsa da!
I 2010, efter fem år med Haarder som undervisningsminister, ville statsminister Lars Løkke gøre danske elever til verdensmestre i PISA. Og de nye ledere fra DPU og UC’erne sammenlignede i en kronik Løkke med Martin Luther King.
Men nu siger Haarder så, at de allesammen gjorde ”skade”!
Og mange af dem, der afslørede og kritiserede det, som gjorde ”skade” er nu marginaliseret og udstødt. Mens dem, der gjorde ”skade”, stadig styrer begrebsdannelsen, mens de udelukker kritikerne på den ene og den anden måde.
Hvis man har interessere for hele denne skolepolitiske ”skade”-proces, herunder Haarders rolle, kan man studere den i min bog ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering” fra 2022.
Links:
Omtale af det møde, hvor citatet optræder: https://www.folkeskolen.dk/madkundskab-praksisfaglighed-skolepolitik-christiansborg/tesfaye-skolen-skal-vaere-mere-praktisk-men-ikke-for-de-skoletraettes-skyld/4724285
Kronik fra 2010: https://www.berlingske.dk/kronikker/10-4-loesning-til-folkeskolen
9. Den 7. august: Mette Frederiksens to modsætningsfyldte linjer
Jeg er blevet opmærksom på en dobbelthed i Frederiksens udtalelser til Weekendavisen i fredags om bogafbrændingskrisen:
A. Frihedens forfald:
I det meste af interviewet lægges der op til det helt store skred i frihedsrettighederne. Det sker i to tempi:
- For det første må man ikke ”håne”, som det hedder. I stedet reduceres kritik til ”en ordentlig dialog med andre”. Denne dagsorden, som har rod i identitetspolitikkens magt, kan uden videre udvides fra religiøse hensyn til resten af det identitære område, hvor almindelige kritikker så kan kaldes for ”racisme” og ”hadtale”. Det har på en måde ikke noget med religion at gøre.
Frederiksen forsøger faktisk sådan lidt implicit at forhindre skredet, men forsøget står meget usikkert.
- Og denne identitetspolitiske proces udvides endda til hele geopolitikken, herunder klimaet, som pludselig får magten over befolkningernes frihedstraditioner. Og det sker i en kraftfuld proces, som ender med at dominere interviewet. Man kan altså forbyde ytringer med henvisning til “klimaet” og det helt ubestemmelige “geopolitik”.
Denne proces fremgår af følgende citater:
”Og så er der en risiko for, at vi bliver isoleret på den internationale scene. Og det er særlig problematisk lige nu, hvor vi bruger rigtig mange kræfter på at opbygge partnerskaber og alliancer, som har rod i især to ting: at der er krig i Europa, og at vi skal have global opbakning til en god løsning for Ukraine. Og at Vesten mister indflydelse i verden. Derfor bliver vi simpelthen nødt til at gøre os mere umage for at have gode partnere på den internationale scene.”
Og videre:
”Det er krig i Ukraine, det er det geopolitiske, og så er det klimaspørgsmålet. Vi kan ikke få løst klimaforandringerne, hvis ikke vi har meget stærke alliancer internationalt.”
Og videre:
”Vi kan simpelthen ikke løse klimakrisen kun i Europa eller kun i Vesten. Vi kan kun løse klimakrisen, hvis vi arbejder sammen med nogle af de andre store udledere eller der, hvor der er nogle andre naturressourcer.”
Hvis denne begrebsmæssige proces anerkendes, så er alle frihedsrettigheder foreløbige og porøse. Konsekvenserne af denne logik er helt uoverskuelige. Der er noget ”nedluknings-agtigt” over det.
B. Frihedens redning:
Til sidst skifter Frederiksen linje. Hun taler pludselig ikke mere om klimaet og geopolitikken, men om bogens som egenart og værdi. Det sker her:
“Det er nok lidt lettere for os, der ikke bryder os om, at man brænder bøger af. Jeg reagerer næsten fysisk på det. For mig er bogen noget af det allervigtigste. Det er hele vores erindring, hele vores sprog, vores historie. Alt ligger i bøgerne. Og hele udviklingen af vores samfund er jo etableret af bøger og af forfattere. Det gibber i mig. Jeg kan næsten ikke smide en bog ud. Helt banalt. Bogen har en værdi i sig selv, den er det fysiske udtryk af det moderne samfund. Når man har det sådan, så er der nok færre dilemmaer.”
Med denne markering, fremført i et smukt, let aldrende og præcist sprog, taler statsministeren i direkte forlængelse af den europæiske humanisme, som udviklede sig efter 2. verdenskrig. Og det har intet specifikt med religioner at gøre.
Men med denne logik, så bør man forbyde afbrænding og vandalisering af bøger og åndsprodukter som sådan. Et sådant forbud vil beskytte ytringsfriheden og dermed åndens udvikling imod identitetspolitiske og globalt-inspirerede overgreb, men fremme alle de skønne ”fornærmelser”, som står i mange gode bøger.
Desværre er det helt klart punkt A, som har overhånden i interviewet, hvilket gør, at alt kan ske for det stakkels punkt B og dermed for ytringsfriheden.
https://www.weekendavisen.dk/2023-31/samfund/det-er-ikke-en-glidebane
10. Den 7. august: To interessante kronikker
Jeg har noteret to interessante kronikker om pædagogiske emner fra dagens debat:
A.
Lektor Uffe Lund fra KP har et kritisk indlæg om pædagoguddannelsen i Altinget. Han peger på vigtigheden af fagets historiske forudsætninger og på en dybere forståelse af den pædagogiske praksis, end det aktuelt er tilfældet. Mange tak.
Dermed lægger Uffe Lund sig i forlængelse af synspunkterne i “Selskabet for pædagoguddannelsens fremme”, som er stiftet af lærere ved pædagoguddannelserne, og som er særdeles kritisk over for pædagoguddannelsens aktuelle tilstand.
B.
To forskningschefer, Thomas Illum Hansen og Andreas Rasch-Christensen fra hhv. UCL og VIA UC, har skrevet en kronik til Skolemonitor, hvor de kritiserer det syn på folkeskolens OECD-inspirerede fagforståelse, som udviklede sig i sammenhæng med skolereformen fra 2013.
De to forfattere vil have større vægt på kundskaber, formål og indhold. For Rasch-Christensens vedkommende er der tale om en form for selvopgør, fremgår det:
”En af dette indlægs forfattere var selv en del af den gruppe, der skulle forsøge at realisere alle disse ambitioner, og det viste sig vanskeligt. Fælles Mål blev primært et målcurriculum, og står målaspektet alene, bliver det for snævert og abstrakt til planlægning, fordi det benytter sig af et målsprog med adfærdstermer.”
Det er fine ord, som lover godt for den pædagogiske forskning på de to institutioner.
Der er dog en form for fortrængning – ja, nærmest et tabu – som man må tage stilling til. Den store helt i læringsmålskritikken var jo Keld Skovmand, hvis arbejde senere blev marginaliseret og nærmest tabuiseret. Illum Hansen er Skovmands chef, og Rasch-Christensen har været involveret i nogle heftige udvekslinger med Skovmand i tidens løb.
Så Skovmand havde altså ret alligevel? Det må jo betyde, at han bør tildeles en statue og forfremmes med kryds og slange af de to institutioner? Det første led i den proces bør være, at de to kronikører nævner hans navn.
En anden central kritiker, som altså også har haft ret, er lektor Niels Jakob Pasgaard, som er ansat VIA UC. Han skrev bl.a. den dybt tankevækkende bog ”FAQ om læringsmål”. Måske skulle han også nævnes?
C.
Konklusion:
Mange tak til forfatterne af disse fine kronikker, som taler for emner, som går stik imod udviklingen på DPU og Aarhus Universitet. Måske er der ved at udvikle sig en faglig modsætning mellem dele af professionshøjskolerne og DPU, som helt har forladt kronikkernes temaer? Med andre ord: hvor dybt stikker kritikken?
Links:
Uffe Lunds kronik: https://www.altinget.dk/forskning/artikel/lektor-kan-man-virkelig-blive-paedagog-uden-at-have-paedagogik-paa-skemaet
De to forskningschefers kronik: https://skolemonitor.dk/debat/art9464765/Ingen-har-fundet-den-rette-balance-i-l%C3%A6replanerne-hvorfor-ikke-lade-Danmark-g%C3%A5-forrest
11. Den 9. august: Fremragende bog om folkeskolen
Jeg har netop læst Niels Chr. Sauers nye bog ”Folkeskolens veje og vildveje”.
For mig, som har skrevet en del om skolepolitik i de seneste år, er det den rene fest. Bogen er fyldt med interessante iagttagelser fra de sidste 30 års begivenheder: Både om overgrebene på lærernes pædagogiske indflydelse i 1989, da lærerrådet blev nedlagt, om diskussionerne og positionerne i Danmarks Lærerforening, om lockouten i 2013, om læringsmålstyringen og om det ene og det andet politiske udspil, f.eks. den herlige “drøvtyggerrapport” fra starten af 1990’erne.
Og Sauers kritiske analyse af digitaliseringen, som han anser for det største aktuelle problem, er virkelig interessant. Sauer dokumenterer f.eks., hvordan det statslige og kommunale Brugerportalinitaitiv hænger direkte sammen med læringsmålstyringen.
Og så vidste jeg slet ikke, at Sauer har læst filosofi i Wales! Og han har også studeret kultursociologi i København. Man kan på en måde godt mærke det. Men først og fremmest er han skolelærer, ofte ned i den skønneste detalje. Han taler for fortællingens, teatrets og musikkens liv i klasseværelset, men han arbejder også grundigt med spørgsmålet om lærerens autoritet. Derfor er han også meget kritisk over for ”undervisningsdifferentiering” og dennes individualisering af den pædagogiske relation. Men læs det selv!
Sauer er også glad for skolens formålsparagraf. Derfor synes han da heller ikke om Claus Holms synspunkter, som citeres grundigt på bogens side 73, og som er et frontalt opgør med dansk pædagogisk tradition:
Holm siger, at vi nu ”definitivt har forladt” interessen for ”demokrati”. Det er også slut med Løgstrup og Hal Koch, skriver han. I stedet er det ”primære formål” nu ”læring som livsform”.
Tak til Sauer for at finde citatet. Holms autoritære synspunkter er udtryk for totalt kaos.
Sauer mener, som jeg forstår det, at Holms synspunkt er en form for forstærkning af den “ansvar for egen læring”-ideologi, der endte som en integreret og individualiseret del af de nye styringssystemer, og dermed som formålsparagraffens modsætning. Jeg er helt enig.
Bogen er både kritisk, analytisk, personlig og opbyggelig på samme tid, og den burde derfor udleveres til alle lærerstuderende på uddannelsens dag 1.
Klokken 16 i dag er der bogreception på Samsøgade skole i Aarhus, hvor vi skal fejre denne flotte udgivelse.
12. Den 15. august: Trivsel?
Det aktuelle trivselsbegreb er en direkte udløber af folkeskolereformen fra 2014. Det fremgår af nedenstående ministerielle hjemmeside, hvorfra man kan tilgå diverse links og rapporter fra dengang.
Det betyder følgende:
A. Pædagogik og politik
– Trivsel afkobles fra pædagogisk praksis, kundskaber og skolens liv, dvs. fra skolens formålstradition. I stedet indsættes et statistisk totalregime, som understøttes af ”Positiv psykologi”.
– Læreren må pludselig se sine elevers liv omdannet til aggregerede data, som kontrolleres af ”ledelsen”, som selv kontrolleres af ”kommunen” og så videre. Læreren bliver dermed en form ”trivselskonsulent”. Hvilke fald fra stjernerne!
– Forholdet mellem tilværelsesoplysning og politik kollapser.
B. Forskning og policy:
– Den moderne trivsel starter med et barns ensomme interaktion med en datamaskine. Og det er alle børn, også de helt små, og det er hvert år. Her gik Danmark langt ”foran” de andre nordiske lande i 2014. Jeg ved ikke, hvordan man gør i dag i f.eks. Sverige og Norge.
– Data bliver dermed en del af et kæmpestort nationalt og lokalt data- og informationssystem, der skal bruges til komparation og konkurrence mellem skoler.
– Data kobles på cpr.-numre og nationale test og kan derfor bruges til en forskning, som kan understøtte ”krise”-ideologien på alle mulige måder og dermed opsuge alle mulige andre pædagogiske emner.
For nylig har man ligefrem nedsat en ”trivselskommission”, der ifølge ministeriets opslag lader til at acceptere logikken, men nu må vi se. Der er måske også nogle små åbninger i kommissoriet, hvis medlemmerne er friske i ånden.
Lotte Rod (RV) har i dagens Folkeskolen.dk nogle interessante kritiske bemærkninger til kommissoriet, som mangler henvisninger til pædagogik, hvilket ellers var nævnt i baggrundsaftalen.
Efter min mening bør kommissionens første forslag være, at man nedlægger hele dette system og overlader dette emne til læreren og pædagogen og de børn og forældre, som er omkring klassen.
Links:
Ministeriel hjemmeside om 2014-stemningen, med diverse info om en vigtig “ekspertgruppe” og om forbindelser til skolereformens tankegang og organisationer: https://www.uvm.dk/folkeskolen/laering-og-laeringsmiljoe/trivsel-og-undervisningsmiljoe/ekspertgruppen-om-elevernes-trivsel
Ministeriets side om den aktuelle situation: https://www.uvm.dk/folkeskolen/test-evaluering-og-skoleudvikling/trivselsmaaling
Om trivselskommissionen: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/aug/230810-regeringen-nedsaetter-trivselskommissionen
Lotte Rods kritik: https://www.folkeskolen.dk/paedagogik-radikale-skolepolitik/radikale-anklager-regeringen-for-loftebrud-om-kommission-hvor-er-paedagogikken/4725596
13. Den 15. august: Pædagogikkens to verdener i 2015
Bogen ”Pædagogikkens to verdener”, som udkom i 2015, indeholder en lang række pædagogisk-filosofiske og uddannelsespolitiske analyser, der forklarer og beskriver den splittelse, som blev vilkåret for pædagogikken efter skolereformen.
Jeg indsendte først manuskriptet til Aarhus Universitetsforlag, og nedenfor kan man studere fyldige uddrag fra forlagets to fagfællebedømmelser. Jeg har udeladt de tekniske dele af bedømmelserne.
Af økonomiske grunde blev bogen dog udgivet på Aalborg Universitetsforlag i stedet for. Her kan man i dag kan erhverve den for en flad 50’er. https://aauforlag.dk/…/laeri…/paedagogikkens-to-verdener
Her er de to reviews:
A. Fagfællebedømmelse nr. 1:
”Dette manus fortjener klart at blive til en bog. Bogen rummer et væld af smukke, sproglige passager, som man selvstændigt kan opholde sig ved og bruge i andre sammenhænge. Dertil indeholder bogen vigtige kritiske analyser af det pædagogiske landskab i Danmark, som det former sig i denne tid. Bogen har sin klare styrke i dets frie og alternative position, der taler magtens centrum midt imod. Det er der brug for.
Indledningen til bogen med analogien til landet med de to måner er fantastisk. Den kunne eventuelt forfølges lidt mere undervejs. Analogien trækkes frem flere gange, men ikke helt så systematisk, som man måske kunne gøre. Jeg er meget begejstret for de til tider meget korte kapitler. Eksempel det kapitel (side 152), der opholder sig ved det faktum, at mange gerne vil analysere og behandle folkeskolens udfordringer, men ikke folkeskolen i sig selv. Så kort, klart og enkelt kan kun en suveræn forfatter formulere sig. De imaginære dialoger mellem paragraffer og inddragelsen af egen og andres poesi gør bogen original. Indimellem tager bogen nærmest form af et encyklopædisk opslagsværk, dog et poetisk sådant.
Bogens faglige substans er på alle måder i orden. Forfatteren trækker på veletablerede, udenlandske pædagogiske filosoffer som Gert Biesta, Hannah Arendt, Martha Nussbaum og kobler disse på ret elegant vis med dansk litteratur, teologi og filosofi. Bogen er desuden særlig stærk i analysen af konkurrencestaten som umulighed. Samt ikke mindst i sin kontinuerlige og gennemførte påpegning af, at evidens og accountability-tankegangens ’Hvad virker’ logik er i direkte modstrid med udviklingen af en selvstændig pædagogisk videnskab. Meget prægnant formuleret i sætningen, hvor videnskabelig metode netop sættes op overfor evidensforskning:
”Det er hvad, metode er: At rydde glemte stier for ukrudt, at gå lidt på dem og at bryde de alt for høje vejværn ned for at undersøge, hvad der er uden for og i nærheden. Evidensforskningen bekræfter blot det eksisterende vejnets struktur. De samme sprogspil kører som en kværn. Det er grimt, fordi alle landskaber, alle udsigter og alle farver er skjult bag store støjdæmpende skærme”.
Tilsvarende gennemførte dekonstruktioner af den aktuelle hegemoni knyttet til metode- og evidensforestillinger findes ikke hos andre danske forfattere. Eneste reelle pendant internationalt er Gert Biesta, der må betragtes som den mest indflydelsesrige europæiske uddannelsestænker pt. (…)”
B. Fagfællebedømmelse nr. 2:
Som bogens titel angiver, handler den om to pædagogiske verdener – nemlig skolen som en kultur-, uddannelses- og dannelsesinstitution på den ene side og skolen som en instrumentel professionsvirksomhed på den anden side. De to verdener beskæftiger sig tilsyneladende med det samme emne: den danske folkeskole, men de taler ikke det samme sprog, og de har vidt forskellige forestillinger om, hvad formålet er for denne skole.
I Rømers optik ligner deres indbyrdes forhold det, Habermas kalder en kolonisering af livsverdenen. Skolens åndelige og almendannende formål, der formelt fortsat indgår i dens formålsparagraf, ignoreres i stigende grad af det politiske systems instrumentelle rationalitet, som aktuelt repræsenteres af en nyliberalistisk konkurrencestatstænkning. Skolens formål forskydes entydigt og massivt i retning af en professionsorientering, der kan testes og kontrolleres på nogle nøglekompetencer, men i øvrigt lader hånt om begreber som “dømmekraft, lighed, skole, videnskab, kundskaber og værdier” (s. 11) og hel generelt om “filosofi, demokrati og kritik” med mindre de kan omdannes “til en metode til at fremme deltagelsen i den globale konkurrence”. (s. 10)
(…)
Ydermere er bogens emne brandvarmt og aktuelt. Den kommende tids implementering af den nye folkeskolereform vil givetvis afføde mange diskussioner – blandt pædagoger, skoleledere og politikere, såvel som i den bredere offentlighed – og hertil vil bogens forskellige kapitler med stærke analyser og skarpe pointer utvivlsomt være relevant og brugbar, enkeltvis og i deres helhed.
Det er en særlig force ved bogen, at den er så velskrevet og så tekstkritisk kompetent. Sproget er flydende – sommetider endog diskuterende og i talemåde – og pointerne står lysklare. Hans kritiske læsning er sine steder meget skarp og rent ud sagt rystende. Ikke mindst han analyse af nyliberalismens afmontering af den oprindelige liberalismes forestillinger om og værdsættelse af frisind, virkelyst, selvstændighed, frihed mv. er fremragende. Det samme gælder hans ubarmhjertigt afslørende tekstlæsning af vores nuværende børne- og undervisningsminister, Christine Antorinis tanker om Ny Nordisk Skole. Den politiske new speak, der fremføres til forsvar for konkurrencestaten og Ny Nordisk Skole, pilles godt og grundigt fra hinanden begrebsligt, argumentatorisk og retorisk.
Selv argumenterer han grundigt og overbevisende for, at dansk skolepolitik er endt i en blindgyde, der i realiteten er ved at tage livet af folkeskolen som en åndsbærende og formidlende institution. Det store problem er, at folkeskolens formålsparagraf i praksis ignoreres og efterlades som retorisk pynt uden reel værdi. Folkeskolen ledes ikke længere efter nogle filosofisk og åndshistorisk reflekterede principper, men af politisk og markedsstyret management, udtænkt af et embedsværk uden historikere, humanister, filosoffer eller kulturpersonligheder.
Der er i mine øjne ingen tvivl om bogens aktualitet, relevans og kvalitet. Den bør udgives snarest, så den kan nå at få indflydelse på den igangværende og kommende skoledebat. Den bør også udgives, fordi dens filosofiske, teoretiske og metodiske overvejelser er så substantielle, at den også kan læses med udbytte hinsides denne debat.”
14. Den 15. august: DPU’s deroute
Hermed en kort analyse af den videnskabelige og pædagogiske deroute, som DPU og til dels også Aarhus Universitet har gennemgået siden 2000.
15. Den 15. august: En tur i maskinen
Så, nu er jeg kommet ind i AI-alderen. Som min første handling har jeg spurgt to chatbots om mig selv. Hold ud til det andet svar :-).
A. Her er først nogle uddrag fra Googles nye chatbot, som hedder ”Bard”:
”Thomas Aastrup Rømer er en vigtig stemme i den danske pædagogiske debat. Han er med til at holde liv i de klassiske pædagogiske idealer om frihed, lighed og demokrati.
Thomas Aastrup Rømer er en kontroversiel person, og der er mange, der er uenige med ham. Nogle af de kritikpunkter, der er blevet rejst mod ham, er, at han er for teoretisk, at han er for utopisk og at han ikke har realistiske forslag til, hvordan pædagogik kan omsættes i praksis.
Der er også nogle, der er uenige med Rømers syn på pædagogik som en frihedsskabende proces. De mener, at pædagogik også handler om at give børn og unge værdier og normer, som de kan leve efter.
Rømer er dog også en meget respekteret person, og der er mange, der er enige med ham. De mener, at han er en vigtig stemme i den danske pædagogiske debat, og at han sætter fokus på vigtige spørgsmål, som pædagoger bør tage stilling til.
Rømer er en meget aktiv debattør, og han deltager ofte i debatter om pædagogiske emner. Han er også en meget produktiv forfatter, og han har skrevet en lang række bøger og artikler om pædagogik.
Rømer er en vigtig stemme i den danske pædagogiske debat, og han er med til at holde liv i de klassiske pædagogiske idealer om frihed, lighed og demokrati.
På trods af kritikken er Rømer en respekteret forsker og en indflydelsesrig skikkelse i den danske pædagogiske debat. Han er en markant stemme, og han sætter fokus på vigtige spørgsmål, som pædagoger bør tage stilling til.”
Pæne ord, mange tak til maskinen. Måske skulle man sende ordene til DPU’s maskiner?
B. Og her kan man læse ChatGTB’s svar:
”Thomas Aastrup Rømer er en dansk fysiker og astronaut. Han er mest kjent for å være den første dansken i verdensrommet. Rømer ble født 11. desember 1971 i Århus, Danmark.
Han ble valgt ut som astronautkandidat av Den Europeiske Romfartsorganisasjonen (ESA) i 1998. Deretter gjennomgikk han omfattende trening og forberedelser før han ble sendt ut på en romferd. Rømers romferd fant sted i 2008 som en del av den dansk-svenske IRIS-misjonen, der han var en del av den svenske romsonden “Mars Express”.
Rømers prestasjoner har gjort ham til en betydelig figur innenfor dansk romforskning og har bidratt til å øke interessen for romutforskning i Danmark.”
🙂
16. Den 15. august: Lidt nyheder fra oligarkiet
I dag har Stefan Hermann fået nyt job. Han forlader stillingen som rektor for Københavns Professionshøjskole (KP), hvor han har været siden institutionens start.
Hermann har været en ytringsfrihedens ven, men også en stærk fortaler for globaliseringsrådets teknokratiske politikker. F.eks. hyldede han i 2010 Lars Løkke som en ny Martin Luther King. Han var også stærkt inspireret af DPU’s første rektor, Lars-Henrik Schmidt.
I stedet skal Hermann nu være direktør i Novo Nordisks såkaldte Life Fond, som arbejder med teknologiske og naturvidenskabelige “kompetencer” i tidens totalt ukritiske ånd med verdensmål og det hele. Novo er nok samfundets pt. største pengemaskine.
Hermann afløser dermed Life-fondens tidligere direktør, Christine Antorini, som jo stod bag skolereformen og så videre.
Formanden for KP’s bestyrelse hedder Jesper Fisker. Og Fisker er faktisk også bestyrelsesformand for Life-fonden. Så han er sådan en slags passage for Hermann?
Fisker var desuden en meget aktivistisk departementschef under Antorini. Han talte så sent som i 2015 om læringens ”kulturrevolution” til offentlige debatmøder. Han er også meget aktiv i sundhedssektoren, men det lader jeg ligger her, selvom det nok er en fejl.
Fisker er også formand for alle formændene for alle bestyrelserne på alle professionshøjskolerne. Det er ren power. Den rene pædagogiks mur.
Aarhus Universitets nye bestyrelsesformand hedder Birgitte Nauntofte. Hun har tidligere været direktør for hele Novo-fonden. Og hun sidder stadig i bestyrelsen for Life Fonden, hvor Hermann altså nu skal regere.
Og her i dag har AU og KP annonceret en aftale om at stifte et teknologipædagogisk center, som også helt i Life-fondens og tidens ånd, og som nok kommer til at arbejde sammen med Hermanns fond. Centret er selvfølgelig finansieret af NOVO (plus to andre fonde).
Det er en slags organisme.
Antorini vil læse til sygeplejerske, formodentlig på KP.
Suppler gerne.
Diverse links:
Om Hermans og Antorinis nye job: https://www.folkeskolen.dk/kobenhavns-professionshojskole-ledelse-laererstuderende/kp-skal-have-ny-rektorhermann-afloser-antorini-som-skal-laese-til-sygeplejerske/4726067
Om Fiskers ”kulturrevolution”: http://www.thomasaastruproemer.dk/departementchef-i-det-offentlige-rum.html
Om det nye teknologicenter: https://www.au.dk/forsideelementer/nyheder/artikel/nyt-videnscenter-skal-sikre-digital-teknologiforstaaelse-til-alle-boern-og-unge
17. Den 17. august: Keld Skovmand drager til Norge
Keld Skovmand har i dag annonceret, at han forlader dansk læreruddannelse og pædagogik til fordel for et lektorat i pædagogik ved universitetet i Trondheim, jf. hans facebook-opslag nedenfor.
Skovmand slutter sit opslag af med følgende flotte markering:
”Jeg er glad for at forlade ”dansk pædagogik”, i det mindste for en sandsynligvis større stund, men må samtidig sande, at der ikke er så meget at forlade, fordi dansk pædagogik egentlig allerede har forladt sig selv. Som jeg ser det, er dansk pædagogisk tradition blevet undermineret over en årrække, fordi der ikke længere er institutioner, der bærer den, og den dannelsesteoretiske didaktik, som tidligere var klangbunden i dansk læreruddannelse og fortsat er min, ser ud til at være fortrængt eller i det mindste voldsomt marginaliseret.”
Så ”dansk pædagogik har forladt sig selv”. Det er godt formuleret. Og den forladte og nu ensomme pædagogik, må nu finde et andet land at virke i.
Det er dejligt for Norge og Trondheim, at de nu får glæde af Skovmands didaktiske og videnskabelige kapacitet, men det er ærligt talt pinligt for de danske professionshøjskoler og universiteter, at de ikke har tilbudt ham en karriere fyldt med blomster og fagligt ansvar. På den måde bekræftes Skovmands analyser.
Man må jo huske på, at hvis ikke Keld Skovmand havde reageret så kraftfuldt, som han gjorde i 2016, så havde vi stadigvæk haft den læringsmålstyrede undervisning, som landets ledende forsknings- og policymiljøer dengang promoverede helt propagandistisk.
Nu løber alle fra deres synspunkter, men ingen siger tak til Skovmand, som nu rejser mod nord omgivet af et tavst kor af skamfulde fortrængninger, der som en slags freudiansk tabu vil definere det almenpædagogiske tab så langt øjet rækker.
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=2217524505304854&id=100011419774137
18. Den 18. august: Konkurrencestatens “stjerneskud”
Nils Gunder Hansen har for nylig opsagt sit professorat på SDU, selvom han egentlig godt kunne være fortsat.
I Kr. Dagblad fortæller han om sine begrundelser, som bunder i hans oplevelser på universitetet i kølvandet på universitetsreformen fra 2003. Hans erfaringer passer godt med de mange eksisterende analyser af reformen og dens konsekvenser. Her er, hvad han siger om emnet:
”Da han vendte tilbage til universitetet i 2008, mærkede han straks, at tidsånden havde forandret sig yderligere. Nu til noget “ekstremt”.
Han oplevede, at konkurrencestatens logik var trængt ind i alle kroge på universitetet: Forskere skulle konstant kæmpe om bevillinger, sende ansøgninger til fonde udstyret med tidens modeord – grøn omstilling og diversitet for eksempel – fag blev konsekvent nedlagt, hvis for få tilmeldte sig, og også de studerende havde internaliseret logikken. Nogle af Nils Gunder Hansens studerende spurgte undrende, hvorfor de skulle læse tekster af teologerne Hal Koch og K.E. Løgstrup, når det ikke gav dem viden, de kunne bruge på arbejdsmarkedet.
Nils Gunder Hansen spurgte en ældre kollega, hvorfor forskerne bare havde accepteret udviklingen. De var ligesom frøen, der blev kogt så langsomt, at den ikke lagde mærke til det, svarede hun. Men for manden, der var vendt hjem til universitetet efter 16 år i dagspressen, var det som at blive kastet direkte i det kogende vand.
“Det var lidt som en gyserfilm, hvor man kommer tilbage til hjembyen, kun for at finde ud af, at alle er blevet forvandlet til zombier,” siger han.
“Ah o.k., det er måske at strække den lidt langt. Men hvor hensynet til arbejdsmarkedet fyldte for lidt i 70’erne, mener jeg, at man i dag ikke bare er havnet i den anden grøft, man er kørt langt ind på marken, og nu vender bilen på hovedet, og hjulene spinner rundt.”
Alligevel blev han på universitetet. Måske på grund af en pligtfølelse, måske fordi man ikke bare giver afkald på en professortitel.
Han følte, at han hoppede fra isflage til isflage, mens de smeltede under hans fødder. Kerneopgaven, forskning og undervisning, blev gradvist mere perifer, og han så ingen tegn på, at det ville ændre sig inden for en overskuelig fremtid. Så han besluttede sig for at gå på pension, tre år før den frist, han egentlig havde sat for sig selv.
Han håber, at han en dag kan forsone sig med afskeden, siger han. Men han har været frustreret, indrømmer han. Over at den verden, han begyndte sit arbejdsliv i, udviklede sig på en måde, så han ikke længere følte sig hjemme i den. På litteraturstudiet i 1970’erne var han et af stjerneskuddene, fordi han som få kunne fordybe sig, forstå komplekse sammenhænge og skrive afhandlinger om franske filosoffer.
Nu var stjerneskuddene de udadvendte, iværksætterne, dem, der kunne skabe et netværk og sælge sig selv.
Nils Gunder Hansen hørte ikke til i den verden. Det har han aldrig gjort.”
Link til artikel: https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-og-sjael/nils-gunder-hansen-fandt-ro-i-droemme-om-fremtiden-det-goer-han-ikke-laengere
19. Den 18. august: DPU søger ny institutleder
DPU søger ny institutleder for de næste fem år. Vedkommende skal have ”visioner”, fremgår det.
Han eller hun skal også kunne agere i det aarhusianske ‘corporate university’, som har materialiseret sig siden 2005 og som blev forstærket i 2011. Det kan man f.eks. se af konsulentfirmaets ledsagende beskrivelse af det gamle fine universitet:
”Aarhus Universitet lægger stor vægt på et tæt samarbejde med erhvervslivet og den offentlige sektor og tager medansvar for samfundsudviklingen”.
Der er ikke omtalt andre ting, som universitetet lægger ”vægt på”.
Man søger en institutleder, som er en ”anerkendende, lydhør og inddragende leder”, og hvis ledelsesstil er ”tillidsfuld og dialogbaseret”.
Spændende tiltag. Der står dog ikke noget om “kritik”.
Der gennemføres skam også både intelligenstest og personlighedstest på den stakkels person. Måske går man efter den “opportunistiske personlighed”, som den nuværende institutleders faglige forbillede, Ove Kaj Pedersen, kalder konkurrencestatens dannelsesideal?
Jeg ved ikke, om den nuværende leder vil søge sin egen stilling?
Måske ved andre noget om det?
Links til ansøgningsmateriale:
Konsulentfirmaets beskrivelse: https://dpu.au.dk/om-dpu/ledige-stillinger/job-og-personprofil-for-institutleder-paa-dpu
Tekst om DPU’s historie: http://www.thomasaastruproemer.dk/historien-om-danmarks-paedagogiske-universitet-opgoer-og-deroute.html
Tilføjet d. 22/8: Emnet omtales på folkeskolen.dk med en ledsagende kommentar af Niels Chr. Sauer: https://www.folkeskolen.dk/citat-dpu-forskning/dpu-soger-institutleder-pa-ny/4726605
20. Den 20. august: Indlæg om Stefans Hermanns arbejde
I anledning af, at Stefan Hermann stopper sit arbejde med læreruddannelse og pædagogik, har jeg samlet en række indlæg om hans arbejde (indlæg A-G, jvf nedenfor).
Der er flest laster, men også nogle dyder:
Til lasterne hører især Hermanns opgør med dansk pædagogisk tradition (indlæg B), herunder hans modstand mod et frit seminarium i Herning (indlæg G). Disse aktioner hviler på et stærkt forsimplet dannelsesbegreb, hvor Svend Brinkmann f.eks. blev beskyldt for at være ”populist” og så videre (indlæg A og C).
Hermanns opgør med den grundtvigske dannelsestråd (indlæg B) blev iøvrigt ledsaget af et opgør med DLF, som ellers netop var blevet løgstrupianere. Dette dobbelte opgør fandt sted i 2012, altså året før både skolereform, læreruddannelsesreform og Corydons og Antorinis Lockout af de stakkels lærere. DPU kørte allerede dengang i samme rille. Bagved pulserer nogle meget tekniske fortolkninger af Lars-Henrik Schmidts filosofi (og allerbagerst sidder strukturmarxismen L. Althusser, som også var vejleder for Ove Kaj Pedersen).
Og nu afløser Hermann altså Antorini i Novo Nordisks fond, jf. et opslag i forgårs. Det er som en kabale, der går op.
Til dyderne hører især et flot forsvar for ytringsfriheden, f.eks. i Erik Schmidt-sagen (indlæg E), men også en meget tidlig kritik af Niklas Luhmanns arbejde (indlæg D) samt en kritisk indstilling til identitetspolitisk emner (indlæg F).
Denne kritiske åre hos Hermann stammer ikke mindst fra fransk oplysningsfilosofi og måske også fra hans opvækst i SF’s folkelige bevægelser (som gik i opløsning omkring 2010).
Indlæg:
- Kritik af Hermann, fra 2013 (Hermann svarede på kritikken i bogen Uren Pædagogik 2 fra 2014): https://www.yumpu.com/da/document/read/17669667/nyt-dansk-udsyn-velkommen-til-nyt-askov
- Hermanns opgør med den pædagogiske tradition, 2017 (analyse af tekst fra 2012). http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-opgoer-dansk-paedagogisk-tradition.html
- Kritisk diskussion af et indlæg af Herman, 2017: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-larm.html
- Omtale af Hermanns Luhmann-kritik fra 2004, 2018: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermanns-kritik-af-lars-qvortrup-i-2003.html
- Om Hermanns forsvar for Erik Schmidt, 2014 og 2018 (her fra 2018): https://www.folkeskolen.dk/arbejdsliv-kobenhavns-professionshojskole-ledelse/stefan-hermann-vi-skal-ove-os-pa-ytringsfrihed/866541
- Om Hermanns syn på identitetspolitik, februar 2020: http://www.thomasaastruproemer.dk/stefan-hermann-og-skolegaardslogik.html
- Om Hermanns aktion mod et frit seminarium i Herning, marts 2021: http://www.thomasaastruproemer.dk/det-nye-seminarium-og-professionshoejskolernes-faglige-deroute.html
21. Den 21-25. august: Noter om Fr. Schleiermachers pædagogiske filosofi
På fredag skal jeg holde et oplæg om Fr. Schleiermachers pædagogiske filosofi til en studiekreds på UC VIA. Her er lidt noter:
A.
Læring stopper aldrig. Det er en driftskategori. Det er ”livslang læring”.
Pædagogik stopper derimod. Den stopper, når den anden er myndig. I en vis forstand stopper den hele tiden, fordi myndigheden altid forudsættes. Denne forstoppende forudsætning kaldes ligeværd, og den står i skolens formålsparagraf.
Pædagogikken stopper på sin vis, hver gang den aktiveres. Den snubler over sig selv. Nogle kalder det for ”det pædagogiske paradoks”. Andre kalder det ånd.
Hvis læringen har herredømmet i kulturen, så kollapser myndighed, ligeværd og dermed kulturen selv. Barnet bliver til evalueret fremtid, dvs. til læringsmål. Flygt!
Hvis pædagogikken har herredømmet, så udvikler kulturen sig. Så lærer man noget, mens dette ”noget” taler tilbage. Det er dannelse. Bliv!
B.
Læring har ingen fortid. Den er kun nutid og fremtidig tilpasning.
Pædagogen elsker fortiden, men også hvad den næste generation gør med fortiden. Pædagogik er: ”Hvad sker der her midt i det hele?”. Hannah Arendt har samme pointe.
C.
Pædagogikken fandtes før skolen. Pædagogik er derfor en historisk praksis. Den har sin egen værdighed og fornemhed, som ingen teknokrat skal blande sig i.
Hvordan beskriver man denne “værdighed”? Denne “midt i det hele”. Det er et spørgsmål for den pædagogiske videnskab og filosofi.
D.
Efter at Gud trak sig tilbage, så genskabtes de religiøse kategorier som åndsvidenskab. Vi fik f.eks. fantasien, følelsen, legen og individualiteten inde i opdragelsesprocesserne og generationsudvekslingerne.
Schleiermachers herrnhutiske baggrund gav ham måske en særlig mulighed for at se dette? Herfra udviklede hermeneutikken og den tyske åndsvidenskab sig, f.eks. hos Gadamer og Mollenhauer.
Hvem ved? Måske stammer disse pædagogiske tråde fra Jan Huus og ikke fra Luther? Vild tanke, men det kalder på studier.
Spinoza spiller også en rolle for Schleiermachers syn på religionen. Skabelsen er som en universel livmoder (”womb” i den engelske oversættelse) , der konstant føder ånd og individualitet.
E.
Schleiermacher arbejdede sammen med Humboldt om etableringen af universitetet i Berlin, og han hyggede sig med romantikerne i Berlins og Halles saloner.
Det er bl.a. hele denne åndssammenhæng, som skole- og universitetsreformerne efter min mening er et direkte opgør med.
F.
Pædagogisk opmærksomhed handler om barnets lykke, det vil sige om dets spontanitet og modtagelighed sammen med andre om kundskabernes lag. Denne proces kaldes også for dannelse.
Skolen er en særlig ritualiseret praksis, der opbygger og beskytter denne dannelsesproces imod instrumentelle angreb fra de politisk-økonomisk-sociale systemer. En skoleleder er en vogter og ikke andet.
Når barnet bliver myndigt, modtager staten og samfundet denne pædagogiske lykke som pædagogikkens gave fra læreren og faderen/moderen.
Gaven pakker sig selv ud og stiller allehånde spørgsmål. Dermed indstiftes en spænding mellem myndighed og samfund.
Dermed konstitueres staten som stat, dvs. en stridbar syntese af ånd og politik, der hele tiden tvinges i overensstemmelse med gavegivernes kringlede sjæle og generationelle ophav.
Glemmes denne skønne, rige og forstyrrende relation, så kollapser bade staten og dannelsen.
Så pædagogikken skal ikke forbedre samfundet. Den er samfundets indre, som skal holde samfundet tæt til pædagogikken selv.
G.
I eftermiddag skal jeg bidrage til en studiekreds om Friedrich Schleiermachers pædagogiske forelæsninger fra 1826, som jeg nu har studeret i et par uger.
Først synes jeg, at teksterne var lidt mærkelige, men efterhånden lykkedes det mig at rømerficere den gode hr. Frederik.
Undervejs lykkedes det så også for den flinke tysker at schleiermachificere mig.
Det hele endte derfor med at blive lidt hermeneutisk, som man siger. Dejligt!
Jeg vil sige, at jeg sådan lidt groft sagt endte i en blanding af Platon, tidehverv og John Dewey, hvilket jeg så må prøve at forklare mig ud af i eftermiddag.
Og så fandt jeg sørme hos Schleiermacher en tidlig kønsfilosofisk version af Arendts “natalitet”, hvor fødsel og det politiske handlingsliv tænkes sammen. Jeg vil kalde det et fund.
Den konkrete konsekvens af alt dette er en hyldest til pædagogisk praksis’ egenart og til humanisme og åndens liv. Kort sagt en kæmpe kritik af statens tilstand for at redde staten selv.
Så pædagogikken er en gave til staten, som gør staten til stat, og ikke det modsatte, dvs. statens instrument, hvorved staten kollapser.
H.
I går holdt jeg et oplæg om Fr. Schleiermachers filosofi for en studiekreds ved UC VIA i Aarhus. Niels Jakob Pasgaard delte en kort omtale på FB, som man kan tilgå nedenfor.
Efter foredraget mindede en af tilhørerne mig om, at professor Jens Rasmussen allerede i 2000’erne kritiserede Schleiermacher kraftigt. I den forbindelse kom jeg i tanke om et interview med Rasmussen fra 2010, hvor han specifik nævner Schleiermacher i forbindelse med et af Rasmussens generalopgør med dannelsesbegrebet.
Rasmussen giver også den danske seminarietradition et ordentligt fur. Alt hvad der minder om ”fortid” skal ud. Vi skal have ”kompetencer” i stedet for. I stedet for at lære ”noget”, skal børnene ”lære at lære”. De skal gøres fremtidsparate ud i den blå fremtid, og dette synspunkt sætte i eksplicit modsætning til dannelsesbegrebet.
Til gengæld mener Rasmussen, at vi skal gøre ligesom i Singapore og så videre.
Rasmussen blev den centrale figur i den reform af læreruddannelsen i 2012, som alle nu skælder ud på, og som er blevet ændret fra i år.
Rasmussen interviewes af Holm, som var kommunikationsdekan på det tidspunkt. Senere blev Holm institutleder, hvor han fortsatte Rasmussens linje.
Holm skrev ph.d. i 2013, hvor Rasmussen var vejleder og en del af afhandlingen var den kontroversielle udgivelse ”Viden om uddannelse”, som udkom i 2007. Her bidrog både Rasmussen og Holm. Det var den udgivelse, som filosoffen Peter Kemp omtalte som ”antifilosofi”, og som lagde DPU’s korrigerede linje efter globaliseringsaftalerne.
Jeg gjorde i 2014 opmærksom på en række af disse forbindelser i en stor analyse om ”Danmarks Pædagogiske Oligarki”, som efterfølgende udkom i let revideret format på Aalborg Universitetsforlag i bogen ”Pædagogikkens to verdener”.
Rasmussen klagede med det samme til DPU’s daværende ledelse i det mest utrolige sprogbrug, og jeg måtte stå skoleret med bisidder og det hele. Jeg gennemgik sagen i bogen ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus” fra 2018. Det var en slags forløber til Dorte Staunæs’ klager året efter, som blev omtalt bredt i medierne. Denne bog indeholdt i øvrigt endnu et essay om sagen, nemlig ”Danmarks Pædagogiske Oligarki – del 2”.
Hvis man kritiserer det nye oligarki, så presses man direkte på stilling og karriere.
Det er denne antifilosofiske strøm og opgør med ånds- og ytringsfriheden, som nu er definerende for DPU og faktisk også på AU, som jo beskyttede Holms ideologiske aktion i vinters.
Så først gjorde DPU på med pædagogikken, og efterfølgende gjorde AU op med sine egne vedtægter.
Men det er Schleiermacher og hans kreds og virkningshistorie, som har ret, hvilket altså er blevet et synspunkt, som medfører både eksplicitte og implicitte repressalier og dermed en lukning af pædagogikken som sådan.
Links:
Claus Holm interviewer Jens Rasmussen: https://dpu.au.dk/asterisk/udforsk-asterisk/vis-artikel/artikel/en-dansk-laereruddannelse-under-internationalt-niveau
Den første artikel om Danmarks Pædagogiske Oligarki, 2014: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki.html
Den anden artikel om Danmarks Pædagogiske Oligarki, 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/danmarks-paedagogiske-oligarki-dpo-del-2.html
Link til Pasggaards FB-opslag: https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/pfbid02Vuup3rDRaqHZLpomB83o1EpQ4v6nzBHMMRFHxRWyUUmWnTkfL2HBCnUpvtrkHxpol
22. Den 26. august: Professor Peter Balling kritiserer Aarhus Universitet
Professor i fysik, Peter Balling, kritiserer i et debatindlæg fra juni 2023, at Aarhus Universitet afskediger med alt for hyppig og let hånd. Han mener, at det får negative konsekvenser for universitets nationale og internationale omdømme og rekrutteringsmuligheder. Balling refererer direkte til den seneste fyringsrunde.
For Balling var fyringsrunden i 2014 den store øjenåbner, fremgår det. Det var dengang, at den helt nye rektor skulle bruge 100 mio. til en ”strategisk ledelsespulje”. Man havde også lige gennemført den store centraliseringsreform, der også kostede det hvide, og som var en form for globaliseret forstærkning af universitetsreformen fra 2003.
Balling taler for den såkaldte ”tenure”, dvs. en mere sikker ansættelsesstruktur, og slutter sit indlæg med følgende markering:
”Det får en kæmpe betydning for universitetets fremtidige evne til at rekruttere nationalt og internationalt, at det nu igen er blevet tydeliggjort, at vi ikke har ‘tenure’ på Aarhus Universitet. Ansættelsesretsligt har vi jo faktisk aldrig haft det, men den seneste tids hændelser viser tydeligt, at det videnskabelige personales opfattelse af, at der eksisterede en uudtalt overenskomst om stor sikkerhed i ansættelsen, har været en vildfarelse. Desværre, må man sige – både for de, der er blevet fyret, og for hele universitetet, der går en usikker fremtid i møde.”
Peter Balling sidder også i universitetets bestyrelse, og selvom det er et fint indlæg, han har skrevet, må han for min skyld gerne skrue op for den mere principielle del af kritikken, så det hele ikke bliver hængende i det lidt tekniske ”rekrutterings”-spørgsmål.
23. Den 28. august: Spændende bog om åndsfrihed
I 2020 udgav leder af Grundtvig Akademi, Ingrid Ank, sammen med socialdemokraten, Daniel Toft Jakobsen, en bog med følgende titel:
”At være demokrat er ikke at være bange – åndsfrihed under pres”.
Bogen, som udkom på forlaget KLIM, gennemgår åndsfrihedens historie, hvor især Luther, Grundtvig og Hal Koch omtales for en række positive bidrag.
Derudover drøftes en lang række specifikke temaer, som behandles i særskilte kapitler.
Et af temaerne er ”åndsfrihed på arbejdspladsen”. Her tager forfatterne udgangspunkt i sociologen Rasmus Willigs arbejde. Willig fortæller, at en af de metoder, hvormed ånden lukkes er via sætninger som ”Du må ikke se problemer men udfordringer”. Brinkmanns arbejde nævnes også.
Ank og Jakobsen fremhæver i den forbindelse især Erik Schmidt-sagen, som et eksempel på et brud med åndsfrihedens principper.
Ank og Jakobsen noterer sig, at lærer Erik Schmidt fik en tjenstlig advarsel, fordi Schmidt angiveligt havde…
”…været negativ og været mere interesseret i at diskutere allerede besluttede forhold og overordnede politikker og udtrykke sig negativt om dem end at deltage aktivt og positivt i arbejdet.”
Schmidt vandt jo sagen med et brag i Landsretten i 2018 efter 4½ års hård kamp, men Odense Kommune og KL og andre i magtens kredse har både undervejs og lige siden forsøgt at fortie sagens indhold og konsekvenser. Så længe den slags tabuisering står på, kan ingen have tiltro til disse organisationers uddannelsespolitiske seriøsitet.
Heldigvis fik Schmidt støtte fra mange andre, hvilket man kan læse om, dels i nedenstående link om sagen og dels mere grundigt i min egen bog ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”, som udkom i foråret 2023.
Anks og Jakobsens bog indeholder flere spændende tanker. F.eks. er der et fint kapitel om forskningsfrihed, som især bygger på Heine Andersens store indsats for dette emne. De er også dybt bekymrede over både nedlukningens og digitaliseringens konsekvenser for åndsfriheden. Endelig vil jeg fremhæve en virkelig interessant analyse vedrørende friskolernes udvikling, som jeg muligvis vender tilbage til.
Ank og Jakobsen er også blandt initiativtagerne til foreningen ”Åndsfrihed”.
Links:
Link til bogen: https://klim.dk/bog/at_vaere_demokrat_er_ikke_at_vaere_bange.htm
Link til Erik Schmidt-sagens dokumenter: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt
Link til foreningen Åndsfriheds hjemmeside: http://aandsfrihed.dk/
24. Den 29. august: Ministeriets ”kandidatudvalg”
Det angreb på universiteterne, som blev iværksat i forbindelse med universitetsreformen i 2003, materialiseres nu yderligere.
Regeringens aftale fra foråret om yderligere styring, instrumentalisme og forringelser under arbejdsudbuddets herskertegn skal fra i dag præciseres af et såkaldt “Kandidatudvalg”, som består af nogle reformvenlige universitetsledere og direktører, som igennem 20 år har købt og forstærket præmissen.
Aalborg Universitets rektor har allerede helt ukritisk tweetet, at “sammen skal vi sikre uddannelser af høj kvalitet”, og interesseorganisationen Danske Universiteter deler med det samme tweetet i samme ånd.
Der nedsættes også et “Referencepanel”, som består en række interesseorganisationer, der alene tænker i “interesser”, f.eks. KL, Dansk Industri, Danske Professionshøjskoler og så videre.
Man kan læse mere om emnet på nedenstående link fra forskningsministeriet.
Der er ikke et eneste forsonende ord i materialet.
Det fremgår, at forliget er indgået af regeringen, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.
Det vil sige, at Enhedslisten, de Radikale og Ny borgerlige ikke deltager i dette angreb på samfundets kundskabsudvikling.
Links:
Ministeriets omtale: https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2023/kommissorium-for-kandidatudvalg-er-pa-plads
Omnibus’ artikel om emnet: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/kommissoriet-bag-kandidatudvalget-er-paa-plads-og-medlemmerne-er-udpeget-arts-aarhus-bss-og-nat-bliver-saerligt-udsat
25. Den 31. august: Christine Stabell Benn evaluerer nedlukningen
Professor Christine Stabell Benn har evalueret den danske nedlukning. Hendes hovedpointe er, at de mange faglige stemmer, som havde vurderinger, der afveg fra den officielle linje, blev systematisk udelukket fra de centrale policy-fora og marginaliseret i pressen.
I slutningen af sin grundige tekst omtaler hun en folkemødedebat med Rasmus Jarlov (K) og Pelle Hvelplund (EL). Hun skriver følgende om de to politikeres synspunkt:
”Men begge var også enige om, at proportionaliteten var blevet tilsidesat. Begge politikere mente, at der var grebet hårdere ind, end det var nødvendigt. Folketinget var blevet bange.”
Et angst folkestyre. Det er triste sætninger, som dog fuldt ud understøttes af Jørgen Grønnegaard Christensens store evalueringsrapport om nedlukningen fra 2021.
Benn fremhæver syv konkrete punkter, hvor hun mener, at den officielle politik var fejlslagen. Herunder følgende:
– at skolelukninger var unødvendige
– at man ikke burde have vaccineret børn og unge
– at hele testprogrammet var stærkt overophedet, pga. et alt for kraftigt fokus på smitte.
I går var jeg i øvrigt til bogreception på Institut for Idehistorie, som netop har udgivet bogen ”Pandemi! – idehistorien læser coronaepidemien”. Bogen er efter de seks mundtlige oplæg at dømme en stort set ukritisk videreførelse af nedlukningens diskursive logikker, hvor kritikere f.eks. omtales som ”konspirationsteoretikere”, og hvor nedlukningens moralske krav rammesættes som aristoteliske dyder. Der var ingen omtale af den omfattende filosofiske og politiske kritik af nedlukningen. Man manglede lidt en Stabell Benn-type, for nu at sige det på den måde. Meget AU-agtigt. Redaktøren kommer fra ”uddannelsesvidenskab” på DPU, som er et af centrene for symbiosen mellem konkurrencestat, policy og poststrukturalisme.
Nogle tror måske, at nedlukningen er slut? Men det er den ikke. Den sidder nu i statens indre, hvorfra dens logikker kan vise sig i kaotiske nedslag i alle sektorer. Vi har derfor fået en biostat, som er præget af iltre og konstante organiseringer af statistik, teknologi og krise. Nedlukningen er også centralt placeret i den nuværende regerings grundlag, hvor ordet ”krise” står overalt, direkte importeret fra nedlukningen.
Mine egne analyser er samlet i bogen ”Den store nedlukning – dagbog fra biostatens første år”, som kom i efteråret 2021. Lektøren skrev at det var en ”vægtig og saglig kritisk analyse af corona-nedlukningen i Danmark”, og det var jo pænt af ham.
Links:
Stabell Benns evaluering: https://www.linkedin.com/pulse/min-corona-pandemi-evaluering-christine-stabell-benn/
Link til aktuel bogudgivelse: https://baggrund.com/vare/forudbestilling-pandemi-idehistorien-laeser-coronapandemien/
Link til ”Den store nedlukning” med lektøromtale: https://bibliotek.dk/da/work/870970-basis%3A62553359
26. Den 31. august: Bogafbrændinger: Fra offentlig orden til landsforræderi
Jacob Mchangama har i dagens Altinget en meget interessant kronik om den nye lov om ”utilbørlig” optræden. Jeg hæfter mig ved to ting:
A.
Blasfemireglerne har flyttet “kapitel”:
Den ny bestemmelse om ”utilbørlig optræden” placeres under et kapitel i straffeloven, som hedder “Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed”.
Den gamle blasfemiparagraf lå derimod under kapitlet: “trusler mod den offentlige orden og fred”.
Fra ”orden” til ”landsforræderi”. Dette er jo et kæmpeskifte i hele det filosofiske udgangspunkt. Herfra vil alle mulige emner efterhånden bliver indrulleret i logikken.
B.
Mchangama forklarer udførligt, hvordan ubestemthederne i lovbemærkningernes vil ende med at true den kunstneriske frihed i landet. Dermed risikerer kunstnere at blive ”landsforrædere”. Herfra kan skrækken sprede sig.
Mange tak til Mchangama for at fremhæve disse ting.
Link til Mchangamas kronik: https://www.altinget.dk/artikel/justitia-det-er-uacceptabelt-at-begraense-ytringsfriheden-af-hensyn-til-trusler
Link til lovforslaget: https://www.justitsministeriet.dk/wp-content/uploads/2023/08/Lovforslag.pdf
27. Den 1. september: Ny dekan hylder universitetsloven
Den nye dekan for ARTS på Aarhus, Maja Horst, lægger hårdt ud i sin første offentlige markering, som kan tilgås i universitetets magasin Omnibus.
Horst har skrevet en decideret hyldest til den universitetslov fra 2003, som bestod i et frontalt opgør med universitetets ide og essens. Loven har siden 2006 har omdannet Aarhus Universitet til et ”corporate university”, og den laver i disse måneder yderligere ravage.
Horst viser ingen tegn på at kende til den omfattende kritik, som loven og dens konsekvenser har været genstand for gennem årene.
Det tegner ilde for pædagogikken, humaniora og teologien, som er de tre områder, der nu underlægges en forstærket og eksplicit begejstring for de antihumanistiske systemer.
Med sit indlæg understøtter Horst det opgør med forskningsfriheden, som hendes forgænger på posten, Johnny Laursen, stod for i vinters.
Links:
Maja Horsts indlæg: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/klumme-universitetsloven-fylder-20-aar-og-nej-alt-var-ikke-bedre-i-gamle-dage
Om Johnny Laursens aktioner: http://www.thomasaastruproemer.dk/johnny-laursen-forsvarer-fyringerne-paa-dpu.html