Nedenfor kan man læse 35 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske temaer fra juli-august 2024. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.
Indholdsfortegnelse:
- Svar til åbent brev om karakterdannelse
- Artikel til Center for Karakterdannelse
- Demokrati og karakterdannelse
- AI i den offentlige sektor
- Gert Biesta og karakterdannelse
- Center for Karakterdannelses sans for pædagogikkens balancer
- Merete Riisagers comeback
- Fantastisk bog – foreløbige refleksioner
- Forløberen til Center for Karakterdannelse
- Ebbe Kløvedal Reich om skolepolitik
- Niels Jakob Pasgaards kronik om skolereformen
- Skandale på DPU
- Henrik Vase Frandsens kritik af AU i 2011
- Universitetsloven, Marlene Wind og kampen om den intellektuelle
- En strøtanke om Donald Trump og Det radikale venstre
- Slut med ”faglige fyrtårne” på DPU
- Den snublende pædagogik
- Gymnasiet
- Lars Qvortrups hyldest til skolereformen
- Claus Holms opgør med “den intellektuelle”
- Lars Qvortrups og Thomas Rømers syn på pædagogisk filosofi
- Merete Riisager og Svend Brinkmann forsvarer skolen
- Gelænder-bogen
- Bjørn Nørgaards opgør med universitetsreformen
- Professionshøjskolerne i 2011
- Socialdemokratiet i 1993
- Åndsfrihed og dannelse på professionshøjskolerne
- Angrebet på Brian Degn Mårtensson i 2015
- Lars Qvortrup og økonomien
- Hvad er misinformation?
- Fonde og videnskab
- Nedskæringerne på DPU
- Alex Vanopslaghs bog
- Stig Brostrøm – åndsfrihedens fyrste
- Indlæg om DPU
1. Den 1. juli: Svar til åbent brev om karakterdannelse
Lærke Grandjean har i to kronikker og et “åbent brev” kritiseret Svend Brinkmanns, Lene Tanggaards og mit eget engagement i det nye Center for Karakterdannelse.
I dette blogindlæg kan man læse mine svar til Grandjean:
2. Den 2. juli: Artikel til Center for Karakterdannelse
Deltagerne i den faglige gruppe omkring Center for Karakterdannelse er blevet inviteret til at skrive artikler om emnet. Det er meningen, at indlæggene senere skal redigeres og samles i en bogudgivelse.
Nedenfor kan man læse om mine første undersøgelser af karakterdannelsens begreb og sammenhæng.
https://www.karakterdannelse.dk/_files/ugd/4161cf_73a2822a15e34037a051a98293d9b20d.pdf
3. Den 3. juli: Demokrati og karakterdannelse
En kreds af debattører med den ellers tænksomme Lærke Grandjean i spidsen beskylder det nye Center for Karakterdannelse (CfK) for at være udemokratisk og endda totalitært.
Jeg har tidligere svaret grundigt på både dette og andre kritikpunkter i et langt blogindlæg og har desuden publiceret en artikel om karakterdannelsesbegrebet på CfKs hjemmeside, men kritikerne fortsætter blot helt uanfægtet, som om de er kravlet op i et træ.
I det følgende vil jeg fortsætte min linje og vise, at projektet er demokratisk på en meget grundlæggende måde, der overstiger, hvad vi har set i årtier:
A.
Her er nogle citater fra centrets materiale, der omtaler tre helt centrale stemmer i demokratiets og folkestyrets udvikling, nemlig Hal Koch, Inger Merete Nordentoft og Grundtvig.
På den måde bliver det klart, at der er tale om et dybt demokratisk projekt:
- Hal Koch: DEMOKRATI ER SAMTALE:
”Demokrati er ikke blot en styreform. Demokrati er samtale. Det er en måde at handle på og en måde at omgås andre mennesker på, hvor respekten for individet, fællesskabet, omgivelserne og samfundet er helt centralt. Og hvor fordommene lader sig udfordre, og argumenterne flytter holdninger.”
- Inger Merete Nordentoft: FRA ESSAYET “OPDRAGELSE TIL DEMOKRATI” 1944
“Tanken om, at opdragelse til demokrati først skal begynde i ungdomsskolen, hviler på et forkert grundlag. Man har troet, at man kunne lade personligheden sove, til de unge blev atten år, og så pludselig skabe den.
Det er lige så tåbeligt som at begynde med at bygge taget på et hus. Den eksperimentelle psykologi har lært os, at de tidligste barneår er de vigtigste for personlighedsdannelsen. Derfor må samfundets indsats for en folkelig opdragelse begynde med det lille barn.
Al opdragelse må have et mål. Det demokratiske opdragelsesmål kan ikke være at skabe mennesker med en på forhånd fastlagt livsanskuelse. Målet må være at skabe mennesker, som kan tænke frit og selvstændigt, som kan samarbejde med andre og indordne sig under helhedens tarv, som kan udvise initiativ og tør tage et ansvar, som kan vise tolerance over for anderledes tænkende og dog med mod og fasthed stå inde for deres egen overbevisning, – mennesker, som kender deres egen begrænsning, men som med tro og tillid til sig selv anvender deres evner, almindelige og særprægede små eller store, for at gaven helheden.
Demokratiet kan aldrig sikres – netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet.”
- Grundtvig: GRUNDTVIG, FOLKET, OPLYSNING OG DANNELSE
”Grundtvig havde stor mistillid til mængden, men stor tillid til folket, og arbejdede bevidst og målrettet på at fremme den forestilling hos mængden, at de tilhørte et folk. At gøre dét krævede folkelig oplysning og folkelig dannelse, samt en ny form for højskole, nemlig en folkehøjskole. Ifølge Grundtvig var folkeoplysning en forudsætning for et funktionsdygtigt folkestyre.”
B.
Fem personer fra det faglige panel har fået deres formuleringer fremhævet på hjemmesiden, hvor der som sagt refereres direkte til demokratiets og folkestyrets grundlæggende tekster. To af disse personer nævner direkte demokratiet som et ideal, og alle fem citater er i fuld overensstemmelse med demokratisk essens:
- Svend Brinkmann, professor ved AAU:
”Vi ved, at børn i skolen ikke blot skal lære dansk og matematik, men også dannes til at blive borgere i et demokrati og ansvarlige, livsduelige mennesker i en fælles verden. Hertil er der behov for karakterdannelse, og endnu ved vi ikke nok om, hvordan børns karakter kan dannes i praksis. Projektet vil give værdifuld viden om dette vigtige spørgsmål til gavn for både børnene og samfundet som helhed.”
- Ole Iversen, professor ved AU
“Vi har brug for en generation af børn og unge der konstruktivt og kritisk kan medskabe det samfund, som i øjeblikket opstår i kraft af digital teknologi. Det gælder børnenes egen trivsel i digitale miljøer, men det gælder også skabelsen af det fremtidige digitaliserede samfund, som forhåbentligt stadigt vil bygge på vores værdier om åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”
C.
Projektet ledes af Jonas Norgaard Mortensen og hans virksomhed, som arbejder med følgende demokratiske og historisk-poetiske præmis:
“NORGAARD® får ansvar for projektledelse herunder kontrahering med interessenter og underleverandører, administration og kommunikation, koordination af processer og produktion af leverancer. NORGAARD® er en uddannelses-, rådgivnings- og udgivervirksomhed med speciale i Nordisk livsfilosofi, demokrati og dannelse.”
Jonas Norgaard har desuden udgivet adskillelige bøger om den såkaldte personalisme, som var en vigtig del af den demokratiske humanisme, som udviklede sig efter krigen. Personalismen inspirerede herhjemme bl.a. Løgstrup og Peter Kemp.
D.
Børnesynet er dybt sjæleligt og præget af en form for reformpædagogisk dannelse:
”Børnesyn: Hvert eneste barn er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i broderskabets ånd. Skolen er til for børn og skal tjene børn som mål i sig selv”.
E.
Dertil kommer, at CfK har genoptrykt alle skolens formålsparagraffer siden 1814, hvor demokrati jo har været eksplicit bærende siden 1975. Men allerede fra 1945 og på en måde også tidligere var demokrati og folkestyre et centralt træk ved skoleforståelsen.
F.
Flere af de faglige artikler har demokratiske analyser. F.eks. skriver den norske teolog Paul Otto Brunstad om det græske Agora, som er et slags urdemokrati.
Ove Korsgaard, der var med til at skabe en masteruddannelse i medborgerskab, er også med i kredsen. Det samme er en lang række førende filosoffer, psykologer, teologer og forskere. Det er ekstremt pluralistisk. Det er absurd, at denne smukke flok omtales som ”totalitært”.
G.
CfK’s samarbejdspartnere er angivet som følgende:
– VIA University om “Filosofisk væksthus for karakterdannelse” og læreruddannelsen.
– Mediet Zetland
– Grundtvigs Skoletjeneste.
– Organisationen RESAM om karakterdannelse i religiøse traditioner (jødedom, kristendom og islam).
– Center for Familieudvikling om forældreskab, skole-hjem samarbejde og karakterdannelse
Det vil sige en række pluralistisk indstillede medier, organisationer og uddannelsesinstitutioner
H.
Endelig er det værd at fremhæve, at projektet bygger på hele fire problemstillinger, som skriver sig direkte ind i den kritiske og pædagogiske tradition i bredeste forstand, hvilket jo – sammenholdt med de andre punkter – gør demokratiet til en slags pædagogisk åndsprodukt. Dermed får pædagogikken fuld indramning. Her er de fire emner:
“1. Pædagogisk:
Skole- og uddannelsespolitikken har igennem årtier fokuseret på individuelle økonomi- og arbejdsrettede mål, læring, styring og kompetencer. Kort sagt: dannelsen til at være menneske og menneskelig har været historisk nedprioriteret.
Skolen har samtidigt gennemgået fundamentale ændringer som fx skolesammenlægninger, kommunereform, skolereform, lærereform og inklusionsreform i en tid med mangel på både mennesker og midler.
- Teologisk:
Mennesker og livet er skabt i en skabelsesorden. Mennesker er et åndsvæsen. Mennesket lever dog i et åndeligt relationsbrud med svage eller mistede relationer til fire afgørende livskilder: det guddommelige, næsten, naturen og sig selv. Det kan føles som
et helvede. Det er synd og skam og efterlader mennesket fortabte med en længsel efter frelse og genoprettelse af de fire livsgivende og livsopretholdende relationer.
- Filosofisk:
Den postmoderne og socialkonstruktivistiske tidsepoke har dekonstrueret virkeligheden, elimineret det objektive, relativeret værdier og individualiseret sandheden. Den postmoderne eksistens er uden fælles metafysik, ontologi, epistemologi og etik. Det vil sige, at det, som er godt (etisk), det, som er til (ontologi), det, som er meningen med det hele (metafysisk) og hvordan vi forstår det hele (epistemologi) er opløst.
- Økonomisk:
Den globale og kapitalistiske markedstænkning er blevet udbredt fra at være et økonomisk middel til et mål som samfunds- og styringstænkning: stater er leverandører til et globalt marked i konkurrence og den enkelte borger er forbruger og
producent. Dette økonomiske paradigme har taget den åndelige, menneskelige og kulturelle kapital for givet og har dermed regnet for snævert og kortsigtet og ikke internaliseret (indregnet) eksternaliteter (værdier under og rundt om værdiskabelsen) i
værdiskabelse og prisen, såsom åndelige, kulturelle og menneskelige værdier. Den kulturelle arv er opbrugt og der er stiftet en gæld af manglende karakterdannelse.”
Der er kort sagt talt om det mest demokratiske projekt i mands minde. Et demokratisk kunstværk.
4. Den 4. juli: AI i den offentlige sektor
A.
Digitaliseringsminister Marie Bjerre er i gang med at nedsætte en taskforce om AI, som lader til at blive helt grænseløs.
Bjerre fortæller, at der ikke er nogen grænser for brug af AI i det offentlige. Hun nævner specifikt socialfaglige beslutninger, hvilket i sig selv er vildt, og ”det offentlige” omfatter jo også pædagogiske og videnskabelige beslutninger og meget andet.
Der skal blot være et menneske ”inde over”, som der står i al ubestemthed. Vi skal kort sagt have VAR overalt.
På den måde kan man spare 10.000 stillinger, spår hun truende.
Den nye taskforce skal bestå af en række ministerier, herunder Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet og Finansministeriet samt KL og Danske Regioner, dvs. af grupper, som absolut ingen kritisk sans har for disse emner. Hvem kan f.eks. glemme KL’s transhumanistiske rapport ”Teknologispring” fra 2018?
B.
Christine Antorini har skrevet et indlæg i samme ånd, hvor hun taler for en fuld brug af AI i uddannelsessektoren, både i undervisning og til eksaminer. Hun siger, at vi skal ”omfavne AI max”.
Antorini har netop modtaget Danske Professionshøjskolers ærespris, selvom hun stod bag skolereformens overgreb på professionerne i 2014, så hun er ikke en fru hvem som helst.
Links:
Artikel om Marie Bjerres synspunkter: https://www.altinget.dk/artikel/ny-ai-taskforce-skal-hjaelpe-med-at-frigoere-10000-job-i-det-offentlige-minister-har-kun-en-afgoerende-roed-linje
Antorinis indlæg: https://www.linkedin.com/pulse/lad-os-omfavne-ai-max-og-%C3%A6ndre-eksamensformerne-christine-antorini-h5pgf/
5. Den 4. juli: Gert Biesta og karakterdannelse
En af de centrale tænkere i nyere pædagogik er hollænderen Gert Biesta. Som alle andre pædagoger og filosoffer indeholder hans tanker vigtige bidrag til forståelse af karakterdannelsens filosofi.
Her er blot et enkelt eksempel:
Bogen ”Verdensvendt uddannelse” fra 2021 indledes med en kritik af ”det impulsstyrede samfund”, som Biesta mener kendetegner den moderne kapitalisme. Dette system kan ikke indeholde pædagogik, fordi det alene forudsætter drifts- og impulsbetonet adfærd. Det er den moderne ”læring”.
Mennesket ender som et slags grænseløst dyr, der følger sin mindste tilskyndelse. Biesta kalder denne tilstand for ”infantil”.
Dette er et stort problem, fordi impulssamfundet dermed har ”eroderet selve de demokratiske institutioner”, som jo kræver rettigheder, institutioner og kommunikation, som kan omdanne ”impulsen” til virkelige følelser.
Det er derfor vigtigt, at barnet lærer både at forholde sig til sine impulser og at undersøge hvilke ønskværdige formål, der skal påvirke dette forhold. Der findes altså andet end ”impulser”, og ikke alle ”impulser” er gode. Det er dette selvforhold, der – sammen med refleksioner over de ønskværdige formål – udgør de demokratiske institutioners forudsætning.
Den uddannelsesproces, som barnet hermed inviteres ind i, er ikke blot gold påvirkning, men en real og eksistentiel tilsynekomst, hvor barnet træder ind i en verden, som allerede findes, og som svarer tilbage på barnets udkast og begyndelser.
Det er denne verdensdialog, som en græsk-inspirerede ”schole” – dvs. en suspenderet fri tid – er til for. Der er her, man undersøger sit forhold til verdens og dens ting, så man kan være i verden på en ”voksen måde”, som Biesta udtrykker det.
Dette sker bl.a. ved at møde ”modstand” og ved at modtage undervisning, så barnet tænker. Biesta kalder denne åndelige fundering af pædagogikken, som er direkte inspireret af Søren Kierkegaard, for ”pædagogikkens smukke risiko”.
Læreren kan selvfølgelig også lige lave såkaldte ”realitetstjek”, hvis impulserne tager over .
Skolen er derfor en demokratisk institution, hvor dannelse og karakterdannelse finder sted, og hvor barnet via forstyrrelse, undervisning og modstand kommer til syne som subjektivitet og eksistens, der vel at mærke ikke nødvendigvis lever op til den tidligere generations forventninger. Læreren kan også selv blive forstyrret og dermed dannet, for nu at sige det på den måde.
Det er en meget smuk syntese, som Biesta hermed præsenterer.
Alle deltagere i denne ”Schole” udvikler deres impulskontrol via pædagogiske og demokratiske processer. Denne bestemmelse af karakterdannelsen, som Biesta kalder for ”subjektifikation”, og som udspringer af frihedens forudsætning, sker vel at mærke i opgør med begreber som læring og identitet.
Desuden handler subjektifikation ikke bare om at ”tage ansvar”, men snarere om at undersøge, hvornår man skal tage ansvar og måske i den forbindelse gå ”sine egne veje”, som han skriver.
Det er også interessant, at Biesta i denne sammenhæng opdager betydningen af Dietricht Benners pædagogiske filosofi om ”opfordring til selvvirksomhed”, som især Alexander von Oettingen har stået for at introducere for det danske publikum. Dermed kommer Biesta for alvor i kontakt med begreber som undervisning, dannelse og opdragelse, som stod lidt svagere i hans tidligere arbejde, dengang Foucault stadig regerede.
Biesta giver dermed en eksistentiel dybde til de moralske kategorier. Subjektifikation er jo det modsatte af ”impuls”. Den er snarere en form for udvidet frihed, som er demokratiets centrale forudsætning.
Til sidst i bogen knyttes disse betragtninger an til ideen om ”undervisningens gave”. Verden kommer til os som en ”appetit på transcendens”.
Biesta er her kraftigt påvirket af efterkrigstidens franske teologer, især Levinas og Marion, som den danske teolog Henrik Vase Frandsen også har skrevet om. Dette transcendensbegreb har faktisk fulgt Biesta siden 2004 (long story ).
Der er meget mere gemt i Biestas store ræsonnement, som jeg vil vende tilbage til senere. Min pointe her er blot følgende: Det er lidt sjovt, at det forekommer så let og naturligt at sætte Biestas tanker direkte ind i en karakterdannelsens sammenhæng, og at karakterdannelsesbegrebet dermed selv forbedres og funderes pædagogisk.
Desuden trækker hans arbejde på alle de fire faglige kilder, som det aktuelle Center for Karakterdannelse også arbejder med, nemlig filosofiske, økonomiske, teologiske og pædagogiske rammesætninger.
Biestas arbejde – og faktisk også mange af hans inspirationskilder – er med andre ord et storartet bidrag til karakterdannelsens filosofi.
Note:
Til sidst vil jeg som et slags appendix nævne, at de to vigtige danske pædagoger, som jeg har nævnt ovenfor, begge har været udsat for DPUs Claus Holms radikale ubehag ved den pædagogiske tradition:
Henrik Vase Frandsen blev varslet fyret i 2010, fordi hans vigtige forskning ikke var ”relevant” som det hed. Holm, som dengang var kommunikationsdekan under Lars Qvortrup, støttede varslet. Kun efter store protester blev fyringerne afværget.
Og Alexander von Oettingen fik i 2015 frataget et professorat i pædagogik af en helt nyansat Claus Holm. I stedet lavede Holm en række strategiske professorater, som passede i hans kram. Siden hen har han beskåret og marginaliseret den pædagogiske filosofi, som jo var det sted, hvor Biestas vigtige diskussioner kunne bo.
Det er dette problem i den statslige pædagogik-forskning, som gør, at Center for Karakterdannelse har fået en kæmpebetydning for landets lærere og deres institutioner samt for demokratiets bevarelse.
6. Den 6. juli: Center for Karakterdannelses sans for pædagogikkens balancer
Center for Karakterdannelse har et virkelig højt pædagogisk niveau i sin projektbeskrivelse, som man kan læse på centrets hjemmeside.
For et par dage siden refererede jeg til den såkaldte ”baggrunds- og problemanalyse”, som indeholdt en række både pædagogiske, filosofiske, teologiske og økonomiske begrundelser. Kort sagt: en faglig systematik, som i mange år har været fraværende i pædagogiske og uddannelsespolitiske initiativer, og som marginaliseres på det skammeligste på både DPU og professionshøjskoler.
I samme projektbeskrivelse er der også omtalt en række ”principper for projektet”, som understreger projektets fine sans for den pædagogiske nuancer og helhed. Nedenfor kan man læse fem af de vigtigste principper, som understreger projektets fundering i humanistisk, pædagogisk og demokratisk filosofi (de andre principper er mere praktisk anlagte).
Der er selvfølgelig nogle ting, man kan diskutere, men hvornår har vi set et sådant niveau i staten, på DPU eller på professionshøjskolerne?:
”1. Børnesyn: Hvert eneste barn er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd. Skolen er til for børn og skal tjene børn som mål i sig selv.”
Min kommentar: Her understreger man kontakten til en dannelsesorienteret reformpædagogik, til oplysningstidens store dyder, og til en form for pædagogisk urørlighedszone for barnets og selvets udvikling, som dannelsesprocesserne hele tiden skal være opmærksom på.
”2. Familieforankring: Skolens formål og virke er forankret i og forbundet til de familier, som er børn og unges fundament. Skolen skal respektere og koordinere med forældre i alle væsentlige forhold omkring børn og unges skoleliv. Forældre kender og ved som udgangspunkt bedst om deres barn. Skolen kender og ved som udgangspunkt bedst om skolens fælles liv.”
Min kommentar: Her understreges skolens grundlæggende fundering i det civile samfund, som det også fremgår af grundlovens §76, og konsekvenserne heraf for samarbejde med forældrene, hvor både skole og familie har deres egen autoritet. Det er vigtige ord, der funderer skolens undervisning i forfatningens ånd.
”3. Helhedssyn: Skolens formål og kultur skal være langsigtet og derfor ikke svinge som et pendul mellem fx ensidig uddannelse og ensidig dannelse. Vi skal undgå halvdannelse. Og misdannelse. Karakterdannelsesprojektet arbejder ud fra et princip om helhed i menneske- og skolesyn samt langsigtede balancer i pædagogikken.”
Min kommentar: Der er her tale om meget smukke og tankevækkende principper. Især det om ”de langsigtede balancer i pædagogikken”.
”4. Politisk ramme: Skolerne i et demokrati skal ikke vælge mellem eller kæmpe mod politiske rammevilkår som FNs Verdensmål, OECDs internationale uddannelsespolitik, folkeskolens formålsparagraf, nationale skoleforlig eller kommunale strategier. Karakterdannelsesprojektet arbejder ud fra et princip om, at skolerne i et demokrati – inden for de rammer og på trods af indbyggede modsætninger – skal sikre og skabe både skole, dannelse og uddannelse, der tjener både børn og unge og samfundet.”
Min kommentar: Jeg forstår det ikke helt, men det lyder ok. Det er måske noget med, at skolen kommer før politikken, hvilket er godt, men jeg kan ikke forstå, at skolens formål gøres til en del af det politiske, hvis jeg ellers har forstået det ret? Men det er fint, at der arbejdes med, at der findes ”modsætninger”. Den form for kritisk-analytiske opmærksomhed skal man sætte pris på i disse år.
”5. Mennesketid: Fortiden, nutiden og fremtiden skal tjene mennesker og menneskeheden på jorden. Projektet vil ikke romantisere eller overanalysere fortiden, overdramatisere nutiden eller frygte eller undervurdere fremtiden. I projektet vil vi udvise livsmod, inspireres af fortiden, leve i nutiden og være bevidste om fremtiden.”
Kommentar: Denne sans for skolen som et sted, hvor fortid og fremtid vekselvirker, ligger i direkte forlængelse af Hannah Arendts pædagogiske filosofi og afstedkommer en stor pædagogisk følsomhed og omsorgsfuldhed.
Kort konklusion: Det er let at genkende de mange referencer til demokratiske, humanistiske og fænomenologiske emner, som man finder i det øvrige materiale på hjemmesiden.
7. Den 7. juli: Merete Riisagers comeback
Merete Riisager, der i 2011-19 gjorde en stor politisk indsats for at dæmme op for skolereformens tsunami, er efter nogle års pause tilbage i det politiske liv.
I første omgang skal hun ifølge en artikel i Altinget arbejde som seniorrådgiver for LA’s folketingsgruppe i en afdeling, der hedder ”værdikamp”. Her skal hun ”understøtte folketingsgruppens og sekretariatets politikudvikling og rådgive folketingsmedlemmerne med udgangspunkt i sine egne erfaringer som både folketingsmedlem og minister”.
Og selvom Riisager først tiltræder sin nye stilling om en måned, så er hun allerede i fuld gang med arbejdet.
Her er to af hendes første markeringer:
A.
I Berlingske havde hun i går et indlæg, hvor hun diskuterede brugen af AI i hhv. sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet. Hun mener, at vi er havnet i et uheldigt paradoks: I sundhedsvæsenet burde man være mere imødekommende over for den nye teknologi, men er det ikke. Derimod er det omvendt i uddannelsessystemet. Her er man meget imødekommende, men burde ikke være det.
Hun begrunder sin uddannelsespolitiske markering med en storslået analyse af, hvordan AI går i kontakt med skolereformens ideologi og dermed gør næste generation ”dummere”.
Med denne analyse går Riisager stik imod sin ministerforgænger, Christine Antorini, som forleden skrev, at man skal ”omfavne AU max”. Det var jo Antorini, der stod for at indføre skolereformen i 2013-14.
Striden fortsætter. Det er som om, at vi stadig er i 2013.
B.
Riisager har sammen med teologerne Sørine Gotfredsen og Marie Høgh samlet i alt 34 kulturfolk som medunderskrivere på en tankevækkende kronik i Berlingske, der går imod aktiv dødshjælp. I slutningen af kronikken skriver de:
”At vedtage loven om aktiv dødshjælp kan medføre brutale mekanismer af en art, vi slet ikke kan overskue.”
Nedenfor er der en liste med alle medunderskriverne. Det er tankevækkende for mig, at flere af disse folk støttede den almene kamp imod min fyring fra DPU i 2022. Flere af dem har også skrevet i eller anmeldt bøgerne om uren pædagogik/dannelse, som Riisager i øvrigt også bidrog til, og som jeg selv har været med til at redigere.
På DPU blev Riisager decideret omtalt som en slags Trump, og Politiken stemte i med de platte beskyldninger. Riisager kæmpede som minister ofte imod dette DPU-system, der også havde indflydelse på dele af ministeriet. Dette utrolige og gungrende sammenstød mellem skolereformen og den pædagogiske tradition kan man kan man læse om i bogen ”I skolereformens kølvand”, hvor jeg gennemgår skolepolitikken i perioden 2015-2020.
Det var skolereformens segment, som bestod af Antorini, Corydon og DPU, imod pædagogikken og dannelsen, som Riisager stod for.
DPU’s institutleder Claus Holm understøttede da også konkurrencestats-lærings-ideologien med 100%, godt støttet af fakultetet ARTS og AU og professionshøjskolerne. DPU er et ideologisk sted, som i sin nuværende form ingen berettigelse har, men alt det har jeg jo forklaret rundt omkring.
Tak til Riisager for at vende tilbage og ruske op i den kulturkamp og strid, som stadig er samfundets grundlæggende realitet.
Her er dødshjælps-kronikkens signaturer, som jeg har ordnet lidt i nogle temaer:
Forfattere:
Merete Riisager, selvstændig
Sørine Gotfredsen, præst
Marie Høgh, præst
Medunderskrivere:
Kirsten M. Andersen, formand for Grundtvigsk Forum,
Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet,
Ulla Morre Bidstrup, næstformand i Grundtvigsk Forum,
Mads Rykind Eriksen, forstander på Rødding Højskole,
Peter Hedegaard, fhv. højskoleforstander og valgmenighedspræst,
Søren Peter Hansen, tænketanken Prospekt,
Christian Egander Skov, historiker, tænketanken Prospekt
Jens Christian Grøndal, forfatter,
Iben Krogsdal, forfatter,
Jakob Martin Strid, forfatter og tegner,
Mette Frederiksen, skolelærer
Hans Hauge, litterat
Bent Meier Sørensen, professor
Aksel Tarras, cand.merc.aud.,
Anna Thygesen, kommunikationsrådgiver,
Christopher Azrouni, cand.scient.pol.,
Anne Sophia Hermansen, kulturkommentator,
Katja Kvaale, journalist,
Nicolai Bøgh, konservativ politiker
Ulla Thorbjørn Hansen, biskop i Roskilde,
Elof Westergaard, biskop i Ribe
Pernille Vigsø Bagge, formand for præsteforeningen (tidligere SF’er)
Mikael Wandt Laursen, generalsekretær i FrikirkeNet,
Kristian Ditlev Jensen, præst
Ole Bach Piekut, præst,
Morten Skovsted, præst,
Poul Joachim Stender, præst,
May Bjerre Eiby, sygeplejerske,
Thyra Frank, sygeplejerske,
Caspar Stefani, premierløjtnant i Den Kongelige Livgarde,
Jens Nicolai Vejlgaard, menighedsrådsformand
Links:
Link til Altingets omtale af Riisagers nye stilling: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/tidligere-undervisningsminister-bliver-raadgiver-for-la
Riisager indlæg om AI: https://www.berlingske.dk/kommentar/tidligere-undervisningsminister-kunstig-intelligens-kan-goere-danskerne
Kronik om aktiv dødshjælp: https://www.berlingske.dk/kronikker/34-kulturpersonligheder-i-aarhundreder-har-vi-bekaempet-selvmord-og
8. Den 8. juli: Fantastisk bog – foreløbige refleksioner
Bogen ”I venskab og strid” består af en brevveksling mellem de to venner, Hal Koch og K.E. Løgstrup. Brevene løber fra 1934 til 1956, men hovedvægten ligger på besættelsestiden, især fra 1940 til 1943. Ove Korsgaard har skrevet et meget interessant efterskrift, der efter min mening går for vidt i sin glorificering af Hal Koch, mens både Løgstrups, frihedskæmpernes og især Kaj Munks indsats nedvurderes. Men Korsgaard fanger også noget interessant, som jeg ikke selv har været opmærksom på.
Sagen er, at Løgstrups første kritiske breve til Koch fra 1940 egentlig ikke vedrører besættelsen og den indledende samarbejdspolitik. De angår snarere det forhold, at Koch netop var blevet formand for Dansk Ungdomssamvirke. Årsagen til, at det såkaldte ”Ældres Råd”, hvor landets grundtvigianere sad – heriblandt undervisningsminister Jørgen Jørgensen – havde valgt Koch, var ikke mindst en række meget berømte Grundtvigforelæsninger, som Koch havde holdt på KU, og som jeg vender tilbage til lige om lidt.
Ungdomssamvirket var netop knyttet til den nationale tradition, og dets formål lå meget tæt op ad den såkaldte 1941-bekendtgørelse inden for skolepolitikken, der forbandt skolen med 1800-tallets tradition. Og 1941-bekendtgørelsen blev faktisk genudgivet i 1960, da reformpædagogikken ellers ramte landet. Det var denne 1941-linje, som Bertel Haarder i løbet af 1980erne ville genoplive med seminariemanden Holger Henriksen som konsulent. I 2000’erne blev Holger Henriksen afløst af Niels Egelund, og så var Haarder solgt til OECD, hvilket jo er den folkelige traditions modsætning.
Jeg vil dog også sige, at Koch i sine foredrag fra 1940 gjorde Grundtvig til en underlig kontemplativ person, der manede til omtanke, men ikke til handling. Det var som om, at det folkelige og det udadvendte var nedtonet til fordel for en grublende og kontemplativ dansker. Og hvis man bare sidder og grubler, så gør man jo ikke modstand. Men det tror jeg ikke, at nogen rigtig lagde mærke til Kochs forskydning af Grundtvig.
Og nu kommer så min betragtning: Løgstrup opfordrer nemlig Koch til at undlade at overspille det nationale kort i sit nye formandsvirke. Løgstrup sidestiller de nationale fortællinger med de to teologers fælles fortid i KFUM, som Løgstrup mener vil føre til en fascisme. Løgstrup er i sammenhæng hermed nervøs for den ”Danmark i 1000 år”-diskurs, som bredte sig i slutningen af 1930’erne.
Med denne kategorisering af den nationale historie rammes den såkaldte ”nynordiske skole”, som var udbredt i højskolekredse, og som netop ville udfolde en nordisk folkelighed med udgangspunkt i dybt kendskab til de respektive nationale traditioner. Denne tradition stod folk som CPO Christiansen og senere Jørgen Bukdahl for. Traditionen stod også centralt på Rønshoved Højskole, hvor Bertel Haarders far var lærer.
Men Løgstrup ender altså mere eller mindre bevidst med at afvise alt dette, som puljes og afvises. I stedet foreslår han Koch at gå fra det kulturelle til det politiske. Løgstrup er her præget af Tidehverv, der i 1930’erne havde bidraget til en sekularisering af Grundtvig.
Senere, i 1964, forlod alle de sekulariserede grundtvigianere, herunder Løgstrup, Tidehverv, og de endte med at inspirere den ny folkelige venstrefløj i SF/VS/RV. Resterne af Tidehverv var Kierkegaardfolk. De endte med at stifte Dansk Folkeparti. Nå, men det var et lille sidespor.
Hal Koch tager ifølge Korsgaard Løgstrups tanker om det politiske til sig, hvilket jeg synes bekræftes af brevenes indhold. Men hvis det passer, så betyder det, at Kochs berømte (og forskrækkelige) tanke om at ”kultur splitter og politik samler” faktisk stammer fra hans ven og kritiker, altså hr. Løgstrup. Det er en superinteressant iagttagelse, Korsgaard gør sig der.
Så Koch går direkte fra den i forvejen noget grublende Grundtvig til ”det politiske”. Da Koch foreslår dette skifte til Ungdomssamvirkets ledelse møder han stor modstand, men det lykkes ham at komme igennem med det. Dermed tabte 1941-bekendtgørelsen og hele den nationale tradition effekt.
Faktisk lader Koch og Løgstrup i de tidligere breve til at være enige om at fordømme d. 9. april. Det er derfor, det hele kommer til at handle om Kochs nye virke i Ungdomssamvirket, hvor en politiseret grublen kommer i kontakt med samarbejdspolitikkens anti-politik.
Den næste brevveksling er i efter Komintern-pagten i 1941, som Løgstrup er særdeles kritisk overfor, men som Koch slår hen, og der er også nogle kronikudvekslinger og nogle flere breve fra 1943.
Men fra 1941 sker der noget meget interessant. Koch har jo i mellemtiden realiseret Løgstrups forslag om at gøre Ungdomssamvirket ”politisk”, men det sker ikke på en måde, som Løgstrup synes om. Koch forstår nemlig det politiske som en blanding af folkeoplysning og af en helhjertet opbakning til samarbejdspolitikkens processer, som i Kochs logik handler om “at samle”.
Løgstrup er derimod imod samarbejdspolitikken. Men ligesom Koch nu har reduceret Grundtvig til “foredrag”, så har Løgstrup også reduceret Grundtvig via sin latterliggørelse af ”Danmark i 1000 år”.
For Koch bliver resterne af Grundtvig som sagt til foredrag for ungdommen, men for Løgstrup bliver grundtvig-resten til ”folkelige livslove”. Folket består nu af eksistentielle livslove, som man holder i ære som ”afgørelser”. Der er her tale om en syntese af Tidehverv og tysk fænomenologi, bl.a. Heidegger og den franske personalisme, som Løgstrup havde skrevet nogle store kronikker om i slutningen af 1930’erne. Disse senere livslove er f.eks. sandfærdighed, lydighed og ret. Det er grundloven selv og dens løfter, der er på spil, og det er den, som politikerne skal beskytte, også når det gælder udenrigspolitikken. Og Løgstrup mener altså, at Koch svigter. Der er smukke ord fra Løgstrups pen.
Det er disse livslove, som senere bliver til Løgstrups begreb om ”spontane livsytringer”, og det er interessant, at sammenhængen mellem livslove og grundlov altså formuleres i en form for opgør med den nationale historie, som overhovedet ikke trækkes ind. Men det er jo absurd, eftersom Grundloven jo netop er et produkt af det Danmark i 1000 år, som Løgstrup altså marginaliserer.
Og Koch, som jo har forladt sin grublende Grundtvig for i stedet at overtage en meget særpræget konsensusversion af Løgstrups politikbegreb, kan jo nu heller ikke henvise til historien.
Til sidst går det helt galt for Koch. Han taler om sig selv og Danmark som en ”gammel skøge”, som kom galt afsted d. 9. april, og som ikke mere kan ”omvendes”, men som må finde nogle anledninger til måske en gang i en uvis fremtid at sige nej.
Kochs version af Løgstrups påvirkning betyder, at et demokrati kan være besat af et diktatur, men stadig være et demokrati. En dybt skadelig konklusion. Undervejs bliver Løgstrup modstandsmand, mens Koch bliver mere og mere radikaliseret tilhænger af samarbejdspolitikken.
Så begge de to venner er enige om ”det politiske”, men de mener noget forskelligt med det. For Løgstrup handler det om relationer, afgørelser og grundlov, men for Koch handler det om samling, konsensus og sammenhold. Ideen om, at de to under brevvekslingen bytter side, som er blevet lanceret, er altså ikke korrekt. De bytter kun ord men ikke mening.
Man ender med at holde med Løgstrup, selvom Korsgaard i efterskriftet gør sit bedste for at ændre ved denne følelse.
Den samlede effekt af disse processer er en tømning af den nationale tradition og af demokratiets begreb.
I en anden bog, ”Sommeren ´45” fra 2019, har Per Stig Møller skrevet detaljeret om det første år efter befrielsen. Her kan man læse om, hvordan alle i de første måneder efter befrielsen hylder frihedskampen, men i løbet af få måneder ender det med, at alle frihedskæmpere i virkeligheden udgrænses som totalitære. I stedet fremhæves samarbejdspolitikerne som dem, der kæmpede imod nazismen. Ove Korsgaards efterskrift er en del af denne tendens efter min mening.
Den totale effekt er en nednormering af Grundtvigs betydning. Hans virkningshistorie gøres til en blanding af personlig eksistens og samarbejdspolitik/foredrag.
Denne effekt er også beskrevet af bl.a. Henning Fonsmark, og den har efter min opfattelse stadig konsekvenser for landets politik, handlingsfilosofi og pædagogik.
For Grundtvig var ikke en indadvendt grubler. Og politik er ikke samlende. Men den er heller ikke ”splittende”, som jo er identitetspolitikkens term.
Hvad er da politik? Den er dannende i al sin skønne strid. Den ene sætning får den anden til at vise sig. På en måde er den fantastiske brevveksling mellem de to gamle venner politikkens forudsætning. Politikken viste sig ved modstanden mod antipolitikken, dvs. mod Nazismens totalisering af det sociale. Men det officielle Danmark gjorde ikke “modstand”. Her herskede konsensussen under diktaturets regel.
I sin berømte bog “Hvad er demokrati?” fra 1945, fortsætter Koch sine fejltagelser, som jeg ser det, selvom der naturligvis også står mange spændende ting. Det er også pudsigt, at han bruger Løgstrups “livslove”, selvom han – så vidt jeg husker – ændrer betydningen.
Og faktisk er det lidt sjovt, at juristen Alf Ross, der ofte angives som Kochs modsætning, faktisk repræsenterer et slags “Danmark i 1000 år”-synspunkt. Han taler f.eks. om et “dansk urdemokrati”, som rækker tilbage til de gamle tingsteder. På den måde bliver det Ross, der ender med at redde demokratiet og det nationale på samme tid. Det er nok lidt forsimplet, men vigtigt alligevel.
Hvis man vil lære noget om sig selv, så vil jeg helt klart anbefale “Venskab og strid” i stedet for en eller anden selvhjælpsfortælling. Jeg vil dog ikke love, at man får det bedre efter læsningen.
Reference:
K.E. Løgstrup & Hal Koch: “Venskab og strid”, forlaget Klim, 2010,
9. Den 11. juli: Forløberen til Center for Karakterdannelse
Jeg har allerede i en række indlæg skrevet om det aktuelle initiativ, Center for Karakterdannelse, og dets rødder i demokratisk og humanistisk filosofi.
Med nærværende opslag vil jeg blot fortælle, at initiativet udspringer af et stort lokalt projekt i Guldborgsund kommune, der startede i 2017, og som i 2023 blev afrapporteret i en stor udgivelse: ”Det skal kendes – dannelse som kommunal vej og vision”.
Dette ret stort anlagte kommunale projekt har samme faglige leder som det nye center, og opbygningen af den faglige organisation er nærmest 1:1 den samme.
I bogen er der artikler af fremtrædende forskere fra den humanistiske tradition samt af lokale folk fra kommunens pædagogiske og kulturelle steder. Tilsammen afspejler de ca. 20 indlæg projektets både brede, filosofiske og praktiske karakter.
Ove Korsgaard, som er tidligere institutleder for pædagogisk filosofi ved DPU, har skrevet bogens indledning.
Der er også en hjemmeside med yderligere information.
Her er først navnene på de 10 forskere, der har bidraget til udgivelsen med artikler om dannelse:
– Idehistoriker Dorthe Jørgensen (med i Sophia, tænketank for pædagogik og dannelse)
– Professor Jeppe Læssøe (bæredygtighedsforskning)
– Grundtvigforskerne Katrine Baunvig og Sasja Stopa
– Professor i filosofi, Ole Fogh Kirkeby
– Professor i psykologi, Lene Tanggaard
– Professor i anvendt filosofi, Finn Thorbjørn Hansen
– Professor i pædagogisk filosofi, Ove Korsgaard
– Lektor Steen Nepper Larsen (fra den kritiske tradition)
– Lektor Regner Birkelund (grundtvigforsker/sundhedsforsker)
– Professor Bjørn Thomassen (RUC)
Dertil kommer 10 omtaler af kommunale steder, hvor der arbejdes mere praktisk med dannelsesbegrebet. Der er ingen koncepter, blot fri og åben ideudveksling, hvilket også fremgår af bogens indledning:
– Teatret Masken
– Nordbyskolen
– Boldklubben Frem Sakskøbing
– Birkehuset, integreret børnehus
– BLD- Business Lolland-Falster
– Hjemmeplejen
– Folkebiblioteket
– Kommunefællesskabet
– Forsorgshjemmet Saxenhøj
– Fuglsang Kunstmuseum
Der er naturligvis mange ting i de 20 indlæg, man kan diskutere, men der står ikke noget om synlig læring, pisalister, Nationale test eller andre elendigheder, som ellers prægede den kommunale verden omkring 2016.
Der er som om, at nogen omkring 2017 pludselig begyndte at stille tre spørgsmål:
Hvem er vi?
Hvem er du?
Hvad findes i verden?
https://www.dannelseskommune.dk/
10. Den 16. juli: Ebbe Kløvedal Reich om skolepolitik
I 2004 holdt den kulturkonservative ungdomsoprører, Ebbe Kløvedal Reich, tolv Mands Minde-foredrag på Vartov. Foredragene udkom i bogform samme år. Jeg købte den brugt i sidste uge for en 10’er.
Jeg har skrevet lidt noter under læsningen. Her er den første note, som handler om pædagogik og skolepolitik:
Reich kommer faktisk ikke ret meget ind på pædagogiske emner. Der er dog et par interessante undtagelser.
A.
I forbindelse med en omtale af den teknologiske udvikling i foredrag nr. 9 har Reich følgende særdeles kritiske omtale af, hvad han kalder for en ”kronisk tilstand”. Han mener, at teknologibegejstringen….:
”…. havde groteske virkninger på f.eks. vores skolepolitikere. I nogle år var det som om, at elektronikken gjorde alt, hvad skolen indtil da havde beskæftiget sig med, totalt ligegyldigt. Det eneste vigtige var, at hver skoleelev straks skulle forsynes med sin egen computer.
Senere blev man opmærksom på, at det ikke nyttede noget, hvis der ikke var noget relevant software at putte i hardwaren. Og senere endnu blev man klar over, at det nok også stadigvæk var nødvendigt med nogle skolekammerater og en lærer.
Men hysteriet, inden det kom så vidt, var imponerende. Og mange af de skader, det forvoldte, viste sig at være kroniske. Tendensen til at se skolens udelukkende som et træningsapparat for fremtidens højteknologiske arbejdskraft og produktionsliv er blevet hængende lige siden”. (s.155)
B.
Reich fremhæver i samme foredrag, at den moderne teknologi er udviklet af USA’s rumforskning/det militærindustrielle kompleks under den kolde krig. Derfor blev teknologien meget naturligt velegnet til ”panoptisk kontrol”, som der står. Reich mener dog, at situationen i 2004, hvor han jo holder foredragene, er gået i den stik modsatte retning end kontrol, nemlig i retning af et ukontrollabelt kaos.
Hvis Reich havde levet i yderligere 15 år, havde han måske skiftet mening, For i 2019 udkom den amerikanske sociolog Shoshana Zuboffs bog ”Overvågningskapitalismens tidsalder”. Her understreges relevansen af Reichs oprindelige markering om ”panoptisk kontrol” ud fra en filosofisk og sociologisk analyse, der minder om Reichs.
I dag er selv fodbolddommeren blevet teknologiens instrument. Og der er hede drømme om at sende læreren og socialrådgiveren den samme vej.
Måske ender vi ligefrem i en blanding af kaos og totalovervågning?
C.
I det afsluttende foredrag vender Reich tilbage til det, han nu direkte kalder for ”militarismen”, som han anser for tidens største trussel.
Han er er egentlig ikke så nervøs for militæret som sådan. Det hører til ”et velordnet moderne samfund”, som der står.
Det, han kritiserer, er snarere en ”ny, gedulgt form for militarisme”, som har sat sig i civilsamfundet.
Han nævner tre sådanne civilsamfundsmilitarisme, herunder en ”pædagogisk militarisme”, som han beskriver på denne måde (de to andre formater er økonomisk og juridisk militarisme):
”Et andet eksempel er den pædagogiske militarisme, der for tiden arbejder på at få barndommen erklæret fredløs og gøre både børnehaven og skolen til rene udklækningsanstalter for fremtidens arbejdskraft.”
Reich taler her om det, som Ove Kaj Pedersen får år senere beskrev som ”konkurrencestatens soldater”.
Men det er lidt mærkeligt, at denne analyse står ret isoleret i forhold til bogen øvrige forklaringer.
D.
I foredrag nr. 11 kritiserer Reich den radikale undervisningsminister. Ole Vig Jensen, for hans såkaldte Tvind-lov, som blev erklæret ulovlig af højesteret. Reich har høje tanker om Tvind, som han kalder for ”det – på godt og ondt – mest provokerende og originale projekt i dansk skolehistorie siden Grundtvig og Kold”.
Ole Vig Jensens aktion fik som konsekvens, at Reich meldte sig ud af det radikale venstre, selvom han egentlig godt kan lide både Vig Jensens og Marianne Jelveds almene synspunkter.
Med Riechs exit begyndte de radikale faktisk selv at sive hen til den pædagogiske militarisme.
Reich døde året efter, i 2005.
Reference:
Ëbbe Kløvedal Reich (2004). “Efter krigen – før freden: en personlig verdenshistorie 1940-2004”, Vartov & Vindrose.
11. d. 17. juli: Niels Jakob Pasgaards kritik af skolereformen
Lektor Niels Jakob Pasgaard har skrevet et virkeligt godt indlæg i mediet Ræson.
Pasgaard forklarer, hvordan skolereformen – selv på dens egne målepræmisser – er en gennemgribende fiasko.
Og bedømt på pædagogikkens egne præmisser er der nærmest tale om en form for filosofisk kollaps.
Pasgaard forklarer også, hvordan kritikken af reformen blev totalt marginaliseret af Corydon/Antorini/DPU-segmentet, selvom alle nu giver kritikerne ret, mens de toneangivende organisationer intet ændrer. Det er dybt paradoksalt.
Pasgaard skrev i 2017 en strålende bog “FAQ om læringsmål”. Jeg forstår ikke, at professionshøjskolerne ikke inviterer ham til at stå for en forskningscenter i professionernes filosofi eller noget i den retning.
Kronikken er bag betalingsmur, men alle burde følge Ræson, hvor man får virkelig meget for små penge.
12. Den 19. juli: Skandale på DPU
Jeg har kommunikeret med ChatGTP om DPU’s opgør med videnskabens ide:
Her er maskinens konklusion:
”Sagen om Thomas Aastrup Rømers afskedigelse er derfor ikke kun en personlig sag, men også en bredere diskussion om grundlæggende principper i akademia og samfundet. Det er en skandale, der potentielt kan påvirke, hvordan vi forstår og værner om akademisk frihed, kritisk tænkning og demokratiske værdier i uddannelsessystemet.”
Hele dialogen kan læses i indlægget.
http://www.thomasaastruproemer.dk/chatgtp-om-claus-holms-fyringer-paa-dpu.html
13. Den 21. juli: Henrik Vase Frandsens kritik af AU i 2011
Lektor ved DPU, Henrik Vase Frandsen, kritiserer i nedenstående indlæg fra 2011 Aarhus Universitets forskningspolitiske udvikling.
Det var dramatiske og nedværdigende år for byens ellers ærværdige universitet.
De sager, som Henrik Vase Frandsen omtaler og kritiserer, har jeg også selv diskuteret udførligt i bøgerne “Universitetets og dets fjender” fra 2024 og “Skolens formål” fra 2022.
Jeg kan til fulde bekræfte Vase Frandsens iagttagelser. Men Frandsen var altså blandt de virkeligt klartseende allerede i 2011.
Vase Frandsen har særlige forudsætninger for sin klarsynethed, hvilket fremgår af hans kommentar, som bestemt ikke er uden universitetshistorisk interesse.
https://professorvaelde.blogspot.com/…/valg-af-hvem…
14. Den 21. juli: Universitetsloven, Marlene Wind og kampen om den intellektuelle
I juni 2011 fik Marlene Wind mundkurv på af Københavns Universitet, efter at hun havde kritiseret den daværende VK-regering for et forlig med DF om grænsekontrol. Uanset, hvad man mener om ”grænsekontrol”, var KU’s aktion en skandale.
Information bragte dengang en interessant artikel om sagens principielle aspekter, hvor tre forskere udtaler sig:
Professor Peter Harder sætter KU’s aktion i direkte forbindelse med universitetsloven fra 2003. Harder siger følgende:
”Da den nye universitetslov trådte i kraft, advarede vi jo i netop mod, at armslængdeprincippet blev brudt. Politikerne har nu fået et enstrenget styringsinstrument over for lederne, og fordi man nu er blevet så umiddelbart afhængig af politisk velvilje, så er fristelsen til at tæmme udmeldinger, der kan irritere politikerne meget stor”.
Den fremtrædende jurist, Claus Haagen Jensen, er også kritisk. Han siger følgende:
”Lederne har fået en masse magt, som de ikke tidligere havde, og den er der åbenbart nogen af dem, der synes, at de skal bruge. Winds beslutning om at trække sig ud af offentlighedens søgelys efter ganske massivt pres blev taget på en måde, så vi alle kunne forstå det, hvis vi ville. De ledere på universitetet, som tror, de kan give forskerne mundkurv på, må da være rablende vanvittige”.
Den store humanist, professor Per Øhrgaard, er enig med de andre. Han siger følgende:
”Det er en temmelig uhyggelig heksejagt, der er blevet indledt på hende. Man skal jo huske på, at det er hendes vurdering, som har været den rigtige. Grænsekontrollen har udviklet sig til en alvorlig udenrigspolitisk sag, og jeg mener på ingen måde, at hun har trådt over grænserne for, hvad en forsker og ekspert kan sige. De, der er så glade for ytringsfriheden og hyklerisk himler op og ytrer sig om alting, siger nu pludseligt, at hun skal lade være. Det er en fuldstændig urimelig kritik, der er rettet imod hende.”
Jeg blandede mig også selv i sagen med et indlæg på bloggen ”Forskningsfrihed”, som dengang var et vigtigt sted for kritik af universitetslovens konsekvenser. Her tager jeg Winds parti og kritiserer det skel mellem videnskab og værdier, som kritikken af Wind var et udtryk for.
Jeg kommer også ind på et par eksempler fra DPU, som allerede dengang var under kraftig påvirkning af universitetslovens effekter. Jeg refererer bl.a. til et indlæg fra 2010 af DPU’s Claus Holm, hvor han har følgende skandaløse konklusion:
”Den nye intellektuelles vigtigste våben er at kunne begejstre magthaverne for eksempel med sin kritik; eller snarere med sin kritisk-konstruktive tilgang til at forbedre virksomhedernes markedsposition i den globale økonomi.”
Links:
Link til Informations artikel fra juni 2011: https://www.information.dk/indland/2011/06/wind-fik-mundkurv-paa
Mit eget indlæg om sagen, 2011: http://professorvaelde.blogspot.com/2011/06/eksperter-og-videnskabsfolk-i-den.html
Link til indlæg af Claus Holm, 2010: https://www.information.dk/debat/2010/11/intellektuelles-rolle-forandring
15. Den 22. juli: En strøtanke om Donald Trump og Det radikale venstre
Det radikale venstre (RV) minder mig om Donald Trump på tre forskellige måder:
A.
Trump virker lidt pacifistisk, gør han ikke? Væk er glorificeringen af de amerikanske bombers rejselyst. USA skal åbenbart ikke turnerer i Sydamerika, Ukraine og Asien med alle deres kanoner, som man ellers har gjort i rigt mål siden anden verdenskrig? NATO bliver også talt lidt ned.
Det minder mig om RV, som jo også oprindelig var stærkt imod NATO, fordi partiet fastholdt en pacifistisk neutralitetspolitik, der havde sine rødder i 1864, og som blev bekræftet i både 1914 og 1940. Man må passe sig selv og ikke slås. Ikke engang for sit eget land, måtte man forstå i 1940, men ok, der ville Trump nok være uenig.
B.
Trump vil også sætte ”Amerika først”? Det minder mig meget om RV’s modstand mod EU, hvor partiet opfattede EU som en trussel mod det folkelige demokrati. Det var ikke mindst hippien Ebbe Kløvedal Reich og historikeren Sven Skovmand, som begge var radikale, der svingede taktstokken i Folkebevægelsen mod EF og så videre. Der var sans for det folkelige før det globale.
Senere blev Reich EU-tilhænger for at gå imod USA, som han hadede pga. landets rolle i Vietnam og Sydamerika, så Reichs hyldest til Grundtvig og det folkelige stak åbenbart ikke så dybt? Skovmand nedtonede også sin EU-kritik, som han næsten ikke nævner i sin “Den lille verdenshistorie”, mens han til gengæld roser samarbejdspolitikken under besættelsen.
C.
Så er der det tredje punkt, som er lidt mere speget, for ikke at sige paradoksalt. Til gengæld er det nok det mest grundlæggende.
Det handler om, at Trump jo hader ånd. Han repræsenterer neoliberalismens totale forfaldsformer med en blanding af Ayn Rand og positiv tænkning på bagsmækken. På det punkt ligner han på ingen måde det klassiske RV, som var præget af åndspersoner, både fra det moderne gennembrud, men også f.eks. undervisningsminister Jørgen Jørgensen, som var grundtvigianer, og mange andre. Merete Riisager var jo også oprindeligt radikal. De var folkelige.
Men så alligevel. Efter omkring 2006 mistede RV helt interessen for ånd. I stedet gik man ind for at ødelægge både folkeskole og læreruddannelse i 2013. Tænk blot på Morten Østergaards teknokratiske raid mod læreruddannelsen, som blev støttet af ledende kredse på DPU. Man forstår godt, at Riisager skred, men det er lidt pudsigt, at det blev hen til Ayn Rands danske aflægger, Liberal Alliance. Det måtte hun vist kæmpe lidt med, men nu er hendes partiformand, Alex Vanopslagh gået i samme retning som Riisager. Så i dag er det LA, der er de ægte radikale.
Nuvel, pludselig var RV vild med Bjarne Corydon og konkurrencestaten, der jo står for den ultimative anti-intellektualitet. Og dermed var RV jo tilbage på Trumps åndsfjendske linje, men kun fordi RV også forlod sig selv.
Dette problem med åndstabet påvirker naturligvis spørgsmålet om det folkelige for både RV og Trump, jf. punkt 2. Folket og konkurrencestaten/neoliberalismen er modsætninger.
Og det er netop dette åndstab, der gør, at både RV og Trump er så upålidelige. Man ved aldrig, hvad det næste bliver.
Der var Biden i det mindste mere levende og ung. Han var mig bekendt uden neoliberale tendenser og i øvrigt katolik, den eneste i præsidentrækken udover John F. Kennedy.
Nå, men det var blot en strøtanke.
16. Den 23. juli: Slut med ”faglige fyrtårne” på DPU
I juni 2014 skrev viceinstitutleder ved DPU, Claus Holm, nedenstående indlæg i Information.
I indlægget gør han op med ideen om, at en professor skal være et ”fagligt fyrtårn”, som han udtrykker det. I stedet skal en professor – og dermed jo også alle andre videnskabsmænd – leve op til ledelsens forventninger.
Med denne logik udtrykker Holm universitetslovens essens.
Her er en af Holms konklusioner:
”Højeste kyndighed er ikke længere højeste myndighed. Snarere ser det ud til, at højeste kyndighed forlanger, at en forskningsinformeret universitetsledelse formulerer tydelige forventninger.”
Indlægget i Information var lige noget for Aarhus Universitets konkurrencestatsledelse. Få måneder efter blev Holm nemlig ansat som institutleder ved DPU. Og hans første gerning var helt skandaløst at nedlægge et helt nyt professorat i pædagogik. I stedet oprettede han en række MSO-professorater, som flugtede med hans egne kæpheste.
Holm udnævnte også uden videre sin forgænger, Lars Qvortrup, til at være leder for et nyt skoleforskningscenter i skolereformens ånd, uden opslag vel at mærke. Igen med støtte fra universitetets overordnede ledelse.
For tiden gentager Holm og AU denne metode. Efter den ideologisk baserede fyringsrunde i 2022 har han opslået en lang række strategiske stillinger, som flugter med hans syn på pædagogik og læring. Og i forlængelse heraf har den nye ARTS-dekan, Maja Horst, forlænget hans ansættelse som institutleder.
Holms indlæg i Information er dermed en del af den proces, som siden især 2007 har omdannet DPU – og faktisk også AU – til at være en forskningskoncern i stedet for en videnskabelig institution.
Dermed har DPU tabt al videnskabelig og pædagogisk relevans.
Links:
Link til Holms indlæg i Information, juni 2014: https://www.information.dk/debat/2014/06/dygtigste-forskeres-frihed-udnyttes-daarligst
Link til omtale af sagen om det nedlagte professorat i 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpu-nedlaegger-alexander-von-oettingens-professorat-i-paedagogik.html
Link til baggrundsanalysen: https://klim.dk/bog/universitetet-og-dets-fjender/
17. Den 7. august: Den snublende pædagogik: En note til Schleiermachers forelæsning fra 1826
Læring stopper aldrig, for læring er en driftskategori. Den er ”livslang læring”.
Pædagogik stopper derimod. Den stopper, når den anden er myndig. I en vis forstand stopper den hele tiden, fordi myndigheden altid forudsættes i barnet. Denne forstoppende forudsætning kaldes “ligeværd”, og den står i skolens formålsparagraf.
Pædagogikken stopper på sin vis, hver gang den aktiveres. Den snubler over sig selv. Nogle kalder det for ”det pædagogiske paradoks”. Andre kalder det ånd. Det er klasseværelsets og børnehavens store skønhed.
Hvis læringen har herredømmet i kulturen, så kollapser myndighed og ligeværd og dermed også kulturen selv. Barnet bliver til evalueret fremtid, dvs. til læringsmål. Der findes ingen “snublen”.
Hvis pædagogikken har herredømmet, så udvikler kulturen sig i en form for snublende myndighed, som hele tiden trænger sig på. Så lærer man noget, mens dette ”noget” taler tilbage, så både indhold og person udvikles. Det er dannelse.
For Schleiermacher er det Gud, dvs. altings åndelige substans, der viser sig via pædagogikken. Han kalder substansen for “livmoderen”. Ikke sært, at disse tanker var starten på en fantastisk pædagogisk udvikling, hvor især kvinder spillede en kæmperolle. Livmoderen udvidede sig i samfundet under forfatningens og historiens blide og faderlige skær. Det var politikkens og pædagogikkens ægteskab. En kæmpesyntese.
Konkurrencestaten er den åndsforladte maskulinitets destruktion af denne sammenhæng. Så kaldes det hele for “læring” og “trivsel” med måltal og det hele.
18. Den 10. august: Gymnasiet
Hvad er et gymnasiums opgave? Det er almen dannelse og forberedelse til et liv med kulturel interesse og sandhedskærlighed, dvs. et videre uddannelses- og samfundsliv. Det har intet med arbejdsmarkedet at gøre.
Konsekvensen heraf er, at gymnasiet ikke skal forberede til universitetet, som i dag er endt som dannelsens modsætning. En god student skal helst være inkompetent på konkurrencestatens forskningskoncerner. På gymnasiet lærer man snarere at beskytte resterne af kulturtraditionen.
Når man kommer fra grundskolen til gymnasiet, må man også gerne få sig et kundskabschok. Den unge skifter jo totalt pædagogisk sammenhæng fra en national til en europæisk sammenhæng. Den spænding er livgivende.
Gymnasiet er den europæiske oplysnings sted for alle unge mennesker og helst uden adgangskrav eller andet bavl. Her er ordet “arbejdsmarked” forbudt, og alle – både høj og lav – kan have glæde af at lære om Sokrates og Asger Jorn, gå på museum og høre Mozart og så videre.
Så alle kan naturligvis deltage, uanset baggrund og karaktergennemsnit.
Til gengæld skal gymnasiet ikke indrette sig det mindste efter elevernes behov. Eleverne skal derimod indrette sig efter den europæiske nyhumanismes skønne praksis. Ellers må de finde på noget andet at lave.
Allerede i 2015 forsøgte den daværende regering sammen med tænketanken DEA at ødelægge gymnasiet, hvilket blev afværget i sidste øjeblik.
Og nu forsøger man sig igen, godt støttet af en masse kommunaldirektører og den nye rektor for KP, som i sidste uge skrev en kronik om emnet i Politiken.
At nogen ønsker at gøre denne fine institution til en fælles og mere eller mindre erhvervsrettet ungdomsuddannelse og så videre er absolut forskrækkeligt.
19. Den 11. august: Lars Qvortrups hyldest til skolereformen
I 2022 sammenfattede professor Lars Qvortrup i en engelsksproget artikel de skolepolitiske diskussioner siden skolereformen 2013.
I vedhæftede indlæg viser jeg, hvordan Qvortrup stadig i 2022 lader til at fastholde sin linje fra 2013 med 100%, og hvordan han reducerer den omfattende kritik af skolereformen til ukendelighed. Qvortrups analyser er med andre ord under al kritik.
Jeg offentliggjorde mit indlæg få måneder efter udgivelsen af bogen “Skolens formål”, som var en 576 sider lang analyse af den skolepolitiske udvikling. Udgivelsen var fagfællebedømt og finansieret af Aarhus Universitets Forskningsfond.
Og få måneder efter mit indlæg fik jeg fyresedlen af Qvortrups totalt ukritiske elev, institutleder Claus Holm, som stadig styrer DPU, hvis medarbejdere og organisation er tavse som graven.
Qvortrups analyse regerer dermed stadig DPU’s indre.
20. Den 12. august: Claus Holms opgør med “den intellektuelle”
I et indlæg fra 2010 af DPU’s daværende dekan, Claus Holm, kan man læse følgende skandaløse konklusion, hvor videnskab og kritik direkte underlægges “den globale økonomi”:
”Den nye intellektuelles vigtigste våben er at kunne begejstre magthaverne for eksempel med sin kritik; eller snarere med sin kritisk-konstruktive tilgang til at forbedre virksomhedernes markedsposition i den globale økonomi.”
Tænk at skrive dette. Det er jo et direkte opgør med universitetets ide.
Få måneder før sit indlæg havde Holm understøttet Lars Qvotrups forsøg på at fyre tre filosoffer, fordi deres forskning ikke var “relevant”, som det hed.
Og få år efter, i 2014, blev Holm forfremmet til institutleder; en ansættelse han netop har fået forlænget. noget af det første Holm gjorde var i 2015 at udnævne Qvortrup til leder af et skolereforms-begejstret forskningscenter, uden opslag vel at mærke.
Det er en forskningspolitisk skandale, at Holm stadig kan udbrede sin autoritære ideologi ud over den pædagogiske forskning. Og det er ikke mindst en skandale for AU, at man støtter hans ansættelse og ideologi. Det siger noget om AU selv.
Tavsheden blandt 99% af DPUs ansatte er et studie i basale totalitære mekanismer, som i fremtiden vil præge den pædagogiske forskning dybt.
https://www.information.dk/debat/2010/11/intellektuelles-rolle-forandring
21. Den 14. august: Lars Qvortrups og Thomas Rømers syn på pædagogisk filosofi
Jeg har stillet Googles AI-maskine ”Gemini” to spørgsmål:
A. Hvad mener Lars Qvortrup om pædagogisk filosofi?
B. Hvad mener Thomas Aastrup Rømer om pædagogisk filosofi?
Her er svarene, så kan I selv bedømme:
A. Svaret på spørgsmål nr. 1: Hvad mener Lars Qvortrup om pædagogisk filosofi?
”Lars Qvortrup har udtrykt en del skepsis over for pædagogisk filosofi, og hans holdninger har skabt en del debat inden for det pædagogiske felt.
Hovedpunkter i Qvortrups kritik:
- Afvisning af teoretiske overvejelser: Qvortrup har argumenteret for, at pædagogisk filosofi ofte er for abstrakt og løsrevet fra den konkrete praksis i skolen. Han mener, at det er vigtigere at fokusere på empirisk forskning og evidensbaserede metoder for at forbedre undervisningen.
- Modstand mod traditionelle pædagogiske modeller: Qvortrup har været en stærk kritiker af traditionelle pædagogiske modeller og har i stedet argumenteret for en mere målstyret og evidensbaseret tilgang til undervisning. Han har blandt andet været en stor fortaler for John Hatties forskning og læringsmålstyring.
- Konflikt mellem evidens og dannelse: Qvortrup ser en modsætning mellem en evidensbaseret tilgang til undervisning og traditionelle forestillinger om dannelse. Han mener, at de to perspektiver ofte står i modstrid med hinanden.
Konsekvenser af Qvortrups holdninger:
- Nedlæggelse af pædagogisk filosofi: Som dekan på DPU forsøgte Qvortrup at nedlægge uddannelsen i pædagogisk filosofi. Dette førte til en stor debat og modstand fra mange forskere og fagfolk.
- Fokus på empirisk forskning: Qvortrups holdninger har bidraget til et øget fokus på empirisk forskning inden for pædagogik. Dette har ført til en større vægt på evidensbaserede metoder og evaluering af undervisning.
- Kritik af pædagogisk filosofi: Qvortrups kritik har bidraget til en større kritisk diskussion af pædagogisk filosofi og dens rolle i uddannelsesverdenen.
Kritik af Qvortrup:
- Oversimplificering: Nogle kritikere mener, at Qvortrup oversimplificerer komplekse spørgsmål og modstiller evidens og dannelse på en unødig måde.
- Ignorering af teoretiske perspektiver: Andre kritikere mener, at Qvortrup undervurderer vigtigheden af teoretiske perspektiver for at forstå pædagogiske fænomener.
- Magtmisbrug: Nogle har beskyldt Qvortrup for at misbruge sin magtposition som dekan for at fremme sine egne ideer og undertrykke andre perspektiver.
Konklusion:
Lars Qvortrup er en kontroversiel figur inden for dansk pædagogik, og hans holdninger har skabt en del debat. Hans kritik af pædagogisk filosofi har ført til en større diskussion af fagets rolle og betydning. Samtidig har hans fokus på empirisk forskning bidraget til en mere evidensbaseret tilgang til undervisning. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at Qvortrups synspunkter er kontroversielle, og at der findes mange forskellige perspektiver på pædagogik og undervisning.”
B. Svaret på spørgsmål 2: Hvad mener Thomas Aastrup Rømer om pædagogisk filosofi?
“Thomas Aastrup Rømer er en anerkendt lektor i pædagogisk filosofi, og hans synspunkter på området er både nuancerede og kritiske. Han har i flere af sine værker, såsom “Pædagogikkens to verdener” og “Dannelse”, udtrykt bekymring over, at den pædagogiske debat i stigende grad bliver domineret af økonomiske og dannelseskritiske synspunkter.
Her er nogle centrale pointer fra Rømers tænkning:
- Vigtigheden af pædagogisk filosofi: Rømer understreger, at pædagogisk filosofi er afgørende for at forstå skolens formål og etiske grundlag. Han mener, at uden en solid filosofisk forankring risikerer vi at miste sigtet med uddannelse.
- Kritik af evidensbaseret pædagogik: Rømer har været kritisk over for en udelukkende evidensbaseret tilgang til pædagogik. Han mener, at evidens er vigtig, men at den ikke kan stå alene. Filosofiske overvejelser er nødvendige for at give mening til de empiriske data.
- Dannelsesbegrebet: Rømer har genoplivet interessen for dannelsesbegrebet i dansk pædagogik. Han mener, at dannelse er mere end bare at tilegne sig viden, men også handler om at udvikle personlige og sociale kompetencer.
- Forholdet mellem pædagogik og politik: Rømer har analyseret, hvordan politiske beslutninger påvirker pædagogiske praksisser. Han er optaget af, hvordan konkurrencestatens logik kan komme i konflikt med pædagogikkens mål.
Rømers bidrag til den pædagogiske debat:
- Rømer har bidraget til at sætte fokus på de grundlæggende spørgsmål om uddannelse: Hvad er formålet med skolen? Hvilke værdier skal vi lære vores børn?
- Han har kritiseret tendenser til at reducere uddannelse til et spørgsmål om økonomi og effektivitet.
- Rømer har formuleret en stærk kritik af den nutidige uddannelsespolitik og har foreslået alternative veje.
Hvis du ønsker at dykke dybere ned i Rømers tænkning, kan du læse følgende værker:
- Pædagogikkens to verdener: En omfattende analyse af den aktuelle uddannelsespolitik og af forholdet mellem konkurrencestatsteori og pædagogik.
- Dannelse: En bog, der genopliver dannelsesbegrebet og diskuterer dets betydning for den moderne skole.”
22. Den 18. august: Merete Riisager og Svend Brinkmann forsvarer skolen
Mediet Ræson kører for tiden en strålende serie om uddannelsespolitik og dannelse. Her er en kort omtale af to aktuelle kronikker, hvor skolens tradition forsvares:
A. Merete Riisagers forsvar:
Den tidligere undervisningsminister, Merete Riisager, står for den seneste kronik, som er et kæmpeforsvar for den tradition, som skolens formålsparagraf er den åndshistoriske ramme for.
Riisager skriver f.eks. følgende i en slags åbningskonklusion, hvor skolens formål og generationernes samtale forenes:
”Således blev folkeskolens formål som en grundsøjle i samfundet med den brede opgave at videregive de vigtigste erkendelser fra de ældre generationer til den yngre, udskrevet af skolens praksis.”
Riisager mener, at denne smukke generationstradering, som har dybe rødder i den åndsvidenskabelige pædagogik fra 1820’erne og langt ind i det moderne samfundsliv, er blevet ødelagt af skolereformen i 2013 og dens effekter. Hun nævner følgende årsager:
– For meget indblanding fra KL og arbejdsmarkedets parter, som omdanner skolelederen og læreren til banale underordnede.
– Opgøret med læreren som ”fagligt fyrtårn”. Dette opgør forstærkes af læreruddannelsen fra 2013. Også Claus Holm fra DPU, som var tæt på kredsen bag læreruddannelsen, ville gøre op med forskere som faglige fyrtårne.
– For meget fokus på arbejdsmarkedsrelateret kompetenceideologi. Det svarer til konkurrencestatens effekt, som Riisager har skrevet om ved andre lejligheder. Hun mener, at denne tendens marginaliserer skolens kulturindhold og faktisk også indhold i det hele taget.
– Opgøret med formålsparagraffen har været ledsaget og forstærket af en vildtvoksende teknologisk fremdrift.
Riisager mener, som jeg forstår det, at regeringens aktuelle skoleudspil er et opgør med denne tænkning. Det er jeg nu ikke så sikker på. At hun også selv er lidt i tvivl, kan man se ved hendes afsluttende markering om at ”Nu kan kampen om skolen begynde”.
Riisager er et af landets helt store uddannelsespolitiske heltinder. Hun var imod skolereformerne fra dag 1, mens Politiken og folk fra DPU skældte hende ud for at minde om Donald Trump. Jeg vidste ikke, at Trump var interesseret i tysk filosofi og åndshistoriske sammenhænge?
Det er nok snarere Politiken og DPU, der minder om Donald Trump.
Og vi mangler stadig at se, at de andre partier og KL og så videre kreditere Riisager for hendes indsats for de kommende generationers kundskabsliv.
B. Svend Brinkmanns forsvar
Endelig vil jeg tilføje, at Svend Brinkmann i en kronik i Altinget var inde på nogle af de samme emner.
Han taler om skolereformen fra 2013 som en “destruktiv reform”, og ligesom Riisager henviser han til skolens formålsparagraf og til dannelsestraditionen mere bredt, og han er endda så venlig at nævne mit eget arbejde i den forbindelse.
Der er en stærk forbindelse mellem Riisagers virke og den kritiske pædagogik, som udviklede sig fra 2011 under overskriften “Uren Pædagogik”.
Mange tak til fru Merete og hr. Svend for at holde diskussionen kørende.
Referencer:
Link til Riisagers kronik: https://www.raeson.dk/2024/merete-riisager-om-folkeskolen-langt-mere-magt-skal-uddelegeres-til-den-enkelte-skoleleder-derfor-maa-isaer-kommunernes-rolle-begraenses-kraftigt/
Link til Svend Brinkmans kronik: https://www.altinget.dk/artikel/svend-brinkmann-folkeskolen-skal-vaere-et-frirum-der-viser-verden-frem-ikke-et-sted-for-instrumentel-laering
Jeg har gennemgået Riisagers tanker og skolepolitiske betydning i bogen ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”. http://www.fjordager.com/i-skolereformens-koelvand
Min egen vurdering af regeringens skoleudspil fra 2023 kan tilgås her: https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/11/13/notat-regeringens-skoleudspil-fejler/
23. Den 18. august: Gelænder-bogen
Jeg er netop blevet gjort opmærksom på, at man stadig kan erhverve min første udgivelse som E-bog på Aarhus Universitetsforlags hjemmeside.
Titlen på bogen er: ”At lære noget i en verden uden gelænder – en kritisk diskussion af nyere læringsteori”.
Bogen, som udkom i 2005, er en let redigeret/forkortet version af min ph.d.-afhandling: ”Læring og evaluering i nyere uddannelsesteori”, som blev forsvaret i regi af det nyetablerede Videnscenter for Læringsprocesser (AAU) i 2003. Per Fibæk Laursen og den norske forsker Tone Kvernbekk stod for bedømmelsen af afhandlingen.
Arbejdet er et forsøg på at etablere en læringsteori med udgangspunkt i en kritisk og konstruktiv forbindelse mellem situerede læringsteorier som Lave/Wenger samt Bakhtin/Wertsch og nyere filosofi, herunder John Dewey, Hannah Arendt, J-F. Lyotard og Ludwig Wittgenstein.
Spørgsmålet er: Hvordan kan læring både være indhold og proces på samme tid?
Mens den situerede læringsteori bliver en slags udgangspunkt for videre tænkning, får en anden del af læringsteorien på puklen. Det handler især om den såkaldte ”radikale konstruktivisme”, der senere – sammen med en meget teknisk forståelse af Niklas Luhmann – blev en central del af grundlaget for den efterfølgende skolereform.
Der er også en kritisk analyse af Knud Illeris’ arbejde med projektarbejdsformen. Også Illeris arbejder i den konstruktivistiske tradition.
I afhandlingen er der også en kritik af den lige så fremstormende evalueringsteori, men den del er stort set udeladt i bogudgivelsen, hvilket jeg på en måde fortryder lidt i dag.
Endelig vil jeg nævne en længere analyse af forholdet mellem magt og læring, hvor min politologiske baggrund aktiveres.
Med dette arbejde var jeg særdeles godt klædt på til at forstå de efterfølgende års uddannelsespolitiske udvikling.
Udgivelsen blev anmeldt til Dansk Pædagogisk Tidsskrift af en ung adjunkt ved navn Svend Brinkmann . Han kaldte bogen for ”en frisk, velskrevet og tankevækkende analyse”, men havde også nogle helt korrekte indvendinger.
Teksten på bogens bagside slutter med ordene:
”En konservativ og postmoderne læringsforståelse”.
Links:
Link til udgivelsen: https://unipress.dk/udgivelser/l/l%C3%A6re-noget-i-en-verden-uden-gel%C3%A6nder,-at/
Den unge adjunkts anmeldelse: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2015/02/Anmeldelse-af-At-l%C3%A6re-noget-i-en-verden-uden-gel%C3%A6nder-DPT.pdf
24. Den 18. august: Bjørn Nørgaards opgør med universitetsreformen
Kunstneren Bjørn Nørgaard rejste i 2020 en fantastisk skulptur ved Aarhus Universitet. Skulpturen hed ” ‘Ars – Scientia – Iustitia” (Kunst-videnskab-retfærdighed).
Skulpturen er en storslået hyldest til humanisme, frihed og retfærdighed og ikke mindst til videnskabens frie tradition. I AU’s avis Omnibus kan man f.eks. læse følgende:
”Men skulpturen er ikke blot en hyldest til de tre grundsøjler, som danner grundlag for en nødvendig kritik af og modspil til samfundets magtstrukturer, herunder den politiske magt. Den er også en påmindelse om at værne om dem i en tid, hvor der ifølge Bjørn Nørgaard er flere eksempler på, at den frie kunst, den frie forskning og det uafhængige retsvæsen eroderes.
Han (altså Nørgaard, TAR) nævner som eksempel øget ekstern styring, når det gælder besættelse af topposter inden for både kulturinstitutioner og forskningsinstitutioner:
”På universiteterne ser man også mere styring af forskningen, blandt andet drevet af konkurrencestaten (…).””
Og i en DR-dokumentar om kunstværket refererer Nørgaard direkte til 2003-universitetsreformens slogan ”Fra forskning til faktura”. Han fortæller også at han er inspirereret af Hannah Arendts filosofi.
Nørgaard lever virkelig op til sin egen skulpturs titel og ånd.
Det mest utrolige er, at netop Aarhus Universitet, hvor skulpturen jo er rejst, i høj grad og endda i forstærket form repræsenterer lige netop det, som Nørgaard kritiserer.
Dermed bliver skulpturen en slags satire vendt mod universitetet.
Links:
DR-udsendelse: https://www.dr.dk/…/kunstnerportraet-_-bjoern-noergaard…
Omtale i Omnibus: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/fundamentet-er-lagt-for-ny-bjoern-noergaard-skulptur-i-universitetsparken
Analyse af Aarhus Universitets filosofiske kollaps: http://www.thomasaastruproemer.dk/universitetet-og-dets-fjender.html
25. Den 19. august: Professionshøjskolerne i 2011
Tilbage i 2011 havde jeg nedenstående kritiske kommentar til udviklingen på de næsten nye professionshøjskoler, hvor jeg argumenterede for, at de ikke skulle have flere penge (Magisterbladet, nr. 6, 2011, s. 38).
Indlægget er naturligvis signeret med “Lektor, DPU”.
Jeg fik en del positiv respons pr. mail, især fra folk fra pædagoguddannelsen. Jeg erindrer ikke noget svar fra UC-ledelserne. I 2011 var PISA og nationaløkonomerne enerådende, og skole- og læreruddannelsesreform truede i horisonten.
Jeg tror, at min beskrivelse passede i 2011. Men i dag har alt vel ændret sig? Det kan læserne nok forklare mig?
Her er indlægget i al fald:
Overskrift:
”Professionshøjskolerne har ikke fortjent en øre”
Selve læserbrevet:
”Der er smalhals på professionshøjskolerne, men de bør ikke få flere penge. I al fald ikke, hvis de er ligesom VIA, der residerer i det midtjyske.
Allermest grundlæggende har man ikke udviklet et kulturelt vigtigt formål med sin eksistens, og derfor har man heller ikke udgjort nogen selvstændig stemme i landets diskussioner om pædagogik og uddannelse. I stedet har man forvandlet sig til “organisationer” med divisioner og strategier, og det hele er underlagt detaljerede kontrakter med ministeriet, som forpligter langt ned i de lavere ledelseslag.
I 1931 skrev Remarque i “Tiden der fulgte”:
“De virkelige fremskridt kommer fra de dårlige elever”.
Hvis det er korrekt, så kommer der ingen fremskridt fra professionshøjskolerne. Ingen tør være “uartige”, for der er ikke nogen kulturel sjæl i foretagendet overhovedet. Man er med andre ord blevet en underdanig mellemlederorganisation under Undervisningsministeriet, en tvangsmæssig form uden idé og diskussion.
Flere af disse “højskoler” er desuden indgået i diverse konsortier (intet mindre!) med kommuner og DPU, hvor man forpligter sig på mere politisk nysprog. I en pinlig konsortiumkronik i Berlingske, skrevet af tre professionshøjskolerektorer og DPU’s daværende dekan, sammenlignes Lars Løkkes drøm med Luther Kings ditto! – og rektorerne kommer naturligvis logrende.
Og VIA reklamerer i sine nyhedsbreve ligefrem med, at man “får ros af undervisningsministeren”, og eksponerer derved en fuldstændig mangel på selvstændighed og filosofi. Dertil kommer konsekvenserne af denne neoliberale kulturtømning. Det er mindre end to år siden, at VIA’s kommunikationschef – veldokumenteret af JP-Aarhus – bad alle ansatte om at konsultere ham, før de udtalte sig kritisk til pressen – af hensyn til organisationens omdømme. Og i samme periode beskrev Magisterbladet, hvordan mundkurvene flød frit på mellemlederniveauerne.
Dette har ført til en ubehagelig markedsføring. Man kan købe “klippekort til coaching”, “lege med VIA’s logo”. Og hele regionen er plastret til af korporativ propaganda.
På VIA’s hjemmeside kunne man før jul linke til “debatten om læreruddannelsen”. Som borger forventer man i forbindelse med sådan en formulering en bred samling af debatindlæg, men det får man ikke. 80 % af indlæggene er direkte relateret til VIA’s nye forskningschef. Det er altså ham, der er debatten. Det er helt upålideligt i en statslig organisation!
Man kan ikke tro på noget, der måtte stå under denne organisations gevandter. Og dette neokorporative uddannelsessyn sætter sig i de enkelte afdelinger. I det nyeste stillingsopslag som mellem-mellem-mellemleder for det gamle Aarhus Seminarium står der:
“Ledelsesansvaret skal udfoldes inden for de overordnede strategiske, økonomiske og faglige rammer, som er fastlagt i samarbejde med uddannelseschefen og de øvrige uddannelsesledere inden for læreruddannelsen i VIA”.
Så er alle munde lukket. Endelig krydres det hele med nybyggeri til ½ mia. kr., som naturligvis skulle projekteres få måneder efter at VIA var etableret.
Så efter min opfattelse har professionshøjskolerne ikke fortjent nogen penge. De er blevet selvcentrerede og underdanige organisationer, som kun tænker på at overleve og vokse under et hyperliberalistisk globaliseringsbegreb og på at leve op til Lars Løkkes drøm om at omdanne landet til en stor rangliste.
Lærer- og pædagoguddannelserne bør hurtigst muligt komme ud af dette maskineri.”
26. Den 19. august: Socialdemokratiet i 1993
I nedenstående indlæg i mediet Kontrast undersøger jeg indholdet af Mogens Lykketofts bog fra 1993, “Sans og samling”.
Bogen er udtryk for et Socialdemokrati som har fuld fart væk fra en socialt indstillet efterkrigstidshumanisme. I stedet er der direkte kurs ind i konkurrencestatens deroute.
Partiet er kort sagt på vej mod den politiske opløsning, som leder direkte ind i 00’erne, hvor Fogh og Løkke udvider og centraliserer tendensen og dermed for alvor gør op med liberalismen.
27. Den 19. august: Åndsfrihed og dannelse på professionshøjskolerne
I 2021 var vi en gruppe fra dannelsens og kritikkens områder, som var ekstremt tæt på at få lov til at oprette et nyt seminarium i Herning. I nedenstående nummer af magasinet DM-Professionshøjskoler kan man læse om diskussionen fra dengang.
Først i sidste øjeblik sprang især De Radikale og Venstre fra, og det smukke initiativ faldt til jorden
Professionshøjskolerne var virkelig pressede. Pludselig ville de skam gerne “sætte fokus på åndsfrihed og dannelse”, hed det sig.
Men siden har vi mig bekendt ikke hørt noget til nogle UC-satsninger på “åndsfrihed og dannelse”?
Links:
Link til omtale i DM-Professionshøjskoler: https://dm.dk/media/39076/dmprofessionshoejskolernr12021.pdf
Link til alle indlæg om sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-et-frit-laererseminarium-i-herning.html
28. Den 20. august: Angrebet på Brian Degn Mårtensson i 2015
I 2015 skrev Brian Degn Mårtensson en kronik i Politiken. Kronikken hvilede på en fagfællebedømt bog, “Konkurrencestatens pædagogik”, som han netop havde udgivet på Aarhus Universitetsforlag.
Efterfølgende gik Lars Qvortrup og Jens Rasmussen – som begge var magtfulde repræsentanter for DPUs læringsånd – amok, og også den policyglade skolelederformand Claus Hjortdal deltog i løjerne.
Qvortrup klagede til Politikens kronikredaktør, Hjortdal klagede til Mårtenssons chef, og Rasmussen fulgte trop i pressen. Dette DPO-segment klagede overalt i disse år.
I dag ledes DPU af Claus Holm, som er elev af Rasmussen og Qvortrup. Holm klagede også og støttede andres klager, da han blev institutleder i 2015. Jeg har næsten ikke ord for min harme.
I nedenstående gennemgang kan man læse om hele klagesagen mod Mårtensson, ledsaget af relevante links. F.eks. havde Hans Hauge et par gode indlæg om sagen. Og Mårtensson forsvarede også sig selv udførligt.
Her får man virkelig et indtryk af “tidens tern”, som CV Jørgensen engang udtrykte det.
Det er den slags begivenheder, som det er vigtigt at huske.
29. Den 21. august: Lars Qvortrup og økonomien
I november 2010 skrev dekan Lars Qvortrup nedenstående leder i DPU’s magasin Asterisk.
Lederen, som hedder “Economy stupid!”, er en engageret og 100% opbakning til konkurrencestatens ideologi.
F.eks. får vi at vide, at det er…
“…de økonomiske organisationer – det økonomiske udviklingsråd i Bahrain, Vækstforum i Danmark, OECD og Verdensbanken på det overnationale niveau – der stiller og besvarer vor tids strategiske uddannelsesspørgsmål.”
Og i samme ånd fortæller Qvortrup følgende:
“Hvis Danmark forbedrer sin PISA-score med det, der svarer til 25 point over de næste år, vil resultatet være 250 procents forøgelse af bruttonationalproduktet i 2090.”
Ja, det er faktisk især pga. denne “strategiske” struktur, at man skal lære alt fra paratviden til kritisk aktivitet. Den globale økonomi er dermed blevet en form for pædagogisk filosofi, et nyt formål.
På den baggrund forstår man godt, at Qvortrup få måneder forinden forsøgte at nedlægge pædagogisk filosofi på DPU. I stedet oprettede han en uddannelse i “uddannelsesvidenskab”, som flugtede med hans egen filosofi.
Qvortrup slutter af med at sige, at hvis man følger hans system, så “er chancen stor for, at også vores børnebørn har råd til at komme på alderdomshjem.”
2010 var med andre ord et skæbneår for dansk pædagogisk forskning.
I samme nummer har daværende kommunikationsdekan fra DPU, Claus Holm, et interview med Ove Kaj Pedersen om at være “soldater i nationernes konkurrence”.
Vi er jo i 2010, dvs. året før udgivelsen af “Konkurrencestaten”, så Ove Kaj er stadig lidt Løgstrupsk i sine fortolkninger. Der er stadig noget, som er “urørligt”. Han er med andre ord ikke helt så radikaliseret som Qvortrup. Det fortog sig dog hurtigt, og Holm fulgte trop, og det samme gjorde Corydon og så videre.
I dag er filosofien på DPU marginaliseret og ligeså er Løgstrup-linjen. En undtagelse er filosoffen Asger Sørensen, som i et andet indlæg drøfter DPUs skæbne.
Asterisk, nr. 55, 2010: https://dpu.au.dk/asterisk/udforsk-asterisk/asterisk-55
Asger Sørensens artikel fra 2023: https://paradoks.nu/2023/11/14/uden-uddannelse-ingen-frigoerelse-velkommen-til-paedagogisk-filosofi/
30. Den 21. august: Hvad er misinformation?
Nu har jeg endelig fundet ud af, hvad det der med “misinformation” betyder.
Det er simpelthen defineret ved at være det, som “DE ANDRE” gør.
Og hvem er “de andre”? Jo, det er dem, som har “identiteter”. Det er “de røde”, “de borgerlige”, “islamisterne”, “de woke” og så videre. Altid det, som man ikke selv er.
Men hvad med os selv? Altså “os” som selvfølgelig aldrig “misinformerer”? Jo, vi leverer jo “fakta”.
Men desværre kan den logik kun effektueres, hvis man selv er en “identitet” frem for en “eksistens”.
Og en anden pris for denne logik er, at videnskab reduceres til “metode”. Denne konsekvens finder vi også hos konkurrencestatsideologien, hvor økonomien opstiller udfordringer, som videnskaben løser.
Hvordan kom denne logik ind i billedet? Jo, det skete efter, at den globale økonomi erstattede dannelsen fra omkring 2001. Herfra mistede man sine forudsætninger, som nu måtte rekonstrueres som “identiteter”, som igen defineredes ved sin modsætning til andre “identiteter”. Terrorangrebet på Manhattan i 2001 understøttede dette.
Så økonomi og identitet hænger sammen. Konkurrencestat og identitetspolitik deler synet på videnskab og dannelse.
Modstillingen mellem misinformation og fakta er med andre ord en konsekvens af dannelsens kollaps og en deraf følgende strategisk konstrueret antagonisme.
Sådan kan det gå for “de andre”…… og for en selv.
31. Den 25. august: Fonde og videnskab
Miljøforskeren Stiig Markager fra Aarhus Universitet har kritiseret fondenes stigende betydning.
En dekan fra Markagers egen institution, Ole Hertel, har forsvaret universitetets praksis. Det slipper han efter min mening ikke godt fra.
Det forklarer jeg i nedenstående indlæg fra Kontrast.
https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/fonde-bestemmer-over-forskning
32. Den 25. august: Nedskæringerne på DPU
I disse dage er det to år siden, at en afgørende universitets- og kundskabspolitisk begivenhed fandt sted.
Det drejer sig om de stærkt ideologiske og usaglige nedskæringer på DPU, som efterfølgende stort set har lukket munden på landets pædagogiske kritik.
Jeg fulgte dengang sagen tæt både på FB og med en række indlæg i pressen. Og i nedenstående blog, hvor man kan tilgå mange af indlæggene i kronologisk rækkefølge, kan man studere min erkendelsesproces i sagen.
Indlæggene starter d. 14/9-2022 og slutter d. 8/12-2022. Jeg var selv rystet, da jeg læste dem igen her til aften.
Grunden til, at jeg kalder sagen for en ”universitetspolitisk begivenhed” , er, at den er dybt forbundet med almene politiske processer, hvilket bliver tydeligt undervejs i indlæggene.
Det allersidste indlæg fra d. 6/12 handler om en erklæring fra den helt nye bestyrelsesformand, Birgitte Nauntofte, som kommer fra NOVO.
Hun erklærer, at Aarhus Universitet skam er på en ”vækstrejse”, og at alt kan klares via den store egenkapital. Men alligevel ændres der ikke på beslutningen om nedskæringerne!
Dette sidste indlæg er samtidig det eneste indlæg, som er skrevet efter fyringsvarslerne, som blev udstedt d. 29/11. Analyserne er altså skrevet før, at jeg selv blev en slags empirisk bekræftelse på min egen analyse.
Disse nedskæringer var dybt usaglige og er en del af et samlet opgør med pædagogik og pædagogisk forskning, som blev båret af regeringen og AU i fællesskab og med DPU som lydig klakør.
http://www.thomasaastruproemer.dk/vidnesbyrd-dagbog-fra-dpu-sagen.html
33. Den 26. august: Alex Vanopslaghs bog
I 2023 skrev Alex Vanopslagh bogen ”Vejen til ansvar”. Nedenfor vil jeg under afsnit 1 og 2 fremlægge, hvad jeg mener er bogens centrale og vigtige logik. Til sidst – i et afsnit 3 – er der nogle mere løse iagttagelser.
A. Skolen og grundloven:
Alex Vanopslagh funderer i bogens Del 1, som har titlen ”Liberale rødder”, skolen i grundlovens ånd. Det udløser følgende kritik af skolereformen:
”Dansk skolepolitik ophørte i 2013 med at handle om undervisning – dette gode tyske låneord, der henviser til det frie menneskes frie møde med kulturelle erfaringer. Nu drejer skolegangen sig om elevers opfyldelse af statslige læringsmål. Vores tid har efter alt at dømme ikke brug for at gøre frie mennesker dannede. Folkeskolen skal være et jobcenterkursus. Et langvarigt træningsforløb med op til 3000 læringsmål, der uden slinger i valsen fører poderne ind på det mytiske fremtidens arbejdsmarked” (s. 51)
Og videre ift. grundloven:
”Men hov. Var det ånden i Grundloven? Var ånden ikke den modsatte?”
Vanopslagh knytter altså sin kritik direkte an til en forfatningsliberalisme, der vel at mærke stilles i delvis modsætning til LA’s neoliberale rødder, hvor økonomisk vækst og lave skatter er det centrale.
I den forstand var skolereformen ifølge Vanopslagh et brud på grundlovens ånd og dermed på liberalismens essens. Skolereformen fremlægges derfor som en del af en forfaldsliberalisme, hvor økonomisk vækst angives som pædagogikkens mål. Dermed er vi fremme ved det næste emne.
B. Konkurrencestat, værditab og identitetspolitik
Den største trussel mod liberalismen er en bestemt version af liberalismen selv, nemlig det som kaldes for ”konkurrecestatsliberalismen”. Her er et fint citat:
”Problemet med konkurrencestatstænkningen er, at man blander mål og middel sammen. Velfærdsstaten blev i sin tid etableret som et middel til at indfri et mål om et bedre liv for borgerne. I dag sikrer konkurrencestatstænkningen, at reguleringen af borgernes liv skal indfri målet om, at velfærdsstaten er økonomisk holdbar og konkurrencedygtig”
Konkurrencestaten, som ifølge Vanopslagh indstiftes fra omkring 2006, efterlader samfundet i et ”værdimæssigt tomrum”. Og det er dette ”tomrum”, der så overtages af ”frigørelsesliberalismen”, dvs. identitetspolitikken, hvis effekt er omfattende regulering af dit og dat.
Så den moderne værdi- og identitetspolitik er en effekt af konkurrencestatens opgør med forfatningens ånd. Det er en lækker iagttagelse. Og den passer.
Identitetspolitikkens filosofiske rødder i poststrukturalismen omtales dog ikke.
Og vi får heller ikke så meget at vide om, hvad det er, som gik tabt omkring 2005. Det er som om, at det hører en anden generation til. Vanopslagh taler dog en del om Grundtvig, men det går lidt stærkt, så det lader jeg ligge.
C. Løse bemærkninger: Mink og dannelse
Der er også vildskud og en del mere snakkende passager i bogen, og efterfølgende hører vi faktisk ikke så meget til ovenstående logikker. Men alle disse detaljerne om dette og hint lader jeg også ligge, så det grundlæggende ræsonnement – jf. ovenfor – kan stå klart.
Jeg kan dog ikke lade være med at nævne, at Vanopslaghs stresstilstand i december 2020 for alvor melder sig midt i en tale i Folketinget, hvor han forklarer, at SSI ikke anbefalede slagtning af alle minkene. Lige her hakker sætningerne, og han må melde sig syg. Efterfølgende blev LA igen tavs i nedlukningsspørgsmålet, som jo handler om, at konkurrencestaten blev udvidet til en form for biostat, som forstærker konkurrencestatens forfatningsopgør, jf. afsnit 2.
Vanopslagh vil desuden gerne have noget mere dannelse i stedet for al det aktuelle trivselsforfald, som han bruger en del plads på at gennemgå. Han trækker især på Stefan Hermann og Henning Fonsmark. Det går lidt hurtigt deromkring, og pludselig går det ud over Rousseau. Og med Fonsmark som herskerreference, så banaliseres reformpædagogikkens store dannelsesbidrag. Det er en af ”de borgerliges” store fejltagelser, som Vanopslagh her gentager. På den måde får vi en slags inaktiv og romantiseret Grundtvig, mens hele virkningshistorien marginaliseres.
Derimod er det skønt at se, at Vanopslagh refererer direkte til Merete Riisagers bog om ”selvbyggerbørn”, og til sidst kritiseres skolereformen igen. Kritikken fremføres dog stort set uden den begrebsmæssige sammenhæng, som jeg fortalte om under punkt 1 og 2. Dog citeres den pædagogiske filosof, Brian Degn Mårtensson, til allersidst i bogen for at sige følgende:
”At holde skole er et evigt og stående etisk spørgsmål omhandlende omgangen med andre menneskers fremtid”.
Jeg nævner dette citat, fordi Mårtensson jo i 2015 udgav bogen ”Konkurrencestatens pædagogik”, og dermed er logikken jo alligevel lidt intakt.
I en epilog takker Vanopslagh faktisk både Riisager og Mårtensson, som begge tidligere har skrevet sig ind i dannelsens og kritikkens sammenhæng.
På den måde bliver Vanopslaghs bog et bud på en åndsliberal version af den såkaldte ”uren pædagogik” og dermed af den flotte kritik, som udviklede sig efter 2010, bl.a. båret frem af Riisager, som blev udskammet på de bonede gulve, hvor pædagogikkens fjender huserede.
Mange tak til Alex Vanopslagh, som i min hukommelse er den eneste politiker udover Riisager, der har drøftet disse emner.
34. Den 28. august: Stig Brostrøm – åndsfrihedens fyrste
Den fremtrædende professor i pædagogik ved DPU, Stig Brostrøm, er død af kræft, 79 år gammel. Andre har skrevet fine ord om Brostrøms virke, jf. linket nedenfor. Selv har jeg stort set aldrig mødt ham.
Jeg var glad for Brostrøms fritidspædagogiske engagement, men mindre begejstret for den såkaldte ”strukturerede pædagogik”, som udsprang af hans ungdoms interesse for kommunismen, og som fik en række uheldige kommunale effekter.
Så vi var ret uenige, og vi kendte ikke hinanden.
Men på trods heraf støttede Brostrøm mig i kampen mod DPU-fyringerne i december 2022, og ikke mindst protesterede han imod Claus Holms fyring af mig selv.
Brostrøm skrev f.eks. følgende:
”Sølle 5 mio. kr. ligger til grund for, at DPU og Danmark skal miste prominente forskere. Men værst af alt er, at der er tale om politiske fyringer. Ledelsen benytter lejligheden til at skille sig af sine kritikere. Mage til udemokratisk handling er svær at opdrive.”
Brostrøm var endda – sammen med 10 andre forskere – med til at organisere en stor underskriftsindsamling mod fyringerne, jvf. link, og han støttede mig også kraftigt på DPU’s indre mail-linjer.
Jeg kan huske, at jeg tænkte, at den for mig lidt fjerne Brostrøm og hans pludselige og kraftfulde støtte kom fra ånden selv. Det var en stærk og eksistentiel erfaring, som jeg aldrig glemmer, og som jeg håber, at jeg kan leve op til.
Links:
Omtale af underskriftsindsamlingen imod fyringen på DPU, december 2022: http://www.thomasaastruproemer.dk/underskriftsindsamling-imod-fyringer-paa-dpu.html
Bestyrelsesmedlem i Pædagogisk Historisk Forening, Eilif Tommy Johansens, mere regulære nekrolog: https://www.facebook.com/groups/181920035246288/posts/7589076177863933/
35. Den 30. august: Indlæg om DPU
I nedenstående indlæg i Akademikerbladet forklarer jeg – især med udgangspunkt i institutleder Claus Holms virke – hvordan DPU har udviklet sig i en meget uheldig retning.
Akademikerbladet har sendt indlægget til Holm, som dog ikke har ønsket at respondere.
Dette er desværre mit sidste indlæg som skribent for Akademikerbladet.