Nedenfor kan man læse 15 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra juli-august 2025.
De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.
Indholdsfortegnelse:
- Helle Øbo anmelder ”Trivsel tur-retur”
- Anne Søgaard anmelder ”Trivsel tur-retur”
- Konferencer og artikler om lærings- og undervisningsbegrebet
- Claus Henriksen anmelder ”Trivsel tur-retur”
- “Welcome to Philosophy of Education in Denmark. With Some Critical Remarks on Higher Education Policy”
- DPU 25 år
- Lektørudtalelse om ”Trivsel tur-retur”
- Slut med Kontrast
- Bertel Haarder kritiserer corona-nedlukningerne
- Anders Bondo Christensens nye bog om folkeskolen
- Asger Sørensen kritiserer danske universiteter i amerikansk tidsskrift
- Jens Hougaard Nielsen anmelder ”Trivsel tur-retur”
- Hvad er åndelig oprustning?
- Ministerielle forskydninger
- Nyt trebindsværk i støbeskeen
1. Den 3. juli: Helle Øbo anmelder ”Trivsel tur-retur”
Direktør for Askov Fonden, Helle Øbo, har anmeldt ”Trivsel tur-retur” for Altinget. Bogen er skrevet af Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og undertegnede.
Øbo er begejstret.
Overskriften er ”Den her bog vil mere end alle de andre bøger om børns trivsel”.
Helle Øbo skriver, at bogen er et udtryk for ”en mere grundlæggende samtale om, hvad det vil sige at være menneske – barn og ung – i et skole- og samfundsliv præget af systemtænkning, indikatorer og styringslogikker.”
Efter en kort gennemgang af bogens indhold konkluderer hun:
”Det er en analyse, der kalder på eftertænksomhed, og som fremhæver pædagogikken som et nødvendigt og modigt modtræk på tidens krise.”
Øbo kalder udgivelsen for ”en nødvendig bog”.
Det er den tredje fremragende omtale af vores bog. Først var der lektor Niels Jakob Pasgaards omtale på FB og derefter lektor Steen Nepper Larsens anmeldelse i Information.
Hvem ved? Måske kan det gå som i 2011-17, hvor udgivelsesrækken ”Uren pædagogik 1-3” bidrog til at luge ud i skolereformens teknokratiske vitalisme, eller som i 2021 hvor bogen ”Sidste chance – perspektiver på dannelse” bidrog til at gentænke og revitalisere dannelsesbegrebet?
2. Den 19. juli: Anne Søgaard anmelder ”Trivsel tur-retur”
Konsulent og forfatter Anne Søgaard har anmeldt bogen ”Trivsel tur-retur”, som er skrevet af Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og undertegnede. Anmeldelsen kan tilgås på både LinkenIn og Facebook, jf. nedenfor.
Anne Søgaard er begejstret. Her er nogle få sammenfattende citater fra hendes anmeldelse:
”Den bog kommer til at rykke”
”Tak for at give os Trivsel tur-retur”
”Trivsel tur-retur giver os pædagogikken tilbage”
”Skynd dig og læs den”
Efter sommerferien rejser os forfattere lidt rundt og fortæller om bogens emner, og der vil også være et arrangement på årets Bogforum, d. 7-9. november.
3. Den 20. juli: Konferencer og artikler om lærings- og undervisningsbegrebet
Tilbage i 2015 og 2016 arrangerede jeg som lektor ved DPU to dagskonferencer om hhv. læringsbegrebet og undervisningsbegrebet.
Disse emner var presserende, fordi skolereformen fra 2013 hvilede på et smalt og antipædagogisk læringsbegreb, som endda forsøgte at udelukke undervisningsbegrebet. Vi skulle gå ”fra undervisning til læring”, som man sagde.
Konferencerne fandt sted i DPU’s Trøjborgafdeling. Programmet for de to dage kan tilgås nedenfor.
Mine egne oplæg på de to konferencer dannede baggrund for to senere publikationer:
– For det første en tekst om læringsbegrebet. Artiklen udkom efterfølgende i det svenske tidsskrift ”Utbilding och demokrati”. Her forsøgte jeg at redde læringsteoretikeren Jean Piaget fra hans elever, især Knud Illeris og Jens Rasmussen. I stedet finder jeg en helt anden Piaget frem.
– For det andet en artikel om undervisningsbegrebet. Denne artikel udkom i tidsskriftet ”Studier i Læreruddannelse og profession”. Her gøres undervisning til en åndsvidenskabelig aktivitet med remtræk til store dele af den moderne pædagogisk-filosofiske tradition.
Jeg er stadigvæk meget glad for disse konferencer og grundlagsstudier, som jo gik stik imod den ideologi, som havde udviklet sig på DPU siden omkring 2008.
Konferencerne fandt sted få måneder efter, at Claus Holms poststrukturalistiske og læringsideologiske kernetropper i april 2015 havde beskyldt mig for ”had” og ”tilsvining” på grund af en helt regulær kritisk analyse.
De to konferencer var et slags videnskabeligt svar, båret af kærlighed til pædagogikken og dens videnskab.
I dag er der vist ingen, der laver den slags tekster og sætter dem i spil? DPU-forskerne er nok lidt bange. Det er nok det, som kaldes for ”åndelig oprustning”.
Her er links til det hele:
A. Konferencen i 2015:
Program for konference om læringsbegrebet, september 2015: https://arts.au.dk/aktuelt/arrangementer/vis/artikel/laeringsteoretisk-dag
Efterfølgende artikel om læringsforskningen: Rømer, T.A. (2017). “Nogle realistiske bemærkninger til Piagets læringsteori“, Udbildning & Demokrati, vol. 26, nr. 3, s. 85-104. https://journals.oru.se/uod/issue/view/137
B. Konferencen i 2016:
Program for konference om undervisningsbegrebet, oktober 2016: https://dpu.au.dk/om-dpu/nyheder/nyhed/artikel/mini-konference-om-undervisningsbegrebet
Efterfølgende artikel om undervisningsbegrebet: Rømer, T.A. (2017). “Undervisningens gavegivning“, i Studier i LærerUddannelse og Profession, vol. 2, nr. 1, s. 73-89. https://tidsskrift.dk/SLP/article/view/27689
C. Klagesagen fra april 2015: http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu
4. Den 31. juli: Claus Henriksen anmelder ”Trivsel tur-retur”
Journalist Claus Henriksen har anmeldt bogen ”Trivsel tur-retur” på hjemmesiden ”Bogblogger.dk”, jf. nedenstående link. Bogen er skrevet af Lene Tanggaard, Svend Brinkmann og undertegnede.
Henriksen er yderst positiv. Vi får f.eks. at vide, at bogen…
”…stiller spørgsmål, vi har brug for at få stillet. Og den gør det med eftertryk og akademisk præcision.”
Anmeldelsen indeholder desuden formuleringer som…:
”Og selvom bogen trækker på både filosofi, pædagogik og psykologi, er den faktisk forbavsende tilgængelig. Det er ikke fordi, du skal have en ph.d. for at følge med. Men du skal være villig til at tænke. Og til at lade dig forstyrre lidt.”
”En veloplagt og velargumenteret kritik”
“Trivsel tur-retur” er ikke en bog, der vil alle det godt. Det er en bog, der gerne vil os noget vigtigt. Og det gør den – både med skarphed og sans for, hvor vi måske alle sammen er begyndt at sejle lidt med på en fortælling, som ikke rigtigt holder vand.
”En lille bog med stor betydning”
Mange tak til Claus Henriksen for denne flotte anmeldelse af vores lille bog, som netop er kommet i andet oplag.
https://bogblogger.dk/?p=67181
5. Den 5. August: “Welcome to Philosophy of Education in Denmark. With Some Critical Remarks on Higher Education Policy”
I 2023 afholdt Dansk Filosofisk Selskab årskonference på DPU.
Selskabets formand, filosoffen Asger Sørensen, holdt velkomsttalen.
Hans tale er åbningskapitel i selskabets nyligt udkomne engelsksprogede årsskrift.
Selvom konferencens tema var ”The nature of nature”, valgte Asger Sørensen at tale om situationen for den pædagogiske filosofi på DPU.
Titlen på Sørensens indlæg er følgende:
”Welcome to Philosophy of Education in Denmark. With Some Critical Remarks on Higher Education Policy”
Kort sagt: Et forsvar for pædagogisk filosofi.
Sørensen har en rig filosofisk forståelse af pædagogik og uddannelse. Han trækker på Marcuse/den unge Marx, Løgstrup og Alasdair Mcintyre og på mange andre. Det frugtbare princip lader til at være følgende: Alle kloge mennesker har fat i noget, selvom de ikke nødvendigvis har ret i alt.
Ud af denne strøm taler Sørensen en humanistisk og demokratisk pædagogisk filosofi frem, som har dybe rødder i pædagogikkens sociale og etiske muligheder.
Med udgangspunkt i dette begreb om pædagogik og uddannelse kritiseres den aktuelle uddannelses- og forskningspolitik for erhvervsrettet instrumentalisme. Og ikke mindst kritiseres DPUs leder, Claus Holm, for helt ukritisk at slutte op om denne konkurrencestatsretorik.
Sørensen skriver bl.a. følgende om DPU’s ledelse:
”For Holm, The meaning of education is thus reduces to vocational training, and that is all there is”.
I den forbindelse kommer Asger Sørensen også ind på Holms fyring af mig selv i 2022. Der sker i en længere epilog. Sørensen ser fyringen som et udtryk for den pædagogisk filosofis svære vilkår på DPU siden 2008. Her er et lidt længere uddrag:
“However, as mentioned above, by the end of 2022, just a few months before the annual meeting of the Danish Philosophical Society in 2023, Rømer surprisingly found himself to be one of six faculty members selected for dismissal.
At the time, he was the member of the philosophical faculty at the School of Education best known to the general public. A prolific writer, he had publicly analyzed and discussed, but also criticized, the strategic decisions of both the school and university management until just a few weeks before his dismissal.
Indeed, it was hard to avoid the suspicion that those selected for dismissal had been chosen from among the critical voices at the School. Also dismissed was Stavros Moutsios, who at the time had just published online a highly critical analysis of the bureaucratic governance of universities, using several examples from AU.”
Sørensens arbejde med at forene filosofi, politik og institutionel udvikling viser, at DPUs ledelse arbejder stik imod åndelig og filosofisk udvikling.
Denne konklusion understøttes af Claus Holms tale ved DPUs 25 års jubilæum i forrige måned. Her gør Holm op med hele den danske og almenpædagogiske tradition til fordel for et slags globaliseret evidenssprog, og han nævner slet ikke den store kritiske diskussion af DPU og af pædagogik, som udviklede sig fra omkring 2010. Det er åndelig nedsmeltning. Jeg vender tilbage til disse jubilæumstaler ved en senere lejlighed.
Asger Sørensens tale er også udgivet på dansk i mediet ”Paradoks”.
Links:
Link til årsskriftet, 2025: https://brill.com/view/journals/dyp/58/1/dyp.58.issue-1.xml
Link til Paradoks (dansk version), 2023: https://paradoks.nu/aarbog/2023-2024/
Link til Claus Holms tale ved DPU’s jubilæumsfest: https://dpu.au.dk/viden/video/dpu-25-aar
6. Den. 3. august: DPU 25 år
I år fylder DPU 25 år. I den forbindelse var der d. 20. juni et fagligt jubilæums-arrangement med taler af DPU’s leder, Claus Holm, og af repræsentanter for de seks forskellige fagmiljøer. Der var også en kort introduktion af dekan for ARTS, Maja Horst.
De forskellige indlæg kan tilgås på DPU’s hjemmeside, jf. link i bunden.
Arrangementet var en empirisk bekræftelse på den faglige deroute, som DPU har befundet sig i siden 2008, hvor DPU kom under Aarhus Universitet. Samme år fik man en ny instrumentalistisk og magtfuld ledelse med Lars Qvortrup som ny dekan. Ledelsen fik en nærmest enevældig kontrol over kommunikationsapparatet, som Claus Holm blev ansvarlig for som prodekan.
Pædagogikken og universitetet blev konkurrencestatens tjener. Det var en tragedie for pædagogikken og dens videnskab.
Lad mig her opholde mig ved fire aspekter af Claus Holms indledende jubilæumstale, som er dobbelt så lang som de øvrige indlæg:
For det første udviser Holm intet forsøg på at relatere til den omfattende pædagogiske og historiske kritik, der har været af skole- og uddannelsespolitiske emner eller af DPU som sådan. Dermed bekræfter Holm tendensen i sit eget virke. Holm har som sagt været en del af DPUs ledelse siden 2008, og hans arbejde bygger på en blanding af en meget teknisk orienteret systemteori, en form for Althussersk/marxistisk strukturalisme og en slags organisatorisk vitalisme, som kommer fra de sørgelige rester af Nietzsche.
Denne uheldige begrebsorganisme resulterer i en nærmest vitalistisk og underdanig teknokratisk indstilling. En form for autoritær og uforudsigelig substans under konkurrencestatens herretegn.
Konsekvensen heraf er en næsten total glemsomhed i forhold til de baggrundstraditioner, som DPU er en udløber af. Alting startede i 2000 og især i 2008.
For det andet gør Holm uden videre op med en forsimplet og nærmest plat forståelse af dansk pædagogisk tradition, som ”er sig selv nok”, som det hedder. I stedet for sættes en form for evidenstænkning, der udviklede sig fra 00’erne, og som senere materialiserede sig i skolereformen 2013. Holm og hans åndsfæller var engagerede fortalere for de nye læringsprincipper, som jo byggede på et opgør med pædagogisk og dannelse.
Der er i talen ingen tegn på selvopgør eller erindring hos Holm. Det er ubegribeligt, at det får lov til at fortsætte.
For det tredje gør Holm op med pædagogisk praksis. Vi får at vide, at der ikke findes ikke ”lokale metoder” i pædagogikken. Metoderne skal i stedet findes af forskningen i en form for globalt funderet evidenskatalog. Holm vil ”videnskabeliggøre pædagogikken”, som han siger. Det er evidensens tyranni, og Holm har da også været ivrig fortaler for OECDs indflydelse.
Det var denne tankegang, der satte den kritiske bevægelse ”uren pædagogik” i gang fra 2011. Uren pædagogik var en slags modreaktion på det ny DPUs ideer.
Endelig, for det fjerde, støtter Holm globaliseringen af kvalitetssystemerne. Denne anglificerings-tendens – som er mere global end engelsk – bekræftes ved, at den ellers dansksprogede konference afsluttes med et engelsk indlæg af den pæredanske professor Dorthe Staunæs, som i 2015 klagede til universitets ledelse, da hendes arbejde fik kritik.
Staunæs’ klage blev vel at mærke understøttet af Holm. Vi er ikke i åndsfrihedens verden.
Staunæs’ virke er en central del af den identitetspolitiske og poststrukturalistiske tendens, det såkaldte ”woke”, som udviklede sig i slutningen af 10’erne. Staunæs kritiserer (med rette) Trumps angreb på universiteterne, selvom hun selv og Holm begge to selv er en slags Trump, som forsøger at udslette kritik med administrative midler. Efter Staunæs’ klage sørgede Holm for, at hun fik en flot karriere. Hvad bliver det næste? At Bjarne Corydon bliver generaldirektør for DR?
Det var i øvrigt Holms og Staunæs’ identitetspolitiske rapport om kønspædagogik, som Mattias Tesfaye kaldte for ”sjask”.
At konferencen indledes af Holm og afsluttes af Staunæs markerer en form for ideologisk struktur.
Med disse fire pædagogikødelæggende manøvrer bekræfter Holms tale den faglige og videnskabelige deroute, som DPU har befundet sig i siden 2008. Vi befinder os i en slags ekkokammer.
DPU’s deroute forstærkes af, at Aarhus Universitet fra omkring 2008 har været en del af samme proces. Man ville skabe et globaliseret universitet. Ansættelsen af dekan Maja Horst i 2023 bekræfter dette. Horst har skrevet en hel bog om sit opgør med det klassiske universitets dyder og filosofi. I stedet skal universitetet løse ”udfordringer”. Man forstår godt, at Horst i sin tale ikke ønskede at ”se tilbage”, som hun kalder det. Denne fortidsangst svarer helt til Holms lukkede verden.
Det er i den forbindelse sigende, at der ikke er nogle ”hyldesttaler” fra det politiske niveau eller fra andre universitetsmiljøer. Vi er i et lukket land af institutionelt forfald. Holm kalder dette forfald for ”en karakterstyrke”, og han omtaler konsekvent DPU som et ”vi”, som skal konkurrere med professionshøjskolernes ”systemer”. Det er hans helt egen version af ”åndelig oprustning”, der bygger på et opgør med ånden.
Jubilæumsfesten bekræfter, at DPU og AU siden 2008 har indgået i en vekselvirkende negativ spiral, som langsomt men sikkert marginaliserer fri forskning og selvstændighed i tanken. Jeg har dokumenteret det grundigt i bogen ”Universitetet og dets fjender”, hvis nogen skulle være interesseret i den fulde historik.
De seks faglige indlæg ved jubilæumsarrangementet bekræfter ovenstående konklusioner på forskellige måder, eftersom selv de talere, som tidligere havde et kritisk potentiale, virker helt slukørede og underdanige. Det vender jeg tilbage til.
Link til konferencens indlæg:
https://dpu.au.dk/om-dpu/nyheder/dpu-25-aar
7. Den 5. august: Lektørudtalelse om ”Trivsel tur-retur”
Bogen “Trivsel tur-retur”, som jeg har skrevet sammen med Lene Tanggaard og Svend Brinkmann, har netop fået en virkelig god lektørudtalelse.
Her er lektørens konklusion:
“Interessant og væsentligt bidrag til en vigtig debat, som her angribes fra en anden vinkel end den gængse.”
Den fine omtale kommer oveni en lang række andre gode anmeldelser. Hvem ved? Måske ender udgivelsen med at få politisk og pædagogisk effekt.
8. Den 8. august: Slut med Kontrast
Siden november 2023 har jeg været betalt skribent for det nye medie Kontrasts hold af såkaldte ”modløbere”. Frem til februar 2025 har jeg skrevet 21 indlæg/kronikker til mediet om politiske, historiske og pædagogiske emner.
Samarbejdet med Kontrast er nu indstillet på redaktionens initiativ. Måske er det ok, da jeg ikke definerer mig selv som ”borgerlig” på den måde, som generelt set præger mediet. Og selvom det er ærgerligt at miste en mere formel formidlingskanal, så har jeg i hele perioden mødt stor åbenhed og interesse fra de to redaktører, Lars Kaaber og Mikael Jalving.
Her i efteråret skal jeg i stedet skrive indlæg til de to medier ”Skolemonitor” og ”Uddannelsesmonitor”.
Nedenfor kan man se en liste i kronologisk orden med de artikler, som jeg har skrevet ind i sammenhængen, hvor jeg har forsøgt at tage pædagogikkens parti imod både røde og blå.
På det vedhæftede link kan man læse selve artiklerne. Det er Kontrasts redaktion, der har valgt overskrifterne.
- Hvor dybt kan en skole synke
- Autoritet er det modsatte af rå magt
- Mød Vø – en melankolsk ung kvinde taler ud
- De borgerlige dræbte ’det danske’
- Ånden fra Haderslev
- Kampen om universitetet er kun lige begyndt
- Sådan afskaffede Socialdemokratiet sig selv
- Nu skal drenge også være 12-tals-piger
- Gammel strid i Socialdemokratiet spidser til
- Grundloven taler om undervisning, ikke om læring
- EU-modstanderne er blevet tilhængere – og tilhængerne er blevet skeptikere
- Få slipper levende fra mødet med Danmarks Pædagogiske Universitet
- Starten på Socialdemokratiets kollaps finder du hos Kirkens Korshær
- Fonde bestemmer over forskning
- Maskinerne overtager mødet mellem lærer og elev
- Regeringen hader ånd
- Tak til Alex Vanopslagh for at tage dannelsen alvorligt
- Fogh efterlod os med en filosofisk klimakrise
- Kører Cepos i åndelig tomgang
- Sådan fik Liberal Alliance betydning i dansk politik
- Dagbog fra biostaten
Jeg håber, at Kontrast stadig vil udvikle sig, for der er faktisk mange gode skribenter og indlæg.
Link til alle indlæggene: https://kontrast.dk/skribent/Roemer
9. Den 13. august: Bertel Haarder kritiserer corona-nedlukningerne
I september 2022 udkom bogen ”En frygtløs tænker”. Bogen handler om Bertel Haarder. Det er en slags interviewbog på 422 sider, som er samlet og nedskrevet af Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt.
Undervejs kommer Haarder naturligvis ind på mange ting. F.eks. fylder corona-nedlukningen en del.
Først er det dog værd at nævne, at Haarder har dybe rødder i den såkaldte nynordiske højskolebevægelse, som bl.a. udsprang af Rønshoved Højskole, hvor han voksede op. Han taler også varmt om hans tid på landets ’tredje universitet’, Askov Højskole, før denne i 1972 blev sprængt af ungdomsoprørerne, som flyttede til Kolding. Det er næsten som at læse noget, jeg selv kunne have skrevet. Der er endda et citat fra Helge Rodes fantastiske pædagogisk-filosofiske genforeningsskuespil ”Moderen” fra 1920. Hele denne opvækst-fortælling kører frem til s. 120.
A. Nedlukningen
Nuvel, her er et par noter fra Haarders corona-diskussion, som især findes i kapitel 7, som er det mest ”frygtløse”, jvf. bogens titel. Kapitlet hedder ”Grænser for politikerstyre”.
Haarder stemte for Mette Frederiksens nedlukninger, men det fortryder han bittert, lader det til. Han nævner følgende:
– Hvorfor skulle nogle skoler lukkes, selvom der ingen smittede var?
– Grænselukningerne havde ingen ”logisk begrundelse”.
– Mette Frederiksen og regeringen ”appellerede til de mest primitive nationalistiske følelser, da de lukkede grænserne.”
– “Al Mette Frederiksens snak om ”danskerne” var lummer og ikke til at holde ud at høre på, selvom for mig, der er sønderjyde og så dansk, som det er mulig at være”.
– Haarder er meget kritisk overfor angrebet på ”domstolenes uafhængighed”. Der var ”ikke en eneste dommer, der løftede så meget som et øjenbryn” noterer han forarget.
– Haarder er også kritisk over for forsøget på at styre pressen: ”I en situation, hvor vi mere end nogensinde havde brug for en demokratisk debat, lukkede de to største medier ned for debatudsendelser. Jeg begriber ikke, at ledelserne ikke råbte meget højt”.
– Haarder kritiserer også regeringens angreb på myndighederne:
”Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, startede med at udvise sund fornuft og anbefaldede ikke at lukke hverken grænser eller skoler. Men han blev sat på plads”.
– Haarder kritiserer også lukning af kirker og kulturliv.
– Og videre; ”Eksperterne skræmte i månedsvis livet af mange med deres falske alarm om den britiske variant, som viste sig hverken at føre til flere syge, døde eller indlæggelser, trods alle strækhistorierne”.
– ”Coronaen kostede den danske statskasse 500-600 milliarder kroner”
– ”Coronarestriktionerne har tændt en følsom streng i mit sind. Det, vi mistede, var vores frihed”.
Haarder konkluderer: ”Jeg var tosset over at kirkerne, domstolene, DR og TV2 fandt sig i det. De var alt for servile og underdanige og hævdede ikke deres selvstændighed. (…) Der var alt for mange servile hofsnoge og mikrofonholdere”.
Og endnu en konklusion: ”Først tager man friheden fra folk, og så skal de sidde pænt som en hund og sige tak for, at de får lidt af friheden tilbage. Det havde jeg svært ved at tage”.
Og videre:
– ”Vi, der er modstandere af et barnepigesamfund, skal love os selv og hinanden, at vi aldrig igen retter ind efter lignende meningsløse regler som dem vi blev mødt med under coronanedlukningerne”.
– ”Dødsangsten blev skamredet og spillede en altoverskyggende rolle i regeringens og mediernes håndtering, ikke mindst efter Mette Frederiksen tidlige udtalelser om, at hvert eneste dødsfald var en tragedie”.
– ”Hvordan gik det til at de pårørende fandt sig i, at gamle mennesker sad alene og ensomme i den sidste del af deres liv? Man ødelagde deres liv for at forlænge det”.
– ”Det er, som om sund fornuft forsvinder, når frygt for døden bruges som argument (…). Der er intet værre end en befolkning, der lader sig åndeligt undertrykke”.
På et tidspunkt møder Haarder en af de mange ”eksperter”, som helt havde købt Frederiksens præmis. Ham har han intet til overs for.
Haarder mener selv, at han adresserer disse emner i en tale ved Folketingets åbning, men det synes jeg nu står lidt svagt.
Jeg har fundet tre anmeldelser af bogen. Ingen af dem omtaler Haarders ret grundige og kritiske diskussion af nedlukningerne. Det er meget mystisk, for bogen udkommer jo få måneder efter ”genåbningen”.
B. Skolepolitikken
Til sidst vil jeg sige, at der også er en totalt ukritisk behandling af Haarders tid som undervisningsminister, især af hans anden periode. Haarder stod i 2005-2010 for den endelige demontering af det han elsker, nemlig dansk og grundtvigsk skoletradition, hvilket han ikke selv er opmærksom på.
Jeg vil kalde det for et eksistentielt paradoks, som formodentlig har noget at gøre med hans ekstremt positive syn på EU. Han er ikke opmærksom på, at EU er det modsatte af den nynordiske tradition, som er ægte verdensborgerlig.
Så hvor Haarders grundtvigske dannelse redder ham over på kritikkens side, når det kommer til coronanedlukningen, så har den ingen effekt i skolepolitikken, udover en kort bemærkning ifm. omtalen af de nationale test. Han var vist nok lidt imod, at Lars Løkke ville offentliggøre testene, så de kunne bruges som almene kvalitetsstandarder. Men han ender med at købe hele pakken.
Reference:
Anne Knudsen & Steen Valgreen-Voigt: “Bertel Haarder – en frygtløs tænker”, Gyldendal, 2022.
10. Den 18. august: Anders Bondo Christensens nye bog om folkeskolen
I april 2025 udkom Anders Bondos bog ”En stærk lærerprofession – forudsætningen for den nye skole”. Det er en kort og velskrevet sag på blot 70 sider. Bondo var formand for Danmarks Lærerforening i de turbulente år 2002-2020.
Det har været særligt interessant for mig at læse Bondos bog, fordi jeg har skrevet om nogle af de samme processer i de to bøger ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering” (2021) samt ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning” (2023).
Bondos bog er mestendels en gennemgang af DLF’s nyere historie, med særligt fokus på tiden omkring skolereformen i 2013. Der er ikke så meget nyt, men det er alligevel interessant at læse om Bondos syn på udviklingen, og det er godt at blive mindet om kronologien.
A. Bondos filosofiske udgangspunkt
Filosofisk set er Bondo et barn af efterkrigstidens humanistisk-demokratiske skoletænkning. Især Løgstrups etik står centralt, og Bondo lægger stor vægt på DLF’s filosofisk prægede professionsideal fra 2002, som var Løgstrup-inspireret.
Bondo nævner også DLF’s efterfølgende ”folkeskoleideal” fra 2019, der var inspireret af Alexander von Oettingen, som har rod i den tysk-didaktiske tradition.
Bondo skriver, at disse to ”idealer” blev ”vigtige grundpiller i lærernes fælles professionsforståelse i en tid, hvor lærerstanden var under massivt pres”. Det er fine ord.
B. Bondo og konkurrencestaten
Bondo er særdeles kritisk overfor den skoletænkning, som udviklede sig i slutningen af 00’erne, og som førte til skolereformen i 2013. Han forbinder det direkte med konkurrencestatens neototalitære system. Her i citat:
”De styringstiltag, som var den bagvedliggende årsag til reformerne, havde skridt for skridt bevæget skolen fra at have fokus på oplysning og dannelse til at være en institution, der havde til formål at sikre arbejdskraft. I bogen ”Konkurrencestaten” satte professor Ove Kaj Pedersen ord på skolens nye målsætning: ”Skolens opgave er at skaffe soldater til konkurrencestaten””. (s.49)
C. Bondo og forskerne
Bondo er desuden kritisk overfor mange pædagogiske forskeres ukritiske understøttelse af skolereformens ideologi. Han nævner næsten ingen navne, men det virker klart nok, at det især er DPU og professionshøjskolerne, den er gal med. Disse kredse var jo helt gift med konkurrencestaten og skolereformen. Her i citat:
”Enkelte skoleledere og pædagogiske forskere forsøgte at give udtryk for, at der ikke var nogen sammenhæng mellem alle politikernes gyldne løfter om en langt bedre skole og så de stærkt forringede vilkår for lærernes muligheder for at gennemføre en god undervisning. Den generelle tilbagemelding fra professionshøjskoler, skoleforskere, lederskribenter m.fl. lagde sig imidlertid lige i slipstrømmen af politikernes lovprisninger” (s.37)
Skolelederforeningen kritiseres også. Foreningens daværende formand, Anders Balle, skrev i 2016 en helt ukritisk antologi om skoleledelse, som understøttede de nye reformer. Lars Qvortrup og Andreas Rasch-Christensen, som på det tidspunkt var skolereformens centrale forskningsmæssige ideologer, skrev de to første kapitler med fuldt reformudtræk i referencesystemerne.
Siden har Rasch-Christensen ændret opfattelse. Det har Qvortrup derimod ikke. Qvortrup var leder af DPU i 2008-11 og fra 2016 leder af ”Nationalt center for skoleforskning”, som blev understøttet af DPU og UC VIA.
Desuden omtales en kronik fra 2019 af 31 økonomer, som forsvarede de nationale test. Der var kun én pædagogisk forsker blandt de 21, nemlig Lars Qvortrup, der som leder af DPU var en central fortaler for de nye systemer. Bondo nævner ikke Qvortrups navn eksplicit, så det er min egen præcisering.
Bondo fremhæver derimod to forskere, Nana Vaaben og Pia Böwadt, som undtagelser fra den negative tendens. Böwadt var også Løgstrup-mand og havde kritiseret DPU’s læringsfolk, og Vaaben sammenlignede skolereformens skoleleder med professor Nidkær fra Harry Potter.
Det var ”pædagogikkens to verdener”, som jeg selv kaldte det i en bog fra 2015.
D. Bondo og Risager
Bondo fortæller, hvordan vindene skiftede efter 2015. Han omtaler især Merete Riisagers virke meget positivt. Pludselig gik man fra konkurrencestatens ”læring” til igen at tale om dannelse og pædagogik. Men Riisager måtte kæmpe hårdt. Her i citat:
”Risager havde ikke meget godt at sige om skolereformen og iværksatte initiativer, som Finansministeriet ikke brød sig om. Heller ikke alle kommunale chefer så med milde øjne på initiativerne. Men mangel lærere opfattede det som en skolepolitisk og pædagogisk håndsrækning”. (s.46)
Bondo refererer desuden fra et arrangement for kommunernes skolechefer, der beskriver stemningen i KL. I en tale fortæller en af direktørerne forarget, at Riisager vil gøre op med skolereformens ide om at gå fra undervisning til læring. Bondo fortæller, at de kommunale skolechefer kommer med ”buh-råb” mod Riisagers ideer. Det er en fin information.
E. Afsluttende bemærkninger
Det hele står desværre meget kort, og der er stort set ingen omtale af den store faglige og filosofiske diskussion, som fandt sted i skolereformens kølvand. Især er det underligt, at sagerne om Erik Schmidt og Keld Skovmand ikke omtales. DLF gjorde faktisk en stor indsats for at hjælpe Schmidt, som jo vandt over KL i landsretten i en ytringsfrihedssag, der havde skolereformen som klangbund.
Bondo slutter med en ret positiv vurdering af samarbejdet omkring ”Ny start” fra 2018, hvor KL og DLF igen blev “venner”. I min optik var dette initiativ reelt et udtryk for, at DLF anerkendte skolereformens overherredømme. Bondo er da også kommet i tvivl, lader det til. Han ender med at tale om ”et ægte dilemma” (mellem indflydelse og principper). Selv nøjes jeg med principperne.
Mange tak til Bondo.
Reference:
Anders Bondo Christensen: ”En stærk lærerprofession – forudsætningen for den gode skole”, Fjordager, 2025. https://www.fjordager.com/en-staerk-laererprofession
11. Den 22. august: Asger Sørensen kritiserer danske universiteter i amerikansk tidsskrift
Lektor ved DPU, Asger Sørensen, har netop publiceret en artikel i det seneste nummer af det amerikanske tidsskrift ”Journal of Educational Controversies”.
Artiklens titel er “Freedoms and Rights of Academic Citizenship are Essential. Reflections on the Situation at Universities in Denmark”.
Via analyser af den universitetsfilosofiske tradition argumenterer Sørensen for ideen om en videnskabelig republik. Og han forklarer, hvordan forskningsfriheden i Danmark blev undergravet af universitetsloven fra 2003, hvor den spirende konkurrencestat omdannede universiteterne til strategiske og erhvervspolitiske organisationer.
I den forbindelse fremhæver Sørensen især den problematiske situation på DPU, og han nævner også den fyringsrunde i 2022, som jeg selv blev en del af, og som jo var en direkte konsekvens af 2003-lovens filosofi. Der er endda en ret grundig omtale af min egen sag, som dermed bliver en slags empirisk eksempel på Sørensens almene tese.
Det er en virkelig flot artikel, som Asger Sørensen har skrevet. Han er en af DPUs sidste frie intellektuelle.
Nu venter vi blot spændt på, at Sørensen skal forsvare sin disputats, som er et enestående forsvar for den pædagogiske filosofis indhold og betydning. Bedømmelsesudvalget var begejstret. Spændende om DPU også er?
I 2010 forsøgte DPU’s daværende leder, Lars Qvortrup, at fyre Asger Sørensen, fordi Sørensens forskning angiveligt ikke var ”relevant”. I dag fører Qvortrups elev, Claus Holm, den antipædagogiske fakkel videre. Situationen er kaotisk og tavs.
Godt at de triste nyheder nu kan læses af hele verden, så der kan komme pres på for en gennemgribende reform af den pædagogiske forskning specifikt og af universiteterne som sådan.
Formentlig er der ledsagende tavshed fra AU/DPU-segmentet? Både fra dem, der har magten, og så alle de frygtsomme.
Reference:
Sørensen, Asger (2025) “Freedoms and Rights of Academic Citizenship are Essential. Reflections on the Situation at Universities in Denmark,” Journal of Educational Controversy, Vol. 17: No. 1, Article 3. https://cedar.wwu.edu/jec/vol17/iss1/3/
12. Den 24. August: Jens Hougaard Nielsen anmelder ”Trivsel tur-retur”
Lærer Jens Hougaard Nielsen har anmeldt ”Trivsel tur-retur” på sin FB-profil. Hougaard Nielsen er særdeles positiv og skriver f.eks. følgende om de tre returrejser:
”Bogen kommer hele vejen rundt; psykologisk, socialt og psykologisk.
Lene Tanggaard som den oversavede dame, der lader sig skære midt over og springer frisk og frejdigt frem spillevende,
Svend Brinkmann, der får verden til at forsvinde, og vupti er den der fuldt og helt igen,
og Thomas Aastrup Rømers fantastiske Houdini-nummer, hvor han vikler sig ind i lænker og håndjern og nedsænker sig i vand og med usvigelig sikkerhed vikler sig ud igen brøkdele af sekunder før druknedøden indtræder.
Det burde få alle politikere og pædagogisk engagerede til at sige “Nu er det nok”.”
Mange tak til Jens Hougaard Nielsen for den gode anmeldelse og for fine og tankevækkende metaforer.
13. Den 24. august: Hvad er åndelig oprustning?
Nu har jeg endelig fundet ud af, hvad ”åndelig oprustning” er for noget. Det er følgende:
– Fjern helligdage uden videre. Efter næste valg napper vi påsken.
– Sænk prisen på en pose kaffe med en femmer. Amen!
– Forstærk 00’ernes store konkurrencestatsreformer, dvs. mere økonomisk defineret erhvervsretning af universiteter, ungdomsuddannelser og skoler.
– Skær ned på filosofi og åndsvidenskabelige fag.
– Nedlæg resterne af velfærdsstatens pædagogisk-historiske institutioner; f.eks. HF, som jo har rødder i syntesen mellem socialisme og liberalisme.
– Fasthold nationale fag- og trivselsmålinger, hvor børn skal evaluere sig selv ind i en statslig datamaskine, som underminerer lærerens myndighed.
– Tal ned om skolereformen fra 2013, mens man fastholder og udvider dens grundlæggende filosofi.
– Marginaliser de folk, som i årevis har kritiseret de forhold, som man nu hævder at være imod, selvom man fastholder og udvider selvsamme forhold.
– Ansæt den store antiånd, Bjarne Corydon, som generaldirektør for DR.
– Brug pengene på jetjagere og teknologi i stedet for på kultur og pædagogik.
– Underminer den forfatningsbestemte magtdeling og giv staten al magt ligesom under coronanedlukningen.
– Fratag folk deres statsborgerskaber med 20 års tilbagevirkende kraft, fordi de siger deres mening i en tråd på Facebook.
– Og så videre….
Det er det, vi skal ”gå i døden for”, som det kaldes.
Den slags fortidshad kan man ikke tage alvorligt.
Gå imod åndelig oprustning, men gå ind for ånd og for åndelig omsorg og tilsynekomst! Dvs. gå imod enevældig teknificering, men gå ind for fortidens uafbrudte rumlen i den næste generations eksistens og forsamlinger.
14. Den 25. august: Ministerielle forskydninger
I 1848 oprettede man et ”Kultusministerium”, som skulle dække kirke, kultur og undervisning i bred forstand.
I 1916 blev ”kirken” skilt fra i et selvstændigt ministerium. Resterne af Kulturministeriet samledes i et ”Undervisningsministerium”, som skulle dække både undervisning, kultur og til dels universiteter (som mest var direkte under kongelig forordning). På den måde kunne skole, universitet og kultur vekselvirke, hvilket afstedkom en rig kulturudvikling i mellemkrigstiden.
De sidste store undervisningsministre i denne tradition var socialdemokraten Julius Bomholt, som i efterkrigstiden forbandt skolen med kulturhistoriens dialoger. Bomholt var teolog og tidligere forstander for arbejderhøjskolen i Esbjerg. Den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen var ud af samme tradition. Også her spillede pædagogik og kultur sammen.
Men i 1961 blev Undervisningsministeriet splittet op igen. Vi fik et selvstændigt Kulturministerium, hvis første minister netop blev Julius Bomholt. Folkeoplysning og højskoler kom også under det nye ministeriums ressort. Herfra blomstrede de danske kulturinstitutioner.
Men dermed var undervisningsministeriet ladt alene, nu uden både ”kirke” og “kultur”. Det blev starten på en større deroute for den nu kulturløse skolepolitik. Skolen tabte langsomt men sikkert sin sammenhæng.
Delvist fra 1993 og endegyldigt fra 2003 mistede Undervisningsministeriet også universiteterne, som det ellers havde fået endegyldig magt over i 1970. Man etablerede et nyt Forskningsministerium, som hurtigt blev defineret ved ”fra forskning til faktura”. Dermed tabte universiteterne også kontakten til pædagogikken.
Og skolerne tabte jo dermed forbindelsen til kundskabernes dannelse/universiteterne. Nu handlede det hele om et økonomisk og teknologisk defineret ”læring” i de desavouerede institutioner.
Således splittet og delt måtte både Undervisningsministerium og Forskningsministerium se sig selv sive hen under Finansministeriets hegemoni. Nu var det nationaløkonomer, der definerede alle centrale og filosofiske emner.
Besøger man undervisningspolitiske konferencer fra ca. 2005 og frem til i dag, så er de totalt tømt for kultur, hvilket jo bekræfter min tese; nemlig at “undervisning” og ”forskning” er blevet mere eller mindre tømt for “kultur” og “videnskab”. Denne mekanisme ramte også DPU og AU.
Splittelsen påvirkede også Undervisningsministeriets indre organisation. Fra 2016 hed ministeriets to styrelser nemlig hhv. “IT og læring” og “Undervisning og kvalitet”, dvs. rent tekniske bestemmelser af pædagogikken uden kultur og filosofi.
Undervejs kom også børnehaverne ind under det kulturtømte Undervisningsministerium. Det var skidt for dagtilbuddene og pædagogerne, som mistede kontakten til deres ekstremt rige baggrundstraditioner.
Faktisk er det mit indtryk, at Kulturministeriet indtil i dag har opretholdt en vis selvstændighed, men også en form for faglig isolation. Dette indtryk blev bekræftet på kulturmødet på Mors her i weekenden, hvor hverken pædagogiske eller finansministerielle emner spillede nogen særlig rolle. Man havde i store træk bevaret sig eget sprog. Denne tilstand er dog truet, f.eks. ved den tidligere finansminister Bjarne Corydons udnævnelse til generaldirektør for DR.
Man oplever noget lignende – altså en kulturel selvstændighed på højskoler, i folkeoplysningen og på kulturskolerne, som jo er under Kulturministeriet, og som nu pludselig er pædagogikkens sidste bastioner. Men denne bastion kan nok ikke for alvor holde, fordi den jo er defineret ved at være adskilt fra ”Undervisnings”-ministeriet, som selv er uden ”kultur”. Kultur uden pædagogik kan ikke opretholde sig selv.
Disse uheldige processer fik naturligvis store konsekvenser for hele organisationssegmentet, herunder kommunerne og fagforeningerne. Dermed skabtes en magtfuld diskurs.
Så det er en stor deroute. Man bør lave et samlet ministerium igen – et nyt ”Kultusministerium”, hvor der ved indgangen står: ”Ingen adgang for Finansministeriet – her vekselvirkes”.
15. Den 27. august: Nyt trebindsværk i støbeskeen
Jeg sidder her med over 2000 siders kaotisk materiale, som i løbet af efteråret gerne skulle materialisere sig i et stort trebindsværk om skolepolitiske og pædagogiske emner; primært med fokus på perioden 2018-2025 med afstikkere til de ældste tider.
Det er utroligt, hvad der er sket undervejs!
Udgivelsen indeholder ikke så meget om emner som ”forskningspolitik” eller ”corona”, der jo er behandlet i andre udgivelser. Der er snarere tale om en tæt kronologisk fortælling om periodens begivenheder, suppleret med en række kapitler med mere overordnede behandlinger af pædagogiske, filosofiske, poetiske og historiske temaer.
Bogen bliver nok ikke nogen bestseller, men om lidt findes den i verden som en sagte mumlen, som den næste generation måske kan undersøge, hvis den trænger til lidt mistrivsel og krænkelse og dermed til lidt kærlighed til pædagogik, påmindelse og tilsynekomst.
Udgivelsen har endnu ingen titel.