Nedenfor kan man læse 53 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske temaer fra maj-juni 2024. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.
Indholdsfortegnelse:
- Antorini får hædershverv
- Abort?
- En hyldest til amatøren
- Professionsidentitet i Aarhus
- Økonomi, humankapital og Emma Holten
- Åndens kollaps
- CEPOS’ angreb på børnehaven
- Socialdemokratiske trusler
- LærerBladet
- Tesfaye undsiger Claus Holms rapport
- DPU’s og skolepolitikkens indre organer: “Skoleret”
- Center for karakterdannelse
- Universitetsdebat på Borchs kollegium
- Undervisning og læring
- Socialdemokratisk loyal to familia
- Kampen om leksikonet
- Kønspædagogik i Critique
- Karakterdannelse
- Nye regler om arbejdstidsregistrering
- Skolereformens forstærkning
- En dag i København
- En dag i Aarhus
- Skam og demokrati
- Foredragsrække om skolens formål
- Tænkningens leder
- En refleksion over læreruddannelsen
- Kampen mod universitetsloven
- Skiftedag
- De konservative og skolereformen
- Professionshøjskolerne giver Antorini en fornem pris
- Antorinis pris, del 2
- Arbejdsløs som 60-årig
- Den tavse magt
- Ny forskerbevægelse
- DPU’s kamp mod filosofien
- Marianne Stidsen kritiserer universitetet
- Europas Nej!
- Skolereformens sejrende vinde
- En tanke om EU-valget
- Folkemødedebat om undervisning
- Nordbild-seminar om bæredygtighed
- Skolepolitiske principper
- Pisa-test om ”kreativ tænkning”
- Herning og Skive og Nr. Nissum
- Ribefortællinger i børnehøjde
- Anekdotisk evidens uden undtagelse
- To priser
- Danmarks Radio i identitetspolitisk nedsmeltning
- Professionshøjskolerne i 2009
- Skolereformen 2014
- Nissum og Skive
- Venlig overlæge med skarp pen
- Universiteternes tavshed!
1. Den 3. maj: Antorini får hædershverv (se også afsnit 30 og 31)
Christine Antorini er blevet formand for UNESCOs nationalkommission for kulturarv, demokrat mv.
Det er et meget overraskende valg, eftersom Antorini i 2013 var hovedansvarlig for den helt store ødelæggelse af netop dansk kultur og demokrati, da hun som undervisningsminister gennemtrumfede skolereformens læringsrevolution.
Hvad bliver det næste? At Corydon bliver biskop?
Vi kunne også rejse en statue af samarbejdspolitikkens førende politiker, Scavenius, hvor vi hylder ham som frihedskæmper.
Eller hvad med en forskningsfrihedspris til DPUs leder Claus Holm?
Det er også tankevækkende, at Antorini nu knyttes til UNESCO, der altid har haft en mere humanistisk-pædagogisk tilgang til uddannelse end OECD, som jo var en økonomisk organisation.
For skolereformen var jo netop baseret på OECD og ikke på UNESCO. Ved udnævnelsen af Antorini underminerer UNESCO derfor sig selv.
Endelig må man bemærke, at det er Mattias Tesfaye, som har udnævnt Antorini. Han har ellers slået sig op på, at skolereformen er en kæmpefejl?
Link til nyheden: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/maj/240429-christine-antorini-bliver-ny-formand-for-den-danske-unesco-nationalkommission
Gert Biesta om UNESCO og OECD: https://link.springer.com/epdf/10.1007/s11159-021-09921-x?sharing_token=FNirZBHkyxmjzR03E8RvYve4RwlQNchNByi7wbcMAY6X6yZOnJ0oLQgIh2k03zjpjJ4f7WrMWt9S03cCmylDeEixGl3ySR9_iSi723Vbc35BSHWa5lbeNVM94Jjbm07uqoUMyXbsiNcuBkaze9uNyGwmoeD8UPRXnFAKNeiu3Eo%3D
2. Den 4. maj: Abort?
I en artikel på DR.dk får man nogle ting at vide om den nye abortgrænse, som jeg i al fald ikke var bekendt med:
- En abort i uge 18 finder sted som en regulær fødsel og ikke som et udskrab.
- En lille del af fostrene viser i uge 18 regulære livstegn og skal tildeles CPR-nummer og begraves.
DR har interviewet jordemoder Mette Kiel Smed, som ikke er begejstret. Det samme gælder en anden jordemoder, Siff Stephenson, som er interviewet i Kr. Dagblad. Jordemødre har ofte en tæt forståelse af naturens processer.
Etisk Råd er helt splittet. Ni personer anbefaler en grænse på 18 uger. Otte gør ikke.
Folketinget er også splittet. K, DF, LA og DD går imod. Men på X skriver en SF’er ligefrem, at der er ”skræmmende”, at nogen har stemt imod. Det minder hende om Trump og så videre. Og foreningen Sex og Samfund var klar til at gå endnu videre end de 18 uger. Meget sexy society.
I aftaleteksten står der ikke noget om etiske emner. Etisk Råd er kort nævnt, men det store mindretal er helt fortiet.
Der henvises til Sverige, hvor grænsen er 18 uger. Men Sverige skiller sig ud. Den europæiske normal er 12-14 uger. I Finland skal aborter endda positivt bevilliges, har jeg læst.
Alligevel bruger aftaleteksten platte udtryk som det “tidssvarende”, og der tales om ”samfundsudviklingen”.
Der står også nedladende, at loven skal ”afspejle det faktum, at kvinder er i stand til at træffe beslutninger om egen krop”, som om kvinder ikke har været ”i stand til” det tidligere.
Hele problemstillingen er jo netop, at fra omkring uge 12 bliver kvinden bærer af ”en andens krop”. Det er hele kønnets åndelige definition. Men har man “ret” over en “andens krop”?
Spørgsmålet er derfor, om forholdet mellem de to kroppe er etisk, retligt eller teologisk og/eller i hvilken kombination og på hvilken måde. Men det spørgsmål er ikke adresseret i aftalen, tværtimod.
Links:
DR’s artikel: https://www.dr.dk/nyheder/indland/der-er-stor-forskel-paa-abort-i-henholdsvis-uge-12-og-uge-18
Interview med Siff Stephenson: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/jordemoder-er-imod-ny-abortgraense-det-er-forkaelet-forkert-og-dybt-uetisk
Link til aftale: https://www.regeringen.dk/nyheder/2024/nye-politiske-aftaler-om-abort-styrker-kvinders-selvbestemmelse/
Andre landes abortgrænser: https://www.altinget.dk/artikel/fra-nul-til-24-uger-se-abortgraenserne-i-alle-eu-lande
3. Den 8. maj: En hyldest til amatøren
På min blog i Akademikerbladet slår jeg et slag for “amatørens” grundlæggende betydning og funktion for både videnskabeligt og professionelt arbejde:
https://dm.dk/akademikerbladet/debat/thomas-aastrup-roemer/den-sande-akademiker-er-en-amatoer/
4. Den 11. maj: Professionsidentitet i Aarhus
I sidste uge afholdt UC VIAs nye Center for Professionsforskning et eftermiddagsseminar om ”professionel identitet”. Det lød spændende, for jeg har arbejdet med professioner i over 30 år, både som lærer på pædagoguddannelsen og som underviser og forsker ved et professionsrettet universitet (DPU).
Der var oplæg fra mange kloge mennesker. Meget kloge endda! I al fald forstod jeg næsten ikke noget af, hvad de sagde. Det meste handlede om at lege med identiteter, at udvikle professionsidentitet og om ”integration” af et eller andet.
Jeg fik også at vide, at selv underviserne på UC’erne skulle udvikle en professionsuddanner-identitet, som på en elle andet måde var UDOVER det at være underviser for en konkret profession. Der var også nogle statistikker, hvor det gik op og ned.
Men der var ikke noget om professionernes opgave, filosofi, autonomi eller faglige historie. Intet om omsorg, kritik, undervisning, socialpædagogik eller børnehaver. Ingen dialog/kritik mellem professionerne. Intet indhold. Ikke noget om alt det, som jeg troede en ”profession” handlede om.
Pludselig var det som om, at ”professionsidentitet” var noget helt andet end det at være lærer, pædagog eller sygeplejerske.
Samme formiddag havde jeg publiceret et blogindlæg på Akademikerbladet om ”amatørens” grundlæggende funktion og filosofi, det vil sige om kærlighedens og kaldets betydning for en professionel praksis.
Jeg nævnte indlægget for nogle deltagere, der så rystede ud. Jeg omtalte også betydningen af kritik, eksemplificeret ved skolereformen i 2013, og spurgte desuden ind til, om ”identitet” overhovedet var et godt ord ind i denne sammenhæng? Men det var vist også lidt for mærkeligt.
På en måde var det ”professions”-højskolens endelige sejr over ”seminariet”. Det hele mindede mig lidt om det, jeg for nogle år siden kaldte for “VIA-land” (dvs. en masse amerikanske management-slogans på glasvægge, som alle kan se ind igennem).
Det manglende indhold undrede mig faktisk lidt, for rundt omkring på professionshøjskolerne – også på VIA – sidder der folk med stor indsigt i professionernes klassiske emner. Men de er nok lidt marginaliserede, må man formode?
Det nye centers leder, Thomas Iskov, var faktisk ham, jeg forstod bedst. Jeg håber, han udvikler sin sans for uvidenhed. Derimod har Linda Greve, som er leder af VIAs nye såkaldte uddannelsesakademi, meget radikale ideer, som jeg altså ikke forstod og også blev lidt bange for. Greve har rod i de ligeledes radikaliserede universitetspædagogiske miljøer ved Aarhus Universitet. Hun er teolog, så hun kan gøre opgøret med professionerne til et slags åndeligt absolut.
Arrangementet blev afholdt i gode, engagerede og venlige omgivelser med både kaffe, kage og bobler. En hyggelig eftermiddag med mange kloge mennesker og en enkelt uvidende lærer, der fortumlet cyklede hjem gennem den gamle by.
Jeg glæder mig vist nok til flere spændende seminarer fra det nye center om ting, jeg ikke kan forstå. Indimellem kan jeg så deltage i Jan Jaap Rothuizens dybt reflekterede VIA-studiekreds om den pædagogiske professions egentlige temaer, der, som jeg ser det, er en slags modsætning til det nye centers forståelse af “professionsidentitet”. Rothuizen har da også i samarbejde med Line Togsverd for nyligt skrevet en fantastisk artikel om emnet i Tidsskriftet Kognition og Pædagogik, nr. 126.
Måske skulle man forsøge sig med “eksistens” frem for “identitet”? Det vil give lidt mere dybde og historisk-poetisk erfaring, tror jeg.
5. Den 12. maj: Økonomi, humankapital og Emma Holten
A.
Først monopoliserede en række nationaløkonomer hele den pædagogiske og uddannelsespolitiske begrebsdannelse. Dette generaliserende overgreb på de pædagogiske fag var en integreret del af den nye konkurrencestats pædagogik. Angrebet fandt især sted i den revolutionære periode 2005-2014. Overgrebets konsekvenser lever vi stadig med.
Men nu er økonomer sørme i oprør over, at Emma Holten reflekterer lidt over forholdet mellem økonomi og omsorg og i den forbindelse kritiserer den økonomiske videnskab?
Holtens kritiske aktion, som jo på ingen måde udsletter økonomien, udgør vel at mærke kun en brøkdel af økonomernes egen ureflekterede invasion af et andet fag i 00’erne!
Holten skal have tak for sin indsats for at presse økonomiens betydning tilbage. Spørgsmålet er dog, om hun risikerer det modsatte, eftersom hun jo ønsker – hvis jeg har forstået det ret – at omsorg gøres til en økonomisk kategori.
Omsorg bliver dermed en del af ”humankapitalen”, som økonomerne kalder det.
B.
Socialdemokratiet har spillet en hovedrolle i at ødelægge den storslåede nationale forudsætning. Det skete især med skole- og læreruddannelsesreformerne omkring 2013, der omdannede pædagogikken til ”humankapital”, jf. punkt 1.
Efter denne ødelæggelsesaktion omdøbte partiet de sørgelige rester af den nationale tradition til det totalitære ”danske værdier”, og herefter gik man endda til angreb på unavngivne medborgere, som angiveligt truer disse ”danske værdier”.
Så man kritiserer folk for at gøre noget, som man selv har gjort big time?
A+B:
For hvad er den økonomiske version af ”en dansk værdi” i dag? Det er at omdanne samfundets liv, dvs. børn og pædagoger og familier, til ”humankapital”. Når det sker, har man ikke mere brug for pædagogisk videnskab, som dermed kollapser i en blanding af konkurrencestats- og identitetsafsøgninger.
6. Den 15. maj: Åndens kollaps
Først udsættes pædagogikkens tradition for tre ødelæggende og reduktionistiske aktioner:
– ”Undervisning” reduceres til ”sort skole” og ”røv-til-bænk”
– ”Reformpædagogik” reduceres til ”rundkredspædagogik”
– ”Grundtvigianisme” reduceres til en DF-agtig etnicitet
Hermed er al fortid udslettet.
I stedet træder det biologisk-psykiske og værdifrie ”læring” ind på scenen. Dette tomme ord må finde en partner, men alle de tre gamle bekendtskaber, som jeg nævnte ovenfor, er jo væk.
Det er i dette tomrum, at ”økonomien” byder sig til, endda i en særlig underdanig, teknisk, instrumentel og imperialistisk version. Det sker for alvor i perioden 2005-2013, og denne tilstand er stadig gældende.
Mennesket og samfundet som sådan blev omdannet til ”human kapital”.
Mistrivsel er på denne baggrund nærmest et sundhedstegn. Nu skal den blot omsættes til kritik frem for til angst.
7. d. 16. maj: CEPOS’ angreb på børnehaven
I nedenstående indlæg fra dagens Berlingske kritiserer jeg CEPOS’ meget tekniske syn på børnehaver.
CEPOS’ nye direktør, Jes Brinchmann, argumenterer efter min opfattelse for et system, der går imod de liberale principper, som børnehavens tradition udspringer af. I stedet trækker han – i bedste 00’erstil – på konkurrencestatens opfattelse af børn som ”humankapital”.
Og konkurrencestaten er jo liberalismens totale modsætning, selvom den også er neo-liberalismens logiske konsekvens.
8. Den 17. maj: Socialdemokratiske trusler (se også afsnit 15)
Nedenstående link er rystende læsning om, hvordan fremtrædende socialdemokrater effektivt intimiderede en SF-formands civile karriere, hvis hun udtalte sig om overgrebet på landets lærere i 2013.
Alle lærere og kritikere havde ret. Alting var orkestreret.
Og også dengang sad Mette Frederiksen og Barbara Berthelsen i centrale positioner.
Parallelt med lockouten kørte skolereformens totale opgør med landets pædagogiske tradition med DPU’s helhjertede opbakning.
Efterfølgende gik vi fra lock-out til lock-down, og der er vi på en måde stadigvæk. Alt kan pludselig ske.
Truslerne flød i de politiske systemer, og det samme var tilfældet i de forskningsmæssige systemer, skal jeg hilse og sige.
Alle de ansvarlige er siden forfremmet.
En kæmpe skandale.
9. Den 19. maj: LærerBladet
Jeg vil gøre opmærksom på en sørgelig begivenhed. Det drejer sig om, at det fynske magasin LærerBladet er nedlagt. Det sidste nummer udkom i sidste uge. LærerBladet blev finansieret af Odense Lærerforening og var redigeret af Erik Schmidt, som i mange år var lærer ved Agedrup Skole ved Odense.
Den lokale kreds vil ikke støtte bladet mere. Man mangler efter sigende 160.000 kroner, og Danmarks Lærerforening vil ikke hjælpe til. Det er efter min mening en beslutning, som hurtigt kan vise sig at være en ulempe, der overstiger dette beløb big time.
Erik Schmidt har siden 1990’erne været en førende pædagogisk debattør, og han opfattede hurtigt de uheldige skolepolitiske tendenser, som kulminerede i 2013.
Især bogen ”Folkeskolens krebsegang” fra 1996, som bl.a. blev refereret respektfuldt af det borgerlige ikon Henning Fonsmark, var en vigtig udgivelse. Det var på en måde denne ”krebsegang”, der var med til at skabe en blødere strøm under 00’ernes pædagogikfjendtlige systemer, som skolekritikken i 10’erne kunne trække på. Det var seminarie-Danmarks stemme, som hverken var rød eller blå, men som forsvarede pædagogikkens og skolens formål.
Det er denne stemme, som nu taber momentum.
I 00’erne var Schmidt redaktør for det fantastiske tidsskrift ”Opinion”, hvor man kan studere tidens pædagogiske stemmer. Schmidt interviewede både rektorer, ministre, lærere og forskere. Dette dybt interessante materiale burde ligge på nettet. Thorkild Thejsen, som på det tidspunkt var redaktør for Folkeskolen.dk, anmeldte begejstret. Det var dengang, at Folkeskolen.dk var en del af den klassiske linje.
Undervejs (i 2008) indgik Schmidt også i en nærmest historisk polemik med den dengang helt nye rektor for DPU, Lars Qvortrup, som var en slags mentor for den nuværende leder, Claus Holm. Schmidt var nok den første, der bemærkede DPU’s forskningsmæssige og faglige deroute.
Erik Schmidt var også med i kredsen omkring Holgerprisen, der blev uddelt på Askov Højskole i perioden 2007-10. Prismodtagerne var Alexander von Oettingen, Jens Raahauge, Stefan Herman og undertegnede.
Allermest kendt er Schmidt nok for en stor retssag, som endte med at køre i flere runder. Sagen var, at Odense Kommune i 2014 var nærmest besat af skolereformens ideologi. Schmidt protesterede på et lærermøde, og fik støtte fra mange kolleger. Det blev taget ilde op, og han fik derfor en tjenstlig advarsel af en helt ny læringsmaksimerende skoleleder.
Schmidt og DLF måtte føre sag om denne ”advarsel” i retten, fordi det kommunale system, som jo var dybt præget af læringsrevolutionen, var urokkeligt.
Den dramatiske sag fandt først sin afgørelse 4½ år efter, i november 2018, da Landsretten entydig tog Schmidts parti. Siden gik hele det kommunale system til i total tavshed.
Endelig må man ikke glemme Schmidts store arbejde med forlaget Fjordager, som har udgivet et utal af faglige og kritiske bøger om pædagogiske emner. Senest udgav han Niels Chr. Sauers fine bog ”Folkeskolens veje og vildveje”. Andre vigtige kritikere som Brian Degn Mårtensson, Iben Benedikte Valentin Jensen, Steen Nepper Larsen, Holger Henriksen og Michael Busch har også nyt godt af Schmidts forlagsvirksomhed. Jeg har også selv haft æren med tre bøger.
Og de sidste mange år har Schmidt altså også redigeret LærerBladet. Her har han gennemført en kritisk journalistisk linje, så tildragelserne i Odense ofte har fået en national betydning og vise versa. Og derudover har han fastholdt interessen for det almenpædagogiske via anmeldelser, interviews, citater og så videre.
Lærerbladet har været en slags fortsættelse af ”Opinion”-linjen fra 00’erne. Danmarks sidste seminarium og lærerens rygrad.
På den måde har Lærerbladet været den klassiske danske lærerstands stemme. Dermed har bladet været en god korrektion til det landsdækkende Folkeskolen, som i højere grad har fulgt tidens strømninger i sin dækning af skolepolitiske emner. Nu mangler Folkeskolen.dk helt et korrigerende alternativ. Dermed forvitrer tænkningen.
Det er en tragedie, både fagligt, professionelt og politisk, at Lærerbladet nu ikke er her mere. Mig bekendt er magasinet det sidste større blad fra DLF’s lokale kredse.
Det er derfor helt uforståeligt, at Schmidt ikke bliver bedt om at fortsætte sit virke. Med alt hvad han har gjort for lærerprofessionen, burde han snarere have lønforhøjelse og det, der er større.
Jeg skrev faktisk til DLF, da jeg hørte om sagen. Her er mit brev pr. d. 4/3-2024:
”Kære Gordon Ørskov Madsen og øvrige medlemmer af Hovedbestyrelsen
Mit navn er Thomas Aastrup Rømer. I kender muligvis mit navn fra skoledebatten og fra den pædagogiske forskning, hvor jeg har været aktivt i mange år.
Jeg skriver til jer, fordi jeg kan forstå, at den fynske lærerkreds har besluttet sig for at nedlægge kredsens fine magasin ”Lærerbladet”, som redigeres af Erik Schmidt. Efter sigende mangler der omkring 160.000 kroner for at fortsætte med at udgive bladet.
Jeg vil hermed blot opfordre til, at man finder dette beløb på en eller anden måde. Lærerbladet viderefører en helt særlig faglig og journalistisk tradition, som er et vigtigt alternativ til det også udmærkede Folkeskolen.dk. Mig bekendt er det landets sidste større lærerkreds-blad?
Desuden bør man have i erindring, at Erik Schmidt gennem årene har ydet en fantastisk indsats for lærergerningen her i landet. Han har endda ydet personlige ofre i sit forsvar for dansk lærertradition. Men alt det ved I jo.
Så jeg synes, at DLF har lidt en pligt til at understøtte Schmidts virke, så længe han har lyst, så denne kredsbaserede bladtradition, der jo også drøfter skolepolitiske og pædagogiske emner mere bredt, kan fortsætte med at inspirere de andre skole- og uddannelsespolitiske medier.
Måske kunne man endda arbejde på at udvide bladet på forskellige måder?
Med venlig hilsen
Thomas Aastrup Rømer”
Desværre ønskede hovedbestyrelsen ikke at efterkomme min opfordring.
Links:
Link til LærerBladet: https://odenselaererforening.dk/om-olf/laererbladet
Thorkild Thejsens omtale af Opinion, 2003: https://www.folkeskolen.dk/paedagogik-skolepolitik-skolepolitik-christiansborg/tidsskrift-til-taenkende-laerere/1787222
Erik Schmidt og Lars Qvortrup i 2008: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt-og-lars-qvortrup-i-2008.html
Erik Schmidt-sagen, 2014-18: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt
10. Den 20. maj: Tesfaye undsiger Claus Holms rapport
Astrid Carøe fra SF har d. 8/5 stillet spørgsmål til undervisningsministeren om den såkaldte ”ekspertgruppes” anbefalinger om køns- og især drengepædagogik. Anbefalingerne går ud på at indskrive identitetspolitisk og konkurrencestatslig ideologi i folkeskolens formålsparagraf. Ekspertgruppens arbejde ledes af institutleder ved DPU, Claus Holm.
Carøe spørger bl.a. om, hvorvidt det er ”rimeligt” over for ekspertgruppen, at man ikke tager dens arbejde mere seriøst.
Hertil svarer Tesfaye følgende:
“Om det er rimeligt for eksperterne? Er det rimeligt for drengene, at de ikke klarer sig så godt i skolen som pigerne? Der er flere drenge, der bliver skolede, så de får lavere karakterer, og der er dårligere overgang til ungdomsuddannelserne. Det er da det, det handler om.
Og prøv lige at læs de anbefalinger! Helt ærligt! Som SF’er! Hvad er det, vi skal implementere? Skal vi ændre formålsparagraffen, så der står alt muligt om kønsstereotyper. Det er da noget SJASK.
Skal vi sende alle mulige pædagoger på efteruddannelse og smide forskningspenge efter alt muligt? Det vi havde brug for, det var konkrete anbefalinger.
Der synes jeg godt nok ikke, at Slotsholmen leverer for de drenge, der slår sig på den danske folkeskole og på danske dagtilbud i dag. Jeg synes, det er en temmelig tynd omgang, vi har fået præsenteret her.”
Undervejs i sin tale får Tesfaye også gjort op med den såkaldte ”normstorming”, som udspringer af poststrukturalismens allermest primitive gemmere.
Rapporten er som sagt en symbiose mellem konkurrencestat og identitetspolitik. Det blev visualiseret ved, at Dansk Erhverv og Kvinfo helt uden skolefaglige refleksioner kastede sig ud i et helhjertet forslag for anbefalingerne. Det er lige noget for det konkurrencestats-SF, som har udviklet sig siden 2010.
Mange tak til Tesfaye.
Links:
Se den fulde debat her, fra 3:51 (og ca. 15 minutter frem): https://www.ft.dk/aktuelt/webtv/video/20231/salen/93.aspx#pv
Dansk Erhverv og Kvinfo, d. 5/5: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/haard-kritik-af-mattias-tesfaye-regeringen-svigter-baade-vores-boern
Se alle indlæg i sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/ekspertgruppe-om-koenspaedagogik.html
11. Den 20. maj: DPU’s og skolepolitikkens indre organer: “Skoleret”
DPU’s og skolereformens ideologiske system blev fra 2008 og fremefter konstrueret af især dekan Lars Qvortrup, professor Jens Rasmussen og den nuværende institutleder, Claus Holm. Systemet er stadig særdeles virksomt.
Trioens synspunkter blev i løbet af 10’erne kritiseret i brede kredse. Ikke mindst af den såkaldte ”uren pædagogik”-bevægelse, som Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og jeg selv var en del af. Men også af mange andre var kritiske.
I 2021 udgav Qvortrup og Rasmussen en bog ”Skoleret – et lærestykke til forskere, myndigheder og medier”. De to professorer angreb den pædagogiske kritik i dramatiske vendinger for at være ”konspiratorisk”, ”inhabil” og så videre. De ville også beskytte myndighedsbetjening mod kritiske undersøgelser.
Bogen er et epokebekræftende skole- og forskningspolitisk dokument, som bør være pensum i alle kurser i videnskabsteori til skræk og advarsel for kommende generationer af pædagoger, lærere og forskere. Bogen udtrykker tidsåndens og skolereformens dybt anti-pædagogiske essens.
Bogens tre forfattere har gjort fremragende karrierer i de konkurrencestatsdefinerede hierarkier, hvorfra de har sat et effektivt præg på de forskningspolitiske strukturer.
I nedenstående tekst fra 2021 kan man læse en kritisk gennemgang af bogens utrolige synspunkter. Dele af analysen kan også tilgås i bogen: ”I skolereformens kølvand”, som udkom på forlaget Fjordager i 2023.
Efter min opfattelse udgør bogen en form for “DPU’s indre”.
12. Den 22. maj: Center for karakterdannelse
Jeg har i de sidste dage haft lejlighed til at studere noget materiale fra det nye ”Center for karakterdannelse”. Her er tre iagttagelser:
A. Filosofisk
De forskere, som er tilknyttet centret, er i gang med at skrive en række eksplorative artikler om ”karakterdannelse”. Der er tale om både selvstændigt og tankevækkende materiale fra filosofisk inspirerede folk som Svend Brinkmann, Ove Korsgaard, Finn Thorbjørn Hansen, Mogens Pahuus og nordmanden Paul Otto Brunstad. Der er også en artikel af medieforskeren Stine Liv Johansen, som dog ikke er så filosofisk.
Andre fagfolk, som endnu ikke har skrevet artikler, er Lene Tanggaard, Stefan Herman, Kirsten M. Andersen, digitaliseringsforskeren Ole Iversen og flere andre. Jeg er også selv blevet tilknyttet projektet.
De mange indlæg udtrykker en dyb filosofisk interesse. Der er referencer ned i hele den filosofiske tradition. Her myldrer med grækere, oplysningsfolk, hermeneutikere og hele og halve grundtvigianere, men også med fremsynede politikere og pædagoger. Der er også flere referencer til Gert Biestas arbejde. Det hele foregår i en både saglig og diskussionslysten ånd.
Der er tale om en form for gendannelse af den brede og inkluderende pædagogisk filosofiske forskningstradition, som filosoffen og teologen Peter Kemp i sin tid skabte ved DPU, men som siden 2010 har været tiltagene ugleset.
Pædagogik, filosofi, politik og teologi løber som tråde og strømme ind og ud af teksterne. Det er kort sagt en syntese mellem pædagogik, filosofi, politik og eksistens.
Så mens pædagogisk filosofi er på vej ud af DPU, så genetableres den nu i det nye center sammen med tilstødende fagområder. Kan man tænke sig noget smukkere?
B. Baggrunden
På en måde er denne pædagogisk-filosofiske gendannelse ikke nogen tilfældighed. Centrets leder, Jonas Norgaard Mortensen, har i mange år beskæftiget sig med europæisk humanisme i regi af den såkaldte ”personalisme”, som prægede især fransk filosofi efter krigen.
Og netop Peter Kemp var faktisk dybt præget af personalismen, og bidrog også til en af Mortensens bøger om emnet. På den måde tager det nye center tråden op fra Peter Kemp. Andre humanistiske filosoffer med pædagogisk interesse har også medvirket til nogle af disse tidligere udgivelser, herunder idehistorikeren Dorthe Jørgensen, Steen Nepper Larsen, grundtvigforskeren Regner Birkelund og flere andre.
Altså samme grundlæggende ånd som det nye karakterdannelsescenter.
Mortensen har også genudgivet K.E. Løgstrups to forelæsninger om personalisme fra 1938, som også Hans Hauge for alvor har fået øje på i sin bog fra 2020, ”Den ukendte Løgstrup”.
C. Praksis
Endelig vil jeg sige, at de rige filosofiske afsøgninger af dannelses- og karakterdannelsesbegrebet i regi af det nye center skal suppleres af pædagogiske udviklingsforsøg på mange forskellige skoler.
Der kommer med andre ord et samspil mellem pædagogisk filosofi og praksis, som har været glemt og overset i årtier. På den måde gendannes ånden fra Danmarks Lærerhøjskole, som DPU opslugte og omdannede til ”læringsadfærd” fra 2000.
Dermed fortsætter Jonas Norgaard Mortensen perspektiverne fra sit store projekt i Guldborgssund kommune, som i 2023 resulterede i udgivelsen af bogen ”Det skal kendes – dannelse som kommunal vej og vision”, som ti praktikere og ti forskere har bidraget til.
Endelig er det værd at bemærke, at det nye center indgår i samarbejdsflader med organisationer og kommuner, som ellers virkeligt har støttet skolereformens ideologi gennem årene. På den måde kan centrets diskussioner og begrebs- og praksisudvikling ligefrem bruges til en regulær genopbygning af pædagogikkens og skolens autonomi.
https://www.karakterdannelse.dk/
13. Den 22. maj: Universitetsdebat på Borchs kollegium
Næste torsdag aften er der debat om universiteter og dannelse på Borchs Kollegium i København. Yderligere info og tilmelding (for kun 30 kroner) kan tilgås i linket.
https://www.facebook.com/events/787767093270303/?ref=newsfeed
14. Den 22. maj: Undervisning og læring
I nedenstående indlæg i mediet Kontrast reflekterer jeg over forholdet mellem undervisning. læring og indhold.
Mange tak til Kontrast for at bringe dette urkonservative og inkompetente forsøg på at bestemme pædagogikkens indre som en modsætning til skolereformens grænse- og nærmest skamløse opgør med undervisning og indhold og dermed også med virkelig læring.
https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/grundloven-taler-om-undervisning-ikke-om-laering
15. Den 23. maj: Socialdemokratisk loyal to familia
Den tidligere formand for SF, Anette Vilhelmsen, blev i 2017 truet til tavshed om lærerkonflikten i 2013, hvis hun gerne ville beholde sit job som skoledirektør. Truslen kom direkte fra Socialdemokratiets indre i bedste lockdown-style.
Vilhelmsen udtaler i den forbindelse de bevingede ord:
“Jeg synes, det er slemt, at Socialdemokratiet lige selv har rejst en debat om hersker-attitude. Det blev jeg ramt af og tænkte: Hvis der er nogen, der ved noget om herskermentalitet, er det da Socialdemokratiet”.
Vilhelmsen fortæller, at hun kender til lignende sager, men hun vil ikke sige hvilke. Hun vil heller ikke sige, hvem der konkret truede hende.
Hun kalder ellers, ifølge Berlingske, de socialdemokratiske bøllemetoder for “en trussel mod demokratiet”.
Det lyder lidt som en rockergruppe.
Men i så fald må hun meget gerne åbne munden noget mere.
16. Den 23. maj: Kampen om leksikonet
Weekendavisen havde i går en historie om det indflydelsesrige venstreorienterede leksikon ”Leksikon for det 21. århundrede”, som blev etableret i 1995.
Sagen er, at leksikonets redaktør har sat en banner over mange af opslagene, der sætter Israels flag lig med nazi-Tysklands hagekors. Og slår man op under Danmark, så står der ”terrorstat” over artiklen. Og sådan fortsætter det.
Det må være noget nyt, for jeg har jævnligt brugt dette leksikon, som ellers har mange udmærkede opslag, og jeg har ikke tidligere bemærket disse ting.
Leksikonet har da også flere fremtrædende bidragsydere. Det gælder f.eks. de tre professorer Svend Brinkmann Lene Tanggaard og Ernst Schraube, som nu ifølge Weekendavisens artikel forsøger at komme ud af systemet.
Også det radikale folketingsmedlem, Christian Friis Bach, som har skrevet flere opslag, vil væk.
Det er også synd for tidligere seminarielærer Karsten Tuft, hvis fantastiske opslag om ”pædagoguddannelsen” nu må stå under hagekorsets tegn.
Kun en af de interviewede bidragsydere vil gerne blive i leksikonet. Det drejer sig om professor Morten Nissen fra DPU. Han begrunder det med ytringsfrihed og med hensynet til ”en åben udveksling af synspunkter”, selvom jeg ikke forstår, hvad de anmassende overskrifter har med ”synspunkter” i et leksikon at gøre.
Han mener også, at Israels metoder minder om nazismens, selvom han også udtrykker en noget uklar reservation.
Men Morten Nissen er bestemt ikke nogen elsker af ytringsfriheden. Første gang, jeg fandt ud af det, var, da han støttede professor Dorte Staunæs’ og DPU’s klage over mit kritiske arbejde i 2015. Den brede offentlighed var rystet over klagen, og sagen havnede som afskrækkende eksempel i Heine Andersens bog ”Forskningsfrihed”.
Få år senere skrev Nissen – ifm. en kritisk analyse af hans forskningsprogram – at jeg var en ”paria”. Og endelig støttede han institutleder Claus Holms afskedigelsesrunde i december 2022, som bl.a. gik ud over folk, som var imod Holms symbiose af konkurrencestat og poststrukturalisme.
DPU er et autoritært system, og Nissen er kort sagt en af ytringsfrihedens store fjender, selvom han nu hævder det modsatte.
Det er også ironisk, at leksikonets motto er ”tvivl på alt”. Men dette motto gælder vist ikke mediets egne utrolige politiseringer, som nu ødelægger det ellers store arbejde, som mange af landets forskere og intellektuelle har bidraget med.
Links:
Artiklen i Weekendavisen: https://www.weekendavisen.dk/2024-21/samfund/virkelig-alternativt-leksikon
Link til leksikonets noget akavede hjemmeside (tryk på uglen i højre hjørne for at komme til forsiden): https://www.leksikon.org/art.php?n=5218
Om Staunæs-sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu
Om DPU-fyringerne: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html
Om Morten Nissens ”paria”: http://www.thomasaastruproemer.dk/diskussion-med-professor-morten-nissen-om-dpus-forskningsprogrammer.html
17. Den 24. maj: Kønspædagogik i Critique
Jeg har løbende arbejdet med min kritik af Undervisningsministeriets ekspertgruppe og dens anbefalinger til drenge- og kønspædagogik. Senest i nedenstående artikel i Critique.
Det er dejligt, at jeg er på linje med den nuværende undervisningsminister, men pludselig en dag kommer der en anden minister, og så er den gal igen. Og man må jo ikke glemme, at ekspertgruppens synspunkter stadig dominerer magtfulde interesseorganisationer og myndigheder.
Derfor er det vigtigt løbende at pleje den kritiske praksis i forhold til emnet, så vi altid er klar til at beskytte landets drenge og piger mod denne symbiose af konkurrencestats- og identitetsideologi.
https://aarsskriftet-critique.dk/2024/05/den-paedagogiserede-nedbrydning-af-koennet/
18. Den 29. maj: Karakterdannelse
Jeg sidder og arbejder på en artikel om karakterdannelse til det nye “Center for Karakterdannelse”. Jeg er i den forbindelse sunket ned i et arbejde med en form for dydskatalog.
Det hele er meget foreløbigt, så forslag og kommentarer modtages med kyshånd:
Tidligste barndom: Hengivenhed og kropskærlighed.
Børnehavebarnet: Leg, lydighed/autoritetstro og nysgerrighed.
Skolebarnet: Kundskabsinteresse, fantasifuldhed, hjælpsomhed og social forståelse.
Det unge menneske: Verdensåbenhed, selvstændighed, erotisk og historisk-poetisk engagement.
Det voksne menneske: Trofasthed, mod, lovlydighed, sandhedskærlighed og retfærdighed.
Det gamle menneske: Tålmodighed, selvudslettelse og nydelse. En slags passiv autoritet.
Det fremstår måske lidt simpelt, så her er tre ledsagende bemærkninger:
- Næsten alle dyder findes i næsten alle aldre, men er i skiftende fokus. Den gamle mand har f.eks. godt af lidt ”kropskærlighed”, som jo stammer fra spædbarnslivet. Og “retfærdighed” skal man også værne om fra børnehavetiden, selvom den så udtrykkes fuldt i det voksne liv.
- Der er en vis kronologi og sammenhæng. F.eks. bliver “hengivenhed” til “leg” og senere til “sandhedskærlighed” (og derfra til kritik, som ikke er en dyd, men en effekt af dyden).
Og “lydighed” bliver til “lovlydighed”. Og “leg” bliver til “kundskabsinteresse” og til “historisk-poetisk engagement”.
- Samlet set får vi en slags menneskeudvikling, der minder lidt om Rousseaus Emile fra 1762. Man vil også kunne kvalificere hele denne moralske organisme ved at inddrage dannelsesromaner, politiske begivenheder og mytisk-teologiske fortællinger.
19. Den 31. maj: Nye regler om arbejdstidsregistrering
I dette indlæg i Akademikerbladet kritiserer jeg EU og de danske fagforeninger for at ødelægge arbejdets praksis og hermed også fagbevægelsen og Europa selv.
20. Den 31. maj: Skolereformens forstærkning
Skolereformens ideologi lever i bedste velgående. Her er to helt aktuelle eksempler:
A.
DLF har netop samlet et såkaldt ”skoleøkonomisk forum”, som udelukkende består af personer og organisationer, som var med til at fremme skolereformens ideologi. Der er ingen repræsentanter fra de kritiske traditioner.
På den måde accepterer DLF endegyldigt sit nederlag til Antorini og Corydon.
B.
I går deltog jeg i en dagskonference på DPU om ”praksisfaglighed”; et begreb som siden 2017 har fået stor skolepolitisk betydning. De fleste oplægsholdere har støttet skolereformen og/eller Claus Holms ideologiske ledelse.
I løbet af konferencen blev det klart, at ordet ”praksisfaglighed” er et tomt hylster for, at den gamle læringsideologi kan fortsætte og brede sig ud over det hele. F.eks. mente professor Jeppe Bundsgaard, at “praksisfaglighed” var lig med “scenariedidaktik”. Lektor Thomas Højgaard satte begrebet lig med kompetencemål, og skoleleder Helle Bjerg mente, at udtrykket handlede om et RUC-inspireret projektarbejde.
Det er interessant, at begrebet ifølge en oplægsholder blev lanceret som en form for modstandsbegreb af Merete Riisager, som jo var stor modstander af skolereformen. Men nu er begrebet altså ved at blive overtaget af den del af forskningslaget, som støttede skolereformen. Hvis det er korrekt, så er det et eksempel på det, jeg kalder for “uniformativering”.
Links:
Link til omtale af DLF’s initiativ: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/13874277/danmarks-laererforening-opretter-nyt-skoleokonomisk-forum?publisherId=90383&lang=da
Link til omtale af konference: https://dpu.au.dk/om-dpu/arrangementer/forskningsperspektiver-paa-praksisfaglig-undervisning
21. d. 1. juni: En dag i København
A.
Torsdag aften, kl. 19-21, havde Tænketanken Prospekt arrangeret en debat/samtalesalon om universiteter og forskningspolitik. Debattens udgangspunkt var min bog “Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”, som udkom i februar.
Arrangementet blev afholdt på det traditionsrige Borchs Kollegium i det indre København, og samtalen blev modereret af Prospekts Rasmus Ulstrup Larsen. Der var god spørgelyst og mange interessante og vigtige kommentarer fra det engagerede publikum. Der blev også taget billeder .
Bagest i lokalet tronede en buste af den gode hr. Grundtvig, som i 1838 indledte sine mands minde-foredrag i samme rum.
B.
Samme morgen havde jeg været i Vartov, hvor Marlene Wind kl. 8:15-9 kritiserede grundloven for at være en slags forlængelse af enevælden og for ikke at indoptage Holocaust-erfaringerne i forbindelse med grundlovsrevisionen i 1953. Der var noget at tænke over, selvom jeg ikke er helt enig i hendes analyse.
C.
Mellem Vartov og Borchs var jeg til dagskonference på DPU om “praksisfaglighed”. Det var med en enkelt undtagelse dagens kvalitetsmæssige lavpunkt. Et totalt ukritisk vedhæng til skolepolitikkens laveste begreber i skolereformens ånd. Men ok, på DPU har man også siden 2008 og forstærket i 2022 skilt sig af med ånden fra Borch og Vartov.
Om arrangementet: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0REnrkqTzK51iMqnY9K17LiyxsX3DrLcHsAvsrJh9cyYMvc9S5YCxR78Mj2yMpPzEl&id=61551906752355
22. Den 1. juni: En dag i Aarhus
A.
Først kørte vi ned til pladsen mellem Musikhuset og Rådhuset, hvor Priden netop var ankommet. Vi gik en tur i det strålende sommervejr og så på de alle de flotte regnbuer. Nogle af gæsterne var også klædt flot ud, men det var nu ikke så mange. Og jeg kunne kun spotte to køn, men i mange dejlige variationer. Faktisk har jeg aldrig set flere end to køn i hele mit liv, så det er nok lidt mystisk.
Undervejs på denne indledende runde jeg fik et ”sappho”-batch i en af de kønspolitiske boder. Sappho var en kvindelig græsk digter, som i 1992 gav navn til en af kvindebevægelsens foreninger. I dag er den fine forening omdannet til en alkgkr+09i8-bevægelse. Hvilken deroute.
Jeg kunne så fortælle den flinke dame i boden, at jeg faktisk selv havde modtaget en ”sappho”-pris af Trykkefrihedsselskabet, men den pris havde hun ikke lige hørt om. Men det er lidt dejligt, at der er denne græsk-poetiske forbindelse mellem det konservativt indstillede Trykkefrihedsselskab og den klassiske kvindebevægelse.
Jeg fortalte også damen, at Sapphos digte lige er blevet oversat på forlaget Klim, men det vidste hun godt.
Så fik jeg som sagt et batch med et billede af den smukke græske digterinde, og så var jeg glad. Vi havde lidt et fællesskab os alle “tre”.
B.
Dernæst fandt vi ud af, at den fantastiske sangerinde Rikke Thomsen skulle give Pride-koncert kl. 13.
Rikke Thomsen er sønderjyde med stort S og synger om livet som barn og ung i den lille by Blans i nærheden af Sønderborg. Det hele var så stedsligt og nærmest kulturkonservativt. Der var noget genforening over det hele, og både sangerinden og hendes band med fem flotte ”knejter”, som kaldte dem, var vildt gode.
Det var dejligt, at priden støtter sådan en nationalromantisk digter som Rikke Thomsen. Men ok, en af de store sponsorer var da også Jysk Sengetøjslager, eller hvad det hedder i dag.
C.
Kl. 14 gik turen ned mod Bispetorv til et helt andet arrangement, hvor kommunen havde arrangeret en dansktop-koncert for byens frivillige. PÅ vejen var vi dog lige et smut i LIDL for at købe et par dåseøl.
Først sang Keld og Hilda og dernæst Rollo fra Rollo og King. En af korsangerinderne gav den som Signe Svendsen på grand prix-vinderen.
Efter pausen gik fantastiske Kirsten Siggaard på scenen med ABBAs “Thankyou for the music” og meget andet, og til sidst fik vi selveste Jørgen Olsen, som sang Beatles og Beach Boys og så videre.
På den afsluttende ”Smuk som et stjerneskud” kunne man se både domkirke og teater smile over hele femøren, mens folk gik amok.
Vi manglede kun, at Siggaard sang sin Edith Piaf-inspirerede ”Farvel og tak”, og at Olsen sang sin ”Berlin”, som han skrev til grandprixet i 1990, altså lige efter murens fald. Men disse to fantastiske sange, som jeg selv hører en gang om ugen, blev aldrig hits.
D.
Nå, men kl. 17 satte vi kursen tilbage til Priden efter en lille ekstra tur i LIDL.
Ved musikhuset var der nemlig koncert med Anne Linnet.
Linnet, som skulle afslutte Priden, var også i sit nationalkonservative hjørne med hyldestsange til både fædreland og livslangt ægteskab og venskab. Og på tekstarket stod der både Ditlevsen, Møllehave, Helmig og Rifbjerg.
Det var en ren gymnasielektion i ”karakterdannelse”, som det hedder for tiden.
Det let kulørte, men også ret almindelige publikum, skulle lige vænne sig til det hele, men hurtigt gav de sig hen i strålende fællessang sammen med den veloplagte Linnet.
Det hele var lidt ironisk på den gode måde. Der var en form for uudtalt solidaritet med koncerten på Bispetorv. Wokismen var væk som et fnug.
Til sidst manglende man altså lidt ungdomsoprør, men så gav Linnet os ”Smuk og dejlig”, så hele Aarhus Friskole, kvindefrigørelsen og den reformpædagogiske tradition gav genklang.
Der var ikke et øje tørt og da slet ikke mit. Jeg vil kalde det for ”folkeligt”.
Efter koncerten måtte en smukt klædt og dekorativt sminket transvestit-vært erklære, at Priden skam var ”politisk”, men det var der ingen, der lod til at tage sig af. Og jeg hørte ikke noget om Hamas og så videre.
Så kort sagt: En meget opløftende dag i Aarhus. Men hvor er det sørgeligt, at de smukke regnbuer og al pluralismen mange steder ødelægges af ”normstorming”, DPU-eksperter og identitetspolitisk elendighed.
I Aarhus herskede derimod den skønneste blanding af 1920’erstemning, ungdomsoprør og national og stedslig trofasthed. Men måske var den gal, mens vi var på Bispetorv sammen med mine dansktop-helte? Det ved jeg jo ikke.
Til sidst cyklede vi ned på Vestergade, hvor der sørme også var vejfest. Den gode stemning blev desværre lidt skæmmet i den ene ende af vejen, hvor noget meget skrækkeligt pumpediscomusik dominerede luften, selvom nogle af de unge kvinder så ud til at kunne lide det.
Men i den ende af gaden, hvor vi spiste kylling og pasta, sang de Helmigs skønne ”Malaga”, så det meste af tiden følte jeg mig meget pride/bispetorv-agtig.
Det var lige før, at man fik lyst til at ”ryge en stråhat”, som Peter AG sang! Eller var det Grundtvig?
23. Den 1. juni: Skam og demokrati
Fordelen ved, at man lærer at skamme sig, er, at man derved får en ”skam i livet”, så man undgår at blive ”skam-løs”.
For hvad er ”skamløshed”? Det er en mellemmenneskelig grænseløshed, hvor medmennesket på en måde ikke eksisterer.
Skamløshed er en form for ”den andens udslettelse” og dermed også pr. konsekvens en ”selv-udslettelse”. Samlet set altså en dehumanisering af både sig selv og den anden.
Så uden grænser mellem mennesker er der ingen mellemrum. Og uden mellemrum mellem mennesker, kan de ikke vise sig for hinanden. Og hvis mennesker ikke kan vise sig, så kollapser det som grækerne kaldte Agora, dvs. den politiske offentlighed.
Denne tanke kan overføres til forholdet mellem stat og folk. En stats vigtigste dyd er skammen. Det er især retssystemet, der skal vedligeholde denne skamfølelse i statens organer. Desværre har vi ingen forfatningsdomstol, og vores ombudsmand er blevet meget svag.
Skamløsheden spiller sammen med verdensløsheden, for det er jo den fælles “verden”, der etablerer “mellemrummet” mellem selvet og den anden. Dermed bliver skamløsheden til en del af dannelsens kollaps, fordi dannelse er defineret ved vekselvirkningen mellem verden og selvet.
Men skal man da aldrig være ”skamløs”? Jo, men kun når man kender til skammen. Kun dermed kan man være skamløs i de rette proportioner og situationer (som f.eks. i satiren).
Disse tanker er inspireret af den norske teolog Paul Otto Brunstads tanker. Brunstad er tilknyttet det nye Center for Karakterdannelse.
24. Foredragsrække om skolens formål
Til efteråret arrangerer Tænketanken Prospekt i samarbejde med Grundtvigsk Forum tre foredrag om skolens formålsparagraf.
I løbet af de tre foredrag vil jeg fortælle om de sidste 200 års samspil mellem dels skolens formålsparagrafs pædagogiske betydning og dels paragraffens skolepolitiske omgivelser. Der vil være særlig fokus på tiden efter besættelsen.
Kort sagt: En tour de force gennem 200 års skoletænkning med stor aktuel relevans for både fagpersoner og den alment interesserede borger.
De tre foredrag finder sted på Vartov i København.
Man kan læse mere og tilmelde sig via linket.
25. Den 3. juni: Tænkningens leder
Jeg er netop blevet opmærksom på, at professor John Hattie – som fra omkring 2011 blev fremført som en “guru” af det magtfulde skolereformsegment – i 2020 blev udnævnt til at være en såkaldt “thought leader” for OECD’s 2030 vision for global læring.
Jeg skal lige sunde mig. Det siger noget om samfundet, som man sagde i gamle dage.
Jeg følger ellers lidt med i dette emne, eftersom jeg skrev en prisbelønnet artikel om Hatties arbejde tilbage i 2019.
Jeg blev opmærksom på denne udnævnelse via et helt nyt paper af en hr. Stephen Vaincker, hvor Hatties arbejde kritiseres kraftigt, både for at have rod i Taoylorism og i Ayn Rands filosofi, samt for at plagiere uden at citere.
Link:
Hatties OECD-erklæring: https://www.oecd.org/education/2030-project/teaching-and-learning/learning/aar-cycle/Thought_leader_written_statement_Hattie.pdf
Mere generelt om tænkeledere og om OECDs 2030-vision: https://www.oecd.org/education/2030-project/contact/thought-leaders/
Om Ahlström-prisen: https://nfpf.net/journal/the-ahlstrom-award/the-ahlstrom-award-recipients/
Link til Vainkers paper (kræver muligvis login). https://www.researchgate.net/publication/380999398_John_Hattie%27s_failures_of_academic_integrity_and_the_fragility_of_the_education_reform_movement
26. Den 4. juni: En refleksion over læreruddannelsen
I den nye læreruddannelse er der en kraftig opnormering af filosofiske og dannelsesrelaterede emner. Det sker dels i uddannelsens nye formålsparagraf og dels i de to store nye fag:
– ”Pædagogik og almen didaktik”
– ”Livsoplysning: Kristendom, idehistorie, medborgerskab og autoritet” (som tidligere hed ”Kristendom, livsoplysning og medborgerskab”, dvs. KLM)
Disse tre politiske prioriteringer var en form for svar på det såkaldte Herning-initiativ, som gik ud på at etablere et frit seminarium i Herning med netop disse emner som dominerende indhold. Men man droppede Herning i sidste øjeblik og lavede i stedet den nye lov.
Derfor er det også umiddelbart lidt mærkeligt, at en organisation som DPU lader til at være totalt ligeglad med de storslåede emner?
Men her må man huske på, at DPU jo er opbygget i radikal modstand mod disse ting. Man støttede f.eks. læreruddannelsesreformen fra 2012, som den nye lov er etableret som en modsætning til. I 2012 ville man f.eks. nedlægge KLM-faget, hvilket blev forhindret af folk i omegnen af Herning-initiativet. Og pædagogik-faget røg også ud, ligesom resten af uddannelsens formålsgraf også gjorde det.
Derimod er det spændende, om de nye toner sætter sig i professionshøjskolernes strategiske og forskningsmæssige udvikling. Man må håbe det.
Hvis det sker, så vil der være tale om en kraftig opnormering af dannelsens betydning for den danske lærerstand, og der vil ske en form for forsoning mellem seminariernes tradition og professionshøjskolerne, som ellers i mange år har ligget tættere på DPU-fløjen.
En sådan forskydning af de tektoniske plader vil få stor betydning.
Det kan også være, at det hele blot er overflade. Nu må vi se.
I linket kan man læse lovteksten med både formål og fagbeskrivelser.
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2024/707
27. Den 5. juni: Kampen mod universitetsloven
Den nye forskerbevægelse, som konstituerede sig som forening for få uger siden, har forfattet en pressemeddelelse i anledning af grundlovsdag.
I teksten fortæller tre forskere – Stiig Markager, Steen Nepper Larsen og Valeska Slomianka – hvordan universitetsloven gør forskningen en slave af politiske og økonomiske interesser og dermed producerer en tavshedskultur på universiteterne.
Jeg kan til fulde bekræfte disse synspunkter ud fra egne undersøgelser og erfaringer, som faktisk også bygger på fortolkninger af grundloven.
I pressemeddelelsen er der referencer til tre empiriske undersøgelser, der understøtter kritikken, og man kan også se, hvem der er valgt til foreningens bestyrelse.
Der er al mulig grund til at støtte dette arbejde for at redde danske universiteter fra deres fjender. Det handler både om videnskab og samfund og dermed om det pædagogiske livs ånd og praksis.
28. Den 5. juni: Skiftedag
I dette indlæg i mediet Kontrast reflekterer jeg lidt over, hvordan tilhængere og modstandere af EU i tidens løb har skiftet pladser. Jeg omtaler også nogen af dem, der har været stabile.
På denne grundlovsdag er det interessant at iagttage, at dem, der mest inddrager de forfatningsmæssige aspekter, også er dem, der ender som skeptikere/modstandere.
Derimod er dem, der i højere grad går op i forskellige former for “kriser”, mere EU-glade.
Denne kombination af krisestatistik og manglende forfatningsinteresse, som pt. præger tilhængerne, er et virkeligt dårligt tegn for både EU og nationalstaterne. For konsekvensen er, at EU ender som en slags grænseløs organisation.
29. Den 6. juni: De konservative og skolereformen
En lille skolehistorisk detalje om de konservatives modstand mod skolereformen i 2013, om hvordan modstanden blev ordnet, og om hvordan de konservative endte med at få ret, selvom ingen taler om det.
http://www.thomasaastruproemer.dk/de-konservative-og-skolereformen.html
30. Den 6. juni: Professionshøjskolerne giver Antorini en fornem pris
Danske Professionshøjskoler har tildelt Christine Antorini en ærespris, selvom hun har spillet en absolut hovedrolle i opløsningen af dansk skoletradition.
Og også flere af de tidligere prismodtagere har været centrale forstærkere af den skolereform, som Antorini altså er en af hovedarkitekterne bag, og der er absolut ingen fra den kritiske tradition.
Det er rystende og dybt pinligt for Danske Professionshøjskoler.
Hvem stopper denne deroute, som jo har dyb indflydelse på vores pædagogiske institutioner?
31. Den 7. juni: Antorinis pris, del 2
Gårsdagens bombe var, at Christine Antorini fik professionshøjskolernes ærespris, bl.a. for at tale om “de dygtige undervisere” og for “at være et forbillede for studerende i alle aldre”. Formelt set får hun prisen for tiden efter 2016, men den distinktion kan ingen tage alvorligt.
Mon ikke at næste års pris går til Bjarne Corydon? eller måske til Barbara Berthelsen? eller til DPU’s konkurrencestatsgeneral Claus Holm?
Eller måske går prisen til Professionshøjskolernes egen formand, Per B. Christensen, som har været en central aktør i udbredelse af læringsmålstyringen? Nå nej, han har jo allerede fået prisen, jvf. link.
Nyheden er på Linkedin blevet liket af organisationssegmentet. Men hvad mener lærerne på professionshøjskolerne? Er de ikke flove over deres organisation?
Prisen uddeles af professionshøjskolernes rektorkollegium. Den eneste i den kreds, som kan tænkes at have givet dissens, er rektor Alexander von Oettingen, men jeg ved det ikke.
Det næste bliver nok, at Margaret Thatcher får en velfærdsstatspris, eller at Lars Qvortrup får nobelprisen for “relevant forskningsledelse”.
32. Den 7. juni: Arbejdsløs som 60-årig
I forgårs var jeg til jobsamtale på en af landets professionshøjskoler.
Samtalen handlede om en fast stilling som underviser på læreruddannelsen i de to nye fag: ”Pædagogik og almen didaktik” og ”Livsoplysning” (som før hed Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab). Begge fag har skolens formål som centralt referencepunkt.
Efter samtalen fik jeg en udmærket respons på både ansøgning og samtale, men der må have været en mere kvalificeret ansøger, så jeg fik ikke stillingen. Ansættelsesudvalget virkede noget nervøst, så det var en lidt omvendt oplevelse.
Det var min blot tredje jobsamtale, siden jeg blev fyret på DPU i december 2022. Siden har jeg søgt omkring 75 opslåede stillinger + det løse indenfor især forskning, undervisning, konsulentarbejde og ledelse.
Så jeg får stadigvæk arbejdsløshedsunderstøttelse, selvom jeg egentlig har nogle gode tilknytninger her og der og derfor holder mig fint beskæftiget.
Har man været til nogen nytte? Var det ikke nu, hvor mit virke skulle stråle, og arbejde og natur være forbundne kar?
Åbenbart ikke. Her er kun et mat og blafrende skær fra dagpengekortets kontrolskemaer og krøllede pensionsudregninger, mens folk i skolereformens affirmative systemer gør strålende karrierer.
Så hvis nogen har kendskab en egnet stilling, så vil jeg blive glad.
Mange hilsner
Thomas
33. Den 9. juni: Den tavse magt
I et helt år har jeg fremsat en grundig forskningspolitisk og filosofisk kritik af DPU’s, Aarhus Universitets og universitetslovens ideologi.
Kritikken kan tilgås i en decideret bogudgivelse, i to store aviskronikker, i fire lange interviews og i en række foredrags- og debatarrangementer.
Min kritik går på, at man både nationalt og ikke mindst lokalt i Aarhus har forrådt universitetets ide og praksis. Universitetet er med andre ord blevet til universitets fjende.
Og jeg står vel at mærke ikke alene med dette synspunkt.
For at være helt sikker på, at Aarhus Universitets ledelse er bekendt med kritikken, sendte jeg også teksterne til rektorat og bestyrelse.
Men der har ikke været antydningen af svar fra universitetet, hverken offentlig eller personligt. Her kommunikerer man kun sine strategiske interesser.
Den nye forskningspolitiske magt er tavs og ond; et slags eichmannificeret intet.
Væk med dette uduelige og farlige system! Det er til skade for den næste generations muligheder for at undersøge den fælles verden.
Her er de centrale tekster/interviews:
Link til tekst om DPU, som blev bragt som kronik i JP, maj 2023: http://www.thomasaastruproemer.dk/historien-om-danmarks-paedagogiske-universitet-opgoer-og-deroute.html
Link til tekst om forskningspolitik og AU, som blev bragt i JP, februar 2024: http://www.thomasaastruproemer.dk/universitetet-og-dets-fjender.html
Link til bogudgivelse, februar 2024: https://klim.dk/bog/universitetet-og-dets-fjender/
Interview til Ræson, d. 1. marts 2024. https://www.raeson.dk/2024/thomas-aastrup-roemer-i-bogaktuel-vi-har-brug-for-en-akademisk-republik/
Interview til Berlingske, d. 2. februar 2024. https://www.berlingske.dk/debatinterview/forfatter-i-haard-anklage-de-borgerlige-er-blevet-fjender-af
Interview til “Blåt bælte”, Radio 24syv, d. 9. januar 2024. (nedlagt link)
Interview til “Alis fædreland”, Radio 24syv, d. 27. februar 2024. (nedlagt link)
34. Den 9. juni: Ny forskerbevægelse
Jeg har tidligere gjort opmærksom på et helt nyt og fantastisk initiativ, som beskytter universitetets og videnskabens dyder; nemlig en ny forskerbevægelse, som virkelig holder kritikken af konkurrencestatens universitet i live.
Nedenfor kan man tilgå den nye forenings hjemmeside, hvor man kan læse meget mere, f.eks. følgende markering fra lektor Steen Nepper Larsen, der er med i foreningens bestyrelse, og som er en af de sidste frie stemmer på DPU:
”Ledelsen på de danske universiteter umyndiggør forskerne, som var det børnehavebørn. Vi har i Danmark den mest top-down styrede ledelsesmodel i verden, der gør at ledelserne først og fremmest er ansvarlige op ad til. Derfor gør de alt i verden for at opfylde eksterne krav og slår derfor oftere hårdt ned på kritiske historier eller kritiske røster. Hvis vi skal styrke den akademiske frihed, ville det derfor være oplagt at se på, hvordan man kan revidere den håbløst umoderne universitetslov til at kunne rumme mere internt demokrati.”
Jeg har naturligvis sendt linket til Aarhus Universitets ledelse og bestyrelse, denne tavse klump.
Her er de nyvalgte medlemmer af foreningens bestyrelse med pædagogerne øverst:
Nana Vaaben, Docent ved Københavns Professionshøjskole og lektor ved Københavns Universitet
Steen Nepper Larsen, Lektor ved Campus Emdrup, DPU, Aarhus Universitet
Henning Salling Olesen, Professor emeritus ved Institut for Mennesker og Teknologi, RUC
Ole Wæver, Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet – University of Copenhagen
Christoph Ellersgaard, Lektor ved Institut for organisation, CBS
Stiig Markager, Professor ved Institut for Ecoscience – Marin biodiversitet og eksperimentel økologi på Aarhus Universitet
Maria Toft, forhenværende ph.d.-studerende i Statskundskab ved Københavns Universitet (nu selvstændig)
Jes Søe Pedersen, Lektor ved Biologisk Institut på Københavns Universitet
Adam R. Jensen, Forsker ved DTU Construct
Katrine Zeuthen, Lektor ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet
Liv Bjerre, Adjunkt ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet
Petar Durdevic, Lektor ved AAU Energy, Aalborg Universitet
Torkil Clemmensen, Professor ved institut for digitalisering , CBS.
Valeska Slomianka, Ph.d-stipendiat DTU HEALTH TECH og forperson for Ph.d.-foreningen på DTU
https://www.forskerbevaegelsen.dk/
35. Den 9. juni: DPU’s kamp mod filosofien
DPU’s første store anslag mod filosofien var i 2010.
Først forsøgte DPU’s nye leder, dekan Lars Qvortrup, at nedlægge faget “pædagogisk filosofi” slet og ret.
Da Qvortrup ikke kunne komme igennem med det, så forsøgte han få uger senere at afskedige tre fastansatte filosoffer. Han mente ikke, at deres forskning var “relevant”, som det hed.
Beslutningen førte til stor offentlig ravage, bl.a. en stor underskriftsindsamling, hvor både studerende og filosoffer fra mange lande skrev under.
Igen måtte Qvortrup trække i land, men kun efter hård kamp.
Qvortrups ideologiske aktion støttedes af den nuværende DPU-leder, Claus Holm, som dengang var dekan for kommunikation.
I 2016 var Claus Holm blevet ny leder af DPU. To af hans første gerninger var dels at nedlægge et helt nyt professorat i pædagogik og dels at ansætte Qvortrup i en stilling som leder af et ligeså nyt Nationalt Center for Skoleforskning, der havde læringsmålstyring og skolereform på programmet. Det skete uden opslag.
I nedenstående link/kilde, som jeg fandt ved en tilfældighed, kan man læse mere om underskriftsindsamlingen i 2010. Man kan også læse om sagen i min bog “Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”.
I dag understøttes Claus Holm af Aarhus Universitets ledelse. Sammen fortsætter ledelsesniveauerne i Aarhus deres raid imod pædagogikken og dens filosofi. På trods af omfattende kritik er systemet tavst som graven. Jeg forstår ikke, at det kan fortsætte.
http://filosofidpu.blogspot.com/
36. Den 10. juni: Marianne Stidsen kritiserer universitetet
Mange forbinder Marianne Stidsen med kritik af identitetspolitik og det med god grund.
Men ind imellem viser hun også sans for andre dele af kulturkritikken. I dannelsesantologien ”Sidste Chance”, som jeg redigerede sammen med S. Brinkmann og L. Tanggaard, skrev hun f.eks. forbilledligt om den tyske romantiske tradition og dens pædagogiske betydning.
Og i mediet Kontrast har Stidsen her i dag en god sammenfatning af det, hun kalder universitetets “indre problemer”.
Hun nævner kort filosoffen Søren Gosvig Olsens og mine egne kritikker af konkurrencestatens systemer, og hun har derefter et herligt citat fra en helt aktuel analyse af Hans Hauge, som er lidt i samme genre.
Til sidste citerer Stidsen udførligt fra en kronik i Forskerforum af professor i ide- og kulturhistorie ved KU, Christian Benne.
Benne kritiserer universiteternes og især KU’s syn på brugen af kunstig intelligens, som nærmest overtager humanioras kernefunktioner. Stidsen citerer ham bl.a. for følgende:
”Ca. 30 pct. af alle fagfællebedømmelser [bliver] allerede lavet af kunstig intelligens. Hvis vi bruger tallet til et tankeeksperiment, der blot fremskriver disse tendenser, kan vi se ind i en fremtid, hvor chatrobotter assisterer i (simuleret) skrivning og selv indsender artikler, som så bliver bedømt, redigeret og udgivet af andre robotter. Det er vist supereffektivt og superproduktivt i forhold til en forskningspolitik, der primært måler outcome kvantitativt, men det er åbenlyst til ingen verdens glæde og i hvert fald helt absurd indenfor humaniora.”
Stidsen har en tankevækkende pointe i, at universiteternes autoritære konkurrencestatssystemer, som udspringer af universitetsloven fra 2003, pt er i gang med at gå i symbiose med Kunstig Intelligens. Og hun har ret i, at denne symbiose potentielt er et opgør med universitetets og ikke mindst med humanioras essens.
Artiklen er sat op som et opgør med ledelsen af KU, men dens indhold har snarere almen relevans efter min vurdering.
Stidsen nævner også, at universitetet har nogle såkaldte “ydre problemer”, men dem får vi ikke mere at vide om. Mon ikke der kommer en form for DEL 2 af artiklen? Måske er det her, at identitetspolitikken kommer ind i billedet?
Mediet Kontrast er pludselig blev et spændende medie for en forskningspolitisk og pædagogisk kritik, som forhåbentlig kan påvirke de andre medier.
Link til Stidsens indlæg: https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/rektor-henrik-wegener-har-koert-koebenhavns-universitet-i-saenk
Og der kom faktisk en Del 2: https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/rektor-henrik-wegener-har-koert-koebenhavns-universitet-i-saenk-2
37. Den 11. juni: Europas nej!
I Danmark har kun 58% stemt. Og deraf stemte hele 2% blankt. Det vil sige, at blot 56% har afgivet en stemme, hvilket er en del færre end i 2019, hvor stemmeprocenten var på 66%. Der er nok mange, som tidligere stemte på Folkebevægelsen mod EU, som er blevet hjemme.
På europæisk plan er stemmeprocenten helt nede på 50%, hvor den omtrent har ligget i mange år. I visse lande – Litauen og Kroatien – er den endda under 30% (21,3 og 28,4). Herfra kan man så også trække de blanke stemmer.
I Finland er stemmeprocenten 40% og så videre.
I Belgien – altså EUs “hjemland” – er stemmeprocenten høj, men her kan man også blive straffet, hvis man ikke stemmer, så de stemmer kan man godt trække fra.
Og mange af de rent faktisk afgivne stemmer er jo ikke just EU-begejstrede.
Og så er man endda tvunget til at stemme på en dansker, selvom man måske vil foretrække en portugiser eller en østriger.
Og der er da heller ingen europæisk forfatning. Kun et teknokrati, som ingen europæer kan elske.
Det er jo ikke et parlament!
Det er derfor, at så få europæere stemmer. De stemmer kun til ægte parlamenter. Det har de lært af deres forfædres erfaringer.
Men i DR talte de konstant om ”demokratiets festaften”?
Jeg håber, de holder fest i Norge, England og Schweiz. Her bor de virkelige europæere, som ikke regeres af forfaldsparlamenter, som ingen stemmer på.
Til folketingsvalget i 2022 var stemmeprocenten på 84%. Den har været støt faldende, siden vi kom med i EU. I 1973 var den 89%. Så en tese er, at EU påvirker den nationale stemmeafgivning negativt, fordi de nationale grundlove jo undermineres.
Der er noget at tænke over.
https://results.elections.europa.eu/
38. Den 11. juni: Skolereformens sejrende vinde
Skolereformens ånd fra 2013 har kronede dage. I dette indlæg i Kontrast giver jeg to eksempler:
For det første er der en gennemgang af sammensætningen af DLFs nye Skoleøkonomiske Forum, og for det andet kan man læse et referat fra DPU’s store konference om ”praksisfaglighed”.
Dertil kommer, at Christine Antorini i torsdags fik professionshøjskolernes ærespris. Nyheden blev viderebragt i Folkeskolen.dk uden kritiske spørgsmål.
Endelig har man i dag offentliggjort medlemmerne af en række statslige forskningsråd. På skoleområdet er der ingen fra den kritiske tradition, tværtimod: Ane Qvortrup er formand, og blandt de centrale fagpersoner, er Christian C. Kjeldsen og Jeppe Bundsgaard, som har nydt fine karriere på DPU under Claus Holms autoritære ledelse.
Til gengæld har vi nu forstået, at SFs Annette Vilhelmsen i 2017 blev truet til tavshed af den socialdemokratiske top, da hun ellers var i gang med at forklare, hvem der havde magten i 2013.
Links:
Mit indlæg i Kontrast: https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/faa-slipper-levende-fra-moedet-med-danmarks-paedagogiske-universitet
Folkeskolen.dk’s omtale af Antorinis pris: https://www.folkeskolen.dk/citat-professionshojskoler/christine-antorini-modtager-pris-for-at-skabe-opmaerksomhed-om-professionsuddannelser/4770703
Det nye forskningsråd: https://dff.dk/om-fonden/organisation/tematiske-udvalg
39. Den 12. juni: En tanke efter EU-valget
Den centrale årsag til, at vi fik en SMV-regering i december 2022, var jo, at S ønskede at undgå diverse retsprocesser efter nedlukning/minkskandale.
Både M og V havde ellers været hårde i retorikken over for S, men det holdt de helt op med efter regeringsdannelsen. I stedet kastede man nedlukningens logik ind i en omfattende statistisk defineret kriseretorik.
Og M og V og alle andre partier var måske også selv lidt nervøse for, hvad evt. rets- og evalueringsprocesser måtte afsløre af juridisk-politiske overgreb, så på en måde var de nok også glade for den nye modus vivendi, som regeringsdannelsen var et udtryk for.
Dermed blev M og V tæmmet under nedlukningens sammenbrudte forfatning og dette sammenbruds herretegn, jf. opgøret med især §79 om forsamlingsfrihed og forskellige afledte love.
Og i dag vil M og V aldrig kunne kritisere Frederiksens rolle i nedlukningspolitikken. De vil kun videreføre nedlukningens struktur under eller udenfor S’ ledelse, f.eks. i Bededagsbeslutningen og andre hastelovs- og kriseprocesser.
Så nu har S på en måde ikke brug for M og V mere. Bortset fra som stemmekvæg selvfølgelig.
M’s og V’s munde er nu lukket på det spørgsmål, som er regeringens årsag. Så måske finder Frederiksen på noget nyt?
40. Den 17. juni: Folkemødedebat om undervisning
På årets folkemøde havde Dansklærerforeningen arrangeret en debat med titlen ”Undervisning med rødder og vinger”.
Debatten, som fandt sted i Lærernes Hus, tog udgangspunkt i en podcast fra i vinters, hvor Jens Skou Olsen fra Tænketanken Sophia interviewede mig om dannelsens indhold og muligheder. Vores samtale handlede ikke mindst om skolen som et særlig rum mellem fortid og fremtid. Podcasten kan tilgås nedenfor.
Debatten blev modereret af en veloplagt Jens Raahauge, som tidligere har været formand for Dansklærerforeningen, og som stadig er formand for Sophia.
Raahauge kunne undervejs fortælle, at Undervisningsminister Bertel Haarder på et tidspunkt skiftede faglig rådgiver. I starten var det seminariemanden Holger Henriksen, som har udøvet en bred og positiv indflydelse på det, jeg kalder for ”Ånden fra Haderslev”. Denne ånd prægede arbejdet med skolens formålsparagraf i 1993, jvf. link nr. 2 nedenfor.
I Haarders anden ministerperiode fra 2001 overtog DPU’s Niels Egelund, som jo var en del af 00’ernes angreb på landets pædagogiske tradition, taktstokken. Vi gik fra Haderslev til DPU, tror jeg godt, man kan sige. Man kan også kalde det for “Haarder-tragedien”.
Folkemødedebatten havde tre deltagere: Rektor Lene Tanggaard og lærerinden Mette Frederiksen, hvor sidstnævnte selv udspringer af ”ånden fra Haderslev”, samt Katrine Fylking, som er hovedbestyrelsesmedlem i DLF, hvor hun tilhører den kritiske fløj. Deres ord var som sød musik.
Undervejs i debatten fik Tanggaard også annonceret en bogudgivelse om trivselsbegrebet, som hun er ved at skrive sammen med Svend Brinkmann og undertegnede. Arbejdstitlen er ”trivsel tur-retur”.
Links:
Link til podcast om dannelse: https://www.sophia.nu/podcast/35-beskyt-fortiden-saet-fremtiden-fri/
Link til artikel om ”ånden fra Haderslev”: https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/aanden-fra-haderslev
41. Den 18. juni: Nordbild-seminar om bæredygtighed
I maj var jeg til et todags-seminar i regi af den pædagogisk-filosofiske forskningsgruppe “Nordbild”.
Seminariets tema var “bæredygtighed”, og nedenfor kan man læse mit bidrag til dagen, hvor jeg forsøger at holde tungen lige i munden.
Paperet er en engelsksproget bearbejdning af et kapitel fra bogen “I skolereformens kølvand”, som udkom i foråret 2023.
http://www.thomasaastruproemer.dk/the-inner-contradiction-of-sustainability.html
42. Skolepolitiske principper
A.
Problem:
Der er en punkteret rude i det ene kældervindue.
Svar:
Vi river hele huset ned.
B.
Problem:
Vi har ikke noget hus og hjem. Elever og lærere bliver ensomme og løber forvirret rundt.
Svar:
Vi laver en statistisk liste om ”well-being”, som er inspireret af WHO og OECD. Så måler vi “trivsel” via psykologiske data, som alle børn tvinges til at skrive ind i deres computer, som er lig med statens computer.
C.
Problem:
Der er ingen tænkning og videnskab, kun data fra børnenes computere.
Svar:
Vi kan nøjes med at måle på ”trivsel”, som normalt er knyttet til babyer, biologi og datamaskiner. Små børn og blomster tænker ikke.
D.
Problem:
Der er for meget kritik i kommunerne og på DPU. Der snakkes for meget om fortiden.
Svar:
Vi fyrer et par stykker. Så bliver folk bange for at tale, og dermed mister de evnen til at tænke. Så bliver de pædagogiske systemer uden fejl.
E.
Problem:
Folk ”trives” ikke.
Svar:
Det er kun sundt, når de fratages deres tænkning og ånd. Det er jo deres humanitet, der frarøves dem.
Problem:
Mennesket bliver væk
Svar:
Vi skal have mere kunstig intelligens. Det giver færre færdselsulykker, for kun mennesker kører galt. Det giver også bedre trivselsmålinger på den lange bane, eftersom mennesket via “trivsel” er reduceret til en baby.
Så er der ingen “mangler”.
43. Den 19. juni: Pisa-test om ”kreativ tænkning”
OECD har netop udgivet en pisa-liste om ”kreativ tænkning”. Danmark ligger ”over gennemsnittet”, som man siger i de kredse.
Jeg har studeret den danske opsummering, jvf. link.
Jeg vil senere drøfte rapportens almene begrebssætning, som generelt set gør resultaterne ugyldige, fordi både “tænkning” og “kreativitet” sættes ind i OECD’s ideologiske ramme.
Her i første omgang vil jeg blot notere tre interessante bemærkninger fra rapportens afslutning, som udgør en delvis undtagelse fra det generelle mønster
Til orientering vil jeg nævne, at rapporten løbende sammenligner Danmarks placering med både OECD-gennemsnittet og med fire specifikke lande: Holland, Estland, Canada og Finland.
A.
Undervisning i kreative fag og emner: Danmark i bunden.
Det meste af rapporten handler om ”kompetencer”, men på s. 51 sammenlignes landende ift. noget mere konkret, nemlig omfanget af decideret undervisning i kreative fag og emner. Her ligger Danmark helt i bunden.
Tallene fortæller, hvor stor en procentdel af det pågældende lands elever, som angiver at have modtaget undervisning i disse emner inden for den sidste uge:
Her er tallene for emnerne Kunst, Musik og Drama.
A1: Kunst:
De fire andre lande: 33, 28, 53 og 32
OECD-gennemsnit: 27
Danmark: 9
A2: Musik
De fire andre lande: 12, 53, 19 og 22
OECD-gennemsnit: 22
Danmark: 9
A3: Drama
De fire andre lande: 10, 10, 16 og 9
OECD-gennemsnit: 11
Danmark: 6
Kort sagt: Danske elever modtager langt mindre undervisning i kreative fag og emner, end de andre lande.
Rapportens forfattere kan ikke forklare det, så ”vi nøjes med vores undren”, som der står.
B. Kritik af den nye karakterskala
På side 60 er der en hård kritik af den nye karakterskala. Rapportens forfattere mener, at den gamle skala i højere grad levede op til Immanuel Kants oplysningsfilosofi, og at den nye skala ødelægger tænkning og mod og andre kreative dyder.
Det er vigtige erkendelser. Analysen sættes dog ikke i relation til den aktuelle undersøgelses resultater.
C. Kultur og formål
Fra s. 57 omtales en såkaldt ”kulturel forklaring”. Her drøftes den danske skoles formålsparagraf, som med rette hævdes at have rødder i den nationale og europæiske og kristne kulturtradition.
Rapportens forfattere mener, at skolens formål måske kan være den egentlige forklaring på, at Danmark klare sig bedre end de andre lande i den overordnede undersøgelse.
A-C: interessante, men også isolerede iagttagelser, som stort set ikke knyttes an til rapportens mere almene begrebssætning og ranglister
D. Afrunding:
Rapporten rundes af i karakteristisk OECD-stil med at opgøre Danmarks placeringer på syv økonomiske ranglister. Og til allersidst er der fire anbefalinger med noget om noget mere ”evaluering”, som slet ikke kommer ind på emnerne under punkt A-C.
Kort sagt: Ideologien træder til igen efter et par korte og isolerede sidespring ind i pædagogikkens verden.
Som sagt vil jeg i en efterfølgende analyse drøfte dels rapportens begrebssætning af ”kreativ tænkning”, og dels hvordan dette begreb sættes ind i OECDs ideologiske ramme.
44. Den 21. juni: Herning og Skive og Nr. Nissum
I 2021 var Christiansborg meget tæt på at tillade etableringen af et privat lærerseminarium i Herning.
En central begrundelse for, at politikerne i sidste øjeblik sprang fra, var, at de var nervøse for evt. konkurrence mod VIA’s læreruddannelser i Nr. Nissum og Skive. Der blev lobbyet effektivt, må man sige.
Men nu har VIA selv sørget for at nedlægge disse to uddannelsessteder. Nr. Nissum nedlægges med det samme. Og Skive får – efter stærkt politisk pres – tre år ekstra i beskåret tilstand, hvilket er en de facto nedlæggelse.
Det er sørme ikke let at lave spændende pædagogiske eksperimenter i Vestjylland, hvis jeg må være lidt sarkastisk.
Herning-initiativet skulle ellers baseres på en blanding af oplysningsfilosofi og skolens formålstradition; dvs. meget bredt favnende emner, som ifølge selveste OECD er årsagen til, at danske elever lærer noget, som kaldes for ”kreativ tænkning”.
Efter afvisningen af Herning-planerne lavede man en ny statslig læreruddannelse, hvor det myldrede med formåls- og dannelsesord. Logikken var, at man ville gøre Herning til stat, men det skete uden pædagogisk refleksion.
Så der er ingen strategisk interesse for Herning-seminariets emner på UC’erne; hverken på de enkelte professionshøjskoler eller i regi af foreningen Danske Professionshøjskoler. Dvs. ingen forskningscentre eller stillinger etc. vedr. skolens tradition, og på DPU går Claus Holms autoritære og antipædagogiske system kraftigt imod emnet.
Det hele er på en måde lidt mystisk, men det bekræfter min tese om ”pædagogikkens to verdener”, som jeg har arbejdet med siden 2015.
Links:
Artikel om aktuel nedlæggelse af uddannelser: https://www.folkeskolen.dk/holstebro-kommune-lemvig-kommune-laererstuderende/laereruddannelse-i-skive-reddet-af-regeringen-men-kun-i-tre-ar/4772997
Hjemmeside for Herning-initiativet: https://www.frilaereruddannelse.com/om
45. Den 21. juni: Ribefortællinger i børnehøjde
Hermed en kraftig anbefaling af Hanne Riishøjs lille erindringsbog ”Ribefortællinger i børnehøjde”.
Bogen minder os om en nærmest svunden tid, hvor der var stor frihed for mange børn.
Bogen er smuk og tankevækkende læsning for både børn og voksne, og den bør efter min mening være obligatorisk pensum på lærer- og pædagoguddannelsen.
46. Den 22. juni: Anekdotisk evidens uden undtagelse
Her i juni har jeg både været til Priden i Aarhus og til Folkemødet på Bornholm. Jeg har set tusindvis af mennesker; i ”mange versioner” som man siger.
Jeg har dog kun set to køn. Dermed har jeg fået bekræftet en hypotese, som jeg har arbejdet med siden oktober 1963 – altså i 60 år – nemlig at menneskeheden består af M og K i alle regnbuens farver.
Jeg har vel at mærke aldrig registreret en eneste undtagelse fra disse 60 års erfaringer, og jeg har ellers rejst meget rundt.
Som regel kan jeg også uden videre registrere kønnet på 50 meters afstand.
Denne regel uden en eneste undtagelse er nok det, man i dag kalder for ”anekdotisk evidens”?
Og den smukke pluralisme, som de to køn leverer, kalder man endda for ”stereotyper”. Det lyder som noget med ”Donald Trump”, så jeg føler mig som en lidt marginaliseret eskimo med gul vest.
Og i skolen skal drengene og pigerne lære, at der findes 72 køn. Det har noget at gøre med noget, der kaldes for ”identitet”, får vi at vide?
Det er som sagt imod årtiers daglige iagttagelser, men det er nok det, man kalder for ”forskning”?
Og ok, man kan jo også påtage sig en identitet som ”månemand” og gå klædt i grøn ost, uanset om man bor på jorden.
47. Den 22. juni: To priser
Christian Lollikes fantastiske teaterstykke ”En skolekomedie” har fået årets Reumert. I stykket, som i virkeligheden er en ”skoletragedie”, skildres, hvordan skolereformen har ødelagt skolen. Det ender med, at læreren dør!
Men arkitekten for selvsamme skolereformen, Christine Antorini, har skam fået en helt anden pris, nemlig en ærespris fra danske professionshøjskoler, hvor man uddanner lærere.
Det er det, man kalder en skandale.
Og lærernes magasin Folkeskolen.dk, som har fået nye redaktører, omtaler blot Antorinis pris helt kort uden at stille kritiske spørgsmål!
Og i dækningen af Reumert-prisen omtaler Folkeskolen.dk heller ikke det kritiske budskab i Lollikes stykke. Igen denne mærkelige journalistiske tavshed.
Dermed bekræftes min fornemmelse af, at ånden fra skolereform-kritikken stort set er forsvundet fra Folkeskolen.dk’s spalter.
Skolen er havnet i Antorinis ånd.
Jeg har faktisk en teori om, hvordan vi er havnet i en situation, hvor skolereformens arkitekt hyldes af lærernes egne institutioner, men det kan man læse om i bogen ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”.
Links:
Omtale af Reumertpris: https://www.folkeskolen.dk/laererliv/forestilling-om-folkeskolen-vinder-reumert-for-arets-forestilling/4773074
Omtale af Antorinis pris: https://www.folkeskolen.dk/citat-professionshojskoler/christine-antorini-modtager-pris-for-at-skabe-opmaerksomhed-om-professionsuddannelser/4770703
Bogen “I skolereformens kølvand”: http://www.fjordager.com/i-skolereformens-koelvand
48. Den 25. juni: Danmarks Radio i identitetspolitisk nedsmeltning
Læs denne artikel før din nabo. Det hele er desværre så lavt og frygteligt, at jeg ikke kan gengive teksten, men det handler om, at det i Danmarks Radio er mere krænkende at bruge udtrykket “mand” end at tale om “folk med pikke”!!!!
Redaktionschef Isabella Hindskjærs begrundelser er identitetspolitisk overophedning i tredje potens. Hun mener, at sprogbrugen er “uproblematisk” og taler om en “P3-mission” og om “at ændre verden” og så videre.
Hun må fjernes fra sin stilling som leder efter min mening. Hun kan i stedet blive kommunikationskonsulent på DPU, hvor man også vil af med noget, man kalder for “stereotyper”, hvilket altså nu også inkluderer ordet “mand”.
At det foregår på en ungdomskanal, er en skærpende omstændighed.
Tak til Katrine Winkel Holm – som er med i DR’s bestyrelse – for at udtale sig kritisk i artiklen og på FB.
Katrine Winkel Holms FB-opslag: https://www.facebook.com/kwinkelholm/posts/pfbid0kGGSamFkJL9Gr6XE7XFXeSaVQvmGSCnSwMuZAW9jx9Q5FfxgMmPx1sVyS6xmANhPl
Artikel om sagen: https://www.berlingske.dk/kultur/kendt-dr-vaert-kritiserer-p3-der-findes-allerede-et-udmaerket-ord-for-folk
49. Den 26. juni: Professionshøjskolerne i 2009
Mit første egentlige debatindlæg nogensinde var en kritik af en række tildragelser på det helt nye UC VIA i 2008-09, jvf. linket.
I debatindlægget kan man få en fornemmelse af den ånd, som prægede de moderne professionshøjskolers fødsel, og som derfor aldrig forsvinder, med mindre der tages et kritisk opgør, hvilket der desværre ingen tegn er på.
Professionshøjskolerne blev etableret som et opgør med seminarietraditionen. Det skete i direkte forlængelse af Globaliseringsrådets arbejde fra 2006, hvor konkurrencestaten for alvor slog igennem.
Efterfølgende støttede UC’erne skole- og læreruddannelsesreformerne omkring 2013, og man hænger stadigvæk fast i effekterne af disse systemer, f.eks. via det såkaldte “Læreruddannelsens ledernetværk” og via foreningen Danske Professionshøjskoler.
Links:
Link til debatindlæg fra 2009: https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/debat/breve/article4481483.ece
Link til Læreruddannelsens ledernetværk: https://www.laereruddannelsesnet.dk/
Link til alle debatindlæg gennem tiden: http://www.thomasaastruproemer.dk/avisindlaeg
50. Den 26. juni: Skolereformen 2014
Juleaften 2014 bragte Politiken nedenstående kritiske indlæg om tankerne bag den dengang helt nye skolereform.
Den ledsagende tegning – hvor en veltilfreds Christine Antorini kører med damptromle hen over en ødelagt skole, mens hun selv siger “verdens bedste skole” – er ubetalelig.
Antorini har netop modtaget professionshøjskolernes ærespris.
Lad os se på den glade prisuddeler:
Formanden for Danske Professionshøjskoler, som altså har uddelt prisen, er Per B. Christensen, som omkring 2015 var en af Antorinis helt store læringsmålstyringsstøtter, bl.a. som direktør i Næstved Kommune og som formand for AP Møller målstyringsmilliard.
Næstformand i samme forening er Jesper Fisker, som i 2014 var en særdeles aktiv departementschef under Antorinis damptromle.
Både Christensen og Fisker er netop blev genvalgt til foreningens bestyrelse.
Foreningen arbejder stadig 100% i damptromlens ånd.
Det hele er rørende simpelt. Men ingen stiller spørgsmål?
Links:
Link til debatindlæg fra 2014: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5558053/Skolereform-har-proletariseret-l%C3%A6rerne
Link til Danske Professionshøjskoler: https://danskeprofessionshøjskoler.dk/om-os/
Omtale af Per B. Christensens indflydelse: http://www.thomasaastruproemer.dk/profitraten-i-naestved-kommunes-loefte-om-laering.html
Omtale af Jesper Fiskers indflydelse: http://www.thomasaastruproemer.dk/departementchef-i-det-offentlige-rum.html
51. Den 26. juni: Nr. Nissum og Skive
Som læseren måske er bekendt med, har UC VIA besluttet at nedlægge/udfase læreruddannelserne i Nørre Nissum og Skive, som “flyttes” til VIAs campus i Holstebro.
Denne diskussion kørte faktisk også i 2011. Det fandt jeg ud af, da jeg ryddede lidt op i mailboksen. I hvert fald sendte jeg nedenstående mail til daværende prorektor Peter Friese. Jeg har ikke kunne finde noget svar, men uddannelsesstederne blev jo bevaret. Og altså kun indtil nu.
Her er mailen. Der henvises til en “Århus-reform”, som jeg ikke kan huske, hvad handler om. Og den lidt uformelle tone skyldes, at jeg i mange år arbejdede på Peter Sabroe Seminariet, hvor Friese var rektor:
“Dato: Man, 12. dec 2011 16:03
Emne: Seminarierne i NN og Skive
Kære Peter
Jeg har ikke tid til at skrive en hel masse, men har da læst jeres rapport om nedlæggelser af lærerseminarier samt Akkrediteringsrådets rapport og følger lidt med i sagen i medierne.
Helt ærligt: Det lyder som om, at både Skive og især Nørre Nissum fungerer udmærket. Lad det nu fare. Der er trods alt også en tradition at tage hensyn til, som ødelægges, hvis det hele skal ind i et Holstebro-campus.
Det går alt for hurtigt. Det er lidt ligesom dengang i 60’erne, da man ville pløje igennem det gamle Århus med firesporede veje, er det ikke? Dengang sagde borgmester Bernard Jensen “stop!”. Kan du ikke overveje det samme. Se tiden an. Se på sagerne igen om ca. 5 år, når VIA har fået Århus-reformen på plads og drøftet konsekvenserne heraf.
Mh Thomas Aastrup Rømer”
52. Den 26. juni: Venlig overlæge med skarp pen
Da min gode fader døde i 2013, kunne man læse nedenstående nekrolog i Ugeskrift for Læger.
Det er dejligt at læse om en “venlig og rund” og “hjælpsom” og “fagligt højt respekteret” mand med en “skarp pen” :-):
“På vegne af overlægerne ved Diagnostisk Center Silkeborg, Jørgen Selmer Buhl og Ulrich Fredberg
Det er med sorg, at vi erfarer, at vores mangeårige kollega Frode Kirketerp Rømer døde den 23. februar 2013.
Rømer blev læge i 1967. Han blev speciallæge i intern medicin, nefrologi og kardiologi og var overlæge på Medicinsk Afdeling i Silkeborg fra 1984 til 2010 – i de sidste fem år som konsulent på reduceret tid. I 2010 flyttede han med sin hustru Agnete til Frederiksberg, hvor de kom tættere på familien.
Rømer var fagligt højt respekteret og primus motor bag opbygningen af den kardiologiske afdeling i Silkeborg.
Han skrev disputats om sarkoidose og er den dansker, der har nydt størst international anerkendelse på dette område. Helt til pensionsalderen fungerede han som reviewer om emnet på internationale tidsskrifter.
Rømer brugte en stor del af fritiden på museer, koncerter, højskoler og foredrag i både ind-og udland.
Inden for den klassiske musik var han så vidende, at man fra Danmarks Radio anmodede ham om at undlade at ringe ind og deltage i radioens konkurrencer om dette emne, da »også andre skulle have en chance«. Lige så venlig og rund Rømer fremstod, når man talte med ham, lige så skarp kunne hans pen være.
Rømer var en af de første, der i et læserbrev påpegede de betydelige uhensigtsmæssigheder i »Aarhus-epj«, og skønt det administrativt ikke faldt i god jord, viste det sig efterfølgende – som altid – at hvert eneste kritikpunkt var sagligt velunderbygget og korrekt.
Det, vi mest af alt vil huske Rømer for, er dog hans altid gode humør og positive livssyn, hans hjælpsomhed og hans indsats for – sammen med sine overlægekolleger op gennem 1980′ erne – at få skabt den unikke »Silkeborgstemning« på arbejdspladsen, der fremover står som symbolet på hans indsats for Diagnostisk Center Silkeborg.
Den 16. oktober 2012 havde vi den glæde at modtage Rømer til rundvisning på hans gamle afdeling, hvor gensynsglæden ved mødet mellem hans tidligere samarbejdspartnere var stor.
Desværre blev det sidste gang, vi så Rømer. Vi vil savne hans breve med kommentarer til udviklingen af sygehuset og ønsker om opdateringer.
Få personer har haft så stor betydning for sygehuset i Silkeborg som Rømer.
Rømer efterlader sig sin ægtefælle gennem 49 år, Agnete, samt børnene Thomas, Nana og Eva og fire børnebørn, som han alle stolt berettede om.
Ære være Rømers minde.”
53. Den 28. juni: Universiteternes tavshed!
I nedenstående indlæg i Akademikerbladet fortæller jeg om en ny forskerbevægelse, som blev dannet i sidste måned; herunder om bevægelsens kritiske funktion og opgave under det aktuelle forskningspolitiske hegemoni, der alene har tavshed som autoritært ikke-svar.