Nedenfor kan man læse 27 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra maj-juni 2025.
De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.
Indholdsfortegnelse:
- Postmoderne 1. maj i Aarhus
- Claus Holms opgør med pædagogik, note 20: Konkurrencestat, DPU og ytringsfrihed
- Tre tanker om Amerika mv.
- Åndelig oprustning
- Ny generaldirektør for DR
- Artikel om karakterdannelse
- Stefan Hermann anmelder
- Claus Holms karriere
- Konference på DPU: ”Dannelse” og ”åndelig oprustning” er at ”tænke ens”
- Anmeldelse af Lene Tanggaards nye bog: ”Kollektiv kreativitet”
- Marianne Vihøjs ph.d.-afhandling om ”kvalitet”, note 1: Indhold og sammenhæng
- Marianne Vihøjs ph.d.-afhandling, note 2: Folkeskolereformen
- Asger Sørensen og systemteorien
- Claus Holms opgør med dannelse, note 21: Indlæg i 2016 og 2018
- Ny bog: Trivsel tur-retur
- Trivsel tur-retur: Lenes rejse
- Trivsel tur-retur: Svends rejse
- Tre sammenhængende og foreløbige refleksioner om pædagogik
- Kronik i Politiken om demokratiets krise: Demokratiet har fået feber
- Indlæg om projektarbejde i Skolemonitor
- Hvad er disciplinen ”pædagogik”?
- Ny artikel om karakterdannelse
- Grønnegaards kronik om corona-nedlukningen
- Gode indlæg om folkeskolen
- Kritik af John Hattie: ”Gennemgribende fejlbehæftet”
- Mareridt, dødsspiraler og sammenbrud
- God anmeldelse af ”Trivsel tur-retur”
1. Den 1. maj: Postmoderne 1. maj i Aarhus
Jeg har lige været til 1. maj fest i Mølleparken i Aarhus. Der var dejligt vejr og så videre.
Men det hele var en meget postmoderne oplevelse. Her er lidt forvirrede noter:
A.
Der var næsten ingen fagforeninger til stede, Kun nogle få foreninger for nogle offentligt ansatte, vist nok. Og disse få boder havde ikke noget fagligt og politisk materiale, kun nogle bolsjer. Hallo, hvilken tomhed!
B.
Tre partier, SF, Socialdemokratiet og Enhedslisten, havde et telt i det fjerne hjørne. Her delte de også lidt bolsjer ud, og kun hos Enhedslisten var der var lidt kedsommeligt materiale. Jeg snakkede lidt med en af venstrefløjens partisoldater, som fortalte mig, at man skam gik ind for mere EU, for så kunne man få styr på det indre marked (EF). Mærkelig logik, men jeg fik et bolsje.
C.
Den nye unge socialdemokratiske borgmester holdt tale. Han var iført hvid skjorte og snakkede om sine børn. Klassekampen er blevet til børnepasning.
D.
Der var også to iranske foreninger til stede, som begge hadede den iranske revolution, men de to foreninger var vist indbyrdes uvenner! Og i teltet ved siden af boede palæstinenserne, som var gode at snakke med, selvom vi ikke var helt enige, men vist heller ikke helt uenige. Det var åndsfrihedens telt.
Og begge steder var der dejlig mad, som stod i modsætning til de platte “bolsjer”.
Der var også masser af materiale og diskussionslyst.
Og sidst på dagen spillede iranerne nogle gode socialistiske, danske og folkelige sange. Der var også noget dejligt disco-folkedans i solskinnet, mens tavsheden bredte sig fra de “danske” telte.
Så de ”danske værdier” boede i Mellemøsten.
Der var ingen israelske telte, selvom Israel bærer på en rig socialistisk og højskoleagtig tradition fra kibbutzerne, som mange danske unge besøgte i 1980’erme.
E.
Der var en del kommunistiske partier. Til sidst var jeg faktisk helt forvirret over antallet. Men alle delte de ud af oplysende pjecer, og der var bøger af de socialistiske klassikere. Det var en fest, og min rygsæk er fyldt med herligt kulturmateriale.
F.
Der var også en lille anarkistisk bod, men dem, der sad der, så simpelthen så søde og socialdemokratiske ud, at jeg blev helt desorienteret.
G.
Så de ”danske værdier” boede i Iran og Palæstina, og kulturen boede hos kommunisterne! Så kan vi lære det.
Hos gammeldanskerne var der bare nogle bolsjer. Det er nok det, man kalder for ”åndelig oprustning”.
Kan man ikke godt kalde det for en “postmoderne” oplevelse?
2. Den 5. maj: Claus Holms opgør med pædagogik, note 20: Konkurrencestat, DPU og ytringsfrihed
I 2016 udspandt der sig en episode i den offentlige debat, hvor institutleder Claus Holm for alvor cementerede sammenhængen mellem konkurrencestat, tab af ytringsfrihed, skolereformforskning og DPU som organisation. Mange pædagogisk interesserede personer var rystede.
Episoden var en af flere skelsættende begivenheder i ”skolereformens kølvand”, og dette kølvand regerer stadigvæk.
I nedenstående indlæg, Link A, kan man læse mere om denne vigtige sag med udførlige referencer.
En revideret version af teksten indgår også i bogen ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”, som udkom på forlaget Fjordager i 2018, jf. Link B.
Links:
Link A: Indlæg om Claus Holm og konkurrencestaten: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpus-institutleder…
Link B: Anmeldelse af “Ballade i pædagogikkens forsamlingshus”. https://www.information.dk/…/ny-bog-historien…
Indlægget er en del af en kommentarserie, der er startet i de foregående måneder, jvf. http://www.thomasaastruproemer.dk/uddannelsespolitiske-og-paedagogiske-noter-marts-april-2025.html
3. Den 5. maj: Tre tanker om Amerika mv.
A.
Jo mere man følger med i amerikansk politik, desto mindre kan man følge med.
Så måske skal man bare holde op med at “følge med”, altså blive inkompetent? Det svarer til at læse nogle mere grundlæggende værker om USA, så man ender med at le af eller græde over nutiden.
B.
Der er en hårfin grænse mellem at være en stærk og brovtende mand og at være til grin.
Hvad er der brug for?
Måske er der brug for en strålende og vild satirepraksis med fuld fanfare til Weimar og kulturradikalisme? Det vil bringe latteren frem.
Problemet med den strategi er desværre, at virkeligheden overgår satiren. Trump laver bare et AI-billede af sig selv som pave. Så har han sat alle satirikere til vægs.
Men hvad er der så brug for?
For at snakke med nogle amerikanere.
Vi kan også snakke med nogle russere. Det er en god ide, men det er ikke helt så nødvendigt, for Putin er jo ikke til grin på samme måde. Her kan man trods alt ”følge med” og derfor nøjes lidt med satiren.
C.
Man bør lave en slags verdenshøjskole, hvor amerikanere, russere, israelere, palæstinensere, kinesere, ungarere, englændere, svenskere og så videre fordyber sig i hinandens fortider. Er det ikke en slags “åndelig oprustning”?
Så vil de kunne se, at vi alle er gjort af samme stof.
På en måde er det FN’s egentlige ånd.
Danskerne kan ikke deltage, for de afviklede fortiden omkring årtusindeskiftet. Men vi kan dele bolsjer ud, mens de andre danser folkedanse og læser John Steinbeck og Dostojevskij mv..
Danskerne kan også overvåge de andre på en spionagtig og digital måde, for i mangel på fortid mener dette bolsjeuddelende folk, at frihed=overvågning! Dette mærkelige “lighedstegn” stammer faktisk fra USA, hvor ideen om en “ondskabens akse” omkring årtusindeskiftet løb sammen med den nye datamaskinebevægelse. Lighedstegnets revolutionære ideologi blev fordoblet under coronanedlukningen.
Jeg stopper her, før jeg bliver for sjov.
4. Den 8. maj: Åndelig oprustning
Regeringen og Peter Hummelgaard er gået amok i digitaliseret overvågningsideologi. En lang række fagfolk, jurister og en del af oppositionen er stærkt kritiske.
De juridiske og faglige systemer har indsendt en samlet protest, og professor i statskundskab, Peter Kurrild-Klitgaard, taler ligefrem om et ”totalitært big-brother samfund” og om en ”autoritær populisme”.
Corona-nedlukningens effekter spøger som en tavs ledsager, hvilket Kurrild-Klitgaard også påpeger. Der er endda tale om en hastelov i bedste coronastil, for russerne kommer jo.
Men Peter Hummelgaard kan slet ikke forstå kritikerne. Og kritikerne kan ikke forstå, at Hummelgaard ikke kan forstå kritikken.
Men jeg faktisk forstår godt, at Hummelgaard undrer sig over kritikernes kritik.
Det hele handler nemlig om, at Hummelgaard overhovedet ikke anser overvågningspakken for ”overvågning”. Han og regeringen mener, at forslaget vil fremme ”frihed”.
Det er det socialdemokratiske diktum: Overvågning=frihed.
Og hvordan kan nogen kritisere, at borgerne får mere frihed?
Konsekvenserne af denne filosofi er helt uoverskuelige.
Og regeringen siger også, at denne forøgede ”frihed” er vigtig, fordi vi jo har ”fjender”.
Det er skabelonen for en meget uheldig version af ”åndelig oprustning”.
De mere klassisk indstillede socialdemokrater som f.eks. Tesfaye og Auken, skal virkelig oppe sig nu, hvis vi skal redde ånden og friheden mod “ånden” og “friheden”.
Jeg har noteret kritik fra Enhedslisten, Konservative, Radikale Venstre, Alternativet, Borgernes Parti og Liberal Alliance, men har ikke helt styr på evt. forskelle i kritikkens indhold og dybde.
Links:
Peter Kurrild-Klitgaards kommentar: https://www.berlingske.dk/…/forslag-til-ny-pet-lov…
Fagligt protestbrev: https://justitia-int.org/justitia-udgiver-aabent-brev…/
Ministerens svar på kritikken (fra marts): https://www.justitsministeriet.dk/…/peter-hummelgaard…/
Ministerens aktuelle svar: https://www.berlingske.dk/…/minister-afviser-aktoerers…
Artikel i Berlingske: https://www.berlingske.dk/…/partier-kraever-kommission…
5. Den 9. maj: Ny generaldirektør for DR
I debatten om den utrolige udnævnelse af Bjarne Corydon til generaldirektør for Danmarks Radio, vil jeg bogføre to kritiske indlæg:
A.
Gymnasielærer Michael Busch har i dag skrevet et debatindlæg i POV-International, hvori han påtaler, at medierne fortier/glemmer, at Corydon som finansminister spillede en afgørende og negativ rolle i forbindelse med skole- og gymnasiereformerne omkring 2014.
Busch kan endda fortælle, at Politikens chefredaktør, Christian Jensen, har opfordret Corydon til at ”normalisere medierne”; et udtryk der må have en stærkt provokerende effekt på landets lærere, som i 2013 helt eksplicit blev udsat for Corydons ”normalisering”.
Busch er ikke en hr. hvem som helst i denne sammenhæng. Han har skrevet en biografi om Corydon og har i mange år været aktiv i GL’s hovedbestyrelse på den såkaldte liste 2, der forsvarede almendannelsen mod Corydon-tankegangen.
B.
I sidste uge skrev to sociologer, Christoph Ellersgaard og Anton Grau Larsen, et stort debatindlæg i Politiken. Her gør de rede for, hvordan Corydon er helt integreret i et teknokratisk orienteret netværk, endda som en slags ”teknokraternes teknokrat”, som de udtrykker det.
De fortæller også, at Corydon på ingen måde kan sammenlignes med en række tidligere generaldirektører, som havde rødder i folkeoplysningen.
Ellersgaard og Grau Larsen skrev i 2015, sammen med Markus Bernsen, som i dag er journalist ved WA, en stor magtanalyse af det danske samfund. Så de ved virkelig, hvad de taler om.
Sjovt nok glemmer de helt at nævne Corydonismens uddannelsespolitiske effekter, hvorved de jo rammes af Busch’s kritik.
Efter sigende har Mette Frederiksen endda godkendt udnævnelsen af Corydon. Hvis det er rigtigt, står det meget skidt til socialdemokraternes såkaldte “åndelige oprustning”.
Mette Frederiksen og hendes nuværende departementschef, Barbara Berthelsen, spillede i øvrigt en central rolle i aktionen mod lærerne i 2013. Frederiksen var beskæftigelsesminister, og Berthelsen var under Corydon i den såkaldte “moderniseringsstyrelse”. Det er guf for magtforskerne.
Link til indlæg af Michael Busch: https://pov.international/bjarne-corydon-dr…/
Link til indlæg af Christoph Ellersgaard og Anton Grau Larsen https://politiken.dk/…/Nu-rykker-DR-t%C3%A6ttere-p%C3…
6. Den 12. maj: Artikel om karakterdannelse
Aarsskriftet Critique har netop udgivet min artikel om karakterdannelse.
Artiklen findes også som “notat” i regi af Tænketanken Prospekt (april 2025).
https://aarsskriftet-critique.dk/2025/05/karakterdannelse-aktiveres-naar-samfundet-er-i-krise/
7. Den 17. maj: Stefan Hermann anmelder
I sidste måned anmeldte Stefan Hermann to af mine bøger: “Skolens formål” (2022) og “I skolereformens kølvand” (2023) til Uddannelseshistorisk Årbog.
I nedenstående indlæg kan man læse om hans anmeldelse. Der er også en liste med andre anmeldelser af de to bøger.
8. Den 19. maj: Claus Holms karriere
Institutleder ved DPU, Claus Holm, har spillet en enorm rolle for DPUs udvikling via hans forskellige poster i DPU’s organisation.
I nedenstående indlæg gennemgår jeg Holms karriere og udnævnelser. Jeg kommer frem til, at tingene ikke er, som de burde være, hverken i forhold til lov eller akademisk sædvane.
Jeg kommer også ind på nogle faglige konsekvenser af denne situation.
http://www.thomasaastruproemer.dk/institutleder-claus-holms-karriere-imod-lov-og-aand.html
9. Den 20. maj: Konference på DPU: ”Dannelse” og ”åndelig oprustning” er at ”tænke ens”
I sidste uge var der dagskonference på DPU om ”åndelig oprustning”. Institutleder Claus Holm havde arrangeret dagen efter sin sædvanlige ideologiske opskrift.
Både Weekendavisen og Kristeligt Dagblad har refereret fra konferencen. Begge aviser gør en del ud af Ove Kaj Pedersens indlæg. Ove Kaj – som jo tidligere har talt om, at man skal opdrage til ”opportunisme”, og at man skal være ”soldat i konkurrencestatens tjeneste” – er næsten fast inventar på Claus Holms konferencer.
Reportagerne er rystende læsning, hvor dannelsesbegrebet fanges ind og ødelægges af den udvidede konkurrencestats logikker.
Weekendavisen citerer Ove Kaj Pedersen for at sige, at dannelse handler om at ”tænke ens”, så man kan ”udgøre et samfund”, her i citat:
”Dannelse udspringer af disciplinering og at få individer til at tænke ens, så vi kan udgøre et samfund. For et samfund er ikke givet, det udspringer af det enkelte individs handlinger og tanker. Men hvis de er forskellige fra person til person, kommer der ikke noget samfund ud af det, men meningsløshed, konflikter og overdrevet kritik.”
Så dannelse handler altså om at ”tænke ens”, så man kan gå i krig, når staten kalder!
At sige, at dannelse handler om at ”tænke ens”, er efter min mening et slags forvarsel om fascisme. Det minder om nazisternes misbrug af ”Bildung”.
Så først gjorde Ove Kaj og DPU op med dannelse. De erstattede det med ”en økonomisk soldat”. Nu indfanger man så det, man har gjort op med – altså dannelse – og sætter det i uniformens og ensretningens tjeneste.
Dannelse ender som sin egen modsætning.
Jeg sidder og tænker på alle de skønne ting, jeg har lært af mine lærere. Jeg må nu forstå, at vi blot læste Klaus Rifbjerg og Johannes V. Jensen for at lære at tænke ens og gå i krig.
Og hvad med modstandsbevægelsen, herhjemme og andre steder? Den gik jo i krig, selvom staten ikke ville gå i krig? Men så kan den jo ikke være et udtryk for at ”tænke ens”?
Hver gang nogen vil i krig med ”den Anden”, så spørger dannelsen ”hvem er den Anden?”. Og med dette spørgsmål starter freden: Den postulerede ”enhed” går i den skønneste opløsning, og de mange forskellige tanker myldrer frem.
Virkelig dannelse er snarere udtryk for en uenighedens kultur og denne kulturs historisk-poetiske lag. Dannelse er uenighedens og åndsfrihedens kunstværk.
I øvrigt er konferencens oplæg lige lagt på DPU’s hjemmeside, jf. link. Det vender jeg tilbage til senere, men her lige et par korte iagttagelser:
Formanden for Socialdemokratisk Ungdom, Katrine Evelyn Jensen, fik salen til at synge tredje vers af PH’s frihedsepos ”Man binder os på mund og hånd”. Hun havde først for nylig hørt om sangen, hvilket jo var lidt rørende og også lidt sørgeligt.
Hun ville åbenbart gerne lære, hvordan man undgår at ”tænke ens”?
Jeg tror ikke, at Ove Kaj Pedersen sang med på denne mærkelige frihedshymne fra gamle dage. Hvis han gjorde, så er PH’s fine sang nu opslugt af ”at tænke ens”-ideologien. I så fald er der virkelig brug for ”åndelige oprustning”, dvs. kamp imod tankeenheden.
En anden taler, Ove Korsgaard, var skeptisk overfor Ove Kajs ideer. Han mente, at der let kunne opstå en modsætning mellem åndelig oprustning og åndsfrihed. Men han endte med at sætte karakterdannelse i stedet for dannelse, hvilket er meget uheldigt.
Korsgaard forklarede også, hvordan netop folk fra DPU, heriblandt folk fra Claus Holms kreds, havde marginaliseret dannelsesdiskussionen: Først ved at besværliggøre arbejdet med masteruddannelsen i medborgerskab og siden ved at støtte opgøret med faget “Kristendom, Livsoplysning og medborgerskab” på læreruddannelsen.
På den måde endte Korsgaard som dagens højdepunkt sammen med den fine sang.
Flere af talerne reducerede skolen til at være “statens middel” i stedet for at gøre skolen til et mål i sig selv. Det er helt forkert. Det er snarere den demokratiske stat, der er en konsekvens af skolens liv og sted.
Det er heller ikke noget nyt at tale om “skolens egenart”, som det blev hævdet bl.a. af Ove Kaj. Skolens karakter af suspension ligger i skolens begreb som sådan, helt tilbage fra antikkens tid.
Kort sagt: Konferencens grundlæggende præmis stod Ove Kaj Pedersen og DPU for. Ove Kaj indledte da også sin tale med at skamrose DPU, som da også skamroste Ove Kaj.
Var vi vidne til postmodernismens og identitetspolitikkens indoptagelse i den svage men aktive stats herredømme? Dvs. en slags fascisme?
Lene Tanggaard har også kommenteret konferencen, jvf. link. Vi er lidt på samme linje, som jeg ser det.
Links:
Artikel i Kr. Dagblad: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/skolen-skal-igen-laere-eleverne-hvad-der-er-vaerd-doe
Link til konference+oplæg: https://dpu.au.dk/demokratiskdannelse-aandeligoprustning
Lene Tanggaards kommentar til konferencen: https://www.facebook.com/lene.tanggaard.5/posts/pfbid0B8a2DWvUb9LT1BYgFnSVfCxi1pCR2t8xmcm798Cn3Fdn6WriK6cLF9icrFcXeRsXl
10. Den 21. maj: Anmeldelse af Lene Tanggaards nye bog: ”Kollektiv kreativitet”
Professor Lene Tanggaard har de seneste år brilleret med en række virkelig tankevækkende udgivelser.
Man glemmer ikke så let bogen ”Læringsglemsel” (2018) , som var et hyldest til den virkelige læring.
Eller ”Vanebrud” (2018), som var en hyldest til den virkelige vane.
Eller ”Hvad taler vi om, når vi taler om at lære?” (2020), som hun skrev sammen med Keld Skovmand, der jo kæmpede med DPU’s autoritære læringsideologer. Bogen var en slags refleksion over årene under Merete Riisagers tid som undervisningsminister, men også meget mere end det.
Nu er der kommet en ny lille bog på blot 70 sider; ”Kollektiv kreativitet” som indgår i Aarhus Universitetsforlags serie ”Pædagogisk rækkevidde”.
“Kollektiv kreativitet” bygger på en rig inspiration fra mange pædagogiske kilder. Tanggaard henviser f.eks. til en dannelsesorienteret reformpædagogik (især Montessori), til Max van Manens begreb om “pædagogisk takt”, til den Dewey-inspirerede evalueringsforsker Elliot Eisner og til idehistorikeren Dorte Jørgensen, som har skrevet om sammenhængen mellem æstetik og dannelse.
På den måde kommer Tanggaard frem til nogle virkelig interessante vekselvirkninger mellem klassisk didaktiske dyder som ”gentagelse” og ”forudsigelighed” og nærmest eksplosive kreativitetsprocesser.
Årsagen til, at Tanggaard kan finde dette mærkelige og smukke sted, skal efter min mening findes i hendes forståelse af John Dewey. Hun nøjes nemlig ikke med Deweys ”learning by doing”, men inddrager også hans ”learning by undergoing”, som mange ellers glemmer.
Det er hele pædagogikkens modtagelighed og passivitet, som dermed inviteres indenfor. Pludselig får barnet en ”verden”, som det skal modnes og udvikle sig i. Og det samme sker for læreren.
Det var netop denne modtagelighed, der gjorde, at Dewey-pædagogikken ikke for alvor løb ind i reformpædagogikkens teknokratiske effekter.
Herfra flyder det med interessante ideer og iagttagelser.
Bogens højdepunkt er det sted, hvor Tanggaard selv bliver til elev af den norske psykolog Steinar Kvale, som har haft enorm indflydelse på psykologerne i Aalborg.
Tanggaard beskriver simpelthen, hvordan verden, faglig tradition, kærlighed og kreativitet nærmest finder sted og forårsager et helt livsvirke. Det er pædagogikkens kunstværk, en “kollektiv kreativitet”.
Her er det (lange) citat fra bogen, hvor det sker:
”Hvis målet i undervisningen er at udvikle elevernes kreative læreprocesser, så skal det naturligvis ikke være en fikseret ramme, der sættes op, men snarere en genkendelig struktur, der gør det muligt at improvisere.
Jeg har altid selv som elev eller studerende holdt meget af undervisere og lærere, der har været i stand til at sætte en tydelig ramme med et fagligt indhold, som de selv har været fortrolige med og har haft overblik over.
Det kunne være Kirsten, min dansklærer i folkeskolen på Næshøjskolen, der både var en stabil klippe, der gav os overblik, men som også lykkedes med at få mig til at elske at skrive, og som tog os med i skoven for at mærke de træsorter, vi læste om.
Eller det kunne være professor Steinar Kvale, der lærte mig at elske formen i akademiske tekster og at have respekt for forskningens håndværk, men som samtidig opfordrede mig til at eksperimentere helt vildt med disse former. Også langt mere end jeg turde. Det var grænseoverskridende fedt, og det gjorde det meningsfuldt og sjovt at blive ved med at fordybe mig i ting, jeg endnu ikke forstod” (s. 57)
Sådan finder en elev sin lærer, som finder sin elev. Det er fællesskab og kreativitet på samme tid. En særlig form for pædagogisk kærlighed.
Det minder mig lidt om Gert Biestas Søren Kierkegaard-inspirerede beskrivelse af ”teaching” i bogen ”The beautiful risk of education”.
11. Den 22. maj: Marianne Vihøjs ph.d.-afhandling om ”kvalitet”, note 1: Indhold og sammenhæng
Jeg har netop læst, hvad der må være årets videnskabelige udgivelse inden for det pædagogiske område.
Det drejer sig om Marianne Vihøjs dybt tankevækkende ph.d.-afhandling ”Kvalitetssikringsbegrebets idehistorie – og folkeskolens demokratiske dannelse”.
Det lyder måske tørt, men det er det ikke:
A. Afhandlingens indhold
Vihøj undersøger kvalitetsbegrebets omfattende kulturhistorie, hvilket bringer os dybt ind i 1900-tallets rodnet og endda videre ned i calvinske og lutheranske lag. Nede i denne begrebsmæssige organisme finder hun en udemokratisk og teknokratisk syntese mellem Taylorisme, racelære, socialdarwinisme, og positivistisk videnskab, som springer fra produktionsvirksomheder ind i statsforståelsen og videre ind i uddannelsespolitikken.
Vihøj anser Folkeskolereformen fra 2013 for at være et slags klimaks på dette kvalitetsbegrebs udvidende effekt.
Fra ca. 1980 opsluger det totalitære ”kvalitetsbegreb” endda liberalismen. Vi får ”neoliberalisme” og ”new public management”, som er det modsatte af en mere politisk defineret liberalisme. Det er dybt interessante betragtninger.
Den ”kvalitets”-ideologi, som Vihøj får oprullet, står i modsætning til en pædagogiske tænkning, som ifølge Vihøj udviklede sig med inspiration fra hhv. dansk teologi (Grundtvig/Løgstrup/Koch), reformpædagogik og socialdemokratisk kulturudvikling.
Det er Vihøjs version af det, jeg har kaldt for ”pædagogikkens to verdener”. Det er ”kvalitet” mod demokrati. Teknokrati mod pædagogik.
B. Afhandlingens vejledere og bedømmere:
Jeg vender tilbage til afhandlingens nærmere indhold i nogle senere noter. Her til sidst lidt info om afhandlingens sammenhæng:
Afhandlingen blev forsvaret d. 2. maj på Syddansk Universitet, som har huset Vihøjs arbejde. Jeg kunne desværre ikke deltage.
Her er persongalleriet bag Vihøjs vigtige arbejde:
Hovedvejleder på projektet var Dion Rüsselbæk Hansen, som selv har skrevet spændende ting om dannelse. Han er et eksempel på, at inspiration fra idehistorikeren Lars-Henrik Schmidt ikke behøver at ende i Claus Holms og DPU’s blindgyde.
Der har også været to bivejledere: Dels oplysningsmanden Frederik Stjernfelt, som har skrevet om ytringsfrihedens historie, og dels almendidaktikeren Thomas Illum Hansen, som tilhører kredsen omkring Keld Skovmand, der har haft sine kampe med DPU-ideologien.
I bedømmelsesudvalget sad følgende tre personer:
– Christian Ydesen, som nok er landets mest fremtrædende skolehistoriker og kritiker af OECD’s indflydelse på dansk pædagogik. En indflydelse, som Claus Holm og DPU i høj grad har fremmet. I dag er Ydesen professor i Schweiz.
– Finn Wiedemann, som er en særdeles selvstændig forsker i skoleledelse, hvor han er fortaler for en form for nordisk demokratisk dannelse.
– Ilmi Willbergh, som er en norsk almendidaktiker i den kritiske tradition.
Kort sagt: Afhandlingen er omgivet af pædagogikkens og videnskabens venner, som alle har holdt stand imod konkurrencestatens og læringsforskningens pres.
C. Marianne Vihøjs baggrund:
Endelig vil jeg sige, at Marianne Vihøj heldigvis har hele tre uddannelser:
Hun er først og fremmest teolog, hvilket man tydeligt kan mærke i afhandlingen. Hun får øje på nogle dybt interessante forbindelser mellem ”kvalitet” og en slags sekulariseret calvinisme, som giver kvalitetsbegrebets udvidelse et religiøst og totalitært skær.
Hun har også en masteruddannelse i medborgerskab. Hun blev dermed en del af det miljø, som især Ove Korsgaard byggede op på DPU fra 2004, men som siden 2010 har været under fuld afvikling. Denne påvirkning giver hende mulighed for at forbinde pædagogik med forskellige statsforståelser på en måde, som ”kvalitets”-hegemoniet ikke har nogen sans for.
Disse to uddannelser gav hende ansættelse ved læreruddannelsen, hvor hun i mange år har undervist i faget KLM (Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab). Hun spillede i 2013 en stor rolle i forsvaret for KLM imod DPU’s tropper, som jo abonnerede på det ‘calvinistiske’ kvalitetsbegreb, og som gerne ville af med den slags “seminarietradition”.
Endelig har hun en journalistisk tillægsuddannelse. Det mærker man tydeligt, når hun graver den ene og den anden sammenhæng op fra historiens arkæologiske lag.
Vihøjs virke er dermed et eksempel på, hvor vigtigt det er, at man har mulighed for at uddanne sig i forskellige fag.
I den kommende tid vil jeg som sagt omtale nogle af afhandlingens temaer og pointer.
https://event.sdu.dk/mariannevihoej
12. Den 24. maj: Marianne Vihøjs ph.d.-afhandling, note 2: Folkeskolereformen
Marianne Vihøj forklarer i sin ny ph.d.-afhandling, hvordan det moderne kvalitetsbegreb udspringer af en problematisk blanding af taylorisme, socialdarwinisme og underdanig videnskab, dvs. en slags teknisk og kommerciel ingeniør-ideologi.
Dette antipædagogiske system har udvidet sit domæne fra de amerikanske produktionshaller i 1910’erne til de moderne velfærdsstaters uddannelsespolitik, hvorefter de fra omkring 1990 gik til angreb på det pædagogiske og demokratiske sprog. Teknikken blev total(itær).
Vihøj anser folkeskolereformen fra 2013 for at være et klimaks i denne udvikling. Hun kalder reformen for ”den afgørende begivenhed og dermed analysens centrum”.
Hvilke aspekter af skolereformen lægger hun vægt på? Der er især tre ting (s. 209-230):
1) En ny instrumentel “kvalitets”-organisation:
Finansminister Bjarne Corydon oprettede et tværministerielt ”implemtenteringskontor” med bistand fra konsulentbureauet McKinsey. Dette kontor, som altså var initieret af Finansministeriet lå i Undervisningsministeriet, så nu overtog økonomerne for alvor den skolepolitiske logik.
Dette system blev ledsaget af et ”følgeforskningsprogram”, som var en 200% ukritisk opfølgning på det nye målstyringssystem, samt af et såkaldt ”Brugerportal-initiativ”, som skulle digitalisere kommunikationen med udgangspunkt i læringsmålsstyringen. Kommunikationssystemet AULA var en del af dette ophav.
DPU’s Claus Holm var en særdeles engageret fortaler for den ny konkurrencestats principper, som Corydon jo arbejdede for. DPU blev i ideologisk forstand en del af “implementeringskontoret”.
2) Læringsmålstyret undervisning
Det andet tema, som Vihøj trækker frem, er den læringsmålstyrede undervisning, som var en direkte implementering af kvalitetsbegrebets produktionsideologi ned i klasserne og ind i den enkelte elev. Igen kraftigt støttet af DPU.
Det var dette system, som Keld Skovmand kritiserede, hvilket bragte ham på kant med DPUs autoritære ledelsessystemer.
3) Didaktiske modeller
Den læringsmålstyrede undervisning satte sig for det tredje direkte i en række didaktiske modeller, der bredte sig ud i kommunerne. Vihøj fortæller, hvordan John Hatties ”synlig læring”-koncept blev en del af denne proces. Også Hatties læringsteknologi blev kraftigt understøttet af DPUs ledende kredse og af KL, som var totalt opslugt af produktionslogikkens udvidelse ind i pædagogikken.
Vihøj forklarer, hvordan disse initiativer ofte blev pakket ind i det hun kalder for ”Dewey-sprog”, for at undgå ”modstand”. Vihøj skriver, at ”sproget bliver strategisk kommunikation”.
Så man brugte altså pædagogikkens sprog til at fremme pædagogikkens modsætning. Det er godt set.
Vihøj slutter hele faktisk denne del af analysen med at citere Claus Holms forsvar for ”læring som livsform” på DPU’s centrale kommunikationsplatform.
Holm mente, ”at lærere og pædagoger skal kunne motivere en enkelte person til at være ansvarlig for sin egen kompetenceudvikling gennem læring”. Så fik man som sagt en ny “livsform”. En “læringslivsform”. En soldat i Corydons og Holms ny statssystem.
Denne Holm-reference på netop dette sted i analysen udtrykker en form for højere ånd.
Den implicitte konklusion må være følgende: Holm og dermed DPU udgør et klimaks i opgøret med det som Vihøj beskriver som “demokratisk dannelse”. Hun kalder det ”et opgør med skolen som et sted for frihed, fællesskab og selvforglemmende fordybelse”.
Så det moderne DPU er simpelthen i hele organisationens indre et opgør med pædagogik! Men på DPU er alt tavshed.
Det må altså høre op.
Litteratur:
Marianne Vihøj: “Kvalitetssikringsbegrebets historie – og folkeskolens demokratiske dannelse”, ph.d.-afhandling, Syddansk Universitet.
13. Den 23. maj: Asger Sørensen og systemteorien
Niklas Luhmanns systemteori har haft en enorm indflydelse på dansk pædagogik, hvilket filosoffen Asger Sørensen måske var den første til at gennemskue konsekvensen af. Her er en lille opsummering:
A. Systemteoriens indtog i dansk pædagogik, 2000:
Efter murens fald var en række strukturmarxistiske forskere forvirrede og søgende. I 1990’erne søgte de nye græsgange, og her faldt de over systemteorien, der ligesom dem selv havde tabt sansen for moralsk og politisk substans.
Inden for pædagogikken bliver især Jens Rasmussen og Lars Qvortrup toneangivende systemteoretikere. Hos Rasmussen kombineres Luhmann endda med den såkaldte ”radikale konstruktivisme”, som Luhmann også selv synes godt om. Resultatet var et frontalt opgør med “verden” og dermed med dannelse.
Den nye Luhmann-interesse virkede som et dolkestød ind i hele den pædagogiske tradition. Og som sagt var det den pædagogiske forskning selv, der førte kniven.
B. Asger Sørensens kritik af Luhmann i 1999:
Jeg tror, at den første dansker, der opdagede de potentielle problemer i Niklas Luhmanns systemteori, var filosoffen Asger Sørensen. Det skete omkring 1999 i forbindelse med hans ph.d.-arbejde.
Sørensens ph.d.-analyse af systemteorien udkom faktisk 13 år senere, i 2012, som en del af bogen ”Den moralske virkelighed”.
Sørensen tilhørte også venstrefløjen, men i en mere kulturel og handlingsorienteret form end de andre (long story!). Han skrev bl.a. følgende:
”Luhmann er helt fremmed over for det ”humanitetsanliggende”, man finder hos f.eks. Habermas og Durkheim, og man må derfor forvente sig det værste af hans etik”
Sørensens kritik, som bygger på et kritisk-ontologisk udgangspunkt, kan man læse om her: http://www.thomasaastruproemer.dk/asger-soerensen-kritiserer-systemteorien.html
C. Debat om Luhmann i Information i 2004:
I 2004 gik Asger Sørensen ind i en debat i Informataion om systemteorien, som Lars Qvortrup havde med en Hanne Schmidt, som også var Luhmann-kritisk.
Hanne Schmidt skrev bl.a.:
“Teorien bliver brugt til at dehumanisere og forenkle komplekse problemer, som mennesker har. Den bliver brugt til at opfylde kvantitative krav fra kommuner og stat”.
På det tidspunkt var Qvortrup blevet helt forgabt i Luhmann. Man kan næsten mærke Qvortrups nye religiøsitet i hans nedladende svar.
Og her blander Asger Sørensen sig så og tager Hanne Schmidts parti. Sørensen har jo her i 204 hele sit ph.d.-arbejde med i bagagen.
Denne debat er et forvarsel om en den blanding af teknificering og banal udskamning, som systemteorien efterfølgende ender ud i.
Man kan læse hele debatten i Information her: http://www.thomasaastruproemer.dk/systemteoretisk-affekt…
D. Systemteorien kommer i kontakt med de neoliberale systemers ”kvalitets”-begreb, 2004-2013:
I 2003 kommer der en meget instrumentel universitetsreform, som var præget af et ”kvalitets”-begreb, som havde rødder i industrialiseringens produktionsdiskurser. Samme logik præger 10’erne helt frem til folkeskolereformen i 2013.
Denne totalitære ”kvalitets”-ideologi kan man læse om i Marianne Vihøjs nye ph.d.-afhandling, som jeg omtalte i går.
E. Lars Qvortrup bliver leder af DPU, 2008:
I 2008 bliver Qvortrup leder af DPU, hvorefter systemteori-linjen går i en helt ukritisk symbiose med ”kvalitets”-linjen. De to linjer, som begge hviler på et opgør med den åndelige og sociale tradition, forstærker hinanden.
Qvortrup, Jens Rasmussen og Claus Holm, som alle er eller bliver luhmannianere, får pludselig en enorm magt over den pædagogiske forskning, som sættes direkte i produktionslogikkens og konkurrencestatens tjeneste.
F. Qvortrup og Erik Schmidt, 2008:
Som helt ny dekan, i 2008, bliver Qvortrup en del af en debat med lærer Erik Schmidt, som i 2014 selv blev offer for skolereformens ideologiske system i en berømt ytringsfrihedssag. Qvortrup taler for “evidensbaseret pædagogik”, som er et udtryk, der stammer fra den teknokratiske “kvalitets”-linje. Debatten er en slags empirisk manifestation af den nye symbiose mellem systemteori og “kvalitet”. Schmidt er naturligvis kritisk over for evidensbegrebet, for han er jo lærer.
Man kan læse Qvortrup/Schmidt-debatten fra 2008 her: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt-og-lars-qvortrup-i-2008.html
G. Lars Qvortrup forsøger at fyre Asger Sørensen, 2010
Denne sociologisk-filosofiske proces fik den direkte konsekvens, at Lars Qvortrup i 2010 forsøgte at fyre tre DPU-filosoffer, fordi deres forskning ikke var ”relevant”. Claus Holm, som dengang var prodekan, støttede fyringerne offentligt.
En af disse filosoffer var netop Asger Sørensen. Man kan bl.a. læse om det her: https://dm.dk/akademikerbladet/magasinet/2010/magisterbladet-nr-10/forklaringer-efterlyses-i-dpu-afskedigelsessag/
Det var en skandale. Et direkte overgreb på forsknings- og åndsfriheden. Heldigvis blev Qvortrups og Holms planer forpurret, men kun efter stort offentligt pres.
Men den filosofiske situation på DPU, som jo i dag ledes af Claus Holm, er stadig præget af systemteoriens opgør med social og moralsk ontologi, som Sørensen altså skrev om allerede i 1999.
Det er skæbnens ironi, at Sørensen om få måneder forsvarer sin doktordisputats, som indeholder en stor analyse af den pædagogisk-filosofiske udvikling i Danmark. Hvorfor bliver han ikke institutleder i stedet for Holm?
Til sidst vil jeg sige, at andre dele af Luhmann-forskningen ikke blev så radikalt teknisk orienteret, som det skete på DPU. Nogle Luhmann-forskere kom jo med en interesse for Habermas, nykantianisme og en mere almen sociologi. Denne linje endte i lidt neutrale modernitetsanalyser uden kontakt til konkurrencestatens “kvalitets”-systemer.
Men denne bløde linje fandtes ikke på DPU, hvor man fra 2008 satte Luhmann i direkte kontakt med ”kvalitets”-linjen.
Mange tak til Asger Sørensen.
PS. Det var i forbindelse med fyringssagen i 2010, at jeg selv for alvor blev opmærksom på systemteoriens problemer, især når den – i selskab med konkurrencestatens grænseløse ideologi – ramte pædagogikken. Her er et eksempel: http://www.thomasaastruproemer.dk/niklas-luhmanns-opgoer-med-paedagogik.html
14. Den 26. maj: Claus Holms opgør med dannelse, note 21: Indlæg i 2016 og 2018
A. 2016:
I 2016, mens skolereform, konkurrencestat og læringsmålstyring kørte på fuld kraft, skrev DPUs institutleder Claus Holm et utroligt indlæg i Information.
Holm havde sammen med sine åndsfæller Jens Rasmussen og Lars Qvortrup understøttet skolereformens ideologi i flere år og i mange forskellige sammenhænge.
Men i november 2016 blev Merete Riisager jo undervisningsminister. Hun var kritiker af både konkurrencestat og skolereform. Hun inviterede nye faglige kredse ind i en såkaldt ”justeringsproces”, som skulle redde skolens filosofi.
Claus Holms indlæg i Information var en slags ”velkomst” til den nye minister. Han kritiserer især Riisager for at ville forkorte skolereformens forlængede skoledage. Holm mener, at disse lange skoledage er gode, eftersom de er et udtryk for ”den frie tid”, dvs. antikkens skoleforståelse. Holm kalder det for ”legende læring”.
Men dette er helt absurd. Det var Riisager, der beskyttede den ”frie tid” mod Holms og hans venners målstyringsinferno.
Så Holm forsøger at få det til at se ud som om, at han mener det modsatte af det, han mener, mens han anklager Riisager for at mene det modsatte af det, hun mener.
Det er DPU’s ånd.
Ja, Holm mener direkte, at skolereformen er et udtryk for en realisering af efterskolernes tradition ?!? Her hører alt op.
B. 2018:
I 2018 fortsætter Holm sit paradoksale raid på Riisager. I en kronik i Politiken fortæller han, at skolen har være underlagt tilstrækkeligt med forandringsprocesser, så Riisager skal ikke lave noget om.
Holm vil slet og ret beskytte skolereformen fra 2013.
Holm fortæller også, at nogle faldende faglige præstationer i 2018 ikke har noget at gøre med folkeskolereformen, men snarere skyldes det skolepolitiske forandringspres; underforstået, at Merete Riisager skal stikke piben ind, selvom det jo på ingen måde er hende, der er “forandrings”-synderen, tværtimod.
Holm mener desuden, at Riisager har for meget fokus på ”faglighed”. Han henviser her til nogle totalt useriøse kompetencemålinger fra Deloitte, der omdanner skolen til ukendelighed.
Hans forståelse af ”faglighed” er desuden ekstremt teknisk, men det må man selv læse. Det her intet med ”den frie tid” eller “kundskaber” at gøre.
Holm trækker naturligvis også på Ove Kaj Pedersens konkurrencestat, som han mener er ”konservativ”?
Jeg har ikke registreret noget svar fra Riisager.
Efterfølgende gik Holm lidt i hi i nogle år, mens DPU’s filosofiske røster fik lidt fred. Imens kastede han sig over at promovere OECDs opgør med ”den frie tid”. Det kan man læse om i min bog ”I skolereformens kølvand”, som blev indleveret til forlaget d. 29. november 2022; dvs. samme dag, som Holm gik til angreb igen.
Links:
Indlæg fra 2016: https://www.information.dk/debat/2016/12/fri-foraeldet-snak-fritidsroeveri
Indlæg fra 2018: https://politiken.dk/debat/kroniken/art6833512/En%C3%B8jet-fokus-p%C3%A5-faglighed-sv%C3%A6kker-folkeskolen
Omtale af 2016-diskussionen i Folkeskolen: https://www.folkeskolen.dk/undervisningsministeriet-nedsaetter-grupper-for-folkeskolens-fag/
15. Den 28. maj: Ny bog: Trivsel tur-retur
I dag er den officielle udgivelsesdag for Svend Brinkmanns, Lene Tanggaards og undertegnedes ny udgivelse: ”Trivsel tur-retur”.
Bogen har en fælles indledning, og derpå drager vi hver især på rejse med trivselsbegrebet, først tur og så retur; selvom jeg ikke er sikker på, at vi havner samme sted, som vi startede.
Men vi kommer i al fald vidt omkring med en blanding af tvivl, kritik og pædagogik og sikkert også noget mere.
Her er indholdsfortegnelsen:
1.Indledning
2. Lenes rejse:
– Tur: Trivslen bor ikke inde i barnet
– Retur: Trivslens pædagogiske møde
3. Svens rejse:
– Tur: Mistrivselsparadokset
– Retur: Mistrivselsproblemet
4. Thomas’ rejse:
– Tur: Trivsel som politisk og faglig konstruktion
– Retur: Trivsel som realitet
Bogen koster kun ca. 180 kroner. Den er udkommet på forlaget Klim, som også har udgivet vores lille trios fire andre udgivelser: ”Uren pædagogik 1-3” (2011-18) og ”Sidste chance – nye perspektiver på dannelse” (2021).
16. Den 3. juni: Trivsel tur-retur: Lenes rejse
For få dage siden udkom bogen ”Trivsel tur-retur” på forlaget KLIM. Bogen er skrevet af Lene Tanggaard, Svend Brinkmann og undertegnede. Vi rejser alle tre lidt frem og tilbage.
Bogen indledes med Lene Tanggaards to rejser. Her er en lille appetitvækker:
A. Tur: Det sociales sted
På Tanggaards første tur, ”Trivslen bor ikke inde barnet”, argumenterer hun for, at trivsel altid udvikles i en social sammenhæng, som er fyldt med dannelsesprocesser. Trivsel bør derfor ikke måles som noget individuelt.
Det er Tanggaards kendskab til den situerede læringsteori, der udstyrer hende med betingelsen for at udarbejde denne vigtige erkendelse.
Tanggaard slutter sin første artikel af med et flot citat fra Rasmus Kolby Rahbek om ”stedets pædagogik”. Citatet indledes med sætningen:
”At være menneske er at være et sted”.
Og Rahbeks artikel hedder “Når dannelse finder sted”.
Så mennesket finder et sted og udvikler dermed både sig selv og stedet. Og der er der jo ikke meget “trivselsmåling” over.
B. Retur: svækkelserne
På Lene Tanggaards returrejse, ”Trivslens pædagogiske møde”, har hun følgende vigtige erklæring, der på en måde udtrykker hele bogens ærinde i én flot sætning:
”Min hovedpointe er, at vi har brug for at svække trivselsbegrebet på samme måde, som det har været nødvendigt at svække læringsbegrebet i skolens praksis, fordi begreberne er fostret i den samme livmoder som en del af en omfattende afpædagogisering af skolen, hvor formål, indhold og menneskelige relationer undertrykkes af funktionalisme, der har som mål at optimere individer til at være kompetente” (s. 34)
Tanggaards svækkelsesaktion kommer i kontakt med det første kapitels stedspsykologi på en virkelig interessant måde. Hvordan det sker, må man selv læse om.
I 2020 skrev Tanggaard bogen ”Læringsglemsel”. Nu supplerer hun så med ”trivselsglemsel”. Hendes alternativ er “en styrkelse af det pædagogiske sprog om formål, indhold og menneskelige relationer”.
Det er smukke og kloge ord.
17. Den 5. juni: rivsel tur-retur: Svends rejse
I forgårs fortalte jeg om Lene Tanggaards rejse tur-retur med trivselsbegrebet i den nye bog ”Trivsel tur-retur”.
Tanggaard talte for at svække trivselsbegrebet – hun kalder det for ”trivselsglemsel”. I stedet ville hun genskabe en pædagogikkens stedslighed.
Den næste rejse i bogen er Svend Brinkmanns. Han siger nogle af de samme ting, men på en anden måde:
A. Tur: Mistrivselsparadokset
Brinkmanns første rejse hedder ”mistrivselsparadokset”. Her undersøger han det paradoks, at man i forsøget på at løse problemer risikerer at ”skabe mere af det, man ønsker at forhindre”.
Så trivselsløsninger skaber trivselsproblemer!
Brinkmann kommer ind på mange interessante filosofiske og psykologiske forklaringer på dette paradoks. Jeg vil her blot – som en slags appetitvækker – nævne hans skelnen mellem to sundhedsfaglige tilgange:
På den ene side er der en ”screen and intervene”-strategi, som står for en slags aggressiv hyperforebyggelse, hvor man reagerer på det mindste sygdomstegn, nærmest før det optræder. En sådan strategi kan muligvis have sin berettigelse ved særlige sygdomme, men ikke ved en psykologisk almentilstand som ”trivsel”.
Og på den anden side har vi en ”watchfull waiting”, som er knyttet til en mere traditionel sundhedsfaglig proportionalitet, der anerkender dannelsens og pædagogikkens processer.
Så en bestemt sundhedsfaglig metode kan altså være med til at producere flere sygdomsforekomster. Brinkmann kalder det for ”prævalensinflation”.
Brinkmann vender denne vigtige hypotese på mange forskellige måder. Det må I selv læse.
B. Retur: Mistrivselsproblemet
Brinkmanns returrejse hedder ”mistrivselsproblemet”. Her præsenterer han tre alvorlige konsekvenser af sit ”trivselsparadoks”:
– ”Risikoen for at vi med den aktuelle mistrivselsdagsorden overser de befolkningsgrupper, som har de alvorligste problemer.”
– ”Risikoen for at sygeliggøre almindelig modgang og ubehag”
– ”Risikoen for at individualisere diskussionen” (Brinkmann kalder det også for ”verdensglemsel”)
Hver af disse ”konsekvenser” har deres eget afsnit, som jeg vil opfordre jer til at studere.
Svend Brinkmanns psykologisk-filosofisk-empiriske metode producerer den ene indsigt efter den anden, og disse indsigter hænger dybt sammen med undersøgelserne og konklusionerne i Lene Tanggaards kapitler.
18. Den 4. juni: Tre sammenhængende og foreløbige refleksioner om pædagogik
A. Pædagogik og stat: To slags ”åndelig oprustning”
Umiddelbart er det enkelt: Skole og pædagogik er statens og samfundets instrument, så samfundets værdier og kundskaber kan holdes ved lige.
Men denne relation kan kun opretholdes, hvis pædagogikken altid også opdrager staten og dermed holder de statslige institutioners formål ved lige. Pædagogik er kritisk omsorg for samfundets grundlæggende institutioner og sædvaner, som stammer fra pædagogikken selv.
Skolen er altså et statsligt instrument, som må bygge på folkelig og videnskabelig frihed, så skolen og pædagogikken kan opdrage dens herskere. Skolen er dens herskeres hersker. Det er derfor, at ordet “schole” betyder “den frie tid”.
Hvis staten glemmer denne relation – hvis f.eks. staten instrumentaliserer skolen uden at lære af den, så kollapser ikke blot skolen, men også staten selv.
Det er forskellen mellem en demokratisk stat og en konkurrencestat. Sidstnævnte er en stat uden pædagogisk fundament.
Opdragelse. pædagogik og karakterdannelse må også funderes på denne dyd. Pædagogikken må opdrage staten, så alle kan støtte og underlægge sig en fælles vilje, som er funderet ved folkelig og demokratisk tænkning og handling.
Så virkelig ”åndelig oprustning” er funderet i, at staten kritiseres, så dens magt altid er i overensstemmelse med et folks demokratiske erfaringer, som beskyttes og vedligeholdes af lærere, pædagoger og opdragere.
Hvis staten bruger pædagogikken som instrument uden respekt for denne demokratiske og forfatningsmæssige struktur, så er er det tid til kritik og modstand.
Spørgsmålet er nu: Hvad er ”åndelig oprustning”? Er det staten, der bruger ånden som instrument? Eller er det ånden, der udsætter staten for opdragelse og påmindelse, så staten kan få åndeligt funderede instrumenter, som holder både stat og institutioner på rette spor?
Staten er en slags ”gentle man”, en blid fader, som lader sig oplyse af moders-målets processer. Pædagogikken er statens livmoder, en ustandselig gammel og årvågen proces. En ide jeg har fra Schleiermacher.
B. Hvad er pædagogik?
Pædagogikken producerer staten, som pædagogikken selv skal adlyde. Men den stat, som ikke er skabt af pædagogikken, skal ikke adlydes. Den skal kritiseres sønder og sammen.
Og konkurrencestaten er skabt af et opgør med pædagogik, så den skal man ikke have respekt for.
Af dette sociale faktum følger, at hver eneste skoledag er en storslået fordybelse i fortiden, hvor den næste generation skaber og genskaber statens egentlige ånd, så den næste generation ender med at blive helt forvirrede og vrede, når de møder den moderne stat, som bygger på et opgør med pædagogik.
Pædagogisk praksis er en snublende livsform, hvor ånd og middel kæmper, mens ligeværdighed altid forudsættes. Resultatet er et løfte og et kunstværk, som ikke kan måles.
C. Hvad er disciplinen “pædagogik”?
Hvorfor har man disciplinen pædagogik? Det er for at undgå, at pædagogisk praksis bliver ”praksisnær”, som faktisk er det modsatte af ”pædagogisk”, der snarere vedrører hele samfundet, dvs. er “samfundskonstituerende”.
Disciplinen pædagogik opretholder afstanden mellem pædagogik og praksis, så disse to niveauer kan kommunikere og opdrage staten.
Hvad er disciplinen pædagogik? Det er en refleksion over pædagogikkens begreber og dens opdragende effekt på statens og dennes institutioner. “Pædagogisk praksis” er lærerens og pædagogens omgang – løftet og kunstværket – med denne forunderlige og nære og fjerne forudsætning.
19. Den 5. juni: Kronik i Politiken om demokratiets krise: Demokratiet har fået feber
En række danske forskere, som er aktive i den nye Forskerbevægelse, har skrevet en flot kronik om demokratiets tilstand.
Der er også andre med i forfatterkollektivet, f.eks. Uffe Elbæk, som på det seneste har været meget aktiv på ytringsfrihedsfronten. I alt har 19 personer skrevet under på kronikken.
Kronikkens forfattere starter med at referere til Hal Kochs opfattelse af demokrati som en livsform, samt til den humanistiske filosof Martha Nussbaums kritik af “frygtens monarki”.
De 19 forfatterne mener, at det ikke kun er i USA, at demokratiet aktuelt har problemer. Den er også gal herhjemme. De taler om en ”dybere ubalance”:
”Presset på forskningsfrihed, civilsamfundets råderum, uafhængig journalistik og folkelig organisering peger på en dybere ubalance: Den demokratiske samtale har fået feber. Vi reagerer hurtigere, skarpere, mere binært.”
Forfatterne mener, at demokratiets krise er blevet forstærket af coronanedlukningens frygtretorik, som er gift for Hal Kochs og Martha Nussbaums tankegang. Her er et langt citat, som virkelig får forklaret problemet:
”Men en anden følelse har sneget sig ind som underlægningsmusik til vores tid: frygten. Nussbaum viser i ’Frygtens monarki’, hvordan frygten udhuler demokratiets principper – ikke af fjender, men gennem vores egne institutioner, der bevidst eller ubevidst anvender frygtbaseret retorik. Frygt ser usikkerhed og trækker sig tilbage; håb bevæger sig frem. Frygt fjerner muligheder; håb skaber nye. Frygt lukker sig om sig selv; håb rummer sårbarhed.
Når samfund rammes af usikkerhed – pandemi, krig, klimakrise – kan selv de mest grundfæstede frihedsrettigheder suspenderes med et nik.
I foråret 2020, da pandemien ramte, steg angst og uro globalt. Vores fælles sundhed krævede dramatiske og hurtige omlægninger af samfundet. Det skabte et politisk mulighedsrum for topstyring. De følgende måneder blev frihedsrettigheder rullet tilbage, og autokratier blev endnu hårdere i kanten.
Men selv efter pandemiens trussel fortonede sig, har frygten sat sig – ikke som midlertidig gæst, men som permanent spindoktor i demokratiets inderkreds. Vi har set indskrænkninger i offentlighedsloven, udenrigspolitiske loyalitetskrav i forskningen, begrænsninger af, hvilke emner der må debatteres til skolevalg, forslag om masseovervågning og stigende accept af udenlandske militærbaser uden større debat.”
Der er nok at tænke over!
Kronikkens forfattere peger på en række eksempler, som man selv kan studere. Her vil jeg blot nævne det mest udfoldede eksempel, nemlig den forskningspolitiske situation:
”Med universitetsloven fra 2003 fik Danmark en af verdens mest topstyrede universitetsmodeller. Bestyrelser med eksternt flertal, og ledere udpeget oppefra, har reduceret medarbejdernes indflydelse.
Danmark ligger i nogle målinger nr. 24 ud af 27 EU-lande ift. akademisk frihed – med begrænsninger, der »i de fleste andre EU-lande ville betragtes som drakoniske«. Med et mere autoritært styre ville danske universiteter stå uden reelle værn – i modsætning til USA, hvor flere checks and balances beskytter universiteterne.
Også finansieringen lægger pres. Erhvervsfonde som Novo Nordisk uddeler nu langt flere midler end staten. Det giver disse aktører uforholdsmæssig indflydelse på, hvad der forskes i – og risikerer at marginalisere al anden form for viden.
Dertil kommer både eksternt og internt pres på forskeres ytringsfrihed. En undersøgelse fra den akademiske fagforening DM og de ph.d.-studerendes organisation Pand viste, at 31 pct. af yngre forskere afholder sig fra at deltage i debatten af frygt for chikane.
Særligt kvindelige forskere er udsatte. 14 pct. har oplevet trusler, klager til arbejdsgiver eller angreb på sociale medier. Der er eksempler på, at politiske og økonomiske aktører forsøger at fordreje forskningsresultater – og truer med sagsanlæg for at skræmme kritikere til tavshed.
Tal fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd viser, at halvdelen af forskerne frygter eller har oplevet repressalier, hvis de kritiserer ledelsen.”
Så halvdelen af landets forskere er bange for deres ledelser? Og dem, der ikke er “bange”, det er jo nok dem, der makker ret.
De øvrige eksempler vedrørende fagforeninger, digitalisering og aktivisme, er alle meget relevante. Det ville dog have klædt forfatterne også at knytte an til den store ytringsfrihedsdiskussion, som udløb af overgrebet mod Kurt Westergaards smukke karikaturtegninger; f.eks. diskussionen om de aktuelle forbud mod at være respektløs mod religiøse skrifter. Jeg synes også, at der mangler en omtale af de mange identitetspolitisk baserede overgreb. Dermed får kronikken en let centrum-venstrehældning, som egentlig ikke er nødvendig, for kronikkens problemstilling er for alle.
Kronikken slutter med en opfordring til at følge Hal Koch og Nussbaum ind i et ”håbets demokrati”:
“Vi står ikke ved afslutningen på demokratiets historie. Men vi står med et valg. Et værdimæssigt og eksistentielt valg. Vil vi være borgere i frygtens monarki – eller medborgere i håbets demokrati?”
Mange tak fra mig for den flotte og vigtige kronik om ”frygtens” udemokratiske effekter.
20. Den 10. juni: Indlæg om projektarbejde i Skolemonitor
En gruppe på 14 personer har skrevet et forstemmende indlæg på Skolemonitor.
Gruppen ledes tilsyneladende af forskeren Louise Klinge, af skoleleder Helle Bjerg, af den radikale Lotte Rod og af formanden for Danske Skoleelever, Caroline Helene Hermansen. Det er i al fald dem, der er billeder af.
Indlæggets forfattere taler for, at man skal have mere projektorganiseret undervisning i folkeskolen. Problemet er, at dette synspunkt bygges op via et radikalt opgør med og karikering af undervisningens filosofi og tradition. Og dermed kan forfatterne faktisk heller ikke begrunde projektpædagogikken på en god måde. Derved forfalder både undervisningens begreb og den projektpædagogiske dybde. Kronikken undergraver sig selv.
Her er et citat, der eksemplificerer problemet:
”Det kræver, at vi gør op med det billede, de fleste af os har for, hvordan en ’rigtig’ skole ser ud: En klasse med én lærer, der står og taler foran en tavle, mens eleverne sidder stille bag hvert deres bord og lytter eller skriver. Indrettet efter skemaer, mål og karakterer.”
Så den skønne ide om en lærer, der fortæller om fortidens, kulturens og videnskabens ting karikeres nu til at handle om ”skemaer, mål og karakterer”, så vi efterfølgende kan “gøre op” med læreren.
Og denne smukke pædagogiske situation hævdes efterfølgende at være i modstrid med elevernes ”fremtid”, selvom det stik modsatte er tilfældet. Det er meget sørgelige passager.
Og som prikken under i’et skal vi endda belæres om, at undervisningens vekselvirkning stammer fra noget åbenbart meget slemt noget, som kaldes for ”industrisamfundet”. Det er en total karikatur af den pædagogiske tradition. Denne særlige sociologisk-didaktiske logik har rødder i 1970’ernes strukturmarxisme og efterfølgende i 1990’ernes “ansvar for egen læring”.
I samme ”ånd” må vi høre følgende:
”Alligevel har vi i dag en skole, hvor der er rigtig meget stillesiddende undervisning på en portal og mange børn, der mister motivationen for at gå i skole.”
Men i dag har vi jo først og fremmest skolereformens skole, og den skole bygger på lige præcist på de ideer, som kronikørerne selv bygger på, nemlig at man skal gå ”fra undervisning til læring”.
Og alle de skrækkelige ”portaler”, som er omtalt i citatet, hører bestemt ikke til den klassiske undervisningsfilosofi og didaktik.
Så fordi man er med rette imod ”portaler”, så kollapser undervisningsbegrebets rigdom. Det svarer til at rive et palads ned, fordi der er en punkteret rude i kælderen.
Jeg er selv stor fan af projektarbejde og eksperimenterende undervisningsmetoder, men jeg synes ikke om oplæggets nedladende syn på mere klassiske undervisningsformater.
Det smukkeste, der findes, er, når en lærer fortæller en klasse om fortiden, så eleverne selv kan finde deres fremtid, mens alle kan høre fuglene synge uden for, og lidt almendidaktisk sans gør også godt. Så finder eleven sin lærer, som finder sin elev. Det er pædagogisk befrugtning.
Et godt projektarbejde er for mig at se defineret ved, at der “går hul på skolen”. Det er en slags “suspension af suspensionen”. Projektarbejde er dermed en undersøgelse af den sociale virkeligheds indre fjernhed, med skolen og undervisningen som filosofisk baggrund.
Projektarbejde er altså en forstærkning af og ikke en modsætning til den klassiske ”schole”, den ”frie tid” hvor generationerne mødes.
Faktisk har undervisningsbegrebet og projekttænkningen samme rødder – i den nordeuropæiske oplysning/romantik – så forfatternes modstillinger bliver alt for kraftige (long story).
Det gælder i stedet om at gentænke hele denne flotte sammenhæng, så formålsparagraffens §1 (kundskabsparagraffen) og §2 (den reformpædagogiske paragraf) kommer i bedre kontakt med hinanden.
Det er ærgerligt, at Klinge ikke har mere sans for baggrundstraditionen, men det skyldes, at hendes synspunkter blev dannet i et uheldigt samspil mellem mentaliseringspsykologi og 00’ernes spirende konkurrencestatsideologi. Men hun er også inspireret af Erik Sigsgaard, som ellers burde være garant for en mere kulturelt informeret reformpædagogik.
Helle Bjerg har et meget problematisk forhold til åndsfrihed og pædagogik. Det ved jeg, fordi hun helhjertet støttede Dorthe Staunæs’ platte og poststrukturalistisk baserede klage over mit kritiske arbejde i 2015 og hun har aldrig beklaget det mindste. Bjerg er altså en del af DPU’s ideologiske felt.
Endelig er det en skuffelse for mig, at Lotte Rod er med i forfatterkredsen. Rod har en stor forståelse for fritidspædagogikkens idegrundlag og praksis, men når det kommer til skolen, så flyttes hendes filosofiske intuition åbenbart over i et slags opgør med selvsamme idegrundlag.
Der er ingen fra den faglige og kritiske tradition med i forfatterkredsen.
Det er “pædagogikkens to verdener”.
Links:
Link til den aktuelle kronik: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18245246.ece
Link til analyse af Louise Klinges arbejde: http://www.thomasaastruproemer.dk/undersoegelse-af…
Link til omtale af Lotte Rods arbejde: http://www.thomasaastruproemer.dk/lotte-rods-kamp-for…
21. Den 12. juni: Hvad er disciplinen ”pædagogik”?
Disciplinen Pædagogik er en ”syntese” (ikke en ”symbiose”) mellem opdragelsens teori og praksis.
Som videnskabelig disciplin består pædagogik af refleksioner over de eksplicitte og tavse begreber, som pædagogisk praksis består af. Den pædagogiske videnskab er dermed en grundlæggende filosofisk-social-politisk aktivitet.
Det betyder, at den videnskabelige pædagogik ikke kan determinere praksis. Den kan højst give upraktiske råd. Pædagogisk videnskab beskriver praksis på måder, som praksis kan genkende og huske. Det er det, som udgør ”syntesen”.
Pædagogik i dens samlede form er derfor et åndsprodukt. Et historisk-poetisk sted, hvor fortid og fremtid mødes.
Den pædagogiske videnskab og dens livlige ”praksis” beskytter tilsammen praksis mod andre videnskabelige discipliner, der forsøger at omdanne pædagogik til ”læring” og ”trivsel”, hvorved pædagogikken atomiseres og instrumentaliseres.
Det svarer til ”kampen mod DPU” og ”kampen mod konkurrencestaten”. Også professionshøjskolerne er desværre dybt præget af en manglende fornemmelse for syntesen. Her arbejder man med begrebet “praksisnær”, som er et angreb på praksis og faktisk også på forskning.
Sammenfatning:
På den måde får den pædagogiske forskning, hvis den vil være pædagogisk, to samfundsmæssige funktioner, som begge handler om beskyttelse, og én funktion, der handler om udvikling:
1) Pædagogisk forskning skal beskytte pædagogikken mod andre fags forsøg på at overtage pædagogisk praksis.
2) Pædagogisk forskning skal beskytte pædagogikken mod statens forsøg på at overtage pædagogisk praksis, der i sig selv kommer fra civilsamfundets lag.
3) Pædagogisk forskning tilbyder refleksioner og giver upraktiske råd, som praksis kan fødes og vokse sammen med.
Dermed opstår disciplinen ”pædagogik” som en syntese mellem teori og praksis, der beskytter samfundets opdragelsespraksisser mod faglig og politisk instrumentalisering, jvf. punkt 1+2.
Og under denne beskyttelses åbenhjertige kamp, rejser den pædagogiske praksis sig fra historiens og tænkningens dybder som et ”sted”, hvor der handles/undervises, tænkes og leges, jvf. punkt 3.
22. Den 19. juni: Ny artikel om karakterdannelse
Center for Karakterdannelse publicerer jævnligt små artikler på sin hjemmeside. Artiklerne er forfattet af centrets faglige panel, som jeg selv er med i.
Sidste år skrev jeg en artikel om forholdet mellem dannelse og karakterdannelse. Jeg argumenterede for, at begge begreber var afhængige af hinanden. Artiklen er med i en antologi om karakterdannelse, som Center for Karakterdannelse udgiver til efteråret på forlaget KLIM.
Så karakterdannelse afhænger som sagt af dannelse (og omvendt). Ellers kan det gå galt, og så får man det, som teologen Peter Kemp kaldte for ”halvdannelse”. Denne halvdannelse findes nemlig også som ”halvkarakterdannelse”.
Et eksempel på denne uheldige proces skriver jeg om i nedenstående nye artikel, som tager udgangspunkt i et eksempel fra Odense Kommune. Her vristes dyderne fri af den etiske, politiske og kulturelt definerede sammenhæng og sættes i stedet i relation til konkurrencestatens krav.
https://www.karakterdannelse.dk/artikler-1/thomas-r%C3%B8mer-aastrup-2
23. Den 21. juni: Grønnegaards kronik om corona-nedlukningen
Jørgen Grønnegaard Christensen har med udgangspunkt i en ny amerikansk bogudgivelse skrevet dagens kronik til Politiken. Kronikken handler om corona-nedlukningen.
Det er rystende læsning. Her er nogle nedslag:
A.
Grønnegaard skriver, at nedlukningerne ifølge de amerikanske forskere var helt uden effekt. Her med Grønnegaards ord:
”Hvad virkede så? Ja, måler man på dødelighed og overdødelighed, er mønstret klart. Der er ingen (som i ingen) sammenhæng mellem lukningernes omfang og varighed og dødeligheden”.
Dermed bekræfter den amerikanske undersøgelse de konklusioner, som økonomen Jonas Herby har skrevet om i sin nye bog ”Prisen værd – nedlukningerne ingen taler om”.
B.
De amerikanske forskere har også undersøgt også de indflydelsesrige modeller, som blev udarbejdet på det britiske Imperial College. De engelske beregninger var helt hen i vejret, og det var ikke første gang, den var gal. Grønnegaard skriver følgende (et langt ctat):
”Mere specifikt henviser de (de amerikanske forskere, TAR) til indflydelsesrige modeller, som man arbejdede med på britiske Imperial College, og som i en fase spillede en stor rolle i de interne beslutningsprocesser i den britiske regering.
Det skete, selv om modellerne havde demonstreret deres alvorlige mangler i tidligere situationer. Under 2006-fugleinfluenzaen havde deres ophavsmænd estimeret op til 150 mio. dødsfald globalt, men de udeblev. Under 2009-svineinfluenzaen havde de ud fra modellerne estimeret 65.000 dødsfald i Storbritannien, hvis man ikke satte hårdt ind. Det gjorde man ikke, og der var i alt 457 dødsfald relateret til sygdommen.
Det var én ting. En anden var den måde, modelestimaterne blev brugt på. Der var i USA og andre steder en tendens, som er latent i politiske miljøer, til at lægge sig fast på de mest dramatiske estimater og til ikke efterfølgende at justere hverken estimater eller de beslutninger, der var truffet under henvisning til dem, i lyset af den faktiske udvikling.”
Denne kombination af ekstrem forebyggelse og statistisk ekstremisme passer med 100% på den danske situation.
C.
I Danmark og i mange andre lande var sundhedsmyndighederne faktisk imod nedlukninger, men den faglige kompetence blev overrulet af det politiske system. Grønnegaard skriver følgende:
”Der herskede i de faglige miljøer en almindelig skepsis over for effektiviteten i ikke-medicinske tiltag. En skepsis, som faktisk pippede frem i den danske Sundhedsstyrelses initiale rådgivning og i dens detailvurdering af enkelttiltag såsom skolelukninger og bredt anlagte teststrategier.
Men alle, eller næsten alle med Sverige og Anders Tegnell som undtagelsen, svingede i marts 2020 om. De blev aldrig aftvunget en begrundelse for deres markante holdningsskifte. Det førte til anbefaling af nedlukninger, som i høj grad var inspireret af den kinesiske nedlukning og nedlukningerne i de østasiatiske lande, og den anbefaling fulgte politikerne.”
Grønnegaard beskriver også hvordan den nye og ubegrundede diskurs efterfølgende satte sig i de faglige miljøer, f.eks. ift. WHO’s syn på tests. Kritikerne blev ”kaldt til orden”, står der:
”De skeptikere, der var i det etablerede miljø, og som havde været en accepteret del af det, blev kaldt til orden og rettede ind. »Der var kun plads til ét narrativ«, fastslog en af nølerne efterfølgende.”
D.
De amerikanske forskere taler for langt mere fokus på det kritiske arbejde, hvilket står i modsætning til Mette Frederiksens totalitære aktion. Her med Grønnegaards ord, som sættes i direkte modsætning til Mette Frederiksens aktioner:
”Da ekspertisen hverken er ufejlbarlig eller uhildet, er åbenhed og pluralisme helt væsentligt for at sikre beslutningskvaliteten. Det understreger forfatterne med et citat af Graham Allison, prominent Harvard-politolog. Da pandemien var på sit højeste, efterlyste han »et ’Team B’, der er parat til at sætte spørgsmålstegn ved hele«.
Men kritiske spørgsmålstegn er kun effektive, hvis der i beslutningsprocessen på højeste politiske niveau er indbygget påtvungne tænkepauser.
Det er, i modsætning til hvad statsminister Mette Frederiksen sagde 11. marts 2020, ikke altid sådan, »at vi hellere skal handle i dag end i morgen«.”
Grønnegaard er ikke en hr. hvem som helst. Han stod også for den store evaluering fra 2021 af den danske nedlukning.
Med disse analyser som kronikkens hovedspor er det helt uforståeligt for mig, at Grønnegaard kan lægge ud med følgende hyldest til nedlukningen:
“For mig er der ingen tvivl om, at Danmark kom godt igennem pandemien, og at politikere og myndigheder alt i alt handlede betænksomt, snarrådigt og med en veludviklet fornemmelse for, hvad de potentielt stod over for.”
Link til dagens kronik: https://politiken.dk/debat/kroniken/art10442746/Ny-tankev%C3%A6kkende-bog-afd%C3%A6kker-coronakrisen
Link til omtale af Grønnegaards evalueringsrapport fra 2021: http://www.thomasaastruproemer.dk/biostatens-politiske-og-filosofiske-konstruktion-analyse-af-udredningsgruppens-rapport.html
24. Den 22. juni: Gode indlæg om folkeskolen
Merete Riisager har skrevet ugens kronik i WA om folkeskolens situation. Riisager skriver mange kloge ting, men der især ét forhold, jeg hæfter mig ved: Riisager mener, at skolereformen i 2013 har haft en slags konstituerende ødelæggende effekt. Og på en måde lever vi stadig i ruinerne efter denne ødelæggelse.
Riisager taler om, at reformen har efterladt et nærmest kaotisk ”magttomrum”, og hun giver også nogle eksempler. Riisager bygger her på sit arbejde med den tankevækkende bog ”Selvbyggerbørn” fra 2020.
Jeg vil også pege på et indlæg fra lærer Niels Christian Sauer, der beskriver en slags kim til den af Riisager omtalte proces. Sauer finder dette kim i folkeskoleloven fra 1993, hvor man med Sauers strålende ord ”gjorde skolelederen, der før havde været skolens mand på rådhuset, til rådhusets mand på skolen”.
Sauer har skrevet en virkelig spændende bog om denne hypotese: ”Folkeskolens veje og vildveje” fra 2023.
Sauers drama fra 1993 udspillede sig jo lige efter murens fald, hvor et indholdstomt ”ansvar for læring” satte sig i forbindelse med den spirende konkurrencestats globaliserede processer, vel at mærke i modsætning til undervisningens og skolens begreb. Man skulle gå “fra undervisning til læring”.
Det samme kan man faktisk sige om universitetsloven fra 2003, hvor man skulle gå “fra forskning til faktura”. Så der var tale om en helt almen ideologisk-politisk proces.
Links:
Link til omtale af Riisagers bog: http://www.thomasaastruproemer.dk/merete-riisagers-bog-om-selvbyggerboern.html
Niels Christian Sauers indlæg: https://www.folkeskolen.dk/debat/det-er-i-mine-oejne-fuldstaendig-gratis-for-en-skoleleder-at-lukke-munden-paa-laerere/
Link til omtale af Sauers bog: https://aarsskriftet-critique.dk/2023/10/teknokrater-sidder-heller-ikke-paa-et-evighedsmandat/
25. Den 26. juni: Kritik af John Hattie: ”Gennemgribende fejlbehæftet”
I kølvandet på skolereformen i 2013 blev statistikeren John Hattie den helt store guru. Hans koncept, som hed ”synlig læring”, var overalt og blev fagligt set kraftigt understøttet af især kredse tæt på DPU, især Lars Qvortrup og Niels Egelund.
Vi var nogle få, der med det samme sagde fra over for dette teknokratiske og upædagogiske projekt, men vi blev marginaliseret i den hjemlige debat.
Det var efter min vurdering især den kritiske udgivelse ”Hattie på dansk”, der fik sat en prop i Hattie-revolutionen.
Så efterhånden røg Hattie ud, men hans efterladenskaber er overalt.
Og nu viser det sig, at den ikke kun var gal med begreberne. Den var også gal med statistikken. Det fortæller to forskere fra VIVE om i nedenstående indlæg. De refererer til to internationale undersøgelser, som man selv kan linke videre til.
VIVE-forskerne sammenfatter de nye undersøgelser med følgende ord:
”Deres konklusion er både entydig og opsigtsvækkende: Hatties forskningsoversigt er så gennemgribende fejlbehæftet, at de præsenterede resultater ikke kan danne et solidt grundlag for de konklusioner, han drager.
Ifølge forskerne er der ikke blot tale om mindre fejl, der kan rettes; problemerne er dybt forankret i den metodiske tilgang og underminerer hele analysens troværdighed.”
Det er en kæmpeskandale. Hvorfor tager Folkeskolen.dk og andre medier ikke sagen op journalistisk?
Det er også tankevækkende, at de to VIVE-forskere ikke lader til at være bekendt med den pædagogiske kritik? Her må man tænke på, at VIVE i høj grad selv var en del af skolereformens læringsrevolution. Det fremgår også af indlæggets afsluttende bemærkninger, der er en hyldest til Hatties grundlæggende projekt, som jo allerede omkring 2017 var genstand for pædagogisk og filosofisk kritik.
Den bagvedliggende forskningsartikel finder man samme logik. Også her finder man en kritik af Hatties metoder, men en tilslutning til hans filosofi. Forskerne skriver eksplicit, at de ikke adresserer den pædagogiske kritik, som de med rette placerer mit eget arbejde som en del af. Det er nok denne manglende ”adresse”, der gør, at de ender i en form for kritisk modsætning.
Links:
Indlæg på Folkeskolen.dk, d. 24. juni: https://www.folkeskolen.dk/debat/politikerne-har-skelet-ret-saa-meget-til-hattie-det-skal-de-nok-holde-op-med/
Efterfølgende kronik i Weekendavisen, d. 28. juni: https://www.weekendavisen.dk/ideer/punkterede-laeringsmaal?gaa_at=eafs&gaa_n=ASWzDAg6Rw6E2i1KzmKmkPx4EabzYGpJOJUAwU6E0BfMz6nM61eIvZsHYiS9LhISA5A=&gaa_ts=68619c93&gaa_sig=tgEQtBIq32QA05yPJbT9aRc7lpVLijkgwkRUyDNskXg8m80YY7D3cilp0J_VAIQKxjaLYb0KVLlWSW_6zDWCyA==
Link til den bagvedliggende forskningsartikel: https://osf.io/preprints/psyarxiv/7g8p6_v1
26. Den 26. juni: Mareridt, dødsspiraler og sammenbrud
Den 30. maj skrev journalisten Ditte Giese et indlæg til Politiken. Hun kaldte sit indlæg for ”Folkeskolen er jo et mareridt”. Det var skolereformen fra 2013, der var hovedårsagen til Gieses onde drøm. Børnene fik bare en I-pad.
Stemningen i Gieses indlæg minder lidt om Lollikes dybt kritiske teaterstykke ”En skolekomedie” (som i virkeligheden er en ”skoletragedie”).
En uge efter, den 6. juni, skrev Martin Krasnik en leder i Weekendavisen. Lederen hed ”Folkeskolens dødsspiral”.
Krasnik uddybede på linje med Giese, og tilføjede endda lidt selverkendelse i en parentes:
”Den første markante erkendelse fra politikerne (og fra alle, herunder lederpladsen i denne avis) bør være, at folkeskolereformen fra 2013 var en katastrofe.”
Få uger senere, den 21. juni, skrev tidligere Undervisningsminister, Merete Riisager, en kronik med en lignende titel: ”Folkeskolens stille død”. Hun er helt på linje med Krasnik i sin vurdering af folkeskolereformen og dens effekter.
Og i går fulgte formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, trop, også i Weekendavisen. Han siger, at folkeskolen er ”på sammenbruddets rand”, og at det er ”sidste udkald”.
Og i forgårs kunne man læse om en omfattende kritik af John Hattie, som jo var en af skolereformens “guruer”, stærkt støttet af DPU/AU (jvf. opslag fra tidligere i dag)
Men skolereformens arkitekter har skam kronede dage. Antorini fik ligefrem professionshøjskolernes ærespris, Corydon er blevet generaldirektør for DR, DPU ledes af en af de helt store reform-entusiaster, og kritikerne af skolereformen er i dag pensionerede eller marginaliserede.
Bortset fra hos Riisager er der desværre ingen sans for årsagerne eller for den nærmere sammenhæng, og der er heller ingen tegn på, at indlæggene kender til den omfattende kritik, som man kunne læse om allerede omkring 2013.
Links:
Ditte Giese i Politiken: https://politiken.dk/debat/klummer/art10431164/Selvf%C3%B8lgelig-dumper-de-unge.-Folkeskolen-er-jo-et-mareridt
Kritik af John Hattie: https://www.folkeskolen.dk/debat/politikerne-har-skelet-ret-saa-meget-til-hattie-det-skal-de-nok-holde-op-med/
27. Den 27. juni: God anmeldelse af ”Trivsel tur-retur”
Strålende anmeldelse af “Trivsel tur-retur”: “Fremragende, nødvendig, præcis, veloplagt og vellykket”
Lektor ved DPU, Steen Nepper Larsen. har anmeldt Tanggaards, Brinkmanns og undertegnedes nye bog, ”Trivsel tur-retur”, til dagens Information. Han er begejstret.
Nepper starter sin grundige anmeldelse med konklusionen. Overskriften i papiravisen er slet og ret:
”Fremragende formidling”.
Og få linjer inde i teksten taler han konkluderende om en ”nødvendig og præcis kritik” og om ”den vellykkede lille bog”.
Undervejs i sin anmeldelse bruger han også udtryk som:
”kritisk og politisk udfordrende publikation”
”en fornøjelse at læse”
”veloplagt og kritisk skandering af uddannelsespolitikken”
”De tre tænkere bidrager med tre begrebskritiske ’rejseessays’”
Nepper er især optaget af bogens indledende betragtninger, men omtaler også udvalgte kapitler meget positivt.
Mange tak til Steen Nepper Larsen for denne flotte og grundige anmeldelse.