Nedenfor kan man læse 21 små og foreløbige undersøgelser vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra maj-juni 2026.

De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer. En del af teksterne er præget af, at der blev dannet en ny S-SF-M-RV-regering i starten af juni.

Indholdsfortegnelse:

1. Læring og ansvar
2. Politiken anklager Mette Frederiksen for terror
3. Den nordiske hemmelighed
4. Danske praksisser
5. Borgerens syntaks
6. Redningsaktioner
7. AI-tutorer til alle skoleelever
8. Merete Riisager kritiserer brug af AI i uddannelsessystemet
9. Diskussion af karakterdannelse
10. To mærkelige observationer om ”danskheden”
11. En tanke om hilsner
12. Karakterdannelse i 2015
13. Regeringsgrundlaget, note 1: Trivselsøkonomi
14. Regeringsgrundlaget, note 2: Universiteter og forskning
15. Regeringsgrundlag, note 3: Børnesynet
16. Videnskabelig karakterdannelse
17. Regeringsgrundlag, note 4: Fire refleksioner over regeringsdannelsen
18. Teknologiens fortrængte dominans
19. Refleksion over skolepolitikkens nyere historie
20. Fem aspekter af karakterdannelsen og mulige forfaldsformer og synteser
21. Karakterdannelse

 

1. Den 3. maj: Læring og ansvar

I 90’erne havde børn og unge ansvar for alt. Man kaldte det for ”ansvar for egen læring”. Læreren havde intet mere på hjerte. Han var en slags evalueringsmaskine for læringsoptimering. Eleven og læreren var nu helt alene efter murens fald. De var klar til – 10-20 år senere – at blive læringssoldater i konkurrencestatens tjeneste sammen med nogle datamaskiner.

I 2020’erne er det helt omvendt. Nu har børn og unge ikke ansvar for noget som helst. Problematisk adfærd eller mistrivsel er altid omgivelsernes skyld. Læreren havde stadig intet på hjerte. Han er en slags organiseringsmaskine for trivselsoptimering, som han selv har al ansvaret for.

Det er ikke let at være ung. Først har man ansvar for alt, og få år efter har man ikke ansvar for noget. Og i ingen af disse systemer findes der lærere elle voksne i pædagogisk aktivitet, dvs. ingen fortid eller opdragelse. Så det er nok heller ikke let at være lærer. Det er klart.

Kort vurdering:

1990’erne tager helt radikalt fejl, for her forudsætter man, at børn kan have ansvaret alene, hvilket er umuligt.

2020’erne har ret i, at børn ikke har ansvar, men disse trivselsideologer glemmer, at børnene netop skal lære at tage ansvar. Det sker ved, at den voksne lader som om, at eleverne har ansvar. Nogle gange kan ansvaret ligefrem komme bag på eleven. Eleverne kan kun lære ansvar ved at deltage i en praksis, hvor der findes en voksen med ansvar, der lader som om, at barnet har ansvar. Det er også det, som nogen har kaldt for det pædagogiske paradoks. Det er en slags pædagogisk kunst, fordi man jo hele tiden skal medtænke barnets manglende ansvar. 2020’erne glemmer dette.

Der er en meget problematisk forbindelse mellem disse to systemer. De er forskellige på overfladen, men ens i substansen. Men det lader jeg ligge for nu.

Så vi må gentænke ”ansvaret” og dets betydning i pædagogisk praksis, så børnene kan lære at tage ansvar af deres lærere, der forudsætter, at børnene har ansvar, selvom de ikke har det, hvorved børnene bliver ansvarlige og kan sprede denne sociale og moralske evne til andre.

 

2. Den 3. maj: Politiken anklager Mette Frederiksen for terror

Politikens chefredaktør, Christian Jensen, beskylder Mette Frederiksen for at udøve terror imod sin egen befolkning.

Jensen fremhæver især sagerne om Nord Stream og dronerne, der lader til blot at have været løgn og latin, som skulle skræmme befolkningen og lukke statens systemer fra kritisk inspektion.

Som der står:

”I foreløbig fire år har hun ladet befolkningen stå opskræmt tilbage uden at sige buh eller bæh, og fra myndighedernes side har alt været mørkelagt”

Frederiksen udøver er frygtens og løgnens regime, som ifølge Jensen har rod i coronaens og centraladministrationens: ”Vi er ikke bange nok”. Desværre forfølger Jensen ikke denne centrale hypotese.

Jensens klumme slutter med følgende dybt alvorlige anklage:

”Men har Mette Frederiksen i virkeligheden uforvarende realiseret hybridkrigens metode og mål mod sin egen befolkning? Har myndighedernes lukkethed ført til alt det, Vladimir Putin ønsker: at terrorisere en befolkning med utryghed og usikkerhed?”

Så chefredaktøren for landets førende centrum-venstre avis anklager statsministeren for terror i selvsamme dage, som centrum-venstre lægger sidste hånd på regeringsdannelsen!

Man må håbe, at en kvik journalist spørger politikerne fra de forskellige partier, hvad de siger til Christian Jensens analyse. Vil de støtte en ”terrorist” som statsminister?

https://politiken.dk/debat/klummer/art10820237/Mette-Frederiksen-terroriserer-sin-egen-befolkning

 

3. Den 4. maj: Ny bog: Den nordiske hemmelighed

Alle taler om Christian Egander Skovs nye bog om revitaliseringen af folkelighedsbegrebet. Det er der formentlig god grund til. Jeg har ikke læst bogen endnu.

Her vil jeg i stedet gøre opmærksom på en anden helt ny bog om samme emne, nemlig Lene Rachel Andersens bog ”Den nordiske hemmelighed – en historie om frihed, fred og fremgang”, som udkom i sidste uge.

Bogen er en oversættelse af ”The Nordic Secret – a European Story of Beauty and Freedom” fra 2017, som var en sprudlende undersøgelse af, hvordan dansk og især tysk/centraleuropæisk dannelse har spillet sammen, så man i dag kan tale en samlet national/nordisk tradition. Andersen var på opdagelsesrejse i glemmebøgerne efter 00’ernes vidensøkonomiske raid, og hun fandt alle mulige spændende ting.

Andersens bog inspirerede mig til selv at undersøge de storslåede sammenhænge mellem romantikken og den pædagogiske udvikling, så jeg skylder hende en stor tak. Jeg glæder mig til at læse den ny danske oversættelse/udgave.

”The Nordic Secret” blev en af de første store revitaliseringer af dannelsesbegrebet. Få år senere, i 2021, udgav Brinkmann, Tanggaard og jeg selv bogen ”Sidste chance – perspektiver på dannelse”, som var lidt i samme ånd.

Vi havde fået en lille revival for pædagogikkens rodnet, som indimellem rumsterer inde i samfundet og holder det i live.

Andersen er også tæt på europæiske og kulturkonservative kredse, så hendes arbejde kan måske bidrage til at holde EU på et mere humanistisk spor. Grundtvig skal simpelthen udvides til Europa. Det er lidt i samme ånd som det nye Center for Karakterdannelse.

Nogle få år senere, i 2023, udgav hun også bogen ”Libertisme – begrib det 21. århundrede”, der virkelig giver stof til eftertanke vedrørende forholdet mellem frihed og teknologi. Denne bog burde være pligtlæsning på Christiansborg, hvor en valgdebat på TV2 afslørede, at politikerne troede, at AI handlede om “effektivitet”.

Lene Rachel Andersen har gjort en kæmpe indsats for dannelsesbegrebet i en tid, hvor det var under pres. Det er virkelig godt, at hun nu udgiver en dansk version af sit store grundlagsarbejde. Begge de omtalte bøger har en slags dyb prognostisk værdi, som virkelig sætter en filosofisk dagsorden i samfundet.

Jeg håber, at Lene Andersens nye bog får stor udbredelse og kan spille sammen med Egander Skovs bog, som jeg også glæder mig til at læse.

Link til anmeldelse af ”The Nordic Secret” fra 2018: http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-spaendende-bog-the-nordic-secret.html

Link til anmeldelse af ”Libertisme – begrib det 21. århundrede”, 2023: https://aarsskriftet-critique.dk/2023/06/skal-teknologien-bemaegtige-sig-menneskets-indre/

Link til Lene Andersens hjemmeside, Nordic Bildung, hvor man kan læse mere om hendes udgivelser: https://www.nordicbildung.org/da/

 

4. Den 5. maj: Danske praksisser

Årsskriftet Critique har været så venlig at udgive mine tanker om de seneste ugers diskussioner af den nationale sammenhæng. Mange tak for det.

https://aarsskriftet-critique.dk/2026/05/danske-praksisser/

 

5. Den 6. maj: Borgerens syntaks

I familien lærer barnet at være et barn i hjemmets verden. At være søn, datter, bror, søster, fætter og kusine.

I børnehaven lærer barnet at være en pædagogisk kammerat i tingenes og naturens skramlede og overraskende verden

I skolen lærer barnet at være elev af en lærer i kundskabernes verden.

Hvad er borgerens pligt og ansvar? Det er at tage ansvar for nærheden, tingene og kundskaberne sammen med sin familie, sine kammerater/medborgere og kulturens kundskaber.

Det er opdragelsens vekselvirkende system. Borgerens indre og landets lykke.

Det er det primære ansvar, som borgeren har, men som børn skal lære. Og det lærer de ved, at ansvaret hele tiden forudsættes i den pædagogiske praksis, selvom barnet egentlig er uden ansvar.

Først når barnet er 15-18 år er det ”ansvarligt”. Så kan det straffes og stemme. Så er det blevet borger. Så har det lært ansvar. Så har det fået ansvar. Så står det til ansvar. Så står det op.

Hvad gør borgerne, hvis det politiske system svigter ansvaret for nærhed, tingene og kundskaberne? Hvis det svigter ansvaret for ansvaret?

Så kritiserer, demonstrerer og marcherer borgerne. Så træder de i karakter som folk i solidaritet med alles ansvar. Det er slægternes, tingenes og kundskabernes folk. Det er politisk handling. Det vil sige det modsatte af ”aktivisme”. Ud af dette fødes nye institutioner, sange og ideer.

Dermed genskabes forfatningens ånd og modersmål gennem generationerne. Et sandt fædreland blandt andre fædrelande. En praksis.

Hvis borgerne er tavse, så kan ansvaret ikke læres. Så må de nøjes med at være kompetente optimeringskroppe for maskinen, hvorefter de ophører med at være borgere.

 

6. Den 13. maj: Redningsaktioner

For nylig roste jeg i Aarsskriftet Critique Christian Egander Skovs arbejde med at redde ”det folkelige” fra en ny genetik-defineret bestemmelse af den nationale tradition. Dermed reddede Egander Skov især den danske højrefløj.

Sidst, vi havde en lignende situation, var i 1970’erne, da Ebbe Kløvedal Reich reddede ”det folkelige” fra strukturmarxismens elendigheder. Dermed reddede Kløvedal Reich især den danske venstrefløj.

Skov omtaler faktisk Reich i sin nye bog om emnet.

Jeg nævner disse heltemodige redningsaktioner, fordi jeg lige har læst en helt ny artikel af Ove Korsgaard om “folkets” historie. Korsgaard fortæller, hvordan førende socialdemokrater og grundtvigianere i 1930’erne reddede ”det folkelige” fra nazismen ved at trække på 1800-tallets nationale baggrundstraditioner.

Dermed bevarede Danmark forbindelsen til åndshistorien helt frem til årtusindeskiftet, hvor et nyt globalt-teknokratisk angreb på “det folkelige” satte ind, mens Tyskerne ”tabte” deres fortidsforbindelse allerede i 1945.

Det hele minder om Egander Skovs og Kløvedal Reichs redningsaktioner for det folkelige som liv og begreb.

Korsgaards artikel er i øvrigt fyldt med spændende tanker og iagttagelser. Mit eneste kritikpunkt er, at han har lidt for travlt med at adskille den dansk-nordiske dannelse fra den tyske Bildung, hvilket typisk resulterer i et lidt for simpelt syn på ”kundskaber” (long story) og i en form for Bismarck-Webers syntese, som Korsgaard ellers er kritisk overfor (i al fald overfor Bismarck, men ikke Weber). Derfor kommer Korsgaard tæt på konkurrencestatens ideologi, men han holder stand pga. af Grundtvig, som jo er det modsatte af strukturkommunisten Althusser, som hersker over Ove Kaj Pedersens filosof.

Her har folk som f.eks. højskolemanden Thue Kjærhus samt forfatteren Lene Andersen – i hendes arbejde med “Nordic Bildung” – og flere andre i tidens løb arbejdet i syntesens ånd, men det er ikke hovedsporet hos Korsgaard.

På den måde savner vi en forstærket redningsaktion for især den del af den tyske tradition, som lå før Bismarck, dvs. fra de små fyrstendømmers tid, så vi igen kan få fuldt udbytte af den danske ditto. Det er syntesen mellem Jena og Udby og videre tilbage.

Referencer:

Link til Ove Korsgaards artikel: https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/01916599.2026.2617020

Link til artikel i Critique: https://aarsskriftet-critique.dk/2026/05/danske-praksisser/

 

7. Den 13. maj: AI-tutorer til alle skoleelever

Direktøren for den magtfulde interesseorganisation Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, var i går i medierne med nogle ekstremt kontroversielle synspunkter om brug af AI i uddannelsessystemet og i samfundet mere bredt.

Sandahl Sørensen siger, at han ønsker ”en AI-tutor til hvert barn i folkeskolen”. Det ”hjælper til at finde ud af, hvordan børn undervises bedst”. Så kommer læreren ”tættere på kerneopgaven”, står der. Det er meget mystisk.

Lærerne skal også bruge AI meget mere, og det skal ”ikke udskammes som snyd at bruge kunstig intelligens”.

Alle borgere skal også have AI-tutorer til alt muligt, og det hele vil spare 30.000 arbejdspladser og så videre.

Så Sandahl Sørensen vil have ”AI-tutorer” – dvs. en slags AI-lærer – til alle elever og lærere. Og det er ”hvert barn”. Også lille Ole på seks år.

Tidligere på året blev Sandahl selv taget i et omfattende snyd med sit CV. På en eller anden måde giver det mening.

Al kunstig intelligens bør naturligvis forbydes med 500% i uddannelsessystemet og for alle borgere under 50, medmindre de pågældende personer er godkendt af både statsministeriet og et uafhængigt panel af teologer, humanister og højesteretsdommere. Til gengæld bør der være fri adgang for borgere, som bor på hospice.

AI er en slags SoMe x -100. Årsagen til, at der er minus før 100 er, at SoMe i det mindste havde en social funktion. AI er derimod en helt individualiseret og ensom maskininteraktion, der fjerner menneskets vigtigste evne, nemlig tænkningen, og dermed også demokrati, følelse og humanitet.

Referencer:

Lars Sandahl Sørensens FB-opslag om AI: https://www.facebook.com/DIadmdirektoer/posts/pfbid02PrGNmKkKH1wBtyUQNN2uGqEypLPbiouQFQBHXaLJXCesxEkqR8dDVcZfB8KSoQoJl

Lars Sandahl Sørensen i Berlingske om AI: https://www.berlingske.dk/politik/di-topchef-advarer-politikerne-mod-at-begaa-en-stor-synd-mod-danmark-ingen-paa-christiansborg-som-tager-det-alvorligt-nok?gaa_at=eafs&gaa_n=AVngi4gB2x0NxuafMO79ReREQrMkLDYr7vOqVYTTNWXXzu2uFohq4YvSraTf&gaa_ts=6a457513&gaa_sig=Ng1pzIIAvR-H_rq4qGOm37aCdUmhThEEfPyqXTnvV0GnATPALExoK1Ch2dPXRuBq6umE-R8W-4Z-NusOwr3JEQ%3D%3D

Artikel i Berlingske om problemerne med Lars Sandahl Sørensens CV: https://www.berlingske.dk/business/i-aarevis-er-offentligheden-blevet-fejlinformeret-om-lars-sandahls-uddannelse-jeg-vil-gerne-uden-forbehold-beklage?gaa_at=eafs&gaa_n=AVngi4hgErYmS9Kg4KSZlqKl_J1ZSGmqgtxdBVw76QjKwUqTxcY9JAA_H0OD&gaa_ts=6a45755c&gaa_sig=DuqyghufgXg-DWY6odAQI0mTeoak6LgogV6mzxfOAMmyR0lOFkzg6x849f4TtP-fNGrKaH7B9ENi8VzPFt3SMg%3D%3D

 

8. Den 17. maj: Merete Riisager kritiserer brug af AI i uddannelsessystemet

Merete Riisager har i Weekendavisen skrevet et glødende forsvar for tænkningens definerende rolle for både menneskehed, pædagogik og uddannelse. Dermed skriver hun sig ind i filosofiens og almenpædagogikkens rige tradition, som hun sætter i modsætning til den kompetence- og digitaliseringsideologi, der har præget tiden efter skolereformen i 2014. Man mærker tydeligt, at hun er kandidat i pædagogik.

Denne kærlighed til pædagogikken som en slags mellemrum mellem fortid og fremtid gør, at Riisager er særdeles kritisk over for brugen af kunstig intelligens i vores uddannelsessystem. Hun taler om ”tanketomhedens tyranni” og om, at ”vi bliver dummere – og det går ubehageligt hurtigt”. Vi må – skriver hun – begrænse adgangen til AI, ”hvis vi ikke vil gå mentalt og kognitivt til grunde”.

Riisager frygter, at læreren ender med at kommunikere med AI-systemer i stedet for med elever. Og hvem ved? Måske overtages læreren selv af AI? I så fald erstattes lærer-elev-relationen med en maskine-maskine relation.

Det hele minder mig om Hannah Arendts kritiske arbejde i hovedværket “The Human Condition” fra 1958,

Riisager foreslår en række ret omfattende restriktioner på brug af AI i forbindelse med eksaminer, fagundervisning og visse projektformater, og hun siger også mere generelt, at der er behov for at arbejde mere grundlæggende med de pædagogiske institutioners formål. F.eks. i følgende:

”For at få retning på det didaktiske arbejde bliver der behov for at genfinde formålet med både grundskolen og gymnasiet. Dannelsesopgaven.”

Det betyder, at man bør ”løsrive sig fra den kompetencetænkning, der har hærget dansk undervisningstænkning, i årtier”. I stedet skal der være fokus på ting som ”tænkning, hukommelse, forståelse, forestillingsevne, kreativitet og logisk argumentation”.

Jeg har selv arbejdet med tanken om et ”Center for dannelse og pædagogiske formål”, så det er jeg helt enig i.

Riisager afslutter sin strålende kronik med følgende sætninger:

”For at kunne begå sig i en verden, hvor maskiner er intelligente, må man selv lære at tænke. Et samfund bestående af borgere, der ikke har lært at tænke, er ikke en civilisation”.

Med disse tanker stiller Riisager sig i frontal modsætning til Dansk Industris formand, hvis indlæg i debatten, jeg drøftede for et par dage siden. Det er ånd og pædagogik mod teknificeret maskinlæring.

Links:

Merete Riisagers kronik fra fredagens WA: https://www.weekendavisen.dk/opinion/farvel-til-tanketomhedens-tyranni?gaa_at=eafs&gaa_n=AVngi4jtWB4ZehJvvb0OtGKHU-JDTdXlBtnykEHrU6yhItj81YfRZZX_jvHn&gaa_ts=6a4576bf&gaa_sig=Mp929TGtLB1BYrlgTCafxX-uPi2LeiUrd1Y73nNq-xshGVP79pkY40VBBzqvAqw6yTcCK-YyHvaYn654-1T2LQ%3D%3D

Forslag til Center for dannelse og pædagogiske formål: http://www.thomasaastruproemer.dk/center-for-dannelse-og-paedagogiske-formaal

 

9. Den 22. maj: Diskussion af karakterdannelse

Debattøren Lærke Grandjean har igen kastet sig ud i en voldsom kritik af karakterdannelsesbegrebet og af det nye Center for Karakterdannelse. Denne gang på mediet Solidaritet.dk.

Nedenfor kan man læse mit svar, som supplerer nogle tidligere svar på hendes kritik.

Og konklusionen er endnu engang, at Grandjean tager helt fejl. Center for karakterdannelse er et storslået demokratisk, praktisk og filosofisk projekt, der trækker på kulturhistoriens rigdomme og inviterer til en åben og undersøgende proces. Det er lige, hvad landet har brug for efter cirka 25 år med tab af dannelse og pædagogisk forståelse.

https://solidaritet.dk/karakterdannelse-er-en-del-af-den-demokratiske-tradition-svar-til-laerke-grandjean/

 

10. Den 28. maj: To mærkelige observationer om ”danskheden”

Jeg har to meget mærkelige iagttagelser, som jeg ikke selv kan forstå.

Sagen er, at jeg har bladret lidt i mine forskellige bøger om Danmarkshistorie. Der er fremstillinger af historikerne Palle Lauring, Erik Kjærsgaard, Ove Korsgaard og Sven Skovmand, og så er der ”Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie” i 16 bind. Der er faktisk også en Børnenes Danmarkshistorie i fire bind. Dertil kommer nogle underhistorier om dansk skolehistorie og bibliotekernes historie og så videre.

Og nu kommer så den første mærkelige observation, for ved I hvad: Jeg har indtil nu ikke kunnet finde noget om alle de definerende træk ved ”det danske”, som alle taler om for tiden:

Der er ingen omtale af ”gener”, som jo ellers er danskhedens definition i visse kredse. Der er heller ikke noget om ”danske værdier”, som mange også taler om. Tværtimod er der mange forskellige værdier i fremstillingerne for at sige det mildt.

Faktisk er der slet ikke nogen ”definition” af ”danskheden”. Det hele flyder på kryds og tværs i de herligste fortællinger og begivenheder. Ingen gener, ingen værdier og ingen definition.

Og nu kommer så min anden mærkelige observation: For selvom der er alle mulige værdier, ideer og handlinger og så videre, så handler alle bøgerne om det samme. Det er stort set samme fortælling helt fra de ældste tider. Det er de samme personer, begivenheder og kampe, og så er der lige en svensker og en tysker og så videre.

De forskellige forfattere har nok lidt varierende vurderinger af materialet, men det hele er påfaldende ens, hvilket er et tegn på, at der på ingen måde er tale om en ”konstruktion”, som det hed omkring årtusindeskiftet; f.eks. i en bog med den sigende og tidstypiske titel ”Den sidste Danmarkshistorie”.

Så definitionen af Danmark er fortællingen, historien og den dybeste ontologi, som alle i landet deler eller bør dele. Herefter kan landets borgere så finde deres helte eller skurke og deres historisk-poetiske eksistens ind i hele sammenhængen.

Aldrig har historiske kundskaber været vigtigere

 

11. Den 29. maj: En tanke om hilsner

Jeg kender til tre smukke hilseformer: Det faste kammeratlige håndtryk, den ærbare muslimske berøring af hjertet og det søde franske kindkys.

Det er dejligt, at de alle tre findes, så man kan prøve sig lidt frem og lære noget.

En fjerde hilseform, den såkaldte ”krammer”, er derimod lidt anstrengende. Det er en slags grænseløs version af kindkysset. Det vil svare til, at håndtrykket blev afløst af et par på skrinet, eller at hjerteberøringen blev afløst af at hoppe, indtil man blev forpustet.

Desværre er krammeren ved at vinde. Jeg har en lang teori om hvorfor, men det lader jeg ligge for nu

 

12. Den 1. juni: Karakterdannelse i 2015

Jeg læste lige en tekst fra et meget dramatisk år på DPU, i 2015, hvor jeg forsøger at redde samtidsdiagnosen fra dens elever. Der er en ret sjov hundemetafor i teksten, hvis jeg skal sige det selv.

Teksten, som man kan tilgå nedenfor, inspirerede mig til følgende aktuelle klassifikation af karakterdannelsens forekomster:

Fire slags karakterer:

1. Ingen karakter: Jeg følger med og gør det, der er økonomisk opportunt, uanset den moralske værdi (konkurrencestatens ideal).
2. Skiftende karakter: Jeg gør det samme, som de sociale systemer siger, at jeg skal (tilpasningens ideal).
3. Karakter: Jeg vogter over samfundets love og formål (republikkens og lovens ideal).
4. Karakterdannelse: Jeg undersøger samfundets love og regler og vogter over undersøgelsens evige proces (humanismens og tænkningens ideal).

Kombinationen af punkt 3 og 4 – loven og filosoffen – udgør karakterdannelsens fundament. Det er vogterne. Ingen af de to kan undværes. Og ved en evt. konflikt må punkt 3 må vige for punkt 4, eftersom punkt 3 selv er skabt af punkt 4.

Hvis punkt 3 og 4 kommer i konflikt med handlingsbegrundelserne under punkt 1 og 2, så må punkt 1 og 2 vige helt. Så må man handle imod økonomiske og personlige interesser. Det er det, som samtidsdiagnosens elever ikke har forstået. De mener ligefrem, at alting starter ved punkt 1. Her er lovens og tænkningens grund – dvs. punkt 3 og 4 – til besvær.

Punkt 1 og 2 er samtidsdiagnosens fundament, selvom der i denne retnings oprindelige formuleringer også var enkelte tråde til punkt 3 og 4. Desværre vandt retningens elever, så det hele efterhånden kollapsede i punkt 1 og 2, dvs. dels i psykologi og sociologi som tilpasning og dels i politisk underdanighed.

Det er også tankevækkende, at samtidsdiagnosens fader, Lars-Henrik Schmidt, i de år var meget kritisk over for hans elever; netop fordi de afviste punkt 4.

Ingen samtidsdiagnostikere – heller ikke Schmidt – har dog sans for punkt 3, dvs. Grundlovens og formålenes tradition, som ideelt set er forbundet med punkt 4.

Hvis samfundet regeres af punkt 3 og 4, så genopstår punkt 1 og 2 som karakterdannelseskategorier, nemlig som følelse og folk.

 

13. Den 2. juni: Regeringsgrundlaget, note 1: Trivselsøkonomi

Emnet for regeringsgrundlagets kapitel 8 er nationaløkonomi. Kapitlet hedder ligefrem ”Et rigere Danmark”. Det handler om, at ”Regeringens økonomiske politik skal øge Danmarks velstand, robustgøre konkurrenceevnen og øge den strukturelle beskæftigelse”, som der står.

Umiddelbart har det jo ikke noget med pædagogik at gøre? Men jo, det har det i allerhøjeste grad, for den økonomiske politik skal nu direkte definere forståelsen af befolkningens ”trivsel”. Vi skal have en ”trivselsøkonomi”.

Kapitel 8 afsluttes simpelthen med følgende passus om nedsættelsen af en ekspertkommission for ”trivselsøkonomi”:

”Regeringen vil endvidere nedsætte en ekspertkommission for trivselsøkonomi, der skal udarbejde forslag til en dansk model for, hvordan trivsel, social sammenhængskraft, sundhed, demokrati, klima og natur bedre kan indgå i den samfundsøkonomiske debat. Som led i arbejdet skal kommissionen undersøge, hvordan Danmark kan lære af erfaringer med trivselsøkonomi fra ligesindede lande.”

Det er det, man kalder for konkurrencestatens logik. Det er trivsel defineret af nationaløkonomi og af nationaløkonomiske metoder.

I starten af regeringsgrundlaget på s. 6 hævder regeringen ganske vist, at man vil bygge på Trivselskommissionens arbejde, men det står helt uden begrundelse og indhold, så vidt jeg kan se. Og i min erindring var trivselskommissionen bestemt ikke interesseret i ”trivselsøkonomi”. Tværtimod. Her talte man om pædagogik, karakterdannelse og friskoletradition.

Endelig vil jeg sige, at trivsel faktisk fyldte en del i regeringsgrundlaget fra 2022 (afsnit 3.6), men her alene på en pædagogisk og psykologisk måde, hvilket trivselskommissionens arbejde jo også udspringer af. Det er først her i 2026, at trivsel defineres så entydigt som et økonomisk begreb.

Dette tab af kulturelt indhold fra 2022 til 2026 gælder også andre emner, hvilket jeg vender tilbage til.

Links:

Regeringsgrundlag 2026: https://stm.dk/statsministeriet/publikationer/det-politiske-grundlag-for-firkloeverregeringen/

Regeringsgrundlag 2022: https://stm.dk/statsministeriet/publikationer/regeringsgrundlag-2022/

 

14. Den 3. juni: Regeringsgrundlaget, note 2: Universiteter og forskning

Universiteterne er stort set ikke omtalt i regeringsgrundlaget, og der er ingen værdimæssige markeringer vedr. forskningsfrihed og lignende.

I den eneste centrale formulering om området kan man læse, at man vil fortsætte linjen fra den seneste universitetsreform fra 2023, dvs. konkurrencestatens universitet. Det er desuden tankevækkende – og også lidt til grin -, at denne formulering står i kapitlet om ”Børnenes Danmark”, som ellers især omhandler folkeskolen.

Her er formuleringen:

”Regeringen vil fortsætte arbejdet med at implementere universitetsreformen og vil arbejde for at opfylde forligspartiernes ambition med reformen. Regeringen vil, som aftalt i 3. forligstillæg til reformen, evaluere 2028-kandidatoptaget og indkalde forligspartierne til en statusdrøftelse i 2028. Regeringen vil, for at sikre en styrket implementering af reformen, foreslå forligskredsen, at 90 pct. af de studerende i 2028 stadig kan tilgå en heltidskandidatuddannelse på 120 ECTS, hvis de ønsker det.”

Det er også sigende, at det ”3. forligstillæg”, som fremhæves i citatet, vedrører erhvervskandidatuddannelser.

Denne totale mangel på sans for universiteternes og uddannelsernes værdier understøttes rundt omkring i regeringsgrundlaget, hvor der er en helt entydig fokusering på tekniske emner som innovation, en ”industriel taskforce”, en ”taskforce for viden- og teknologioverførsel”, et ”digitalt partnerskab” og så videre. De fleste af disse tekniske forslag står i kapitlerne om erhvervspolitik og forsvarspolitik.

Så vidt jeg kan se er der ingen markeringer eller initiativer vedrørende humanistisk eller pædagogisk forskning og disses institutioner eller i forhold til forskningsfrihed og lignende.

Det er nok det, man kalder for “åndelig oprustning”.

 

15. Den 3. juni: Regeringsgrundlag, note 3: Børnesynet

Kapitel 1 i regeringsgrundlaget hedder ”Børnenes Danmark”. Det er tømt for pædagogik og dannelse. Derimod bærer teksten præg af økonomen James Heckmans ideer, som også dominerede i Pernille Rosenkrantz-Theils tid som undervisningsminister i 2019-22. Det ser man f.eks. via referencerne til ”de første 1000 dage” i barnets liv, som er den centrale begrundelse for at investere i dagtilbud og skoler i lighedens og produktivitetens tjeneste. Det hele skal ”fremme samfundets sammenhængskraft”, som det hedder.

En tankegang der falder godt i spænd med ideen om den kommission for ”trivselsøkonomi”, som jeg omtalte i går i note 1.

Denne konklusion bekræftes på s.9, hvor finder man et decideret opgør med Tesfayes interesse for pædagogik og opdragelse. Det sker i følgende passage:

”Styrke respekten for børns rettigheder og mulighed for at blive hørt og inddraget og i den sammenhæng styrke Børnerådets rolle i samspil med Folketingets Ombudsmand, relevante NGO’er mv.”

Det lyder måske godt, men det er det ikke, for netop Børnerådet har været en central støtte for det såkaldte ”Nye børnesyn”, som Tesfaye sammen med flere fagpersoner forsøgte at gøre op med.

Dette børnesyn bygger på en blanding af netop James Heckman og den Foucault-inspirerede ”childism”. Kort sagt: et opgør med pædagogik og barndom. Det er det modsatte af FN’s egentlige ånd (se nærmere analyse i link).

Og alt det der med “åndelig oprustning” er helt dead and gone.

Man forstår godt, at hr. Tesfaye hellere vil være gruppeformand end at arbejde med det modsatte af alt det, han går ind for.

Resten af kapitlet om “Børnenes Danmark” er lidt hulter-til-bulter i samme suppedas. Det hele er meget teknisk og Heckman-agtigt og helt uden Tesfayes og andres interesse for åndssammenhængen. Teksten er solidt forankret i ”skolereformens kølvand”, som jeg plejer at kalde det, og der skal skam også udarbejdes ”accelererende læringsforløb” i bedste 2014-ånd.

Jeg er overbevist om, at Magnus Heunicke bliver en effektiv minister ind i dette system. Han har mig bekendt aldrig skrevet om uddannelsespolitiske emner, og han var ivrig fortaler for at lukke skoler og børnehaver i 2020 helt ned i de “genåbnende” detaljer.

Der er dog en enkelt undtagelse, som bør noteres. Regeringen strammer op på SoMe-forbuddet for unge under 15, så forældre ikke skal kunne give tilladelse alligevel, og den almene politik på området sammenfattes i denne formulering:

”Danmark går forrest i EU for en hårdere regulering af tech-giganterne, bl.a. med et forbud mod afhængighedsskabende design, en fælles europæisk aldersgrænse for sociale medier og for, at tech-giganterne bidrager med en øget skattebetaling til de europæiske samfund.”

Derimod ønsker man ikke at forbyde AI i skolerne, men lægger dog op til en vis ubestemt rammesætning.

 

16. Den 4. juni: Videnskabelig karakterdannelse

Professor ved DPU, Katja Brøgger, har i nedenstående artikel fra magasinet Asterisk en god forklaring på, hvad jeg vil kalde for videnskabelig karakterdannelse; nemlig mod til at undersøge og tale om sandheden i al sin foreløbighed og mod til at høre på andre.

Brøgger refererer endda til Foucaults sidste forelæsninger, hvor han pludselig vågnede op til dåd. Det minder også om John Deweys beskrivelse af ”erfaring” som en vekselvirkning mellem en passiv side (modtagelighed/at høre) og en aktiv side (dømmekraft/tale).

Her er et langt citat fra artiklen, hvor Brøgger udtrykker sin pointe:

”Men det er værd også at anlægge et mere filosofisk blik på akademisk frihed, mener Katja Brøgger.

”Akademisk frihed er ikke blot en rettighed, der kan påberåbes, men en praksis, der skal opretholdes. Det er en frihed, der forudsætter et moralsk mod til at sige sandheden, upåagtet den risiko for at blive upopulær hos politikere, i offentligheden eller blandt forskerkolleger, der måtte være forbundet med det,” siger hun – blandt andet med henvisning til den franske filosof Michel Foucaults forelæsningsrække Sandhedens Mod ved Collège de France i 1984 og den amerikanske politiske teoretiker Linda Zerillis bog En Demokratisk Teori om Sandhed fra 2025.

Forskningen er med andre ord forpligtet på sandheden – ikke den med stort S, men det, der efter bedste videnskabelige overbevisning er det rigtigste eller bedste svar på et bestemt spørgsmål i en bestemt sammenhæng på et bestemt tidspunkt, også selvom videnskabens sandheder måtte være ilde hørt.

Men det er kun den ene side af sagen. Før politikerne, offentligheden eller forskerkollegerne dømmer de videnskabelige sandheder ude, må de have modet til at lytte til dem – også selvom de kan forstyrre deres verdensbillede eller være ubehagelige og måske endda smertefulde, pointerer Katja Brøgger.

”Akademisk frihed implicerer ikke blot talerens mod til at stille sig op og tale, men også tilhørerens mod til at høre – til at lytte til forskningen med et villigt øre. Når fx politikere afviser forskningsviden, og insisterer på at lave politik alene baseret på holdninger og ytringsfriheden til at gøre disse holdninger gældende, er det faktisk mangel på mod. Vi må kunne tåle uenighed og have modet til at lytte til forskeren, når deres viden er skabt inden for rammerne af god forskningspraksis,” siger hun.” (citat slut)

Jeg skal undlade at komme ind på, om Katja Brøggers egen institution, jvf. omtalen af ”forskerkollegaer”, lever op til de fine idealer.

https://dpu.au.dk/asterisk/akademisk-frihed-er-en-grundsoejle-i-demokratiet-men-den-kommer-med-forpligtelser

 

17. Den 10. juni: Regeringsgrundlag, note 4: Fire refleksioner over regeringsdannelsen

A.

Der er tale om en stor sejr for den biopolitik, som i marts 2020 afstedkom en korrektion af forfatningens struktur. Det kan man se på to måder:

For det første ved at Magnus Heunicke bliver undervisningsminister. Han ved ikke noget om dette emne, og han var som sundhedsminister en ledende kraft i nedlukningens systemer, der i høj grad gik ud over skolerne. Så skolerne overtages af radikaliseret sundhedsminister.

For det andet ved at kirkeministeriet nu underlægges sundhedsministeriet. Endda med en teolog som minister. Ida Auken forsøger naturligvis at forklare sig, men sundheden er nu i direkte kontakt med en Gud, som selv er underlagt sundheden, hvilket også var nedlukningens mærkelige ånd.

Kirkeministeriet er landets mest grundlæggende og gamle åndsministerium, som alle de andre emner – undervisning, kultur og forskning – udspringer af; oprindeligt som et ”kultusministerium” fra 1849. Og det er netop grundlovens krav om en kirkeforfatning under den almene forfatning, der også giver pædagogikken et frit område. Det er helt absurd at sætte kirken sammen med et almengjort sygehus. Den skal stå alene eller sammen med enten kultur eller skole.

Denne fortolkning forstærkes ved, at man vil lave AI-genererede sundhedssystemer, som formentlig så kan overføres til pædagogiske processer. Det sidste taler mange for, som er tæt på de teknokratiske diskurser, der har udviklet sig under Socialdemokratiets og Lars Løkkes skiftende regeringer siden 00’erne.

Og børnehaverne kommer sammen med bolig- og ældreområdet. En slags bunke af diverse, som man kan sætte en sød og rar SF’er til at varetage. Men måske er denne lave prioritet faktisk en fordel? I al fald er det bedre end at være defineret af sundhedspolitiske logikker? Og små børn og gamle i fælles huse har jo en form for fællesskab.

Endelig er opfattelsen af ”trivsel” knyttet til et omfattende trivselsøkonomisk system, hvilket bekræfter symbiosen mellem sundhedspolitik, socialpolitik, økonomi og teknologi.

Lidt i samme forfatningsboldgade er det værd at nævne, at man på en række væsentlige områder vil ophæve vetoretten i EU, som siden murens fald er blevet helt væk i teknokratiets grænseløse tåger, nu endda forstærket af krigsretorik. Også her har vi et problem vedrørende forholdet mellem stat og folk. Alle, der kender Poul Schlüter, ved jo ellers, at unionen er “stendød”.

B.

Der er tale om et alment tab for landets åndeligt interesserede politikere. Den var i forvejen helt gal, fordi både Merete Riisager og Lotte Rod ikke blev valgt/genvalgt. Men resterne af især de socialdemokrater, som har skrevet bøger, blev heller ikke ministre. Jeg tænker her f.eks. på Tesfaye og Dybvad.

Nogle kommentatorer mener, at denne tilstand er knyttet til ”indvandringen”, men det kan man kun sige, hvis man accepterer ånden fra 00’erne, der samlet set nedlagde folket og erstattede det med et polemisk ikke-islam.

Men især Tesfaye er en meget mere filosofisk og bredt indstillet person. Så det er ikke først og fremmest udlændingestrammerne, der har tabt. Det er snarere den kritiske og almene samfundsanalyse, som har rod i den socialdemokratiske kulturbaggrund. I stedet kan “sundhed”, teknologi og en teknisk forståelse af “miljø” definere det hele.

Derimod har flere af Frederiksens underdanige corona-soldater som antydet gjort fin karriere.

C.

SF og RV har helt tabt forbindelsen til deres fortid. De har stort set udelukkende fået tekniske eller sammenskudsministerier. RV har f.eks. fået “konkurrencekraft” og “klima og forsyning”. Zenia Stampe har dog sat sig på kulturen i en af de få mere oplagte stillinger. Og SF har f.eks. fået “økonomi” og “beredskab” og “bolig”.

Men begge partiers historiske og kulturelle dialoger og dyder er helt væk. De svømmer i “skolereformens kølvand”, som jeg kalder det.

D.

Udover sundhedsekspansionen så eksploderer miljøemnerne i nu tre ministerier, og teknologi lægges sammen med forsknings- og uddannelsesministeriet, hvilket vi tidligere har haft virkeligt dårlige erfaringer med. Vi får en yderligere maskinisering og teknificering af de videregående uddannelser. Der kommer helt sikkert ikke styr på AI på den måde.

Så Heunicke er altså blevet undervisningsminister. Hvad bliver mon det næste?  Måske bliver Corydon direktør for Danmarks Radio? Eller måske får Antorini professionshøjskolernes hæderspris?

Kun fantasien sætter grænser.

 

18. Den 11. juni: Regeringsgrundlaget, note 5: Teknologiens fortrængte dominans

Berlingskes Amalie Lyhne har i dagens klumme nogle særdeles interessante overvejelser over, hvad der måske er regeringsgrundlagets mest centrale og på en måde fortrængte emne (og så alligevel ikke).

Klummen handler om en modsætning; nemlig om teknologiens beskedne placering som del af et sekundært ministerium uden selvstændige overskrifter i regeringsgrundlaget, samtidig med at emnet fylder meget i hele understrømmen på stort set ukritiske måder. Pludselig står der f.eks. at man forventer at nedlægge 30.000 stillinger “på tværs af den offentlige sektor” og der lægges også op til øget overvågning.

Amalie Lyhne har også flere foruroligende eksempler, som man selv lige må læse. Hun kalder det hele for en “jubeloptimistisk digitaliseringskurs”. Imens taler alle – herunder også venstrefløjen – om tandlæger, busbilletter og små grise.

Mange tak til Lyhne for dette bidrag, som mere bredt understøtter nogle af de tanker, som også Merete Riisager har været inde på.

Vigtig påmindelse til arkivet.

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/den-nye-regering-fortsaetter-den-jubeloptimistiske-digitaliseringskurs?gaa_at=eafs&gaa_n=AVngi4gSYUjqa47DJVn494w-ZfQxvVu36L825ruyrP6pjaPReyidLxMf3VhY&gaa_ts=6a4645d4&gaa_sig=SPouoU7iRH-GGYfeWXtLhcZwqBHdk1oRaByswnfujRSnKBW22QbNxzrWSgW7rTOlDYBO98Eo-XlwWTpUg8aXeg%3D%3D

 

19. Den 12. juni: Refleksion over skolepolitikkens nyere historie

Først nedlagde man den åndshistoriske reference. Grundtvig var ”dødsensfarlig”, og vi fik ”den sidste Danmarkshistorie” og så videre. På den måde stod en lærer nu over for 24 individer uden at have noget at fortælle. Man kaldte det for kommunikation, for ”ansvar for egen læring” og for ”undervisningsdifferentiering”. Læreren var nu en læringskonsulent for individuel læring omgivet af kommunikationssystemer. Det tog for alvor fart i 90’erne.

I løbet af 00’erne satte man nationaløkonomer til at effektiviserer de indholdstømte kommunikationssystemer. Det skete i et såkaldt ”Skoleråd”, hvis virkelige navn var ”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling”. Det var en skolepolitisk skandale.

Dernæst nedlagde man det meste af specialområdet. Alle børn, som havde særlige problemer, skulle nu ind i det allerede individualiserede system. Man kaldte denne forstærkede individualisering for ”inklusion”, hvilket var meget mystisk, for alle var jo isolerede individer. Diagnoserne og særhensyn susede nu rundt i det mere og mere indholdstømte og ustyrlige klasserum.

Dernæst gjorde man fra 2014 klasserne større. Til de største i verden. 30 individer uden fortid og med diagnoser og så videre kiggede ind i deres nye kommunikationssystemer, dvs. i skærme og læringsportaler. Og det hele blev overvåget af en læringskonsulent og af kommunerne. Alle skulle nu være ”økonomiske soldater”, som det hed fra 2011. De små optimeringsatomer skulle blive ”så dygtige de kan”. Man kalder det også for ”skolereformen”. Så fik man ”kvalitet”, hed det sig.

Samtidig med, at klasserne blev kæmpestore, halverede man forberedelsestiden til ”konsulenten” og indførte individualiserede læringsmål og centraliserede testsystemer over alt i de store komplekse systemer. Man kaldte det for ”synlig læring”. Mærsk gav 1 mia., og et nyt oligarki af organisationer, som elskede det hele, støttede op. Nu var alt blevet “komplekst”, så nu skulle alt styres. Forfatningens ånd og skolens formål gispede efter vejret, mens OECD og datalæring blev populært.

Så begyndte man at måle trivsel og læring på de mange individer, og det hele blev underlagt nye teknologisk definerede kommunikations- og læringssystemer. Børnene skulle endda skrive om deres humør ind i de statslige datamaskiner, så man kunne sammenligne Skanderborg og Ballerup. Skolens formålsparagraf, som ellers var revideret i 2006, interesserede ingen sig for. Her stod der ikke noget om ”trivsel” eller ”synlig læring”.

Omkring 2016 kom der en vis reaktion, som dog kun varede til 2019. Det var undervisningsminister Merete Riisager, der stod for en ny kontakt til de kritiske miljøer. Hendes indsats reducerede nogle de værste dårligdomme, hvilket faktisk fik en vis positiv spil-over effekt ind i Tesfayes ministertid.

Fra 2019 til 2022 var vi tilbage igen i skolereformens spor. Nu forstærket med referencer til økonomen James Heckmann, som ville skabe lighed fra fostertilstanden, dvs. et opgør med familiens og pædagogikkens liv, hvor det er ligeværd og ikke lighed, der er udgangspunktet. Også resterne af Foucault og de gamle nationaløkonomer fra 00’erne spillede med. Man kaldte det for ”childism” og ”Reformkommissionen”. Vi fik et ”nyt børnesyn”, der forstærkede de allerede nævnte processer. Teatermanden Christian Lollike skrev ”En skolekomedie”, hvor læreren ender med at dø.

Jeg kalder det for ”skolereformens kølvand”. Der pjasker vi stadig rundt. Snart kan konsulenten erstattes af en AI-applikation. Og alt kan foregå derhjemme ligesom under corona-nedlukningen, for det hele var jo i forvejen individualiseret. Så nu er alle inkluderede i samme eksklusion.

 

20. Den 23. juni: Fem aspekter af karakterdannelsen og mulige forfaldsformer og synteser

1. Soldaten:

Han, som sætter alt ind på forsvaret af sit politiske eller professionelle fællesskab. Her er dyder som mod og tapperhed allestedsnærværende og konstant til stede. Men hvis dette fællesskab ikke er funderet i de efterfølgende punkter, så risikerer soldatens principfaste liv at føre til ondskab. Så dyd kan slå over i sin modsætning, næsten uden at man lægger mærke til det.

2. Den professionelle håndværker:

Han, som altid gør sit arbejde efter sin professions etiske og praktiske forskrifter, og som kritiserer omgivelserne, hvis disse krav vanskeliggøres af kolleger eller diverse organisationer. Her er en omsorg for dydernes historik, f.eks. i lægeløftet, hvilket giver en offentlig og praktisk stemme. Men en manglende sans for politik gør, at dyderne risikerer at isolere sig i små praktiske lommer.

3. Politikeren:

Han, som altid handler i forfatningens ånd og forsvarer sit samfund mod politisk og social degeneration. Det er republikkens og frihedens vogter. Men en manglende sans for tænkning gør, at politikeren risikerer at forfalde til ”stemmemaksimering” og til en politisk underdanighed, som forsøger at komme af med humaniora.

4. Tænkeren:

Han, som altid er i dialog med sig selv og søger sandheden hos andre, men som aldrig besidder den. Det er den undrende og opmærksomme gentleman. Alle tings sokratiske indre, som spørger til politikkens dybder og som dermed både muliggør og umuliggør politik. En manglende sans for fødsel gør, at tænkeren risikerer at isolerer sig på loftet.

5. Poeten:

Hende, som altid har alle tings fødsel og tilblivelse for øje. Det er omsorgens, smertens og poetikkens etik. Det er opdragelsens og modersmålets kunst, der spørger i håb og smerte: Hvem er du? Og ”Hvad er det?”.

Disse spørgsmål kan nogle gange forløses i et virkeligt punkt 1, når poeten går i kamp for tvivlen, for ”Den Anden”. Det er ”Den blå anemone” i Vedersø. Men soldaten uden poetik er en kold dræber.

Spørgsmålet kan også forløses i et virkeligt punkt 2, som kærlighed til og kundskaber om det sociale livs vaner og fortællinger, som hver ny generation tænker igen og igen.

Spørgsmålet kan også forløses i et virkeligt punkt 3 som republikkens eller fællesskabets stolte og vilde sange og ritualer helt fra de ældste tider. Det er modersmålets politiske fylde.

Et vellykket punkt 1-3 forstærker dybden af punkt 4, dvs. tænkningen, som selv konstant udfordrer punkt 1-3.

Endelig har alle store tænkere, hærførere og håndværkere poetiske træk. På en måde er poeten ”moderen, der føder nyt til faderen, som intet ved”, hvorefter begge kastes ud i handlingslivet, dvs. i alt fra politiker til soldat og håndværker.

I punkt 5 har vi altså fødslens tavse og opmærksomme hersker. Moderens liv, der betinger alt andet, og som ligger latent i alle de andre niveauer, hvis de vil opretholde sig selv som dyder. Og Sokrates var jo også en Jordemoder.

(PS. Begge køn kan selvfølgelig være alle steder i det empirisk forekomne liv)

 

21. Den 28. juni: Karakterdannelse

Er et menneske født med en karakter? Overhovedet ikke. Højst med en sjæl.

Derimod kan ethvert menneske træde i karakter, og først derved får det en “karakter”. For når mennesket ”træder i”, så møder det verdens og historiens jord. Mennesket bliver “præget” eller “indridset” af verden, hvilket er udtryk for “karakterens” oprindelige græske etymologi.

Det begynder så småt i børnehavealderen og udvikler sig derfra.

Så karakteren er en gave fra den verden, man “træder i”, og i samme øjeblik, man pakker gaven op, så har man fået en karakterdannelse. En Bildung. En plads i livets prosa og lyrik. Et selv, der lader andre selv’er komme til syne som kammerater, og som skammer sig, hvis han eller hun glemmer det.

Efterhånden hober gaverne sig op. Ofte først som moralske situationer i form af hjælpsomhed og omsorgsfuldhed, og senere i politiske og professionelle handlingsformater som retfærdighed, kritik og dømmekraft.

Alle er lige i muligheden for at modtage gaver og dermed træde i karakter. Det kaldes ligeværd. Det er borgerdyd.

Efterhånden som man pakker sine gaver ud, kan andre mennesker også træde i dem og selv træde i karakter og dermed give gaverne videre. Det er pædagogisk filosofi.

Det kaldes moralsk og politisk udvikling. Både personligt og samfundsmæssigt. Det er grundlovens liv.

Men det samfund, som ikke interesserer sig for disse processer, risikerer at kollapse i teknokratiske og identitetspolitiske strukturer, hvor der ikke er noget at træde i. Det vil i så fald være det modsatte af dannelsens og karakterdannelsens kunstværk.