Nedenfor kan man læse 34 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske temaer fra marts-april 2024. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.
Indholdsfortegnelse:
- Politisk og digital dannelse
- Fra influenza til 3. verdenskrig
- Tanker om krig og fred
- Interview med Nils Gunder Hansen om universitetets tilstand
- Agedrup skole
- Bogomtale af ”Socialpædagogik og samfundsforvandling – en grundbog”
- Bogomtale af ”Pædagogisk arbejde på fremmed grund”
- Lærke Grandjean interviewer Dion Rüsselbæk Hansen
- Tillidsmænd på Aarhus Universitet i forskningspolitisk opløsning
- Vi er alle syge
- Radikalt udspil om pædagoguddannelsen
- Claus Holm og konkurrencestaten
- DEA, DPU og børnehaver
- Skolereform-links
- Center for karakterdannelse
- Claus Holms opgør med ”faglige fyrtårne”
- Fakultet ARTS’ opgør med pædagogik og videnskab
- Stor ansættelsesrunde på DPU
- Claus Holms ubehag ved Humboldt
- Asger Sørensen kritiserer universiteternes tilstand
- Status vedrørende skolereformen
- Bent Winther imod DPU
- Interview med Tesfaye
- Dansk Erhverv støtter DPU’s ekspertgruppe
- Rune Selsing kritiserer ekspertgruppe og DPU
- Ekspertgruppens kønsbegreb
- Tesfayes kritikere
- Hvem ødelægger?
- Kæmpestort overskud på Aarhus Universitet
- Lektor Finn Wiedeman kritiserer DPU’s institutleder, Claus Holm
- En inkompetent tanke om fødsler
- Bededag
- Bent Meier Sørensen kritiserer AI
- Rapport om kønspædagogik
1. Den 1. marts. Politisk og digital dannelse
Jeg sidder og arbejder på et paper om Hannah Arendts pædagogiske filosofi, som jeg skal fremlægge på årets NERA-konference i Malmø i næste uge (NERA = Nordic Educational Research Association).
En tanke faldt mig ind:
Skolens essens er ifølge Arendt politisk, i betydningen “begyndelse” (natalitet), dvs. en tilsynekomst i en fælles verden. Hun kalder det pluralitet.
Men en sådan tilsynekomst i en slags græsk “lysning” kan kun finde sted, hvis man forudsætter et privat ”darkness”, et begreb som Arendt omfatter med stor kærlighed.
Derfor skelner hun kraftigt mellem pædagogik og politik, samtidig med at hun altså ikke gør. Vi er på universitetet .
En skole er at forblive i dette paradoksale mellemværende mellem fortid og fremtid, mellem det private og det politiske. Alternativet til dette ideal er, at skolen kollapser ned i ”det sociale”, hvilket vi ser i disse år, hvor det hele – både familie, skole og samfund – handler om identitet, krænkelser, trivsel, kompetencer og instagram.
Så paradoksalt nok kan pædagogikken – hvis essens er politisk – kun udvikle sig, hvis skolen afsondrer sig fra politik og retter blikket mod lærernes og elevernes mellemværende tumlen med fortiden. En lærer må have ”his eyes glued to the past”, som der står.
Og denne pædagogiske ”afsondring” kan selv kun finde sted, hvis det private livs eksklusivitet – dvs. livet med familie og ejendom samt dette livs forbindelse til forfatningens forsamlingsfrihed – opretholdes i republikkens eller kongedømmets konstitution.
Så politisk dannelse er betinget både af et frit liv i familie/samfund, af en upolitisk skole og af en politisk forfatning.
Kort sagt: Den 16-årige er – udover at han er særdeles bekendt med grundloven og dennes historie og betydning – lidt politisk og socialt naiv, samtidig med at han elsker fællesskab og digte.
Med denne naivitet som forudsætning bliver han voksen og spørger, undersøger og taler med sine medborgere og så videre.
Denne mærkelige skole er fyldt med ritualiserede aktiviteter, der skal understrege det pædagogiske fællesskabs afstand til det “sociales” magt, f.eks. fællessang, fælles måltider, lejrskoler, morgenhilsner og meget andet.
Så var det jeg tænkte:
Forholder det sig på samme måde med ”digital dannelse”? Altså at digital dannelse er betinget af et liv og en skole uden det digitale?
Hvis man ikke laver en sådan sondring, så bliver det ”digitale” jo lig med ”det sociales” konstante diskrimination og endda til ”kommunikation”, hvilket var Arendts mareridt, for en sådan kommunikation kan overtages af maskinen.
Kort sagt: Den digitale kompetence kan ikke omsættes i digital dannelse.
Så digital dannelse er en naiv tilsynekomst i maskinernes liv fra dels et privat og udigitalt mørke og dels et pædagogisk mellemværende, som står i modsætning til det “sociale”, herunder især SoMe.
Den 16-årige ved naturligvis alt om maskinens teknik og dens undertrykkende muligheder fra den almindelige mellemværende undervisning. Men han er totalt og nærmest poetisk inkompetent, når det kommer til anvendelsen. Herfra starter tilsynekomsten, dvs. hans selvstændige liv blandt maskinerne.
2. Den 1. marts: Fra influenza til 3. verdenskrig
Jeg kan ikke lade være med at tænke på følgende biopolitiske mekanisme:
Dengang Mette Frederiksen var bange for en krasbørstig influenza, lukkede hun landet totalt ned på en måde, som ingen førhen havde haft fantasi til at forestille sig.
Det skete endda stik imod myndighedernes anbefaling, selvom hun hævdede det modsatte. Det var en alvorlig forskydning i statens indre.
Siden har logikken virket i det små, f.eks. som ødelæggelse af helligdage af hensyn til ”arbejdsudbuddet”, og ved at banale afbrændinger af bøger kommer under de hårdeste lovkomplekser af hensyn til fremmede magter og så videre.
Og nu er statsministeren så blevet bange for intet mindre end “3. verdenskrig”. Men hvad kan hun så ikke finde på denne gang? For der er jo trods alt et spring fra influenza til ”civilisationens ødelæggelse”.
Og denne logik er vel at mærke europæisk.
Allerede Bush-doktrinen fra 2002 både talte om og realiserede en række forebyggende krige, og forebyggelsesideologien blev jo kraftigt udvidet under nedlukningen i 2020.
Så spørgsmålet er, hvordan en evt. “forebyggende krig” ser ud, nu hvor “forebyggelsen” er blevet kraftigt forstærket?
Hvad finder de på?
3. Den 1. marts: Tanker om krig og fred
Rusland er verdens største land arealmæssigt. Det er hele dobbelt så stort som nr. 2, som er Canada.
Men alligevel angriber Rusland uden videre sine naboer, i stedet for bare at være lykkelig for alle de marker og byer, som man allerede besidder og har ansvar for.
Det er meget svært at forstå for en nordeuropæisk borger fra et lille land, der selv engang var stort, men dog aldrig så stort som Rusland.
En anden ting, som nok mere hører hjemme i realpolitikken: Vil der blive fred, hvis NATO og EU ikke stiller Ukraine et medlemskab i udsigt? Det lå jo lidt i Istanbulaftalen, som jeg erindrer det. Men denne aftale blev aldrig rigtig realiseret, af årsager jeg ikke kender til.
Og hvis Ukraine, som selv er et kæmpestort og korrupt land, kommer med i EU, så er det nok om at følge englænderne. Måske kan vi komme med i Commonwealth? Under kong Charles og The Rolling Stones?
Eller måske kunne man forestille sig en løsning, som er inspireret af den danske deling og genforeningsproces 1864-1920? Minder de to sager ikke lidt om hinanden? Putins og Bismarcks arv? Men ok, freden i 1920 kom jo efter Bismark-linjens død, og den kom på en måde mest til at angå et sjæleligt gennembrud i Danmark, men kun indtil 1940. Og så er er vi tilbage i verdenskrigsretorikken.
Jeg ved ikke…. Det er fint at være idealistisk, men det kan altså ikke stå alene, især ikke i forhold til fjerne lande, som vi ikke er i militær alliance med. På en måde minder de aktuelle tilløb til at sende tropper til Ukraine lidt om den vestlige verdens amokløb i mellemøstenkrigene fra omkring 1990.
På den måde lever vi i Bush-doktrinen fra 2002 om forebyggende angreb. Det hadede venstrefløjen i gamle dage, og det forstår jeg godt.
Og så igen: Verdens klart største land er utilfreds med sin størrelse!
4. Den 4. marts: Interview med Nils Gunder Hansen om universitetets tilstand
Professor emeritus, Nils Gunder Hansen, som også holdt oplæg ved forrige weekends konference om åndsfrihed på universiteterne, er blevet interviewet til Kr. Dagblad om sine synspunkter.
Det interessante er, at han både har oplevet 70’ernes og 10’ernes universitet. I mellemtiden var han væk fra universitetsverdenen i 1992-2008. Han har med andre ord gode muligheder for at sammenligne.
Nils Gunder er særdeles kritisk overfor det universitet, som har udviklet sig siden universitets-reformen i 2003.
Han fortæller bl.a., at der er alt for meget fokus på ”employability” og ”arbejdsmarkedsrelevans”.
Han mener, at der er tale om en ”alvorlig fejlkurs”, og om at ”de studerende er presset ind i en instrumentel tankegang”. Dermed bliver glæden ved at søge sandheden ”hæmmet”, hvilket måske er det allermest sørgelige, der kan ske for både universitet og samfund.
Gunder Hansen slutter med følgende:
”Tanken, der styrede forskningspolitikken i den periode med Helge Sander som forskningsminister, var, at universiteternes relevans var at være vækstmotorer. Men hele tanken om universitetets idé og tradition blev smidt over bord.”
Der er efterhånden mange, der er enige med Nils Gunder Hansen, men den forskningspolitiske elite er tavs som graven.
5. Den 9. marts: Agedrup Skole
Agedrup Skole på Fyn har de seneste uger være igennem et turbulent og metoo-agtigt forløb, som jeg forudsætter at læseren er bekendt med.
Nu har 22 af skolens lærere sendt et brev til skolens ledelse, hvor de kritiserer skolens arbejdsmiljø, jf. nedenstående artikel på TV2.
Brevet har efter min mening en direkte forbindelse til skolereformens ideologi, hvilket jeg nu vil forklare:
De 22 lærere skriver bl.a.:
”Gennem de seneste år har der udviklet sig et tiltagende anstrengt arbejdsmiljø på Agedrup Skole.”
Udviklingen har altså stået på i flere år.
De 22 lærere skriver også, at skoleledelsen har undergravet lærernes autoritet foran eleverne:
“Voksenskældud er også noget, ansatte oplever. Oplevelser af at blive groft irettesat af ledelsen i elevers påhør finder også sted”
Skolen kalder ellers sig selv for en ”skældud-fri skole”, hvilket åbenbart fører direkte til sin modsætning, dvs. ”skældud”.
En skole uden autoritet bliver autoritær.
Hæver læreren stemmen, så har han ligefrem et ”forkert børnesyn”:
“Ansatte kan (…) være nødsaget til at hæve stemmen over for elever. Efterfølgende har ansatte oplevet at få mundtlige og skriftlige påtaler fra ledelsen og fået at vide, at de har et forkert børnesyn.”
Og skolens leder tåler ikke modsigelse:
”I brevet fremgår det desuden, at nogle lærere ikke tør sige deres mening eller bringe pædagogiske problemer op til debat. Lærerne oplever ifølge brevet, at skoleledelsen straffer lærere, der siger ham imod”.
Ifølge artiklen støttes skoleledelsen af Odense Kommunes skolerådmand.
Fortolkning:
Før skolereformen i 2013 var Agedrup en yderst velfungerende skole. Men i 2014 kom der en ny skoleleder, Mohammed Bibi, der havde ”læringsmaksimering” som en ”hellig ild”, som det hed.
Bibi tålte heller ikke modsigelse, så han gav skolens mest fremtrædende lærer, Erik Schmidt, en tjenstlig advarsel, fordi Schmidt ikke ”have forstået” de nye tider.
Landsretten kendte efterfølgende advarslen ulovlig, men det var først flere år efter.
Bibis aktioner fulgte altså fuldstændig samme struktur, som de 22 lærere aktuelt beskriver: Vi har en skoleleder, der gennemtvinger sin private læringsideologi ned over skolens forsamling, og som ikke tåler modsigelse. Det svarer også til situationen på DPU, hvis magtfulde professor, Jens Rasmussen, da også støttede Odense kommunes synspunkter allerede i starten af 10’erne.
Bibi fortsatte som leder i nogle år, hvor han kunne fortsætte sin ”læringsmaksimering”, så den grundlæggende ideologi har derfor haft mulighed for at udvikle sig helt frem til den nuværende leder.
Og skolerådmanden, som er radikal, er faktisk den samme som dengang i 2014. Så lærings- og skældudmaksimering kan stadig vekselvirke med KL’s skolesyn, som med DPU’s hjælp i høj grad satte sig i Odenses indre.
Links:
TV2’s aktuelle artikel: https://www.tv2fyn.dk/odense/ansatte-oplever-straf-og-skaeldud-22-laerere-paa-agedrup-skole-langer-ud-efter-egen-ledelse
Alle indlæg om Erik Schmidt-sagen: http://www.thomasaastruproemer.dk/erik-schmidt
6. Den 14. marts: Anmeldelse af ”Socialpædagogik og samfundsforvandling – en grundbog”
Her er en anmeldelse af en bog fra 1993, som jeg vil give seks ud af fem stjerner:
I 1993 udkom Bent Madsens bog ”Socialpædagogik og samfundsforvandling – en grundbog”. Jeg var selv nyansat lærer ved Socialpædagogisk Seminarium i Aarhus, og bogen vakte interesse i brede faglige kredse. Men selvom der kom en 2. udgave nogle år efter, gik det hele vist lidt i glemmebogen? Læser man stadig denne bog?
I dag har jeg genlæst bogen. Jeg skal holde foredrag for en gruppe socialpædagogisk interesserede folk i næste uge, og så stod den lige i reolen.
Der er helt klart tale om ”en grundbog”, som det hedder i undertitlen – men ikke i betydningen ”lærebog”.
Der er snarere tale om en ”grund”-læggende undersøgelse og analyse af konkurrencestatens tidlige etablering, dvs. af symbiosen mellem stat, marked, teknologi og overvågning, samt af dette nye systems trussel mod ligeså grundlæggende sociale og etiske processer.
Madsen kommer bl.a. ind på konsekvenserne for begreber som autoritet og barndom samt for maskinens forsøg på at bemægtige sig menneskets autonomi.
Disse diskussioner, som især udgør bogens første halvdel, er stadig dybt tankevækkende og højaktuelle. Og det hele føres i et nærmest storslået kulturanalytisk sprog, som taler til læserens sociale eksistens, og som løbende kædes sammen med en omtale af tidens socialpædagogiske projekter. Det er som at læse en af de store tyske socialfilosoffer.
Bogens anden halvdel er en diskussion af et socialpædagogisk dannelsesbegreb. Her trækkes både på den unge Marx, Løgstrup, Habermas, Peter Kemp, Immanuel Kant, Holger Henriksen, Lars Henrik Schmidt og en række især tyske og norske socialpædagoger og dannelsesfolk. Der er også overvejelser over det ”pædagogiske paradoks”. For Madsen ender dannelse med at handle om autonomi, ligeværd, politisk handling og etik.
Bent Madsen funderer faktisk også socialpædagogikken i forfatningens grundlæggende struktur, hvilket måske lidt ubevidst ender som det allermest grundlæggende argument. Her deler han interesse med en anden af den tids store reformpædagogiske filosoffer, nemlig seminarielærer Karsten Tuft, som var lærer på Jysk Pædagogseminarium, mens Bent Madsen regerede i det københavnske. Dette forfatningsspor er en strøm i 90’ernes pædagogik, som trænger til at blive belyst.
De filosofiske og politologiske referencer giver de sociologiske analyser en helt særlig og næsten ophøjet analytisk dynamik, hvor det socialpædagogiske møde ender som et decideret åndsprodukt.
Madsens ”grund”-læggende bog bør kort sagt stadig være en ”grundbog” på landets højere uddannelser, herunder selvfølgelig også på pædagoguddannelsen. Ja, den bør ligge under juletræet til enhver borger i samfundet, så alle kan se, at pædagogikken kunne se det hele allerede i 1993.
Bogens lidt fagligt klingende hovedtitel ”Socialpædagogik og samfundsforvandling” skal man heller ikke lade sig narre af. Der er ikke alene tale om en omfattende analyse af den accelererende modernitet, men også af socialpædagogikkens særlige muligheder for at trække i nødbremsen. Bogen er derfor en kulturfilosofisk og handlingsorienteret analyse snarere end en banal fagbog.
Madsens arbejde er derfor ikke kun en bog om ”pædagogik”, men snarere end bog om samfundet som sådan, vel at mærke pædagogisk forstået.
Fik Bent Madsen egentlig nogensinde en pris for denne fremragende indsats, som får alle til at tænke?
Jeg har kunne opsnuse, at Bent Madsen er læreruddannet fra Nr. Nissum Seminarium og cand. pæd. fra Danmarks Lærerhøjskole. Men jeg ved ikke, hvem der har undervist ham. Senere blev han seminarielærer ved et pædagogseminarium i København. Det var i den sammenhæng, at han skrev bogen. Senere kom der flere udgivelser.
Jeg kan til gengæld huske, at nogle af de fremstormende Bourdieu-folk mente, at Madsen var for “normativ”. Det var den slags antifilosofiske distinktioner, der sendte mange af disse Callewaert-elever lige i armene på de spirende professionshøjskoleprocesser.
7. Den 15. marts: Bogomtale af ”Pædagogisk arbejde på fremmed grund”
Jan Jaap Rothuizen, som I dag er docent ved UC VIA, skrev i 2001 en særdeles interessant bog: ”Pædagogisk arbejde på fremmed grund – på vej mod en ny forståelse af pædagogisk faglighed og praksis”.
Bogen myldrer med spændende betragtninger, men jeg vil især tage udgangspunkt i en refleksion, som man finder omkring s. 38.
Rothuizen fremhæver her en form for begrebsmæssig logik. Det konkrete eksempel er, at begrebet ”selvforvaltning” omkring 1990 slog igennem som et opgør med to tendenser i socialpolitikken, nemlig autoritær myndighedsudøvelse og nymarxistisk strukturalisme.
Via dette opgør fik man ”et sus af frihed”. Men nuancerne gik tabt, så prisen for ”friheden” blev, at man gjorde op både med opdragelsen og med det sociale liv og socialvidenskaberne som sådan. Fordi der var en punkteret rude i kælderen, så rev man hele paladset ned. Pædagogikken mistede kontakten til både autoritetsbegrebet og det sociale liv.
I stedet kunne ideen om en slags ensom ”selvforvaltende person” nu brede sig ind over de nu tomme områder, som udtrykket var defineret i modsætning til. Pludselig var også læreren og forældrene alle andre “selvforvaltende”.
Selvforvaltningen handlede derfor nu om, at barnet – eller ”brugeren”, som det hed – nu skulle definere alt, og om at barnet selv skulle forvalte denne definition. Staten skulle i stedet sørge for ”helhed og sammenhæng i børns liv”. Kort sagt: En bureaukratisering af det forladte barn selvevalueringer.
Denne uheldige bevægelse fik, som jeg ser det, mange udløbere. Her er et par eksempler: fra undervisning til læring, Ansvar for egen læring, det kompetente barn og så videre.
Vi fik altså den ene tilintetgørende nedrivning efter den anden.
Snart var alt ”læring” og ”kompetence”, og alle var ensomme selvforvaltende læringsoptimeringsagenter omgivet af statslige systemer for ”sammenhæng”. Den logik, som Rothuizen har fundet, er, som jeg ser det, en form for moderne diskursiv konstant.
Et andet sted taler Rothuizen med reference til tyske sociologer om, at vi fik en ”opdragelsens endeligt”, og at denne tese førte til en ”vis konsensus mellem kritisk og teknologisk orienterede personer, der ellers befandt sig i hver sin lejr” (s. 93).
Det er dybt tankevækkende, og konsekvenserne af denne konsensus har været enorme. DPU er et eksempel.
Rothuizen forsøger at redde pædagogikken via socialpædagogens arbejde ”på fremmed grund”, jf. bogens titel. Her funderes pædagogikken i livsverdenen og i de sociale omgangsformer, som inddrager børn og brugere i kommunikative fællesskaber, og som ”bidrager til, at den anden bliver mindre socialt udsat og føler sig mere på sin plads”.
Kort sagt: Pædagogik handler om eksistens og erfaring sammen med civilsamfundets aktører og medborgere. Som han siger: ”Mennesket individuerer sig selv gennem sine tilhørsforhold”. Det svarer til grundlovens forsamlingsfrihed.
Rothuizen abonnerer ligesom sine samtidige kolleger Bent Madsen og Karsten Tuft på et stærkt frihedsbegreb. Det er nødvendigt, hvis pædagogikken skal kunne udgøre samfundets svampede og fundamenterende grundende grund.
Denne åbne og undersøgende stedslighed (jf. ”pladsen” og ”grunden”) kombineres med brede referencer til den situerede tradition, især til nederlandske socialpædagoger som Gert Biesta og Max van Manen samt til Aristoteles og John Dewey.
Endelig vil jeg sige, at Rothuizen er kritisk overfor dele af Kants bevidsthedsfilosofi. Det fører også til en kritik af det pædagogiske paradoks, som fra netop 2001 vandt indpas herhjemme via især Alexander von Oettingens store arbejde. Rothuizen siger følgende: ”Dermed også sagt, at alt, hvad der er tvang, ikke er pædagogik. Opdrageren kan føle sig nødsaget til at bruge tvang, men i så fald er der ikke længere tale om en pædagogisk indsats” (s. 92).
Det smukkeste er dog Rothuizens gennemgående reference til den danske børneforsorgspioner, Ludvig Beck (1866-1948). Beck stiftede f.eks. en ”barnets højskole”, som senere blev til et seminarium. Dermed peges på en dansk gren af socialpædagogikken, den grundtvigsk-teologiske, som vist er lidt i glemmebogen, selvom der f.eks. findes mange specialefterskoler (ca. 10%).
Ludvig Beck, som var uddannet teolog og senere seminarielærer og børnehjemsforstander, var glad for følgende citat af Paulus:
”Vejled dem, der ikke lever ordentligt, trøst de ængstelige, tag jer af de svage, vær langmodige mod alle”.
Beck havde ifølge en kort biografisk artikel fra 1999 af Søren Hegstrup desuden en skarp pen, når det kom til at kritisere staten og psykiatrien. En sand socialpædagog.
I nyere inklusionstænkning, som jo er baseret på skolereformens ideologi, er dette grundtvigske element totalt fraværende, og det er den tysk/nederlandske tradition faktisk også. Denne glemsomhed er en del af ”selvforvaltningens” nedrivning.
Godt at vi har folk som Jan Jaap Rothuizen til at samle gode ting op fra bombekrateret og give dem tilbage til alle os forpjuskede globaliserede og elektrificerede identiteter. Det er det, jeg kalder for ”påmindelse”.
Og så et sidste lille PS. Jeg kan se af mine kantnoter, at jeg var ret uenig med Rothuizen i flere ting, da bogen udkom i 2001, hvor jeg var nyansat ph.d.-studerende på et helt nyt læringscenter i Aalborg. Men alle de steder, hvor jeg tilbage i 2001 har skrevet ”forkert”, har jeg nu – helt af egen socialpædagogiske drift – skrevet ”korrekt”.
8. Den 20. marts: Lærke Grandjean interviewer Dion Rüsselbæk Hansen
Forfatter og debattør, Lærke Grandjean, har interviewet lektor Dion Rüsselbæk Hansen til sin blog på Solidaritet.dk.
Rüsselbæk Hansen er lektor i pædagogik ved SDU. Han udgav i 2017 den interessante bog ”Ustyrlighedens paradoks”, som blev præsenteret på Christiansborg på en stor dagskonference. Han er også lige blev valgt ind i bestyrelsen for Nordic Educational Research Association (NERA), hvor han formodentlig vil bidrage til, at den nordiske og kritiske tradition holdes ved lige.
I interviewet har Rüsselbæk en række stærke pointer. Først om kritikkens kollaps, som ikke mindst skyldes OECD’s og konkurrencestatens indflydelse. Der kan man bl.a. læse om her:
”Det skaber for mig at se en skole, der får sværere og sværere ved at tillade afvigelser, nysgerrighed, undren og kritiske dialoger om, hvad det gode (skole)liv kan handle om, og hvordan vi kan leve sammen i en verden, hvor vi bliver nødt til at gøre op med en sådan udviklingslogik, der er ved at underminere vores eksistensgrundlag på mange forskellige niveauer.
(…)
At kritisere samtidens skole bliver stadig vanskeligere, idet kritik slet ikke opfattes som kritik, dvs. som et vigtigt afsæt for saglige og faglige drøftelser og diskussioner. Nej, kritik er ikke mere velkomment, men en stopklods for hele samfundsmaskineriet, der jo skal køre uproblematisk, hvilket jo er helt forfærdeligt i et ‘demokratisk samfund’. Jeg bruger anførselstegn til at ironisere over, at mange stadig tror, at vi lever i et demokrati. Også selvom folk, som de er flest, på daglig basis erfarer flere og flere tendenser til, at vi bevæger os hen imod nye former for elitære, teknokratiske og plutokratiske (rigmandsvælde) måder at styre og reagere på.”
Derudover kritiserer Dion Rüsselbæk Hansen de nye universitetskoncerner. Det sker f.eks. i følgende citat, der understreger betydningen af ”det uforudsigelige”, der har haft vanskelige vilkår efter universitetsloven i 2003:
”Problemet er, at megen forskning er blevet gjort til et strategisk spørgsmål. Det betyder, at man skal tænke strategisk om, hvor man kan søge penge, og hvad man skal undersøge, før chancen for at modtage en bevilling lykkes. Men her er der er altså noget, der går galt, for det gør jo, at der er megen relevant og vigtig forskning, der ikke realiseres. Især den forskning som er svær at forudse, hvad den kan føre til. For ingen vil betale for det uforudsigelige.”
Jeg synes, at interviewet er lidt rodet sat op, men samtalen fejler ikke noget, selvom den peger på en sygdom.
9. Den 20. marts: Tillidsmænd på Aarhus Universitet i forskningspolitisk opløsning
I efteråret 2023 udkom en meget rost bog om minkerhvervet, der kritiserede relationerne mellem forskning og minkindustri. Bogens forfatter, Mathilde Clark, stillede bl.a. spørgsmålstegn ved en specifik AU-forskers relation til minkerhvervet.
Journalisten Jørgen Øllgaard, der i mange år har været en prominent kritiker af universitetsloven, gik i gang med at finde hoved og hale i sagen; f.eks. ved at kontakte Aarhus Universitet med en række kritiske spørgsmål. Det skete på mediet Gylle.dk.
Professor Heine Andersen, der nok er landets største ekspert i emnet ”forskningsfrihed”, men som også er interesseret i dyrevelfærdspolitik, delte herefter Øllgaards kritiske artikel på Facebook med en helt regulær ledsagertekst.
Kort sagt: Klassisk kritisk arbejde. Øllgaard og Andersen tager muligvis fejl – det må en evt. debat afgøre – men der er bestemt ikke tale om noget angreb på nogens ytringsfrihed.
Men på Aarhus Universitet mener man nu, at Heine Andersen truer AU-forskerens forskningsfrihed. To af universitetets centralt placerede tillidsrepræsentanter og en naturvidenskabelig professor skrev få dage senere et harmdirrende indlæg i AU-mediet Omnibus.dk. Her beskylder de Heine Andersen for at gå imod forskningsfrihedens principper.
En helt absurd påstand.
Men på en måde er jeg ikke overrasket. En af de to TR’ere var også aktiv ved min afskedigelse fra AU i december 2022. Han mente endda, at det tjente universitetet “til ære”, at jeg havde fået en ytringsfrihedspris efter afskedigelsen.
Og den almene forskningspolitiske tilstand på AU er – som jeg har dokumenteret det i bogen ”Universitetet og dets fjender” – i dyb krise.
Så de tre AU-folks barokke kritik af Heine Andersens og Jørgen Øllgaards kritiske arbejde forstærker på en måde selvsamme pointe, som Andersen har argumenteret for i mange år, nemlig at forskningsfriheden er i dyb krise, ikke mindst på AU.
Efterfølgende har både Heine Andersen og Jørgen Øllgaard afleveret effektive replikker. De er stærkt fortørnede, og det forstår man godt.
Men tilbage står Aarhus Universitet endnu engang – og nu også Dansk Magisterforening – klædt af til knoglerne.
Links:
Jørgen Øllgaard på Gylle.dk, d. 8. marts: https://gylle.dk/minkforskeren-der-ikke-ville-doe/
Heine Andersens FB-opslag, d. 8. marts: https://www.facebook.com/heine.andersen.58/posts/pfbid0cHvWs2tVoib5b9d4CUQ5JrB4uHVJg3tKGBrxJHwfhHsQ6HwTbfFBM5rs74aJFvBHl
Indlæg fra TR Olav W. Bertelsen & TR Caroline Adolphsen & professor Simon Kristensen, d. 15. marts: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/debat-forskningsfriheden-maa-gaelde-for-alle-forskere-ogsaa-minkforskere
Heine Andersens replik, d. 18. marts: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/replik-professor-emeritus-affejer-kritik-det-er-en-straamand
Jørgen Øllgaards replik, d. 19. marts: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/replik-kritik-fremstaar-som-beskidt-afledningsmanoevre
TRs bemærkning om AUs “ære” kan tilgås i dette opslag: https://www.facebook.com/…/posts/5870274446352753/…
10. Den 21. marts: Vi er alle syge
Nu ved jeg, hvorfor alle pludselig er syge og mistrives og så videre.
Det er WHO’s skyld.
Men hvordan det?
Jo, fordi at man ifølge WHOs definitioner kun er rask, når man er ”i en tilstand af komplet fysisk, mental og social trivsel (well-being)”.
Det er der jo ingen, der er. Og heldigvis for det, synes jeg. Men WHO synes det modsatte. Her skal ”trivsel” være komplet. Alt skal være perfekt, både det fysiske, mentale og sociale liv.
Så selvom vi gik og troede, at vi er raske og normale, så er vi det altså ikke. Vi er syge.
En sådan permanent sygdomstilstand kaldes endda en ”basic human right”.
Herfra kan man så lave ”målinger”, der trækker individualiserede psyko-data ind i statens og dens organisationers maskiner og videre ind i WHO’s maskiner. Herfra konstrueres sygdomsgraden i alle mulige konfigurationer.
Jeg har bare et spørgsmål som almindelig borger: Er dette ikke totalitært?
Konsekvensen er jo, at de mindste udsving vil resultere i globale og nationale helbredsaktioner, som jo også skal “forebygges”.
Det er også meget tankevækkende for mig, at dette totale fokus på ”trivsel” (well-being) deles med OECD.
Jeg lærte om disse ting af en svensk keynote-speaker ved en nordisk forskningskonference. Hun kunne også fortælle, at trivslen blandt unge var radikalt højere i 1980’erne, selvom man både røg og drak og så videre. Men det var jo også dengang, at ”sygdom” kun var noget, man havde en gang imellem.
Links:
WHO: https://www.who.int/about/accountability/governance/constitution og: https://www.who.int/data/gho/data/major-themes/health-and-well-being
OECD: https://www.oecd.org/education/2030-project/teaching-and-learning/learning/
11. Den 21. marts: Radikalt udspil om pædagoguddannelsen
De radikale gør sig gode tanker om pædagoguddannelsen i deres nye og lidt korte udspil om emnet.
Udspillet dufter lidt af pædagoguddannelsens baggrundstraditioner, samtidig med at man er fri for at høre om tekniske løsninger og “kerneopgaver” og den slags. Kun et sted kommer man til at skrive ordet “progression”, hvilket må være en fejl.
Når man læser udspillet, er det lidt som om, at man befinder sig på en blanding af 1930’ernes Montessori-kursus, hvor alle landets kulturradikale åndspersoner rendte rundt og snakkede med de pædagogstuderende, og de lidt ældre Frøbel-seminarier, som var præget af 1800-tallets romantiske syn på leg og børne-haver. Men ok, måske er jeg lige lovlig positiv.
Vi mangler stadig nogle mere eksplicitte henvisninger til social- og småbørnspædagogikkens rige bagkataloger, så forslagets tanker ikke synker ned i de ødelæggende systemer, som har udviklet sig siden omkring 2012, hvor DPU og kompagni lavede det skrækkelige “Fremtidens dagtilbud”, og hvor den nye kompetencebaserede pædagoguddannelse for alvor så dagens lys. Det var sørgelige tider for landets fornemste praksis.
Men mange tak til de radikale. Jeg hepper.
Links:
De radikales nye program: https://www.radikale.dk/aktuelt/nyhed/en-levende-paedagoguddannelse-som-langt-flere-vil-ga-pa/
Fremtidens Dagtilbud, 2011: https://www.ft.dk/samling/20111/almdel/BUU/bilag/209/1123041.pdf
12. Den 23. marts: Claus Holm og konkurrencestaten
Claus Holm har kastet sig ud i endnu et konkurrencestatsbegejstret opgør med pædagogik:
DPU’s leder, Claus Holm, havde d. 7/2-2024 en kronik i JP, der udtrykker DPU’s autoritære pædagogiske horisont.
Holm mener, at trivselsbegrebet fylder for meget. Fair nok, det kan der være noget om, og han har faktisk nogle udmærkede betragtninger undervejs vedrørende dette emne.
Men hvad vil Holm så sætte i stedet? Ja, det er så det store problem, hvilket man kan man læse om i kronikkens konklusion. Holm vil nemlig indsætte konkurrencestatens begreb om “uddannelse”, dvs. pædagogikkens opløsning:
”Selvfølgelig kan man heppe og håbe på en frigørelse af skolepolitikken fra internationale målinger, præstationskrav og uddannelse til arbejde til fordel for personlig udvikling og trivsel, men hvis det skulle ske, ville det danske uddannelsessystem ophøre med at være netop et uddannelsessystem, og det ville for alvor gøre nas på kommende generationer.”
Så alternativet til ”trivsel”, som i citatet endda slås sammen med det langt mere opbyggelige ”personlig udvikling”, er altså ”uddannelse”.
Og ”uddannelse” består altså, ifølge Holm, af ”internationale målinger, præstationskrav og uddannelse til arbejde”.
Hvilken horisont, Holm her får opbygget! Der er jo tale om et totalt fagligt kollaps.
Dette kollaps har faktisk stået på siden 2007, da Holm udgav bogen ”Viden om uddannelse” sammen med bl.a. professor Jens Rasmussen, som jo stod bag den læringsmålstyring og læreruddannelsesreform, som alle nu begræder. Rasmussen var også ph.d.-vejleder for Holm.
Året efter, i 2008, blev Rasmussens og Holms åndsfælle, Lars Qvortrup, dekan for DPU. Han forsøgte allerede fra 2009 først at nedlægge filosofien og derefter at fyre tre filosoffer, fordi deres forskning ikke var ”relevant”.
Holm – som dengang var kommunikationsansvarlig, hvilket han for så vidt stadig er – støttede op i pressen.
Med en så teknisk og instrumentel pædagogisk ideologisk prægning over mange år er det let at forstå, at Holm stadig gør alt, hvad han kan for at udrydde pædagogik og videnskab fra sin forskningskoncern.
https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE16879317/uddannelsessystemet-kan-ikke-skabe-trivsel/
13. Den 24. marts: DEA, DPU og børnehaver
Tænketanken DEA, som i mange år har bidraget til udvidelsen af konkurrencestatens domæne, fortsætter sit raid mod landets pædagogik. Senest har man ligefrem undersøgt, om børns liv i børnehaven har indflydelse på, hvordan børn klare sig i nationale test (samt på nogle indikatorer i et amerikansk målesystem).
Bare spørgsmålet i sig selv tegner horisonten for DEAs opfattelse af, hvad en børnehave er: Nemlig testforberedende.
Man har så fundet ud af, at antallet af pædagoger ikke har indflydelse på testscoren i læsning. Men det lyder da som nogle gode pædagoger, som jo helst skal opfatte nationale test som et fremmed monster?
Derimod, fortæller DEA, er det effektivt for testscoren, hvis man ansætter folk med en pædagogisk kandidatuddannelse, hvilket jo er lidt pinligt for DPU.
Men DPU’s institutleder, Claus Holm, delte begejstret undersøgelsen på mediet X. Han skriver, at ”vi vidste det godt”.
Holm er begyndt at arbejde i en slags pluralis majestætis. Sidste måned hed det også ”vi på DPU”, da han skulle kritisere et uddannelsesudspil fra SF. Men hvad med dem på DPU, som måtte være enige med SF?
DPU er et fyrstedømme. Holm er da også glødende fan af globale testsystemer og arbejdsmarkedslæring. Jeg skrev lidt om det i går aftes her på FB.
DEA’s rapport har 22 referencer. 16 er til DEA selv, 2 er til ministeriet, 1 er til EVA/VIVE, og 3 er til den økonomisk definerede Heckman-tilgang. Der er ingen sans for børnehavens egenart, eller for skolens for den sags skyld.
Undersøgelsen er udarbejdet af to økonomer. Det er rystende læsning.
Et virkeligt DPU havde undersøgt og kritiseret undersøgelsen sønder og sammen frem for at bruge den ukritisk til at fremføre en aktivistisk politisk-økonomisk dagsorden, som er præget af organisatorisk opportunisme.
Links:
DEA’s undersøgelse: https://dea.nu/publikationer/daginstitutionens-betydning-for-borns-skolegang/
Holms tweet: https://twitter.com/ClausHolm1/status/1771091464992252015
Holms kritik af SF’s udspil: https://arts.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/sf-vil-skabe-uddannelser-for-laerere-og-paedagoger-som-allerede-findes
14. Den 25. marts: Skolereform-links
Her er de centrale skolepolitiske links, dels til skolereformen i 2011-13 og dels til denne reforms aktuelle korrektion i 2023/2024:
A. 2011-13:
Undervisningsminister Christine Antorinis lovforberedende initiativ, Ny nordisk skole, marts 2011: https://web.archive.org/…/Ny…/Dialoggruppens-medlemmer
Regeringens skoleudspil, december 2012 (S, RV, SF): https://www.regeringen.dk/aktuelt/tidligere-publikationer/goer-en-god-skole-bedre-et-fagligt-loeft-af-folkeskolen/
Politisk aftale, juni 2013 (regering + V og DF): https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/udd/folke/pdf14/okt/141010-endelig-aftaletekst-7-6-2013.pdf
B. 2023-24:
Ikke noget lovforberedende arbejde (måske Reformkommissionen)
Regeringens skoleudspil, november 2023 (S, V, M): https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/aktuelt/pdf23/okt/231011-forberedt-pa%CC%8A-fremtiden-2-web.pdf
Politisk aftale, marts 2024 (regeringen + LA, K, RV og DF): https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/aktuelt/pdf24/mar/240320-aftale-om-folkeskolens-kvalitetsprogram-%E2%80%93-frihed-og-fordybelse.pdf
15. Den 27. marts: Center for karakterdannelse
Der er netop etableret et meget interessant projekt om karakterdannelse i grundskolen.
Folkene bag projektet ønsker at gøre op med konkurrencestat, socialkonstruktivisme og målinger samt med et for kraftigt fokus på arbejdsmarkedet, jvf. projektbeskrivelsens s. 25-26. I stedet vil man se på, hvordan barnets personlighed og karakter dannes via dets omgang med kundskaber, historie og fællesskaber. Her står både filosofi, teologi og pædagogik centralt. Kort sagt: pædagogik gøres igen til en humanistisk praksis.
Man må i den forbindelse glæde sig over, at Samfonden, som har kristne rødder, har skudt penge i foretagendet. Det er virkelig godt, at samfundets åndeligt interesserede fonde og pengetanke griber til lommerne og støtter brede og åbne projekter som det aktuelle initiativ. Vi kan ikke leve af NOVOs kompetence-instrumentalisme. Men det nye projekt skal nok være lidt mere opmærksom på de organisatoriske forbindelser, så diverse interesser står helt klart.
Baggrundsgruppen består af folk fra brede kritiske traditioner, herunder bl.a.:
– situeret psykologi med stærke pædagogiske og filosofiske interesser (Svend Brinkmann og Lene Tanggaard).
– den såkaldte ”personalisme”, som var en dominerende humanistisk bevægelse i efterkrigstiden. Det er en virkelig spændende filosofisk retning (Jonas N. Mortensen).
– grundtvigianisme (Ove Korsgaard og Kirsten M. Andersen).
Det er også værd at nævne, at skolens formålsparagraf er et af centrets centrale og ekspliciterede forudsætninger. Der er samlet set tale om et virkeligt godt udgangspunkt for at præge landets pædagogik i både nye og gamle retninger efter skolereformens bombardementer.
Faktisk stod der allerede i formålsparagraffen fra 1993, at skolen skulle fremme den ”personlige udvikling”, et udtryk som muligvis var præget af netop personalismen. I 2006 blev ”personlige udvikling” erstattet af ”alsidige udvikling”. Sidstnævnte udtryk, den ”alsidige udvikling”, viste sig desværre at ende som et oplæg til bureaukratisering og digitalisering af personligheden, og dermed i realiteten som et opgør med ”det personlige”.
Udtrykket ”personlig udvikling” spillede også en rolle i flere af læreruddannelseslovene siden 1954. Det har været dømt ude siden 2013, men er kommet igen i den helt nye formålsparagraf fra 2023, dog i et lidt rodet format.
Det aktuelle initiativ er derfor særdeles relevant og vigtigt, så f.eks. læreruddannelsen ikke igen opsluges af instrumentelle processer. Det nye center kan med andre ord opdrage læreruddannelsens formål og dermed også skolens, så ”det alsidige” ikke kollapser pga. mangel på personlighed/karakter, hvilket som antydet skete i perioden 2013-23.
Med denne filosofiske konfiguration er der et godt grundlag for at stå imod et evt. begrebsmæssigt pres fra Dansk Center for Undervisningsmiljø, som har rødder i både trivselsmålinger og positiv psykologi, samt fra resterne af kommunernes interesse for ”synlig læring”.
Jeg nævner dette med ”kommunerne”, fordi miljøet omkring Skanderborg kommune spiller en stor rolle i projektet. Og Skanderborg var jo nærmest et epicenter for skolereformens ”synlige læring”.
Det er derfor meget vigtigt, at projektets grundlagsrefleksioner vedligeholdes, så det almenpædagogiske hele tiden har overhånden, hvilket Brinkmann da også lægger op til i et ledsagende interview. Ellers går det galt.
Men det er som om, at skolereformens begreber overmandes og indkapsles af det nye projekt, som dermed kan få en god opdragende effekt på samfundet. Det bliver spændende at følge slagets gang. Jeg håber, at de gode begreber holder stand.
I baggrundsgruppen er der også to forskere, som tidligere har været præget af AU-fakultetet ARTS’ blanding af filosofiglemsel og digitalisering, men disse forskere vil næppe være uinteresseret i det nye centers synspunkter. I så fald vil centret også bidrage til at opdrage Aarhus Universitet.
Der er derfor en reel mulighed for, at det nye center kan blive en løftestang for dele af skolens formål, og for at triaden fællesskab, personlig udvikling/karakterdannelse og kundskaber kan afløse forfaldsstrukturen inklusion, identitet og læring.
Lærke Grandjean har kritiseret initiativet i – efter min opfattelse – alt for kraftfulde gloser. Hendes kritik kan tilgås nedenfor sammen med en række andre relevante links.
Diverse links:
A. Almene links:
Link til hele projektet: https://www.karakterdannelse.dk/
Projektbeskrivelsen: https://www.karakterdannelse.dk/_files/ugd/4161cf_5d61ef66159a4c88a16f45e5b53e3316.pdf
B. Diskussion i Folkeskolen.dk:
Samlet behandling i papirudgaven af Folkeskolen, nr. 3: https://issuu.com/folkeskolen/docs/fs03-2024-online-enkeltsider
– Interview med Svend Brinkmann: https://www.folkeskolen.dk/borneliv-dannelse-folkeskolen-nr-03-2024/brinkmann-og-10-skoler-i-projekt-karakterdannelse-er-at-skabe-gode-mennesker/4760793
C. Diskussion på FB:
Lærke Grandjeans to opslag på Humboldt-forum:
– https://www.facebook.com/groups/166751200038468/posts/7325332317513618/
– https://www.facebook.com/groups/166751200038468/posts/7332866920093491/
Debat på Niels Jakob Pasgaards FB-profil: https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/10231997370974686
16. Den 1. april: Claus Holms opgør med ”faglige fyrtårne”
I juni 2014 skrev Claus Holm et indlæg til Information om professorer, jf. nedenfor.
Holm mente ikke, at professorer skulle være ”faglige fyrtårne”. I stedet skulle de følge universitetsledelsens forventninger og strategier. Han fortalte endda, at det var det, som en professor i virkeligheden selv ønskede. Man trives bedst i underdanighed.
Der er rystende læsning, som af en eller anden grund får mig til at tænke på samarbejdspolitikken under besættelsen.
Holm var i sommeren 2014 blevet konstitueret institutleder for DPU. Få måneder efter bekræftede han debatindlæggets synspunkt: En af hans første handlinger i februar 2015 var nemlig at nedlægge et frit professorat i pædagogik. I stedet etablerede han en række mso-professorater, som flugtede med hans egen strategi. Han skulle ikke nyde noget af “faglige fyrtårne” i universitetets kontorer.
Og det var ikke tale om en enlig svale, hvilket jeg har beskrevet i bogen ”Universitetet og dets fjender”.
Sidste sommer blev Holms ansættelse endda forlænget af en helt ny dekan, Maja Horst, som har samme kontroversielle forskningspolitiske ideologi som Holm. Horst taler nedladende om universitetspolitiske “frihedskæmpere” på en måde, der minder meget om Holms syn på “faglige fyrtårne”. Frihed og faglighed er ikke dyder i deres system. Det er helt klart.
Holms indlæg og den efterfølgende genansættelse bekræfter min hypotese om, at DPU er en form for forstærkende konkurrencestatsudposning på Aarhus Universitet, som selv er en forstærket konkurrencestatsudposning på universitetsloven fra 2003. Og fra 2008 indgår disse to forstærkninger i en række vekselvirkninger, som forstærker forstærkningerne.
https://www.information.dk/debat/2014/06/dygtigste-forskeres-frihed-udnyttes-daarligst
17. Den 3. april: Fakultet ARTS’ opgør med pædagogik og videnskab
Forskningsministeren og flere andre overvejer at give professionshøjskolerne lov til at udbyde kandidatuddannelser.
Det er DPU/ARTS nervøse for, og det forstår man godt, for det vil jo true DPUs relevans og måske også eksistens.
Derfor har den nye dekan for ARTS, Maja Horst, skrevet nedenstående indlæg til dagens Information, hvor hun taler DPUs sag med reference til et notat, som er udarbejdet af DPUs institutleder, Claus Holm.
Desværre er Horsts begrundelser virkelig dårlige. Ja, begrundelserne afslører et helt faldefærdigt syn på, hvad videnskab og pædagogik er. Det er lige før, at man giver ministeren ret.
Horsts hovedargument er en reference til en helt ny DEA-rapport, som angiveligt ”viser”, at jo flere DPU-kandidater, der er i børnehaverne, desto bedre klare børnene sig i de nationale test, når de kommer i skole. Horst skriver følgende:
”Det er en succes for det danske samfund, når vores kandidater fortæller os, at uddannelsen har givet dem redskaber til at forbedre kvaliteten af det pædagogiske arbejde i dagtilbud og skoler. For eksempel bliver elevernes niveau i læsning og matematik højere, hvis der er en pædagog med en kandidatgrad i deres dagtilbud. Det sætter en spritny undersøgelse fra DEA en tyk streg under.”
Det er skrækkelig læsning for alle med kærlighed til børnehaver og skoler.
Og Horst fortsætter sit ridt ud i kompetenceideologiens tåger i følgende passus, hvor der demonstreres en total mangel på forståelse for de pædagogiske institutioners egenart:
”I Danmark bryster vi os af en sammenhæng i uddannelsessystemet mellem folkeskoler, gymnasier, professionshøjskoler og universiteter, hvor vi uddanner studerende med kompetencer, som passer til et arbejdsmarked i evig forandring.”
Det var det. Der er ikke noget om videnskab og pædagogik. Man kan ikke anbefale unge mennesker med kærlighed til disse emner at søge ind på Aarhus Universitet/DPU.
Man må håbe, at BUPL og landets pædagoger råber op overfor denne elendighed. Pædagogikken er vigtigere end DPU.
Det er et lukket system. En slags kommunikationskoncern. Horst taler da også i Pluralis Majestatis om “vi på Aarhus Universitet”. Holm udtrykker sig i samme koncernagtige termer. Det er ikke pluralismens sted.
På den måde bekræfter Horst AU’s og DPU’s faglige forfald, som jeg har beskrevet det i bogen ”Universitetet og dets fjender”. AU delte da også straks Horsts skrækkelige indlæg på mediet X. Tidligere havde Claus Holm også delt DEA’s rapport og så videre.
Det er nok bedst at flytte hele baduljen til et andet sted.
18. Den 6. april: Stor ansættelsesrunde på DPU
Institutleder for DPU, Claus Holm, har meddelt, at instituttets økonomi allerede nu er tip-top.
Holm indleder ligefrem sit aktuelle nyhedsbrev med overskriften ”Se nu stiger solen!”
Derfor skal der allerede i indeværende år ansættes hele tretten videnskabelige medarbejdere på DPU! Det sker inden for følgende emner:
- fem professorater, herunder to som opfølgning på MSO-professorater
- otte adjunkturer
- to adjunkturer/lektorater
Særligt pædagogisk sociologi tilskydes midler. Det sker med emner som:
– To adjunkturer med krav om beherskelse af kvantitativ metode..
– Adjunkt/lektor i Large scale assesment/komparativ pædagogik
– Professor i professionssociologi
Der er også to stillinger i ”uddannelsesledelse og organisatorisk læring”.
Pædagogikken er marginaliseret, og både nye og gamle ansatte vil uden tvivl danse efter Holms pibe.
For 1½ år siden påstod Holm ellers, at DPU’s økonomi var gået totalt rabundus. Selvom han i november 2022 kun manglede sølle 5 mio., tyede han til dramatiske afskedigelser af nogle åbenmundede forskere, som ikke delte Holms konkurrencestats- og læringsvisioner.
Og nu ansættes der så 13 forskere, som efter stillingernes emner at dømme flugter med Holms ideologi.
Det er meget svært at tage alvorligt. En ting er helt sikkert: DPU er en autoritær organisation.
http://www.thomasaastruproemer.dk/stor-ansaettelsesrunde-paa-dpu.html
19. Den 7. april: Claus Holms ubehag ved Humboldt
DPU’s institutleder, Claus Holm, klager i dagens Altinget over, at ændringerne i skolelovgivningen fører til et opgør med skolereformens principper, som han jo ellers selv er glødende tilhænger af.
Holm mener, at vi nu er på vej ind i en skole baseret på Humboldtske principper, og det kan han ikke lide. Lærerne kan ikke klare sig uden politisk og DPU-udlært skolereformsregulering, så nu kommer der kaos, forklarer han.
Men det forstår jeg ikke, for det var jo netop skolereformen, der omdannede velfærds- og nationalstatens almene styring af skoleområdet til en nidkær statistisk regulering med udgangspunkt i læringsbegrebet. Og Holm vil nu endda opslå nye stillinger i pædagogisk ledelse og så videre.
Kort sagt: Holm vil ikke have politisk styring. Han vil have skolereform- og konkurrencestatsstyring. Og det er i en vis forstand det modsatte.
Jeg er også forvirret over en anden ting. For tilbage i 2013 holdt Claus Holms mentor, professor Jens Rasmussen, et foredrag med den barokke titlen ”folkeskolereformen er ren Humboldt!”.
Så nu gør en falsk Humboldt altså op med en falsk Humboldt? Det lyder ikke så godt.
Den konference, hvor Rasmussen talte i 2013, hed ”Konkurrencestatens krav om dannelse”. Den blev holdt på DPU.
Holm talte faktisk ved konferencen, hvor han også var vært. Titlen på hans indlæg var ”Livsduelighed stiller konkurrencestaten stærkt”. Teologen Pia Böwadt skrev ligefrem en bog, hvor hun kritiserede Holms helt særlige syn på ”livsduelighed”. Bogens undertitel var ”fra Grundtvig til konkurrencestat”.
I øvrigt tager Holm fejl. Det aktuelle skoleudspil er ikke ”humboldtsk”. Udspillet bygger jo på Reformkommissionens anbefalinger, dvs. direkte på Holms egen konkurrencestatsideologi.
Holm kritiserer sig selv, imens dannelsestraditionen kollapser.
Holms indlæg følger dermed alle de logikker, jeg har fremlagt i bogen ”Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”. Hans indlæg blev omgående delt af den tidligere dekan for ARTS, Johnny Laursen.
Claus Holm har i øvrigt et lignende indlæg – endda i lederspalten – i DPU’s magasin Asterisk, som Holm selv er mangeårig redaktør for. Også her gør han op med Humboldt til fordel for KL-styring og “kvalitetsmålinger” og så videre. Han mener, at han trækker på Hannah Arendt!
Utroligt at folk på DPU ikke protesterer. De er nok bange for deres stillinger. Holm fyrer og hyrer jo efter ideologisk ståsted.
Links:
Holms indlæg fra i dag: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/forksker-det-er-ikke-godt-for-folkeskolen-at-politikerne-ikke-laengere-toer-bestemme-over-den
Holms leder i Asterisk: https://dpu.au.dk/asterisk/leder-107
Johnny Laursens deling på X: https://twitter.com/jla_laursen/status/1776951419548868751
Program og videoer fra konferencen i 2013: https://dpu.au.dk/viden/video/konkurrencestat-konference-2013
Referat fra konferencen i 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/konkurrencestatens-krav-til-dannelse-kommenteret-referat-fra-konference-pa-dpu-aarhus-universitet-d-20-november-2013-i-emdrup-kobenhavn.html
20. Den 11. april: Asger Sørensen kritiserer universiteternes tilstand
Lektor Asger Sørensen, som nok er DPU’s sidste frie stemme, har skrevet en virkelig tankevækkende artikel til netmediet Paradoks om universiteternes tilstand.
Artiklen hedder ”Akademisk borgerskab er afgørende for videnskab og uddannelse”.
Med udgangspunkt i en bredt konciperet filosofisk tradition taler Asger Sørensen for en akademisk republik, som er præget af autonomi og sandhedsinteresse. Og han forklarer, hvordan disse værdier er blevet udhulet af universitetsloven fra 2003.
Artiklen myldrer med interessante iagttagelser og referencer. Læs denne guldgrube før din nabo!
Undervejs fremhæver Sørensen flere begivenheder, der understreger konsekvenserne af den manglende autonomi. Blandt andet fremhæver han udførligt omstændighederne omkring min egen afskedigelse fra DPU. Det sker i slutningen af artiklen.
Mange tak til hr. Sørensen. Der er virkelig noget at tænke over.
https://paradoks.nu/2024/04/11/akademisk-borgerskab-er-afgoerende-for-videnskab-og-uddannelse/
21. Den 17. april: Status vedrørende skolereformen
Undervisningsministeriet har netop udgivet sin årlige statusredegørelse. Her kan man læse om, hvordan det går med 2013-skolereformens tre evalueringsparametre: Læring i Nationale Test, social lighed i National Test og elevernes datatrivsel.
Her er to korte noter til årets rapport:
- Det er gået jævnt tilbage på de tre smalle kvantitative mål, som man altså selv har konstrueret og pumpet penge ind i nu 10 år Hvordan mon det så ikke er gået med alt det andet, altså skolen og pædagogikken?
- Disse statusredegørelser er et bevis for, at skolereformen fra 2013 stadig er den centrale skolepolitiske og filosofiske ramme. Der er ingen refleksion over begreberne, hverken her eller andre steder i ministeriet. Filosofien er 100% intakt.
2013-reformens motto var: ”Fra undervisning til læring”. Det var skolens version af det ”fra forskning til faktura”, som har været universiteternes motto siden 2003.
Links:
Link til årets statusrapport: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/april/240416-statusredegoerelse-for-folkeskolen-2022-23-er-offentliggjort
Tidligere statusrapporter og andre evalueringer af skolereformen kan tilgås her: http://www.thomasaastruproemer.dk/evalueringer-af-skole-laereruddannelse-mm
22. Den 18. april: Bent Winther imod DPU
Berlingskes Bent Winther er heldigvis særdeles kritisk over for Claus Holms og Dorthe Staunæs’ kønspolitiske ekspertgruppe, som bygger på en symbiose af konkurrencestat og identitetspolitik.
Winther lægger alene mærke til det identitetspolitiske, som især er Staunæs’ bidrag, og som han altså ikke har noget til overs for. Han skriver f.eks. følgende:
”Køn handler kun om kønsstereotyper. Stort set alle udvalgets anbefalinger handler derfor om, at lærere og pædagoger skal af med disse frygtelige kønsstereotyper. De skal se på og opfatte drenge og piger ens. Køn er noget, der findes i vores hoveder, en »gammeldags« perception.
Derfor anbefaler udvalget, at lærernes fordomme om drenge og piger skal under lup, at lærere og ledere skal »kønsuddannes«. Udvalget anerkender ikke den almindelige antagelse om, at drenge måske er sent modne og kommer for tidligt i skole. Men man vil da gerne have det undersøgt.”
Og videre skriver Winther:
”Man kan undre sig over, at der ikke er ét eneste medlem af udvalget, der på det sidste af de 12 møder har rakt hånden i vejret og sagt: ”Den er helt gal. Jeg vil ikke trækkes ind i denne identitetspolitiske arena.””
Tak til Winther for at redde landets drenges og pigers frihed og udvikling. Men han mangler den konkurrencestatslige side, som er Claus Holms og den tidligere minister Pernille Rosenkrantz-Theils centrale bidrag. Det er konkurrencestatslinjen, der omdanner identitetspolitikken til præstationer og statistik samt til bureaukratisk kontrol og overvågning.
23. Den 19. april: Interview med Tesfaye
Folkene bag BTs nye podcast, “Borgerlig Tabloid”, har interviewet undervisningsminister Matias Tesfaye om den rapport med kønspædagogiske anbefalinger, som i sidste uge kom fra Undervisningsministeriets såkaldte “ekspertgruppe”.
Ekspertgruppens synspunkter domineres af institutleder Claus Holms og professor Dorthe Staunæs’ symbiose af konkurrencestatsideologi (Holm) og identitetspolitisk poststrukturalisme (Staunæs).
Det er et tankevækkende interview, hvor Tesfaye gør skarpt op med den identitetspolitiske del af ekspertgruppens ideologi. Det sker bl.a. med en direkte henvisning til J.K. Rowlings indsats.
En af de to journalister, redaktør Astrid Johanne Høegh (den anden er Joachim B Olsen), har en virkelig interessant supplerende markering, som jeg vil nævne. Høegh gør nemlig opmærksom på, at ekspertgruppens ideologi allerede er til stede i mange kommuner via samarbejdsflader med Sex og Samfunds fokus på “normkritik”. Det er tankevækkende, at Tesfaye lader til at være nærmest ubekendt med dette.
Sex og Samfund refererer faktisk til Staunæs’ begejstring for normkritik på foreningens hjemmeside, så Høeghs iagttagelse er særdeles præcis.
Ekspertgruppens anden ideologiske tråd, altså funderingen i konkurrencestatens ideologi, som især Claus Holm står for, berøres ikke i interviewet.
https://www.bt.dk/debat/tesfaye-min-datter-kan-godt-lide-lyseroed-og-det-skal-hendes-boernehave-ikke
24. Den 19. april: Dansk Erhverv støtter DPU’s ekspertgruppe
Dansk Erhverv er begejstret for anbefalingerne fra regeringens kønspolitiske ekspertgruppe, som fagligt set domineres af folk fra DPU.
Mads Erik Storm, som er er forsknings- og uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv, kan faktisk slet ikke få armene ned. Hans eneste kritikpunkt, er at ekspertgruppen ikke går langt nok.
Det interessante er, at Storm ikke har den mindste sans for den kritik, som både undervisningsministeren, Berlingske og Manderådet har været ude med. Han har alene fokus på arbejdsmarked og arbejdsudbud.
Med Storms underligt selektive markering understreges den forbindelse mellem konkurrencestat og identitetspolitik, som ekspertgruppens anbefalinger og DPUs indre system er et udtryk for.
Denne forbindelse er fagligt set interessant men realpolitisk og pædagogisk set grænseoverskridende på alle måder.
25. Den 21. april: Rune Selsing kritiserer ekspertgruppe og DPU
Filosoffen og debattøren Rune Selsing har skrevet et særdeles tankevækkende indlæg til Jyllands-Posten.
Først og fremmest kritiserer han den rapport om kønspædagogik, som en ekspertgruppe – anført af Claus Holm og Dorthe Staunæs – offentliggjorde i sidste uge, men som undervisningsministeren jo hældte ned ad brættet. Selsing mener, at rapporten er et angreb på “drengen”; en hård men desværre også uafrystelig tanke.
Rapporten er en symbiose af radikaliseret konkurrencestatsideologi og identitetspolitisk ekstremisme.
Undervejs får Selsing kritiseret symbiosen mellem Holms ledelse, som ifølge Selsing er præget af “putinistiske metoder”, og Staunæs’ identitetspolitiske ideologi.
Selsing minder også om, at Staunæs for et par år siden kritiserede Tesfaye for at ønske ”et racerent helle for hvide” i forbindelse med en debat om bederum. Tak til Selsing for denne oplysning, som jeg ikke var bekendt med.
Endelig har Selsing en udførlig omtale af den aktuelle situation på DPU, hvor Holm nu ansætter over et dusin proselytter efter fyringsrunden for godt et år siden. En situation, der minder om Staunæs’ egen fine karriere under Holms herredømme siden 2014, hvor Holm erklærede, at han nu ville gøre op med de ”faglige fyrtårne” til fordel for strategiske stillinger.
I den forbindelse har Selsing også en udførlig omtale af min egen historik på DPU, som jeg går ud fra, at læseren er bekendt med. Han omtaler mit arbejde som en ”enmandshær”, og sådan føltes det også at forsvare pædagogik og dannelse blandt universitets fjender, selvom der i gamle dage også var andre enmandshære. I dag er der kun én enmandshær tilbage, som jeg ser det.
Selsings vinkel på hele emnet er køns- og identitetspolitisk, hvilket jo er meget forståeligt i lyset af ekspertgruppens emne. Han skriver ikke noget om sagens anden mere skjulte vinkel, nemlig ”konkurrencestaten”, men det er nok den, han mere eller mindre ubevidst tænker på, når han sammenligner Claus Holms ledelse med Putins metoder.
26. Den 21. april: Ekspertgruppens kønsbegreb
Hvilket begreb om køn præger Claus Holms og Dorthe Staunæs’ ”Ekspertgruppe”, hvis rapport er helt afvist af ministeren?
Kønsbegrebet er faktisk kort omtalt på rapportens side 5. Lad os se på sagen:
Først sættes to begreber om køn op i en modsætning. Der står, at nogen mener, at køn er ”naturgivent”, mens andre mener, at det er ”socialt betinget”.
Nu skulle man tro, at ekspertgruppen ville sige ”både og” i en eller anden form, ikke sandt? Men det sker ikke.
Men hvad sker der så? Jo, vi får i stedet en slags forstærkning af den ”sociale tese”, hvorved ”det naturgivne” jo udelukkes endnu mere. Der er ikke noget “både og”.
Ekspertgruppen forstår nemlig køn som en blanding af ”individets forventninger” og det ”omgivende samfund”.
Dermed gøres køn pr. definition til en individualiseret og kognitiv social konstruktion, som fungerer helt uafhængigt af biologiske og kropslige aspekter.
Og herfra kan der så pædagogiseres nede på ”individets forventninger”. Så får man “bevidsthed”, fremgår det. Og så kan man “udleve sit fulde potentiale”, som der står i bedste konkurrencestatsstil. Det er barske fakta.
Ekspertgruppens kønsbegreb bygger dermed på et regelret opgør med køn. Konsekvensen vil være en pædagogiseret nedbrydning af kønnet.
Og denne dybt radikaliserede opfattelse skal endda ifølge Ekspertgruppen plastres ud over de pædagogiske formål, hvor drenge og piger opløses, mens de ‘kønsreflekterer’. Affaldet fra denne refleksion kaldes så for ”stereotyper”, og dem skal man også af med. Herfra er der fri passage til angreb på kulturhistorien.
Her er det fulde citat, som man finder i Claus Holms indledende bemærkninger (s.5).
”Køn er genstand for omfattende debat i tiden. Nogle mener, at køn er et naturgivent fænomen, som den biologiske videnskab har de væsentligste indsigter til at forstå. Andre mener, at det udelukkende er socialt betinget.
Ekspertgruppens anbefalinger til at nedbringe de faglige forskelle mellem kønnene ud fra en generel betragtning trækker på den opfattelse, at køn og kønsforskelle bliver til i et samspil mellem det omgivende samfund og individets forventninger til egen faglig udvikling, læring og trivsel.
I forlængelse af kommissoriet for ekspertgruppen har ekspertgruppen derfor været optaget af, hvordan dette samspil kan påvirkes og formes, så uhensigtsmæssige betydninger af køn for børn og unges faglige præstationer nedbringes mest muligt.”
27. Den 24. april: Tesfayes kritikere
Tesfaye er nærmest gået amok i sin skønne afvisning af Ekspertgruppens rapport om kønspædagogik, senest i forgårs i Berlingske.
Rapporten bygger på en blanding af konkurrencestatsideologi og identitetspolitisk radikalisme, dvs. på det moderne og radikaliserede DPU.
Tesfaye støttes af mange, især i kredsen omkring Berlingske/BT, f.eks. i Amalie Lyhnes fine leder om emnet fra i dag.
Men Ekspertgruppen har skam også indflydelsesrige støtter. Lad os se på dem:
A.
Kvinfos direktør, Henriette Laursen, som har siddet med i Ekspertgruppen, har kritiseret Tesfaye både i Berlingske og Information. Hendes referencer er dels en rapport fra Dorthe Staunæs, som er DPU’s centrale stemme i Ekspertudvalget, og dels en rapport fra nogle professionshøjskoleforskere, som selv refererer til Staunæs og Judith Butler og dermed til et kraftigt socialkonstruktivistisk kønsbegreb.
Begge disse rapporter er faktisk også centrale referencer i Ekspertgruppens anbefalinger. Kvinfo forstærker dermed Ekspertgruppens opgør med kønnet som kulturhistorisk og biologisk fænomen.
B.
En kæmpestor gruppe ansatte på Københavns Professionshøjskole har også forsvaret Ekspertgruppen i en stort anlagt kronik i Berlingske fra i dag.
Men denne gruppe refererer til selvsamme professionshøjskolerapport, som Kvinfo også brugte, og som altså var et opgør med kønnets betydning og muligheder. Det hele er et lukket system.
C.
Også Danmarks Lærerforening er begejstret for Ekspertgruppens anbefalinger, fremgår det af Skolemonitor, men her er der ingen faglige markeringer.
Det er meget sørgeligt, at lærernes forening køber så ukritisk ind på den symbiose mellem konkurrencestat og identitetspolitik, som der er tale om, og som nu forstærker skolereformens angreb på skolens liv.
Konklusion:
Alle kritikerne siger, at Ekspertgruppens rapport ikke har noget med identitetspolitik at gøre. Men med de to omtalte referencer, der fremføres i forsvaret for Ekspertgruppens arbejde, er det bevisligt ikke korrekt.
Links:
Tesfayes brev i Berlingske, d. 22/4: Tesfaye i Beringske, d. 22/4: https://www.berlingske.dk/laesere/mattias-tesfaye-folkeskolen-skal-ikke-goeres-til-en-arena-for. Også bragt på ministeriets hjemmeside: https://www.stil.dk/aktuelt/uvm/indlaeg-og-taler-af-m/2024/240425-folkeskolen-skal-ikke-goeres-til-en-arena-for-identitetspolitik
Amalie Lyhne, leder i Berlingske, d. 23/4: Amalie Lyhne, leder i Berlingske, d. 23/4: https://www.berlingske.dk/ledere/berlingske-mener-folkeskolen-skal-ikke-vaere-woke-tesfaye-kaemper-modigt
Henriette Laursen (medlem af gruppen), Kvinfo, Berlingske, d. 16/4: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/kvinfo-er-undervisningssektoren-og-arbejdsmarkedets-parter-virkelig
Henriette Laursen, Information, d. 24/4: https://www.information.dk/debat/2024/04/selvopfyldende-profeti-naar-forventer-drenge-faar-lavere-karakterer
DLF, Skolemonitor, d. 24/4: https://skolemonitor.dk/nyheder/art9866926/%C2%BBDet-handler-om-p%C3%A6dagogik-og-didaktik-ikke-om-identitetspolitik%C2%AB
Kronik af ca. 50 personer fra professionshøjskolerne, d. 24/4: https://www.berlingske.dk/kronikker/fagfolk-i-skarp-irettesaettelse-af-mattias-tesfaye-ministerens
28. Den 25. april: Hvem ødelægger?
I ca. 20 år har Socialdemokratiet og andre partier været en væsentlig aktør i opgøret med den nationale og demokratiske åndstradition, f.eks. ved skolereformen i 2013. Pædagogik og folkelighed skulle omdannes til statistisk optimering på diverse testsystemer. Det blev kaldt for ”konkurrencestaten”.
Efter dette angreb på almenpædagogikken har man i stedet parkeret ”det nationale” i en identitetspolitisk lomme, som er afhængig af fjender, som også har ”identiteter”.
I den forbindelse har vi oplevet en tiltagende juridisk ghettoficering af bestemte boligområder, dels ved ghettoaftalen i 2018 og ikke mindst ifm. coronanedlukningen. Pludselig havde landets borgere forskellig rang.
I samme øjeblik det skete, blev alle postnumre i samfundet til ”ghettoer”, som nu blot venter på det næste diskriminerende indgreb, afhængig af den politiske magts tilbøjeligheder. Imens ligger grundloven og gisper.
Så efter at Socialdemokraterne selv har bidraget til at ødelægge alt fælles og dansk, så må vi forstå, at landets indvandrere er potentielt fædrelandsskadelige? De er en trussel mod ”danske værdier”, som det totalitært hedder. Kaare Dybvad er endda fræk nok til at referere til Hal Koch!
Så efter at have omdannet den demokratiske livsform til konkurrencestatens livsform, så kalder man konkurrencestaten for en demokratisk livsform! Det er det, jeg har kaldt for ”uniformativering”, dvs. at sætte sproget i fængsel. Og hvad mon de siger til det i Krogerup, som jo er Kochs gamle højskole?
Jeg tror, jeg tager flyveren til Marokko. Der kan jeg sidde og studere Johannes V. Jensen og synge fædrelandssange sammen med andre eksildanskere, nogle eksiliranere som læser persiske digte og nogle flotte og gæstfrie arabere.
Nedenfor kan man tilgå hele den forfærdelige debat i Folketinget fra d. 5. april, hvor også venstrefløjen gør en fattig figur. Efterfølgende er der faktisk en debat om den nye skolelov, men den er karakteristisk nok helt teknisk og dermed befriet for skolens formålstradition, som det socialdemokratiske postnummer jo smadrede i 2013.
https://www.ft.dk/…/20231/20231M074_2024-04-05_0900.htm…
29. Den 25. april: Kæmpestort overskud på Aarhus Universitet
Aarhus Universitets direktør, Kristian Thorn, meddelte i går, at universitetet i 2023 havde et overskud på hele 262 mio. kroner, herunder 76 mio. på ren drift. Det skriver universitetets avis, Omnibus.
Kristian Thorn siger – måske med lidt fortrydelse i stemmen? – at universitet “kunne have handlet mindre forsigtigt i 2023, end hvad tilfældet var”.
Journalisten spørger desværre ikke ind til fyringsrunden på DPU, som jo i slutningen af 2022 blev begrundet med, at man manglede blot 5 mio. kroner.
DPU har desuden lige annonceret, at man vil oprette 13 nye videnskabelige stillinger.
https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/aarsregnskab
30. Den 26. april: Lektor Finn Wiedeman kritiserer DPU’s institutleder Claus Holm
DPU’s institutleder Claus Holm skrev den 7. april en kronik i Altinget, som jeg også selv omtalte. Holm var nervøs for, at den aktuelle skoleaftales nye frihedsgrader ville føre til ”lokalisme” og ”små skolekongedømmer”, som han kaldte det.
Lektor i pædagogik og ledelse ved SDU, Finn Wiedemann, svarede for nogle dage siden på Holms markeringer.
Wiedemann ved ikke, om han ”skal le eller græde”; et udtryk, der ganske godt beskriver min egen tilstand under læsningen af Holms indlæg.
Den fynske lektor skriver følgende om Holms baggrund:
”Dem, der kender Holm, ved, at han stod last og brast om skolereformen fra 2014, som i høj grad var en statslig og centralistisk reform, der blandt andet mødte stor modstand fra landets lærere.”
Efterfølgende blev reformen udsat for ”massiv kritik fra organisationer, politikere og forskere”, skriver Wiedemann, og det er jo korrekt. Holm må være en af de sidste styrmænd på skolereformens skib.
Wiedemann mener, at Holms angst for “skolekongedømmer” er et udtryk for et opgør med ”folkets skole”:
”Det er en påstand fremsat af en person, som har en forkærlighed for en uniformeret statslig skole og netop ikke en folkets skole, der prioriterer lokale hensyn og lærernes og forældrenes medbestemmelse.”
Wiedemann kritiserer også ”Holms proselytter” for at have forårsaget det læringsmålstyrede inferno, som jo fik en ødelæggende effekt, og som Holm øjensynligt ønsker sig tilbage.
Wiedemann runder af med følgende gode spørgsmål:
”Spørgsmålet er så bare, hvad han vil sætte i stedet for de 33 nye tiltag, som den seneste folkeskoleaftale tilbyder. Vil han tilbage til den centralistiske og læringsmålstyrede skole med dens teknokratiske pædagogik, som dominerede 2014-reformen? Det ser jeg og andre frem til at høre nærmere om. Vi har trods alt at gøre med en mand, som er leder af landets største pædagogiske forskningsafdeling.”
Mange tak til Finn Wiedemann for disse iagttagelser.
Wiedemann er i øvrigt ikke ukritisk over for regeringens skoleudspil, men hans kritik har helt andre præmisser end Holms. Det fremgår af en aktuel kronik, han har skrevet til POV-International.
Links:
Kommentar til Holm i Altinget, d. 19/4: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/lektor-i-svar-til-dpu-leder-det-er-godt-at-vi-kommer-vaek-fra-den-uniformerede-statslige-folkeskole
Kronik i POV-International, d. 23/4: https://pov.international/regering-reformer-wind-change-eller-stort-stahej/
31. Den 26. april: En inkompetent tanke om fødsler
Ifølge Danmarks Statistiks opgørelse fra sommer 2023 vil landets befolkning stige fra ca. 5,9 mio. til ca. 6,5 mio. i 2070.
Stigningstakten har været stabil i mange år. Det jeg var ung, sagde man, at der boede 5 mio. i Danmark. Det var mange!
Fertiliteten har været under reproduktionsligevægten i årevis og er nu faldet til niveauet fra slutningen af 1980’erne, så stigningen må jo komme fra indvandring?
Fra omkring lavpunktet i 1983 steg fertiliteten støt frem til finanskrisen i 2008. Her kom der et fald, som dog blev rettet op i løbet af 2010’erne. Det går op og ned, som man siger. Og det giver ingen mening at bruge et specifikt lavpunkt som udgangspunkt for en fremskrivning, som der pt. er tilbøjelighed til.
Der kom igen et brat fald i fertiliteten i 2020. Mit bud er, at årsagen er en blanding af corona-nedlukning og samtykkelovgivning. Begge dele komplicerer jo forsamlinger generelt og erotisk liv i særdeleshed, så de unge herrer søger elektroniske græsgange, og de unge damer måske bliver lidt anspændte.
Dertil kommer den pædagogiske instrumentalisering, som gør mange forældre og pædagoger nervøse ved kvaliteten af de pædagogiske institutioner. Endelig må man huske, at ethvert menneske ifølge den statistificerede venstrefløj nu er endt som en Co2-belastning. Det er “hygge”.
Måske skulle man bruge 200 mia. på gavmilde orlovsordninger og en dansende forsamling af engagerede dagplejemødre og børnehavepædagoger, som kan arbejde sammen uden nidkær kommunal kontrollanteri.
Man kunne også overveje et ophør af samtykkeideologi. Det hele vil nok resultere i lidt mere gang i lagnerne efter festerne, lidt mere ægteskabelig udvikling, lidt mere liv i rækkehusene og lidt mere børnehavekærlighed. Kort sagt: Humanistisk udvikling.
Der er jo penge nok, har vi fundet ud af. Både til nedlukninger og mink og kanoner. Så må der også være til familierne, så de frie som fugle kan vælge at få 0-? børn uden at bliver punket af Mette Frederiksens børnefjendtlige konkurrencestatsarmé.
Links:
Om befolkningsudvikling: https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/nyt/GetPdf.aspx…
Om fertilitet: https://www.dst.dk/…/emner/borgere/befolkning/fertilitet
Indlæg om ”landsforræderi”: https://www.information.dk/debat/2024/04/slags-stille-landsforraederi-naar-ressourcestaerke-danskere-fravaelger-faa-boern
32. Den 27. april: St. Bededag
Teologen Bo Kristian Holm har en meget interessant kronik i Berlingske.
Han argumenterer for, at regeringens afskaffelse af St. Bededag er på kant med grundloven. Det skyldes, at indgrebet er i strid med det såkaldte ”Episkope”, som er et gammelt retligt-religiøst princip, der giver kirken ret til selv at tage vare på egne forhold.
I grundloven er dette princip markeret ved, at der skal være en kirkelig forfatning, som giver kirken selvstændighed under en passiv konge, frem for underdanighed under et aktivistisk demokrati. Selvom denne kirkeforfatning aldrig blev skrevet ned, så virker kravet i lovens ånd. På en måde er det grundlovens grund, dvs. alle sociale rettigheders indledning.
St. Bededag-indgrebet blev foretaget imod eksplicit rådgivning fra landets biskopper og med begrundelser, der intet havde med kirken at gøre, nemlig med henvisning til en blanding af oprustning og arbejdsudbud. Desuden var hastværket overvældende. Dermed brydes kirkens selvstyre.
Den juridisk-politiske tilstand, som Bo Kristian Holm, her er opmærksom på, minder faktisk om de processer, som universitetet har været udsat for siden 2003. Og måske minder de også om skolen skæbne siden 2013. Der har med andre ord været en form for opvarmning.
Det er som om, at konkurrencestatens grænseoverskridende indgreb omdanner samfundets forfatningsfunderede liv til metoder for tilfældige målsætninger.
Alt kan ske uden varsel.
33. Den 30. april: Bent Meier Sørensen kritiserer AI
Professor ved CBS, Bent Meier Sørensen, kritiserer i dagens kronik brugen af kunstig intelligens i pædagogik og videnskab.
Kronikken, som bringes i Politiken, indledes med en kritik af brug af AI i forbindelse med eksaminer. Meier Sørensen har følgende vigtige formulering:
”Det må frygtes, at brugen af AI-chatbots i studerendes opgaver fremover kun vil øges. Herved vil der ske to forskydninger: For de første vil de mindre stærke studerende aflevere opgaver, som er bedre end dem, de normalt skriver. For det andet vil de meget stærke studerende aflevere opgaver, som er ringere end deres normal.”
Og han fortsætter videre ind i samfundet og civilisationen som sådan:
”De (altså de studerende, TAR) vil aflære sig de grundlæggende evner, der gør det muligt at tænke originalt og kritisk, skrive klart og sammenhængende samt forholde sig refleksivt til sig selv. Tilføjes vores civilisation et sådant tab, er dens tilsanding og undergang det mest sandsynlige scenario.”
Den filosofiske understøttelse af analysen hentes hos Hannah Arendt, som jo undersøgte sammenhængen mellem tænkning, dømmekraft og menneskelig pluralitet i lyset af Holocaust.
Med baggrund heri afsluttes kronikken med følgende humanistiske opråb:
”Det er præcis modet til at lade sig danne til et frit tænkende menneske, der adskiller mennesket fra både dyr og maskiner. Uden dette mod vil ingen menneskelig civilisation kunne bestå.”
Bent Meier Sørensens kronik er på sin plads, kan man roligt sige. På Aarhus Universitet bruger man nu AI ved eksaminer af hensyn til ”arbejdsmarkedet”. Og en helt ny ekspertgruppe, som er nedsat af Undervisningsministeriet, har netop barslet med en række ukritiske anbefalinger, som tillader AI ved mange eksaminer, og som foreslår øget brug af AI som ”et redskab til læring”.
Det pudsige er så, at Bent Meier Sørensen faktisk sidder med i denne ekspertgruppe, hvilket slet ikke omtales i kronikken? Måske er hans kronik en form for modstandshandling? Et forsvar for civilisationen?
Links:
Link til kronik: https://politiken.dk/debat/kroniken/art9877779/Den-ekstreme-hype-omkring-kunstig-intelligens-er-%C3%A5benlyst-utrov%C3%A6rdig
Link til ekspertgruppes rapport: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/april/240424-ekspertgruppe-klar-med-anbefalinger-for-brug-af-chatgpt-ved-proever
34. Den 30. april: Rapport om kønspædagogik
Jeg har sammenfattet min kritik af den ministerielle ekspertgruppes arbejde med kønspædagogik i nedenstående indlæg.
Indlægget har følgende indhold:
- Rapportens filosofi
- Rapportens kønsbegreb
- Rapportens anbefalinger
- Ekspertgruppens sammensætning
- Liste over alle artikler og indlæg i debatten
http://www.thomasaastruproemer.dk/ekspertgruppe-om-koenspaedagogik.html