Nedenfor kan man læse 25 små foreløbige undersøgelser vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra marts-april 2026.
De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer. En del af opslagene er præget af, at der var folketingsvalg d. 24. marts.
Indholdsfortegnelse:
- Åndelig oprustning
- Dorthe Jørgensens farvel til universitetet
- Hvad er åndelig oprustning?
- LA’s skoleudspil
- Frie initiativer på det pædagogiske områder
- Ny nordisk køkken og ny nordisk skole
- Kloge ord fra seminarieforstanderen
- Relevansens kamp mod filosofien
- Lotte Rod og legen
- Lotte Rods kamp for fritidspædagogikken
- Karakterdannelse og pædagogik: En påmindelse
- Merete Riisagers heltemodige indsats
- Ove Korsgaards bog om folkeskolens udforderinger
- Pædagogikkens sted: Center for karakterdannelse
- USA’s opgør med NATOs værdier
- Fire slags trivsel
- Forsvar for Center for karakterdannelse
- Christian Egander Skovs fortjenester
- Ebbe Kløvedal Reich: Venstrefløjens svar på Egander Skov
- Opdragelsen og nationen
- En dialog om danskhed
- Eilenbergers bog om Filosofiens formål
- Venstrefløjens nationale kærlighed
- Dansk praksis
- Det folkeliges kollaps og den grænseløse erstatning
1. Den 5. marts: Åndelig oprustning
Jeg skal bidrage til en kommende antologi om åndelig oprustning. Derfor fandt jeg Hans-Jørgen Schanz’ bog ”Ånd” fra 2017, som lige stod i reolen. Det er en jo relevant titel, må man sige.
Schanz, som var en førende professor i idehistorie, fortæller, at der ingen ånd er på de danske universiteter: Han skriver følgende:
”De danske universiteter er ved at udvikle sig – ja, har allerede udviklet sig til – rene videnskompetencefabrikker. Og her er hverken dannelse eller ånd pejlemærker. Og det er ikke kun i Danmark det sker – tendensen er det samme overalt – og forklares ofte med den tiltagende globalisering”.
Så universiteternes og uddannelsessystemets åndelige og pædagogiske nedsmeltning skyldes altså globaliseringsreformerne og deres grænseoverskridende instrumentalisme. Det passer også godt med Helge Sanders udskældte universitetsreform, som jo var en del af dette reformkompleks fra midten af 00’erne. Og senere kom skolereformen til i samme ideologiske struktur.
Men hvis Schanz har ret i sin konklusion, så opstår der et problem, for i så fald kan man ikke bruge universiteter og lignende organisationer som en del af et åndeligt politisk program. De har mistet deres formål og vil derfor konstant omsætte politiske initiativer til endnu mere “kompetencefabrik”. Desto flere penge man giver til disse organisationer, desto mere ”videnskompetencefabrik”-agtigt bliver det hele. Det er jo logik.
Og det samme gælder naturligvis for f.eks. professionshøjskoler og de moderne kommuner, som også er skabt ud af globaliseringspolitikkens systemer, som ikke mindst 00’ernes VKO-flertal har et stort ansvar for.
Summa summarum:
Hvis man vil have et åndsliv i samfundets institutioner, så må man undersøge institutionernes oprindelse og forfald. Et forfald som desværre er skabt af dem, der nu vil selv fremhæver den ånd, de har fjernet. Et paradoks, som der ikke er tegn på nogen bevidsthed om. Kort sagt: En fortrængning.
For godt et år siden gik jeg derfor i gang med at beskrive et initiativ, der gik mere direkte til sagens kerne – et ”Center for dannelse og pædagogiske formål”. En lang række intellektuelle fra den pædagogiske og videnskabelige verden blev en del af initiativets støttekreds. Men selvom jeg har sendt forslaget rundt til politikerne, så har der stort set ikke været nogen interesse for emnet, hvilket undrer mig lidt. Måske skyldes det, at åndelig oprustning i virkeligheden er en del af kompetencefabrik-ånden?
Som jeg ser det, er et andet aktuelt initiativ, ”Center for karakterdannelse”, en del af samme reaktion som det første center. Også her tager man udgangspunkt i åndshistoriens processer lidt uden om de globaliserede organisationer. Men dette center er heller ikke på finansloven. Også et lidt ældre, men stadigvæk fungerende initiativ, “Tænketanken Sophia”, er i samme situation.
Så ånden er væk fra de etablerede institutioner, og staten vil ikke understøtte alternative ideer, som kan opdrage organisationerne. Men alligevel snakker man om “ånd”?
Men hvad betyder ”åndelig oprustning” så? Det er det gode spørgsmål.
Links til de tre private initiativer:
Center for dannelse og pædagogiske formål: http://www.thomasaastruproemer.dk/center-for-dannelse-og-paedagogiske-formaal
Center for karakterdannelse: https://www.karakterdannelse.dk/
Tænketanken Sophia: https://www.sophia.nu/
En mere udførlig omtale/anmeldelse af Schanz’ bog står i afsnit 3 i dette blogindlæg: http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-39-juni-2017.html
2. Den 6. marts: Dorthe Jørgensens farvel til universitetet
Kristeligt Dagblad bringer i dag et tankevækkende interview med idehistorikeren Dorthe Jørgensen. Artiklen har overskriften: ”Frihed og ånd er hendes ledetråde – derfor sagde hun op på universitetet”.
Så ånden er altså ifølge Dorthe Jørgensen forsvundet fra universitetet.
Overskriften fangede min opmærksomhed, fordi jeg er ved at skrive en artikel til en antologi om åndelig oprustning. Og i går skrev jeg om Hans-Jørgen Schanz’ oplevelse af åndens kollaps på universitetet, hvilket jo er en del af den samme erfaring.
Dorthe Jørgensen har to doktorgrader og har haft stor indflydelse på diskussionerne om dannelse og æstetik. Og af artiklen fremgår det, at hendes opvækst i et poetisk og frihedselskende lærer- og husmandshjem, har sat sine gode spor.
Jørgensen forlod Aarhus Universitet i 2025, blot 66 år gammel. Hun sagde simpelthen op. Hun var rystet over den instrumentelle drejning, som universitetet havde taget.
Her er lidt citater:
A.
Først fortæller hun om sin og sin mands oplevelse af universitetets situation efter universitetsreformen i 2003:
”Noget af det, der fyldte rigtigt meget, var alt det, vi sloges med i forhold til at være ansat på universitetet. Vi havde begge to oplevelsen af, at selvbestemmelsesretten i stigende grad blev taget fra os, og at den frie forskning dermed var truet.”
B.
Videre står der med en blanding af journalistens og Jørgensens egen stemme:
”Hun oplevede i det hele taget en generel udvikling mod et mere og mere topstyret universitet, hvor selvbestemmelsesretten for den enkelte forsker forsvandt, ”og hvor der hele tiden kom større fokus på, hvilken forskning der kunne tiltrække midler udefra og dermed give penge i kassen til universitetet”. Hun kalder det både en instrumentalisering og en kommercialisering af den tænkning, der ellers gerne skulle flyde frit på universitetet”.
C.
Dorthe Jørgensen kommer også ind på nogle konsekvenser af udviklingen. Der udviklede sig en form for ”tankekontrol”:
“Og det nye fokus kom selvfølgelig også til at præge os internt i afdelingerne og institutterne. Der blev tænkt mere og mere i overlevelsesstrategier, og derfor begyndte man også at begrænse hinanden, hvis nye idéer ikke lige forekom at være den sikre vej til pengestrømme. Der indfandt sig nærmest en tankekontrol, og med den faldt det faglige niveau selvfølgelig.”
D.
Jørgensen fortæller, at hun pga. sin gode opdragelse egentlig blot kløede på, men så alligevel:
“Men det oprørte mig dog,” fortæller hun, “da jeg under en fælles udfærdigelse af en studieordning ligefrem måtte kæmpe hårdt for, at ordet ‘tænkning’ overhovedet kom med i teksten. Det var åbenbart blevet et betændt ord. Og så er der altså noget helt grundlæggende galt med den akademiske selvforståelse og hele formålet med at være et universitet.”
Så tænkningen skulle ud af idehistorien. Det er en meget ”tanke”-vækkende passage
E.
Dorthe Jørgensen fortæller også, hvordan krav om evidens og metode udgrænser tænkning og ånd:
”Med det øgede krav om evidens og metode blev hele forskningsområder mistænkeliggjort”.
Og videre:
“For det fokus levner ikke plads for forskning i andet end det, der umiddelbart kan måles og vejes. Hvilket menneskers eksistentielle erfaringer jo pr. definition ikke kan. Men når kravet om et målbart slutresultat er et krav forud for, at man som forsker overhovedet går i gang med at forfølge en idé, så begrænser det jo hele den frie forskningsproces. Og kravet om en bestemt metode er også et opgør med tanken om, at noget måske kommer til os udefra. At der er noget i tænkningen, i processen, som vi ikke selv kan planlægge eller kontrollere.”
Og i slutningen af artiklen kan man læse følgende:
”Dorthe Jørgensen kobler det indsnævrede forskningsrum med hele den reduktive måde at tænke ånd på, som hun mener kendetegner vores tid.”
Gad vide, om hun med udtrykket ”reduktiv måde” tænker på ideen om ”åndelig oprustning”?
I forhold til åndsbegrebet, mener Dorthe Sørensen, at det er kendetegnet ved et større udefra, der pludselig melder sin ankomst hos mennesket, som så må reagere med ord og kunst. Denne formulering supplerer Hans-Jørgen Schanz’ karakteristik af ånden som ”bevægelse”.
Endelig vil jeg sige, at artiklen også nævner professor Niels Gunder Hansens tilsvarende erfaringer med det moderne universitet, som han fortalte om på Aarsskriftets Critiques konference i 2024. Et arrangement jeg også selv bidrog til, fordi jeg netop havde udgivet bogen ”Universitetet og dets fjender”, hvis konklusioner flugter med både Schanz’, Jørgensens og Hansens erfaringer.
Link til Kr. Dagblads artikel:
3. Den 11. marts: Hvad er åndelig oprustning?
Jeg har haft virkelig svært ved at finde ud af, hvad “åndelig oprustning” er. Jeg har tænkt og tænkt, så jeg er blevet helt blå i hjernen.
Men nu har jeg endelig fundet ud af det. “Åndelig oprustning” består af følgende handlinger:
– Fjern helligdage uden videre. Efter næste valg napper vi påsken.
– Sænk prisen på en pose kaffe med en femmer. Amen!
– Forstærk 00’ernes store konkurrencestatsreformer; dvs. mere økonomisk defineret erhvervsretning af universiteter, ungdomsuddannelser og skoler. Også kaldet: Fra tanke til faktura.
– Skær ned på filosofi og andre åndsvidenskabelige fag og implementer en total erhvervsretning af resterne.
– Nedlæg resterne af velfærdsstatens pædagogisk-historiske institutioner; f.eks. HF, som jo har rødder i syntesen mellem socialisme og liberalisme.
– Fasthold nationale test og trivselsmålinger, hvor børn skal evaluere sig selv ind i en statslig datamaskine, som underminerer lærerens myndighed.
– Tal ned om skolereformen fra 2013, mens man fastholder og udvider reformens grundlæggende filosofi.
– Marginaliser de folk, som i årevis har kritiseret de forhold, som man nu hævder at være imod, selvom man fastholder og udvider selvsamme forhold, som kritiseres.
– Ansæt den store “åndsfyrste”, Bjarne Corydon, som generaldirektør for DR.
– Brug pengene på jetjagere, nedlukninger og teknologi i stedet for på kultur og pædagogik.
– Underminer den forfatningsbestemte magtdeling og giv staten mere magt ligesom under coronanedlukningen.
– Fratag folk deres statsborgerskaber med 20 års tilbagevirkende kraft, fordi de siger deres mening i en tråd på Facebook.
– Og så videre….
Dertil kommer, at denne totale tomhed skal defineres ved nogle “fjender”, der fremstilles lige så tømt for åndshistorie, som os selv.
Det er det, vi skal ”gå i døden for”, som det kaldes. Godt jeg kun var værnepligtig i Civilforsvaret. Jeg nøjes med at slukke ildebrande, hvilket jeg er fortsat med lige siden.
Alternativet?
Gå imod åndelig oprustning, men gå ind for ånd! Dvs. gå imod “oprustningens” enevældige teknificering og identitetspolitiske “etnicitet”, men gå ind for fortidens uafbrudte rumlen i den næste generations eksistens og forsamlinger. Lidt ligesom Karl Jaspers og H.G. Gadamer beskrev det i deres taler og artikler i slutningen af 1940’erne, hvor der jo også lige havde fundet noget “åndelig oprustning” sted.
Jeg fik en mærkelig ide: Det er som om, at Vesten tabte den kolde krig. Filosoffernes og pædagogernes efterkrigstidshumanisme er erstattet af sovjetiske 5-årsplaner tilsat noget AI? Og denne mærkelige proces startede med det samme efter murens fald.
Der er noget civilisations- og kulturhistorisk drama over det hele.
4. Den 11. marts: LA’s skoleudspil
LA har op til det aktuelle folketingsvalg fremlagt et skolepolitisk udspil. Nedenfor fremhæver jeg nogle af de mest interessante initiativer:
A.
Som det nok eneste parti er der direkte remtræk til skolereformens effekter og den skolepolitiske erindring:
”Folkeskolen lider under senfølgerne af folkeskolereformen og inklusionsloven fra 2012 og 2013.”
Og i samme stil:
”Mennesker har brug for noget at være fælles om. Derfor var det også en fejl, da Danmark afskaffede sit nationale pensum tilbage i 1990’erne og i stedet udviklede et kompliceret og omfattende system af kompetencemål. Kompetencemålene endte som detailstyring af skolen med mere end 4.000 mål, der båndlagde lærernes undervisning og alligevel skabte uklarhed om skolens opgave”.
Hermed trækkes en direkte tråd til Riisagers store arbejde med den pædagogiske kritik i skolereformens kølvand. Mange tak for at holde erindringen levende, så den ikke forfalder til en altid ledsagende fortrængning!
B.
Partiet vil helt fjerne kommunernes magt over skolernes pædagogik og udvikling. Det fremgår af et ledsagende interview med Riisager og Vanopslagh i Berlingske:
Journalisten: ”Har I ikke tiltro til, at kommunerne kan drive folkeskolerne?”
Vanopslagh: “Nej, der er jo ingen grund til at pakke det ind. Folk på et kommunekontor er ikke bedre til at drive skolen, end lærere og skoleledere er. Det kan vi jo se. Så vi vil have en folkeskole, der er tættere på folket.”
Det er fine ord. Men så skal man nok ændre i skolelovens §40, som KL har brugt som løftestang til deres opgør med pædagogikkens tradition siden 2006. Det var denne paragraf, som gav Riisager problemer i hendes ministertid, så vidt jeg husker.
C.
Og så kommer det virkelig kontroversielle. LA vil simpelthen fjerne læreruddannelsen fra professionshøjskolerne. I stedet skal der etableres en slags seminarier med selvstændige rektorer:
”Læreruddannelser skal være selvstændige uddannelser med egen profil og egen rektor.”
Og videre:
”Læreruddannelsen blev sammenlagt med de resterende såkaldte ”velfærdsuddannelser” på professionsuddannelserne i 2007. Dette var en fejl, idet det forringede de faglige profiler for en række uddannelser – herunder læreruddannelsen. For at højne kvaliteten af læreruddannelsen og respekten om denne, foreslår Liberal Alliance, at læreruddannelsen flyttes ud af professionsuddannelserne, og at uddannelsen får skærpet sin profil og de faglige krav.”
Det er smukke lyde, selvom vi godt kan undvære den afsluttende og nedladende ”skærpe”-retorik
LA nævner også, at læreruddannelsen evt. kan ligge på et universitet, men det går jo ikke, for så har uddannelsen jo ikke sin egen rektor? I øvrigt er universiteterne helt uegnede til at bedrive læreruddannelse, eftersom de jo er præget af ”fra tanke til faktura”-ideologien, som også præger den 2007-reform af ”velfærdsuddannelserne”, som LA er imod. Det så man sidst omkring 2008, da DPU lavede en ansøgning om at etablere en læreruddannelse, som var en slags fordoblet skolereform.
Men hovedsporet er fint: Selvstændige seminarier og pædagogisk erindring uden KL-styring.
D.
LA vil også fjerne Socialministeriets magt over ”børnesynet”, som jo huserer i mange kommuner. Der sker i følgende formulering:
”Styrkelse af lærernes autoritet ved at afskaffe Socialministeriets retningslinjer om børnesyn”.
Det er også godt. Og det er vigtigt at skrive det, fordi Tesfaye, som ellers også har været kritisk på dette punkt, vist nok desværre er ved at trække i land.
Endelig er der en række mere tekniske forslag, som jeg lader ligge for nu.
- LA og de andre partier
LA har været meget kritisk over for det socialdemokratiske skoleudspil om lilleskoler. Også alt for kritisk efter min mening, for Tesfaye supplerer jo egentlig blot LA’s udspil med mange flere lærere pr. elev og et pædagogisk liv uden skærmsystemer. Til gengæld mangler Tesfaye både skolepolitisk erindring og sans for LA’s institutionelle kritik.
Jeg synes, at Riisager og Tesfaye skal gå på bar sammen, så skal det nok gå.
LAs udspil virker også lidt for ligeglad med projekter og anden form for pædagogisk kreativitet. Og pludselig handler det i det ledsagende interview om noget med højre og venstre, så man bliver lidt søvnig.
Måske bør man i den forbindelse invitere Lotte Rod med på baren.
Hun er jo enig med Riisager i den fritidspædagogiske linje, og det er faktisk denne smukke linje, der – hvis det organiseres på skolens præmis – kan give pædagogisk kreativitet ind i skolen.
Så er vi ved at være der.
Venstre og Konservative har også lavet nogle udspil, men her faldt jeg altså helt i søvn. Det er total tomgang. Helt uden for pædagogisk rækkevidde, som man siger. Begge partier er stadig under ideologisk opsyn af skolereformens ånd.
Så det er Tesfaye, Riisager og Rod, der skal snakke sammen. Og måske også Jacob Mark, hvis han kommer ind. Det må man håbe, at han gør, for der er ikke meget ”socialisme” eller ”folkeparti” i den omegn mere.
Links:
Link til LA’s udspil: https://www.liberalalliance.dk/wp-content/uploads/2026/03/Folkeskoleudspil.pdf
Venstres skoleudspil: https://www.venstre.dk/_Resources/Persistent/f/e/d/b/fedb315107f8727a4bfa7e11ab83e6c84f9eab7a/skoleudspil-FINAL-NET_140326.pdf
Socialdemokratiets udspil: https://www.socialdemokratiet.dk/media/ni1dfpnd/lilleskolen.pdf
Konservatives udspil: https://konservative.dk/velkommen-til-den-kloge-skole/
5. Den 13. marts: Frie initiativer på det pædagogiske område
Jeg forsøger at danne mig et overblik over frie initiativer inden for det pædagogiske og uddannelsespolitiske område, som på forskellige måder knytter an til mere grundlæggende emner end den fremherskende teknokratiske tendens.
Jeg har foreløbigt noteret nedenstående. Suppler gerne, så vi kan få et fuldstændigt overblik:
A. Foreninger med bestyrelse:
Center for karakterdannelse: https://www.karakterdannelse.dk/
Tænketanken Sophia: https://www.sophia.nu/
Forskerbevægelsen: https://www.forskerbevaegelsen.dk/
Foreningen Åndsfrihed: https://aandsfrihed.dk/
Gruppen Paty: https://gruppenpaty.dk/ (er kommet på finansloven med et lille beløb)
B. Mere løse initiativer:
Profilvin, filosofisk netværk på professionshøjskolerne: https://profilvin.net/
Pædagogisk netværksgruppe: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article19085292.ece
Center for dannelse og pædagogiske formål: Center for dannelse og pædagogiske formål: http://www.thomasaastruproemer.dk/center-for-dannelse-og-paedagogiske-formaal
Selskabet til pædagoguddannelsens fremme: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/selskabet-til-paedagoguddannelsens-fremme-stop-topstyringen-og-lad-paedagogerne-forme-deres-uddannelse
C. Nordiske initiativer
Foreningen Areté (svensk): (hvor den pædagogiske filosof Carl-Anders Säfström er formand): https://www.arete.nu/
6. Den 14. marts: ”Nyt nordisk køkken” og ”Ny nordisk skole”
Skolereformen fra 2012 byggede på et forarbejde, som blev kaldt ”Ny Nordisk Skole”.
Dette forarbejde var kraftigt inspireret af restauranten Noma, som havde lavet et ”Nyt nordisk køkken”, og som netop var blevet kåret til ”verdens bedste” (jvf. nedenstående artikel fra Folkeskolen.dk).
Antorini ville derfor lave en ny nordisk ”uddannelsesrevolution”, som skulle vare i 30 år, som der står i nedenstående artikel fra dengang. Så kunne vi blive “verdensmestre”. Jeg skrev en del om det i mine bøger om skolereformen (jvf. nedenstående link fra ”Liv i skolen”).
Kort sagt: Noma var et slags pædagogisk ideal.
Men nu viser det sig, at man på Noma både slår og skælder ud som små sergenter. Og ifølge en forsker, som jeg hørte i radioen i går, hviler disse elite-restauranter på pædagogiske principper fra 1800-tallets franske hær, hvilket jo er det modsatte af “nordisk” tradition.
Så forstår jeg bedre, hvorfor skolereformen endte, som den gjorde.
Undskyld jeg driller.
Men måske driller jeg slet ikke? For allerede før, man startede arbejdet med Ny Nordisk Skole 2011, var de pædagogiske principper på Noma alment kendt. Det kan man lære i en DR-dokumentar, som er fra 2008. Så Ny Nordisk Skole var altså bekendt med den franske pædagogik i det nye nordisk køkken.
Den pædagogiske og skolepolitiske pointe er følgende: Gør hvad som helst, uanset pædagogisk og etisk værdi, bare du bliver ”verdensmester”, hvilket i 2011 svarede til at blive nr. 1 på Pisa-listen.
Links:
Artikel på Folkeskolen.dk, 2011: https://www.folkeskolen.dk/den-kommende-regering-vil-have-ny-nordisk-skole/
Kritisk artikel fra ”Liv i skolen”, 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2022/06/Ny-nordisk-skole-udelukker-dannelse-og-nordisk-tradition.pdf
7. Den 19. marts: Kloge ord fra seminarieforstanderen
Rasmus Kolby Rahbek gør sig i nedenstående korte blogindlæg nogle gode tanker om forholdet mellem dannelse og karakterdannelse. Han mener, at karakterdannelse er en del af dannelsesbegrebet, og han peger på diverse faldgruber, hvis man mister sansen for denne forbindelse.
Til sidst knytter han det omtalte forhold mellem dannelse og karakterdannelse til en bredt konciperet grundtvigsk tradition.
På den måde lægger Kolby Rahbek op til nye og spændende undersøgelser.
https://www.laererskolen.dk/nyheder/nyhed/karakterdannelse
8. Den 23. marts: Relevansens kamp mod filosofien
I forrige uge gik filosoffen, Jørgen Huggler, bort. Jeg har arbejdet sammen med Huggler i 14 år på DPU, så det er meget sørgeligt.
Den triste begivenhed blev en anledning for mig til at erindre Hugglers virke samt nogle vigtige begivenheder i DPU’s historie, som stadig har effekt.
Det hele handler om, hvordan et begreb om ”relevans” fra 2006 forsøgte at bemægtige sig pædagogikkens sprog, og om, hvordan Hugglers virke blev en del af denne kamp.
http://www.thomasaastruproemer.dk/relevansens-magt-og-joergen-hugglers-virke.html
9. Den 27. marts: Lotte Rod og legen
Jeg har forstået, at Lotte Rod fra det Radikale Venstre ikke er blevet genvalgt til Folketinget. Det er meget sørgeligt. Lotte Rod var i gang med at arbejde legens begreb ind i samfundet og dets institutioner. Dermed mindede hun sit parti og sin partiformand om partiets egen forudsætning. Hun mindede om, at der findes noget mere grundlæggende end ”klimaet”. Rods afgang er et kæmpetab for partiet og for samfundet som sådan.
Der var også ting, hun ikke havde så meget sans for, men det lader jeg ligge i denne omgang.
Lotte Rod var en del af den samtale mellem Merete Riisager, Tesfaye, Jacob Mark og hende selv, som ellers skulle havde udviklet sig i næste valgperiode. De skulle – med alle deres forskelle – have været et virkeligt “folkeligt ting”. Men heller ikke Riisager kom ind. Det vender jeg tilbage til i et senere opslag.
Ingen hos de radikale eller i Folketinget som sådan kan udfylde det tomrum, som Rod nu efterlader, hvor legen var det centrale begreb, og hvorudfra man kunne beskytte alle institutioners forudsætninger og egenart. Hun blev skrammologiens og fritidspædagogikkens store forkæmper, og under det hele lå legens begreb og essens.
Nedenfor kan man læse en lille tekst om leg, som stod i min bog ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus” (2018, s. 364). Jeg tror, den udtrykker en slags essens i Lotte Rods virke og udsyn.
”Børnehaven er i alt:
A. Leg og læring
Nogle siger, at der i børnehaven skal være både leg og læring. Udtrykket ”leg og læring” indebærer imidlertid en meget problematisk adskillelse. Hvorfor det? Jo, fordi kundskaberne, altså hele den samfundsmæssige og kulturelle tradition, tages ud af legen og rekonstrueres som ”læring”. Derefter forfalder den nu kundskabsfrie leg til at være et middel for de splintrede og rekonstruerede kundskaber, som nu hedder ”læring”. Vi får dermed en funktionalisering af pædagogikken, der ødelægger dens inderste essens.
Den radikaliserede version af denne tendens er, at leg helt forsvinder eller bliver til adfærdskorrektion. Det ser man i de omfattende læringskoncepter, som f.eks. ”De utrolige år”, der anvendes og styres af hele kommuner med ministeriel godkendelse, som et slags børnehavernes svar på Visible Learning.
B. Fri leg
Andre siger, at vi skal have ”fri leg”. Det er imidlertid ligeså problematisk. Hvorfor? Jo, fordi friheden dermed tages ud af legebegrebet som sådan. Ved at tale om ”fri leg” overser man legens situerede aspekt, og det situerede rekonstrueres efterfølgende som noget ”tvunget” eller ”ydrestyret”, eller hvad man nu går og kalder det. Det er logik, for ellers var der jo ingen grund til at tilføje et ”fri” foran ”leg”. Fortalere for “fri leg” binder dermed legebegrebet til frihedens modsætning, Men det er en fejl, for frihed er indbygget i legens begreb som sådan. Taler du om leg kan du ikke tale om ufrihed. Man bakker jo heller ikke bagud, vel?
C. Hvad er børnehaver?
Hvad er leg da? Jo, det er jo den æstetiske kerne i enhver kundskabstradition. Spørg stort set enhver filosof fra Immanuel Kant til John Dewey og mange andre, f.eks. Gadamer og Humboldt. Alle disse tænkere taler om, at en legende omgang med situationer og materialer og mennesker er kundskabens essens. Det er denne essens’ fylde, der skal arbejde videre op gennem livet. Børnehaven blev grundlagt i 1800-tallet med dette filosofiske og almenpædagogiske udgangspunkt. Det var romantikkens tradition i Fröbels version.
Børnehaven skal derfor ikke forberede til skole. Den er skole, mere end skolen selv. Børnehaven er skolens inderste væsen. Det er snarere skolen, der skal bygge på børnehaven. Skolens skal blot give den leg, som har virket i børnehaven, en anden form. Og bagefter skal gymnasiet, erhvervsskolerne og universitetet give nye former til det legende grundmateriale, som børnehaven er skabt af.
Børnehaven er det lille barns ånd, dets udtryk, og dette udtryk skal plejes i hele uddannelsessystemet, så man kan blive voksen med sit indre levende barn i alle vekselvirkninger med livets materialer. På en måde kommer børnehaven før børnehaven. Den er en vigtig del af samfundets egentlige grund og materie.
Derfor skal vi værne om vores børnehavetradition, så den kan minde alle mennesker og ting om sig selv.
D. Legens væsen
Leg og læring opsplitter børnehavens begreb. Fri leg opsplitter også børnehavens begreb. Leg er børnehavens essens. Børnehavens leg er opdragelse til kundskaber og frihed. I enhver videnskabelig sætning er der leg. Leg er inde i alt. Alt, som er, har leg i sig. Ting uden leg er ingen ting.” (teksten er let tilrettet)
10. Den 27. marts: Lotte Rods kamp for fritidspædagogikken
I nedenstående link kan man læse om Lotte Rods storslåede engagement i fritidspædagogikkens indhold og betydning.
Engagementet tog fart efter 2020 og forstærkedes efter 2022, hvor den mere klassisk indstillede Martin Lidegaard blev formand. Han og Rod støttede hinanden i en positiv vekselvirkning.
Lotte Rod kom i Folketinget i 2011, blot 26 år gammel. På det tidspunkt var de radikale styret af den teknokratisk indstillede Morten Østergaard. Her stod den på konkurrencestat og skolereform, og Rod blev sammen med sit parti suget ind i den skolereformens ideologi.
Men efterfølgende gjorde hun op med skolereformens styringsideologi, formodentlig påvirket af Marianne Jelveds fortrydelse. Men Rod fik aldrig rigtigt gentænkt det nu fraværende skolesyn. Derfor lå det skolefilosofiske lidt tomt hen.
Til gengæld kastede Rod sig over fritidspædagogikken, som Riisager faktisk også interesserede sig for; dog knapt så engageret. Og det var denne reformpædagogiske tråd, der frem til i dag har virket med det skønneste bulder, når Rod har engageret sig. Og her taler vi om ægte reformpædagogik. Ikke om det platte “ansvar for egen læring”.
Riisager forlod Folketinget i 2019, men LA stemte faktisk for flere af Rods forslag, hvilket fremgår af linket.
Men nu er Rod ude, og hele det klassisk reformpædagogiske emne er væk fra Folketingets diskussioner? Det er meget sørgeligt. Og Riisager kom heller ikke ind. Så hvem skal diskutere på et ordentligt niveau, nu hvor både Rod og Riisager er væk?
http://www.thomasaastruproemer.dk/lotte-rods-kamp-for-fritidspaedagogikken.html
11. Den 1. april: Karakterdannelse og pædagogik: En påmindelse
Jeg er meget glad for den interesse for karakterdannelse, som har udviklet sig i de seneste par år; ikke mindst i regi af det ny Center for Karakterdannelse. Det er vigtigt at undersøge, hvordan moralsk og personlig udvikling er knyttet til dannelse, formål, demokrati og pædagogik. Ikke mindst i en tid, hvor læringsbegrebets instrumentalisering har været så kraftfuld. Centret markerer er en form for genskabelse af pædagogikkens og filosofiens vekselvirkning, inspireret af både grundtvigianere, fænomenologer, filosoffer og mange flere.
Centret har desuden sat fokus på en lidt overset kristen-humanistisk tradition, den såkaldte personalisme, som har spillet en stor rolle i det 20. århundredes filosofiske og politiske udvikling. På den måde har man undgået at falde i den grøft, som præger den positive psykologis meget individualiserede arbejde med den aristoteliske dydstradition.
Den personalistiske inspiration giver også muligheder for at undersøge, hvordan de store pædagoger er påvirket af forskellige åndshistoriske kilder og virkningshistorier.
Centret sætter også pris på ”uenighed” som en særlig moralsk kategori, som man bestemt ikke finder i den positive psykologi. Det er ikke mindst centrets grundtvigske inspirationskilder, der har sat fokus på dette vigtige emne. Dermed lægges op til frie undersøgelser af pædagogikkens store uenigheder, både i idehistorien og i det pædagogiske liv.
Centret skal have stor tak for at pege på disse sammenhænge og muligheder, som virkelig har inspireret mig til at tænke videre.
Men selvom jeg altså sætter stor pris på den overordnede tankegang, så betyder det jo ikke, at der ikke også kan være vigtige kritikker, hvor denne tankegang kommer under pres.
F.eks. har nogle af de kritiske røster – som ellers slet ikke har sans for centrets filosofiske indhold – fremlagt et projektudviklingsmateriale fra CfK, som efter min mening mangler sans for den pædagogiske og filosofiske sammenhæng, der som sagt er centrets grundlag. I materialet, som kan tilgås i nedenstående link, omdannes udvalgte dyder til en nærmest organisatorisk og insisterende enhed, som får en alt for determinerende og udvidende effekt på skolernes samlede udvikling. På den måde monopoliseres et alt for entydigt og konceptualiseret begreb om karakterdannelse, mens dannelsen og pædagogikken overses.
Efter min mening er denne metode imod den personalistiske og pædagogiske tradition, som centret er skabt ved, og som kritikken som sagt helt overser. Muligvis er der tale om noget tidligt materiale fra før centrets filosofi for alvor materialiserede sig ind i den pædagogiske sammenhæng.
Jeg håber, at Centret vil arbejde med at opretholde dets filosofiske og pædagogiske muligheder og arbejde mere ydmygt med karakterdannelsens indhold, som dette tematiseres i det mere grundlæggende materiale. Herunder i den fine bog ”Karakterdannelse – højnelse til humanitet”, som bl.a. er inspireret af Gadamers og Løgstrups filosofi.
https://www.facebook.com/groups/3779947068940033/posts/4301362533465148
12. Den 10. april: Merete Riisagers heltemodige indsats
En af de mest sørgelige og overraskende tildragelser ved folketingsvalget var, at Merete Riisager (LA) ikke blev valgt ind. Hvad tænker de dog på i København, hvor hun var opstillet?
Riisager, som er kandidat i pædagogik, gjorde som undervisningsminister i 2016-19 en stor og modig indsats for at samle kritikere af læringsmålstyringen i en såkaldt ”justering” af skolereformen. Og hun gik nogle gange direkte imod sit eget embedsapparat, som var dybt inficeret af skolereformens læringsrevolution. Tænk på, hvor vigtig denne indsats har været!
Og allerede fra 2011, hvor hun første gang blev valgt, havde hun været en slags pædagogisk enmandshær, indimellem også imod sine borgerlige kolleger. På Folkeskolen.dk blev hun ligefrem afbilledet som en frihedsgudinde.
På den måde bidrog hun efterhånden til en korrektion af LA i en mere kulturliberal retning.
Og på det seneste har hun ydet en kæmpeindsats for de kritiske undersøgelser af det såkaldte ”ny børnesyn”. Igen i samarbejde med skolelærere og kritiske intellektuelle.
Riisagers store indsats fik varig effekt og kan ikke overvurderes. Hun er en slags pædagogikkens heltinde. Man bør rejse en statue.
I efteråret 2020 udgav hun en fremragende og tankevækkende bog, ”Selvbyggerbørn” om sine oplevelser og tanker om pædagogiske emner. Jeg skrev en længere omtale, som man kan tilgå nedenfor.
Det er også sørgeligt, at den radikale Lotte Rod ikke er blevet valgt ind, hvilket jeg har skrevet om tidligere. Rod fortrød sin tilslutning til skolereformen og gjorde efterfølgende en stor politisk indsats for børnehavepædagogikken.
Men denne Rod-fejl er dog ikke på niveau med den københavnske Riisager-fejl. For Riisager stod fast hele vejen fra 2011, og hun skrev og tænkte over tingene på en udførlig og selvstændig måde, ofte i direkte opposition både til magtfulde politiske og administrative kredse og til de ledsagende forskningssystemer. Riisager bar heltindens fane, og det gjorde Rod trods alt ikke.
Jeg håber, at fru Riisager vil fortsætte sit faglige, skolepolitiske og kritiske arbejde til fortsat inspiration for pædagogisk interesserede medborgere.
http://www.thomasaastruproemer.dk/merete-riisagers-bog-om-selvbyggerboern.html
13. Den 13. april: Ove Korsgaard om folkeskolens udfordringer: ”Pædagogik er en kunstform”
Jeg har netop læst Ove Korsgaards ny bog ”Folkeskolens udfordringer”, som udkom på forlaget KLIM for et par uger siden.
Sjovt nok er bogens titel den samme som titlen på en bog af Niels Egelund fra 2011. Men indholdet i de to bøger er som nat og dag. Den indflydelsesrige Niels Egelund, som bistod nationaløkonomerne i ”Rådet for Evaluering og Kvalitetsudvikling” var til humankapital, pisalister og læringsrevolution, men den slags emner er ikke noget for Korsgaard, som vil have historisk-poetisk liv i samfundet.
På dagbladet Politiken, som omkring 2011 var præget af konkurrencestatens ånd, udnævnte man ligefrem Egelunds bog til ”årets fagbog”. I stedet udskammede man kritikernes ”Uren pædagogik”, som var mere i Korsgaards ånd. Sidstnævnte var ”årets værste udgivelse”, fik vi at vide.
Korsgaard er dog i en slags mellemposition, fordi han er meget inspireret af Ove Kaj Pedersen, som jo stod for at introducere konkurrencestatsteorien herhjemme. Korsgaard kalder Ove Kaj for ”sin gode ven og samtalepartner”, og der er ingen kritiske eller politologiske analyser af denne statsræson. Korsgaard er ganske vist glad for grundloven, men kritiserer ikke konkurrencestaten, som er en slags opgør med Grundlovens ånd? Der er en indre modsætning i disse områder af bogen efter min mening.
Bogen har to anledninger. Dels at DLF’s formand og andre har talt om, at folkeskolen står midt i et slags kollaps. Det fyldte meget sidste sommer. Og dels at Korsgaard har fået et brev fra en pædagogstuderende, Melanie, der er ved at skrive en opgave om karakterdannelse. Faktisk er Korsgaards bog udformet som syv breve til Melanie. Det fungerer strålende.
Bogen er et storslået forsvar for skolens og pædagogikkens fundering i filosofi og historie. Vi får både Platon, Aristoteles, Grundtvig, Rousseau, Grue-Sørensen, Løgstrup, Hal Koch og mange andre, ofte i interessante og effektive fortolkninger,
Der er også en kritik af reformpædagogikken, hvis dyder desværre overses.
Ifølge Korsgaard skal vi tale mere om opdragelse og karakterdannelse og mindre om læring og evidens. Mærkeligt nok er der ingen reference til 10’ernes store kritik af disse emner? Det er en lidt mærkelig tavshed, som måske skyldes, at han er ”samtalepartner” med Ove Kaj Pedersen?
Korsgaard foretrækker helt klart seminarierne frem for professionshøjskolerne, og han drøfter professionshøjskolernes og visse DPU-forskeres vedholdende angreb på KLM-faget, som han selv var involveret i at udvikle i midt-00’erne. Blandt andet via en masteruddannelse i medborgerskab på DPU.
Endvidere er der en virkelig interessant fortolkning af Løgstrups syn på karakterdannelse og urørlighedszone, som er en integreret del af Løgstrups teologi. Det skal jeg lige selv have kigget på.
Og så nævner Korsgaard også, at nogle socialdemokrater i 1944 ville bruge nazismens metoder i demokratiets tjeneste. Det var Hal Koch kraftigt imod, men Koch var bestemt ikke imod karakterdannelse. Det er meget oplysende og nuanceret. Moderne kritikere af karakterdannelsesbegrebet kunne lære noget her.
Derudover er der en solid og interessant gennemgang af skolehistorien. Det kører effektivt med en kraftfuld kritik af læringsforskerne på DPU og disses John Hattie-begejstring. Vi får også at vide – hvilket er meget interessant – at ”det nye børnesyn” er ren og skær 90’er-ideologi på nye flasker. Så helt ”nyt” er dette børnesyn altså ikke. Jeg er helt enig.
Men højdepunktet står på side 25: Ove Korsgaard mener, at ”pædagogik er en kunstform” – en ”opdragelseskunst” – og ikke blot en metode eller en videnskab. Tænk på hvor rigtigt det er. Der findes ikke nogen skønnere frugt, end når grundtvigianere har samleje med dannelsestraditionen.
Til sidst er det pludselig noget om et eller andet, der hedder ”geopolitik”, og EU er åbenbart også superduper. Det er som om, at Korsgaard lige tager letbanen til Langtbortistan. Heldigvis lader han dette emne fare igen i sin afsluttende 10-punktssammenfatning, hvor der er fokus på pædagogik og grundlov og åndelig interesse.
Jeg skriver måske lidt mere de kommende dage, men jeg kan da starte med konklusionen: En kæmpestor anbefaling!
Bogen har været anmeldt to steder, begge steder positivt:
Finn Wiedemann i POV-international: https://pov.international/karakterdannelse-svar-folkeskolens-udfordringer/
Alexander von Oettingen på Facebook: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid025AfbAipgD3hj2Zv4CbMMCWHKs1QQfw1b9R3eNjv6enwEJunJQNvknBshHJf1WQFXl&id=100011083422575
14. Den 14. april: Pædagogikkens sted: Center for karakterdannelse
Jo mere man tænker over nutidens situation – dvs. over efterkrigstidens kaotiske tilstand, over teknologiens grænseløshed, over konkurrencestatens overgreb på frihedens principper, over tabet af fælles verden, og over den digitale kommunikations isolerende effekter – desto klarere bliver det, at karakterdannelse er et af tidens helt centrale og nødvendige begreber, som skal beskytte og udvikle demokrati, tænkning, pædagogik, mellemfolkeligt forståelse og borgerdyder.
Mennesket træder frem i myndig omgang med en verden, der viser sig. Det er scholé. Den frie tid. Det er kaldets, virkets og tilværelsesoplysningens sted. Skolereformens modsætning.
Det ny Center for karakterdannelse er det sted i tiden, hvor man samler filosofiske, pædagogiske, teologiske og politisk-økonomiske refleksioner over menneskets tilstand og udviklingsmuligheder.
Her mødes filosoffer, teologer, pædagoger, psykologer samt lærere og pædagoger, både for at undersøge børns og voksnes filosofiske og praktiske situation og for at beskytte menneskets mulighed for unik og etisk tilsynekomst ud af fortidens store strømme.
Centret er en slags skovbørnehave, hvor man vandrer samtalende og legende gennem bøgeskoven. Når man kommer tilbage, forstår man intet. Man er fremmedgjort sammen med andre. Man er overladt til skrammellegepladsens lykkelige og skæve bygninger og mærkelige kronikker.
Herfra starter dannelsen og det folkeliges stammende genkomst.
Man må håbe, at centret modtager rige midler fra venligtsindede fonde, indtil det en dag kan modtage fast og rigelig finansiering fra en stærk men passiv stat,
Der er tale om det vigtigste initiativ i mands minde.
15. Den 15. april: USA’s opgør med NATOs værdier
Jeg forstår ikke, hvorfor USA ikke bliver smidt ud af NATO? NATO er eksplicit koblet op på FN’s værdier og blev skabt efter WW2, fordi Sovjet opførte sig så grimt, at FN mistede effektivitet. NATO er kort sagt en værdibaseret og verdensborgerlig forsvarstraktat, der skal forsvare FN’s værdier.
NATO-traktaten indledes med følgende ord:
“Deltagerne i denne traktat bekræfter på ny deres tillid til formålene og grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt og deres ønske om at leve i fred med alle nationer og alle regeringer.”
Så Trump bryder de allermest centrale dele af FNs traktat, både i ord og handling. Den ene gang efter den anden. Sådan et land kan man ikke være i selskab med. NATO kan ikke fungere på det modsatte af sit eget grundlag. Ikke med mit land i garagen i al fald.
Derimod skal der være fuld økonomisk og kulturel udveksling med USAs civilsamfund. Det er jo ikke Bruce Springsteens skyld, at Trump har taget magten.
I stedet for NATO bør Europas lande samlet sig i en ny forsvarstraktat. Denne traktat, som underskrives af selvstændige stater, skal holdes 100% adskilt fra EU. Man kan ikke give en hær til et bureaukrati uden forfatning. Kun egentlige stater kan have en hær. Og det er ikke nok at genindføre forsvarsforbeholdet. EU skal formenes adgang til militære systemer. Og den ny traktat skal udelukkende være en forsvarstraktat. Ligesom med NATO, blot endnu mere eksplicit.
Jeg forstår faktisk ikke, at nogle af landets højreorienterede grupper lader til at være glade for Trump? Trump står for det stik modsatte af nationsfølelse og forfatning. Han har rødder i en ekstrem anarko-liberalisme (Ayn Rand), som er gået i symbiose med en grænseløs tech-kapitalisme. Man kunne læse om denne sammenhæng i en kronik i Politiken for et par dage siden, og jeg skrev også selv om det i Ræson sidste år. Det er territorier frem for grænser.
Det er som om, at højrefløjen er ydmyget. Enhedslisten har derimod vist sans for tragedien i NATOs tabte FN-tråd. Men hvad mener de andre partier?
Links:
Trump- og tech-kritisk kronik i Politiken, d. 12. april 2026: https://politiken.dk/debat/kroniken/art10795596/USAs-dr%C3%B8mme-om-Gr%C3%B8nland-handler-om-meget-andet-end-Trumps-sygelige-ambitioner
Min kronik i Ræson, d. 6. februar 2025: https://www.raeson.dk/2025/thomas-aastrup-roemer-trumps-sejr-er-venstrefloejens-nederlag-og-hoejrefloejens-ydmygelse/
16. Den 16. april: Fire slags trivsel
Der er fire slags trivsel, hvilket underminerer trivselsmålingernes logik:
i) Negativ trivsel:
Jeg er undertrykt, men trives fremragende, selvom alt omkring mig er umenneskeligt. Det er total fremmedgørelse. En slags hjernevask.
ii) Negativ mistrivsel:
Jeg kaster verbalt op over nogen, som undervejs får et plat navn, som skjuler dette nogets eller nogens dybder, dialoger og slægter. Dermed kan den polemiske mistrivsel opretholdes og spredes til “den anden”.
iii) Positiv trivsel:
Visdom, lykke og tilbagetrækning. Den frie tid i scholé. Den gamles glæde, ungdommens rejser og børnenes leg i med- og modgang. Det modsatte af konkurrencestatens system.
iv) Positiv mistrivsel:
Jeg fordyber mig i verden, hvis tilstand viser sig at være stik imod mine moralske og filosofiske principper, som jeg også selv undersøger. Denne forvirrende modsætning forårsager mistrivsel, ja endda lidelse. Jeg må gøre noget. Skrive et digt eller handle. Det er fremmedgørelse som dannelsens forudsætning. Tænkningens og handlingens liv.
Konklusioner:
Men hvorfor har man så trivselsmålinger? De skjuler jo virkelighedens kompleksitet, men ender alligevel som store nationale kvalitetssystemer?
Høje trivselsscore kan jo dække over punkt i og ii, som er negative tilstande. Her gælder det jo om at score så lavt som muligt.
Og ved punkt iv er mistrivsel decideret godt, hvilket også i til en vis grad er tilfældet ved punkt iii.
Dermed bliver målingerne undertrykkende.
Så trivsel kan både være godt og skidt. Hvad der er op eller ned kan alene opdrageren gennemskue ud fra den konkrete sammenhæng og pædagogiske konfiguration.
17. Den 17. april: Forsvar for Center for Karakterdannelse
Jeg har ved tidligere lejligheder skrevet om Center for karakterdannelses store faglige og demokratiske muligheder, ofte i forbindelse med at jeg har svaret på diverse kritiske stemmer. Mine svar lader dog ikke til at have kritikernes interesse.
Men jeg fortsætter her med at rette en store bunke fejltagelser, som i går blev fremført i et opslag i FB-gruppen ”Forskning eller religiøs mission”:
i) ”Personalismen” er ikke noget, som CfK lige har fundet på i en privat version, som det hævdes. Der er tale om en meget rig filosofisk tradition, som har standardopslag i en række af de store filosofiske leksika, og som har præget f.eks. Løgstrup og Peter Kemp og europæisk ideudvikling mere bredt. Jonas N. Mortensen, som er leder af CfK, har skrevet universitetsspeciale om personalisme. Han har også samlet og udgivet Løgstrups kronikker om emnet og meget andet. Specialet blev efterfølgende udgivet som bog, der til fulde lever til almindelige faglige standarder vedrørende emnet. Bogen indfanger i høj grad denne retnings pluralitet og betydning.
ii) Ideen om en ”nordisk livsfilosofi” er heller ikke en CkF-opfindelse, som det hævdes, men en henvisning til uhyre dyb nordisk tradition, som ikke mindst Grundtvig var med til at aktivere, og som har haft stor kulturel og politisk betydning. Der er da også flere pædagogisk interesserede grundtvigianere med i CfKs faglige panel.
iii) Centret kritiseres for at skrive, at det er ”forskningsbaseret”. Nu ved jeg ikke lige, hvor det står, men det er nu ikke helt forkert. Det er ganske vist ikke forskningsbaseret i teknisk forstand, for vi er jo indenfor det humanistiske område. Men det faglige panel består af førende forskere og professorer fra mange forskellige faglige områder, og de har endda udgivet en bog om emnet, som tilføjer mange nye og spændende perspektiver til emnet. Og det er klart, at disse tanker vil spille sammen med udvikling af praksis og metoder. Det er lidt klassisk lærerhøjskole over det hele.
iv) Centret beskyldes ligefrem for at være totalitært, hvilket er helt uforståeligt. CfK er i høj grad ”demokratisk”, hvilket understreges mange steder i centrets materialer og i dets grundlæggende filosofi. Der er intet ”totalitært” over det, tværtimod. Og de tilknyttede folk er da også i høj grad humanister og demokrater i forskellige versioner. CfK er en slags urdemokratisk filosofisk sted, som arbejder med den filosofi og praksis, der er demokratiets forudsætning.
I det kritiske opslag henvises til s. 26 i projektbeskrivelsen som hævdes at være ”erklæret udemokratisk” og ”uhyggeligt totalitær”, men det er på ingen måder tilfældet. Det siger virkelig noget om kritikkens lave kvalitet, at man kan komme frem til den type formuleringer. Netop på s. 26 er der en spændende kritisk rammesætning af teologiske, økonomiske, filosofiske og pædagogiske forklaringer dannelsens problemer; en rammesætning, der ligger i dyb forlængelse af den pædagogiske kritik, som har rødder i efterkrigstidens demokratiske filosofi.
v) CfK er ikke et magtfuldt organ med en magtfuld leder, som det hævdes. Der er nærmest ingen ansatte, og initiativtageren, Jonas Norgaard Mortensen, er en meget åben og venlig person med stor interesse for åndsfrihedens tradition. Han burde tildeles en medalje for sit fine initiativ, som bryder med årtiers smalhals i børne- og uddannelsespolitikken.
vi) De resterende indvendinger er for lave og konspiratoriske til, at man kan forsvare at svare på dem uden selv at komme til skade.
vii) FB-indlægget ledsages af et billede af Jonas N. Mortensen, hvor han fortæller om et flot og tankevækkende slide om ”frivillighed”. At dette slide nu rammesættes som ”totalitært” og alt det andet understreger kritikkens elendighed.
https://www.facebook.com/groups/3779947068940033/permalink/4319293238338744/
18. Den 17. april: Christian Egander Skovs fortjenester
Christian Egander Skov træder i disse dage i karakter som en heltemodig forsvarer af den nationale åndstradition. Baggrunden er, at en meget højreorienteret advokat i DR’s Deadline har sagt, at genetik og biologi er definerende for ”danskhed”. Jeg tager næsten skade af at skrive disse skælvende ord, som kan få onde effekter på mange medborgere, men som også er en trussel mod den danske åndstradition. Og det er denne “trussel mod det nationale”, som jeg her vil fokusere på, og som Egander Skov efter min opfattelse adresserer med sin beundringsværdige omsorgsaktion.
Her er den nærmere begrundelse for min begejstring for Egander Skovs store beskyttelsesindsats:
Da nazismen hævdede noget lignende om sammenhængen mellem race og folk, så resulterede det efter krigen i, at tyskerne efterfølgende fik problemer med ord som ”slægt” og ”folk”. De fik dermed kappet forbindelsen til deres ekstremt rige baggrundstraditioner.
Disse problemer med det beskadigede “folk” blev transporteret til det senere EU, hvor den ny tomhed – altså det nu efterladte tomrum, hvor “folket” førhen boede – efterhånden blev overtaget af en form for teknokratisk grænseløshed.
Derefter genopstod ”det folkelige” som sin modsætning, nemlig som ”populisme”. Det tyske AfD var faktisk i starten et forsøg på at genvinde den nationale sammenhæng, men kollapsede hurtigt i den populistiske blindgyde.
Men i Danmark var ”folket” i 1930’erne et demokratisk og nationalt plusord, som havde rødder ikke mindst i 1800-tallets grundtvigske bevægelser og i vores smukke nationale litteratur og mytologi. Og disse ”folkelige” danskere var i høj grad kritiske overfor de nazistiske versioner af ordet. Et af højdepunkterne i denne 1930’er-inspiration var den nynordiske skole, som lagde vægt på både national fordybelse og nordisk/verdensborgerligt udsyn. Udløberne af denne ide blev da også efter krigen meget kritiske over for udviklingen i EU, selvom de elskede europæisk kultur.
I Danmark tog man altså ikke helt så meget skade, som man gjorde i Tyskland, for hos os blev det folkelige jo en historisk-poetisk modstandsbegreb. Vi fik jo også f.eks. Socialistisk ”folkeparti” og Dansk ”folkeparti” og så videre, hvor det ”genetiske” var helt fraværende. Vi havde et ”folke”-styre, der fungerede som et slags dybdedemokrati.
Men fra omkring årtusindeskiftet gik denne rigdom efterhånden noget tabt pga. påvirkningen fra det ”folke”-tømte EU og OECD. Jeg vil kalde det for en national tragedie.
Nuvel, den største fare ved reaktualiseringen af genetik-ideologien og dens forbindelse til ”populismen” er, at det ”folkelige” risikerer at lide endnu mere skade; altså at genetik og folk bliver sidestillet, både af fortalere og af kritikere af denne skrækkelige nyracistiske tendens. Det er min egen store frygt. Altså at kritikerne – om jeg så må sige – reproducerer genetik-ideologernes reduktion af ”det folkelige” og dermed begår den “tyske og europæiske fejl”.
Hvis det sker, så kan et ”folke”-frit teknokrati overtage hele systemet, godt understøttet af hyperteknologisk styring af civilsamfundets rester.
Men det er her, at Christian Egander Skov gør en indsats, der er en frihedspris værdig. Han understøtter netop, at det nationale og det folkelige er knyttet til åndens og slægtens vandringer i en dyb og frihedsbåret national tradition, og han sætter dette synspunkt i skarp modsætning til genetik-synspunktet. Han har også netop udgivet en bog, der – så vidt jeg har forstået det – har det folkelige som filosofisk udgangspunkt.
Endvidere har han gjort en stor indsats for frihedsdyderne i mange sammenhænge, ikke mindst som redaktør for Aarsskriftet Critique og som arrangør af dette tidsskrifts årlige konferencer. Ved den seneste konference holdt han et dybt tankevækkende foredrag om forholdet mellem folkelighed og åndelig oprustning.
Egander Skov personificerer på den måde grundlovens folke-ånd imod genetikkens reduktionisme. Han er humanist, som man sagde i gamle dage før humaniora skulle “løse udfordringer”. Han redder mødrene og fædrene og deres slægter fra genetikkens systemer.
Så Egander Skov er i disse år en vigtig tænker for konservatismen og for det ”borgerlige Danmark”, som det vist nok kaldes. Men hans tanker er faktisk også vigtige for samfundet mere bredt. Han kan nemlig med sit åndshistoriske perspektiv også minde venstrefløjen om dennes tabte forbindelse til det ”folkelige”. En forbindelse der gik tabt i løbet af 00’erne, også for SF og Socialdemokratiet og for Enhedslistens baggrundspartier.
Skole- og uddannelsesreformerne i 2013 var en vigtig milepæl i denne forfaldshistorie, og Egander Skov har da også haft god sans for kritikken af denne forbindelse. Nedenfor kan man tilgå et link til en kronik fra 2018, hvor han sammen med en række pædagogiske intellektuelle kritiserede den ny og ”folke”-frie pædagogiske ideologi.
Mange takt til hr. Egander her fra Vejlby-Risskovs pæredanske parker.
19. Den 18. april: Ebbe Kløvedal Reich: Venstrefløjens svar på Christian Egander Skov
Historikeren Christian Egander Skov har netop reddet den danske konservatisme fra at reducere nation og sprog til genetik og race. Han støttes nu officielt af både DF og af LA. Det er en kraftpræstation af Egander, som man ikke kan takke ham nok for.
Kun Lars Boje, som ellers er skolelærer, lader til at være blevet inficeret af DNA-ideologien for alvor. Det er faktisk lidt mystisk, eftersom netop Boje jo var en central drivkraft i opgøret med coronanedlukningens reduktion af socialt liv til smittestatistikker. Og genbanker og smittestatistik er jo lidt i samme kategori.
Nuvel, i det følgende vil jeg bringe en situation i erindring, der minder lidt om Eganders aktion. Begivenhederne fandt blot sted på venstrefløjen for over 50 år siden.
I 1972 skrev Ebbe Kløvedal Reich en biografi om Grundtvig, som slet og ret hed ”Frederik”. Reich var ungdomsoprører, EF-modstander, USA-kritiker, Tvind-tilhænger og maoist og alt muligt. Men han var også højskolemand og splintrende national. Og ligesom i vores aktuelle situation, hvor en racistisk tendens er blevet svækket, så betød Reichs nationale korrektion, at en ellers kraftfuld marxistisk strukturalisme blev svækket.
Hvorfor denne lykkelige forbindelse mellem Grundtvig og venstrefløjen opstod, er en lang og meget interessant historie, som jeg lader ligge her.
Her et citat fra bogens indledning, der minder mig lidt om Egander Skovs syn på det nationale som en åndssammenhæng, selvom der også er skruet op for kritikken af kapitalismen. Her skal man dog huske på, at også Egander Skov er kritisk overfor instrumentalisering af sociale processer. Så der er forskelle, men bestemt også ligheder. Det lange citat står under overskriften ”Landet”:
”Den mest aktuelle grund til, at Grundtvig bør kaldes til live og ikke blot mindes i anledning af sin død, er, at han kom dybere i det at være dansk end nogen anden dansker. Der findes for tiden megen velbegrundet skepsis over for nationen, flaget, monarkiet, regeringen og den slags udtryk for danskheden. Men Danmark er også noget dybere. Det er et sprog og en slægt, som er vores, hvad enten vi behandler disse med foragt eller ærefrygt, lyst eller ulyst.
Kærligheden til slægt og sprog trues i dag akut af grådige pengemænd og imperiebyggere, for hvem andre mennesker ikke er slægtninge, men slaver, og som ikke taler levende ord, men internationale tal og koder. Vores politiske lederskab har vist sig ganske forsvarsløst over for denne trussel. Det overgiver os godvilligt og under fanfarer til et politisk og økonomisk kartel, hvis mål i tilværelsen er lige så primitivt erobrende som det, vi danske hyldede i vores sorgløse og farverige lømmelalder som vikinger.
Fællesmarkedet og hele den nordvestlige kapitalismesammensværgelse har til formål at forpeste folkeslagene med en stereotyp internationalisme, et verdensomspændende net af pseudo-magthaverroller, baseret på en absurd tro på penge og blind vækst, styret i det skjulte af det teknologiske og økonomiske præsteskab.
At være dansk over for denne udfordring er at være fortrolig med det sprog, vi taler til hinanden, når vi taler om vores vigtigste følelser. Det er at oplive og reinkarnere de lyseste tider i den historie, som skæbnen har forsynet os med. Det er kun i kapitalisternes og imperialisternes verden, at internationalismen og kærligheden til folkeslægt og sprog udelukker hinanden.
Amerikanernes krig mod vietnameserne er international. Vietnamesernes krig mod amerikanerne er en kamp for slagtog sprog. National kalder de den.
Det er nødvendigt, at Grundtvigs måde at være dansk på, og hans mening om, hvad det vil sige at have ansvar for præcis dette sprog, præcis dette land og præcis dette folks historie, bringes i erindring før vores salgsgale politikere formøbler den sidste rest af os.” (fra 4. udgaven, s. 11-12).
Kløvedal Reichs kreative syntese af ungdomsoprør, maoisme og nationalkonservatisme fik stor effekt på 70’ernes venstrefløj. Blandt andet på dagbladet Information, som jo i forvejen udsprang af modstandsbevægelsen, som selv var en syntese af kommunister og nationale.
Og også sociale bevægelser som Christiania, EF-modstanden, Alternativet og RUC samt politiske partier som VS, SF og RV var præget af Kløvedal Reichs tanker. Også et revitaliseret og mere bredt kulturliv i kirker, på skoler mm. blev i høj grad et resultat af denne grundtvigske venstrefløj.
Desværre gik det hele i glemmebogen efter murens fald. Herefter blev venstrefløjen opslugt af alt det, som Kløvedal Reich advarede imod, nemlig et stort grænseløst EU/OECD-teknokrati. Dette teknokrati havde udviklet sig i en radikaliseret skræk for ”det folkelige”, som blev forbundet med Hitlers “volk”, hvilket jo var det stik modsatte af Reichs “folk”. Og den ledsagende konkurrencestat var faktisk en udløber af den marxistiske strukturalisme, hvis indflydelse Reichs indsats havde begrænset.
Efter årtusindeskiftet blev venstrefløjen omdannet til OECD-inspirerede kompetencesystemer og produktivitetsoptimering. I løbet af 00’erne blev det grundtvigske begreb om folk ligefrem ”dødsensfarligt”, som det hed hos en senere DPU-leder (Lars Qvortrup), som endda gik til angreb på stedets filosoffer, dvs. på resterne af Reichs indflydelse.
Herefter var det slut med det folkelige. Reich havde tabt sit slag, som han jo ellers først havde vundet.
Man må håbe, at Egander Skovs strålende redningsaktion kan inspirere både højre- og venstrefløjen til at finde deres nationale rødder frem, gerne i åbne læsninger af hele den folkelige tradition.
Herefter kan både højre og venstre gå i fælles angreb på den nye store fjende mod det folkelige, nemlig AI-kapitalismens udvidelse af konkurrencestaten, hvis centrale bannerfører hedder Donald Trump.
Tak til Christian Egander Skov og Ebbe Kløvedal Reich, for at holde alting på midten, så landets yderpunkter får et fælles liv. Reich tabte som nævnt sit slag. Lad os ikke håbe, at det samme sker for Skov.
20. Den 20. april: Opdragelsen og nationen
Hvad er det modsatte af ”gener”? Det er slægten. Hvad er slægten? Det er opdragelsen. Hvad er opdragelsen? Det er omsorgen for det barn, som moderen har båret, og som faderen modtager. Ud af denne treenighed vokser barnet og bliver selv en dag til en moder eller fader, som føder eller modtager. Nation betyder fødsel. Det er det modsatte af gen-teknik.
Barnet kommer til syne ud af fortidens dialoger og kød, og det møder sin moder og fader, som opdrager det i kærlighed og åbenhed. Det er en pædagogisk praksis. En snublende proces, som producerer virkelyst, og hvis ligeværd – midt i autoritetens rum – forudsætter sig selv.
Opdragelse er en form for lykke med mærkelige stød på vejen.
Barnet kigger op på sin moder, som taler, mens faderen nikker. Barnet smiler og løber ned til åen og leger med sine venner, som selv har mødre og fædre. Det ler og græder.
Nogle af slægterne kommer også fra andre lande og kulturer, hvor man også opdrager. De tilkomne slægter lever sig ind i stedernes steder og disse steders eksisterende slægter, som selv lærer af de nytilkomne slægter. F.eks. har man på Djursland lavet et Dart-hold for kvinder. Måske inspireret af muslimske damehold i svømning😊.
Jyderne flygtede til England efter Romerrigets fald. Her gav de gav de kelterne problemer. Jyderne var selv blevet fordrevet af danskerne (dvs. af sjællændere og svenskere), og de keltiske slægter kom selv fra Centraleuropa og så videre. Englændere er altså en slags jyder. Det er nok derfor, at englænderne drak “mælk” i kaffen, før vi selv gjorde det, hvis jeg må drille genetikerne lidt. Det er slægternes liv.
Det er en historisk-poetisk og ikke genetisk arv. Opdragelsens arv er en gave, som livet pakker ud. Det er Danmark i 2000 år, som er midt i Europa i 5000 år, som selv er midt i verden i endnu længere tid. For gamle og nye.
Det er fuld urtid og fuld tilsynekomst på samme tid.
Det er kulturens essens, et kunstværk, en gave. Et storslået skaberværk. Det er fødslen og opdragelsen. Et ting-sted. Et folke-ting. Opdragelsen kommer før alt andet.
Det er Danmark i verdens liv.
Opdragelsen spillede en stor rolle for filosoffen Knud Grue-Sørensen, og den er senest blevet revitaliseret af Ove Korsgaard i bogen ”Folkeskolens udfordringer”. Og filosoffen Peter Kemp talte om en “dansk verdensborger”. Det er pædagogisk filosofi. Her er der ingen platte ”gener”.
Hvad bliver det næste? At man vil måle børnetrivsel i en statslig datamat?
Som et af ungdomsoprørets ikoner, Trille, sang i 1979 i sit store fædrelandsepos ”Danmark” fra albummet ”Altid har jeg længsel”:
”Danmarks krop er fuld af slemme ar,
mærket efter fødsler fuld af smerte.
Men det er nu den krop, som Danmark har,
og jeg behøver lyden af dens hjerte.
Ja, jeg kan li’ det land, jeg bor i,
og lissom med den krop, jeg selv har fået,
så må jeg kunne holde af den
trods alle mangler.”
Og på et album fra 1978, ”En lille bunke krummer”, synger Trille en ”sang til vore forældre”, hvor hun nærmest omsorgsfuldt reflekterer over sin generations opgør med mødre og fædre. Hun slutter med at forudse, at alt vil gentage sig. En snublende proces af slægters gang, som ingen glemmer.
Trille havde på det tidspunkt passeret de 30 og havde selv fået en datter, så hun var selv blevet moder. Det sang hum om i sangen: ”Min lille sol”, som slutter sådan her:
”Kom min egen sol og varm mig indeni
lille kraftværk fuld af gratis energi
jeg har bagt dig i min mave
tænk en gang at man kan lave
sit eget lille anker
sit eget lille timeglas
sin egen lille sol
der stråler”
Jeg kom i tanke om slægtens tråde, da jeg læste min mormors storebrors (K.L. Aastrup) erindringer fra barndommen i manufakturhjemmet i Ulfborg omkring år 1900, hvor den store søskendeflok blev hjemmeundervist af moderen Mariane. På en eller anden mærkelig måde var det som om, at tiden stod stille.
Så den gode Christian Egander Skov har reddet den danske ånd mod genetikkens og racepopulismens angreb. Det skal han have 10000000 gange tak for. Men vi skal også lige have reddet slægten, dvs. opdragelsen, for det er netop slægten og opdragelsen, som gør tingene danske og fremmede på samme tid. Hvis vi glemmer opdragelsen, så dør ånden på sigt, og generne eller AI-maskinerne kan tage over.
21. Den 23. april: En dialog om ”danskhed”
Den anden dag faldt jeg i snak med en ung jurist nede på den lokale kro. Han hed Rolf Østergaard. Mens vi drak en Ceres-øl, udspandt sig følgende mærkelige samtale:
Rolf Østergaard (RØ): Hej Thomas
Mig: Hej Rolf
RØ: Er du egentlig dansk?
Mig: ja, pæredansk.
RØ: Er du sikker?
Mig: Ja, bombesikker.
RØ: Men har du danske gener?
Mig: ???
RØ: Jo, for en central del af det danske er jo, at man har nogle bestemte gener. Har du dem?
Mig: Det vil jeg tro. Men ok, der er en polak i sjette slægtled, og i middelalderen var der vist noget med en tysk ridder.
RØ: Ups. Og der kan jo også være andre forbindelser, som du blot ikke kender til?
Mig: Høhø.
RØ: Så kan du bevise din genetiske oprindelse med en test? Nu hvor den er draget effektivt i tvivl.
Mig: Nej, det kan jeg ikke.
RØ: Så må vi lave en test!
Mig: Aldrig i livet.
RØ: Men så er du ikke dansk, for du kan jo ikke bevise det.
Mig: Ok, måske er jeg englænder? De har efter sigende jyske rødder.
RØ: Efter at der nu er draget tvivl om din danskhed, så skal vi nok lige genoverveje dit statsborgerskab.
Mig: Men man kan da ikke fratage et menneske et statsborgerskab, som han først har fået? Det vil jo underminere begrebet “borger” som sådan? Hvis en borger gør noget kriminelt, så kommer han i spjældet, men han er stadig borger.
RØ: Desværre, Thomas. Det er slut. For måske er du genetisk set fra England. Eller måske endda fra Elfenbenskysten. Og genetikken overtrumfer juraen.
Mig: Så statsborgerskabet er nu afhængig af eksistensen af en genetisk kode. Endda med tilbagevirkende kraft?
RØ: Ja, det er klart.
Mig: Jeg føler mig ydmyget.
RØ: Sådan er det. Men der er også en anden definition på det danske?
Mig: Det var godt, pyha.
RØ: Har du danske værdier?
Mig: Det ved jeg ikke. Nok mere lidt etiske og universelle værdier. Men jeg elsker mit lands brogede fortid og skønhed. Men måske er det lidt undertrykkende – måske endda en latterliggørelse af det nationale – at reducere det til et spørgsmål om ”værdier”?
RØ: Den går ikke. Har du f.eks. skrevet noget forkert om Mellemøsten eller om Trump på Facebook?
Mig: Formodentlig. Men hvad har det med danske værdier at gøre?
RØ: Allerede der går den gal. Du er ikke dansker!
Mig: Du har nok ret. Er der andre ”danske værdier”?
RØ: Ja, går du ind for at man må adskille mænd og kvinder?
Mig: Ja. I Randers har de kvindehold i Dart. De lyder som om, at de har det sjovt. Og Ældresagen har også en slags herreklub.
RØ: Og hvad med svømmehold?
Mig: Det lyder hyggeligt med forskellige slags hold.
RØ: Også hvis det er religiøst begrundet?
Mig: Ja. Helt ærligt.
RØ: Igen: du er ikke dansker. Vi må genoverveje dit statsborgerskab.
Mig: Du er en barsk herre, Rolf. Måske kan vi sætte en stor national maskine til at tjekke både DNA og SoMe-opdateringer på hele befolkningen? Måske kan vi genbruge den maskine, der hvert år kontrollerer børns trivsel? Det vil være meget ”nationalt”?
RØ: God ide, Thomas. Den noterer jeg.
Mig: Hvem er du egentlig?
RØ: Jeg er en tekno-territorialkonservativ. Det vil sige det modsatte af gamle dage og folkeligt liv. Jeg er fyldt med DNA og ”danske værdier”.
Mig: Ok, jeg er bare dansker, som elsker mit folks brydninger, historie og kunst, og som har værdier, som jeg deler med mange andre folkeslag, men åbenbart ikke med dig. Se blot på alle de skønne bøger i min reol. Næsten alle er på vores særprægede modersmål, og der står ikke noget om DNA eller om ”danske værdier”. Alle indvandrere burde inviteres til at læse dem. Men problemet er lidt, at danskerne selv har afviklet deres bogreol, fordi vi jo skulle fremme en blanding af konkurrenceevne, pisalister og teknolæringstest.
RØ: Bøger? Hold op med at bande. Danskhed handler om DNA-målinger og korrekte ”danske værdier” i SoMe-opdateringer og bestemt ikke om bøger. Det nationale er en slags biopolitisk og etnisk udvidelse af teknokommunikation og pisa- og trivselstest. Længe leve kongen!
Mig: Men Rolf, har du glemt at du er jurist?
RØ: Slet ikke. En jurist er en person, der skaber loven. Folketinget vedtager lovene, men jeg skaber dem.
Mig: Men jeg troede, at lovene var “skabt” af Grundloven og af folket?
RØ: Sådan er det ikke mere. Grundloven og folket blev væk i globaliseringens hav. Så nu er det mig, der skaber lovene.
22. Den 27. april: Eilenbergers bog om filosofiens formål
Forlaget KLIM har på det seneste kastet sig over i udgivelsen af en række små interessante udgivelser. Først var der Schopenhauers bog om universiteternes elendighed. Dernæst fik vi Ove Korsgaards spændende bog om ”folkeskolens udfordringer”. Og senest har jeg haft lejlighed til at læse Wolfram Eilenbergers strålende og helt nye essay ”Ud af labyrinten – filosofiens formål i vor tid”.
Eilenberger er ikke en hr. hvemsomhelst. Blandt andet har han udgivet et stort trebindsværk om det 20. århundredes filosofi, som er fyldt med tanker og forbindelser og spændende oplysninger. Også dette værk er udgivet på KLIM. Det seneste bind i serien, ”Nutidens ånder”, handler især om folk som Feuerabend, Foucault og Susan Sontag, så mellemkrigstiden myldrer ud af Holocaust og ind i Wien, Paris og Oxford.
Det aktuelle essay, ”Ud af labyrinten”, kan forstås som en slags personlig opsamling af disse fordybelsesprocesser. Lad mig nævne nogle af bogens vigtige indsigter og påmindelser:
A. Filosofiens formål
Eilenberger understreger filosofiens karakter af en ”åndsnærværelsens vej”, dvs. en åben omsorg for tidens åndelige brydninger og muligheder. Hvad sker der her? Og der? Hvad er på vej, og hvor kommer det fra? Og på hvilket sprog? Filosofi bliver på den måde ”en åbnende undersøgelse af sprogligt etablerede distinktioner”, en ”kritik af allerede etablerede talemåder”. Vi får en dyb, ontologisk og nærmest barn-lig og inkompetent praksis i Sokrates’ ånd.
Hermed befries og åbnes situationernes indre, hvilket man roligt kan sige, at der er brug for i denne tid. Filosofien er “en levende praksis af intellektuel tilstedeværelse”. Filosofi er påmindelsen om stedets liv.
For det andet er filosofien forbundet med en slags dyb mistrivsel. Filosoffen er ”fanget”. Han er plaget af ”nagende erfaringer af utilpashed, af modstrid, forstyrrelse, fortabthed, fangenskab, tavshed”. Han ”ved ikke længere hverken ud eller ind”. Men han søger ”en vej ud til den afklarede ånds formodede åbne landskab, en udgang, en ny start”. Hans spørgsmål er ”Hvad laver jeg egentlig her”. Findes der en ”udgang”?
Med henvisning til Sokrates og Kant og flere andre bliver ”spørgsmålet” nu til mundens og myndighedens forsøg på at trænge ud af fangenskabet. Dertil kræves ”mod”, endda ”fortvivlelsens mod”.
Det værste er den selvforskyldte umyndighed. Her har man blot ”indrettet sig i labyrinten” uden at tænke.
På den måde ender vi i en slags filosofisk og sokratisk vitalisme.
B. Efterkrigstidens filosofi
Dernæst beskriver Eilenberger en stærk tendens i efterkrigstiden, især i den tyske version.
Den ellers rige tyske kulturtradition havde resulteret i ”industrielt organiseret tilintetgørelse af mennesker” og i en total ”samfundsmæssiggørelse” af mennesket. Adorno skrev ligefrem, at det i denne situation ville være ”barbarisk at skrive et digt”. Tænkningen var nu helt fanget og tavs. Det tyske “volk” var misbrugt og ødelagt, hvilket efterfølgende også fik negative konsekvenser for f.eks. det danske “folk”, som ellers havde været kritiske over for det tyske “volk”.
Herfra opstod efterkrigstidens ”oplysningens dialektik” og revitaliseringen af analytisk filosofi samt en ekstremt individualistisk eksistentialisme, hvor alle kunne vælge alt. Dele af den doktrinære marxisme forsøgte at lukke labyrinten helt, hvilket Eilenberger kalder for ”filosofiens afslutning”.
Eilenberger mener, at denne efterkrigstidsudvikling førte til en overdreven institutionalisering af filosofien, som tæmmede filosofiens egentlige formål. I stedet for ”åndsnærværelse” fik vi en ”mangfoldig forgrenet selviagttagelse” i lukkede systemer. Som han skriver: ”Man havde slukket lejrbålet”. Andre steder kritiserer han ikke mindst den analytiske filosofi for denne uheldige effekt. Han lyder i disse passager næsten som en Schopenhauer, der kritiserer Niklas Luhmann.
Denne kraftfulde professionaliseringstendens resulterer i personens ”afkobling fra livskunstens og visdomslærens traditioner”. Der kommer en ”udgrænsning af det biografiske element fra den filosofiske proces”. Vi skal tilbage til filosoffen som en amatør, dvs. som en elsker af tingenes indre, som ingen kan se.
Kort sagt: ”Filosofisk oplysning, som ikke sætter noget på spil, er ikke oplysende”.
C. De aktuelle muligheder
Til sidste kommenteres den aktuelle tilstand, som filosofien skal genfødes i. Denne tilstand er præget af geopolitiske, miljømæssige og ikke mindst teknologiske elendigheder. Vi befinder os i ”rumskibet jorden”, som er ”uden nødudgang”.
Desværre er Eilenberger egen afsluttende ”åndsnærværelse” meget kort. Han foreslår, at vi tager udgangspunkt i Simone Weils filosofiske teologi. Han taler om ”den mystiske ventens veje” og om ”det egentlige udspring”. Men det er lidt mystisk for mig, at det netop er Weil, der fremhæves frem for mange af de andre tænkere, som Eilenberger har arbejdet med.
På en måde forstærker Eilenberger efterkrigstidens problem ved ikke at drøfte den tyske tradition mere opbyggeligt. Han er efterladt med sin “venten”. Hvad blev der af den mere vitalistiske del af filosofien og dens konsekvenser for politisk og folkelig tilsynekomst?
Så Eilenberger sprænger ikke nogen rammer og forstærker lidt det problem han har ridset op.
Men han har en central pointe i, at vi trænger til at revitalisere den virkelige filosofi, og at denne gerne må forbinde et eksistentielt og fortabt ubehag med teologiske, universelle og historisk-poetiske traditioner i en ”ventende” struktur: Hvad sker der, hvis jeg står her? Efterfølgende skriver man så bare det hele ned, evt. i en lidt rodet og poetisk struktur. Det er vejen ”ud af labyrinten” som filosofien altid har slået sig ud i.
Kæmpeanbefaling herfra til alle 136 siders forsvar for tænkningens liv.
Reference: Wolfram Eilenberger: ”Ud af labyrinten – filosofiens formål i vor tid”, Klim, 2026.
23. Den 28. april: Venstrefløjens nationale kærlighed
For nogle dage siden beskrev jeg, hvordan Ebbe Kløvedal Reich med sin grundtvigske og nationale interesse var med til at redde venstrefløjen fra en radikaliseret marxistisk strukturalisme, der udsprang af efterkrigstidens opgør med det tyske ”volk”, der endte med at blive et opgør med det folkelige som sådan.
Reich ville redde sit folk fra det tyske ”volk” ved at essentialisere folket i fuld historisk-poetisk dybde.
Jeg nævnte i den sammenhæng også sangerinden Trilles sans for slægter, fødsler og nation.
Denne venstregrundtvigianisme fik enorm betydning for dansk kultur og pædagogik frem til murens fald.
Går vi yderligere nogle årtier tilbage finder man samme venstrefløjs-interesse for den nationale tradition, ikke mindst blandt landets kommunister. En interesse, der formentlig har haft effekt på Reichs og Trilles tanker og kunst.
For nogle år siden studerede jeg f.eks. en lærebog i litteraturhistorie, som var skrevet i 1950’erne af to kommunister med rod i de pædagogisk-humanistiske miljøer. Bogen sprudlede af kærlighed til den nationale litteraturarv og af interesse for elevernes litterære udvikling. I kan læse min tekst i linket.
Jeg vil også give to eksempler fra kommunisten Hans Scherfigs forfatterskab. For det første et eksempel fra hans roman Frydenholm fra 1962; en bog der handler om den danske regeringens nazi-leflende overgreb på landets kommunister under besættelsen. I bogen er der en smuk lille fortælling om en dansk skolelærer, der vender en ung tysk soldats sind i retning af pædagogisk frihed. Det er en lille solstrålehistorie om, hvordan det danske ”folk” via seminariernes tradition vinder over det tyske ”volk”, som selv var et opgør med hele den tyske baggrundstradition. På en måde reddede den danske lærer dermed også kontakten til det virkelige Tyskland.
For det andet skriver Scherfig i 1944 et digt, som hedder ”Vers om Danmark”. Her beder han tyskerne om at humme sig fra herregårde, villaveje, fattiggårde, præstegårde og pensionater. Han kalder sit land for ”et lille afsides venligt sted”. Her er digtet:
”Her ligger landet med grønne marker
og hvide grise og røde køer
og landsoldaten i Fredericia
og Holger Danske i Helsingør.
Her ligger Danmark med svømmepiger
og spejderdrenge og cykelsport.
Med frugt på træer og mælk i spande
og smør i dritlerne til export.
Med herregårde i fine parker
og fattighuse af ler og strå.
Med solbeskinnede villaveje
og by-kaserner med skygge på.
Med bøgeskove og granplantager
og nytte-haver og blommetræer
og kæmpehøje og bautastene
og fædres bene og alt det dér.
Turistforening og fredningsudvalg
og brede veje for folk med bil
og præstegårde og pensionater
og nye kroer i gammel stil.
En lille del af den runde klode
et lille afsides venligt sted,
som vi kan lide, fordi vi er her,
og som vi gerne vil ha’ i fred.”
Jeg fandt digtet i bogen ”100 års historier – fortællinger for børn fra 1894-1994”. Bogen blev udgivet i 1994 i anledning af Dansk Forfatterforenings 100 års jubilæum. Teksterne blev samlet af den kendte børnebogsforfatter Bent Rasmussen. Så det er altså en slags børnedigt.
Hele denne modererende nationale tradition gik tabt fra omkring 2010, hvor venstrefløjen for alvor støttede op om de teknokratiske tanker, som herhjemme blev skabt af VKO-flertallet i 00’erne, fordi VKO troede, at det folkelige var noget venstrefløjsagtigt. Dermed forstærkedes de teknokratiske og grænseløse tendenser i EU/OECD, som selv byggede på et opgør med nazismens ”volk” som man efter murens fald universaliserede til et være et opgør med ”folket” som sådan.
Så højrefløjen mistede dens folkelige reference under et VKO-flertal, hvilket jo er meget paradoksalt. Og efterfølgende fulgte venstrefløjen trop. Herefter var det slut med både det ene og det andet.
Som jeg skrev om i sidste uge, så er Christian Egander Skov gået i gang med at opdrage ”højrefløjen”, så den ikke via DNA-test kollapser i det populistiske ”volk”. Og han har endda sejret, i al fald i første omgang.
Nu mangler vi blot en person, der på samme måde kan opdrage venstrefløjen, så den forlader dens teknokratiske linje, som også er et opgør med ”folket”. Desværre findes der mig bekendt ingen ansøgere til stillingen.
Så vi har brug for både en national hippie og en folkelig konservativ. Lidt som i 80’ene, da popstjernerne – f.eks. Elvis Costello, Police og Madness – blev klippet og fik slips på og lavede nostalgiske 50’er-videoer, så de lignede en ironisk blanding af Ronald Reagan og Margaret Thatcher, som de ellers bestemt ikke syntes om.
24. Den 29. april: Dansk praksis?
I sidste uge skrev jeg om, at Danmark er defineret ved slægter, ånd og opdragelse, hvilket står i modsætning til gener og race. Men man bør tilføje et element, nemlig ”praksis”, som selv er en del af de tre andre begreber. Her er en kort uddybning:
Danmark er ikke en abstrakt ånd. Danmark er praksisser, som er født af ånden, og som selv vedligeholder og udvikler ånden. Der er pædagogiske praksisser, politiske praksisser, videnskabelige praksisser, økonomiske praksisser, religiøse praksisser og mange flere. Bestemte men også varierende måder at mødes, tale og handle på, som bygger på og udvikler sig ud af forfædrenes erfaringer i sprogets mærkelige toner. Vi får mærkelige børnehaver, fristeder, forsamlingshuse, højskoler og foreninger, som er skabt ud af historiens grums. Også Folketinget er en praksis, et tingsted fra tidernes morgen, som hele tiden genskabes.
Hver stedslighed og hver institution i landet er et kunstværk af vekselvirkningen mellem fortid, mellemtid og fremtid. En praksis, hvor generationernes vekselvirkning rumsterer i konkrete situationer; ofte i brud og kritik, som er en del af praksis, men også i ritualer og håb.
Og nogle gange kommer der nye praksisser til; fra England, USA og Iran og fra andre steder, som løbende spiller sammen med de mange eksisterende praksisser.
Det værste er, hvis en praksis glemmer sin fortid – sin ånd – for så kan den ikke opretholdes som praksis. Det gælder vores egne klassiske praksisser, som i høj grad er truet af fortidstab, men det gælder også de for tilkomne praksisser. Det er vigtigt at interessere sig for både gamle og nye praksissers ånds- og kultursammenhæng, så både danskere og de ny borgere selv kan huske og dermed lære noget og lære os noget.
Så praksis er slægtens og pædagogikkens sted, hvor mødre og fædre mødes i en skabende erindring med deres børn i hånden. Her er alle altid lige, selvom de ikke er. Ligheden strømmer igennem handlingerne som en dyb forudsætning, selvom der kan være forskellige indkomster. Og sprogets lyde og dybder løber som en rumsterende aldrig afsluttet historisk-poetisk essens gennem kroppene.
Det er også det, man kalder for ”folket”. Folke-styret er en praksis. Et slags urdemokrati, hvis rod er opdragelsens og tilsynekomstens uomgængelige realitet.
25. Den 29. april: Det folkeliges kollaps og den grænseløse erstatning
I samme øjeblik muren faldt, kollapsede det folkelige, som ellers havde holdt dansk socialisme på dydens smalle sti. Kollapset skyldtes, at det folkelige via Ebbe Kløvedal Reich og ligesindede var knyttet til socialismen. Men fra 1989 var socialismen jo væk.
Tilbage stod en marxistisk inspireret strukturalisme og poststrukturalisme (Althusser og Foucault), som var et efterladenskab fra 1960’erne. Denne strukturalisme, som selv var stort set uden frihedsbegreb, gik nu til angreb på opdragelsen, slægten og praksis, som jo ikke mere havde den grundtvigsk-inspirerede beskyttelse.
Alt blev til struktur, magt og identitet. Vi fik en grænseløs symbiose mellem en identitetspolitisk poststrukturalisme og konkurrencestatsbegrebets Althusser-inspirerede strukturalisme.
Og højrefløjen havde allerede i høj grad tabt “det folkelige” før murens fald. Det skyldtes, at man i løbet af 1980’erne havde kastet sin kærlighed på neoliberalismens instrumentalisme, som havde kæmpeproblemer med det folkelige og med opdragelsen, som blev reduceret til “rundkredspædagogik” og “smagsdommere”. I stedet satte man nationaløkonomer til at bestemme med læringsmålstyring og arbejdsudbud som ledestjerne. Igen i en form for grænseløs tilstand, hvor selv fostre blev anskuet som humankapital.
I de neoliberale systemer var alle opportunistiske individer, som allerede var opdraget, og som skulle styres af en blanding af markedsmekanismer og NPM-systemer. Man kaldte det frihed. Meget mærkeligt.
Herfra gik de to folkeløse fløje sammen. Det skete for alvor i løbet af 10’erne i form af store teknokratiske og teknologiske systemer, der i økonomiens tjeneste skulle måle og evaluere alt, som selv var reduceret til teknologiske og profylaktiske ”identiteter”.