Nedenfor kan man læse 44 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske temaer fra november/december 2023. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

1. Kritik af regeringens skoleudspil
2. Claus Hjort og Findsen
3. Tusmørkestaten, note 1
4. Tusmørkestaten, note 2
5. Progressivistisk litteraturliste
6. “Kirke for kundskab” eller “foderautomat for erhvervslivet”
7. Hypoteser om Søren Krarup
8. Interessant rapport om Kristendomskundskab
9. Dagkonference om pædagogik på Den frie lærerskole
10. Verdens helt – ny bog af Tegnell
11. 2014-15 – DPU-historik fra et vigtigt skolepolitisk år
12. Analyse af skoleudspil
13. Fra eksistens til identitet
14. Frihed og at “sætte fri”
15. To begrebspar
16. Artikel i Skolemonitor
17. Asger Sørensen om pædagogikkens tilstand på DPU
18. Hvad er læring?
19. Analyse af nationale test i Aarsskriftet Critique
20. Fejlens dyd
21. Hyldest til SU
22. Reformpædagogisk højdannelse
23. Undervisningens primat
24. Analyse af skolens formålsparagraf
25. Børnehavens og pædagogikkens autoritet
26. Interview i Kr. Dagblad om skolepolitik
27. Skolens formål og pædagogikkens to verdener
28. Ansvarsløshed
29. Identitet og eksistens
30. Fire punkter om PISA
31. Christian Ydesen kritiserer PISA
32. Niels Jakob Pasgaard kritiserer PISA
33. Skolen og erhvervslivet
34. Skolepolitisk kommentar af Tom Jensen
35. Normativ magt?
36. Artikler om magt på danske universiteter
37. 1-års jubilæum for fyring
38. Drama i Norge, episode 1
39. Drama i Norge, episode 2
40. Drama i Norge, episode 3
41. Kronik om skolens formål
42. Trivselsmålinger
43. Dialog med Vø
44. Undervisningsministeriet og DPU

 

1. Den 1. november: Kritik af regeringens skoleudspil

Rektor Lene Tanggaard og lærerinden Mette Frederiksen var tilbage i 2017-18 fremtrædende medlemmer af undervisningsminister Merete Riisagers såkaldte ”Rådgivningsgruppe”. Denne gruppe skulle ”justere” skolereformen, som det hed. Reelt foreslog gruppen en ændring af hele skolereformens filosofi, så skolen kom i kontakt med formålsparagraffen og med pædagogikken.

Nu har både Tanggaard og Frederiksen kommenteret på regeringens skoleudspil, og de er ikke begejstrede.

Frederiksen mener, at udspillet er for ”erhvervsrettet” og ikke nok funderet i skolens formål. Udspillet er med andre ord et konkurrencestats- og ikke et egentligt uddannelsespolitisk udspil.

Og Tanggaard mener, at udspillet er ”surrealistisk”. Dermed tænker hun på, at udspillets forståelse af læringsmål forudsætter rådgivningsgruppens arbejde uden at være ved det alligevel.

Udspillet er med andre ord en form for larmende tavshed af fortrængte organer.

Tak til Lene Tanggaard og Mette Frederiksen for at gøre opmærksom på disse problemer i udspillet.

Links:

Mette Frederiksens indlæg: https://blog.folkeskolen.dk/blog-mette-frederiksen/regeringens-folkeskoleudspil-er-for-erhvervsrettet/4739779

Lene Tanggaards indlæg: https://www.folkeskolen.dk/faelles-mal-praksisfaglighed-skoleudspil/lene-tanggaard-som-forsker-med-stor-interesse-for-folkeskolen-har-oktober-vaeret-naermest-surrealistisk/4739036

Mere om Rådgivningsgruppens arbejde: https://www.uvm.dk/folkeskolen/fag-timetal-og-overgange/faelles-maal/lempelse-af-faelles-maal/raadgivningsgruppen-for-faelles-maal/om-raadgivningsgruppen

Link til det aktuelle udspil: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/okt/231011-nyt-udspil-skal-styrke-kvaliteten-i-folkeskolen-og-saette-skolen-fri

 

2. Den 1. november: Claus Hjort og Findsen

I aftenens 18:30 tv-avis sagde DR’s journalist to gange, at det var et problem, at skyldsspørgsmålet i sagerne ikke bliver afgjort. Og Rigsadvokaten var ude i samme ærinde i Berlingske, hvor han sagde, at det nu var straffrit at røbe statens hemmeligheder.

Men det har de helt misforstået. I en retsstat er man netop uskyldig, indtil andet er bevist. Findsen og Claus Hjort er dermed 100% uskyldige, og det har de været hele tiden. Sagen er afgjort, fordi den aldrig blev afgjort.

Professor i forvaltningsret, Frederik Waage, har da også følgende bemærkning på Twitter:

”Når man hylder princippet om, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist ved en domstol, er det ikke uproblematisk, at rigsadvokaten nu kalder det for straffrit at røbe statens hemmeligheder.”

Det hele bærer præg af Nedlukningens logikker, som jo udviklede sig i samme periode, dvs. i 2020-21. Det gælder både minksag, dobbelte straffe, brændende dukker, nedlukningen som sådan og forsøgene på tvangstest og tvangsvaccination.

I alle disse tilfælde var statsministeriet og Barbara Berthelsen involveret i vilde aktioner på den ene og den anden måde, mens Rigsadvokaten ved flere lejligheder virkede som en slags mellemleder i Frederiksens koncern.

Hvordan kan en statsminister med så enorme retlige problemer blive siddende? Jeg begriber det ikke. Med mindre, at V og M har haft en finger med i spillet og betalt med deres loyalitet? Sorry for det vilde gæt.

I nedlukningens samfund er man skyldig, indtil andet er bevist. Det er DR’s og Rigsadvokatens filosofi. Den er jeg ikke med på.

 

3. Den 2. november: Tusmørkestaten, note 1

Jeg mødte en socialdemokratisk jurist i går sidst på eftermiddagen. Vi gik ind på en af byens cafeer, hvor vi engagerede os i følgende dialog:

Juristen: Dav Thomas.

Mig: Dav jurist.

Juristen: Ved du godt, at du ikke er uskyldig i bankrøveri og terror og landsforræderi og alle andre forbrydelser.

Mig: Nej, det vidste jeg ikke. Hvordan det?

Juristen: Fordi der ikke er ført retssager imod dig.

Mig: Men jeg troede man var uskyldig, indtil noget kriminelt blev påvist ved retten?

Juristen: Ja, det var i gamle dage. Fra nu af er du aldrig uskyldig i noget.

Mig: Så jeg er ikke skyldig, men heller ikke uskyldig, dvs. konstant skyldig alligevel?

Juristen: Ja, det er det nye. Du er altid ikke-uskyldig. Det er en form for ”twilight”.

Mig: Men det lyder jo skrækkeligt. Hvad er konsekvensen?

Juristen: Konsekvensen er, at den forfatningsløse stat må kontrollere alt. Det kaldes for et ”ekstremt forsigtighedsprincip”. Enhver forbrydelse er en for mange. Det er et konstant tusmørke, hvor skylden og straffen altid hænger over hovedet, selvom du bare cykler en tur. Du vil aldrig mere se den lyse dag.

Mig: Så vi er i en tusmørkestat? En ny politik tilstand?

(dialogen er inspireret af Findsen/Hjort-sagen samt af ELO’s sang ”Twilight” fra konceptalbummet ”Time” fra 1981, som jeg hørte i går. Albummet er en form for tidsrejse, hvor sangeren Jeff Lyne bliver bortført til 2095, som er befolket af IBM-kvinder og så videre. Lynne længes tilbage, men befinder sig i en konstant twilight-zone, jvf. “tusmørket. Denne tilstand udtrykkes mest markant i albummets største hit ”Ticket to the Moon”. Her sidder Lynne i 1981 og forestiller sig, hvordan det må være at sidde i 2095 og tænke tilbage på 1981).

 

4. Den 5. november: Tusmørkestaten, note 2

A.

Den kommission, der evt. skal undersøge processen mod Hjort og Findsen, skal afdække, om der har været ”usaglige hensyn”. Denne tematisering mener to eksperter imidlertid er for smal og ubestemt, fordi den vil vanskeliggøre en bredere politisk og retlig undersøgelse af det politiske ansvar.

I Berlingske d. 4/11 kritiseres kommissoriet af både Professor i forvaltningsret, Michael Gøtze og af professor i statskundskab, Jørgen Grønnegaard Christensen

Hvad er justitsministerens svar på en så fagligt baseret kritik. Det er følgende, her i citat fra artiklen:

”Justitsmininister Peter Hummelgaard skriver til Berlingske, at der florerer ”mange spændende konspirationsteorier”. Helt uden belæg, betoner han.”

Så justitsministeren har afgjort skyldsspørgsmålet før processen, og derfor behøver man ikke at undersøge sagen så grundigt, som eksperterne mener, man bør! Han nedgør jo uden videre de to professorer.

Faktisk fastholdt regeringen i flere dage Hjorts og Findsens mulige skyld, selvom de har været udsat for de mest modbydelige processer uden juridisk grund.

Så regeringen er uskyldige på forhånd, mens Hjort og Findsen altid vil være skyldige.

Det er tusmørke (saglighed/konspiration = lys/mørke samt skyld/uskyld = lys og mørke)

B.

Højesteret afgjorde som bekendt, at en evt. retssag skulle foregå for åbne døre. Derfor opgav rigsadvokaten ævred.

Men nu lægges der, ifølge Berlingske, op til, at en evt. undersøgelse af forløbet skal være lukket. Så man gentager altså den praksis, som Højesteret netop har afgjort som retsstridig.

Desuden overvejer regeringen at lægge den lukkede undersøgelse under Justitsministeriet, som jo er en integreret del af det evt. ”usaglige hensyn” i stedet for i en mere åben Granskningskommission under Folketinget, som det var tilfældet i forbindelse med minksagen.

Igen dette tusmørke, denne gang i betydningsrul mellem åben/lukket (lys/mørke)

C.

Anklagemyndigheden opgav sagen mod Hjort og Findsen med henvisning til, at man ikke kunne føre sagen for delvist åbne døre. Regeringen understøttede denne konklusion.

Men førende eksperter mener ifølge Politiken (d. 3/11), at man sagtens kunne have ført sagen under Højesterets rammer. Følgende jurister udtaler sig:

– Professor i strafferet, Jørn Vestergaard

– Professor i forfatningsret, Frederik Waage

– Advokatrådets formand, Martin Lavesen

Det er et retligt tusmørke (åben/lukket = lys/mørke)

Igen: Vi får samme tusmørkestruktur som ifm. rigsadvokatens forståelse af skyld/uskyld forleden, som han efter hårdt pres måtte trække i land, samt som ved de mange små og store sager vi så ifm. corona-nedlukningen.

D.

I Information fra i fredags bekræftes ovenstående struktur. Ifølge artiklen mener anklagemyndigheden og PET, at der pga. Højesterets afgørelser nu er reel straffrihed for statsforbrydelser. PET taler direkte om en ”uholdbar retstilstand”, hvorved man bekræfter de uendelige tusmørkeanklager imod Hjort og Findsen.

Men det er landets juridiske eksperter helt uenige i. I Informations artikel udtaler følgende sig:

– Professor i strafferet, Sten Schaumburg-Müller

– Professor i strafferet, Lasse Lund Madsen

– Professor i strafferet, Jørn Vestergaard

Sagen er, som jeg ser det, at regeringen vil indføre en ny retstilstand, som i al fremtid vil indsnævre frihedsrettighederne kraftigt, så alt fra Tibet-demonstrationer til utilbørligheder og brud på tvangsvaccinationskrav og så videre kan falde under statsforbrydelser.

Tusmørkestaten er biostatens retsløse raslelyde. Der er corona i statens indre organer.

 

5. Den 7. november: Progressivistisk litteraturliste

Jeg har studeret en interessant lærebog, “Litteraturhåndbogen”, fra 1955, som er skrevet af to af tidens førende kommunistisk-progressive pædagoger, Inger Merete Nordentoft og Torben Gregersen.

Bogen er tænkt som bidrag til “den første litteraturundervisning”, som der står.

Hvilke tekster mon de progressive redaktører har valgt? Og med hvilke begrundelser? Den kan man læse om i dette blog-indlæg.

http://www.thomasaastruproemer.dk/progressivistisk-litteraturliste.html

 

6. Den 8. november: “Kirke for kundskab” eller “foderautomat for erhvervslivet”

Lone Frank har skrevet en universitetspolitisk kommentar i Weekendavisen, hvor hun fortæller om det danske universitets opgør med sig selv, og om dette opgørs konsekvenser.

Hendes indlæg har den herlige titel ”Uhellige haller”, der ledsages af den ligeså så herlige undertitel: ”Er universitetet en kirke for kundskab eller foderautomat for erhvervslivet?”.

Lone Frank forsøger at forstå, hvorfor forskningsfriheden på danske universiteter er i krise.

Hun siger f.eks., med Aarhus Universitet som eksempel, at dannelsesbegrebet er blevet en slags udvendig smørelse på dannelsesbegrebets opløsning:

”Men det er blevet med dannelse, som det er med vejret: Alle taler om det, ingen gør noget ved det. Og da slet ikke universiteterne, hvis primære opgave er blevet at levere kraftfoder til erhvervslivet. Kandidater, der skæres til på en måde, som ‘passer’ med virksomhedernes til enhver tid gældende behov.”

Dermed identificerer Frank en begrebslig proces, som Brinkmann, Tanggaard og undertegnede i 2021 beskrev i bogen ”Sidste chance – perspektiver på dannelse”.

Frank fremhæver her regeringens seneste universitetspolitiske udspil og dets forbindelse til universitetsloven fra 2003, som de store syndere.

I stedet vil Frank have dannelse, kundskaber og kritisk arbejde, så en ny generation af intellektuelle kan komme til selvstændigt til syne. Her i en flot formulering:

“Tag arven fra Humboldt alvorligt også ud over festtalerne. Insistér på, at universiteter skal være en særlig verden. De skal ikke være pølsefabrikker for erhvervslivet, men katedraler for viden. Steder, som er fredhellige for tænkning, diskussion og fordybelse. Vores højeste læreanstalter skal netop ikke forme unge mennesker til at passe ind i den rå ‘virkelighed’, som den er på et givet tidspunkt. De skal udgøre et rum, hvor de studerende kan udvikle sig, så de bliver i stand til selv at bestemme, hvordan de vil stille sig til virkeligheden og deltage i den.”

https://www.weekendavisen.dk/2023-45/samfund/uhellige-haller

 

7. Den 9. november: Hypoteser om Søren Krarup

Mit store spørgsmål vedrørende Søren Krarups virke er følgende:

Hvordan kan en grundholdning, som er begrundet i den såkaldte nykonservatisme fra 1920’erne samt i modstandskampen imod nazismen ende med at understøtte det radikale opgør med den nationale tradition, som udviklede sig efter 2001 i form af konkurrencestaten?

Det er paradoksalt, men her er tre tentative hypoteser, som hænger sammen på kryds og tværs:

A.

Krarup gik via splittelsen af Tidehverv i 1964 imod Løgstrup og hele efterkrigstidens grundtvigske og reformpædagogiske humanisme. Tilbage stod en filosofisk afpillet sen-Kierkegaard uden grundtvigsk modspil.

Krarup lavede så Dansk Folkeparti uden grundtvigske fællesskaber, mens grundtvigianere gik til SF uden kierkegaardsk eksistens. En sand tragedie.

B.

Krarup gik imod det moderne gennembrud og dettes rige historisk-poetiske konsekvenser og filosofiske indhold. Det gør ondt at læse om Krarups filosofiske udrensning.

C.

Krarup gik imod Nietzsche samtidig, med at Krarup ligesom Brandes byggede på Nietzsche (via nykonservatismen). Der gemmer sig noget der.

Krarup tabte kort sagt pædagogikken på gulvet.

Derfor kunne han også understøtte Fogh Rasmussens opgør med pædagogik og civilsamfund i 2000’erne; et opgør der som sagt kaldes for “konkurrencestaten”. Da konkurrencestaten havde vundet i 2011, forlod Krarup politik. Det er lidt synd for ham på en måde.

Krarup virkede helt naiv i forhold til konkurrencestatens politik, som jo ødelagde hans egentlige livsværk. Ifølge Mikael Jalvings biografi bliver Krarup først opmærksom på Foghs globaliseringsekstremisme i forbindelse med en tale, som Fogh holder ved uddelingen af en litteraturpris i 2008.

Det er måske lidt forsimplet, men jeg synes, at spørgsmålet er vigtigt.

Jeg kan anbefale nogle bøger om emnet, som jeg har siddet med de sidste par dage:

Mikael Jalving: Søren Krarup og hans tid, People’s Press, 2014.

Christian Egander Skov: “Konservatisme i mellemkrigstiden”, Aarhus Universitetsforlag, 2016 (her drøftes nykonservatismen og Krarup i et efterskrift).

Bogen “Den borgerlige orden” af ægteparret Selsing.

 

8. Den 9. november: Interessant rapport om Kristendomskundskab

Jeg har vist glemt at fortælle, at jeg den 17/10 havde en kronik i Kr. Dagblad, hvor jeg i seks små afsnit drøfter en helt aktuel rapport om faget Kristendomskundskab. Religionslærerforeningens formand, John Rydahl, som havde været med til at lave den udmærkede rapport, svarede den 25/10 i samme avis.

Rapportens baggrundsgruppe blev nedsat af daværende undervisningsminister Merete Riisager, men blev nedlagt umiddelbart efter at Socialdemokratiet overtog ministeriet.

Rapporten blev derfor finansieret af private midler.

Men alt det kan man læse om i kronikken og rapporten.

https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/10/17/kristendomsfaget-er-aandelig-matematik/

 

9. Den 10. november: Dagkonference om pædagogik på Den frie lærerskole

Den frie lærerskole i Ollerup har d. 21. november en dagskonference med titlen ”er der stadig plads til pædagogik i skolen?”, og det er jo et godt spørgsmål, men måske også lidt defensivt, eftersom skolen ER pædagogik?

Selv deltager jeg i en workshop om forholdet mellem pædagogik og identitetspolitik. Det har jeg aldrig talt om før, så det skal nok ende på månen. Til gengæld skrev jeg engang et kønsfilosofisk essay, som er meget “pædagogisk”. Det handler om modersmålet og fædrelandet og ikke mindst om fødslen og om blide mænd. Så måske ender vi på jorden alligevel. På ”the earth”, som Hannah Arendt siger.

Som der fremgår af programmet, er der også mange andre workshops og debatter.

Arrangementet koster kun 200 kroner inkl. forplejning. Jeg ved ikke, om der er flere pladser, men jeg glæder mig til at se nogle af jer og til at lære noget nyt og gammelt.

https://www.friskolerne.dk/nyheder/artikel/konference-er-der-stadig-plads-til-paedagogik-i-skolen

 

10. Den 10. november: Verdens helt – ny bog af Tegnell

Hvorfor har den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell ikke fået en nobelpris pga. hans forsvar for et demokratisk og åbent samfund og for hans klippefaste og ensomme kritik af nedlukningerne?

Hvilken storslået helt, han er! Et enestående eksempel til efterfølgelse for alle, der elsker videnskab, demokrati, selvstændighed og faglig proportionalitet.

Tegnell har netop udgivet bogen ”Tanker etter en pandemi”. Har den overhovedet været omtalt i det traume- og fortrængningsagtige Danmark?

Jeg har dog fundet et interview fra den norske avis, Aftenposten. Her fastholder Tegnell sine synspunkter, og avisen skriver, at Sverige endte med at have færrest døde.

Men jeg har også rodet lidt i gemmerne, for jeg var meget engageret i sagen i sin tid. Nedenfor er en FB-omtale af Politikens dækning af Tegnells kloge synspunkter fra oktober 2020, suppleret af et par danske eksperter som støtter ham. Det er tankevækkende læsning, synes jeg selv.

Imens pulserer de nye biopolitiske stats- og samfundsstrukturer i alle hjørner. Det er det, jeg kalder for konkurrencestatens tusmørke.

Omtalen af Politikens artikler indgår også i min bog ”Den store nedlukning – dagbog fra biostatens første år”, som udkom i efteråret 2021.

Links:

Interview med Tegnell, Aftenposten, 2023: https://www.tv2.no/nyheter/utenriks/dette-angrer-han-pa/16188541/

Interview med Tegnell, Politiken, 2020: https://www.facebook.com/profile.php?id=837549480

Omtalen af Politiken-interviewet fra 2020 indgår også i følgende blogindlæg fra dengang, hvor man kan mindes stemningen fra dengang. Det var en del af en serie, jeg kaldte for “Smittede tanker”: http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-60-d-20-september.html

 

11. Den 12. november: 2014-15 – DPU-historik fra et vigtigt skolepolitisk år

I juni 2014 – lige mens skolereformen rullede – blev der opslået et professorat i pædagogik ved DPU, Aarhus Universitet. Jeg skrev en grundig engelsksproget ansøgning på 10 sider og medsendte otte publikationer, som alle fik en positiv bedømmelse.

Bedømmelsesudvalget bestod af følgende personer:

• professor Karen Borgnakke, Københavns Universitet, Denmark
• professor Stefan Thomas Hopmann, Wiens Universitet,
• professor Per Fibæk Laursen, IUP, Aarhus Universitet, Denmark (formand)

Bedømmelsesudvalget skulle ikke rangere ansøgerne, men skrev følgende konklusion:

”Thomas Aastrup Rømer’s list of publications and the submitted books and articles demonstrate that he is a very productive researcher. Most of his work is in Danish, but he has also written several research articles which have been published in prestigious international journals. He has extensive knowledge of many different theories, and he is a distinct analyst and debater and a keen controversialist. Furthermore, he is an experienced and competent teacher.

Compared to the requirements in the announcement he has proven competent primarily in philosophical, but also in sociological aspects of educational theory and their relation to practice. He has written about both normative an empirically based theories, on the relationship between theory and practice, focusing especially on schools, and on the development of knowledge about education, teaching and schools.

Thomas Aastrup Rømer has only done empirical research as a research assistant, but he has discussed empirical research and its relation to practice extensively.

Thomas Aastrup Rømer is deemed qualified for the professorship of education.”

Det var flinke ord, men ikke nok, for nu gik sagen amok.

Nogle måneder senere, i starten af 2015, blev Alexander von Oettingen tilbudt professoratet. Men få dage efter dette tilbud nedlagde den helt nye institutleder, Claus Holm, pludselig stillingen med henvisning til instituttets ”strategi”. Hr. Oettingen måtte pakke kufferten ud igen og drage hjem med uforrettet sag.

Holms aktion blev støttet af den ligeledes nyansatte dekan Johnny Laursen. Det var en skandale, hvis begrebsmæssige struktur har manifesteret sig gentagne gange både før og siden.

I stedet oprettede Holm en række MSO-professorater, der flugtede med hans egne synspunkter, og hans ven og mentor, Lars Qvortrup, blev udnævnt til leder af et læringsideologisk “Nationalt Center for Skoleforskning”, uden opslag vel at mærke.

Dermed havde man givet to personer fra landets pædagogiske linje en mavepuster, mens læringslinjen kunne ekspandere.

Claus Holm er netop blevet genudnævnt som institutleder for DPU.

Læs mere her: http://www.thomasaastruproemer.dk/dpu-nedlaegger-alexander-von-oettingens-professorat-i-paedagogik.html

 

12. Den 13. november: Analyse af skoleudspil

Jeg har studeret regeringens seneste skoleudspil. Efter min mening ligner udspillet en fortsættelse af tankegangen fra 2013. Udspillet har derfor slet ikke karakter af det skolepolitiske skifte, som nogen mener at kunne se.

Min analyse kan tilgås i nedenstående notat, som er udgivet i regi af Tænketanken Prospekt, hvor jeg er seniorrådgiver.

https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/11/13/notat-regeringens-skoleudspil-fejler/

 

13. Den 14. november: Fra eksistens til identitet

I samme øjeblik eksistens bliver til identitet, så bliver erfaring til krænkelse.

Det poststrukturalistiske menneske kan ikke gøre erfaringer, fordi der ingen verden er. Han må ustandseligt konstruere sin identitet uden erfaringer, men altid krænket.

Herfra rejser “trivslen” sig som en ny datamaskinel kategori.

God tråd: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02dxdFh6cGFVpePX87S4bo1GrJj8s4KqTaeDJyPynT6dUmyLq8DcDYmiPVDKdJLoTvl&id=837549480

 

14. Den 14. november: Frihed og at “sætte fri”

Først ødelagde man pædagogikken. Det skete især i perioden 2006-13. Vi fik detaljeret målstyring overalt.

Nu fortæller statsministeren, at staten vil trække sig tilbage fra den ødelagte pædagogik. Det kaldes for at ”sætte fri”.

Herfra kan ruinerne fra ødelæggelsen flyde under en tilbagetrukket stats lave skyer; en stat som ikke vil være en egentlig stat, men kun en konkurrencestat, dvs. en stat uden samfund. Alle børn er arbejdsudbud.

Dette læringssystem af ødelagte brokker skal ifølge regeringens skoleudspil i endnu højere grad end før agere sammen med dels kommunerne/KL, som selv har bidraget til ødelæggelserne, og dels nogle erhvervsorienterede kompetence-skolebestyrelser.

Samtidig styres det hele med hård hånd af nationale test- og trivselssystemer, som tvinger børn og voksne til dataficeret indrestyring. Det er tusmørkets liv, som børn skal tvinges til at elske via “trivselsfremmende tiltag”.

Det kaldes som sagt for at ”sætte fri”.

Men at ”sætte fri” er det modsatte af frihed.

Men hvad er så frihed, altså en frihed som ikke er ”sat/tilladt” af en stat, som har gjort op med friheden?

Ja, det er det pædagogiske liv i den ”frie tid”, hvor generationerne, kundskaberne og selvvirksomheden vekselvirker i historiens puls.

Her gør man sig erfaringer med det som findes, og kommer til syne i samfundets liv. Enhver skole og børnehave er et slags kunstværk.

Denne frihed er ikke ”sat”. Den eksisterer snarere som en form for uudtalt forudsætning. Det er erfaringens liv i det, som allerede er. Det er kort sagt “ånd”.

Dette er den pædagogiske filosofis ræson d’etre. Her protesterer man i frihedens navn mod at blive ”sat fri”.

En virkelig demokratisk stat, som ikke er en konkurrencestat, må acceptere denne præmis.

Stakkels John Dewey. Hans “erfaringspædagogik” blev til “identitet og trivsel”. Og stakkels alle hans dejlige venner og fjender. Og stakkels hele pædagogikkens land, som er lavet af smukke bygninger og landskaber, men ikke af ruiner.

Links:

1. link til min Prospekt-analyse af regeringens skoleudspil. https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/11/13/notat-regeringens-skoleudspil-fejler/
2. Et FB-opslag fra 2017, som er et af ødelæggelsens mange eksempler. Opslaget handler om en skole i Skanderborg Kommune, hvor læringsmålstyringen gik helt amok i midten af 2010’erne. De videoer, som omtales i opslaget, kan stadig tilgås. Men kun hvis man tør, for det gør ondt i hjertet.

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10155786655924481&id=837549480

 

15. Den 14. november: To begrebspar

A.

Begreberne identitet og diversitet hænger sammen. De er betegnelser for ensomhed, statistik og algoritmer. Det er skolereformens ord.

Denne tilstand vedrører tiden efter 2006. DPU’s og læringens tid.

B.

I modsætning hertil står begreberne eksistens og pluralitet. De står for fordybelse, fællesskab og erfaringer. Det er humanismens ord.

Det handler om tiden efter tidernes morgen. Universitetets og pædagogikkens tid.

 

16. Den 15. november: Artikel i Skolemonitor

Politikens Skolemonitor har dækket mit kritiske notat om regeringens udspil om folkeskolen.

Artiklens overskrift er følgende: ”Thomas Rømer og Tænketanken Prospekt kritiserer skoleudspillet: Fortsætter konkurrencestatens pædagogik”

Skolemonitors journalist skriver følgende:

”I sit og tænketankens nye notat om skoleudspillet, skriver han, at udspillet er del af det opgør med skolens tradition, som skolereformen i 2013 også var et udtryk for.”

Journalisten har også forelagt notatet for ministeren:

“Skolemonitor har kontaktet Børne- og Undervisningsministeriet med henblik på at få en kommentar til kritikken fra minister Mattias Tesfaye (S). Det har ministeren ikke mulighed for i denne omgang.”

Man forstår godt, at ministeren værger sig, for mit notat er, som jeg ser det, et forsvar for ministerens egne idealer fra bogen “Kloge hænder”, som skoleudspillet er et opgør med.

Notatet er også et forsvar for nogle af de pædagogiske idealer, som man finder hos den radikale Lotte Rod, der efter 2018 er blevet forkæmper for pædagogik.

Endelig er notatet et forsvar for nogle af de tanker, som den tidligere undervisningsminister Merete Riisager udviklede, da hun var politiker og minister. Riisager kæmpede en brav og enestående kamp med skolereformens læringsideologer, som især kom fra DPU.

Pædagogikken er partiløs, men sætter sig her og der som mærkelige erindringer.

Regeringens udspil er – som der står i overskriften – ikke andet end en omgang forstærket konkurrencestat, som ingen børn eller lærer i landet er tjent med.

Link til Skolemonitors artikel: https://skolemonitor.dk/nyheder/art9618368/Forts%C3%A6tter-konkurrencestatens-p%C3%A6dagogik

Direkte link til notatet: https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/11/13/notat-regeringens-skoleudspil-fejler/

 

17. Den 16. november: Asger Sørensen om pædagogikkens tilstand på DPU

Her er en omtale af Asger Sørensens fantastiske tale ved Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde: ”Uden uddannelse ingen frigørelse. Velkommen til pædagogisk filosofi”. Talen blev udgivet i går på det filosofiske netmedie Paradoks.nu.

Tak til Asger Sørensen – DPU’s sidste kritiker – for denne dybt tankevækkende kærlighedserklæring til dannelse, kritik og demokrati. En erklæring, der pr. logisk konsekvens bliver ledsaget af en lige så stærk kritik af DPU’s ledelse, som står for det modsatte, nemlig for læring, evidens og konkurrencestat og dermed også for en mangeårig forfølgelse af landets pædagogiske filosofi.

Læs den før din lærer!

Link til omtale, inkl. link til Sørensens indlæg: http://www.thomasaastruproemer.dk/dannelse-paa-dpu-asger-soerensens-tale-ved-dansk-filosofisk-selskabs-aarsmoede.html

 

18. Den 20. november: Hvad er læring?

Det moderne læringsbegreb materialiserer sig i to faser:

Fase 1: Læring bliver til i et opgør med kundskaber, der sideløbende kategoriseres som sort skole og kapitalisme. Det sker omkring 1980.

Fase 2. Læringsteoriens kulturelle aspekter afvikles, f.eks. via en nærmest voldelig halvering af psykologen Piagets udviklingsforståelse.

Dermed er læring adskilt helt og aldeles fra pædagogik og historie og fra barnets kundskabssøgende natur.

Dette læringsbegreb, som især skyldes Knud Illeris’ dybt problematiske teorier, har efter de to faser kun én rod tilbage. Denne rod er psykoanalytikeren Wilhelm Reich, der også inspirerede filosoffen Deleuze, som faktisk præger fremtrædende professorater på DPU; herunder Dorthe Staunæs, som jo i 2015 anklagede mig for mobning og tilsvining (dvs. drift), fordi hendes arbejde blev kritiseret for ikke at være kritisk.

Og Knud Illeris’ far, Tage Philipson, var faktisk Reichs førende tilhænger i Danmark. Philipson dannede gruppen “Dansk Sexpol”.

Det er social arv, som man siger. Lea Korsgaard skriver om disse relationer i sin fremragende bog ”Orgasmeland” fra 2014. Det var reformpædagogikkens store dannelsestab.

Vi får dermed en skole, som er tømt for kundskaber og følelser. I stedet får vi aktivistiske og kulturkritiske driftsprocesser, f.eks. “ansvar for egen læring”. Kulturen bliver til “mikro-agressioner” og så videre.

Men sådanne processer skal jo styres, for ellers går alt til grunde. Derfor fik vi ”lærings-målstyring”. Det var Jens Rasmussen, der stod for denne radikalisering, faktisk via en halvering af halveringen af Piaget. Herfra kunne konkurrencestaten tage over, for “økonomi” er jo også “drifter”.

Målstyringen forsvandt til dels i 2018, og ”læringen” flyder nu som ruiner efter et jordskælv. Det kalder man så dannelse, selvom det er et opgør med dannelse.

Disse processer er i øvrigt ikke uden indflydelse på identitetspolitikken, som jeg ser det. Det skyldes, at “læringen” jo er et opgør med fortiden og med verden, der er reduceret til ”mikroaggressioner”, dvs. til driftssystemer.

Dermed afvikles eksistensen. Til sidst står blot den skrøbelige og ensomme ”identitet” tilbage, som man så kan lave endnu flere regler for.

 

19. Den 21. november: Analyse af nationale test i Aarsskriftet Critique

En ny rapport om Nationale Test, som udkom for en måneds tid siden, har været en anledning for mig til at gennemgå testenes problematiske faglige og politiske historik samt deres uheldige skolepolitiske funktion. Det har været spændende på ny at dykke ned i dette materiale.

Aarsskriftet Critique har været så venlig at udgive min analyse, som er udkommet her i dag. Teksten indeholder også en del baggrundslinks, man kan fordybe sig i, hvis det skulle have interesse.

Link til analyse: https://aarsskriftet-critique.dk/2023/11/kampen-om-de-nationale-tests-i-folkeskolen/

 

20. Den 22. november: Fejlens dyd

Jeg løfter lige låget for et tankedrys:

Alle store ånder tager fejl. Spørgsmålet er blot, hvad de opdager, mens de står på fejlens plads? De ser jo verden fra et skævt og ensomt sted. Og jo fastere, de står på fejlens grund, desto mere kan de se, fordi fejlen breder sig overalt i kulturen. Verden myldrer frem.

Men det er svært at stå fast på sin fejl, for alt hvad man finder, fremstår altid i et lidt skævt lys. Folk skælder ud og så videre.

Kant troede, at man kunne se bort fra “tingen i sig selv”. Fra denne fejl fik han øje på menneskets fornuft og frihed. Herfra udviklede de smukkeste institutioner sig.

Kant forblev i spænding mellem hans fejl og hans opdagelse. Men nogle af hans elever troede, at de kunne udslette hans fejl, dvs. “tingen i sig selv”.

Men dermed kollapsede fejlens gaver, f.eks. den offentlige brug af fornuften.

Det samme kan man sige om Nietzsche. Han sagde, at gud er død og opdagede derved livet og vitalismen. Da nogle af hans elever fjernede gud/ånd, så kollapsede det vitale i “afgørelsen”.

Men forestil jer en pædagogik uden liv? Man kalder det for “strukturalisme” eller “post-strukturalisme”, dvs. f.eks. konkurrencestatens stof. Det er skolereformens sted.

Aldrig har vi haft så meget brug for en fuldbåren kantiansk og nietzschiansk fejl, dvs. for både fornuft/ting og liv/ånd.

Det største kantianske forfald finder vi i den pædagogiske systemteori. Det største Nietzsche-agtige forfald finder vi i poststrukturalismen. I begge tilgange er “fejlen” udslettet.

Og netop systemteorien og poststrukturalismen er skolereformens og DPU’s stof, som altså består af et opgør med fejlens dyder.

Men tog DPU ikke udgangspunkt i fejlen? Nej, det tog udgangspunkt i opgøret med fejlen. Men finder man så ikke sandheden? Nej, så gør man op med sandheden, for der er intet sted at stå.

Det er derfor, at åndsfriheden er samfundets vigtigste dyd.

 

21. Den 23. november: Hyldest til SU

En af velfærdsstatens største og smukkeste landvindinger er Statens Uddannelsesstøtte, som blev indført i 1970’erne. Fra nu af kunne alle landets borgere tilgå videregående uddannelser med en vis basal indkomst. Det er meget vigtigt at beskytte denne skønne og oplysningsvenlige ordning, som nu igen lader til at være under pres.

Her er et par forslag til forbedringer af støttesystemet:

1. SU’en hæves med 50%, så det bliver endnu mere interessant for alle at uddanne sig på alle mulige måder.
2. SU’en øges derudover med yderligere 20%, hvis den unge først påbegynder sin uddannelse 3 år efter afslutningen af sin ungdomsuddannelse. Det er meget vigtigt med nogle år i det fri, så de unge får en ballast fra livet selv; fra børnehaver, værnepligt, tomlen rundt i Europa og så videre. Herfra kan de så bedre mistrives i de rette doser på konkurrencestatens uddannelsesinstitutioner. Et sådant ubehag, der altså stammer fra erfaringen selv, kan nemlig føre til god kritisk aktivitet. Længe leve mistrivslen! Kilden til al handling.
3. Der skal være fri adgang til supplerende indkomst under studierne.
4. Man kan få SU op til to år udover den normerede studietid.
5. Man kan få SU til et ubegrænset antal uddannelser.

Det vil give et godt og oplyst folk.

Det er dog et stort problem, at staten jo ikke mere er en virkelig stat, men snarere en konkurrencestat. Det betyder nemlig, at en stat uden folk, altså en konkurrencestat, vil omdanne kundskabslivet til læringsoptimering i arbejdsmarkedets/økonomiens tjeneste, og at de unge endda skal “trives” med det.

Folket bliver til konkurrencestatens soldater, som Ove Kaj Pedersen udtrykte det i 2011. På den måde får vi ikke en pædagogisk-demokratisk STATENS uddannelsesstøtte, men en tilpasningsvillig KLS (Konkurrencestatens LæringsStøtte).

Strengt taget bør man faktisk forbyde SU og STATSstøtte til alle de uddannelsesinstitutioner, som er baseret på konkurrencestatens logikker, hvilket jo er virkelig mange.

Jeg forsøger mig med et kompromis: Måske skulle man nøjes med at forbyde SU til studier, som pågår ved institutioner, der bevidst og aktivt har arbejdet for læringsideologien, og som udelukker de klassiske stemmer fra STATENS tidsalder. Det vil f.eks. gælde alle studier ved DPU. En sådan privat koncern må folk selv betale for et gå i. Jeg har siden fundet ud af, at Aarhus Universitet som sådan understøtter DPU med hud og hår, så denne institution rammes også.

Alle resterende uddannelser kan så følge de retningslinjer, som fremgår af punkt 1-5.

Men helt ideelt set skulle man henlægge de videregående uddannelser til en slags lærde højskoler, som så kan få SU efter de retningslinjer, jeg har skitseret. Dvs. til det, som i gamle dage hed universiteter og seminarier og lærerhøjskoler og så videre.

 

22. Den 26. november: Reformpædagogisk højdannelse

Tænketanken Prospekt har været så venlig at formidle min undersøgelse af, hvordan to venstrefløjsikoner fra efterkrigstiden, Inger Merete Nordentoft og Torben Gregersen, i 1955 så på “den første litteraturundervisning” samt på dansk litteratur i det hele taget.

Det er reformpædagogisk højdannelse, som jeg kalder det.

Pt. arbejder jeg på en yderligere tekst om denne dannelsesform, nemlig om fru Hedevig Bagger, der i 1885 etablerede landets første pædagoguddannelse, og som arbejder i samme ånd som Nordentoft og Gregersen, blot med Fr. Fröbel og den tyske romantik som baggrundsvind.

Jeg læste på disse ting omkring 2017, men docent Jan Jaap Rothuizens fine studiekreds om pædagogikkens klassikere på UC VIA har sat mig i gang igen.

Det myldrer frem fra fortiden med de skønneste ideer.

https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/11/07/klassisk-progressivistisk-litteraturliste/

 

23. Den 29. november: Undervisningens primat

I 2017 skrev jeg artiklen ”Undervisningens gavegivning”, som udkom i tidsskriftet ”Studier i læreruddannelse- og profession”. Jeg er meget stolt af dette arbejde, må jeg indrømme.

Jeg nævner artiklen af to årsager:

For det første fordi der i artiklen arbejdes med at formulere et undervisningsbegreb, som trækker på en blanding af jødisk humanisme, liberal education, kritisk teori og grundtvigianisme.

Måske kan undersøgelser denne type – jf. den ”jødiske humanisme” – bidrage til at etablere en mere grundlæggende mellemposition ind i de skrækkelige og dikotomiserede diskussioner om Mellemøstens åndelige sammenhænge, som vi pt. er vidne til.

For det andet: Artiklens overordnede tema er spørgsmålet om forholdet mellem undervisning og læring. Jeg undersøger, hvad undervisning er, når den opfattes som en ægte uafhængig variabel og kausal entitet, som står over et læringsbegreb, der hele tiden forsøger at udelukke undervisning (jf. 2013-sloganet: ”Fra undervisning til læring”).

Samlet set lægges der med disse tanker op til et mere kulturelt, åndeligt og praksisorienteret syn på undervisning og dermed også på professionerne og deres udvikling.

Undersøgelsen kan desuden bidrage til at indse, at den aktuelle skolepolitik – på trods af den aktuelle nedtoning af selve ordet ”læring” i forhold til 2013-17 – stadig er præget af det nu tavse læringsbegrebs opgør med ”undervisningens gavegivning”.

https://tidsskrift.dk/SLP/article/view/27689

 

24. Den 30. november: Analyse af skolens formålsparagraf

Tænketanken Prospekt har i dag udgivet min analyse af skolens formålsparagraf.

Analysen bygger på arbejdet med bogen ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering”, som udkom på forlaget Klim sidste år.

Link til selve analysen:

https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/11/30/skolens-formaalsparagraf-har-tabt-betydning-og-indhold/

 

25. Den 30. november: Børnehavens og pædagogikkens autoritet

Docent på VIA UC, Jan Jaap Rothuizen, afholder i dette skoleår en fortrinlig og tankevækkende studiekreds om pædagogikkens klassikere.

I fredags præsenterede lektor Hanne Hede Jørgensen kredsen for fru Hedevig Bagger, der grundlagde landets første pædagogseminarium.

I forbindelse med studiekredsen læste jeg en stor del af Baggers forfatterskab. Her fandt jeg – inspireret af en diskussion der var i studiekredsen – en form for pædagogisk autoritetsteori.

I nedenstående indlæg til Kontrast.dk, som jeg er blevet skribent for, kan man læse om Baggers autoritetsforståelse.

Mange tak til Kontrast for at bringe indlægget og for at invitere pædagogikkens temaer ind mediets horisont.

https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/autoritet-er-det-modsatte-af-raa-magt

 

26. Den 1. december: Interview i Kr. Dagblad om skolepolitik

Jeg er blevet interviewet til Kr. Dagblad med udgangspunkt i mine kritiske analyser af regeringens skoleudspil og skolens formålsparagraf.

Det er et såkaldt debatinterview.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/regeringen-siger-den-saetter-folkeskolen-fri-men-det-er-stadig-konkurrencestatens-skole

 

27. Den 3. december: Skolens formål og pædagogikkens to verdener

Sidste år udkom bogen ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering” på forlaget Klim. Bogen blev modtaget på to meget forskellige måder:

A.

Bogen blev virkelig godt modtaget i mange faglige kredse. F.eks. stod der følgende i bibliotekernes lektørudtalelse:

”En både vedkommende, tankevækkende, omfattende og relevant udgivelse for alle med engagement i skoleverdenen. Er absolut værd at læse i sin helhed”.

Og redaktør Erik Schmidt skrev følgende i LærerBladet:

”Det er noget af en kraftpræstation, der ligger bag arbejdet med bogen, og det videnskabelige omfang og niveau har fået pædagogiske kapaciteter som Lene Tanggaard og Keld Skovmand til at kalde bogen for et nyt hovedværk i dansk, pædagogisk litteratur”.

Bogen blev også grundigt anmeldt i Folkeskolen.dk, i tidsskriftet Unge Pædagoger og på en række faglige blogs (se nedenfor). Alle var enige med bibliotekernes lektør.

B.

På DPU var der derimod total tavshed, både på kommunikations- og debatsiden.

Men pludselig kom der en helt egen form for larm. Institutleder Claus Holm, som i mange år har stået for en form for modpol til bogens analyser, ekskluderede bogens analyse fra DPU’s horisont, dels ved at fyre forfatteren og dels ved at omorganisere instituttet i sit eget autoritære billede.

Man kan herefter være sikker på en ting. Der er ingen unge forskere eller forskere i det hele taget, der i fremtiden vil være motiveret for at forske selvstændigt i bogens emne, som jo ellers vedrører hele skolens og læreruddannelsens ræson d’etre.

For når talen og skriften er fjernet, så tilpasser tanken sig.

Heller ikke Undervisningsministeriet eller KL har vist interesse for bogen.

Dermed blev bogens teser bekræftet.

Links til omtaler af bogen:

Ove Christensen anmelder for Folkeskolen.dk, d. 17. maj 2022: https://www.folkeskolen.dk/formalets-forfaldshistorie/4634208

Lektor Hans Dorf anmelder for tidsskriftet Unge Pædagoger, nr. 3, 2022, s. 105-112. http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2023/05/Anmeldelse-Unge-Paedagoger.pdf

Lærer og redaktør Erik Schmidt anmelder bogen til Lærerbladet, nr. 3, s. 23: https://www.odenselaererforening.dk/media/15401039/laererbladet-0322.pdf

Lektor ved pædagoguddannelsen på VIA-UC, Niels Jakob Pasgaard, anmelder bogen på hhv. Facebook og LinkedIn, d. 31. juli 2022: https://www.linkedin.com/pulse/boganbefaling-thomas-aastrup-r%C3%B8mer-skolens-form%C3%A5l-pasgaard/?originalSubdomain=dk

Lærer Lærke Grandjean omtaler bogen på Folkeskolen.dk, d. 26. august 2022: https://blog.folkeskolen.dk/blog-laerke-grandjeans-blog-paedagogik/thomas-romer-curriculum-centreret-undervisning-danner/4671899

Lektørvurdering til Bibliotek.dk af Henrik Munch Jørgensen: “Det er en yderst gennemarbejdet og velovervejet udgivelse, som kommer godt i dybden med sine analyser og tolkninger. En både vedkommende, tankevækkende, omfattende og relevant udgivelse for alle med engagement i skoleverdenen. Er absolut værd at læse i sin helhed.”

Rektor og dr.pæd., Alexander von Oettingen, omtaler bogen i fire Facebook-opslag, d. 1.-11. september 2022:

• Del 1: https://www.facebook.com/photo.php?fbid=1710541495991948&set=a.170454170000696&type=3&notif_id=1662011257476896&notif_t=feedback_reaction_generic_tagged&ref=notif
• Del 2: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid027LQNAGPMkaDyMKYXK6XC5cWyExeuN2hrFn3dX3Qx4tK4w1gbjffD4Ug7cQBaXHZtl&id=100011083422575
• Del 3: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0EwHWaRWbAwmoRiosAgPiCEde3d7CwSDLfPT5F9Zn14dqQ8Gj7Uu4u8MV5cZTm4mMl&id=100011083422575
• Del 4: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02xqD7wo6yoRLcQigteSyB7cY1q4DnC3jrrj2417VQoUKuu27VikNV4sqV9K5DZxgLl&id=100011083422575

Egon Clausen, Jens Raahuage og Georg Metz drøfter bogen i Den2Radio, d. 24. december 2022. https://den2radio.dk/udsendelser/ronkedorerne-december-2022/

 

28. Den 4. december: Ansvarsløshed

I 2019 fik jeg en nordisk forskningspris for mit arbejde med at kritisere John Hattie, jf. opslaget nedenfor.

Claus Holm, som var både institutleder og kommunikationsansvarlig ved DPU, var en del af det magtfulde system, som havde promoveret John Hatties ideer om læringsmålstyring.

Men helt imod almindelig praksis ville Holm ikke dele nyheden om prisen på DPU’s officielle kanaler. Det var absurd, men helt i tråd med hans almene linje.

Få år tidligere havde Holm ligefrem kaldt mit kritiske arbejde for ”polemisk dumdristighed”.

Det var ren intimidering, ja nærmest mobning.

Fyringen i november 2022 var en integreret del af denne ideologiske struktur.

I sidste måned fik Holm forlænget sin kontrakt som institutleder. Herfra kan han fortsætte sine autoritære overgreb på den pædagogiske forskning, igen med Aarhus Universitets eksplicitte opbakning.

Spørgsmålene er: Hvorfor er Holm stadig leder for DPU? Og hvorfor eksisterer DPU stadigvæk? Og ja, hvorfor eksisterer Aarhus Universitet?

Facebookopslag om prisen: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0UCofwBUBEziNpR4h3XkjoMbGHSCTFisitn8RbYyvFVwfTfyRNDg8wfP5Z3dU2LuBl&id=837549480&__cft__[0]=AZUERzJNrZgFsqGKJoN6cUZpf5hJVtoURTr3YZ-iTEKvWji8gDRwrGv4cWAHD3-5exJrdx0wfuS8TT_Eqgarw3gVI7FKut2PV_gCP1TpmZx9PtYv53H5FKXiNz_-Lmd-Ftw&__tn__=%2CO%2CP-R

Link til begrundelse for prisen: https://nfpf.net/journal/the-ahlstrom-award/the-ahlstrom-award-recipients/

 

29. Den 4. december: Identitet og eksistens

I gamle dage, dvs. indtil for få år siden, var der en fælles verden. Derfor kunne alle gøre erfaringer og udvikle sig. Krænkelsen var en undtagelse. Det var dannelsens tid. Det var eksistensens tid.

Den fælles verden forsvandt omkring år 2005. Nu var alting konstrueret, både verden og subjekt. Mennesket blev til en ensom ”identitet”. Dermed forsvandt dannelsens forudsætning.

Når der kun er konstruktion og identitet, men ingen erfaring og dannelse, så overtager ”krænkelsen”; Identiteter kan ikke udvikle sig, men kun sitre omkring sin formel A=B (A er identisk med B).

Hver eneste sproglig ”berøring” er en trussel mod A=B.

Det som før var ”erfaringer” i en fælles verden, bliver nu til identiteternes ”krænkelse” i en verden, hvis ting selv bliver til identiteter.

Pluralitet bliver til identitet.

Og denne ”krænkelse” udrydder de sidste rester af fælles verden, der som sagt allerede var marginaliseret

Sproget angribes. Men det sprog, som angribes, er allerede nærmest væk. Så derfor produceres en ny krænkelse, nu mod verdens rester, som selv er blevet til ”identiteter” uden lag. Det er her, at man ikke må synge om ”unge blonde piger” og så videre.

Dermed får vi en krænkelse af krænkelsen.

Det store A=B.

Denne fordoblede og altid sitrende krænkelse er identitetspolitikkens formel.

Herfra kan centralt styrede statistiske systemer og algoritmer overtage de fornærmede udsving.

Før eksisterede man i verden. Nu er man i ”mistrivsel”. Trivselsbegrebet bliver dermed en del af det nye system. Små børn beretter om det til en statslig datamat.

Det betyder, at et menneske i trivsel er et menneske uden erfaringer, men i fuld identitet.

 

30. Den 6. december: Fire punkter om PISA

A.

Man bør melde sig 100% ud af disse OECD-baserede PISA-test, som alene bidrager til, at de nationale systemer bliver stressede og glemsomme og dermed også til en globaliseret instrumentalisering af vores mest dyrebare eje, nemlig den pædagogiske praksis, dvs. det suspenderede møde mellem voksen og barn og fortid.

Disse test og deres blotte eksistens har været bredt kritiseret i faglige kredse i mange år. Testene har dog været promoveret af især nationaløkonomer, som fra omkring 2005 satte sig på landets pædagogik, og som i dag huserer i den såkaldte Reformkommission. Og PISA har også været promoveret af indflydelsesrige kredse på DPU, hvis pejlemærke er et opgør med skolens formål og dets tradition.

B.

PISA-testen er den statistisk-økonomiske omverden for konkurrencestatens såkaldte Nationale Test, der har samme undertrykkende og dermed fordoblende effekt.

Konkurrencestatens skole startede for alvor med PISA i 2000. Denne såkaldte ”læringsrevolution” har været en pædagogisk og kulturel katastrofe. Og uanset hvor meget man har ødelagt skoletænkningen med sin læringsmålspolitik, så går alle kurver bare ca. ligeud, dvs. lidt op og ned.

C.

Det eneste interessante resultat, jeg er faldet over i den aktuelle PISA-undersøgelse, er, at danske elever ligger langt foran alle verdens lande i brug af skærme og datamaskiner i undervisningen. Jeg vidste godt, at det stod slemt til, men dog ikke så slemt. Man forstår godt, at fælleden ligger øde hen.

Kort sagt: Vi trænger til pædagogikkens kundskaber i stedet for OECD’s kompetencer.

D.

Endelig må man ikke glemme OECD’s direktør Andreas Schleichers dybt pædagogik-fjendtlige bog fra 2018, som jeg diskuterer i bogen “I skolereformens kølvand”, der udkom i foråret på forlaget Fjordager.

Her kan man virkelig få en fornemmelse, hvad man køber ind på, når man betaler til, at landets børn skal opnå såkaldt “wellbeing” på PISAs læringspolitiske indikatorer, som det hedder i OECD Education 2030-program. Det er efter min mening også derfor, at “trivsel” (well-being) pludselig vælter ind på dagsordenen.

Børn og voksne skal ikke lære at “have det godt” i OECD’s systemer.

 

31. Den 6. december: Christian Ydesen kritiserer PISA

Landets førende uddannelseshistoriker, professor Christian Ydesen fra Aalborg Universitet, har i mange år været en central person i den internationale PISA-kritik. Dermed viderefører han hele den kritiske tradition inden for området.

Ydesen har også markeret sig i disse dagens debat. Det sker i et indlæg på folkeskolen.dk, hvor han ærgrer sig over, at PISA-kritikken er gået i glemmebogen.

I den forbindelse minder han os om følgende:

”…selve grundidéen om, at det er meningsfuldt at administrere én fælles måling af verdens 15-årige, som befinder sig i endog særdeles forskellige kontekster kulturelt, uddannelsesmæssigt og materielt, er der ikke pillet ved.”

Og denne ”fælles måling” er ifølge Christian Ydesen båret af ”ideologiske” hensyn. Han skriver følgende:

”Samtidig rummer Pisa også en umiskendelig ideologisk komponent, nemlig at vi alle befinder os på et globaliseret arbejdsmarked, og at det er de samme kompetencer, som vil blive efterspurgt på fremtidens globale arbejdsmarked, samt at Pisa-resultater dermed giver et fingerpeg om, hvor godt nationen er rustet i den globale konkurrence med andre nationer.”

Ydesen taler ironisk om OECD’s “forjættede land”. OECD taler selv om en form for global “well-being”.

Christian Ydesen forklarer også, at PISA- og OECD-systemet har haft en helt særlig diskursiv og ideologisk magt i den danske uddannelsespolitik. En magt som altså nu fortsætter.

I Ydesens analyse er tilslutningen til PISA en del af et ideologisk og konkurrencestatsbaseret system; et system der har opportunisme og udslettelse af samfundets civile, demokratiske og historiske strukturer på programmet.

Dermed står Christian Ydesen i en uudtalt, men stærk opposition, til de ledende kredse på DPU, som er helt ukritiske støtter af OECD’s antipædagogiske skolediskurs.

https://www.folkeskolen.dk/pisa-pisa-2022-skolepolitik/professor-mens-kritikken-af-pisa-er-gaet-i-glemmebogen-bruger-politikere-resultaterne-til-at-legitimere-reformer/4747589

 

32. Den 11. december: Niels Jakob Pasgaard kritiserer PISA

Lektor Niels Jakob Pasgaard bidrager til dagens Skolemonitor med et dejligt kraftfuldt indlæg, hvor han argumenterer for, at Danmark bør forlade PISA.

Undervejs fremsætter Pasgaard en skolehistorisk teori, som er meget tankevækkende:

Han minder om betydningen af en problematisk målstruktur fra 2001, nemlig M. Vestagers målsystem “Klare Mål”, hvor læringsmål frem for indhold pludselig blev definerende for pædagogikken. Pasgaard fortolker dette som den første af en lang række mistillidserklæringer til lærerstanden.

I løbet af 2000’erne udvidede denne begrebsmæssige revolution sig, og i 2013 overtog læringsudbyttet det hele i skolereformens totale kollaps.

Pasgaard er en af landets mest selvstændige pædagogiske tænkere, så han har virkelig noget at have sin kritik i. Her er lidt højdepunkter:

I 2017 udgav han den særdeles interessante bog FAQ om læringsmål, som var en del af en FAQ-serie om pædagogiske emner på Hans Reitzels Forlag, som udkom i de år.

Serien blev redigeret af de fremtrædende Aalborg-psykologer Lene Tanggaard og Thomas Szulevitcz, som begge var kraftigt inspireret af professor Steiner Kvales tanker om mesterlære. Den største modstander af Kvales ideer var DPU-professoren, Jens Rasmussen, som jo var skolereformens hofideolog. Alt passer sammen.

I sin bog undersøgte Pasgaard den psykologisk-filosofiske baggrund for læringsmåls-begrebet, som jo i 2017 huserede overalt. I bogens anden del fremlagde han desuden en række mere opbyggelige ideer, som tog udgangspunkt i nyere pædagogisk filosofi.

Her er konklusionen fra min egen anmeldelse af bogen:

”Bogens to dele kobles løbende sammen, så bogen fremstår som et samlet værk. På en måde er FAQ-formatet, som jo er meget formidlingsorienteret, en forsimplet overskrift, selvom Pasgaard overholder den til punkt og prikke. Bogen er ikke banal formidling, men et dybt selvstændigt arbejde med pædagogik. Det er en form for kamufleret referenceværk.”

Og videre skrev jeg:

”Ud af de sidste ca. 30 sider løfter sig konturerne af en helt anden pædagogik, som har dybe rødder i den pædagogiske tradition, men som samtidig forbinder sig åbent til fremtiden. I Pasgaard verden regerer spørgsmålene, stoffet, disciplin, formål, opmærksomhed og alle tings dragende ubestemmelighed, og med det udgangspunkt er der naturligvis ingen plads til læringsmål i den eksisterende form.”

I 2021 skrev Pasgaard desuden den dybt tankevækkende artikel ”Kunsten ikke at lære verden at kende”, som stod i antologien Sidste chance – nye perspektiver på dannelse. Bogen var redigeret af Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og undertegnede. Brinkmann var i øvrigt også elev af Kvale.

Lektor Peter H. Frostholm anmeldte ”Sidste Chance” til Tidsskrift for Professionsstudier. Han skrev her om Pasgaards bidrag: ”Det er noget af det bedste, jeg har læst længe”, og Frostholm uddybede med følgende:

”Lektor Niels Jakob Pasgaard rammer den eksempelvis helt rent med sine udlægninger af henholdsvis dannelsens og læringens skole. Her bliver det tydeligt, hvad læringsparadigmet de seneste 20, hvis ikke 30 år har ført med sig af praksisforvanskninger, og man ønsker sådan, at nogle lærere, politikere og uddannelsesfolk ville læse med her.”

Dertil kommer, at Pasgaard har deltaget i en række helt aktuelle diskussioner om pædagoguddannelsens udvikling, som en række kritiske røster har rejst, f.eks. i regi af det såkaldte Selskabet til Pædagoguddannelsens Fremme. Andre i denne kreds er folk som docent Jan Jaap Rothuizen (UC VIA) og docent Line Togsverd (UC Syd).

Pasgaards virke er en del af denne vigtige sammenhæng, som alle landets pædagoger og børn bør være dybt taknemmelige for, og som slet ikke bliver påskønnet nok.

Endelig har Pasgaard via en lang række indlæg og aktiviteter bidraget kritisk-konstruktivt til den omfattende debat, der har været om pædagogik og digitalisering. Blandt andet har han stået for at udvikle den både satiriske og dybt seriøse ”Analogiseringsstyrelse”, og han også skrevet mange offentlige indlæg om dette emne; indlæg som på pædagogikkens præmis udfordrer de herskende vinde.

Så Niels Jakob Pasgaard er en vigtig stemme.

https://skolemonitor.dk/debat/art9656152/Drop-den-danske-PISA-deltagelse

 

33. Den 9. december: Skolen og erhvervslivet

Her er lidt inkompetente tanker om skolen:

A.

Hvad er skolens opgave?

Det er at drage omsorg for samfundets kundskaber: Deres historie, udvikling og fornyelse.

Denne omsorg er rammesat af den ældre generations opmærksomhed og interesse for den nye generations kundskabsliv.

En sådan skole og dens pædagogik og dagligdag er et kunstværk.

Der er ingen adgang for OECD, KL, EVA eller lignende læringssystemer. Skoleinspektøren er en vogter, der afviser alle tilnærmelser med henvisning til pædagogikkens egenart og sprog.

B.

Men hvad så med ”erhvervslivet”? Har jeg ikke glemt det?

Nej, for når eleven kommer i 8. og 9. klasse, så skal han/hun skam i erhvervspraktik i en hel uge. Det vil være lidt ligesom at tage på ferie i Mongoliet, så det vil eleven aldrig glemme.

Og i undervisningen snakker man desuden om folk, der har lavet ting og sager, dvs. om folk der har haft ”et virke”, hvilket er det modsatte af ”erhvervslivet”.

Og eleven ved jo også, at far og mor og alle tanterne laver et eller andet; har en kiosk, skriver i en avis, er sømand og så videre. Den slags giver tavs viden. Så får man kioskejer-slægter, skribent-slægter og sømands-slægter på frihedens præmis.

Tavs viden og de personlige narrativer var en dyd frem til omkring 2005, men nu kalder man den slags fine emner for ”social arv”.

“Social arv” er konkurrencestatens omskrivning af opdragelsens og pædagogikkens dyder, som den jo hader (men dermed er vi tilbage i OECD-problemet, jf. punkt 1). Long story, som man siger.

C.

Så er der spørgsmålet om digitalisering. Her er der meget kort sagt fire principper til overvejelse:

a) Ud med alle mobiltelefoner, også for lærerne. Man skal ikke sms’e i skoletiden. Det vidste allerede salig Hedevig Bagger, selvom hun døde i 1926. Alle øjne er på det fælles liv i kundskaberne og deres mærkelige bevægelser. Det er rundbold på de fælles græsplæner. På skoler gør man erfaringer, man ”kommunikerer” ikke.

b) Opret faget ”Teknologi og samfund”, hvor maskinernes opbygning, indhold, funktion og konsekvenser diskuteres. Faget skal ikke have indflydelse på andre fags curriculum, og det skal ikke være ”kompetenceorienteret”. Det med ”kompetencerne”, må man klare i den uge, hvor der er erhvervspraktik.

c) Skal man bruge computere i undervisningen, så foregår det i særskilte lokaler, hvor der er lidt koldt.

d) Dog er der fri brug af alle – både gamle og nye former for teknologi – i de kunstneriske fag (men ikke i værkstedsfag).

Beklager disse inkompetente vildskud fra fjerne egne.

 

34. Den 11. december: Skolepolitisk kommentar af Tom Jensen

Jeg har nedenstående læserbrev i morgendagens Berlingske, hvor jeg roser en skolepolitisk klumme af chefredaktør Tom Jensens:

”Chefredaktør Tom Jensen havde en interessant kommentar om folkeskolen i torsdags.

Han taler lidt frem og tilbage om det ene og det andet, for eksempel om PISA, corona og inklusion og så videre. Den del er ret almindelig. Men undervejs får han sagt to ting, der skiller sig ud fra mængden:

For det første fortryder Tom Jensen sin støtte til skolereformen. Det sker i følgende markering:

»For ti år siden var jeg en af dem, der støttede den daværende folkeskolereform og det samtidige opgør med lærernes betonagtige arbejdstidsregler (…). Siden blev også jeg klogere. Folkeskolereformen blev hverken en frisættelse af elever eller lærere, men tværtimod nok på mange måder det modsatte.«

For det andet kalder han på en undersøgelse af skolens formål og pædagogiske filosofi. Det sker her:

»Jeg ved ikke, hvad løsningen er. Det er indlysende, at noget er galt. Og at ‘noget’ er andet end covid-isolationen, der var gal nok. Det burde være en borgerlig mærkesag at få defineret dette ‘noget’, hellere i dag end i morgen, og bruge det ikke til nye reformforslag og omlægninger af skolerne og gymnasier, men til at finde ind til selve kernen af formålet med, at de eksisterer.«

Mange tak til Tom Jensen. Det er, som om især det borgerlige Danmark er i et nyt pædagogisk morgengry. Venstrefløjen ligger stadig i en form for mørke.

Den eneste politiker, der eksplicit deler Jensens interesse, er Lotte Rod (R). Også hun har fortrudt sin støtte til skolereformen og insisterer nu på at tale om pædagogikkens formål. Merete Riisager er naturligvis den store heltinde i den politiske del af baggrunden. Hun var imod reformen fra dag ét og har vedvarende haft sans for skolens og pædagogikkens egenart.

I forsknings- og professionskredse, som selv er defineret ved skolereformens ideologi, er Tom Jensens gode emner derimod totalt marginaliseret.”

https://www.berlingske.dk/laesere/det-er-som-om-isaer-det-borgerlige-danmark-er-i-et-nyt-paedagogisk

 

35. Den 12. december: Normativ magt?

I Sverige har de forbudt mobiler i skolen ved lov. Det forstår man godt.

Vores egen undervisningsminister svinger i dagens Politiken pisken lidt i samme ånd. Han vil ligefrem give en “kæmpestor undskyldning” til hele skolereformgenerationen for at have pladret dem til med maskinerier. Han er så sød, når han skælder og fortæller.

Men han vil ikke lovgive ligesom svenskerne. Han tror på sine markeringers ”normative magt”, som han siger.

KLs skoleformand, Thomas Gyldal Pedersen, lyder totalt uanfægtet. Og KL har da også stået for en totalt radikaliseret og nærmest revolutionær digitaliseringspolitik, f.eks. i det såkaldte ”Teknologispring” fra 2018. Og i Gladsaxe, hvor man angiveligt har delt I-pads ud til alle børnehaveklassebørn, overvejer man nu at sige, at børnene ikke må tage maskinerne med hjem om aftenen.

Det er der ikke meget ”normativ magt” over.

Og i regeringens skoleudspil fra sidste måned er det også bare snik-snak.

Der er også komme retningslinjer for gymnasierne. Det er noget med, at man skal blive enige om et eller andet sammen med eleverne og lave nogle politikker og så videre. Det lyder som noget for KL og Gladsaxe.

Så om 10 år kan den næste minister kæmpeundskylde en gang til, mens de glade svenske børn snakker sammen og gør sig virkelige erfaringer.

Links:

Artikel i Politiken: https://politiken.dk/danmark/art9660085/Mattias-Tesfaye-siger-undskyld-til-en-generation-af-digitale-fors%C3%B8gskaniner

Anbefalinger til ungdomsuddannelser: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/dec/231208-nye-anbefalinger-for-skaermbrug-paa-gymnasier–erhvervsuddannelser-og-fgu

 

36. Den 14. december: Artikler om magten på danske universiteter

Professor emeritus Heine Andersen har lavet et FB-opslag om en interessant artikel i Science Report, hvori professor ved CBS, Christophs Ellersgaard, og den engelske professor, Terence Karran, forklarer det danske universitetssystems autoritære magtstrukturer.

Som Ellersgaard siger i artiklen:

“Man kan sige, at man med universitetsloven i 2003 valgte, at frem for, at ledelserne skulle hente legitimiteten nedefra, så skal ledelserne hente legitimiteten oppefra. Institutlederne skal dermed hente legitimiteten hos deres dekaner, dekanerne skal hente legitimiteten hos deres rektor, og rektoren skal hente legitimiteten hos sin bestyrelse. Så har man jo sådan et slags lille selvsupplerende netværk, der i virkeligheden styrer alle de danske universiteter.”

Mine egne undersøgelser bekræfter dette billede med 100%, og hele systemet påvirker helt klart de konkrete forskningsinteresser og bevillinger på en meget grundlæggende måde. Dermed opbygges et udsøgt autoritært system, som er til skade for næste generations kundskabsudvikling.

Det hele kan tilgås på dette fb-link:

https://www.facebook.com/heine.andersen.58/posts/pfbid032XWbnFJfxTP4dcwpmcM8kwNVGiNFg67CCNcNCVtMhDQLvwWSPPmE1XNGEtpU4poTl

Her er links til Sciencereports artikler om temaet:

https://sciencereport.dk/i-sporene-paa-magten/her-er-magtens-ansigter/

https://sciencereport.dk/i-sporene-paa-magten/universitetsbestyrelser-er-magtelitens-moedested-hvem-sidder-med-ved-bordet/

https://sciencereport.dk/i-sporene-paa-magten/forskningsmagten-er-udlejet-til-fondene/

 

37. Den 16. december: 1-års jubilæum for fyring

Det er i dag et år siden, at institutleder Claus Holm fyrede mig fra DPU og dermed ekskluderede arbejdet med pædagogiske formål fra instituttets interesser.

Der var opstillet fire kriterier for fyringerne, som blev varslet d. 29/11-2022. Jeg skrev derfor en indsigelse, som forklarede, at jeg klarerede mig udmærket på de fire kriterier. Man kan tilgå indsigelsen nedenfor.

Indsigelsen blev afsendt d. 12/12.

I sit efterfølgende afskedigelsesbrev, d. 16/12, forklarede Claus Holm, at der ikke var noget at kritisere mig for på de fire kriterier, men alligevel blev fyringen opretholdt. Det var et totalt fagligt og universitetspolitisk kollaps, båret af Holms kærlighed til konkurrencestats- og læringsideologi.

Fra denne dag kunne man ikke mere have tiltro til pålideligheden af den forskning, som kommer fra DPU; ja, faktisk heller ikke fra Aarhus Universitet mere bredt, eftersom Holms ideologiske overgreb blev støttet af universitetets ledelse, især af dekan for ARTS, Johnny Laursen.

I Trondheim er universitetets rektor netop trådt tilbage på grund af et indgreb i sine ansatte ytrings- og forskningsfrihed; et indgreb, som vel at mærke var langt mindre alvorligt end Claus Holms og dekan Johnny Laursens nedrige og ideologiske aktioner. De aarhusianske ledere bør derfor naturligvis også forlade deres stillinger, hvis vi skal følge nordiske standarder.

Jeg vender tilbage til den norske sag en af dagene.

Min egen sag er også beskrevet i min kommende bog “Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”.

Nedenfor kan man som nævnt læse min indsigelse mod fyringen, som blev afsendt til universitetets ledelse d. 12. december 2022.

http://www.thomasaastruproemer.dk/indsigelse-vedroerende-varslet-afskedigelse.html

 

38. Den 17. december: Forskningspolitisk drama i Norge, episode 1

Jeg vil gerne omtale en sag, som har skabt stor dramatik i Norge, men som lader til at være overset i Danmark.

Det drejer sig om, at rektor for universitetet i Trondheim (NTNU), Anne Borg, i forgårs måttet fratræde sin stilling.

Årsagen er, at hun har intimideret to forskeres ytringsfrihed.

Sagen er kort sagt følgende, som jeg har forstået den:

To forskere var uenige i konklusionerne i en rapport om kernekraft, som en række magtfulde organisationer stod bag. De to forskere udtalte sig derfor kritisk i et kort interview til magasinet Dagens Næringsliv.

Rektor Anne Borg skrev derpå et læserbrev til Dagens Næringsliv, hvor hun skældte ud på de to kritikere for deres tone, som hun mente var ”usund” og et udtryk for “utilbørlig omtale af meningsmodstandere” og så videre.

Derpå rejste sig en storm, både fra akademiske kolleger, fra anonymiserede ansatte fra NTNU og fra mange andre, som alle kritiserede Anne Bergs aktion. Ministeren udtalte sig også i sagen. Hun ”forstår reaktionerne”, kunne man læse.

Det kom også frem, at Anne Borg havde kommunikeret med kernekraftsrapportens interessenter i forbindelse med sit autoritære indlæg.

Til sidst måtte Anne Borg altså forlade bestillingen. Hendes afskedstale kan man studere i et link nedenfor sammen med bestyrelsens udtalelse.

På en måde er hele sagen udtryk for et sundhedstegn for norsk akademia. I Danmark ville en sådan sag aldrig føre til en så prompte reaktion eller til større problemer for ledelsen. De norske universiteter er kort sagt i bedre filosofisk stand end de danske.

Skal man følge de norske standarder, bør især ledelsesstrengen på Aarhus Universitet forlade dens stillinger. Her har man siden 2006 forstærket 2003-reformen ideologi i autoritær og centralistisk retning med en lang række problematiske enkeltsager til følge.

Stort tillykke til de gode nordmænd med denne flotte sejr for videnskaben.

Skriv gerne i tråden, hvis jeg har overset relevante indlæg/artikler om denne vigtige sag.

Diverse links:

Det oprindelige interview med de to forskere, Dagens Næringsliv, d. 27. november: https://www.dn.no/energi/to-rapporter-om-kjernekraft-i-norge-med-stikk-motsatt-konklusjon/2-1-1560701

Rektor Anne Borgs svar til forskerne, Dagens Næringsliv, d. 7. december: https://www.dn.no/innlegg/ntnu/kjernekraft/rystad-energi/det-gronne-skiftet-er-tjent-med-en-sunn-ytringskultur/2-1-1564918

Anne Borgs kommunikation med industriens organisationer omtales i denne artikel, hvor universitetets bestyrelse også lyder kritisk, Khrono.no, d. 8. december: https://www.khrono.no/kaller-direktor-press-mot-ntnu-for-uforskammet/831930

Anne Borgs sms-kommunikation med industrien op til sit indlæg, Khrono.no, d. 14. december: https://www.khrono.no/her-er-all-kommunikasjon-mellom-anne-borg-og-nho-direktorene/833081

En advokat fra Oslo siger, at rektor har handlet grundlovsstridigt, Khrono.no, d. 14. december: https://www.khrono.no/mener-borgs-leserinnlegg-er-grunnlovsstridig/833873

Anonymt brev fra NTNU-ansatte, Universitetsavisa.no, d. 14. december: https://www.universitetsavisa.no/akademisk-ytringsfrihet-anne-borg/vegring-fra-a-delta-i-offentlig-ordskifte/394616

Ministeren og en professor udtaler sig kritisk, Khrono.no, d. 14. december: https://www.khrono.no/sandra-borch-forstar-reaksjonene/834008

Anne Borg trækker sig, Khrono.no, d. 15. december: https://www.khrono.no/ntnu-rektoren-trekker-seg/803443

Anne Borgs fratrædelsestale til universitetets bestyrelse, ntnu.no, d. 15. december: https://nyheter.ntnu.no/anne-borg-meddeler-styret-at-hun-gar-av-som-rektor/

NTNU’s bestyrelsens udtalelse om sagen og om ytringsfrihed, ntnu.no, d. 15. december: https://nyheter.ntnu.no/tor-grande-konstitueres-som-ny-rektor/

En journalistiske sammenfatning: Journalistisk opsamling med diverse reaktioner, adressa.no, d. 15/12. https://www.adressa.no/midtnorskdebatt/i/veqe9L/saar-tvil-om-ntnus-uavhengighet

 

39. Den 19. december: Drama i Norge, episode 2

Der sker virkelig noget på universitetet i Trondheim (NTNU).

I sidste uge måtte rektor sige op efter hårdt pres. Hun havde intimideret to ansattes ytringsfrihed. Universitetets bestyrelse endte med at lave en flot erklæring. Jeg skrev lidt om det i forgårs.

Og i går kom der så en form for aflægger på NTNU’s Institutt for Lærerutdanning, hvor vores egen Keld Skovmand jo lige er blevet ansat.

Dette institut har sin egen bestyrelse, og den lokale bestyrelsesformand, som er ekstern, har ligesom rektor været efter en ansat pga. et helt normalt kritisk indlæg på instituttets intranet.

Men nu har de seks videnskabeligt ansatte medlemmer af bestyrelsen skrevet et offentlig brev til Universitetsavisa.no, hvor de protesterer og forklarer sagens sammenhæng. Her kan man også læse det korte indlæg, som gav anledning til bestyrelsesformandens aktion.

Ifølge brevet har Bestyrelsesformanden har allerede forladt sin stilling. Det tog blot et døgn. Det hele minder om den parallelle rektor-sag.

Brevskriverne citerer fra den centrale norske rapport om akademisk frihed:

”Institusjonene bør uttrykke tydelige forventninger til at alle ansatte modig og fritt bruker stemmen sin og bidrar til å utvikle en variert og uensartet debattkultur. Raushet overfor ulike syn og meningsmotstand bør fremelskes – enighet er ikke noe mål i seg selv.” (”raushet” betyder ”generøsitet”)

Som aarhusianer er det meget mærkeligt at læse om en forskningspolitik, hvor der ligefrem opfordres til mod, frihed og uenighed. Det er som et fremmed land.

Man kan roligt sige at de videnskabelige samfund har taget magten på NTNU.

Det er den omvendte verden i forhold til den pædagogiske forskning i Danmark, der jo styres af autokratiske konkurrencestatsenheder. Her er der ingen protester i ledelses- og bestyrelseslag, når der sker overgreb på det akademiske liv, tværtimod.

I Norge hersker nu generøsiteten og modet. I Danmark hersker konkurrencestatens strukturelle magt.

Konklusionen er, at man kan stole mere på norsk videnskab end på dansk. Det er logik.

https://www.universitetsavisa.no/akademisk-ytringsfrihet-institutt-for-laererutdanning/uttalelse-om-krenket-ytringsfrihet-ved-institutt-for-laererutdanning/395137

 

40. Den 20. december: Drama i Norge, episode 3

Professor Sigurd Skogestad fra universitetet i Trondheim (NTNU) opfordrer universitetets ledelse til at erklære, at ledelsen i fremtiden ikke vil intimidere kritiske røster med diverse samtaler og påtaler.

Det er dybt tankevækkende at følge denne norske diskussion, eftersom historikken på f.eks. DPU/AU har været præget af de mest utrolige klager fra nogle ideologiske ledelsessystemer; klager som har haft direkte konsekvenser ned gennem systemerne.

Kort sagt: Skogestad sætter med sit indlæg indirekte fokus på de danske universiteters forfald.

En vigtig årsag til denne forskel mellem Norge og Danmark er formodentlig, at det norske ledelsessystem som udgangspunkt er valgt af de videnskabeligt ansatte selv. I Norge har man altså stadig en akademisk republik. Det gælder dog ikke for NTNU, hvor bestyrelsen selv har valgt en løsning, der ligner den danske, men presset fra de nationale standarder sætter sig nu også igennem her.

I Danmark forlod man den norske model for akademia i 2003, hvor vi gik over til den centralstyring, som stadig er gældende, og som fra omkring 2006 i særlig grad blev forstærket på Aarhus Universitet.

Her er Skogestads forslag til universitetsledelsens erklæring. Mon ikke at presset nu er så stort, at forslaget, eller noget ligner, bliver realiseret?:

”Ytringsfrihet ved NTNU innebærer konkret at man i rollen som leder ikke kan gå offentlig eller internt ut mot en ytring eller kalle inn en ansatt til et møte for å diskutere ytringer, selv om ytringen fremsettes med bruk av NTNU-tittel, og selv om lederen og de fleste andre mener ytringen er uakseptabel og kan sverte institusjonens rykte eller kan bidra til å ødelegge arbeids-, studie- eller debattmiljø.

Akademisk ytringsfrihet innebærer at ytringer kan imøtegås, også av leder, men dette må skje på faglig grunnlag og i full åpenhet og ikke i rollen som leder. En slik presisjon fra rektor vil gjøre det enklere for ledere å ta rett avgjørelse og stå imot pressgrupper.”

https://www.universitetsavisa.no/akademisk-ytringsfrihet-ntnu-sigurd-skogestad/ytringsfrihet-en-presisering-fra-rektor-ville-vaere-bra/395065

 

41. Den 20. december: Kronik om skolens formål

Berlingske bragte i går min kronik om skolens formålsparagraf, hvor jeg skriver om paragraffens omtumlede, men alligevel kontinuerlige liv.

Kronikken bygger på en analyse, som jeg lavede til Tænketanken Prospekt i november. Man kan tilgå baggrundsanalysen inde i kronikken.

Og både kronik og Prospekt-analyse bygger på mit arbejde med bogen ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering”, som udkom i 2022.

Til foråret har jeg en lille foredragsrække på FOF-Aarhus, hvor jeg fortæller om det hele. Foredragene er både for alment interesserede borgere og for folk med særlige faglige interesser i pædagogik og uddannelsespolitik, f.eks. lærere og pædagoger og folk fra de videregående uddannelser.

Links:

Link til Berlingskes kronik: https://www.berlingske.dk/kronikker/mattias-tesfayes-nye-reform-er-slet-ikke-en-reform-men-den-forstaerker

Link til foredrag i FOF: https://www.fof.dk/da/aarhus/foredrag/samfund-og-historie/hvorfor-har-vi-skoler/376868

 

42. Den 20. december: Trivselsmålinger

På nedenstående link kan man tilgå de spørgsmål, som alle danske skolebørn hvert år skal besvarer direkte ind i konkurrencestatens datamaskiner for at agere kanonføde for en pædagogisk ”forskning”, som er i totalt forfald.

Testene har været obligatoriske siden 2019.

Det er rystende læsning på alle måder, og man må da håbe, at alle forældre holder deres poder hjemme og plastrer skolen til med protestbannere. En god skoleleder vil også fare i flint.

Det er helt klart et sundhedstræk, hvis børnene får det ad helvede til ved at deltage i dette totale overgreb.

Disse test er mig bekendt ikke obligatoriske i de frie skoler. Man må håbe, at den frie sektor benytter sig af denne frihed.

Friheden giver også friskolelærerne en pligt til at hjælpe deres kollegaer i folkeskolen med at råbe op, så alle børn og lærere kan kommunikere almindeligt igen.

Det er tankevækkende, at loven blev vedtaget i slutningen af Merete Riisagers ellers udmærkede embedsperiode som undervisningsminister. Hun lyder – som jeg fornemmer det – da heller ikke så begejstret i sin taler.

Kun Enhedslisten stemte imod, hvilket partiet skal have stort tak for herfra.

https://www.uvm.dk/folkeskolen/test-evaluering-og-skoleudvikling/trivselsmaaling

 

43. Den 20. december: Dialog med Vø

Jeg har igennem de seneste par år haft en løbende dialog med en ung lærerstuderende, Vø, om livet fra slutningen af 2010’erne og frem til i dag. Jeg synes godt, man kan se dialogen som et lille generationsdrama.

Jeg har selv lært meget af dialogen, men jeg ved ikke helt, om det samme gælder for Vø. På en måde er det også nemmere for mig at lære noget, fordi jeg stadigvæk bor i en verden.

Det er netmediet Kontrast.dk, der har været så venlig at publicere den færdige dialog. Redaktøren har endda fundet et fint billede af Vø.

God vind til Vø herfra. Jeg håber, vi kan genoptage dialogen ved lejlighed.

https://kontrast.dk/sektioner/artikel/artikel/moed-voe-en-melankolsk-ung-kvinde-taler-ud

 

44. Den 22. december: Undervisningsministeriet og DPU

Jeg har en skolepolitisk iagttagelse, som jeg gerne vil dele. Det lader til, at Undervisningsministeriet har lagt DPU på is. Lad mig forklare:

A. 2013

Ved implementeringen af skolereformen i 2013 nedsatte ministeriet en ekspertgruppe om trivselsmålinger, og man lavede også en ekspertgruppe, der skulle arbejde med de såkaldte Fælles Mål.

Begge disse grupper var domineret af DPU-folk. Trivselsgruppen var ud over en sundhedsprofessor, domineret af DPU’s Hans Henrik Knoop, som er landets førende positive psykolog, og som Svend Brinkmann har haft nogle gedigne opgør med i tidens løb.

Også Jill Melbye, som havde spillet en kæmpestor og negativ rolle ifm. den såkaldte ”ansvar for egen læring i slutningen af 90’erne, sad med i trivselsgruppen. Men det siger jeg blot til orientering, for hun var ikke på DPU (men vist nok i EVA, som jo har samme ideologi).

I den anden ekspertgruppe, som arbejdede med Fælles Mål, dominerede den magtfulde DPU-professor Jens Rasmussen, som er åndsfælle med Lars Qvortrup og Claus Holm. Arbejdet fik enorm formativ effekt for hele UC-sektoren og for det nye DPU, som jo få år tidligere var kommet under Aarhus Universitet.

Andreas Rasch-Christensen deltog også, men han var jo ikke fra DPU (men fra VIA, som jo har samme ideologi).

Ud af alt dette kom så den læringsmålstyrede undervisning – dette altomfattende sammenbrud – som DPU og Jens Rasmussen også var en central aktør i (bl.a. sammen med VIA).

Efterfølgende blev ministeriet efter sigende dybt skuffet over den ideologiske vending, som det hele tog. Long story, som man siger.

B. 2017

Omkring 2017 blev Fælles Mål justeret. De centrale faglige kræfter i dette arbejde var folk, der netop havde kritiseret DPU-miljøet, dvs. Keld Skovmand og Lene Tanggaard. Dette arbejde skete under Riisagers embedsperiode, hvis horisont altså markerede et klart fagligt skifte. Her sad der ingen DPU-folk, tværtimod.

C. 2023

Og her fra efteråret 2023 er Mattias Tesfaye så gået i gang med endnu en justering af skolereformen:

Han har nedsat en trivselskommission, som igen er helt uden DPU-folk. De ledende kræfter er her Lene Tanggaard, som jo også sad i Fælles Mål-gruppen i 2014, samt forstander for Krogerup, Rasmus Mayer, som også er kritisk indstillet.

Man er også så småt gået i gang med revisionen af Fælles Mål, igen tilsyneladende uden DPU-folk, hvis man skal tro diverse fb-opslag fra de centrale aktører.

Til et møde i ministeriet var den centrale faglige kraft i Fælles Mål-diskussionen, Thomas Illum Hansen, hvis synspunkter ligger tæt på Skovmands, og som faktisk også sad i 2017-gruppen. Illum Hansen var i øvrigt også hovedtaler på Sorømødet i 2023, hvor et vigtigt tema netop var Fælles Mål. Også Lene Tanggaard holdt oplæg.

Andreas Rasch-Christensen, der i august 2023 i en stor artikel erklærede, at han har fortrudt sin rolle i 2013-forløbet, deltog også i Fælles Mål-mødet. Rasch-Christensen er faktisk også med i den nye trivselsgruppe. Igen er han alle steder. Tilsyneladende ligger han altså i dag tættere på de kritiske traditioner, men nu må vi se, hvor dybt det stikker.

Men det er naturligvis et virkeligt godt tegn for Tesfayes nye ideer, at han ignorerer DPU, der både i starten af 2010’erne og i dag præges af autoritære ideologisk magt som aldrig før.

Også Tesfayes kritik af digitaliseringen indebærer et opgør med mange af de forskere, som udspringer af DPU/AU-miljøet.

Lyder det ikke som en tendens?

Men ok, selveste DPU’s dybt ideologiske institutleder, Claus Holm, var faktisk også taler på årets Sorø-møde, hvilket jo taler lidt imod min tese. Holm kunne med henvisning til konkurrencestatsteorien fortælle, at folkeskolen i mange år var et ”dannelsesreservat” med Løgstrup og så videre, men at det nu er slut med det. Nu skal vi i stedet for have noget, som Holm kalder ”arbejdspædagogik”. Det er farlige logikker.

Links:

Ekspertgruppe for trivsel, 2014: https://www.uvm.dk/folkeskolen/laering-og-laeringsmiljoe/trivsel-og-undervisningsmiljoe/ekspertgruppen-om-elevernes-trivsel

Ekspertgruppen for Fælles Mål, 2014: https://www.uvm.dk/folkeskolen/fag-timetal-og-overgange/faelles-maal/historisk/historisk-oversigt, se også:  https://www.folkeskolen.dk/folkeskoleloven-folkeskolereform-faelles-mal/professor-faelles-mal-giver-laererne-nyt-ansvar/443999

Rådgivningsgruppe for fælles mål, 2017: https://www.uvm.dk/folkeskolen/fag-timetal-og-overgange/faelles-maal/lempelse-af-faelles-maal/raadgivningsgruppen-for-faelles-maal

Trivselskommissionen, 2023: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/aug/230810-regeringen-nedsaetter-trivselskommissionen

Program for sorømøde: https://www.uvm.dk/publikationer/2023/230818-program-referat-oplaeg-soroe-2023

Interview med Andreas Rasch-Christensen til Børn & Unge, juni23: https://bupl.dk/boern-unge/nyheder/10-aar-efter-forsker-bag-folkeskolereformen-fortryder