Nedenfor kan man læse 20 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra november-december 2025.
De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.
Indholdsfortegnelse:
- Det ny børnesyn og dets generationer
- Pædagogikkens to verdener: To slags læreruddannelse
- Stefan Hermans bog ”Læreren i midten”, note 1
- Stefan Hermans bog ”Læreren i midten”, note 2
- Morten Messerschmidts opløsning af “borgeren”
- Forsvar for RUC, note 1: Et paradoks
- Et forsvar for RUC, note 2: Teknokrati eller ungdom
- DR Debatten om folkeskolen
- Socialdemokratiets, DF’s og Konservatives kollaps
- En idehistorisk tanke
- Tese om karakterdannelse og kundskaber
- Debat om karakterdannelse
- Filosofferne i bådene
- Niels Chr. Sauer kritiserer DPU
- Pædagogikkens to verdener på Frederiksberg
- Det ny børnesyn: Fra socialpolitik til almenpædagogik
- FN’s børnekonvention
- Barnesyn uden pædagogik
- Ånd og rustning
- Bondo og Hermann
1. Det ny børnesyn og dets generationer
En lærerstuderende, Rosa Steilborg, skriver på Folkeskolen.dk, at det såkaldte ”ny børnesyn” står i modsætning til de ældre læregenerationers børnesyn, som portrætteres som gammeldags og reaktionært. De gamle lærere går kun op i ”PDO” og har ikke set lyset. Der er tale om en ”generationskløft”, får vi at vide.
Steilborg sætter sig dermed helt alene i verden. Lad mig uddybe:
Interessen for demokrati og pædagogik er så gammel, som jeg ved ikke hvad, og den fik i radikaliseret form et peak i 1970’erne. Nu stod læring i modsætning til kundskabstraditionerne, i al fald i visse kredse. Børnene skulle lære social handling. Det er en lang og rig historie, som har rødder i romantikken og senere hen i 1920’erne. Det var barndommens århundrede. Det var ”læreprocesser” i samfundsforandringens navn.
Det ”ny børnesyns” grundlæggende temaer er overhovedet ikke nye. Det er en kæmpefejl at kalde det for ”nyt”. Ved at portrættere dette ”børnesyn” som ”gammelt”, så mister man muligheden for at trække på traditionens kundskabsmateriale og også på dens fejltagelser. Det var skam de gamle lærere, som var progressive. På den måde bliver Steilborgs ”ny børnesyn” helt alene, mens hendes børnesyns eget grundlag portrætteres som reaktionært.
Så hvis man har interesse for det ”ny børnesyns” emner, så bør man interviewe en 80 årig lærerinde fra København.
Nuvel, efter den rige børneaktivisme fra 1970-erne, som i dens bedste stunder var præget af en slags glad, fælles og drenget leg på græsplæner og i sidegader – sådan en slags blanding mellem Christiania, venstregrundtvigianisme og Jagtvej 69 – så skete der noget i løbet af 1990’erne. Muren faldt, så ungdomsoprøret og socialismen døde hen. Og Grundtvig røg også ud, for han blev dengang opfattet som venstreorienteret.
”Læring” var nu helt alene, for kundskabstraditionerne var jo allerede afviklet via den strukturalistiske del af ungdomsoprøret. Vi fik ”ansvar for egen læring”, dvs. psykologi og kompetenceudvikling. Dermed røg både ”demokratiet” og børneaktivismen af fløjten. Børnesynet blev nu helt individualiseret. Vi var gået ”fra undervisning til læring”. Lærere var nu blot en konsulent. Hvilken deroute.
Så selvom alt det der med demokrati og social handling forsvandt, så fastholdt man altså den nu ensomme ”læring”. Faktisk udvikler Louise Klinge sine ideer med udgangspunkt i denne ny situation. Hendes ide om ”relationskompetence” består af individualiseret psykologi og 90’er-kompetencer. Det aktuelle ”ny børnesyn” udvikles altså som et slags post-Berlinmur-opgør med det ”ny børnesyn”.
Det “nye ”ny børnesyn”” er den ”50-åriges” konstruktion. Det er den glemsomme generations konstruktion. Det ny børnesyn, som altså har rod i 90’erne, er den ensomme og individualiserede læring, som pludselig opdager, at der findes andre mennesker i klasseværelset. Derfor opstår ”relationen” som en ny kategori, mens både kundskaber og samfundsforandring er helt væk. Vi får ideen om “relationskompetencer”.
Og fra 2000’erne skulle den nu frisatte læring ligefrem optimere økonomien. Barnet skulle nu være en ”økonomisk soldat”. Meget mærkelig og ubehagelig vending.
Men det med konkurrencestaten er slet ikke Klinges linje. Hun er imod målstyring og digitaliseringsiver, for hun har jo rod i 1990’erne. Hun udvikler sine 1990’er-prægede ideer omkring 2015, dvs. efter konkurrencestatens ankomst i 2000’erne. Det er faktisk denne kronologiske forskydning, der giver hendes ideer en vis pondus.
Fra 2013 stod den på kæmpeklasser, hvor alle var ”inkluderede”, hvor der overalt og konstant var en individualiseret ”undervisningsdifferentiering”, hvor skoledagene var verdensrekord-lange, hvor det hele var styret af store nationale og globale testsystemer, og hvor alle kiggede ned i deres maskiner for at optimere deres individuelle læringsmål. Læreren var nu proletariseret. Endnu en deroute.
Det hele var et opgør med “barnet”; et opgør som altså stammede fra en forfaldsform af det ”ny børnesyn” fra 1970’erne. Den aktuelle læreruddannelse, hvor Rosa Steillborg har sin gang, er født ud af dette system.
Så hvis Rosa Steilborg vil lære noget om sit eget børnesyn, så skal hun snakke med en masse gamle lærere og læse nogle gamle bøger i stedet for at lave en generationskløft mellem hende og dem, som har fundet på alt det, som slet ikke er ”nyt”. Så kan de alle sammen slå sig sammen og protesterer mod skolereformen og dens effekter og tankegang. Imens kan alle disse skønne lærere holde hinanden i hånden og synge nogle gamle sange fra alle ”generationernes” erfaringsliv, også fra dem, som gerne ville fortælle den næste generation, om det, der allerede findes, så den nye generation har noget at arbejde med og revoltere imod.
2. Pædagogikkens to verdener: To slags læreruddannelse
I sidste uge var jeg på besøg på Den Frie Lærerskole i Ollerup. Tidligere har jeg besøgt UC VIAs centrale campus i Aarhus. Det er som nat og dag:
A. Ollerup:
Går man omkring på lærerskolens område, så mødes man af steder som ”K.E. Løgstrups torv”, ”J.P. Jacobsens plads”, ”Ludvig Holbergs Allë” og ”Carl Nielsens Boulevard”. Man kan også støde på ”Himmerigsgården”, ”Mindedal”, ”Halvalla” , ”Æblegården”, ”Frejas hus”, og ”Munin” og ”Hugin”. Der er også en smuk gammel foredragssal. Der er kort sagt liv og glade dage. Og nede på havnen i Svendborg er der lækre cafe’er.
På nabogrundene er der både efterskole, idrætshøjskole og friskole. Vi er på Christen Kolds ø. Lærerskolen er fra 1949 og er derfor præget af efterkrigstidens grundvig-koldske humanisme. På skolens hjemmeside kan man læse en hel masse om skolens historie og værdier.
Lærerskolens forstander, Rasmus Kolby Rahbek, er ph.d. i højskolepædagogik og har skrevet tankevækkende ting om ”pædagogikkens sted” og engageret sig i dannelsesdebatten. Så også skoleledelsen er tæt på den pædagogiske og filosofiske tradition.
De fleste af eleverne bor på skolen, hvor de hygger sig og har adgang til de storslåede værksteder og skønne fagnørdede lokaler. Der er også fællesspisning hver dag, hvor højskolelivet udfolder sig. Og i de skønne parker og carporte står der pludselig en træbuste af Grundtvig og meget andet, som eleverne selv har lavet i tidens løb.
B. UC VIA:
Går man tur i UC VIAs hovedkvarter i Aarhus er der ingen kulturelle referencer. Derimod er der fyldt med glasvægge med amerikanske management-lignende slogans. Jeg noterede det hele for nogle år siden i teksten ”En tur i VIA-land”.
Der er heller ingen parker eller fællesspisning. Og sidst, jeg besøgte stedet, var der ikke engang en kassedame i kantinen. Det er som om, at stedet vender sig i teknokratisk opposition til byen Aarhus, hvor den idehistoriske firebande, de vilde teologer (Sløk og Løgstrup osv.), reformpædagogikkens friskoler og Uffe Elbæks kreative ideer engang huserede.
VIA blev sammen med de andre professionshøjskoler etableret i 2008 som en del af VK-regeringens konkurrencestatsopgør med pædagogik. Her var seminarietraditionen dømt hele ude. Ollerup var den sidste bastion, som fik en slags særlov.
Derfor har UC’ernes organisation båret præg af teknokratiske og skolereformsaffirmative systemer, som i høj grad har marginaliseret Ollerups temaer. Og i modsætning til i Ollerup er der ingen interesse for UC’ernes historie eller for de seminarier, som blev nedlagt i 2008.
F.eks. har man givet Professionshøjskolernes ærespris til Antorini. Og VIA’s bestyrelsesformand, Per B. Christensen, var en af de ledende skikkelser i promoveringen af læringsmålstyring og John Hattie, som også blevet hyldet på DPU og i KL og omegn.
Per B. Christensen er endda også formand for alle UC’ernes bestyrelser, og han har faktisk også modtaget samme ”ærespris” som Antorini. Til gengæld har han ikke skrevet om ”pædagogikkens sted”.
Så ånden findes i en sydfynsk landsby. Det er helt klart.
I 2020 var vi en gruppe, der forsøgte at få gennemført endnu en særlov, så der kunne etableres endnu et frit seminarium i Herning, men det gik UC VIA imod, så det blev forpurret på et hængende hår, fordi de radikale skiftede side. I Ollerup var man venlige og interesserede i det nye initiativ.
De radikales formand, Svend Thorhauge, var dengang leder af læreruddannelsen på VIA, så der var nok lige et telefonopkald til Jelved. I dag er Thorhauge præst. Han kunne i virkeligheden ikke leve med professionshøjskolens ideologi.
Diverse links:
En tur i VIA-Land: http://www.thomasaastruproemer.dk/en-tur-i-via-land.html
Om Herning-initiativet: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-et-frit-laererseminarium-i-herning.html
Fra seminarier til professionshøjskoler: http://www.thomasaastruproemer.dk/fra-seminarier-til-professionshoejskoler-forsoeg-paa-en-oversigt.html
3. Stefan Hermans bog ”Læreren i midten”, note 1
Jeg har lige læst Stefan Hermanns ny bog ”Læreren i midten”. Jeg vender tilbage til nogle af bogens almene og interessante pointer i en note 2. I første omgang vil jeg blot fortælle om nogle mere kritiske iagttagelser, hvis emner, jeg ikke helt kan slippe:
A. DLF og lockouten
Bogen er finansieret af Danmarks Lærerforening. Det er en slags officiel jubilæumsbog, fordi foreningen fylder 150 år. Men Hermann roser nærmest lockouten i 2013, som han tilsyneladende ikke mener var et brud på arbejdsmarkedets almene principper, og han drøfter faktisk ikke sagen ret grundigt. Gad vide hvad DLF tænker? Hvis jeg var lærer, ville jeg bande.
B. Skolereformen i 2013
Hermann taler også skolereformen fra 2013 op. Han skriver, at de kommuner, der fastholdt reformens præmisser, ”opnåede forbedrede resultater”, og han roser forarbejdet i Antorinis ”Ny nordisk skole”, som han selv var en del af. Han mener desuden, at reformens ”pædagogiske grundsyn” mindede om det såkaldte 7-punktprogram fra omkring 1990. Det er helt uforståelige sætninger. Han lader også til at gå ind for “nationale test”.
Hermann roser også den magtfulde Per B. Christensen, som har spillet en stor og problematisk rolle i udviklingen af konkurrencestatens skole, bl.a. ved sin deltagelse i AP Møllers vurderingsudvalg, hvor det flød med læringsmålsbevillinger, ved sit arbejde med ”læringsmål” i Næstved kommune og ved sit engagement i professionshøjskolernes bestyrelser. Christensen beskrives som ”rutineret og terrængående”, og han takkes endda i bogens indledning.
Hermann var selv meget tæt på magten i de år, hvilket han også selv gør rede for. Det kan man godt mærke. Han kan ikke vurdere disse ting nøgternt.
C. Konkurrencestaten
Herman mener ikke, at skolens udvikling kan relateres til teorien om konkurrencestaten, selvom han egentlig selv gør rede for, hvordan symbiosen mellem økonomi, læring og målstyring bliver dominerende fra omkring 2006.
Hermann gør endda lidt grin med denne ”konkurrencestat” og med ”konspirationsteoretikere”. Dermed følger han den problematiske linje fra sin bog ”Kampen om dannelse”. Konsekvensen af den manglende politiske analyse bliver en form for snakkende tilstand. Hermann er ellers politolog (ligesom jeg selv).
D. Universitetsforlag?
Bogen er officielt ”fagfællebedømt” på Aarhus Universitetsforlag, men der er ikke tale om forskning i almindelig forstand, hvilket jeg også synes Hermann selv skriver.
Der er ingen tese og ingen egentlige referencer og så videre. Det er nærmest et slags essay.
Det er lidt pinligt for ”universitets”-forlaget, synes jeg. Kan man egentlig stole på forlagets ”fagfællebedømmelser”? Men måske er det bare mig, som ikke ved, hvad et “universitetsforlag” er.
E. Resten af bogen
Herman får også sagt mange spændende ting, som især vedrører hans syn på dannelse, trivsel, karakterdannelse, autoritet og digitalisering, men det er ikke så filosofisk/kulturhistorisk, så man kommer lidt i tvivl om, hvad der menes En tvivl, der forstærkes af kritikken ovenfor. Det vender jeg tilbage til.
F. To anmeldelser:
Lektor ved SDU, Finn Wiedemann, har anmeldt bogen til POV-international. Wiedemann har også bemærket nogle af ovenstående problemer. F.eks. skriver han følgende:
”Om grunden til, at skolereformen i 2013 kuldsejlede, får vi for eksempel sarkastisk at vide, at ”det er historiens dolkestødslegende, at det skyldes konkurrencestat tillagt Finderup Lade-modet på den danske model i foråret 2013”. Med denne bombastiske metaforik får vi præsenteret Hermanns utvetydige holdninger til sagen. Det er måske en af grundene til, at mange lærere stadig forbinder ham med one of the boys, der var med til at støbe kuglerne til den forhadte 2013-reform.”
Bogen er også blevet anmeldt på Folkeskolen.dk. Her lægger anmelderen slet ikke mærke til ovennævnte emner – heller ikke punkt 1 og 2 – hvilket er meget mærkeligt i lærernes eget fagblad.
Links:
Link til anmeldelse i POV International: https://pov.international/jubilaeumsbog-laereren-skal-tage-autoriteten-tilbage/
Link til anmeldelse på Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/stefan-hermans-kritiske-kroenike-til-laererne-om-laererne/
4. Stefan Hermanns bog ”Læreren i midten”, note 2
I går havde jeg en kritisk kommentar til Stefan Hermans nye bog ”Læreren i midten”. Jeg kritiserede især hans syn på skolereformen fra 2013 og hans manglende forståelse for betydningen af ”konkurrencestaten”. Disse mangler forårsagede en manglende analytisk kvalitet og en lidt snakkende tilstand i bogens forløb.
Men der er grund til at fremhæve Hermans mere normative holdninger. Egentlig ikke så meget for deres begrundelser, for dem har han jo ødelagt, men mere for deres indhold.
Hermann skriver, at skolen er presset fra fire sider:
– Oppefra af det politiske system
– Udefra af forældres krav og af et polariseret samfund, som har mistet dets ”fælles virkelighed”
– Nedefra af elever, som har lært altid at være i centrum.
– Indefra af lærere, som har mistet kontakten mellem fag og dannelse til teknologiske systemer. Dermed ”smuldrer forbindelsen mellem at lære noget og blive nogen”. Hermann er usikker på, om lærerne – og dermed også DLF – selv helt har forstået dette.
Her er nogle af Hermanns opbyggelige markeringer, der adresserer disse problemstillinger:
a) Hermann vil have en langt større interesse for skolens formålsparagraf, især for dens fokus på demokrati, frihed og kundskaber.
b) Hermann ønsker et øget fokus på lærerens autoritetsside, og han roser arbejdet med de nye ordensregler. Autoritet og selvstændighed hænger sammen siger han, med reference til Løgstrup.
c) Hermann taler om, at lærerne skal ”generobre kritikken”. Det er flotte ord. En slags påmindelse til et sløvt DLF, som jo har betalt for bogen. Desværre henviser han ikke til Anders Bondos kampe i den sammenhæng. Andre steder omtaler Hermann dog Bondos arbejde med professionsidealet og folkeskoleidealet.
d) Hermann taler for, at pædagogikken skal forstås som del af en ”forfatningspatriotisme”. Der er altså en sammenhæng mellem skole og grundlov. Men hvordan har grundloven det? Det får vi ikke noget at vide om. Herman lader også til at være glad for den såkaldte ”åndelige oprustning” og ”frihed til” og ikke kun ”frihed fra”. Og pludselig vælter det ind med danske digtere, så man bliver helt varm i hjertet. Jeg er dog lidt bekymret for den ukritiske henvisning til statsministeren og hendes system.
e) Herman vil have fokus på både dannelse og karakterdannelse og understreger, at det er vigtigt at huske begge dele. Man må ikke ”spalte forbindelsen”, som der står. Det er kloge ord. Herman har da også skrevet et fint kapitel om emnet til en ny bog om ”Karakterdannelse”. Faktisk er der her en lidt skæv filosofisk reference, nemlig til den postmoderne filosof, Jean Francois Lyotard.
f) Endvidere vil han ændre arbejdet med børns trivsel, så det i højere grad bliver den pædagogiske dømmekraft og ikke store datamålinger, der spiller hovedrollen. Der skal også være en bedre fornemmelse for, hvad man kunne kalde livets sorger og naturlig modgang.
g) Endelig er Hermann meget kritisk over for digitalisering af barndom og pædagogik. Han taler om ”dopamin-pædagogik”, og om at algoritmer overtager den pædagogiske autoritet.
Med disse holdninger indskriver Hermann sig i den kritiske bevægelse, som han ellers ikke giver meget for – ja, nærmest latterliggør – fordi denne bevægelse jo var imod skolereformens og konkurrencestatens ideologi, som Hermann selv synes godt om.
På en måde bliver bogen en slags undersøgelse af, om man kan være socialdemokrat, samtidig med at man er kritisk overfor socialdemokratiets effekter. Det er dette paradoks, der knækker bogen.
5. Morten Messerschmidts opløsning af “borgeren”
Jeg kan ikke forstå, at man ikke i højere grad har drøftet Morten Messerschmidts opløsning af begrebet ”borger”.
Han foreslår jo i Weekendavisen, d. 30/10, at man skal kunne fratage folk deres statsborgerskab med tilbagevirkende kraft.
Messerschmidt mener, at alle tildelte statsborgerskaber siden 2005 skal revurderes. Og hvis man har fået statsborgerskab efter 2013, så skal man endda til en helt ny prøve, hvor man skal bevise, at man lever op til Messerschmidts skærpede normer; f.eks. at man ikke beder til sin Gud eller faster en gang imellem, eller hvad han nu har fundet på af mærkelige krav.
Men i så fald er ingen mere en rigtig borger! Man har altid kun sine borgerrettigheder til låns. Man er altid en slags undtagelse, som altid kan umyndiggøres og udvises. Og denne undtagelsestilstand gælder jo ikke kun for muslimer, men i princippet for alle. For i morgen er der måske nogle andre regler, hvormed man kan fratage andre grupper deres statsborgerskab. Hvad med dem, der er ”woke” eller ”venstreorienterede” eller ”indremissionske” eller “FCK-tilhængere”? Ingen kan mere vide sig sikre på sin status som borger. På den måde opløser Messerschmidt statens grundlag. Alle er degraderede til en slags dyr.
Så angrebet på vores nye medborgere er et angreb på alle. Det er alle og enhver, som taber sin status, eftersom det statsborgerskab, som man før antog som en ret, nu altid kun er til låns.
Det er Dansk Fryseparti, som man nu må være på vagt over for. Der er tale om et slags gearskifte. Jeg er i al fald rystet i min inderste nationale, kristne og medborgerlige sjæl.
Her er det lange udsnit af det dybt kontroversielle interview i Weekendavisen, hvor Messerschmidt opløser borgeren som begreb:
”I dag skal man dømmes for terror eller mord for at få inddraget sit danske statsborgerskab, men det er »forkasteligt«, at der skal så meget til, siger Messerschmidt. Det bør være meget lettere at annullere danske statsborgerskaber.
Desuden skal alle danske statsborgerskaber, som er blevet tildelt siden 2005, gennemgås og annulleres, hvis de er givet på et forkert grundlag – det drejer sig ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet om godt 85.000 mennesker.
Og alle der har fået tildelt dansk statsborgerskab inden for de seneste otte år – i alt 26.672 mennesker – skal igennem hele processen igen: en ny danskprøve og en ny indfødsretsprøve med skærpede krav. Og en personlig samtale for at afklare, om de er »danske i hjertet«, som Morten Messerschmidt siger.
Hvis ansøgeren eksempelvis er troende muslim – beder fem gange om dagen, faster, går med tørklæde – skal det trække ned i vurderingen. Det samme skal det, hvis man eksempelvis har skrevet på Facebook, at staten Israel ikke bør eksistere.
»Det må bero på en samlet vurdering af, om folk reelt i deres hjerte er danske,« siger Morten Messerschmidt.
– Du vil begrænse folks mulighed for at ytre sig og tro på det, de gerne vil?
»Det har du ret i, men det er jo, fordi der inden for islam er den her udfordring med, at man bruger frihedsrettighederne til at kvæle friheden.«
– Men du anerkender trods alt, at det vil være en knægtelse af religions- og ytringsfriheden?
»Ja ja, der er jo masser af ting, du ikke må ytre. Du må heller ikke gå rundt og true folk og opfordre til terror.«
Endelig skal det også gøres »umuligt at leve islamisk i Danmark«, mener Messerschmidt. Han vil fjerne islamiske menigheder fra listen over anerkendte trossamfund, lukke muslimske friskoler og foreninger, forbyde bønnekald, halalkød og tørklæder i offentlige institutioner.”
6. Forsvar for RUC, note 1: Et paradoks
Det første store angreb mod RUC blev implementeret af dem, som reddede RUC. Hvordan det? Her er min hypotese:
RUC blev etableret i 1972. Socialdemokraten Erling Olsen blev rektor. I et ledsagende såkaldt “interimstyre” sad en tidligere Askov-forstander, som var gift med datteren af Rønshoved Højskoles legendariske forstander, grundtvigianeren Arne Møller. Jeg elsker den tråd.
Etableringen af RUC var et slags big-bang, hvor den ny generations dynamikker blev aktiveret. Det var den unge mod den ældre Marx, Romantik og fremmedgørelse mod kapitalteori, Marcuse mod Althusser. Det var 67 mod 68, son højskoleforstander Thue Kjærhus (også fra Rønshoved) skriver i sine erindringer fra 2024..
Bagved rumsterede en rig tysk efterkrigstidsfilosofi, og på RUC var der små faglige ”huse”, der mindede om en blanding af engelske colleges og fransk oprør. Og ifølge RUC-forskeren, Knud Illeris, var der også en inspiration fra grundtvigianisme og kulturradikalisme. Kort sagt: En eksplosion af ungdom, kritisk teori og danske baggrundstraditioner. En vekselvirkning mellem akademias fjerne liv og samfundets uafbrudte eksistens.
Rektor Erling Olsen og mange andre mente, det var for venstreorienteret. Hvor plat! Der var da også fyldt med “venstreorienterede” på de andre universiteter. Så Olsen blev ikke genvalgt som rektor af de engagerede lærere. Det siger sig selv.
Folketinget gjorde sig nu klar til at lukke det hele.
Men så kommer dramaet:
Ritt Bjerregaard bliver undervisningsminister i 1975. Hun redder RUC, men kun på betingelse af, at der etableres et såkaldt ”eksternt rektorat”, som ikke havde sans for materien. RUC underkastes altså en slags autoritær undtagelsestilstand. Dermed reddes RUC med nød og næppe fra lukning, samtidig med at dets akademiske republik blev sat ud af kraft.
Dette eksterne rektorat arbejder effektivt helt frem til 1979 og ophører faktisk først helt i 1982.
Og nu kommer så min teori:
For med denne undtagelsestilstand tæmmes den unge kritiske videnskab. Der sker ved, at nogle af de kritiske RUC-forskere inviteres ind i arbejdet med Ritt Bjerregårds store uddannelsesplanlægningsmanifest, U-90, som udarbejdes i perioden 1973-1978
Hermed opsluges RUCs samfundskritiske projekttænkning ind i velfærdsstatens tekniske organer, hvorved det ”kritiske” næsten forsvinder. Velfærdsstaten havde ganske vist også en frihedsside, men den var Ritts U90-plan helt ligeglad med.
På den måde reduceres kritisk teori til samfundsplanlægning i en ekspanderende velfærdsstat, som selv var blevet halveret, eftersom ”friheden” var taget ud.
Dermed havde man via det “eksterne rektorat” skabt forudsætningen for konkurrencestaten, som da også bygger på strukturalistisk marxisme uden handlingstradition.
Kort sagt: Ungdomsoprøret blev tæmmet og opslugt af social og økonomisk effektivitet.
Efterfølgende flyttede de nu tæmmede RUC-folk ind i 90’ernes erhvervspædagogiske kredse, hvor ”ansvar for egen læring” blev udviklet, og siden kom konkurrencestatens totalstyring af den nu frisatte ”læring”.
Den såkaldte “situerede læring”, som bl.a. inspirerede Tanggaard og Brinkmann, som sad i Aalborg, blev etableret som kritik af denne erhvervspædagogiske tendens. På den måde fik vi en slags kamp mellem Roskilde og Aalborg (long story!).
Det er derfor afgørende for RUC og for Danmark, at der laves et solidt politisk og fagligt erindringsarbejde, så sammenhængen mellem kritik, husfællesskab og samfundsforandring igen kan virke på de sjællandske bymarker.
Beklager tankemylderet. Det hele er lidt foreløbige tanker.
PS: Det var også Ritt Bjerregård der ca. 20 år senere – som borgmester i København – stod for nedlæggelsen af Jagtvej 69, som også var en slags “hus” i det tidlige RUC’s ånd.
PPS: På Rønshoved Højskole efterfulgtes forstander Arne Møller af Haarder-familien. Her voksede Bertel Haarder op. Bertel elskede Grundtvig, og det var jo godt, men desværre forstod han ikke 1967, hvorved han endte med at forstærke symbiosen mellem 1968 og velfærdsstat, hvilket jo var det modsatte af Grundtvig. Det er lidt sjovt, hvordan den skønne højskole ved Flensborg Fjord bliver ved med at dukke op i denne historie.
7. Et forsvar for RUC, note 2: Teknokrati eller ungdom
Jeg har en interessant tese vedrørende RUC, synes jeg selv. Men først lige lidt baggrund:
A. Baggrund
Den første rektor for RUC var den socialdemokratiske cand. polit., Erling Olsen.
Olsen etablerede i 1970 et såkaldt interimstyre, hvis centrale organisator var Harald Engberg Pedersen, der havde været forstander for både Krogerup og Askov højskole. Kort sagt: Engberg var på den liberale og humanistiske efterkrigstidsfløj. Olsen fik også et par venner med. Der sad ingen folk med marxistisk interesse af betydning i dette interimstyre. Det var ikke de unges sted.
Da RUC skulle bygges op med nye stillinger og så videre, så fik man i sagens natur ungdomsoprørets kandidater som de primære ansøgere. Enhver ny organisation starter med ungdommens ideer, som jo i dette tilfælde udsprang af alle mulige inspirationskilder i efterkrigstidserfaringerne og længere tilbage.
Men det synes Erling Olsen ikke om. Han reducerede det hele til en ”marxistisk missionsskole”, som han kaldte det. Og derfor tabte han rektorvalget i 1973. I stedet nedsatte undervisningsminister Ritt Bjerregaard et undertrykkende ”eksternt rektorat”, som jeg skrev om for nogle dage siden.
Harald Engberg Pedersen forlod senere “festen” og blev programchef i DR’s kulturafdeling, som i forvejen havde dybe rødder i Krogerup Højskoles organer. Engberg, som faktisk også var uddannet økonom, blev desuden engageret i den humanistiske FN-organisation Unesco. Højskoleånden havde vundet over hans indre polit-teknokrat.
I Erling Olsens erindringsessay om RUC har han slet ikke sans for den nye generations baggrundsinteresser og filosofi. Olsen mener ganske vist, at Marx var en vigtig økonom, men at hans teser blev tilbagevist af de amerikanske neoliberale økonomer, og det fremgår, at Olsen skam selv har forstået det hele korrekt. Han gør lidt bedrevidende grin med det hele, og han forstår slet ikke, at Marx ikke kun var ”økonom”, men også filosof, og at der også ligger en kolossal virkningshistorie.
Olsen selv tog det obligatoriske filosofikum-kursus hos filosoffen Jørgen Jørgensen, som var både kommunist og logisk positivist. En perfekt ramme for den teknokratisk interesserede polit.
Olsen var som sagt selv cand. polit (økonom). I årene efter krigen blev han ansat i den nye velfærdsstats ”Det Økonomiske Sekretariat” under den legendariske Erik Ib Schmidt, som var kommunist. Det var velfærdsplanlægningens sted, som prægede mange socialdemokrater og hele samfundet dybt. Olsens politiske og faglige omgangskreds blev mærket af denne forbindelse. Det vrimler med socialdemokratiske velfærdsøkonomer. Erling Olsen var også EF-tilhænger, og i 1991 støttede han Poul Nyrups tidlige konkurrencestatslinje.
Under besættelsen blev flere af de socialdemokratiske polit’er endda inspireret af nazismens planlægningssystemer. Det har Arne Hardis skrevet om. Det skete dog ikke for Erling Olsen, dels fordi hans far var modstandsmand, og dels fordi han først blev ansat i 1953. Da familien under besættelsen måtte flygte til Sverige, skete der noget, men det vender jeg tilbage til senere.
I løbet af 1960’erne blev Olsen interesseret i den spirende uddannelsesøkonomi, der for alvor satte produktionsoptimering som ny uddannelsespolitisk standard. Det var også heromkring at det økonomisk determinerede OECD gik ind i arbejdet med uddannelse. På det globale niveau stod kampen nu mellem OECD og Unesco, mellem økonomi og kultur, dvs. på en måde mellem Harald og Erling. Men det er bare min tolkning, for der var mig bekendt ingen åben konflikt mellem de to.
Så Olsen var til teknisk velfærdsplanlægning, mens den unge generation var til marxistisk ånd og praksis. Kampen om RUC var en kamp mellem et spirende økonomisk velfærdsstatsteknokrati og en ny generations tilsynekomst i den europæiske handlingstradition.
B. Tesen
Men nu kommer så min pointe: For læser man i Olsens erindringer, så er hans lykkeligste tid faktisk hans tid som teenager i den danske skole i Sverige under besættelsen. Hans familie var som sagt flygtet til Sverige pga. dens engagement i modstandskampen.
I Lund herskede en ny demokratisk-pædagogisk stemning, blandt andet påvirket af kommunisten Torben Gregersen, der senere skrev bogen ”En bolsjeviks erindringer” og blev redaktør for det legendariske Dansk Pædagogisk Tidsskrift. Gregersen var ven med lærerinden Inger Merete Nordentoft, som blev både modstandsmand og toneangivende reformpædagog. De var hyperdemokrater og kommunister på samme tid, og de skrev bøger om pædagogik og klassisk dansk litteratur. Det var reformpædagogisk dannelse.
Det var i min teori efterladenskaber fra den unge Marx, der sammen med det moderne gennembrud og Weimarrepublikken bidrog til denne frigørelse af kulturen hos 30’ernes og 40’ernes kulturradikale. Olsen virker ubekendt med den kulturhistoriske side af sagen, som han så alligevel erfarer i Lund.
I Lund var der også andre folk med stor indsigt i kulturhistorie og meget andet. Det var et positivt kulturchok for Erling Olsen i forhold til den sorte skole i Aarhus, hvor Olsen havde sine første skoleår. Han havde dog også haft nogle mere rolige skoleår i København, hvor man ikke delte lussinger ud.
Men i Lund var der fyldt med modstandsfolk, spændende jøder og intellektuelt liv. Den unge Olsen elskede det; dvs. alt det, som senere skabte ungdomsoprøret. For på en måde er det jo denne Gregersen/Nordentoft-linje, som ender med at inspirere de unge RUC-lærere, blot tilsat lidt Vietnam-protester og lidt hash.
Så min måske lidt overraskende konklusion er, at Olsen og RUC har samme åndelige kilde. Desværre glemmer Olsen dette i sin velfærdstekniske iver, så den svenske forbindelse dukker ikke op igen, så vidt jeg kan se. Spørgsmålet er, om RUCs ungdom også glemte det? Der må man ned og se på de faglige indsatser.
Min teori er, at de unge først huskede det, for de startede faktisk med at gøre oprør mod Ritt Bjerregaards “eksterne rektorat”, men senere glemte de det, da det ”eksterne rektorat” for alvor fik magten sammen med Ritt Bjerregaards socialdemokrati. Herefter sugede Ritt Bjerregaards U90-plan de kritiske dele af RUC ind i samfundsplanlægningens logik. Erik Ib Schmidt spillede faktisk en stor rolle i U90, og Erling Olsen blev også inviteret ind i Ritts skolepolitiske arbejde.
På den måde var den teknokratisk-sociale tendens forstærket og havde endda opslugt de unges kritiske engagement. Der var gjort klar til Schlütter.
Men RUC er i ovenstående ræsonnement et stykke pæredansk kultur, tilsat lidt svensk omsorg fra Lund. Ærgerligt, at Erling Olsen ikke tog et par kurser, før han blev rektor. Så ville han måske have genkendt sig selv.
Referencer og links:
Erling Olsen: Fra ælling til ugle, 1998, Fremad.
Else Hansen: En koral i tidens strøm, RUC’s forlag,1997. https://else-hansen.dk/wp-content/uploads/2018/04/En_koral_i_tidens_str_m.pdf
Mihail Larsen: De fire dimensioner – essays om forskning, uddannelse og formidling, RUC’s forlag, 2012.
Jubilæumsudgivelse: RUC i 25 år, 1997. https://rucforsk.ruc.dk/ws/files/57415978/RUC_i_25.pdf
Else Hansen, kronik, 1998, se også Informations efterskrift: https://www.information.dk/debat/1998/06/ruc-voksen
LEX om RUC: https://trap.lex.dk/Roskilde_Universitet_(RUC)
RUC-paper fra 2018 om den tidlige historik: https://rucpaper.dk/2018/03/22/den-arelange-magtkamp-om-ruc/
Mindeord om Mihail Larsen, 2021: https://forskning.ruc.dk/da/publications/i-begyndelsen-skabte-mennesket-himlen-og-jorden-mindeord-om-mihai/
Interview med Mihail Larsen, 2018: https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/studenteroproeret-var-noedvendigt-men-fik-ogsaa-uheldige-konsekvenser
8. DR Debatten om folkeskolen
Jeg har lige set debatten på DR fra i går om folkeskolen. Louise Klinge gjorde en virkelig god figur. Hun insisterede på både en kritisk inddragelse af skolereformens ideologi og den omfattende digitalisering i debatten. Og så havde hun et ret grundigt forsvar for den grundtvigsk-koldske skoletradition med morgensang og det hele. Så der var sans for det skolepolitiske og det filosofiske. Og egentlig udspringer hendes synspunkter jo helt oprindelig af en mere dannelsesorienteret reformpædagogik, som måske har ligget lidt brak de seneste år.
Klinge lød derfor som en pædagogisk indstillet og alternativistisk indstillet kulturkonservativ. På den måde fremstod hun meget mere blød og pædagogisk, end jeg tidligere har opfattet hendes ideer, som ofte har været præget af psykologiske tilgange, hvilket jo har en tendens til at tage “dannelsen” ud af reformpædagogikken.
De mere relationspsykologiske emner, som Klinge plejer at tage op, synes jeg ikke hun kom ind på. Disse teorier lå mere implicit hos skoleelevernes og forældrenes repræsentanter. Hos dem blev emnerne netop meget psykologiske og uden sans for den pædagogisk-filosofiske sammenhæng. Det var virkelig kedeligt.
Stefan Hermann og lærerinden Maja Rømer havde fat i autoritetsspørgsmålet på en meget pædagogisk måde, også her med udgangspunkt i bredere analyser af den sociale og psykologiske situation i skolen. Og Hermann delte Klinges digitaliseringsskepsis. Det var fine betragtninger
På den måde endte Klinge, Hermann og Rømer med at supplere hinanden godt. Jeg var faktisk lidt overrasket. Det var som om, at “det pædagogiske” blev det fælles svar, blot med lidt accent hist og her.
Det var som om, at alle de andre afblomstrede lidt under palmerne fra dette lidt skæve trekløver?
Et lille “både-og” i kampens hede?
Link til debatten: https://www.dr.dk/drtv/episode/debatten_-hvem-har-styr-paa-skolen_558954
9. Socialdemokratiets, DF’s og Konservatives kollaps
Enhedslisten afholder kurser i marxisme for partiets medlemmer. Det giver god mening for et marxistisk parti. Men for Dansk Fryseparti, Socialdemokratiet og endda for de konservative er dette engagement udtryk for en totalitær tankegang, som minder om Sovjetunionen og nazismen. Man kan læse om det i BT.
Men marxismen er skam en særdeles pluralistisk åndskilde i historien, fyldt med den mest fascinerende virkningshistorik.
Den socialdemokratiske teolog og åndsperson Julius Bomholt, som i 1961 blev landets første kulturminister, holdt f.eks. forelæsninger om Marx på sin nye arbejderhøjskole i Esbjerg i 1920’erne. Og hvor havde vores fagforeninger været, hvis ikke Marx havde eksisteret? Og store dele af den kritiske tradition?
Det er virkelig pinligt for disse tre partier. Hvad bliver det næste? At man nedlægger RUC, fordi det er ”venstreorienteret”??? Eller at man forbyder de konservative at have en studiekreds om Hegel og Heidegger, som også blev brugt til det ene og det andet? Og må de liberale ikke have en studiekreds om nogle teknificerede økonomer eller om John Stuart Mill?
Hvis den slags platheder skulle være ”dansk”, så har jeg – som ellers er både pæredansk og urkonservativ – mere tilfælles med en beduin. Måske kan jeg mødes med Kaj Munk og et par kulturradikale og kommunistiske nyhumanister over en kop te i ørkenen? Måske vil marxisten Otto Gelsted være med? Han oversatte Homers store værker.
Det er vigtigt, at alle åndeligt interesserede personer sætter en stopper for dette platte og tiltagende raid mod kulturhistoriens dialoger og temaer.
10. En idehistorisk tanke
i.
Først var der den franske revolution. Den fik romantikken styr på.
På den måde fik vi både frihed og erindring, dvs. dannelse. Vi fik både demokrati og folkestyre, både Marseillaisen og ”Den danske sang” og både fortid og fremtid.
Mange tak til Rousseau og Grundtvig
ii.
Så var der den spirende kapitalisme. Den fik marxismen styr på. På den måde fik vi både produktion, solidaritet og politisk handling, dvs. velfærdsstat. En kæmpeproces.
Mange tak til Adam Smith og Karl Marx.
Det hele blev formidlet via det ny ”folkestyre”, jf. punkt 1.. Tak igen til Rousseau og Grundtvig.
Undervejs vekselvirkede den ene og det andet del af systemet i 150 år. Der var noget at undervise i rundt omkring, og forsamlingernes liv myldrede frem.
iii.
Omkring år 2000 ville man af med Grundtvigs ”dødsensfarlige begreb om folk”, som det hed i DPU’s omegn. På den måde var der kun “revolutionen” tilbage.
Og efter 1989 ville man af med Marx. På den måde var der kun “kapitalismen” tilbage.
Og hvad kalder man symbiosen mellem disse to efterladenskaber, dvs. den grænseløse revolution og den grænseløse kapitalisme? Det kalder man transhumanisme og konkurrencestat.
Og i dag bliver man ligefrem udskammet, hvis man vil undervise i Marxismens flotte og mangeartede tradition – jvf. mit indlæg fra i eftermiddags. En tradition som i høj grad har skabt vores eget land,
Og hvem underviser i romantikken, så DF kan holdes på det historisk-poetiske spor i stedet for at blive et “Dansk Fryseparti”?
11. Tese om karakterdannelse og kundskaber
I dag har jeg holdt foredrag for lærerforsamlingen ved N. Zahles skoler i København. Nærmest undervejs i foredraget trængte nedenstående refleksion sig pludselig på, og den trængte sig vist nok også ud af munden:
Som jeg ser det, hænger kundskabsudvikling og karakterdannelse uløseligt sammen. Det vil også være Humboldts klassiske synspunkt: En fri og levende vekselvirkning mellem “verden” og “selvet”, der både sætter spor i verden og i selvet. Denne sammenhæng er hele dannelsens ræson d’etre.
Denne syntese nedtones i 1975, hvor ”karakterdannelse” forsvinder ud af skolens formål. I en periode overlever ”personlig udvikling” rundt omkring som en slags rest fra 1960’ernes humanisme. Men fordi ”karakterdannelse” er væk, så fortoner ”det personlige” sig efterhånden også.
Eftersom karakterdannelse og kundskaber jo hænger sammen, og eftersom karakterdannelse som sagt er væk, så kollapser også kundskaberne. Hvordan det? Jo, kundskaberne kollapser til ”læring”, eller rettere til ”ansvar for egen læring”, På samme tid kollapser også karakterdannelsen (jf. ”ansvaret ”) ind i en forfaldsversion af kundskaberne (jf. ”egen læring”, hvor “verden” er væk).
Derpå står den på læring og systemteoretiske kommunikationssystemer i løbet af 00’erne, hvor de ny ”smagsdommere” er nationaløkonomer. Nu er Grundtvig pludselig “dødsensfarlig”. Læringen bliver en kategori for test, opportunisme, evidens og konkurrenceevne, formidlet i “nationale test” og læringsmålstyring. Selv “ansvaret” forsvinder fra “læringen”. I stedet træder maskinerne og kommunikationssystemerne.
Pludselig er det som om, at der mangler noget. For nu har vi jo hverken karakterdannelse eller kundskaber, men kun “læring” og “læringsstyring”. Dannelsen er totalt kollapset. Derfor kommer ”trivsel” lige pludselig ind i billedet omkring 2012.
Trivslen skal erstatte den fraværende ”karakterdannelse”. Men uden ”dannelse/kundskaber”, som jo er frosset ud, så bliver denne ”trivsel” reduceret til at en individualiseret ”ha det godt” og til at indrapportere følelser i store statslige datamaskiner.
Så læringen overtages af maskiner, og det samme gør trivslen. Både kundskaber og karakterdannelse er far away. Det er situationen fra 2013 og til i dag. Jeg synes, at det er en tragedie.
Men kan ingen jo leve med dette, så derfor foreslår f.eks. trivselskommissionen, at karakterdannelse vender tilbage som en udvidelse af ”trivsel”. Men det vil aldrig være en virkelig ”karakterdannelse”, eftersom det er uden en gentænkning af kundskabsbegrebet, som jo stadig er defineret ved ”læring”.
Hvis vi skal have ”karakterdannelse”, så skal man medtænke kundskabs- og dannelsesbegrebet i dets fulde kompleksitet og vekselvirkning. Ligesom f.eks. Humboldt og hans virkningshistorik var i stand til.
Men det er der ikke lagt op til hos Trivselskommissionen eller andre steder. Undtagen i Center for Karakterdannelse, som i dag har udgivet sit tankevækkende værk om disse emner, ”Karakterdannelse – højnelse til humanitet”, hvor en række af disse spørgsmål drøftes på den ene og den anden måde.
Måske er denne udgivelse en ny start for pædagogisk filosofi og for pædagogik som sådan, og dermed også for samfundet. For pædagogikken er ikke samfundets tjener. Det er snarere samfundet, der er pædagogikkens løbende effekt.
https://www.karakterdannelse.dk/bog-om-karakterdannelse
12. Debat om karakterdannelse
Lærke Grandjean skrev i sidste uge et indlæg til Skolemonitor, hvor hun kritiserede den ny interesse for karakterdannelse, herunder en ny bog om emnet.
Det er ikke første gang, at den gode Grandjean er ude med riven, og jeg har også svaret hende flere gange tidligere. Og det gør jeg så igen i nedenstående indlæg, hvor jeg argumenterer for, at dannelse og karakterdannelse hænger sammen, og for, at Grandjean selv og hendes mentor, den gode hr. Gert Biesta, også selv er karakterdannelsestænkere. De har blot ikke opdaget det endnu .
Spørgsmålet er ikke, “om” der findes karakterdannelse. Spørgsmålet er alene “på hvilken måde”. Og derfor er det efter min mening også en god ting, at der er etableret et “Center for karakterdannelse”, som undersøger både de filosofiske og de praktiske aspekter af emnet.
https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18777705.ece
13. Filosofferne i bådene
Jeg har lige en lille og meget foreløbig civilisationshistorisk refleksion. Det er måske lidt langt ude, men jeg lader tanken flyde:
Få år efter den russiske revolution, i 1922, forviser Lenin en stor gruppe filosoffer og intellektuelle fra Rusland. De sendes afsted til Centraleuropa i de såkaldte filosofbåde.
En af de mest fremtrædende personer i bådene var professor ved Moskva Universitet, Nikolaj Berdjajev, som slår sig ned i Paris. Han var af eksistentielle-filosofiske grunde kritisk over for Lenins revolution, og det må man ikke. Efter disse udvisninger makker alle de resterende ret.
Men hvad optager Lenin, nu hvor han har fjernet filosofien fra samfundet? Og nu hvor han oven i købet står med et land i hungersnød og totalt kaos? Jo, han kaster sig allerede fra slutningen af 1918 over de ny amerikanske produktionssystemer, den såkaldte taylorisme. Det kan man bl.a. læse om i Kurt Jacobsens store biografi om Lenin, hvor der står følgende:
”…Lenin lød nærmest som en koncernchef, da han erklærede, at revolutionen var gået ind i en ny fase, ”hvor tyngdepunktet bliver organisering af regnskabsføring og kontrol”, både nationalt, branchemæssigt og på de enkelte virksomheder.
Arbejdsproduktiviteten skulle i vejret, hvilket sker gennem indførelse af konkurrence mellem virksomhederne, både private, statsejede og korporative, og der skulle indføres akkordløn og anvendelse af det amerikanske Taylor-system for samlebåndsarbejde, som var udviklet i det kapitalistiske USA, men som ikke desto mindre var ”videnskabeligt og objektivt.”
(2012, s. 217)
Og videre hedder det i nytåret 1920/21:
”Produktion er uundværligt, det er demokrati ikke” og ”under ingen omstændigheder vil vi slække på diktaturet.” (s. 257)
Den amerikanske taylorisme har i øvrigt også forbindelse til socialdarwinisme og til calvinisme. Det kan man læse om i en spændende ny ph.d.-afhandling af Marianne Vihøj. De kapitalistiske produktionstanker har altså en iboende udvidelsestrang ind i det sociale og politiske liv.
Nuvel, i 1924 dør Lenin. I stedet træder hans underordnede, Stalin og Trotsky, til. De overtager sådan set den ny antifilosofiske taylorisme, men der er en forskel. For hvor Stalin i første omgang udbygger de diktatoriske produktionssystemer nationalt og udvider dem ind i statsapparatet, så vil Trotsky udvide revolutionens principper ud i verden. Trotsky er faktisk meget kritisk over for Stalins nationale bureaukrati. Så vi får “udvidelse” på to forskellige måder.
Men Stalin får magten, og i 1928 bliver Trotsky så også smidt ud. Han havner til sidst i Mexico, hvor han bliver myrdet i 1940 af Stalins agenter.
Fra 1928 kan Stalin så befæste Sovjets karakter af at være et amerikansk inspireret produktionssystem med femårsplaner og det hele. Og vi taler ikke blot om erhvervslivet, men om staten som sådan. Staten er en fabrik.
Men nu kommer så den første pudsighed. For der var nemlig nogen, der for alvor kunne bruge Trotskys tanker om verdensrevolution og om den globaliserede handlings- og produktionsfilosofi. Og det var den ny økonomiske videnskab, der udvikler sig i USA i 1930’erne, og som senere bliver til neoliberalismen.
En del af de amerikanske intellektuelle, som senere blev neokonservative, startede nemlig som trotskister. Det var derfra, de hentede dels et opgør med nationale bureaukratier og dels en slags globaliseringsideologi.
Nogle af disse neoliberale økonomer læser Trotsky og lærer om hans antifilosofiske ekspansionstrang, og dermed har vi ånden i konkurrencestatens globale og nationale grænseløshed. Pludselig har vi et verdensrevolutionært OECD. Den nationale Taylorisme skal kontrolleres af den globale taylorisme. Det er en genopførelse af forholdet mellem Stalin (det nationale) og Trotsky (det globale).
Ud af dette kom også skolereformens kvalitetsbegreb. Det lyder måske lidt vildt, men det er ikke helt forkert.
Så groft sagt: Moderne amerikansk og global kapitalisme er en følge af, at Lenin udviste de russiske filosoffer.
Men nu kommer der så en slags fordoblet pudsighed. For den udviste Berdjajev rejste jo til Paris. Her bliver han en del af en ny europæisk humanisme, den såkaldte personalisme, som er præget af en række spændende synteser mellem de kristne baggrundstraditioner og nye begreber om humanitet og eksistens.
Mange af disse personalister var katolikker, Berdjajev var russisk-ortodoks, men også Løgstrup var påvirket af denne retning, og han var jo protestant. Også etikken og den pædagogiske filosofi blev stærkt præget af disse strømninger. F.eks. var den første institutleder for pædagogisk filosofi, Peter Kemp, engageret i personalismens ideer. Det ny Center for karakterdannelse udspringer af samme tradition.
Denne personalistiske filosofi bliver en del af baggrunden for de spirende tanker om europæisk udvikling, hvilket jo forstærkes efter 1945. Der udviklede sig en slags Europa-olympisk ideologi, f.eks. i melodi grandprixets oprindelige ånd og i en åben og filosofisk inspireret humanisme. Min egen generation var klar til interrail og rejser på tomlen.
Den personalistiske humanisme får efterhånden åndenød, især via Lissabonaftalerne efter murens fald. Her overtages Europa for alvor af alt det, som Berdjaev flygtede fra, nemlig et rent økonomisk-teknisk syn på mennesket.
Dermed var filosofferne sendt i bådene endnu engang. Europa var nu blevet en slags kapitalistisk Sovjetunionen, som jo blev inspireret af den amerikanske taylorisme, som Trotsky selv havde præget, så taylorismen nu kunne udvides ind i vestens statsapparater og globalt.
Sådan kan det gå, når man sender filosofien ud af landet.
14. Niels Chr. Sauer kritiserer DPU
Niels Christian Sauer er tidligere HB-medlem af DLF. Han har i mange år skrevet om den skolepolitiske udvikling. Senest i bogen ”Folkeskolens veje og vildveje” fra 2023.
I et indlæg i dagens Skolemonitor gør han rede for sit syn på udviklingen fra 1990’erne og frem til i dag. Især er han kritisk over for skolereformen i 2013.
I den forbindelse kommer han ind på den pædagogiske forskning, de facto DPU.
Han siger her følgende:
”Nu kunne man måske have troet, at skoleforskerne, som vi har over 500 af, i samlet flok ville sætte hælene i overfor denne skamridning af folkeskolen. Men langt de fleste af dem gik i flyverskjul og modsagde med nogle få, agtværdige undtagelser aldrig politikerne offentligt. En betragtelig del af dem gled umærkeligt ind i det, man kalder myndighedsbetjening, hvor de leverede forskning på bestilling. Man skal jo have smør på brødet.”
Så DPU fulgte helt ukritisk trop. Det vil alle kunne huske, som var med i 00’erne og 10’erne.
Men som man kan læse i citatet, har der ifølge Sauer været ”nogle få, agtværdige undtagelser”. Om dem siger han videre:
”De få genstridige forskere omkring DPU, der insisterede på at gå ud i offentligheden med deres kritik, blev stoppet i deres karriere af en til enhver tid regeringsloyal institutleder, og siden har stilheden sænket sig.”
Sauer er så venligt at linke mit eget virke som et eksempel på en ”agtværdig undtagelse” og på en ”genstridig forsker”. Og så har man jo ikke levet forgæves.
Men DPU’s institutleder, Claus Holm, og hans åndsfæller har ifølge Sauer understøttet skolereformen underdanigt, og derudover også stoppet kritikken, så der nu er tavst. Og det er ikke acceptabelt, hverken for pædagogikken eller for samfundet.
https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18795483.ece
15. Pædagogikkens to verdener på Frederiksberg
Nedenfor kan man tilgå fire indlæg, A-D, jeg skrev om læreruddannelsen på Nyelandsvej i løbet af december 2025. Det hele er samlet i dette blogindlæg, som jeg udvidede undervejs: http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogikkens-to-verdener-i-koebenhavn-kampen-for-nyelandsvej.html
A. Den 30. november: KP nedlægger Nyelandsvej
KPs og professionshøjskolernes teknokratiske system fortsætter deres raid mod landets pædagogiske historie og praksis. I forvejen har man nedlagt de gamle Fröbel-seminarier og meget andet. Og nu vil man så sælge de traditionsrige seminariebygninger på Frederiksberg og flytte de studerende ind til betonkasserne på Vesterbro.
Det minder om situationen i Aarhus, hvor alle de fine seminariemiljøer i dag er opslugt af bygninger, der minder om et konsulenthus i Singapore. Her er der fyldt med amerikanske management-slogans på de kolde glasvægge.
Hvorfor nedlægger men ikke hele campus Vesterbro og flytter alle tilbage til deres gamle seminariemiljøer? Og man kan også passende nedlægge professionshøjskolerne som sådan, som er helt indspist med 2013-skolereformens tankegods. Desuden var folk jo glade for deres steder frem til 2007, hvor VK-regeringen foranstaltede deres raid mod alt.
Heldigvis har Frederiksbergs borgmester protesteret, og det samme har Ida Auken. Endelig noget reel åndelig oprustning!
Og de studerende har simpelthen besat de gamle skolebygninger indtil på fredag. Der findes ikke noget smukkere, end når unge mennesker drager omsorg for fortiden, så fremtiden kan holdes åben.
Men der skal mange flere stemmer til. En sejr for de studerende vil også have en opdragende effekt på landets øvrige uddannelsesmiljøer. Og pressen har været gode til at dække sagen, så der lader til at være hul igennem.
Allerede tilbage i 2019 ville KP nedlægge biblioteket på Frederiksberg. Men dengang hjalp protesterne. Så det gælder bare om at holde fast.
Som jeg har forstået det, foreligger der endnu ikke en endelig beslutning. Nedlæggelsen af Frederiksberg-afdelingen er blot ledelsens indstilling til bestyrelsen, som så skal tage endelig stilling d. 9. december. Desværre er bestyrelsen præget af læringsrevolutionære teknokrater. Formanden er Jesper Fisker, som var revolutionær embedsmand under Antorini.
Hvis bestyrelsen fastholder ledelsens beslutning, så må man håbe, at de studerende tager toget til Ollerup på Fyn, hvor man stadig kan få en virkelig læreruddannelse.
Heldigvis drager de studerende omsorg for hele den historisk-poetiske sammenhæng. 1000 tak til dem for at opdrage KPs teknokrater med besættelser og fakkeloptog.
De studerendes aktioner støttes af bl.a. Ida Auken, Anders Bondo, Louise Klinge og Mai Villadsen.
Også DLF’s formand, Gordon Ørskov Madsen, kritiserer KP. Det sker i et grundigt indlæg i Skolemonitor. Til gengæld støttes KP af Regitze Flannov, som sidder i DLFs bestyrelse, endda som formand for “undervisningsudvalget”. Flannov er medlem af KP’s bestyrelse. Det er svært at finde ord.
Og i forgårs skrev den mangeårige tidligere rektor ved det oprindelige Frederiksberg Seminarium, Thøger Johnson, en flot kronik om sagen, hvor han fortalte om lærerseminariernes ånd og betydning.
Men hvor er den offentlige støtte fra lærerne og de andre læreruddannelsesmiljøer? Har jeg overset noget?
Frederiksbergs borgmester og vice-borgmester støtter også de studerende. I forgårs har borgmesteren offentliggjort et brev, han fik fra KPs tidligere rektor i 2022, hvor han lovede ikke at røre ved Nyelandsvej.
Folkeskolen.dk har også haft en artikel, hvor journalisterne totalt demonterer de tekniske sider af KPs argumentation (d. 3. december).
KPs bestyrelse, hvor skolereformens teknokrater har magten, tager stilling til ledelsens forslag på tirsdag.
Det er kulturkampens sidste krampetrækninger. Kampen mellem pædagogikkens to verdener.
B. Den 10. december: Bestyrelsen bekræfter nedlæggelsen
Kampen om Nyelandsvej: Tabt eller vundet?
KPs bestyrelse har ”principgodkendt” ledelsens forslag om at nedlægge læreruddannelsen på Nyelandsvej. Dermed er der etableret et aktivt holdnings- og begrundelsesfællesskab mellem bestyrelse og rektorat.
Derfor har de studerende umiddelbart tabt deres kamp for at bevare Nyelandsvej som et sted for læreruddannelse.
Men de studerende jubler? I en video, som de har lagt på nettet, fortæller de endda, at de har ”vundet”?
De studerende hæfter sig ved, at bestyrelsen har forlænget fristen for den helt endelige godkendelse fra d. 17. december til d. 12. januar for at undersøge diverse forslag.
Men den forlængelse forsvinder jo helt i en blanding af juletravlhed og nytårstømmermænd?
Når vi så kommer ind i januar, så kan de studerende måske få lidt tekniske lunser, før sagen lukkes.
Det hele virker som ren ledelsesstrategi, der altså lader til at lykkes.
Jeg tror, at de studerende har tabt. Især fordi de betragter sagen som vundet.
Er kritikerne tilfredse? f.eks. lærerforeningen, lærerne og de politikere, jeg har skrevet om tidligere?
Man kan tilgå både ledelsens og de studerendes pressemeddelelser til sidst i nedenstående blog (jvf. punkt J), hvor jeg har noteret alle indlæg i sagen.
C. Den 17. december: Regeringen redder Nyelandsvej
I dag er der sket noget meget dramatisk i sagen om læreruddannelsen på Nyelandsvej.
Sidst på eftermiddagen offentliggør Folkeskolen.dk to artikler om sagen. Først kan man kl. 17:10 læse, at især Ida Auken har gjort et jættearbejde for at redde Nyelandsvej via alle mulige praktiske forslag. Også Lotte Rods og Mai Villadsens støtte fremhæves.
Men så sent som kl. 18:30 får vi i en anden artikel at vide, at minister Christina Egelund stadig ikke vil blande sig i sagen
Og så pludselig – blot ca. en time senere – skriver en række medier pludselig, at ministeren via Ritzau har meddelt, at regeringen åbenbart har skiftet mening. Nu vil regeringen ligefrem vil betale for, at Nyelandsvej bevares!
Ministeren siger direkte, at hun er påvirket af de studerendes aktioner. Mon ikke hun også er påvirket af Auken og Co?
Hvis disse oplysninger står til troende, så er det en kæmpesejr. Både for alle os, der har kæmpet for stedets overlevelse, og for resterne af seminarieånden i dansk pædagogik. Spændende om der står noget med småt. Men stort tillykke herfra til lærere og studerende på Nyelandsvej.
På en måde er det både en sejr og et nederlag for KP’s ledelse:
Det er en sejr, fordi ministeren eksplicit giver KP ret i, at lukningen var begrundet i et økonomisk og ikke i et ideologisk argument. Og ministeren tager slet ikke fat i Ida Aukens mange lavpraktiske forslag. Havde hun gjort det, ville det også være en kritik af KP, hvilket man undgår ved, at staten nu betaler for det hele.
Men det er også et nederlag, eftersom det nu står klart, KP ikke kan tage økonomisk og pædagogisk ansvar for dens egen organisation. Vil staten mon via den ny finansieringsmodel fastholde en form for kontrol med professionshøjskolernes beslutninger? Og kan vi nu forvente, at staten i fremtiden vil gribe ind i tilsvarende sager?
Det kunne i så fald være en begyndelse på en mere grundlæggende ændring af professionsuddannelsernes struktur og organisation, som er 200% indspist med skolereformens ideologi.
D. Den 18. december: Nogle reaktioner
Der har indtil nu være følgende reaktioner på regeringens beslutning om at redde Nyelandsvej:
De, der har støttet protesterne, er naturligvis lykkelige. Jeg har noteret begejstret støtte fra Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt, fra de to folketingspolitikere, Ida Auken og Lotte Rod, fra formanden for Københavns Lærerforening, Katrine Fylking og fra de studerende på Nyelandsvej. Det er en god flok.
Men hvad siger professionshøjskolerne?
Rektor for UC Absalon, Camilla Wang, har reageret på Linkedin i et selvstændigt indlæg. Hun har bestemt ingen solidaritet med protesterne eller nogen sans for sagens historisk-filosofiske aspekter. Hun har kun ”kærlighed” til KP og til de andre UC-ledere. Hun kalder ligefrem regeringens beslutning for ”provokerende”.
Wang mener, at regeringens beslutning er et incitament til, at hun nu selv lukker sine sjællandske afdelinger, for så vil regeringen jo bare betale for det hele! Min kommentar til dette er, at det er et det er en god ide. På den måde kan staten simpelthen købe hele UC-sektoren og derefter indrette seminarier, dvs. 25 små “nyelandsvejer”, uden skolereformteknokratisk overbygning.
Hele UC-segmentet og DPU’s ledelse har liket løs på Wangs opslag. Det er meget skuffende, at ingen lærere fra Absalon har protesteret i tråden. Hvor er fagligheden og solidariteten henne? Folk er tavse i dette autoritære system.
Her er Wangs utrolige indlæg på Linkedin i fuld længde:
”Jeg siger det her som rektor på Absalon! Og i al kærlighed til KP og alle mine kollegaer rundt i landet (som virkelig forsøger at prioritere til gavn for de studerende): Hold op, hvor er det provokerende og demoraliserende at kæmpe for at holde liv i hele syv campusser spredt i hele Region Sjællands store geografi med færre og færre studerende – for så at se en regering, der fra sag til sag vælger at give særstøtte til specifikke uddannelsessteder på denne måde. Det skaber jo ligefrem et incitament til at varsle lukninger. Det er ikke smukt, og det er ikke en bæredygtig måde at styre uddannelsesudbuddet i Danmark på. Så er det sagt!”
Wangs indlæg er også omtalt i en artikel på Uddannelsesmonitor, hvor hun støttes af rektor ved UC Syd, Alexander von Oettingen. Lige der glemte hr. Oettingen vist, at han er pædagogisk filosof.
Formanden for KP’s bestyrelse, Jesper Fisker, virker lidt tumulteret. Han siger i en kort kommentar til Folkeskolen.dk, at han er glad for pengene, men at han lige skal studere detaljerne i forslaget.
Både Wang og Fisker er to af de helt store UC-teknokrater, som gennem tiden har støttet skolereformens principper. Ingen af dem har sans for de værdier, der har været i spil i den aktuelle situation.
Chefredaktør for A4-medier, Kristian Madsen, kritiserer på Facebook regeringens beslutning. Han mener, at der er tale om københavneri og om, at de studerende er dovne, fordi de ikke gider at cykle ind til Vesterbro. Også Madsen tilhører skolereformsegmentet med f.eks. kraftig støtte til Corydon. Det er pædagogikkens anden verden. Et meget mærkeligt sted.
Selv er jeg meget overrasket over regeringens beslutning. Jeg troede Nyelandsvej var død og begravet efter sidste uges møde i KP’s bestyrelse.
Og få timer før gårsdagens beslutning sagde ministeren, at man ikke ville støtte seminariet, men så gør man det alligevel Hvad er der sket? Og som Jesper Fisker siger: Hvad står der med småt?
Som omtalt ovenfor kan alle indlæg om sagen tilgås i dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogikkens-to-verdener-i-koebenhavn-kampen-for-nyelandsvej.html
15. Merete Riisager er på vej tilbage i Folketinget
Merete Riisager vender formentlig tilbage til Folketinget efter næste valg. Riisager er mig bekendt den eneste Cand.pæd., der har været undervisningsminister (fra 2016-19), og denne uddannelsesbaggrund kunne og kan sørme mærkes. Hvilken storslået omsorg for pædagogikken hendes virke er et udtryk for, både i strid og opbyggelighed:
Riisager har som den eneste politiker været højlydt imod skolereformen helt fra starten, og da hun blev minister, kæmpede hun benhårdt imod konsekvenserne af reformens læringsideologi; både på de indre linjer, på det åbne vand og imod de læringsbegejstrede forskere, som ville have “læringsmålstyring”. Det var en jætteindsats for hele samfundet.
Forståeligt nok blev hun afbilledet som en frihedsgudinde på bladet Folkeskolen, men i Politiken og på DPU blev hun helt skandaløst sammenlignet med Trump!
Jeg skrev udførligt om Riisagers ministertid i bogen “I skolereformens kølvand” fra 2023, og nedenfor kan man tilgå en anmeldelse/omtale, som jeg lavede af hendes fremragende bog “Selvbyggerbørn” fra 2020.
Af Ritzau-telegrammet fremgår det, at Riisagers retur til det politiske liv sker på partiformand Alex Vanopslaghs opfordring. Riisagers kulturliberalisme har haft en virkelig god effekt på Vanopslagh, som forrige år skrev en et stort forsvar for forfatningsliberalismen (“Vejen til ansvar”).
Sikken en politisk organisme og inspirationskilde, de to kan ende med at udgøre. Og måske kan denne syntese endda inspirere de andre partier til at finde deres filosofiske grundlag frem, så “det folkelige” kan komme til syne.
Velkommen tilbage til fru Riisager. Den nok største nulevende politiker i Danmark.
16. Det ny børnesyn: Fra socialpolitik til almenpædagogik
Inspireret af en kritisk kronik om “Børnesyn”, som er forfattet af Merete Riisager og Maja Rømer, samt af et ministersamråd om samme emne, har jeg kigget på, hvordan socialpolitikken har virket som en slags passage for, at begreber som human kapital og posthumanisme har transporteret udtrykket “børnesyn” ned i almenpædagogikken.
Herfra virker udtrykket som en almen og autoritær organisatorisk figur for både skoler og børnehaver.
Jeg blev faktisk lidt overrasket over, at de to kronikører havde ret, for jeg havde ikke selv tænkt over denne forbindelse mellem socialpolitik og pædagogik.
Der er tale om foreløbigt arbejde, som jeg løbende redigerer og udvider.
http://www.thomasaastruproemer.dk/det-ny-boernesyn-fra-socialpolitik-til-almenpaedagogik.html
17. FNs børnekonvention
FN’s børnekonvention blev vedtaget i 1989. Den havde rødder i tidligere tekster fra Folkeforbundet i 1924 og fra FN i 1959. Det var især Polen der pressede på for efterkrigstidens traktater, fordi nazismen havde været særlig hårdhændet over for polske børn.
Efter min vurdering er selve traktaten meget afbalanceret, både i dens præambel og dens indhold. En smuk syntese mellem historiske erfaringer, rettigheder og filosofisk materiale. Her er nogle eksempler:
A. Præambel
Konventionens fortale, den såkaldte “præambel”, er en hyldest til mennesket og familien. F.eks. står der at alle de lande, der har tilsluttet sig børnekonventionen er enige om følgende udgangspunkt:
”I overensstemmelse med de i De Forenede Nationers Pagt erklærede principper at anerkendelsen af menneskets naturlige værdighed og af hele menneskehedens lige og umistelige rettigheder danner grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden”.
Og denne humanisme afbalanceres med interessen for menneskets liv i familie og kultur:
Først familien:
Staterne ”er overbeviste om, at familien, som den grundlæggende enhed i samfundet og naturlige ramme for alle sine medlemmers og særligt børns vækst og trivsel, bør gives den nødvendige beskyttelse og hjælp, således at den fuldt ud kan påtage sig sine forpligtelser i samfundet”
Og videre i samme ånd:
Staterne ”anerkender, at barnet med henblik på fuld og harmonisk udvikling af sin personlighed bør vokse op i et familiemiljø, i en atmosfære af glæde, kærlighed og forståelse.”
Dernæst er der præamblens omtale af kulturen og folket:
Staterne ”tager behørigt hensyn til betydningen af hvert folks traditioner og kulturelle værdier med henblik på barnets beskyttelse og harmoniske udvikling.”
Kort sagt: Børnenes rettigheder som mennesker er en del af familiens og kulturens værdige liv.
B. Uddannelse
Samme vekselvirkning mellem kulturgrundlag og almenmenneskelige principper finder man i konventionens artikler om uddannelse, især Artikel 29, hvis to dele man kan læse her:
”Stk. 1. Deltagerstaterne er enige om, at uddannelsen af barnet skal have til hensigt at
(a) udvikle barnets muligheder i relation til personlighed, evner og psykiske og fysiske formåen fuldt ud;
(b) udvikle respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og for de principper, der er nedfældet i De Forenede Nationers Pagt;
(c) udvikle respekt for barnets forældre, dets egen kulturelle identitet, sprog og værdier, og for de nationale værdier i det land, hvor barnet er bosat, og i landet, hvorfra barnet oprindeligt stammer og for kulturer, der adskiller sig fra barnets egen kultur;
(d) forberede barnet til et ansvarligt liv i et frit samfund i en ånd af forståelse, fred, tolerance, ligestilling af kønnene og venskab mellem alle folk, etniske, nationale og religiøse grupper og personer, som tilhører urbefolkninger;
(e) udvikle respekt for det naturlige miljø.
Stk. 2. Ingen del af denne artikel eller artikel 28 må fortolkes som indblanding i enkeltpersoners eller organisationers frihed til at oprette og lede undervisningsinstitutioner. Der skal dog til enhver tid tages hensyn til de i denne artikels stykke 1 fastslåede principper samt til kravene om, at uddannelse i sådanne institutioner opfylder de af staten foreskrevne minimumsregler.”
Spørgsmålet er nu, hvordan denne storslåede syntese mellem humanitet, kultur og pædagogik, som jo har rødder i hele århundredes processer, og som de gode vedholdende polakker langt om længe fik gennemført, pludselig er endt som kommunale autoritære krav om, at landets lærere og pædagoger skal leve op til et bestemt ”børnesyn”?
Her er fem meget kortfattede og foreløbige hypoteser. Tesen er, at konventionen ender med at komme i modstrid med dens egne forudsætninger:
i)
I praksis knyttes konventionen knyttes ikke til FN’s juridiske system. I stedet etableres en såkaldt Børnekomite, som efterhånden får forårsaget et omfattende system af organisationer og rapporter, som lægger mindre og mindre vægt på det kulturelt-filosofiske element.
I Danmark fik vi Børnerådet, der fra 1994 skulle holde øje med konventionen i Børnekomiteens ånd.
I starten gik det fint:
I en Børneråds-udgivelse om emnet fra 2002 fastholder den daværende formand for rådet, Per Schultz Jørgensen, at den voksnes autoritet er en del af børnekonventionens ånd. Som han siger i sin konklusion i en central udgivelse:
“Det betyder voksne, der også er parat til at gå ind i de svære beslutninger og stå ved, at de træffer en afgørelse til barnets bedste – for barnets skyld”.
Men denne nuancerede tilstand er under opløsning. I dag kan flere af de oprindelige fortalere for rådet ikke stå inde for den moderne udgave af rådet. Især John Halse, som kommer ud af seminarietraditionen, har været en kritisk stemme i ånden fra Schultz Jørgensens tid som formand.
Og Børnerådet indgår efterhånden i allehånde symbioser med administrative og organisatoriske interesser, hvor den pædagogisk-humanistiske sammenhæng efterhånden får åndenød.
ii)
Den tiltagende bureaukratiserede rettighedsdeterminisme forstærkes af flere politikers henvisning til mennesket som konkurrencestatsdefineret humankapital, f.eks. i dagtilbud og i “Barnets Lov”. Et synspunkt, der er 200% imod konventionens ånd.
iii)
Efterhånden knyttes også en stærk posthumanistisk strømning til disse processer, nemlig den såkaldte ”childism”, hvor ”barndommen” går helt i opløsning. Også denne strømning står i regelret modsætning til menneskerettighedernes filosofi og faktisk også til rettighedsbegrebet som sådan.
iv)
Med disse tab som klangbund fokuseres i stedet næsten udelukkende på Artikel 12, der handler om børns ytringsfrihed og udtaleret. Man glemmer helt, at der i Artikel 12 også står i “passende” omfang, hvilket jo henviser til hele den pædagogiske situation, der også er implicit i Præamblen, som man jo desværre har glemt.
v)
På den måde får vi pludselig en situation, hvor menneskerettigheder – dvs. humanisme, verdensborgerskab og kulturel kærlighed – går i opløsning. Vel at mærke i humanismens og rettighedsbegrebets navn.
Dermed får vi en undertrykkende tilstand.
Spørgsmålet er: Hvordan redder vi FN’s børnerettigheder fra disse undergravende processer?
Svaret? Ved filosofisk og politisk aktivitet.
Mange tak til polakkerne.
Reference: Børnerådet: “Børnekonventionen i Danmark”, 2002.
18. Barnesyn uden pædagogik
Hvad sker der, hvis man tager barnet ud af pædagogikken? Dvs. ud af vekselvirkningen mellem fortid og fremtid?
Så får man ”det ny børnesyn”.
Vi får et barn uden fortid, fremtid og pædagogik. I stedet bliver barnet til ”ekspert i eget liv”, som det hedder i Børnerådets officielle børnesyn.
Pludselig reduceres læreren og moderen og faderen til trivselskonsulenter. Og fortidens rige pædagogiske liv reduceres til vold og sort skole.
Men er denne lille ekspert ”et barn”? Nej, det er det jo ikke. Det er snarere en ekspertidentitet med en rettighed, som selv gør op med den fortid, som overhovedet har skabt rettigheden.
Dermed skrider 10’ernes ”børneperspektiv”, som var ”barnet” uden fortid, hen til 20’ernes ”barnesyn”, som er barnet uden pædagogik, dvs. uden barn. Bagved spøger 00’ernes systemer.
Dermed undermineres FN’s børnekonvention, som Børnerådet ellers var skabt til at drage omsorg for.
Vi går fra omsorgen for barnets sjælelige og kundskabsmæssige udvikling til barnets ensomme og altid kompetence ret. Her er der ikke brug for pædagoger og kulturhistoriske ballader. Men nok for maskiner.
19. Ånd og rustning
Hvad er det modsatte af ”åndelig oprustning”? Måske er det ”åndelig nedrustning”?
Svaret er nej.
Men hvorfor ikke? For de to udtryk lyder jo som modsætninger?
Sagen er, at ”ånd” er det modsatte af ”rustning” som sådan. Derfor kan man slet ikke sætte ”ånd og ”rustning” sammen, uanset om der rustes op eller ned.
Ånd er det modsatte af både oprustning og nedrustning. Eller rettere: Ånd er noget andet end begge former for rustning.
Men hvad er så relationen mellem ånd og rustning, når ånd er noget andet end rustning?
Sagen er, at ånd kommer før rustning. Ånd vanskeliggør rustning. Sådan er det, fordi ånden altid spørger til “verden” og til ”den Anden” og til ”den Andens” sprog, dialoger og rodnet. Ånden er menneskets eksistens. Det er fødslens emne. Et skønnere land findes ikke.
Ånden spørger: Hvem er du? Og hvad er din verden? Og dermed lærer ånden: Hvem er jeg i min verden, som også er din verden? Selvet og verden udvides på samme tid.
Ånden opløser identitet, krænkelse og polemik. I stedet opstår eksistens, erfaring og interesse/engagement.
Ånd spørger, mens rustning svarer. Men uden spørgsmål intet svar. Så ånd kommer først. Ånd kommer før ”rustning” og vanskeliggør rustning, som selv ustandseligt afmonteres af ånden.
Det er derfor, at man har uddannelse og opdragelse. Det er for at vanskeliggøre ”rustning”. Pædagogik og ånd er kultivering af spørgsmålene, der forstyrrer forsøg på “rustning”.
I samme øjeblik, at “ånd” gøres til et middel for rustning, så ophører ånden med at være ånd. Så får vi det, som jeg plejer at kalde for “uniformativering”; dvs. en situation, hvor et filosofisk begreb gøres til instrument for begrebets modsætning. Kort sagt: Falsk bevidsthed.
Det er derfor, at vi skal have et “åndens liv”, men ikke åndelig oprustning.
Men “åndens liv” mistede momentum fra årtusindeskiftet, hvor sloganet var “fra tanke til faktura”, og hvor små børn blev opfattet som nationaløkonomiske soldater.
Den aktuelle “åndelige oprustning” er en slags faktura, som står i modsætning til ånden.
20. Bondo og Hermann
Jeg har en lille notering vedrørende en helt aktuel udveksling om skolereformen fra 2013.
Det drejer sig om, at Stefan Herman for en måneds tid siden på Linkedin fortalte om sit arbejde i en ministeriel ekspertgruppe om den ny EPX-uddannelse.
I den forbindelse spørger Anders Bondo Christensen om følgende, som tager udgangspunkt i en iagttagelse fra Hermanns ny bog:
”Det lyder spændende Stefan. Og altid godt med henvisninger til koryfæerne i den pædagogiske verden. I “LÆREREN i midten” fortæller du, at du bidrog til udformningen af folkeskolereformen og de ændrede regler for lærernes arbejdstid i 2013.
Er det din vurdering, at I rammer skiven bedre denne gang?”
Det er jo det, man kalder for et godt spørgsmål. Og den sidste del af Hermanns svar er både stille og larmende:
”Det er jo et gruppearbejde indenfor rammerne af et kommissorium og et økonomisk loft plus en stram tidsramme. Dermed et kollektivt produkt som jeg bestemt mener gruppen kan være bekendt.
Skolereformen var regeringens og forligspartiernes, og jeg udøvede min indflydelse. Der var en del jeg var enig i, en del jeg ikke var. Noget der var en del af reformen, noget var en del af implementeringen. Og en del jeg ikke forholdt mig til. Så det er lidt mere komplekst end som så. Resultatet var dog ikke lykkeligt, som vi alle ved. Det kan der skrives mere indgående om en dag, tænker jeg.”
Bondo nøjes med at svare følgende:
”Hmmmm……”
Den diskussion vandt Bondo vist!
Men dejligt at høre, at Hermann er imod skolereformen og dens effekter, selvom det konkrete ansvar stadig flyder lidt rundt i hans egen verden.
Referencer:
Link til Stefan Hermanns Linkedin-opslag: https://www.linkedin.com/posts/stefan-hermann-506274b_mandag-15-december-offentligg%C3%B8res-ekspertgruppens-activity-7405299605271183360-r__e/?originalSubdomain=dk
Min egen omtale af Hermanns bog kommer ind på nogle af de samme emner. Det kan man læse om i afsnit 3 og afsnit 4 ovenfor