Nedenfor kan man læse 55 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske of pædagogiske (men også andre) temaer fra september og oktober 2023. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.
Indholdsfortegnelse:
- En dialog mellem mig og mig selv
- Georg Stage og Grundtvig
- Gud og pædagogik
- Åndsfrihed og alsidig udvikling
- Ny bog om Martin A. Hansens skolesyn
- Bygge på og præget af
- Michael Böss’ sikkerhedsstat
- Iben Benedikte Valentin Jensen
- Socialdemokratisk brandtale
- Den geopolitiske diskussion
- Noter til et skriv om “Hvad er dannelse?”
- Jean Piaget og dansk læringsteori
- Lærerbladet og tre afrejser
- Utilbørlig behandling på Aarhus Universitet
- Ny rapport om nationale test
- Ny rapport om Nationale Test
- Brexit og venstrekonservatismen
- Postmoderne ondskab ved Aarhus Universitets årsfest
- Alternativets problemer
- To ministerielle udgivelser i 2014 om læringsmål og alsidig udvikling
- Elevens og lærerens død
- Nationale test (NT): Fra ingenting til statseje
- Ny rapport om faget Kristendomskundskab
- Alternativets problemer
- Skolereformen og DPU i 2016
- Den svage og blide autoritet
- Per Stig møller advarer imod “det autoritære demokrati”
- Mandefald blandt røde og blå
- Statsministerens åbningstale
- Seniorrådgiver ved Tænketanken Prospekt
- Niels Egelund i 2010
- Et fællesskab af dem som ikke har noget til fælles
- Intern kritik af Aarhus Universitet
- Jørgen Grønnegaard Christensen om læreruddannelsen
- Barbie: En kulturkonservativ film
- Michael Böss bliver seniorrådgiver i Tænketanken Prospekt
- Risiko og trivsel
- Regeringens skoleudspil, note 1
- Regeringens skoleudspil, note 2
- Gaven
- Autoritære træk på Jyllands-Posten
- Jyllands-Posten og Aarhus Universitet
- Adam Holm om JP
- Autoritær leder i Jyllands-Posten
- JP’s angreb mod åndsfriheden
- Tim Knudsen om skolereformen i 2013
- Regeringens skoleudspil, note 3
- Reaktioner på JP’s autoritære markeringer
- Svend Brinkmann om JP’s autoritære vending
- I kibbutz
- Claus Holm fortsætter som leder af DPU
- Aktiv dødshjælp
- Venstre uden Grundtvig
- DPU og AU
- Anne-Marie Vestergaard anmelder Niels Chr. Sauers nye bog om folkeskolen
1. d. 1. september: En dialog mellem mig (A) og mig selv (B)
A: Er det et problem at forbyde afbrænding af bøger?
B: Nej, det ville være dejligt. Et sådant forbud vil være en påmindelse om læren fra 1933.
A: Men hvad er så problemet med det aktuelle forbud?
B: Det er, at man kun vil forbyde afbrændingen af bestemte bøger og ikke andre.
A: Hvorfor er det et problem?
B: Det er fordi, at man i så fald er nødsaget til at begrunde, at der er forskel på bøger: nemlig dem der kan brændes af, og dem der ikke kan.
A: Men hvorfor er det et problem?
B: Det er fordi, at den slags begrundelser kan vandre rundt i sproget og i politikken.
A: Er det tilfældet i den aktuelle situation? Tror du, at begrundelserne vandrer?
B: Ja, i høj grad.
A: Hvordan?
B: Fordi at man nu i princippet kan angribe frihedsrettighederne og andre sædvaner med henvisning til forhold som geopolitik, splittelse, klima og endda det ekstremt brede “utilbørlighed”. Alle disse ord og begrundelser kan nu vandre fra område til område.
A: Ja, ok. Det kan jeg godt se. Men sig mig: er der også andre problemer?
B: Ja.
A: Hvilke?
B: At man agerer for at tækkes andre regimers og organisationers trusler; regimer som bestemt ikke har åndsfrihed som bærende princip.
A: Så vi har en masse vandrende begrundelser, som kan bruges til at tilpasse samfundet til alle mulige tilstande og trusler?
B: Ja.
A: Er du egentlig meget kritisk over for Paludan?
B: Det tror jeg nok, men jeg ved det egentlig ikke?
A: ???
B: Han har jo aldrig skrevet eller sagt noget, har han? Hvem er han egentlig? Kan en eller anden ikke få ham til at sige noget sammenhængende eller skrive en kronik? Så kan andre jo undersøge hans argumenter og svare ham, hvis de har lyst. På den måde kan vi finde ud af, om nogen – f.eks. DF, NB og DD – er enige eller uenige og så videre efter alle politikkens og kunstens regler.
2. d. 2. september: Georg Stage og Grundtvig
Regeringen kan åbenbart ikke lide Georg Stage og heller ikke Grundtvigcentret. De to små institutioner må konstant kæmpe for deres eksistens.
Regeringen er teknokratisk frem for kulturel/pædagogisk, men det vidste vi jo godt. Den nye møntfod er ”arbejdsudbud”. Men kun når det lige passer sig, forstås, for man kan jo uden videre bruge enorme summer til alt muligt andet.
Men mon ikke, det er meningen, at de radikale skal redde Grundtvig, og at de konservative skal redde skoleskibet?
Men uanset om det hele er en del af et taktisk spil, så er det virkeligt usselt, at man på denne måde konstant gør livet usikkert for små engagerede institutioner, som gør et stort og vigtigt arbejde for pædagogik og kultur.
3. d. 4. september: Gud og pædagogik
Hvad er den moderne pædagogik skabt ved? Den er skabt ved, at en Gud, som har trukket sig tilbage fra samfundet, genskaber sine begreber i menneskets liv, nu blot iklædt pædagogiske ord som f.eks. ligeværd, fantasi, selvvirksomhed og åndsfrihed. Dermed får vi en form for genskabelse.
Denne proces har både ulemper og fordele:
A. Ulemper
Faren ved Guds tilbagetrækning er, at den forladte pædagogik instrumentaliseres af helt andre systemer, som endda har hegemoniske aspirationer, som f.eks. historien og økonomien. Dermed kan der jo ikke finde en åndelig ”genskabelse” sted. F.eks. havde en aggressiv ”historisk materialisme” magten fra 1970’erne og frem til murens fald, og den endnu mere aggressive ”økonomi” har domineret pædagogikken fra 1989 til i dag.
Det er DPU’s og AU’s verden, og det er derfor problematisk, at AU har ansvar for pædagogiske og teologiske uddannelser i samfundet, men det er jo fordi, at staten er bygget af samme antipædagogiske stof.
B. Fordele
Men fordelen ved Guds tilbagetrækning er, at pædagogikken som sådan kan etableres. Det skete ved, at den afsondrede religion gendannes som humanistisk ånd, f.eks. ved de begreber jeg omtalte i indledningen.
Det sker på forskellige måder hos både Schleiermacher, Rousseau, Fröbel, Dewey og Montessori, og selvfølgelig også hos grundtvigianerne. Det var denne proces, som udviklede sig fra 1760 og frem til 1999, kun afbrudt af den ene og den anden hændelse.
Det var lærerhøjskolens, børnehavernes, filosofiens og universitetets verden.
C.Supplement
Nogle teologer var imod denne genskabelse, fordi ånden jo blev humaniseret. Dermed opstod der i visse magtfulde kredse et meget uheldigt modsætningsforhold mellem religion/ånd og pædagogik/læring. Det var dette modsætningsforhold, der gjorde, at Anders Fogh Rasmussen, der jo selv var inspireret af det sen-kierkegaardske tidehverv, kunne smadre pædagogikken med sit Globaliseringsråd fra 2005.
Globaliseringsrådet var det politiske grundlag for netop den økonomiske monopolisering af ånden, der som sagt for alvor tog fart fra murens fald og i løbet af 2000’erne.
Dette kollaps for den sekulære åndsfrihed blev forstærket af poststrukturalismens forankring i den sene Nietzsche (Gud er død). Det er derfor, at Foucault-folkene så let kunne flyde ind i konkurrencestatens universitet.
Så en moderne åndelighed kan ikke udformes af teologien alene. I så fald risikerer man, at ånden tages ud af pædagogikken. På den anden side kan en moderne åndelighed ikke undvære et religiøst baggrundsapparat til at foreslå substans ind i de pædagogiske begreber.
På den måde hænger skole og kirke sammen. De er adskilte af moderniteten, men dukker op i hinanden i pluralismen.
4. d. 5. september: Åndsfrihed og alsidig udvikling
Jeg skal holde foredrag om børn og åndelighed på torsdag. I den forbindelse faldt følgende tanke mig ind, som jeg kun til dels var opmærksom på i min bog om skolens formålsparagraf:
I formålsparagraffen fra 1975 står der i stk. 3, at skolen skal ”bygge på åndsfrihed og demokrati”.
I 1993 ændres dette til ”bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati”. Man tilføjer altså ”ligeværd”.
I 2006 ændres det igen, nu til ”være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati”. Vi går altså fra ”bygge på” til ”være præget af”.
Hele dette system kommer i stand ved at kristendommen i 1975 forsvandt som eksplicit formålsreference. Åndsfrihed og demokrati trådte i stedet. Det var efterkrigstidens humanisme, som udsprang af grundtvigsk-tidehvervske og af tyske åndstraditioner, der pulserede.
Åndsfrihedsdiskussionerne varetages da også i høj grad stadigvæk af landets teologer.
Nuvel, min pointe er her at understrege dette skifte fra ”bygge på” til ”præget af”, som altså skete i 2006. Jeg tror, at den nye formulering var et resultat af Søren Krarups indflydelse på Foghs regering. Krarup havde skrevet en kritisk bog om ”demokratisme”, og han talte om ”det moderne sammenbrud” og var kritisk over for menneskerettighederne. Derfor skulle ”demokrati” ud af opdragelsens og pædagogikkens indre.
Krarup havde en pointe, fordi pædagogik jo bygger på kulturel autoritet. Derfor er det bedre, at demokratiet blot ”præger” skolen.
Men hovsa. Der røg noget badevand med ud. For også åndsfriheden og ligeværdet blev jo pludselig til noget ydre. Det vil sige, at ånden og menneske-ligheden blev taget ud af skolens og pædagogikkens indre. Det er derimod ikke så godt. For det betyder jo, at dannelsen gøres til noget ydre? Det er meget skidt, for uden ånd og ligeværd i pædagogikkens indre, kan heller ikke demokratiet fastholdes i det ydre samfund.
Men ok, hvor går den forviste ånd så hen? Jo den går til §1, hvor der tales om elevens ”alsidige udvikling”. Og vel at mærke ikke den ”alsidige personlige udvikling”, som der stod fra 1993-2006. ”personen” røg altså ud i 2006. Også ”alsidig udvikling” blev altså til noget ”ydre”.
Denne nye og lidt ydre ”alsidighed” bliver nu en form for opremsning af en række delaspekter. Allerede i 1975 fik vi en sådan opremsning i lovbemærkningerne: ”Den enkelte elevs alsidige, personlige udvikling indbefatter både åndelig, intellektuel, musisk, fysisk og social udvikling”.
“Åndeligheden” er her parkeret som et ”aspekt”, som dog beskyttes af, at der i stk. 3 ”bygges på åndsfrihed”, hvorved de andre aspekter jo også gøres åndelige. Vi får en form for åndelig åndelighed.
I 1993 fastholdes denne opremsning sådan lidt henkastet, men den udvides også af ”nye udfordringer, både intellektuelt, følelsesmæssigt, socialt og med hensyn til opbygning af værdier og holdninger”.
Her er både det ”åndelige” og det ”musiske” på vej ud af ligningen. Der nedsættes dog et såkaldt ”musisk udvalg”. Og i 1993 var opremsningen stadig beskyttet af ”bygge på” i stk. 3, selvom det kneb med realiteterne, eftersom “ansvar for egen læring” blev meget dominerende i de år.
Fra 2006, hvor åndsfriheden altså bliver til noget ydre, så kollapser ”alsidig udvikling” efterhånden til det totale psykologiske og metodefikserede opgør med ånd. I lovbemærkningen gentages ganske vist formuleringen fra 1975 om det “åndelige” og det “musiske”, men det er uden kraft, fordi OECD spiller en så dominerende rolle i materialet. Og i de efterfølgende publikationer forsvinder “det åndelige” helt. Ånden var nu blevet til sociale og personlige “kompetencer”.
Nu var der ingen åndelige “aspekter” tilbage. Det fremgår f.eks. af to Rambøll/DPU/UC-rapporter fra 2014, som ministeriet stadig fremhæver på sin hjemmeside under “alsidig udvikling”. Her er der nul hits på de gamle 1975-ord “åndelighed” og “musisk”. Rapporten kaldes for “forskningsbaseret”. Samme tendens så man i Skolerådets rapporter fra slut 00’erne.
Dette system af “kompetencer” bliver i 2010’erne genstand for en decideret bureaukratisering og teknologificering, og de nu kompetence-gjorte “aspekter” kan træde i direkte kontakt med de globale systemers kompetencekataloger.
Dermed er ånden, både som åndsfrihed og åndelighed, helt ude af skolen, både af stk. 3 og stk.1.
Mærkeligt at en formålsparagraf på denne måde kan undergrave sig selv.
Begge rapporter om alsidig udvikling kan tilgås via linket.
5. d. 5. september: Ny bog om Martin A. Hansens skolesyn
Tidligere formand for Dansklærerforeningen, Jens Raahauge, har på Folkeskolen.dk skrevet et fint forsvar for Martin A. Hansens forfatterskab og dets pædagogiske relevans, som jeg også selv har fremhævet, bl.a. i bogen ”Pædagogikkens to verdener”.
Den konkrete anledning er, at der netop er udgivet en bog om Martin A. Hansens skolesyn. Bogen, som jeg glæder mig til at læse, hedder ”Til barnets bedste – Martin A. Hansen og skolen i dag”.
I forlagets omtale af bogen, står der følgende:
”En konsekvens af de seneste årtiers ensidige satsning på kompetencer og teknokratisk ufornuft i skolen er, at spørgsmålet om dannelse i nærmest gammeldags forstand i dag igen står centralt i diskussionen om skolens formål.
Thi modernisterne og tilpasningspædagogikken har fejlet, og vi oplever i dag en fremmedgørende ligegyldighed i forhold til skole og undervisning. Fokus har været for snævert og instrumentelt, og har ikke kunnet løse grundskolens brede dannelsesopgave.”
Kloge ord i sensommersolen.
Undervejs får Raahauge også fremhævet Niels Chr. Sauers nye og tankevækkende bog om ”Folkeskolens veje og vildveje”.
Endelig slutter han af med følgende kritiske markering imod DPUs leder Claus Holms opgør med den danske åndstradition:
”Da han (Martin A. Hansen, TAR) blev taget af folkeskolens obligatoriske kanon. var det eneste argument, jeg hørte på flere møder, udtrykt af en ekstremt arrogant læringskonsulent med nordsjællandsk tonefald: ’Så slipper eleverne endelig for Agerhønen’. Her var hun i god overensstemmelse med Claus Holm, DPU, som roste folkeskolens formålsparagraf fra 2006, fordi den markerede, at vi endelig blev fri af Hal Koch, højskolemand og -tænker.”
Så det er Hansen mod Holm. Heldigvis var Martin A. Hansen både forfatningsmand og modstandskæmper, så jeg er fuld af fortrøstning på åndsfrihedens vegne.
Derimod er Holm, som en moderne Scavenius, nok den mest tilpasningsdygtige tilhænger af konkurrencestaten og skolereformens antipædagogik i hele landet.
Links:
Raahauges indlæg: https://blog.folkeskolen.dk/…/fortolkninger-og…/4729430
Ny bog om Martin A. Hansens skolesyn: https://hovedland.dk/…/til_barnets_bedste-_martin_a…
Sauers bog: http://www.fjordager.com/folkeskolens-veje-og-vildveje/
Holms opgør med Hal Koch: https://www.folkeskolen.dk/…/forsker-om…/984691…
6. d. 6. september: Bygge på og præget af
Her er et forslag til åndens tre niveauer i pædagogikken, relateret til formålsparagraffernes formuleringer:
A.
Formålsparagraffernes formuleringer:
1975 og 1993 “…bygge på åndsfrihed”
2006: “… være præget af åndsfrihed”
B.
Åndsfrihedens tre niveauer:
Åndsfrihed som skabelse, kærlighed og fantasi (åndsvidenskab/reformpædagogik): Bygge på….
Åndsfrihed som undervisning (blanding af eksistens og kærlighed), f.eks. Gerd Biesta og Bollnow: Bygge på og præget af…
Åndsfrihed som eksistens (strid og tilsynekomst, Døssing, Tidehverv, Ank m.fl.): I et samfund præget af…
Problemet er, at hvis man tager “bygge på” ud af paragraffen, som man gjorde i 2006, så forsvinder fantasi, kærlighed og eksistens ud af skolen.
Men hvis man tager “præget af” ud, så kollapser den fælles verden, hvilket jo skete op til 2006 (“ansvar for egen læring”)
Forslag:
Derfor bør der måske stå følgende:
“Skolen skal bygge på åndsfrihed i et samfund, som er præget af åndsfrihed”.
En så klodset formulering vil også sikre, at sagen ikke går i glemmebogen.
7. d. 6. september: Michael Böss’ sikkerhedsstat
Historikeren Michael Böss har gjort sig nogle meget interessante overvejelser, der handler om, at velfærdsstaten er ved at blive til en ”sikkerhedsstat”, jf. hans facebook-opslag nedenfor.
Böss’ tanker peger i flere vigtige retninger, som jeg lige skal tænke lidt over.
8. d. 6. september: Iben Benedikte Valentin Jensen
Et af de blogindlæg, som jeg er allermest stolt over at have skrevet, er nedenstående gennemgang af Iben Benedikte Valentin Jensens strålende virke og publikationer.
Iben har ved sin enestående beskyttelse af landets pædagogiske tradition skrevet sig ind i kongerækken af fremtrædende kvindelige pædagoger som f.eks. søstrene Wulf, Thora Constantin-Hansen og Inger Merete Nordentoft. Hun fortjener berømmelse og statuer, men blev behandlet yderst kritisabelt af sin professionshøjskole.
Kort før sin død i 2022 var hun med i Brinkmanns briks, og året før skrev hun til antologien ”Sidste chance – perspektiver på dannelse”. Og det var blot enden på et fantastisk og mangeårigt virke.
Ibens tanker stod i den dybeste og ekspliciterede modsætning til det læringsbegreb, som udviklede sig på DPU efter 2008, hvor en mærkelig blanding af læring, systemteori og poststrukturalisme tog magten over landets pædagogik.
Det ville virkeligt klæde professionshøjskolerne, hvis de etablerede en pædagogisk pris i Ibens navn.
http://www.thomasaastruproemer.dk/liste-over-iben-benedikte-valentin-jensens-produktioner.html
9. d. 9. september: Socialdemokratisk brandtale
I oktober 2016 var der digebrud i Lyngbys byråd.
Viceborgmester og jurist Simon Pihl Sørensen (A) holdt en brandtale, hvor han med de skønneste ”utilbørligheder” overbeviste byrådet om at træde ud af et stort AP-Møllerprojekt om synlig læring.
Talen og dens kraftfulde henvisninger til dansk skoletradition medvirkede til, at landet kom fri af den John Hattie-besættelse, som fulgte i kølvandet på skolereformen, og som prægede den kommunale sektor, støttet af ledende kredse på DPU.
Jeg håber, der hænger et blomsterbestrøet hyldestportræt af Pihl Sørensen på Undervisningsministeriets og Danmarks Lærerforeningens gange.
Tre måneder senere kom den kritiske udgivelse ”Hattie på dansk”. og pludselig var det helt slut. I stedet kom den store fortrængning, hvor også kritikerne glemmes og marginaliseres.
Men så er det godt, vi har erindringen om Pihl Sørensens heltemodige aktion.
http://www.thomasaastruproemer.dk/digebrud-i-lyngby-taarbaek-kommune.html
10. d. 9. september: Den geopolitiske situation
Fra nu af kan enhver regering undergrave grundlovens frihedsrettigheder med en helt abstrakt og løsagtig henvisning til ”den geopolitiske situation”.
Indgrebet mod utilbørlighed har intet retligt eller politisk forarbejde. Det er et hovsamissil ned i samfundet.
Fordi nogle kinesere og nogle totalitære mellemøstlige lande og en eller anden amerikaner måske har sagt noget + et eller andet med Ukraine og så videre, så må vi hellere ophæve ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, ejendomsret og alt det andet.
Det er jo en fuldstændig uholdbar situation. Ingen ved, hvad det næste bliver. Alt kan ske. Det er det, som kaldes hastelovgivning. En slags kaos.
Det er en form for radikaliseret samarbejdspolitik. Måske er de aktuelle begrundelser en direkte forlængelse af besættelsestidens politik?
Fogh var jo på frihedskæmpernes hold. Det er den aktuelle regering helt klart ikke. Her hersker en mangedoblet scaviniusistisk ånd.
Nu er det blot ikke kun tyskerne, hvis krav vi skal følge, før kravene overhovedet bliver udtalt. Nu er det alle landes både tavse og udtalte krav i en helt ubestemt konfiguration, dvs. den ”geopolitiske situation”, som en eller anden pludselig kan henvise til.
Forfatninger er fra nu af et objekt, der findes for at beskyttes samfundet imod den geopolitiske situations indtrængen.
(inspireret af Debatten på DR2 i forgårs, hvor uddannelsesministeren skulle tale regeringens sag. Det slap hun meget dårligt fra. Til gengæld gjorde Nina Palesa Bonde en heltemodig indsats. Som jurist havde hun en god fornemmelse for det retlige skred, som indgrebets BEGRUNDELSER har forårsaget.)
11. d. 9. september: Noter til et skriv om “Hvad er dannelse?”
Dannelse er syntesen mellem frihed, dyd og kritik.
Lidt groft sagt: Friheden er oplysningen/romantikken. Dyden er grækerne og englænderne, og kritikken er videnskaben.
Men syntesen kan gå i opløsning, jf. de salomonske tekster i GT:
Et samfund uden ”dyd” er et samfund uden gentlemen (virksomme og beskedne mennesker, der har sans for det moralsk rigtige i en given situation) – jf. ordsprogenes bog.
Et samfund uden ”frihed” er et samfund af medløberi og overgreb, hvor man ikke kender til kærligheden (filo-sofien) – jf. sangenes sang (højsangen).
Et samfund uden ”kritik” er et samfund, hvor dyd og frihed er isoleret fra hinanden, så de forfalder i platte, ufrie og formater (populisme, chikaner og trivselsdata mm) – jf. prædikernes bog.
I den forstand har intet ændret sig siden Kong Salomons dage.
Mennesket er og bliver et menneske, så længe det får lov af maskinen. Dannelse er et kendetegn ved arten som sådan.
Hvad kalder man denne dannelses-syntese i det pædagogiske system? Den hedder ”kundskaber”, dvs. syntesen mellem fortid, undervisning og selvvirksomhed.
Hvad kalder man syntesen i samfundet? Den hedder åndsfrihed, dvs. syntesen mellem øre, tanke og mund.
Eller som den engelske digter John Milton udtrykte det i 1644:
”Hvor der er stærk lyst til at lære, må der nødvendigvis også være stor diskussion, mange forskellige skrifter og mange meninger. Thi meninger er hos gode mænd ikke andet end kundskaber, der er i begreb med at fødes”
Miltons ”fødsel”, som vi også finder hos Hannah Arendt, er menneskets tilsynekomst blandt andre i dydens materialisering.
Eftersom den kommer fra friheden. kan fødslen godt virke ”ubehøvlet”, hvis samfundet har skjult sig.
Og hos den tyske-schweiziske filosof Karl Jaspers i 1960:
Det filosofiske liv (…) erkender sin egen usikkerhed og spejder derfor bestandigt efter kritik, søger modstanderen og ønsker at blive draget i tvivl. Det filosofiske liv vil høre, ikke for at underkaste sig, men for at anspores til yderligere klargøring af selvet. Dette liv finder sandhed og bekræftelse i den samklang med den anden, som opstår, når kommunikationen er båret af åbenhed og uforbeholdenhed”
”Samklangen” er sangenes sang. Det er legen på græsset med verdens ting og med hinanden.
Man skal – siger Jaspers – blive herre over sine tanker, hvilket er umuligt, fordi tankerne løber.
Derfor er dannelsen også en proces, hvis materialitet indeholder en konstant foreløbighed, hvilket er åndsfrihedens formel.
Referencer:
Karl Jaspers (1965). ”Hvad er filosofi? – 12 radioforedrag”.
John Milton (1937). ”Om trykkefrihed – areopagitica”.
Miltons arbejde blev jeg opmærksom på via Thomas Døssing (1937). ”Af åndsfrihedens historie”.
12. 10. september: Jean Piaget og dansk læringsteori
I løbet af 2000’er blev jeg efterhånden klar over, hvordan den pædagogiske tænkning og skolepolitikken var præget af nogle underlæggende misforståelser af den schweiziske psykolog Jean Piagets læringsteori. Det var især Knud Illeris og Jens Rasmussen, som var galt afmarcheret, og konsekvenserne var enorme.
Piagets omverdensbegreb forsvandt simpelthen. Først – omkring 1980 – sørgede Illeris for, at omverdenen blev til en kapitalistisk sort skole. Og dernæst afviklede Jens Rasmussen i 1996 omverdenen som sådan. Det var den ny Luhmann-interesse, der rumsterede.
Dermed var grundlaget lagt for den “ansvar for egen læring”, som tog fart i 1990’erne, samt for den ledsagende “læringsmålstyring”, som udviklede sig i de sene 00’ere. Det hele kulminerede i skolereformen fra 2013 og i et ny-autoritært DPU.
Det blev til tre artikler om emnet. Først to tidlige artikler fra 2002 og 2006, som stadig er bag betalingsmur:
Artikel fra 2002: ”Læring og objektivitet i projektarbejdsformen”, Nordic Studies in Education.https://www.idunn.no/doi/10.18261/ISSN1891-5949-2002-02-02
Artikel fra 2006: ”Læring og objektivitet – konstruktivismen som uddannelsesteori”, Nordic Studies in Education. https://www.idunn.no/doi/10.18261/ISSN1891-5949-2006-02-01
Nogle år senere, i 2017 samlede jeg hele diskussionen op i et svensk tidsskrift. Denne artikel kan tilgås af alle: ”Nogle realistiske bemærkninger til Piagets læringsteori”, Utbilding & Demokrati. https://www.oru.se/globalassets/oru-sv/forskning/forskningsmiljoer/hs/humus/utbildning-och-demokrati/2017/nr-3/tomas-aastrup-romer—nogle-realistiske-bemarkninger-til-piagets-laringsteori.pdf
13. d. 11. september: Lærerbladet og tre afrejser
I det nyeste nummer af det fynske “LærerBladet”, der er redigeret med vanlig kyndig hånd, reflekterer redaktøren Erik Schmidt over det forhold, at tre af de personer, som har blandet sig i dannelsesdebatten, nu mere eller mindre frivilligt har forladt de offentlige systemer.
Det drejer sig om følgende personer:
– Keld Skovmand, som drager til Norge
– Stefan Hermann, som drager til Novo
– Undertegnede, som drager på interrail
Schmidts analyse, som står på s.17, jvf. linket, har titlen ”Har dansk pædagogik forladt sig selv?”.
https://odenselaererforening.dk/media/16259606/laererbladet3-sep2023-til-skaerm-0323_low12616.pdf
14. d. 11. september: Utilbørlig behandling på Aarhus Universitet
Her er nogle af de reaktioner, som jeg i tidens løb har modtaget fra indflydelsesrige kredse på DPU, når jeg har fremlagt helt almindelige kritiske analyser og indlæg imod læringsideologiens indhold og konsekvenser:
“Paria, infamt, fordrejet, konspirationsteori, stærkt ærekrænkende, løgn, demagogi, mobning, karaktermord, konspiratorisk mistænkeliggørelse, uvederhæftig, løgnagtig, ærekrænkende, veritabel personhetz og årelange forsøg på mistænkeliggørelse og miskreditering, tilsvining, uvederhæftig, karikerer, udpegning, motivjagt, kollegial uansvarlighed, manglende forskningsetik, akademisk mobning, underminering af anstændighed og lødighed, polemisk dumdristighed, uintelligent, dit behov for at fornærme andre, din evindelige mudderkastning, en meget lille mand.”
På en måde ved man slet ikke, hvad man skal sige. Især ikke når Aarhus Universitet efterfølgende understøtter disse opfattelser. Der er jo tale om en form for sygt miljø.
I gamle dage var kritisk og selvstændig aktivitet en dyd. Det er slut i Aarhus, hvilket er stik imod universitetets kontrakt med staten (vedtægterne) og selvfølgelig også med universitets filosofi som sådan. Jeg ved derfor ikke, hvorfor jeg skal betale skat til foretagendet?
Jeg har da også fået hele tre priser for alt det, som universitetet er imod:
2010: Holgerprisen, Det Alternative Sorømødes debat- og formidlingspris. https://dpu.au.dk/om-dpu/nyheder/nyhed/artikel/aarets-holger-pris-gik-til-lektor-thomas-aastrup-roemer-dpu-aarhus-universitet
2019: Ahlström-prisen, Nordic Educational Research Associations forskningspris. https://nfpf.net/journal/the-ahlstrom-award/the-ahlstrom-award-recipients/
2023: Sappho-prisen, Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris. https://www.trykkefrihed.dk/thomas-aastrup-roemer-modtager-sapphoprisen-2023.htm
15. d. 13. september: Ny rapport om nationale test
Der er kommet en ny rapport om nationale test (NT). En såkaldt ”ekspertgruppe” har lavet 75 helt atomiserede anbefalinger, hvoraf der angiveligt er uenighed om en del.
De fleste meget tekniske anbefalinger – hvis ikke alle – forstærker NT-konceptet med 200%, fordi konkurrencestatens styring af læringen effektiviseres. Det ligger i opdraget. Det er skrækkelig læsning.
Ekspertgruppen udspringer af det socialdemokratiske organisationsvælde ”Sammen om skolen”, som igen har rødder i OK18, hvor DLF endegyldigt tabte den kamp om skolen, der havde stået på siden 2013.
Da den politiske aftale om NT blev lanceret i 2021, erklærede både SF og RV ellers, at det nu var slut med NT, selvom det modsatte var tilfældet. Et skolepolitisk kollaps uden lige for de to partier.
Ekspertgruppen har ingen medlemmer med almenpædagogiske interesser, så vidt jeg kan se. Jeg vender tilbage til nogen af dem.
Her er to emner:
A. Uenighed om friskolerne
Den anbefaling, som har størst almenpædagogisk interesse er nok nr. 74. Den handler om, at NT skal udvides til også at være obligatorisk for de frie skoler. Der angives følgende argumenter, som efter min mening har stærke totalitære kim:
”I. Forskning mangler viden fra op mod en femtedel af elevpopulationen.
- Statslige myndigheder mangler indsigt i status for elever på privatskoler.
III. Forældre, der er imod nationale test, kan fravælge folkeskoler alene af den grund.
- Hvis ikke de private skoler tager Folkeskolens Nationale Færdighedstest, er det ikke muligt for beslutningstagerne at følge den faglige udvikling i Danmark som helhed.”
Tænk at skrive den slags. Anbefalingen støttes dog kun af et mindretal, står der. Flertallet angiver faktisk argumenter i god demokratisk ånd (læs dem selv via linket).
Men hvem har sagt ja og nej til denne anbefaling? Det kunne være meget interessant at vide. Og hvorfor står det som en anbefaling, selvom flertallet er imod? Det er meget mystisk.
Ekspertgruppen ledes af Peter Dahler-Larsen, som engang erklærede at Grundtvig var ”skadelig for skolen”. Så han er nok ikke på friskolernes fløj. Og Simon Calmar, som sad med i 2000’ernes lærings- og evalueringsrevolutionære Skoleråd, er nok i samme boldgade.
Måske kommer nej’et fra en eller flere af de lærere, som sidder med i gruppen?
B. Uenighed i ekspertgruppen
Her til morgen er det så kommet frem, at to af ekspertgruppens medlemmer stadig er imod nationale test som sådan, selvom de åbenbart går ind for mange af og måske alle anbefalingerne. Det er professor Jeppe Bundsgaard og psykologen Tine Nielsen, der udviser lidt civil utilbørlighed. Det er lidt drama, både politisk og moralsk.
Referencer:
Aktuelle links:
Folkeskolens dækning: https://www.folkeskolen.dk/…/eksperter-i…/4730801
Undervisningsministeriets opslag med link til rapport: https://www.uvm.dk/…/230911-ekspertgruppe-har-afleveret…
Tidligere analyser:
Analyse af evaluering af NT, januar 2020: http://www.thomasaastruproemer.dk/evaluering-af-nationale…
Analyse af et bagvedliggende politisk aftalepapir, februar 2020: http://www.thomasaastruproemer.dk/politisk-aftale-om-de…
Analyse af den endelige aftale, oktober 2021: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159494494244481&id=837549480
16. d. 14. september: Ny rapport om Nationale Test
Den nationale test (NT) blev lanceret som en del af de store globaliseringsaftaler i 2006 og endelig indført i 2010. Med denne baggrundshistorie ved man også uden videre, at de nye testsystemer ikke er pædagogikkens og skolens ven.
Skolen skulle nu omlægges til produktivitetsoptimerende og centralistiske læringssystemer, og NT skulle supplere de allerede eksisterende Pisatest, der i sig selv understøttede en nærmest totalitær OECD-tankegang. Vi fik global-national totalstyret læringsmålstyring.
Stat og kommuner gik amok i statistiske læringskomparationer og kvalitetsrapporter, og systemerne blev understøttet af en helt ny slags læringsforskning, der underdanigt sammenlignede statsministeren med Martin Luther King, mens al kritik blev marginaliseret.
Der blev etableret hele forskningscentre, som var afhængig af det ekspanderende statistiske stats-materiale.
Der var løbende metodiske problemer med testene, og undervejs hed det sig pludselig, at man ikke rigtig kunne stole på dem alligevel, og så kom der nogle nye og med tilbagevirkende kraft og så videre. Det var et cirkus.
I 2013 vedtog man endda en hel skolereform, der forstærkede NT-tankegangen. Og Rambøll lavede en evaluering, der satte NT i direkte forbindelse med den nye lærings- og evalueringsrevolution.
Året efter kom de nationale trivselsmålinger, som var skåret efter samme læst. Nu skulle små børn svare på intime spørgsmål ind i en statslig datamaskine, der kunne spytte allehånde statistikker og korrelationer ud på den slidte asfalt, hvor pressen kunne samle dem op.
Landets pædagogiske tradition var lagt i ruiner. Det var onde år.
I februar 2020 lavede man så en evaluering af NT, som faktisk var meget kritisk. Men i evalueringsgruppen sad der ingen med almenpædagogiske kundskaber, så løsningen på problemerne blev ikke at fjerne testene, men derimod at effektivisere dem yderligere. Den bagvedliggende filosofi pumpede.
Året efter kom de politiske aftaler om NT, som især RV og SF mente nu var en saga blot, selvom det modsatte var tilfældet.
Og i sidste uge kom så en ekspertgruppes anbefalinger til effektiviseringerne. Rapporten består af 75 helt atomiserede forslag. Har staten nogensinde lavet noget ringere?
Hovedkræfterne i gruppen sad også med i evalueringsgruppen fra 2020, og gruppens formand udtalte i 2004, at Grundtvig er skyld i skolens problemer. Det er ånden fra globaliseringsaftalerne, der er formand for det hele.
Det er også derfor, at ekspertgruppen foreslår en yderligere forstærkning af testenes organisatoriske betydning og effekt. Man kalder det at ”kvalitetssikre”, selvom det modsatte er tilfældet.
Et af forslagene, som allerede var omtalt i 2020-evalueringen, går endda på, at også de frie skoler nu skal tvinges ind under dette totalitære regime, så staten kan lave endnu flere statistikker. Der står så, at dette forslag kun støttes af ”et mindretal”. Men hvad det betyder, ved ingen.
Allerede dagen efter rapportens offentliggørelse, begyndte nogle af ekspertgruppens medlemmer at springe fra. Det er kaos. Den mest prominente kritiker er professor Jeppe Bundsgaard fra DPU. Han er imod NT, fordi han mener, at OECD er bedre. Det er det, jeg kalder for mikrodiversitet, dvs. forskelle under samme begreb.
Og selv på testregimets egne præmisser er der ingen forbedringer i skolen, selvom man siden 2013 har pumpet store summer i de centralistiske og undertrykkende systemer og tankegange. Skolereformen er til grin på egne præmisser.
Jeg hører en stemme: Jamen Thomas, er du imod test? Her er et kort svar:
Jeg synes små og faglige test er fint nok, hvis læreren kan bruge dem til noget i sin konkrete klasse, men de må på ingen måde indgå i statslige systemer. Jeg er derfor 100% for test, men 200% imod nationale test.
Jeg har samlet en række kommentarer og analyser om emnet, som jeg har skrevet i tidens løb. Herfra kan man klikke videre til rapporter osv. Jeg burde skrive det hele sammen ved lejlighed.
Omtale af NT-resultater, oktober 2018: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid09W5tN7zoqkWZ77fLcuBoETNo8MuKJhwNN3PUSdjjZ4MYsc7Z2epsNNtxE29fpSRRl&id=837549480&__cft__[0]=AZWvMtCtF0uLa-uA5Hzd3PqsjCmyiFME_NocSiCXrY2S0LKFSuDuHxuGb8RboX7oNDZBRj7KjdTpWkNkJAFctvRQFwsUn5rMpCh2smKFuCvrcNemQe0aUoMZjJPaQ3alnTffR6jp6m9LOocaKwZxWqU3XV_8nUpgqp1ncPsI8IM1mw&__tn__=%2CO%2CP-R
Analyse af NT, april 2019: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0nDgYVNy8tUu7Phjhop7ezKcePYPvu48s8Wt1YyJQkMufSqgW6CuY3EFQ6QAY7ghwl&id=837549480
Jeppe Bundsgaard om OECD og NT, april 2019: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02oRFMsFqQpvYgxpa9jd6YPmDsmAmYeYjPis42TMTxcoUFLP3gZdWRPQSZBPC2eyNml&id=837549480
Diskussion af NT-resultater, november 2019: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0Mg8QCNMmkb48qUBGSzMQXi7cfkQJUNDpwrGJNWxN39B2UcNJFGtK3C5HLEQJUJrNl&id=837549480
Jeppe Bundsgaars position, december 2019: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02biHiyGeZ9xaecG9xVVb1ge9zgzGzSMm27RWKcF3NXhWecSb8gJTD4B5WewYoEEowl&id=837549480&__cft__[0]=AZX2Gfns7b3FFFc4aIXIB-FTAgQHEuHwCQdrWN9DdN_MVN64y7ICLSo2HizuJYeFaQ3hI99CQjn_VBc3Pm5fC9xlmEl_TMwcJS-TihFNYaCb-ZjrK_Q9GqAK6BndqfgrLtrd9twnQsJ8a-zDHYwtkv-NKl2hXY-KuzlEGVIThBUaNg&__tn__=%2CO%2CP-R
Forskeruenighed, december 2019: https://www.facebook.com/search/top?q=nationale%20test
Analyse af evalueringer af NT, januar 2020: http://www.thomasaastruproemer.dk/evaluering-af-nationale-tests.html
Analyse af et bagvedliggende politisk aftalepapir, februar 2020: http://www.thomasaastruproemer.dk/politisk-aftale-om-de-nationale-tests-fastholdelse-og-udvidelse.html
Analyse 1 af politisk aftale om NT, oktober 2021: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0k93D8VLxai1MPviyDtpcKiQc3xJ1VaGm1P6bRM8BsY93GSiYL35VcFtCHZfFyRvl&id=837549480
Analyse 2 af politisk aftale om NT, oktober 2021: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0YCwWDtbG89qZFNUKbZ8YEceuuz48SEPMu1ePNmMaRn7FdcdmiT5S1wenYfSzVyHhl&id=837549480
Analyse 3 af politisk aftale om NT, oktober 2021: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10159494494244481&id=837549480
Undervisningsministeriet, 2023, med link til aktuel rapport: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2023/sep/230911-ekspertgruppe-har-afleveret-anbefalinger-om-folkeskolens-nationale-faerdighedstest
17. d. 14. september: Brexit og venstrekonservatismen
Jeg sidder med den nyeste årgang af Årsskriftet Critique (2022). Der er mange interessante artikler. Jeg vil især nævne tre.
To af artiklerne giver et bud på, hvorfor briterne forlod EU.
Advokat Anders Toft Hansen mener, at englændernes ubehag ved EU skyldes, at man i England har en Common Law-tradition; dvs. en retsforståelse uden en egentlig forfatning, hvor politiske og folkelige erfaringer løbende samles i en juridisk praksis. Derimod bygger EU på en Civil law-tradition, hvor den positive og rettighedsbaserede lov dominerer. Dermed opstår en retsfilosofisk modsætning. Det er en virkelig interessant hypotese. Det er på en måde pga. common law, at man har ”gentle men” i England, dvs. en slags respekt for de etiske naturlove.
Den danske forfatning er efter min mening en form for blanding, dvs. at vi har både en civil law, for vi har jo en forfatning, og en common law, eftersom forfatningen i høj grad er folkeligt og historisk funderet. Og f.eks. i Landsrettens afgørelse fra 2018 i Erik Schmidt-sagen henviste retten også helt klart til Common Law-begrundelser, dvs. til almindelig praksis, frem for til ydre paragraffer, hvilket de lige så godt kunne have gjort.
Samme retsforståelse finder man i store dele af den grundtvigske tradition, f.eks. i Holger Kjærs flotte bog ”Kampen om skolen” fra 1941, hvor nazismen får et fur, mens samarbejdspolitikerne gik amok. Kjær funderer skolen dels i en meget åben national ånd og dels i familien, og han er derfor meget kritisk over for statslig styring af skolevæsenet og ånden. Denne forbindelse mellem skolen, hjemmet og det folkelige er et centralt træk ved hele denne tradition, hvor civilsamfundet bliver det bærende.
Kjærs synspunkt stod stærkt i dansk friskoletradition både efter 1. og 2. verdenskrig og er på en måde også en del af grundlaget for Grundlovens §76 (friskoleparagraffen). Kjær fortæller faktisk også, at englænderne var meget tilbageholdende ift. at bestemme over skolerne. Der er en forbindelse lige der til Toft Hansens pointer tror jeg. Men ok, jeg gætter lidt, og mit indtryk er da også, at Thatcher-effekten ændrede en del på denne tilbageholdenhed.
Historikeren Michael Böss drøfter også Brexit i sin artikel. Han mener, at EU-modstanden i England bygger på fornuftsovervejelser fra dele af arbejderklassen og middelklassen vedrørende de livssammenhænge, som EU har påvirket. Böss kalder denne politiske position for “venstrekonservatisme”. Böss henviser her til politologen Eric Kaufmann, som selv henviser til en ”Social Gospel-bevægelse” fra 1800-tallet og til en jødisk efterkrigstidstradition, som blev ført videre af f.eks. de amerikanske sociologer Daniel Bell og Nathan Glazer.
Om der er en forbindelse mellem Common Laws lange tradition og de lidt nyere referencer hos Böss vil være interessant at undersøge. I hvert fald er det godt med disse grundige refleksioner over det engelske samfunds nærmere karakter, når man skal vurdere briternes smukke exit.
Jeg vil også fremhæve filosoffen Rune Selsings artikel, som også vedrører ”venstrekonservatismen”, og som er lidt i samme ånd som de to andre artikler.
Selsing er særdeles kritisk over for Fogh Rasmussens ødelæggelse af de folkelige og faglige handlingsformater: ”Det er svært at overvurdere, hvor skadelig hans regeringsperiode var”, skriver Selsing.
Foghs globaliseringspolitik ødelagde både den pædagogiske sektor, omsorgssektoren og mange andre ting, siger Selsing. Ja, Foghs politik ødelagde ”kaldet”. Jeg er helt enig.
På en måde kan man godt sige, at Fogh Rasmussen stod for ødelæggelsen af den danske common law, hvilket jo var paradoksalt, eftersom han havde selv rødder i den nationale tradition. Man burde forske mere i denne modsætning efter min mening.
Der er spændende tanker i alle tre artikler, men efter min mening skrives det liberale moment for meget ud, især hos Böss og Selsing, selvom det så alligevel nævnes. Dermed havner de tendentielt i omegnen af Mette Frederiksens socialdemokrati.
Dette liberalisme-problem løses på en måde af Toft Hansens artikel, synes jeg, hvis konservatisme jo knyttes til forfatningen eller mangel på samme. Men måske mangler der her lidt refleksioner over de specifikke common laws, som man finder i forskellige lande. Grundtvig var jo ikke englænder, selvom han elskede landet. Toft Hansen nævner dog Edmund Burke, som jo var en frihedselskende common law-kritiker af den franske revolution, og der er jo også grænser for, hvad man kan have med.
En af årsagerne til, at jeg overhovedet kom i gang med disse læsninger er, at Rune Selsing her i aften kl. 19:30 holder foredrag om sin nye bog i Stakladen i Aarhus. Det er Studenterkredsen, der arrangerer. Måske ses vi?
Selsing var også den første, der i et officielt medie (JP) protesterede imod Claus Holms fyringsaktion i november 2022. Der var noget common law over hans smukke indlæg, som jeg selvfølgelig blev meget rørt over. Selsing forudsagde, at det nok ville være slut med kritisk aktivitet på DPU, og det kan man da roligt sige, at han har fået ret i.
Tidsskriftet afsluttes af en artikel, hvori teologen Søren Peter Hansen præsenterer tankerne bag den nye kulturkonservative tænketank ”Prospekt”, som han selv er leder af. Et andet medlem af tænketanken, historikeren Christian Egander Skov, har også en udmærket artikel i tidsskriftet, som han i øvrigt selv er redaktør for.
Endelig er der to artikler, som jeg endnu ikke har læst, nemlig en artikel af Stefan Kierkegaard Sløk-Madsen, som arbejder ved tænketanken CEPOS. Jeg glæder mit til at læse denne artikel, for Sløk-Madsen skrev en virkelig interessant artikel til bogen ”Stat og borger”, som udkom på KLIM i 2022 (redigeret af Brian Degn Mårtensson og Sløk-Madsen selv). Her arbejdede han med at knytte forfatning, kultur, velfærdsstat og økonomisk politik sammen i en samlet analyse.
Også præsten Henrik Gade Jensen har bidraget til tidsskriftet. Han var faktisk også tidligere med i CEPOS og blev i 00’erne behandlet på det skammeligste af Informations daværende redaktør David Trads, som beskyldte Gade Jensen for at være nazist. Trads måtte efterfølgende krybe til korset, men først mange år senere. Jeg glemmer det aldrig.
Gade Jensen skrev i øvrigt også en glødende forsvar for Erik Schmidts kamp mod læringsmaksimeringens hærgen; en hærgen, som godt kan anskues som en total karikatur af civil law.
Links:
Critiques hjemmeside: https://aarsskriftet-critique.dk/
Prospekts hjemmeside: https://www.taenketankenprospekt.dk/
Selsings kritik af DPU: https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE14640559/naar-forskere-bliver-fyret-for-deres-holdninger-tier-resten-stille/
Henrik Gade Jensens forsvar for Erik Schmidt: https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/article6828758.ece
Selsings oplæg ved Studenterkredsen i Aarhus: https://www.facebook.com/groups/aarhuskredsen/posts/10159828306122684/
18. d. 17. september: Postmoderne ondskab ved Aarhus Universitets årsfest
På Aarhus Universitet har man i de sidste 17 år været vidne til to opgør. Først gjorde man op med universitetets grundlæggende ide og dermed med sin egen historie. Det skete i 2006 i forbindelse med AU’s globale udvidelse af universitetsreformen; et opgør som endda der blev forstærket ved de store centraliseringer i 2011. Herfra var al forskning ”strategisk”, og siden eksisterede ingen reel ”akademisk frihed”.
Denne form for magtudøvelse er et eksempel på det, som politologen Steven Lukes i sin sin bog “Power – a radical view” fra 1974 kaldte for tredimensionel magtudøvelse, dvs. en form for strukturel magt.
Dette første opgør med universitetets essens og med AU’s egen historik satte sig så løbende igennem i et andet og mere konkret opgør, både i det skjulte via en skov af strategiske og incitamentsskabende prioriteringer, men også i en lang række konkrete sager og overgreb. DPU er en helt særlig forstærket case, men ingen undtagelse.
Denne strategiske magtudøvelse kaldte Lukes for todimensionel magt, og de konkrete overgreb, som fulgte, var så udtryk for endimensionel magt.
Jeg dokumenterer selv dette grundigt i en kommende udgivelse, og flere andre bøger har været inde på det samme, f.eks. Heine Andersens bog om forskningsfrihed og Asger Sørensens ”Asger Sørensen går på universitetet”.
I forgårs holdt AU jubilæumsfest, hvor man lod som om, at man hyldede alt det, man har gjort op med. Rektor refererede til Humboldt og den nye bestyrelsesmand læste op fra universitetets ytringsfrihedserklæring.
Denne logik et eksempel på det, som jeg kalder for ”postmoderne ondskab”; dvs. en situation, hvor man bruger det, man har gjort op med, til at legitimere opgøret.
Et andet eksempel på en sådan type double-bind, var da skolerådmanden i Odense omkring 2014 talte for ytringsfrihed, samtidig med at hun undertrykte den på en konkret skole. En sag som røg i landsretten, hvor den forurettede skolelærer vandt sagen.
Jeg har lidt ondt af Hartmut Rosa, som nu er blevet æresdoktor på et universitet, der gør op med netop den selvsamme kritisk/romantiske bildung-tradition, som hans arbejde udspringer af. Rosa har også skrevet særdeles kritisk om ”accelerationssamfundet”, som AU/DPU ellers nærmest er defineret ved. Rosa bliver dermed en tragisk skikkelse i europæisk videnskab.
I nedenstående analyse af et indlæg af ART’s dekan fra i vinters optræder begge de to omtalte opgør. Først i form af dekanens forståelse af den pædagogiske forsknings mere strategiske rolle i samfundet, der knytter an til forandringerne i midt 00’erne, og dernæst i form af en begrundelse for et regelret opgør med ytringsfriheden i en konkret sag.
Arrangementet blev, som jeg har forstået det, ledet af en anden dekan, der er datter af en elev af Løgstrup, som jo er ud af samme tradition som Rosa, og hvis indflydelse DPUs ledelse har kæmpet kraftigt imod siden 2008. Jeg har endnu ikke opfundet et ord for denne helt særlige universitetspolitiske tilstand.
Links:
Reportage fra årsfesten: https://medarbejdere.au.dk/nyheder/nyhed/artikel/95-aar-er-ingen-alder-for-et-universitet
Analyse af dekan-indlæg fra i vinters: http://www.thomasaastruproemer.dk/johnny-laursen-forsvarer-fyringerne-paa-dpu.html
19. d. 17. september: Alternativets problemer
Først tager en af de gamle alternativister og leder af folketingsgruppen, Torsten Gejl, orlov pga. stress. Gejl er ellers en gentleman, der i mange år har haft en positiv effekt på gruppen, så vidt jeg ved.
Herefter består folketingsgruppen af fem kvinder, som allerede dagen efter Gejls orlov – noget ufølsomt mod Gejl – flasher den nye kønshomogenitet på diverse medier. De fleste af dem er helt nye folketingsmedlemmer. Man savner virkelig Caroline Magdalene Maiers kompetente og mere alfaderlige arbejde, men hun røg desværre ud af folketinget i 2019.
Og straks går der hønsegård i foretagendet. Fire af damerne kaster sig over gruppens mest selvstændigt tænkende person, nemlig Theresa Scavenius, som de nu vil ekskludere. En række grove anklager flyver rundt i septembervinden.
DR kan imidlertid fortælle, at de fire kvinder reelt er sure over følgende tre forhold:
– Scavenius vil ikke støtte regeringens lovforslag om utilbørlig optræden.
– Scavenius er imod en affaldsordning, som førende eksperter er enig med hende i at kritisere.
– Scavenius formåede at holde partiledelsen fast på dens eget løfte om en advokatvurdering af Mette Frederiksens rolle i minksagen.
Kort sagt: Scavenius har adresseret tre gode retspolitiske og faglige emner, som intet har at gøre med alle de intrigeord, som vi må læse om. Hun har gjort sin pligt som politiker og partimedlem.
Hele konflikten har kort sagt ikke noget med ”samarbejde” at gøre, men alene om politik. Man skulle tro man var på DPU.
I dag blev Scavenius så ekskluderet, eller rettere: Hun bliver ikke ekskluderet formelt set, ”kun” reelt. Der må jo være nogen i hovedbestyrelsen, som har talt imod, men det færdige resultat er helt til grin.
Med både Geil og Scavenius ude, dvs. uden både gentleman og selvstændighed, så er der gjort klar til et slags radikale venstre eller noget jeg ved ikke hvad.
Jeg vedhæfter DR’s fine artikel om sagen.
20. d. 18. september: To ministerielle udgivelser i 2014 om læringsmål og alsidig udvikling
I 2014 udgav Undervisningsministeriet to rapporter, som begge var udarbejdet af DPU sammen med de store professionshøjskoler, UC VIA og det som i dag hedder ”Metropol”. Der var ingen konkrete forfattere, så det måtte man selv gætte sig til.
Den første udgivelse var en ministeriel vejledning til ”læringsmålsstyret undervisning”, der med det samme skabte totalt kaos mange steder. Hver eneste elev skulle nu målstyres hver dag og i hver time. Det var Keld Skovmand, der opdagede betydningen af dette skrift. Det fik han ikke ros for; hverken i UC-sektoren, hvor han var ansat, eller på DPU, hvor han skrev sin ph.d.-afhandling. Han har netop fået job på et universitet i Norge.
Den anden udgivelse var en dobbeltrapport om ”alsidig udvikling”, som gik lidt mere under radaren. Rapporten bestod i en instrumentel og psykologisk udgrænsning af skolens formålsparagraf, som udtrykket ”alsidig udvikling” jo stammer fra. Man kaldte endda slagtningen for en ”forskningsbaseret” analyse. Det var skolereformens angreb på videnskaben. Fra denne rapport udsprang et omfattende forsøg på at digitalisere skolens formålsparagraf.
Det var skolereformens syn på pædagogik og forskning, der pulserede på det reformerte DPU og på de nye professionshøjskoler.
Links:
Link til vejledning i læringsmålstyring: https://docplayer.dk/413518-Laeringsmaalstyret…
Link til notat om ”alsidig udvikling”: https://emu.dk/sites/default/files/2018-10/140916-Alsidig-udvikling.pdf
21. d. 18. september: Elevens og lærerens død
Det har i mange år været populært at sige, at man skal gå ”fra elev til studerende” på de videregående uddannelser.
Det er et meget uheldigt udtryk, for i samme øjeblik man ikke vil være elev, så mister man sin lærer. Og hvis man ingen lærer har, så kan man ikke være ”studerende”.
Både den studerende, som er uden lærer, og den forladte og ensomme lærer, kollapser så i ”læring”. Det er DPU’s og skolereformens formel.
Det er ”death of the teacher” og “death of the student”.
Det er kort og godt åndens død, og denne død kaldes for ”læring”.
Men den slags analyser er helt og aldeles forbudt på Aarhus Universitet og på DPU. Her udarbejdes der antipædagogiske læringsdokumenter, som man ikke må kritisere.
Men både universitetets bestyrelsesformand og rektor taler om forskningsfrihed? Det er ude i hampen.
Universitetets egentlige ideal er en lærer, der finder en elev, som finder en lærer. Det er en åndelig og videnskabelig proces, som er det stik modsatte af den aktuelle universitetspædagogiske kurs.
22. d. 19. september: Nationale test (NT): Fra ingenting til statseje
I starten af 00’erne var det kun de borgerlige partier, som gik ind for NT. De var under indflydelse af Anders Foghs mærkelige kombination af national handling og nyliberal globalisme. Man var imod efterkrigstidens humanisme. Ellen Trane Nørby og Bertel Haarder var de centrale undervisningsministre.
Alle andre var imod NT. Også socialdemokraterne var klart imod, endda så sent som 2004.
Da NT blev vedtaget i 2006, havde Socialdemokratiets nye skoleordfører, Antorini, vendt gruppen 180 grader. Og bortset fra fire ulydige partimedlemmer stemte hele gruppen for skoleforliget. Socialdemokratiet var nu endegyldigt blevet en del af konkurrencestaten; en vending som dog var forberedt af Nyrup i slutningen af 1990’erne. Thorning og Antorini og ikke mindst Corydon tog magten.
I 2010 blev testene konkret indført.
SF og RV var stadig imod i 2006. Men de kom med i 2013 ifm. skolereformens forstærkning af 2006-loven. Især Thor Möger spillede en stor rolle i at få SF hen til Corydon. RV fulgte med. Marianne Jelveds seminarie-linje tabte, efter at Ny Alliance var brudt ud af partiet. Margrete Vestager tog over. Hun blev kaldt for “evalueringsdronningen”.
Morten Østergaard (RV) og Antorini (S) stod herefter omkring 2013 for den helt store instrumentalisering af skole og uddannelse.
I 2014 kom så trivselstestene efter samme skabelon. Jeg ved ikke, om nogle stemte imod dem?
LA kom med i forligskredsen i 2016, fordi Merete Riisager blev undervisningsminister. Skæbnens ironi, vil jeg kalde det.
Så manglede man kun at få Danmarks Lærerforening med i NT-kredsen. Det skete i 2020 i forlængelse af OK18’s ”Ny start” og det ledsagende statsdirigerede ”Sammen om skolen”, som nu effektiviserer testene under påskud af, at de er opløst.
SF forlod forligskredsen omkring skolereformen i 2022, men er stadig med til at stemme NT igennem. Lidt tragisk på en måde.
I dag står kun Enhedslisten og Ny Borgerlige uden for NT-kredsen. Hip hurra for dem.
Mission accomplished.
23. d. 20. september: Ny rapport om faget Kristendomskundskab
I maj 2019 nedsatte Merete Riisager som en af sine sidste embedshandlinger en rådgivningsgruppe, som skulle undersøge kristendomsfagets tilstand.
Kort tid efter kom der en ny socialdemokratisk minister, Pernille Rosenkrantz-Theil, der med det samme ignorerede gruppen og endte med at nedlægge den, før der overhovedet var indkaldt til et møde.
Imidlertid fortsatte rådgivningsgruppen sit arbejde for private midler, og i går blev gruppens rapport præsenteret på Christiansborg. Arrangementet blev bakket op af SF og Venstre.
Der står virkelig mange interessante ting i rapporten, som jeg vil vende tilbage til ved en senere lejlighed.
Her vil jeg nøjes med at notere to ting. For det første at ovenstående proces er et udtryk for Socialdemokratiets radikale modvilje mod at støtte det pædagogiske engagement i åndelige fag og emner; en modvilje, som også viser sig på mange andre områder. Vi er gået fra Gud til Arbejdsudbud, for nu at sige det på den måde.
For det andet vil jeg nævne rapportens afsluttende kapitel, der handler om ”forskning i religionspædagogik og -didaktik”.
Her fremgår det, at man på Danmarks Lærerhøjskole før år 2000 havde både et professorat, tre lektorer og en adjunkt, som forskerede i religionspædagogik.
Men da DPU blev etableret i 2000, forsvandt denne struktur fuldstændigt. I rapporten står der følgende:
”Med omlægningen af lærerhøjskolen forsvandt hovedparten af de fagdidaktiske miljøer i den nye universitetsstruktur, hvor ingen for alvor har fortsat forskningen i religionspædagogik og -didaktik”.
I mine øjne hænger denne forandring sammen med, at DPU’s nye rektor var præget af Nietzsche, Foucault og af læringsbegrebets tiltagende hegemoni, så det kneb med omsorgen for baggrundstraditionerne. Denne tilstand blev efterfølgende endda forstærket ind i senere DPU-ledelsers regelrette opgør med f.eks. Hal Koch, Løgstrup og ”den grundtvigske ursuppe”.
Fra 2014 fik professionshøjskolerne forskningsret på de fagdidaktiske områder, men heller ikke her har der været interesse i sagen, står der i rapporten.
Emnet har med andre ord ”ligget goldt hen”, som der står, hvilket jo er barokt al den stund, at religiøse og teologiske spørgsmål spiller en stor rolle for samfundet, både historisk og aktuelt. I andre nordeuropæiske lande er der da også meget større interesse for religionspædagogiske, fremgår det.
Dermed bliver behandlingen af kristendomsfaget et slags empirisk case, som eksemplificerer to generelle forhold: Dels Socialdemokratiets åndelige kollaps og dels den instrumentalisering af forskningssynet, som kendetegner både DPU og professionshøjskolerne. Begge disse institutioner har da også rødder i 2000’ernes opgør med hhv. lærerhøjskolen og seminarierne, som jo ellers udsprang af de folkelige, demokratiske og teologiske traditioner, som har skabt skolens formålsparagraf.
Links:
Link til omtale af gårsdagens konference: https://www.folkeskolen.dk/kristendomskundskab-kulturfag-liberal-alliance/gruppe-om-kristendomsfaget-blev-nedlagt-nu-har-de-faerdiggjort-arbejdet-pa-egen-hand/4732007
Link til selve den nye rapport: https://www.folkeskolen.dk/files/2023/09/19/Revitalisering%20af%20faget%20kristendomskundskab.pdf
Link til undervisningsministeriets annoncering af gruppen, maj 2019: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2019/maj/190502-ny-raadgivningsgruppe-skal-revitalisere-faget-kristendomskundskab
24. d. 21. september: Alternativets problemer
Hvis man er en “gentleman” i Alternativet, så går man ned med stress. Det er efterhånden let at forstå. Stakkels hr. Gejl.
Og hvis man er en “independent woman” i samme parti, så er det ud.
Og nu fortæller DR, at sagen mod Scavenius ifølge et mæglingsnotat slet ikke handler om samarbejdsproblemer, som det ellers hævdes på den mest primitive måde af den anonyme restgruppe. Sagen handler derimod om politiske uenigheder.
Så de fem uselvstændige og u-gentle damer ville bare af med gruppens og måske Folketingets mest kompetente politiker, så de kan samles om ”en vision”.
Man kan på en eller anden måde godt mærke, at Scavenius ifølge wiki har skrevet bachelorspeciale om Thomas Mann. Man får lyst til at køre til Lübeck.
Det er helt ubegribeligt, at Alternativet på nogen måde kan undvære Scavenius’ kombination af retsbevidsthed, klimafaglighed og humanistisk interesse. Hvorfor drager partiet ikke omsorg for, at denne kombination netop kan udvikle sig?
Artikel fra DR.dk: https://www.dr.dk/…/interne-mails-fra-alternativet…
25. d. 24. september: Skolereformen og DPU i 2016
I maj 2016 skrev DPU’s næsten nye institutleder, Claus Holm, en kronik sammen med sin mentor, professor Jens Rasmussen. De havde siden 2007 redigeret og skrevet en række indflydelsesrige antologier, som handlede om læring, evidens, målstyring og OECD, og som udelukkede landets rige og dybe pædagogiske tradition på det groveste.
Holm og Rasmussen havde dermed bidraget til etableringen af ”pædagogikkens to verdener”, som jeg kaldte det. Rasmussen var også Holms ph.d.-vejleder og så videre.
Filosoffen Peter Kemp kaldte systemet for ”antidannelse”.
I kronikken kan man iagttage en utilsløret hyldest til skolereformens principper. Det eneste problem med reformen er ifølge Holm og Rasmussen, at det tager for lang tid at implementere den; “mindst 10 år” må vi forvente. Men vi skal bare gøre, som OECD siger, så går det hele skam hurtigere, må vi forstå. Det virker nærmest nedladende.
Kronikken er læringsideologi på den barske klinge og et udtryk for DPU’s dybe fald i en nøddeskal.
Det er noget tragisk over, at pædagogikkens institut står for pædagogikkens kollaps.
Blot et år forinden, i starten af 2015, havde Holm som helt nyansat leder uden videre nedlagt et lige så helt nyt professorat i pædagogik. Og samme år understøttede han nogle utrolige klager imod mit kritiske arbejde. Jens Rasmussen selv havde klaget efter helt samme skabelon i 2014. Man skulle tro, at man var ansat i Alternativet.
Jeg fortsatte mit virke efter almindelige kritiske principper. Men på Aarhus Universitet kan man ikke gøre sin akademiske og demokratiske pligt. Jeg havde gjort det forbudte i en autoritær organisation, nemlig at forsinke organisationens antipædagogiske effekt og vision så meget som muligt.
Næsten samtidig med, at Holm og Rasmussen udgav deres kronik, skrev Keld Skovmand sin enestående bog ”Uden mål og med”. Skovmand kritiserede her læringsdiskursen så kraftigt, at Jens Rasmussen måtte skrive et nærmest historisk forsvars-notat til landets beslutningstagere; notatet var ligeså indskrænket i sit perspektiv som kronikken. Det kan man læse mere om i bogen ”I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning”, som udkom i maj 2023.
I min optik er hele denne situation omkring AU og DPU et empirisk eksempel på den opløsning i staten selv, som konkurrencestaten er et udtryk for, og som har været forstærket siden omkring 2019-20.
Man bør efter min mening omgående oprette private universiteter samt kritiske og åbenhjertige tænketanke, indtil en etisk korrekt situation er genoprettet på kundskabsbegrebets og pædagogikkens præmis.
Link til kronik: https://www.folkeskolen.dk/canada-folkeskoleloven-folkeskolen-nr-10-2015/skolereformen-kraever-mindst-ti-ars-fokuseret-indsats/963911
26. d. 24. september: Den svage og blide autoritet
Der er en eller anden interessant sammenhæng mellem følgende tre begreber, som alle sætter autoritet i sammenhæng med folkelig og pædagogisk tilsynekomst:
A.
”The weak God” (Den svage gud: Et udtryk, der kommer fra en form for postmoderne teologi, hvorfra Gert Biesta udleder sit undervisningsbegreb i hovedværket ”The Beautiful Risk of Education” fra 2014).
B,
”The Gentle-man”. (Den blide mand: Den engelske omsorgs- og liberal learning tradition, som har rødder i forfatningsliberalismen omkring 1689).
C.
“Den passive konge” (Det konstitutionelle monarki: En passiv konge med et aktiv folk, som Grundtvig undersøger i teksten ”Det danske firkløver”, og som er indbegrebet af ånden i Grundloven fra 1849).
I alle tre tilfælde har vi det samme samspil mellem autoritet og passivitet, blot i hver sit århundrede.
27. d. 28. september: Per Stig møller advarer imod “det autoritære demokrati”
Per Stig Møller ser autoritære og antidemokratiske træk i den nye regering. Og han mener – med henvisning til politologen Tim Knudsen – at disse træk især stammer fra nedlukningens korrektion af forfatningens principper:
”I afslutningen på sit fembindsværk, »Statsministeren«, advarer Tim Knudsen faktisk mod denne udvikling, idet han peger på den enevoldsmagt, statsminister Mette Frederiksen tiltog sig i ly af coronaen.
Hun ophævede magtens tredeling, da hun fik den lovgivende magt, Folketinget, til at give hende al magt, og den dømmende magt, domstolene, til at lukke. Uden lovgrundlag aflivede hun alle mink og slettede sine spor. Ansvaret slap hun fri af, da hun dannede regering med sine stærkeste kritikere, Venstre og Moderaterne.”
Herefter opremser Møller en række efterfølgende tilfælde, hvor denne forskydning i forfatningen allerede har vist sig. Og han afslutter sit indlæg med følgende konklusion:
”Vi er på glidebanen til det autoritære demokrati. Derfor bør Folketinget vågne op og begynde at anvende demokratiets regler og bremser, så vi får bremset den udvikling i tide.”
28. d. 3. oktober: Mandefald blandt røde og blå
A.
Først udelukkes Theresa Scavenius fra Alternativet, fordi hun holdt fast i en række retspolitiske og klimafaglige principper. De tilbageværende medlemmer af gruppen er fagligt anonyme. De oversætter grundighed og principfasthed til ”samarbejdsproblemer”. Et sikkert tegn på politisk og fagligt forfald.
B.
Dernæst forsøger Enhedslisten at udelukke byrådspolitiker Ulf Habo, fordi han er kritisk over for identitetspolitikken, herunder især venstrefløjens sexistiske opgør med kønnets biologiske og kulturelle dybder.
Harbo har ellers i mange år været en utrættelig forkæmper for socialpolitiske emner. Dermed bekræftes et nyt socialistisk fag-hierarki: Først konstruktivisme og dernæst social retfærdighed.
På en eller anden måde minder logikken om processen i Alternativet.
C.
Dernæst fyrede Jyllands-Posten sin nok mest selvstændige debattør, Michael Jalving, som sidste år skrev den fremragende bog ”Forsvar for Almindeligheden”, og som nok er den mest profilerede af avisens debattører. Det er meget svært at forstå og i høj grad sørgeligt.
D.
Og endelig har CEPOS’ bestyrelse fyret tænketankens direktør, Martin Ågerup. Fyringens årsager er uforståelige, eftersom Ågerup på alle objektive kriterier har bidraget kraftigt til CEPOS’ placering i samfundsdiskussionerne.
Først, fra 2007, var han indpisker til de nyliberale systemer, der bragte CEPOS i en efter min mening uheldig retning, som marginaliserede de politiske og åndelige emner, der jo ellers lå under det nye højres holdninger.
Men siden, fra omkring 2016, kom der en faglig korrektion. Her er nogle eksempler:
Jeg fik for alvor øje på Ågerups kvaliteter, da han nærmest hele alene stod på Rådhuspladsen og talte nedlukningens faktum midt imod. På den måde blev CEPOS den centrale kraft i kritikken af corona-politikken. En anden coronakritiker, økonomen Christian Bjørnskov, sidder i øvrigt i CEPOS’ bestyrelse. Mon ikke han er blevet kørt over? Resten af bestyrelsen er erhvervsfolk, undtagen en jurist.
Ågerup har i de senere år også fortjent hæder for sin kritik af identitetspolitik og for at argumentere for, at der skal være proportionalitet i klimapolitikken.
Ågerup har også haft en lang række radiosamtaler, de såkaldte “samfundstanker”, med en bred kreds af samfundsdebattører, herunder mig selv. Og i 2021 udgav CEPOS en flot hyldest til et meget bredt begreb om liberalisme, nemlig bogen ”Stat og borger”.
Hans arbejde er kort sagt blevet mere og mere bredt funderet.
Det var som om, der skete noget der midt i 10’erne. Jeg har fundet et enkelt tegn på årsagen: I 2017 skrev Ågerup følgende, som svar til en af tænketankens store sponsorer, som åbenbart på det tidspunkt ikke mere var sponsor alligevel:
”Mine synspunkter – og mine medarbejderes synspunkter – dikteres ikke af CEPOS’ sponsorer. Og vi er kun interesseret i sponsorer, der forstår og respekterer dette.”
Gode ord!
Fra omkring dette tidspunkt begyndte CEPOS at forandre sig i en positiv retning efter nogle år, hvor den neoliberale økonomiske diskurs havde spillet fandango.
I stedet for Ågerup har CEPOS’ bestyrelse udnævnt en Jes Brinchmann Christensen. Han kommer fra Dansk Erhverv og har også været i Erhvervsministeriet. Jeg har ikke kunnet finde nogle offentlige indlæg fra den nye direktør. Man må derfor gå ud fra, at der er tale om en forstærkning af den konkurrencestatslige side af CEPOS’ diskurs. Hvis det passer, vil man ikke kunne skelne CEPOS fra andre politisk-økonomisk definerede tænketanke.
Så fire personer fra både højre og venstre, som har ageret selvstændigt i samfundsdebatten, er nu blevet fyret af uransagelige årsager. Det er ikke godt.
29. d. 4. oktober: Statsministerens åbningstale
Jeg har læst statsministerens åbningstale og så videre. Her er fire noter:
A.
I Grundlovens §38 står der følgende:
”Stk. 1. På det første møde i Folketingsåret afgiver statsministeren en redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger.”
Men i stedet for at en sådan ”redegørelse”, får vi blot en masse oneliners om alt fra aktiv dødshjælp til koranafbrændinger samt nogle anekdoter om dette og hint. Talen mangler helt politisk rationalitet. Der er ingen “redegørelse” og ingen direkte “påtænkte foranstaltninger”.
Det siger noget om regeringens lave faglige niveau.
B.
Statsministeren bruger halvdelen af sin tale på folkeskolen, og det skal hun trods alt ikke have utak for fra mit ringhjørne. Men hvilken nedslående og overfladisk behandling:
Ikke mindst vil hun gøre op med læringsmålstyringen. Men hun var selv beskæftigelsesminister fra 2011-2014, hvor hun sammen med Corydon og Antorini stod for det overgreb på dansk pædagogik, hvor man netop indførte ”læringsmålstyringen”. Hun kritiserer sig selv uden at nævne det. Det er ikke i orden.
Siden måtte Merete Riisager sammen med nogle kritiske forskere kæmpe en brav kamp for at ændre nogle af disse regler. Men socialdemokraterne og folk fra DPU gik i høj grad imod Riisagers og forskernes arbejde. Det nævnes heller ikke.
Så statsministeren lader hånt om hele sammenhængen. Man kan derfor ikke have tiltro til hendes udmeldinger på skoleområdet. Der omtales da heller ikke nogen politiske initiativer, så det hele virker mest som løs snak.
Men ret skal være ret. Naturligvis må vi heppe, både på opgøret med målstyringen og med Tesfayes forsøg på at tøjle digitaliseringen.
C.
I en kort note nævner statsministeren ytringsfriheden. Hun siger bl.a.:
”Hvornår kom vi dertil, at selv forstandige intellektuelle nu forsvarer retten til at brænde andres bøger?”
Men regeringen har jo netop ikke lavet et sådant alment forbud mod bogafbrændinger. Problemet er, at regeringen kun ønsker at forbyde afbrændinger af nogle bestemte slags bøger. Det er et problem, fordi man derved tvinges til at begrunde forskellen mellem de bøger, der må afbrændes, og dem, der ikke må. Og det er lige præcis denne ”begrundelse”, som ”forstandige intellektuelle” kritiserer.
I stedet fremturer hun blot med sine oneliners., så man skulle tro, det var en nytårstale.
Regeringen lever i en osteklokke, tror jeg.
D.
I gårsdagens Deadline var der besøg af Rune Lykkeberg og Bjarne Corydon, hvor sidstnævnte jo selv havde store aktier i den skolereform, som statsministeren brugte så meget tid på.
Men journalisten omtalte slet ikke denne centrale forbindelse. Corydon fik bare lov til at snakke om noget andet. Han ville have noget mere målstyring eller sådan noget. Hvad bliver det næste: At man inviterer Napoleon uden at snakke om det post-revolutionære Frankrig?
Heller ikke Lykkeberg ville tale om folkeskolen. Han ville snakke om klima, som han mener er vigtigere. Men det er det ikke, og det skyldes følgende: Selv hvis Danmark lever op til alle klimamål i morgen vil det ikke have den mindste effekt på klimaet. Men hvis man laver en ny skolereform, så vil det ændre en hel generations livssyn. Klima og skole er to helt forskellige kategorier.
30. d. 4. oktober: Seniorrådgiver ved Tænketanken Prospekt
Jeg er startet som seniorrådgiver ved Tænketanken Prospekt, jf. nedenstående pressemeddelelse fra Ritzau.
Jeg skal især bidrage med pædagogiske og uddannelsespolitiske diskussioner og analyser, både som særskilte Prospekt-analyser og i medierne generelt.
Mange tak til direktør Søren Peter Hansen og programleder Christian Egander Skov for at invitere mig og dermed pædagogikkens emner indenfor i Prospekts udvikling.
Tænketanken Prospekt arbejder for, at emner som medborgerskab, ånd, etik og dannelse kommer tilbage på den politiske og faglige dagsorden. Så ærværdigt et initiativ er jeg glad for nu at være en del af.
Der er ikke tale om en egentlig stilling, men som det fremgår af pressemeddelelsen, arbejdes der på at finansiere et decideret program om “dannelse og pædagogik”.
Link til pressemeddelelse: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/13730811/anerkendt-dannelsestaenker-ny-seniorradgiver-i-taenketanken-prospekt?publisherId=13561549&lang=da
Link til Prospekt: https://www.taenketankenprospekt.dk/
31. d. 4. oktober: Niels Egelund i 2010
Niels Egelund var den toneangivende repræsentant for DPU ind i 00’ernes skolepolitik. Han sad bl.a. i det indflydelsesrige Skolerådet, hvor økonomerne Jørgen Søndergaard og Nina Schmidt dominerede, og han påvirkede også dagtilbudsforskningen og så videre.
Egelund var en form for pædagogisk ekstremist, hvis synspunkter i 2010 var helt normale.
Her er to citater fra artiklen ”Drømmen om den perfekte målestok”, Asterisk, juni 2010, Hvor Egelund udskammer den pædagogiske tradition:
”Uddannelsessystemerne kommer til at ligne hinanden mere og mere. Danmark kan ikke melde sig ud af en international sammenhæng og holde sig inden for nationalstaten. Det kan godt være, at det er synd for Grundtvig, men vi kan ikke skrue tiden tilbage til Morten Korch. Sådan er det. Der kommer til at ske en løbende harmonisering af uddannelserne på tværs af nationale grænser, og det er der mange fordele i.”
”PISA og de andre internationale sammenligninger har vækket os af den nationale tornerosesøvn, der havde lullet os ind i vores egen selvgodhed. Vi troede–ligesom så mange andre lande – at vi havde det bedste uddannelsessystem i verden. Det havde vi ikke. De internationale undersøgelser har ikke alene dokumenteret det. De har også vist, på hvilke områder der er behov for forbedringer. Det kan jeg kun se som noget positivt”
Eller hvad med dette her citat fra en artikel i Information fra samme år, hvor Egelund gør økonomer til de centrale “uddannelsesforskere”:
“Internationalt, så er det altså økonomer, der oftest sidder på området. Og uddannelsesforsker, hvad fanden er det?« spørger han (Egelund, TAR) retorisk og henviser til, at der på Center for Strategisk Uddannelsesforskning kun er tre ud af 16 med traditionel DPU-baggrund. Resten har en profil inden for økonomi eller lignende studier.”
(jeg blev opmærksom på Asterisk-artiklen ifm. læsning af Thorstein Balles værk: “Grundtvigs skolevej”, s. 26)
32. d. 6. oktober: Et fællesskab af dem, som ikke har noget til fælles
Det er sjældent det konkrete synspunkt, der er mest interessant.
Men hvad er så det interessante?
Det er begrundelserne for det konkrete synspunkt.
Hvorfor?
Fordi begrundelserne for synspunktet kan rejse og slå ned som pludselig lyn, både her og der. Dermed kommer helt forskellige synspunkter i åndelig kontakt med hinanden.
Hvad kalder man disse rejsers trafikale regler og deres lynnedslag?
Dem kalder man for filosofi. En filosof interesserer sig for begrundelsernes rejser og deres trafik samt for disse rejsers mangeartede lynnedslag. Han er selv på rejse rundt på alle vejene.
Hov, der er en sti! Nogen må have gået her før. Men der er ikke noget skilt. Stien fører ned til en strand ved det åbne hav. Pludselig hænger PISA-listen sammen med arbejdsudbuddet og Store Bededag og nedlukningen og samarbejdspolitikken under krigen og så videre, uden at jeg ved hvordan.
Hvor er jeg? Der går nogle mennesker rundt og samler sten. Jeg kan se en gammel nabo, en professor, en bibliotekar, en sangerinde og en lærer, som ikke ligner hinanden. Det er de andre filosoffer. De bliver jævnligt beskudt fra krigsskibe, der ligger ude på vandet i sky og røg. Men de stille strandgæster kaster så med deres små strandsten ud i den klare luft, indtil krigsskibene synker.
A community of those who have nothing in common.
33. d. 6. oktober: Intern kritik af Aarhus Universitet
Professor i fysik, Peter Balling, er medarbejderrepræsentant i bestyrelsen for Aarhus Universitet.
I et aktuelt debatindlæg i universitetets medie ”Omnibus” kritiserer han begrundelserne for den fyringsrunde på DPU, som fandt sted sidste efterår, og som jeg selv blev en del af.
Balling kritiserer især universitetsledelsens henvisning til aktiekurser og egenkapital.
Han skriver f.eks. følgende om ”aktierne”:
”Men kan det virkelig passe, at Aarhus Universitet skal fyre medarbejdere, fordi aktiemarkederne falder? Fortællingen lyder jo absurd. Den er rodfæstet i de første udmeldinger fra universitetsledelsen, og forklaringen blev flittigt holdt i live ned gennem ledelsesstrengen, som – i min fortolkning – muligvis fandt det bekvemt at placere skylden for de nødvendige tilpasninger ved en udefrakommende faktor.”
Og om ”egenkapitalen” skriver han bl.a.:
”Men det er jo netop for at kunne håndtere sådanne udsving, at universitetet har en egenkapital! Den skal fungere som en buffer, når der er modvind. Jeg kan heldigvis bekræfte, at denne holdning deles bredt i bestyrelsen!”
Dermed er Balling helt på linje med mine egne analyser, som jeg offentliggjorde løbende i efteråret 2022. Dengang henviste rektor blot til dekanen, men Ballings indlæg viser, at der også er tale om et problem på rektorniveau.
Det betyder, at der ikke er nogen saglig begrundelse for fyringsrunden.
Dertil kommer så Claus Holms og Universitetets ideologiske fyring af undertegnede for at kritisere skolereformens filosofi og dens aktører, som Holm selv er i blandt.
Ingen kan mere vide sig sikker. Der er aktieudsving og fornærmede institutledere alle vegne.
Universitetets ledelse bør gå af. Den har med sine ubegrundede beslutninger påført universitetet og forskningen stor skade.
Balling var ude i et lignende ærinde tilbage i juni 2023, også i Omnibus, men ledelsen svarede ham aldrig, så vidt jeg ved.
Peter Ballings aktuelle indlæg: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/klumme-hvad-der-tabes-paa-aktierne-skal-vindes-paa-driften-eller-hvad
Peter Ballings indlæg fra juni 2023: https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/kommentar-fyringer-blandt-fastansatte-ingen-kan-laengere-vide-sig-sikre-heller-ikke-au-i-konkurrencen-om-internationale-topforskere
34. d. 6. oktober: Jørgen Grønnegaard Christensen om læreruddannelsen
I februar 2021 skrev professor i statskundskab, Jørgen Grønnegaard Christensen, nedenstående kommentar til forslaget om at etablere af et nyt grundtvigsk- og oplysningsfilosofisk lærerseminarium i Herning.
Grønnegaard omtalte forslaget i venlige termer og har desuden følgende kritiske bemærkning til den aktuelle uddannelsespolitik:
”Det midtjyske initiativ går stik imod den strømning, som har præget i hvert fald de seneste to årtiers skole- og uddannelsespolitik. Her har vi fået store institutioner, født af forestillingen om stordrift som vejen til bedre uddannelser. Rationalet har været, at professionelle direktioner og ditto bestyrelser (hvad det så end er) var den sikre vej til gode uddannelser”
Grønnegaard fortæller, at Herning-initiativet blev støttet af venstremanden Kristian Jensen, mens den daværende socialdemokratiske uddannelsesminister, Ane Holmsboe-Jørgensen, angiveligt var bange for, at man kom til at støtte noget, som man ”ikke i stand til at styre”. Det er hygge fra den nye “stat”!
Grønnegaard peger også på en indre modsætning i Venstre, som jo – på trods af Kristian Jensens støtte til initiativet – selv i høj grad har skabt den centralisering og teknokratisering af uddannelsesområdet, som seminariet er en protest imod:
”Det er her værd at huske, at lige netop professionshøjskolerne blev til i den fusions- og managementmani, som drev en anden politiker med rod i Herning, venstremanden Helge Sander. Der var ikke meget Grundtvig-Kold over ham.”
Herning-initiativet, som jeg selv var involveret i, blev desværre ikke til noget, fordi de radikale sprang fra i sidste øjeblik efter pres fra en blanding af lokale ”professionshøjskoler” og Uffe Elbæk. Det var et stort nederlag for den kritiske bevægelse, som ellers var blevet bygget op siden skolereformen. Til sidst i efteråret 2022 gav Venstre selv det endelige dødsstød til initiativet. Partiets ordfører, Anni Matthiesen, som havde været en kæmpestøtte til Antorini, mente, at seminariets tanker var indeholdt i den nye læreruddannelse.
Seminariets hjemmeside eksisterer stadigvæk.
(jeg blev opmærksom på Grønnegaards indlæg ifm. læsning af Tim Knudsen (2023): “Statsministeren, bd. 5: mellem magt og almagt”, s. 73)
links:
Grønnegaards klumme, d. 21. februar 2021: https://www.weekendavisen.dk/2021-7/samfund/laerestreg-paa-heden
Seminariets hjemmeside: https://www.frilaereruddannelse.com/
35. d. 6. oktober: Barbie: En kulturkonservativ film
Jeg har set filmen om Barbie i vores lokale biograf. Efter min mening er der tale om et kulturkonservativt værk.
Filmen starter med, at nogle piger omkring år 1960 kaster deres dukker væk, fordi de ikke gider at lege vordende mødre.
I stedet for de gamle dukker, producerer man Barbie i et rent kommercielt univers. Barbie har – pga. af moderopgøret – ingen følelser og ingen kønsdrift og dermed ingen empati. Alt er bare intetsigende og lyserødt.
I midten af filmen faldt jeg i søvn og drømte lidt om Kaptajn Haddock, men jeg kunne høre, at de kvindelige dele af selskabet lo helhjertet.
Filmen slutter dybt tankevækkende med, at Barbie opsøger en gynækolog, i min fortolkning med det formål at få en livmoder. Hun vil være et erotisk og moderligt menneske. Hun gør dermed op med det opgør med moderskabet, som var hendes eget udgangspunkt.
Hun vender tilbage, men naturligvis en erfaring rigere. Nu som selvstændig kvinde og moder.
Det Amerika, som i midten af filmen fremstår som et patriarkat med grimme gamle statuer, bliver pludselig til et samfund skabt af “the founding fathers” og deres fødende mødre og ægtefæller. Barbie savner sine fædre og får sin Ken og bliver kvinde og borger. Det er meget bedre end at være uden land og mand og endda omgivet at pengegriske koncernledelser.
36. d. 10. oktober: Michael Böss bliver seniorrådgiver i Tænketanken Prospekt
Den fremtrædende historiker, Michael Böss, er blevet seniorrådgiver i den nye tænketank Prospekt, som jeg også selv er tilknyttet.
Böss har gjort store tjenester for pædagogikken, bl.a. ved hans indsats for et frit seminarium i Herning og ved hans aktive deltagelse i redningen af KLM-faget på læreruddannelsen.
Derudover har han bidraget til en lang række politiske og historiske diskussioner og i en række tilfælde gået i brechen for ånds- og forskningsfrihed.
Christian Egander Skov, som også er historiker, er også med i tænketanken, sammen med teologen Søren Peter Hansen.
Der bliver gang i Prospekt; som en form for frit og pulserende seminarium, der kan forstyrre de mange tekniske logikker, som er oppe i tiden.
37. d. 11. oktober: Risiko og trivsel
Hvad er det modsatte af “safe space”? Det er pædagogik.
Dette faktum stiller den aktuelle brug af udtrykket “trivsel” i et problematisk lys. I dag er “trivsel” blevet det samme som at forebygge risiko ud fra datagenererede eller identitetspolitiske statistikker. Hvilket skrækkeligt liv.
Pædagogik er snarere “en smuk risiko”, som Gert Biesta udtrykte det i 2014. Den tyske pædagog Otto Fr. Bollnow er inde på noget af det samme i sin bog “Eksistensfilosofi og pædagogik” fra 1959.
Både Biesta og Bollnow refererer til Søren Kierkegaard. Og Bollnow har flere sider om den italienske reformpædagog Maria Montessoris relation til “vækkelses”-begrebet. Montessori fik enorm indflydelse på dansk reformpædagogik.
Den antipædagogiske trivselsdiskurs kan kort sagt ikke bruges til noget i pædagogiske sammenhænge.
Grunden til, at jeg skriver om dette, er, at jeg forbereder mig til docent Jan Jaap Rothuizens studiekreds på VIA om pædagogiske emner, hvor vi på fredag skal snakke om Bollnows bog.
38. d. 11. oktober: Regeringens skoleudspil, note 1
Regeringen har her til morgen fremlagt et folkeskoleudspil, sådan lidt ud af det blå er mit indtryk. Mig bekendt har der ikke været noget forberedende arbejde.
Til for-lanceringen i går stod en række af de personer, som har bidraget særdeles negativt til den skole- og uddannelsespolitiske udvikling gennem årene, herunder Mette Frederiksen, Lars Løkke og Christina Egelund. Ja, selv Jakob Ellemann var til stede. Regeringens top sætter alt ind på sagen, må man forstå.
Vi er kort sagt i fortrængningens rum. Der skal scores billige points på at gøre op med det, som man selv har ansvaret for at gennemføre, vel at mærke uden nogen egentlig faglighed, som jo er fortrængt. Det er lidt som at høre på samarbejdspolitikerne efter befrielsen, hvor de pludselig var blevet en slags modstandsmænd.
Dette indtryk forstærkes, når man kigger på selve udspillet, som blev præsenteret af undervisningsministeren her til morgen. Der er ingen referencer til den omfattende faglige og pædagogiske kritik, der har været siden 2013, eller til især Merete Riisagers indsats.
Kort sagt: et larmende tomrum.
I stedet refererer udspillet til to organiseringer, som er gennemstrømmet af skolereformens ånd. Det drejer sig for det første om regeringens Reformkommission, hvor de indflydelsesrige konkurrencestatsøkonomer Nina Smith og Jørgen Søndergaard sidder. De sad begge i det altødelæggende Skoleråd frem til 2013. Den centrale pædagogiske ekspert i den omegn er aktuelt den John Hattie-begejstrede Lars Qvortrup, som har bidraget til Reformkommissionens arbejde med det såkaldte ”Faculty of Education”, og som i 2010 kaldte Lars Løkke for ”Martin Luther King”. I 00’erne var det Niels Egelund.
Det aktuelle udspil hedder ligefrem ”Forberedt til fremtiden 2”, som altså bygger ovenpå en ”Forberedt til fremtiden 1”, som var universitetsreformen fra i sommers, der omdannede de højere uddannelser til jeg ved ikke hvad.
En anden central reference i udspillet er det såkaldte ”Sammen om skolen”, der er et regeringsinitieret samarbejde mellem en masse organisationer, herunder KL og DLF. ”Sammen om skolen” udsprang af initiativet ”Ny Start”, der havde rødder i OK18. Heller ikke i denne baggrundskommission sad der nogle kritiske stemmer. Tværtimod var den præget af skolereformens folk.
”Ny Start” markerede derfor lærerforeningens endegyldige skolepolitiske nederlag efter lockouten i 2013. F.eks. tilsluttede DLF sig begejstret forliget om de Nationale Test, som udsprang af netop ”Sammen om skolen”.
Der er kort sagt tale om en skolereform 2.0, som det kaldes. Det vil sige: Variationer inden for samme begreb.
Så ånden fra 2013 er 100% intakt. Resten er bare at flytte pinde i buret med udgangspunkt i nogle tilfældige og løsrevne statistikker.
Læringsånden skal blot strømme lidt mindre fra staten og lidt mere fra KL og skolebestyrelserne. Bestyrelsesmedlemmerne skal lære nogle ”kompetencer” og snakke evaluering med kommunen med udgangspunkt i resultaterne i de Nationale Test. Forældrene skal med i logikken.
Man vil skære i antallet af læringsmål, men de angivne tal virker helt urealistiske? Det hele er desuden uden pædagogisk refleksion og politisk erindring, så læringsbegrebet vil fortsatte sin hærgen, nu blot som et tabu.
På udspillets side 2 står folkeskolens formål i fuld længde. Men der er ingen refleksioner over det i udspillet. Til gengæld er der statistiske ”udfordringer” og ”kvalitetsprogrammer” og så videre. Det er helt efter læringsrevolutionens bog.
Regeringen vil sammen med KL lave ”procesforenklinger”, hvilket jo er ensbetydende med mere bureaukrati. Endelig er der skruet kraftigt ned for Tesfayes kritik af den digitaliserede skolehverdag.
Udspillet kan tilgås via linket i denne artikel:
39. d. 12. oktober: Regeringens skoleudspil, note 2
I regeringens skoleudspil, som jeg skrev mere overordnet om i går, kan man på side 2 – lige før selve indholdsfortegnelsen – læse folkeskolens formålsparagraf i sin fulde længde og med fed skrift. Det fylder en hel side.
I det første afsnit inde i selve rapporten udlægges paragraffen meget kort. Det sker via tre markeringer, der alle reducerer formålsparagraffens indhold og muligheder:
Først knyttes an til formålsparagraffens udtryk ”færdigheder”. Regeringen lægger her alene vægt på ”færdigheder som at læse, skrive og regne”. Der omtales ikke andet. Og der er alene tale om statistiske forståelser af disse ”færdigheder”.
For det andet står der, at skolen skal ”forberede børn og unge til videre uddannelse og job”. Men ordet ”forberede” har en dyb upædagogisk betydning, eftersom Reformkommissionen er den centrale baggrundsreference. En fortolkning, der bekræftes af det ledsagende ord ”job”, som bestemt ikke er nævnt i selve formålsparagraffen, og som har en instrumentaliserende effekt.
Dermed kollapser også det fine udtryk ”uddannelse”.
Det tredje element fra formålsparagraffen er ”lyst til at lære mere”. Men det uddybes ikke, så det ender formentlig i en blanding af skolereformsretorik og livslang læring.
Det hele fylder blot seks linjer.
Disse tre markeringer kaldes for ”folkeskolens fornemste opgave”.
Regeringen overser helt formålsparagraffens centrale begreb om ”kundskaber”, som – hvis det blev inddraget i al dets magt og vælde – vil ødelægge diskursen i udspilet fundamentalt. Kundskaberne har stået i alle formålsparagraffer siden 1814.
Formålsparagraffens mange andre vigtige ord som fantasi, åndsfrihed, handling osv, er heller ikke omtalt.
Der er kort sagt tale om et brud med skolelovens §1, og dette bruds filosofiske struktur ligger i direkte forlængelse af skolereformen i 2013. Denne konklusion bekræftes på s. 11, hvor der står:
”Men folkeskolens står også over for en række udfordringer. De nationale mål, der blev indført med folkeskolereformen i 2013 om at styrke elevernes faglige udvikling og trivsel og mindske betydningen af negativ social arv, er ikke indfriet.”
Så 2013-reformen og dens opgør med den pædagogiske tradition står fast. Vi korrigerer blot metoden, så 2013-ånden kan få endnu mere frit løb. Det kaldes for “at sætte skolen fri”.
Denne konklusion forstærkes kort efter – også i forordet -, hvor der står, at regeringens forståelse af folkeskolen – altså alt det med fokus på job og målbare færdigheder – udgør et ”fælles fundament for dannelse”. Hvad dette ”dannelse” betyder ved ingen, men med reformkommissionen i baggrunden er der uden tvivl tale om dannelsens opløsning.
Inddragelsen af “dannelse” skal kort sagt dække over et opgør med dannelse.
Det bekræftes kort efter, hvor der står, at dannelsen er ”forudsætning for sammenhængskraft”.
40. d. 12. oktober: Gaven
Jeg siger lige noget fra amatørens verden, som ingen bør tage sig af:
Mellemøsten var frem til 1918 en del af det Osmanniske rige. Et moderne sekulariseret Tyrkiet blev skabt i ruinerne, mens resten af området blev overtaget af fransk og især engelsk kolonialisme, som fra starten støttede oprettelsen af en jødisk stat.
Først i slutningen af 1940’erne blev de moderne arabiske stater skabt, mens England og Frankrig trak sig ud.
FN vedtog i den sammenhæng en plan for deling af Palæstina i 1947. En helt ny jødisk stat var verdensåndens gave til jøderne efter Holocaust, men den skulle altså leve sammen med en lige så ny palæstinensisk stat og dens lige så nye arabiske nabostater.
Det nye Israel var betydeligt mindre end i dag. Israel anerkendte delingen, men det gjorde de nye arabiske stater ikke. Det ville de nok gøre i dag.
Så alle staterne blev skabt på en gang.
De nye arabiske stater angreb Israel. Israel vandt krigen og udvidede sine grænser, mens Jordan snuppede Vestbredden, som ellers var palæstinensisk. I 1967 erobrede Israel så Vestbredden. På den måde forbrød både Jordan og Israel sig mod den del af gaven, som burde være palæstinensisk.
Resten er krig fra den ene og den anden side, forstærket af den iranske revolution i 1979, som skabte forudsætningen for Hamas i Gaza. De mere moderate palæstinensere på Vestbredden blev presset, fordi den smukke socialt og kulturelt indstillede zionisme var blevet autoritær. Kun Osloaftalerne satte lidt kiler ind.
Så jeg foreslår, at man vender tilbage til 1947-aftalens gave.
Eller måske skulle man vende tilbage til Osmannerne eller til det britiske imperium? Jeg tror, Boris Johnson ville være bedre end de andre. Han ved noget om, hvordan man arbejder med national suverænitet uden at slås.
Sorry for at blande mig. Jeg kan forstå, at visse politikere ikke synes, at man bør ytre sig om emnet. Bare jeg nu ikke blev sendt i fængsel for at vrøvle.
41. d. 21. oktober: Autoritære træk på Jyllands-Posten
Jyllands-Postens chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, mener i en kommentar i dagens avis, at man bør udelukke fodboldspillere fra landsholdet og intimidere forskere fra universitetet, hvis de ikke mener det samme som hende selv om krigen i Mellemøsten.
Om Nadia Nadim, som har sagt et eller andet, hedder det: ”Tillad mig at opfordre DBU til straks at suspendere hende fra landsholdstruppen.”
Og om RUC-forskeren Sune Haugbølle, som også har sagt noget, får vi at vide: ”RUC burde øjeblikkeligt reagere.”
De to utilbørlige brushoveder spreder ”misinformation”, som det hedder, selvom de bare siger deres mening på bedste medborgerlige maner.
Det er altid ”de andre”, som ”misinformerer”. Det er en naturlov. Vi er i en slags JP-Trump-land.
Jeg tror ikke, at jeg enig med Nadim og Haugbølle (kender kun deres synspunkter fra Gjertsens korte omtale), men jeg går ind for ytringsfrihed, så vi alle sammen kan lære af hinanden, så mange tak til dem for at tale.
Kaj Munk inddrages også i logikken, endda på en fejlagtig måde fremgår det af en efterfølgende berigtigelse. Den misinformerede og heltemodige Munk, som har betydet så meget for dansk handlingsliv, fremstilles som antisemit og fascist, selv i korrektionen. Men nu skal Gjertsen redde JP’s tabte ære fra 1938, må man forstå. Der er stormflod i understrømmen, hvor alle fundamenter kollapser.
Fascinerende kommentar. Men godt at Gjertsen skriver det ned, så man kan studere den gryende istid og den ødelagte fortid.
Der blæser en kold vind over de indre farvande.
42. d. 22. oktober: Jyllands-Posten og Aarhus Universitet
Mon ikke der tælles på knapper i Politikens Hus, efter at JP’s chefredaktør har truet med bål og brand, hvis fodboldspillere og forskere siger deres mening om konflikten i Mellemøsten?
Man kan jo ikke mere være sikker på, at folk på avisen eller i mediehuset som sådan siger det, de mener. De må nu være bange for, om de er på “den rigtige side af historien”, som det kaldes.
Hvis chefredaktøren har mistet sin journalistiske gejst, vil jeg foreslå, at hun søger ansættelse som kommunikationsmedarbejder på DPU/Aarhus Universitet. Her marginaliserer og ekskluderer man også folk, der mener et eller andet, som går imod det, som en eller anden leder mener.
Hvornår har man hørt et kritisk kvæk fra DPU? Rune Selsings forudsigelser fra november 2022, jvf. nedenfor, kom til at passe.
Og hvad skal der nu ske i Politikens Hus, efter at åndsfriheden er kollapset?
Det er meget mærkeligt for mig, at Flemming Roses og Kurt Westergaards avis på denne måde har ændret sin filosofi. Og korrektionen berører jo også Politiken.
DBU’s kommunikationschef Jakob Høyer forsvarer Nadia Nadim. Høyer er opdraget i åndsfrihedens æter. Høyer siger følgende kloge ord til TV2 her til morgen:
“Fodboldspillere har – som alle andre – ytringsfrihed. I DBU har vi stor respekt for og ser gerne, at også danske landsholdsspillere engagerer sig i samfundsdebatten, uanset holdning og område.”
Måske er det i virkeligheden ham, der burde søge job på Aarhus Universitet eller i Politikens hus for at skabe lidt orden i friheds-sagerne.
43. d. 22. oktober: Adam Holm om JP
Journalisten Adam Holm er ikke tilfreds med JP’s autoritære forsøg på at knægte ytringsfriheden:
44. d. 23. oktober: Autoritær leder i Jyllands-Posten
Jyllands-Posten fortsætter sit raid imod videnskabeligt engagement og åndsfrihed. I forgårs var det chefredaktøren, som ville fyre, sanktionere og deklarere folk, hun er uenig med. Og her i dag demonstrerer avisen direkte i lederspalterne sit teknokratiske og ødelæggende kundskabssyn, hvorefter man skal udskamme videnskabsmænd, der giver udtryk for deres holdninger til samfundets problemstillinger.
Forskerne må kun udtale deres holdninger som undertrykte ”privatpersoner”, som det kaldes. Og tilsyneladende gælder dette forkvaklede videnskabssyn endda kun helt bestemte holdninger, nemlig dem som JP definerer som uegnede.
Samfundets kundskabssystem vil ende som en blanding af teknokrati og intellektuel underdanighed, hvilket er mange gange mere ”normativt” end et regulært videnskabeligt og filosofisk engagement. Hvorfor protesterede JP ikke, da DPU’s ledelse i 2010 kaldte Lars Løkke Rasmussen for Martin Luther King?
Efterfølgende kan de akademiske koryfæer, som er godkendt, kalde de ekskluderede stakler de mest utrolige ting.
Det svarer 100% til ånden på Aarhus Universitet og DPU.
Den mest ihærdige forsvarer af JP’s aktion er LA’s Henrik Dahl, hvilket jeg er meget skuffet, men dog ikke decideret overrasket over.
Derimod har de radikales Zenia Stampe orden i sit åndelige kartotek, hvilket fremgår af et FB-indlæg fra i morges.
Det er galt nok, at det filosofiske udgangspunkt for JP’s autoritære synspunkter er ødelæggende, men når denne almene ødelæggelse så endda kun gælder de holdninger, som man selv er imod, så fordobles ødelæggelsens effekt.
Links:
Link til JP-leder: https://jyllands-posten.dk/debat/leder/ECE16531112/eksperter-skal-holde-sig-fra-privat-meningsmageri/
Zenia Stampes indlæg: https://www.facebook.com/zeniastampe/posts/pfbid02wEAVYiLvbTu6Zg9TDvagxaoNTWRWfy2XMFS7pywFwPgYDKssqwH64yB8uNwoRjH3l
Henrik Dahls indlæg: https://www.facebook.com/HenrikDahlLA/posts/pfbid02Y4SgxKj1mweGqz2bBFEw7VKYAjw2kfRj8wWw2v51wNE7jkCv2ASda7ru5C7xTCfMl
45. d. 24. oktober: JP’s angreb mod åndsfrihden
Ved forestillingsevnen ser man for sig, hvordan Adorno, Sløk, Kierkegaard, John Locke, Rousseau, Nietzsche, Foucault, Kant, Oppenheimer og resten af de store ånder må deklareres som dit og dat af JP’s autoritære chefredaktør, fordi de har sagt et eller andet.
Dernæst bliver de tvunget til at sige, hvornår de var ”privatpersoner” eller forskere, hvis de går imod hendes mening om dette eller hint.
Hvordan synes chefredaktøren det lyder, hvis Søren Kierkegaard ved udvalgte tekster skulle sige: ”jeg udtaler mig kun som privatperson”?
Hele min elskede og brogede bogreol er reduceret til “privatpersoner”.
Kundskabssynet på JP er et eklatant opgør med videnskab og åndsfrihed. Videnskab handler ikke om at adskille værdier og forskning, men om at undersøge, udtrykke og diskutere deres forening. Det er det, som de største tænkere og videnskabsmænd altid har gjort.
Jeg ved ikke, om det har interesse for nogen, men jeg skrev faktisk universitetsspeciale om dette emne, dvs. om den såkaldte ”værdirelativisme”, tilbage i 1993. Hele specialet kan tilgås nederst i linket. Måske skulle jeg læse det igen? Jeg kan i al fald mærke, at det er dette unge arbejde, der rumsterer i min dybe videnskabelige og filosofiske forargelse, som er det stik modsatte af at være ”privat”.
Specialet hed “Videnskab og værdier – fra et værdirelativistisk til et postempiristisk værdibegreb”.
http://www.thomasaastruproemer.dk/boger
46. d. 24. oktober: Tim Knudsen om skolereformen i 2013
I sin bog ”Statsministeren – mellem almagt og afmagt” fra 2023 fortæller Tim Knudsen om arbejdet med skolereformen i 2012/13, og om hvordan et vildtvoksende og magtfuldt Finansministerium med Corydon i spidsen kom til at dominere hele regeringen.
Knudsen skriver bl.a. følgende om skolereformen i kapitel 16, som er forfattet sammen med adjunkt Peter Heyn Nielsen:
”Reformen blev mere forberedt i Finansministeriet end i Undervisningsministeriet. Der var nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Finansministeriet (fra november 2011 fra en ny moderniseringsstyrelse), Undervisningsministeriet og KL.
Arbejdsgruppen blev defineret som en selvstændig myndighed for at forhindre aktindsigt, og dens eksistens blev ikke offentliggjort. Opgaven var ”at forberede overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i 2013, herunder at bidrage til at sætte en fælles arbejdsgiverdagsorden på folkeskole- og gymnasieområdet”. Den skulle finde ud af, hvordan folkeskole- og gymnasielærernes undervisningstid kunne øges.
Gruppen bestod af hele 42 medarbejdere plus et sekretariat på 30 medarbejdere. Den 4. december 2012 blev skolereformen præsenteret i Finansministeriet, ikke i Undervisningsministeriet. Undervisningsministeren var dog med, men Bjarne Corydon blev kaldt for ”landets pædagogiske overhoved”. Han blev sammenlignet med en ”damptromle”, og timingen blev kaldt ”besynderlig”, fordi der kort efter skulle forhandles løn med lærerne.
Den senere ministerielle bekendtgørelse om reformen med vejledning i læringsmål blev meget finansministeriel. I den hidtidige bekendtgørelse optrådte ordet ”undervisning” 430 gange og ”kundskaber” 570 gange. I den nye bekendtgørelse stod ordene henholdsvis tre og én gang.” (s.363-364)
Jeg kan tilføje, at Knudsen og NIelsen ifm. deres optællinger i bekendtgørelsen henviser til Keld Skovmands arbejde ”Uden mål og med” fra 2016, som jo blev angrebet kraftigt af DPU’s “nyttige” konkurrencestatsprivatpersoner.
Endelig er det værd at notere, at Barbara Berthelsen var vicedirektør i Corydons nye Moderniseringsstyrelse. Her kunne hun øve sig på ud- og nedlukninger og på at bruge “forskningen” til optimering på statistiske variable.
47. d. 24. oktober: Regeringens skoleudspil, note 3
Den konservative borgmester i Lyngby-Taarbæk kommune, Sofia Osmani, har ikke meget til overs for regeringens skolepolitiske udspil, fremgår det af et indlæg i Berlingske. Hun lægger ud med at kritisere skolereformen fra 2013:
”Det er ganske enkelt umuligt at mønstre begejstring for et eneste af de tiltag, der blev presset ned over skolerne for ti år siden.”
Og Osmani mener ikke, at det aktuelle udspil gør den store forskel:
”Når man læser udspillet, er der imidlertid ikke meget, der ændres.”
Hun er også bekymret for faget Historie; en bekymring, som deles af Preben Bolén fra ”Nordic Dialogue” i et indlæg på folkeskolen.dk.
Osmani skriver følgende:
”Det eneste, yderligere forslag til at finde timer synes at være et bortfald af minimumstimetallet i faget historie. Og lige der knækker filmen for mig. For hvis der er et fag, vi burde styrke for at sikre vores fælles forståelse og ståsted, så er det netop historiefaget.”
Lettere slukøret må hun konkludere:
”Når det koges ned, så virker det egentlig ikke helt så banebrydende.”
Der er lidt gang i Lyngby, som jo også huser socialdemokraten Simon Pihl Sørensen. Han gjorde i 2016 en fremragende kritisk indsats imod lærings- og John Hattie-ideologien, som dengang prægede det nordlige København.
Sørensen er endda viceborgmester, så han og Osmani lader til at udgøre et godt skolepolitisk team.
Endelig vil jeg sige, at Folkeskolen.dk’s journalist Sebastian Bjerrild kommer frem til omtrent samme konklusion som Osmani i sin gennemgang af udspillet. Hans overskrift er ”Var det virkelig bare det?”.
Selv arbejder jeg på en større analyse, der muligvis kommer i regi af Tænketanken Prospekt, som jeg er tilknyttet.
Links:
Link til Osmanis indlæg: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/borgmester-de-kalder-det-en-reform-af-folkeskolen-men-de-tager-ikke
Link til Prebet Boléns indlæg: https://www.folkeskolen.dk/…/debat-regeringens…/4737794
Link til Sebastian Bjerrilds indlæg: https://www.folkeskolen.dk/…/det-store…/4737878
Link til omtale af Simon Pihl Sørensens indsats: http://www.thomasaastruproemer.dk/digebrud-i-lyngby…
48. d. 25. oktober: Reaktioner på JP’s autoritære markeringer
Den anden dag gik JP amok i autoritære markeringer imod folk, som mener noget andet end avisen selv om krigen i Mellemøsten.
Her er lidt reaktioner:
Heldigvis var DBU hurtigt ude med støtte til Nadia Nadim, jf. tidligere opslag.
Og i går støttede RUC’s rektor sin forsker, Sune Haugsbølle, med 100%. Det skete på journalisten.dk, hvor rektor Hanne Leth Andersen siger følgende:
”Forskere har ytringsfrihed, og de har ret og pligt til at formidle deres viden. Sammen med viden følger forståelse og vurderinger, hvilket samfundet forventer af forskerne. Hvordan forskerne formidler deres faglighed, og hvordan fagligheden præcis ser ud, blander universitetets ledelse sig ikke i,”
Og videre:
”Jeg ved ikke, hvad vi skal reagere på. Vi giver som institution ikke vores forskere mundkurv på,”
Dansk Magisterforenings formand, Camilla Gregersen, er også kritisk over for JP. Hun siger følgende:
”Hvis nogen skriver eller siger noget, man ikke bryder sig om, skal man helt principielt holde sig fra at gå til folks arbejdsgiver,”
Og Gregersen fortætter i følgende skønne utilbørlige citat:
”Jeg synes, det er ekstra paradoksalt, at et medie som Jyllands-Posten, der har trykt Muhammed-tegningerne i ytringsfrihedens navn, mener, at Roskilde Universitet skal reagere på en forskers udtalelser.”
Også Akademikerbladet har behandlet sagen. Professor Jacob Dahl Rendtdorff, som er filosof og ekspert i forskningsfrihed, taler for vigtigheden af, at forskere har et samfundsmæssigt engagement. Rendtdorff er tydeligvis bekendt med, hvad den vestlige kultur er rundet af. Han siger bl.a. følgende:
”Haugbølle har skrevet under på den støtterklæring, fordi han som forsker vurderer, at det er det rigtige på baggrund af sin forskning. Det er jo en vigtig udmelding og vigtigere, end hvis man slet ikke ved, hvad hans synspunkter er som forsker. Så må medierne afveje brugen af ham med andre eksperter, og det sker jo også. Men forskningen skal ikke bare diskrediteres, fordi forskeren tager stilling.”
Og videre siger han:
”Det er en konstruktion, at eksperten er helt uvildig. Det giver ikke mening. Ingen er helt objektive. Oppenheimer blev også kritiseret for at være kommunist. Det er et magtspil. Disse diskussioner vidner om, hvor stor en rolle universitetet og forskeren har i vores samfundsdebat.”
Rendtdorff støttes af en anden ekspert i forskningsfrihed, sociologen Heine Andersen, især på det såkaldte Humboldt-forum på FB.
Fra politisk hold har jeg noteret, at Henrik Dahl støtter JP, blandt andet i Akademikerbladets artikel, mens Zenia Stampe støtter åndsfriheden, dog foreløbigt kun på FB.
Ingen andre politikere har mig bekendt ytret sig, men de fleste andre partier mener jo også, at universitetets primære opgave i dag er at bidrage til arbejdsudbud og fakturaer.
Links:
Link til artikel i Journalisten.dk: https://journalisten.dk/roskilde-universtiet-stoetter-op…/
Link til artikel i Akademikerbladet: https://www.akademikerbladet.dk/…/medier-vil-kalde…
49. d. 25. oktober: Svend Brinkmann om JP’s autoritære vending
50. d. 26. oktober: I kibbutz
Dejligt at se, at DR her til aften brugte den omstridte forsker, Sune Haugbølle fra RUC, som ekspert vedrørende Mellemøsten, endda uden at følge JP’s autoritære forslag om deklaration. Det virkede som en journalistisk og kollegial irettesættelse af JP’s publiceringsfilosofiske og etiske kollaps.
Dermed følger DR linjen fra RUC’s kloge rektor, Hanne Leth Andersen.
Også dejligt at høre, at Joe Biden stadig har en tostats-ordning som ledetråd. Der er virkelig brug for naivitet. Og den naivitet hedder FNs delingsplan fra 1947. I det år strømmede verdensånden fra Salomons riger ned på jorden i form af en lillebitte stat, hvis grænser ingen, hverken israelere eller de mange helt nye arabiske stater, respekterede.
Herfra, på denne lille søde stats sted, kunne den jødiske tradition og dybe sans for relationer og tilsynekomst ellers have opdraget både kristne og dermed også muslimer.
Holocaust var blot den konkrete anledning til, at denne zionistiske vision kunne virkeliggøres, hvor kulturernes vugge kunne vugge.
Det pædagogiske steds navn er “kibbutz”. En form for jødisk højskole.
Så tak for alle kritiske indsatser.
51. d. 27. oktober: Claus Holm fortsætter som leder af DPU
Den nye dekan for fakultetet Arts, Maja Horst, har høje tanker om Holms “klare visioner” og deres “succesfulde implementering”. Hun har da heller ikke vist tegn på, at hun kender noget til den omfattende kritik, der har været af hans ekstreme synspunkter:
”Claus har gennem sin tid som institutleder allerede gjort en fantastisk indsats, og hans klare visioner for, hvordan han gerne vil arbejde videre med medarbejdere og interessenter for at udvikle instituttet i fremtiden, er meget overbevisende. Claus har et meget stort overblik over det pædagogiske felt i Danmark og et stort netværk, som kan understøtte en succesfuld implementering af hans visioner”.
https://www.folkeskolen.dk/citat-dpu/claus-holm-fortsaetter-som-leder-af-dpu/4739358
52. d. 28. oktober: Aktiv dødshjælp
Statsministeren vil indføre aktiv dødshjælp i Danmark. Hun nævnte sagen igen i sin åbningstale i starten af oktober.
Etisk Råd er imidlertid imod dødshjælp, hvilket senest blev bekræftet i en rapport fra den 4. oktober 2023.
Og Lægeforeningen har også meldt sig under modstandens faner, både i et generelt statement og i et indlæg af foreningens formand i juni 2023.
Men med det samme efter Etisk Råds indstilling nedsatte Frederiksen blot et nyt udvalg, hvor der sidder nogen, som er mere tilhængeragtige, heriblandt formanden Kathrine Lilleør, som pludselig er vendt på en tallerken, og den utilitaristiske moralfilosof Thomas Søbirk. Dette overbygningsudvalg skal lave et ”refleksionspapir”. Sådan barberer man den ged.
I går kom alle landets biskopper med en samlet udtalelse, der gik imod dødshjælp. Udtalelsen blev offentliggjort på Viborg Stifts hjemmeside. Det var en flot aktion.
I Berlingske var socialdemokraten Ida Auken ude i samme kritiske ærinde i sidste uge. Det var sejt, for dermed gik hun jo imod sin partiformand. Auken er teolog og kommer ud af Tiderhvervs og efterkrigstidshumanismens baggrundsessens. Hun forvildede sig lidt ind i data-eksesserne omkring 2015, men har siden fundet tilbage til sine åndelige lag. F.eks. udgav hun den fine bog Dansk i 2018. Det var som om, hun fandt sig selv igen deromkring. Det er det gamle socialdemokrati imod det nye.
Auken var jo oprindelig SF’er, men forlod partiet, da det blev et konkurrencestatsparti. Siden blev hun radikal og nu altså socialdemokrat. Jeg opfatter det som et udtryk for principfasthed. Auken er nok landets sidste socialdemokrat. En søgende centrum-venstre ånd. Lidt som Lotte Rod fra de radikale og den kloge og slagkraftige Carolina Magdalene Maier.
Endelig har Tænketanken Prospekt, som jeg selv er tilknyttet, gjort en god indsats. Morten Bangsgaard og Søren Peter Hansen udgav i september et kritisk notat, hvor de samlede op på de internationale erfaringer.
Og Prospekt har også lavet en fin lille bog om emnet, ”På dødens eller livets side”, der vist nok snart kommer som E-bog. Her har historikeren Michael Böss en rystende skildring af situationen i Canada, hvor aktiv dødshjælp er lovlig.
Ifølge en meningsmåling fra oktober går 72% af befolkningen ind for aktiv dødshjælp. Selv er jeg først blevet opmærksom på emnet for nylig, og jo mere jeg læser om det, desto mere kritisk bliver jeg.
Så jeg vil opfordre andre til også at sætte sig lidt ind i diskussionen.
Links:
Biskoppernes erklæring, d. 27/10: https://viborgstift.dk/aktuelt/nyt-fra-stiftet/faelles-udtalelse-fra-biskopperne-vedroerende-doedshjaelp
Lægeforeningens udmeldinger: https://ugeskriftet.dk/nej-statsminister-aktiv-dodshjaelp-er-ikke-svaret og https://laeger.dk/foreninger/laegeforeningen/politik/laegeforeningens-politik-fra-a-aa/laegeforeningen-er-imod-legalisering-af-aktiv-doedshjaelp/laegeforeningens-holdning-til-aktiv-doedshjaelp
Ida Auken i Berlingske, d. 21/10: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/ida-auken-om-aktiv-doedshjaelp-vi-maa-ikke-lade-doeden-skraemme
Pressemeddelelse om det nye overbygningsudvalg, d. 17/10: https://sum.dk/nyheder/2023/oktober/regeringen-saetter-navne-paa-medlemmerne-af-udvalget-for-en-mere-vaerdig-doed
Etisk råd, d. 4/10: https://nationaltcenterforetik.dk/nyheder/2023/okt/det-etiske-raad-har-taget-stilling-til-doedshjaelp
Omtale af Prospekts bog om emnet: https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/10/11/antologi-paa-doeden-eller-livets-side/
Link til Prospekts notat fra september: https://www.taenketankenprospekt.dk/2023/09/13/1176/
DR.dk om meningsmålingen: https://www.dr.dk/nyheder/indland/maaling-klart-ja-til-aktiv-doedshjaelp-i-danmark
53. d. 28. oktober: Venstre uden Grundtvig
Venstre er i gang med den helt store teknokratiske sammensmeltning på Mette Frederiksens og Lars Løkkes præmis.
Det kunne man bl.a. studere i DR2’s Debatten fra i forgårs. Her spurgte en veloplagt Carolina Magdalene Meier, hvad der var blevet af højskolevenstre? Venstres politiske ordfører, Morten Dahlin, blev nærmest rasende over spørgsmålet. Han skældte Maier ud for at forsøge at ”tage patent” på hans parti.
Det var utroligt at overvære Dahlins filosofiske kollaps. Lige der tabte Venstre sin sjæl. Fra nu af kan den bare stå på skatterabatter til de store landbrugskoncerner. Det var også irriterende, at Clement ikke bemærkede konflikten.
Samme synspunkt som Maiers fremføres af højskoleforstander Thue Kjærhus i dagens Politiken. Kjærhus, som er erklæret venstremand, skriver, at ”ledertandemparret Lose og Poulsen er relativ ens i deres instrumentalistiske og teknokratiske syn på politik”.
Og også Kjærhus spørger til Venstres relation til de grundtvigske strømninger i samfundet:
”Man kunne f.eks. prøve at søge i den grundtvigske studenterkreds, som er den ældste studenterbevægelse i Danmark. Den er befolket med et hav af unge borgerlige personligheder, som er intellektuelle og kulturelle i deres tilgang til verden. På højskolerne rundt om i landet findes der også mange emner. Men Venstre opsøger hverken højskolernes åndsliv, talenterne i studenterkredsen eller de intellektuelle på universiteterne. Venstre må forstå, at de skal opbygge en fødekanal og et sted, hvor partiet møder en tænkning.”
Spørgsmålet er så, om samfundets grundtvigske strømning kan findes andre steder i Folketinget? Det er meget sporadisk vil jeg sige, hvilket har været en stor del af problemet siden årtusindeskiftet.
Mange tak til Carolina og Thue.
Links:
Link til Thue Kjærhus’ indlæg: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9593570/H%C3%B8jskoleforstander-og-medlem-af-Venstre-i-to-%C3%A5rtier-Det-er-ikke-Poulsen-og-Lose-mit-parti-har-brug-for
Carolina Magdalene Maiers tirade starter omkring minut 28 i udsendelsen og to minutter frem. Dahlins svar følger lige efter: https://www.dr.dk/drtv/episode/debatten_-hvad-vil-venstre_415734
54. d. 29. oktober: DPU og AU
Lars Qvortrup var blevet dekan for DPU i 2008, og fra da af gik det kraftigt ned af bakke.
Et af lavpunkterne var nedenstående indlæg af Qvortrup fra 2010. Indlægget blev bragt på lederspalten i DPU’s magasin Asterisk og bar det sigende navn ”Economy Stupid”.
Qvortrups lederartikel er fyldt med henvisninger til mellemøstlige excellenser og en utvetydig hyldest til konkurrencestatens totalitet. Det er et enestående forskrækkeligt terrorangreb på dansk pædagogik.
Få måneder forinden havde Qvortrup forsøgt at nedlægge filosofien på DPU og at fyre tre filosoffer. Og samme år hyldede han i en kronik i Berlingske Lars Løkke Rasmussen som en ny Martin Luther King, fordi Løkke ville være i verdensklasse i Pisa.
Via Qvortrups nye filosofi var DPU klar til at forstærke reformerne af folkeskolen og af lærer- og pædagoguddannelserne i 2013 uden den mindste kritiske rørelse. Det blev de værste reformer i mands minde, mener stort set alle i dag.
Og dermed trådte et læringsrevolutionært DPU i direkte kontakt med et AU, som var i gang med at forstærke den autoritære universitetsreform fra 2003 i endnu mere autoritær retning via en omfattende instrumentel reorganisering.
En af Qvortrups elever, Claus Holm, overtog ledelsen af DPU i 2014, hvorefter han fortsatte Qvortrups ødelæggelse af videnskabelig frihed og ensretningen af pædagogisk forskning i det hele taget, nu altså i samarbejde med det reorganiserede fakultet ARTS.
I 2016 udnævnte Claus Holm og ARTS’ dekan – uden opslag – Lars Qvortrup til leder af et nyt nationalt center for skoleforskning, som forstærkede skolereformens begreber.
I 2022 gennemførte Holm – støttet af Qvortrup – en ideologisk baseret fyringsrunde. Qvortrup støttede også Holms klager imod almindeligt kritisk arbejde i 2015.
For få dage siden forlængede AU’s ledelse Claus Holms stilling som institutleder.
Link til Qvortrups leder: https://dpu.au.dk/en/about-the-school/nyheder/single/artikel/economy-stupid
Link til AU’s artikel om forlængelse af Holms kontrakt: https://arts.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/claus-holm-fortsaetter-som-leder-af-dpu
55. Anne Marie Vestergaard anmelder Niels Chr. Sauers nye bog om folkeskolen
Anne-Marie Vestergaard har lavet en meget grundig, velskrevet og ikke mindst positiv anmeldelse af Niels Christian Sauers nye bog ”Folkeskolens veje og vildveje”.
Anmeldelsen står i Årsskriftet Critique og kan læses af alle.
Vestergaard slutter sin anmeldelse med følgende kommentar til Claus Holms kritik af den danske tradition, herunder især Hal Koch:
”Jeg har selv tidligere udvist skepsis overfor institutionaliseringen af Hal Kochs demokratiopfattelse, men det gav alligevel et gib i mig da jeg læste dette citat (fra Sauers bog, TAR):
”I stedet for at demokrati som livsform skulle udgøre skolens primære formål, så er det nok mere præcist at tale om, at læring som livsform i dag er skolens primære formål”.
Lærere og pædagoger har ifølge Claus Holm til opgave at
”…motivere den enkelte person til at være ansvarlig for egen kompetenceudvikling gennem læring – og det er gennem dette livsvarige læringsarbejde, den enkelte realiserer sig selv.”
Det er rene ord for pengene fra en teknokrat, der helt glemmer, at folkeskolen som en vigtig samfundsbærende institution ikke kan fungere uden en eller anden form for demokratisk dannelse.
Relationen mellem lærer og elev og dialogen i klasserummet har en stor betydning. På den anden side har fag, udover det almendannende, selvfølgelig også med barnets fremtid og selvforsørgelse at gøre.
Eleven er et menneske og en fremtidig borger i et samfund, der skal hænge sammen på forskellige planer – familiemæssigt og socialt såvel som politisk og økonomisk. Men konkurrencestatstænkningen hos Claus Holm og andre reducerer barnet til en fremtidig arbejdskraft. Eleven skal socialiseres til at opfatte sin egen arbejdskraftoptimering (læs: ”læring”) som vejen til selvrealisering og livets dybere mening. Det er forbryderisk og udtryk for et instrumentelt menneskesyn.
Tak til Niels Chr. Sauer for at minde os om at heller ikke teknokrater sidder på et evighedsmandat.”
Jeg har selv læst bogen og kan varmt anbefale den, jf. min egen anmeldelse i PS.
Links:
Link til anmeldelse: https://aarsskriftet-critique.dk/…/teknokrater-sidder…/
Link til forlagets hjemmeside om Sauers bog: http://www.fjordager.com/folkeskolens-veje-og-vildveje/
PS: min egen omtale af Sauers bog fra d. 16. august:
Jeg har netop læst Niels Chr. Sauers nye bog ”Folkeskolens veje og vildveje”.
For mig, som har skrevet en del om skolepolitik i de seneste år, er det den rene fest. Bogen er fyldt med interessante iagttagelser fra de sidste 30 års begivenheder: Både om overgrebene på lærernes pædagogiske indflydelse i 1989, da lærerrådet blev nedlagt, om diskussionerne og positionerne i Danmarks Lærerforening, om lockouten i 2013, om læringsmålstyringen og om det ene og det andet politiske udspil, f.eks. den herlige “drøvtyggerrapport” fra starten af 1990’erne.
Og Sauers kritiske analyse af digitaliseringen, som han anser for det største aktuelle problem, er virkelig interessant. Sauer dokumenterer f.eks., hvordan det statslige og kommunale Brugerportalinitaitiv hænger direkte sammen med læringsmålstyringen.
Og så vidste jeg slet ikke, at Sauer har læst filosofi i Wales! Og han har også studeret kultursociologi i København. Man kan på en måde godt mærke det. Men først og fremmest er han skolelærer, ofte ned i den skønneste detalje. Han taler for fortællingens, teatrets og musikkens liv i klasseværelset, men han arbejder også grundigt med spørgsmålet om lærerens autoritet. Derfor er han også meget kritisk over for ”undervisningsdifferentiering” og dennes individualisering af den pædagogiske relation. Men læs det selv!
Sauer er også glad for skolens formålsparagraf. Derfor synes han da heller ikke om Claus Holms synspunkter, som citeres grundigt på bogens side 73, og som er et frontalt opgør med dansk pædagogisk tradition:
Holm siger, at vi nu ”definitivt har forladt” interessen for ”demokrati”. Det er også slut med Løgstrup og Hal Koch, skriver han. I stedet er det ”primære formål” nu ”læring som livsform”.
Tak til Sauer for at finde citatet. Holms autoritære synspunkter er udtryk for totalt kaos.
Sauer mener, som jeg forstår det, at Holms synspunkt er en form for forstærkning af den “ansvar for egen læring”-ideologi, der endte som en integreret og individualiseret del af de nye styringssystemer, og dermed som formålsparagraffens modsætning. Jeg er helt enig.
Bogen er både kritisk, analytisk, personlig og opbyggelig på samme tid, og den burde derfor udleveres til alle lærerstuderende på uddannelsens dag 1.
Klokken 16 i dag er der bogreception på Samsøgade skole i Aarhus, hvor vi skal fejre denne flotte udgivelse.