Uddannelsespolitiske og pædagogiske noter, september-oktober 2024

Nedenfor kan man læse 42 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra september-oktober 2024. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

  1. ”Du bør ikke læse denne ubrugelige bog”
  2. Claus Holms tale til de nye studerende ved DPU
  3. Claus Holm og konkurrencestaten
  4. De dødes kræfter
  5. Socialdemokratisk nedtur
  6. Fra “respekt for professionel praksis” til trivsel
  7. Trivsel og sjæl
  8. Eksamen og karakterer
  9. Dansk Fryseparti
  10. Center for karakterdannelse
  11. Dansk Folkeparti
  12. Finn Wiedemann kritiserer Helle Thorning-Schmidt
  13. Ny ekspertgruppe om inklusion
  14. Michael Buschs kritik af dansk uddannelsespolitik
  15. AU’s angreb på åndsvidenskab
  16. Trivselssamfundet i 2008
  17. Alex Vanopslagh: Vejen til ansvar
  18. Hvad det vil sige at være borgerlig
  19. Jørgen Carlsen og Aarhus Universitet
  20. Gymnasiets splittelse
  21. Dansk Arbejdsgiverforening går amok
  22. Trivsel og mistrivsel
  23. Fogh Rasmussens værdikamp
  24. Taberens logik
  25. Asser Amdisen om dannelse
  26. Dannelsens pædagogiske og politiske nødvendighed
  27. Strøtanke: Romerrigets deling og fald
  28. Pædagogikkens to verdener: Forsvar for de klassiske sprog
  29. Artikel om dannelse
  30. Regeringens gymnasieudspil, note 1
  31. Tesfayes kreativitet, note 2
  32. Det nye gymnasium, note 3
  33. klasse, note 4
  34. HF, note 5
  35. Den nye kommunisme, note 6
  36. Folkeskolen, note 7
  37. EPX, note 8
  38. Antifilosofien
  39. Jeg havde en mærkelig drøm i nat
  40. Reform af professionsuddannelser, note 1: Nye masteruddannelser
  41. Reform af professionsuddannelser, note 2: Fest på professionshøjskolerne
  42. Ledig stilling på Trøjborg

 

1. Den 2. september: ”Du bør ikke læse denne ubrugelige bog”

Jeg er lidt vild med bagsideteksten til bogen ”Uren pædagogik 3”, som jeg redigerede sammen med Svend Brinkmann og Lene Tanggaard i 2017.

Der står følgende:

”Du bør ikke læse denne ubrugelige bog. Du bliver hverken mere kompetent eller mere læringsparat, tværtimod.

Bogen består af forstyrrelser, kritikker, destruktioner og opløsninger samt nogle upraktiske råd og sære opbyggelige bemærkninger, der kan rive pædagogikken løs fra dens aktuelle ensomhed og bringe den i kontakt med dens kulturelle, sociale og politiske virkelighed og baggrund.

Når du er færdig, er du efterladt kompetence- og læringsløs.

Til gengæld får du måske lyst til at tænke, skabe, handle og kritisere på steder, hvor du står. Lyder det ikke besværligt?”

Mange tak til forlaget Klim for at gå med på disse usælgelige formuleringer.

Bogen indeholder udover redaktørernes artikler bidrag af Brian Degn Mårtensson, Jan Jaap Rothuizen, Alexander von Oettingen, Erik Schmidt, Per Fibæk Laursen, Jacob Klitmøller, Hans Henrik Hjermitslev, Frederik Pio og Kirsten Hyldgaard.

Artiklerne har mærkelige og “ubrugelige” titler såsom f.eks.:

”Ren uro”

”Den rene læreanstalt? Læreren på mellemhånd”

”Pædagogikkens placebo”

”Se ud i verden!”

”Den rene urenhed”

”Skolens paradoks og det beskidte princip”

Bogen kan stadig erhverves. Mit eget ubrugelige bidrag, som jeg er meget stolt af, hedder ”Pædagogik og kausalitet”.

https://klim.dk/bog/uren-paedagogik-3/

 

2. Den 3. september: Claus Holms tale til de nye studerende ved DPU

Niels Jakob Pasgaard har læst institutleder Claus Holms tale til DPU’s nye studerende, jvf. nedenfor.

Pasgaard bemærker især det stærkt instrumentelle og erhvervspolitisk funderede sprog, som præger talens centrale pointe:

De studerende – og dermed hele DPU – skal angiveligt bidrage til at løfte “interaktionskvaliteten”. Det kaldes for “en effekt”.

Pointen understøttes af, at talens toneangivende reference er til en af konkurrencestatens tænketanke, nemlig DEA.

Der er langt til pædagogikkens og videnskabens haller.

Jeg kan supplere med en yderligere iagttagelse, som understøtter Pasgaards pointe:

I den første lange del af talen, går Holm nemlig meget op i, at de kommende studerende er ens. Det gentages igen og igen.

Men hvem er det, som er “ens”? Det er jo en soldat.

Holm opfatter sine tilhørere som konkurrencestatens soldater. De er “medarbejderborgere”, som nogle af hans åndsfæller har udtrykt det.

Resten af talen mærkes kraftigt af denne skrækkelige filosofi, som jo også præger Holms indlæg og forvaltning generelt.

Link til Pasgaards opslag: https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/pfbid02RCDr3umihiV5AQuMM6Y81Nzgi5FsADqCQhiCdfPyo4jvTLbZAMqY7h5A6Ybzty2kl

 

3. Den 10. september: Claus Holm og konkurrencestaten

I foråret 2016 erklærede Claus Holm på DPUs lederplads sin kærlighed til Konkurrencestaten. Erklæringen indeholdt også en barok udskamning af teoriens kritikere.

Jeg havde næsten glemt episoden, som faktisk engagerede mange i kritikken af Holms og Ove Kaj Pedersens ekstreme synspunkter. Men sagen kom mig i hu i forbindelse med arbejdet med redigeringen af 2. udgaven af min bog “Pædagogikkens to verdener”.

Nedenfor kan man læse om episoden og studere de forskellige indlæg. Jeg var rystet, da jeg genlæste materialet og forstår ikke, at Holm netop er genudnævnt som institutleder for DPU uden dissens eller protest fra den pædagogiske forskning.

Under indlægget kan man også læse en ret interessant kommentar af lærer Niels Christian Sauer.

http://www.thomasaastruproemer.dk/dpus-institutleder-claus-holms-syn-paa-konkurrencestat-og-ytringsfrihed-samt-forholdet-mellem-forskning-og-politik.html

 

4. Den 12. september: De dødes kræfter

I 2015 udkom bogen ”Folkeskolen efter reformen”. Bogen var redigeret af Jens Rasmussen, Claus Holm og Andreas Rasch-Christensen.

Claus Holm skriver i sin artikel, at vi er gået fra et system med ”indholds- og emneorienteret undervisning” til et system med ”læringsmålsorienteret undervisning”. Denne ændring understøttes af skolereformen fra 2013.

Holm mener, at der i de to systemer er tale om ”autonomi” og ”råderum” i cirka lige doser. Vi er ikke i den kritiske genre.

Til sidst skriver Holm, at vi er vidne til et paradigmeskift, som dog først vil slå igennem for alvor, ”når det gamle paradigmes bærende kræfter dør ud”.

Det er en barsk retorik. Og passer det? Forsvandt Immanuel Kants og Grundtvigs indflydelse, da de døde?

Holm var i 2015 netop blevet leder af DPU, hvor han havde været mellemleder i mange år. Nu kunne han bidrage endnu mere aktivt til at udrydde ”det gamle paradigmes bærende kræfter” fra DPU’s systemer.

En lettere rystet Sten Larsen anmeldte i april 2015 bogen til folkeskolen.dk med følgende ord:

“Bogen vil være guf for alle taleskrivere i Undervisningsministeriet, fordi den netop er så kritikløs og selvkritikløs. Her vil kunne copypastes i den helt store stil til eventuelle begejstringstaler.”

Bogen indeholder ingen bidrag fra den kritiske tradition, som ellers omkring 2015 var meget aktiv omkring udgivelsesrækken “Uren pædagogik”.

Filosoffen og teologen Peter Kemp kritiserede også bogen kraftigt i sin bog “Løgnen om dannelse – opgør med halvdannelsen”, som også udkom i 2015. Kemp havde i øvrigt året før bidraget til bogen “Uren pædagogik 2” med artiklen “Hvor er folkeskolen på vej hen?”

Det er pædagogikkens to verdener. De levende og de døde.

https://www.folkeskolen.dk/…/historisk-vaerk-om…/1865462

 

5. Den 12. september: Socialdemokratisk nedtur

En helt ny Gallup giver Socialdemokraterne sølle 18,9%. Skønt med denne nedtur. Og dejligt at de to andre partier i Nedluknings-regeringen også går kraftigt tilbage.

Det er opløftende at se, at landets borgere straffer partiet hårdt for at ville afvikle antikkens kultur og sprog på gymnasiet . Hvilken smuk folkelig kærlighed til Sokrates.

Men hvorfor er der stadig så mange, der stemmer på partiet? Jeg forstår det ikke?

Tænk at der stadigvæk er 18,9%, som hader europæisk kultur, og som går ind for ansigtsregistreret overvågning. Og tænk at så mange støtter op om et utal af kaotiske og omfattende hasteindgreb i retssamfundet og i samfundslivet.

Disse overgreb stammer fra regeringsgrundlagets “krisefilosofi”, der i sig selv stammer fra nedlukningen og fra skolelovene, dvs. fra biostaten og konkurrencestaten. De tre nyoprettede ministerier bærer også præg af krisefilosofien. Der preppes.

Regeringen blev jo dannet for at undgå mere corona- og nedlukningskritik af statsministeren. På den måde blev nedlukningens krise-filosofi forstærket.

Alt kan pludselig ske for at undgå et eller andet.

 

6. Den 13. september: Fra “respekt for professionel praksis” til trivsel

Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og jeg selv er ved at skrive en bog om trivsel. Jeg sidder og skriver på et af mine kapitler og har fundet ud af noget meget interessant om begrebets vandringer omkring skolereformen fra 2013:

Det handler om, at “trivsel” i de indledende lovfaser slet ikke er nævnt, men at begrebet til sidst alligevel ender med at opsluge og udgrænse “respekten for professionel praksis”.

Her er den firleddede process i meget korte træk:

A.

I forbindelse med det lovforberedende initiativ Ny Nordisk Skole fra 2011-12 udarbejdes der tre mål. De første to handler om “dygtighed” og “lighed”. Dem lader jeg ligge for nu. Det tredje mål lyder sådan her:

“Styrke tilliden til dagtilbud og uddannelser folkeskolen skal styrkes med respekt for professionel viden og praksis”.

Det lyder jo dejligt. Men ikke noget om “trivsel”.

B.

I det efterfølgende regeringsudspil fra december 2012 tager man udgangspunkt i Ny Nordisk Skoles tre mål. Men nu lyder det tredje mål sådan her:

“Tilliden til og trivslen i folkeskolen skal styrkes blandt andet gennem respekt for professionel viden og praksis.”

Hvad er der sket? Jo, “trivslen” er lige proppet ind. Men ok, det lyder stadig fint.

C.

I det samme regeringsudspil ledsages alle tre mål af såkaldte “operative måltal”. Og måltallet for det tredje mål lyder nu slet og ret sådan her:

“Elevernes trivsel skal øges”

Så “respekt for professionel viden og praksis” er nu pludselig helt væk. Og det samme er “tillid til folkeskolen”.

Så først var “trivsel” der slet ikke, så kom det med, og til sidst fortrængte det den oprindelige tekst.

D.

I det efterfølgende skoleforlig fra juni 2013 ledsages måltallet af en beslutning om at lave store og indgribende nationale trivselsmålinger, som skal supplere de nationale test (som vedrører de to første mål, som jeg ikke har nævnt her).

“Respekten for den professionelle praksis” blev endelig ødelagt ved Lockouten i april 2013. Men skiftet i retorik skete altså allerede i december 2012.

Er det ikke interessant? Det synes jeg.

I vores kommende bog arbejder jeg med forskellige forklaringer. Men jeg er ikke færdig med at skrive, så hvis nogen ved noget eller har gjort sig tanker om sagen, må de meget gerne fortælle mig om det.

Spørgsmålet er: Hvorfor og hvordan blev “professionel praksis” erstattet af “trivsel”, som selv gik fra at være et pædagogisk begreb til at være et målesystem?

 

7. Den 14. september: Trivsel og sjæl

A.

Nedenfor kan man studere formålet for daginstitutioner fra den første regulære lov for hele børneområdet, som er fra 1964.

Ordet trivsel optrådte slet ikke. I stedet tales der i 1964 om ”en sund sjælelig og legemlig udvikling”. Her er formuleringen:

”§1. Børne- og ungdomsforsorgen har til formål at sikre, at børn og unge vokser op under forhold, der fremmer en sund sjælelig og legemlig udvikling”

På den måde er der en filosofisk-teologisk side af ”trivslen”, som man skal huske på. Barnet har en ”sjæl”. Hvilket jo gør pædagogikken ydmyg (jf. også det pædagogiske paradoks”).

Det er denne sammenhæng mellem pædagogik og åndelighed, som jeg ved andre lejligheder har kaldt for ”reformpædagogikkens dannelse”.

Der tales også om, at udviklingen skal være ”sund”. Det lader jeg ligge, men det lyder ikke så godt i et decideret formål. Mit indtryk er da også, at ordet mest er rettet til specialområdet, som jo også dækkes af loven.

“Sundhed” forsvandt lidt ud af de efterfølgende love, men kom faktisk ret kraftigt igen i den første deciderede dagtilbudslov fra 2007, men altså uden ”sjælen”. I 2007-lovene tales der også om et ”børnemiljø”, der svarer til en form for social ”trivsel”. Udviklingen i WHOs sundhedsbegreber har muligvis også spillet en rolle.

B.

”Trivsel” for daginstitutionerne kom vist nok ind i 1996 i Lov om Social Service, og siden er det blev det flyttet frem i teksten, så det i dag fremhæves som det første i Dagtilbudslovens formålsparagraf.

I 2003 kommer loven om de pædagogiske læreplaner for daginstitutioner. Her står der ikke noget om ”trivsel”. Til gengæld er ”læring” nævnt 61 gange.

Og hvad med ”sjælen”? Jo, den optræder kun en enkelt gang i følgende utrolige citat om ”læring”, der virkelig siger noget om stemningen:

”Det er vigtigt, at det på denne måde sikres, at alle kommuner og dagtilbud kommer til at arbejde med læring. Alle familier skal kunne være sikre på, at der er fokus på læring i det dagtilbud, de vælger. Kvalificeret og bevidst læring skal ikke kun finde sted i dagtilbud, hvor der er ildsjæle ansat”

C.

Som det fremgår, bliver de små børn i løbet af 00’erne til en del af den konkurrencestatens humankapital. Herfra siver ”trivslen” for alvor over i skolen, som selv i løbet af 00’erne har tabt ”undervisningen” og ”kundskaberne”, som er blevet til ”læring”. Dermed har skolen tabt sin egen version af ”sjælen”.

Så læring overtager alt, og på den præmis indføres ”trivsel”.

Men skolens formål har aldrig talt om ”trivsel”. Og det skyldes nok, at kundskabslivet i sig selv indeholder skolens ”trivsel”. Man kan jo bare læse Halfdan Rasmussens digt ”At lære at ville” fra 1949.

Halfdan kom ud af arbejderoplysningens organer, dvs. velfærdsstatens søde vugge, fra dengang frihed og lighed vekselvirkede. Undskyld, det var lige en tangent.

I 2002 oprettede man et ”Dansk Center for Undervisningsmiljø” (og senere også for “børnemiljø”, jvf dagtilbudslov). Og dette ”miljø” bliver en slags passage for ”trivslen”, som ender med at opsluge ”miljøet”, som i forvejen havde opslugt ”undervisningen”, som i forvejen var opslugt af ”læring”.

D.

Dermed tømmes trivslen for sjæl. Og fjerner man ”sjælen”, som jo er det modsatte af ”humankapital”, så risikerer man, at det hele ender i trivselsmålinger og en ekstremt struktureret psykologisering, hvilket sker.

Det samme sker for ”kundskaber” som bliver til ”læring”, som defineres som test-score. Måske tilføjes “trivsel” som målingssystem efter 2013, fordi man har fået en fornemmelse af, at den nye version af “læring” er blevet for smalt? På den måde ender “trivsel” med at erstatte det detroniserede “undervisning” eller “dannelse”.

Så der er en form for samspil mellem både daginstitutions- og skolelov og mellem sjæl/trivsel og sjæl/undervisning. Det hele påvirkes negativt af 00’ernes processer, hvor sjælen ryger ud, hvorved trivsel forfalder til psykologi/data, og undervisning forfalder til læring/data.

Så der er lige det med sjælen? Poetens liv, som Martin A Hansen skrev om i kølvandet på befrielsen, hvor poeten Halfdan Rasmussen jo også skrev sit digt.

Beklager tankemylderet. Det skulle gerne blive til en struktureret tekst på et tidspunkt .

https://www.folketingstidende.dk/samling/19631/lovforslag/L74/index.htm

 

8. Den 15. september: Eksamen og karakterer

Hvad er en eksamen? Det er et stille møde mellem lærer og elev, hvor eleven op til mødet har haft mulighed for at være alene med undervisningens ting og sager på sit værelse. Læreren lytter og undersøger venligt, hvad eleven er ved at finde ud af, hans sværm af ideer.

Eksamen er symbolet på, at eleven har fundet en lærer, som har fundet en elev. Eksamen er det sted, hvor eleven underviser sin lærer. Det er pædagogikkens helt særlige frugt, dens ophør.

Efter hver eksamen giver læreren sin elev en karakter, altid med håndtryk og glimt i øjet.

Men man skal nok ikke have tal. Man skal undgå skalaer. Og især bør man undgå dette platte ”mangel”-sprog.

I stedet får man et bogstav A-C, som gives for omfanget af opgavebesvarelsens faglige og personlige fylde. Ved særligt selvstændige besvarelser – som f.eks. sætter spørgsmålstegn ved lærerens oplæg – kan man få en lille buste af Sokrates oveni, uanset om det er et A eller et C. Man kan også dumpe. Så får man ingen karakter, men må prøve igen eller finde en anden lærer.

Tænk at få et “C med buste” af lærer Løgstrup. Det er bedre end et 12-tal af Claus Holm eller en anden åndsfjendsk tekniker. På elevens eksamensbevis bør derfor stå, hvilken lærer der har givet karakteren.

Eksamen bor i uddannelsessystemets egenværdi. Det betyder, at en eksamen ikke bør have nogen selektionsfunktion. Man kan vælge ungdomsuddannelse helt uafhængig at grundskolens karakterer, og det samme gælder ift. videreuddannelse. Derimod kan en senere arbejdsgiver se eksamensbeviset, og her står der også, hvem der har været lærer.

Når eleven er færdig med sin skolegang, så kan han selv blive en lærer, som kan finde elever, der kan få små buster af gamle grækere.

Derfor bør der også være flere eksaminer, flere møder mellem lærer og elev og deres dialog om fagenes og skolens emner, hvorved eleven gøres til lærer, dvs. sætter pædagogikken i stå og bringer noget til ophør, som sætter frugt.

Men alle kan som sagt læse videre, som de har lyst.

F.eks. har Gymnasiets essens ikke noget at gøre med ”videre uddannelse”. Gymnasiet er for alle, som interesserer sig for den europæiske kulturtradition. Her finder man nye lærere og bliver selv til elev, mens man læser et mærkeligt digt eller høre om samfundets teorier eller gamle dages strid og kærlighed.

Til gengæld må en lærer ikke tage udgangspunkt i elevens behov. Det skyldes, at uddannelse handler om at finde sit behov. Og hvis en lærer tager udgangspunkt i det, som hans elev skal finde, så har man jo ødelagt det hele.

Og man skal naturligvis slet ikke tage udgangspunkt i “arbejdsmarkedets behov”, tværtimod. Det er omvendt. Det er arbejdsmarkedet, der skal tage udgangspunkt i pædagogikkens behov. På den måde fastholder man økonomien i åndsfrihedens greb i stedet for det omvendte, som det har været tilfældet siden omkring år 2000.

 

9. Den 15. september: Dansk Fryseparti

I 00’erne ødelagde VK-regeringen vores ekstremt rige nationale tradition. Det er også det, man kalder for “konkurrencestaten”. Alle de gamle var “smagsdommere”. Nu var det økonomernes tid.

Derefter blev resterne af det nationale liv “parkeret” som en identitet, der alene fik mening via en postuleret “antagonisme”, som man kaldte det i 1990’erne, nemlig “udlændingen” og “muslimen”. Denne parkering stod især DF for, som jo arbejdede tæt sammen med VK.

Så DF støttede konkurrencestatspolitikken, mens partiet herfra løb ind i national glemsomhed og polemik, hvilket man så kaldte for “danske værdier”. Pludselig var de nationale dialoger og hele deres sammenhæng og udtryk reduceret til noget med flæskesteg og biksemad. Man må gerne græde lige her.

Så kulturel rigdom blev til polemisk identitet. Et kæmpetab. Ja, et overgreb på det nationale. Pludselig måtte landets borgere ikke finde en udenlandsk ægtefælle, før de var 24, og alt muligt skulle godkendes og overvåges og fordeles. Og så videre.

DF står for Dansk Fryseparti.

Denne proces krones i dagens Berlingske, der har et langt interview med DF’s Mikkel Bjørn. Han taler igen om noget, han kalder “danske værdier”, så man føler sig som en kenyaner. Bjørns “værdier” sættes i rigid og polemisk modsætning til helt uskyldige muslimske livsformer, som han nærmest mener skal udryddes.

En muslimsk kvinde må ikke engang gå med tørklæde, for så “missionerer hun”. Et sådant forbud kan grundloven sagtens klare, får vi at vide. Og man må ikke lave noget så banalt som kønsopdelte svømmehold.

Det er rystende læsning. Nærmest truende.

Frederik Vad fra Socialdemokratiet bakker stort set op om Mikkel Bjørn ødelæggelse af Danmarks ånd. Det er en tankevækkende alliance.

Man længes efter de store socialdemokrater, som havde rod i arbejderoplysningen, f.eks. Julius Bomholt og K.B. Andersen. Det var dengang, velfærdsstaten var en syntese mellem frihed og lighed, funderet i nationale og europæiske kulturtraditioner.

Men nu er åndsfriheden pist borte. Der er ingen interesse for noget, og da slet ikke for “Den Anden”, dette smukke ord fra efterkrigstidens tankemylder.

Jeg kan godt forstå, at et land vil have grænsekontrol og styr på indvandringen, men jeg kan ikke forstå, at landet ødelægger sig selv med henvisning til en karikatur af sig selv. Hvad skal man så med en grænse?

Links:

Interview med Mikkel Bjørn: https://www.berlingske.dk/politik/han-har-overtaget-dfs-vigtigste-ordfoererskab-og-nu-vil-han-goere-det-taet

Interview med Frederik Vad (og Moderaterne): https://www.berlingske.dk/politik/moderaterne-langer-ud-efter-dfs-store-plan-han-siger-grundlaeggende-at-han

 

10. Den 16. september: Center for karakterdannelse

I nedenstående blog har jeg samlet mine bidrag til diskussionen om det nye Center for Karakterdannelse.

Som jeg ser det, er det nye center et humanistisk, kritisk, pædagogisk og demokratisk projekt, en slags syntese mellem ånd og pædagogik, og dermed også en revitalisering af den pædagogiske filosofis vekselvirkninger med politik og praksis.

http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-om-center-for-karakterdannelse.html

 

11. Den 16. september: Dansk Folkeparti

Jeg har læst bogen ”Skaberen, taberen, frelseren? Historien om Dansk Folkeparti”, som udkom i 2021. Bogen er skrevet af Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt.

Her er en lille refleksion over nogle af bogens emner:

I 1998 siger Nyrup, at DF aldrig vil blive stuerent. Det var ikke pænt af Nyrup, men det bunder ifølge David Trads i følgende ekstreme udtalelse af Kjærsgaard:

“Hvis en ung anden- eller måske tredjegenerationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet og ingen opdragelse er mulig, så hjemsendes ikke alene den pågældende, men hele hans familie. Det er det eneste, de har respekt for.” (Mediet X, d. 13/9)

I dag kan man ikke kende forskel på S og DF, når det kommer til indvandringsemner, hvilket har sin egen skæve proces:

Ifølge bogen indledes S-DF symbiosen efter DF’s kanonvalg i 2015-valget. Herefter begynder S at lyde som DF-light og at nedtone globaliseringsbegejstringen, og DF fortsætter sin underdog-tilgang, som man har vænnet sig til under VK-regeringerne 00’erne. På den måde ender DF med at blive ret anonyme, også på indvandringsområdet. Derfor opstår Ny Borgerlige og Stram Kurs, som begge får pænt mange stemmer. Og DF får dårlige valg fra 2019.

Og her i de seneste uger er både S og DF så blevet radikaliseret ind i ånden fra Kjærsgaards udtalelse fra 1998.

På den måde vinder DF, selvom de taber. S bliver til DF, som bliver til S, som bliver til DF.

Men på en anden måde taber DF. Det sker i 00’erne, hvor partiet kommer meget tæt på Fogh Rasmussens og ikke mindst Foghs finansminister, Claus Hjort Frederiksen.

Fogh sørger for, at DF ender med at støtte, at man sender soldater til andre lande. Dermed mister DF rodfæstetheden i den EF-modstand, som gav partiet en folkelig tilføjelse udover ”udlændingene”. Man kan ikke både være imod EF og så gå ind for at slås rundt i hele verden under amerikansk kommando. Derfor siver EF-modstanden, og man står tilbage med “udlændinge”.

Men DF’s allerstørste nederlag er faktisk et andet. Det handler også om finansministeren. DF bliver nemlig indspist med de store globaliseringsreformer i 00’erne. DF bliver dermed et konkurrencestatsparti, hvilket jo er 100% det modsatte af et ”folkeparti”.

Søren Krarup og Jesper Langballe har – med enkelte undtagelser – ikke sans for denne proces, fordi de abonnerer på den sene Kierkegaard og ikke på Grundtvig, som på det tidspunkt stadig bor på venstrefløjen, især hos SF. SF smider også deres folkelighed, men det er først et par år senere.

Så DF mister grundlaget for deres EF-kritik – det nationale og det folkelige – og bliver et konkurrencestatsparti, som går ind for globale krige, og som efterhånden også nedtoner EF-modstanden, hvilket er den aktuelle tilstand. Til gengæld har DF fået socialdemokraterne til at gå amok på folk, der hilser på lidt anderledes måder.

På den måde taber også Kierkegaard, hvis tanker DF jo udspringer af. Fædrelandet er parkeret i en identitetspolitisk antagonisme. Trist for alle gode danskere, der elsker landets historie, sprog og kultur.

Her til sidst to iagttagelser fra Serups og Faurholdts bog.

A.

Bogen nævner slet ikke uddannelsespolitik. Det er åbenbart ikke på DF’s radar, og nok heller ikke på forfatternes. Selv i den ret lange gennemgang af Socialdemokratiets nyere udvikling hører man ikke om skolereformen eller lærer-lockouten med et ord.

Men der er en enkelt undtagelse. Det handler om forholdet til LA under VKLA-regeringen:

På side 227 kan man læse, at LA bruger Merete Riisagers skolepolitik til at tidsudtrække DF’s aftaler med V om især sundhedspolitiske emner. Resultatet heraf er, at V ”påtvinges nogle skolesynspunkter, som man aldrig havde haft”. Her i fuldt citat:

”De (altså Venstre, TAR) kan godt forstå Thulesen Dahls irritation over, at de ting, de har aftalt, ikke kommer noget hurtigere, men det er fordi, at Liberal Alliance ”gidsler” nogle sager over for andre internt i regeringen for at sikre, at de får deres egne ting igennem. Det betaler Venstre en høj pris for. Eksempelvis skal undervisningsminister Merete Riisagers folkeskolepolitik igennem, før Venstre kan komme videre med sundhedspolitikken. Dermed påtvinger Liberal Alliance Venstre nogle skolesynspunkter, som man aldrig har haft, hvilket er med til at øge Venstres enorme træthed over LA’s måde at drive politik på.”

Så Venstre er altså imod Riisagers reformarbejde, men ender med at blive omfattet af hendes såkaldte “justering”.

B.

Et andet sted (s. 242ff) får jeg noget at vide, som jeg ikke var bekendt med. Det handler om, at DF i februar 2020 får en ny sekretariatschef, som hedder Jesper Beinov.

Det er interessant, ikke kun fordi Beinov er Støjbergs eksmand, men især fordi han i mange år – fra 2001 til 2006 – var spindoktor for forskningsminister Helge Sander. Beinov har altså en central aktie i universitetsloven fra 2003; en lov, som er 100% båret af konkurrencestatstænkning.

Ifølge bogens forfattere har Beinov også et nært forhold til Krarup og Langballe, som jo er DF’s åndelige linje ned i Tidehvervs Kierkegaard-gren. Men Langballe var megakritisk overfor Sanders ideer, så det vakler lidt. Beinov må have ”hygget sig” med Langballe og Sander.

Men de kunne nok alle tre blive enige om at være imod “de røde”, som jo selv var imod “professoren”. Og med universitetsreformen fra 2003 smadrede man det hele. Det er vist det, man kalder for “problemknusning”. Der er en punkteret rude i kælderen, så vi smadrer hele paladset.

Senere bliver Beinov debat- og kulturredaktør på Berlingske, hvor han kan føre VKO-ånden videre. Det hele er nok medvirkende til, at Berlingske bliver opslugt af VKO-åndens symbiose mellem konkurrencestats- og identitetspolitik. Men ok, jeg gætter.

Jeg har ikke været opmærksom på, at Beinov formentlig har haft en så central rolle i de borgerlige partiers udvikling fra 00’erne og frem.

Reference:

Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt: “Skaberen, taberen, frelseren? – historien om Dansk Folkeparti”, Gads forlag, 2021.

 

12. Den 19. september: Finn Wiedemann kritiserer Helle Thorning-Schmidt

Lektor ved SDU, Finn Wiedemann, har et særdeles tankevækkende indlæg i dagens Altinget.

Baggrunden for Wiedemanns indlæg er, at han har hørt et podcast-interview med Helle Thorning-Schmidt, hvor hun udtaler sig om folkeskolereformen fra 2013, hvor hun jo var statsminister.

Thorning-Schmidt har nogle meget ekstremistiske synspunkter, f.eks. at det er ”børnene der ejer skolen”:

”Vi ville gerne gøre det klart og tydeligt, at det er børnene, der ejer folkeskolen. Børnene skulle lære på en sjovere måde. De skulle have mere bevægelse.”

Og videre i samme stil i et citat, hvor hun kritiserer dagens skole:

”Nu har man bare jo overladt folkeskolen til lærerne. Det betyder, at samfundet og i særdeleshed børnene ikke ejer den mere.”

Opgøret med undervisning og lærere lyser ud af disse vanvittige udtalelser, som jo dengang blev kombineret med Bjarne Corydons konkurrencestatsideologi.

Det hele resulterede i lockouten i 2013 og i den såkaldte læringsmålstyring, der i ideologisk samspil med DPU fjernede magten fra både elever og lærere.

I sit indlæg forklarer Wiedemann, hvor Thorning-Schmidt tager fejl.

Faktisk kritiserer han også intervieweren, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, som er helt ukritisk.

Det sidste kan faktisk undre, eftersom Ammitzbøll-Bille – dengang skolereformen blev vedtaget og i dens kølvand – var folketingsmedlem for LA, som jo var det førende kritiske parti under Merete Riisager.

Tak til Wiedemann for at dokumenterer dette interview, som ikke er uden skolehistorisk betydning.

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/lektor-til-thorning-det-er-falsk-historieskrivning-naar-du-paastaar-at-folkeskolereformen-var-en-succes

 

13. Den 19. september: Ny ekspertgruppe om inklusion

Undervisningsministeriet har nedsat en ekspertgruppe for inklusion og specialundervisning, jvf. link A. Gruppens sammensætning og kommissorium ser meget mærkeligt ud, hvilket jeg her vil uddybe kort:

A.

Der er tale om en ydmygelse af DPU, som slet ikke er repræsenteret i gruppen.

Måske har Tesfaye fået nok af den magtfulde poststrukturalistiske gruppering af psykologer, der omgiver institutleder Claus Holm; en gruppering der har store problemer med forsknings- og åndsfrihedens principper. Det var nemlig dette system, der udarbejdede den rapport om kønspædagogik, som Tesfaye kaldte for ”sjask”.

B.

Der er slet ikke noget specialpædagogisk ekspertise i ekspertgruppen, som mestendels består af folk fra det bureaukratiske niveau. Der er heller ingen fra den socialpædagogiske praksis.

Det er på en måde meget mystisk. Specialpædagogikken er taget ud af specialpædagogikken.

Ane Qvortrup, som er professor på SDU, har kritiseret Ekspertgruppens sammensætning på LinkedIn, og psykologen Rasmus Alenkær har været ude med en lignende indvending, jvf. link C+D.

C

Hvis man ydermere går ind og ser på kommissorium/beskrivelse af gruppens arbejde, så bærer den præg af en 100% accept af den inklusionsreform fra 2012, der netop var kendetegnet ved en afvikling af den specialpædagogiske tradition.

Denne udvikling blev understøttet af poststrukturalistiske analyser og miljøer på DPU. Denne nærmest underdanige forening af magt og kritisk tradition stod helt centralt i skolereformens “kølvand”. Men på DPU kaldes den slags helt regulære analyser for “mobning” og “tilsvining”, og der trues med ledelsessanktioner og så videre.

Jeg er her inspireret af Henrik Skovlund, som faktisk selv blev udstødt fra DPU af ikke mindst DPU’s psykologisk-uddannelsesvidenskabelige-poststrukturalistiske magtcentrum i december 2022, efter at han have skrevet en fremragende kritik af forholdet mellem poststrukturalisme og inklusionslov, jvf. link B.

I dag kender vi navnene på tre af DPU-fyringerne. De var alle kritikere af AU/DPU’s ideologiske systemer. Det er en skandale.

Og hvorfor er Skovlund ikke med i udvalget? Eller andre, der har lidt faglig hukommelse?

D.

Så på en måde giver det alligevel god mening, at Ekspertgruppen er helt uden specialpædagogiske eller samfundsvidenskabelige kundskaber.

Sammensætningens angreb på specialpædagogik er en form for gentagelse af angrebet på Skovlund og faktisk også af lockouten af lærerne i 2013. Ud med jer! Og ind med ”systemet”.

Det er også lidt ligesom dengang i 2007-13, hvor det såkaldte Skoleråds centrale medlemmer var nationaløkonomer. En sådan sammensætning kunne man kun lave, fordi man havde sat læring og økonomi i stedet for pædagogik ifm. globaliseringsaftalerne i 2006, som var året for den virkelige revolution.

Links:

Link A: Omtale af ekspertgruppe: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/sep/240918-ekspertgruppe-skal-komme-med-anbefalinger-til-nye-regler-for-inklusion-og-specialundervisning

Link B: Henrik Skovlunds kritik: https://tidsskriftetspecialpaedagogik.dk/vare/fra-2020-2-inklusionslov-folkeskolereform-og-narrativisme-en-kritik-af-en-inklusionspraksis/

Link C: Ane Qvortrups opslag:

https://www.linkedin.com/feed/update/urn:li:activity:7242515679944294400/?commentUrn=urn%3Ali%3Acomment%3A(activity%3A7242515679944294400%2C7242593445901455360)&dashCommentUrn=urn%3Ali%3Afsd_comment%3A(7242593445901455360%2Curn%3Ali%3Aactivity%3A7242515679944294400)

Link D: Rasmus Alenkærs opslag: https://www.linkedin.com/…/urn:li:activity…/

 

14. Den 20. september: Michael Buschs kritik af dansk uddannelsespolitik

Lektor Michael Busch, som også er med i GL’s bestyrelse, har et herligt debatindlæg i gårsdagens Politiken, hvor han gennemgår det uddannelsespolitiske forfald siden 00’erne, jvf. link A.

Han starter med universitetsreformen i 2003 (”fra forskning til faktura”) og fortsætter herefter med gymnasie- og folkeskolereformerne ind i 2010’erne. Til sidst knytter han nogle kritiske bemærkninger til regeringens aktuelle planer om en ungdomsuddannelsesreform. Det er læseværdigt på alle måder.

Det er mit indtryk – hvis det er tilladt at gætte – at Busch deler åndsfællesskab med GL’s formand, Tomas Kepler, som på det seneste også har haft et par gode indlæg om gymnasiets filosofi og ungdommens liv, jvf. link B og C.

Det er dejligt, at almendannelsen på den måde har indflydelse i almendannelsens store institution, og at almendannelsens vogtere reagerer, når den trues. Og Kepler og Busch tilhører vist endda ikke samme ”liste” i GL, så overensstemmelsen mellem de to kom faktisk lidt bag på mig. På en god måde vel at mærke.

Nu vi har fat i Busch, vil jeg lige minde om, at han jo i starten af 2020 skrev en vigtig biografi om Bjarne Corydon, som afstedkom en del polemik. Især Politikens konkurrencestatssegment var forarget, jvf. link D.

Links:

Link A: Michael Busch aktuelle indlæg i Politiken: https://www.gl.org/nyt/Sider/Engang-ville-man-have-uddannelser-i-verdensklasse-pol.aspx

Link B: Tomas Kepler om AI i gymnasiet: https://www.gl.org/nyt/Sider/AI-skal-ikke-bedoemme-opgaver-i-gymnasiet-.aspx

Link C: Tomas Kepler kritiserer Dansk Erhvervs ungdomssyn: https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE17453712/unge-er-ikke-bevidstloese-fodsoldater/

Link D: Min anmeldelse af Busch’ bog om Corydon, inkl. en række links/omtaler af andre anmeldelser og omtaler: http://www.thomasaastruproemer.dk/anmeldelse-af-bjarne-corydon-og-noedvendighedens-politik.html

 

15. Den 20. september: AU’s angreb på åndsvidenskab

Aarhus Universitet fortsætter sit raid mod åndsvidenskab. De små sprog erstattes f.eks. af “globale studier” uden sprogkrav, jvf. nedenstående artikel i universitetets medie Omnibus.

Forrige og sidste år gik det ud over både norrøne sprog og pædagogisk filosofi. Dertil kommer den generelle kompetence- og læringsideologi, der understøttes kraftigt af Centre for Educational Development (CED) samt tilslutningen til brug af AI ved eksaminer af hensyn til “arbejdsmarkedet”.

Dermed følger AU helt ukritisk i regeringens fodspor, jvf. angrebet på de klassiske sprog på gymnasiet.

Den nye dekan Maja Horst har tidligere talt nedladende om fortalere for Humboldt-universitetet som “frihedskæmpere”. Det er jo normalt godt, men ikke i Horsts optik, hvor universitetet skal løse “udfordringer”.

Dermed forstærker hun AUs ideologiske symbiose med “det globale universitet”, som blev indledt i 2006, og som selv var en forstærkning af universitetsloven fa 2003.

https://omnibus.au.dk/arkiv/vis/artikel/arts-foreslaar-at-lukke-seks-smaa-sprogfag

 

16. Den 21. september: Trivselssamfundet i 2008

Jeg vil gene sige tak til Martin Ågerup for at gøre opmærksom på et dokument, som har været glemt i trivselsdebatten. F.eks. optræder det ikke i Lars Qvortrups og Karen Wistofts nye bog om emnet.

I forbindelse med læsningen af Ågerups nye bog, som hedder “Hvad det vil sige at være borgerlig”, gør han på s. 54 opmærksom på, at Socialdemokratiet i september 2008 lancerede et større politisk udspil med titlen:

“Trivselssamfundet – et socialdemokratisk projekt”.

Det er mig bekendt første gang, at “trivsel” italesættes som et alment politisk projekt? Trivsel vedrører ifølge socialdemokratiets oplæg hele samfundet i alle dets aspekter, herunder f.eks. rent vand, tryghed og orlovsordninger. Det er det nye velfærdssamfund, der skal spille sammen med Nyrups og Foghs neoliberale korrektioner.

Initiativet lanceres midt i en periode, hvor pædagogikken overtages af økonomer, og hvor Ritt Bjerregaard truer den socialdemokratiske højrefløj med en “rød skole”. Året efter, i 2009, kommer S-SF-udspillet, “En fair løsning”, der markerer SF’s og faktisk også S’s endelige indlejring i konkurrencestaten. Dermed var der lukket af for Ritts røde skole. Og herefter kunne Corydon og Børnebanden tage over. Og så fik vi skolereformen og fremdriftsreformen og så videre.

I “Trivselssamfundet” refereres til “Danmark for folket”, dvs. til den sociale humanisme som kulminerede i 1950’erne. “Trivslen” erstatter “folket”, som i forvejen var ødelagt af “økonomien”.

Det klassiske socialdemokratiske “folk” var åndeligt og oplyst – i form af arbejderoplysningens fine frugter – mens man godt kan “trives” uden at gå på biblioteket, for nu at sige det på den måde.

Men “Trivselssamfundet” er på en måde neoliberalt. Det skal supplere “the economic man”, så han ikke bliver sur eller rød. Man skal trives ved at være soldat i konkurrencestaten, som det hed i de år. Det virker lidt truende på en måde.

Dette er min hypotese: Det er ud af dette trivselssamfunds-initiativ, at trivslen pludselig melder sig som en helt afgørende variabel i Thornings/SF skolepolitik i 2012, hvor det fortrænger “respekten for professionel praksis” for i stedet – i form af nationale trivselsmålinger – at supplere den økonomisk definerede “læring”, der selv defineres ved nationale test.

Derfor bliver skolereformen defineret ved læring + trivsel, der erstatter kundskaber og professionel praksis.

Så det socialdemokratiske initiativ i 2008 er en form for missing link. Det næste spørgsmål er så: hvordan kom “trivsel” ind med sådan en kraft i så stort et politisk udspil?

Resten af Ågerups bog om “Hvad det vil sige at være borgerlig” vender jeg tilbage til, men jeg har da undervejs fundet ud af, at jeg ikke er “borgerlig”, selvom jeg elsker både frihed og gamle dage.

Jeg fandt dokumentet på det kgl. bibliotek:

http://www5.kb.dk/pamphlets/dasmaa/2008/feb/partiprogrammer/object70775/da/

 

17. Den 21. september: Alex Vanopslagh: Vejen til ansvar

I dette indlæg i mediet Kontrast, roser jeg Alex Vanopslaghs analyse af liberalisme og uddannelsespolitik, som man kan læse om i hans nye bog “Vejen til ansvar”.

LA fik et sundt gen ind i partiets organisme, da Riisager blev minister. Partiet var ellers grundlagt og baseret på en knaldhård nyliberalisme, men det holdt efterhånden op.

Efterhånden tog åndsliberalismen over. Og den er meget bedre.

https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/tak-til-alex-vanopslagh-for-at-tage-dannelsen-alvorligt

 

18. Den 22. september: Hvad det vil sige at være borgerlig

Martin Ågerup udgav sidste år bogen ”Hvad det vil sige at være borgerlig – et opgør med velfærdssocialismen”. Bogen blev meget rost og var årsag til, at Ågerup efterfølgende modtog Berlingskes såkaldte Fonsmark-pris.

Det der med at være ”borgerlig” er blevet sådan en slags identitetsmarkør, som efterhånden er blevet nærmest overophedet. Og identitet plejer at handle om en generel glemsomhed efterfulgt af en vis snakkende og polemisk pågåenhed, hvilket også er tilfældet her.

Efter hat have læst bogen kan jeg med sikkerhed sige, at jeg i al fald ikke er borgerlig, selvom jeg elsker både frihed og gamle dage.

Her kommer lidt argumentation:

A. Ågerups menneskesyn

Ågerup skelner mellem to menneskesyn, et jordnært og et visionært. Det jordnære er det borgerlige, mens det visionære er ”velfærdssocialistisk”, som det kaldes.

Det er meget simpelt. Men endnu mere grov kost bliver det, når Ågerup i bogens helt grundlæggende passage beskriver det jordnære menneske med Thomas Hobbes’ filosofi, mens det visionære menneske abonnerer på Rousseau.

Grunden til, at Hobbes er jordnær, er angiveligt, at han beskriver mennesket som selvisk og egoistisk. Allerede der er jeg ophørt med at være ”borgerlig”.

Og hvad værre er: Hobbes konsekvens af dette menneskesyn er jo den totale stat. Han bliver en central filosofisk inspiration for den efterfølgende enevælde. Det lader Ågerup dog ikke til bemærke.

Så det ”jordnære” fører til enevælde. Og det lyder jo ikke så liberalt.

Denne proces har jeg tidligere beskrevet for nyliberalismens vedkommende i min bog ”pædagogikkens to verdener”. Det er en meget mærkelig filosofisk lov: Jo mere individualistisk, desto mere stat.

Og så er der det med Rousseau. Først og fremmest tilhører han jo samme politisk filosofiske tradition som Hobbes, fordi begge arbejder med en såkaldt samfundskontrakt. Men i modsætning til Hobbes, er mennesket hos Rousseau fyldt med kvaliteter og interesser før samfundskontrakten. Mennesket er ikke et færdigt individ, men en person der udvikler sig moralsk og kundskabsmæssigt før og imens, at det bliver ”borger”. Mennesket er altså ikke blot “selvisk”, tværtimod.

Og Emiles udvikling er i allerhøjeste grad stedslig, altså “jordbunden”, jf. også Rousseaus interesse for naturen (jord=natur).

Ja, Rousseaus hovedværk Emile kan forstås som fortællingen om et menneske, der finder sit sted og udvikler sig der, for derefter at oprette et politisk fællesskab sammen med andre.

Så det er faktisk Rousseau, der er jordbunden, mens Hobbes er den abstrakte.

Med denne fejl, som også præger andre i den ”borgerlige” tradition, imploderer resten af Ågerups bog i modsætninger.

Og hvad med Ågerup selv? Er han også opportunistisk? Man savner lidt Habermas.

Endelig vil jeg sige, at der er en reference til en højretidehvervsk bibellæsning. Mennesket er en synder, og det minder jo lidt om det med egoisme. Ågerup trækker her på Søren Krarup og Jesper Langballe i et forsimplet format. Jeg må lade det fare, men det siger noget om den aktuelle epokes sammenhæng mellem neoliberalisme og det nye tidehverv, hvor det grundtvigske jo var væk, fordi det i 1990’erne kom til at stå for den postulerede “velfærdssocialisme”

I det hele tagen er det grundtvigske helt ude af systemet. Det er liberalisme uden historisk-poetisk folkelighed.

B. Opgøret med velfærdsstatens frihedsfilosofi

Konsekvensen af Ågerups fejl viser sig f.eks. i vurderingen af velfærdsstatens filosofiske fædre. Her skælder han ud på både Steincke, men især på socialdemokraten Julius Bomholt for dennes dybt filosofiske og sociale indstilling.

Ja, Bomholts arbejde i 1950’erne med pædagogik og uddannelse er nærmest en filosofisk frihedserklæring. Men det har Ågerup ingen sans for. Han skælder Bomholt ud for at tale om en sokratisk funderet ”etisk renhed”, og så er der ikke mere at sige om det.

Det er jo hele arbejderoplysningen og efterkrigstidens skoleudvikling med dens filosofiske, kulturelle og sociale rødder, som fjernes på denne simple manér. Er det borgerligt?

Der er noget antifilosofisk og noget antipædagogisk over foretagendet, der minder mig om det forhold, at det såkaldte ”Skolerådet” i slut-00’erne – dvs. samtidig med etableringen af CEPOS – blev dirigeret af to nationaløkonomer. Det er økonomerne mod samfundet.

C. Ågerups syn på 00’erne

Denne filosofiske reduktionisme får store konsekvenser for Ågerups vurdering af den nyere politiske udvikling.

Ågerup kan f.eks. godt lide Anders Fogh Rasmussens skrækkelige bog om velfærdsstatens slavenatur fra 1993, men han mener, at Fogh – tilskyndet af Claus Hjorth Frederiksen – forlod sine ideologiske holdninger i 2001, for i stedet at gå ind for velfærdsstaten, så han kunne få magten (hvilket han jo fik).

Men det er ikke korrekt. Det, som allerede Nyrup i løbet af 1990’erne gik i gang med at etablere, var nemlig ikke nogen ”velfærdsstat”, men snarere en ”konkurrencestat”, som er defineret ved, at man fjerner velfærdsstatens frihedsside; altså hele Bomholt-tankegangen.

Og det var denne konkurrencestat uden ”frihed” som Fogh i høj grad forstærkede med de store reformer fra 00’erne. Så Fogh blev ikke Socialdemokrat. Han fulgte blot i sporene på Socialdemokratiets opgør med Socialdemokratiet. Herfra stod det på totalitær økonomisme og identitetspolitik.

Men den mekanisme har Ågerup ingen sans for. Han tror bare, at 00’erne handler om lidt partitaktik, som ødelagde tankerne i Foghs bog fra 1993.

Der står også en helt masse om skattepolitik. Mærkeligt emne.

D.

Konsekvensen af dette opgør med filosofi og kulturhistorie er, at Ågerup ender ud med en omfattende teknificering af socialt og pædagogisk arbejde, især inden for det statslige og kommunale område, hvor de ”offentlig ansatte” jo bor.

Alting handler om effektivitet, ledelse, evidens og komparationer og så videre. På den måde ender Ågerup med at forstærke konkurrencestatens systemer. Denne iagttagelse passer godt til min tese om, at konkurrencestatens ideologi er en symbiose af neo-strukturalisme og neo-liberalisme.

På et tidspunkt refererer Ågerup ellers til Michael Polanyis store arbejde med ”tavs viden”, som har betydet meget for nyere pædagogik. Men denne reference har ingen overlevelseschance i Ågerups system. Og Polanyi talte for videnskabelige republikker og common law-traditioner, hvilket bestemt ikke kan reduceres til neoliberalisme.

Jeg vil faktisk tro, at Bomholt og Polanyi vil kunne have sig en fortrinlig dialog.

Som jeg forstår det, så arbejder det nye LA faktisk i en vis modsætning til Ågerups teknokratiske ideer, som reducerer dannelse til ukendelighed og erstatter den med økonomisk logik.

Individualisering ender som sin modsætning. Ligesom det skete for Thomas Hobbes for 400 år siden.

E.

Udover dette store problem i selve argumentationen er der to konkrete forhold, som jeg undrer mig over:

For det første: Hvorfor nævner Ågerup ikke sit store arbejde med corona-kritikken. Det var ellers her, at han for første gang gjorde frihed operativ i stedet for teknisk.

Jeg glemmer aldrig, dengang han talte imod nedlukningen på Rådhuspladsen. Og resten af CEPOS, som Ågerup jo var direktør for, var også kritiske. Det var CEPOS’ finest hour. Her var der ikke noget Thomas Hobbes. Snarere Rousseau.

For det andet: Ågerup omtaler en række af de neoliberale tænkere, men kun meget kort, og i sin opremsning nævner han ikke Ayn Rand, som ellers spillede en kæmperolle for de nyliberale tænkere, herunder for etableringen af Liberal Alliance.

Og Rand, som ligefrem anså egoisme som en dyd, deler faktisk menneskesyn med Hobbes, men konsekvensen bliver hos hende ikke umiddelbart den totale stat, hvilket skyldes en nogle andre filosofiske påvirkninger. Hun hadede også oplysningens største filosof, Immanuel Kant, som hun mente var årsag til Sovjetunionen. Det minder lidt om Ågerups logik.

Det er underligt, at Rand er udeladt af bogens materiale. Så vidt jeg husker, var Ågerup elles med på Rand-vognen i sin tid?

Tak til hr. Ågerup for godt selskab.

Reference: Martin Ågerup: ”Hvad det vil sige at være borgerlig – et opgør med velfærdssocialismen”, Forlaget Grønningen 1.

 

19. Den 22. september: Jørgen Carlsen og Aarhus Universitet

I anledning af Jørgen Carlsens 75 års fødselsdag er han blevet interviewet til Politiken. Undervejs bliver han spurgt om, hvilken beslutning han har fortrudt mest:

”Hvad er den dårligste beslutning, du har truffet?”

Og Carlsens svar er bestemt ikke uden universitetshistorisk interesse:

“Det var måske at lade mig vælge ind i Aarhus Universitets bestyrelse. Jeg var så skuffet. For alt det, jeg havde forbundet med et universitet i en klassisk forstand – det kritiske universitet under studenteroprøret – var fuldstændig forsvundet. Det var blevet et kæmpe foretagende, som vækstede og tænkte på ekspansion.”

Interviewet emmer af kærlighed til det virkelige universitet, hvor Carlsen som ung mand tilhørte et meget rigt idehistorisk miljø, især den såkaldte fire-bande, hvor også Hans Jørgen Schanz og Lars-Henrik Schmidt huserede.

Det var denne kærlighed, der sank i grus, da Carlsen i 10’erne vendte tilbage til sit gamle universitet, som nu var blevet ukendeligt.

Imellem sin første og sin anden universitetsoplevelse var han forstander for Testrup Højskole. Det grundtvigske kom i kontakt med idehistorien.

Med denne smukke ballast blev det umuligt at holde af det moderne Aarhus Universitet, som er en slags forstærkning af det kundskabsfjendske konkurrencestatsuniversitet, som blev etableret med universitetsloven i 2003.

Hvordan det endte sådan – altså at Aarhus Universitet svigtede sig selv – kan man læse om i min bog ”Universitetets og dets fjender – om livet på DPU og Aarhus Universitet”, som udkom på KLIM i februar 2024.

Tillykke til Carlsen!

https://politiken.dk/navne/art10001410/%C2%BBNiels-H%C3%B8jlund-var-jaloux-p%C3%A5-mig.-Det-endte-med-at-vi-kom-op-at-sl%C3%A5s%C2%AB

 

20. Den 23. september: Gymnasiets splittelse

Jeg har kigget lidt på gymnasiets formålsparagraffer. Her er nogle meget foreløbige markeringer.

Nedenfor kan man tilgå gymnasiets formålsparagraffer siden 1903. Der er mange ting at sige, men jeg vil især notere mig en bestemt tendens, der handler om overgangen fra “studier” til “uddannelse”.

Bemærk, at der i de første mange årtier tales om ”videregående studier”, som endda underlægges den “almendannende undervisning”. Denne kombination af dannelse og studier er oplysningens og nyhumanismens rum. Det er gymnasiets formål.

Disse formuleringer består i mange år og suppleres i 1990 med en helt formel tilføjelse, nemlig at studentereksamen giver ”adgang til videregående uddannelser”. Men der tales stadig om “almendannelse” og ”videregående studier” i den centrale passage, så den oprindelige ånd er bevaret.

Men fra 2004 sker der en ændring. For det første udvides formålsparagraffen betydeligt, og for det andet står der nu, at gymnasiet ”primært sigter mod videregående uddannelse”. Og “almendannelsen” underlægges vel at mærke dette nye krav. De ”videregående studier” er væk.

Og i 2016 strammes der igen, så gymnasiet nu slet og ret ”forbereder til videregående uddannelse” (dvs. at ”primært” er taget ud).

Denne forskydning er ikke ligegyldig, eftersom ”uddannelse” i løbet af 00’erne bliver til et kompetencedefineret område. På den måde skal gymnasiet ikke mere forberede til studier, som jo er åbne og kundskabsinteresserede, men til nogle lukkede kompetencedefinitioner.

Dermed kommer formålet i splid med al snakken om almendannelse. ”Studier” kommer i konflikt med ”uddannelse”, og derfor ryger “studier” ud.

Det samme sker for folkeskolens formålsparagraf i 2006, hvor der også pludselig tales om at ”forberede til videre uddannelse” på samme måde.

Denne formulering står dog knap så enerådende i skoleloven, som det gør i gymnasieloven (i skoleloven er det en del af en længere opremsning). Men det er tankevækkende, at formuleringen med ”videre uddannelse” altså siver fra 2004-gymnasiet og ind i folkeskolen året efter.

I 2023 kommer der en henvisning til ”klima” ind i formålet.

Her er formålsformuleringerne:

A.

Fra1903 (den første deciderede lov):

“§ 3. Gymnasiet giver i Tilslutning til Mellemskolen gennem 3 etårige Klasser sine Elever en fortsat højere Almenundervisning, som tillige afgiver det nødvendige Grundlag for videregående Studier.”

B.

Fra 1958:

“§ 1. Gymnasieafdelingen giver (…) en fortsat almendannende undervisning, som tillige giver det nødvendige grundlag for videregående studier og slutter med en prøve (studentereksamen). (…) ”

C.

I 1990 står det samme, men til sidst er der en lidt teknisk tilføjelse:

“Studentereksamen giver adgang til videregående uddannelser med de begrænsninger, der fremgår af de regler, der er fastsat herom.”

D.

2004:

Her går det lidt amok, både fordi formålsparagraffen nu bliver megalang, og fordi ”videregående uddannelse” nu bliver det helt centrale, som ”almendannelse” er decideret underlagt, jvf udtrykket ”herunder” i stk.2

Desuden kommer ordene “viden og kompetencer” ind på en ret teknisk måde, som dog forstærkes i 2016.

“§ 2. Uddannelsen til studentereksamen er en 3-årig ungdomsuddannelse, som er målrettet mod unge med interesse for viden, fordybelse, perspektivering og abstraktion, og som primært sigter mod videregående uddannelse. Uddannelsen udgør en helhed og afsluttes med en eksamen efter national standard.

Stk. 2. Formålet med uddannelsen er at forberede eleverne til videregående uddannelse, herunder at de tilegner sig almendannelse, viden og kompetencer gennem uddannelsens kombination af faglig bredde og dybde og gennem samspillet mellem fagene.

Stk. 3. Eleverne skal gennem uddannelsens faglige og pædagogiske progression udvikle faglig indsigt og studiekompetence. De skal opnå fortrolighed med at anvende forskellige arbejdsformer og evne til at fungere i et studiemiljø, hvor kravene til selvstændighed, samarbejde og sans for at opsøge viden er centrale.

Stk. 4. Uddannelsen skal have et dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed. Eleverne skal derfor lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden: medmennesker, natur og samfund, og til deres egen udvikling. Uddannelsen skal tillige udvikle elevernes kreative og innovative evner og deres kritiske sans.

Stk. 5. Uddannelsen og skolekulturen som helhed skal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Undervisningen og hele skolens dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Eleverne skal derigennem opnå forudsætninger for aktiv medvirken i et demokratisk samfund og forståelse for mulighederne for individuelt og i fællesskab at bidrage til udvikling og forandring samt forståelse af såvel det nære som det europæiske og globale perspektiv.

§3. Uddannelsen til studentereksamen gennemføres med fokus på det almendannende og studieforberedende. Fagligheden er nært forbundet med sider af videnskabsfagene, og eleverne skal opnå almendannelse og studiekompetence inden for humaniora, naturvidenskab og samfundsvidenskab med henblik på at kunne gennemføre videregående uddannelse.”

2016:

Her har vi samme struktur, men nu forstærkes ”videregående uddannelse” af, at ordene ”viden og kompetencer” flyttes op i §1:

“§ 1. Formålet med uddannelserne omfattet af denne lov er at forberede eleverne til videregående uddannelse, herunder at de tilegner sig almendannelse, viden og kompetencer gennem uddannelsens kombination af faglig bredde og dybde og gennem samspillet mellem fagene.

Stk. 2. Eleverne skal gennem uddannelsens faglige og pædagogiske progression udvikle faglig indsigt og studiekompetence. De skal opnå fortrolighed med at anvende forskellige arbejdsformer og opnå evne til at fungere i et studiemiljø, hvor kravene til selvstændighed, samarbejde og sans for at opsøge viden er centrale.

Stk. 3. Uddannelserne skal have et dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed. Eleverne skal derfor lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden: medmennesker, natur og samfund samt til deres udvikling. Uddannelserne skal tillige udvikle elevernes kreative og innovative evner og kritiske sans.

Stk. 4. Uddannelserne og institutionskulturen som helhed skal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Undervisningen og hele institutionens dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene. Eleverne skal derigennem opnå forudsætninger for aktiv medvirken i et demokratisk samfund og forståelse for mulighederne for individuelt og i fællesskab at bidrage til udvikling og forandring samt forståelse af såvel det nære som det europæiske og det globale perspektiv.”

Aktuelt formål her i 2024:

Her er strukturen den samme, men ordet ”klima” pludselig proppet ind? Jeg var faktisk ikke opmærksom på, at det var sket. Om lidt sker det nok også for folkeskolen. Der er muligvis også nogle andre ændringer? Jeg har ikke krydstjekket.

“§ 1. Formålet med uddannelserne omfattet af denne lov er at forberede eleverne til videregående uddannelse, herunder at de tilegner sig almendannelse, viden og kompetencer gennem uddannelsens kombination af faglig bredde og dybde og gennem samspillet mellem fagene.

Stk. 2. Eleverne skal gennem uddannelsens faglige og pædagogiske progression udvikle faglig indsigt og studiekompetence. De skal opnå fortrolighed med at anvende forskellige arbejdsformer og opnå evne til at fungere i et studiemiljø, hvor kravene til selvstændighed, samarbejde og sans for at opsøge viden er centrale.

Stk. 3. Uddannelserne skal have et dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed. Eleverne skal derfor lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden, herunder medmennesker, natur, miljø, klima og samfund, og til deres udvikling. Uddannelserne skal tillige udvikle elevernes kreative og innovative evner og kritiske sans.

Stk. 4. Uddannelserne og institutionskulturen som helhed skal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Undervisningen og hele institutionens dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene. Eleverne skal derigennem opnå forudsætninger for aktiv medvirken i et demokratisk samfund og forståelse for mulighederne for individuelt og i fællesskab at bidrage til udvikling og forandring samt forståelse af såvel det nære som det europæiske og det globale perspektiv.”

Links:

1903: https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/lov-om-hoejere-almenskoler-af-24-april-1903

1958: https://www.folketingstidende.dk/samling/19571/lovforslag/L117/index.htm

1990: https://www.folketingstidende.dk/samling/19891/lovforslag/l75/index.htm

2004: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2004/95

2015: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2008/791

2023: file:///C:/Users/thoma/Downloads/A20240004129-1.pdf

 

21. Den 27. september: Dansk Arbejdsgiverforening går amok

Dansk Arbejdsgiverforening har bedt Boston Consulting Group om at undersøge, om man via mere brug af AI kan spare stillinger i den offentlige sektor.

Det har resulteret i en totalt ukritisk og jubeloptimistisk rapport, der taler om at afvikle massevis af stillinger inden for hele velfærdsområdet, herunder også pædagogik og uddannelse.

Ja, der er tale om en de facto revolution af hele velfærdsstatens organisation og de tilknyttede faglige områder.

Her er et karakteristisk citat fra rapportens indledning:

”Der er derfor behov for igen at accelerere den digitale udvikling i den offentlige sektor og særligt i forhold til brugen af GenAI. Eller vil Danmark hastigt falde yderligere ned ad rangstigen i forhold til en digital offentlig service og vigtigst af alt gå glip af det væsentlige produktivitetspotentiale ved GenAI.”

Ifølge folkeskolen.dk kan man f.eks. nedlægge hver fjerde lærerstilling.

Rapporten går også direkte på pædagogikken, f.eks. i følgende kollaps på s.32:

”Interaktiv læring: GenAI kan skabe dynamiske og interaktive læringsmiljøer, hvor elever kan deltage i virtuelle simuleringer eller spilbaserede læringsscenarier samt modtage personlig vejledning af en AI-assistent Det kan foregå enten i den fysiske undervisning, gennem fjernundervisning eller via digitale læringsplatforme. Et eksempel på en digital læringsplatform er Khan Academy, som tilbyder gratis onlinekurser, -lektioner og -øvelser til bl.a. folkeskoleniveau, og som for nylig har udbygget deres platform med en AI-tutor.”

Sådan fortsætter det, f.eks. i forhold til evaluering og opgaveretning. Der er ingen henvisninger til kritiske analyser.

Det er et stærkt ideologisk dokument, som minder ekstremt meget om KL’s ”Teknologispring” og Disruptionsrådets rapport fra omkring 2019.

Det minder mig også om Det økonomiske råds produktivitetsrapport fra 2019. Her kunne man læse følgende:

“Der kan ligge et fremtidigt effektivitetspotentiale i IT-baseret læring, hvor lærere helt eller delvist erstattes af computere.” (s. 67)

Men på Folkeskolen.dk, accepterer DA’s direktør rapporten uden anmærkninger. DLF er heldigvis kritisk, men ikke nok efter min mening. Der skal skældes ud og opdrages, så denne grænseløse symbiose af teknologi og økonomi trænges tilbage.

Og hvad mener politikere og alle andre?

Læs rapporten før din nabo.

Link til rapport: https://www.folkeskolen.dk/kunstig-intelligens-laererarbejdspladser/da-med-kunstig-intelligens-kan-vi-undvaere-naesten-hver-fjerde-laerer-i-2040/4782687

 

22. Den 29. september: Trivsel og mistrivsel

Jeg har læst Lars Qvortrups og Karen Wistofts (QW) bog ”Trivsel og mistrivsel – mellem offergørelse og kompetencegørelse”.

Bogen er helt ny og har været diskuteret meget, fordi QW ikke mener, at det står så slemt til med trivslen, som mange har hævdet.

Det har de muligvis en pointe i, men det er et andet forhold, jeg vil drøfte her, nemlig selve det begreb om trivsel, som de to forfatteres abonnerer på.

A. Trivselsbegrebet: biologi eller fænomenologi

QW mener, at der findes to trivselsbegreber, nemlig et biologisk og et fænomenologisk begreb. Det første begreb kan de ikke lide, men det andet går de ind for.

Det går helt galt med disse to begreber. Lad os se på det:

A1. Det biologiske begreb

Det ”biologiske” begreb handler om, at individet er nedsunket i en omverden, der påvirker dets humør og velbefindende.

Hovedeksemplet er Hans Henrik Knoops trivselsbegreb, der definerer trivsel som sundhed, dvs. at have det godt/at fungerer godt. Mennesket er en slags brik i biologiens og sundhedens keglespil.

Nu synes jeg, at denne klassifikation er lidt uretmæssigt over for Knoop. Det skyldes, at han jo bygger sit begreb på den positive psykologi, især Martin Seligman, som igen abonnerer på en bestemt fortolkning af Aristoteles.

Den positive psykologi er med andre ord ikke nogen simpel kausalmaskine, men snarere en form for filosofisk psykologi. Det fremgår også af Knoops definition af trivsel som ”gennemgribende behov for frihed, aktivitet vækst og selvregulering – herunder leg, læring og kreativitet”.

Knoop omtaler ganske vist trivsel som ”sundhed”, men med sin definition gør han jo trivsel et altomfattende begreb, der også handler om pædagogik og frihed.

Så Knoops teori er det modsatte af det, som QW hævder. Den er ikke biologisk. Desuden er den ikke social/kausal, men snarere individualistisk-filosofisk. Det følger af den meget individualistiske fortolkning af Aristoteles.

Så hovedeksponenten for det, som kaldes for ”det biologiske begreb”, er faktisk snarere filosofisk og individualistisk.

Men QW har ikke sans for dette. Konsekvensen er, at ”det biologiske” meget let til reduceres til en banal sundhedsvidenskabelig kausalitet, der medfører en ”offergørelse” af ”patienten”.

En anden konsekvens er, at vi får en total ødelæggelse af hele den aristoteliske inspiration, som i forvejen var noget skadet via Seligman. Opgøret med Knoop bliver til et opgør med hele den sociale og etiske tradition.

A2.

Så er der det fænomenologiske begreb om trivsel. Der er her tale om et ekstremt smalt begreb. Det skyldes, at der tages udgangspunkt i en Luhmannificeret fortolkning af fænomenologen Edmund Husserl (1859-1938). Resten af den enorme fænomenologiske tradition nævnes ikke.

Så først tager vi den mest individualiserede fænomenolog, og så teknificerer vi ham med en teknificeret Luhmann. Hvad får vi så? Så får vi en meget radikal og epistemologisk individualisme. Dermed fordobles det opgør med kulturelle og filosofiske forklaringer, som jeg omtalte under punkt 1.

Konsekvensen af denne vilde form for “fænomenologi” er, at mennesket reduceres til et iagttagelsessystem. Omverdenen bliver til den iagttagede omverden, og selvet bliver til det iagttagede selv.

Vi får et lukket og selvregulerende system, hvor iagttagelser af iagttagelser iagttager iagttagelser.

Vi er meget langt fra fænomenologi. Vi er snarere i nærheden af Ernst von Glasersfelds ”radikale konstruktivisme”, som da også inspirerede vores hjemlige systemteori og dermed skolereformen, kraftigt. Her var helten ikke Husserl, men G. Berkeley, som jo skabte solipsismen (væren er sansning).

Vi får en destruktion af “verden”. Alle er alene.

Qvortrup har da også siden 2008 været en kraftfuld støtte for skolereformens idegods, og som leder af DPU ville han nedlægge den pædagogiske filosofi.

B. Konsekvenser:

Konsekvensen er nu følgende:

Omverden er nu væk og omdannes i stedet til noget som QW kalder for ”ydre faktorer”, som kan hives ind og ud efter forgodtbefindende i et vildt metodisk raid. Så er der lige lidt ulighed, så er der lidt skærme, Og alt muligt nævnes eller nævnes ikke. Det er meget tilfældigt. Især Jonathan Haidts arbejde med “skærme” kritiseres på en ekstremt teknisk måde med dette metoderaid

Den vigtigste ydre faktor ifølge QW er en såkaldt ”trivselssemantik”, dvs. den måde, man taler om trivsel på. Denne semantik påvirker så de individuelle iagttagelsessystemer. Denne forklaring underkastes dog ingen metodiske krav.

Så begge trivselsbegreber reducerer filosofien:

Det biologiske begreb reducerer især Aristoteles, men også de mere omfattende kulturelle systemer, som mennesket indgår i, f.eks. konkurrencestat og identitetspolitik og senkapitalisme og så videre.

Og det fænomenologiske begreb reducerer fænomenologien til en form for lukket og subjektivt iagttagelsessystem, der er omgivet af ”ydre faktorer”.

Konsekvensen af denne rammesætning bliver efter min mening ensomhed.

Dette system får i sagens natur store konsekvenser for QWs forklaringsmuligheder. Og min helt store hypotese vil være, at deres ”fænomenologiske” iagttagelsessystem faktisk er en del af trivselsproblemet som sådan, fordi dette system udspringer af de samme filosofiske processer, som skabte den aktuelle uddannelsestænkning, som ligger til grund for skolereformen, og som dermed skabte den semantik, som QW er imod.

Deres begreber er faktisk en del af problemet. De er en del af “trivselssemantikken”.

Det er derfor, at QW i bogens afslutning taler om, at deres lille subjektive system skal ”lære at trives”. Det svarer jo til omkring 2011, hvor den luhmannianske kreds talte om ”at lære at lære” og om at går fra “undervisning til læring”. Og trivselsbegrebet fik dets gennembrud i netop disse år.

Konsekvensen bliver en form for didaktisering af trivslen. Man skal lære at trives. Men på den måde bliver deres bog jo en del af den trivselssemantik, som de kritiserer?

Til allersidst begynder QW pludselig at tale om en form for lykkelig forsamlings- og legetilstand, der minder om Jonathan Haidts mere realt fænomenologiske udgangspunkt. Disse beskrivelser står i total modsætning til det subjektivistiske iagttagelsessystem, som QW lige har fremlagt. Det er dybt selvmodsigende.

ps:

Jeg sidder og iagttager mig selv iagttage smagsindtrykkene på min tunge, mens jeg drikker iagttagelserne af en Guinness. Ved siden af mig sidder mine sanseindtryk af en ven, som også iagttager sin egen iagttagelse.

Det er skolereformens filosofi, både som “læring” og som “trivsel”.

Frembringer dette ikke mistrivsel?

Reference:

Lars Qvortrups og Karen Wistoft: ”Trivsel og mistrivsel – mellem offergørelse og kompetencegørelse”, Dafolo, 2024.

 

23. Den 30. september: Fogh Rasmussens værdikamp

Jeg har arbejdet videre med min kritik af VK-regeringerne i 00’erne. Man kan læse den samlede analyse i nedenstående indlæg i mediet Kontrast.

Sagen er, at Anders Fogh Rasmussen – under dække af en spektakulær “værdikamp” på identitetspolitikkens område – med enorm effektivitet gennemførte sin egentlige værdikamp, nemlig økonomernes sejr over pædagogerne.

De gamle værdier blev omdannet til økonomisk teknik, mens de nye værdier førte landet ud i en grænseløs krigstilstand.

Og denne elendighed blev endda gennemført med en dobbelt identitetspolitisk reference til både modstandsbevægelse og samarbejdspolitikere under krigen. Holdninger, som begge byggede på rige europæiske og nationale strømninger, dvs. på pædagogikkens paladser.

Så Fogh Rasmussen smadrede fundamentet for sit eget identitetspolitiske argument. Herfra kunne han gennemføre sit opgør med pædagogikken.

Det siger noget om tingenes tilstand, at Esben Schjørrings bog og Michael Jannerups ellers spændende bog “Værdikæmperne – slaget om danskernes sjæl – VK-regeringerne 2001-11” næsten kun omtaler den identitetspolitiske værdikamp, mens den egentlige værdikamp går i glemmebogen. Først til sidst omtales konkurrencestatens indtog, som alene forbindes med Lars Løkkes efterfølgende regeringsperiode.

https://kontrast.dk/sektioner/kommentar/artikel/danmarks-vaerste-statsminister

 

24. Den 30. september: Taberens logik

I forbindelse med skolereformen i 2013-014 omdannede man ”respekt for professionel viden og praksis” til et såkaldt “operativt måltal”, nemlig at børn skulle score bedre på trivselsmålinger.

Det var den slags, man kaldte for en ”revolution”. En “læringsrevolution”.

Nå, men efterfølgende fik man så eleverne til at svare ind i nogle statslige datamater, og ud sprang det ene tal efter det andet. Det kaldte man for “trivsel” og “kvalitet”. Meget mærkeligt.

I 2015 var det generelle trivselstal på 3,8. Det var altså dette tal, som man ville sætte alt ind på at ændre. En kæmpekrise må man forstå! Vi fik ti år med megafokus, kvalitetsstyring, evalueringer og kriseretorik, mens man gjorde op med “respekten for professionel viden og praksis”.

Nå, men nu er tallet så blevet “endnu værre”, nemlig blot 3,6. At tænke sig!

Man skulle derfor tro, at de gamle skolereform-fans blev endnu mere bekymrede?

Eller måske endda skiftede mening ift. datamat-og målstyringsmetoden?

Men næ nej, nu er det med trivslen skam pludselig slet ikke så galt. Det kan man læse i Lars Qvortrups bog om emnet. Og Qvortrup var jo blandt de læringsrevolutionære stormtropper.

Så nu er det hele pludselig lidt til pytkassen. Selvom det altså er værre end dengang, der var mega-krise?

Men hvorfor var det så overhovedet et problem i 2015? Jeg er helt forvirret.

Og det samme kan man spørge om ift. de andre ”operative måltal”, f.eks. de store nationale testsystemer og pisalister og så videre. Her går det også tilbage, selvom man gik amok med “metoder”.

Det hele er havnet sådan lidt i 0,00 med tendens til minus.

Så alt siden omkring 2006 har været spild af penge. Selvom Qvortrup og DPU og alle de andre var ellevilde?

Så først gik man ”fra undervisning til læring”. Så blev der kæmpekrise. Så gik man amok med strukturløsninger, og så blev alting blot tiltagende værre på de målesystemer, man jo selv havde indført? Men nu er krisen så alligevel væk, selvom den er blevet værre?

Fascinerende logik.

Det er taberens logik. Men desværre er det også vinderens logik.

 

25. Den 1. oktober: Asser Amdisen om dannelse

Asser Amdisen er historiker og direktør for den enestående pædagogiske praksis, Skoleskibet Georg Stage.

I sin aktuelle kommentar i Altinget kritiserer han regeringen for at bruge konkurrencestatens begreber til at omskrive og ødelægge pædagogik og dannelse, herunder den almene interesse for historie og litteratur.

Det myldrer med interessante betragtninger, så jeg vil foreslå, at man bare læser indlægget.

Georg Stage har – sammen med Grundtvigsk Forum – i flere år været genstand for en række stressende centralangreb fra finansloven, selvom dette skibs skoleskibspraksis er et af de fineste eksempler på syntesen af praksis, ånd og håndelag.

I år går konkurrencestatens grænseløshed så ud over gymnasiets kernefag. Amdisens fine indlæg kan derfor måske ses som en form for solidaritetserklæring.

https://www.facebook.com/asser.amdisen/posts/pfbid0XG1ZJ1WkbXkQC8Y3esPugaqhXVBdanujSCdVwrE9voSLZ5FE8DNuVCwGJeJaXGDtl

 

26. Den 2. oktober: Dannelsens pædagogiske og politiske nødvendighed

Jeg har skrevet en slags kampråb for dannelse til mediet Gymnasieskolen.

Emnet og hele sammenhængen er pludselig blevet ekstra relevant på grund af regeringens aktuelle angreb på gymnasiet/HF/universiteter.

En gymnasielærer, Alex G. Østergaard, har allerede lagt en skeptisk kommentar op på diskussionstråden, hvor han kritiserer det ene og det andet.

https://gymnasieskolen.dk/dannelsens-paedagogiske-og-politiske-noedvendighed/

 

27. Den 3. oktober: Strøtanke: Romerrigets deling og fald

Jeg letter lige på låget og lader tanken strømme i nogle usammenhængende formater, beklager meget.

(Jeg er muligvis påvirket af, at jeg har været til dannelsesmøde på Rønshoved Højskole om “Europafortællinger”. De årlige møder ved Flensborg Fjord sætter altid gang i en række myldrende spor af tanker, som ikke vil gå væk)

Her er den nærmest uredigerede strøm:

Mellemøsten er vant til store flotte riger, som har været dybt prægede af især græsk-romersk-kristent/jødiske/muslimske-persiske traditioner. Historien myldrer med liv og ånd. Det hele har haft enorm betydning.

Men nu er vi havnet i det aktuelle kaos, som er den foreløbige kulmination på opløsningen af Osmanniske rige i 1918. Den proces har ingen har lært noget af, og nu skyder alle på alle. Det er så sørgeligt.

Her er udviklingen af Mellemøstens politiske struktur i meget grove træk:

Persien/ Det Achæmenidiske rige (550-330 f.kr)

Makedonien (Alexander den store) (300-tallet f. kr.)

Seleukiderriget (300-100 f.kr)

Romerriget (ca. 100 f.kr – 395 e.kr)

Det østromerske rige/Byzans (395-1453)

Det osmanniske rige/Islam (1453-1918)

Fransk-britiske protektorater/Folkeforbundet/Nyt sekulariseret Tyrkiet/radikalisering af Islam (1918-)

FNs delingsplan/jødisk humanisme (1947)

Det aktuelle statskaos (1948 – ?)

På en måde er Mellemøsten en del af os selv, af den europæiske tradition. Vi har mistet hele det østromerske Byzans’ store kultursammenhæng til krigerisk polemik.

Måske skulle en eller anden kontakte Alexander den store, der jo havde Aristoteles som lærer? Hvad er Alexanders e-mail? måske Adstore@antikken.mcd?

Så kunne alle de aktuelle kaotiske politiske enheder forsamle sig i en kæmpestor bystat, med ledsagende Agora, Paideia og borgerdyd? Omgivet af smukke statuer. Kun med lidt FN-soldater på kanterne, som nulrer iranerne på næsen, så de kan finde deres virkelige rigdomme frem igen.

Måske kunne en gammel dansk gymnasielærer være konsulent? Nu bliver han jo snart arbejdsløs, fordi regeringen hader gamle kulturer og sprog, som vi er skabt af.

Man kunne kalde det hele for et slags østromersk-makedonsk-persisk EU? Dvs. ikke som vores EU, der består af et forfalds-vestromersk rige uden græsk-folkelig indflydelse, hvilket jo er lig med et grænseløst og autoritært bureaukrati. Long story, som man siger.

Nej, snarere som et nyt og civiliseret Byzans, et virkeligt rige uden våben, men med store biblioteker.

Så kunne vi, som jo egentlig bor nord for de vestromerske egne, måske helt undgå dette mærkelige Vest-EU? I stedet kunne vi få nationernes orkester, der samarbejder på kryds og tværs. Lidt i ånden fra 1989. Et græsk/folkeligt og decentraliseret Romerrige med gratis offentlig transport overalt.

Så får vi græsk frihed og romersk autoritet med pædagogikken som en opdragende og snublende organisme fra det dybeste mellemrum, “between past and future”. En kæmpestor åndelig syntese, som er en central del af Europa.

Eller vi kunne allesammen flytte til Libanon og snakke med de andre Sokratesser og disciple, mens vi drikker rødvin eller te, udveksler myter og beundrer alle de mange dragter, sanseindtryk og hårbeklædninger og brokker os helt vildt over alle forfaldsidentiteterne og deres bomber.

Tak for en dejlig weekend i Rønshoved.

 

28. Den 5. oktober: Pædagogikkens to verdener: Forsvar for de klassiske sprog

1000 fagpersoner har underskrevet et forsvar for de klassiske sprogfag på gymnasiet. Der er både gymnasielærere, humanister, teologer, læger, bankdirektører, bibliotekarer, forfattere og meget andet. Der er også en del udenlandske forskere. En særdeles bred skare. Den flotte protest står i Kr. Dagblad.

To vigtige grupper er derimod stort set ikke repræsenteret:

A.

Der er ingen signaturer fra de økonomiske og uddannelsespolitiske organisationer og tænketanke (undtagen Tænketanken Prospekt).

Hvor er DEA, EVA, CEPOS, DI, DA, DM, KL og alle de andre interesseorganisationer? Ja, selv GL er fraværende?

B.

Der er kun to signaturer fra DPU (en historiker og en tidligere fyringsvarslet filosof) og kun en enkelt fra professionshøjskolerne, så vidt jeg kan se.

KU er bedre repræsenteret end AU, og der er slet ingen fra AU’s nye og magtfulde kompetence-humaniora.

Så UC’erne og DPU og de nye universitetspædagoger er ikke glade for klassisk dannelse? Det er ikke nogen overraskelse.

Konklusion:

Måske har disse folk og organisationer ikke fået brevet tilsendt? I så fald kender de ikke nogen, som interesserer sig for sagen?

Det lyder mærkværdigt. En slags lukning i samfundet.

Denne struktur i underskrifterne bekræfter, at vi befinder os i det, som jeg kalder for ”pædagogikkens to verdener”.

(Der er også nogle lidt skæve signaturer, men dem må man selv finde)

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/1000-fagfolk-i-aabent-brev-til-regering-og-folketing-vi-risikerer-miste-os-selv-hvis-vi

 

29. Den 9. oktober: Artikel om dannelse

Årsskriftet Critique bringer i dag min refleksion over dannelsesbegrebets indhold og betydning, som jo har fået ekstra relevans i forbindelse med de aktuelle reformplaner.

Artiklen har tidligere været bragt som notat i regi af Tænketanken Prospekt.

Jeg er lidt vild med redaktørens valg af overskrift og med opsætningen i det hele taget.

https://aarsskriftet-critique.dk/2024/10/dannelsen-er-blevet-vores-tabte-verden/

 

30. Den 8. oktober: Regeringens gymnasieudspil, note 1

Regeringen er kommet med et nyt udspil om gymnasier og ungdomsuddannelser. Som jeg ser det, er udspillet en slags materialisering af en konkurrencestatslig løgn:

A. Løgnen

Titlen på udspillet er “Forberedt på fremtiden V – flere i gymnasiet”.

Men det passer ikke. Der kommer ikke “flere i gymnasiet”. Der kommer derimod færre.

I stedet for et indskrænket gymnasium laver man nemlig en helt ny ungdomsuddannelse, EPX, som overhovedet ikke er et gymnasium, men som man uden videre bare kalder et gymnasium.

Grunden til, at det ikke er et gymnasium, er, at EUX ikke lever op til eller beskrives i regi af gymnasiets dannelsestradition.

Man får jo heller ikke flere unge i erhvervsuddannelserne ved at kalde Instagram for en erhvervsuddannelse.

Konsekvensen er, at regeringen får “flere” i sit alternative ikke-gymnasium, mens der bliver færre i selve gymnasiet.

Kort sagt: Præmissen for udspillet er løgn.

B. Konkurrencestaten

Så vidt jeg kan se, er der kun en eneste regulær reference i udspillet, og det er til Reformkommissionen, hvis arbejde er 100% domineret af den økonomitænkning, som har ødelagt landets uddannelsesinstitutioner siden 2006.

Der foreligger mig bekendt heller ikke noget udvalgsarbejde fra fagpersoner? Og der er heller ingen reference til gymnasiets tekster og traditioner.

Udspillets begrundelsessammenhæng udgøres altså af Reformkommissionen + glemsomhed + nogle platte “faktaark”.

Så økonomerne er pædagogiske eksperter. De er “smagsdommerne” efter opgøret med smagsdommerne. Vi er i 00’ernes politiske horisont.

Det er ren konkurrencestatslogik, og det er under lavmålet.

Men jeg må da have overset noget?

C. Konklusion

Disse to grundlæggende problemer lover ikke godt for de videre studier i forslagets indhold eller for den praksis, som bliver resultatet.

https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2024/okt/241008-stort-set-alle-unge-skal-have-adgang-til-gymnasiet

 

31. Den 10. oktober: Tesfayes kreativitet, note 2

Undervisningsministeren har udvidet begrebet ”gymnasium” til at dække stort set alle ungdomsuddannelser. Pludselig kan han derfor erklære, at der nu kommer ”flere i gymnasiet”, selvom det modsatte vil ske.

Hvilken løgn.

Her er et par forslag i samme ånd. Lad os kalde børnehaven for folkeskolen. Så er der pludselig flere skolebørn. Eller lad os kalde biler for sporvogne. Så er gaderne fyldt med hyggelige sporvogne.

Man kan bare kalde alt muligt for alt muligt. Det er en slags socialkonstruktivisme.

Og nu siger Tesfaye så, at man skam ikke får mere karakterræs i folkeskolen, selvom man hæver karakterkravet til gymnasiet fra 5 til 6.

Grunden til, at han kan sige det, er jo alene fordi, at han har udvidet begrebet ”gymnasium” til at dække 2-årige ungdomsuddannelser, hvor man bl.a. kan lærer at lave ”some-kanaler til pop up-butikker”, som der står i ministeriets materiale.

Så gymnasiet er en opvaskemaskine, som er en flise, som er en købmand.

Hele systemet kan så samles i en stor Lars Løkke-agtig “velfærds”-organisation, hvor der også er et fitnesscenter.

https://gymnasieskolen.dk/articles/mattias-tesfaye-paa-trods-af-hoejere-adgangskrav-karakterraeset-bliver-mindre/

 

32. Den 10. oktober: Det nye gymnasium, note 3

Jeg kan forstå, at man nu kan kalde alle ting for et “gymnasium”:

Jeg var lige nede i gymnasiet for at købe to liter mælk og nogle æg.

Henne i hjørnet stod der noget græsk yoghurt, men det var for gammelt.

Det hele kostede 45 kroner. Jeg havde kun en 50’er, så gymnasiedamen gav mig 5 kroner tilbage efter lidt rod med hovedregningen.

På vej ud blinkede en lampe, mens en stemme flere gange gentog:

“Tillykke med din nye praksisnære dannelse, men husk dit visa-kort næste gang”.

Ja ja, hr. samfundsfagslærer!

Måske skulle jeg have gået i realskolen? Der kunne jeg have øvet mig lidt, f.eks. i at købe en skjorte med moderne betalingsmidler?

Til sidst tog jeg et direkte offentligt universitet, nr. 1A, hjem til mig selv. Jeg har lige lavet et spejlæg. Det er dannelse, siger ministeren.

 

33. Den 11. oktober: 10. klasse, note 4

Regeringen vil fjerne 10. klasse. Der er ingen reel begrundelse eller ekspertarbejde. Det er bare ud af det blå.

Jeg har samlet følgende tre begrundelses-brokker op rundt omkring:

  1. Man siger, at pengene skal bruges til den nye EPX. Latterlig begrundelse i en situation, hvor milliarderne flyder.
  2. Man siger, at eleverne skal ”afklare” deres fremtid på EPX i stedet. Men det kan ikke passe, for allerede på 1. års EPX har man lagt et specifikt erhvervsspor, som jo forudsætter “afklaring”.

Og der foregår vel at mærke alt muligt andet i en god 10. klasse, som derfor overhovedet ikke kan reduceres til “afklaring”!

Den reelle begrundelse, der – så vidt jeg kan se – ikke er nævnt i reformmaterialet, stammer snarere fra Reformkommissionens tankegang, som jo er det aktuelle udspils eneste ludfattige reference.

Og realbegrundelsen er: Arbejdsudbud og konkurrenceevne.

Man skærer simpelthen uden videre et helt år af de unges uddannelsesmuligheder, fordi de skal jages ud på konkurrencestatens arbejdsmarked.

(og eftersom en del gymnasieelever jo nu skal på det erhvervsrettede anti-gymnasium, EPX, som kan gennemføres på to år, så skæres der faktisk endnu et år.)

Så regeringen ødelægger med en plat håndevending et velfungerende skoletilbud, som er opbygget over årtier. Og ødelæggelsen har udelukkende rod i nogle åndsforladte nationaløkonomers planøkonomiske ideologi.

Det er her værd at huske på, at Reformkommissionen har en ideologi og sammensætning, der er stærkt overlappende i forhold til 00’ernes globaliseringsråd, skoleråd og lignende.

Vi er med andre ord i 2013-skolereformens tekniske verden; det vil sige i en velfærdsstat, der har omdannet al kultur og pædagogik til økonomisk optimering. Kort sagt: Velfærdsstatens opløsning.

(ps. Det ser ud til, at efterskolerne bevarer deres 10. klasser, dog uden prøver. Men jeg kan have overset noget med småt)

 

34. Den 12. oktober: HF, note 5

Regeringen er i gang med den helt store massakre på samfundets uddannelsesinstitutioner og begreber. Jeg har tidligere gennemgået gymnasiebegrebets og 10.klasses skæbne. Men der er mere.

Regeringen vil nemlig også nedlægge HF, dvs. voksne menneskers mulighed for at møde europæisk kultur og videnskab og tage en eksamen i disse emner.

HF skal indoptages i det nye erhvervsrettede EPX, får vi at vide, og enkeltfagsresterne flyder ud i resten af det nye golde landskab, især på de omdefinerede ”gymnasier”.

Der er ingen begrundelse. Ingen analyse, og ingen refleksion. Væk med det hele.

Men hvad er HF? Er det bare et teknisk emne? Ligesom hvorvidt det lokale busstoppested skal ligge ved Nørreport eller Østbanetorvet?

På ingen måde.

HF kom til verden i 1967 under undervisningsminister KB Andersen. Ministeren havde selv været lærer på Hal Kochs højskole i Krogerup og forstander for Arbejderhøjskolen i Roskilde. Han havde også været chef i Danmarks Radios nye og ekspanderende kulturorganisation. Han var barn af den efterkrigstidshumanisme, der prægede ikke mindst Socialdemokratiet i de år.

HF var et sted for de voksne og jævnt uddannede menneskers mulighed for at få kundskaber og personlig udvikling på et højt niveau. En slags syntese mellem arbejderoplysning og gymnasiets nyhumanisme. Alle arbejdere og borgere skulle have glæde af at tage en eksamen i kultur og videnskab og muligheder for ”videre studier”, som det hed i nogle senere love.

HF var et pædagogisk filosofisk projekt i den klassiske velfærdsstats uddannelsespolitiske ånd, hvor kulturel frihed gik hånd i hånd med planlægningskunst.

I starten stod der i loven, at HF også kunne forberede til at blive folkeskolelærer, dvs. til at indgå i undervisningens kunst. Ja, HF-loven var faktisk en del af samme reformkompleks som ændringen af læreruddannelsen i 1966, der hvilede på et stort udvalgsarbejde.

Læreruddannelsen blev reformeret både i 1954 og 1966 efter de humanistiske og pædagogiske principper, der prægede tiden, og den første HF-lov var altså en integreret del af 1966-loven.

Læreruddannelsesloven fra 1966, som altså var en strukturel og didaktisk korrektion af 1954-loven, holdt sig faktisk kørende – til sidst med hiv og sving – helt frem til 2013, hvor de nye tider tog over, som nu også rammer HF.

Så HF var en smuk ide. De andre partier var da også begejstrede for KB Andersens forslag.

Her er formålet for den læreruddannelse fra 1966, som HF altså var relateret til:

“Uddannelsen skal give den faglige og pædagogiske indsigt og praktiske skoling, der er nødvendig til varetagelse af lærergerningen, og skal tilstræbe at fremme de studerendes personlige udvikling.”

Og som sagt: Allerede i 1967 lagde man op til at det nye HF også skulle forberede mere bredt, altså ikke kun til læreruddannelsen. Siden faldt den specifikke henvisning til læreruddannelsen bort, men ånden bestod.

Men nu skal det hele væk. Det skal integreres i HF’s modsætning. Dvs. i uddannelsestilbud for ultraunge 16-17 årige med linjer som ”håndværk og teknik” mv..

Væk er den voksne, væk er dannelsen og væk er både arbejderoplysning og gymnasiefagenes nyhumanisme.

Før skulle arbejderen og bonden tages ud af ”håndværk og teknik”. Han skulle i to år have almen indsigt, medborgerskab og studiemuligheder, så han evt. kunne vende tilbage igen, men i fuld frihed og med fuld social og personlig udviklingstrang.

Men nu skal han tvinges ned i det modsatte, nemlig i erhvervsrelevans og produktivitet.

Med et pennestrøg. Som en bulldozer.

Men der må da være nogle udvalg eller nogle kommissioner, hvor der sidder folk med kendskab til området, der har undersøgt disse emner?

Jeg kan ikke finde noget.

Udover en eneste altomfattende hersker-reference: Reformkommissionens rapporter, som også har produceret de nye universitetsreformer mm.. Og faktisk lægger Reformkommissionen ikke op til at gå helt så vidt som regeringen.

Reformkommissionen foreslår også, at der etableres et “ekspertudvalg”, får man griber til handling. Men jeg har ikke hørt om et sådant udvalg?

Så ideen fødes i en blanding af Reformkommission og politisk naivitet, helt uden historisk og pædagogisk omtanke eller omsorg, men alene ud fra planøkonomiske hensyn.

Og Reformkommissionens sammensætning og logikker er en direkte forlængelse af 00’ernes opgør med velfærdsstatens synteser og proportioner. Et opgør, som Lars Løkke i høj grad bidrog til. Fra 2011 kom også socialdemokraterne med.

Det var også denne logik, der ødelagde læreruddannelsen og folkeskolen i 2013, og som omdannede landets pædagogiske forskning til en underafdeling i konkurrencestatens grænseløse koncern.

 

35. Den 12. oktober: Den nye kommunisme, note 6

A. Reformkommissionen:

På nedenstående link kan man se de syv personer, som staten har udpeget til at vide alt om uddannelse her i Danmark.

De er medlemmer af Reformkommissionen, som siden efteråret 2020 – dvs. midt i nedlukningen – har fået enerådende begrebslig magt over uddannelsessystemet.

Reformkommissionen har enorm indflydelse på landets institutioner, både skoler, ungdomsuddannelser, professionsuddannelser og universiteter.

Den ved alt. Senest eksemplificeret ved de aktuelle initiativer om ungdoms- og professionsuddannelser, hvis eneste reference er Reformkommissionen. Sidste år gik det ud over skolen og universiteterne.

Medlemmerne er alle sammen økonomer eller har teknisk baggrund. Kun en enkelt person er uddannet lærer, men han var en særdeles indflydelsesrig tilhænger af skolereformens mest instrumentelle sider.

Der er ingen referencer til institutionernes historie, filosofi, videnskab eller praksis. Ingen før Reformkommissionen har lader til at have tænkt over pædagogik og uddannelse.

B. De nye smagsdommere:

Denne planøkonomiske realitet startede for alvor med de store rådsdannelser i midten af 00’erne, især Velfærdskommissionen og Globaliseringsrådet. Udviklingen blev støttet af en pædagogisk forskning i dybt fald. I dag er alle former for pædagogisk forskning faktisk ude af systemet.

Og flere af de aktuelle medlemmer af Reformkommissionen var faktisk også med dengang i 00’erne.

Anders Fogh Rasmussen ville af med “smagsdommerne”, som han kaldte det. I stedet udpegende han planøkonomerne.

Fogh havde ellers skrevet en hyldest til liberalismen, men i stedet skabte han en ny og altomfattende kommunisme.

C. Besættelsen og efterkrigstiden:

Sidst denne planøkonomiske totalitarisme for alvor var på dagsordenen var under besættelsen, hvor en række af de socialdemokratiske planøkonomer var dybt fascineret af Hitlers systemer. Det kan man læse om i Arne Hardis’ bog ”Pibende hængsler”.

Jens Otto Kragh, som selv var økonom, sprang fra gruppen i sidste øjeblik. Formentlig blev han reddet af den stærke kulturstrømning – bl.a. i Socialdemokratiet – der havde rødder i 1930’erne og længere tilbage, og som blev toneangivende efter krigen.

Kulturlivet – og faktisk også universiteterne – var i de efterfølgende årtier organiseret under undervisningsministeriet, og dermed kunne pædagogik, kultur og videnskab holde økonomerne i skak, så de kunne være nyttige.

I 1961 fik kulturen sit eget ministerium. Og i 2003 tabte undervisningsministeriet også universiteterne. Hermed lå alting splintret.

Herfra kunne de nye planøkonomer tage over, men nu helt uden velfærdsstatens kultur- og kundskabssammenhæng.

Først – i 2003 – gik det ud over universiteterne, og siden fulgte alle de andre institutioner. Og i dag er Reformkommissionen som sagt den helt enerådende herskerreference.

I dag er Socialdemokratiet og mange andre partier 100% determineret af denne logik. Det er en tragedie.

Jeg bliver helt bange for det, jeg sidder og skriver.

 

36. Den 13. oktober: Folkeskolen, note 7

Regeringens udspil handler jo mest om ungdomsuddannelserne. Folkeskolen og dens forbindelse til Reformkommissionen blev jo afhandlet i foråret. Men der er alligevel – udover 10. klasse, som jeg tidligere har omtalt – nogle konkrete effekter ned i grundskolen:

Tilstand:

Regeringen vil hæve karakterkravet til gymnasiet fra 5 til 6 og samtidig fjerne muligheden for 10. klasse. Karakterkravet på 5 kom ind i 2016. Før det var det kun 4 og tidligere endnu var der mig bekendt inden egentlige karakterkrav.

Den teknokratiske og nidkære uddannelsesparathedsvurdering, som siden 2010 har reddet systemet som en ond ånd, er nu væk, men der er stadig et solidt kommunalt vejledningstryk på de små sjæle, som ellers blot burde nyde skolen, kammeraterne, lærerne og fagene. På den måde kan tingene og fremtidsønskerne komme lidt af sig selv.

Det ene med det andet, som man siger: Med kombinationen af en nedlæggelse af 10. klasse og af øgede karakterkrav samt en effektiv vejledningssystematik, sættes et betydeligt psykologisk pres på børn, lærere og forældre allerede fra 6. klasse, altså de facto fra barnets 12. år.

Det er efter min mening godt med eksaminer i folkeskolen, hvor eleverne fortæller deres lærer, hvad de har lavet og lært i årets løb, men det er ikke godt med prøver og formalia, som afgør den videre færd i uddannelsessystemet, og som alene er formuleret med den videre uddannelse som præmis.

Fortolkning:

De aktuelle forslag et udtryk for et forstærket brud i det dige mellem skole og gymnasium, som ligger i disse institutioners grundlæggende filosofi. Det er som om, at konkurrencestatens uddannelsesbegreb fosser ned i folkeskolen og samtidig truer gymnasiets essens. Både “det folkelige” og “almendannelsen” får problemer.

Her kan man erindre sig Den Store Skolekommissions fine ord fra 1923, som skabte den moderne folkeskole. Der sad ingen økonomer, men massevis af højskolefolk, reformpædagoger og undervisere. Kommissionen lægger vægt på skolens egenart i forhold til ”eksamensskolen”, jvf. følgende smukke sætning:

”Folkeskolens opgave skal være at bibringe den danske ungdom en god opdragelse med den kundskabsfylde og åndelige udvikling, som må anses fornøden til, at den kan udfylde sin plads i livet, og målet for denne undervisning må sættes efter folkeskolens eget tarv uden hensyn til, hvad der vil behøves for at skabe en forbindelse mellem folkeskolen og eksamensskolen, således at det ikke skal være eksamensskolens krav, der skal være normgivende for, hvad folkeskolen skal nå.”

De aktuelle problemer skyldes, at man i 2006 fik indført, at folkeskole og gymnasium skulle ”forberede til videre uddannelse”. Dermed etableredes det endelige brud med ånden fra 1923. Det var en kæmpe fejl, især fordi begrebet ”uddannelse” jo omkring 2006 gik i opløsning og kom til at handle om økonomisk optimering.

Folkeskolen blev dermed i 2006 omdannet til en slags forfaldsversion af ”uddannelse”. En proces, der som antydet kulminerede med uddannelsesparathedsvurderingerne og folkeskolereformen omkring 2013.

Det er denne systematik, som nu forstærkes.

Bag skolelovene 2006-13 stod en række af de samme økonomer, der i dag er med i Reformkommissionen, som åbenbart er samfundets filosoffer. Der er i alle disse sammenhænge total mangel på forståelse både for ”skolen” og for ”gymnasiet”.

 

37. Den 15. oktober: EPX, note 8

Der skal oprettes en ny ungdomsuddannelse, den såkaldte EPX.

Som jeg ser det, er tale om en slags forberedende erhvervsuddannelse. Allerede på første år vælger den 15-årige erhvervslinje, ”handel og kontor”, ”håndværk og teknik” eller ”velfærd og sikkerhed”. Og stort set hele skemaet – selv de få almene fag – knyttes til erhvervs- og arbejdsmarkedsorienterede emner.

Men det er kun, som ”jeg ser det”, for der er intet fagligt arbejde bag forslaget. Det hele bygger bare på en masse løsrevne faktabrokker, lidt eksempler på nogle ugeskemaer, nogle anonyme elev-udtalelser og noget planøkonomisk hærgen.

Ministeren siger, at de unge i hans nye system bedre kan tænke over deres kommende erhvervsvalg, men det valg tager de jo allerede ved specialiseringen det første år? Så han forstærker på en måde det problem, han vil løse.

Og denne forstærkning siver jo ned i folkeskolen og faktisk også op i de videre uddannelser.

Her vil et flot 10.klasses- og HF-system med mere åbne praksisser, som har rødder i den pædagogiske tradition – nemlig folkeskole, nyhumanisme og arbejderoplysning – være langt bedre. Her kan de unge stille og roligt pleje, finde og udvikle deres interesser.

Det er muligvis rigtigt, at eleverne på erhvervsuddannelserne har et kedeligt socialt liv, som ministeren siger. Men så gør da noget ved det i stedet for at ødelægge både gymnasiebegrebet, HF, folkeskolen og 10. klasse og lade nogle økonomer dirigerer det hele ud fra samme ånds- og historieforladte logik som de mange reformer af universitets- og professionsuddannelser.

EPX handler reelt set om en korrektion af erhvervsuddannelserne og disses grundlag, og denne ”korrektion” forsøger man så at brede ud over hele uddannelsessystemet, så selv universitetets kandidatuddannelser skal forkortes og erhvervsrettes.

På en måde bliver alt til EPX?

 

38. Den 19. oktober: Antifilosofien

I sommeren 2022 blev forskergruppen ved pædagogisk filosofi på DPU enige om at skrive en bog om fagets og uddannelsens nationale historik.

Bogen skulle udkomme i 2025, hvilket ville være 25 års jubilæum for både faget og DPU’s eksistens. Der var masser af kraft og iderigdom i planerne.

Vi blev enige om, at jeg skulle stå for den videre proces, og jeg var fyldt med ideer. Pædagogisk filosofi har haft stor indflydelse på dansk pædagogik, ikke mindst via fagets første institutledere, Peter Kemp og Ove Korsgaard, som arbejdede under DPU’s rektor, idehistorikeren Lars-Henrik Schmidt. Men også mange andre personer har været fagligt og politisk aktive over et særdeles bredt fagligt felt.

Faget udgjorde en slags konstant kritisk påmindelse under 00’ernes økonomificerende pres.

Korsgaard nåede lige at ansætte lektor Asger Sørensen og undertegnede i 2008, før DPU blev fusioneret under Aarhus Universitet, som var i gang med at blive et ”global university”, hvilket er det modsatte af et universitet. Jeg har beskrevet det i bogen “Universitetet og dets fjender”.

Lars Qvortrup blev dekan for DPU i 2008, og han og hans systemteoretiske venner foranstaltede hurtigt det ene angreb efter det andet på de stakkels filosoffer. Skiftende afdelingsledere administrerede forfaldet.

I dag er Qvortrups elev, Claus Holm, leder af DPU. Efter Holms kommando har faget i dag ikke engang sin egen afdeling, og det udbydes nu kun i København.

Kort sagt: Holm har implementeret Qvortrups antifilosofiske vision, som selv blev forstærket af det globale universitets processer.

Med Holm som leder må man forvente, at faget ophører med at eksistere om få år. Pædagogikken – og dermed samfundet – mister sin filosofiske essens.

Imens bestemmer Reformkommissionen over samfundets begreber.

Reformkommission, AU og DPU er lavet ud af samme substans. Det er derfor, at AU/DPU ikke kan fremføre nogen effektiv kritik af den aktuelle universitetspolitik. Hver gang man forsøger sig, så forstærker man på en måde Reformkommissionens diskurs og logik.

Man bør skifte hele denne universitetsfjendtlige ledelse af AU og DPU ud. Gerne ledsaget af en lov, der tager universitetets formål seriøst. Forfra tak! Lad os få lidt liv!

Men tilbage til emnet:

Vi kom aldrig i gang med det fine bogprojekt. Få måneder efter initiativet fyrede Holm og ARTS mig på gråt papir, fordi jeg ikke havde de rigtige meninger, og flere forskere gik på pension i forbindelse med afskedigelserne. Og ligesom i de foregående år, var der i sidste års store ansættelsesrunde ikke plads til en eneste filosof. Til sidst sidder der kun nogle efterlønnere tilbage og græder lidt, mens de fortæller om John Dewey.

Så nu bliver bogen formentlig ikke til noget, selvom jeg jo kan tage fejl. Der bliver formentlig ingen erindring om dette skønne fags historie og indhold.

 

39. Den 19. oktober: En mærkelig drøm

Jeg havde en meget mærkelig drøm i nat. Jeg drømte, at de nordvesteuropæiske lande blev dannet i 1948 i kølvandet på resterne af det vestlige Romerriges endelige opløsning. Af kringlede veje havde det i drømmen udløst følgende aktuelle situation:

Tre af vores nabolande, Sverige, England og Tyskland, er præget af dybt antihumanistiske og teokratiske diktaturer. Kun Sverige er formelt set stadig en demokratisk stat, men reelt set er landet overtaget af den teokratiske stat i staten. Lidt som i Libanon.

Hverken Sverige, England og Tyskland anerkender Danmarks eksistens. De ser ønsker landet fjernet fra landkortet.

Det tyske diktatur sender bomber og soldater til Roskilde, hvor de hærger og dræber over 1000 festivalgæster. Snart følger Sverige og England trop med bombardementer i København og i Sønderjylland. Der tages også gidsler.

Både Sverige, England og Tyskland er styret fra det iranske præstestyre, der har gode forbindelser til Kina og Rusland, som begge er kommet sig efter afslutningen på den kolde krig.

På et tidspunkt sender Iran uden videre endda bomber ind over Jylland og Fyn. Men det påtales ikke af FN. Meget mærkeligt.

I drømmen virkede det som om, at præstestyret havde forstærket dets magt, efter at USA havde trukket deres tropper ud af Afghanistan for et par år siden.

Alle rester af det vestromerske rige var væk, dvs. at EU er væk, og de gamle europæiske rest-demokratier trækker sig i afmagt.

Det eneste fælles er Google og betalingskort. Verden har flyttet sig ind i en stor skærm, hvor AI-systemer og kaotiske medier eskalerer krigen, så den virker ustoppelig.

I drømmen kom der militær støtte fra resterne af NATO, dvs. fra USA. Danmark og USA svarer igen på diktaturernes angreb, men gidslerne udleveres ikke. Danmarks eksistensberettigelse afvises fortsat, og den teokratiske og antidemokratiske koalition bliver mere og mere markant.

Pludselig lyder et brag, og huset ryster. Drømmen er slut.

Hvis jeg nu var tysker, som blev styret af et teokratisk diktatur, ville jeg så ikke være glad for, at Danmark og USA ville hjælpe mig af med det? Det vil jo svare lidt til situationen under 2. verdenskrig?

Men ok, det var en tanke, jeg fik, efter at jeg var vågnet, badet i sved.

En evt. fred kræver nok en grundlæggende kærlighed til og interesse for det andet folk. Verden savner en ”schole”, hvor danskere, tyskere, svenskere og englændere kan fordybe sig i hinandens kultur og folkedanse, alene vejledt af åndsfrihedens credo: Hvem er Du?

En slags Nynordisk skole, som de gamle højskolefolk talte om.

Herfra åbner Du’ets dybder sig: Den Anden, som de europæiske humanister, som ofte var af jødisk slægt, kaldte det. Og pludselig kommer også jeg selv til syne. Det var de forenede nationers ide. Jeg håber, at jeg drømmer om det i nat.

Løsningen er pædagogik. Så simpelt og urealistisk.

 

40. Den 20. oktober: Reform af professionsuddannelser, note 1: Nye masteruddannelser

Det er ikke kun ungdomsuddannelserne, som er i reformkikkerten. Også professionsuddannelserne er i spil. Det hele er en del af samme reformkompleks ”Forberedt til fremtiden 1-6”, som også omfatter folkeskolen og universiteter, og som er rammesat af Reformkommissionens ideologi.

Så lad os se på professionsuddannelserne.

I denne første note vil jeg omtale et meget kontroversielt skridt, nemlig etableringen af en række masteruddannelser ved professionshøjskolerne.

Der udbydes omkring seks nye masteruddannelser, herunder en master i pædagogisk psykologi, der er den eneste, som nævnes eksplicit. Uddannelserne er uden deltagerbetaling, som jeg har forstået det, og med fuld SU.

Og nu kommer så det kontroversielle. De nye masteruddannelser skal nemlig udbydes af professionshøjskolerne og ikke af DPU. Der lægges endda op til, at DPU’s uddannelser beskæres.

Der sker i følgende citat:

”Regeringen lægger op til, at professionsbachelorer fortsat skal have adgang til kandidatuddannelser på universitetet. De nye muligheder for en mere praksisrettet overbygningsuddannelse forventes imidlertid at betyde, at en del af professionsbachelorerne vil vælge disse videreuddannelsesmuligheder frem for en række kandidatuddannelser. Der gennemføres på den baggrund en dimensionering af et mindre antal pladser på nogle af de nuværende kandidatuddannelser, der særligt er målrettet personer med en professionsbacheloruddannelse.”

I 2013 fik professionshøjskolerne forskningsret, og nu får de altså også ret til at udbyde universitetsuddannelser. Spørgsmålet er, hvordan denne beskæring/dimensionering stiller DPU?

I materialet er der også en meget mærkelig sætning, hvor der tages indholdsmæssig stilling til forskellen mellem DPUs og professionshøjskolernes uddannelser:

”Professionsmasteruddannelserne skal udbydes af professionshøjskolerne og indplaceres på samme niveau som universiteternes kandidatuddannelser, men med en praksisnær profil. Uddannelserne vil adskille sig fra de nuværende kandidatuddannelser på universiteterne ved at fokusere på løsning af komplekse opgaver inden for velfærdsprofessionerne.”

Så man vil lave en “praksisnær” masteruddannelser, hvor der ”løses komplekse opgaver”? Hvad mon det er? Og skal man ikke ”udforske” eller ”undersøge” eller ”kritisere” disse ”opgaver”? og skal man ikke være “praksisfjern” en gang imellem? Det lover ikke godt for den uddannelsesmæssige og videnskabelige kvalitet.

Disse formuleringer er et tegn på regeringens manglende sans for professionernes formål og historie.

Men på en måde gør disse problematiske formuleringer livet endnu sværere for DPU, som jo selv har slået sig op på erhvervsrelevans.

Og regeringens planer understøttes endda af de nye universitetsreformer, som også erhvervsretter de beskårede kandidatuddannelser, og som muligvis ender med at halvere DPU’s uddannelser, så de bliver ligeså korte som en masteruddannelse.

Tilbage til DPU bliver så noget om pisalister og den slags, for filosofi og pædagogiske formål er ved at være fremmedord på DPU.

Så først ødelægger man universitetet, hvilket sker med universitetets fulde opbakning, og derefter opretter man et spejl af det ødelagte universitet i professionshøjskolen, hvilket oven i købet overflødiggør universitetets forfaldsform.

Regeringens udspil indeholder er en mulig åbning, som jeg dog ikke selv tror på. I materialet står der nemlig, at man vil gå fra målstyring til “formålsstyring” af professionsuddannelserne.

Dette udtryk, “formålsstyring” har rødder i pædagogiske og DPU-kritiske kredse fra Riisagers tid. Udtrykket optræder helt ensomt, men hvis det passer, at det skal have en så fremtrædende plads, så bør man jo oprette en masteruddannelse i professionernes formål. Men i så fald får udtryk som “praksisnær” og “løsning af komplekse opgaver” en helt anden betydning, end der lægges op til i resten af regeringens materiale.

Samlet udspil (ovenstående citater er hentet fra det såkaldte “faktaark: reform af professionsuddannelser”): https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2024/ny-reform-skal-fa-flere-til-at-vaelge-en-professions-eller-erhvervsrettet-videregaende-uddannelse

 

41. Den 21. oktober: Reform af professionsuddannelser, note 2: Fest på professionshøjskolerne

I går fortalte jeg om regeringens planer om at oprette en række nye masteruddannelser, som skal udbydes af professionshøjskolerne. Disse uddannelser er endda gratis og med SU. Jeg reflekterede også lidt over de afledte konsekvenser for især DPU.

Men der lægges op til en yderligere fest på professionshøjskolerne, selvom festen på en måde er skjult som en nedskæring.

Det handler om følgende:

A. Først nedskæringen:

Professionsuddannelserne beskæres med 15 ECTS-point, dvs. ca. 3 måneder.

I oplægget foreslår man, at man dropper ”ikke anvendelsesorienterede elementer som videnskabsteori, i det omfang det er relevant”. Hvor simpelt og banalt kan det blive! Man vil også beskære specialet og gøre det mere erhvervsrettet. Det er ikke kønt.

B. Dernæst festen

Men nu kommer så den vilde fest. Den handler om, at færdige professionsbachelorer allerede to år efter deres grad får fri adgang til en lang række videreuddannelsesmoduler, endda inklusive SU. Og man kan tage så mange moduler og uddannelser man vil!

Dette smukke tilbud gælder dog kun en række moduler, som tilrettelægges sammen med kommuner og regioner med udgangspunkt i ”aftagernes behov”, som det lidt faretruende hedder.

Andre videreuddannelsesmoduler følger de eksisterende regler.

Der bliver fest på professionshøjskolerne, som nu kan udbyde både professionsmaster og fri videreuddannelse, helt gratis for de studerende og med SU.

Desværre er det hele ført i et stærkt antihumanistisk sprog, så UC’erne får en skærpet pligt til at holde fast i fagenes historiske og etiske sammenhæng, så det bliver kommunerne, der tager udgangspunkt i ”professionernes behov” frem for omvendt, hvilket der jo lægges op til.

Men måske har jeg overset noget?

Her er formuleringen fra det såkaldte ”faktaark” om emnet:

”Regeringen foreslår nye muligheder for fri, praksisrettet efteruddannelse for alle, der har gennemført en professionsbacheloruddannelse (herunder også personer, der i dag ha gennemført en professionsbacheloruddannelse). De nye muligheder kan både bestå af enkelte fag og moduler og mere sammenhængende forløb. De vil i modsætning til mulighederne i det eksisterende voksen- og efteruddannelsessystem være uden deltagerbetaling.

De nye efteruddannelsestilbud vil kunne tages både på fuld tid med SU og som deltidsuddannelse med sideløbende beskæftigelse. Efteruddannelse vil kunne påbegyndes to år efter afsluttet uddannelse og kan tages igennem hele arbejdslivet. Der er ikke loft over, hvor mange ECTS-point den enkelte dimittend kan tage.

Regeringen ønsker, at de nye praksisrettede efteruddannelsestilbud bliver målrettet aftagernes behov. Der vil derfor blive igangsat et udviklingsarbejde med input fra blandt andet kommuner, regioner og andre relevante aktører med henblik på at udvikle de konkrete fag, moduler og forløb, som kan udbydes som fri efteruddannelse.

Uddannelsesinstitutionerne vil parallelt fortsat kunne udbyde eksisterende kurser og fag i det eksisterende voksen- og efteruddannelsessystem. Dette vil dog ske inden for det eksisterende voksen- og efteruddannelsessystem, dvs. med deltagerbetaling og uden SU.”

https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2024/filer/faktaark-reform-af-professionsbacheloruddannelserne.pdf

 

 42.Den 28. oktober: Ledig stilling på Trøjborg

Der er en ledig stilling som lærer på den velfungerende privatskole, Kochs Skole, som ligger på Trøjborg i det nordlige Århus, jvf. opslag nedenfor.

Kochs Skole har store pædagogiske frihedsgrader og en rig og mangefacetteret dannelsestradition.

Skolen er opkaldt efter det driftige skolemenneske, lærerinden Nicoline Koch (1871-1932), der kom ud af en grundtvigsk slægt. Nicoline har for nylig fået sin egen plads og en skøn statue på det moderne Århus Ø, hvor hun spreder noget tiltrængt fortid.

En anden fremtrædende skoleleder var Stig Madsen, som fra 1977 til 2010 gav skolen en strålende reformpædagogisk dannelsestråd, og som endda havde en skolehund. Under hans milde autoritet skabtes et sprudlende pædagogisk fællesskab af børn og lærere.

I en gammel villa ved siden af skolen indrettedes for få år siden et skolebibliotek fyldt med rigtige bøger og engagerede bibliotekarer.

Og for nylig var hele personalegruppen på tur i Berlin, arrangeret af den flittige personaleforening.

Vi har holdt mange familiefester i skolens smukke gamle gymnastiksal.

En skole med både sjæl, historie og liv.

https://www.kochs.dk/stillingsopslag-laerer-1-klasse-24-25/

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.