Nedenfor kan man læse 16 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra september-oktober 2025.
De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.
- Hvad er ”åndelig oprustning”?
- ”Pissedårlig” som pædagogisk dyd
- Et forsvar for RUC
- Tony Blair og Donald Trump
- RUC på DR
- Trivselsdiskussion i Information
- Fagbevægelsen og dannelse
- DF vil fyre gymnasierektor
- Den åndelige kamp mod ”åndelige oprustning”
- Hvad foregår der?
- Kronik om autoritet
- Mobiler og AI
- Ny bog om karakterdannelse
- Er EVA ”uafhængig”?
- Louise Klinges arbejde
- Det ny børnesyn og dets generationer
1. Den 26. september: Hvad er “Åndelig oprustning”?
Svend Brinkmann gør sig nogle særdeles relevante tanker om “åndelig oprustning” i nedenstående indlæg i Altinget. Han mener – hvis jeg forstår det ret – at “åndelig oprustning” meget let ender som en modsætning til “ånd”.
Jeg fortsætter helt for egen regning:
Hvad er det modsatte af “åndelig oprustning”? Det er ånd.
Så “åndelig oprustning” er ikke ånd. Men hvad er “åndelig oprustning” så?
Det vil jeg undersøge i den kommende tid.
Min tese er, at der er tale om en form for neo-fascisme. Det vil sige en blanding af statens angreb på det folkelige og en lydig og instrumentel intelligentsia.
Kort sagt: Vi får en kraftfuld udøvende magt uden grænser med ledsagende krise- og hastelovs-retorik, som understøttes af kulturhistorisk enhed. Det minder om 1930’erne, hvor det tyske dannelsesborgerskab gik helt galt i byen. Men det sker ikke for Brinkmann. Han vil ånden i sig selv, hvilket i min og vist nok også hans optik er det modsatte af “åndelig oprustning”.
Jeg har et særligt blik for denne sammenhæng, fordi jeg har interesseret mig så meget for uddannelsespolitik og coronanedlukning, som jo er en slags forløbere til “krise”-ideologiens effekt. Denne sammenhæng bliver en del af min undersøgelse.
Måske tager jeg fejl? Nu må vi se, efterhånden som jeg arbejder mig ind i materialet. Men hvis jeg har ret, er det ikke så godt. Så er det på med nej-hatten, som Brinkmann jo engang skrev om.
Mange tak til hr. Svend for at inspirere til den kommende undersøgelse.
2. Den 28. september: ”Pissedårlig” som pædagogisk dyd
På ”Uddannelsesdebatten” i Nr. Nissum i fredags fortalte Tesfaye, at han er inspireret af Alexander von Oettingens begreb om ”pissedårlig undervisning”, som var titlen på en bog, som von Oettingen udgav i 2019.
Ministeren taler for sin del om ”pissedårlig opdragelse”.
Det er lidt synd for ministeren, for efter min mening har han misforstået det hele.
Det skyldes, at det ”pissedårlige” for von Oettingen var et slags filosofisk og dialektisk begreb, som både henviser til den fineste dyd og den dybeste last. Og denne fine dobbelthed har ministeren helt overset. Derfor bliver det hele bare lidt for plat.
Sådan forstod jeg i al fald bogens budskab, da von Oettingens bog udkom i 2019. Man kan læse min fortolkning i nedenstående tekst, hvor “det fremragende” faktisk er det værste.
Von Oettingen har sans for begrebernes liv, fordi han jo allerede i 2001 skrev om ”det pædagogiske paradoks”, mens skolepolitikken sank i grus.
http://www.thomasaastruproemer.dk/pissedaarlig-undervisning-som-paedagogisk-dyd.html
3. Den 29. september: Et forsvar for RUC
DFs Morten Messerschmidt har gang i det helt store opgør med dansk akademisk tradition. Nu vil han lukke RUC, fordi der er for mange ”udlændinge”, og fordi forskningen er woke og så videre ned i Marianergraven.
Messerschmidt fordobler identitetspolitikken mange gange. Han er selv en slags hyperwoke. En ”identitet” uden omgivelser, dvs. uden ”eksistens”. Det er DF uden Søren Kierkegaard, som jo ellers var Søren Krarups filosof.
RUC er en helt central del af dansk og nordeuropæisk akademia. Her mødtes efterkrigstidens humanisme men en ny generations handlingsliv; formidlet via storslåede kritiske indsatser og kreative sociale eksperimenter. Marxismen, psykoanalysen og den kritiske teori fik naturligvis den skønneste betydning, og der var stadig passage til den tyske dannelsestradition, som jo ellers var blevet beskadiget af verdenskrigen.
Til gengæld kollapsede de klassiske universiteter fra årtusindeskiftet, hvor den jo stod på ”fra forskning til faktura”.
Men Messerschmidt har ingen sans for alle disse nuancer. Han er bare smadremand.
Og nu vil han i stedet for RUCs store rigdom lave et privat tekno-universitet, hvor ”fokus skal være på teknologi, kunstig intelligens og naturvidenskabelige fag, og som en central del af forskningsområderne skal også udvikling af forsvarsteknologier som droner, cybersikkerhed, overvågnings- og beskyttelsessystemer indgå”.
Så ud med RUC’s humanistiske og sociale tradition og ind med en hypetteknoautoritær konservatisme a la Trump, som jo også har fuld forbindelse til USA’s transhumanistiske teknokredse. Den moderne nationalisme er en slags fordoblet antinationalisme.
Og RUCs rektorinde, Hanne Leth Andersen, er nok den rektor i landet, som har størst interesse for dannelse og pædagogik. Hun bidrog bl.a. til bogen ”Sidste chance – nye perspektiver på dannelse”, som Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og undertegnede redigerede og udgav i 2021, og hun har i flere sammenhænge forsvaret dannelsen overfor sociologiernes uheldige tendens.
I vores bog kritiserede Leth Andersen de ny universitetssystemers fokus målstyring og formulerede et flot forsvar for ”nye spørgsmål, hypoteser og eksperimenter”.
Men nu kommer Messerschmidts radikaliserede og identitetspolitiske wokeparti og smadrer alt. Demed følger han LA’s Henrik Dahl, som har foreslået noget lignende. Og både Messerschmidt og Dahl misbruger de fine ”Chicago-principper” til deres felttog mod den nationale og liberale tradition og vores mødres og fædres intellektuelle liv.
Aldrig har der været mere brug for ”ånden fra RUC”. Her sidder man i rundkredse med langt nordisk hår og ryger pibe omkring en engelsk kamin, mens man drøfter det 20 århundredes store tænkere og deres betydning og konsekvenser. Og bagefter går man ud og snakker med christianitter og pædagoger og laver flotte demoer, mens solens skinner ned over landets rådhuspladser.
Faktisk burde dette mærkelige højskole-RUC være en slags arnested for universitetspolitisk opdragelse af de andre universiteter, så også RUC kan lære noget af dem, hvilket de ikke kan pt. pga. universitetsloven.
Naturligvis har RUC også været påvirket af universitetsloven, men mig bekendt uden de store skandaler og med en god ledelsesmæssig omsorg for substansen.
Vi skal have noget mere RUC-classic, som kan omstyrte Messerschmidts hyperwoke teknoland, som får mig til at føle mig som en skomager fra Bangladesh.
Jeg kan anbefale to RUC-relaterede publikationer, som jeg lige har siddet og hygget mig med, mens jeg har hørt Christiania-pladens afslutningssang ”I kan ikke så os ihjel”. Sangen blev skrevet af Bifrosts frontfigur Tom Lundén og fremført af bl.a. Annisette, Sebastien og Povl Dissing. Her er de to publikation:
Else Hansen: ”En koral i tidens strøm – RUC 1972-1997”, RUC 1997.
Mihail Larsen: ”De fire dimensioner – essays om forskning, uddannelse og formidling”, RUC 2012.
4. Den 1. oktober: Tony Blair og Donald Trump
Jeg siger lige noget, som jeg ikke har forstand på. En slags tanke:
Hvis jeg har forstået det korrekt, så vil Donald Trump bede den tidligere engelske premierminister, Tony Blair, om at styre Gaza.
Dette forslag er nok det mest overraskende ved den nye plan for Gaza. For Blair var jo meget tæt på Bill Clinton. Og Blair inspirerede i høj grad det globalistiske ”The age of learning”-segment, som herhjemme samlede sig omkring Nyrup og den kreative klasse (Mandag Morgen/Kompetencerådet/Learning Lab på DPU). Det var herfra vi senere fik både konkurrencestat og biostat.
Så udnævnelsen af Blair svarer på en måde til, at Trump beder Hillary Clinton om at styre f.eks. USA’s universiteter???? Eller måske at bede RUC om at styre Dansk Folkeparti?
Måske er tilstedeværelsen af Blair en årsag til, at mange europæiske lande støtter Trumps plan? Både landene og EU er jo en slags Blair-produkter i skumringen fra murens fald.
I så fald må man om Trumps skridt sige som Svend Gehrs, da Michael Laudrup scorede til 3-1 mod Uruguay i 1986: ”Det er genialt det der!”.
Jeg så kampen i det østligste Tyrkiet, hvor jeg blaffede rundt. Her blev jeg i byen Van meget gæstfrit modtaget af en lokal familie under Ramadanen. Kvinderne bar de skønneste tørklæder og virkede på ingen måder undertrykte. Tværtimod. Og alle var bare så venlige og sjove. Det hele var sådan lidt Uffe Elbæk-agtigt, bortset fra at vi drak te.
Van ligger i nærheden af bjerget Ararat, hvor Noa gik i land med sin ark. Det var i de glade 80’ere, hvor de progressive var i Kibbutz i Noas land, Israel. På den måde blev jeg verdensborger, dvs. det modsatte af ”globalist”, der jo prægede både Blair, men som faktisk også definerer Trump, som står for en slags forstærket tekno-anarko-globalisme, som er langt værre end Blairs, som også var forskrækkeligt.
Så foretrækker jeg at blaffe ned til Noas socialt indstillede kibbutzer og til mine muslimske venner fra Van. Herfra kan vi sejle vores ark til det skønne RUC, hvor en hel generation kom til syne, mens de andre universiteter efterhånden ødelagde sig selv.
Men ok, det hele er blot en strøtanke, for jeg forstår jo ikke det, jeg har forstået.
5. Den 1. oktober: RUC på DR
DR har netop haft en debatudsendelse på P1 med titlen ”Luk RUC”. Det var en pinlig affære for alle andre end RUC selv:
A.
Der var seks deltagere i debatten, men ingen repræsentanter for RUC! Det fremgik – nærmest i en bisætning – at RUCs ledelse ikke kunne deltage, men så kunne man have spurgt en gammel professor eller en studerende mm.
Det er ikke i orden.
B.
Flere af deltagerne havde travlt med, at RUC er ”venstreorienteret”. Magen til plat identitetspolitik.
Og der var ingen “venstreorienterede” med i panelet, som så sådan her ud:
Mikkel Bjørn, udlændingeordfører, (DF)
Sólbjørg Jakobsen, politisk ordfører (LA)
Josefine Paaske, Formand for Konservative Studerende på KU
Jesper Langergaard, Direktør Danske Universiteter
Trine Bramsen, uddannelsesordfører (S)
Janne Gleerup, forperson DM
Stinus Lindgreen, forskningsordfører, (RV)
Det er heller ikke i orden!
C.
Man skældte også ud på en underskriftsindsamling, der forsvarer RUC. Men der var heller ingen repræsentanter fra dette signatur-initiativ, som ellers har opbakning fra både professorer og studerende fra både RUC og andre universiteter.
Det er heller ikke i orden.
D.
Pludselig begyndte man at tale om den såkaldte “autobiografiske metode”, som om det var noget RUC’sk, men ingen vidste noget om den. Man synes blot den var hen i vejret, selvom ingen anede, hvad den udspringer af. Er der andre “metoder”, der skal “lukkes”? Vi var ikke i akademia.
Det var heller ikke i orden.
E.
Den værste var DF’s Mikkel Bjørn. Han repræsenterer det helt store opgør med det ”danske” og med det ”folkelige”. DF står for ”dansk fryseparti”.
Stinus Lindgren fra de radikale gjorde egentlig en god indsats, men han kom ikke ind på RUCs rige tilblivelseshistorie og dannelsesmæssige ræson d’etre.
F.
RUC er Danmarks sidste dannelsesuniversitet, selvom universitetsloven fra 2003 naturligvis også her har banket på. Men fordi ungdomsoprøret har været en definerende kraft, så har man haft lidt moderne modstand mod 2003-lovens effekter (“fra forskning til faktura”).
RUC er ungdomsoprørets, velfærdsstatens og efterkrigstidens store manifestation, som har dybe rødder i europæisk oplysning og samfundskritik. Tænk at reducere det så groft uden at inddrage folk med viden om historien og substansen.
Hvis man for alvor skal kritisere et universitet, kan man passende kaste sig over Aarhus Universitet. Her dominerer den ”teknokratiske vitalisme”, som er en slags forstærket 2003-ideologi, hvilket er ensbetydende med et frontalt opgør med den klassiske ånd i Aarhus. I stedet bør man etablere et virkeligt universitet i de smukke bygninger.
Herfra vil Aarhus og Roskilde kunne vekselvirke hen over kulturhistoriens stepper, mens de moderne højrewoke-partier går på jagt efter flere “venstreorienterede” og ”udlændinge” og “metoder”, som skal “lukkes”.
Og i Aalborg vil man nedlægge filosofiuddannelsen! Det vender jeg muligvis tilbage til.
Links:
P1: Luk RUC: https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-debat/p1-debat-2025/luk-ruc-11162501402
Underskriftsindsamling: https://docs.google.com/…/1FAIpQLSf…/closedform
Teknokratisk vitalisme i Aarhus: http://www.thomasaastruproemer.dk/teknokratisk-vitalisme-indlaeg-af-to-au-dekaner.html
6. Den 1. oktober: Trivselsdiskussion i Information
De to socialforskere, Jørgen Elm Larsen og Søren Juul, har d. 28. september publiceret en kronik til Information, hvor de kritiserer Brinkmanns, Tanggaards og undertegnedes bog ”Trivsel tur-retur” for at mangle samfundskritiske vinkler. De synes dog godt om bogen generelt, så det er jo fint.
Vores replik blev bragt samme dag. Vi synes, at vi – både i den aktuelle bog og i tidligere udgivelser – er ret samfundskritiske, men det kan man selvfølgelig være på forskellige måder. Endnu da, for DF vil jo lukke universiteter som er ”venstreorienterede” og så videre ned i skyttegravene.
Her er vores replik i fuld længde:
”I Information omtaler samfundsforskerne Jørgen Elm Larsen og Søren Juul vores bog Trivsel tur-retur, som udkom i foråret 2025. Undervejs har de en række rosende kommentarer til vores arbejde. For eksempel skriver de, at de »er enige med mange af bogens budskaber«. De har dog også en anke.
De mener, at vi med vores syn på mistrivsel overser betydningen af skolereformen, præstationskultur og ungdomskultur med videre.
Men det forstår vi ikke. I al fald indeholder bogen både et kapitel, der sætter trivselsbegrebet i direkte og kritisk sammenhæng med skolereformen, og et kapitel, der nærmest er en ideologikritisk undersøgelse af kulturudviklingen i de seneste årtier. Og disse emner drøftes også rundtomkring i bogens øvrige kapitler på forskellige måder.
Bogen er udtryk for en social og politisk kritik i pædagogikkens tjeneste.
Trivsel tur-retur følger dermed den linje, vores lille forfattertrio har lagt de seneste 15 år. Siden 2011 har vi udgivet fire store antologier, hvor vi har samlet folk med mange forskellige faglige og politiske udgangspunkter til at drøfte pædagogik, skolepolitik og dannelse.
Vi har kaldt det for »uren pædagogik«. Et arbejde, der netop har haft fokus på kritik, dels af skolereformens filosofi, dels af den tilstødende kulturudvikling og dels af det deraf følgende tryk på den næste generations sociale og personlige liv. Vi er derfor lidt forundrede over, at vi pludselig kritiseres for ikke at have fokus på disse emner.
Af kronikken fremgår det, at Larsen og Juul her i sommer har udgivet en bog om trivsel, som de trækker på. Vi glæder os til at studere deres syn på trivslens politiske, filosofiske og psykologiske aspekter, som i nogen grad lader til at være på linje med vores egne betragtninger.
En ting er måske forskellig. I vores bog arbejder vi med at etablere et dialektisk forhold til trivselsbegrebet. Det er det, vi forsøger at indfange med tur-retur-temaet.
Det betyder, at løsningen på trivslens problem hænger sammen med produktionen af trivslens problem. Metoden minder om den kritiske teoris metode, som vores to positivt indstillede kritikere formodentlig er bekendt med fra deres ungdom.
Det er, som om Larsen og Juul kun er med på turen, men glemmer returen.”
Citat slut.
Her i dag har Larsen og Juul så endnu et kort indlæg i avisen, hvor de fastholder deres kritik.
Larsen og Juul har netop udgivet en bog om emnet, som jeg glæder mig til at læse, med mindre den bliver forbudt i mellemtiden.
Her er links til de tre indlæg i debatten:
Jøren Elm Larsen og Søren Juul diskuterer bogen i en kronik i Information, d. 28/7-2025: https://www.information.dk/debat/2025/09/brinkmann-co-goere-individualismen-trivselsdebatten-glemmer-samfundskritikken
Vores svar bringes i avisen samme dag: https://www.information.dk/debat/2025/09/glemt-samfundskritikken-larsen-juul-husket-laese-vores-bo
Og d. 30/9 bringer Information endnu et indlæg fra Larsen og Juul: https://www.information.dk/debat/2025/09/ja-brinkmann-co-laest-jeres-bog-staar-ved-vores-kritik
7. Den 3. oktober: Fagbevægelsen og dannelse
Den kæmpestore paraplyorganisation, Fagbevægelsens Hovedorganisation, afholdt for et par dage siden en konference med titlen: Skal dannelsesidealet støves af eller bygges om?
De inviterede deltagere var følgende personer:
Stina Vrang Elias, adm. direktør, DEA
Claus Holm , institutleder ved DPU
Lars Olsen, debattør, tæt på Antorinis ”Ny nordisk skole”.
Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening
Camilla Hutters , leder af Nationalt Center for Erhvervspædagogik
Trine Ladekarl Nellemann , formand for epx-ekspertgruppe
Mads Haugbølle Behrendsen, formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation
Maja Bødtcher-Hansen, formand for Danske Gymnasier
Anja Østergaard Jensen , leder for et 10. Klasse Center
Søren Bundgaard Axelsen, underviser i 10. klasse på Aarhus Tech
Som man kan se, er de mest centrale personer i panelet eksponenter for total ligegyldighed over for dannelsens tradition. Her tænker jeg især på Claus Holm, som er til konkurrencestatslæring, og på Stina Vrang Elias, som i sin tid var ude i det helt store opgør med gymnasiets tradition. Og de to fagforeningsformænd fra hhv. Danske Gymnasier og DLF har næppe gjort nogen nævneværdig modstand.
Og der var ingen fra den efterhånden meget brede kreds, som har arbejdet med dannelsesbegrebet i den ene eller den anden sammenhæng. Det er meget tankevækkende med al den mangel på tanke.
Og nu vi er i fagforeningsland: Mange af de fraværende dannelsesfolk støttede faktisk lærerne under lockouten i 2013. Det kan man bestemt ikke sige om Claus Holm og Stina Vrang Elias.
Dette konstellation siger virkelig noget om, hvilken deroute dansk fagbevægelse har gang i.
Link til FHs Linkedin-opslag om konferencen: https://www.linkedin.com/posts/nanna-h%C3%B8jlund-6211957_skal-dannelsesidealet-st%C3%B8ves-af-eller-bygges-activity-7378836673150836736-AUfK/?originalSubdomain=dk
8. Den 4. oktober: DF vil fyre gymnasierektor
Dansk Folkepartis absurde raid mod ”de venstreorienterede” på RUC er ikke en enlig svale. Der er også andre, der skal “fyres” og “lukkes ned”, og hvad det alt sammen hedder på DF-sprog.
Nu har en DF-politiker, Nick Zimmermann, nemlig kastet sin fråde over rektoren for Randers Statsskole, Mogens Pold.
Årsagen til Zimmermanns utilbørlige harme er, at nogle elever fra Polds gymnasium har besøgt en lokal bosnisk moske og fået en fin lille rundvisning for at lære om Islam og denne religions praksisser. De kvindelige elever har naturligvis iført sig tørklæde. Man går jo heller ikke i Netto med bar røv.
Zimmermann og DF vil ligefrem fyre den stakkels rektor, som forståeligt nok er ”ret overvældet”, for han og hans lærere har jo bare gjort et godt stykke alment dannende kulturarbejde med skolens elever. Pold virker ikke engang “venstreorienteret”, som det hedder på DF-sprog.
Og tænk på hvilken både rig og tragisk historie hele det “bosniske” spørgsmål bærer på! Bosnierne skal snarere have solidaritet fra den europæiske dannelsestradition, som gymnasiet jo udspringer af. Og bosnisk islam er meget langt fra fundamentalisme. Det hele er så forenklet og groft. Zimmermanns reaktion er stærkt bedrøvelig.
Man kan læse om det hele i nedenstående artikel fra BT, hvor der også er et link til det FB-opslag, der har vakt så meget furore.
Socialdemokraten Frederik Vad lader til at støtte Zimmermanns synspunkter, ligesom Mette Frederiksen og Messerschmidt også var sammen om at være efter RUC. Der er en form for parløb mellem DF og S, som forstærker hinandens værste sider.
I stedet for RUC vil Messerschmidt have private tekno-universiteter i bedste Trump/Musk-stil. Det er Dansk Fryseparti i fordoblet woke. Man får lidt ondt af DF, som jo egentlig havde åndelige rødder i den nationale tradition. Ak ja, nu er ”det danske” reduceret til en banal ”identitet”, som sættes i modsætning til “det venstreorienterede”. Man er gået fra “folkeparti” til “fryseparti”.
Nick Zimmermann selv er fra Randers. Af hans CV fremgår det, at han har en uddannelse som ”lager- og logistikoperatør”. Han trænger til en tur på Mogens Polds fine skole.
9. Den 5. oktober: Den åndelige kamp mod ”åndelige oprustning”
Jeg vil her kort omtale tre kritiske indlæg i diskussionen om “åndelig oprustning”:
A.
En af landets store litterater og dannelsesmænd, Per Øhrgaard, giver ikke meget for ”åndelige oprustning”. Efter Øhrgaards mening dækker dette begreb over en form for forfatningsmæssig og moralsk nedsmeltning – en autokratisk tendens – som kun Højesteret og folket selv i en eller anden vekselvirkning kan sætte en stopper for.
I et indlæg i Kr. Dagblad eksemplificerer Øhrgaard problemet med en række især nyere sager. Og her er et citat fra Øhrgaards tankevækkende konklusioner:
”For den nuværende regering synes intet helligt, slet ikke retssikkerheden. Den er nærmest til besvær. Men det er lige præcis dens eksistensberettigelse. Borgerens retssikkerhed skal naturligvis være til besvær for magthavere og myndigheder. Den er selve fundamentet for et demokrati, som vil fortjene sit navn.
Magthaverne bør derfor se at få genfundet deres moralske kompas, som de tydeligvis har lagt fra sig i de senere år. De må lære, at der er og skal være noget over Folketinget: Nemlig retsstaten, uden hvilken al politik bliver et flertals vilkårlige magtudøvelse.”
Til sidst kalder Øhrgaard på handling, hvis vi skal sætte en stopper for kursen mod det, som han kalder for et ”autokrati”, hvilket er en afart af fascisme:
”Det er alarmerende, at der ikke rejser sig en langt stærkere opposition mod den voksende tendens til autokrati. Kan Folketinget ikke finde ud af at dæmme op for tendensen, må befolkningen kræve det af sine politikere. Ellers vil vi snart opdage, at de fingre, vi måtte pege ad Viktor Orbán eller Recep Erdogan, retter sig mod Danmark. Der er ikke brug for “åndelig oprustning”, men moralsk selvbesindelse.”
B.
I sidste uge havde psykologen Svend Brinkmann en kronik i Altinget, hvor han også kritiserede ”åndelig oprustning”, dog ud fra et mere filosofisk synspunkt. Han skrev bl.a. følgende:
“Hvis ånden er som en sommerfugl, giver det ikke megen mening at opruste den. Både ånd og sommerfugl har det bedst, når de får lov at flyve frit. Gør man ånden til forsvarslinje og redskab for modstandskraft, sætter man vognen for hesten – for nu at låne et engelsk ordsprog. Ånd har værdi i sig selv og skal ikke gøres til våben.”
C.
Og så skal man jo betænke, at hele dette autokratiske system sætter sig igennem via ophedede og ekstremistiske fjendebilleder. Præsten Katrine Winkel Holm har en fortræffelig beskrivelse af nogle af disse processer i et aktuelt indlæg i Ræson. Hun konkluderer følgende:
“For regeringens åndelige oprustning handler ikke om at diskutere vildt – eller læse Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig. Den åndelige oprustning ligner snarere en dyne af ensretning, der skal rulles ud over landet, så respektløs kritik – “splittelsen i vores land” – druknes i slagord og krigspanik.”
Med Øhrgaards, Brinkmanns og Winkel Holms indlæg samler der sig en tendens til at landets åndeligt interesserede personer melder sig helt ud af regeringens totalitære projekt. Det er dejligt at se, at modstanden mod det ny autokratiske system kommer fra folk med mange forskellige faglige og politiske udgangspunkter.
Per Øhrgaard: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/oehrgaard-det-er-alarmerende-der-ikke-rejser-sig-en-langt-staerkere-opposition-mod-den
Svend Brinkmanns indlæg: https://www.altinget.dk/artikel/svend-brinkmann-jeg-er-ikke-laengere-begejstret-for-regeringens-aandelige-oprustning
Katrine Winkel-Holms indlæg: https://www.raeson.dk/2025/katrine-winkel-holm-fri-os-fra-mette-frederiksens-aandelige-ensretning/
10. Den 5. oktober: Hvad foregår der?
I sidste uge fik vi at vide, at der var dødsensfarlige droneangreb over det hele. Atomkrigen var lige oppe over, og vi skulle rette raketterne mod Rusland og så videre.
Men nu – fortæller DR – kalder regeringen blot disse “droner” for ”luftobservationer”. Det er rystende læsning. I næste uge hedder det nok ”luftkasteller”, hvis jeg må være lidt sjov.
Forsvarsministeren udtaler følgende:
“Jeg tror, at læren af det, vi har set i forhold til droneobservationer – eller det vi nu i højere grad kalder luftobservationer – er jo, at det kræver jo mange forskellige ting for helt præcist at se, om der er en drone, eller om det er nogen andre objekter.”
Og i en anden artikel – også fra DR – udtaler en major følgende:
“Der er en risiko for, at det, der er blevet set, ikke nødvendigvis er droner, fordi det er meget svært at afstandsbedømme på en nattehimmel, sagde han efter hændelsen i Københavns Lufthavn til DR og tilføjede:
“Planeten Venus er ofte blevet rapporteret som et flyvende objekt, der har stået stille over for eksempel naboens sommerhus. Det siger alt om, hvor svært det er at afstandsbedømme i mørke”.”
Det hele minder om Nord Stream 2-skandalen. Også her var regeringen helt oppe i de ekstremistiske tåger med udskamninger og fyringer og så videre. Efterfølgende viste sabotagen sig at stamme fra kredse tæt på den ukrainske og amerikanske stat, hvis jeg har forstået det ret.
Hvem ved? Måske er ”luftkastellerne” også fra Ukraine? eller fra en legeonkel i Bangladesh? Man kan jo ikke stole på noget, der kommer fra denne ekstremistiske regering.
Det hele minder mig også om dengang, hvor Mette Frederiksen sagde, at coronanedlukningens hastelovsinferno var på ”myndighedernes anbefaling”, selvom de centrale sundhedsmyndigheder var stik imod den totalitære aktion.
Efter nedlukningerne var forbi i sommeren 2022 blev den borgerlige opposition kritisk over for Frederiksen. De ville ligefrem stille hende for rigsretten. Men i slutningen af 2022 fik hun alle partierne med på sin ekstremistiske kriseideologi, som nu fosser ud af statskassen, mens alle er tavse som små lam.
Og faktisk minder det hele også lidt om dengang i 2013, da Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister – sammen med Corydon og Antorini – løj om deres involvering i lockouten af lærerne i 2013. Efterfølgende truede de endda SFs daværende leder på hendes efterfølgende civile karriere, hvis hun udtalte sig om sagen.
Det sidste eksempel jeg nævnte – det om folkeskoleloven fra 2013 – handler om konkurrencestatens angreb på velfærdsstatens frihedsside, dvs. om opportunismens og grænseløshedens sejr. Det var økonomernes tid.
Det forrige eksempel – det om nedlukningen – handler om biostatens udvidelse af konkurrencestaten ind i kroppene, dvs. om kontrollens og teknologiens sejr. Som man siger i Socialdemokratiet: ”Overvågning er lig med frihed”. Det var smitteeksperternes tid.
De første og mere aktuelle eksempler handler om sikkerhedsstatens/krigsstatens radikalisering af opportunisme og kontrol. Det er frygtens symbiose med grænseløshed og teknokrati. Også kaldet ”åndelig oprustning”: En dansk version af Donald Trumps nye anarko-kapitalistiske hyperkrypto-globalisering. Det er krigseksperternes tid.
Hvorfor er der så tavst på tinge, og hvorfor arrangeres der ikke store demonstrationer? Det er kun den heltemodige Theresa Scavenius, som undervejs i alle tre overgreb på demokratiet har vist retspolitisk karakterdannelse og ånd i hendes store indsats for at redde hendes og vores samfund og fædreland.
Links:
DR’s ene artikel fra i går: https://www.dr.dk/nyheder/indland/foerst-blev-det-kaldt-droneaktiviteter-over-kritisk-infrastruktur-nu-kalder-ministeren-det
DRs anden artikel fra i går: https://www.dr.dk/nyheder/indland/mystiske-droner-over-danmark-efterforskningen-har-afkraeftet-flere-droneobservationer
Theresa Scavenius indlæg fra d. 3. oktober: https://www.facebook.com/tbbscavenius/posts/pfbid02wRwRTrDuCzpAqUY9w5XmU8JGwx491AHeKWCWuBH8chvMYknHoNVCAfwhWbxib8bZl
Læs evt også Uffe Jonas’ kommentar. Han er ligeså oprørt som jeg: https://www.facebook.com/uffejonas/posts/pfbid02fJE7bPetwS7pKWj5XFEzASybzv4jPY3SXqkbM74G91gDuzSFcKUGrh3QbMw18GQKl
11. Den 8. oktober: Kronik om autoritet
Jeg vil gerne fremhæve Lene Tanggaards og Noomi Matthiesens kronik i Kr. Dagblad, hvor de drøfter pædagogisk autoritet med udgangspunkt i Hannah Arendts og Løgstrups autoritetsfilosofi. Kronikkens pointe er, at skolen har mistet sin forbindelse til autoriteten og dermed til pædagogikkens liv.
For Arendt er skolen et pædagogisk sted ”between past and future” og mellem autoritet og frihed, dvs. med både romersk og græsk baggrundsfilosofi. Det er både-og. Det er derfor, hun virker så moderne og så fortidsrettet på samme tid. Uden autoritet ingen frihed. Og de to kronikører fremhæver nogle lignende overvejelser hos Løgstrup.
Denne tilgang arbejder på et dybere plan end alt dette skæld-ud og PDO og så videre ned i Marianergraven, hvor den pædagogiske filosofi er udraderet.
I kronikkens konklusion kan man læse følgende forsvar for ”institutioner” som pædagogiske “steder”, der går imod skolereformens ”målpinde”-logik:
”Skal autoriteten genvindes i vores fælles institutioner, så er det allervigtigste derfor, at de igen får mulighed for at virke som fagligt og sagligt orienterede steder og uddannelsesinstitutioner. Ikke som butikker eller serviceenheder, hvor der skal leveres resultater på målpinde.”
Dette opgør med ”målpindene” er skam stadig relevant, eftersom skolens i dag styres via store test- og kvalitetssystemer. Og den anden dag havde Morten Messerschmidt en kronik om folkeskolen i Politiken, hvor han fokuserede på OECD’s PISA-målinger og lignende, dvs. et regelret opgør med autoritet og dansk tradition.
Dansk Folkeparti er født i en slags had til ”det pædagogiske”, som det ”danske” og det ”folkelige” ellers er skabt og udviklet ved.
Tanggaard og Matthiesen inddrager også journalisten Mads Olriks tankevækkende bog ”Jeg er kommet for at ryste jer”, som sætter fokus på autoritetsbegrebet og dets forbindelse med en konkret lærers praksis. Olrik er endda så venlig at referere til mit arbejde med ”Pædagogikkens to verdener”, som udkom i en revideret udgave sidste år.
Man kan rolig sige, at den pædagogiske filosofi i dag bor hos psykologerne i Aalborg, hvor de to forfatterinder er ansat. Og også lidt hos mediet Zetland, hvor Mads Olrik arbejder. Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, har da også bidraget til bogen ”Sidste chance – nye perspektiver på dannelse”, som Tanggaard var med til at redigere i sin tid sammen med Brinkmann og mig selv. Brinkmann er i øvrigt ud af samme faglige tradition som kronikørerne, nemlig den socialt orienterede psykologi.
I parentes vil jeg i den forbindelse sige, at Lene Tanggaard sammen med endnu en åndsfælle, psykologen Klaus Nielsen, har udgivet en meget interessant bog ”Pædagogisk psykologi for lærerstuderende”. Her kan man lære, at John Hatties statistiske målstyringspædagogik, som jo var en central del af skolereformen og af DPUs indre, er knyttet til den behavioristiske tradition for adfærdskontrol. Desuden gennemgås alternativerne, nemlig de humanistiske og sociale traditioner, på en virkelig tankevækkende og godt formidlet måde.
Som jeg vurderer det, så bekræfter kronikkens analyse Tesfayes milde forstærkninger af lærerens autoritet, men det nævner jeg helt for egen regning, for kronikken nævner det ikke selv.
Mange tak til Noomi og Lene og alle de andre.
Diverse links:
Tanggaards og Matthiesens kronik om autoritet: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/hvad-er-det-overhovedet-en-autoritet-laereren-skal-have-tilbage
Messerschmidts kronik om folkeskolen: https://politiken.dk/debat/kroniken/art10564841/Her-er-fem-ting-der-vil-l%C3%B8fte-kvaliteten-i-folkeskolen
Folkeskolens ordensbekendtgørelse: https://www.uvm.dk/folkeskolen/laering-og-laeringsmiljoe/laeringsmiljoe/ro-og-klasseledelse/fremme-af-god-orden-i-folkeskolen
12. Den 8. oktober: Mobiler og AI
Der er kommet et forbud mod mobiltelefoner i skolen og i de yngste børns fritidstilbud samt diverse restriktioner på skolens brug af hjemmesider. Det er skønt.
Og nu foreslår statsministeren oveni, at man helt skal forbyde salg af mobiltelefoner til børn under 15 år. Og der er tilsyneladende tale om et genuint og glædeligt skifte, selvom grænsen burde være 18 år. Man ser for sig, hvordan børn løber glade ud på engene og gør sig virkelige erfaringer.
Nedenfor kan man tilgå et facebook-opslag, jeg lavede i 2018. Her kan man fornemme den digitaliseringsbegejstrede stemning, der prægede magtens kredse dengang. Og på Aarhus Universitet, hvor fakultetet ARTS helt har tabt forbindelsen til universitetets ide, har man siden omkring 2010 promoveret digitaliseringskompetencer ‘all over’ i globaliseringens tjeneste. Man kalder det for ”digital dannelse”.
Især lægen Imran Rashid og lektor Niels Pasgaard bør have medaljer for deres store indsats. De har stået fast, mens samfundet og barndommen blev opslugt i amerikanske tech-ideologiske systemer. Jeg har vedhæftet et aktuelt eksempel på Pasgaards tilgang, hvor han diskuterer med en forsker fra Aarhus Universitet.
Og der skal stadigvæk arbejdes. De aktuelle reformer er slet ikke nok efter min mening. Mit eget take på emnet, kan man læse i nedenstående kronik i Ræson fra i vinters, hvor jeg oplister 13 IT-politiske principper.
Og så er der et stort MEN, som jeg kom til at tænke på, mens jeg gik tur rundt om Egå Engsø. For på en måde er alt det der med sociale medier måske snart ligegyldigt. For snart behøver man jo slet ikke at kommunikere med ”en anden”, som man trods alt gør på Facebook. Man kan nøjes med at kommunikere med en robot, dvs. med AI, som både kan være både sød og forstående, og som repræsenterer WWW som sådan.
På en måde kan forbuddet mod SoMe jage ungdommen hen til AI, hvorved dårligdommene forstærkes. Det var dette paradoks, der slog mig nede ved søen.
Staten lægger op til omfattende brug af AI, selv i sociale og administrative processer, og man kan tale ”humant” sammen med sin egen lille robot, som nærmer sig kroppens indre. Det er denne transhumanistiske tankegang, som den aktuelle amerikanske regering er skabt af. Her hersker kryptovalutaen, den digitaliserede valuta, som truer statens eksistens.
Det er lige før, at Facebook – eller noget lignende – kunne være en oprørskanal, som det var tilfældet under f.eks. det arabiske forår.
Så man skal med det samme i gang med at forbyde AI, undtagen i meget afgrænsede processer. Man kan jo heller ikke købe heroin i Netto. Der skal nedsættes en slags forfatningsråd af kritiske eksperter, der holder denne trussel mod humanitet og tænkning ude af både børns og voksnes liv.
Links:
Den politiske aftale om forbud mod mobiltelefoner mv.: https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2025/september/250930-ny-aftale-om-mobilfrie-folkeskoler-og-fritidstilbud
Mette Frederiksens åbningstale i folketinget: https://stm.dk/statsministeren/taler/statsminister-mette-frederiksens-tale-ved-folketingets-aabning-den-7-oktober-2025/
Facebook-opslag fra 2018: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10156405069919481&id=837549480
Mit eget bud på en IT-politik fra december 2024 i Ræson: https://www.raeson.dk/2024/thomas-aastrup-roemer-13-forslag-til-en-humanistisk-skaermpolitik/
Eksempel på Niels Jakob Pasgaards indsats. Her i kamp mod Aarhus Universitets medieforskere: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/dannelsesforsker-om-mobilfri-skoler-vi-faar-mindre-zalando-og-gambling-i-timerne-og-samtidig-mere-dannelse
13. Den 24. oktober: Ny bog om karakterdannelse
Om et par uger udkommer en ny antologi, ”Karakterdannelse – højnelse til humanitet”, på forlaget KLIM. Det er lederen af det ny Center for Karakterdannelse, Jonas Norgaard Mortensen, der har redigeret. Svend Brinkmann har skrevet forordet.
Jeg har haft lejlighed til at læse bogen og kan fortælle, at der er tale om et fremragende værk med vigtige filosofiske, historiske og pædagogiske nedslag i begrebet karakterdannelse og dette begrebs sammenhæng med dannelse, skolehistorie og pædagogik.
Bogen er en slags pædagogisk-filosofisk manifestation. Et opgør med den uddannelsespolitiske instrumentalisme, som har præget perioden efter årtusindeskiftet. Udover mit eget ubehjælpsomme, men dog velmente bidrag, som drøfter forholdet mellem dannelse og karakterdannelse, myldrer det med interessante tanker og analyser, som har rødder i danske og europæiske åndstraditioner.
Det er pædagogikkens og filosofiens verden, som pludselig samler sig. Det er som at komme hjem til årsagerne.
Udgivelsens relevans er forstærket af, at den såkaldte Trivselskommission har fremhævet karakterdannelse som et centralt aspekt af en slags pædagogisk korrektion af trivselsbegrebet. Men karakterdannelsen har langt dybere rødder, hvilket også fremgår af mange af bogens artikler, som det videre politiske og pædagogiske arbejde efter min opfattelse bør lade sig inspirere af.
Bogen indeholder følgende artikler, her ordnet efter indholdsfortegnelsen:
– Ove Korsgaard (professor emeritus i pædagogisk filosofi): “At blive et menneske man kan regne med – Dydsetikkens pædagogiske tradition og relevans i dag”
– Paul Otto Brunstad (norsk professor i pædagogisk filosofi). Brunstad bidrager med to artikler:
“Mere end at blive den bedste udgave af sig selv – Karakterdannelse mellem personlig blomstring og fælles ansvar”
samt:
“Fællesskabet er en smuk gave og en krævende opgave – Dyder og karakterdannelse i et demokratisk perspektiv”
– Svend Brinkmann (professor i psykologi): “Karakterens byggesten– Karakterdannelse i et etisk og kulturelt perspektiv”
– Thomas Aastrup Rømer: “Når dannelse mister karakter, og karakter mister dybde – Dannelse, personlighed og åndsfrihed i vekselvirkning med verden”
– Stefan Hermann (tidl. rektor for Københavns Professionshøjskole): “Når trivsel skygger for dannelse – Karakterdannelsens udfordringer i pædagogik, undervisning og trivsel”
– Jonas Norgaard Mortensen (ph.d.-studerende og ekspert i europæisk humanisme, især den såkaldte ”personalisme”). Mortensen bidrager med to artikler:
“At træde i karakter i relationer – Karakterdannelse som relationel tilværelsesforståelse”
samt:
“Amo, ergo sum. Jeg elsker, derfor er jeg – Karakterdannelse som menneskelighed, forskellighed og fremmedkærlighed”
– Finn Thorbjørn Hansen (professor i anvendt filosofi): “Træernes hvisken og sjælens gehør – Karakterdannelse som resonans med det uudsigelige og det mere-end-menneskelige”
– Mogens Pahuus (professor emeritus i filosofi): “At lære at leve – ikke kun at klare sig – Skolens formål og karakterdannelse i Løgstrups pædagogiske tænkning”
– Kirsten M. Andersen (formand for Grundtvigsk Forum, underviser ved læreruddannelsen i Haderslev): “Fortællinger får karakteren til at træde frem af skyggen – Livsoplysning og karakterdannelse i lys af fortælling”
– Ole Sejer Iversen (professor i digital teknologi): “Transformativ handlekraft og moral i en verden af algoritmer – Karakterdannelse og pædagogik i mødet med digitalisering”
– Mattias Stølen Due (psykolog): “Familien som et karakterfuldt dannelsesfællesskab – Karakterdannelse som forældreansvar og risiko i en præstationskultur”
– Stine Liv Johansen (lektor i medieforskning): “Digitale spejle og moralske kompasser – Karakterdannelse i en digitaliseret og medialiseret verden”
Bogen udkommer d. 7. november, men kan allerede bestilles nu.
https://klim.dk/bog/karakterdannelse/
14. Den 26. oktober: Er EVA ”uafhængig”?
Ifølge finansloven skal Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) lukkes. Skolemonitor bringer i den forbindelse et interview med Else Sommer, der er bestyrelsesformand for EVA.
Else Sommer taler om, at EVA er en ”uafhængig vidensaktør”, men det er helt forkert. Det forholder sig modsat. EVA er både organisatorisk og værdimæssigt en integreret del af konkurrencestatens apparat, som jo har stået for en både diskursiv, værdimæssig og empirisk instrumentalisering af landets uddannelsessystem. EVA har et kæmpeansvar for denne deroute.
EVA har i alle årene været karakteriseret ved en total mangel for interesse for den pædagogiske tradition og forskning. Kun læringsmålstyringens ideologer har fundet plads i litteraturlisterne. Det har gjort ondt at iagttage denne selektive behandling af pædagogisk kundskab.
Man har mig bekendt heller ikke drøftet evalueringsbegrebet i sig selv. Man har blot overtaget konkurrencestatens definitioner. Det er så langt fra ”uafhængig”, som man kan komme. Jeg har selv skrevet ph.d. om “læring og evaluering i nyere uddannelsesteori”, så allerede i 2000-03 satte jeg mig grundig ind i evalueringsbegrebets indhold og effekt. Det siger kort sagt noget om tingenes tilstand, at Else Sommer mener, at EVA er ”uafhængigt”.
Men hvordan kan hun gå i byen med så eklatant en misforståelse?
Nuvel, svaret er måske, at Sommer selv har været en integreret del af hele det ideologiske læringssystem. Hun er økonom, som jo har overtaget fra pædagogerne, og udover sit engagement hos EVA har hun været ansat i København Kommune børne- og ungeforvaltning, hvor man var helt på KL/Corydons vogn og så videre. Hun er også næstformand i bestyrelsen for Københavns Professionshøjskole, hvor hun må have været med til at ansætte sin tidligere politiske chef, børne- og ungeborgmester, Anne Vang, som ny rektor og dermed til forstærke KL/UC-ideologien. Her var Vangs forgænger, Stefan Herman trods alt godt bekendt med baggrundsdiskussionerne. Formanden for KP’s bestyrelse er Antorinis læringsaktivistiske embedsmand under skolereformen, Jesper Fisker. Det er et uskønt system. KP her i øvrigt netop ansat en ny chef for pædagoguddannelsen. Hun kommer, ligesom Anne Vang og Else Sommer, også fra en stilling i Børne- og Ungeforvaltningen i Københavns Kommune, hvor hun var HR-chef. Vi er i professionshøjskolernes mærkelige land, som også giver ærespriser til skolereformens arkitekter.
Else Sommer er kort sagt en del af det, jeg har kaldt for Danmarks Pædagogiske Oligarki, og det er måske derfor, at hun kan kalde EVA for ”uafhængig”, selvom det modsatte er tilfældet.
Hvad der er ligeså galt, det er, at Skolemonitors journalister uden videre kolportere Sommers ”uafhængigheds”-ideologi i deres egne formuleringer i stedet for at spørge ind til sagens indhold.
Jeg vedhæfter et legendarisk eksempel på EVAs dybe afhængighed af konkurrencestatens systemer; nemlig en rapport fra 2012 om arbejdet med ”fælles mål”, som både filosofisk og empirisk fordrejer emnet på det groveste. Rapporten drøftes kritisk både i Keld Skovmands og Hans Dorfs bøger, og jeg omtaler den også selv i en af mine bøger. Og der er bestemt ikke tale om en enlig svale.
Både Anders Bondo Christensen, Niels Jakob Pasgaard og Finn Wiedemann har også været ude med kritiske bemærkninger på hhv. LinkedIn, FB og POV International.
Referencer:
Interview med Else Sommer i Skolemonitor: https://uddannelsesmonitor.dk/nyheder/politik/article18666930.ece
Analyse af EVA-rapport fra 2012: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-evas-rapport-om-faelles-maal-og-laeringsmaalstyring-fra-2012.html
Gældende lov om EVA: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/600
EVAs hjemmeside: https://eva.dk/
Niels Jakob Pasgaards kommentar: https://www.facebook.com/nj.pasgaard/posts/pfbid02kPRRKChiKZk1ZyEggsMc1W3HAxUTeNAHaDAN2ShGjQAaeLTaErEimmvvjpGqTFBZl
Tilføjet, d. 27/10: https://www.a4medier.dk/uddannelse/artikel/danmarks-stoerste-professionshoejskole-henter-chef-fra-koebenhavns-kommune
Tilføjet d. 28/11: Lektor Finn Wiedemanns indlæg om sagen i POV: https://pov.international/mere-evaluering-er-ikke-altid-bedre/
15. Den 28. oktober: Louise Klinges arbejde
Den indflydelsesrige free-lanceforsker, Louise Klinge, er gået i clinch med undervisningsministerens milde planer om mere autoritet i skolen. Klinge har samlet 500 medunderskrivere på en interessant kronik i Politiken, hvor hun med rette lægger ansvaret for skolens problemer på skolereformens ideologi.
Problemet er dog efter min mening, at Klinges eget arbejde er en slags integreret del af selvsamme skolereforms-ideologi. Det udløser et skolehistorisk paradoks, som jeg måske vil vende tilbage til. Kronikken spræller i sit eget net.
Spørgsmålet er, hvad Klinges teori er lavet af? Det undersøgte jeg for et par år siden i nedenstående artikel, som blev publiceret i Socialpædagogisk Tidsskrift. Hvis I holder ud til enden, så havner vi i skolehistoriens skønneste egne. Klinge har faktisk en slags kontakt til pædagogikkens liv, men glemmer det bare i hovedsporet.
Flere har været ude med kritiske markeringer, og i dag svarer Klinge en af sine kritikere i Skolemonitor. Jeg synes, hun trækker lidt i land, men måske overfortolker jeg.
Links:
Min analyse af Klinges arbejde:
http://www.thomasaastruproemer.dk/undersoegelse-af-relationskompetence-og-skaeldud.html
Klinges kronik, d. 10/10: https://politiken.dk/debat/kroniken/art10577790/Tesfaye-du-m%C3%A5-ikke-reducere-komplekse-udfordringer-til-pegen-fingre-ad-b%C3%B8rn-og-for%C3%A6ldre
Klinges svar til kritiker fra i dag, d. 28/10: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18675386.ece?utm_campaign=Skolemonitor%20-%20det%20daglige%20nyhedsbrev&utm_content=2025-10-28&utm_medium=email&utm_source=skolemonitor
16. Den 30. oktober: Det ny børnesyn og dets generationer
En lærerstuderende, Rosa Steilborg, skriver i Folkeskolen.dk, at det såkaldte ”ny børnesyn” står i modsætning til de ældre læregenerationers børnesyn, som portrætteres som gammeldags og reaktionært. De gamle lærere går kun op i ”PDO” og har ikke set lyset. Der er tale om en ”generationskløft”, får vi at vide.
Steilborg sætter sig dermed helt alene i verden. Lad mig uddybe:
Interessen for demokrati og pædagogik er så gammel, som jeg ved ikke hvad, og den fik i radikaliseret form et peak i 1970’erne. Nu stod læring i modsætning til kundskabstraditionerne. Børnene skulle lære social handling. Det er en lang og rig historie, som har rødder i romantikken og senere hen i 1920’erne. Det var barndommens århundrede. Det var ”læreprocesser” i samfundsforandringens navn. Det ”ny børnesyns” grundlæggende temaer er overhovedet ikke nye. Det er en kæmpefejl at kalde det for ”nyt”.
Ved at portrættere dette gamle børnesyn som ”nyt”, så mister man muligheden for at trække på denne traditions kundskabsmateriale og også på dens fejltagelser. Det var skam de gamle lærere, som var progressive.
På den måde bliver Steilborgs børnesyn helt alene, mens hendes børnesyns eget grundlag portrætteres som reaktionært. Denne uheldige mekanisme er også helt klart til stede i Louise Klinges analyser.
Så hvis man har interesse for det ”ny børnesyn” og dets emner, så bør man interviewe en 80 årig lærerinde fra København.
Nuvel, efter den rige børneaktivisme fra 1970-erne, som i dens bedste stunder var præget af en slags glad, fælles og drenget leg på græsplæner og i sidegader – sådan en slags blanding mellem Christiania og Jagtvej 69 – så skete der noget i løbet af 1990’erne. Muren faldt, så ungdomsoprøret og socialismen døde hen. Og Grundtvig røg også ud, for han var dengang venstreorienteret.
”Læring” var nu helt alene, for kundskabstraditionerne var jo allerede afviklet via den strukturalistiske del af ungdomsoprøret. Vi fik ”ansvar for egen læring”, dvs. psykologi og kompetenceudvikling. Dermed røg både ”demokratiet” og børneaktivisme af fløjten. Børnesynet blev nu helt individualiseret. Vi var gået ”fra undervisning til læring”. Lærere var nu blot en konsulent. Hvilken deroute.
Så selvom alt det der med demokrati og social handling forsvandt, så fastholdt man altså den nu ensomme ”læring”. Faktisk udvikler Louise Klinge sine ideer med udgangspunkt i denne ny situation. Hendes ide om ”relationskompetence” består af individualiseret psykologi og 90’er-kompetencer. Det aktuelle ”ny børnesyn” udvikles altså som et slags post-Berlinmur-opgør med det ældre ”ny børnesyn”.
Dette “nye ”ny børnesyn”” er den ”50-åriges” konstruktion. Det er den glemsomme generations konstruktion. Det er ca. Klinges generation. Det aktuelle ny børnesyn, som altså har rod i 90’erne, er den ensomme og individualiserede læring, som pludselig opdager, at der findes andre mennesker i klasseværelset. Derfor opstår ”relationen” som en ny kategori, mens både kundskaber og samfundsforandring er helt væk. Vi får ideen om “relationskompetencer”.
Og fra 2000’erne skulle den nu frisatte læring ligefrem optimere økonomien. Barnet skulle nu være en ”økonomisk soldat”. Meget mærkelig og ubehagelig vending.
Men det med konkurrencestaten er slet ikke Klinges linje. Hun er imod målstyring og digitaliseringsiver, for hun har jo rod i 1990’erne. Hun udvikler sine 1990’er-prægede ideer omkring 2015, dvs. efter konkurrencestatens ankomst i 2000’erne. Det er faktisk denne kronologiske forskydning, der giver hendes ideer en vis pondus.
Fra 2013 stod den på kæmpeklasser, hvor alle var ”inkluderede”, hvor der overalt og konstant var individualiseret ”undervisningsdifferentiering”, hvor skoledagene var verdensrekord-lange, hvor det hele var styret af store nationale og globale testsystemer, og hvor alle kiggede ned i deres maskiner for at optimere deres individuelle læringsmål. Læreren var nu proletariseret. Man kaldte det for ”professionalisme”. Endnu en deroute.
Det hele var et opgør med “barnet”; et opgør, som altså stammede fra en forfaldsform af det ”ny børnesyn” fra 1970’erne. Den aktuelle læreruddannelse, hvor Rosa Steilborg har sin gang, er født ud af dette system.
Så hvis Rosa Steilborg vil lære noget om sit eget børnesyn, så skal hun snakke med en masse gamle lærere og læse nogle gamle bøger i stedet for at lave en generationskløft mellem hende og dem, som har fundet på alt det, som slet ikke er ”nyt”. Så kan de alle sammen slå sig sammen og protesterer mod skolereformen og dens effekter og tankegang. Imens kan alle disse skønne lærere holde hinanden i hånden og synge nogle gamle sange fra alle ”generationernes” erfaringsliv, også fra dem, som gerne ville fortælle den næste generation, om det, der allerede findes, så den nye generation har noget at arbejde med og revoltere imod.