(Nedenstående tekst er en let redigeret version af en kronik, som blev bragt i Jyllands-Posten, d. 15. februar 2024, i forbindelse med udgivelsen af bogen “Universitetet og dets fjender – om livet på Aarhus Universitet og DPU”. https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE16901672/universiteter-har-mistet-deres-kernevaerdier-til-fordel-for-strategier-og-teknokrati/)
I 2003 skete der en revolution. Revolutionen efterlod danske universiteter i en fundamental krise, hvis effekt var en kortslutning af den akademiske frihed og dennes omfattende tradition. Revolutionens indhold var en ny universitetsreform, som tog den faglige og institutionelle autoritet fra de videnskabelige samfund. I stedet gav man magten til nye bestyrelser, hvor der var flertal af eksterne erhvervs- og organisationsinteresser, og man udviklede nye ledelsessystemer, der fik enorm magt over det videnskabelige liv. Nu skulle man have kontraktbaserede strategier, som flugtede med politiske og økonomiske interesser, og selv faste ansættelser blev løse. Sloganet var det forskrækkelige: ”Fra forskning til faktura”.
Ord som uafhængighed, sandhedskærlighed, nysgerrighed og kritik, som havde været definerende for universitetet, havde mistet deres autoritet. 2003-reformen gjorde kort sagt op med universitetets oplysningsfilosofiske rødder og dermed også med det såkaldte Humboldt-universitets idealer. Fakturaen havde besejret den europæiske ånd, dvs. dannelsen. Forskningsfrihed var nu en afmålt tilladelse. Det er med denne radikale omvæltning som udgangspunkt, at de danske universiteter har udviklet sig i en forkert retning i nu 20 år.
Allerede i 2003 var der protester fra intellektuelle kredse. F.eks. talte tidehvervsfolk om, at loven var et opgør med den europæiske åndshistorie, og den intellektuelle venstrefløj kritiserede de neoliberale styringsstrukturer. Begge havde ret. De gamle rektorer i både Aarhus og København var også særdeles kritiske. Alle levede nu under fakturaens regime. Jeg har beskrevet revolutionen og dens effekter udførligt i min nye bog ”Universitetet og dets fjender”.
Universitetsloven fra 2003 blev forstærket af Globaliseringsrådets arbejde fra 2006, som i høj grad handlede om universiteter og uddannelse. Også her var der tale om en omfattende instrumentalisering af samfundets kundskabsliv. Det var den nye konkurrencestats endegyldige sejr over den liberale stat, hvis eksistens jo er betinget af et frit vekselvirkende kundskabsliv. Alt skulle nu være i ”verdensklasse”.
Revolutionen i 2003 havde dermed skabt konkurrencestatens universitet, som desværre er det egentlige universitetets modsætning. Nu var det ikke længere sandhedskærlighed og kritik, som blev belønnet, men derimod indtjening, erhvervsrelevans og strategisk optimering. Det var en tragedie.
Hvem kunne dog finde på den slags? Altså at rive et smukt palads ned, fordi der måske var en punkteret rude i et kældervindue? Det kunne ikke mindst Anders Fogh Rasmussens skiftende regeringer fra 2001, hvor Helge Sander blev den gennemgående minister for et næsten nyt og forstærket forskningsministerium. Det var altså en liberal regering, der ødelagde hele den liberale oplysningstradition, som universiteterne var skabt ved. Det samme skete i parentes bemærket for folkeskolen og professionsuddannelserne. Det er et kæmpeparadoks for det borgerlige Danmark.
De nye ideer havde ganske vist løbende udviklet sig i løbet i 90’erne, hvor Socialdemokratiet havde regeringsmagten, dog med den gamle universitetslov fra 1970 og hele baggrundstraditionen som en modererende, men gispende struktur. Men det var KV-regeringerne, som for alvor gennemtvang de nye tider.
Historien om Aarhus Universitet er et eksempel på, hvor galt det kan gå. Her havde den daværende rektor, Henning Lehmann, været kraftigt imod reformerne, så han gik af i 2002. I stedet for Lehmann ansatte den nye bestyrelse i 2005 botanikeren Lauritz Holm-Nielsen, som kom fra Verdensbanken. Han havde også siddet med i den kommission, som omkring 2001 havde forberedt universitetsloven.
Holm-Nielsen foranstaltede straks nogle OECD-analyser, og et anmassende nysprog greb om sig. Det hele kulminerede i 2011, hvor det nye system manifesterede sig i en stor verdensbankinspireret fakultetsreform, der centraliserede alt. Nu skulle man have ”det frække universitet”, og man skulle gå ”fra viden til handling”. Parallelt med disse uhyrligheder kom sagen om den tyske musikprofessor, Linda Maria Koldau, der blev frosset ud af ledelsen på grund af sine faglige holdninger. Der var også heromkring, at de gamle kritiske venstrefløjskredse begyndt at tilpasse sig det nye konkurrencestatsuniversitet. Det er et fascinerende studie i totalitarismens mekanismer. Universiteterne var blevet fjende af kundskabsfunderede spørgsmål. I stedet skulle man underlægge sig andres svar.
De nye systemer skabte deres egne karriereveje, ikke mindst i Aarhus. De nye dekaner og den efterfølgende (og nuværende) rektor, Brian Bech Nielsen, kom direkte ud af 00’ernes processer. Bech Nielsen blev – efter nogle år som dekan – rektor i 2012, hvor han med det samme iværksatte en stor fyringsrunde, fordi reorganiseringen fra året før havde været så omkostningsfuld. Han skulle også lige bruge 100 mio. kroner til ”strategisk ledelse”. Folk rettede endnu mere ind.
Længere nede i systemerne udviklede man strategier, forskningsstrukturer og ph.d.-systemer, som skulle understøtte overgrebet, og efterhånden forstærkedes systemet af forskellige interesseorganisationer og erhvervspolitiske tænketanke, som pludselig havde fået ”interesser” i sagen. F.eks. ændrede rektorkollegiet navn til Danske Universiteter, og fagforeningerne blev jo også afhængig af de nye systemer. Desuden udviklede man en række stærkt ideologiske læringscentre, som skulle holde den frie pædagogiske vekselvirkning under kontrol. Det klassiske universitet var ellers præget af en dyb kontakt mellem kundskaber og pædagogik, men den sammenhæng blev nu reduceret til strategi og læring.
På Danmarks pædagogiske universitet (DPU), som blev en del af Aarhus Universitet i 2008, udvikledes et særligt instrumentelt syn på pædagogik og videnskab, der manifesterede sig igen og igen, og som jeg selv blev offer for i 2022. Her blev jeg uden begrundelse fyret, blot få måneder efter at have skrevet en stor monografi om skolens formål som gik imod institutlederens konkurrencestatsbaserede synspunkter. Både danske og nordiske forskersamfund foranstaltede store protester, men der kom ikke noget svar. Det nye teknokratis tavshed var larmende. Og der var ikke tale om en enlig svale.
Så omsorg for kritik og ytringsfrihed er ikke velset hos DPU’s ledelse, som hylder konkurrencestaten og taler ned om dannelsestraditionen. Også på Københavns universitet foretog man fyringer af førende forskere med de mest utrolige begrundelser, og på SDU underlagde man sig helt ukritisk FN’s såkaldte verdensmål, som Finansministeriet hurtigt fik omdannet til styringssystemer.
Al selvstændig videnskab var nu på lykke og fremme, og forskere som sociologen Heine Andersen og filosoffen Asger Sørensen kunne berette om den ene sag efter den anden ud over dem, som jeg allerede har nævnt. Også professorer som Svend Brinkmann og Ole Wæver og mange flere har støttet kritikken. Men der er mest tale om enkeltpersoner.
Parallelt med disse politisk-organisatoriske fjendtligheder opretholdes universitetets oprindelige sprog til festlige lejligheder; f.eks. ved at tilslutte sig diverse internationale erklæringer, men også i Aarhus Universitets egne vedtægter, hvis formuleringer stammer fra en svunden tid. Så disse vedtægter, som er en slags kontrakt med staten, misligholdes altså på det groveste, både af universitet og af staten selv. Man bruger universitetets sprog til at gøre op med universitetet. Der er tale om et overgreb på samfundets grundlæggende essens.
Hvis man har videnskaben kær, så er det vigtigt, at man skifter ledelsessystemet ud, så det vælges af det videnskabelige samfund, at der kommer sikkerhed i ansættelsen, så man kan forske frit, og at man i den forbindelse ændrer loven, så den understøtter universitetet og ikke dets fjender.