Nedenfor kan man læse otte refleksioner/noter om primært universitetspolitiske emner, især foranlediget af situationen på Aarhus Universitet.
Der er tale om let redigerede versioner af tekster, som tidligere har været offentliggjort på Facebook.
1. Den 18. februar: Notits i Folkeskolen
Det seneste nummer af bladet Folkeskolen har på side 6 en notits, der kaldes for ”3 vigtige”, som alle handler om pædagogisk frihed. Den anden tekst af disse ”3 vigtige” er en omtale af DPU-sagen:
”Frihed er også omdrejningspunktet for forsker Thomas Aastrup Rømer, der blev fyret fra sin forskerstilling på DPU. Han hædres nu med Trykkefrihedsselskabets Sappho-pris, for sin kompromisløshed i kampen for det frie ord. Rømer selv og en lang række forskerkolleger kritiserede DPU’s ledelse i hårde vendinger, da Rømer blev fyret. De beskyldte ledelsen for at fyre Rømer for at slippe af med hans kritiske tilgang til instituttet, og der blev hurtigt iværksat en underskriftsindsamling for at få forskeren tilbage. Det lykkedes ikke, men Thomas Aastrup Rømer får nu altså en pris for sin kamp for forsknings- og ytringsfriheden.”
Jeg er glad for denne påmindelse om, at selvsamme tekster, som altså udløser en pris i frihedstraditionens navn, i dagens Danmark sanktioneres til grov udelukkelse fra statens – dvs. AU’s og Claus Holms – neototalitære forsknings- og universitetssyn. Dermed tager staten jo skade.
Jeg vil også lige til uddybning af citatet sige to ting: Dels at der ikke kun var ”en underskriftsindsamling” – der var faktisk 2-3 stykker (afhængig af definition) – og dels at protesten var betydeligt bredere, end udtrykket ”forskerkolleger” dækker over. F.eks. var der også mange skolelærere, der protesterede.
https://issuu.com/folkeskolen/docs/folkeskolen_nr._03_2023
2. Den 20. februar: Aarhus Universitet og Korshøjen
Korshøjen i Vejlby-Risskov, hvor jeg boede som dreng, var som snydt ud af universitetsloven fra 1970. I folkemunde hed kvarteret, som blev bygget i selvsamme år, ligefrem Magisterghettoen. Her boede alle de unge magistre og filosoffer i vekselvirkningen mellem demokrati, revolution, humaniora. leg og kundskabsglæde. Jeg bor der stadigvæk i dag.
På en måde er Claus Holms primitive fyringsaktion, hvis filosofi jo har rødder i universitetsloven fra 2003 (“fra tanke til faktura”) og i denne lovs destruktion af netop 1970-loven, et angreb på Korshøjen, dvs. på hele det filosofisk-humanistiske liv, som jo blev Aarhus Universitets essens i de år, og som havde rødder tilbage i 1920’erne.
Symbolsk blev denne “destruktion” markeret, da den globaliseringsivrige rektor, Laurits Holm-Nielsen, omkring 2013 nedlagde det såkaldte “Universitetssamvirke”, som var Aarhus Universitets historiske sjæl, hvori Korshøjens liv var en af de sidste blomster. Holm-Nielsen foreslog endda omdanne samvirket til en alumne-forening, som han ville kalde for “AU executive” (grædende smiley).
Den nye “executive”-ånd stammede fra en blanding af 2003-lov og Globaliseringsaftaler fra 2006.
Holm-Nielsens system var universitetets store fjende, men fjenden i dag er definerende for Aarhus Universitet, som dermed er blevet sin egen fjende. Her bestemmer en eller anden læringsekstremistisk leder fra en email-adresse i København over Korshøjens, videnskabens og pædagogikkens fælled og legepladser
Her er lidt erindringer om livet i magistrenes ghetto:
http://www.thomasaastruproemer.dk/korshoejen.html
3. Den 21. februar: Gert Biesta om “the rise of the global university”:
Jeg sidder og arbejder på min bog om universiteter og lærer alt muligt undervejs. F.eks. følgende:
I 2011 gjorde Aarhus Universitet endegyldigt op med sin historiske og filosofiske sammenhæng og blev i stedet til en global, vidensproducerende og hierarkisk organisation i produktivitetens og samfundsøkonomiens tjeneste. Der var tale om en særlig globalistisk og tom forstærkning af ånden fra universitetsloven i 2003 og fra globaliseringsaftalerne i 2006.
Den pædagogiske filosof, Gert Biesta, skrev i præcist samme år, dvs. i 2011, en interessant artikel om universitetets ide, hvor han karakteriserer netop “the rise of the global university” på følgende måde:
”The global university is, after all, only going where everyone else is going. But since everyone is doing this, the system in itself is going nowhere. Since everyone is only copying everyone else, the global university is a copy without an original” (Biesta 2011, s. 38).
Og denne særlige “kopi uden original” – en tilstand som er i dyb modsætning til universitetets idealer – har følgende foruroligende konsekvens:
”Since the global university lacks an internal reference point, an internal criterion of what it means to be a (good) university, it can only adapt and adjust to what comes to it from the outside. Because the global university stands for nothing, it runs the risk of falling for anything” (ibid., s. 42)
Universitetet bliver dermed til en selvproducerende maskine og et middel til hvad som helst, uden selvstændigt formål og filosofisk rodnet.
Herfra kan alt ske.
4. Den 26. februar: Stavros Moutsios om danske universiteter
Den 11. juli 2022 publicerede lektor ved DPU, Stavros Moutsios, en kritisk analyse af universitetsloven, bl.a. med reference til en række konkrete regler og dokumenter fra Aarhus Universitet.
Artiklens titel er: “The bureaucratisation of the university: The case of Denmark”.
Moutsios beskriver, hvordan en ny og undertrykkende kombination af styring og bureaukrati har overtaget og eichmannificeret universitetets ide, praksis og sandhedssøgen.
Artiklen udkom i det anerkendte australske tidsskrift Educational Philosophy and Theory, hvis redaktør, Micheal A. Peters, i 2018 var medredaktør på den store tobinds-udgivelse ”The Idea of University”.
I efteråret 2022 deltog Stavros Moutsios endvidere i den generelle kritik af AU’s fyringer på DPU.
https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/00131857.2022.2097069?journalCode=rept20
5. Den 1. marts: DPU’s opgør med pædagogik
Lærke Grandjean har undersøgt DPU’s forhold til pædagogikkens tradition og til ordene i skolens formålsparagraf.
Resultatet er nedslående.
Lærerhøjskolens tradition er fjernet fra strukturen, og det samme er sket for de pædagogiske ord fra skolens formål, som nu må putte sig tavst i nogle små marginale rest-regioner.
Jeg lavede en lignende undersøgelse i bogen Skolens formål – dannelse, splittelse og forstærkning, hvor jeg kom frem til samme resultat. Resultatet stemmer godt overens med institutleder Claus Holms opgør med både demokrati og tilværelsesoplysning; en linje han har stået for med kraftfuldt engagement siden sin tiltræden i 2015. Det er denne ideologiske struktur, som Grandjean har aflæst resultaterne af.
Grandjean har også kastet sin kritiske opmærksomhed på et projekt om automatiseret skriveudvikling, det såkaldte ATEL, der bygger på en omfattende og profylaktisk læringsdigitalisering.
Angiveligt gennemføres projektet af Jeppe Bundsgaard, som er en af Claus Holms løjtnanter. Holm trak f.eks. kraftigt på Bundsgaards kritik af fag og dannelse, da Holm i 2018 kritiserede Merete Riisagers skolesyn, og Bundsgaard blev udnævnt til strategisk professor (mso), efter at Holm i 2015 havde nedlagt et alment professorat i pædagogik blot få måneder efter sin tiltræden.
ATEL-projektet blev indledt i september 2018, hvor DPU for alvor gik i symbiose med globale datakræfter. Det dokumenterer jeg i min kommende bog I skolereformens kølvand – kritik, justering og forstærkning. ATEL er et eksempel på det, jeg kalder for skolereformens “forstærkning”, hvis baggrundsfilosofi også er fundamentet for Holms aktuelle eksklusion af sine kritikere, så den begrebsmæssige magt over den pædagogiske forskning kan fastholdes.
Grandjean slutter sit indlæg med følgende markering om de vigtige emner, som hun savner fokus på:
“Jeg er bekymret over ikke at finde ord som demokrati, åndsfrihed og ligeværd på DPU´s hjemmeside; og jeg er dybt rystet over eksemplet med ATEL og den instrumentelle norm, der således får lov at styre en grund forskning på DPU om børns skrivning.
Man udelukker hermed centrale spørgsmål: Hvorfor skal man forske i pædagogik? Hvad er formålet med uddannelse? Hvordan er sammenhængen mellem uddannelse, forskning og demokrati? Hvad er viden? Er akademiske forskningsudgivelser blevet en global snakken med sig selv? Jeg ville ønske en vending – hen til dybere grund, og menneskelige normer ift. demokrati, frihed og ligeværd. Væk fra den instrumentalisering, der har udviklet sig i kølvandet på digitaliseringen. Det er på høje tid.”
Tak til Grandjean for et interessant opslag.
6. Den 3. marts: Et stort spørgsmålstegn
I går afholdt Læreruddannelsens Ledernetværk en national konference om læreruddannelsen med et meget mærkeligt program. Lad mig forklare:
I 2013 gennemførte man en læreruddannelse, som gjorde op med dannelse, pædagogik og seminarietradition.
I 2021 lavede en såkaldt Udviklingsgruppe et forslag til en ny læreruddannelse, som skulle få dannelse, fag og formål tilbage i uddannelsen. Man ville i selvforståelsen gøre op med 2013-loven, selvom jeg selv dengang ikke var helt overbevist. 2013-reformens ideolog, DPU’s Jens Rasmussen, var imidlertid stærkt imod udviklingsgruppens ideer, hvilket beroligede mig lidt.
I februar 2023, altså for blot få uger siden, kom der så et forslag til en helt ny bekendtgørelse, som tager udgangspunkt i udviklingsgruppens ideer, bl.a. med en kraftig udvidet formålsparagraf og med mere vægt på dannelse og pædagogik. I samme ombæring nedlagde politikerne alle tanker om at etablere endnu et frit seminarium i landet. Seminarietanken skulle angiveligt være inkluderet i den nye reform.
Og i går afholdt Læreruddannelsens Ledernetværk så den nævnte konference i kølvandet på forsøget med at gøre op med 2013-filosofien.
Og nu kommer så min undren:
For konferencens setup ligger nemlig i direkte forlængelse af 2013-reformen. F.eks. er norske Elaine Munthe, som var en af 2013-reformens centrale stemmer, konferencens keynotespeaker. Og der er intet om nogle af de emner, f.eks. dannelse, fag og formål, som udviklingsgruppen og politikerne ellers lige har annonceret som de centrale?
Står tiden stille på professionshøjskolerne? Eller var de fine ord bare en måde, hvorpå man kunne slippe for det frie seminarium og for lignende initiativer?
Links:
Materiale om konferencen: https://www.laereruddannelsesnet.dk/konferencen-og-moeder/
Link til høringsmateriale om bekendtgørelse: https://ufm.dk/aktuelt/nyheder/2023/bekendtgorelse-for-ny-laereruddannelse-sendt-i-horing
Omtale af udviklingsgruppens rapport fra 2021: http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-udviklingsgruppens-notater-om-laereruddannelsen-december-2021.html
7. Den 4. marts: Aarhus Universitets vedtægter
Den 11. oktober 2022 vedtog Aarhus Universitets bestyrelse universitetets aktuelt gældende vedtægt. Vedtægten blev herefter godkendt af ministeriet d. 16. december 2022, dvs. den eksakt samme dag som fyringerne på DPU blev effektueret.
Det står helt klart – ud fra vedtægtens §3 og §4 – at DPU’s leder Claus Holm og universitetets ledelse med fyringen af undertegnede har forbrudt sig imod universitetets eget regelsæt og dermed imod kontrakten med staten:
Først i §3:
”§3, Stk. 2. Aarhus Universitets virksomhed foregår på grundlag af de principper, der er udtrykt i de europæiske universiteters Magna Charta, herunder uafhængighed, frihed i forskning, undervisning og uddannelser, gensidighed i videnudveksling og kulturelt samarbejde samt undervisningens forskningsbasering.
Stk. 3. Aarhus Universitet respekterer etiske regler for forskningsudøvelse, herunder krav om ubestikkelighed og vederhæftighed, åbenhed for kritik og for fornyet prøvelse af præstationer og indvundne resultater.”
Dernæst i §4:
”§4, Stk. 2. Aarhus Universitetet vil udvikle videnskaben og bidrage kritisk til øget erkendelse ubundet af herskende videnskabelige og samfundsmæssige opfattelser. Aarhus Universitet vil derfor for sine forskere skabe vilkår, som fremmer kreativitet og en kritisk indstilling over for opfattelser og synspunkter, der i såvel forskningen som det øvrige samfund fremstår som etablerede sandheder.” (mine kursiveringer)
De andre universiteter har, så vidt jeg kan se, ikke den slags formuleringer i deres vedtægter? Hvor mon formuleringerne kommer fra? Måske fra det gamle Universitetssamvirke, som blev nedlagt i 2015, da ”the global university” ville omdanne samvirket til et ”AU Executive”? Eller fra kredsen omkring teologen og rektor Henning Lehmanns indflydelse tilbage i 1990’erne? Ved nogen noget om det?
Som borger er det ekstremt provokerende, at universitetet ikke overholder dets aftale med staten. Efter min mening bør den særdeles vellønnede ledelse omgående forlade dens embeder.
Næste lørdag skal jeg på Vartov for at modtage Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho-prisen. Prisen tildeles for præcist de samme kvaliteter, som fremgår af vedtægten, men som altså ikke er velset på den institution, som vedtægten ellers gælder for.
Her er selskabets begrundelse:
“Thomas Aastrup Rømer modtager Sappho-prisen 2023 for kompromisløst at holde fast i forskningsfriheden og den enkelte forskers ret til at indgå i en åben og udogmatisk diskussion i såvel det pædagogiske forskningsmiljø som i samfundsdebatten. Thomas Aastrup Rømers omfattende forskning har igennem en årrække givet og giver fortsat kvalificeret modspil til de seneste årtiers tiltagende åndløse målstyring i uddannelsessystemet på bekostning af den dannelsestradition, der har været bærende for det danske demokrati og folkestyre.”
Så på Aarhus Universitet bliver man fyret for at leve op til universitetets egne regler. Dermed kollapser universitet som universitet. Jeg forstår ikke, at dette overgreb accepteres.
Links:
AU’s 2004-vedtægt: https://www.au.dk/fileadmin/www.au.dk/om_au/organisation_og_ledelse/bestyrelse/5-2004/20040831p4/20040831pkt41a.pdf
AU’s 2022-vedtægt: https://www.au.dk/om/organisation/regelsamling/styrelse-administration/01/01-02-vedtaegt-for-aarhus-universitet
8. d. 5. marts: Tankens død
Universitetsreformen fra 2003 bliver nu endegyldigt effektueret. Det var i 2003, at Dansk Industri ville gå ”fra forskning til faktura”. Det var slemt nok, men det blev endnu værre! For den daværende forskningsminister radikaliserede det berømte udtryk. Han ville gå ”fra tanke til faktura”. Dermed kollapsede alt.
I løbet af de sidste par årtier er den nye ideologi løbende blev forstærket. Og nu har ”fakturaen” vundet endegyldigt over ”tanken”.
Hvordan sker det? Ved den aktuelle afkortning af kandidatuddannelserne til et år? Egentlig ikke, for det er blot et grimt symptom. Nej, fakturaens endelige sejr sker ved, at også det ene tilbageværende år og alle de andre uddannelsesrester nu helt underordnes ”fakturaen”, dvs. ”arbejdsudbuddet”.
Dermed har fakturaen helt overtaget tanken.
Men universitetet var jo netop tankens dannelse? Men altså ikke mere. Ikke siden 2003, som nu her i 2023 endelig er blevet effektueret.
Der er tale om en form for filosofisk og videnskabelig nedlukning.
Man kan nu gøre alt på ingen tid med henvisning til en eller anden statistik. Et tal – en krise – et hast-værk – en ødelæggelse. Og hvis denne endegyldige begravelse af universitetet så har været forberedt og implementeret over 20 år – og testet i skolereformen fra 2014 – så bliver fakturaens nye pludselighed særlig dyb.
Farvel til “tanken”.