Nedenfor kan man læse 21 refleksioner/noter om universitetspolitiske emner, især foranlediget af situationen på Aarhus Universitet.
Der er tale om let redigerede versioner af tekster, som tidligere har været offentliggjort på Facebook.
1. d. 9. januar: Mange tak
Kære alle
Nu er institutleder Claus Holms afskedigelser endeligt effektueret. Min forskning i pædagogiske formål er ikke mere en del af noget, han kalder for “et bagvedliggende hensyn” til et “fremadrettet” DPU.
Jeg forstår ikke begrundelsen, men jeg forstår fint årsagen, og det føles lidt tomt, må jeg indrømme, både som person, universitetsmenneske og borger.
I nedenstående link kan man tilgå alle sagens indlæg, dokumenter og handlinger. 1000 tak til alle for en fantastisk opbakning undervejs.
Mange hilsner
Thomas
http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-afskedigelse-paa-dpu.html
2. d. 12. januar: Barndom og videnskab
En refleksion over barndommens betydning
http://www.thomasaastruproemer.dk/barnlig-eller-barn-lig.html
3. d. 17. januar: Afskedsforelæsning og reception
D. 3. februar er det muligt at deltage i Claus Holms fejring af sit idol Lars Qvortrup; herunder af Qvortrups store indsats for den magtfulde jaHattie-læring, som har haft så omfattende negative konsekvenser for skolen.
Der er både forelæsning og hyggelig reception ved fordøren.
Imens pakker jeg kontoret ned uden tak eller hilsen og finder måske et job ved bagdøren, hvis jeg er heldig.
Uden lærestol i almen pædagogik efterlades DPU og dansk pædagogisk forskning – og dermed også pædagogikken som sådan – under læringens og Claus Holms enevældige kontrol i Qvortrups ånd.
4. d. 20. januar: Relationskompetence og skældud
I det seneste nummer af Tidsskrift for Socialpædagogik har jeg bidraget med en artikel, som hedder “Undersøgelse af relationskompetence og skældud”:
https://www.werkshop.dk/producenter/80-dansk-forening-for-socialpaedagogik/1249-2022-nr-2-tfs/
5. d. 24. januar: Claus Holms totalitære forståelse af forskning
Allerede i maj 2016 fremlagde Claus Holm sit sublimt totalitære syn på forskningens og kritikkens rolle i samfundet. Logikken er, at kritikere af konkurrencestaten og dens effekter kun går efter “popularitet” og efter “at mene noget”. Kritikerne gør ligefrem politikerne “usaglige og ansvarsløse”, står der.
Derimod er Ove Kaj Pedersen klog og saglig. Holm fortæller, at konkurrencestaten er en “grundpræmis”. Hvis man kritiserer den, så er man usaglig og populistisk. Jeg tror faktisk ikke, at Ove Kaj selv vil synes om den form for modstilling.
I indlægget går Holms logik ud over Rasmus Willigs kritiske arbejde, og selv har jeg også mærket til effekterne af Holms totalitære ideologi, som nu definerer DPU som sådan.
Holm er med dette synspunkt helt uegnet til at bestride en post som leder af videnskabeligt arbejde. Så længe han har magten, må man fraråde alle unge mennesker med interesse for pædagogik og videnskab at søge ind på DPU. Find et andet sted at studere, som ikke præges at totalitære aksiomer.
Det er også værd at nævne, at Holm bruger DPU’s officielle hjemmeside til sit indlæg. Der er tale om et “DPU mener”!
Brian Degn Mårtensson har i øvrigt en fin kritik af Holms indlæg i sin bog “Mennesket som mål – skole og uddannelse i kritisk perspektiv”, Akademisk Forlag, 2018. Mårtensson kalder Holms ideologi for “civilisationsfjendsk”.
6. d. 25. januar: Dekan Johnny Laursen forsvarer fyringerne på DPU
Dekan Johnny Laursen har i et indlæg på folkeskolen.dk forsvaret fyringerne på DPU.
Jeg har skrevet nedenstående analyse af indlægget.
Det ser sort ud for Aarhus Universitet.
http://www.thomasaastruproemer.dk/johnny-laursen-forsvarer-fyringerne-paa-dpu.html
7. d. 29. januar: Besættelsesmuseet
I dag besøgte vi besættelsesmuseet i Aarhus.
Her blev jeg mindet om, at Aarhus Universitets område i 1943 var “hovedkvarter for det tyske sikkerhedspolitis mest frygtede og brutale afdelinger”, som der står på en af tavlerne.
Herfra “dirigerede tyskerne bekæmpelsen af modstandsbevægelsen i Midt- og Nordjylland”. Tyskerne hadede demokrati og pluralisme.
Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg kom til at stå og dvæle ved disse to citater? Det plejer jeg ellers ikke.
Til sidst på tavlen står der følgende: “I efteråret 1944 bad modstandsbevægelsen de allierede om hjælp. Svaret var et britisk luftangreb mod hovedkvarteret d. 31. oktober 1944”.
8. d. 31. januar: Sappho-prisen
Jeg er årets modtager af Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho-prisen.
Prisen ”gives til en person, der har udvist uforfærdethed og kompromisløshed i kampen for det frie ord”.
Jeg er naturligvis meget stolt og glad for denne ære, som til gengæld er virkelig pinlig for DPU og for Aarhus Universitet.
Jeg er den blot anden danske modtager af prisen, siden salig Kurt Westergaard modtog den i 2008 for sine smukke tegninger, der fik verden til at vise sig.
De nærmere detaljer vedrørende prisoverrækkelsen er ikke fastlagt, udover at den finder sted d. 11. marts på Vartov i København.
https://www.trykkefrihed.dk/sapphoprisen.htm
9. d. 1. februar: Aarhus Universitet i universitetspolitisk kollaps
I 2021 skrev rektor for AU, Brian Bech Nielsen, og hans dekan for ARTS, Johnny Laursen, et flot forsvar i Altinget for forskningsfriheden og for videnskabeligt engagement og kritik. Og året efter kom så AU’s smukke erklæring om ytrings- og forskningsfrihed.
Det var fine ord, som jeg dengang roste og levede 100% op til.
Men desværre var det hele bare en stor løgn. Nielsen og Laursen står i virkeligheden for det stik modsatte, hjulpet på vej og radikaliseret af Claus Holms og DPU’s totalitære forskningssyn.
AU har angrebet sig selv og ødelagt det universitet, som engang var byens pryd, mens man pynter sig med oplysningens og prydens falske fjer.
Eller måske er de to tekster en form for satire? Eller er vi med i et århusiansk freak-show? En slags cabaret i Weimar-republikken, hvor intet er, hvad det giver sig ud for?
(se afsnit 21 for nogle forklaringer)
Links:
Artikel i Altinget, 2021: https://www.altinget.dk/forskning/artikel/au-ledere-ministeren-saar-tvivl-om-sin-opbakning-til-forskningsfriheden
AU’s erklæring om ytringsfrihed, 2022: https://medarbejdere.au.dk/strategi/erklaering-ytringsfrihed-for-medarbejdere-og-studerende-paa-aarhus-universitet
10. d. 1. februar: Begrundelse for Sappho-prisen
I forgårs kunne jeg fortælle, at jeg er årets modtager af Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho-prisen.
Trykkefrihedsselskabet har nu lagt en omtale af prisen på deres hjemmeside. Her kan man læse den smukke begrundelse og tilmelde sig arrangementet på Vartov.
Her er begrundelsen:
”Thomas Aastrup Rømer modtager Sappho-prisen 2023 for kompromisløst at holde fast i forskningsfriheden og den enkelte forskers ret til at indgå i en åben og udogmatisk diskussion i såvel det pædagogiske forskningsmiljø som i samfundsdebatten. Thomas Aastrup Rømers omfattende forskning har igennem en årrække givet og giver fortsat kvalificeret modspil til de seneste årtiers tiltagende åndløse målstyring i uddannelsessystemet på bekostning af den dannelsestradition, der har været bærende for det danske demokrati og folkestyre.”
To foreløbige kommentarer:
– Det er meget pinligt for Aarhus Universitet, at en af de centrale begrundelser for prisen vedrører ”forskningsfriheden”.
– Og det er også meget pinligt for DPU, at en anden af de centrale begrundelser angår mit arbejde med at forsvare Danmarks pædagogiske og demokratiske tradition imod den skolereformsfilosofi, som DPU’s ledelse jo netop er stor tilhænger af.
1000 tak til Trykkefrihedsselskabets bestyrelse. Jeg glæder mig til arrangementet og til at forberede en lille tale i dagens anledning.
https://www.trykkefrihed.dk/thomas-aastrup-roemer-modtager-sapphoprisen-2023.htm
11. d. 2. februar: To emner
A.
Tildelingen af Sappho-prisen er omtalt på folkeskolen.dk, jf. dette link:
B.
Til mit arkiv om sagen vil jeg også nævne, at tillidsrepræsentanten for alle Aarhus Universitets ansatte, Olav W. Bertelsen, støtter 100% op om AUs ledelse.
På Humboldt-forum – under et opslag af Heine Andersen – forklarer Bertelsen, efter at have sagt “kæmpe tillykke”, at Aarhus Universitet ligefrem har “beskyttet mig”, og at prisen tjener universitetet “til ære”. Det føles undertrykkende for at sige det lige ud, og det minder mig lidt om nogle tanker, som Hannah Arendt gjorde sig om det totalitære samfunds urovækkende ”banalitet”. Her er citatet:
“Jeg synes ikke, der tegner sig noget pinligt for Aarhus Universitet eller DPU i forbindelse med, at du har fået prisen. Universitetet har jo netop huset og beskyttet dig i årevis, uanset at du nærmest uophørligt har angrebet ledelsen og dele af den profilerede forskning på dit institut. Det tjener da nærmest universitetet til ære, at du nu får denne pris.”
Bertelsen har også en kommentar til Heine Andersen i samme ånd.
Man kan studere mit svar i dette link: https://www.facebook.com/groups/166751200038468/posts/5870274446352753
12. d. 4. februar: Charlottes og Hermanns pris
Siden 2008 har Sappho-prisen kun været tildelt én gang til danskere i forbindelse med en eksplicit pædagogisk sammenhæng. Det skete i 2021 modtog en anonym lærer, Charlotte, fra Københavns Professionshøjskole prisen for at inddrage Muhammed-tegningerne i sin undervisning. Hun delte prisen med sin rektor, Stefan Hermann, som støttede hende hele vejen.
Hermann stillede sig også på ytringsfrihedens side i forbindelse med Erik Schmidt-sagen i 2018. Da han blev spurgt hvorfor, svarede han følgende bevingede ord til folkeskolen.dk:
”Det har jeg, fordi jeg mener, at jeg som rektor for en stor uddannelsesinstitution, blandt andet for læreruddannelsen, skal stå vagt for nogle ret grundlæggende idealer i professionelt arbejde. Et af de idealer er, at undervisere fra min egen institution, men også lærere i folkeskolen skal synge med deres næb. De skal kunne ytre sig frit, hvilket er grobund for en god arbejdsplads. Det har jeg lagt meget vægt på personligt som rektor for Metropol og nu på Københavns professionshøjskole. Erik Schmidt-sagen er en god anledning til at hejse dette flag nok engang.”
Hermann har et oplysningsgen og en Voltaire-inspiration, som mange andre fra ledelsessegmentet efter min mening mangler, og som i al fald ikke eksisterer mere på ledelsesgangene på Aarhus Universitet.
Hermann modtog også den pædagogiske debat- og formidlingspris, Holger-prisen, i 2009, som Erik Schmidt var med til at uddele. Hermann skrev også i Uren Pædagogik 2, hvor han bl.a. tog stilling til min kritik af sit arbejde.
13. d. 4. februar: De moralsk udstødte
I 2015 skrev Lars Qvortrup følgende i tidsskriftet Paideias temanummer om synlig læring:
”De folk, som afviser at bruge Hatties og andres resultater, påtager sig et betydeligt moralsk ansvar”.
Herfra bredte isen sig overalt i landets pædagogik.
Året efter skrev jeg en kritik af John Hattie, hvor jeg “afviste” at bruge Hatties “resultater”. Jeg blev “moralsk uansvarlig”. Artiklen fik i en senere version en videnskabelig pris i regi af Nordic Educational Research Association, som dermed også må have pådraget sig “et betydeligt moralsk ansvar” i Qvortrups øjne.
Samme år stiftede DPU’s nye leder Claus Holm et Nationalt Center for Skoleforskning med udgangspunkt i Hatties ideer. Qvortrup, som jo var “moralsk ansvarlig”, blev med dekanens godkendelse headhuntet som leder uden opslag.
Det er så banalt.
Her er et link til den umoralske og prisbelønnede artikel i Nordic Studies in Education:
https://www.idunn.no/doi/10.18261/issn.1891-5949-2017-01-03
14. d. 5. februar: Dekan for ARTS
Aarhus Universitet søger en dekan for fakultetet ARTS. Formodentlig er det den nuværende dekan Johnny Laursens meget problematiske åremål, der skal genbesættes, men jeg ved det ikke.
Der er ingen forventning om, at den kommende dekan skal nære nogen kærlighed til eller interesse for åndsvidenskabelige aktiviteter eller videnskabelige principper.
Det handler i stedet om at ”bidrage væsentligt til løsninger på store samfundsudfordringer” i en ”politisk styret organisation”, der tager ”medansvar for samfundsudviklingen”. Gør man det, så kommer der noget, der hedder “forskningsmæssige gennembrud”, står der.
Jeg ved ikke, hvad en sådan politisk underdanighed har med de tre ARTS-områder, humaniora, teologi eller pædagogik, at gøre.
Det lyder derfor snarere som om, at der er brug for en effektiv bureaukrat, der kan styre det fortsatte videnskabelige kollaps i læringens tjeneste.
Men det passer fint til det nye DPU, hvis ledelse mener, at pædagogik handler om at trives godt med konkurrencestatslæring, og som fyrer folk, hvis de mener det modsatte.
Så DPU’s opgør med pædagogik reproduceres nu i ARTS’ opgør med humanvidenskaben, og det støttes af rektoratet og af den nye bestyrelse, som netop har skilt sig af med idehistorikeren og højskolemanden, Jørgen Carlsen, til fordel for nogle effektive direktører.
Carlsen er Hannah Arendt-mand ligesom jeg selv. Så Arendt og nataliteten forsvandt fra DPU og fra AU’s bestyrelse samme dag, d. 1. december 2022. Det er denne tekniske tørhed, men kan mærke i stillingsopslaget.
Så nu hersker “samfundets udfordringer” i en “politisk styret organisation”.
Men ansøgeren skal have “godt humør”, som der står uden humor.
Stillingen som dekanens chefsekretær er også ledig.
https://www.au.dk/om/stillinger/job/dekan-for-faculty-of-arts
15. d. 7. februar: Fakulteternes strid
I sin tekst ”Fakulteternes strid” fra 1792-98 skelner en aldrende Immanuel Kant mellem tre øvre fakulteter og et nedre fakultet.
De øvre fakulteter er de professions- og kompetenceorienterede fakulteter, som styres efter statens retningslinjer.
Det nedre fakultet er det ”filosofiske fakultet”, som står for hele den frie videnskab.
Staten har magt over de øvre fakulteter, mens det filosofiske fakultet kun adlyder frihedens og fornuftens grundsætninger. Det betyder, at det filosofiske fakultet ustandseligt forårsager strid og ”besværlig” kritik af vedtagende kundskabsdogmer på de statsligt regulerede professionsområder.
På den måde bliver det nedre fakultet faktisk det vigtigste.
Denne modstilling er i sagens natur særlig stærk og presserende i den pædagogiske videnskab, hvor professioner, filosofi og frihedstraditioner er allestedsnærværende.
Her er to nedslag i Kants tankevækkende tekst, hvor jeg har fremhævet nogle ord:
Citat A:
”Det filosofiske fakultet kan derfor gøre krav på at PRØVE AL LÆRDOMS SANDHED. Regeringen KAN IKKE FORBYDE DETTE uden at handle imod sine egentlige, væsentlige interesser, og de øvre fakulteter må TÅLE de INDVENDINGER og den TVIVL, det filosofiske fakultet forelægger offentligheden, om end de (altså ”de øvre fakulteter”, TAR) måske nok opfatter det som BESVÆRLIGT. Thi, var det ikke for sådanne KRITIKERE, kunne de (øvre fakulteter) uanfægtet hvile på besiddelsen af det, som de én gang, under hvilken titel det nu end måtte være, har erhvervet og befale despotisk over det”.
Citat B:
”Altså må det filosofiske fakultet, fordi det må stå inde for sandheden af de lærdomme, det antager eller også blot indrømmer, betragtes som FRIT, idet det må tænkes således, at det ALENE STÅR UNDER FORNUFTENS OG IKKE REGERINGENS LOVE”
Det er disse centrale principper, som DPU, Claus Holm og Johnny Laursen har misforstået. De tror, at DPU og Aarhus Universitet står under ”regeringens love”, mens regeringen, som også selv har misforstået sagen, tror, at universitetet står under kompetencerne og økonomiens love.
Det er skolereformens filosofi, som Holm da også er en ilter fortaler for.
Men dermed kollapser universitetet og fornuften og dermed også den moderne stats begreb.
Kilde:
Jens Erik Kristensen mfl. (red.). Ideer om et universitet, Aarhus Universitetsforlag, 2007
16. d. 9. februar: Brev fra pædagogikkens og videnskabens minister
I 2018 fik jeg et håndskrevet julekort fra den daværende undervisningsminister, Merete Riisager, sammen med Undervisningsministeriet officielle logo vel at mærke.
Riisager skrev følgende:
”Kære Thomas
Mange tak for ris og ros i 2018. Og tak for altid at svømme imod strømmen. God jul til dig og dine.
Mvh Merete”
Jeg ville ønske, at Riisager, med sin gode klassiske indstilling, kunne blive leder på DPU. Hun er jo også cand.pæd.
Men den går nok ikke, for på AU/DPU hader man folk, der ”svømmer imod strømmen”. Her er man mere til konkurrencestats-lærings-trivsel-redskaber, og man mener, at kritik er ”mobning og tilsvining”.
Meget sigende for julebrevets metafor blev Riisager få måneder efter direktør for Dansk Svømmeunion.
Men nu mangler vi hende i politik og pædagogik til at skrive julekort til folk, der er svømmer lidt på tværs, og som nu i stedet får helt andre slags hilsner i e-boksen; hilsner, som vel at mærke ikke er håndskrevne eller som takker for kritisk opmærksomhed.
Claus Holm, Lars Qvortrup, skolereformpolitikerne og Politiken kunne ikke lide Riisagers holdninger. De mente ligefrem, at hun var en slags Donald Trump. Det dokumenterer jeg udførligt i min kommende bog ”I skolereformen kølvand – justering, kritik og forstærkning”, som udkommer på forlaget Fjordager om et par måneder. Det er DPU’s og AU’s verden.
Men som hendes julebrev til mig viser, så var Riisager det modsatte, nemlig en sand pædagog og videnskabeligt indstillet politiker.
17. d. 10. februar: Akademisk frihed og totalitarisme
Pernille Weiss (K) fra Europa Parlamentet og professor Jacob Dahl Rendtorff fra Roskilde Universitet har skrevet en flot kronik i Ræson, hvor de argumenterer for en bedre sikring af videnskabelig frihed, både på det nationale og det europæiske niveau.
Weiss’ og Rendtorffs filosofiske og historiske udgangspunkt er kampen for et åbent samfund imod totalitære tendenser. Det fremgår af følgende citat fra kronikken:
”I kampen mellem totalitarisme og autokratier på den ene side og det liberale demokrati på den anden var tanke- og ytringsfrihed på de europæiske universiteter et grundlæggende bolværk gennem det 20. århundrede.”
Forfatterne fører mest diskussionen på et alment niveau, selvom de implicit refererer til Heine Andersens store arbejde med eksempler og cases. De fremhæver dog eksplicit en specifik dansk case. Det sker i følgende:
”Senest er det blevet heftigt diskuteret, om en forsker fra Institut for Pædagogik på Aarhus Universitet er blevet fyret af politiske årsager. Mange forskere er bange for at ytre sig i den offentlige debat for at beskytte deres karriere”
Jeg er glad for, at min sag inddrages i denne normative og kulturhistoriske sammenhæng. Så forstår jeg bedre, hvorfor det ubehag, som følger af enhver fyring, i mit tilfælde er ledsaget af en stærk følelse af være udsat for en politisk uretfærdighed med totalitære træk.
Rendtorff og Weiss fortæller desuden, at undersøgelser peger på, at det står grelt til i Danmark med den akademiske frihed. Og i forlængelse heraf skriver de noget, som har direkte relevans for Claus Holms og AU’s forsøg på at styre den pædagogiske forskning ned i læringsbegrebets ødelæggende suppedas.
”Særlig berømte er skandaler, hvor virksomheder eller universiteter vil dirigere forskningens resultater.”
En sådan “dirigering” kan selvfølgelig antage form af direkte krav om korrektioner af forskningsresultater, men den finder også sted via en form for indirekte magt, f.eks. ved fyring af kritikere, hvilket har som konsekvens, at forskningen af sig selv gør det, som magten vil.
Det er nok derfor, at DPU er så rigt repræsenteret med skandaler i Heine Andersens bog ”Forskningsfrihed” og i flere andre udgivelser.
18. d. 12. februar: Refleksion over Nina Smiths karriere
Økonomen Nina Smith, som er med i den aktuelle Reformkommission, har en karriere, som er helt indvævet i det pædagogiske forfald, som vi har været vidne til siden starten af 2000’erne.
Fra 2006-09 var hun med i det såkaldte Skolerådet, som med dets fokus på læring, evaluering og måling førte direkte til skolereformen i 2014, og som opslugte mange faglige og organisatoriske miljøer under “læringsbegrebets” nye hegemoni.
I samme år, 2007-2009, var Smith også pro-rektor for Aarhus Universitet. Det var i disse vigtige år, at DPU og AU i 2008 for alvor blev fusioneret ind i 2003-universitetslovens tankegang. En universitetslov, hvis ideologi allerede var blevet forstærket på AU fra 2005 med ansættelsen af den nye rektor Lauritz Holm-Nielsen, som kom fra Verdensbanken.
Det var Holm-Nielsen, der stod for den store reorganisering af AU i 2011, som ødelagde resterne det gamle universitet. Både Claus Holm, Johnny Laursen og rektor Brian Bech Nielsen, som i dag sidder på centrale poster, var med i hele denne proces.
Faktisk var Smith med i Anders Fogh Rasmussens magtfulde Globaliseringsråd, som i 2005 lagde an til både Skoleråd, universitetsfusioner, professionshøjskoler, nationale tests og almen destruktion af uddannelsesverdenen. Senere kom hun også med i det såkaldte ”Kvalitetsudvalget”, som i 2013 annoncerede den helt store læring- og relevans-diskurs. Smith gjorde karriere i et system, som hun selv havde skabt. Hun blev en slags konkurrencestatsøkonom.
I sin afskedskronik i Altinget fra forrige uge talte Lars Qvortrup varmt om Globaliseringsrådet, som var den filosofiske baggrund for hans egen karriere. Rådet var et udtryk for “videnssamfundet”, mener Qvortrup. Det tog måske overhånd med lidt for meget styring, skriver han, men modsiger så sig selv i den efterfølgende sætning, hvor han beder om “meget forståelige relevansforventninger”, som der står.
Qvortrup blev i 2008 dekan for DPU i forbindelse med netop den fusion, som udsprang af Globaliseringsaftalerne. Og i 2010 forsøgte han at fyre tre filosoffer, fordi han mente, at deres forskning ikke var levede op til hans “relevansforventninger”. Qvortrup og Holm blev en slags konkurrencestatspædagog under Smiths og Holm-Nielsens herredømme.
I dag sidder Qvortrup i en arbejdsgruppe under Nina Smiths Reformkommission og arbejder med et såkaldt “Faculty of Education”, som ikke vil noget godt.
I den forstand er AU, DPU og Reformkommissionen som snydt ud af samme næsespray. Det hele er gjort af en og samme organiske ideologi, nemlig et opgør med både videnskab og pædagogik og med universitetet som ide.
Og et sådant autoritært system skal man ikke kritisere. Så svarer det igen. Det har vi set mange gange.
Så når AU’s ledelse for tiden kritiserer Reformkommissionens aktuelle forslag, så sker det altid ud fra en accept af Reformkommissionens præmis. Det er en slags mikrodiversitet under fælles regel.
19. d. 13. februar: Ny bog om universiteter
På foranledning af en venlig opfordring og donation fra Paul Lyngbye’s Fond, er jeg gået i gang med en ny bog om universitetet.
Her er bogens foreløbige titel og struktur. Sig til, hvis der er noget, der mangler/interessante udgivelser osv.:
Titel: Om universitetet og dets fjender – livet på Aarhus Universitet og DPU.
Indholdsfortegnelse:
Forord og indledning
Kapitel 1. Universitetets ide og pædagogikkens land
- Forfatningen og menneskets tale
- Kærligheden til sandheden
- Filosofisk engagement
- Den akademiske republik
- Universitetets ansvar
Kapitel 2. Den universitetspolitiske udvikling fra 2000 til 2023: Aarhus Universitet og DPU
- Universitetspolitik: Universitetslov, globalisering og fusioner
- Fra tanke til faktura til relevans til læring
- Aarhus Universitet: Verdensbank og faglig reorganisering
- DPU: Fra universitet til institut
- Samspillet mellem universitet, fakultet og institut
Kapitel 3. Empiriske cases og erfaringer
- Uddannelsesreform og fyring af filosoffer, 2009-10
- Polemisk dumdristighed, 2010
- Tvangsflytning af børnelitteraturen, 2011
- Koldau-sagen, 2012
- Jens Rasmussens klage, 2014
- Dorte Staunæs’ og Claus Holms klagesystem, 2015
- Lars Qvortrups klage, 2015
- Et nedlagt professorat, 2015
- Dokumentationsside, 2019
- Kampen om universitetspædagogikken: Læring i 2022
- Afskedigelser, 2022
- Udelukkelse, 2022
Konklusion og perspektiver
Litteraturliste
Mange tak til Paul Lyngbye’s Fond, som er en fond, der støtter personer og initiativer indenfor kultur, kunst og videnskab. I fondsbestyrelsen sidder bl.a. stifteren Paul Lyngbye (cand.mag. i psykologi og kommunikation, tandlæge), Kasper Støvring (ph.d., forfatter og debattør) og Mikael Jalving (ph.d., forfatter og debattør).
Jeg ser frem til at færdiggøre bogen.
20. d. 14. februar: Læring på Aarhus Universitet
Det ser ud til, at jeg nu er slettet fra alle AU’s systemer; både fra universitetets hjemmeside og fra listen over videnskabelige medarbejdere ved Afdelingen for Pædagogisk Filosofi og Generel Pædagogik.
Det er virkelig en meget mærkelig fornemmelse, især når man synes, man har gjort sin pligt i 15 år.
Jeg gik naivt ud fra, at et offentligt universitet, der så sent som i 2022 havde hyldet ytringsfriheden i en stor erklæring, ydede en vis faglig beskyttelse.
Der tog jeg fuldstændig fejl.
Men jeg kan dog konstatere to ting:
A.
Mine udgivelser er stadig anført under afdelingens ”seneste publikationer”. Det er jo lidt ”sjovt”, eller hvad man siger.
B.
Jeg fandt en form for AU-rest på universitetets hjemmeside, nemlig den officielle omtale af den såkaldte Holger-pris, som jeg fik i 2010.
Det var dengang, at den daværende formidlingsdekan, Claus Holm, truende og med fuld titel kaldte min pris-tale for ”polemisk dumdristighed”. Det var Holm, der fyrede mig i 2022 pga. ”bagvedliggende hensyn”, som han skrev. Det er DPU’s ånd.
Komiteen bag Holgerprisen mente derimod, som det fremgår af nedenstående link, at Thomas Aastrup Rømer ”i særlig grad har gjort fyldest i det pædagogiske landskab eller fremmet kvaliteten i den offentlige debat om folkeskolen”.
Der var tale om pædagogikkens to meget forskellige verdener. Men nu er der så kun én verden tilbage, nemlig Claus Holms læringsverden, vel at mærke på statens regning.
Det er ikke til at tage seriøst, hvis ikke det var så alvorligt.
Links:
Omtale af Holger-prisen: https://medarbejdere.au.dk/institutter/udnaevnelser-og-priser/udnaevnelserogpriser/2010/filosoffenforfatterenogdpulektorthomasaastruproemermodtagerh
Link til Afdeling for pædagogisk filosofi og generel pædagogik: https://dpu.au.dk/om-dpu/organisation-og-strategi/afdeling-for-paedagogisk-filosofi-og-generel-paedagogik
21. Hvorfor bryder AU sin egen erklæring?
AU lavede en flot erklæring om ytringsfrihed i 2022. Spørgsmålet er, hvorfor den brydes så groft? I forbindelse med arbejdet på min kommende bog om emnet, arbejder jeg med fire hypoteser:
A.
Erklæringen er et efterladenskab fra samspillet mellem et lidt overfladisk dannelsesopsving i 2017 og af C. Hedegaards og Jørgen Carlsens indflydelse i bestyrelsen. Men dette 2017-efterladenskab har løbende tabt indflydelse, og både Hedegaard og Carlsen forlod bestyrelsen d. 1. december 2022, altså dagen efter opsigelsesvarslingerne. I dag er der vist ingen dannelsesfolk tilbage.
B.
Erklæringen var en opfølgning på især Henrik Dahls identitetspolitisk funderede arbejde med forskningsfrihed, hvilket fyringerne på DPU jo ikke havde noget at gøre med. Dahls aktion endte med at splitte den politiske opbakning til forskningsfriheden i en aktivistisk og en nypositivistisk fløj, hvilket var meget uheldigt. På den måde kan erklæringen faktisk ende med at understøtte DPU’s evidensideologiske position, som jo er en form for positivisme.
C.
Erklæringen skulle dække over skandalen med den meget indflydelsesrige professor Flemming Besenbachers forsøg på – sammen med dekanen for naturvidenskab – at intimidere kritikere ved sit eget og rektors gamle institut. Kritikerne var ”redeskidere”, som det hed, og de skulle have “plaster for munden”.
Besenbacher og fakultetsledelsen er ”venner” alle sammen. Det fremgår klart af tonen i den vilde mailkorrespondance mellem Besendebacher, rektor og dekanen, som Forskerforum, Berlingske og Heine Andersen skrev om i januar/februar 2021. Efterfølgende var dekanen fræk nok til at skrive, at der skam ikke var problemer med forskningsfriheden. Efterfølgende bredte “plastret” sig til DPU og ARTS.
Besenbacher var ifølge eget udsagn specialevejleder for den nuværende rektor, Brian Bech Nielsen, og jeg har også fået fortalt, at han var ph.d..-vejleder for ham, hvilket jeg dog ikke har kunnet få bekræftet.
Besenbacher deltager både i Bilderberg- og WEF-møderne, og han er helt væk i konkurrencestatens globalistiske tåge- og bestyrelsessystemer, som er gift for især Humaniora og samfundsvidenskab. Det kan man bl.a. studere i nogle kronikker, han har skrevet i Politiken i 2016 og 2018. Det er som om, at der er et særligt problem i de naturvidenskabelige magtcirkler, som man tit overser?
D.
Erklæringen står i direkte modsætning til universitetslovens grundlæggende filosofi, som blev skabt i 2003, og som blev forstærket med fusionerne i 2008 (”fra tanke til faktura”). Det betyder, at erklæringen altid står i fare for at kollapse, uanset hvor mange erklæringer, man vedtager.
Konklusion: Konsekvensen er, at AU underminerer sine egne (overflade)principper, hvilket jeg faktisk også forsøgte at understrege i min indsigelse mod varslingen d. 16. december. Jeg tror måske, at denne kritiske pointe i indsigelsen var med til at forvirre sætningerne i det endelige fyringsbrev, så det nærmest gik i opløsning indefra, på samme måde som forholdet mellem erklæring og fyringsaktion jo også er et udtryk for opløsning.
Links:
AU’s erklæring om forskningsfrihed fra april 2022: https://medarbejdere.au.dk/strategi/erklaering-ytringsfrihed-for-medarbejdere-og-studerende-paa-aarhus-universitet
Folketingets splittede erklæring fra maj 2021: https://www.ft.dk/samling/20201/vedtagelse/v137/index.htm
Forskerforum om Besenbacher-sagen, januar 2021: https://www.forskerforum.dk/magasinet/2021/340/kritiske-forskere-blev-kaldt-for-redeskidere-og-bavianer-der-burde-have-et-gok-i-noedden
Berlingskes dækning af Besenbacher-sagen, januar 2021: https://www.berlingske.dk/samfund/kritik-af-forskerfejl-vakte-dyb-vrede-kritikere-blev-kaldt-redeskidere-og
Heine Andersens omtale af Besenbacher-sagen, februar 2021: https://uniavisen.dk/fem-ku-professorer-skylder-at-tage-stilling-til-det-som-besenbacher-har-gjort/
Dekan for AU-naturvidenskab om forskningsfrihed, september 2021: https://www.altinget.dk/forskning/artikel/dekan-nej-forskningsfriheden-er-ikke-under-pres
Indsigelse mod varsling, december 2022: http://www.thomasaastruproemer.dk/indsigelse-vedroerende-varslet-afskedigelse.html
Om selve fyringsbrevet, december 2022: http://www.thomasaastruproemer.dk/claus-holms-fyringsbrev.html