En refleksion over første del af Martin A. Hansens essay ”ved Korsvejen” fra essaysamlingen Ved Korsvejen, Gyldendal, 1965.

Pædagogik er at uddanne til en ukendt fremtid med udgangspunkt i det, der allerede er værdifuldt – altså et samspil, en vekselvirkning, en transaktion, et kors og en spænding mellem fortid og fremtid – og midt inde i denne vekselvirkning, i denne besværlige brydning, kommer hvert nyt menneske og hver ny generation til syne og fødes igen i en offentlig æter, foran og sammen med andre.

Det er som om, at pædagogik er en korsvej, man skal undersøge; en korsvej, der ligger som en struktur, altså et kors, i samfundets usynlige strøm; et kors der bevæger sig, rumsterer og bemægtiger sig alle landets driftigste ånder i et ”fra her til hvor?”. Man bør undersøge dette kors, hvis man er pædagogisk indstillet, eller hvis man er lidt livlig anlagt. Men i dag undersøger næsten ingen. Alle beslutter kun. Pædagogik afgøres ved ”udfordringer”, som kan defineres i ”operative måltal” og ved løsninger, som kan ”rulles ud”.

Men pædagogik er ikke en udfordring-løsning relation i fremtidens tegn. Pædagogik er et spørgsmål, der baner sig vej inde i og mellem os, det er et sammenstød mellem fortid og fremtid. Pædagogik er en korsvej, en trafikal situation med kristne undertoner, der fortæller om sprogspillenes logistik og deres infrastrukturs usynlige, men aktive tilstedeværelse.

I 1946 udgav Martin A. Hansen fem kronikker i den københavnske venstre-avis Morgenbladet. Kronikkerne blev senere udgivet som et samlet essay med titlen ”ved korsvejen” i en essaysamling af samme navn. Hansen beskæftiger sig som udgangspunkt med litteraturens stilling, men essayet udvikler sig hurtigt i retning af et mere alment kulturfilosofisk indlæg, og får dermed direkte relevans for pædagogik.

Pædagogikken stod i øvrigt stærkt i Hansens øvrige virke: Han var selv både uddannet og praktiserende lærer, hvilket man blandt andet kan læse en fin skildring af i tegneren Ib Spang Olsens lille bog “I Kristoffers spor”, og hovedværket ”Løgneren” kan opfattes som en pædagogisk-filosofisk roman. Derudover udgav Ole Wivel – der ligesom Hansen var centralt placeret i Heretica, den litterære bevægelse fra 1950’erne som Martin A. Hansen var medstifter af – Hansens skoleskrifter i bogen ”Martin A. Hansen og skolen” i det herrens år 1968. Endelig er der i ”Ved korsvejen” såmænd også et skolefilosofisk essay. Hele essaysamlingen har også fået en grundig omtale i Anders Thyrring Andersens spændende bog ”Polspænding – forførelse og dialog hos Martin A. Hansen” fra 2011. I bogen fortolkes Martin A. Hansen som modernist, et synspunkt jeg til fulde deler, selvom det er kontroversielt inden for den modernisme, der brød ud i 1960’erne i kredsen omkring tidsskriftet Vindrose, og som stadig præger vores nyere litteratur.

Det følgende er en refleksion med udgangspunkt i den første kronik, der oprindelig bar titlen ”På jagt efter en opfattelse”, som jeg i herværende sammenhæng har ændret til ”på jagt efter et spørgsmål”.

Hansens korsvej handlede om at komme videre fra besættelsen, vores egen handler om at komme videre fra andre ting, f.eks. ungdomsoprøret, murens fald, 11. september og finanskrisen. Og problemet handler om, at hver af disse begivenheder markerer forskellige former for glemsomhed i vores kultur, hvilket svarer til at sige, at korsvejen, som er så virkelig, er skjult. Men den virker, og den virker usynligt. Det er som om samfundets sprogspil bevæger sig ad en tør og lige vej, mens korsvejen ligger til siden som en dis i horisonten, en tåge der virker sært dragende, men som har mistet evne til at generere nye og gamle ord.  Men det er noget andet i første omgang. Nu skal vi se på Hansen.

1. Håb, tvivl og eksistens i 1946

Martin A. Hansen vil undersøge ”tidens håb”, som er ”det håb, der næres af generationens oplevelse af kamp og offer. Har man ikke lov at håbe, at der af den må gro noget nyt frem, ikke mindst i poesien? Det er jeg overbevist om. Oplevelsen (af besættelsen og modstandskampen, TR) var stærk. Stærkest for de unge, som tilmed var de modtageligste. Den er i sig selv en overvældende kendsgerning. Holder man sig til den, skal man ikke anstrenge sig for at tro, at der må spire noget frem af den”.

Der måtte komme noget nyt ud af modstandskampens intense oplevelse, men allerede i 1946 er det blevet kompliceret. Folk kan ”blive overanstrengt af at tvivle på det (altså at der vil gro noget nyt frem, TR). Og de bliver mange. De tvivler, fordi de troede. Troen vendte vrangen ud og blev tvivl, da freden skuffede.”

Der er altså en dobbelthed af eksistentielt håb, der har rod i fysiske erfaringer med ungdomslivet i national modstand og kamp, og en ligeså eksistentiel tvivl, der har rod i erfaringen med freden, hvilket formodentlig vil sige den hurtige officielle fortielse af samarbejdspolitikkens karakter. Tidens håb og tidens tvivl er filtret sammen, så generationens korsvej bliver svær at finde.

Hansen er bange for, at denne kombination af tvivl og håb vil nære et krav om, at alt skal ”blive helt anderledes”, altså en form for revolution eller blot fikse ideer og hurtige, subjektive og simple svar, både i poesien og politikken. Han taler ligefrem om, at ”de populære begreber om det kommende” er en slags ”barnagtigt legetøj”, og om at man bør ”suspendere dette utålmodige modespørgsmål, mens man undersøger, om det overhovedet er af værdi at spørge til fremtiden på den måde. Det vanskeligste i tilværelsen er ikke at svare – det går for de fleste som fod i hose – men at spørge rigtigt”, som det veloplagt hedder, ellers bliver svarene bare til ”spørgsmålets skygger”.

Jeg plejer at udtrykke det sådan, at det vigtigste ikke er sandheden, men sandheden om sandheden, og dermed lukkes filosofien ind i verden med fuld kraft, fordi sådan en sandhed kræver spørgsmål, som må findes, og ikke blot udfordringer, der skal adresseres. Sandheden om sandheden er ikke et svar, men et spørgsmål. Interesserer man sig ikke for dette ”spørgsmål”, altså sandheden om sandheden, så bevæger vi os i spørgsmålenes skygger. Og ægte uddannelse kan jo ikke foregå blandt skygger men kun i lys.

2. At spørge til spørgsmålet

Så det handler om at spørge rigtigt. Det handler om en refleksion over selve spørgsmålet med henblik på at finde den rigtige måde at spørge på. Hvilken retning skal poesien og pædagogikken tage?

Men det er stadig for enkelt. For med denne formulering kan det lyde som om, at hvis man blot reflekterer over spørgsmålet, så kan man få en form for teknisk svar eller metode, hvorefter man så kan begynde at skrive poesi på den rigtige ”filosofiske måde”. I så fald ser man hen til poesi som noget, der har til formål at være ”en ildstøtte om natten og en skystøtte om dagen”, og pædagogik bliver til ‘evidensbaserede metoder’, der skal bidrage til, at man scorer på en banal liste.

Så det er ikke nok blot at være spørgende, man må også være lyttende, følende og ventende: ”et krav, en ubestemt fordring mærkes hos den spørgende”. Kun derved kan korsvejen komme til syne, og spørgsmålet kan blive til et spørgsmål, der både skinner og blænder, og som varmer og lokker. Der må man hen, selvom det trækker sig tilbage hele tiden. Spørgsmålet er ikke noget man stiller, men noget man finder. Det står der allerede, blot skjult.

Det handler altså ikke om at ”svare på et spørgsmål”. Det handler heller ikke om at ”reflektere over spørgsmålet”. Det handler om ”at finde spørgsmålet”. Det er, hvad pædagogik, filosofi og poesi drejer sig om. Hvad er vores spørgsmål? Hvad er mit spørgsmål? Enhver elev og enhver studerende er en søger.

Og dette krav kan ifølge Hansen ikke indløses af administration og forskning:

”Der spørges lidenskabeligt efter det nye, det vordende, det helt anderledes. Opmærksomheden er stift rettet mod det fremtidige. Men for mange er denne nervøse fremadrettethed aldeles ikke målbevidsthed, selvom man indbilder sig det. Det er flugt”.

Og i et af de kierkegaarske nedslag hedder det ligefrem, at ”en tørke hærger den personlige eksistens”. Den populære reduktion af alting til samfundsvidenskabelige problemer sker snarere i en form for ”sjælelig hunger og tørst end i målbevidsthed”. Men med mangel på eksistentiel og filosofisk omgang med tidens spørgsmål, så fører de sociale mål blot til stakåndethed, bitterhed eller overdreven trang til nydelse. ”Derfor kan vi let få en falsk dionysisk periode, en hysterisk, opstemt livsglæde, bal i vulkanens krater”. Og det er da også tankevækkende, at den såkaldte samtidsdiagnose, som har rod i 1980’ernes postmodernisme, netop annoncerede et libertinsk og dionysisk pædagogisk program.

Spørgsmålet om fremtidens litteratur, om ”fremtidens skole”, fremtidens universitet og fremtidens dit og dat, er derfor ”et symptom på en dybere konflikt, pælen i kødet – et savn. Hvad savner man? Alt”. Selvom man i en forstand har alt, så savner man på et dybere plan alt, og derfor savner man også alt. Man danser om guldkalven, som det beskrives i en lang metafor. Et pædagogisk spørgsmål, der formuleres som ”udfordring-løsning-fremtid” er en slags fejl i eksistensen. Spørgsmålet dækker over en lidelse. Spørgsmålet er derfor: Hvad er de virkelige spørgsmål? De spørgsmål, som er der, men som vi har glemt, selvom de virker over det hele?

Det gælder om at forstå en generations korsvej på en måde, der kan gennemstrømme tvivlen og håbet og forbinde generationens liv med noget, den allerede er. Kun derved kan gen-erationens gen-ius gen-ereres i-gen og i-gen, som et gen, man ikke kan ryste af.

Senere følger en analyse af de fire andre dele af essayet.

PS. CV Jørgensen brugte også udtrykket ”korsvejen” i samme betydning i sangen ”spildte bedrifter” fra 1994, hvor han spørger til sin egen og sin generations sted efter 15 år med poststrukturalistisk lyrik på forsiden af Berlinmuren.

”Mit livslys er ude at svømme
Min næste er gået til ro
Jeg står ved en korsvej
og savner dem begge to”

1970-80’ernes korsvej er knyttet til “savnet”, men generationen, der er omkring 60 i dag, har ikke været i stand til at spørge ret godt til det. Derfor bliver de væk i ”fremtidens dit og dat”. Livslyset er ude at svømme. Hvis CV søger lidt mere, tror jeg, at han vil finde flere mærkelige følelser, men måske er det lettere sagt end gjort. Korsvejens spørgsmål trækker sig altid tilbage, netop som man sætter sig i bevægelse efter det.